Sten Rasmussen Sophus Schandorph

Fra Provinsen. Fortællinger og Skizzer, Fem Fortællinger og Novelletter

Som allerede nævnt var det mødet med den nyere russiske og franske realisme, der forberedte, og Georg Brandes, der fuldbyrdede Schandorphs forvandling fra efterromantisk lyriker til realistisk prosaist. Gennembrudsbøgerne blev novellesamlingerne Fra Provinsen. Fortællinger og Skizzer (1876) og Fem Fortællinger (1879), hvortil slutter sig Novelletter (1882). Alle tre bøger giver friske folkelivsbilleder fra købstad og landsby med et rigt varieret typegalleri. Af indholdet er der grund til at fremhæve den stilfærdigt berettede bondefortælling "Et Levnedsløb fortalt paa Kirkegaarden" (F I 253 ff.) og "En fattig Drengs Ungdomseventyr" (F I 155 ff.) begge fra Fem Fortællinger. Den sidstnævnte er en let omskrivning af vennen, redaktør Chr. Jørgensens livsløb. Han virkede ved Lolland-Falsters Stiftstidende og var Det Moderne Gennembruds mand i provinsen.

Hovedstykket blandt alle disse fortællinger er imidlertid "En Enkestand" (F I 1 ff.) fra den første samling, hvori en kernesund og livsåben skovriderenke bliver kortvarigt betaget af en erotisk forsulten præst og hans klamme åndelige forførelseskunster, men sluttelig befries af en rask og resolut forvalter med begge ben på jorden.

Fortællingen introducerer et hovedmotiv, der præger Schandorphs prosa gennem de følgende år: det livsfjerne, utilpassede, akademiske jernhoved, der søger bekræftelse hos kvinden via intellektet, men kommer ynkeligt til kort over for mere handlekraftige og varmtfølende mænd fra det praktiske liv.

Uden Midtpunkt

Netop dette tema spilles ud i Schandorphs første større skønlitterære satsning, romanen Uden Midtpunkt (1878), som for størstedelens vedkommende er skrevet i Rom. Handlingen foregår i begyndelsen af 1860'erne. Hovedpersonen er cand.phil. Karl Albrecht, en studenterforeningstype fra de nationalliberales dage og ved romanens begyndelse huslærer på herregåden Lungelse. En ordgyder udstyret med et titanisk akademikerhovmod parret med solide mindreværdskomplekser. Han råder desuden over en lille sangstemme og et beskedent poetisk talent, og med disse aktiver besnærer han både grevinden og den unge komtesse, indtil de begge i tide erkender hans hule gemyt og holdningsløse karakter.

I København har han således flirtet med radikale ideer, men da han støder sammen med sin rival, ingeniøren Otto Holm, der er den nye tids mand, forleder denne ophedede situation ham straks til at affyre følgende blomstrende tirade:

(RF I 140)

Det er en replik, der nok formår at kildre de aristokratiske damers øren, men den nøgterne Otto Holm har snart taget bestik af sin modstander og karakteriserer ham efterfølgende (utvivlsomt med forfatterens fulde tilslutning) således:

(RF I 156)

Mod slutningen af romanen opstår der imidlertid en situation, der kræver andet og mere end luftig skønsnak. En aften holder herskabet fest; men nede på gården styrter en brønd under udgravning delvis sammen, hvorved to arbejdsfolk kommer i livsfare. Den selskabsklædte komtesse, der sammen med begge sine kjoleklædte tilbedere er ilet til ulykkesstedet, får da lejlighed til at anstille en slags mandjævning mellem Otto, som gør sig til leder af redningsaktionen og med "et Par haarrige Arme med forsvarlige Muskler og Sener" bearbejder afstivningstømmeret "med en Hurtighed, saa Øksebladets Form flød sammen i noget ubestemmelig blinkende, der susede gennem Luften", og den forvirrede Albrecht, der nøjes med at spørge hen i vejret, om "der ikke [kan] anbringes ... en Sprøjteslange med Luft ned til dem" (RF I 161).

Efter mændenes redning må den slukørede Albrecht tage flugten fra Lungelse og vende hjem til sine drømmerier på sofaen i det ensomme værelse i København, alt imens Otto Holm hjemfører komtessen og driver Lungelse op til et mønsterbrug.

Tre år senere lader den driftige fremtidsmand sin uheldige rival ansætte som lærer på sin nyoprettede landbrugsskole i en fynsk landsby, hvor han har købt sig endnu en gård. Hermed tænder romanen - trods "ingenlunde ugrundede Betænkeligheder" - et spinkelt håb om, at den leddeløse informator "Om han end tegner til at blive en Særling" måske dog er "reddet for Samfundet" (RF I 184).

Uden om denne erotiske trekant har Schandorph grupperet et broget galleri af figurer. De mandlige adelige på godset er småstupide og harmløse typer fra vaudevillens og Hostrup-komediernes univers. Der er også en præst, der som herskabets åndelige vejleder og husven er delt mellem kaldets strenge fordringer på den ene side og mere verdslig-poetiske tilbøjeligheder og forkrampede erotiske lidenskaber på den anden. Deres farceprægede intellektuelle hanekampe med Albrecht rummer billeder af 1860'ernes æstetiske overfladiskhed tilsat reflekser af 1870'ernes kulturradikale tankegods.

Mest overbevisende og noget mindre karikeret er skildringen af karlekammerets beboere, Poul Kudsk og staldkarlen Rasmus, som snobber opad mod herskabet og skumler over den socialt frit i luften svævende informator, der formaster sig til at føre kultiverede samtaler ved grevens bord uden selv at være "født".

Det var Turgenjev-romanen Rudin (1856)som inspirerede Schandorph til at skrive bogen, der som sjælemaleri dog i ingen henseende kommer blot i nærheden af forbilledets niveau. Også slutningens ganske vist yderst forbeholdent markerede optimisme omkring den handlingslammede fantasts fremtid og livsmuligheder ligger på milevid afstand af sortsynet hos den russiske forfatter, der lader sin midtpunktsløse helt dø en fuldstændig perspektivløs og tilfældig død på en barrikade under opstandene i Paris i 1848.

Unge Dage. Fortælling paa Vers

Unge Dage. Fortælling paa Vers (1879) er en mislykket historie i 24 sange. Hovedpersonen, den unge Krage, er som Albrecht en Erasmus Montanusfigur med opstyltede ideale længsler og ufordøjede moderne tankegange. Som livsprojekt vælger han efter en omtumlet tilværelse herhjemme at grundlægge en frisindet mønsterkoloni i det fjerne Sydamerika, hvorfra Danmarks ungdom med tiden skal hente en tiltrængt kraftfornyelse. Men den troskyldighed, hvormed forfatteren kører dette hjernespind i stilling, vil den tænksomme læser nu nok have nemmere ved at sympatisere med end lade sig overbevise af.

Smaafolk og Thomas Fris's Historie

Her ved indgangen til 1880'erne er Schandorphs frigørelse fra senromantikkens æstetik og idealer ved at være et overstået kapitel. De følgende værker viser klart, hvorledes han som virkelighedsskildrer nu får fast grund under fødderne og i sin tegning af provinsens og storbyens miljøer opnår voksende sikkerhed og autoritet. Efterhånden får han også lidt bedre hold på sin tilbøjelighed til at lade komikken hos sine folkelige skikkelser gå i selvsving.

Flere af dem, der har beskæftiget sig med Schandorphs forfatterskab, har opholdt sig ved den ukritiske og stedvis naive måde, hvorpå han ynder at fremlægge og forkynde radikalismens glade budskaber, og det må også erkendes, at han just ikke hører til de realister, der - med Herman Bangs ord - lader forfatteren forsvinde bag sit billede og betror læseren arbejdet med selv at uddrage fortællingens morale.

Men han så sig selv som frontkæmper i en kulturkamp, det var en livssag for ham at vinde, og det er vel også på sin plads at tilføje, at det sympatiske ved hans forfatterskab netop ligger i, at han ville noget med det, han skrev. Karakteristisk er det desuden, at der, hvor hans hang til skoletro agitation og polemik helt udebliver, sker det ikke så sjældent, at fortællingen kammer over i ren almanakagtig underholdning.

I 1880 udsendte han Smaafolk, der af Georg Brandes blev udpeget som hans bedste roman. Den er inspireret af brødrene Goncourts Germinie Lacerteux (1865) og Zolas L'assommoir (1878), men borer ikke ned i disses pessimistiske dvælen ved arvens og miljøets psykiske ødelæggelser. Tværtimod er den en opbyggelig og livsbekræftende fortælling om tjenestepigen Frederikke, der i kraft af sunde instinkter overlever mødet med storbyens barske tilskikkelser og sammen med to solidariske og hjertevarme kvinder af sin egen klasse får opbygget et menneskeligt og økonomisk holdbart grundlag for sin eksistens.

Den personkreds, der omgiver hende, er uden skurke, men har sine humoristisk og livagtigt tegnede narre. Harmløse, let forkomne og i grunden brave småborgere med vingeskudte kunstnerambitioner og uindfriede sociale og erotiske lykkedrømme - men gode nok til at flytte sammen i den ejendom, der i bogens slutning bliver rammen om et bæredygtigt fællesskab imellem dem. Strategen bag dette projekt er en lidt ældre jordemoder, der qva sin ubesvarede forelskelse i en intellektuel reservelæge på fødselsstiftelsen er kommet i kontakt med radikalismens tankegods og John Stuart Mills bog On the Subjection of Women (1869; da. overs. samme år ved Georg Brandes: Kvindernes Underkuelse) om kvindens undertrykkelse og nu omsætter de moderne ideer til praktisk virkelighed. Livet kan lade sig gøre, men:

(RF I 355 f.)

Den store roman Thomas Fris's Historie (1881) har et videre sigte og synes umiddelbart at være selve opfyldelsen af Georg Brandes' vision om at placere Schandorph som den centrale samfundshistoriske beskriver af Frederik den VII's Danmark. Bogen havde dog været længere tid undervejs og var påbegyndt allerede i forfatterens gæringsperiode, inden han for alvor blev vundet for Det Moderne Gennembruds ideer. Det mærkes især på to måder. For det første ved, at den efter sit anlæg står nærmere ved en gammeldags dannelsesroman à la Goethes Wilhelm Meister (1795-1829) end ved Balzacs og Zolas samfundspanoramaer. Og dernæst ved, at kompositionen er blevet alt for bred og udflydende, som om romanen først i anden del bliver klar over, hvor den egentlig vil hen.

Fortællingen foregår i nationalliberalismens glansperiode fra 1848 til 1864 og ender med et udblik til denne bevægelses politiske og kulturelle afvikling i 1870'erne. Helten er den unge Thomas Fris, der som søn af en nedgroet landsbydegn og en overspændt romantisk gøglerske gennemvandrer en række læreår, der åbner med barnlige fantasilege, men fører ham videre gennem et virkelighedskursus som diskenspringer hos en provinsbykøbmand og et par livsfaser præget af studenterhovmod og urealisabelt digterdrømmeri til en afklarende læsekur i moderne litteratur og filosofi.

Efter denne dannelsesrejse, der ideologisk bevæger sig fra højre mod venstre, er han omsider klar til at indtage sin plads i samfundet som jordbruger og friskolelærer i naturfagene blandt sin hjemegns bønder, der på romanens sidste side endda vælger ham til deres repræsentant på tinge, og fra denne overskuende platform kan han da runde sin historie af med at konstatere, at

(RF II 413)

Romanen kan trætte ved sin bredde og sine mange vidtløftige polemiske ræsonnementer, men den rummer samtidig - som næsten altid hos Schandorph - underholdende episoder og veltrufne iagttagelser og giver den udholdende læser et udmærket indblik i periodens ideologiske problemstillinger og kampe.

Et Aar i Embede

Som åndstype var Schandorph et barn af datidens latinskole med dens græsk-latinske dannelsestradition tilsat en solid portion konserverende kristelig moralisme. Han besad i fuldt mål førstegenerationsakademikerens stolthed over sin omfattende og møjsommeligt tilegnede lærdom, hvad man navnlig kan se af hans til naivitet grænsende glæde ved overalt i sit ellers meget folkeligt anlagte forfatterskab at servere læseren en veritabel syndflod af eksklusive (og tit uoversatte) citater fra klassisk og nyere filosofi og digtning.

Men som det moderne menneske, han også var, savnede han på ingen måde blik for, at det traditionelle dannelsespensum trængte til kraftig revision. Hvad der imidlertid navnlig foruroligede ham, var, at latinskolen fortrinsvis rekrutterede sit personale blandt administratorer og lærerkræfter, der ikke plagedes af sans for den gamle dannelseshumanismes frigørende potentialer og desuden negligerede snart sagt enhver faglighed baseret på nutidig viden. Netop dette gjorde i hans øjne gymnasiet til hjemsted og udklækningsanstalt for sindelagskontrollerede og systemtro arbejdere i det estrupske embedsværks vingård.

Dette kritisk-pessimistiske syn på datidens latinskoledannelse nedlagde Schandorph i den lille roman Et Aar i Embede (1883), som hører til hans bedste bøger. Hovedpersonen er en ung teolog, og præstesøn ved navn Erik Holmberg, der under indtryk af de nye tendenser i tiden er kommet i konflikt med sin kristentro og derfor giver afkald på præstekraven og i stedet søger ind ved skolevæsnet. Da hans åndelige desorientering er for stærk tobak for hans københavnske skoleleder, forsættes han til en latinskole i provinsen, hvor man mere uforstyrret af hovedstadens skadelige impulser formodes at kunne bringe ham tilbage på den rette vej. Ulykkeligvis besidder den unge timelærer hverken karakterstyrke eller intellektuel kraft til at overleve sit barske møde med det bigotte købstadsmiljø, han er havnet i. Både i rektorboligen, på lærerværelset og ude i byen hersker en beklumret småborgerlig atmosfære præget af autoritære magtmekanismer, lakajagtig ideologisk følgagtighed, kvindeundertrykkelse, seksuel dobbeltmoral, snobberi og andre indskrænkede former for menneskeligt samkvem.

Han dør derfor i tragisk åndelig isolation, konkret som følge af en lungebetændelse, han har pådraget sig ved at redde et barn op fra en våge i isen, men reelt, fordi hans livsvej er endt blindt, mens hans fortvivlede mor ved dødslejet forgæves famler i sin egen hukommelse og i hans mange bøger for at finde et styrkende citat, han kan tage med sig ud i intetheden. Sikkert tilsigtet kommer situationen ved dette sidste til at lede læserens tanke hen på fru Alvings "håndsrækning" til sin døende søn i Henrik Ibsens Gengangere (1881).

Skovfogedbørnene

Skovfogedbørnene (1884) griber tilbage til det zolaske tema fra Smaafolk med den sunde, blussende provinspige, som møder storbyens fristelser bl.a. i form af erotiske tilnærmelser fra mere eller mindre anløbne småborgerlige tilbedere, der tiltror sig let spil med det lille Guds ord fra landet. På linje med tjenestepigen Frederikke fra Smaafolk finder dog også hun frem til en jævn og rolig livslykke, idet hendes barndomsven, som hun forlod ved sin flugt til København, har benyttet tiden, mens han håbede på hendes tilbagekomst, til at berede et eksistensgrundlag for dem begge ved - bistået af en sympatisk radikal skolelærer - at læse til student med henblik på en senere karriere som landmåler. Da alle trængsler omsider er udstået, kan de to unge da også mødes i romanens slutning, hvor det hedder :

(RF II 426 f.)

Isoleret betragtet minder et sted som dette måske nok adskilligt mere om 1860'ernes 'skolelærerforfattere' (Thyregod og Zacharias Nielsen) end om tonen hos samtidens franske naturalister, men i kraft af den træfsikre psykologiske realisme, der præger tegningen af bogens vigtigste personer, er den alligevel en kunstnerisk vederhæftig gennembrudsroman.

Novelleudgivelser 1885-1901

Både i stofvalg, tematik og udførelse præges Schandorphs modne novellistik af de samme træk, som kendetegner hans romaner, hvorfor man selv med en detaljeret gennemgang af den næppe vil kunne føje væsentligt nyt til det samlede billede af forfatterskabet, som her søges givet.

Fra 1885 stammer novellebindet Fremmed og hjemligt, der set under ét med de følgende samlinger Sex Fortællinger (1886), Fra Isle de France og fra Sorø Amt (1888), Fra Udlandet og fra Hjemmet (1890), Paa Rejse (1891), Alice og andre Fortællinger (1895) samt Fortællinger (1898) og Sidste Fortællinger (1901) blander motiver hentet fra forfatterens arkivstudier og udlandsrejser med hjemlige genrebilleder, interiører og karakterbilleder især fra provinsens småstæder og bondelandet.

Til den første kategori hører nogle historiske fortællinger som fx "Carlo Gozzi i Sacchis Trup" (F II 1 ff.) og "Den store Mademoiselle", (F II 169 ff.), der beskriver en skikkelse fra Ludvig XIV's hof. Men der er også læseværdige nutidige folkelivsbilleder fra Frankrig, Italien og det italienske Tyrol.

I den anden kategori møder vi titler som fx "En Københavnstur i gamle Dage" (1885) (F II 121 ff.), "En Oldenborregrosserer" (1885) (F II 143 ff.) og "En "behagelig" Juleaften" (1890) (F II 161 ff.). Særlig værd at bemærke er den lille veldrejede naturalistiske novelle "Et Glimt" (1886) (F II 105).

Det gamle Apothek og Birgittes Skæbne

Sideløbende med disse mange novelleudgivelser fortsatte Schandorph med megen udholdenhed sin lange række af romaner. Når alt kom til alt, frembød den bredere form de bedste muligheder for ham til at udfolde og nuancere det tidsbillede, han ønskede at levere, om end den også gav plads til de vildtvoksende stilistiske unoder og kompositionelle sidespring, der af og til fulgte med, (jf. fx Henrik Pontoppidan i Politiken 3-4.12.1888 om romanen Birgittes Skæbne).

Det gamle Apothek (1885) er imidlertid et godt eksempel på den modne og særdeles velstrukturerede roman, som Schandorph kunne skrive, når han var bedst. Den foregår i et lillesamfund under hastig forandring, en småstad et sted i provinsen, hvor gamle patriarkalske livsformer må vige for nye, og traditionsbundne økonomiske strukturer falder sammen under presset fra den opkommende industrialisme.

Gennem generationer har familien Pramman drevet deres velkonsoliderede monopolforretning i byen, men nu udkonkurreres den ubønhørligt af moderne materialistudsalg, der forsyner forbrugerne med præfabrikerede medicinalprodukter til billigere penge. En fremskridts-betaget provisor, som den affældige sidste ejer har i sit brød, vil imidlertid ride med på tidens bølge efter amerikansk recept. Han kaster derfor sine øjne på familiens kapital, som han vil investere i et industriforetagende under hans ledelse og prøver først gennem overtalelse og siden ved at stikke ild på apoteket at få kontrol over den. Den gamle renæssancebygning nedbrænder til grunden, men den geskæftige provisors forsøg på forsikringssvig afsløres, og den gamle apotekers for længst voksne barnebarn Fanny, som er romanens hovedperson, overtager derefter den del af formuen, der er hendes. Men som i Ibsens skuespil Et dukkehjem (1879) har hun som kvinde ikke umiddelbart ret til at disponere over sine pengemidler.

Fanny har i romanens første del været igennem et trøstesløst ægteskab med en selvnedbrydende sværmerisk-idealistisk præst, der dog har formået at åbne hendes øjne for betrængte menneskers nød og elendighed. Samtidig har hun på egen hånd gennemgået en intellektuel modning og selvstændiggørelse ved hjælp af moderne læsning. Da hun omsider ved romanens slutning bliver frigjort fra sin økonomiske formynder, en kuriøs halvintellektuel forstærkningskaptajn og veteran fra Treårskrigen (1848-50), opretter hun en skole for fattiglivets børn og indgår en aftale med en sympatisk tidligere ansat farmaceut ved navn Vismann, der er i færd med at starte en fabrik, og som hun hele tiden har haft et godt øje til: hun overlader den praktiske forvaltning af formuen til ham, men på betingelser indeholdt i følgende løfterige filantropisk-erotiske kontraktforslag:

(RF IV 250 f.)

Birgittes Skæbne (1888) skildrer en bondekvinde gjort af helt tømmer og hendes kamp for at slå sig igennem tilværelsen som enlig mor i købstaden efter en række ublide stød, som hendes pengegriske bror og en karakterløs slapsvans i bogens første del har tilføjet hende hjemme i landsbyen. Den sidstnævnte under devisen: "Intelligensen giver Ret til Forførelse." (RF IV 339 )

Bogens hændelsesforløb er ikke tragisk. Det berettes enkelt og helt uden ideologisk brod, og interessen samler sig foruden om hovedpersonen især om de sikre portrætter af Birgittes bror, den kalkunske og havesyge storbonde Hans Peter Korneliussen, og et par skånsomme, kuriøse særlinge inde i købstaden, der holder hånden over den ukuelige heltinde, da det kniber mest.

Stillelivs-Folk

Den litteraturhistorisk med urette oversete roman Stillelivs-Folk (1889) er en psykologisk overbevisende skildring af en købmandsdatter i en provinsby, hvem livet går forbi. To unge akademikere, en forststuderende praktiker og en idealistisk teolog uden alt for megen jordforbindelse elsker den smukke Johanne, der længe har drømt om at blive udfriet fra sit trange miljø og komme "ind i en Kreds, hvor Aand var alt, hvor der var Poesi, hvor der var ... det, som en ung Sjæl længes efter" (RF V 86). Hendes hu står derfor mest til teologen, Karl Hellmann, men deres mulige forlovelse torpederes af hans entreprenante moster, der optræder som en tyr i det bigotte lillesamfunds glasbutik og gør skandale ved at lege Kirsten Giftekniv på de unges vegne. Forskræmt trækker den vege Karl sig derefter tilbage og frister romanen igennem en halvvejs forhutlet tilværelse, først som ørkesløs studerende, siden - efter et Pariserophold - som småfordrukken timelærer og Jean de France-agtig gadeoriginal i København. Til sidst i romanen får han dog mere hold på sig selv og vender tilbage til provinsbyen som fransklærer på det stedlige gymnasium.

Her møder han på ny Johanne, der i mellemtiden har været igennem et ulykkeligt ægteskab med den brave og selvopofrende, men intellektuelt lidet bevandrede forstmand Andreas, og nu som stærkt afblomstret enke bor alene med sin datter og sine bøger i et lille hus. Gift bliver Karl og Johanne nu ikke, men de knytter sig til hinanden i et varmt venskab, holdt sammen af omsorgen for, at hendes datter gennem uddannelse skal undgå at gentage moderens melankolske skæbne.

Således standser denne bog på en lysere tone end den, der hersker i Herman Bangs samtidige resignationsfortællinger (fx "Frøkenen" (1883) og "Ved Vejen" (1886)), som den formentlig er inspireret af. Hos Schandorph kan tilværelsen nok være trist, men den er ikke umulig at overkomme.

Poet og Junker

Af og til tog Schandorph sig et sikkert tiltrængt pusterum fra sine skildringer af det danske

samfund. Med romanbiografien Poet og Junker (1892) vendte han blikket mod en åndsfrænde fra det 18. århundrede og beskrev digteren Vittorio Alfieri (1749-1803). Bogen er bygget på indgående litteraturhistoriske studier af den revolutionære italiener, der var glødende tilhænger af Voltaires og Den Franske Revolutions ideer og udbredte disse i sit fædreland, indtil han med harme vendte sig mod de rædselsgerninger, de førte med sig. Med fyldige citater fra Alfieris tragedier og digte giver fortællingen et troværdigt billede af hans modige og respektløse kamp mod fyrster og prælater og hans romantiske kærlighedshistorie med grevinden af Albany, hvem han befriede fra hendes ægteskab med den forsumpede engelske tronprætendent, Karl Edward af Stuart. Dog vil dens patetiske stil måske nok sætte en del nutidige læseres tålmodighed på noget af en prøve.

Vilhelm Vangs Studenteraar

Thi Schandorphs hovedområde var og blev den hjemlige andedam. Når han var i det satiriske hjørne, kunne den milde og vennesæle mand endda nærme sig nøgleromanen og give ramsaltede karikaturer af let genkendelige modstandere i tidens ideologiske og politiske kamp.

Den tidligere omtalte roman Thomas Fris's Historie rummer således i skikkelse af redaktionssekretær Ørnstrup et af radikalismens giftigste portrætter af den omstridte digter Carl Ploug, der dengang redigerede den magtfulde nationalliberale avis Fædrelandet (RF II 310 ff.)

I den lille sarkastiske roman Vilhelm Vangs Studenteraar (1894) er det imidlertid, som diskret markeret i titlen, litteraturhistorikerne Vilhelm Andersen og Valdemar Vedel, der må holde for.

Den sidstnævnte (som bogens helt) med ståsted i det fornemmere københavnske kulturborgerskab havde i 1892 i Studentersamfundet holdt en opsigtsvækkende tale, hvori han langede ud efter tidens mange pengestærke opkomlinge, der syntes ham at forene sig med "Pøblen" om at indføre et materialistisk hegemoni, hvori "al skøn og ideel Kultur skal drukne" (jf. Busk-Jensen m.fl.: Dansk litteraturhistorie VI, s. 482).

Da unge Vilhelm Vang "med Moderens kønne Hovedform, en lille fint bøjet Næse, med Faderens stærkt opstruttende Haar, dog i det hele saa kvindelig blid, saa ubestemt i Trækkene,

med uskyldige Øjne" (RF VI 10) er blevet student, konfronteres han omsider med den "Simpelhed, hvis Tilværelse han kun kendte gennem Fortællinger og Komedier" (RF VI 31). Gennem et par studenterkammerater, der er udgået fra mere robuste entreprenørhjem, kommer han nemlig i kontakt med en fattig prostitueret sypige.

Nu følger bogens morsomste parti, der skildrer, hvorledes denne selvoptagne intellektuelle grønskolling gejler sig selv op med "allehaande Fantasier om Fremtiden, om et skønt Forhold, hvori han opdrog hende. Ægteskab...? Ja hvorfor ikke, hvis han kunde løfte hende aandelig op til sig? Derpaa maatte det hele komme an. Hvis ikke ... saa, den Dag den Sorg!" (RF VI 76).

Men uheldigvis nedkøler det dannelsespensum, han med så megen iver søger at forskønne hendes ånd ved hjælp af, hastigt både hendes trang til at blive socialt befriet og hans drømme om en rolle som hendes erotisk-serafiske frelser. I stedet for går det ubarmhjertigt op for ham, at han har "digtet ind det store Folks Friskhed, Uforfærdethed, ubevidste Idealitet" i hende, at han har givet sin "Ungdoms Lidenskab [...] hen i hendes Arme [...] favnet en Vampyr ... Goethes korinthiske Dødningbrud" (RF VI 104). (Se Goethes ballade "Die Braut von Corinth" (1798), der modstiller antik sanselighed med kristendommens afvisning af friere erotisk udfoldelse).

Beriget med dette klarsyn rejser han da i romanens slutning til Italien for at berede sig til et kommende ægteskab med en håndfast datter af en større byggematador. Det sker gennem intense kunststudier, der "maner frem for mig Dine straalende Øjne, Din sunde, dejlig farvede Hud, Dit stærke, elastiske Legeme". Thi hvad "jeg erhverver af Kundskab og Dannelse, skal være den Driftskapital, hvorpaa jeg grunder vort Bo, og naar jeg kommer hjem, skal det straks sættes" (RF VI 181).

Bogen er - måske ikke i psykologisk realisme, men til gengæld i satirisk præcision - et uovergået højdepunkt i Schandorphs forfatterskab.

Frigjort

Mere populistisk præget er satiren derimod i romanen Frigjort (1896), hvis hovedperson Alma Knudsen er datter af en afdød brolæggerentreprenør. Efter faderens begravelse tilsvindler to korrupte halvbrødre sig hendes arvedel, og hendes tænksomme forlovede, en handelskontorist ved navn Alfred Vaage, trækker sig skyndsomst tilbage, da hendes nu opståede "Insolvens" efter hans formening "jo er en uovervindelig Hindring for at dyrke det dekorationsmæssige i Livet", og da "Erfarenhed tilmed lærer, at de mere romantiske Ungdomsfølelser ere som Liljerne paa Marken, der blomstre i Dag, men i Morgen kastes i Ovnen" (RF VI 208 f.).

Brødrene sender hende ud på en gældtynget gård på landet, hvor det er meningen, hun skal erstatte den religiøst eksalterede frue i huset hendes "dybe Savn af en kærlig og forstaaende Datter" (RF VI 222). Her får hun denne noget overvældende modtagelse:

(RF VI 225)

Overraskende nok frastødes den nye selskabsdame i begyndelsen ikke af omgivelsernes vammelsøde og erotisk betændte religiøsitet. Tværtimod betages hun dybt af en ugift pietistisk præst med et massivt sortsyn på sine syndige sognebørns frelsesudsigter, hvilket imidlertid ikke hindrer ham selv i at afholde talrige intime og stærkt lidenskabelige 'bønnemøder' med fruen i et afsides beliggende skur ude i krattet. Det hele ender med, at affæren mellem de to opdages, hvorefter præsten kortslutter i brødebetynget vanvid og dør, mens den vidtløftige frue, hvis forhold til sin proprietærmand udelukkende har været "Ethik i et kristeligt Ægteskab" (RF VI 237) rejser "over til Menneskeæderne for at omvende dem" (RF VI 374).

Motivisk læner denne skildring sig tæt op ad Zolas roman La faute de l'abbé Mouret (1875), og som altid hos Schandorph forbindes på før-freudiansk manér den overophedede religiøsitet med uforløste seksuelle behov.

Hvad derimod den dejlige Alma angår, så viser hun sig i besiddelse af en sangstemme, som en ugift og frisindet ung læge påtager sig at udvikle, idet han giver hende timer i musik, og i romanens slutning kan den unge lærer notere sig en klar pædagogisk succes med en henrevet konstatering af, at:

(RF VI 371 f.)

Det siger næsten sig selv, at denne apoteose lover godt for en hed sammensmeltning i handlingens forlængelse mellem de to unges musikalske samfølelse og en mere jordbunden lykke.

Hverdagshistorien Frøken Gram (1897) gennemspiller endnu engang forfatterskabets prøvede tema med en ren ung pige, der gradvis arbejder sig ud af sin resignation oven på forelskelsen i en ung mand, som skuffer de ideale forventninger, hun har stillet til ham. Den sidste roman fra

Schandorphs hånd blev Gamle Billeder (1899), der foregår i det 18. århundrede, samt de udmærkede nutidsfortællinger Helga (1900) og Ursulas Uheld (1901).