Schandorph, Sophus EN EKSILERET STUDENTS HÆNDELSER

EN EKSILERET STUDENTS HÆNDELSER

64

        

65

I.

N-, d. 14. Maj 1800 . .

Kære Carlsen! jeg hører et skraldende Udbrud af din homeriske Latter, der kan bringe Vinduerne i en Stue til at klirre, naar Du læser Underskriften paa dette Brev, thi sandt at sige, jeg tror ikke, at Du nogen Sinde har set min Haandskrift, og desuden har jeg saa tidt i vore smaa Koncilier gjort Nar af de sølle Sjæle, der skrev Breve, naar de var fraværende fra deres Venner, for at øve sig i den humoristiske eller en hvilken som helst anden Stilform, og saa fordre af disse Venner, at de skulle døje deres ferske eller hjertebrækkende Udgydelser. Men naar man er tvungen til at opholde sig i et saadant Hundehul som dette, véd man ikke, hvad man skal tage sig for - Lejlighed til at gøre Skandale frembyder sig nu slet ikke - man bliver nolens volens moralsk. Du kan af aarelang Erfaring bevidne, at Moral i streng Forstand aldrig har ligget for mig, og hvis min gode Onkel og Formynder paa Fyn har sendt mig her til N. og holder mig paa smal Kost, for at jeg skal lægge mig efter denne Videnskab og dens praktiske Udøvelse i et sobert Levnet, saa har han handlet klogere, end jeg troede ham i Stand til. Som Du og de andre af vor Kreds véd, har jeg intet andet Moralprincip haft end det negative: "Man skal ikke være røget." Nu derimod, da jeg er reduceret til at drikke Hvidtøl om Aftenen, desformedelst at mine Maanedspenge, som jeg ikke kan faa forhøjede som i gamle Dage ved Laan hos kristeligsindede Jøder og Grækere, ikke strække til at drikke bajersk Øl, nu har jeg optaget den Sætning i mit endnu i sin Vorden værende Moralsystem - der hænger dog lidt ved af Lærdommen til examen philosophicum -: Man skal skrive sine Venner til for ikke at kede sig til Døde, naar man lever i N. Moralske Stemninger har 66 begyndt at optage en Del af min Tid. Forleden Dag, da det var et væmmeligt Ruskvejr, og jeg var ked af at læse "Berlingskes" Morgenavis og det lokale Organ, efter at have læst dem tre Gange igennem, gik jeg ud at spadsere i den grimme Omegn, hvis smukkeste Punkt er en Mergelgrav med nogle lave Pile paa de høje Bredder, og efter at jeg i en halv Time havde stirret ned i det hvidblakkede Vand og ligesom den lange Adelslømmel hos Molière havde moret mig med at spytte Kredse i Vandet, blev jeg overfalden af det, som Teologerne nok kalder contritio cordis. Jeg fandt først denne Beskæftigelse uværdig for et dannet Menneske, og ved en naturlig Idéassociation kom jeg til at rette det Spørgsmaal til mig selv: Har Du nogen Sinde gjort noget i dit Liv, som var en Smule mere nyttigt? Og saa gennemgik jeg nogle af mine mest fremtrædende Bedrifter. Var det f. Eks. til Nytte for nogen Moders Sjæl, at Du i sin Tid i Latinskolen stak røgede Sild i Baglommen paa vor Religionslærer? Eller at Du paa Rusforelæsningerne spillede Flæsketyv med din Sidemand, den tykke Mediciner, Jens Løvmand? Eller at Du i Studenterforeningen, da en ældre juridisk Kandidat angaaende Forslaget om en Ændring i en af Foreningens Lovparagraffer udviklede et dialektisk Apparat, som om det gjaldt en Livssag, gav Dig til at efterligne et Par Kattes erotiske Duet til stor Forargelse for alle med Alvor og videnskabelig Sans begavede blandt de tilstedeværende? Eller da Du sloges med en Islænder i Charlottenlund og fik Prygl? Jeg vil nu slet ikke tale om dit øvrige Liv, Slubbert (det sagde jeg virkelig til mig selv), der er henrundet i Driveri paa Gaden, Billardstuer og andre Beværtningssteder sammen med mauvais sujets som Carlsen og hans Lige, hvor vi parodierede de juridiske Professorers Foredrag, fremragende Politikeres Taler ved offentlige Festligheder og nedbrød de tilstedeværende simple Knejpegæsters Agtelse for Landets Højskole og dets berømte Navne. Jeg fandt, at jeg aldrig havde haft Spor af videnskabelig Alvor, at jeg paa de juridiske Forelæsninger enten havde sovet eller fundet Foredraget saa burlesk, at jeg maatte stoppe mit Lommetørklæde i Munden for at kvæle den Latter, der tvang Taarer strømmevis ud af mine Øjne. Og saadan har Du lønnet din skikkelige Onkel Peter paa Fyn, der har villet opdrage Dig til Videnskabsmand, det vil sige til juridisk Kandidat, og blot sat din Attestats som Betingelse for, at Du siden maatte blive Landmand! At jeg ogsaa bebrejdede mig min ringe Sans for den mystisk-platoniske Side af det erotiske, vil jeg blot berøre en passant. - Nej, sagde jeg 67 videre til mig selv, nu skal Piben (her var en Ed nær undsluppen mig, men jeg greb den i Flugten og vred Halsen om paa den) virkelig faa en anden Lyd. Jeg gaar hjem hos Skovriderenken, Madam Jokumsen, hvor jeg bor, aabner en juridisk Bog, helst en om Tingsretten, og læser en god Portion. - Jeg tilkastede virkelig Mergelgraven et foragteligt Blik, gik i Stormmarche gennem Byens forfærdelig brolagte Gader, mod hvilke mine Hæle slog Gnister, saa hele Familier kom til Vinduerne for at se, hvad der var paa Færde, men dog syntes at berolige sig, da de opdagede, at det kun var en enlig Fodgænger. Jeg kom til mit Logi, tændte Lys og læste flittig en halv Times Tid. Derpaa faldt jeg atter i Tanker over, hvad jeg havde tænkt derude ved Mergelgraven, og fik en saa inderlig Sympati med mig selv, at jeg næsten fik Taarer i Øjnene af Rørelse. Jeg tænkte: Skulde Du virkelig være paa Veje til at omvende Dig og blive et fornuftigt Menneske? Det ser næsten ud dertil. Da jeg nu altid har været vant til at højtideligholde festlige Begivenheder i mit Liv, fandt jeg, at jeg vilde gøre Uret baade mod mig selv og den etiske Idé, hvis jeg tilbragte denne Aften som enhver anden, hvorfor jeg gik op paa "Gaarden" (dvs. Gæstgivergaarden) i den Hensigt at drikke min Omvendelses Skaal i en lille Cognakstoddy. Det vilde være taarefuldt at drikke den ene, men jeg maatte vel finde en eller anden skikkelig indfødt, som vilde gøre mig Selskab.

I Begyndelsen var Udsigterne lidet lovende. I den store halvmørke Gæstestue brændte en søvnig Olielampe i Loftet, og en fed, halvgammel Opvartningspige sad og sov bag Buffeten. Jeg var noget i Forlegenhed, thi paa den ene Side kunde jeg jo ikke godt betræde et offentligt Beværtningssted uden at fortære noget, og paa den anden Side fandt jeg det cynisk at drikke Toddy alene, men at rekvirere Hvidtøl fandt jeg vilde være upassende en Festaften. Der var da ikke andet for end at bestille en halv Bajer, saa kunde jeg jo altid senere tage den projekterede Cognakstoddy, hvis en Gæst skulde vise sig. Som sagt, saa gjort. Det lokale Organ blev nu gennemlæst for fjerde Gang. Jeg husker endnu, at det sidste Stykke før Avertissementerne lød saaledes: "(Inserat). Hvis Vejmand Jens Rasmussen tror, at det gule Skilt eller hvad det er for et Hundetegn, som han bærer paa sin gamle laadne Hue, giver ham nogen som helst Ret til, naar han slaar Sten, at bære sig saaledes ad, at der ryger Splinter af Graasten i Øjet paa undertegnedes forbidragende, ingen fornærmende sortplettede Fedeso, saa skal Landets Lov og Ret overbevise ham om,

        

68 at Ejendomsretten er ukrænkelig, med mindre det almene Vel fordrer det. Niels Madsen, Hjulmand og Kommissionær i -drup."

Endelig gaar Døren op, og ind træder en Mand, som jeg vel kendte af Udseende, nemlig forhenværende Herredsfuldmægtig, nuværende Partikulier og Forligelseskommissær Handrup. Han er stor og tyk, med en vældig skallet Tyrepande, der altid sveder. Han har en Stemme som en Bjørn og ser altid yderlig forbitret ud. Efter at have mønstret Stuen med et Blik som en Feltherre, der overser et Terrain, brølte han: - Hej Lise, en Bajer - og derpaa i en dæmpet brummende Tone - og saa en Cognak! Den tykke Opvartningspige fór forfærdet op og serverede det forlangte med et Værs'artig, Hr. Handrup! Handrup slog Snapsen i sig med et saa smerteligt og forvredent Ansigt, som om det var ham den modbydeligste Drik af Verden, derpaa rystede han paa Hovedet og sagde: Uh! uh! giv mig en til. Nu hørte man noget skrabe paa Døren. - Lise, luk op for Bæstet! lød Hr. Handrups Imperatorrøst. Opvartningspigen adlød, og en vældig stor sort Vandhund kom spadserende ind, mønstrede Terrainet, som dens Herre for et Øjeblik siden havde gjort, og da den opdagede mig, gav den sig til at gø, saa det gjaldede i hele Huset. - Læg sig, Køter! brølede Hr. Handrup igen, og med et Spark befordrede han den ind under det lille Bord, hvorved han havde taget Plads. Jeg opdagede senere, at han for Bekvemmeligheds Skyld ikke brugte Spyttebakken, men lod Hunden gøre Tjeneste som saadan. Der sad nu Hr. Handrup lænet tilbage i Stolen, rygende sin Cigar, med begge Benene udspilede til hver Side saa langt, som det paa nogen Maade var ham muligt. Da han havde tilbragt nogen Tid med at udfolde sin Storhed, spidsede han sine Læber, pustede en tæt Sky ud af Munden og sagde med Hovedet vendt om til mig:

- Det er jo Hr. Student Hellberg.

- Jo, svarede jeg.

- Det er jo Dem, der bor hos Madam Jokumsen i Kirkestrædet? Glæder mig at gøre Deres Bekendtskab. Er De ikke snart ked af denne forbandede By?

- Aa-aa-h, svarede jeg nølende.

- Ja tal De kun rent ud, min Fa'er, gener Dem ikke for mig. Det er den værste Ravnekrog i hele Danmark. Der er min Salighed ikke Spor af Intelligens eller Sans for det aandelige blandt disse Spidsborgere. Ser De, da jeg var paa Byfogedkontoret, da fik jeg de to Gader brolagte, Prædikestolen i Kirken egemalet, fik 69 lavet en Teatersal, der naturligvis ogsaa kunde bruges til Koncerter af Sangforeningen, som jeg var Kasserer for, her ovenpaa i Klublokalet. Jeg instruerede Byens unge Mennesker tre Vintre i Rad i forskellige alvorlige og morsomme Stykker, jeg fik plantet Træer paa Spadseregangene rundt om Byen - det var, mens jeg var Formand for Forskønnelseskomiteen - ja jeg vil ikke nævne mere for ikke at trætte Dem - og hvad Løn havde jeg saa? At saadan en So som Købmand Pihl i Byraadet insinuerer, at jeg var en altfor dyr Mand for Byen, og modarbejder mig paa alle Maader, saa da vi fik den Nathue af Herredsfoged, som vi nu har, afskedigede han mig. Naa Gud ske Lov, jeg kan leve uden hans lumpne seks Hundrede Daler - Lise, giv mig en Cognak - og nu griner jeg ad dem der oppe paa Kontoret. De véd hverken ud eller ind, og den lille skrutryggede Fuldmægtig Skov, en Klodrian med anden Karakter til dansk juridisk Eksamen - nu be'er jeg Dem - kommer listende ned til mig om Aftenen og spørger mig til Raads om Sagerne. Naa - jeg siger ham Besked, som om ingenting var i Vejen, men De kan tro, jeg griner ad dem. Ha, ha, ha, - og nu opslog Hr. Handrup en sand Tordenlatter. - Drikker De en lille Toddy med, Hr. Hellberg?

- Tak, ja.

- Gener Dem ikke - Lise, to Gognakstoddyer - dobbelt Væge! Aa, det er nogle Fedtekræmmere til Hobe i denne By. Forleden Aften var vi nogle Stykker her i Stuen og sad omkring det Bord derhenne. Saa kommer Brændevinsbrænder Stang, Byens rigeste Mand, og sætter sig iblandt os. - Lise, maa jeg bede Dem om en halv Genevertoddy, piber han. Nu be'er jeg Dem, Hr. Hellberg - en halv Genevertoddy! Men véd De, hvad jeg gør? Jeg raaber, ligesom jeg nu gør: - Lise, hele Cognakstoddyer med dobbelt Væge Bordet rundt! Det var en anden Sludder, ha, ha, ha. Apotekeren grinte, saa han nær var falden under Bordet, ha, ha, ha. Spidsborgere, Filistre, Fedtekræmmere til Hobe - aa, Gud hjælpe os! Nej, vi trænger til en Opposition, min Fa'er, et Fremskridtsparti - nej, De maa min Sæl ikke kræve Toddy ind, i Aften gi'er jeg - jeg er som hjemme her. - Men Gud hjælpe os for det Organ, vi har. Redaktøren er i By- og Herredsfogdens Lomme. Jeg har leveret ham flere skarpe Artikler om Sundhedspolitiets Forsømmelighed, Anmeldelser af dramatiske Forestillinger, som i den senere Tid er gaaet forfærdelig slet - de Fæhoveder mangler jo en Instruktør - men nej, der er ikke noget at stille op.

70

Jeg begyndte at blive noget træt af Hr. Handrups Underholdning, da i det samme Døren gik op. Seks Mand traadte ind. Det var Apoteker Glud, der, skønt henhørende til Byens Honoratiores og regnende sig blandt Embedsmændene, dog nok holdt af at være populær, hvorfor han søgte Gæstgivergaarden for at træffe sammen med Borgerskabet; et Par Købmænd, en velstaaende Garvermester, og endelig den lille blege og sure Brændevinsbrænder Stang, der kom lidt efter de andre, som om han ikke hørte til deres Selskab. De satte sig alle om det Bord, hvorved Hr. Handrup og jeg var placerede.

- Skal De kanske have en halv Genevertoddy? spurgte Handrup Brændevinsbrænderen, idet han gjorde en Grimace til mig.

- Jeg drikker, hvad jeg har Lyst til, svarede Hr. Stang med en pibende Røst, der dirrede af Arrighed, - jeg forlanger ikke, at nogen skal betale for mig. Jeg kan Gud ske Lov betale mine Varer selv og skylder ikke nogen noget.

- Jeg skylder sgu ikke Dem noget, fór Handrup op.

- Nej, Gud ske Lov, at jeg ikke hedder Byens Sparekasse, bemærkede Brændevinsbrænderen med en ondskabsfuld Plirren med Øjet.

- Naa, naa, lød Apotekerens tykke, gryntende Mæle - lad os tage Tingene i al Gemytlighed. - Naa, det er den fremmede Herre fra København? Glæder mig at gøre Deres personlige Bekendtskab. Portvinstoddy rundt, lille Lise.

Men alt som Hr. Handrup drak, blev han mere og mere oppositionel.

- Hvordan er det gaaet med Gassagen i Byraadet? spurgte han den ene af Købmændene.

- Justitsraaden mente, at det blev Byen for dyrt, svarede den adspurgte.

- Hør, véd I hvad, brølede Handrup. - I fortjente alle sammen, at man satte jer en Nathue paa Hovedet. At lade jer kujonere af saadan en Flynder.

- Fy, fy, Hr. Handrup! det er en Jurie, sagde Købmanden.

- En Injurie, rettede Apotekeren, - injuria, injuriæ, injuriæ, injuriarum - det sidste Latin henkastede han, nikkende til mig.

Hvad der nu blev sagt, er det mig umuligt at gengive. Vel overdøvede Hr. Handrups Stemme alle de andres, men det rigelige Kvantum Spiritus, han havde indtaget, gjorde hans Artikulation usikker. Jeg hørte kun enkelte som Omkvæd genkommende 71 Replikker: - Jeg bryder mig Fanden om Justitsraaden og - Ja han har ogsaa vist, at han bryder sig Fanden om Dem; - I er nogle Nikkedukker - og De er en Krakiler, der altid vil være i Position - Opposition, sagde Apotekeren; hvad skal vi med Gas, naar vi saa mange Aar har brugt Tran? - Det er et dumt, reaktionært Ræsonnement o. s. v. o. s. v.

Denne Diskussion var mig lige saa utaalelig som den lærde Jurists Tale ved Studentergeneralforsamlingen. Jeg greb til at anvende et af de faa kunstneriske Talenter, hvoraf jeg er i Besiddelse, og som jeg i sin Tid producerede i Anledning af den nysnævnte Orator, nemlig træffende at efterligne to Kattes natlige Mjaven. Der indtraadte en pludselig Stilhed. Først betragtede mit Publikum mig med forbavsede Blikke, men i Stedet for at forarge sig som de unge københavnske Videnskabsdyrkere, udbrød det kort efter i en unison Latter og Bravoraab.

- Det gør han sgu godt - det er min Salighed brillant. - Det er akkurat som Deres Katte, Stang, som jeg hver Nat kan høre ind i min Gaard. - En Omgang af samme Slags, Lise, raabte Handrup, idet han slog mig kraftig paa Skulderen og sagde: De er, hvad jeg kalder en rigtig gemytlig Karl. - Ja De slipper ikke for at besøge mig, sagde Apotekeren. - Ja, De ser vel ogsaa en Aftenstund ind til mig, sagde den ene Købmand, - Visit behøver De ikke at gøre, for det betragter jeg som Narrestreger.

Alene Brændevinsbrænderen - det bemærkede jeg først nu - blev gnaven. Han tog sin Hue og gik, idet han snerrede: Naar rigtige Katte bær sig saadan ad, ærgrer man sig, men naar et Menneske gør det, saa griner man. Saadan nogle Drengestreger.

- Resten af Aftenen gik hen med gemytlig Smaasnakken uden Ondskab eller Stiklerier. Men jeg følte, at nu havde jeg vundet Anseelse hos fire af Byens betydeligste Mænd, thi da vi skiltes ad uden for Døren, og Hr. Handrup tog mig under Armen, som han gentagne Gange klappede, hørte jeg den ene Købmand sige til Apotekeren: Det er rart, at vi har faaet saadan et dannet Menneske til Byen.

Saaledes endte den Fest, som jeg havde villet fejre min Omvendelse med. Carlsen - jeg tror ikke, jeg har den mindste Sans for Moralen. Hils Vennerne og læs dette Brev, som er blevet en hel lille Bog, op for dem. Apropos, hvis Du tror, at et eller andet Blad vil optage denne Skrivelse som Feuilleton, saa skænker jeg Dig det mulige Honorar, for at Du for det kan købe 72 Dig en ny Hat, som Du højlig trænger til; værre Bør end den, Du havde, da jeg sidst saa' Dig, har jeg aldrig i mit Liv set.

Din
Ludvig Hellberg .

II.

N-, d. 4. Juni 18 . .

Du, Carlsen! Jeg kan ikke holde ud at drikke mere med Forligelseskommissæren. Du véd af egen Erfaring, at jeg ikke har været kræsen i Valget af min Omgang, maaske af den Grund, at jeg indsaa', at ingen ordentlige Mennesker i Længden vilde omgaas mig. Carlsen, det er skrækkeligt at være saa daarlig begavet, som jeg er. Naar det enkelte Gange hændtes mig i København at komme sammen med jævnaldrende, om hvem andre og de selv mente, at de havde videnskabelig eller æstetisk Interesse, sad jeg altid som en Klodrian og gloede, og naar jeg for Skams Skyld syntes, at jeg skulde give mit Besyv med i Laget, saa enten lo de eller blev forargede, thi de forudsatte altid, at det var noget sjofelt, jeg sagde; og Gud skal vide, at jeg gjorde mig al mulig Umage for at sige noget, der havde et filosofisk Tilsnit. Har jeg nu Ret til at finde Hr. Handrup for simpel til min Omgang? Men nu har han siden vort første Bekendtskab bestandig gentaget den samme Liste over sine Bedrifter og sin Trang til at skabe et Fremskridtsparti her i Byen. Forleden Aften var jeg da i fint Selskab hos Apotekerens. Der var hverken morsommere eller kedeligere end i de københavnske Selskaber, hvor jeg har været. Apotekerens Datter er en rigtig køn Pige, og hun kunde vist være ret morsom at tale med, men hun troede formodentlig, at hun skulde tale om Litteratur, Teater og deslige Materier med den københavnske Videnskabsdyrker (under denne Titel udbragte Apotekeren min Skaal og kom med nogle gale latinske Citater). Da jeg aldrig læser en Bog eller ser en Komedie for at kritisere dem, men kun for at more mig, har jeg aldeles ikke de sædvanlige kritiske Kategorier fra Aviserne til min Raadighed, saa jeg gjorde kun en daarlig Figur og blev som Æstetiker rent stukken ud af en fejende Fuldmægtig paa Amtstuen. Han kunde udvikle, hvorledes den og den havde vellykkede Momenter i sit Spil, at den og den Roman manglede plastisk udformede Karakterer, det 73 og det Digt lyrisk Flugt og deslige Generalia, paa hvilke jeg anvender et af de faa Citater, jeg kan udenad:

Denn eben wo Begriffe fehlen,
Da stellt ein Wort zur rechten Zeit sich ein.

Jeg kunde have gjort mig vigtig ved at kramme det Citat ud, men jeg fandt det, reverenter talt, under min Værdighed.

Hvordan det gaar med Juraen? Gamle Ven, lad os forbigaa dette Punkt med Tavshed. Byfogden sagde i bemeldte Selskab, at det var langt tilbage med Folkets almindelige Retsbevidsthed. Det maa han bekende, den stakkels Mand, thi der har i et halvt Aar fundet tre Brandstiftelser Sted i hans Jurisdiktion, uden at det har været ham muligt at opdage noget som helst, og da en af de brandlidte forundrede sig derover, svarede han i en ynkelig Tone: "Men kære Mand, jeg kan da ikke mane eller vise igen." Jeg tror heller ikke, at jeg har nogen skarp udviklet Retsbevidsthed, i det mindste har jeg ondt ved at bevise mig selv, at det er min Pligt at betale, hvad jeg skylder forskellige københavnske Aagerkarle, tværtimod klør mine Fingre efter at pudse dem. Men hvorledes kan man studere Jura, naar man baade mangler etisk Alvor og Retsbevidsthed? Forklar Du mig det; jeg kan hverken teoretisk eller praktisk løse det Problem.

Egnen om Byen, som jeg strejfer ordentlig omkring i - Tiden skal jo gaa med noget - er i det hele nøgen og grim, dog fandt jeg i Forgaars et venligt Punkt i en Vandmølle ved en lille Aa. Der er nogle dejlige gamle Linde- og Hyldetræer, der rent skjule Møllehusets Have. Jeg tog et Par Hyldegrene til Side og saa' en nydelig Plet: Det lille Aaløb randt gennem Haven og var kranset med vilde Roser, det lave Hus laa i Baggrunden, helt bedækket af vild Vin, bag hvilken de smaa Ruder lo nok saa gemytligt med deres af Solen brændte regnbuebrogede Glas. Jeg stod længe og nød dette lille Billede, da jeg hørte det rasle i Buskene tæt ved Siden af mig, og en lille firskaaren gammelagtig Fyr med et rødt, blussende Ansigt med vrede Blikke bag de hvide Svineøjenhaar, med korte stride Børster paa det kugleformede Hoved, der sad dybt nede mellem et Par monstrøse Skuldre, kravlede hen ved Siden af mig og maalte mig med et udfordrende Blik. Jeg tror, med Skam at tale om, at jeg blev bange, thi der laa et vildt og vanvittigt Træk i de lyseblaa Øjne. Jeg rejste mig op og gik fulgt af det underlige Individs hæse Brummen. Ja, nu maa Du nøjes med denne lidet interessante Epistel, thi det er 74 varmt, og jeg begynder at blive søvnig. Hvis Du finder nogle morsomme Bøger paa din Vandring - f. Eks. gennem Vennernes Stuer - saa gør Strandhug og send mig dem. Med Undtagelse af min Holberg og de forbandede Juridica, fejede jeg mine faa Bøger ud, før jeg rejste fra København.

Din
Ludvig .

III.

N-, d. 10. Juni 18. .

Folk her i Byen synes ikke rigtig om mig mere. Hr. Handrup er stødt, fordi jeg ikke gider sidde hele Dagen sammen med ham paa Gæstgivergaarden; Brændevinsbrænder Stang har i en Diskussion, der havde min ringe Person til Genstand, erklæret mig for et "Subjekt", der var sendt herover fra København, hvor jeg havde været en rigtig "Drivert". Byfogden finder, at jeg mangler Alvor, og har faaet Apotekeren over paa sin Mening, især da den sidste var bleven choqueret af den Grund, at jeg, da jeg kedede mig saa grusomt paa et Skovbal, listede mig ud af Skydeselskabspavillonen, hvori det holdtes, ned paa Bøndernes Danseplads, under aaben Himmel, og svang nogle rødkindede Landsbyskønheder, og det umiddelbart efter at jeg havde danset med samme Apotekers ældste Datter, det æstetiske Lys, som siden den Tid kalder mig "Don Giovanni en miniature", en Vittighed, som Apotekeren gengiver hver Aften, han viser sig paa Klubben. Da jeg imidlertid trænger til menneskelig Omgang, passiarer jeg af og til med min Nabo Mogens Lassen, der er Vognmand og Avlsbruger, en Mand, der altid er opfyldt af Sorg over Kvindekønnets Daarlighed. Hans Vænge, hvori hans Lade staar bygget, grænser op til Madam Jokumsens lille Have, og om Aftenen staar Mogens Lassen og jeg paa hver sin Side af Buksbomhækken, der danner Skellet mellem Madam Jokumsens og hans Territorium. Du bør dog lære at kende denne Misogyn af Folket.

I Gaar, da jeg traf ham, mødte han mig med en Hovedrysten og kløede sig stadig bag Øret med Spidsen af sin korte Pibe, der ellers hviler paa hans langt frem- og nedhængende Underlæbe, hvilken i Forbindelse med de altid rindende Øjne, det lange rynkede Ansigt, hvis Pande er skjult af nedfaldende graa Haartjavser, 75 og den lange dryppende Næse giver ham et saare heraklitisk Udseende. "Hvad er der i Vejen, Mogens Lassen?" spurgte jeg. - "Aa Gud fri, frels og bevar vos," sukkede han, "det er Kællingen og atter Kællingen. Hør, Hr. Helmberg (han fordrejer altid Folks Navne; sin Genbo, Hattemager Klyver, kalder han altid Kløvert) véd De, hvad jeg siger? - "Nej." - "Jeg siger: Slip en brølende Løve ind ad Sønderport og en gal Kælling ind ad Nørreport - jeg gaar mod Løven." Med disse Ord nikkede Mogens Lassen med et flygtigt Glimt af Tilfredsstillelse i Øjet, sagtens fordi det forekom ham som en Trøst at have fundet en epigrammatisk Form for sin Tanke.

- Hvad gør hun nu, Mogens Lassen? - Ja jeg vil ikke tale om, at hun drikker, for det har hun nu gjort i saa mange Aar, at hun ikke mere kan gøre for det, det hører til hendes Konstetulsion, som Balber Konradsen siger. Men nu skulde vi i Dag have Sulevælling til Middag. Herre Gud, nu véd hun, at jeg holder saa meget af Sulevælling; men da hun har taget Gryden af Ilden og sat den paa Køkkengulvet, render hun fra den for at vrævle med en anden Kælling, der vilde købe Mælk. Hun staar og vrævler, for immer skal de jo vrævle, de Fruentimmer - ptøj - og obselverer ikke, at vor So render ind i Køkkenet, sætter begge sine Forben ned i Gryden og æder af Sulevællingen, som om den kunde være Mand i Huset. Da jeg kom og saa' det, blev jeg rigtignok forskrækkelig harmfuld, det skal jeg ikke nægte. Jeg raabte ud efter hende, ligesom en Løve: Saa Du har Raad til, Bolette, at koge varm Mad til vore Svin? Kan De gætte, hvad hun sa'e? Hun sa'e: Ja faar Du ikke varm Mad hver Dag? Jeg blev saa gal, at jeg ikke kunde sige et Ord, og listede af for ikke at fristes til at gøre en Ulykke paa hende.

- Fik De da ingen Middagsmad?

- Nej, sgu ingen anden end den, Soen havde snaget i. Ja, saadan er Ægteskabet, Hr. Helmberg, det er ikke anderledes. Naar en Mand bliver ødelagt, er det altid Fruentimmernes Skyld; faar man ikke den, man vil have, bliver man ødelagt, og faar man hende, bliver man endnu værre ødelagt.

- Tror De, det er saa galt, naar man ikke faar hende, man vil have?

- Ja, det kan sgu ogsaa være rent galt. Der er jo ham, Smaakøreren - for Vognmand i Lavet har han jo aldrig været - ham, Jonas Rodian. Han blev jo halvtosset ved den Lejlighed, véd De.

76

- Nej, det véd jeg ikke noget om.

- Jo vist véd De saa. De kan jo nok huske den gamle Møller Niels Tvers nede i Søndermøllen?

- Hvor skulde jeg kunne huske ham, Mogens Lassen? Jeg har jo kun været et Par Maanedcr her i Byen.

- Ja, da var Niels Tvers sgu ellers godt kendt, saa det er løjerligt, at De ikke har hørt noget om ham. Se, han havde jo denne Laban af en Søn, Rasmus, der nu har Møllen, og som er et fordrukkent Svin. Har De heller aldrig kendt Kristen Mortensen fra Hellersløv?

- Nej.

- Hm, det kan jeg ikke forstaa. Det var i sin Tid den rigeste Bonde i hele Amtet, tør jeg nok sige. Hans Gaard var paa over 90 Tønder Land, som han ejede kvit og frit. Naar han bunkede sine Obligationer op, var Bunken lige saa høj som det Vandingstrug, dér starar, og naar han mødte til Hestemarked her i Byen, havde han to store Læderpunge med Specier i hver Lomme. Se, Kristen Morten havde kun én Datter, og det var et rigtigt pænt Pigebarn i sin Tid, renlig og pæn i alle Maader. Men taab'lig var hun som alle Fruentimmer. Niels Tvers bejlede til Karen, som hun hed, for Sønnen Rasmus, der rigtignok var en lang doven Rad, men Møllen var jo i dejlig Drift, og der var 60 Tønder Land Jord til den, saa naar den og Kristen Mortensens Gaard kom paa én Haand, saa var det jo en farlig nydelig Ejendom. Men Gud hjælpe os, naar der kommer Fruentimmervrævl med i ordentlige Forretninger, saa bliver det bare Skidt, rent ud sagt, Hr. Helmberg; ja det bliver det sgu. Det maatte Balber Konradsen bekende. Han troede at gøre det saa godt, da han tog Enken nede i Pølsestrædet, der ejede Huset og 2000 Rigsdaler til. Jo, Balberen fik rigtignok Kam til sit Haar, for hun gjorde sig gode Venner med en tysk Bogbindersvend og . . .

- Ja men det var jo om Møllerens, De vilde fortælle mig . . . .

- Det kunde jo ikke skade, at De ogsaa fik noget at høre om andre Folk i Byen. Det jager jo ikke med Niels Tvers, for han er død for over tolv Aar siden. - Ja se, Kristen Mortensen mente jo begribeligvis, at der kunde være Mening i Niels Tvers's Præposition, som han siger den fordrukne Fuldmægtig Hamstrup - ja han har da ogsaa en sur og gal Kælling, og saa er hun saa storsnudet, at hun ikke vil gaa af Vejen for en Kokasse, men træder lige i den, fordi hun skal stikke Næsen i Vejret. Hver Gang jeg 77 møder hende, raaber jeg lige saa højt jeg kan: "God Dag, Madam", saa bliver hun saa ædende gal, for hun vil være Frue, men Postmesteren, som er Kancelliraad, siger, at en Forligelseskommissær er ikke mere Rangsperson end jeg, og Kammerraad bliver Hamstrup aldrig, formedelst de mange Cognaker, han drikker.

- Ja, ja, Farvel, Mogens Lassen.

- Nej, bi lidt! vi naaede jo ikke til Møllerens og Jonas Rodian endnu. Ser De, Jonas Rodian, han var dengang Mursvend og arbejdede hos sin Fader, men det var grumme smaat for dem. Og nu kan De tænke Dem, saa gaar, Gud døde mig, Kristen Mortensens Tøs Karen hen og forliber sig i den lille tykke Mursvend paa et Høstgilde ude hos en Bonde paa Hellersløv Mark. Rigtignok var Jonas ikke saa galt et Utuske at se til, som han nu er, men stumpet og kort har han været til alle Tider, ligesom Bødker Lyskovs oversavede Tommelfinger. Jonas blev da urimelig modig, for baade var han gal efter Pigebarnet, og saa mente han vel, at han havde fat i den ene Hank af Kristen Mortensens Speciekrukke. Nej - jeg er bondefødt, det skammer jeg mig ikke ved - men tror De, Jonas Rodian i de Tider saa' til mig? Nej. Og dog var Karen ikke andet end en Bondetøs, som i de Dage ikke æstimeredes for noget af Købstedfolk. Men skal noget gøre Folk tossede, saa er det da Kvindfolk. Den So, som jeg nu maa ærgre mig over hver evige Dag, har ogsaa i sin Tid haft glat Ansigt og blankt Kikketøj, det er rigtignok længe siden - vent lidt, Hr. Helmberg! De spurgte jo selv om Jonas, og jeg maa jo sige Dem alting ligesom det er.

Jeg resignerede stille og lod Mogens Lassens Ords og Tankers Strøm flyde uhindret i dens brede Leje.

- Naa han, Kristen Mortensen, var en rigtig kalkunsk Bonde, og da Tøsen gjorde sig stædig og ikke vilde tage den lange Rasmus Tvers og fortalte, at hun var gode Venner med Jonas Rodian, saa galede Kristen op, som han var farlig dygtig til, og kaldte Jonas en Kalkslager og en Murdrengsklat. Karen hylede og skabede sig, saa det skal have været farlig at se paa, men det gør jo Fruentimmerne altid, naar de ikke faar deres Vilje, det kan min Kone og mine Tøse gøre lige saa godt; og Kristen har vel ikke obselveret videre paa de Ting. Karen maatte tage Rasmus Tvers, og da Bageren sagde til ham, at det Pigebarn, som nu kan være en Snes Aar, og som hun fik lidt vel snart efter Giftermaalet, vel egentlig hørte Jonas Rodian til, saa sagde Rasmus, som alle sine Dage har været en dvask Hund: "Aa, Skidt, jeg faar dog 78 Gaarden i Hellersløv." Naa, saa længe den gamle Niels Tvers og Kristen Mortensen levede og kunde kæppe den lange Rasmus op, saa passede han nogenlunde paa Mølleriet, men da de faldt væk, sad han og drev fra Morgen til Aften hos Værtshusmanden ved Nørreport og spillede Brus eller Hyp med den ene Politibetjent og en gammel Skrædder, som nok har forstaaet at malke ham ordentlig, for Politibetjenten har nu sit eget Sted, og Skrædderen har for nogle Aar siden laant Balber Konradsen 200 Rigsdaler, da han skulde have sat Kvist paa sit Hus. Den nydelige Gaard i Hellersløv har Rasmus Tvers maattet sælge, og det var endda en Greve, der købte den. Der er ikke mere det ved Mølleriet, som der var i gamle Dage, og snavs bliver det drevet, for hvor dvask Rasmus end er, bliver han ked af at se paa Kællingen, der altid glor surt, saa han sidder gerne om Dagen i Møllestuen og spiller Kort og drikker Brændevin med Bønderne, saa det gaar immervæk tilbage. Og blev det galt med Rasmus Tvers for et Kvindfolks Skyld, galere blev det dog med Jonas Rodian. Han blev saa edderspændt siden den Tid, at den bare Ondskab gnistrede ud af Øjnene paa ham. Jeg er ikke for, at han skal komme ind i min Stald eller se paa mit Kre'tur, naar det staar ude paa Marken, for det Øjesyn kan aldrig være godt for Kvæget. Da Faderen døde, rørte han aldrig Murske eller Kalkkost, men købte sig en Hest og en lille Vogn og gjorde siden den Tid Smaakørsler for Folk, men ellers gaar han og driver og glor paa alle, som han vilde æde dem. Rasmus Tvers er ikke glad ved at møde ham, for Jonas er urimelig stærk, og allerede da han første Gang saa' Rasmus efter Brylluppet, smak han ham saadan en under Øret, at den lange Rasmus faldt som en Stud, man slaar for Panden. Rasmus havde endda været til Alters samme Søndag, men saa gal var Jonas Rodian, at han ikke engang kunde bie til om Mandagen, det havde dog ikke været saa ukristeligt, men det er alt sammen Fruentimmernes Skyld, og det har været Meningen med det hele, Hr. Helmberg, at lægge den Ting ud for Dem. - Ja, saa siger jeg god Nat

Ja, saa siger jeg god Nat, Carlsen. Naar Du er ked af mine Forsøg i den naturhistoriske Beskrivelseskunst, anvendt paa de indfødte her i N., kan Du bare lade et Ord falde derom, jeg skal da se at hitte paa noget andet at underholde Dig med. Noget maa jeg bestille, thi hvad Juraen angaar . . . sed de hoc hactenus. Indlagt sender jeg Dig de fem Rigsdaler, som Du bad mig laane 79 Dig med den Tilføjelse, at jeg ikke maatte tro, at Du vilde gøre Nar af mig. Siden jeg ikke omgaas Kompagniet paa Gæstgivergaarden, slaar mine Penge nogenlunde til.

Din
L. H.

IV.

N-, d. 17. Juni 18. .

Hør Carlsen, har Du nogen Anelse om, hvad det vil sige at være ene, muttersene? Ja i den Grad ene, at man ikke engang har sine Tanker til at holde sig med Selskab? Hvor jeg kan misunde Folk med et eller andet Talent, som kan fylde dette Ensomhedens Svælg enten med en fantastisk Billedvrimmel eller med videnskabeligt strengt Arbejde! Men Digter eller Kunstner er jeg som bekendt ikke og endnu mindre Videnskabsmand. Det kan maaske være morsomt at læse Jura for den, der har Evne til at finde Ariadnetraaden i denne Labyrint af Lovbestemmelser og Forordninger, men jeg tilstaar ærlig, at det er jeg for dum til. Hver Gang jeg gør et Forsøg, forvilder jeg mig mere og mere i de snørklede, sig i hverandre slyngende Gange, og jeg føler tydelig, at jeg vil blive ædt af Konfusionens Minotauros. Duer jeg da til slet intet her i Verden? Kan jeg lige saa godt lade mig slagte? Og dog, Carlsen, jeg forsikrer Dig, at hvis man førte mig til Guillotinen, vilde noget i mig istemme den franske Digters Ord, der slog sig for Panden, før de huggede Hovedet af ham, og sagde: Il y avait pourtant quelque chose là. Jeg synes, at jeg kan lære en Del af umiddelbar Erfaring, af Samtale med fornuftige, ja selv ufornuftige Mennesker. Jeg holder saa meget af Naturen, der rigtignok sjælden luller mig ind i sentimentale Drømme, men derimod gør samme Virkning paa mig som et ekstra godt Glas Vin; jeg bliver stærk af den, den varmer mig lige til Marven af mine Knogler. Jeg faar Lyst til at bestille noget, men noget, som tager paa Kroppen og samtidig klarer og ægger Aanden. Ja om det saa var at hugge Brænde, tror jeg, at hvis jeg stod en klar Foraarsdag i bare Skjorteærmer i Huggehuset med Udsigt til det grønne og det blaa, vilde jeg synge, saa det gjaldede efter, svinge Øksen, saa det hvinede gennem Luften. Men at sidde og fedte med noget, som skal kaldes aandelig Syssel, men som for den paagældende 80 ikke er andet end det trivielleste Hukommelsesværk, at pine sig med et Arbejde, som er ens Natur fjendtligt, det er oprørende. Mange vilde, naar jeg spurgte dem til Raads, raade mig til anden Læsning, f. Eks. af æstetiske Sager; men det er jeg ikke altid oplagt til. Jeg kan blive stærkt greben især af saadanne Digtere, fra hvem det kernesunde slaar mig stærkt og ejendommeligt i Møde, hvad enten det er den højeste Alvor eller de kaadeste Løjer. Derfor kan jeg godt lide Homer, naar jeg maa læse ham paa Dansk, thi Græsk har jeg aldrig kunnet lære, i det mindste ikke, som de vilde lære mig det i Skolen, hvor det mindre kom an paa at forstaa Sætningens Mening end at skelrie, om dens Verbum var Aoristus primus eller Aoristus secundus. Derfor elsker jeg Oehlenschlägers tidligste Digte, hvor Foraaret spirer og gærer, derfor kan jeg betages af Kong Lear, naar han raaber til Tordenen: Ruml, til Du revner; derfor er Holberg min Bibel. Men jeg kan ikke fordøje meget paa én Gang, og tidt gaar det ikke egentlig op for mig under Læsningen, hvor prægtigt det er. Først naar jeg efter længere Tids Forløb er ude i Terrainet, enten det nu er en rigtig frodig Sommerdag, eller der er ordentligt Humør i Luften med Storm og piskende Snefog, kan noget, som jeg har læst, rinde mig i Hu og gøre mig inderlig godt. Men jeg trænger ogsaa til Mennesker, der kan pirre lidt ved mig, ellers dvasker jeg hen og bliver dum; det kontemplative Liv i en ensom Celle er mig en Pestilens. Jeg har sét "Musernes Dans" i det spillende Sollys, i den blaalige Dunst over Skovkammen, i Lynets Siksak, i Snefnuggenes Hvirvel - men aldrig "ved Lampen", tilmed da alle de Lamper, jeg har ejet, har oset nederdrægtig.

Ler Du ad mig, Carlsen? Synes Du, at jeg bliver patetisk Alvorsmand? Du maa bære over med min Patos, ligesom jeg tidt har baaret over med din, men det kan Du ikke huske, din Snøbel. Naar Du har haft en slem Pisk, og jeg trofast har hjulpet Dig med at bære den hjem - og det kan Du ikke nægte, at jeg har gjort adskillige Gange - saa har Du altid haft lyriske Anfald og betroet mig, at det var et svinsk Liv, vi førte, at dit egentlige Fag var det tragisk-heroiske, og at Du digtede paa en Tragedie om Abeilard og Heloïse. Kan Du huske, at Taarerne tidt strømmevis randt ned ad dine Kinder, naar Du talte om din gamle Fader, Provsten paa Langeland, hvis Stolthed Du engang havde været, medens han endnu havde Haab om, at Du vilde ende paa Fyns Bispestol, og som Du ikke turde eller ikke nænnede at underrette om, at Du forlængst havde givet Teologien Løbepas?

81

Jo, jo, Hesten paa Kongens Nytorv vilde kunne fortælle om adskillige patetiske Udgydelser af Dig, saa Du skal slet ikke le ad en stakkels Djævel, der er ene, muttersene i N-. Lev imidlertid vel. I Morgen er her Marked i Byen; jeg skammer mig næsten ved at fortælle Dig, at jeg glæder mig dertil som et Barn, det er dog altid en Afveksling.

Din
L. H.

V.

N-, d. 23. Juni 18 . .

Jeg vaagnede forleden Morgen - Markedsdagen - ved en Samling af de mest uharmoniske Musikpræstationer. En Lirekasse spillede "Leonora addio" af "II Trovatore", en anden: "Dannevang ved grønne Bred", en tredje: "Karolinchen, ach warum denn nicht?", forskellige italienske Drenge drejede paa deres skrækkelige Viola, hver i sin falske Tonart, Omegnens Ungdom tudede af al Evne i Trætrompeter, der lød som en Gases Hvæsen, og Tintrompeter, der lød som et svagt Vindstød gennem et Kakkelovnsrør, men jeg sprang glad ud af Sengen. En Masse gamle Minder fra min Barndom, da Turen til næste Købstads Marked var den største Fest, vi Landsbydrenge kendte, randt mig i Hu med Friskhedens Styrke. Bønderpigerne, der spændte hele Gaden - nu rigtignok til Dels i uklædelige Dametoiletter - Karlene, der smiskede saa lumsk til dem, men ikke kunde finde paa, hvad de skulde sige, Gøglerne paa Stilladset uden for det i et Kornmagasin arrangerede Teater, hvis værdige Direktør i dyb Alvor førte en improviseret Dialog paa halv Tydsk og halv Dansk med Musje Bajazzo, der gjorde stor Lykke ved at slaa Buler i sin spidse Hat, som lignede det Filtrerapparat, man bruger i Brænderierne, Visekræmmeren, der anbefalede sine Varer i en Harangue fuld af de ferskeste Brandere, den skævbenede Skrædder, der fungerede som Vagtkommandør over den Afdeling af "Politikoret" (alias Borgervæbningen), som holdt Raadstuen besat, alt dette ydede mig næsten lige saa megen Nydelse, som da jeg var ti Aar. Jeg skar Ansigter til Bønderpigerne, som først rødmede og dernæst brød ud i en undertrykt Fnisen; jeg trakterede de kønneste, jeg traf paa, med en Omgang paa Karruselbanen og listede mig lejlighedsvis et Kys 82 til, og en vred Moder, som opdagede min Træskhed, beroligede jeg ved at spendere en sød Æggesnaps og Æblekager paa hende i et Konditortelt. Jeg gik ind i en af de værste Knejper, hvor gamle Bønder sad omkring Bordene og midt paa Formiddagen drak varm Ekstraktpunsch og spillede Trekort, medens en anden gammel Bonde, der var bleven saa overvældet af Nektaren, at han støttede sig op til Muren i en Krog og havde ondt ved at udtrykke en heltemæssig Følelse, der fór op i ham, blot knyttede Haanden ud imod de tilstedeværende i Almindelighed og stammede: "Ja jeg skal - ja jeg skal - Kraft knuse mig - uh - ja jeg skal sla' jer, en for en, - og I skal - Dæ'len - I skal ligge sønderknuste for mine Fødder som det Møg, jeg træder paa." - "Hvem er den Mand?" spurgte jeg Værten. - "Et Schvinebæst", svarede han overlegent og trak paa Skuldrene - "halv Bajer, værs'artig Herre."

Lige da jeg traadte ud af Knejpen, vilde Skæbnen, at jeg skulde løbe mod Hr. Handrup. Jeg kom i saa umiddelbar Berøring med ham, at han ikke kunde undgaa at hilse mig og tale med mig. Men han saa' paa mig med en fornem-bekymret Mine og spurgte, idet han pegede paa Knejpen: "Søger De der ?"

- Aa, svarede jeg, man skal jo se paa de Folk, Markedet fører til Byen.

- De Folk, Markedet fører til Byen, gentog han langsomt og værdigt, er Bønder, Bæster, Hornkvæg og Drukkendidrikker, de er ikke værd at se paa. Se der gaar nu en - og Hr. Handrup pegede paa en forbigaaende Skikkelse med Løvemanke og et vældigt Skæg, hvorover knejsede en karmoisinrød Næse - han der er nu Direktør for et Selskab af Sangerinder, der skal synge paa den Knejpe, hvor De søger. Nu be'er jeg Dem! Kan man ikke se Brændevinen løbe ud af Øjne og Næse paa den Døgenigt? Ja, det forsikrer jeg Dem, Hr. Student Hellberg, at af alle Mennesker paa Jorden er der ingen jeg hader, afskyr og foragter i den Grad som saadan nogle - Drukkensnuder, rent ud sagt. Farvel, Hr. Hellberg. Det bør bemærkes, at Hr. Handrup havde haft to Gange Delirium.

Paa min hensigtsløse Omstrejfen kom jeg uden for Sønderport. Et Stykke ud ad Landevejen holdt Bøndervogne med Fødevarer, hjemmegjorte Tøjer og nogle Møllevogne med Mel og Gryn. Om den ene af disse var der en temmelig betydelig Stimmel Mennesker, der dog forholdt sig rolige og tavse. Jeg banede mig Vej for at se, hvad der var paa Færde, og opdagede snart, at 83 der var Slagsmaal. Paa Jorden laa en høj, forladen Mand og oven paa ham en lille undersætsig Skikkelse, i hvem jeg genkendte det Individ, der havde vist sig for mig uden for Møllehusets Have. Han bearbejdede af Hjertens Lyst sin Fjende med knyttede Næver, men denne syntes kun at gøre en ren passiv Modstand ved at parere Slagene af med sine Arme. Endelig rejste den lille sig, skubbede et Par af de omkringstaaende til Side og gik hurtig sin Vej. Den lange rejste sig aldeles flegmatisk og sagde, da hans Modstander var saa langt borte, at han ikke kunde høre ham: "Han fik lige godt de værste." - "Nej, det gjorde Du, Rasmus Tvers," hørte jeg Mogens Lassens Stemme sige, "men det er jo din sædvanlige Markedsgave." - "Hvad var der i Vejen med de to, Mogens Lassen?" spurgte jeg. - "Ih, det var jo Jonas Rodian og Rasmus Tvers," sagde han. "Ja, den varme Frokost faar Rasmus Tvers en Gang om Aaret hver Sommermarkedsdag. Jonas gaar og æder Arrigskaben i sig hele Aaret igennem, men paa den Dag bryder den ud. Det er vi saa vant til at se, at ingen tænker videre over det." - "Men hvorfor tager Rasmus Tvers sig ikke i Agt? han kunde jo blive fra det Marked." - "Aa, han er saa urimelig dvask, saa jeg tror ikke, at han kan huske de Prygl, han har faaet, fra den ene Gang til den anden." - "Ja men hvorfor slaar han ikke fra sig? Det er jo en stærk Tamp at se til." - "Han gider ikke. Jo mindre han tager fra sig, desto snarere faar det Ende. Tilmed er der Penge at tjene paa Markedet, og hvor dum Rasmus er, har han dog et eget Tag til at snyde Bønderne. Og saa er han farlig langsom af sig. Inden han kan faa sat sig i Positur, har Jonas brugt sit gamle Kneb, at rende Panden lige ind i Maven paa ham, og saa falder han, lige saa lang han er. Det er ellers Kællingens Skyld det hele." - "Men taaler Politiet hvert Aar saadant et Slagsmaal?" - "Hvad skal man sige til den Ting, Hr. Helmberg? Begge Politibetjentene er gamle Mænd. Den enøjede Pedersen sidder nede hos Værtshusholder Nielsen paa Torvet, og den tykke Brun er jo tillige Skomager og maa passe sit Haandværk, før han kan give sig i Lag med Politivæsenet." - "Men Byfogden da?" - "Han plejer altid at tage sig en Lur paa denne Tid, og Gud hjælpe den, der vaagner ham, saa er han lige saa gal som et vildt Dyr." - "Naa, hvordan har De det selv, Mogens Lassen?" - "Aa Gud fri mig! Kællingen derhjemme skal i Proces med Trine, der tjente os som Kokkepige, fordi hun i Arrigskab smak Trine en Sløv Boghvedegrød lige i Næse og Mund.

- Ja det skal jeg fortælle Dem vidtløftigere en Aftenstund, for

        

84 jeg har lovet en Gaardmand at komme ned til Nielsens og spille et Slag Polskpas med ham, Politi-Pedersen og Balber Konradsen. Adjøs, Hr. Helmberg! Tag Dem i Agt for Fruentimmerne, for de er kun til Ulykke og Plage, Spektakel, Slagsmaal, Rettergang - uh! - Ja, Adjøs."

Tæt uden for Byen løber en lang Sti, der skiller de Byen tilhørende Marker fra Haverne, som i Almindelighed har Laager, der vender ud til Stien. Ved at kaste mine Øjne langs med den opdagede jeg, at den var ganske ensom, der var ikke et Menneske at skimte paa den. Tæt op til den laa i længere Afstand en Vanding, halvt omgiven af lavt Elle- og Pilekrat. Jeg fik Lyst til at gaa derhen, jeg huskede, hvorledes jeg tidt som Barn, naar det enten var Juleaften, Fastelavns Mandag, Markedsdag eller sligt, havde moret mig med at søge ensomme Steder; ja jeg kan erindre, at jeg endog en Juleaften satte mig et Kvarters Tid i Svinehuset for at erfare, hvorledes en Juleaften tog sig ud dér. Nu vilde jeg tilbringe et Kvarters Tid i Krattet om Vandingsstedet paa en Markedsdag. Det er Pjankeri, vil Du sige, der er ingen Mening i det. Men har Du ikke gjort den Erfaring, at vi tidt trækker den Slags løjerlige, meningsløse Tendenser med fra vor Barndom gennem hele Livet? Saaledes kan det endnu more mig paa Firskillingsbilleder at kolorere Soldater med en Farvelades Kulører og tegne Grise en profil, hvormed jeg i høj Grad glædede min Værtindes Smaadrenge.

Naa - jeg naaede da min Vandrings Maal, det ensomme Vandingssted. Jeg gik ud paa den gyngende, mudrede Grund mellem de lave Pile- og Elletræer, da jeg under en Busk opdager en menneskelig Skikkelse siddende paa Hug paa en stor Stub. Paa den brede Ryg, de høje Skuldre og det korte struttende Haar genkendte jeg Sejrherren fra Kampen, Jonas Rodian. Han havde faaet fat i et Stykke Lægte, hvormed han rodede og gravede i Mudderet foran sig, saa sorte Klumper sprøjtede om til alle Sider. Han hverken hørte eller saa' mig, lod det til, thi jeg kom ham ganske nær, uden at han løftede sit ludende, brede Hoved, og uden at han standsede i sin Beskæftigelse, som han drev med en saadan Ihærdighed, at han pustede og stønnede derved, og Sveden randt perlende ned ad hans ophedede lave Pande. Jeg blev staaende stille og betragtede ham temmelig længe, da han pludselig af al Kraft kylede Lægten langt ud i Vandingen, saa det grønne Vand plaskede højt i Vejret; derpaa udstødte han et Suk, der næsten lød som en Tyrs Brøl, og brød ud i en høj Hulken. Den betog 85 ham saa stærkt, at hans hele robuste Krop bevægede sig som i Krampetrækninger. Afbrudte Ord arbejdede sig frem, alt mens han slog sig for Panden med den knyttede Haand. - "Det sidder derinde, det onde - jeg bliver aldrig af med det - - jeg kan tærske ham det ene Aar efter det andet med al den Galenskab, jeg har ædt i mig hele Aaret - mer, mer - jeg maa myrde ham - brænde ham inde - svie ham i Hulen - aa Karen - kun den ene Gang vilde Du holde af mig - nu har Du rendt for mig i nitten Aar - - vor lille Pige render ogsaa for mig som en gal Hund -" her gjorde han en Bevægelse med Hovedet og opdagede mig. Rasende fór han i Vejret imod mig og vilde lige anbringe mig et Slag i Næse og Mund, men Du véd, at jeg ikke er saa ganske daarlig i den ædle Boksekunst. Jeg parerede hans Slag, fik ham om Livet og væltet om i Mudderet. Jeg lod ham rejse sig op. Han saa' myg og skulende ud og vilde gaa uden at sige et Ord. "Ja, hvorfor vilde De slaa mig?" spurgte jeg; "jeg gjorde Dem jo ingenting." - "Det var det onde i mig," brummede han tvært, "jeg kan ikke gøre for det." - "Kanske De havde godt af den Kolbøtte, De fik." - "Ja, det lindede ligegodt, for jeg trængte til at blive mat." Jeg gik nogle Øjeblikke ved Siden af Jonas. Han gik og skulede og skuttede med Akslerne. Da sagde han ganske sagte, i en Tone, der lød bønlig: "Lad mig gaa - jeg maa hjem og lægge mig." -

Du ser, Carlsen, der er virkelig en Del løjerlige Personer ude omkring paa Landet. Et Ophold i en Købstad opfordrer en til Detailundersøgelse af Menneskene. Denne stakkels halvidiotiske Smaakører begynder at interessere mig; men som Du kan slutte Dig til af, hvad jeg her har fortalt Dig, er han næppe let at komme i Lag med. Det er dog langt morsommere at have med levende Mennesker at gøre end med Bøger. Fanden tage alt det abstrakte, maa jeg bede om det konkrete, det haandgribelige. Du ser, at jeg for Skams Skyld ender med en Sentens, der skal se ud, som det var en Tanke. Skriv snart til

Din
Ludvig .
86

VI.

N-, d. 29. Juni 18 . .

Du vil sagtens huske, Carlsen, at jeg i et af mine forrige Breve fortalte Dig om det idylliske Billede, jeg fik af den gamle Vandmølle; men da jeg ikke tør smigre mig med større Opmærksomhed end det Minimum af samme, som Du anvender paa dine Studier, vil jeg minde Dig om, at samme Mølle rummer Rasmus Tvers, hans Kone, Jonas Rodians ulykkelige Flamme, og hendes Datter. Det er kun Kulisserne, der er idylliske, Skuespillet, der opføres, er et af de uhyggelige, hvor Livets Misère træder op i al sin aandsfortærende, hjerteforstørrende, sejgpinende Afskyelighed. - Med disse Tanker spadserede jeg derud i Forgaars Aftes, da Klokken vel omtrent var syv, og lidt Køling havde afløst Dagens brændende Varme. Hvor det dog er en yndig Plet! Nu skinnede de med hvide og røde Smaablomster tæt overdryssede Æble-, Pære- og Kirsebærtræer i Haven smukt i det mildt afdæmpede sene Eftermiddagslys og stod skarpt mod Hyldetræernes og Lindenes dunkle Baggrund. Jeg var gaaet helt uden om Huset, forbi Møllen med dens brusende Hjul, og saa' Haven fra en Side modsat den, hvor jeg sidst havde været, saa at Lindene og Hyldetræerne, som før havde lukket mig Synet til Haven, nu spærrede det ud til Marken, hvorfra jeg forrige Gang var kommen. Den gamle, rigtignok af Buske temmelig overgroede Have, hvor hist og her gamle Rosentræer tittede frem med deres nys udsprungne Roser, der bøjede sig ud over den Haven gennemstrømmende, livlig rislende Møllebæk, Vandets Susen ned over Hjulene, den summende og brummende Lyd af det indvendige Mølleværk, der lød ud til mig, dyssede mig ind i en underlig vemodig Ro, som helt betog mig, saa jeg havde ondt ved at rive mig løs fra den. Men jeg kunde jo ikke staa her for bestandig, og da jeg havde staaet og gloet - jeg tror over en Time - samlede jeg mig sammen til et Højre-om - og tænk Dig, jeg faar et Syn at se, der i sit Slags var endnu skønnere end det, jeg tvang mig bort fra. I en stor aaben Loftsluge i Straataget paa en lille Ladebygning stod en ung, meget blond Pige med de kraftige og dog smukt formede blottede Arme støttede mod Lugens Ramme. Hendes Hage hvilede i hendes Hænder, og i hendes smukke Ansigt med de store blaa, forstandige Øjne var der noget saa inderlig bravt og godt. Nedenfor stod med Ryggen halvt vendt mod mig en gammel Bondekone, der syntes med stor Tungefærdighed at fortælle 87 hende en eller anden bedrøvelig Historie, thi hun rystede bestandig paa Hovedet og tørrede Øjnene med Fligen af sit tærnede Bomuldsforklæde. Den unge bondeklædte Pige hørte opmærksomt til, nikkede af og til med Hovedet og rettede enkelte Ord til den gamle; men dels Afstanden, dels Larmen af Møllen hindrede mig i at høre deres Samtale. Endelig gik den gamle. Den blonde Pige forsvandt fra Lugen, og da jeg saa' hende træde ud af Ladedøren, beregnede jeg min Gang saaledes, at jeg maatte møde hende paa Broen. Den maatte hun over for at komme til Stuehuset, der laa paa den modsatte Side af Bækken, og i hvis ud mod samme Bæk vendende Gavl Møllen var. Jeg havde gjort rigtigt Bestik. Jeg tog Hatten af, da hun lige var paa Siden af mig; hun nikkede med en venlig, men adspredt Mine. Jeg syntes, det var min Pligt at gøre saa meget som muligt ud af Situationen. "Tror De ikke, at jeg tør gaa indenfor og faa en Taar Vand?" spurgte jeg, "jeg er bleven saa tørstig." - "Ja det er ogsaa en farlig Varme," svarede hun med en klar og kraftig Stemme, næsten uden sjællandsk Dialekt, "men det er da bedre, De faar en Taar Øl. Værs'go." Hun aabnede Døren for mig, gik selv først ind, og vi traadte ind i en lang, lav Stue med mørkt Bjælkeloft. Til venstre op mod Vinduerne stod et langt Bord, ved hvis ene Ende en stor, tyk Mand, i hvem jeg genkendte den af Jonas Rodian besejrede Rasmus Tvers, sad og sov. Foran ham stod en vældig Ølkande af Træ, en Brændevinsflaske, bred foroven og forneden og smal i Midten, samt et Frimurerglas. Pigebarnet syntes aldeles ikke at ænse ham, hun gik fremdeles foran mig gennem Stuen og lukkede op til et Værelse ved Siden af. Det var møbleret halvt paa Købstadmanér med hvergarnsbetrukne Stole og en Sofa. Over Møblerne laa sirlig hæklede, kridhvide Stykker. Stuen var stor; den havde Vinduer til begge Sider, baade ud til Haven og til Kørevejen. Paa en Forhøjning ved et af Vinduerne mod Haven sad en temmelig høj, mager Kone med en endnu rank Figur, der vilde have givet hende et ungdommeligt Udseende, hvis ikke det fint og skarpt formede Ansigt med en spids, kroget Næse og med smaa dirrende Øjne og det fremspringende Underkæbeparti havde fremkaldt Forestillingen om mange Aar, tilbragte i alt andet end harmoniske Stemninger. Hun løftede Øjnene og saa' paa mig med but Ligegyldighed. - "Den fremmede Mand bad om noget og drikke," sagde den unge Pige, "jeg kan vel hente ham en Taar Øl og en Snaps." - "Ja, det forstaar sig," sagde Konen; "men tap et Krus af Tønden, lad ikke

        

88 den fremmede Mand faa af den Kande, som han derinde har snaget i." Den unge Pige gik ud af Stuen, og da hun vendte Ryggen til mig, kunde jeg ikke andet end beundre hendes ranke, kraftige Vækst, som intet Snørliv kneb edderkoppeagtig sammen i Livet, og ingen masseagtig opdyngede Underskørter gav en uforholdsmæssig Bredde forneden. Hele Partiet fra Armhulerne til neden for Hofterne dannede en fin og kraftig Bølgelinie. Hænderne, der hverken var røde eller hvide, men af en lys, solbrændt Farve, der nærmest kunde kaldes nøddebrun, var hverken soignerede eller vansirede af Arbejde; de lange Fingre var stærke og smidige. - Hun kom snart tilbage med et Krus godt hjemmebrygget Øl og en Snaps Brændevin, hvilket sidste jeg lod staa. Da Konen opdagede dette, sagde hun til mig: "Ja, det Brændevin er ogsaa noget Skab. Hvor er ellers den Herre fra?" - "Jeg er fra København," svarede jeg, "jeg er Student." - "Hm," sagde Konen, "saa ligger De vel her og venter paa Præstekald ligesom den hellige Kapellan, der var her forgangen Aar." - "Nej," svarede jeg leende, "jeg er langtfra hellig, men gevaltig verdslig." - "Saa?" sagde Konen alvorlig; "det ene er lige saa galt som det andet." - "Hvordan vil De da have, man skal være?" - "Man skal passe sig selv og ikke være vidtløftig i nogen Maade," sagde Konen tørt. Datteren havde efter min sidste Replik fæstet sine store trofaste Øjne paa mig med et spørgende Udtryk. "Gaa ud og se, om Sidse har malket," sagde Moderen med et hurtigt Sideblik til den unge Pige, der straks gik ud af Stuen, hilsende mig med et tankefuldt Nik. Konen blev ved at strikke paa sin Uldhose uden at værdige mig et Ord eller et Øjekast. Jeg begyndte efterhaanden at føle mig noget beklemt, tømte Kruset og rejste mig op. "Saa siger jeg Tak," sagde jeg til Konen. - "Ja selv Tak, der er jo ikke noget at takke for," lød Svaret. Derpaa gik jeg ud gennem den forreste Stue. Rasmus Tvers var nu vaagen og gloede paa mig med sløv Nysgerrighed; jeg hilste ham og gik lige forbi ham.

Det, jeg nu skriver, Carlsen, maa Du ikke sige til nogen; gør Du det, er Du en Slubbert. Jeg gik hjem med Hovedet fuldt af det prægtige Pigebarn, rigtig saadan "ein tüchtiges Mädchen", og - Du - da jeg kom hjem, stod jeg over en Time i mit Kvistvindue og tænkte - ja, jeg tænkte ingenting, men jeg klappede i Fantasien det ranke Pigebarns let solbrændte Kind, kyssede hendes lyseblonde Haar, trykkede kraftig hendes stærke Hænder - endnu, medens jeg skriver dette, føler jeg en Trækning igennem 89 Sjæl og Krop ved at tænke paa hende. Men jeg trøster mig ved, at sligt driver over som mine mangfoldige tidligere Rørelser. Dog Fanden skal tage mig, om jeg kunde nænne at gøre den Pige - ja hvad hun hedder, har jeg jo ikke engang faaet at vide - - Sorg eller Fortræd. Skab Dig nu ikke, Carlsen, med at gøre Nar af mig: næste Gang skal jeg fortælle Dig noget Grin.

Din
Ludvig .

VII.

N-, d. 1. Juli 18 . .

Nej, det varer ved endnu, min gamle Ven; jeg sidder i det til langt op over Ørene. Jeg tog straks om Morgenen efter mit Besøg i Møllen den heroiske Beslutning ikke at sætte mine Ben der for det første, men Du kender det Minimum af Etik, der er repræsenteret i mig. Netop naar jeg tror at have en urokkelig Bestemmelse, er der noget inden i mig, der rent ud sagt griner af mig og ægger mig til at gøre lige det modsatte. Alt skulde nu ogsaa sammensværge sig imod mig. Jeg havde glemt mit Cigarfutteral med mine sidste Cigarer (det var jo lige i de sidste Dage af Maaneden) ude i Møllen; det var altsaa nødvendigt, at jeg gik derud - hvilket ogsaa skete. Rasmus Tvers sad i den forreste Stue paa sin sædvanlige Plads og spillede Trekort med to Bønder, mellem hvilke Brændevin og Øl flittig cirkulerede. - "Er Deres Kone og Datter hjemme?" spurgte jeg. - "Jeg véd sgu'tte," sagde han gnavent og viste mig med Albuen Døren til den inderste Stue. Konen sad paa Forhøjningen og strikkede med det store Uldgarnsnøgle i Skødet. Hun saa' ikke videre venlig til mig, nikkede til Svar paa mit Goddag, rejste sig, gik hen og trak en Dragkisteskuffe ud, hvorfra hun tog mit Cigarfutteral frem og rakte mig det. Jeg kunde godt mærke, at hun ønskede, jeg skulde gaa med det samme, men det laa nu ikke i min Plan. "Det er en køn Have, De har," sagde jeg. - "Aa," - sagde hun - "køn? Ja den kunde blive køn, naar man havde Raad til at lade rydde og luge; men hvad skal vi nu med noget kønt her? Det er endda godt, naar man kan bjerge Føden." - "Møllerfolk plejer ikke at have saa ondt ved det," bemærkede jeg. Konen saa' mut paa mig. "Naar der ingen Mand er, og Konen ikke er skrap af sig - 90 ja det er ikke værd at snakke om, hvad der ikke kommer ret mange ved." Jeg vidste godt af Erfaringer fra gammel Tid, at saadanne Koner daarlig kunde modstaa at fortælle om deres Sager, og at de nok kan lide, at man lægger Mærke til, hvad der angaar dem. Jeg sagde derfor ganske ugenert: "Ja, jeg har jo nok hørt snakke om oppe i Byen, at Manden her ikke bryder sig stort om Tingene her eller om Dem." - "Om mig!" - og her lo Konen kort og haanlig: "jeg har sgu heller aldrig brudt mig om ham, saa jeg forlanger ikke, at han skal bryde sig om mig. Men han skulde have brudt sig om Gaarden, som han fik med mig, om Møllen, som var god baade i hans Faders og Farfaders Tid; men det nytter ikke at tale om, hvad der ikke bliver anderledes." - "Kanske meget kunde have været anderledes, hvis De havde faaet en Mand, De holdt af." - "Holdt af! - ja hvad véd en ung Tøs Besked om, hvem hun skal holde af eller ikke; saadan en Tøs er det mest tossede Kre'tur, der er til. Nej, Forældrene skal sørge for, at hun faar en skikkelig Mand og ikke en Klaadde, der bare har Gaard og Penge. Det er alt sammen meget fornøjeligt med Kærlighed og Kærestevæsen i Ungdommen, men det bringer en kun i Ulykke. Verden er taab'lig, hvordan man end vender den. Man maa gaa sin Tid her i Verden, saa længe det er bestemt en, man faar jo dog til sidst en Ende paa det." - "Der er ikke megen Trøst i det, De der siger," sagde jeg. - "Trøst!" (Møllerkonen havde den Vane at gentage det Ord, hvorpaa man lagde Hovedaccenten i sin Replik, paa en dvælende, raillerende Maade) "hm, Trøst! Hvem skal kunne trøste en? Præsterne? Ja vist saa! Der er nu Karen Per Niels'es, Gaardkvinden i Hellersløv, som jeg har kendt, fra vi begge var Tøse; hun har immer været noget hellig. Forgangen Aar var hun her, og da hun vidste, at jeg aldrig nogen Tid var glad og ikke havde været det i mange Herrens Tider, saa raadede hun mig til at høre den ny Kapellan i Fresløse, for han kunde tale noget om det døde og det levende, som der var Forslag i. Og jeg skal aldrig nægte: saadan en Mand til at tale har jeg ikke kendt: han kunde synge, snakke og slaa i Prækestolen, saa det dirrede gennem hele Kirken, og ikke et eneste af Fruentimmerne kunde bare sig for at græde, som hun var pisket, saadan kunde hans Røst bævre en ind i Marv og Ben." - "Men var det, han sagde, til nogen Trøst for Dem?" spurgte jeg. - "Ja, i Begyndelsen lindede det ligegodt noget, især naar han messede saa nydelig oppe fra Alteret; det gav en farlig Kraft i de Ord, som han sang. Men da han kom her i Huset, og det gjorde han, fordi 91 Karen Per Niels'es havde sagt, at jeg havde det snavs, saa fik jeg rigtignok at se, at det var simpelt nok med hans Gudfrygtighed." - "Saa, hvordan det?" - "Jo han sad og lagde mange Slags Ting ud for mig og Tøsen Marie, men saa saa' jeg, at han satte saadanne kattemilde Øjne op til Tøsen, alt mens han udlagde Skrifterne, og engang da han talte om Barnetroen, som han kaldte det, klappede han Tøsen paa Kinden, men saa sagde jeg lige straks stop, for den Redelighed skulde jeg dog ikke have noget af." - Alt mens Konen talte, talte hun sig hidsig og vedblev, henvendt til mig: "Derfor kan det ikke nytte, at saadanne studerede Herrer kommer paa Besøg her og gaber paa min Tøs; saa meget kan jeg da, at jeg kan genne dem fra hende. Ja, den gode Herre fik jo sit Cigarfutteral? Ikke sandt?"

Nu var der intet andet at gøre end at tage Afsked, som var kølig fra begge Sider. Da jeg passerede Møllestuen, saa' jeg, at Bønderne var gaaede. Nu laa Rasmus Tvers langs hen ad Bænken, snorkende, saa det rungede i Stuen, og Sveden drev ned ad hans fede Ansigt. - Men jeg maa have Brevet af Sted; det er allerede blevet dygtig langt; Fortsættelsen skal følge snarest mulig. Fra nu af er mine Breve alene bestemte til at læses af Dig, Carlsen; jeg kan ikke lide, at de andre skal gøre Nar af dem.

Din
Ludvig .

VIII.

N-, d. 2. Juli 18. .

Slukøret drev jeg altsaa ud af Møllehuset, og uden at ænse, hvorhen jeg styrede mine Skridt, fulgte jeg op over Marken den lille Mølleaas eller Bæks Krumninger. Jeg var arrig i Hovedet og mejede Nelder, Skræpper og Sivtoppe af med min Spanskrørsstok. Men jeg havde ikke tilbagelagt noget langt Stykke Vej, før mit Humør opklaredes ved et helt fornøjeligt Syn. - For at Du kan forstaa Lokaliteterne, maa jeg bemærke, at jeg ved Udgangen af Møllehuset havde passeret Broen og gik paa Bækkens højre Bred. Med ét opdager jeg "Tøsen" Marie staaende paa den modsatte Side, et lille Stykke ude i Vandet, barbenet og med Kjolen opkiltret over Knæene, med Ærmerne opsmøgede højt over Albuerne, beskæftiget med at skylle Tøj. De smukke Arme bevægede 92 sig rask og flittig og glimrede formelig i Solskinnet. Benene, kraftige og slanke som paa Artemisstatuer, støttede hende fast og sikkert og omskylledes muntert af det sagte rislende Vand; Arbejdet havde farvet hendes Kinder stærkt. Jeg var omtrent kommen lige over for hende, inden hun mærkede, at der var nogen, og da jeg hilste hende, blev hun rød til op over Panden, saa' paa mig med et bedende-forlegent Blik, holdt Kjolen og Skørterne ned over Knæene, retirerede op paa Bredden af Bækken og stillede sig bag ved en stor Vadskeballe, hvori hun lagde Tøjet, efterhaanden som hun fik det skyllet. Da jeg blev staaende, satte hun sig helt paa Hug bag Ballen. "Har De travlt, Jomfru?" sagde jeg. - "Nej, nu er jeg næsten færdig," svarede hun. - "Jeg vilde saa gerne tale lidt med Dem," sagde jeg; jeg kunde fornemme, at min Stemme rystede. Hun saa' igen paa mig med nogen Forundring. "Ja, saa kan De gaa et lille Stykke fremefter, saa meget som et Halvhundrede Alen; der ligger nogle store Sten i Vandløbet, som De kan komme over paa, naar De tager Deres Strømper af, saa kan jeg imens trække mine paa." - Urolig og længselsfuld gik jeg videre, søgende det betegnede Sted, som jeg fandt og benyttede efter Maries Anvisning. Da jeg naaede hende, sad hun fuldt paaklædt i Græsset ved Aabredden, men havde flyttet sig hen til et Sted, hvor Sivene var saa høje, at hun sad skjult for dem, der muligvis gik paa den modsatte Bred. Hun nikkede mildt til mig. "Tak skal De have, fordi De vilde tale med mig," sagde jeg. - "Ja, det vilde jeg gerne," svarede hun, "jeg taler saa sjælden med nogen." - "Jeg véd nok," sagde jeg, "at De ikke har det godt derhjemme; det kunde jeg straks se." - Hun gav sig til at græde og rystede paa Hovedet. - "Men Deres Moder holder dog vel af Dem?" - "Ja, det gør hun nok, men hun skænder dog for det meste, og jeg synes ikke, at jeg gør nogen Fortræd, og Morskab under hun mig slet ikke. Jeg faar aldrig Lov til at gaa til en Smule Dans, og jeg maa stjæle mig til at læse lidt i Morskabsbøger, som Doktorens Døtre laaner mig; hun siger, at det sætter mig Kærestesludder i Hovedet. Men hun er saa flittig i Huset og stræber, hvad hun kan overkomme med Arbejdet paa Marken, saa hvis vi ikke havde hende, kunde vi lige saa godt pakke sammen." - "Har De da slet ingen Glæde ved at leve?" spurgte jeg. - "Jo, det har jeg rigtignok," svarede den unge Pige; "naar jeg kan faa Lov til at staa rolig ved mit Arbejde, og det gaar rigtig rask fra Haanden, saadan som før; naar saa bare Vejret er rigtig højt og klart, kan jeg blive saa glad, at jeg er

        

93 nødt til at synge, enten jeg vil eller ej. Og saa er det ogsaa morsomt at plukke Markblomster og enten binde dem i Kranse eller sætte dem i Glas hjemme i Stuen." - "Men savner De ikke Mennesker?" - "Jo, det sagde jeg Dem jo før; det er kedeligt, aldrig at have nogen at snakke med, baade om det man ser og hører, og det man læser om. Jeg vilde saa gerne høre noget om København - der er De jo fra? ikke?" - "Ja, det er noget vidtløftigt," svarede jeg smilende; "det er ikke godt at vide, hvor man skal begynde, og hvor man skal ende. Er der ikke noget, De især fremfor andet vil vide Besked om?" - "Jo, om hvordan De bærer Dem ad med at spille Komedie. Jeg har læst nogle forfærdelig morsomme Komedier af Holberg og en meget bedrøvelig en, der hed "Axel og Valborg", men jeg kan ikke forstaa, hvordan de agerer dem. Og naar der har været Komedie her i Byen, har jeg aldrig faaet Lov til at se det, for Moder siger, at det ogsaa er noget Kærestesludder, og det er det værste, hun kender, siger hun." - "Saa vil jeg gøre Dem et Forslag," svarede jeg, "kan vi ikke mødes her i Morgen ved denne Tid, saa skal jeg tage en Komediebog med og fortælle Dem lidt om, hvordan det gaar til." Hendes store blaa Øjne lyste af Glæde, og efter en kort Betænkning sagde hun: "Ja, men det maa være længere nede, længere fra Møllen, der, hvor den store Ask staar blandt Ellekrattet; i det kan vi sidde skjult. Hun saa' smilende paa mig; pludselig fór som et Lyn af Jubel over hendes Ansigt, og hun sang med høj Stemme:

"Hanen galer saa stolt og kry,
Klokken ringer igennem By;
Davren koges, og Røgen maa
Kolbøtter op mod Himmelen slaa;
højt paa Eng springer Folen.
Blomsten aabner sin lille Mund,
synger: Dejlig er Morgnens Stund,
dejlig er Dagen og Solen!"

Og i barnlig Lystighed bukkede hun sig, tog en flad Sten op fra Jorden, hendes højre Arm blinkede i Luften, hendes højre Bryst hvælvede sig kraftigt, og Stenen fløj ud over Vandet og slog Smut en tre fire Gange. "Ja, jeg er tosset, at jeg staar her," sagde hun. Hun gav mig sin Haand og besvarede ugenert mit Tryk, lagde det skyllede Tøj over den venstre Arm, greb Ballen med den højre Haand i det ene Øre og gik rask ad Møllen til, uden i mindste Maade at synes tynget af sin Byrde. Jeg stod længe og saa' efter 94 hende, som hun skred høj og stærk hen ad den grønne Engbund, medens Omridsene af hende langsomt fortonede i den begyndende Dæmring. Jeg véd ikke, hvorledes jeg kom hjem, fik sat mig ned og har faaet skrevet dette Brev, hvis gruelige Kragetæer Du vel knap kan tyde. Det jubler i mig og om mig: I Morgen!

L. H.

IX.

N-, d. 5. Juli 18 . .

Den kom da, den længselsfuldt ventede Dag. Hvor var Formiddagen og den første Del af Eftermiddagen usigelig lang! Endelig - endelig slog Klokken halv syv; jeg begav mig paa Vejen til det aftalte Mødested; i Lommen havde jeg et Eksemplar af "Svend Dyrings Hus", som jeg efter en kort Betænkning havde valgt paa Lejebiblioteket til at læse for Marie. Hun var allerede paa Pladsen; hun sad under et temmelig stort Asketræ, der stod lidt fra Vandet, rundt om stod Elletræer. Hun strikkede paa en Strømpe, ved hendes Fødder laa en lille Krans, som hun havde bundet af Kornblomster, røde Markvalmuer, Kamelblomster og Blaaklokker - af hele den fine, jomfruelige Flora, som i Juli Maaned smykker Randen af Grøfter og Gærder. Hun smilede over hele Ansigtet, da hun saa' mig, og gav mig sin Haand, men da jeg vilde kysse den, sagde hun: "Aa nej lad være med de Tossestreger." Jeg satte mig da ved Siden af hende, tog Bogen frem, men inden jeg begyndte at læse, fortalte jeg hende, hvorledes Teatret var indrettet, hvorledes Folk efterhaanden samlede sig, Musikken fra Orkestret begyndte, Lysekronen og Tæppet hævede sig, og tillige, hvorledes man maatte tænke sig de i Stykket spillende Personers Udseende og Kostume. Da jeg begyndte Læsningen, strikkede hun i Begyndelsen fort, men efterhaanden som Ekspositionen udviklede sig, lod hun Hænderne med Strikkestrømpen falde ned i Skødet, og Uldgarnsnøglet trillede hen ad Græsset. Hun fulgte med Øjnene enhver Bevægelse i mit Ansigt, af og til undslap der hende et Forbavselses-, Indignations- eller Begejstringsudraab; jeg kunde se, hvor udmærket hun forstod alt. Jeg var selv begejstret; for det første elsker jeg disse kernesunde Vers, der lyder mig saa fortrolige og hjemlige, dernæst maatte vel en saadan Tilhører løfte ens Gengivelse, og endelig var den milde 95 danske Sommerdag ligesom et naturligt Medium for denne af grøn Skov og Vang duftende Digtning. Jeg véd ikke, hvor længe jeg havde læst, thi tidt maatte jeg forklare et og andet om, hvorledes man frembragte Dekorationsforandringer og sligt, men jeg var i Færd med at læse Korets Sang i Begyndelsen af tredje Akt:

Fuglen kvidrer, som bedst den kan,
og Hanen galer paa Tofte.
Alt er vaagent vidt over Land,
og Bonden kryber i Kofte.
Solen lyser over Lindens Top -
Hr. Ridder! Hr. Ridder! vaagn op -

da det raslede i Ellebusken, og Karen Tvers stod foran os. Hendes Mine var ikke forbitret, men hun saa' koldt-resigneret ud.

"Naa det var derfor, Du altid skulde spadsere paa denne Tid," sagde hun til Datteren, "gaa hjem straks." Marie havde rejst sig som et opskræmmet Vildt og vilde til at adlyde, men jeg greb hendes Haand og sagde til Moderen: "Her er ingen Fjantestreger paa Færde, Madam, jeg elsker Deres Datter og . . ." - "Ja, det ser jeg sgu nok," sagde hun, "men det er det, som jeg ikke vil vide af. - "Det kan De da endelig ikke forhindre, Madam Tvers," sagde jeg med et Smil. - "Det véd jeg nok," svarede hun, "men jeg skal gøre mit til at hindre, at Tøsen bliver ødelagt." - "Ja, hvis Marie holder af mig," - og her saa' jeg paa Pigebarnet, der var rød som dryppende Blod, men løftede Øjet lidt og nikkede næsten umærkeligt til mig - "vil jeg ærlig begære hende til Ægte." - "Det kan godt hænde sig," svarede Karen Tvers i den samme tørre Tone, "men hvad vil De gifte Dem paa? De kan jo ikke føde Dem, og saa meget véd jeg, at De er bleven sendt til N . . ., fordi De gjorde Utuskestreger i København, og vi kan ikke føde Dem . . . ja, se De kun stødt og fornærmet ud . . . det har ikke noget at betyde for mig. Holder De ordentlig af Pigebarnet, og holder hun af Dem, saa er jeg ikke saa tosset, at jeg jo nok véd, hvor megen Fortræd det vil volde jer begge to, men den Fortræd er ingenting mod det, der ellers kan ske. Nu skal jeg sige Dem noget. Hvis De ikke holder Dem fra Vejene her omkring Møllen, saa faar Tøsen ikke Lov til at sætte sine Ben uden for Døren. Jeg kan ikke hindre Dem i at holde af hende eller hende i at holde af Dem, men jeg kan sørge for, at hun ikke løber længere, end at jeg kan øjne hende; og det skal jeg sørge for, saa længe jeg lever. Kom saa, Marie; ja tvin Du kun, min Pige; der er ingen Morskab ved 96 den Ting, det véd jeg nok, men der er ingen, der gør os Fruentimmer mere ondt end de, der siger, at de holder mest af os." - Dermed tog hun Datteren om Haandledet og næsten trak hende af Sted. Marie betragtede mig. Store Taarer piblede i hendes blaa Øjne; derpaa fulgte hun Moderen. Som for at spotte mig og lokke mig skinnede Aftensolen i lange Lysstriber paa hendes tætte blonde Haar - hun turde naturligvis ikke vende sig om og se efter mig.

Egentlig kan jeg ikke sige, at jeg blev nedslaaet; thi jeg vidste nu, at Marie holdt af mig. Modstanden ægger mig, og jeg føler i mig Mod til Eventyr. Vi skal nok finde Midler til at mødes eller dog til at knytte Forbindelse. Det skal jeg nu spekulere paa i Nat, Carlsen. Tak, fordi Du skriver saa kønt, venlig og alvorlig til mig. Jeg tror, vi to nu er komne saa vidt, at vi kan tale sammen direkte, uden at drapere os i alt det Narreri, hvoraf vor Omgangsjargon bestod.

Din
L. H.

X.

Søndermølle ved N . . ., d. 15. Oktober 18. .

Kære Carlsen! Tak for dine og øvrige Venners Breve, da I havde erfaret mit Uheld, der rigtignok kun er bleven mig Porten til Lykken. Jeg er fuldkommen ved Kræfter igen og skal nu skikke eder en fuldstændig Beretning om, hvad der er hændet mig siden den Aften, da Karen Tvers viste mig Vintervejen. Det bliver et voluminøst Brev, men det faar I nu finde eder i.

De paafølgende Aftener strejfede jeg naturligvis stadig om i Markerne ved Møllen, dog i saa lang Afstand fra selve Huset, at man ikke kunde faa Øje paa mig derfra, men jeg saa' ikke et Glimt af Marie. Den fjerde Aften drev jeg nedslaaet omkring. Jeg havde siddet længe under Asken og, som Menneskene vistnok tidt er tilbøjelige til, kælet for min Sorg ved at læse i "Svend Dyrings Hus" fra det Sted, hvor Marie og jeg blev saa brat afbrudte forleden. Mørket var faldet paa, da jeg rejste mig for at gaa hjem; en tæt Regn var begyndt at dryppe, og det var temmelig sort hen ad Vejen. Helt nedsunken i mine Tanker hørte jeg Regndraabernes 97 ensformige Plask paa de store Skræppeblade ved Grøftekanten. Med et hørte jeg Fodtrin; jeg vilde undgaa alle Mennesker og sprang ned i Grøften for at lade dem komme forbi. Jeg blev ikke lidt forundret ved paa Røsterne at genkende Rasmus Tvers og - Jonas Rodian. Den første var aabenbart ikke saa lidt fuld, hans Stemme lallede, og Jonas havde ondt ved at styre hans Gang. - "Jeg troede sgu, Du vilde lokke mig ud og sla' mig, Jonas, og at det bare var derfor, at Du gav det meget Brændevin nede hos Værtshusholderen." - "Nej," gryntede Jonas; "nu skal jeg aldrig sla' Dig mere, Rasmus. Nu følger jeg Dig hjem, for Du er ligegodt blevet noget blisset." - "Ja, Du opfører Dig rigtig som en Kavaler, Jonas." - "Hæ, hæ - men hvad tror Du, Karen vil sige, naar Du bærer den Bjørn ind til hende?" - "Hun vil bruge Kæft," sagde Rasmus flegmatisk. - "Det kan Du jo sagtens slippe for." - "Næ-i." - "Jo, gu' kan Du saa. Lad os begge to gaa op paa Høloftet i det lille Hus paa den anden Side Broen og blive der i Nat." - "Ja-a-, har Du laget lidt Brændevin med Dig, hvis man skulde vaagne?" - "Ja, her er vel en Pægl endnu i Flasken." - "Ja, saa kan vi jo probere," sagde Rasmus, og dermed dinglede Parret videre. Jeg var ganske vist noget forundret over Jonas' Adfærd; det lidet, jeg havde set af ham, havde givet mig en ganske anden Forestilling om ham, end at han kunde blive gemytlig ved et Par Snapse med sin Dødsfjende, men jeg var saa beskæftiget med mig selv, at jeg snart slap denne Tanke for at synke hen i mine forrige Drømmerier. Jeg naaede hjem til mit Værelse, tændte Lyset og forsøgte paa at læse i en Bog, men kunde intet samle, derpaa gik jeg i Seng, men det var forgæves, at jeg lukkede Øjnene. En Ængstelse betog mig; jeg véd ikke, hvorfor jeg ængstede mig, søgte at orientere mig, og hvad enten jeg fandt min Frygts virkelige Grund, eller det var en Forklaringsgrund, jeg opfandt - den Tanke fór mig igennem Hovedet: "Hvad om Jonas Rodian havde noget ondt i Sinde?" Nu fik jeg fat paa det Emne for min Drøftelse. Det pinte og plagede mig i ti Minutters Tid, da tog jeg en Beslutning, sprang op, klædte mig paa - Klokken var over Midnat - lukkede mig sagte ud af Gadedøren og var ude. Det var taget paa med at blæse, Skyerne var komne i Drift, af og til piskede nogle Regndraaber mig i Ansigtet. Jeg tog Vejen ud til Møllen. Denne, som laa i et Hul mellem Bakker, kunde ikke opdages, før man var kommen den ganske nær, og det var en for denne Aarstid ganske usædvanlig mørk Nat. Jeg maatte helt forbi Møllehusets Gavl, før jeg kunde se Ladebygningen, den

        

98 samme, i hvis Loftsluge jeg første Gang havde set Marie. Var det en Hallucination? - det forekom mig, som der var Ild i Straataget - nej, det var den rene Virkelighed - en stor Flamme slog ud af det. Jeg løb straks hen og dundrede paa Stuehusets Vinduer og raabte Brand, derpaa faldt det mig ind, at der jo var Mennesker i den brændende Bygning, men hvordan skulde man komme op paa Loftet, hvis Luge var lukket med en Lem?" Medens jeg som fortvivlet raabte: "Hvor har I en Stige?", kom Karen Tvers og Marie ud med Tørklæder over deres Natkostume og med bare Ben i Tøflerne; en Møllersvend, en Karl og en Dreng lod sig ligeledes til Syne. De var alle bestyrtede, Fruentimmerne græd og jamrede, Mandfolkene stod og gloede, lamslaaede af Rædsel. "En Stige, for Satan!" brølte jeg. Karlen hentede en. Jeg satte den mod Væggen af Huset, fra hvis Loft jeg nu hørte Hyl, der mere lignede et Dyrs end en menneskelig Stemme, en vild Latter og trallende Sang, der synes at spotte Fortvivlelsesskriget. "En Økse!" raabte jeg igen. Endelig bragte Karlen mig en. Jeg steg op ad Stigen. Brændende Tjavser fra Straataget dryssede ned over mig. Jeg følte dem brænde mine Hænder og lugtede, at mine Klæder blev svedne. Det var mig, som Opstigningen varede en Evighed. Med et Slag af Øksen sprængte jeg Lemmen, som lukkede for den store Loftsluge. Ved Flammernes Skær saa' jeg Jonas Rodian med begge Armene om Livet paa Rasmus Tvers, hvis vidt opspilede Øjne udtrykte den forfærdeligste Dødsangest. "Aa, jeg kvæles - Gud hjælpe mig - frels mig - slip mig, din Satan?" brølede han. Da Jonas saa' Lemmen aabnes og et Menneske udenfor, skubbede han til Rasmus, saa han faldt baglængs om. Selv fór han hen imod Lugen, i hvis Karm jeg havde taget fat for at svinge mig ind paa Loftet, hvis Gulv endnu syntes at kunne bære. Jonas fyldte Lugen med sin brede Krop og slog mig af al Kraft over min højre Arm. Jeg var nødt til at slippe Karmen. Stigen vaklede, men stod dog endnu fast. Et gennemtrængende Kvindeskrig lød nedenfra - det var Karen, der raabte: "Jonas, for den almægtige Guds Skyld - for Maries Skyld -" Jonas raabte, medens han brødes med mig: "Du har ikke villet høre mig i mange Aar, og Du har bedst af at slippe for os begge, Karen" - og dermed skubbede han saa stærkt til mig, at jeg, der var halv kvalt af Røgen, som slog mig i Møde, og desuden var mattet af heftig Smerte i mine Hænder, faldt bagover. Min ene Fod, der endnu stod paa Stigen, rev denne med sig, Faldet var vel kun fra en Højde af en fem Alen, men Stødet var saa voldsomt, at det gennemrystede

        

99 hele min Krop, og jeg tabte Bevidstheden, dog kun et Øjeblik. Jeg kunde trods en stærk Smerte i den venstre Fod krybe paa Knæene over Vejen og undgaa Brandene fra Udhuset. Jeg saa' op; paa Røgens graarøde Baggrund skimtede jeg endnu Jonas, der atter havde grebet fat i Mølleren og hindrede ham i at styrte sig ud af Lugen. Endnu hørte jeg en svag Stønnen fra den sagtens næsten kvalte Rasmus, Jonas sang:

"Og derfor vil jeg slaas
som tapper Landsoldat.
Hurra, Hurra, Hurra! - Huh!

nej, Du slipper ikke, Rasmus, før Du er røget som en Skinke. Vi to skal i bengalsk Belysning - hæ - hæ - hæ - der bliver gjort Stads af os paa Sidstningen. - Farvel, Karen, nu har Du Fred for os begge." - Karen laa paa Knæ paa den anden Side Vejen, Tørklædet var faldet hende af Hovedet. Hendes graasprængte Haar piskede om hendes ligblege, magre Ansigt. Hendes aabnede Mund var som stivnet i et forgæves forsøgt Angestraab. Datteren knælede bag ved hende og holdt hende om Livet; det var, som Spændingen holdt Kræfterne sammen i hende.

Alt det havde naturligvis ikke medtaget Tiendedelen af den Tid, der behøves til at fortælle det. Jeg havde efterhaanden gjort flere Forsøg paa at rejse mig op, men forgæves. Jeg havde raabt til Møllersvenden og Karlen, til de efterhaanden tilkomne Naboer om at vove sig op ad Stigen, men det var umuligt. Brændende Straamasser var faldne ned over Lugen, dens Ramme var i Brand. Intet kunde ses af de paa Loftet værende to Mennesker, Veklagerne og Sangen deroppe var forstummede, og som hele Udhuset faldt bragende sammen, kom Købstadens Sprøjter kørende. Nu opløste alt sig i en forvirret Summen for mine Øren. Det sidste, jeg fornam, var en Kuldegysning. Jeg laa jo paa den af Regnen opblødte, vaade Jord.

Der kommer nu en Tid, Carlsen, da jeg ikke kan berette Dig noget om, hvorledes det gik til med mig. Jeg vaagnede op. Det var Nat, en Lampe brændte i Stuen. Jeg hørte Stemmer hviske om mig. "Kan han staa det igennem?" spurgte en Fruentimmerstemme. - "Jeg tænker det nok", svarede en ubekendt Mandsrøst; "hans venstre Fod er forvredet, men den kommer nok i Lave; men det er nogle forbandede Brandsaar, han har paa Hænderne og i den venstre Side. Men De kommer til at lade ham blive liggende her i Møllen, han maa ikke flyttes," - "Ja, om han saa 100 skulde blive her i ti Aar, saa er det kun vor Skyldighed," sagde Kvindestemmen ganske højt. Jeg havde nu orienteret mig: det var Karen Tvers' Stemme. "Tys - tys! han rører sig - ja, nu Farvel, Madam - jeg ser herned i Morgen tidlig." Jeg saa' ved det svage Lys af Natlampen dem begge liste sig ud af Stuen.

Jeg vaagnede igen op - hvor længe efter véd jeg ikke - ved at Døren aabnedes. Nu traadte to Kvinder ind. "Ja vaages over ham skal og maa der," hørte jeg Møllerkonen sige, "og det har jo til nu været Sidse og mig; og om vi ogsaa er noget matte af det, er det dog bedst, vi bliver ved. Det skikker sig ikke, at Du . . ." - "Nej, det véd jeg nok, Moer," hørte jeg Marie sige, og en Sitren gennemfór mig, "og jeg tænkte det heller ikke paa den Maade. Du kan jo lægge en Dyne der henne i Krogen; der kan Sidse jo lægge sig, og Du kan gaa i din Seng. Naar Sidse ligger derhenne, kan der jo ikke være noget i Vejen for, at jeg vaager over ham." - "Aa ne-j" hviskede Karen, "det er ikke for det, han fortjener det nok af os."

Da jeg igen slog Øjnene op, var det lys Dag. Jeg hørte den store Sidse snorke, og ved Benenden af min Seng sad Marie og læste. Da hun opdagede, at jeg saa' paa hende, fik hun Taarer i Øjnene. "Hvad læser De, Marie?" spurgte jeg sagte. Hun skottede hen til Krogen, hvor Pigen laa, lagde Fingeren paa Munden og viste mig Bogen - det var "Svend Dyrings Hus". Jeg vilde rejse mig op i Sengen, men en heftig Smerte i den venstre Side tvang mig tilbage. "Nej, nej, lad være," hviskede Marie ængstelig, "se at blive rask, saa tror jeg nok, at alt bliver godt."

Nu saa' jeg ikke Marie i flere Døgn. En Morgen, da Lægen havde undersøgt mig, sagde han: "Saa, nu er det værste Pust overstaaet." - Jeg følte mig klarere i Hovedet. - "Maa han ikke tale med Folk?" spurgte Karen. - "Aa jo, nu da Feberen er forbi," svarede Lægen. Karen fulgte ham ud af Stuen.

Lidt efter kom hun ind igen. Hun var endnu blegere og havde slappere og ældre Træk end før. Jeg strakte Fingrene af min ombundne Haand imod hende og sagde: "Tak for al den Ulejlighed, De har haft med mig." Hun rystede paa Hovedet med et stille Smil. "Tal aldrig om det," hviskede hun. Hun saa' et Øjeblik stift paa mig, ligesom om hun var i Forlegenhed med, hvad hun skulde sige, gik derpaa hen og tørrede Duggen af Vinduerne og Støvet af Stolene med en Klud, endelig tog hun en Stol, satte den hen foran min Seng og begyndte at tale, men hun stirrede ned i sit Skød, og hendes Stemme bævede: 101 "Det, De har vovet, skal jeg aldrig glemme Dem af. De to Mennesker, som De nær havde sat Livet til for at redde, var dem, som har gjort mig mest Fortræd i Verden. Mange Gange, naar jeg var værst i mit Sind, har jeg bedet til, at jeg maatte blive af med dem, men aldrig havde jeg troet, at Vorherre vilde være saa haard mod mig at opfylde det paa den Maade. Da jeg saa' dem paa Loftet midt i Ilden, slog min onde Samvittighed mig, og jeg ønskede, jeg maatte dø, naar blot de kunde slippe. Da saa De gjorde for dem, hvad der var et Menneske muligt at gøre, var det, ligesom jeg fik lidt Ro i mig. Det ene af de Mennesker har jeg holdt mere af, end jeg skulde. Han var i sin Tid en rask og farlig morsom Karl; men Fa'er tvang mig til den anden, og han var dengang ikke stort bedre, end han siden blev, og vi har aldrig haft en god Dag sammen. Men nu blev Jonas som et galt Menneske; han rendte efter mig alle Vegne, og jeg maatte slaas baade med ham og med mig selv, for jeg holdt endnu noget af ham, med Skam at sige, men han var som en uvane Tyr. Han truede og tiggede; det nyttede ikke, jeg bad: Gør mig dog ikke til en Skam og Spot for alle Mennesker. Da han sidste Gang lurede mig op - det var netop under Asken der henne ved Aaen - De véd nok hvor - skabede han sig saa gruelig, at jeg fra den Stund blev bange for ham og led ved ham. De kan nok tænke Dem, hvordan jeg blev til Sinds, da jeg saa' Dem der med Tøsen den Aften; et af de værste Øjeblikke, jeg har haft, kom op i mig. Det kunde aldrig falde mig ind, at saadan en Herre vilde saadan en halv Bondetøs noget godt. Tøsen har grædt og skammet sig siden den Dag. Nu kan jeg ikke mere. Er det Deres Alvor, som De sagde, at gifte Dem med saadan en simpel Pige, saa tag den Smule, her er. Brødet faar vi vel nok. Men mener De det ikke for Alvor, maa De ikke gøre hende Fortræd. Før havde jeg været meget for storsnudet til at tale saadan, men hvad der er sket, kan nok slaa Modet itu hos en, og jeg véd nu, at der maa være Hjertelag i Dem, ellers havde De ikke baaret Dem saadan ad den forskrækkelige Nat."

At fortælle Dig, hvad jeg svarede, anser jeg for overflødigt. Hvad der foregik mellem Marie og mig, da vi saas, vil jeg ikke fortælle Dig, den Scene kan Du maaske slutte Dig til i dens Hovedtræk.

Jeg var begyndt at komme op, da min gamle Onkel træder ind ad Døren. Han havde gennem Aviser faaet at vide om Ildebranden og mit Redningsforsøg og havde søgt Oplysninger om 102 Resten gennem min Værtinde, Skovriderenken. - "Ja, saa faar vi vel opgive Juraen," sagde han, da jeg havde sat ham helt ind i Situationen. "Det er kedeligt nok," tilføjede han, idet han kløede sig bag Øret. Derpaa bad han Karen om at gaa ud paa Marken med. Han kom tilbage ved Middagstid. "Det er en rar lille Lod," sagde han til mig, "der kan blive noget af den, men Skillinger skal der til, for alting er jo forskrækkelig forsømt. Hold nu Bryllup snarest muligt, og tag Dig ordentlig af Tingene. De fire Tusind Daler, som Bedriften trænger til, kan Du faa hos mig, og Du kan nok tænke, at jeg ikke tager Aagerrenter." Han tog bort samme Dag, men kom igen den første Oktober, da vi holdt Bryllup i al Stilhed. Et Par Dage efter fik vi Besøg af pæne Gratulanter fra Byen. Man vidste, at jeg havde faaet Penge at sætte i Ejendommen af min Onkel. Forleden fik min Kone og jeg Indbydelse til Postmesterens; uden paa Brevet var jeg tituleret "Cand. phil., Proprietær." - "Nu tuder de i en anden Trompet end i Rasmus Tvers's Tid," sagde den tykke Sidse.

D. 19. Oktober.

Jeg er nu ret i mit Element; jeg slider dygtig i den frie Luft, tager fat som en Karl, og Marie skaaner sig heller ikke. Saa er det dejligt at læse sammen om Aftenen: ja, jeg tror endogsaa, at jeg kunde læse en juridisk Bog, nu da jeg ikke mere skal tvinges til det. Jeg er skabt til Praktiker, og min Smule Dannelse kan nu skaffe mig og min Hustru lidt Rekreation. Gid mange saakaldte Studiosi vilde bære sig ad som jeg.

Endnu maa jeg dog fortælle Dig en lille Samtale. I Gaar Morges - en dejlig Efteraarsmorgen med blaa Himmel, men med den for denne Aarstid ejendommelige Mængde Fugtighed, der glimrede i Spindelvævene paa Græs og Planter - stod jeg i Huggehuset og huggede nogle nye Tøjrepæle til. Døren stod paa vid Gab. Da ser jeg i nogen Frastand min Ven, Vognmanden Mogens Lassen, passere forbi. Da han fik Øje paa mig, kom han hen i Døren til Huggehuset. - "God Dag, Hr. Helmberg, god Dag; maa jeg saa gratulere Dem." - "Tak, Mogens Lassen." - "Ja, hvad skal man sige om Skæbnen, Hr. Helmberg?" - "Jeg véd det sgu ikke, Mogens Lassen." - "Nej, jeg véd det sgu heller ikke, det ved Gud, jeg ikke véd. Men jeg siger ligegodt, at der er en Skæbne til. Hvis jeg ikke saa nøjagtig havde sat Dem ind i Tingene her i Møllen, saa havde De maaske aldrig faldet paa, at det var galt fat den Aften, De mødte Jonas Rodian og Rasmus Tvers sammen.

103

Jeg véd jo det hele saa vel fra Forhørene - mit Søskendebarn er jo Retsvidne, ham kender De nok, den enøjede Lars Olsen. Han har ellers i sine unge Dage solgt Kvæg paa Trommesalen inde i København; og saa var jeg jo nede hos Nielsens samme Aften som Rasmus og Jonas. Rasmus havde faaet sig et Par Omgange Sjavs; det spiller jeg aldrig, for jeg bliver altid ærgerlig ved det Spil: saa kommer da Jonas. "Nu bliver der Slagsmaal," tænkte jeg; men det var saa langt i fra. "Drikker Du en Pægl med, Rasmus?" sagde Jonas; "vi maa dog forliges engang, før Fanden tager os begge, og det kan vel ikke vare længe," og saa grinede han. - "Det kan sgu godt hænde sig," sagde Rasmus. Han har nu aldrig kunnet modstaa Brændevin. - "Nu skal det," sagde Jonas, og saa bandede han, "være sidste Gang, at Du faar Prygl nogen Markedsdag. Vi vil ende med et varmt Favnlag, vi to," og saa grinte han igen. Saa drak de, og Rasmus blev begribeligvis fuld. Jonas tog en Halvpotteflaske op af Lommen, da de havde drukket deres Brændevin og Øl. - "Er det mere Brændevin?" sagde Rasmus og saa' helt forliebt til Flasken. - "Nej, det hedder Petroleum," sagde Jonas, "det er til at gøre Fyrværkeri med; jeg har i Sinde at sla' mig paa den Næringsvej." Jeg tænkte, at det var noget tosset Sludder, men hvem tænker altid saadan i Dybden, Hr. Helmberg? Men nu har jeg forstaaet det hele. Da det var blevet mørkt, saa gik de, og Rasmus blev ved at sige: "I Aften har Du handlet som en Kavaler, Jonas." Ja, det sagde han sgu; men er det dog ikke farligt, hvad Menneskenes Børn kan hitte paa? - Det er ellers Kæll- om Forladelse, Hr. Helmberg; men jeg har saadan mine egne Meninger." - "Naa hvordan gaar det ellers hjemme hos Dem?" spurgte jeg. - "Aa, nu er hun det galeste, hun nogen Tid har været. Vi havde nu en gammel sort Hankat; dejligere Kat til at tage Rotter har jeg aldrig kendt, og stjæle gjorde den aldrig; aleneste røgede Sild kunde den ikke modstaa. Nu stod Kællingen i Gaar lige og aad paa saadan en Sild, men saa lægger hun den fra sig paa Køkkenbordet for at give saadan en Smule Tøs, vi har til at feje, et Nakkedrag, fordi hun stod og drev over Kosten. Vips farer Katten op og snapper den røgede Sild. Uh, saa sprudede der Edder og Forgift ud af Øjnene paa Kællingen. Hun rev Kosteskaftet fra Tøsen og røg ud i Gaarden efter Katten, som hun naaede og slog det ene Bagben over paa. Hvem har Glæde af det, Hr. Helmberg? Rotterne, og ellers ikke en Menneskesjæl. Nu kan de ødelægge mere for os end en hel Ol Sild er værd. Ja,

        

104 dersom der ikke var Fruentimmer i Verden, saa vilde den være et Paradis. Adjøs, Hr. Helmberg."

Han var gaaet et Par Skridt og vendte pludselig tilbage. Han saa' meget betænkelig ud. "Hr. Helmberg," sagde han med en vis Højtidelighed. "Gud fri mig fra at spaa Dem ilde og sige ondt om den unge Madamme. Men Fruentimmer er Fruentimmer. Kør med stramme Tøjler fra først af, som om De alstillens kørte ned ad Bakke. Ja, tro en gammel Dagvognskusk," vedblev han med næsten bevæget Stemme og rystede min Haand. "Adjøs, Hr. Helmberg."

Ja Adieu, Carlsen; nu skal Du aldrig mere faa saa lange Breve fra mig. Kom ud og besøg mig i Julen og tag et Par gamle Venner med Dig - blot I ikke bliver altfor begejstrede for min Kone, thi man kan næsten ikke lade være at blive det.

Din gamle Ven
Ludvig Hellberg .