ET LEVNETSLØB
FORTALT PAA KIRKEGAARDEN
254
✂ Hvor var den saakaldie "nye Kirkegaard" i min Fødeby K vokset i de fem Aar, jeg ikke havde været der! Før lignede den mest et Overdrev med sin ujævne Græsbund, afbrudt af Gravstederne, der saa' ud som store Muldvarpeskud. Buksbomhækkene, der var plantede til Indfatning omkring dem, havde dengang kun skudt faa og tarvelige Blade. Hist og her svajede og dinglede en ung Taarepil eller Hængeask med sin tynde og forpjuskede Top, langt opskudt, grim og holdningsløs som en ranglet Dreng i Lømmelalderen. De enkelte Kors og Plader af Marmor, der var satte som Mindesmærker over de afdøde, grinede øjenskærende i Solskinnet paa en ubehagelig fordringsfuld, fremtrædende Maade. Men nu lignede det hele en hyggelig Park med frodige og høje Buske. De sorte Gravtuer var overvoksede af Eviggrønt og Vedbend, hvorimellem Roser og Liljer, Verbenaer og Heliotroper stak frem og krydrede Luften. Ud over Monumenterne hvælvede nu Pilens og Askens hængende Kroner med det yppige Løvs tætte Kupler sig som levende Mausoleer over de afdøde. Der var nu kaad og letsindig Fuglekvidder, lystigt Farvespil, berusende Duft i "de dødes Have". Livet bølgede syngende, blinkende og duftende hen over Gravene. Selv Ligkapellet midt paa Kirkegaarden, i sin Tid opført af Byens første Murmester i nogle skrækkelige Former, som vidnede om denne Mands højst underlige Forestillinger om gotisk Arkitektur, havde faaet en Hæk af hvide Roser om sig, der dækkede Syndernes Mangfoldighed som en Kærlighedens Kaabe.
✂ Under denne Kirkegaardens forandrede Tilstand havde jeg ondt ved at finde min Faders Gravsted. Det var ni Aar siden, 256 han blev lagt der, og mange Begivenheder havde fyldt de mellemliggende Aar. Men nu vilde jeg indfri et Løfte, jeg gav min Moder, før hun døde, og hvis Opfyldelse laa hende meget paa Hjerte (hun døde og blev begravet i København), nemlig at faa sat en Marmorplade med Indskrift paa min Faders Grav. Jeg havde i den Anledning haft en Samtale med vedkommende Autoritet - Kirkeværgen - der meget nøjagtig havde udspurgt mig om Mindesmærkets Størrelse, Form o. s. v., thi derefter skulde Betalingen til Kirken rette sig. Jeg kom uvilkaarlig til at tænke paa, at Per Degns Tarif med forskellige Priser paa Salmerne, for fint Sand og slet og ret Jord endnu havde Gyldighed i den kirkelige Administration. Nu skulde jeg tale med Graveren, som jeg ikke traf i hans Bopæl, men som man der sagde mig var ude paa den "nye Kirkegaard". Efter at have set mig lidt omkring gav jeg mig til at søge efter ham, men under alt dette Løvværk var det ikke let af finde ham. Medens jeg saaledes vandrede gennem de hverandre krydsende Gange, lød der ud til mig bag en tæt Taarepil følgende Strofe af en Vise, som jeg i min Barndom havde hørt synge i Borgestuer og Køkkener:
✂
For Sanden man det siger,
at uden skønne Piger
er traurig Livets Stund;
men det er sødt og herligt
at gaa med Pigen kærligt
udi den grønne Lund.
✂ - Det skulde vel ikke være Graver Kristensen? spurgte jeg med høj Stemme.
✂ Ud gennem Løvet borede sig et fedt, rødmusset Ansigt med graa, svømmende Øjne, tykke mørkerøde Læber og et graasprængt krøllet Haar. Det animalsk-muntre Udtryk i det gik pludselig over i officiel, højkirkelig Alvor, da Manden saa' mig, den fremmede Person, i Officersuniform - jeg var nemlig værnepligtig Sekondløjtnant. Hans Udseende vakte gamle Minder hos mig. Det var jo den forrige Provsts Karl, Lars Kristensen, som efter Byens gode gamle Skik var avanceret over i denne Bestilling, ligesom Byfogdens Kuske altid blev Politibetjente. Samme Lars havde ellers i sin Tid været den farligste Hjerteknuser for Byens Tjenestepiger. Jeg nævnede mit Navn og mit Ærinde for ham. Han satte et Bededagsansigt op, hvorved hans Underlæbe stærkt nærmede sig hans Næse.
257✂ - Ja, Hr. Løjtnant, det fortjente Deres Fader, den salig Kanimerraad, virkelig ogsaa. Det var en Mand, der gerne undte Smaafolk noget. Hans Eftermand, den Postmester, vi nu har, er ikke af det Sindelag. Menneskene er ikke saa gode som i svundne Tider, Hr. Løjtnant - Ja vel skal Tavlen blive sat op og Graven passet, det forstaar sig.
✂ - Var det en Salme, De sang før, Kristensen?
✂ Han sendte mig et hurtigt Blik gennem Øjenkrogen. Enten han troede paa mit uforandret alvorlige Ansigt eller ikke, sagde han lige saa alvorlig:
✂ - Ja vel. Men det er en af de nymodens. De gaar, om jeg tør sige, paa en mere gesvindt Tone end de gammeldags. Herre Gud - jeg stod just og bandt en Nellike op paa salig Hestepranger Mikkels ens Grav. Jeg faar, uden at rose mig selv, seks Daler om Aaret af Familien for at passe Gravstedet, ja jeg gør saamænd. Det var en herlig Mand, og hans efterladte er fromme Mennesker.
✂ - Hestepranger Mikkelsen! udbrød jeg, var det en herlig Mand? Det var jo den værste Snyder og Bedrager.
✂ - Aa, hvor kan Løjtnanten nænne at tale saadan om en henfaren? Ja vel snød han, men det var jo hans Levevej, og uden for Bedriften var han saamænd hæderlig i alle Maader. Inden jeg kom til Provsten, tjente jeg jo Kromanden i Stokkerup. Der bedede salig Hr. Mikkelsen gerne, og han gav saamænd en Mark i Drikkepenge, bare naar man havde givet Bæsterne . . . Hestene mener jeg, en Skofte Brød og en Spand Vand. Ak ja, det var de Tider!
✂ - Ja Tak, Kristensen, saa sørger De for det hele, naar Pladen kommer. Maa jeg nu betale Dem for Gravens Pasning - værs'go' - ja De behøver ikke at give tilbage. Resten er til en lille Snaps.
✂ - Gud, Hr. Løjtnant, jeg smager saamænd aldrig Brændevin i min Mund, men hvad en halv Baier angaar, saa siger jeg tusind Tak. Nu tager jeg fat igen paa Hr. Mikkelsens Grav . . .
✂ - Og paa Deres Salme, Kristensen? afbrød jeg.
✂ Jeg fik det samme hurtige, skraa Øjekast, men nu "havde" den værdige Graver mig. Han plirede med det ene Øje og lod en ganske lille Spids af Tungen spille i den ene Mundvig, hvorpaa han fjernede sig med en dyb Hilsen.
✂ Jeg vandrede atter lidt omkring og læste de begravedes Navne paa Kors og Plader, Navne, der næsten alle vakte Barndomsminder 258 hos mig - thi i en saadan Købstad kender især Børn alle Mennesker og de fleste Husdyr.
✂ Der laa den løjerlige Skomager, der blev arrig, saa snart en Dreng saa'paa ham og kaldte ham en "Stejlerad"; der den gemytlige tykke Bager, der altid grinede, og hos hvem man købte "Ole Lehmanns Kringler" og Honningmænd, to for en Skilling. Der laa Grete Flækmand, den gamle Slagterenke, om hvem man fortalte, baade at hun kunde hekse og at hun drak . . . en Mængde Billeder defilerede forbi mig. Min Erindring vakte de døde. Et Kor af pudsige Figurer omsværmede mig som uskadelige Spøgelser og gemytlige Gengangere. De dansede om mig til et Orkester af Markedslirekasser, Karruselklarinetter og Dagvognskuskenes Posthorn. Den skinhellige Eks-Don Juan, Graveren agerede Korfører.
✂ Jeg var naaet til den Del af Kirkegaarden, der laa fjernest fra Indgangen mod Byen. Dér laa nyere Grave, om hvilke det grønne endnu ikke rigtig var groet op. Ved en saadan Grav, der var pænt indhegnet med et lille Staaltraadsgitter, stod en grønmalet Træbænk. Paa den sad en gammel Mand og røg paa sin Pibe. Han vendte Ryggen imod den Side, jeg kom fra. Jeg kunde se, at han bøjede sig ned over Graven og syslede med de Blomster, der var plantede derpaa. En Jasminduft slog mig i Møde fra en tæt ved Graven blomstrende Busk, der saa' ud til at være adskillig ældre end Gravstedet. Var det ikke løjerligt? Denne Jasminduft gjorde, at jeg straks kom paa det rene med, hvem den gamle Mand var, der sad der i den grønne Hvergarns Frakke og den blaa Kasket. Det var en af min Barndoms bedste Venner, Niels Matthisen. I gamle Dage styrede han Bedriften for Povl Stubs Enke, som drev Brænderi, Avlsbrug, Vognmandskørsel og besørgede de saakaldte "kontraherede" Befordringer, det vil sige Person- og Pakkepostens firspændige Hovedvogne, paa hvis taarnhøje Buk jeg mange Gange havde set Niels Matthisen svinge sin vældige Firhestepisk til Knald. Men Snærten gik ikke ud over Hesteryggene, thi Niels var, som alle sagde, "farlig god mod Kre'tur". Da jeg sidst saa' ham, var han endnu i sin kraftige Alder. I hans lyseblaa Øjne vekslede Udtrykket underlig mellem det melankolske og svinepoliske. Det sidste erindrede jeg mig navnlig fra én Situation.
259✂ nemlig naar han hver Maaned kom op paa min Faders Kontor for at hæve Fragterne for den forløbne Maaneds Ekstrapostkørsler. Saa sad han paa den yderste Kant af Stolen, paa Hosesokker - Trætøflerne havde han som beleven Mand ladet blive staaende i Gangen - bestandig kløende sig paa den venstre Læg med den højre Hæl, og med stor Anstrengelse, der røbedes ved Pandens perlende Sveddraaber, følgende Regnskabet, som min Fader opgjorde for haw. Jeg hørte ham hver eneste Maanedsdag fremkomme med følgende stereotype Replik, naar min Fader meddelte ham det opsummerede Beløb og spurgte, om det stemte med hans Regnskab: Jeg synes lige godt at det skulde blive en fire-fem Mark mere. Dertil svarede min Fader altid med et godmodigt Smil: Saa synes De fejl, Niels Matthisen. Niels gjorde slet ikke nogen Indvending, men talte langsomt Pengene med hviskende Røst og puttede dem i en uendelig fedtet Skindpung med Lærredssnørebaand i, som han trak op af Bukselommen.
✂ Drenge har gerne en stor Passion for Karle, og blandt alle de Postilloner, som jeg kendte fra min Faders Kontor, saa' jeg især op til Niels Matthisen, vel mest paa Grund af hans af alle anerkendte, men af faa prøvede store Styrke. Niels Matthisen holdt ogsaa meget af Børn. Jeg gik tidt ned i Madam Stubs Gaard og besøgte Niels. Jeg fik da Lov til at hjælpe ham med at vadske Vogne, et Arbejde, som just ikke var gunstigt for mine Kadetlærreds Benklæder, thi de blev fælt overspættede med Klatter af Tjære eller Vognsmørelse. Stundom red jeg med ham til en Vanding og "svømmede Heste" med ham, og naar vi saa kom hjem og havde faaet Hestene i Stald eller paa Græs i Vænget ved Gaarden, trakterede Niels mig gerne til Afsked med et Stykke brunt Kandissukker, som han tog op af sin Vestelomme, bed over og delte mellem sig og mig. At der tidt klæbede et lille Blad Skraatobak ved Sukkeret, generede mig ikke i nogen væsentlig Grad. Jeg kan huske, at Niels i den Tid, Jasminerne blomstrede, altid gik med en saadan Blomst i Haanden, som han hvert Øjeblik førte op til Næsen. Men dengang interesserede dette Fænomen mig saa lidt, at det aldrig faldt mig ind at udforske Grunden dertil. Nu blev Mindet om denne Jasmin vakt ved Busken, der blomstrede ved Graven. Og ved denne Idéforbindelse ledtes Tanken straks hen paa min gamle Ven, Niels Matthisen, som jeg næppe havde set, siden jeg blev sat i Skole i København, og det var vel nu sine femten Aar siden.
✂ Jeg gik nærmere, og paa Tavlerne læste jeg, at det var Familien 260 Stubs Gravsted. Graven, som Niels Matthisen syslede med, bar en Marmorsten, hvorpaa der stod: Karoline Marie Stub med Angivelse af Fødsels- og Dødsaar. Af det sidste saa' jeg, at vedkommende var død for fem Aar siden. Jeg erindrede nu den afdøde, en af Povl Stubs Døtre, som en køn, ældre Pige, der af og til havde rakt mig en Peberkage med Mandel midt i, naar det traf sig, at jeg under Besøg hos Niels Matthisen kom ind i "de Sæ'les" Dagligstue. Der duftede altid af Lavendler, og den gamle Madam Stub sad der i sin blommede Kattuns Kjole, sin tætte Kappe med en umaadelig lang og spids Nakkepuld og med Næsebriller paa, i en stor gammeldags Læderlænestol med forgyldte Messingsøm, medens hun med sagte, mumlende Røst læste for sig selv af en Bibel eller Postil.
✂ - God Dag, Niels Matthisen! raabte jeg med høj Stemme.
✂ Den gamle Mand drejede Hovedet til den Side, hvorfra Lyden kom. Jeg opdagede nu, hvor Alderen havde mærket ham, hvorledes Panden og Øjenpartiet var gennemgravne af vældige Rynker. Han saa' op paa mig med et adspredt, ligegyldigt Udtryk som en, der ved et Ryk hensættes i en hel anden Verden end den, han nys færdedes i.
✂ - De kender mig vel ikke?
✂ Et langtrukket Næ-æ-j, som kun en Sjællænder kan præstere det, var Svaret.
✂ - Kan De ikke huske Theodor Høberg?
✂ - Tævedaar? ham, Drengen? Den gamle Kammerraads Søn? Jo vel kan jeg det; men han kom jo i Skole i København for at studere til Præst.
✂ - Ja, men det er rigtignok nu femten Aar siden, Niels Matthisen.
✂ - Nej, det er det da vel ikke? Saa? - ja det er fælt, saa Tiden har givet sig til at rende i de senere Aar. Saa søger han, Tævedaar, vel allerede Kald?
✂ - Nej, det blev ikke til noget med det Præstevæsen. Jeg er Theodor Høberg.
✂ - Ja, det er De sgu ogsaa, sagde den gamle, og jeg kunde se Genkendelsens Glæde i hans oplivede Træk; nu kan jeg kende Dem paa den Smule Vorte paa Panden. Herre Gud! naa saa De er bleven Løgtenant, eftersom De gaar i Mundering. At dog den gamle Postmester maatte til det og ikke fik den Glæde med sig i Graven! Det var lige godt en dejlig Mand, om ogsaa han var noget galhovedet ved Natteposterne og kunde kalde en en Snøvleso, naar 261 man ikke mødte med Forspand lige paa Minutten. Men da han døde, gik det tilbage med Kørselen, og det voldede de taab'lige Jernbaner. Havde han bare levet, saa havde vi nok faaet Lov til at blive ved at køre med Delesangse, som vi nu havde kørt med i saa mange Aar. Eller kanske de dog lige godt havde fundet paa noget andet Skidt?
✂ - Ja, det havde de vel, Niels Matthisen.
✂ - Ja, det kan sgu godt hænd's, sagde Niels eftertænksom og nikkede langsomt med Hovedet, hvorefter han stak Haanden op til Næsen. Jeg opdagede nu, at han havde en Jasminblomst mellem Fingrene.
✂ - Naa, saa De holder endnu saa meget af Jasminer.
✂ Niels svarede ikke, men nikkede kort med Hovedet.
✂ - Det er nok hele Familien Stub, her ligger, sagde jeg.
✂ - Ja de fleste af dem. Der ligger Manden for det hele, Povl Stub. Ja det er mange Aar siden, han blev puttet ned. Han var den første, der blev lagt paa den ny Kærregaard. Der ligger Lise, hende, der altid var saa simpel i Maven. Der ligger Madammen - ja hun blev da lige godt over de firs, og det varede farlig længe, inden Aanden kunde slippe ud af hende. Den laa saadan og hvæsede i hende i over en halv Snes Aar. Der ligger han - Peter - ham, Studenten - ja Gud bedre os for den Sort Student, han var, og for al den Hob Penge, han kostede Madammen - nu er der kun den skævho'dede Lotte tilbage. Hun er lige godt den mest sejglivede af de Børn.
✂ - De glemte hende, ved hvis Grav De sidder.
✂ Niels var nær ved at proppe Jasminen op i Næseborene. Han kneb Øjenlaagene tæt sammen. Det var aabenbart, at han gjorde en Anstrengelse, men den lykkedes ikke. Han brød ud i en underlig gryntende Hulken, der mere og mere tog Magten fra ham. Piben faldt ud af hans Mund og ned paa Jorden.
✂ Jeg blev først lidt forlegen; men da den gamle Mand ikke rørte sig fra sin krumbøjede Stilling, satte jeg mig hen ved Siden af ham og lagde Haanden om hans Skulder. Jeg sagde:
✂ - Hun var altsaa Perlen blandt dem alle sammen?
✂ Han rettede sig og saa' paa mig med store Taarer i de milde, lyseblaa Øjne og sagde:
✂ - Ja, der sagde De et sandt Ord.
✂ - Jeg kan se, at De har holdt rigtig meget af hende.
✂ Der har sagtens været en Tone i min Stemme, der vakte Niels Matthisens Sympati, thi han rystede min Haand og sagde: 262 - Det er rigtig pænt af Dem, at De, som er saadan en højtslaaende Mand, taler saa skikkelig med saadan en gammel Stodder, som jeg er bleven til. Det er, ligesom jeg kunde høre Deres gamle Fader snakke, for det var ogsaa en rigtig gemen og medlidendes Mand.
✂ Jeg var imidlertid bleven nysgerrig efter at høre noget om Niels Matthisens Kærlighedshistorie; thi at en saadan havde fundet Sted mellem ham og den afdøde, ved hvis Gravsted han sad, var mig ganske klart. Havde jeg begyndt paa en Indledning, vilde jeg vist aldrig være kommen ind paa Sagen. Jeg brød derfor overtvært og sagde:
✂ - Hvor kan det være, Niels Matthisen, at De ikke fik den Pige? De styrede jo dog Tingene i mange Aar for de Fruentimmer.
✂ - Ja, jeg kan sgu gerne sige Dem det alt sammen, ligesom det er, og fortælle Dem det med Vidtløftighed, for det er en meget vidtløftig Ting. Ser De, mens jeg stod ved Tolleriet, havde jeg lært at køre, og saa, da jeg slap af Tjenesten, lærte jeg jo Brænderiet ude i Adelgade inde i København. Saa var det jo, at Manden herude, Povl Stub, blev saa farlig daarlig i Benene af Jægten*), saa han knap kunde stavre fra Skænkestuen over i Brænderiet, og det gik snavs baade med det og med Kørselen og med Driften af de Jorder, han havde i Fæste af Byen. Saa søgte han efter en, der havde noget Begreb om alle de Dele; og en Gaardmand ude i Stokkerup, som jeg havde tjent, før jeg kom i Tjenesten**), sagde til Povl, at han kunde bruge mig. Naa, det mente jeg jo ogsaa selv, og for det meste er det bedre Madsteder at tjene paa i Købstæderne end inde i København, for dér var de i de Tider farlig gerrige baade paa Smørret og paa Sulet. Jeg fik sgu aldrig saa meget som et Stykke stegt Flæsk til at bide paa til min Mad ude hos den Brændevinsmand i Adelgade. Se, saa var det, jeg kom ud til Povl Stub. Det var ellers en meget regedérlig***) Mand, men immer skulde han gaa og gnave og smaamukke. Men det var Jægten, der gjorde det. Jeg tror nok, jeg tør sige, at jeg var en Karl, der havde Lyst til at tage fat, og der var ikke noget Arbejde, som jeg holdt mig for god til, enten det saa var rent eller beskidt. Nu i disse Tider gaber jo en snottet Dreng op, naar han bare skal move ) en Smule Svinehus. Ja, det er sgu ogsaa sandt, er det. Dengang * * * * 263 kunde man da ogsaa smække en doven Rad et Par paa Tuden, naar han stod og gabede over Mæskekarret inde i Brænderiet eller gik og drev over en Møggreb ude i Gaarden, saa det var aldrig saa farligt at faa Orden i Tingene. Og Manden blev da ogsaa vel fornøjet, kan jeg tænke. Vi fik Sæden ind i god Tid, der kom Orden og Renlighed i Brænderiet. Og Delesangsen, som jeg kørte to Gange om Ugen, forsinkedes aldrig uden en eneste Gang, og det voldede det, at Konduktøren faldt ned af Bukken, fordi han havde drukket tre varme Punser lige i ét Træk i Kroen, vi bedede i. Det var godt, han ikke brak Halsen. Men se, jeg maatte jo give den fjermer Stanghest Skylden, for ellers var Konduktøren bleven smidt fra sit Levebrød, og han havde elleve Børn. Gud skal vide, hvordan det gik til, for han kørte paa Landevejene baade Nat og Dag. Han hed ellers Movritsen.
✂ Naa ja . . . med Manden selv var der sgu ikke noget i Vejen, og da heller ikke med Madammen for den Sags Skyld, og Tøsene, dem obselverede jeg ikke videre paa i Førstningen. Det indvendige ragede jo heller ikke mig. Men saa kom han, Sønnen Peter, ved Juletid hjem fra Herlufsholms Skole, for han skulde studere til Byfoged og Justitsraad. Det var en lang Rækel, men der kom aldrig Marv i Knoklerne paa ham, og saa gik han alstillens og grinede. Han havde saadan en Eleverdreng med sig ligesom han selv, og de skulde altid gøre Utuskestreger ovre i Brænderiet eller i Kostalden, og det ærgrede jeg mig over, for de havde jo ikke noget at gøre der.
✂ Naa, det var saadan i Juletiden, saa sidder jeg inde i Køllestuen og faar mig en Bid varm Mad paa Formiddagen, for jeg havde kørt Delesangsen om Natten. Saa kommer de to lange Drenge svejsende der igennem.
✂ - Hvad er det, Du spiser, Niels? sagde Peter, og saa grinede baade han og den anden Eleverdreng.
✂ - Hvad det er? sagde jeg, det er et Stykke Rævenbensteg.
✂ - Saa skulde De bare hørt, hvor de grinede. Gal blev jeg og langede Peter en over Nakken, saa han røg hen ad Gulvet. Men saa skreg han jo Gevalt, saa det skar gennem hele Huset. Lige paa én Gang smak Madammen Døren op til Stuen, hvor de Sæle var, og saa begyndte hun at regne op for mig, saa det var fælt at høre paa. Jeg kan ikke huske alt det, hun langede ud, men hun sagde da til sidst, at jeg skulde skrubbe af og det straks.
✂ - Det kan jeg ogsaa, sagde jeg, men først skal Drengen have en paa den anden Keje.
264✂ Ja, det sagde jeg sgu. For indvendig var jeg bleven farlig ædderspændt, om jeg saa skal sige det. Og jeg lavede mig da til og smak efter Drengen. Han hvinede og rendte hen og holdt i Moderens Skørt. Saa kom Døtrene rendende inde fra Stuen, men Manden kunde ikke rejse sig. Han sad og bandede henne i Kakkelovnskrogen. Men ligesom jeg vilde tage et Tag i Drengen, var der en lille Haand, der tog mig ved Armen, og det var netop Lines, som ligger der. Hun kunde dengang vel være en Tøs paa en atten Aar. Og saa saa' hun mig lige stift ind i Øjnene, men det er ikke for det, hun saa' slet ikke gal ud, men hun stirrede saadan rigtig mindelig og bønlig paa mig, saa jeg aldrig nogen Tid havde set saadant et Øjesyn. Det pirkede helt ned igennem mig, og Armen faldt ned lige saa slatten som en Karklud. Saa sagde hun til Moderen med en rigtig pæn Tale:
✂ - Hvordan skal det gaa nu, da Fa'er er saa daarlig, med Brænderiet og hele Bedriften, naar Niels tager væk?
✂ Jeg blev farlig undselig, for nu var jeg fem og tyve Aar, og saadan en ung Tøs kunde ræsonnere saa fornuftig, og jeg var bleven saa gal paa saadan en Pjalt Dreng.
✂ - Niels skal bede Mo'r om Forladelse, for man har ikke Lov til at svare sin Madmo'r, og Peter skal bede Niels om Forladelse, for en Dreng skal ikke være uvorn mod voksne Mennesker, sagde hun saa.
✂ Se, paa den Maade kom det straks til Forlig, for jeg kunde jo ikke andet end finde, at der var Ræsonlighed i de Dele, og hun saa' jo dog saa skikkelig og nysselig ud, som der ikke var ondt i hende, og det var der da heller ikke.
✂ Naa, jeg tog jo ogsaa fat paa Tingene, som jeg ellers plejede van, men det var blevet helt løjerligt med mig. Hvor jeg vendte mig hen, og hvad jeg tog fat paa, syntes jeg, at den lille Lines Øjne saa' paa mig og skinnede saa blanke, at det dog var noget mageløst. Jeg gjorde sgu flere Ting helt avet om. Saadan kan jeg huske, at jeg tog af Smørelsen til Fjervognen og smurte paa Akselen af en Møgvogn, som bare skulde have været tjæret, men jeg tænkte immer: Det driver vel over, naar Du faar sovet ordentlig.
✂ Jeg har nu ellers aldrig været saadan hidsig paa Fruentimmer, og saadan en Musekat som han, Lavs Kristens, der tjente den gamle Provst og nu er Graver, det har jeg nu aldrig paa nogen Maade været - ja det forstaar sig. Da jeg tjente ude paa Landet, smiskede jeg noget til en Pige paa Gaarden, men se, det var bare 265 saadan en Madkæreste. Hun stak lidt til mig, hvis der blev levnet en Stump Grisesylte eller en Stump Pølse i Slagtetiden, og paa den samme Maade havde jeg begyndt at faa det med en, der hed Bo'el, som tjente Povl Slub for Kokkepige. Men jeg vilde sgu ingen af dem noget, der er værdt at regne paa. Jeg lod saa den Dag gaa hen, og om Aftenen lagde jeg mig og tænkte:
✂ - Nu kan Du sove durk; for der gaar jo hverken Delesangse eller Pakkepost i Nat - men det blev lige godt Løgn, blev det.
✂ Ja, det er urimeligt, saa Menneskenes Børn kan være yderlig taab'lige, mens de gaar i deres Ungdoms Dage!
✂ Først faldt jeg i Staver paa Sengefjælen med den ene Uldsok i Haanden, saa krøb jeg da ned under Dynen, men det var lige meget, om jeg lagde mig paa højre Side eller vendte mig om paa den venstre, eller jeg lagde mig lige plat ud paa Ryggen. Der kom ikke Blund i mine Øjne. Jeg saa' bestandig den lille Lines nydelige Øjesyn, og det var ligesom jeg kunde høre hendes kønne Maade at tale paa.
✂ - Du maa have Dig en Saapian, tænkte jeg, for det ligner da ikke noget at ligge her og gabe hele Natten.
✂ Se, paa Væggen i Kammerset der hang jo min røde Sjenilje, den, jeg kørte Delesangsen med, og der laa bare saadan en Pægleflaske med Brændevin i den ene Sidelomme. Jeg rejste mig op paa Knæerne i Sengen og fik raget den Smule Lærke ud og tog mig et Par Drag. Det lindede i visse Maader, for jeg faldt i Søvn. Men saa drømte jeg, saa det dog var urimeligt. Jeg drømte, at jeg sad i en skinnende Sal af det bare kulørte Glas med den lille Line paa Skødet. Hun sagde de nydeligste Ting til mig om Retskaffenhed og Trofasthed og Dyd og alle den Slags Sager, og saa blæste nogle usynlige Musikantere paa Klarinet og gned Fiol til, og det med saadan en fin Tone, at jeg maatte græde som et Pattebarn, og lige godt syntes jeg, at jeg var i Himmerig, og at det bedste for mig var, om jeg kunde sidde saadan og høre Line tale og de usynlige Musikantere spille fort i mange Tusind Aar. Saa vaagnede jeg - det var en anden Komedie, den - for der løb en stor Rotte over min Dyne. Dem var der nok af. De kom inde fra Brænderiet, det Skab!
✂ Niels tav pludselig stille, tog en lille Spade og saa' hen ad Jorden.
✂ - Pst! hviskede han, listede sig et Par Skridt bort, gjorde et rask Stik med Spaden og kastede den opgravede Jord i Vejret. Noget tungt faldt ned tillige med den.
266✂ - Kan De se, jeg snuppede Muldhvalpen, sagde han. Den skulde lige til at rode op i Gravene.
✂ Derefter stoppede han Piben af en Svineblære, der tjente ham til Tobakspung, slog Ild med Fyrstaal og Sten og tændte et Stykke Svamp.
✂ - Jeg kan ikke lide de Svovlstikker, sagde han, siden den tyske Probenreuter brændte mig et ledt Hul i det ny Klæde i vor store Fjervogn.
✂ - Ja - men Deres Historie, Niels Matthisen!
✂ - Den bliver meget mere vidtløftig endnu, naar jeg skal sige Dem det, ligesom det er, svarede han nølende, og der er ingen større Plaser ved den.
✂ - Fortæl De bare!
✂ - Ja, ja da. Se, det var nu den Dag og den Nat. Jeg tænkte, det skulde blive bedre op ad Dagen, men det gik trevent med alt, hvad jeg tog fat paa; og da det blev Middag, saa fik vi en dejlig fed Byggrynsvælling, og se, hun, Bo'el, havde jo sørget for, at der var kommen en Smørklat i min, der var saa stor, at den bredte sig farlig langt ud i Tallerkenen. Men tror De, jeg havde nogen Fornøjelse ud af det? Ikke sgu den ringeste; tværtimod; jeg havde en saadan Klemmelse i Hjertekulen, at jeg aldrig saa snart havde faaet Vællingen ned - ja saa gav jeg den fra mig i Svinehuset, for da jeg mærkede, at jeg skulde af med den, saa tænkte jeg, at det ikke var værd, at den gik helt til Spilde. Nu blev jeg sgu helt bange og gav mig til at snakke med mig selv, og saa sagde jeg:
✂ - Der maa en Ende paa Tingen, for naar Du ikke kan holde den gode Mad i Dig, maa Du være forfærdelig syg; og om ogsaa jeg gaar op til den titøjede*) Apotekersvend, som ellers laver noget af Svesker og Sennepsblade til Dig, naar det værker indvendig, saa kommer dette herre sgu igen, for det er bar Kærlighed, Du er syg af. Der maa en Ende paa Tingen.
✂ Jeg gik da saadan og nørkede om**) Dagen igennem, og da vi havde faaet Nadveren, som jeg ikke rørte, blev jeg siddende i Køllestuen. Det var nu den bare Udspekulerthed af mig, skal jeg sige Dem, for der stod henne paa en Hylde fire smaa grønne Tønder, som de tappede Brændevin af til dem, der kom fra Gaden og købte. Det kunde somme Tidens bare være en halv Pægl, somme købte jo en hel - der var sgu ogsaa dem, der købte en Pot. Men * * 267 se, den ene Tønde var mindre end de 3 andre, og den var der Messingbaand om. Der var 9 Graders Brændevin i den, saa det var den fornemste af de tre. Af den fik Manden en lille Flaske hver Dag. Det var saadan en lille Glaskaret, der vel kunde rumme en halv Pot, og hver Aften skulde Line ud og tappe den fuld af det lille Anker, for de to andre Tøse rørte sig ikke til noget. Lise, hende med den daarlige Mave, hun sad immer og studerede i Romanbøger, og Lotte, hende, den skævho'dede, sad og lagde Kort op. Det var sagtens for at faa ud af Kortene, om hun kunde blive gift, for det vilde hun fælt gerne. Ja, det vil hun sgu endnu, saa gammel hun er. Naa, Line kommer da ogsaa den Aften.
✂ - Nu skal det ud af mig, sagde jeg til mig selv, og saa tog jeg et Tag med de knytte' Næver i begge Bukselaar og rejste mig op fra Bænken, saa det knagede, og saa sagde jeg i en fæl modig Tone:
✂ - Jomfru Line! sagde jeg.
✂ Hun laa paa Knæ foran det lille grønne Brændevinsanker, og Tranlampen henne fra Bordet skabede sig saadan, at det halve af hendes Ansigt blev helt sort og det andet helt hvidt, da hun drejede Halsen. Og saa skulde De have set Øjnene! De skinnede af den bare Godhed og Skikkelighed.
✂ - Hvad er det, Niels ? sagde hun helt fredsommelig.
✂ Jeg slap begge Bukselaarene, og jeg var meget mere bange, end den Gang Præsten hørte mig over paa Kirkegulvet, og det er ellers det værste, jeg havde været med til. Jomfru Line stod ganske stille derhenne og lænede sig med den ene Albue til Hylden og blev ved at se paa mig.
✂ - Aa, det er ingenting, sagde jeg, for nu var jeg bleven farlig slapskoet og ydmyg.
✂ - Jo, Niels har noget paa Hjerte, kan jeg se.
✂ - Ja, det har jeg, Jomfru Line, sagde jeg, for jeg har Jomfruen paa Hjertet.
✂ Saa fæstede hun Øjnene paa mig igen, rystede paa Hovedet og gik ud af Stuen, men alt sammen blidelig og nysselig.
✂ Jeg drev ud af Køllestuen og ud i Hestestalden; der satte jeg mig paa Hakkelsekisten og græd. Men saa sagde jeg til mig selv:
✂ - Der ligner ingenting for et stort, svært Menneske at sidde her og vræle som en Spædekalv.
✂ Der gik mange Dage, hvor jeg gik og grubliserede og hverken kunde hitte ud eller ind i mig selv. Jeg syntes, at alting saa' saa 268 galt ud. Værst var det de Nætter, jeg kørte Delesangsen de lange fire Mil, for saa kunde jeg ingen Fred faa, saadan værkede det i mig paa alle Leder. Naar saa den tykke Movritsen vaagnede og gabede, saa det lød helt ud over Markene hinsides Vejgrøfterne, kunde jeg haft Sind til at vende ham en paa Kæften, men jeg gjorde det lige godt ikke.
✂ Jeg husker saa grangivelig en Nat, da det røg og føg med Sne lige ind i Ansigtet paa mig, og det var ikke muligt at se hverken Vej eller Grøft, saa blev vi lige med ét siddende i en Snedrive, og det gav et Skub i Vognen, saa det fjermer Forhjul knækkede, og saa blev det sort for mine Øjne, og bagefter gnistrede det, ligesom det kunde være Lyn, og jeg vidste ikke mere af mig selv, end at jeg lige kunde bede Vorherre om at være god mod den lille Line. Og da jeg kom til Live igen, saa laa jeg i en Husmandsstue. Den venstre Arm var brudt over paa mig, og det tror Fanden, for den tykke Movritsen var falden lige oven paa mig, og han var ikke kommen noget til. Det var ellers godt for hans Kone og hans elleve Børn, og de to Passeserer inde i Vognen, det var kun et Par Tyskere; dem kerede jeg mig ikke en Døjt om. Jo flere Tyskere, der gaar Hul paa, jo bedre er det for vores Poletik.
✂ Morgenen efter kom jeg da i en Knubslæde med noget Halm i og blev kørt hjem, hvor der jo blev et farligt Staahej formedelst de Dele. Jeg havde ikke Ro et Minut, for somme Tider tænkte jeg paa Line, somme Tider paa, hvorledes det skulde gaa med Brænderiet og Kørselen. Godt var det da, at det var Vintertid, saa der ikke var noget at gøre i Marken. Og hun, Bo'el, Kokkepigen, som skulde passe mig med Føden, hun var farlig knap med den Levemaade, hun skulde bringe mig. Det var af Hævngerrighed over det, at jeg ikke mere saa' mildt til hende. Hun var ellers ved at sla' sig paa Reli'onen, for hun var bleven gode Venner med en hellig Væversvend.
✂ En Dag, da det lakker henad Middag, laa jeg da i Sengen og bad saa mindelig til, at jeg dog ikke maatte faa Mælkegrød og kogt Sild igen, for det havde jeg nu faaet tre Dage i Rad. Paa én Gang gaar Døren op, og jeg troede bestemt, at jeg snart skulde dø, for det kunde aldrig være rigtigt, det, jeg saa'.
✂ Det var Jomfru Line - hende selv, der kom med Mad til mig. Jeg gav mig til at græde, for ved det, jeg havde ligget saa længe uden at røre mig og uden at faa nogen Sulemad, var jeg bleven blødhjertet og nem til Vandet.
269✂ - Spis nu bare, Niels, mens det er varmt, sagde hun, saa kan vi snakke bagefter. For Fader sover, og Moder og de to andre er tagne til Barselgilde hos Ole Persen i Svalmstrup, saa Bo'el og jeg maa passe Huset.
✂ Sulten var jeg, og glad blev jeg. Da jeg tog en Skefuld af den dybe Tallerken, fornam jeg, at det var den nydeligste Perlegrynsuppe med rigtig fine syltede Blommer i Stedet for Svesker og en mageløs Mængde Puddersukker i. Og paa den flade Tallerken laa to dejlig fede Stykker Flæskesteg med brunede Kartøfler til. Jeg aad det hele rent op, men alt medens jeg aad, betragtede jeg Line, der stod og smilte, og saa sagde hun:
✂ - Niels kommer sig nok, for Niels har jo en god Appetit . . . . . . . Sej Du! Kan Du se, om Du kan hitte en anden Vej, Du Balbér!
✂ - Hvad for noget, Niels Matthisen? spurgte jeg.
✂ - Der er jo Steder nok, hvor saadan en skabet Skrubtaase kan kravle. Hvad skal den paa denne Grav?
✂ Dermed tog Niels Matthisen en stor Tudse paa Spadebladet og kylede den langt bort.
✂ - Naa, det var den Grynsuppe og den Flæskesteg, De slap fra.
✂ - Ja, den aad jeg sgu, og saa fik jeg Korasje.
✂ . . . Saa sagde jeg til Line: Ja rigtignok er jeg kun en enfoldig Bondekarl, sagde jeg, men De kan ikke finde noget Menneske paa hele den syndige Jord, som kan have et bedre Sind til Dem, Jomfru Line, for De er min eneste Glæde og min eneste Tanke Dag og Nat, og det siger jeg al den Stund, jeg har sørget over, at vi var saa ulige i Stand og Vilkaar. Men det er vist, at om nogen vilde tage den Sorg fra mig, saa vilde jeg ikke have det, om jeg saa fik Penge til.
✂ Nu kunde man rigtignok se, at Line var kommen af pæne Købstedfolk og var godt lært, for hun skabede sig slet ikke. Hverken fniste hun, ikke heller blev hun rød i Hovedet, men hun sagde helt pænt og fornuftig:
✂ - Ja, jeg vil sige Dig, Niels, at jeg holder af Dig. Jeg har set, hvordan Du tager Dig ærlig og trofast af Tingene her hjemme, men jeg vil ogsaa sige Dig, hvad sandt er. Fa'r har lovet mig til Garver Stolpe. Han er jo en rig Mand og har lovet at sætte to Tusind Daler i Bedriften, som de siger gaar tilbage.
✂ - Gaar den tilbage ? sagde jeg. Jeg synes dog, jeg passer det hele ordentlig.
✂ - Ja, men Fa'r forstaar sig ikke paa at føre Regnskab over 270 noget . . . . det gør Niels vel ikke heller ? . . . . og saa gaar der saa meget i Skuddermudder.
✂ Ja, Gud skal vide, hvor jeg blev saa storsnudet fra, men jeg slog et Dask mod Sengestolpen med den flade Haand og sagde:
✂ - Jeg skal føre Regnskab, saa snart jeg kommer op, og det skal blive bestemt.
✂ Saa saa' Line igen paa mig, og saa sagde jeg:
✂ - Ja, vil De love mig, Jomfru Line, aldrig nogen Tid at tage den gamle, klatøjede Garver, saa skal jeg . . .
✂ Men hun slog ad mig med Haanden . . . saadan . . ., tog Tallerkenerne og gik hen ad Døren til - men lige med ét vendte hun sig om og sagde:
✂ - Hys . . . Du maa ikke tale et Ord eller lade nogen fornemme det med den mindste Mine, ellers er alt forbi, Niels - og i en Snup var hun ude af Døren.
✂ Gud bevares, hvor var jeg tosset! Jeg kunde jo ikke røre mig stort i Sengen med den gale Arm, men jeg trampede mod Fjælene paa Benenden og fløjtede en rigtig gesvindt Svejtrit-Musik. Og saa skinnede Solen fra Vinduet hen paa min rødstribede Hvergarns Dyne, og jeg nikkede og grinede imod den og sang et Vers, der randt mig i Hu fra dengang, jeg var Dreng:
✂
Skønne røde Sol
paa din blanke Stol,
se dog paa min Ungdoms Fryd og Glæde!
Rundt paa Jordens Ring
findes ingenting,
som kan faa mit Øje til at græde.
✂ - Ja, nu kan jeg ikke synge mer, undskyldte Niels Matthisen sig. Nu bræger jeg som en gammel Bede.
✂ Derpaa fortsatte han:
✂ - Naa, Doktoren fik da helt godt loddet Armen sammen paa mig, for mit Kød har altid været nemt til at læges. Aldrig saa snart var jeg sluppen ud, før jeg gik op til Degnen Sludstrup. Det var en lille lavbenet en, der lignede en Grævlingehund. Han holdt meget af Punsch om Aftenen, og om Morgenen var han gal og kløede Drengene noget myrderlig i Skolen, men det kunde de jo ingen Skade have af. Farlig skrap var han til sine Ting og havde givet alle Slags Tabeller og Regnebøger ud paa Prent. Men de Penge, han fik for dem, havde han rigtig god Brug for, for han havde endnu flere Børn end den bøvede Movritsen, saa man maa dog sige, at han var dygtig paa mange Maader. Jeg traf ham, som 271 han sad og svippede med et helt nyt Spanskrør for at probere, om der var Driv i det. Jeg sagde ham det, ligesom det var, at der ikke var nogen hjemme, der kunde føre Regnskab, og spurgte ham om den nøjeste Pris for den Sort Lærdom. Degnen kløede sig i Nakken og sagde:
✂ - Aa, Niels Matthisen, Du kan jo komme, naar Du er færdig med dit Arbejde de Aftener, Du ikke kører Posten, saa kan vi jo, naar vi er færdige, faa fat i Toldbetjent Bolsted og tage nogle Omgange Brus, saa kan Du jo give Punscher rundt.
✂ - Ja, det er sgu ikke for meget, tænkte jeg. Det kan vel blive 12 Skilling for hver Gang, for mer end én Omgang giver jeg ikke. Og saa sagde jeg til Degnen:
✂ - Det er en vis Vej, sagde jeg, og saa blev det ved det.
✂ Jeg gik ganske stiltiendes med det hele. Det var farlig svært med Brøk, og rigtig letnem har jeg ingen Tid været. Men saa meget fik jeg da i mig den Vinter, at jeg kunde skrive op, hvad der kom ind og gik ud ved Avlingen, Brænderiet og Vognmandskørselen, og da den første Maanedsdag var kommen, satte jeg mig en Aften ligesom forrige Gang ind i Køllestuen og ventede, til Line kom med den lille Brændevinskaraffel. Jeg kunde høre den gamle hoste og harke inde i Stuen, saa jeg vogtede mig vel og sagde aldrig et Ord, men jeg smed den Stump Regnebog, som jeghavde købt af Degnen for otte Skilling, lige i Favnen paa hende. Hun fik lige set i den, og jeg kunde se paa hendes Ansigt, at hun blev rigtig fornøjet, men hun virrede med Hovedet, pegede paa Stuedøren og gik ud.
✂ Naa, jeg sled og sled med det Regnskabsvæsen, og jeg vilde hellere feje en hel Hestestald end lægge de lange Rækker Tal sammen, og somme Tidens kunde jeg ikke læse, hvad jeg selv havde skrevet. Tidt har Sveden rendt ned ad Panden paa mig som det klareste Kildevand, naar jeg sad paa Sengefjælen i mit Kammers og spekulerede over det. Det værste var, at der ikke var saa meget ved Bedriften at gøre, som jeg havde tænkt. Og den Smule Dreng paa Herlufsholm var en farlig Byrde, men naar Manden og Madammen snakkede om ham, saa var det, ligesom det kunde være om en Amtmand. Og hver Gang de slap ud fra Anstalten dernede bare for et Par Dage, skulde der lægges ud med Wienervogn for at hente saadan en spatbenet Plag. Men jeg sagde aldrig et Ord til ham, hverken ondt eller godt.
✂ - Men Line - Niels! afbrød jeg. Naar kom De til at snakke ud med hende?
272✂ - Ja det varede sgu lige til Høhøstens Tid i det Aar. For i Gaarden rendte der jo baade Karle og Piger, og inde i de Sæ'les Stue kom jeg jo ikke. Saa vi kunde bare engang imellem snege*) os til at se mildt til hinanden, naar vi en sjælden Gang mødtes. Men saa var vi komne til den Tid af Aaret, som det nu er. Vi havde revet Hø hele Dagen ude paa en Eng, vi havde, og havde jo faaet nogle Stakke satte op. Jeg havde taget godt fat, og træt var jeg. Det var blevet Aftenstid, og jeg havde slængt mig i en Stak og laa og gloede. Det saa farlig pænt ud mod Vest, for Skyerne havde bestemt samme Kulør som Roserne inde i Bedene i Haven, og saa var alting saa stille, som der ikke kunde tænkes noget i Verden, der havde Sind til at gøre en Fortræd. Og saa tænkte jeg ved mig selv:
✂ - Det kan være det samme, om Du skulde slide nok saa trælsk i det hele Dagen og køre Delesangsen om Natten, hvis Du kunde sidde somme Tider med den lille Line om Livet saadan en lyserød Aftenstund.
✂ Ligesom jeg nu sidder og grunder over det og siger til mig selv:
✂ - Hvad Fa'en kan det hjælpe, det bliver dog ikke, som Du vil have det, . . . saa bæres det mig for, at en staar bag ved mig, og det gjorde der sgu ogsaa. Line stod lige op ad Høstakken. Jeg bredte Favnen ud imod hende, men hun blev rød i Hovedet, sprang et Par Skridt tilbage, men saa lo hun helt mildt og sagde:
✂ - Kan Du fange mig, Niels Matthisen? - og saa sprang hun hen ad Engen ligesom et Gedekid.
✂ Jeg fik smidt Træskoene, og saa løb jeg efter hende paa Uldsokkerne lige alt det, jeg kunde. Hun lo helt hen ad Marken, og saa susede den hvide, rødprikkede Kjole, hun havde paa, akkurat ligesom Vinden kunde gøre om Sommernætterne, naar jeg sad paa Bukken af Postkareten. Saadan rendte vi ligesom to Børn. Jeg kan huske endnu, hvordan Myggene sværmede og peb om Ørene paa mig, naar jeg rendte ind imellem dem, og hvordan det gyngede, naar vi kom ud paa Mosebunden, saa det ligesom fjerede under Benene, men til sidst saa kunde Line ikke mere. Saa lo hun og lod sig falde plat ned paa Jorden. Og saa kom jeg og tog hende om Livet. Hun gispede, og det bankede i hende ligesom i en lille Fugleunge, som man holder i den hule Haand, men hun tog fra sig og sagde, at jeg skulde lade hende i Fred. Hun var saa fin og nysselig at røre ved. Hun maatte gaa itu imellem Fingrene paa * 273 mig. Og lige saa snart som jeg havde sluppet hende, røg hun op og løb over Engen og ind gennem Havelaagen. Der stod jeg nu igen og gloede og tænkte ved mig selv:
✂ - Nej, saadant et Bondekvæg som Du faar aldrig en fin Købstedpige.
✂ Og saa blev jeg gal paa mig selv og paa hele Evropia. Jeg gik og drev omkring, lige til det var Nat, og alstillens bandede jeg indvendig. Da jeg var bleven ked af det, satte jeg mig for at gaa gennem Haven og Loen og Gaarden op til mit Kammers og lægge mig.
✂ Niels Matthisen gjorde en Pause, rakte sig fremefter, tog et Par Jasminblomster af Busken og bevægede dem frem og tilbage under Næsen, mens han fortalte videre:
✂ - Jeg havde jo nok, naar jeg kørte Ekstrapost en enkelt Gang, naar Karlen Rasmus var daarlig, hørt fine Folk bag ved mig snakke om, hvor denne hersens Natur kunde være pæn. Lige til den Aften troede jeg, at det var noget Sludder. Først havde der jo været pænt ude ved Stakkene, men der blev meget pænere inde i Haven. Maanen - ja, han blev helt rund den Aften - og han skinnede helt hvidblaat ned over Haven. Der stod en Hob Buske og Blomster og saa' helt løjerlig levendes ud. Og saa stod der jo ud fra disse Sjasseminer en Lugt, der var saa sød, saa det var noget farligt. Den gjorde en helt tosset i Hovedet. Jeg tænkte ved mig selv:
✂ - Kunde Du nu bare se den lille Line med sin mageløs nydelige, rene, hvide Kjole her i det klare Maaneskin og i al denne uhyre store Behagelighed, saa vilde det dog være, ligesom Du var i Paradis . . . - og saa kom jeg til at græde som et lille Barn. Men denne Gang var det helt fornøjeligt for mig, og jeg ønskede slet ikke, at det skulde stille af med alt det Tuderi. Jeg drejede hen mod den store Sjasseminbusk, der stod uden for Lysthuset. Det var ellers lavet af en Ask, som de havde bredt helt ud over nogle Lægter. Jeg kunde se Bladene glo i Maaneskinnet og bævre. Det var, ligesom de vinkede ad en. Og nu bares det mig for, at jeg saa' noget hvidt inde bag Tremmerne.
✂ Aldrig vilde jeg have været saa modig ved højlys Dag, men jeg skød Grenene til Side, og paa Bænken sad der et hvidt Pigebarn. Jeg sprang over alle de sorte Striber, som disse herre Lægter lavede nede paa Jorden, og tog hende i Favnen, og nu vred hun sig ikke fra mig, men blev liggende med Hovedet op til min Skulder, saa stille som et Lam.
274✂ - Det kan ikke nytte, at jeg strider imod, sagde hun. Jeg maa holde af Dig, enten jeg vil eller ej, Niels.
✂ - Det er en Lykke saa stor, at jeg aldrig turde have bedt til den, sagde jeg. Bare den ikke sla'r mig ihjel med det samme. Jeg er jo kuns en Husmandssøn.
✂ - Du er en pæn og rask Karl, sagde hun, og flink til dit Arbejde. Du er en anderledes Mand for mig end den gamle Garver og Krambodsvendene, som bukker og skraber for mig paa Ballerne oppe paa Raadstuen og ude i Fugleskydningspapilionen.
✂ Saa lo og grinte hun, og ligesom hun kunde være en hel Komediantspiller, snakkede hun baade efter Købmand Olsens og Købmand Lunds Krambodsvende . . . ja, nu kalder de sig jo Kommi'ere . . . men det kan jeg ikke gøre hende efter, men myrderlig morsomt var det. Saa rokkede hun om efter den tykke Garver Stolpe og sagde, at hans Mæle lignede vor gamle Ornes, og han var dog en af Byens rigeste Mænd. Saa grinede vi begge to, saa det knaldede efter, og saa kyssede og krystede vi hinanden, og saa græd vi en Stump, for vi tænkte jo nok, at hverken Manden eller Madammen vilde give os Lov til at tage hinanden. Men Line sagde lige godt, at jeg maatte sige det til hendes Fa'r, for der skulde være Orden og Ærlighed i alle Dele. Og saa smuttede hun væk med ét ligesom ved Trolderi.
✂ Jeg sad længe i Lysthuset og var helt ørekørt, og da jeg endelig rejste mig, se saa plukkede jeg et Bundt af disse hvide Sjasseminer, for fra den Stund af syntes jeg, at de hørte Line og mig til. Jeg satte dem i en Spølkum i det aabne Vindue i mit Kammers. Hele den Nat sov jeg ikke. Jeg laa og snusede den nydelige Lugt ind, og hvert Øjeblik sagde jeg til mig selv:
✂ - Niels Matthisen! Du er den lykkeligste Karl i hele Evropia! - Og det var jeg sgu ogsaa den Nat.
✂ Men der var ingen Hold i det. Næste Dags Aften skulde jeg lægge ud med Forspand til Hovedvognen til Pakkeposten og køre til P-. Der sov jeg saa og red hjem med Bæsterne ved Middagstid Dagen efter. Klokken kunde være saa vel en fire, fem Stykker, da jeg red ind ad Povl Stubs Port. Jeg saa' straks, at der var noget i Vejen. Den store Bo'el stod og græd i Køkkendøren, og Røgteren Ole sad paa Vandingstruget henne ved Posten og kløede sig op ad Benene, og saa sukkede han ved det, som han skulde af med Livet. Da han saa' mig, saa sagde han:
✂ - Aa, Herre, Du søde Gud, Niels Matthisen! dette er en Sorgens og en Bedrøvelsens Stund, som aldrig vil gange nogen ud af 275 Minde, . . . han kunde nu snakke, ligesom han læste det ud af en trykt Bog eller holdt Præken, helst naar han lige havde faaet en halv Pægl til Livs, men naar han ellers var ædru, passede han Kre'turet meget ordentlig.
✂ - Hvad er 'et Bo'el? spurgte jeg Kokkepigen.
✂ - Manden er død for et Par Timer siden, sagde hun og græd, som hun var pisket. Ligesom han sad allerbedst inde i sin Stol, nøs han og saa hvæsede han, og saa var Aanden ude af ham. Jeg har aldrig i mine livfødte Dage hørt saadant et Syn.
✂ Naa, jeg tænkte mit ved det. Men saadan farlig bedrøvet, det var jeg jo ikke, for Povl Stub havde ikke været til noget de sidste fire, fem Aar, saa han kunde jo lige saa godt dø nu som pines af Jægten og al Slags indvendig Buldenskab. Og jeg kunde ikke bare mig for at glæde mig en lille bitte Smule, for jeg syntes at det lindede lidt for mig og Line, at den gamle var væk, for stædig var han, naar han havde sat sig noget i Hovedet. Men hævngerrig paa ham, det var jeg slet ikke. Jeg ønskede, at han paa det Sted, hvor han nu var, maatte faa sit Vejr igen og have det rigtig godt.
✂ Men det lindede slet ikke for os alligevel. Inden jeg kom til at tjene paa Stedet, var det gaaet farlig til ude omkring baade i Stald og Lade og Brænderi. Nu, da Povl Stub var død, kom alle Slags Regninger væltende fra Smed, Sadelmager, Hjulmand, Kobbersmed, saa hvad Madammen ikke i Forvejen var tosset i Hovedet, saa blev hun det nu af lutter Sorg og Forskrækkelse. En Aftenstund kaldte hun mig ind i Stuen - der sad hun og Pigebørnene saa sorte som Kul i hele Klædedragten, og der sad ogsaa han, Drengen, Peter, der var skudt farlig i Vejret i den sidste Tid og nu var en rigtig lang Rækel. Madammen vilde til at vise mig den store Bunke Regninger, der laa paa Bordet. Men saa sagde hun, Lise, hende med den daarlige Mave:
✂ - Lad Peter tale! Nu er han Familiens Hoved.
✂ - Naa, Herre Gud, tænkte jeg ved mig selv, er det Familiens Hoved? Saadan synes jeg snarere dens forkerte Ende maatte se ud.
✂ Men det var vel sagtens saadan en Talemaade, hun havde taget af en af sine Romanbøger, saa jeg obselverede ikke videre paa det. Men Peter rejste sig op henne for Bordenden og begyndte at holde en hel Præken til mig om at være sparsommelig og arbejdsom. Det var vel for at vise, at han havde lagt sig et rigtig 276 grovt Mæle til, og saa endte han med noget latinsk Sludder. Det var vel for at gøre Nar af os alle sammen. Saa sagde jeg:
✂ - Ja, til at præke og lægge ud fra hinanden er jeg ikke oplært, men passe Bedriften, det baade kan jeg og skal jeg, saa længe Madammen vil beholde mig.
✂ - Du vil vel ikke tage fra os nu, Niels? sagde Madammen.
✂ - Nej, det har jeg ikke i Sinde, sagde jeg, men Drengs Dreng vil jeg ikke være.
✂ Nu klukkede baade Peter og Lise og Lotte op som Kalkuner, men jeg slog ad dem med Haanden og sagde:
✂ - Kanske jeg kunde faa Lov til at tale alene med min Madmo'r?
✂ Ja, det mente Madammen, der kunde være Rimelighed i, og saa gennede hun alle de andre ud af Stuen. Nu skød hun alle Papirerne hen til mig og sagde:
✂ - Hvad er dog dette, Niels Matthisen? sagde hun.
✂ - Det er galt, Madam, sagde jeg, det kan vi ikke klare.
✂ - Aa, Du store Gud! raabte hun og slog Hænderne sammen. Pigebørnene og mig kan det endda være med. Men Peter, vor Stolthed og Glæde, som salig Povl var saa vis paa, vilde blive Justitsraad, naar han fik udlært!
✂ Jeg stod og grundede noget. Jeg kunde nu ikke med Peter. Jeg syntes, det var en led Dreng. Men saa tvivlede jeg paa*), at det var over det, at jeg var saadan et enfoldigt Kræ i alle Slags Videnskaber, og saa var det jo kun Misundelse og Hævngerrighed. Og det vilde dog være skammeligt, om jeg skulde hindre min gamle Husbonds eneste Søn i at blive Justitsraad.
✂ - Ja, saa faar Du og Line vente, tænkte jeg. Naa - hun er jo ung, og Du er da heller ikke saa farlig gammel selv.
✂ - Og saa spurgte jeg: Hvornaar kan han slippe dernede fra Herlufsholm?
✂ - Han har to Aar tilbage, sagde Madammen.
✂ - Hvad koster de to Aar? sagde jeg.
✂ - Det bliver nok fire Hundrede Daler, sagde hun.
✂ - Det skal nok blive klaret, Madarn, sagde jeg saadan helt listig, for se . . . jeg skal sige vos . . . jeg havde jo sparet mig et Par Hundrede Daler sammen, som stod i Sparekassen. Det var jo til det første Aar. Med Tiden blev der vel Raad til Betalingen for det andet, tænkte jeg.
* 277✂ - Kan jeg stole paa det, Niels? sagde Madammen.
✂ - Ja vel kan De det, Madam, sagde jeg. Men jeg maa lige godt ogsaa snakke med Jomfru Line. Hun er skrap til at regne, og hun maa skrive op, hvad der gaar til indvendig i Huset.
✂ Det var nu ogsaa den bare Udspekulerthed.
✂ Med disse Ord nikkede den gamle Karl selvtilfreds, mens han missede med det ene Øje til mig.
✂ Jeg fik da Line i Tale. Jeg sagde, at vi maatte vente med at komme sammen, til Peter slap ud af Skolen. For hvis vi giftede os, og der kom flere til i Huset, saa kunde Bedriften ikke bære det.
✂ - Ja, Peter maa vi allerførst tænke paa, sagde hun meget bestemt, for det var Fa'ers Øjesten, og Du skal se, han bringer det nok til noget stort, Niels.
✂ - Ja, det kan godt hænd's, sagde jeg, hvad der er Ret, skal være Ret.
✂ Naa - jeg vil ikke rose mig selv - men jeg sled forskrækkelig i det og undte mig knap Klæderne, og inde i Huset holdt Line Regnskab med alle Dele. Jeg tør nok sige, at der ikke blev givet en Skilling unyttig ud. Men det var lige godt to gode Aar, Tævedaar, for jeg havde saadan en Tro til, at det vilde føre til den bare Fryd og Glæde. Og Line og jeg, vi hitlede paa alle Slags Kunstigheder for at faa hinanden i Tale. Somme Tider var det nede i Mælkekammeret, men det var der ingen rigtig Andagt ved, for den skævho'dede Lotte, der var en rigtig Spion, kom tidt listende. Men vi fik altid forvaret os i Tide. Og det voldede det, at hun snøftede saa farlig, naar hun drog Vejret, saa naar hun kom nær, lød det, ligesom naar en trak i en Smedebælg. Saa hittede Line paa noget farlig snildt noget. Kan De huske den store Rumlebusse fra Deres gamle Fa'ers Tid?
✂ - Naa - Bivognen til Personposten? Ja vel.
✂ - Kan De huske, hvor dens og den firstolede Dagvogns Skur var?
✂ - Jo, det var nede i Bagerens Stræde.
✂ - Det var det. Nu skal De bare høre.
✂ Og den gamle bøjede Munden hen til mit Øre og vedblev i en hviskende Tone, som om det endnu var af stor Betydning for ham at holde denne Sag hemmelig:
✂ - Jeg havde en Nøgle til Skuret, over det Povl Stubs havde Kontrakt om Kørselen af alt det, der hørte til Delesangse- og Pakkepostvæsenet. Saa en Dag - det var saadan en mørk Eftermiddag ved Vintertid - da jeg kommer derop for at se til 278 Bussen, og det gjorde jeg altid, naar der skulde lægges ud med den om Natten, for enten skulde den smøres eller fejes lidt indvendig. Saa er der noget inde i Bussen, der ganske tydelig siger: Hys!
✂ Det jog lige fra Nakken ned i min store Taa, og jeg tænkte, om det dog ikke skulde være Povl Stub, der havde været Vognmand i saa mange Aar, som nu gik og puslede blandt de gamle Vogne. Men da jeg vidste med mig selv, at jeg aldrig havde snydt eller bedraget ham eller hans Kone og Børn for en eneste dansk Skilling, saa mente jeg, at jeg nok kunde klare for mig med hans Gejst, saa jeg gik hen mod Rumlebussen - det forstaar sig - ikke meget akavet.
✂ Men saa hørte jeg en grine derinde, saa det var noget myrderlig.
✂ - Det kan aldrig være den gamle Povl Stub, tænkte jeg. Havde det været ham, havde han hostet eller harket . . . . . . Er der nogen i Bussen? sagde jeg med en grov Stemme.
✂ Saa grinede det igen, og nu kunde jeg kende, at det var den lille Line.
✂ Naa, jeg kom da ind i Kareten i en Fart, og der sad vi saa vel et Par Timer. Line havde faaet lavet sig en Nøgle til Skuret efter min, saadan i al Fordægtighed, uden at nogen vidste det. Det havde sgu kostet hende to Mark af hendes fattige Skillinger. Ja, hvordan vi havde det, det kan jeg ikke saadan fortælle Dem med Ordentlighed. Men er der et Himmerige til, saa maa der være, som der var de Vinteraftener i den sorte Rumlebusse, for det gik paa flere Gange i to Vintre. Gud, hvor den lille Line kunde være morsom. Hun kunde være ligesom et lille Barn og lege, at nu kørte hun med sin Mand Niels Matthisen til København i deres egen ny Wienervogn i den klareste Sommermorgenstund, at de spiste Frokost og Middagsmad paa Vejen inde i Skoven. Saa kom de til København og saa' Kongens Slotte og alle de andre Herligheder, og om Aftenen gik de paa Komediehuset, hvor de saa' dem agere en farlig køn Komedie om en trofast Aangersvend, der efter megen Sorg og yderlig Vedermodighed endelig fik den Pige, han holdt af, og lige i samme Øjeblik, de var naaede saa vidt, saa slog alle Musikanterne med Fioler og Klarinetter og Tværfløjter og Tudehorn i at spille, og alle Menneskene klappede i Hænderne af Glæde og Fornøjelse, for de havde hele Tiden, mens de agerede, immer holdt med den Karl og den Pige mod alle dem, der vilde hindre dem i at faa hinanden.
279✂ Det var jo lige godt Løgn alt sammen, men den lille Line kunde fortælle det hele saa livagtig, saa jeg syntes, det var sandt, og morede mig farlig godt ved det. Og det var kun, naar vi sad der i den mørke Busse, at hun lavede saadant noget Morskab sammen i Hovedet, for hjemme passede hun paa, baade i Køkken og Spisekammer, i Bryggers og Vadskerhus. Det forstaar sig: fin og klejn var hun jo, saa Bo'el og den anden Tøs maatte gøre alt, hvad der skulde slæbes ved. Men Line kunde saa nydelig faa Gang paa dem, naar de stod og hang over Smørkernen eller Dejgtruget, eller stod og vrævlede og sludrede i Rullekammeret eller i Mælkestuen.
✂ . . . - Men kunde det blive ved med de Sammenkomster, Niels Matthisen? Blev de ikke opdagede? spurgte jeg.
✂ - Jo Gu' gjorde de saa. I visse Maader kunde det jo være godt . . . for i Længden . . . ja, Tævedaar . . . Mennesket er saa svagt.
✂ - Ja vist. Hør, opdagede Madam Stub eller de andre Døtre det?
✂ - Nej, Gud ske Lov, for saa havde der jo ligget et Hus. Nej, det var ham, Lars Kristensen, der siden kom til at tjene hos Provstens, ham, der nu er Graver. Dengang kørte han til Mølle for Bageren, der ejede Skuret, og var ikke andet end en lang Dreng, men gal efter Pigerne var han allerede. Han gik og snusede om efter en lille, bøvet en, der tjente hos Spækhøkeren, som boede ijævne Bageren. En Aften gik han og luskede ude i Strædet, ligesom Line kom ud af Skuret, for hun gik alstillens før mig. Han listede sig efter hende og kendte hende, da hun kom ud under Tranlygten oppe paa Bagerens Hjørne. Der blev han staaende, og da jeg saa kom - det kunde vel være et Kvarters Tid efter - saa sagde han:
✂ - Ho ho!
✂ - Hvad siger Du, Lars? sagde jeg.
✂ - Jeg siger, sagde han, at Du er paa gode Veje til at faa Brænderiet og Kørselen nede i St. Jørgensgade.
✂ - Og jeg siger Dig, Lars, sagde jeg - men jeg sagde det i al Barmhjertighed - at hører jeg det mindste Sludder i Byen, saa skal jeg opvarte Dig med de Klø, Du behøver fra nu af og til Majdag.
✂ Lars vidste, at jeg var Mand for at beværte ham med den Slags Varer, og jeg tror nok, han har holdt ren Mund. Men det var lige godt for voveligt for Line og mig at mødes mere i Rumlebussen. Det kunde jo heller ikke blevet ved, naar det begyndte at blive lyst om Eftermiddagen.
280✂ Saa kom den Sommer, da de slap Peter ud af Skolen. Nu skulde han ind til København og være Student. Madammen og Tøsene begyndte at knejse som en Kat med et Aalehoved og snakkede kun om Peter. Ja, Sandheden maa frem: den lille Line var ikke klogere end de andre, naar de faldt i Snak om den Ting. Jeg havde ikke Sind til at sige hende imod, for naar jeg bare tav stille, blev hun helt sur. En Dag kom den Ting med Peter for inde i Stuen, for nu spiste jeg til Middag med de Sæ'le, siden Madammen kunde mærke, at jeg sørgede for, at der blev betalt Penge til alle dem, vi skyldte, og at der blev betalt riælt for Drengens Lærdom i Skolen. Jeg sagde:
✂ - Saa kan han vel snart begynde at tjene lidt til Føden?
✂ Saa spjættede Lise i Vejret som en arrig Andrik og begyndte at lægge ud for mig, at nu vilde det først rigtig koste med hans Lærdom, og nu skulde han til at agere med de andre Herrer og spille Billard og ryge Segar.
✂ - Han kan jo ryge Pibe, sagde jeg. Augustinus' Blaamand koster kun seks Skilling Kardusen, men Segarerne koster fem for otte Skilling.
✂ Men saa begyndte alle fire Fruentimmer at kække op ligesom Gæs, der bliver bange. Line med, kan jeg tro, saa jeg blev helt ør i Hovedet og gav fortabt.
✂ - Ja, ja, sagde jeg, men nu bliver han dog en Slags Svend, saa lidt maa han dog kunne tjene ved sin Profession.
✂ - Profession! sagde Lotte og vrængede Mund af mig. Peter er Videnskabsmand og ikke Professionist.
✂ Det var Dele, jeg ikke forstod mig paa, men jeg tænkte hos mig selv, at saadant et langt Register maatte skamme sig ved at ligge dem til Byrde derhjemme, saa længe han havde hele Lemmer.
✂ Da Sommerdagene kom, blev det jo igen bedre for Line og mig. Jeg kunde liste ned i Lysthuset til hende om Aftenerne silde. Men aldrig var der saa nydeligt, som da de smaa hvide Blomster dér sprang ud. Det var jo, ligesom de stod som Vitterlighedsvidner paa, at Line havde lovet at holde af mig. Der sad vi da en Aften sammen, og da vi længe havde snakket om saadanne Dele, som andre Mennesker vilde kalde noget Vrævl, men som altid er en farlig stor Fornøjelse for Kærestefolk at snakke om, saa sagde jeg:
✂ - Kan vi nu ikke se at komme sammen til Efteraaret? for nu er han, Garveren, jo bleven popleksisk, saa han har ikke mere Førlighed til Giftermaal.
281✂ Line begyndte først at sukke, og saa græd hun.
✂ - Niels, sagde hun, skal man ikke tænke paa andre førend paa mig selv?
✂ - Jo - o, sagde jeg, det skal man vel.
✂ - Ser Du, Niels, vi Søstre har kun den eneste Broder, og lige fra han blev født, har han været Fa'ers og Mo'ers Hjertensfryd. Mens han var hjemme, legede vi ældre Søstre med ham som med et Dukkebarn, og det var ligesom en stiltiende Aftale mellem os, at vi skulde gøre den Dreng til noget rigtig stort. Saa længe han ikke kan føde sig selv, maa vi to ikke tænke paa Bryllup. Jeg synes, det var Synd baade for ham, Mo'er og Søstrene - og ikke sandt, Niels? Bedriften kan ikke taale, at Familien bliver større? Vil Du nu være god mod mig, saa vær ogsaa god mod dem, jeg holder af. Vent til om fire Aar, saa er Peter helt færdig og bleven Kandidat. Vær nu ogsaa god mod ham, naar han kommer hjem. Lov mig det her paa det Sted, hvor jeg først har kysset Dig, lille Niels!
✂ - Ja, Du er meget bedre oplært og har finere Fornemmelser end jeg, sagde jeg. Det faar blive ved, som Du siger, lille Line.
✂ Saa tog hun mig i Favnen, kyssede mig og løb sin Vej.
✂ Rigtignok brød det i mig, at vi skulde gaa og vente for den lange Drengs Skyld, og jeg maatte tysse paa mig selv, for at jeg ikke indvendig skulde skælde ham ud for en vissen Rad. Men det var jo Ondskab og Utidighed, saa jeg gennede det tilbage ved at holde den knytte' Næve op under min egen Næse, mens jeg sagde til mig selv:
✂ - Niels Matthiesen, vil Du være ordentlig, dit Utuske!
✂ Og Dagen efter gik jeg op i Sparekassen og tog firsindstyve Daler ud, som jeg igen havde sparet sammen, for jeg skal sige Dem, jeg havde hundrede Daler i Løn om Aaret foruden Kost og Losi, og Drikkepenge ved Kørselen gav mig over et halvt Hundrede Daler. De firsindstyve Daler, tænkte jeg, kan være gode til at hjælpe paa den Studenlerdreng, naar han kommer til København, for sorte Klæder og stivet Lintøj maa han jo have i den Bestilling. Det er en vis Vej.
✂ Saa kom Drengen da hjem, og farlig dygtig var han bleven til at gabe op. Kræsen var han ogsaa og vilde immer væk have stegt Mad. Naa, det havde jeg ikke noget ondt af, for jeg fik samme Slags for en Ordens Skyld, men Fruentimmerne aad noget Snaskeri, som de lavede til dem selv.
✂ Line havde fortalt Drengen, at det var over det, at jeg havde 282 styret det udvendige saa ordentlig, at han kunde faa Penge til at læse videre, saa Peter var meget høflig imod mig, og naar vi skulde drikke Kaffe efter Middag, saa bød han mig en Segar, som jeg vidste, at han gav fire Skilling for inde hos Boghandleren, for han solgte baade Tobak og Legetøj. Jeg synes jo rigtignok, at det var skammeligen, men jeg tog dog Segaren, jeg røg den i tre Overgange og slikkede den hver Gang, for at den skulde vare længere. Aa ja - jeg var sgu bleven noget gerrig af mig ved al den Sparsommelighed, som vi alle sammen maatte lægge os efter, for at enhver kunde faa sit, og for at der kunde komme Orden paa Tingene.
✂ Da saa Peter henad Høsten skulde til København for at lade sig overhøre, saa fulgte Lise og Line ham derind, og jeg kørte for dem. Vi tog ind i "Hvide Hane", og der stak jeg Drengen de firsindstyve Daler i Næven. Han gloede paa mig som en To'sk, og saa gav han mig Haanden og bestilte straks to Cognaker, for han var for højmodig til at byde mig dansk Brændevin. Det grinede jeg jo af og drak den røde Snaps. De otte Skilling kunde jeg jo nok have Lov til at tolde af de firsindstyve Daler, tænkte jeg.
✂ Det kunde vel være saadan et Par Dage, efter at vi var komne hjem, saa blev jeg kaldt ind til Madammen. Hun sad og læste i en Bibelbog, for siden Mandens Død var hun bleven meget gudfrygtig og gik i Kirke hver Helligdag. Og det er jo ogsaa rigtig godt, naar man bare ikke gør for meget af det. Hun slog Øjnene op fra Bogen, saa lagde hun Brillerne ned paa den, og saa sagde hun:
✂ - Line har fortalt mig det, Niels.
✂ - Naa, det har hun? sagde jeg. Men saa var det, ligesom en slog mig et Begplaster for Munden. Jeg kunde høre Fluerne kravle paa Papiret paa Væggene og det bornholmske Stueur sige Dik-Dik.
✂ - Ja, Peter maa jo saa finde sig i at faa en Bonde til Svoger, sagde Madammen, og saa sukkede hun helt sødbesk.
✂ Jeg kunde ikke gøre for det, men Skidtet skød op i mig, og jeg sagde:
✂ - Ja, det faar han, Satan ryste mig.
✂ - Du maa ikke bande saa ugudelig, Niels, sagde Madammen.
✂ - Nej, det maa jeg heller ikke, Madam, sagde jeg, men somme Tider kan jeg ikke gøre for det. Det linder for Arrigskaben.
✂ - Men der maa ikke komme noget om det ud i Byen, sagde hun, for jeg vil ikke det ene Aar efter det andet høre Snak af 283 de andre Borgerkoner, fordi jeg giver min Datter til en fra Landet. Men vi skylder Dig , at vi dog sidder i det, som vi gør, og Du har lovet Line at vente, til Peter faar Brødet.
✂ - Det har jeg, sagde jeg og kløede mig i Hovedet. Kan det vare mange Aar ?
✂ Madammen svarede mig ikke straks, men satte Brillerne paa igen og læste op af sin Bibelbog om noget, som jeg nok kunde huske fra den Tid, jeg gik op at læse *), men hun tog det med mere Vidtløftighed. Det var om ham, Jakob, der tjente syv Aar for Kæresten.
✂ - Ja, kunde han gøre det, kan Du vel ogsaa, sagde jeg til mig selv. Han var jo rigtignok en Jødesmovs, men saa er Du jo kuns en Bondeknold, saa det kan jo gaa lige op. Og saa sagde jeg til Madammen, at jeg nok skulde staa ved mit Ord.
✂ Saa gik der vel saadan et Aars Tid. Line og jeg var vel noget sørgmodige i Humøret, men vi tænkte dog, at engang maatte det faa Ende. Vi vidste, at Peter skulde høres over igen, og vi gik og var saa bange og saa' paa hverandre. Men der kom hverken Brev eller noget. Vi forstod os jo ikke større paa de Lærdomssager. Men saa kom Toldkassererens Søn, som havde været til Læsning sammen med Peter, til Byen. Og han sagde, at Peter var kommen til noget, som de kaldte rijækt. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg tvivlede nok paa, at det var noget Skidt. Madammen og Døtrene græd, som de var piskede.
✂ - Du kommer til at tage til København og forhøre Dig om Tingene, Niels, sagde Line til mig.
✂ - Ja vel, sagde jeg, og saa kørte jeg.
✂ Jo, det var sgu en nysselig Redelighed. Klokken var over tolv, da jeg hittede Radens Losemente. Der laa han og sov. Nu er jeg kun en simpel Bunde, men aldrig har jeg dog set saadant at Rakkerhul. Der var en farlig Rigdom paa tomme Flasker. De stod rundt om paa Stole og Borde. Hans Bukser og andet Tøj laa og flød paa en gammel Sælhundeskinds Kuffert, der saa' ud som en skabet Hund, og henne i en Krog laa nogle beskidte Skjorter, en hel Hob umage Hoser og aadanne nogle andre Kropstykker, Jeg blev ædende gal og satte i som en Tyr bare med disse Ord:
✂ - Du er et Svinebæst!
* 284✂ Han rejste sig op paa Hug i Sengen og gloede paa mig lige saa dvask som en Ko.
✂ - Du følger lige skraks hjem med mig, sagde jeg.
✂ - Puh! sagde han, og saa slængte han sig tilbage i Sengen.
✂ Men saa tog jeg et Tag i Nakken paa ham, saadan i Skindet, ligesom man tager en Hundehvalp, og løftede ham helt ud af Kassen. Jeg tog til, for jeg var ikke større medlidende til Sinds det Øjeblik. Det Tungemaal var han letnem nok til at forstaa. Han blev helt ydmyg ved det og begyndte at trække i de Pjalter af Klæder, han havde. Som han er ved det, hører vi en komme op ad Trappen. Saa gør Peter et Spring hen til Døren, drejer Nøglen om og tager den af. Saa var der en, som tog i Døren og sagde:
✂ - Luk De bare op, Hr. Stub ! Jeg véd godt, at De er hjemme.
✂ - Og da ingen svarede, saa begyndte han der udenfor at regne op og kalde Peter baade for Snyder og Keltring, der skyldte ham for over fem Par Støvler, og til sidst spyttede han i Arrigskab gennem Nøglehullet, og saa blev Peter gal og spyttede igen, og saa blev de ved at slaas et Kvarters Tid paa den Manér. Først kunde jeg ikke bare mig for at grine, men da jeg fik tænkt mig om, saa syntes jeg dog, at det var noget Svineri. Jeg tog min Skindpung op af Bukselommen og spurgte Peter, hvad han skyldte den Skomagertamp. Ja, det vidste han ikke, for siden fik jeg jo at vide, at han plejede van at tage paa Puf baade hos Skrædder og Skomager og saa straks sætte det i Pant for at faa Penge til at give ud paa Dansebeværtninger og andet Kissejav. Skomageren skreg, at han vilde have 30 Daler, men jeg fik ham da pruttet det halve af, og det fik han. Madammen, som Peter boede hos, kom nu ogsaa ud af sit Kammers og skreg, at hun skulde have Leje for to Maaneder. Paa den Manér blev jeg af med 12 Daler til, og saa maatte jeg endda lade Drengen faa min store Sjenilje paa, da vi skulde ned ad Gaden, for da han fik Klæderne paa, saa' jeg jo, at Skjorten stak ud af et stort Hul bag i hans Bukser, og jeg kunde da ikke forsvare for hans Mo'er og Søstre, at han skulde gaa som et Svin fra Farvergade og hen til "Hvide Hane".
✂ Fra den Stund af har jeg ikke haft stort andet end Fortræd og Ærgerligheder. Drengen kom jo hjem. Moderen og Søstrene skreg og græd, og han tudede med som en rigtig Fjollefredrik af et Mandfolk. Bagefter gjorde han sig højbenet igen, da jeg havde betalt hans Regninger fra København af mine Sparekassepenge. Det var da Lines Skyld, at jeg gjorde det, for hun kunde 285 faa mig til, hvad det skulde være. Fruentimmerne blev jo ved at tro, at der skulde blive noget farlig stort ud af den Dreng. Der blev købt nye Studerebøger til ham, og han gik op at læse hos en Prokurator, der nok ikke kunde gøre ham til saa meget, som han først skulde have været, men han skulde nok bare lære ham det Juris paa Dansk, som han inde i København skulde have lært paa Latinsk. Men det ene Aar gik efter det andet, og bestandig blev han dygtigere til at gaa om paa Værtshusene og spille Kort og drikke røde Snapse, for fint skulde det jo være. Men da ingen vilde betro ham noget hos Gæstgiverens, maatte han til sidst nøjes med dansk Brændevin nede hos Kældermandens. Det fik han for det meste frit, for han lokkede mange Folk til Beværtningen baade af Postkarle og Lammedrivere, over det han kunde synge alle Slags taab'lige Viser. Naar han var ædru, var han storsnudet og holdt Hus baade med Moderen og Søstrene. Bedst var han, naar han var fuld, for saa blev han yderlig rørendes og bandte paa, at han vilde gøre Pønitense og omvende sig til Dyd og Kristendom. Hver Gang jeg pirkede lidt ved den Ting med mig og Line, saa rystede baade hun og den gamle paa Hovedet. Alt, hvad de kunde rage og skrabe sammen, blev brugt til at betale Drengens Utuskestreger med, og han blev jo til Spot og Skam for Huset og til en Fabel for den hele By. Line talte immer meget bevægelig til mig. Engang, da jeg i Arrigskab over den Dreng havde drukket temmelig meget Brændevin, saa sagde jeg til hende, at det var bedst vi løb bort sammen. Men saa saa' hun saadan paa mig, at jeg blev baade ædru og sagtmodig, og saa sagde hun:
✂ - Skal vi gøre vor gamle Mo'er mere Skam og Sorg, end hun allerede har at bære paa? Vær nu trofast og skikkelig imod hende, som Du har været i saa mange Aar.
✂ Ja, der var jo ikke noget at sige til den Ting. Den ene Dag gik som den anden med Slæb og Slid for at skrabe sammen til Føden. Saa blev Lise daarlig, og de mange Apotekersager, som de hældte i hende, kostede en grov Hob Penge, men simplere og simplere blev det med hende, og saa døde hun. Madammen blev mere og mere dvask, til sidst kunde hun kun huske alle Dele fra gamle Dage, men ikke noget af det fra i Gaar eller i Dag. Hun sad alstillens i sin Lænestol med Bibelbogen foran sig, men det var det samme Blad, det om den forlorne Søn, der laa opslaget foran hende. Videre kunde hun aldrig komme i Læsningen. Endelig saa døde hun. Hun sov saadan hen i det en Aftenstund 286 i sin gamle Stol, det gamle Liv. Videre kløgtig havde hun aldrig været, og rappe Næver paa Skaftet havde hun heller aldrig haft, men det kunde hun jo ikke gøre noget ved. Ja - jeg kan sgu ikke huske, hvor længe det hele stod paa, for jeg var ogsaa bleven dvask og tænkte bare paa at faa alting til at slaa til. Deres gamle Fader, Kammerraaden, grinte altid saa polisk, naar jeg mente, at vore Maanedsfragter maatte blive et Par Mark mere, men Nøden drev mig til at være gerrig. Jeg livedes kun lidt op, naar Sommertiden kom. Saa sad jeg om Aftenen nede i det Lysthus, hvor der var Sjasseminer. De lugtede lige saa nydelig som i gamle Dage, og somme Tider kom jo Line derned, og saa sad vi ganske stiltiendes i hele Timer, og Vandet rendte ned ad Kinderne paa hende. Mager og daarlig var hun bleven, og det hivede helt igennem hende, naar hun drog Vejret. Endelig maatte da Peter til det.
✂ Om Aftenen havde han været nede hos Kældermanden paa Postgaarden. Der kom han op at skændes med en Lammedriver om politiske Sager. Lammedriveren holdt paa, at Handelsmanden skulde have Overtaget. Peter mente, at de lærde og studerede var dem, der skulde regere det hele. Krofa'er lagde Tingene saadan ud, at Handelsmanden og de lærde maatte kunne blive enige om Sagerne ved et Glas Ekslraktpunsch. Men Lammedriveren blev ondskabsfuld og drak Peter en Skalle, saa han røg baglængs om og hug Nakken mod Kakkelovnen. De bar ham hjem, og saa laa han uden at kunne sanse et Par Dages Tid, og saa var Livet af ham. Han havde været et Bæst det meste af sin Tid. Jeg tror ikke, jeg mælede et Ord til ham de femten sidste Aar, han levede, og naar han kom ind i Stuen, gik jeg alstillens ud. Men nu er jeg ikke længere gal paa ham, for jeg tænker som saa, at har Vorherre gidet være over at skabe saadan en Dagdriver, saa kan jeg jo saa sagtens tilgive ham det onde, han har gjort mig Han kunde vel heller ikke gøre for det.
✂ - Men kunde De ikke gifte Dem med Line nu, da den gamle og Peter var døde? spurgte jeg Niels.
✂ - Ja, det var lige det, jeg vilde til at forklare Dem med Udførlighed, sagde han. Nu var der jo kuns den skævho'dede Lotte tilbage og tre mindre at klæde og føde end før. Brændevinsbrænderiet var der ikke meget at gøre ved, siden de havde udspekuleret alt det Dampskidteri, som jeg hverken havde Lærdom eller Penge til. Men Kørselen bragte jo det samme ind som tidligere, og Avlingen blev det immer væk lidt bedre med, for vi 287 fik jo mere for Sæden, end vi gjorde i gamle Dage, saa nu kunde jeg vel faa Lov til at faa Line. Som jeg en Dag staar og spekulerer paa de Ting inde i Dagligstuen, kom Line hen til Vinduet, som jeg lænede Hovedet op til. Hun lagde Haanden paa min ene Aksel*), saa' paa mig med sine gode Øjne og sagde:
✂ - Hvad tænker Du paa, Niels?
✂ - Jeg sagde hende, ligesom det var. Straks saa svarede hun ikke et eneste Ord, men hun drog mig ved Haanden hen til Spejlet, der hang mellem begge Vinduerne. Nu saa' jeg os ved Siden af hinanden. Jeg var baade skimlet og skallet, og min Pande saa' ud som en opkørt Bivej i Brudføre, hvor Hjulene gaar i lige til Navet. Og nu obselverede jeg først, at Line, der før var saa rød og saa hvid som en moden Gravensten, var bleven gul og rynket som en forgemt Kejserindepære.
✂ - Ser vi to ud som Brudefolk, Niels ? sagde hun, og saa græd hun ganske stille.
✂ - Ja, jeg holder da lige meget af Dig for det, Line, sagde jeg, saa hvis Du vil . . .
✂ - Nej, véd Du hvad, Niels, sagde hun, det i de unge Dage var altfor fint og kønt. Lad nu ikke Verden le ad os og vi ad hverandre. Det er ligesom vi vilde gøre vor Ungdom Fortræd.
✂ Jeg syntes, at det var saadan en fin Fornemmelse af Line, og noget, som jeg aldrig havde kunnet udgranske, og jeg kunde heller ikke hitte paa noget at sige imod det, og saa blev det ved det. Det skulde nu ikke blive anderledes for mig, Tævedaar.
✂ Efter i nogen Tid at have set tankefuld hen for sig og plukket et Par friske Jasminer sagde den gamle Niels Malthisen:
✂ - Der kom lige godt Ro over mig fra den Dag. Line og jeg snakkede nu sammen, som vi kunde være to gamle Søskende. Og hver Sommer, mens disse hersens var i Blomst, drak vi Tevand i Lysthuset i Haven om Aftenen, for nu lod jeg Karlen Anders køre Posterne. Der sad vi og snakkede om gamle Dage og om Mennesker, som var døde. Jeg husker grandgivelig den sidste Aften, vi sad der. Line tog mig om Halsen, lagde sin Kind op til min og sagde:
✂ - Har vi to ikke været to mageløst lykkelige Mennesker, Niels ?
✂ Jeg saa' paa hende og sagde:
✂ - Vi har Fanden, har vi.
* 288✂ - Husk paa delte lille Lysthus, paa den gamle Karet i Bagerens Skur og saa paa, at vi har stræbt at gøre vor Skyldighed mod dem, vi blev satte til at leve med i Verden.
✂ Ja, det gik som altid. Jeg sagde ja, skønt jeg jo nok tænkte mit ved det.
✂ Da vi var komne et godt Stykke over Mikkelsdag, fik hun en farlig haard Hoste, og der var ikke Fugls Føde paa hende. Men jeg tænkte, at det fortog sig vel nok, og det samme tænkte Lotte, der gik om hende og i den Tid var det skikkeligste, hun nogen Tid havde været. Men en Dag, da jeg selv maatte ride Stafet, over det at vor Karl var kommen bort i Utide, var hun bleven liggende fra Morgenstunden af, og da jeg kom hjem om Aftenen, mærkede jeg jo, at det var galt. Lotte vinkede ad mig, at jeg skulde komme ind.
✂ Der laa Line i sine Forældres store, gamle Himmelseng, lige saa hvid som de pæne Gardiner paa Sengehimlen. Den Smule Vejr, hun havde, arbejdede farlig i hende. Snakke kunde hun ikke, men da jeg kom, slog hun Øjnene op, og de lo begge to hen til mig lige saa kønt som i gamle Dage. Da hun saa', at Graaden hulkede i mig, rakte hun Haanden ud imod mig, og jeg gav da heller ikke Slip paa den, og saadan sad jeg stille i flere Timer. Saa brød Lotte og jeg igen ud i at græde. Men Line pegede med den anden Haand til Lotte, at hun skulde tage noget, der laa inde paa hendes Bryst. Hun fik fat paa et sammenlagt Stykke Papir. Inde i det laa der en af Blomsterne fra vort eget gamle Lysthus, og saa stod der noget Læsning paa det. Her er det - det gaar lovlig højt, for det er paa Rim, men ikke sandt ? Det er dog en nysselig fin Skrift.
✂ Niels Matthisen tog ud af sin Lomme en lille hvid Papæske med forgyldte Kanter, som han først omhyggelig viklede frem af et Stykke Guldpapir. I Æsken laa en vissen Jasmin og et Stykke Brevpapir, hvorpaa en jævn Fruentimmerhaand havde afskrevet følgende Linier:
✂
Held den, som ej lader tilbage
i Verden ondt eller Had!
han kan til Dødsriget drage
og være i Sindet saa glad.
✂
Livsbækken saa hastelig higer
mod Søen, der ej haver Bund,
dog Sangen bestandig stiger
saa gladelig op fra dens Grund.
✂
Med Aftenens Guld i sin Bølge
den glider som Skibet mod Havn.
Den rolig sin Bane maa følge
til Dødshavets evige Favn.
✂ Jeg rakte ham Papiret tilbage. Han fortsatte:
✂ - Hun døde samme Aften med sin Haand i min. Jeg drev Bedriften saa meget som et Aars Tid. Men Lotte og jeg blev snart enige om at sælge det hele, og det gjorde vi da ogsaa, men det blev sat ind i Kontrakten, at vi hver skulde have en Stue i det gamle Hus, saa længe vi levede. Og nu er der ingen af os, som duer stort. Hun hoster og harker ligesom Faderen, og jeg er saa stiv i alle Lemmer som en gammel Stanghest. Nu passer jeg om Dagen den ny Mands Høns og Duer, og om Aftenen sætter jeg mig herud og tænker paa alle Slags. Se, der staar nu Sjasseminbusken. Den har jeg gravet op og flyttet herud.
✂ Efter en kort Pause, under hvilken jeg havde siddet og tegnet Figurer i Gruset med en Pind, drog den gamle Niels Matthisen et Suk og sagde:
✂ - Ja, nu har jeg sagt Dem det, ligesom det var.
✂ Skridt nærmede sig. Det var Graveren Lars Kristensen. Da han bemærkede, at vi saa' alvorlige ud, lagde han sit Ansigt i officielt-højtidelige Folder og sagde:
✂ - Nu maa jeg lukke Porten til dette Sorgens og Bedrøvelsens Sted. Det sker ifølge højere Ordre og Reglement.
✂ En Antydning af et Smil gik over Niels Matthisens Ansigt, men han nikkede og sagde:
✂ - Ja, ja, Lars.
✂ Da vi gik ud af Kirkegaardsporten, sagde han til mig:
✂ - Han vilde bare have os væk. For saa kan han mødes med en af Lugekællingerne, for han er Kærest med dem alle sammen. Det er nu hans Natur. Om han saa blev firsindstyve Aar, vilde han ikke holde op med det Jav. Menneskene . . . ja . . . de er sgu lige saa forskellige som Kre'turerne, Tævedaar.