Schandorph, Sophus I GÆSTGIVERGAARDEN

✂

✂ Huset med den pæne, moderne, adstadige Façade ud mod Vestergade ser ud som hundrede andre Huse i København. Man maa ind i Baggaarden for at træffe denne sære Koloni i den gamle Gæstgivergaard, en Rest fra de gode gamle Dage, Diligencernes og Dagvognenes Tid; den Tid, da Smaaproprietærerne selv tog til København og "torvede" paa Gammeltorv og ikke var for fornemme til at tilbringe Vinterdagen, saa længe det var lyst, ved Vognen og forhandle deres Flæsk, Smør, Æg osv. til de sig om dem grupperende Spækhøkere og Mellemhandlere. Saadanne Proprietærer, tilrejsende solide Borgere fra Købstæder, Hesteprangere og Slagtere dannede da Aristokratiet blandt Gæstgiveriets logerende Befolkning. De boede i Fløjen til venstre. De dominerede Billardet paa Kafeen i Stuen; de optoges til Frokost med Skinke, Ansjoser, Steg, Ost med tilhørende Øl og Brændevin i Familiens egen Stue Klokken otte om Morgenen, hvor Madam Jensen og hendes Døtre selv gjorde Honnørs. Den ældste af dem vandt ved en saadan Frokost en velstaaende Landmands Hjerte. Han friede til hende med et haardkogt Æg i Haanden, bed sin Snaps Brøndums Kommenakvavit midt over, da han indledte sin Tale, og drak først den sidste Halvdel af Snapsen, da han havde faaet det hviskende Ja, der udtaltes med pæonrøde Kinder og sænkede Øjenlaag. Krofa'er maatte i den Anledning ud med Portvin, og Madammen maatte ind fra Køkkenet for at give sin Velsignelse med en Sløv i den højre Haand, medens hun med den venstre løftede Køkkenforklædet op for at aftørre Taarerne, der sammen med Sveden, som Skorstensilden havde frembragt, løb ned ad de buttede Kinder og paa Vejen optog enkelte sorte Kulfnug i deres Strøm, hvorefter hun skyndte sig tilbage, thi ellers vilde Gryden koge over.

242

✂ Det var aldeles fortræffelige Folk, Ægteparret Jensen. Han havde været Gaardskarl og hun Kælderpige paa Gæstgivergaarden. De havde været enige om Tingen mange Aar, før de "kom sammen", men de ventede med Taalmodighed, til begges sammenlagte Sparekassebøger kunde præstere det nødvendige til at overtage Bedriften, da de gamle Gæstgiverfolk var aflægs. De sled ærlig i det, og jo mere Slid, des bedre Humør. Arbejdet tog ikke paa Ægteparret; tværtimod, begge tog til i Omfang Aar for Aar. De udvekslede just ikke patetiske Vidnesbyrd om deres gensidige Kærlighed, men de talte lystig og venlig med hinanden. De var begge sjællandske Bønder, og deres landlige Oprindelse røbede sig i hele deres Arrangement. Et Par Grise maatte altid holdes; de fededes af det rigelige Affald paa saadant et Madsted. De holdt af at holde mange Tjenestefolk, dog helst mandlige, thi et af Jensens landlige Dogmer var dette: at for mange Bæster (dvs. Heste) og for mange Fruentimmer kunde rungenere den bedste Gaard. Døtrene maatte besørge det indvendige; én "udvendig" Pige var nok, men hun maatte ogsaa hænge i. For Øjeblikket havde de hende, Kirsten. Næverne sad godt paa hende, Humør var der i hende. Hun blev ikke fornærmet over de Drøjheder, der rettedes til hende; men parerede dem med kække, afvisende Svar. Selv nogle "Stik- og Varpesjovere", der logerede paa nogle Tagkamre i den bageste Bygning, og som var "farlig kævestærke", veg hun ikke for i Udveksling af kraftige Replikker. Blev en Gæst ligefrem nærgaaende, var hun ikke bange for at give ham en ordentlig "en paa Hovedet" eller at slaa Hatten ned i Øjnene paa ham. Inventariet fra de forrige Gæstgiverfolks Tid, Peter Buus, der i nogle og tyve Aar havde fungeret som Gaardskarlens Medhjælper uden nogen Sinde at avancere videre, nærede en stille Kærlighed til Kirsten. Han forærede hende røde Honninghjerter med Bolsjer fra Urtekræmmeren i Forhuset. Den Hyldest tog hun imod med stor Sindsro, for hun vidste, at den halvgamle Peters Hjerte havde været lige saa smeltet af hendes Forgængerinders og vilde blive det af hendes Efterfølgerinders forskelligartede Yndigheder. - Lad ham more sig, det gamle Stillads, sagde hun og spiste baade Honninghjerterne og Bolsjerne. Hele Dagen var hendes travle Hænder i Virksomhed. Der var nok at skure, børste, ælte, polere, vadske og skylle; saa skulde Smaakreaturerne, Høns, Ænder og Duer, hvoraf det vrimlede i Gaarden, fores; saa skulde hun skyde bag paa en Vogn, som Gaardskarlen trak frem af Skuret ved Stangen; 243 thi naar Peter Buus var fuld, hvad der ikke saa sjældent hændtes, gik han bagover ved denne Operation og kasseredes.

✂ Det var en køn Solskinsformiddag ud paa Efteraaret. Skurenes brune Trætage, de okkergule Husmure, de brunrøde Teglstenstage, de brogede Høns stod klart og mildt i Farven. Messingkedlen, som Kirsten bearbejdede med en Skurevisk, blinkede hvidgult og skar Peter Buus i Øjnene, medens han søvnig stod og "lagde paa" et Par Heste, jævnlig sukkende og spyttende. Jensen stod i Døren og tog sig et lille Pust, med det ene Øje vendt mod de tre sjavsspillende i Stuen: to Slagtere og en Pranger, det andet ud mod Porten, hvor en gammel Bekendt af Huset, Handelsmand Samuel Hirsch, viste sig med sin Varebylt under Armen, indsvøbt i et blaat hvidprikket Bomuldstørklæde.

✂ - Der er Satan osv. Gross'eren, raabte Jensen. Se, god Dag, Hers! Det er en magesløs fin Hue, De har lagt Dem til. Det er nok en af dem til tre for to Skilling. Hæ, hæ, hæ, hvad Hers? -

✂ - Altid spashaftig, Hr. Jensen, hi.

✂ - Op med Lageret, Hr. Grosse'r, for vi skal vel handle. Men De ser noget fastende ud, Hers. Skal vi lægge for med en lille Hivert?

✂ - Tak, Hr. Jensen, inte Brændevin, tusind Tak! Hellere en Taar Øl, en ganske lille Taar Øl.

✂ - Naa, hvad har De saa der? Et Par Bukser? Ja, der kan vel blive en Brystlap til en forkølet Sjover af Bagstykket. Gaa De op paa Kvisten der med dem; det er vores Bælleetage hæ, hæ, hæ.

✂ - Hi - det var heller ikke en Genstand for Dem og Deresses Lige, Hr. Jensen; men man maa jo være sorteret til alle Sorter Mennesker. Nu skal De se . . . och! nu faldt den.

✂ En tyk gammel Bog faldt tungt til Jorden.

✂ - Hvad? gør De ogsaa i Lærdommen, Hers? Det er noget for Dig, Peter, raabte Gæstgiveren og saa' hen til Peter Buus; han er boglærd, skal jeg sige vos. Det volder det, at han er en Degnesøn

✂ Peter mumlede ind i Snuden paa den fjærmer Hest:

✂ - Ja dette herre er sgu et Sted, hvor man skønner paa god Opdragelse. Kan Du staa stille, dit Næsehorn, hvad?

✂ Hi - nej, den Bog kan Peter Buus vist ikke læse; for naar hanses Fa'er inte har været Præst, saa forstaar han den ikke. Nej, det er voresses egen Bog, forstaar De; den kan jeg kanske blive af med paa Regensen til en fattig Student, der læser over til at blive Præst.

244

✂ - Det er jo skidt med Dig, Peter, sagde Jensen; jeg troede, Du kunde læse hvilken Bog det skulde være.

✂ Gaardskarlen, der tog et Tag i en Vognstang for at faa hele Vognen vredet om til Siden, gav nu ogsaa et Besyv med i Laget.

✂ - Ja Peter, lur ham . Han kan baade Jøde- og Sotysk.

✂ Nu blev Peter vred, gjorde et Par lange Skræv, samlede Bogen op og raabte, saa det rungede i hele Gaarden:

✂ - Desse Bog erklærer jeg i Vidners Overværelse for en Jødebibel, som skal læses avet om, fra den forkerte Ende, og det skal Hers ikke kunde stille noget op imod, saasom det er Sandhed.

✂ Fra alle Sider i Gaarden skraldede Latteren, saa Hønsene kaglede op, Duerne fløj susende i Vejret om Ørene paa de tilstedeværende, og en Hund, der laa og sov i en Vogn op ad Bagsmækken, for i Vejret og gav sig til at gø, men da den saa', at der egentlig ingen Grund var til at skride ind paa Embeds Vegne, lagde den sig, efter med et kort Alvorsblik at have mønstret Omgivelserne, atter ned i sit forrige Leje. Kun Hirsch nikkede med en betinget Anerkendelse til Peter, der mumlede, mens han atter tog fat paa sit Arbejde.

✂ - Jøden er den eneste, som forstaar det, og han er nødt til at lade mig tage Stikket hjem. Saa kan I andre gerne grine.

✂ Idet Hirch tog Bogen, som Peter havde lagt paa Jorden, faldt der en i et Tørklæde indpakket tynd og flad Genstand ud af den, der klirrede mod Stenbroen. Med en yderst befippet Mine tog han Pakken op, holdt den for Øret og rystede den.

✂ - Hvad Fanden er det for noget Dukketøj, Hers? spurgte Jensen.

✂ - Slets inte noget, Hr. Jensen, Pakktel, sagde Hirsch og vilde med en paafaldende, forfjamsket Ilfærdighed stikke Pakken i en Baglomme.

✂ - Nej, op med Varerne, Hr. Grosse'r, sagde Jensen smaagrinende og holdt ham i Armen. Vi spiller aldrig fordækt paa denne Beværtning.

✂ Han rev i det hvide Tørklæde, saa det faldt ned om Haanden paa Hirsch, der nu stod med et i Solen funklende Barberspejl i Haanden. Handelsmandens hele Ansigt var et befippet, fjollet Smil.

✂ - Det var dog magesløst nydelig, sagde Jensen med en stille inderlig Beundring, sikken dejlig blaa Ramme med Guldkant om!

✂ Kirsten kastede et lynsnart Blik til højre; dernæst bøjede hun sig tæt ned over Kedlen og skurede løs, som om hendes Arme 245 skulde gaa af Led. Efter et Par Sekunders Forløb fór Bagen af hendes Haand hurtig over Øjnene.

✂ - Hvad koster Spejlet, Hers? spurgte Jensen. Jeg skulde netop have saadant et.

✂ - Det er solgt, Hr. Jensen, det er solgt.

✂ - Jeg kan se paa Dem, det er Løgn. Tør De bande Gud straffe mig paa det, Hers?

✂ - Jeg bander aldrig, Hr. Jensen, men det er solgt.

✂ - Det er ogsaa Løgn, Hers, at De aldrig bander. Hvad stikker der Dem i Dag? Lad mig se Stadsen!

✂ Jensen greb efter Spejlet. Hirsch trak Haanden tilbage.

✂ Ved denne temmelig højrøstede Forhandling var en tyk Pranger, en af de sjavsspillende, kommen til Vinduet. Selv Madam Jensen havde forladt Køkkenet og stukket Hovedet ud af det Vindue, der var nærmest den Dør, hvori hendes Mand stod. Hun syntes, der foregik noget usædvanligt.

✂ - Sikken et Papir, der sidder bag paa Spejlet, bemærkede Prangeren.

✂ - Der er ikke noget Papir, slets inte noget Papir paa desse Spejl, sagde Hirsch næsten grædefærdig.

✂ - Jo Gu' er der saa, sagde Prangeren i en halv fornærmet Tone.

✂ - Jo ved den levende Gud er der klistret et Papir bagpaa, forsikrede Madam Jensen ud af Vinduet. Dersom der ikke er Kæresteri eller saadant noget ved det, saa vil jeg aldrig kaldes en erfaren Kone.

✂ - Ja, men det er De, ved den søde Gud, Madam, sagde Prangeren med den mest ridderlige Bøjning, han kunde opdrive.

✂ Paa én Gang ser man Kirsten med Skurevisken i den venstre Haand gøre et raskt Højre-om et Par Skridt hen mod Hirsch. Ved en energisk Overrumpling snappede hendes højre Haand Spejlet fra Handelsmanden.

✂ - Hurra for Kirsten! raabte Jensen, svingede med Huen og lo, saa hans tykke Mave aftegnede Bølgebjerge og Bølgedale. Der blev De Sortepér, Grosse'r! Lad mig saa faa Spejlet, min Pige!

✂ - Nej, De faar det ikke, Jensen, for Spejlet er til mig .

✂ - Til Dig ?

✂ - Ja, det skal Hers selv bevidne.

✂ Og Kirsten kastede et fortvivlet-modigt udfordrende Blik paa Handelsmanden, der først besvarede det med et stupidt forbavset ditto; men straks efter blev han vred og raabte:

✂ - Ja, det har Jomfruen schk'u Ret i, at Spejlet er til Jomfruen; 246 men det er Jomfruen selv, som siger det, og jeg siger det ikke, og jeg har aldrig sagt det. Saa kan det virkelig inte nytte, at Jomfruen fortæller Niels Nielsen i Braaby, at Samuel Hirsch er en Tosse og en Fæ . . . og en Kvaj. Men hvis Samuel Hirsch nogen Sinde mere bemænger sig med Kærlighedsgeschichter og saadant noget Vrævl, som slets inte rager en Handelsmands ordentlige Geschäft, saa gid han aldrig maa se Kone og Børn mere der hjemme i Kompagnistræde, Ja, ja, . . . le De kuns.

✂ Og under en ny skraldende Latter, der ligesom før frembragte et stærkt Røre hos Gaardens Fjerkræ, snørede den gamle, skikkelige Hirsch hurtig sin Bylt sammen og forføjede sig bort ud gennem Mellemporten. Her standsede han et Øjeblik, slog Stokkens Dupsko mod Stenbroen, saa det gnistrede, knyttede Haanden ad sig selv og sagde:

✂ - Behejmôh! Dermed forsvandt han gennem den forreste Gaard ud paa Gaden.

✂ Kirsten havde stukket Spejlet ned paa Brystet tinder sin lidt ophægtede Kjole og skurede videre, skønt Kedlen umulig kunde trænge til mere, men Jensen betragtede hende sveden-polisk med Tungespidsen spillende i den ene Mundvig.

✂ - Naar skal Du saa til at balbere Dig, Kirsten? spurgte han.

✂ Nu kunde Pigebarnet ikke mere. Graaden betvang hele hendes Legeme; hun kastede Halmvisken langt fra sig og løb hulkende gennem Stue og Køkken ind i sit Kammer.

✂ Alle de i denne Scene medspillende betragtede hverandre gensidig. Jensen flyttede Tungen fra den ene Mundvig over i den anden, men udtrykte nu Betænkelighed og Frygt for at have drevet Spasen for vidt. Madammen rystede misfornøjet paa Hovedet ad ham, Prangeren lettede paa Huen, kløede sig med Knoerne i Hovedet, idet han langsomt og ligesom overvejende Situationen fløjtede Melodien til

✂ O hvis Du kender Kærlighedens Flamme osv.

✂ Gaardskarlen saa' hen til Peter Buus og sagde:

✂ - Det er kedeligt for Dig, Peter; det er nu den syvende kærest, de snupper fra Dig.

✂ Peter kløede sig i Siden og sukkede:

✂ - Og hun havde dog lovet det saa bestemt.

✂ Peter gjorde som sagt Kærlighedserklæringer til alle de Piger, der tjente i Gaarden, og Kirsten havde altid svaret: Ja der bliver kanske noget af det, Peter, naar Du faar et Degnekald ligesom 247 din Fader; og da Peter mente, at man aldrig kunde vide, hvad der kunne ske i denne paa Omvekslinger saa rige Verden, havde han trøstet sig med Haabet. Nu stod han lidt og gloede hen i Luften, tog derpaa en Beslutning, snød sin Næse med Fingrene, udstødte et højt lydende Suk og gav sig i Færd med at blande Havre og Hakkelse i en Krybbe. Madammen gik ud i Gaarden, tog Messingkedlen, holdt den om mod Solen og sagde:

✂ - Kirsten er lige godt et ordentligt Fruentimmer. Vi har aldrig haft nogen Pige, der kunde faa Tøjet saa blankt. Herre Gud, det Skrog, der er noget galt med hende. Du søde Gud, hvor unge Tøse kan være saa ivrige i saadanne Dele!

✂ Dermed bar hun Kedlen ind.

✂ Ude i det lille mørke Pigekammer bag Køkkenet under en Trappe sad den skønne Kirsten paa Kanten af sin Seng. Den fyldte over det halve af Rummet sammen med en Træstol, en grønmalet Kiste, som hun gemte sine Klæder i, og en Lervadskeskaal paa en i Hjørnet opslaaet trekantet Hylde. Hun havde en tændt Tællepraas foran sig paa Stolen. Flammen samlede et stærkt gult Skær om hendes Hoved og det Papir, hun holdt i Haanden. Det havde været sammenlagt med stor Kunst i mange hinanden krydsende Læg og udstaaende Snipper til alle fire Sider. De sidste havde været hæftede med rosenrøde Oblater til Spejlets Bagklædning. Med halvhøj Stemme læste hun Brevet for fjerde eller femte Gang, og for hver Gang hun havde læst det, havde hun grædt mere og mere. Brevet lød:

✂ Kære Kirsten! Naar Du imodtager denne kostelige Gave, som Du gav mig til Ringsted Sankt Hansmarked, ved hvilket jeg haver balberet mig saa mange Gange med vemodige Følelser, da er det, fordi det aldrig kan blive til noget med os, og Du sagde jo selv, at den Dag, jeg vilde svige Dig, skulde jeg sende dig dette skønne Spejl tilbage, hvilket jeg herved gør ganske lønlig gennem ovennævnte Handelsmand og Jøde S. Hirts, som haver skjult det i en gammel Bog og hemmelig vil stikke det til Dig. Men alligevel haver jeg ikke sveget Dig, ej heller vil jeg gøre det, men Skæbnen kan jeg ikke overvinde, thi nu køber min ældste Broder Jørgen Gaarden af Herskabet efter den af Ministeriet bevilgede Salgsplan, og de gamle tager mod Aftægt, men jeg kan faa det store Bolsted nede bag Gadekæret, efterdi Peder Olsens Enke vil forandre sig, og Fader og Moder har talet til hende om mig, og da hun kun er to og fyrretyve Aar, er hun jo ikke saa gammel, 248 som hun kunde være for mig, der bliver 25 efter Mortensdag. Jeg haver tænkt og grubliseret meget og vil gerne have Bolstedet, og hvis ikke al den Kærlighed var os imellem, vilde jeg ogsaa nok have Enken, om jeg end nødig vilde have hende; men der er dem, der er meget værre, eftersom hun ikke er ond eller gal, men bare ser lidt vindt med det ene Øje. Og dog kan jeg ikke tage hende formedelst den Kærlighed, som er os imellem. Thi haver jeg tænkt: Er det ogsaa rigtigt saaledes at lade Lykke og Velstand gaa væk for dine Øjne for en saadan Ungdomsdaarligheds Skyld, og min Fader og min Broder og min Søster samt min Svoger Lars Larsen holder et farligt Hus med mig, samt kalder mig ikke alene et Bæst, men endogsaa et Asen, men jeg gør det lige godt ikke. Thi jeg kom til at tænke paa Natten mellem tredje og fjerde Juledag i Fjor, da vi blev enige om Tingene, da jeg fulgte Dig hen, hvor Du tjente, fra Dansen hos Sognefogdens, og da alle de Stjerner, som den gode Gud har skabt i sin Visdom af intet, blinkede saa blankt ned til os og nikkede til, da Du sagde, at Du ikke elskede noget Menneske paa Jorden som undertegnede. Dette kan jeg ikke imodstaa, og af samme Aarsag tager jeg ikke Peder Ølsens Enke, nej, det være langtfra, skønt Bolstedet er et dejligt Sted, især for den, der ingen Gaard kan faa. Men lige godt kan vi aldrig komme sammen, thi jeg maa tjene for Karl, saa længe jeg lever, og selv om jeg kunde faa et Hus, det vilde jeg ikke nedværdige mig til, thi baade min Fader og min Farfader, ja ogsaa min Morfader har været Gaardfolk, saa det vilde være kreperligt for mig. Delte skriver jeg med Graad, kære Kirslen, thi jeg skal aldrig glemme vores Kærlighed, ikke heller, at Du tog ind at tjene paa Beværtningen i København, for ikke at vi skulde høre alt det Sludder og Vrævl i Byen om os to. Og nu kan de gøre dem saa gale, de vil, især min Svoger Lars Larsen, som der er et ondt Sind i, og som er meget hævngerrig paa sin Familie; jeg tager ikke Peder Olsens Enke, naar jeg ikke kan faa min højtelskede Kirsten. Dette Sorgens Brev sender jeg med merommeldte Jøde, for jeg vil ikke indlevere det paa Kantoret i Ringsted, saasom Litsenbroderen Anders Kristensen er fra vores By og en Stifsøn af Smeden, saa jeg af den Aarsag kunde komme til at høre Sludder og Vrævl om os begge to. Lev nu inderlig vel og bevar din Helsen, som er det fornemste, jeg er Gud ske Lov rask, skønt jeg er din til Døden tro og ulykkelige

Niels Nielsen
Ungkarl.

✂

✂ Det var blevet over Middag og endda havde Kirsten ikke vist sig.

✂ - Det gaar dog ikke an, at hun rent forsømmer Arbejdet, sagde Madam Jensen.

✂ - Se ind til hende, Mutter, og se, om Du kan faa de Kærlighedsærter klarede, sagde hendes Mand.

✂ - Ja det er en skikkelig Pige, tro er hun, og hun svarer aldrig, sagde Madammen.

✂ Hun aabnede rask Døren til Pigekamret. Kirsten sad i samme Stilling. Lyset var brændt helt ned i Stagen, men hun læste og græd, græd og læste som før.

✂ - Tør dine Øjne, min Tøs! sagde Madam Jensen. De snavs Mandfolk er sgu ikke det værd. Kom hid med Brevet - naa nu gaar Lyset ud - jeg henter Køkkenlampen.

✂ Viljeløs lod Kirsten sin Madmoder tage Brevet. Madammen satte sine Briller paa, holdt Brevet langt paa den anden Side Lampen og var vel en Time om at dechiffrere det, men under Akten randt Taarerne ned ad hendes Kinder. Hun aftørrede dem med Underarmen under det opsmøgede Ærme.

✂ - Aa Herre Gud! sagde hun, da hun endelig var færdig, det er, som det kunde være Jensen og mig lyslevende i vores Ungdom. Se jeg var nu rigtignok Gaardmandsdatteren og han Husmandssønnen, men han tog til København og blev Gaardskarl; jeg tog med uden videre, for i Ungdommen kan man saa daarlig holde igen mod saadant noget, siden gaar det saa magesløst let med at genne det fra sig. Men det varede mange Aar, inden vi kom sammen, saa Forgyldningen var gaaet af os, men man skal sgu ikke gifte sig for Stadsens Skyld, min Pige; - naa - og vi har aldrig hverken slaaedes eller rivedes, om der ogsaa kan falde et Ord af og til; for det er jo det slemme ved en Værtshusmands Stilling, at han skal drikke med alle, og det gør Mændene arrige til Aften og dvaske til Morgen. Gaa nu til dit Arbejde, min Tøs! kanske kan det hele blive godt.

✂

✂ Det var sent om Aftenen. De liggende Gæster var gaaede i Seng, de siddende havde forladt Lokalet. Jensen havde faaet Ild paa en Cigar og sad i Skjorteærmer i Sofaen midt for Bordet 250 og nippede til et Glas dampende Punsch. Madammen sad og syede paa hans Stadsbenklæder som var løbne op, og som den næste Dag skulde bruges til at følge Lig med. Der var en usædvanlig Højtidelighed udbredt over Jensen. Han beredte sig til at træde op som den patriarkalske Husbond. Han skulde ifølge sin Pligt præstere noget højtideligt, men denne Genre laa ham noget fjern.

✂ - Kirsten! raabte han hen mod den halvaabne Køkkendør.

✂ Kirsten "stillede" foran Bordet, lige over for Jensen, med sin Tørafklud i Haanden.

✂ - Du har, om jeg saa maa sige, altid været en retskaffen Pige, sagde Jensen, og det er ikke saa let paa et Sted som dette, hvor man er nødt til at skænke for alle Slags og høre al Slags Snak og Vidtløftighed. Se . . . ja . . . det var nu det . (Jensen sukkede og styrkede sig til Fortsættelsen ved at nippe til Punschen.) Og saa har det jo, man kalder Skæbningen, Forsynet, eller hvad Fa'en det nu er, lavet det mestendels med Dig og Karlen derude i Braaby, ligesom den gjorde det med Mutter og mig, ja, det er, om jeg saa maa sige, sgu helt bevægeligt at tænke paa det. Men jeg synes, at I skulde have nogen Fornøjelse og Glæde i jeres Ungdoms Dage og ikke gaa og glo saa længe paa hinanden . . . Ja, ser Du Kirsten, det blev jo kun til Tøse mellem Mutter og mig, og dem har vi jo opdraget til de finere Fornemmelser, saa de ikke duer til at passe en jævnere Beværtning, for i Skolen har de jo skrevet fransk Stil, og det kunde jo aldrig blive dem til Nytte ved vores Profession. Men se alt det rager nu slet ikke det, jeg vilde sige . . .

✂ - Nej, det er sgu sikkert, sagde Madam Jensen, men Du har altid gjort meget mere Vrævl, end der behøvedes, og Du skulde jo ikke tale om os, men om Kirsten.

✂ - Det er redeligt sagt. Ser Du, Kirsten, han, dit Menneske, kan vel skrabe et Par Tusind Daler sammen?

✂ - Jo-o, det kan han vel, svarede Kirsten og saa' spændt paa sin Husbond.

✂ - Ja, ser Du, Mutter og jeg er jo rørige endnu, og jeg fornøjer mig ved Beværtningen, men Mutter, hun siger jo, at Snapseriet lægger for megen Tælle paa mine Ribben, og at jeg let kan faa Poppelsislag, saa det kan nok hænde, at det var sundere, at han - din . . . ham - derude - kom til at drikke til Pægls med Prangerne og Slagterne. Han har jo Ungdommen for sig. Vi har jo da lidt til bedste, og hvis vi bliver kede af at hvile os, kan vi 251 jo tage en roligere og pænere Beværtning, hvor der ikke skænkes tørre Snapse. Saa kan jo Du og han . . . hvad hedder han . . . ja vel, Niels Nielsen, komme sammen og overtage desse hersens. Mutter sagde jo før til mig, at det vilde være en god Gerning, som kanske kunde gøre mig kvit med Vorherre for megen Utuskeagtighed, som jeg kan have bedrevet i Tidernes Løb.

✂ Jensen drak nu Punschen helt ud og tørrede sig om Panden. Den megen Veltalenhed havde anstrengt ham. Han afsluttede sit Foredrag saaledes:

✂ - Saa kan de bøvede Gaardmænd i Braaby ærke sig; for en Gæstgiver i København rangserer sgu dog over en skidt Bolsmand paa Landet. - Maa jeg saa kysse Kirsten, Mutter?

✂ - For mig gerne, sagde Madam Jensen med en overlegen henkastende Haandbevægelse.

✂ Kirsten gav sin tykke Husbond et ærlig ment Smækkys og tørrede sig bagefter om Munden.

✂ - Det smagte nok som stegt Flæsk, sagde Madammen foragtelig til Kirsten.

✂ - Med opstuvede Kantøfler til, sagde Jensen og tog sin Kone om Livet, men hun vrissede og sagde:

✂ - Du lugter af Puns.

✂

✂ Det behøver næppe at tilføjes, at Niels Nielsen straks gik ind paa Arrangementet. Da det rygtedes i Gaarden, var alle glade. Kun Peter Buus fik et lille melankolsk Anfald, og Dagen før Kirstens Bryllup stak han hende et Halvark i Haanden, ned ad hvis Folioside han havde skrevet med vældige Bogstaver:

✂ Jeg haver Elsket dig saa saare;
jeg Græder bitterlig en taare,
af alle Piger her i Gaarden,
dog Yndeligst du haver vaaren,
og Aldrig skal jeg Glemme dig,
selv naar jeg er i Himmerig.

Forbintlist
P. Kristiansen Buus.
Acsistent.