Grev Struenses Faders Spaadomme om sin Søn udgivet ved Trykken af Niels Klim

Grev Struenses

Faders Spaadomme

om

sin Søn,

udgivet ved Trykken

af

Niels Klim.

Dividor haud aliter, quam fi mea membra relinquam,

Et pars abrumpi corpore vifa suo est.

Ovid. Tristium.

Kiøbenhavn trykt hos Paul Hermann Höecke 1772.

2
3

Jeg elændige Fader, som formedelst min ugudelige og høyst uværdige Søns gruelige Forsæt, som saa langt fra ligner noget Menneskes, som den mindste Fixstierne ligner den gyldene Soel i sin Glands, er næsten færdig at fortvivle, —- ja, — af Skamfuldhed over at have været Fader til sligt et Misfoster, — agter det endog for en Naade, at jeg maae skiule mig — langt borte fra de opirrede Mennesker, som saa ugudelig en Søn har forurettet og bedrøvet. — Jeg, siger jeg, som nu destoværre, seer mine Spaadomme, om bemeldte ugudelige og høyst strafværdige Søn opfyldte, hvilke jeg ved hans Fødsel have giort, vil saa meget destomere bekiendtgiøre dem, som alle Folk deraf tydeligen kan see, at jeg, i disse hans gruelige Synder ikke er Skyld.

Disse Spaadomme, hvilke jeg herved agter at bekiendtgiøre, bør jeg altsaa inddeele i 2de Dele, nemlig:

1) Spaadomme fra hans Vugge, indtil han vidste at skiønne paa det Onde og det Gode.

4

2) Spaadomme fra den Tiid, Han forlod mit Huus, og kom paa sin egen vellystige Vey at vandre.

Hvad det første er angaaende, da endskiønt han, (min ugudelige Søn), veed dem selv, saa vil jeg dog herved af ovenandførte Aarsag anmælde den.

Endskiønt jeg fra dit Svøb og Blee indtil din Mandbare Alder stedse veed mig uskyldig for den almægtige Gud, i Henseende til min Pligt som Fader imod dig, saa faee jeg dog alligevel daglig, at du voxede i Ugudelighed og Ondskab, som du tog til i Alder og Størrelse.

Hvor omhyggelig opdrog jeg dig ikke? hvor flittig og Nøye underviiste jeg dig ikke i de Ting hvorved Guds Ære — din egen Velfært her — og din Siels Salighed hisset kunde forfremmes; — ja — hvor meget lod jeg det ikke være mig angelegen at forskaffe dig Fred paa din Doms-Dag; — ja? ret — paa denne din Doms-Dag — som om jeg (det Gud veed at jeg var uskyldig) kunde have forudseet dit onde Hiertes Skammelige Forsætte og ugudelige Idrætte? dog? — hvor vilde det falde mig vanskeligt at spore sligt, hos et Menneske, der har Fornuft. Uventede Tanker —da jeg fra de første Øyeblik, jeg kunde spore Forstand hos dig— saae at dit Hierte var en

5

Ulvs, en Rævs og ikke -— et Menneskes —— hvor bedrøvede ikke disse græsselige Tegn din omhyggelige Fader, der elskede sine Børn som Jacob sine Sønner.

Dine Idrætter vare alletider skammelige -— dine Tanker hovmodige, og langt over de Grændser Naturen havde sat dig i din Fødsel; -— dine Hensigter gik stedse til et

Maal, som du aldrig havde kundet saae i Sigte, naar Fornuften havde veyledet dit Syn.— Du havde alletider slige Ting at bestille med, som tvertimod at give Gudsfrygt tilkiende — tydelig lod den største Foragt imod den allerhelligste Religion, mod Ærbarheden og de gode Sæder tilsyne. —

Jeg tænkte, — ak! min Siæl maae briste ved disse Tanker, som vare saa smigrende for det søde Haab — at du skulde blevet min Alderdoms Trøst — men ak! jeg ulyksalige Fader! — du fordærvede ikke alene dig selv

— men endog dine Brødre; — ja — fordømmelige Søn? —- giorde din gamle Faders og Moders Navn til en Afskye for Dannemark — ja for alle gode retskaffens Mennesker

— ak— Elændige! — Menneskene ere onde — men du er mere end ond. — Du høyst Afskyelige! —

Saaledes er du Redskab til din og din Families Ulykke.-— Saae jeg tydelige Tegn i

6

din Barndom, at du i din Manddom vilde vore op i det Onde; — ak? hvor giorde jeg mig ikke Umage for at bøye dine Ungdoms Greene, at de kunde voxe i Velbehagelighed for Gud, — men altsammen forgieves.

Du vandrede paa den onde Vey — og af denne din ugudelige Vandel maatte jeg jo tydelig spaae mig selv:

2) Hvad der vilde hænde dig, naar du kom til at vandre paa din egen Vey. — langt fra, at din Forhøyelse paa Ærens Trappe glædede mig. — Ney? — den bedrøvede mig langt mere — og jeg tænkte ved hver et Trin:

Tolluntur in altu

Ut lapfu graviori ruant.

O! — hvor blev dette ikke opfyldt — du steeg paa Ærens Trappe — for at falde desto dybede need i Ulykkens Afgrund, hvor

Foragt møder for Ære og Høyhed;

og! hvad skulde jeg vel vente af den Vandel i hvilken du spottede Gud — foragtede

Menneskene og søgte kun at vederqvæge

din egen efter Vellyst og Overdaadighed, tørstende Siel. —

Jeg gav dig vel min Velsignelse da du vandrede fra mit Huus — endskiønt jeg ansaae dig som et Træe der ikke vilde bære god Frugt

7

Lykken smigrede for dig —- du troede dens falske Smiil — og ligesom den forvovne Søemand, gav dig ud paa dens falske Bølger.

Herre Gud! havde du da tragtet efter Lyksaligheden hisset — og ikke efter forgængelig Ære her — hvor havde du da ikke været Lyksalig:—

Havde du erindret dig den kydske Joseph, hvor havde du ikke da kundet trodse Vellyst — og leet af Forførerens smigrende Tillokkelser; men ak? du kiendte ikke Gud — og vidste ikke af den evige Lyksalighed som han har at give dem, der vandre for hans Øyne. —

Du opfyldte den Vellystiges Begierlighed, — og mættede din egen Siels Uteerlighed. — men ak? — nu — ja —- nu for sildig errindrer du, (thi du vidste det før,) en dydig Hednings Ord:

- - - - Hic murus ahæneus esto,

Nil confcire fibi, nulla pallefcere culpa.

Horaz.

Han, som ikke havde Oplysning om den almægtige Gud — giør dig derved saa meget mere til Skamme; - thi endskiønt han af Opdragelsen havde ikke Oplysning om ham, saa erkiendte han dog at han af Naturens Lys vidste en Overherre at være til, som belønnede Dyden og straffede Lasterne; men din syn-

8

dige Frækhed værdigede ikke sligt at ihukommes; thi havde du det giort, havde du tænkt paa din Faders Formaning og sidste Afskeed.

Saa vidst nu som alle disse dine uteerlige Gierninger forud ere spaaede af din ulykkelige Fader, i din Ugudelige Vandel— saavidst vil det blive dig forud spaaet og alt for vidst opfylt, hvad Straf denne din ugudelighed har fortient — ja? min Søn —- jeg maatte grue for den almægtiges Vrede som har ingen Lyst i den Uretfærdiges Gierning, om jeg, ifald det var mueligt — vilde stræbe at afvende den -— o? ney — langt fra — Men min Bestræbelse skal gaae derud paa, at bede Himmelen om Styrke for dig i din Omvendelse — ak! saa kan din bedrøvede Fader endog i din Straf, finde en Trøst for sin Ulykke -— Vale.

Kunde Klipper, Steene tale,

Kunde Kilder lædske mig,

De da skulde mig befale

Kom? drik her mistrøstelig?

Blye skal svømme —- Vox skal synke Ulven ligge hos et Lam -—

Høgen som en Due klynke

Før jeg glemme kan Din Skam.