§ 1078.

Bøder, som paalægges i Medfør af denne Lov, tilfalde Statskassen.

§ 1079.

For saa vidt Embedsmænd, bvem nogen i denne Lov omhandlet Embedsgerning eller Tilsyn med samme er betroet, maatte findes pligtige at udrede Erstatning til private i Anledning af deres Embedsførelse i saa Henseende, er Statskassen ansvarlig for saadan Erstatnings Udredelse, dersom den ikke kan faas hos vedkommende Em- bedsmand eller i hans Bo.

§ 1080.

Samtidig med denne Lovs Ikrafttræden skal der nedsættes et Udvalg, be- staaende af 2 Højesteretsdommere, 2 Landsdommere, 2 Underretsdommere, 2 Højeste- retsadvokater, 2 Landsretsprokuratorer og 2 Underretsprokuratorer med den Opgave at drøfte saadanne Ændringer i og Tilføjelser til nærværende Lov og de til den knyttede Anordninger og øvrige Bestemmelser, hvortil der ved Lovens Anvendelse maatte vise sig Trang.

Medlemmerne af Udvalget udnævnes for Sagførernes Vedkommende af Justits- ministeren eller, efter hans Bestemmelse, af de til enhver Tid eksisterende Sagfører- foreninger, for Underretsdommernes Vedkommende af Justitsministeren og for de øvrige Dommeres Vedkommende ved Valg henholdsvis af Højesteret og af Landsretterne.

Udnævnelsen og Valget, der gælder for tre Aar ad Gangen, taber sin Gyl- dighed for et Medlem, der ophører at være henholdsvis Dommer eller Sagfører.

Udvalget, der selv bestemmer sin Forretningsgang, og som skal træde sammen mindst een Gang om Aaret, saavel som naar Justitsministeren maatte ønske det, har at gøre Indstillinger til rette vedkommende — Justitsministeren, Retternes Justitiarii, Underretterne og Rigsanklageren — angaaende saadanne Forandringer, som maatte forekomme det paakrævede, og hvert enkelt af Udvalgsmedlemmerne skal, naar han, efter at hans Forslag om en Forandring er drøftet af Udvalget uden at vinde dettes Støtte, dog finder det paakrævet, derom gøre Indstilling til Justitsministeren.

§ 1081.

Tidspunktet for denne Lovs Ikrafttræden fastsættes ved kgl. Anordning. Loven kan sættes i Kraft for en enkelt Del af Landet ad Gangen, saaledes f. Eks. først for Kjøbenhavn, derefter for den øvrige Del af Østre Landsrets Omraade og en- delig ogsaa for Vestre Landsrets Omraade. Lovens Ikrafttræden for en Del af Landet skal dog ikke ske inden 2 Aar fra den Dag at regne, da det Nummer af Lovtidende udgaar, hvori den kundgøres, og for hele Landet inden 7 Aar efter nævnte Kundgørelse. Det kan ved nævnte Anordning bestemmes, at de hidtil bestaaende Eetter indtil videre vedblive som saadanne Side om Side med de ved nærværende Lov skabte Retter, dog saaledes, at de helt eller delvis beklædes af de samme Dommere som de sidstnævnte, samt saaledes, at de kollegiale Domstole, der senere skulle bortfalde, i Overgangstiden ikke behøve at være besatte med det fulde, lovbestemte Antal Dommere.

Loven gælder ikke for Færøerne; men det vil ved særlig Lov være at bestemme, i hvilken Udstrækning dens Bestemmelser skulle gøres anvendelige der. Østre Lands- ret er Overret for Færøerne.

Bemærkninger til foranstaaende Lovforslag.

De Folketinget i forrige Rigsdagssam- ling forelagte 3 Forslag til Love, tilsig- tende en Reform af Retsplejen, nemlig

1) Forslag til Lov om Domsmagtens, den offentlige Anklagemyndigheds, Politi- myndighedens samt Sagførervæsenets Ordning,

2) Forslag til Lov om den borgerlige Rets- pleje og

3) Forslag til Lov om Strafferetsplejen

ere — i Overensstemmelse med et af ved- kommende Folketingsudvalg i forrige Sam- ling stillet Forslag — her samlede til et stort Lovforslag med fortløbende Kapitler og Paragraffer, men inddelt i 3 Bøger, hvoraf hver Bog svarer til et af de oven- nævnte Lovforslag. Hertil slutter sig en 4de Bog indeholdende et Par almindelige Bestemmelser.

De i forrige Samling forelagte Forslag vare enslydende med de af den sidste Proceskommission udarbejdede. De vare til 1ste Behandling i Folketinget og hen- vistes til et Udvalg, der under Samarbejde med Justitsministeren afgav Betænkning inden Samlingens Slutning. Man vil der- for i nærværende Lovforslag først og frem- mest genfinde de i forrige Samling fore- lagte Retspleje-Forslag med Indføjelse af de Ændringer, hvorom der forelaa Enig- hed mellem Udvalgets Flertal og Ministeren, og i øvrigt vil man finde, at de i nær- værende Lovforslag indeholdte Afvigelser fra, hvad der i forrige Samling er tiltraadt eller foreslaaet af Udvalgets Flertal, ikke ere betydelige og navnlig for Største-

delens Vedkommende ikke ere af egent- lig principiel Natur. De angaa dels for- skellige Punkter, paa hvilke Ministeren, til Dels med Støtte i Kommissionsforslagene, i forrige Samling har gjort en fra Udvalgs- flertallet afvigende Anskuelse gældende, dels forskellige Punkter i de forelagte For- slag, med Hensyn til hvilke man senere er blevet opmærksom paa formentlige Fejl eller Mangler.

Hvilke samtlige disse Punkter ere, med Hensyn til hvilke der enten ikke er opnaaet Overensstemmelse mellem Ministe- ren og vedkommende Udvalgs Flertal eller foreligger ny Ændringer, skal her kortelig angives:

lste Bog.

§ 1. De gejstlige Retter foreslaas ind- til videre bibeholdte.

§ 20. I 2det Stykke holdes Mulighed aaben for Ansættelse af 2 Dommere i Underretskredse med over 35,000 Ind- byggere.

§ 28, 2det Stykke. Alle Dommere i Underretskredsene foreslaas benævnede „Underretsdommere".

§§ 29 m. fl. Sagførere foreslaas be- nævnede henholdsvis ,.Højesteretsadvoka- ter", ,.Landsretsprokuratorer" og „Under- retsprokuratorer".

Udvalgsforslaget om, at ingen fast an- sat Dommer maa modtage nogen Titel eller Ordensdekoration, er ikke optaget.

§ 45. I Nr. 2 er benyttet Udtryk, svarende til de ellers af Lovforslaget be- nyttede, hvorved Afgrænsningen af Kom- munedommerens Kompetence i borgerlige Sager bliver noget klarere, end den var efter Udvalgets Forslag. Det er derhos forud- sat, at Kommunedommeren skal kunne mortificere Ærefornærmelser.

§ 48. Det af et Udvalgsflertal stillede Forslag om ogsaa at udelukke ..Professorer i Teologi med gejstlig Ordination" fra at være Nævninger er ikke optaget,

§ 49. Udtrykkene i Nr. 2 ere af Tydelighedshensyn ændrede noget.

§ 63. Et af Udvalget foreslaaet Ind- skud „— hvad enten dette er Hovedting- stedet eller et andet Tingsted —" er ikke medtaget, Hver Nævningekreds har kun ét Tingsted, hvor Nævningeret holdes (jfr. § 46, 2det Stykke). Paragraffens Udtryk „det Sted, hvor Retten skal holdes" aabner saaledes ingen Plads for Misforstaaelse.

§ 75. Udvalgets Forslag om at ændre „Mil" til „Kilometer" er ikke optaget,

§ 83. I 2det Stykke er for Tydelig- heds Skyld udtrykkelig sagt, at ogsaa Stillingen som Medhjælper for en Over- anklager er forenelig med Udøvelse af Virksomhed som Sagfører.

§ 86. aragraffens Redaktion er ændret noget, da det ikke med Føje kunde siges, at det kjøbenhavnske Politis „Virksomhed" ikke berøres af Loven.

§§ 90 og 91 om Politiet uden for Kjø- benhavn ere overensstemmende med de af Justitsministeren i forrige Samling stillede, af et Mindretal i Udvalget tiltraadt For- slag.

§ 95. Udvalgets Forslag om Ret for de nuværende Overretssagførere uden for Kjøbenhavn og Viborg til at møde for den Landsret, hvorunder de høre, er ikke op- taget, da disse Overretssagførere ifølge § 105, 1ste Stykke, jfr. §§ 100 og 101 maa være berettigede til at møde for begge Landsretter.

2den Bog.

§ 122. Den af Udvalget foreslaaede Tilføjelse til Nr. 9 „og Sagen ikke rejser sig af en politisk Lovovertrædelse" er ikke medtaget,

§ 203. Der er her foretaget nogle Smaaændringer, nødvendiggjorte ved, at Forligsmægling ved Forligskommissionerne opretholdes.

Kap. 26. (Forligsmægling). Idet Mæg- ling ved de bestaaende Forligskommis- sioner — i Overensstemmelse med Folke- tingsudvalgets Ønske — opretholdes, maa det dog findes rettest at give noget mere indgaaende Regler om Forligsmæglingen end af Udvalget foreslaaet.

For det første vil Udvalgsforslagets al- mindelige Henvisning til, at det skal bestem- mes efter de samme Regler som hidtil, om Mæglingen skal foregaa ved Forligskommis- sionen eller ved Retten, ikke være hensigts- mæssig. Til de Sager, i hvilke Mæglingen hidtil er foretaget ved Retten, høre saa- ledes bl. a. de saakaldte private Politi- sager; men under dette Begreb hører for Tiden en Mængde indbyrdes forskellig- artede, til Dels sjældent forekommende Klasser af Sager, og, naar nu dette Begreb i øvrigt skal bortfalde, findes det ikke rigtigt at besvære den retslige Ordning med dets Bibeholdelse alene af Hensyn til Forligsmæglingen. Det er at foretrække, udtrykkelig at nævne de praktisk vigtige Hovedgrupper af de Sager, der hidtil have været Genstand for Forligsmægling ved Retten (nemlig til Dels Tyendesagerne og endvidere Sager om Fornærmelser i Ord eller Gerning, Paternitetssager, køben- havnske Gældssager under 200 Kr. og Sø- og Handelssager uden for Kjøbenhavn) og foreskrive, at disse ogsaa fremtidig skulle høre under Rettens Mægling, medens man lader alle de øvrige gaa til Mægling ved Forligskommissionerne,

Endvidere findes der i de bestaaende til Dels meget gamle Regler om Forligs- mægling adskilligt, som aabenbart trænger til at ændres. Det er da rimeligt at be- nytte den Lejlighed, der her tilbyder sig, til at lade de gamle og spredte Regler afløse af ny og samlede.

Om Kapitlets enkelte Regler skal i øvrigt følgende bemærkes:

I § 258, næstsidste Stykke, er optaget en Regel, der stemmer med, hvad der maa

Forsl. t. L. om Rettens Pleje. 140

antages at have været Udvalgets Tanke, nemlig, at en af en Kommunedommer fore- tagen Mægling i en af ham behandlet Sag, gør anden tvungen Mægling overflødig. —

I § 259 foreslaas indrettet een Forligs- kommission for hver Underretskreds, og i Tilslutning hertil gøres i § 260 for Under- retssagers Vedkommende de almindelige Værnetingsregler anvendelige ogsaa med Hensyn til Spørgsmaalet om, ved hvilken Forligskommission Indklagede er pligtig at møde. Den nugældende Regel, hvorefter Forligsmægling altid skal foretages i den Kreds, hvori Indklagede har sin Bolig, uden Hensyn til, hvor det eventuelle Søgsmaal skal anlægges, er i indre Mod- strid med Værnetingsreglerne, idet disses Øjemed til en vis Grad derved modarbej- des. Det vil f. Eks. være urimeligt, om den Hotelvært, som ifølge § 140 har Ret til at sagsøge den rejsende, der forlader Hotellet uden at betale, ved den Ret, i hvis Kreds Hotellet ligger, skulde være nødt til at begynde Sagen med Forligs- mægling ved den bortrejstes maaske fjernt- liggende Hjemsted her i Landet. — Naar det i § 260 bestemmes, at en Part, der bor udenfor den Retskreds, hvori Forligs- mæglingen skal foregaa, kan lade en hvil- ken som helst god Mand — altsaa ogsaa en Sagfører — møde for sig, er dette i det væsentlige overensstemmende med den gældende Regel i PI. 31. Dee. 1823. —

I § 261 bestemmes, at et og samme Do- kument kan benyttes som Forligsindkaldelse og Stævning. Ved denne Regel, der sva- rer til den for Sø- og Handelsretten for Tiden gældende (L. 19. Febr. 1861 § 19), spares Tid og Besvær. Paa den anden Side maa det nuværende - Aftensvarsel i Kjøbenhavn og Købstæder og 4 Dages Varsel paa Landet, anses for lovlig kort, hvorfor Varslet her foreslaas forlænget til henholdsvis 3 Dage og en Uge eftersom Indklagede bor i eller udenfor Retskredsen. Efter Paragraffens Regler vil man, hvis f. Eks. Torsdag er almindelig Mødedag for Forligskommissionen, Mandag almindelig Retsdag for vedkommende Underret, og Indklagede bor i Underretskredsen, ved en om Mandagen forkyndt Stævning kunne indkalde til Forligsmægling om Torsdagen og til — hvis Forlig ej forinden er op- naaet — Retsmøde den følgende Mandag.

Reglen i 1ste Stykke af § 262 tilsigter at raade Bod paa den ikke sjældent fore-

kommende Urimelighed, at en Person, der har indkaldt en anden for Forligskommis- sionen — af Ligegyldighed, Forglemmelse eller endog forsætlig — uden videre ude- bliver og derefter intet videre foretager, idet han stoler paa, at Indklagede, der har mødt forgæves, ikke har Lyst til at gøre sig den Ulejlighed at sagsøge ham til Erstatning. —

Efter Reglen i § 262, 2det Stykke, sammenholdt med § 246, vil Forholdet blive det, at Ikke-Opfyldelse af Forligs- mæglingspligterne aldrig faar lovbestemt Indflydelse paa Procesomkostningerne, samt at den Part, der uberettiget sen- der Fuldmægtig, altid faar en Bøde, hvis Sagen naar til Dom. Da Parterne jo nu for Tiden kunne dispensere hinanden fra Pligten til personligt Møde, bl. a. ved begge uberettiget at møde ved Fuldmægtig, bli- ver altsaa for saa vidt Pligten til person- ligt Møde uden for Kjøbenhavn udvidet. Paa den anden Side risikerer en Part ved uberettiget at sende Fuldmægtig ikke andet og mere end en Bøde, altsaa ikke Paalæg af Procesomkostningerne og ej heller Sagens Afvisning.

§§ 279 m. fl. De af Justitsministeren i forrige Samling stillede Forslag om. som Regel at lade Edfæstelsen gaa forud for Afhøringen, ere her optagne.

§ 455. I Nr. 3, der angaar Udlæg uden Dom i Henhold til Panteobligationer, er optaget en Betingelse med Hensyn til Forfaldsgrunden, der er stemmende med den gældende Begel i Lov 29. Marts 1873 § 15, men som ikke fandtes i det i for- rige Samling forelagte Forslag. Henset til den Magt, som Kreditorer — efter hvad Erfaringen viser — have til, i Panteobli- gationer at faa optaget Vilkaar til deres Fordel, og bl. a. alle mulige Forfalds- grunde, maa det nemlig befrygtes, at Ad- gangen til at gøre Udlæg i Henhold til en Pante obligation vil blive misbrugt, naar ikke den hidtil gældende Begrænsning med Hensyn til Forfaldsgrunden opret- holdes.

§ 479. I 2det Stykke er Udtrykket „Rekvirentens juridiske Konsulent" om- byttet med det tydeligere Udtryk: „Re- kvirentens Sagfører".

§ 485. Der er i denne Paragrafs 1ste Stykke foretaget nogle Smaaændringer til

Tydeliggørelse af Meningen. Forholdet er nemlig det, at denne Paragraf, - der er hentet fra den ældre Proceskommissions Udkast (se dettes § 466), i dette først og fremmest havde Hensyn til samme Udkasts § 461, der hjemlede en almindelig Adgang til at gøre Udlæg i faste Ejendomme paa anden Maade end ved Udlæg til Forauk- tionering, idet den nemlig lød saaledes: „Domhaveren kan søge Fyldestgørelse i Frugterne og Indtægterne af faste Ejen- domme paa den Maade, at Ejendommen ved Fogdens Foranstaltning administreres til hans Fordel, og Indtægterne af den be- nyttes til hans Dækning paa samme Maade som ellers de ved Tvangsauktion indvundne Pengebeløb". Denne Paragraf blev imid- lertid udstemt af den sidste Proceskommis- sion og er i Overensstemmelse dermed ikke optaget i det i forrige Samling forelagte Forslag eller i nærværende Forslag. § 485 sigter derfor alene til det i § 481 omhand- lede Udlæg i Brugsrettigheder.

§ 486. Den Skyldneren hjemlede Be- føjelse til at undtage Genstande til et vist Beløb fra Udlæg gælder efter nuværende Ret ikke, „naar Udlæg gøres for Skatter eller andre Afgifter til det offentlige" (jfr. Konkurslovens § 160), og det i forrige Sam- ling forelagte Forslag gjorde ingen Foran- dring heri. Da det imidlertid findes inhu- mant og urimeligt, at det offentlige skal kunne inddrive Skatter og Afgifter paa den Maade, at der berøves den paagældende endogsaa de for ham nødvendigste Ting, f. Eks. hans Arbejdsredskaber, er denne Begrænsning i Skyldnerens Undtagelsesret her fjernet.

§ 490. Udtrykket „ikke forfalden" er ombyttet med det praktisk taget tydeligere Udtryk „ikke udbetalt".

§ 491. Under Nr. 5 ere Ordene „samt Klasselotterigevinster" slettede, da der ikke ses at være tilstrækkelig Grund til, at disse ikke skulde kunne komme Kreditorerne til gode.

§ 510. Ved Henvisningen til Konkurs- lovens § 23 er tilføjet: „(Lov Nr. 30 af 20de Marts 1901 § 2)".

Kap. 47. (Klager vedrørende Ekseku- tionsforretninger). Indholdet af dette Ka- pitel er i det hele overensstemmende med de Regler, som Udvalgets Flertal og Ju- stitsministeren i forrige Samling ere enedes

om. Reglerne tilstræbe, samtidig med at hævde den af Udvalgsflertallet ønskede Be- handling af Eksekutionsforretninger som Øvrighedshandlinger, at opretholde Adgan- gen til at faa alle dertil egnede Spørgs- maal, Eksekutionsforretninger vedrørende, frem til retslig Afgørelse, samt at lade det nuværende besværlige Appel-Apparat afløse af Former, der ere lige saa simple og lette som Kommissionsforslagets Kæremaal. For at undgaa Konflikter mellem Rettens og højere Øvrigheds Afgørelse og Usikkerhed i den formueretlige Stilling, har det været nødvendigt her, saavel som ved Tvangs- auktion, Arrest osv., at stille Sysselmanden noget anderledes over for højere Øvrighed, end ellers en underordnet Øvrighed er stillet i Forhold til den overordnede. Et af Sysselmanden gjort Udlæg kan saaledes ikke omstødes af højere Øvrighed. Af de samme Grunde er det fundet mest praktisk ved Hjælp af ret detaillerede Regler at give Kompetence-Afgrænsningen mellem Retten og højere Øvrighed den størst mu- lige Bestemthed.

Kun paa ganske enkelte Punkter er der foretaget Forandring i det i forrige Samling fremkomne; hvilke disse ere, skal her nævnes:

I § 513 er det udtrykkelig udtalt, at Sysselmanden i Henhold til nye Oplysninger selv kan ophæve et af ham gjort Udlæg. At Sysselmanden bør have denne Adgang kan neppe være tvivlsomt, da det jo i Praksis jævnlig forekommer, at et Udlæg gøres i Rekvisiti Fraværelse, og at denne en følgende Dag møder hos Fogden og oplyser, at det skete Udlæg er i Strid med en Ægtepagt, et Pantebrev, en Lejekon- trakt ell. a. Da nu fremdeles en saadan efterfølgende Indsigelse ofte ikke vel kan bedømmes af Sysselmanden, før han har hørt, hvad Rekvirenten har at sige dertil, bør den i Paragraffen ommeldte Frist, der i forrige Samling var foreslaaet sat til 3 Dage, forlænges noget; den er nu sat til en Uge.

I den til § 515 svarende Paragraf var i forrige Samling som 1ste Punktum af 4de Stykke optaget den Regel, at „Besvæ- ring til Retten over en Sysselmands Handle- maade under Foretagelsen af en Ekse- kutionsforretning først kan rejses, efter at Forretningen er sluttet." Denne Regel, der var optaget efter en tilsvarende Regel i Kommissionsforslagene, er imidlertid ikke stemmende med nugældende Praksis, den

kan ikke anses for nødvendig, da man jo har Reglen i § 504, sidste Stykke, og den lider under den Uklarhed, der klæber ved Begrebet en „Eksekutionsforretnings Slut- ning." Den er derfor her udeladt. Som Følge heraf igen er der flere andre Steder i Kapitlet sket en Ændring i Betegnelsen af det Tidspunkt, hvorfra Besværingsfristen regnes.

§ 571, sidste Stykke. Da det efter Omstændighederne kan være det rigtigste at indhente Bettens Afgørelse af et tvivl- somt Spørgsmaal, inden Auktionen afhol- des, er der givet Sysselmanden Beføjelse til at tillade Besværing til Retten, inden Auktionsforretningen sluttes, selv om ikke alle vedkommende samtykke heri.

§ 573. I Litra 2 er ..jfr. Lov af 1ste Marts 1889 og Bkg. 30te Marts 1889 § 23" rettet til: ..og Tillægslove, jfr. Bkg. Nr. 70 af 16de April 1898 § 23".

§ 595. 3die Stykke, der er overens- stemmende med gældende Ret, er optaget for Tydeliglieds Skyld.

§ 596. Til Reglen i Litra 3 er — lige- ledes af Tydelighedshensyn — gjort en Tilføjelse, hvis Indhold tidligere maa an- tages at have været underforstaaet.

§ 609. 1ste Stykke (ifr. § 614) Der er her tilføjet en Regel, der nødvendig- gøres ved, at Mægling ved Forligskommis- sionerne opretholdes,

§ 638. I 1ste Stykke er tilføjet Lov Nr. 30 af 20de Marts 1901.

I 2det Stykke er som Betingelse for Beskikkelse af Skiftekommissarier til Be- handling af et Konkursbo kun krævet Be- gæring fra en kvalificeret Majoritet af Fordringshavere, ikke fra dem alle.

3die Bog.

§ 674. Den af Udvalgets Flertal fore- slaaede Definition af Begrebet „politisk Lovovertrædelse" er ikke optaget. Ej heller er det sidste Stykke af Udvalgsflertallets Forslag til Affattelsen af nærværende Para- graf medtaget.

§ 707. Ifølge Litra a. skal Forpligtelsen til at beskikke Forsvarer for den Sigtede,

der undergives Varetægtsfængsel, kun gælde, forsaavidt den Sigtede ikke tidligere har været anset med Strafarbejde, uden at have faaet Æresoprejsning.

§ 738. Ifølge denne Paragraf, kan Adgang til offentligt Betsmøde nægtes Per- soner, der have været straffede med offent- ligt Arbejde, Fængsel paa Vand og Brød eller Tvangsarbejde uden senere at have faaet Æresoprejsning.

§ 768. I 1ste Stykke er optaget en Tilføjelse, hvorefter de, der have faaet Æresoprejsning, værnes mod at behøve at gøre Bede for en dem overgaaet Straffedom.

§§ 776 m. fl. Edfæstelsen foreslaas som Regel at skulle gaa forud for Afhø- ringen angaaende Sagen.

§ 782. Forslaget om at ændre Mil til Kilometer er ikke optaget.

§§ 825 og 837. Ifølge 2det Punktum i hver af disse Paragraffer skal Udskrift henholdsvis af Anholdelsesbeslutning og Fængselskendelse kun meddeles Sigtede, naar han forlanger saadan.

§ 831. Der er her bibeholdt en Af- fattelse, der umuliggør, at en Person, der anholdes for en Lovovertrædelse, som ikke giver Hjemmel for Anvendelse af Vare- tægtsfængsel. skulde blive holdt under Anholdelse i indtil 24+3x24 Timer.

§ 839. I Nr. 5 er bibeholdt den Be- grænsning af Retten for den Fængslede til at skaffe sig anden Kost og andre Klæder end Fængslets, som Hensynet til Fængsels- ordenen kræver.

§ 847. Den Bestemmelse, der af Ud- valget er foreslaaet indsat efter denne Para- graf, nemlig om et særligt kommunalt Tilsyn med Varetægtfængslerne, er ikke optaget.

8 871. Det er ikke foreskrevet, at der skal afsiges en formelig Kendelse, naar Begæringen om Forundersøgelse tages til- følge.

§ 876. Forsvarerens Adgang til inden Betsmøde under Forundersøgelse at gøre sig bekendt med Sagens Dokumenter er udvidet, (3die Stykkes 2det Punktum).

§ 984 (jfr. § 1078). Reglen om, at Bøder paa 20 Kr. og derunder skulle til- falde Politikasserne, er bibeholdt.

§ 1039. Det af Udvalget foreslaaede Indskud efter antage „— eller i Tilfælde af fri Proces faa beskikket —" er ikke medtaget.

Fjerde Bog.

§ 1080. Der er her optaget en ny Kegel, nemlig om at indrette et af Dom- mere og Sagførere bestaaende blivende Udvalg med den Opgave, at gøre Indstilling om saadanne Forandringer, der efter- haanden i Praksis maatte vise sig paakræ- vede. En saadan Institution kunde have gjort god Nytte allerede indenfor vor be- staaende Retsplejes Rammer, hvor mange let af hjælpelige Mangler have holdt sig

aarevis, alene fordi ingen af dem, der vidste bedst Besked dermed, har anset sig som kaldet eller kompetent til at tage Initia- tivet til Forandring; og den vil kunne komme til at spille en særlig betydningsfuld Rolle til at hjælpe over de mange Vanske- ligheder, som Indførelsen af et helt nyt Rets- system uundgaaelig fører med sig. Den vil saaledes kunne hjælpe til at fjerne de Fejl og Mangler ved selve Loven, som først dennes Gennemførelse i Livet bringer frem for Dagen, den vil, hvor Loven aabner Plads for forskellige Fremgangsmaader, kunne tjene til at lede Praksis ind i det rette Spor og standse begyndende Misbrug i Fødslen, ligesom den endelig vil kunne tremme god Samvirken mellem Retterne og Sagførerne.

§ 1081 jfr. § 663. Der aabnes her Adgang til at lade Loven træde i Kraft efterhaanden for de forskellige Dele af Landet.