Schandorph, Sophus HVORDAN HAN FIK HENDE

HVORDAN HAN FIK HENDE

134

        

135

Det var en høj Frostdag i Begyndelsen af December. Vinteren havde meldt sig meget tidlig det Aar. Lars Kristensen, der tjente hos en Gaardmand, sad paa en Ellestub nede ved Søen, snittede paa en Pind med sin Tollekniv og tænkte paa, hvad han nu skulde more sig med i Dag, det var Søndag. Han havde jo glædet sig til samme Dag siden i Mandags og lovet sig selv, at næste Søndag rigtignok skulde blive anderledes morsom end den forløbne, for da havde han ikke kunnet hitte paa, hvad han skulde more sig med, men havde staaet hele Dagen i Porten, gloet ud over Søen og afvekslende røget Tobak og fløjtet de tre Dansemelodier, han kunde. Alene Maaltiderne havde givet Afveksling i denne festlige Tilværelse. Han var altsaa staaet op Ottendedagen efter med den faste Beslutning, at han ikke vilde staa og glo i Gaardens Port, og var straks gaaet ned til Søen, men heller ikke dér viste der sig noget interessant. Imidlertid opgav Lars ikke Haabet. Han satte sig ned paa bemeldte Egestub, tog bemeldte tykke Pind og gav sig til at snitte i den uden Maal og Med. Af og til saa' han ud over den tæt tillagte Sø, hvis Flade paa sine Steder gnistrede i Solen som blankt poleret Sølv, men tættest inde ved Land spillede mellem mørkebrunt og graat med store mælkehvide Pletter i. Sivtoppene og Ellebuskene stod ubevægelige i den stille Luft; kun en enkelt Gang faldt Rim eller Snefnug ganske sagte ned fra de blankfrosne Grene som store fnossede Bomuldstotter. Men alt dette fandt Lars slet ingen Morskab ved. Naturbeskuelse var ikke hans Sag, og for Farvespil og den Slags Raffinements var hans Sans aldrig bleven opladt.

Nej, men nu rørte der sig noget langt ude paa Søen, og Latter og Tale lød skarpt hen over den frosne Flade. Lars opdagede tre 136 Skikkelser, der holdt hinanden i Haanden og bevægede sig glidende hen over Isen. Snart slappedes Armene og sank ned, og de tre gled regelmæssig frem, i parallelle Linier; snart spændtes Armene ud til Siden, og de tre fjernede sig saa langt fra hinanden i divergerende Linier, at det saa' ud, som om Forbindelsen imellem dem vilde briste; snart løftede de Hænderne i Vejret og holdt dem med Møje sammen over Hovedet, naar deres Glidebanes Linier truede med at gaa i konvergerende Retning, og hver Gang de to sidste faretruende Tilfælde indtraf, lød Latter og Hvin. Det var klart, at det var Piger fra Byen lige over for, paa den anden Side Søen. Lars kunde nok have Lyst til at se, hvordan de saa' ud. Skulde han feje dem i Møde ud over Søen, eller vente og se, om de skulde komme saa nær Lars, at han kunde have nogen Fornøjelse af dem? Lars havde aldrig været af dem, der tænker eller beslutter hurtig, og inden han var bleven enig med sig selv om sin Krigsplan, var Pigebørnene, svajende og fejende komne helt op til Kysten. Lars kunde nu tydelig se dem alle tre. De to paa Fløjene var meget pæne Piger, men om den midterste sagde han til sig selv: Det er Postelinstøj! Thi hun var lille og fin og dog skabt, som hun var drejet. Hvor lo og blinkede de brune Øjne, og hvor glimrede de mørke Haarlokker, der stak frem under den vatterede Søndagssilkehætte; hvor var Fødderne smaa og Smalbenene fine af en Bondepiges at være, naar de glidende Bevægelser røbede dem for den højst sympatetiske Iagttager! Lars havde stillet sig saadan, at han var noget skjult af en Ellebusk. Det midterste Pigebarn gjorde Mine til at ville i Land og satte prøvende Foden ud paa den sprøde Is tættest ved Kysten. Den knasede som Glas under hendes Fødder; da lo de alle tre, saa det skingrede ud i den klare Frostluft. Det var saa smittende, at Lars fik et Anfald med af Latter. Der stod han og holdt sig ved en Gren; hele Busken rystede ligesom han selv. Pludselig fik Pigebørnene Øje paa ham. Først blev de alle tre ildrøde i Hovederne samtidig med, at deres lystige Latter standsede, men indvendig arbejdede den saadan, at Taarerne trillede ned ad deres Kinder, som Kulden havde givet en høj og stærk Rødme. Da Lars mærkede, at han var opdaget, gik han rask frem og ned mod Søen, hvor kun det smalle Stykke skøre Is skilte ham fra de tre Piger; nu stod de lige over for hinanden. Pigerne søgte at faa Ansigterne sat i alvorlige, halv fornærmede Folder; det lykkedes til Dels de to paa Fløjene, men den lille i Midten - "Postelinstøjet" - kunde ikke; hun blev ved at le.

        

137

- Hvad griner Du af? spurgte hun til højre. Han staar jo og gør Nar af os.

- Nej, det har jeg da ellers ikke tænkt paa, sagde Lars. Er I der ovre fra? Han saa' paa den midterste, idet han spurgte.

Ja, det var de da. Nu var de første Ceremonier overstaaede, og Lars's Tilbud om at hjælpe dem med at feje over Søen igen, paa den Maade, at de to satte sig ned med bøjede Knæ, og han og den tredje trak i hvers Arm hver paa sin Side, blev modtaget med velvillig Smaalatter, og nu gik det i rygende Fart over Søen. Lars havde resolut grebet hende, som før fejede i Midten, om Haandleddet. Hvordan han kom tilbage, laa uden for hans Bevidsthed, thi bemeldte Pigebarn havde fyldt den saadan, at der ikke var Plads for noget andet. Han havde erfaret, at hun var Halvsøster til Søren Olsen, Gaardmanden, der ejede den Gaard, der laa paa den anden Side Søen med det store Stykke Eng foran. Hun havde sagt, at han i Julen skulde komme med til "Parregilde", der skulde holdes i en Gaard i samme By; hver betalte jo for sig, saa det kunde der aldrig være noget i Vejen for. Skønt Lars var vel fornøjet med sin Kondition, sagde han den op til Majdag - han vilde over paa den anden Side Søen og tjene, lige meget hos hvem.

Gildet kom, men det havde Lars ingen Fornøjelse af. Man véd, at ved "Parregildet" danser den samme Karl med den samme Pige hele Natten, men Sofie var taget af en lang Gaardmandssøn, der aabenbart var Ballets Løve, thi ingen kunde saa flot, paa passende Tid og Sted sætte i med Støvlehælene og trampe midt under Dansen. Medens de andre Karle dansede med Piben hængende i Munden, havde han hele Tiden en fornem opadvendt Cigarstump i den ene Mundvig, og saa kunde han polkere; det havde han lært paa Danseboderne, mens han var Soldat. Lars var fortvivlet, men samvittighedsfuldt slæbte han paa den tunge Bondepige, som Skæbnen havde udkaaret til hans Meddanserinde, thi da han ikke kunde faa Sofie, havde han grebet i Flæng. Hans Dame var lige saa tvær og muggen som han selv, men de hang ærlig i. Sveden randt ned ad dem, men det hele gik med en alvorlig, mørk Mine, som om Dansens Hensigt var at tage Riberhus med Storm.

Under en Hvil strøg Sofie Lars tæt forbi. Han hviskede til hende:

- Det var forbandet.

Hun blev rød og hviskede:

- Pst! min Broder staar henne i Døren.

138

Ja der stod ganske rigtig Søren Olsen, bred og skrævende med sit alvorsfuldt-bekymrede Ansigt og pustede med Bevidsthed om sin Værdighed hele Skyer af Tobaksrøg ud i Stuen. Lars kunde straks se, at det var en "farlig stor Bunde", der ikke saadan var at komme nær for en Boismands Søn, som han var. Hjertet sank i Livet paa ham. Og da der lige efter Kaffen med Søsterkagen, som var fulgt umiddelbart efter den varme Mad: Suppe, Risengrød, Klipfisk, Peberrodskød, Flæskesteg, blev budt store Rundtenommer Smørrebrød med Rullepølse og Knapost, samt Øl og Brændevin om til Gæsterne, var Lars rent gaaet fra Fodret. En gammel Fyr, der ikke havde danset, men som paa Grund af Heden havde trukket Trøjen af, stod lige ved Siden af Lars og betragtede ham med et forbavset Blik, thi han selv spiste, som om han ikke havde faaet Mad i en Uge. Til sidst sagde han:

- Hvorfor tager Du Dig ikke en Bid Brød?

- Jeg kan ikke mere, sagde Lars.

- Det var dog Satan, om man nogen Tid skulde blive saa mæt, at man ikke kunde æde en Stump Rullepølse og tage et Par Saapianer til.

- Er I her fra Byen? spurgte Lars.

- Ja saa'gu er jeg saa. Men jeg er ellers kun Husmand; jeg har Arbejde hos Søren Olsen.

- Er det en flink Mand at tjene?

- Jeg klager ikke paa Kosten, og det er jo det fornemste.

- Mon han har Brug for en Karl til Majdag?

- Ja saa'gu har han nok saa. Den, vi har, skal i Tjenesten.

Lars's Humør steg nogle Grader. Ved næste Ombæring gav han sig i Kast med en Rundtenom, bed en Snaps over og forrettede sin Hoveridans med resigneret Pligtfølelse. Husmanden, der havde fundet Behag i Lars's Ansigt, henvendte sig til en Gaardmand, der ikke var slet saa imponerende som Søren Olsen, og lod ham udpege Lars som en flink Karl. Søren mønstrede ham med dyb Alvor, naar han dansede forbi. Han gav Besked, der gik gennem de samme ceremonielle Mellemled, at han vilde tale med Lars, der da stedtes for ham inde i Stuen ved Siden af Danselokalet, hvor de gamle spillede Kort, bestandig styrkende sig ved Smørrebrød, Øl og Brændevin, men Søren spillede ikke. Han spadserede frem og tilbage i en politisk-kommunal Diskurs med Skolelæreren. Han standsede sin Gang lidt, da han saa' Lars, maalte ham undersøgende, som naar han saa' paa en 139 Hest paa Markedet, og sagde, idet han slog ud med Merskumspiben:

- Naar dine Papirer er i den behørige og lovformelige Orden, kan den Ting arrenseres, hvorpaa han afskedigede Supplikanten med Pibespidsen.

Søren Olsen var Politiker, og de politiske Førere havde udset ham til Folketingsmand ved de næste Valg. Tidligere havde han som Stiller haft Ordet paa Tribunerne. Der talte han i tørre bogagtige Fraser. Lige over for sine nærmeste Omgivelser optraadte han med fornem Overlegenhed, ligesom han ved sine sorte Klædes Klæder og høje sorte Silkehalsklud saa' ud snarere som en Degn end som en Bonde, ja nærmede sig endog til at ligne de mere tarvelige Præster. Hans tavse Myndighed lagde et Tryk over hans Hus. Hans Folk talte kun hviskende i hans Nærværelse, og ingen af dem kunde falde paa at henvende Ordet til ham uden at være spurgt. Alligevel vidste man godt, at den lille Halvsøster var hans Kæledægge; thi der røg ligefrem et Smil over hans værdige Ansigt, naar hun kom ind i Stuen eller ellers kom frem paa hans Vej. Men han hverken kyssede hende eller kælede for hende; det kunde aldrig falde en Broder af Bondestanden ind at gøre sligt ved sin Søster, selv om Aldersforskellen, som her var Tilfældet, var mer end tyve Aar. Men Søren kom aldrig hjem fra Købstaden uden at have en eller anden Present med til Sofie, og bad hun ham om noget for sig selv eller andre, kløede Søren sig højst tre Gange bag Øret, men ja fik hun.

Lars gik først og skottede langlig til Sofie; men han maa vist have haft et Bededagsansigt paa, thi naar Sofie mødte hans Øjne, vendte hun sig først for at le, og da han var bleven en Maanedstid gammel i Gaarde, lo hun højt lige op i Øjnene paa ham. Lars var nu ikke synderlig Psykolog, men han havde alligevel en Følelse af, "at hvis Tøsen var rigtig led ved ham, vilde hun grine paa en anden Manér"; men Situationen trykkede ham. Hans Forelskelse udøvede den samme Virkning paa ham som enhver anden usædvanlig Følelse, der forstyrrede hans Sinds sædvanlige Ligevægt; han tabte Appetitten, hvad der kun var til Fordel for Husmanden, Jens Andersen, der med stor Færdighed fortærede, hvad Lars overlod ham af Midaftensrundtenommerne. Men da Lars til sidst gik saa vidt, at han forærede ham det Stykke Spegesild, som 140 serveredes til Morgenmad, overvandt Jørgens Forbavselse hans ellers ureflekterede Madlyst. Han gabede paa Lars og sagde:

- Rider Fan'en Dig? Skal Du heller ikke have Spegesild? Du er da en farlig taab'lig Rad; - men trods denne Protest havde han dog spist Silden, medens han formulerede den. Men Jørgens Tankegang var nu sat i Bevægelse; saa bevægede den sig en god Stund videre i Kraft af Inertiens Lov, og da de kom sammen nede i Hestestalden, sagde Jørgen, førend han begav sig ind til sit Departement, Kostalden:

- Det er kun simpelt med Dig, Lars Kristensen.

- Det er noget Sludder, lød Svaret.

- Nej, det er sgu hverken Sludder eller Vrævl, for naar en Karl, der gør sit Arbejde, ikke tærer sit Fo'r, saa er det skidt. Det kan Du jo bare se med Kre'tur.

Lars svarede ikke noget denne Gang, men stod og mængede Havre og Hakkelse sammen i en Krybbe. Jørgen lagde Armene paa den ene af Baasens Spilbomme og saa' paa Lars fra Siden.

- Det er vist Kæresteri, Lavs.

- Hold Kæft; sagde Lars.

- Ja der kan Du selv se. Nej, naar man, saadan som jeg, har set baade paa Mennesker og Kvæg i saa mange Aar, saa véd man, hvordan de skaber sig, naar der kommer noget i Vejen med de Dele. Det er noget ledt Skab, det med Kærlighed og saadant noget, mens man er i Ungdommens Dage; men siden bryder man sig Fa'en om det, naar man først er bleven gift og skal slide for Kone og Børn; det er der ikke saa farlig en Morskab ved, og saa gaar sgu Blankesværten af Skotøjet.

- Den Præken kan Du gemme til saadan nogle gamle Stabejser, som Du selv er.

- Ja det kan nok være, at Ungdommen ikke kan gøre for'et, sagde Jørgen betænksomt og kløede sig i Haaret under Huen. Men nu skal jeg sige Dig et Alvorsord, Lars Kristensen. Vil hun ikke have Dig?

- Det véd jeg sgu ikke, sagde Lars og tog et Tag i den ene Hests Hoved, som vilde gøre Indgreb i sin Nabos og Kollegas Krybbe, da den var bleven utaalmodig ved at vente.

- Ja, saa vil jeg bare sige, hvad jeg mener. Saadan en indvendig Kærlighed, det er lige bestemt ligesom en Byld. Den værker farlig, mens den trækker til, men det linder mageløst, naar der gaar Hul paa den. Snak løs og sig til Tøsen, ligesom det er! Vil hun saa ikke - ja saa har man dog i visse Maader en Ordenlighed 141 paa Tingen, og saa kommer man dog til Fo'ret igen; men bliver Du ved at gaa, saadan som Du gaar, Lars, saa bliver Du ikke ret længe skrap til at arbejde.

Lars sagde ikke noget, men Husmandens Ord havde gjort det klart for ham, hvad han ikke havde turde klare for sig selv: Han var forelsket i Sofie, og da han ikke turde sige hende det, var baade Humør og Madlyst gaaet fra ham. Det var aabenbart, at Jørgen havde Ret: saadan kunde det ikke blive ved at gaa.

Det blev tidlig og brat, næsten uden Overgang, varm og dejlig Sommer det Aar. Ingen paa Egnen kunde mindes saa tidlig og saa rigelig en Høhøst. Der var saa meget Hø at bjerge paa den store Eng, at man maatte tage Søndagen med til Hjælp. Sofie og Lars havde revet Hø sammen og sat Stakke ude paa Engen. Nu var de komne hjem ved Middagstid. Søren Olsen var ikke hjemme, han var til et politisk Møde et Par Mil fra sin By. Sofies Moster, Jørgen samt Tjenestedrengen havde været til Stede ved Middagsbordet, Lars havde været usædvanlig oppe. Han havde i Anledning af Husbondens Fraværelse tilladt sig at traktere hele Selskabet med Rosiner, Mandler og Svesker, som han havde købt hos Høkeren. Ja han forærede endog Sofie et halv Punds Kræmmerhus Figner, som hun modtog med Rødmen og Tøven, men dog endelig stak i Lommen. Mosteren saa' noget surt til det, men sagde intet. Hendes Surhed svandt dog lidt, da Sofie heldte en fire, fem Figner ud i hendes Forklæde. Mosteren gav sig straks til at spise dem. Tjenestedrengen fulgte hver Bid, hun tog, med lystne Øjne og opspilet Mund.

Lars gik ud af Gaarden gennem Tofteporten. Han kunde ikke begribe, hvad der gik af ham, men han følte sig saa voldsom modig; og alt, hvad han saa', synes han straalede af Lyst og Glæde. Søen laa mørkeblaa i alt det lysegrønne. Luften dirrede af Fuglekvidder. Selv Huskonens Ko, som dens Herskerinde drev til Vands ned til Bækken, havde et usædvanlig livligt Udseende. Tjenestedrengens Raab til Gæssene, hvis røde Næb formelig luede i Solskinnet, gav Ekko. Alt, hvad han kunde øjne, voldte ham Fornøjelse. Han satte sig ned paa den gamle Brønds Rækværk med den høje Brøndvippe over sit Hoved, han slog til Stangen og satte den i dinglende Bevægelse - en to, tre Gange, bestandig stærkere; selv det rustne Jerns Knagen og Hvinen, syntes han, 142 klang helt lystigt. Han fik Lyst til at synge, men hvad skulde det være? Da randt den Vise ham i Hu, som Husmanden Jørgen havde købt af en Kolportør og foræret ham, idet han sagde, at det var noget, han havde godt af at granske i. Han trak den op af Vestelommen, holdt den nede i Skødet og sang:

Hvis Du bær Elskov til en Pige,
ej skal Du gange og sukke og glo,
ganske oprigtig Du skal hende sige:
Hør! skal vi sammen bygge og bo?

Siger hun: Ja, det vil jeg saa gerne!
da skal Du juble af inderlig Fryd,
thi saa vinker der Dig i det fjerne
Løn for dit Indres Elskov og Dyd.

Siger hun nej, saa skal Du græde,
dog ej mer end et Fjerdingaars Tid,
saa skal Du atter i Dansen træde,
søge Dig en, som er mere blid.

Det sidste er noget rigtig Vrævl, raabte Lars, da han havde endt Sangen og slog med den knyttede Næve mod Brøndværkets Rand. Han vendte sig om og saa' Sofie komme ud af Porten og styre hen mod Brønden med en lille Spand i Haanden. Medens hun svingede den frem og tilbage i Jernringen, løftedes hendes Bryst, og Solen tegnede glitrende hvide Pletter paa hendes lysebrune Arme.

- Det er Postelinstøj, sagde Lars igen. Han blev siddende paa Brøndværket, blev ved at se mod Sofie, som lod Spanden falde ned i slap Arm og sagtnede sin Gang, alt eftersom hun nærmede sig Brønden og Lars. Hun blev helt underlig til Mode ved at se den resolutte Mine og det faste Blik, han sendte hende i Møde. Hun havde altid sagt om ham til sine jævnaldrende, der ytrede, at det var en farlig pæn Karl, hendes Broders ny: Ja men det er en dvask Rad. Om det var en diplomatisk Udtryksmaade for at genne mulige Drillerier tilbage, skal jeg lade være usagt. Vist er det, at hun nok kunde lide fra Vinduet at betragte Lars, naar han f. Eks. svang Øksen mod en Knude Brænde paa Huggeblokken i Gaarden: hun fandt Behag i at se det kraftige Hug skære Luften og at høre det taktfaste Fald mod det knasende Knudestykke. Hun havde mange Gange staaet der og set og lyttet, uden at hun gjorde sig Rede derfor. Og nu i dette Øjeblik var det hende ogsaa en Fornøjelse at se den velskabte unge Karl med 143 den ranke Hals, den sunde solbrændte Ansigtsfarve, i de pæne rene Søndagsklæder. Selv hans Fødder saa' ud som en fin Herres i de splinternye Blanklæders Støvler.

Lars's Spænding voksede, da han mærkede, at Sofie nølede med at komme ham nær, men han var sikker paa, at han vilde tale fra Leveren, det maatte saa briste eller bære. Endelig kom hun lige hen til Brønden, men med nedslagne Øjne; der var noget i Lars's Blik, der gjorde hende sky. Hun satte ganske sagte Spanden ned paa Jorden og lod til at vente paa, at han skulde flytte sig fra sit Sæde, thi i Dag vilde hun ikke paa nogen Maade bede ham om at hejse Vand op for hende med Vippen, hvad han saa mange Gange havde gjort; men i Dag - nej ikke paa nogen Maade. Hvorfor? Ja hun vilde ikke have kunnet forklare det, om nogen havde spurgt hende om det.

- Skal jeg hisse noget Vand op til Dig, Sofie? spurgte Lars.

- Nej Tak.

- Hvorfor ikke?

- Ne-j.

- Sikke noget Vrævl. Lars vilde til at gribe efter Spanden, men Sofie tog i en Fart fat i Haandtaget og holdt den med begge Hænder bag ved sig.

Lars bøjede sig hen under hendes Ansigt for at se op under hendes sænkede Øjenlaag. Hun slog dem op i en Fart og sendte ham et Øjekast hurtigt som et Kornmodsblink. Læben kom i Bevægelse, Brystet løftede sig . . . . en Latter brød ud, der farvede hendes Kinder røde . . . . Lars blev ved at skotte op fra neden, men pludselig saa' han to store Taarer pible frem gennem de halvtillukkede Øjenlaag . . . . nu græd hun.

- Hvad græder Du for, Sofie? spurgte han.

- Du kan jo lade mig gaa.

- Ja, men det kan jeg ikke saa godt, Sofie. Det volder det, at jeg holder saa meget af Dig, over det, at Du er den smukkeste Pige, jeg nogen Sinde har set; og jeg vil sige Dig, at jeg er taget hen at tjene din Broder, bare fordi Du er her paa Gaarden, for jeg havde det i alle Maader lige saa godt hisset ovre. Føden var lige saa god, og Manden snakkede dog til Folk og var ikke storsnudet. Saa hvis Du nu vil, saa bliver Lars Kristensen den lykkeligste Karl i Sognet, men hvis Du ikke vil, . . . ja . . . saa kan det være det samme, hvad der bliver af mig.

Sofie havde atter sat Spanden paa Jorden og stod og pillede 144 med den venstre Haand ved en af de vilde Slyngplanter, der snoede sig langt nede fra de vaade Sten i Brønden helt op mellem Rækværkets Tremmer, medens hun med den højre lagde Læg i det stribede Søndagssilkeforklæde. Hun hverken lo eller græd mere, men en ganske smal Stribe Elfenben blottedes bag de røde Læber.

- Jeg tror næsten, Du mener ja, Sofie, raabte Lars og greb efter hendes Haand; men hun trak den tilbage og hviskede:

- Der staar Huskællingen med Koen og glor paa os, og der kommer Jørgen efter Vand.

- Skal jeg saa hisse noget Vand op i din Spand?

Hun lo og sagde:

- Ja nu maa Du nok, Lars.

Og inden Jørgen i sin meget sindige Fart naaede Brønden, røg Sofies Spand med Lynets Hurtighed ned i den paa Stangens Krog og op igen, saa Sofie med sin fulde Spand og Jørgen med sine to tomme mødtes omtrent ud for Vippens Opstander. Jørgen kiggede listig til hende fra sin ene rindende Øjenkrog og smaskede ganske sagte med Tungen. Lars blev siddende, mens Sofie skyndsomt gled ind ad Porten og smøgede sig forbi Hølæsset, der næsten fyldte den helt.

Jørgen stod skrævende, med Aaget paa Nakken lige foran Lars, grinede blot med Øjnene, mens Munden holdt sig alvorlig. Saa sagde han, idet han forsøgte at tale med Fistelstemme:

- Kanske Du vilde hisse noget Vand op til mig, Lavs?

- Havde Du været en ung Karl, i Stedet for at Du er saadant et gammelt Kræ, saa havde Du faaet en paa Kejen, Jørgen Andersen.

- Du er Satans modig og fornemme, sagde Jørgen, men det forta'r sig vel, naar Manden kommer hjem.

- Der fór en Skygge mellem Solen og Lars's Øje, men det var kun et Øjeblik. "Mandens" Hjemkomst stod for ham som noget, der tilhørte den fjerne Fremtid; der var altfor meget at glæde sig over, inden den Tid kom. Han steg ned fra sit Sæde, saa' triumferende ud over Engen, Søen og den fjerne Skov, drejede sig to Gange om paa sin Støvlehæl, følte Trang til at gøre noget flot, huskede saa paa, at han havde en Toskillings Cigar indsvøbt i Papir i sin Vestelomme fra den Gang, han sidst havde været i Købstaden. Den tændte han, pustede blaa Ringe ud i Luften og spankede hen forbi Skolelærerens Bolig, der laa tæt ved Gaarden, og satte lystig sin Hue ned over Hovedet paa samme Embedsmands 145 yngste hvidhaarede Pode, der laa og legede med nogle Kugler, han havde trillet sammen af vaad Jord. Ungen blev arrig, tog Huen af; og da det skulde gaa ud over nogen, kylede han den i Nakken paa sin ældste Broder, der faldt i Staver over sin nye Vogn; men han havde Levemaade; han tog ganske rolig Huen og rakte den til dens Ejermand.

Jørgen Andersen gav sig som sædvanlig god Tid til sit Arbejde; da han havde faaet den første Spand halet op, kløede han sig i Hovedet og talte med sig selv, som følger:

Ja, Ungdommen! Det er noget tosset Tøj. Hvor kan nu nogen Mennesker tro, at saadan en kalkunsk Bonde som Søren Olsen giver sin Søster til en Bolsmands Søn? Og om det ogsaa blev saadan, som de vilde, saa blev Tøsen jo arrig og gal ligesom alle andre Kællinger, naar de bliver lidt til Aars og ikke mere bryder sig om Kælenskab og saadanne Fornøjelser.

Derefter halede han den anden Spand op, trængte atter til en Adspredelse og saa' sig om efter noget, der kunde bruges dertil. Han opdagede nu Husmandskonen paa den anden Side Vejen, der efter igen at have tøjret sin Ko havde sat sig paa Gærdet, strikkende paa en sort Uldhose.

- God Dav, Maren! raabte han.

- God Dav, Jørgen Andersen!

- Det er godt Vejr til Høhøsten.

- Ja, det er det sgu.

- Er jer Mand hjemme?

- Nej, han er sgu itte.

- Det er bedre, I ta'er mig, Maren, for jeg er mere stadig af mig end Per, som er saa udspekuleret til Dokementskrivning, men la'r jer passe Lodden. Per og jeg kan jo bytte Kvinde, men saa kommer jeg vel til at gi' noget i Bytte, for mit Hus er jo jordløst, og Birthe er jo en hel Del ældre end I.

- Vrævl og Sludder har vi nok af, sagde Konen.

- Ja det er sgu sikkert, sagde Jørgen og sukkede, medens han fæstede Spandene paa Aagets Kroge, hvorefter han meget langsomt styrede op mod Gaarden.

Lars havde gjort et langt Slag, helt betaget. Han havde Lyst til at nikke til Træer, Stengærder, Pilehegn, Høstakke og alt, hvad han saa'. Nede paa Engen ved Søbredden laa en temmelig stor Sten. Han rokkede den op, løftede den, saa højt han kunde, vejede den et Par Gange i Haanden, slyngede den ud i Vandet saa langt 146 han evnede, og da efter det vældige Plask Skummet sprøjtede op og funklede blændende i Solen, svang han sin Hue og sang:

Dansken har Sejer vundet, Hurra, Hurra,
Tysken sin Grav har fundet, Hurra, Hurra!

Det lakkede omtrent ad Midaftenstid, kunde han mærke. Nu følte han Appetitten melde sig med hele sit gamle Krav. Da han vilde stryge forbi Hølæsset i Porten, hørte han en sagte Fnisen. Han saa' til Siden, og oppe i det Hjorne af Porten, der næsten var spærret af Hølæsset, saa' han under Vognen et Par Ben, som han ikke kunde tage fejl af. Han skubbede sig hen om Bagsmækken af Vognen, nærmede sig Føddernes Ejerinde, men denne smuttede langs ad Portens lange Væg og sled under sin Bevægelse store Høtotter af, der hang ned over Ansigtet paa hende. Men hun lod, som hun ikke kunde slippe bort. Lars greb hende om Livet, og, skjulte bag Hølæsset, vekslede Kærestefolkene en urimelig Hob Kys. Saa skiltes de ad og gik hver til sin Side uden om Læsset; Sofie ind i, Lars ud af Gaarden.

Lars saa' ikke sin Husbond før den næste Morgen, og Synet af dette store, hovne, tvære Ansigt bragte straks hans Humørs Termometer til at falde adskillige Grader, thi det var lige saa vist, som at 2 og 2 er 4, at Søren aldrig vilde give sit Minde til, hvad han havde for. Den Sfære, hvori han levede, tillod ham nu rigtignok ikke at give Agt paa, hvad der foregik i hans umiddelbare Omgivelse, og der gik et godt Stykke Tid, i hvilken Kærestefolkene stjal sig til adskillige Møder i Haven, hvor de gamle Stikkelsbærog Ribsbuske, der var voksede over Mands Højde, dækkede dem for profane Øjne, i Porte, Vognskure, ja selv i Stalden, hvor Jørgen Andersen, der nu en Gang havde opdaget Hemmeligheden, betragtedes som et uskadeligt, om end stundom generende Vidne ved de Sentenser, han stadig gentog, om Kærlighedens Forkrænkelighed og Forgængelighed, som de unge afviste med haanende Foragt. Jørgen sagde det egentlig ikke paa Dril, men han led af en kronisk Trang til altid at snakke, i Tide som i Utide.

En Formiddag mærkede Lars imidlertid, at der var noget usædvanligt i Luften. Den ellers saa meddelsomme Husmand luskede tavs og sky uden om ham, og talte han til ham, svarede Jørgen kun: Aa, ja saamænd, ja! hvad skal man sige til Verden 147 saadan i det hele? Hvad der fuldendte at gøre Lars uhyggelig til Mode var, at han saa' et Glimt af Sofie i Fadebursvinduet; men i Stedet for et glad tindrende Blik mødte han et alvorligt, og ved nærmere at se til opdagede Lars, at Øjnene var røde og forgrædte. Søren Olsen viste sig ogsaa usædvanlig tidt i Døren og kastede sit Blik om i Gaardens fire Hjørner, og naar det traf Lars, udtrykte det en vis fortørnet Ringeagt. Til sidst gjorde Husbonden sig Ærinder ud i Gaarden, og for hvert af dem rykkede han bestandig nærmere ved Lars, som var i Færd med at vadske en Vogn og give Hjulene Smørelse. Det var den Vogn, Søren Olsen havde brugt Dagen i Forvejen. Endelig kom Gaardmanden helt hen til ham, eftersaa' myndig Arbejdet, derpaa tog han Piben ud af Munden og sagde:

- Fra 1ste Juli maa Du se Dig om efter en ny Kondition.

Bestyrtet lod Lars Svaberten falde ned, og skønt Husbonden allerede havde drejet sig om og langsomt sat sig i Bevægelse i Retning af Stuelængen, rykkede Lars ham i Flanken og spurgte:

- Er der da noget at udsætte paa mit Arbejde? Jeg mente dog . . . .

Søren gjorde en halv Drejning om til Siden, og uden at se paa sin Karl talte han i lige Linie ud i Luften:

- Der foreligger ingen som helst Paragraf i Tyendeloven, der paabyder, at man skal maatevere en Opsigelse til nogen som helst af sine Folk. Dermed er den Diskussejon afsluttet, endt og afskaaren.

Og med længere Skridt, men i samme Tempo fortsatte han sin Gang, indtil Lars saa' hans brede Ryg forsvinde i den aabne Forstues Halvmørke.

Lars gik tilbage til Vognen, tog atter fat paa sit Arbejde med en saa feberagtig Ihærdighed, at Sveden sprak ud af alle Lemmer paa ham, men da han var færdig, drev han Svaberten med saadan en Kraft ind i den aabne Vognport, at Skaftet gik itu mod en Arbejdsvogns Hjul. Saa gik han ud paa Marken for at flytte Heste. Her traf han Jørgen Andersen, der var i Færd med at flytte Kvæget. Det havde længe kogt inden i Lars, nu flød det over og sprøjtede hen over den, der var nærmest ved Haanden.

- Hvad er det for et forbandet Bæst, der har sludret til Manden og faaet ham til at sige mig op? raabte han og løftede truende med Tøjrekøllen.

- Ja, det er sgu itte godt at vide, mumlede Jørgen og vedblev at banke med sin Kølle paa Hovedet af Pælen.

148

- Ja for saadan en kalder jeg en Skurk og en Keltring, vedblev Lars.

- Ja, der kan sgu være noget i'et, mumlede Jørgen ydmygt.

- Og jeg kalder ham en Rasphuskandidat . . . en . . .

- Aa ja saamænd!

- Og en . . . General . . . krigskommissar, brølte Lars i stigende Raseri.

- Nej holdt! det skal Du sgu bevise, raabte Jørgen, rettede sig og holdt Tøjrekøllen ud for sig.

- Naa det er Dig? spurgte Lars, og Forbavselsen slog koldt Vand i Hidsigheden.

- Ja, jeg kom sgu helt uskyldig til'et, og hvis Du vil være en Smule rimelig, saa skal jeg lægge det ud for Dig. Se i Overgaars saa sa'e jeg til Manden, at vi havde faaet Høet godt ind, og det havde han ikke noget at sige til, og det kunde han da heller ikke, kan jeg tro. Og saa sa'e han, at det nok var en hel ordentlig Karl, han havde faaet, og jeg sagde: Ja han er sgu en hel flink Karl; men saa kunde jeg ikke bare mig for at grine, for jeg tænkte paa, hvor utuskeagtig han vilde blive, den Tid han fik at vide, at Du var gode Venner med Sofie, men jeg sa'e jo ingenting. Men se Manden han spurgte jo, hvad jeg grinede af; og jeg sa'e, at det var itte af noget ikke, men Fanden ta' Søren Olsen, han har jo lært af al den Avislæsning at spørge en ud, ligesom Herredsfogden i Sokkeløse gjorde ved Per Kristens, ham, der for fjorten Aar siden boede i det Hus ijævne mit og stak Ild paa'et, og se, jeg blev jo kaldt for Retten og hørte, hvordan Herredsfogden kunde vrikke hele Re'ligheden ud af ham. Se saadan blev jo Søren Olsen ved at vrikke ved mig, og uden at jeg saadan kan oplyse, hvordan det kom, saa fik jeg jo sagt det ene med det andet; og naar jeg først er begyndt med at snakke, ja saa er det, ligesom der var noget levendes inden i mig, der drager og driver mig, saa det ene Ord ta'er det andet. Ja, hun siger jo saa tidt derhjemme, Kællingen, at hun vilde ønske, hun kunde slaa en Prop i Gabet paa mig. Men nu bagefter angrer det mig forskrækkelig, Lavs; men ser Du, det kunde jo alligevel aldrig være blevet til noget med Dig og Sofie, saa enten det skete før eller efter Mikkelsdag, kan jo være det samme.

Lars stod et Øjeblik og kæmpede med sig selv, saa smed han Tøjrekøllen. Jørgen havde for længe siden ladet sin synke. Men Hidsigheden kogfe igen op i Lars; med et Spring var han inde paa Livet af Husmanden og havde Haanden fast om hans Strube.

149

- Vil Du sla' en gammel Mand, Lavs Kristensen? sagde Jørgen med halvkvalt Stemme og saa' helt rolig og alvorlig paa Lars. Denne slap ham og vendte sig bort. Husmanden gav sig til at græde.

- Hvad Fanden! Vil I slaas? lød en pibende, høj Stemme et Stykke nede paa den Gangsti, der gik over Engen.

- Nej, nu skal jeg sige Dig Per Ni'len, hvordan det er med de Dele, sagde Jørgen, for hvem et nyt Skriftemaal var en stor Lindring, og med en Omstændelighed, der langt overgik den, vi kender fra Fortællingens første Redaktion, sagde han alt "li'som det var".

Den tilkomne var en lille, spinkel Mand med smaa fiffige, plirende brune Øjne, et smalt fint Ansigt, der egentlig ikke gjorde Indtryk af at tilhøre en Bonde. Han talte heller ikke i Dialekt. Han hørte ganske rolig, smilende paa det hele og nikkede af og til med Hovedet.

- Se, Du forstaar Dig jo ogsaa paa Politikken, endte Jørgen Andersen; men ved de Dele er der vel ikke noget at gøre for Lars.

- Ne-ej, sagde Per Nielsen og kløede sin Arm, mens han samtidig grinte fiffig. Du skulde se til den rødbrogede derhenne Jørgen, hun er ved at faa Tøjret om det ene Forben.

Da Jørgen var gaaet, saa' Per Nielsen et Øjeblik paa Lars og sagde:

- Du kunde se over til mig i Aften sent, naar det bliver mørkt, men taler Du om det, saa er det ingen Nytte til.

Der var en mystisk Sikkerhed i hans Tone, som imponerede Lars. Han vidste, at denne Husmand ogsaa nød stor Anseelse som Politiker, rejste med hans Husbond til Møder og Valg, tidt havde hemmelige Konferencer med ham og gik for en af hans ivrigste Agitatorer for hans kommende Valg. Han listede sig ogsaa ud af Gaarden samme Aften, over Vejen, thi Per Nielsen var Ejer af det Hus, der laa lige over for Søren Olsens Gaard. Det var hans Kone, hvis flygtige Bekendtskab vi gjorde, da hun paa hin for Lars saa betydningsfulde Aften drev sin Ko til Vands.

Da den lille, spinkle Husmand havde talt med Lars, der hidtil havde været en tavs Tilhører, men hvis Forbavselse stadig var stegen, udbrød han:

- Men jeg troede, at I var Søren Olsens bedste Ven i Politik.

Den lille Mand saa' sig spejdende og lyttende om i Stuen; derpaa hviskede han: 150 - Det Fæ, den forædte dvaske Stud. Ja fordi han sidder kvit og frit i den gode Gaard, saa er han den eneste Bonde her i Kredsen, som de kan blive enige om at sætte ind i Tinget. Men jeg hjælper ham bare, til den Tid kommer, da en Mand af det ægte Folk (her slog han sig for Brystet) kan bane sig Vejen. Vor Tid kommer ogsaa, Lars Kristensen. Ja den Tid, da det ikke kommer an paa Hartkornet, men paa det der (her pegede han sig paa Panden). Naar vi kører om til Møder, saa sidder han og en anden Gaardmand i Agestolen. Jeg kan ligge bag i Vognen som en Kalv eller et Svin. Han æder i Gæstestuen i Kroerne. Jeg kan gaa ind i Kælderstuen og - pst - vi har ingen Vidner - siger Du til nogen, hvad jeg siger Dig, Lars, saa bander jeg mig ned i det sorte Helvede paa, at det er Løgn. Søren Olsen kan ikke sætte to Ord sammen i Hovedet. Jeg skriver alle hans Taler, for jeg har som Dreng været paa Skriverstuen paa Højbygaard, og havde den gamle Forvalter levet, havde jeg kanske nu været Prokurator. Og saa giver den forædte So, Søren Olsen, mig en Rigsort for en Tale, der varer næsten en halv Time. Men nu tier Du stille, passer dine Sager og tager bort den første, hører Du? og saa gør vi, som jeg har sagt. Honoraret kan Du selv bestemme. Det kommer vi nok ud af, for Du ser mig ikke ud til at være en Knovser.

- Nej, sagde Lars, dersom det hele gaar godt, saa kan vel en - ja - lad os se - 10 Daler ikke være for meget.

- Det synes jeg heller ikke 15 vilde være, sagde Husmanden flot henkastende.

- Aa nej saagu'. Men saa bliver det ved det?

- Ja vel.

- Med drævende Værdighed og en vis prædikeagtig Patos holdt den lykke Søren Olsen sin Tale fra Tribunen, der var slaaet op i den øverste Ende af Dragonernes gamle Ridehus i Købstaden G. Han var flankeret af Valgbestyrelsens Medlemmer: Byfogden, der med distræt Fornemhed kun halvt hørte efter Sørens politiske Konfessioner, som han betragtede som altfor elementære for en videnskabelig Jurist, et Par Borgere fra Byen, der meget nødig vilde have en hvilken som helst Bonde ind i Tinget, men, naar galt skulde være, dog foretrak en velstaaende Gaardmand for en Husmand, som Nabokredsen maatte nøjes med, og endelig sad en 151 Gaardmand samt vor nye Bekendt, Husmanden Per Nielsen paa Tribunen. Søren endte sin Tale:

. . . Og ligesom jeg altid har haft til Princip: Alt for Folket og alt ved Folket. Som mit Program er Folkelighed og Lighed i videste Udstrækning, saa skal jeg, hvis mine ærede Medborgere betror mig det i mine Øjne hæderfuldeste Hverv af alle, Pladsen i det folkevalgte Ting, virke af yderste Evne til, at Grundlovens Friheds- og Lighedstanker skal blive virkelige og træde fra Papiret ud i Livet.

De behørige "Hør" og Hurraer fulgte efter, medens Søren Olsen tørrede Sveden af Panden med sit store rødtærnede Lommetørklæde og med tunge Trin steg ned ad Talerstolen, hvis improviserede Trætrappe knagede under hans vægtige Korpus. En opmærksom Spejder vilde have opdaget, at den paa Tribunen tæt ved Talerstolen siddende Husmand Per Nielsen blinkede ganske sagte til en gammelagtig, svær, købstadklædt Mand, der stod lige nedenfor, men som øjensynlig hidtil kun havde skænket Valghandlingen en flygtig Opmærksomhed. Da derfor Byfogden i Egenskab af Ordstyrer spurgte, om nogen ønskede Ordet, udbad den nysnævnte Borgermand sig det. Alle, der kendte ham, blev først forbavsede, thi Murmester Lars Kolbe havde aldrig vist sig synderlig ivrig for Politik. Dernæst smaalo de, thi samme Kolbe var bekendt som en stor Pudsenmager, der sjælden lod nogen Lejlighed gaa tabt til at drive sine Uglspilstreger, om hvilke der gik mange Frasagn i By og Omegn, især fra den forrige Byfogeds Tid, da Kolbe var Borgerrepræsentant.

- Murmester Kolbe har Ordet, sagde Byfogden, og den gamle Murer steg op paa Talerstolen, saa' omkring sig med sine svedne smaa Øjne, kastede et Sideblik til Valgkankidaten, der i stor Spænding havde fæstet sine store, dvaske, fremstaaende Koøjne paa ham.

- Ja, se jeg er nu en gammel Borger, sagde han, som ikke altid saa rigtig kan følge med Tiden, og som er opdragen i den Tro, at en Justitsraad er mere end en Kancelliraad og en Gaardmand mere end en Husmand. Men jeg har en svær Respekt for, hvad man nok kalder Konsekvens - om Forladelse Hr. Byfoged, hvis jeg udtaler det galt - (Byfogden henkastede fornemt: Det er rigtigt nok) og derfor vil jeg, naar Valgdagen kommer, opfordre alle mine Medborgere til at give Gaardmand Søren Olsen deres Stemmer; for naar man véd, hvor haardt det falder for en Gaardmand at tage en til Svoger eller Svigersøn, som ikke er kommen 152 af Gaardmandsfolk, saa siger jeg: Ære være den Mand, der tør vise sin Frisindethed i Gerning, som Søren Olsen, der, som De alle véd, er Ejer af en stor Selvejergaard, men alligevel har tilladt sin eneste Søster at gifte sig med hans Karl, Lars Kristensen, som er en Bolsmands Søn. Ser De, mine Herrer, det kalder jeg Frisind og Mod til at være sin Overbevisning bekendt, og derfor udbringer jeg et nifoldigt Hurra for vor Valgkandidat, den i Ordets sande Betydning frisindede Søren Olsen.

Et endeløst Brøl, en fanatisk Jubel hilsede disse Ord, medens Genstanden for dem, den ulykkelige Søren Olsen, stod med skrævende Ben og gabede maalløs og forstenet ud over Auditoriet, og da Mureren, efter at være stegen ned fra Talerstolen, rystede hans Haand, lod Søren sig behandle som en livløs Genstand. Han var nær ved at synke i Knæ og holdt sig fast ved Rækværket paa Tribunen, og hvert nyt gentaget Jubelraab for ham var som et Stik af en Høtyv i hans tykke Mave. Den første Tanke, der banede sig Vej gennem hans Hjernes Taage, var at gaa op paa Talerstolen igen og erklære det hele for Løgn. Men da det kom til Stykket, turde han ikke. Han nærmede sig Husmanden og hviskede:

- Hvad skal jeg gøre, Per?

- Ja der er sgu ikke det mindste at gøre ved. Det Offer maa I bringe Politikken, Søren Olsen.

- Nej Satan . . . .

- Ja se nu, Søren Olsen, saa bliver I vist ikke Rigsdagsmand, for saa mister I straks den gevaltige Popularitet, som I fik i dette Øjeblik.

- Den Murer er dog den største Rakkerhund . . . . .

- Ja det er sikkert, sagde Per Nielsen, det er en udspekuleret Gavtyv.

- Ja jeg gør det lige godt, Per, jeg siger, at det er Løgn af Mureren.

- Ja haardt er det; men jeg kan huske fra den Tid, jeg gik til Læsning sammen med Forvalterens Børn, at i gamle Dage var der en Mand, der lod sine to Sønner halshugge for at redde Friheden. Nu kommer I sgu til at ofre Sofie; men hun gaar nok endda ikke saa nødig til Skafottet, for Lars Kristensen lader hende nok beholde Hovedet.

Folk var i Færd med at sprede sig, da ingen yderligere forlangte Ordet. Lars Kolbe havde rolig tændt sin korte Pibe og stod og røg der henne i Porten med Ryggen støttet mod Karmen.

153

Da Søren Olsen og Per Nielsen skulde til at passere forbi ham vekslede han et Forstaaelsens Øjekast med den sidste og sagde:

- Naa Søren Olsen, Deres tilkommende Svoger er hjemme hos mig, han kan vel køre hjem med Dem?

Murerens listige Øjne fikserede den tykke Gaardmand paa den mest irriterende Maade. Søren søgte at lægge Foragt i sit Blik. Mureren forlod sit Støttepunkt og lagde sin Haand paa Søren Olsens Skulder.

- De skal takke mig til, Søren, sagde han, at jeg sagde det før.

- Nej hør, sagde Gaardmanden, nu bliver det sgu lovlig galt; saadan en . . . . .

- Stop, stop, Søren Olsen! Her leverer jeg Dem et Stykke, der var sendt ind til Avisen her i Byen, som min Søstersøn jo trykker. Læs det! Eller vil Du læse det, Per Nielsen.

Per tog Manuskriptet ud af Murerens Haand og læste med ondskabsfuld skarp Betoning:

Medborgere! Vogter Eder for Frihedens falske Venner! Af deres Frugter skal I kende dem. En saadan falsk Ven af Friheden er Gaardmand Søren Olsen, en af de værste Bondearistokrater i Egnen, og ham skal vi vælge til Folketingsmand! Han finder det under sin Værdighed at tale til sine undergivne; han tager knap Hatten af for den Husmand, der bukker dybt for hans fyldte Lomme; ja han vil knap være bekendt at sidde i Agestol eller spise i Stue sammen med den Husmand, om hvem det er en offentlig Hemmelighed, at han forsyner ham med alle hans politiske Talemaader, ja endogsaa skriver hans Taler for ham. Søren Olsen er en uvidende hovmodig Mand; det erklæres herved paa Ære og Samvittighed af
En Demokrat.

- Det er Satans godt skrevet, sagde Mureren og saa' Per Nielsen stift i Øjnene, det er næsten lige saa godt lavet som Søren Olsens Tale; men det vilde jo have ruineret Søren Olsen, selv om det er Løgn, og det er det vel?

- Ja hvert et Ord, svarede Per.

- Ja jeg fik jo min Søstersøn til at lade være at trykke det indtil videre, og nu da Søren Olsen lader sin Søster faa Lars, som siden den første har tjent hos mig, saa er jo alt i Orden.

154

- Der er ikke noget ved den Ting at gøre, Søren Olsen, bemærkede Per Nielsen.

- Ne-j, sagde Søren med fortvivlet Resignation og styrede op ad Gaden uden at se efter, om de to andre fulgte ham.

- Lars Kristensen kommer til at bede os to med til Bryllup, sagde Murmesteren til Per.

- Ja det er sikkert, svarede denne og fulgte hjem med Mureren, vis paa, at han kunde faa pilket en Femdalerseddel til hos den lykkelige Elsker, og inderlig smigret ved den Ros, som Mureren havde tildelt hans hemmelige litterære Bedrifter.