Schandorph, Sophus DILETTANTKOMEDIEN.

DILETTANTKOMEDIEN.

310

        

311

I.

I min Barndom var Konsul Holm anset for min Fødebys rigeste Mand. Hans Forretning bestod i Handel med Korn, Stude og saakaldte grove Varer, desuden ejede han en Tømmerplads og drev et forholdsvis betydeligt Jordbrug. Han faldt aldrig paa at konkurrere med de yngre Manufakturhandleres og Urtekræmmeres Reklamer i Form af store Butiksvinduer eller Avisavertissementer, for hvilke han nærede en suveræn Foragt. Den gamle to Etages Bindingsværks Gaard, hvis første Sal sprang længere ud end Stueetagen og bar Spor af Udskæring paa Bjælkehovederne gennem den dækkende Kalkpuds, havde en Indkørselsport paa den ene Side af Façaden og i Midten en Dør, der førte til Forstuen med Indgang til Butikken til den ene og til Dagligstuen paa den anden Side.

I disse Aar var jeg Legekammerat med Konsulens Søn, som var min jævnaldrende, medens jeg i høj Grad oversaa hans to Aar yngre Søster. Det var morsomt at tumle sig i Udhusenes store Loftsrum, i den store, varme Studestald, i den gamle Have bag Udhusene med den svulmende Rigdom navnlig af Gravenstener og Graapærer, og om Efteraaret at bombardere fulde, hjemkørende Bønder med Kastanjer over Havens Stakit, som vendte ud til et Stræde. Fra vor dækkede Stilling nød vi da den angrebnes Raseri, især naar det naaede et saadant Højdepunkt, at vedkommende holdt Hestene an, sprang af Vognen og tumlede om med Pisken i Haanden uden at kunne opdage, hvorfra Kasteskytset var kommet.

Jeg blev sat i Latinskole i en anden Købstad, der laa otte Timers Vej fra min Fødeby, som jeg kun besøgte i Ferierne. Et Par Aar efter blev Konsulen Enkemand og mistede kort efter 312 Sønnen, min tidligere Legekammerat, som jeg havde glemt for de nye Kammerater. Under mine Ophold i Hjemmet kom jeg ikke i Konsulens Hus, da min Fader, der var Toldforvalter, efter lang Tids Overbærenhed var kommen i Konflikt med den værdige Købmands vel ugenerte Behandling af Toldlovgivningen.

Medens jeg gik i Skole, fik min Fødeby Jernbaneforbindelse. Kornhandelen antog nye Former, et Par yngre Mænd, der havde faaet en moderne merkantil Uddannelse i Hamborg, nedsatte sig i Kampagni og sejlede snart Konsulens gammeldags Forretning agter ud. Den aldrende Mand ærgrede sig et Par Aar, før han besluttede sig til et Tilbagetog. Han realiserede sin Jord og sine Stude og lejede sin Butik ud til en Købmand, som han med stor Selv overvindelse tillod at anbringe støbte Jernvinduer med store Glasruder ud til Gaden. Konsul Holm havde reddet ca. 60,000 Daler; det hed sig, at han for 10 Aar siden havde ejet det tredobbelte. Men hans tidligere Matadorstilling havde givet hans Skikkelse et Præg, som den stadig beholdt. Naar han gik paa Gaden, spadserede han altid midt ude paa dens Kørebane, thi han hadede Fliserne paa Fortovene, som trods hans Modstand var bleven bevilgede af Byraadet, hvoraf han i sin Tid var Medlem. Endnu bar han i Hjemmet den Dragt, han tidligere brugte i sin Forretning: grove graa Dyffels Klæder, bredskygget Klædes Kasket, store broderede Morgensko, der sad mageligt paa de med hvide Uldstrømper bedækkede Fødder, som kun skiftede Futteral i Form af Trætøfler, naar han i daarligt Føre vandrede over Gaarden. Paa Gaden var hans Toilette bestandig sort Tøj, høj Cylinderhat, Klædes Gamasker med skinnende Hornknapper over de brednæsede og tyksaalede Støvler. Han saa' bestandig lige ud og hilste aldrig uden med en Berøring af Hatteskyggen. Han nægtede at anerkende alt, hvad der var sket i Byen i den sidste halve Snes Aar. Han lod, som han ikke kunde huske Navne og Titler paa de i den Periode udnævnte Embedsmænd eller etablerede Købmænd, erklærede ikke at ane, at der var bygget tre fire Etages Huse paa Byens Hovedgade, foragtede baade Højres og Venstres Politik, som begge stammede fra "Gabflabsaaret 1848", og læste ikke engang det lokale Blads Avertissementer mere, for ikke at ærgre sig over Købmændenes Reklamer med fede Typer. Men, da Konsulen aldeles ikke havde noget at bestille, følte han snart Lediggangens ødelæggende Indflydelse paa Humøret.

Hans Datters Guvernante, Frøken Kruse, der repræsenterede 313 hans Hus siden hans Hustrus Død, beklagede sig i hele Byen over, "at det ikke var til at holde ud med Konsulen".

En afskediget Dragonritmesters Frue tilraadede hende at faa Konsulen til at bruge det samme Middel som hendes ligeledes aldeles ubeskæftigede Mand: nemlig at klistre malede Papplader sammen til Kirker, Slotte o. desl. Men, da Frøken Kruse foreslog Konsulen dette, sagde han:

"Tror De, jeg vil rende ind i en hæderlig Mands Næring som en anden Bønhas? Bogbinder Peitz har været etableret her i Byen i over tredive Aar og er en pæn og hæderlig Borger. Før den keltringeagtige Næringslov fra 1857 vilde Politiet have taget saadan en Klisterbøtte som Ritmester Kahlmann ved Vingebenet for uberettiget Næringsbrug."

Forsøget var aldeles mislykket, og Konsulens Humør blev værre og værre.

Et Skuespillerselskab kom til Byen og gav paa Raadstuesalen blot en fem, seks Forestillinger, som det hed, paa Gennemrejsen til en større By, der ejede et rigligt Teater. Frøken Kruse foreslog Konsulen at gaa derhen med hende og Datteren, men han vrissede gnavent ad hende og hendes Forslag. Da mindede hun ham om hans unge Dage, da han havde set sin senere Hustru for første Gang i en Loge i det kgl. Teater i København ved Opførelsen af "Axel og Valborg" og havde friet til hende skriftlig ved Hjælp af et Citat af denne Tragedie:

En Ring jeg tager af min Haand,
Du den paa Fingren sætte!
Jeg elsker Dig med trofast Aand
og kan Dig ej forgette.

- Maa De saa ikke anerkende Teatrets Betydning, Hr. Konsul? spurgte Frøken Kruse og blev vaad om Øjnene.

Konsulen satte et fornemt Ansigt op og kløede sig overlegent paa Næsen med Pibespidsen og sagde:

- Dengang var jeg ikke Forretningsmand.

- Det er De jo heller ikke mere, bemærkede Frøkenen.

- Maa jeg bede Dem om at huske, hvem De taler til, sagde Konsulen, gik ud og slog Døren i efter sig. Snart efter saa' Frøkenen ham alvorsfuld spadsere midt ad Gaden, men mod Sædvane vende sig om, se op og ned ad sit gamle Bindingsværkshus og synligt sukke, thi hele hans brede Buste bevægede sig under Overfrakken, og fra hans tykke Læber stod en Røghvirvel af Aanden ud i den kolde Luft. Vaktes der gamle romantiske Minder 314 i den gamle Købstadkræmmers Hjerte? Tænkte han paa, da han førte sin lille fine københavnske Brud hjem gennem den illuminerede Bys Gader i det gamle Hus, mellem hvis første Sals Bjælkehoveder Asters- og Georgineguirlanderne hang ned, mens Genbohusets Vinduers Lys gav dem fantastiske Farvetinter og sitrede i de Draaber, som Efteraarsaftenen havde besprængt dem med? Tænkte han paa, at samme fine lille Brud havde sværmet for Komedier og selv spillet Elskerindepartierne i Heibergs Vaudeviller ved Dilettantforestillinger i velgørende Øjemed? Gik det op for ham, at hendes sentimental-trivielle Klager over, at hun savnede "Poesi" i sine Omgivelser, de Fraser, han havde kyst bort med en affærdigende Brummen, alligevel havde været et Udtryk for et Savn af noget, som han ikke kunde give hende? Havde nogen spurgt Konsul Holm derom, vilde han have afvist Spørgsmaalet med knusende Foragt, og, havde nogen spurgt ham, hvad han følte i det Øjeblik, han sukkende betragtede sit gamle Hus, vilde han have været i stor Forlegenhed, hvis han skulde svare oprigtig, men sikkert vilde han have reddet sig ved at svare: Ingenting. Men, hvorledes det nu end forholdt sig med Konsul Holms Sindsrørelser, vist er det, at han tog tre Billetter til denne Aftens Forestilling, der blandt andet bestod i "Familien Riquebourg" af Scribe.

Konsulen sad mellem sine to Damer, lige saa stiv og strunk som sædvanlig og besvarede kun med Øjenlaagene de Hilsener, han modtog. Men mod Slutningen, da Dyden hos den unge Kone vinder den rørende Sejr, og hun falder i sin prosaiske Ægtemands Arme, opdagede Frøken Kruse til sin store Forbavselse, at Taarer løb ned ad Konsul Holms trivelige Kinder. Men Konsulens Taarer maatte selv sørge for at blive anbragte; aldrig kunde han have nedværdiget sig til at tage sit Lommetørklæde op og tørre dem - "Folk skulde rigtignok ikke have det at glo paa". Da Frøken Kruse ved Tebordet spurgte Konsulen, hvorledes han saa havde moret sig, saa' han op i Loftet og sagde: Aa jo saamænd, ret ordentligt. Men hver Aften, saa længe Skuespillerselskabet gav Forestillinger, forsvandt Konsulen fra Hjemmet lidt før Klokken syv. Om Formiddagen havde han foræret Frøken Kruse og sin Datter hver en Billet. Naar de kom, fandt de aldrig Konsulen i Teatret. En Frue, med hvem de en Aften fulgtes ned ad Gaden, spurgte:

- Hvorfor sad Konsulen saa langt bagude i Aften og ikke ved Siden af Dem?

- Var Fader i Teatret? spurgte Frøken Amalie, Konsulens Datter.

315

- Ja, det var han rigtignok, men han sad langt tilbage i den mørke Ende af Salen.

Da Konsulens Damer kom hjem, fandt de Husets Herre spadserende frem og tilbage i Dagligstuen. Frøken Kruse spurgte ham:

- Hvordan morede De Dem i Aften, Hr. Konsul?

- Jeg? Morede mig? Jeg har siddet hjemme hele Aftenen, svarede han.

- Saa? Fru Henriksen sagde, at hun havde set Dem i Teatret.

- Saa maa hun have set fejl, lød Svaret i en saa afvisende og myndig Tone, at hvert Forsøg paa at spørge videre var absolut afskaaren.

Siden den Tid gjorde Konsulen en Gang om Aaret en Rejse til København og tog stundom sin Datter med. Naar hun kom hjem, betroede hun sin Tante, at Faderen hver Aften gik paa Komedie. Efter Tilbagekomsten fra disse Ture var Konsulen i den første Tid usædvanlig oprømt og talende, gav sin Husbestyrerinde en Kritik af, hvad han havde set "de enkelte Gange", han havde haft Tid til at gaa paa Komedie i København. Frøken Kruse syntes, at hun havde hørt Konsulens Bemærkninger før, men hvor? Hun opdagede det engang, da hendes Øjne faldt paa et gammelt Nummer af "Berlingske Tidende", der var brugt til at pakke et Pund røget Laks ind i. I Teaterartiklen, der anmeldte "Besøget i øbenhavn", saa' hun hele Konsulens Betragtning af dette Stykke. Fra nu af havde hun Øjnene med sig og opdagede, at naar Konsulen var længere om at læse sin "Berlingske" end tidligere, skyldtes det hans grundige Studium af Bladets Teateranmeldelse. Hun glædede sig derover og meddelte sin Omgang, at Konsulen i den senere Tid virkelig havde faaet "saadan nogle smukke Interesser".

Min Fader og Konsulen var bleven gode Venner igen. De traf hinanden Fredag Aften, som var Klubaften. Konsulen havde en Aften lyttet til en Disput mellem min Fader og den nye Byfoged, der var udgaaet fra et ministerielt Kontor i København. Byfogden urgerede, at den politiske Frihed i særegen Grad havde løftet den studerende Ungdoms Interesser. Min Fader, der ikke var Student, hvad der havde frembragt en Blanding af Had og Beundring for dem, der var det, svarede, at det var bedre, at de unge Mennesker dassede deres Ting og adspredte sig ved Komedie og Skønlitteratur 316 end agerede Løbedrenge for politiske Styverfængere og gav sig af med Ting, som de ikke forstod.

Byfogden bukkede og sagde:

- Hr. Kammeraad! Jeg er bange for, at en Diskussion mellem os bliver resultatløs, naar De kalder Nationens første Mænd Styverfængere.

Hvorpaa han rejste sig og gik ind i en anden Stue. Min Fader saa' sig om i Stuen efter en Smule Sympati, men L'hombrespillerne passede deres Kort med dyb Andagt, og de ikkespillende var bleven skræmmede ved hans hidsige Ord. Der var en forlegen Tavshed i Lokalet. Da mødte min Faders Øjne Konsul Holm, der røg sin Cigar og varmede sig ved Kakkelovnen med skrævende Ben og vidt spredte Frakkeskøder. Konsulen nikkede bifaldende til ham og sagde:

- De har fuldkommen Ret, Kammerraad Ralf. I gamle Dage forstod Folk sig paa det, som de gav sig af med. Nu er Bønhasernes og Landløbernes Tid kommen baade i Politik og i Handel og i Haandværk.

- Aa, det har da vist sig, bemærkede Amtstuefuldmægtigen, som spillede L'hombre, at der er yngre Mænd, som nok kan konkurrere med de ældre, f. Eks. i Kornhandelen.

Konsulen løftede sine Bryn og sine Skuldre paa én Gang med et Udtryk af inderlig Foragt og sagde til min Fader som en Fortsættelse af sin forrige Replik:

- Ikke sandt, Kammerraad Ralf? De vilde holde Deres Skriverkarl eller Fuldmægtig paa Toldkontoret til at passe sit Skriveri og holde sin Mund om Ting, han ikke forstaar sig paa. I vore unge Dage raisonnerede den tjenende Klasse ikke.

Amtstuefuldmægtigen fór op fra sin Stol hen mod Konsulen og raabte:

- Vil De gentage Deres Ord?

Konsulen saa' op og ned ad ham, tog min Fader under Armen og sagde:

- I vore unge Dage raisonnerede den tjenende Klasse ikke.

Derpaa sagde han hen over Skulderen i Retning af Amtstuefuldmægtigen :

- Jeg taler med Kammeraad Ralf, og gik med min Fader under Armen ud af Stuen. Fra den Tid plejede Konsulen at sige, at Kammerraad Ralf var den fornuftigste Mand i Byen.

Min Fader havde i sin Tid hvilet i de gamle Livsformer lige saa sikkert som Konsulen, men den nye Tids Begivenheder havde 317 gjort ham usikker. De havde ingenlunde vundet hans Sympat men han var bange for dem, som for noget ondt, der var stærkere end han. Fra 1852 til 55 havde han fattet et Haab om, at Regeringen vilde kunne dæmme den vilde Strøm op ved forsvarlige Stigbor, men hvert af de nærmest paafølgende Aar gjorde ham mere og mere modløs. For ham stod Grev Sponneck, der havde sat Konsumtionens Ophævelse igennem, hvad der havde gjort den tidligere Toldinspektør overflødig og i min Faders Person, der endda fik Kammerraadstitlen, forenet Inspektør- og Kassererembedet, som den yngste fornuftige Mand i Danmark. Nu havde min Fader opgivet Kampen, fandt sig resigneret i, hvad der skete, gjorde sin Embedspligt og tav. Da jeg engang i mine Gymnasiastaar afleverede Resumeer af den liberale Presses ledende Artikler som Udtryk for mine egne politiske Anskuelser, sukkede min Fader helt sagtmodig og sagde:

- Ja, det er jo den Slags Anskuelser, der nu om Stunder skaffer Folk de store Embeder. Gaa Du bare paa, min Dreng! Kanske jeg kan opleve at se Dig som Minister.

Nogle Dage efter hin Aften i Klubben modtog min Fader Besøg af Konsulen paa sit Kontor nede ved Havnen. Konsulen havde en firkantet Pakke i Papirsomslag med et Sejlgarns Krydsbaand under Armen. Da min Fader havde indbudt ham til at tage Sæde i en Sofa, betrukken med amerikansk Læder, efterkom Konsulen Opfordringen, men rejste sig straks op og sagde:

- Maa jeg hellere sidde paa en af Rørstolene; det véd man dog, hvad er. Man glider i Deres Sofa, Hr. Kammeraad, ens . . . om Forladelse . . . jeg havde nær sagt noget . . . er aldrig i Ro. Hvor gider De give Penge ud for saadan noget, rent ud sagt, Snavs, som det Betræk?

- Det er Statens Møblement, sagde min Fader.

- Naa - aa, saadan! sagde Konsulen beroliget. Ja, jeg kom egentlig for at sige Dem Tak for sidst. Vi kunde binde Munden paa den Skriverdreng fra Amtstuen, hvad? Hvad er det nu, hans Principal hedder?

- Det er jo Amtsforvalter Henningsen.

- Naa, er det det? Jeg tænker bestandig paa Kammerjunker Holk, naar jeg saadan skal tænke paa Amtsforvalteren her i Byen. Men han er jo død, ikke? Jo, det synes jeg nok. Og denne . . . hvad var det nu, han hed? . . . hvad siger De? Naa, Hendriksen? Det er naturligvis en Kontordreng af samme Slags som Byfogden . . . ja, Gud straffe mig, om jeg kan huske, hvad han hedder.

318

Min Fader saa' omkring sig, lukkede Døren til det ydre Kontor, sukkede og sagde med dæmpet Stemme:

- Gud give, jeg var saa lykkelig som De, Hr. Konsul, og ikke behøvede at bryde mig om Ministerium, Rigsdag, Blade, klassisk Dannelse, nymodens Retskrivning, flabede Fuldmægtige, Skandinavisme, Ophævelse af Sportellove og alt det forbandede Vrøvl. Og sikken en Ungdom, der vokser op!

- Ja, det har De Ret i, gode Kammerraad; det har De Ret i. Ja, det vil sige, jeg kender den aldeles ikke. Jeg har ikke Begreb om, hvad der er foregaaet i Byen i den sidste halve Snes Aar, for jeg vil ikke vide det. Det vil sige . . . noget faar man jo at vide gennem sine Fruentimmer; for de vil jo immer snakke, om ogsaa man stikker begge Fingre i Ørene. Det er jo rimeligvis forkert, det man faar at vide, for Fruentimmer, min gode Kammerraad! . . .

- Nej, det er meget sandt, sagde min Fader, de har ingen Logik.

- Der har vi det, det er netop det, de ikke har Spor af. Men man kan jo nok faa ud af deres Præk, hvad man selv vil, min gode Kammerraad. Og jeg har faaet ud af det hele . . . nu forstaar De mig jo nok . . . jeg har faaet ud af det hele, at Drengebørnene vokser op til Labaner og Pigebørnene til Flaner.

- Aa, er det nu dog ikke vel strengt, Konsul Holm ? Hvad ? Der er dog mange vakre Smaapiger her i Byen.

- Ja, jeg siger Dem, jeg kender dem ikke. Det kan jo hænde sig, at jeg taler for strengt; men skal vi blive enige om én Ting: Naar de Drengebørn og Pigebørn engang selv faar Børn, saa er det for mildt sagt, det, jeg sagde før.

- Min Fader turde hverken bekræfte eller benægte Muligheden af, at Konsulens uklare Profeti kunde gaa i Opfyldelse, og tav. Konsulen fortsatte, idet han løste Sejlgarnet op og tog Omslaget af sin Pakke, som viste sig at indeholde en kvadratformet Cigarkasse, hvis hvide Papirlister næsten var bleven sorte.

- Kan De faa ordentlige Cigarer i de sidste Aar, Hr. Kammerraad?

Min Fader løftede atter Skuldrene og vilde hverken bekræfte eller benægte. Konsulen fortsatte da:

- Jeg afskyr disse nyere Havanacigarer, der er saa bløde som en Skrubtudse. Se, her er nogle, som jeg har haft i fjorten Aar . . . ja jeg har flere Kasser endnu . . . og, dersom Kammerraaden vilde modtage denne herre til Minde om de gode gamle Tider, da her var Enighed i vor By, da den var et nærsomt Sted . . .

Min Fader, der var en stor Tobaksryger, trykkede Konsulens 319 Haand til Tak, aabnede Kassen og tog to Cigarer op, og de to gamle indsugede snart med Kenderglæde den lyseblaa Røgs Hvirvler, lugtede til Dæksbladet og smaskede med Tungen til hinanden som Tegn paa gensidig Forstaaelse.

- Véd De, hvorfor jeg egentlig kom, Kammerraad Ralf? spurgte Konsulen. For De véd nok, at jeg ellers aldrig gør Visitter?

Nej, det vidste da min Fader ikke.

- Det er for at faa Dem til en god Gerning. Sig mig, hvad mener De om Komedie?

- Om Ko . . . ?

- Ja . . . om . . . saadan dramatisk Kunst i det hele taget?

- Jeg . . . ja . . . jeg mener, at det er . . . meget forædlende . . . det vil sige . . . nydt med Maade.

- Mener De ikke, min kære Kammerraad, at man meget godt kunde gøre den Overskrift, der staar over det kongelige Teater i København, fire smaa Ord længere? De véd der staar: Ej blot til Lyst. Ser De, hvis jeg var Teaterdirektør, saa vilde jeg sætte bag efter: Men og til Gavn .

Konsulen smaskede med Tungen, og min Fader nikkede bital- dende.

- Ser De, vedblev Konsulen, jeg vidste, at De var enig med mig. Men nu skal De høre : Siden nu vor Tids Ungdom skal have noget at more sig med, saa synes jeg, at det var bedre, om de unge Mennesker lavede noget Komedie til Fordel for et eller andet velgørende end sidde og vrøvle om Politik. Ser De, kære Kammerraad, Komedie er, om jeg saa maa sige, meget bedre end Prækener; det vil sige, naar de lader Retskaffenheden faa Overtaget, og det gør denne Franskmand, denne Schribe immer. Gamle Pastor Bech mente det jo ogsaa godt, naar han talte i Kirken, men véd De hvad, Kammerraad Ralf, morsomt var der virkelig ikke, hvad?

- Ja, men det skal det jo heller ikke være, Konsul Holm, tværtimod . . . det skal være, jeg vil ikke sige kedeligt, men . . .

- Ja vel, ja vel; men, naar man nu kan faa baade Moral og Morskab, saa er det dog bedre. Hør, skal vi to gamle sætte Komedien i Gang, ligesom i vore unge Dage før det Gabflabsaar 1848? Kan De huske Deres og min afdøde Kone?

Min Fader nikkede; de to ældre Herrer tog hinanden i Haanden, og min Fader fik Taarer i Øjnene; Konsulen gjorde en Grimace og kneb Øjnene tæt sammen.

320

- Jeg mener nu, fortsatte Konsulen, at De kunde tale med nogle af de ældre Toldbetjente . . .

- Assistenter, afbrød min Fader ham smilende.

- Naa kaldes de nu saadan? Ja jeg vil med Deres Tilladelse blive ved at kalde dem Betjente. Men han . . . Knap har jo et Par kønne Døtre, som altid gaar og janker paa Gaden eller sidder og glor i Vinduet. Lad dem komme med til at spille Komedie. Jeg kender tre Købmænd fra den gode Tid, som har voksne Sønner og Døtre, og saa er der Skolelærer Lassen . . .

- Hm! sagde min Fader og kløede sig bag Øret . . . jeg skal ganske oprigtig sige Dem . . . jeg vilde ikke gerne have, at min Søn, naar han kom hjem i Ferierne, tog Del i det, for, ser De . . .

- Nej, kære bedste Kammerraad, tror De, jeg vil have, at min Datter skal med? Nej, paa ingen Maade. Og Konsulen spilede sine Øjne op og satte et særdeles strengt Ansigt op.

- Naa, ja saa forstaar vi hinanden.

Konsulen gik. Min Fader tænkte: Det var da et sært Indfald, men, naar jeg kan tjene Manden, saa gør det jo ingen Fortræd.

Gennem mange Mellemled og mange Forhandlinger opnaaede Konsulen ved min Faders loyale Assistance sit Ønske. Næste Vinter spillede de unge Mennesker, Børn af Byens "Mellemstab": mindre Købmænd, større Haandværkere og offentlige Bestillingsmænd, hyppig Komedie, og Konsul Holm mødte af og til ved Prøverne og agerede en Slags Instruktør. Hans Damer mærkede en stadig Forbedring i hans Humør. Men, da Tingen var i Gang, var min Faders Medvirkning forbi.

II.

Medens jeg som Gymnasiast Aaret før min Dimission var hjemme i Sommerferien, fandt Byens Skydeselskabs aarlige Fugleskydning Sted i en nærliggende Skov, hvor samme Selskab havde en "Pavillon" med Danse- og Spisesal. Festen endte med et Bal om Aftenen, hvor de unge spillede Hovedrollen; fra Festens mere substantielle Episoder: Frokosten Klokken ti om Formiddagen og den efterfølgende Skydning efter Fuglen, var de selvfølgelig udelukkede. Denne Frokost, der varede i tre Timer, var for øvrigt 321 min Fødebys skønneste Livsytring. Man drømte sig ved den tilbage i de paradisiske Tider, da Løve og Lam græssede fredelig ved hinandens Side. Embedsmændene og Storborgerne fraterniserede gemytligt med de smaa handlende og Haandværkere. Omegnens Proprietærer fra 150 til 300 Tønder Land, der ellers kun talte om deres fortrolige Omgang med Grev A, Kammerherre B og Hofjægermester C, Forpagtere og Godsforvaltere tog Del i dette Kærlighedsmaaltid. Paa det flydende Elements brede Vover sejlede de i hinandens Favn, mens Skaaler lød for "gamle Danmark", for "vor Konge", for Byen, for Omegnen, for Embedsmændene (udbragt af en større Købmand), for Borgerne (udbragt af Byfogden), for Handelsstanden (udbragt af en Haandværker), for Haandværkerne (udbragt af en Købmand), for Landsoldaten (udbragt af Borgerkaptajnen), for Flaaden (udbragt af Chefen for Sprøjtevæsnet), for Digterne, d. e. for den ene Digter af de to Sange, baade den humoristiske og den alvorlige Sang, nemlig afskediget Kordegn Brøndshøj, der dog gerne var paa det Stadium af himmelsk Salighed, at han kun fik en dunkel Følelse af, at en jordisk Virak afbrændtes for ham (Skaalen blev udbragt af Byens Redaktør og Bogtrykker). Efter Frokosten marcherede Toget i en lang Række, to og to Mand med hinanden under Armen, og bugtede sig i større Kurver end den dristigst anlagte Jernbane, til Skydepladsen. Hvorledes Skydeselskabets Medlemmer kunde søge efter et endeligt Maal i denne spiritualistiske Tilstand, véd jeg ikke, men det kom heller ikke mig ved; jeg skulde jo først fungere om Aftenen og debutere i Kavalerselskabsdragt i sort Kjole, hvidt Halstørklæde osv.

Med en Flothed, som om denne Dragt var min daglige, gjorde jeg min Entré i Salen, hvis hvidkalkede Vægge var oplivede med Guirlander af Egeløv og Blomster, hvis primitive Lysekroner og Lampetter var omvundne med Gran, og hvor unge Herrer og Damer før Ballets Begyndelse stod langs Væggene i smaa konverserende Grupper. Frokostens demokratiske Lighed herskede ingenlunde her. Længst fra Indgangen stod de samlede, som regnede sig til Honoratiores; saa de første Grupper, jeg passerede, kun indeholdt Handelsbetjente, Haandværksmestrenes Sønner (deres andre Svende blev der ikke tilstedt Adgang), og Døtrene af mindre Købmænd, større Haandværkere og Vognmænd. I Følelsen af min Værdighed som Søn af en Embedsmand og som snart vordende akademisk Borger, skød jeg lige gennem Salen op mod den fine Ende, men standsede brat, betaget af en Aabenbaring af Lysets 322 Sfære: store mørkeblaa, barnegode Øjne, en uendelig frodig Haarvækst, der rebelsk svulmede ud over Baand og Blomster, blond som Agerens modnende Aks, en Hals, en fremtittende Gorge, et Par Arme, der skinnede mig blændende i Møde som bedugget Alabast med fine Rosatinter. Aabenbaringen var Frøken Amalie Holm; hende, jeg i min Barndom havde foragtet, fordi hun var to Aar yngre end jeg, men som nu var Dame, medens jeg - det følte jeg i dette Øjeblik - var en Flegel. Jeg sukkede, saa mit stivede Skjortebryst knagede, og lukkede Øjnene for ligesom at suge Billedet ind i mit inderste; jeg havde set noget guddommeligt, jeg var bange for, at jeg maatte dø. Min Sjæl vred sig i en vellystig Smerte som den hellige Sebastian paa Guido Renis Billeder. En manende Stemme i mit Indre bød mig atter at aabne Øjnene og gaa videre med mine nye Klæder. Jeg gjorde saa og opdagede, at det, jeg her har fortalt med mange Ord, maatte være gaaet for sig i faa Sekunder, thi ingen havde bemærket min Standsning og min Betagethed, alt stod til som før, og, da jeg vovede at løfte Øjnene imod hin Aabenbaring fra før, fandt jeg, at hun ligesom før stod og talte med Provisoren paa Apoteket, lige saa guddommelig som før . . . dog nej . . . Næsens lidt jordisk-opstopperagtige Form gjorde hende ikke mindre skøn, men, om man vil, mere tilnærmelig for et dødeligt Studenterfrø; denne Næse, der afveg fra den ideale Skønhedslinie, hvis rosenrøde Næsebor dirrede saa muntert, mens hun talte, sænkede for mig Gudinden ned fra Olympens gyldne Skyhvirvler til Jordens Orangelunde.

Jeg nærmede mig med faste Skridt og tilbagekastet Hoved, jeg antog, saa godt jeg kunde, en ædel, fribaaren, intelligent Ynglings Holdning, saaledes som jeg et Par Gange havde set den fremstillet paa det kongelige Teater i København af de Kunstnere, der spillede de "ideale" Roller. Men hverken min blonde Madonna eller de andre brune, røde og sorte Hoveder, der lyttende grupperede sig om den tætklippede Provisor med de frodige Whiskers hængende ned over den ombøjede Flip, gav den mindste Agt paa mit Forsøg i Retning af det imponerende. Jeg knappede min sorte Kjole op, som jeg ved min Indtrædelse havde knappet til for at se rank og slank ud; der var aabenbart ikke Spor af en for mig sympatetisk Atmosfære omkring den lokkede Gruppe. Jeg knappede Kjolen igen - man erindre, at det var min første sorte Kjole - og lagde an paa at se dæmonisk-ironisk ud og fandt, at jeg var mig selv nok som Publikum, alt mens jeg skottede til

        

323 det blonde Hoved, hilste det og fik en flygtig og fremmed Genhilsen.

Provisoren sendte jeg det føromtalte Blik; det var langt under min Værdighed at hilse ham; jeg legede, at jeg knuste ham. De unge Pigers Latter skar i mine Øren. Hvad kunde saadan en Salvepisker og Plastersmører have at fortælle en Kvinde som Frøken Amalie Holm? Jeg lyttede og hørte følgende Ord:

- Og vi skal regeres af Bønder? Vi har en oplyst Almue! Jo, god Morgen! Hvert Øjeblik kommer Bønder, Gaardmænd, nu be'r jeg Dem, ind paa Apoteket og forlanger Snogefedt, Firbenefedt, Egernfedt og hvad véd jeg.

- Har De alt det? spurgte en af Damerne.

- Nej . . . vi har kun Svinefedt. Men vi er nødte til at lade, som det er Snogefedt osv., og Bønderne kommer naturligvis til at betale en lille Klump Svinefedt i dyre Domme. Verden vil bedrages.

Jeg sluttede mig til Venstrepolitikken i dette Øjeblik. Men der maatte gøres noget eklatant. Jeg løftede Stemmen og slyngede følgende Replik ud mod Provisoren:

- De citerede et latinsk Ordsprog. Det hedder: Mundus vult decipi; decipiatur ergo.

De lokkede Hoveder drejede sig i Retning af mig; Øjnenes fælles Udtryk var en nedadskuende Forundring. Formaceuten lo og sagde:

- Det staar vist ikke i Cæsar de bello Gallico i 3dje og 4de Bog, for det er det eneste Latin, jeg har læst.

Og den lokkede Gruppe lo med. Hvilken Skæbnens Uretfærdighed! Denne halvstuderede Persons Uvidenhed blev hans Overlegenhed! Orkestret spillede i det samme op til Dans. Farmaceuten tog Amalie Holms Arm og stillede sig i Række, jeg fandt det mest stemmende med min Værdighed slet ikke at deltage i Ballet. Jeg gik ind i den tilstødende Spisesal, hvor en Bager, en "Postkontrahent" og en Hestehandler med deres respektive Koner styrkede sig til Nattens Anstrengelser ved at spise Andesteg og Rødkaal. Jeg gik hen i et Vindue, og, medens mine Ønsker gik ud paa at mænge de lysende Verdenskloder, der straalede paa Midsommerhimlen, sammen i et Kaos, hørte jeg Hesteprangerens københavnsk-skrattende Stemme sige til Bageren:

- Ja, i det Øjeblik Du, Ole Hansen, vil paastaa, at Kromanden i Stenløse Kro har givet Anders Skjødt fire Hundrede Rigsdaler for de to spatbenede røde, og den ene er endda Krybbebider 324 - ja, saa . . . ja Ole Hansen, jeg vil inte sige, at Du lyver, for det gør Du natyrligvis aldrig . . . men saa vil jeg erklære - og Du maa gerne tage din Kone og Jakobsen der og hans Kone til Vitterlighedsvidner paa det, men saa vil jeg erklære hver Hest, jeg har i min Stald, for en gammel Maarkat. Og saa kan Du tro mig eller ikke. Hvad behager?

Denne Konversation var ikke til at udholde. Jeg flyttede mig hen i et andet Vindue; desværre var der ingen Gardiner, bag hvilke jeg kunde skjule mig og føre et uforstyrret Samliv med Forbitrelse og Skinsyge. Inde fra Dansesalen lød Orkestrets Vals ganske tydelig til mig; det var, som Violinstrøgene skar lange Flænger i mit Kød, og som Valdhornene rev og kradsede i Saarene. Det var heller ikke til at udholde.

Jeg forlod mit sidste Stade og gik ud af Pavillonen. Paa den lille Slette, som paa tre Sider var omringet af Skoven, der strakte noget purret Tjørnekrat og nogle unge Ege forrest ud mod Sletten som lette Blænkere, hvis Blade tegnede sig skarpt i Lysskæret fra Pavillonen, var der opført, en Snes Skridt fra denne, et Telt, hvorfra der lød Latter og højrøstede Raab, der ikke havde nogen synderlig civiliseret Klang. Da jeg kom ud fra den brede Aabning, saa' jeg paa en Grund af gulrødt, der blev brudt af hvirvlende, graablaa Tobaksskyer, en hel Del Hoveder tegne sig, snart ærværdige, svedperlende Skaldepander, snart pjuskede hvidlokkede Kranier med udstaaende svære Kindknogler, snart dyrisk brede Kæver med Underbid og Underlæben hængende dvask ned over Hagen, Næser af meget forskellige, aldrig af ædle Former, snart metaltindrende Øjne uden andet Udtryk end animalsk Oprømthed, snart plirende Øjenlaage, gennem hvilke Blikket tittede ud som et Tællelyses Flamme i en støvet Glaslygte. Gennem den fantastiske Belysning kendte jeg en Del af Byens mindre Borgere, som her i det saakaldte Drikketelt havde samlet sig til et Toddysymposion. Under Pauserne i Latteren og Skraalene hørte jeg en Stemme, der udgik fra den øverste Bordende, bestandig synge med snøvlende Stemme de samme Ord uden nogen Sinde at komme videre:

Og naar vi hjemad skulle,
saa er vi sagtens fulde.
:|: Hallé, Hallo, Hallé, Hallo!
Vi sejle og vi ro . . . o . . . o. :|:

En af de yderst siddende, i hvem jeg genkendte den Skomager, som havde syet for mig som Dreng, mens jeg var hjemme, rejste sig med Besvær og gik ud i Teltets Aabning, hvor han gispende 325 slugte nogle Drag Luft; men pludselig tabte han Balancen og gjorde mod sin Vilje et Par faldende Skridt hen imod mig, saa han nær havde revet mig omkuld.

- Hvem er det, dér staar? God Aften, højstærede, sagde han med højst usikker Tunge. Aa . . . det er en af de balklædte Herrer . . . oh, det er Kammerraadens Søn . . . det sagde jeg straks til mig selv . . . for jeg kan kende alle smaa Børn i Byen, naar de er bleven store. God Aften . . . Hr. Ralf; det er mageløst stj . . . erneklart i Aften. Ja, for De kender jo nok Skomager Ølting . . . og jeg siger . . . véd De, hvad jeg siger? Jeg siger Øl er en god Ting . . . hi, hi, hi . . . har De hørt den før? For jeg hedder Ølting, og jeg siger, at Øl er en god Ting . . . hvad? Hi, hi, hi! Ha, ha, ha!

Og Skomageren lo, tabte Balancen til den modsatte Side, gik nogle Skridt bagover, saa han atter kom ind i Teltet, hvorfra han vinkede ud til mig og sagde:

- De skulde komme herind . . . for vi er kuns simple Folk og inte Embedsmænd med Guldtr . . r . . idser paa Kasketten, men vi siger til vos selv, som Handværkssvendene sang nere i Tyskland: Das Leben ist ein Feirtag! Men vi siger: Lad dem bare danse med deresses Fruentømmer derinde . . . vi spiller paa Glastrompet paa denne Beværtning . . . og her kan ingen Fruentømmer komme, for hvor de kommer, bliver det aldrig til Gemytlighed, men immervæk til Klammeri.

Hans Sidemand, Sadelmager Krænkerup, en yngre Mand med flotte Manerer i Retning af det dandymæssige og dannede, raabte nu til mig:

- Værs'artig, Hr. Ralf, . . . Et lille Glas Toddy! det flammer den irotiske Balfalderapoesi op bag de nedringede Veste. Man danser som en Sæfyrvind efter saadan en.

Jeg huskede paa de store Digtere, der havde søgt at drukne deres Kærlighedskvaler og Verdenssmerte i Livets Bærme, efterkom Opfordringen og var snart bænket mellem de agtbare Borgere. Jeg skyllede det ene Glas stærke Toddy i mig efter det andet; jeg havde en dunkel Følelse af, at jeg hvert Øjeblik søgte at overbrøle det almindelige Skraal, at en oppe ved den anden Bordende udbragte en Skaal for min Fader, Byens ældste Embedsmand, som aldrig havde været storsnudet mod Borgerskabet, men æstimerede hver Mand for det, han duede til i sin Profession, at Sadelmager Krænkerup udbragte min Skaal som en lovende Spire i Videnskabelighedens Rosenlund, at jeg svarede med en Skaal for Frihed 326 og Lighed, som vakte et forfærdeligt Skraal: Ned med Bønderne! ned med Næringsloven! og at Sadelmager Krænkerup søgte at undskylde mig med Ungdommens "sværmeriske Spjætten med Slagfjerene", men hvordan jeg kom hjem og i Seng, har jeg slet ingen Bevidsthed om.

Rygtet om min Udskejelse blev Samtalestof i den hele By. Da jeg et Par Dage efter, en Torvedag, gik over Byens Torv, hørte jeg en Slagter, der stod ved en Blok og med en Økse delte en Lammefjerding, sige til en Spækhøker: Der gaar Kammerraadens Søn; han havde en fæl Kæfert Fugleskydningsaftenen, hvortil Spækhøkeren føjede sin Betragtning af Sagen; Saadan en snottet Hvalp! skal han have Lov til at være fuld? Han kunde da gerne vente en tre, fire Aar med det. Det kogte i mig; jeg vendte mig om og tilkastede de samtalende et foragteligt Blik, men jeg havde ingen Fornøjelse af det; thi Spækhøkeren havde bøjet sig ned for at klø sin hvide Pudel paa Ryggen, og Slagteren svang det blinkende Økseblad gennem Luften, helt optaget af sin Gerning. Min Fader talte ikke til mig Resten af Ferien og undgik mig saa meget som muligt, hvad der i de senere Aar altid havde været hans Manér, naar han var vred paa mig. Jeg havde ingen jævnaldrende unge Mennesker til Omgang, mine Barndoms-Kammerater var efter Konfirmationen spredte til alle Sider. Byens voksne Ungdom optog ikke en Skolediscipel i sin Kreds, og yngre Drenge vilde jeg naturligvis ikke omgaas. Om Dagen sad jeg som en enlig Fugl i mit Værelse, uden Ro i Sindet til at læse. Hver Aften rev jeg mit Hjertes Saar op ved at vandre forbi Konsul Holms Hus; jeg hørte snart højrøstet Tale, snart Sang lyde ligesom forhaanende ud til mig, og i Vinduet paa det skraas overfor liggende Apotek saa' jeg meget ofte min Rival med Whiskers staa og læne sig ud, medens han drejede Cigarrøgen til kunstige Ringe. Naar han saa' mig, forekom det mig at opdage et spottende Træk om hans forhadte Læber.

Da jeg atter var kommen i Trit med min Skolegang, bragte dels Omgangen med Kammeraterne, dels mit ivrige Studium af Heines "Buch der Lieder" min Elskovssmerte ind i en ny Fase. Det gjaldt om lige over for de første ikke at være sentimental, naar jeg betroede dem mit Eventyr, hvad unge Knøse i den Alder er saa tilbøjelige til, men tværtimod at vise mig flot, overlegen og som en erfaren Fyr, en halv Don Juan spotte over Kvindens Træskhed, og af Heines Bog lærte jeg at stimulere mig op til at 327 sætte den Slags Stemninger paa Vers. Følgende Heine'ske Stiløvelse gjorde umaadelig Lykke i Skolens øverste Klasse:

Som gyldent tindrende Klokker
i Takt med Gigernes Klang
dirred de pragtfulde Lokker,
mens Du i Valsen Dig svang.

Af Klangen fra Fløjter og Giger,
af Lokkernes ringlende Takt
dybt fra min Sjæl der stiger
et Ekko i Rytmernes Dragt.

Som Blomsterstøv Hjertets Sukke
flagrer til Dig gennem Luft.
- Jo pyt, Apotekerens Krukke
for Dig har en sødere Duft.

Disse Vers affødte en Masse andre, akkurat af samme Slags og i det samme Metrum, som ved en Forplantelsesproces gennem Knopskydning. Jeg havde tykke Bind Manuskripter liggende. Denne livlige Produktion i lyrisk-sønderreven Retning skadede min Eksamensflid til Studentereksamen, som jeg fik næste Sommer med anden Karakter. Ogsaa denne Tilskikkelse tog jeg straks med stor Overlegenhed; jeg huskede, at Oehlenschläger kun var Kakkelovnsstudent, og al baade Ghr. Winther, Hertz og Paludan-Müller havde haud til Attestats. Men min Stemning slog om i Løbet af det Par Timer, jeg sad i Jernbanekupeen og kørte hjem til min Fødeby. Jeg vidste, hvor bedrøvet min Fader var. Jeg vidste, at han ikke vilde sige noget, men gaa op og ned ad Gulvet, naar jeg var til Stede, uden nogen Sinde at henvende Ordet direkte til mig, men ligesom snakkende med sig selv udslynge sin Vrede mod mig i korte Udbrud.

Ved min Ankomst hilste han mig tørt; han gratulerede mig ikke, spurgte ikke om, hvilke Fremtidsplaner jeg havde, og gav mig intet Forslag eller Raad angaaende mit Universitetsstudium. Flere Dage gik hen i en kvælende Tavshed paa begge Sider. Den pinte ham lige saa meget som mig, hvad jeg tydelig mærkede af min Faders Gnaveri over for vor Kokkepige, der tillige var en Slags Husbestyrerinde, og af, at han ikke kom hjem om Aftenerne, men enten gik ud til Bekendte eller i Klubben, uden nogen Sinde at bede mig om at gaa med.

Jeg gik da ensomme Spadsereture paa de i Byens umiddelbare Omgivelser anlagte beplantede Gangstier, forkuet og fordummet. Naar jeg tænkte paa min tidligere ulykkelige Kærlighed, 328 som indirekte, ved den Versproduktion, den havde affødt, var Skyld i min middelmaadige Debut paa Eksamensscenen, var der hverken Smerte eller Trods at hente ud af den. Hende undgik jeg; ja jeg tror ikke, at jeg en eneste Gang gik forbi hendes Faders Hus.

Men heller ikke paa mine ensomme Spadsereture i Skumringen skulde jeg undgaa Ydmygelser. Paa en af Gangstiens Bænke sad to af Byens allersimpleste Eksistenser: en gammel Lappeskrædder Bissenbach og en forhenværende Urmager Nohr, nuværende Fattiglem, og udviklede sig for hinanden med korte Piber i Munden, Skrædderen med nedtraadte Morgensko og i Skjorteærmer, Eks-Urmageren i gamle Slæber og en fedtet Lærreds Frakke. Da jeg gik forbi dem, standsede Passiaren pludselig; jeg mærkede tydelig, at Lappeskrædderen tyssede paa den døve Urmager. De maalte mig begge med Øjnene og puffede hinanden i Siden. Jeg var kommen et Stykke forbi, da jeg hørte Urmageren raabe:

- Hva'? Hvad siger Du? jeg kan ikke høre det.

Skrædderen maatte løfte Røsten saa højt for sin døve Vens Skyld, at Ordene naaede mig:

- Jeg siger, at jeg mener, at det maa være haardt for den gamle Kammerraad, som virkelig er saadan en pæn Mand, for han hilser lige saa artig paa mig som paa Justitsraad Ling . . .

- Hva'? lød atter Nohrs Spørgsmaal.

- Jeg siger, at jeg mener, at det er en farlig stor Tort for Kammerraaden, at hans eneste Søn har læst saa skidt over paa sine Ting, at det er gaaet ham saa snavs til hanses Eksame, baade i Latinsk og Hebræisk.

- Ja det har alle sine Dage været en visnæset Dreng. Forgangen Efteraar tærskede han Skolelærer Olsens Kristoffer over det, at han vilde have det Stykke Midaftensmad med Andefedt paa, som Skolelærerens Kristoffer gik og spiste paa. Hanses egen Fader havde da bedre Raad til at give ham Andefedt paa hanses Mad end Skolelæreren. Se, saadant noget glemmer jeg nu aldrig i mit Liv, naar jeg én Gang har set det, Bissenbach. Og se, nu er Hævnen ogsaa kommen . . . Sikken en rød Hanhund, der render dér. Hvems er den Hund, Bissenbach?

- Den er ikke her fra Byen, raabte Skrædderen ind i Øret paa Fattighuslemmet. Det maa være en Bondekøter.

Jeg trak paa Skuldrene med et foragteligt Smil og gik hjem gennem vor Have, der vendte ud til en Marksti. Vinduerne i vor 329 Dagligstue stod aabne, og jeg hørte min Faders Stemme ude fra Gaden. Foran vort Hus stod fra gammel Tid et stort Kastanjetræ, under hvilket der om Sommeren stilledes en hvidmalet Havebænk. Der nød min Fader ofte sin Aftencigar, til Trods for et Par af de yngre Embedsmænds Skumlerier om det altfor "kleinstädtische" og spidsborgerlige i en saadan Vane fra før 1848. Jeg nærmede mig de aabne Vinduer paa Taaspidserne og opdagede foruden min Faders Nakke tillige Konsul Holms, som var let kendelig paa sin Fedtdælle, der lig en med Krølhaar stoppet Pude stramt buede sig ud over Halsbindet.

- Jeg siger Dem, gode Hr. Konsul, jeg har hele mit Liv ærgret mig over, at jeg ikke har faaet den klassiske Dannelse i min Ungdom, hørte jeg min Fader sige.

- Saa? Da maa jeg sige, at jeg aldrig har savnet den, aldrig et eneste Øjeblik, sagde Konsulen. Og maa jeg spørge Dem, Hr. Kammerraad, skal der Latin til at forstaa Toldloven og dens Satser?

- Nej, nej, nej . . . De forstaar mig ikke . . . jeg mener, den klassiske Dannelse giver Folk et Sving . . .

- Aa, hvad skal De og jeg med Sving, Kammerraad Ralf? Jeg giver de Karle Fanden med deres Sving. De svinger os en Næringslov til som den fra 1857; de svinger om med Bonden og gør ham kalkunsk og storsnudet. Ja bare de kunde faa alle Folk gjort lige saa storsnudede, som de selv er, det er det, de "svinger" efter.

- Ja, men jeg ærgrer mig over min Søn. Nu om Stunder er næsten alle Embeder spærrede for de ustuderede.

- Saa kan han jo blive noget andet end Embedsmand. Ja det forstaar sig, Handelsstanden gaar ogsaa tilbage siden den Næringsfrihed . . . men lad ham lære at bygge Jernbaner og saadant noget Tøjeri; det betaler sig i vore Dage.

- Polytekniker? Ja, men saa skal han ogsaa studere. Nej, nej, gode Hr. Konsul; den Sorg forvinder jeg ikke. Og hvad kommer det hele af? Jeg har hørt af en af hans Adjunkter, at han hele Aaret har skrevet Vers.

- Naa, kanske han kan blive en ret ordentlig Digter, sagde Konsulen.

- Det var en sær Profession, mumlede min Fader.

- Aa nej, aa nej, sagde Konsulen beroligende. Der tjenes ikke daarlig ved Stykker til det kongelige Teater, og ser De, der er jo flere Digtere, der har Embeder og bliver dekorerede. Naa 330 . . . man skaffer sig vel ikke let en Formue ved at digte, men . . . véd De hvad, det kan vist egentlig ingen Embedsmand gøre mere, da de jo alle skal sættes paa fast Gage efterhaanden . . . ja det er noget, jeg har hørt, for jeg læser sgu aldrig Aviser.

- Nej, hør véd De hvad, min gode Konsul, det med Digtervæsenet . . . det kan da ikke være Deres Alvor, sagde min Fader.

- Alvor! Hæ, hæ, næ! Kan man tale et Alvorsord i disse Tider, min gode Kammerraad? Hvad? Det er jo Pjank og Jav. Men nu skulde vi vel have en lille Komedie i Gang i en af de første Efteraarsmaaneder.

Min Fader rystede afvisende paa Hovedet og mumlede:

- Jeg kan ikke faa den Skandale med min Søn af Tankerne. Jeg er vis paa, at hele Byen taler om den.

Og han gav sig til at bore med sin Stok i den bløde Jord i Mellemrummene mellem Brostenene. Konsulen rømmede sig et Par Gange, kløede sig paa Næsen med sin Stokkeknap og gav sig derpaa til at foretage det samme Arbejde med Dupskoen som min Fader. Der sad de to gamle Herrer og borede med en Ihærdighed, som var den bedste Sag værdig. Konsulen afbrød stundom Tavsheden med et betænkeligt: "Ja, det er Skam ingen Spøg!" eller "Ja, naar Menneskene vilde bruge deres Forstand!" - men han vidste aabenbart ikke, hvad han skulde finde paa for at trøste min Fader, hvis Hoved synlig var betrængt af mørke Tanker, thi hvert Øjeblik tog han sin grønne, guldtressede Hue af og tørrede sin skaldede Pande og Isse med sit Lommetørklæde, og smittet af denne Gestus tog Konsulen ogsaa sin blanke sorte Hat af og børstede den med sit Frakkeærme.

- Naar nogen kunde give mig et godt Raad! klynkede min Fader.

- Nu har jeg det . . . tror jeg, sagde Konsulen . . . De skal . . .

- God Aften, Hr. Kammerraad! lød en ny Stemme. Ved at flytte mig hen i et andet Vindue, der gav mig en længere Udsigt hen mod den ene Side, opdagede jeg, at det var Byfogden, en midaldrende, ret køn Mand, men som i sin Egenskab af moderne liberal ikke var yndet af min Fader. Da Fader imidlertid var Høfligheden seiv, rejste han sig fra Bænken og sagde: God Aften, god Aften! medens Konsulen bøjede sig en ganske lille Kende og berørte sin Hatteskygge. Under de følgende Replikker istemmede 331 han en brummende Nynnen og pirrede igen med sin Stok mellem Brostenene.

- Gratulerer, Hr. Kammerraad! vedblev Byfogden . . .

- Hvordan, til hvad? . . .

- Til Deres Søns Studentereksamen.

- Min Fader mumlede i en forknyt Tone nogle Ord, som jeg ikke hørte, men til hvis Indhold jeg let kunde slutte mig, om ikke af andet saa af Byfogdens straks indfaldende Replik:

- Aa ikke andet end det! Jeg fik ogsaa haud til Artium. Det er Attestatsen, det kommer an paa, Kammeraad Ralf.

- Den faar han saamænd aldrig, sagde min Fader.

- Saa-aa? Hvorfor ikke?

- Han bilder sig jo ind, at han er Digter og skriver Vers og . . .

- Aa hvad ? Det gør de fleste unge Studenter; det er en Slags Børnesyge, de skal gennemgaa. Han kan saamænd blive en udmærket Kandidat. Lad ham bare komme til København og lad den Versfeber rase ud! Det er en køn ung Fyr; De maa Skam ikke se surt til ham for den Smule Artiumsuheld. - Ah, det er Hr. Konsul Holm!

Konsulen rejste sig, bukkede ceremonielt, berørte Hatteskyggen og styrede midt ud paa Gaden. Efter et Par ligegyldige Ord tog Byfogden Afsked fra min Fader, som nu traadte ind i Stuen. Han studsede let ved at se mig, men han vendte ikke som før Øjnene bort. Aftensolen skinnede ind paa hans brede skikkelige Ansigt med den bløde og bevægelige Mund og forhøjede dets nye, venlige Udtryk.

Efter at have knappet sin grønne Uniformsfrakke op, gik han hen imod mig, lagde begge Armene paa mine Skuldre, saa' mig nogle Øjeblikke tavs ind i Øjnene; derpaa sagde han:

- Jeg har været meget vred paa Dig, Emil; men ved nøjere at tænke over Tingen, saa har jeg indset, at den Eksamen ikke har saa farlig meget at betyde, og, hvis Du faar en god anden Eksamen og fremfor alt en god Embedseksamen, saa husker ingen din Artium mere. Det Resultat er jeg kommen til efter moden Overvejelse, og jeg er grumme glad ved det. Nu rejser Du ind i Morgen . . . og . . . og . . . ikke sandt? Du vil jo nok gøre din Fader Ære? Ja . . . nu gaar jeg i Seng; jeg skal tidlig paa Kontoret i Morgen . . . God Nat, min Dreng, god Nat, som i gamle Dage!

Min Fader kyssede mig, men forlegen over sin egen Bevægelse 332 vendte han straks Ryggen til mig og forlod Stuen uden at vende sig om.

Da vi næste Dag spiste Frokost sammen, en Time før jeg skulde af Sted med Jernbanetoget, sagde han:

Naar Du kommer til Byen igen, maa Du endelig gøre Byfogden en Visit. Det er en overordentlig forstandig Mand, som Du kan lære meget af. De andre Vrøvlehoveder i denne By har jo ingen Forstand paa nogenting.

III.

Den store Hovedstad, hvis Glæder jeg for første Gang nød, de filosofiske Forelæsninger af en aandfuld Docent, hvis spillende dialektiske Fyrværkeri dannede den skarpeste Modsætning til Skolens nøgterne Grammatik- og Matematikpiskeri, sprængte min tidligere snævre Horisont, saa jeg fik Fornemmelsen af, at jeg vandt en "Verdensanskuelse"; det kongelige Teater, som jeg besøgte flittig, da min Fader havde Raad til at give mig rigelige Lommepenge, og Selskabslivet med dets Drøftelse af Kunst og Litteratur gjorde alt let, lyst og muntert i mit Sind. Jeg tænkte ikke mere paa at gøre Vers à la Heine; thi alle litterært dannede Folk saavel som Litteratur- og Teateranmeldelserne gik ud fra, at Shakespeare var Digteren i absolut Forstand uden Plet og Lyde; følgelig læste jeg ivrig den engelske Digters Værker og tyske Æstetikeres Spekulationer over dem.

Jeg fik at vide, at "Romeo og Julie" var det "absolutte" Kærlighedsdrama, og uddrog heraf det Dogme, at et rigtigt poetisk Gemyts Forelskelse "absolut" maatte begynde som Romeos, som "det erotiske Genis umiddelbare Grebethed ved det første Syn af den Kvinde, der for ham individualiserer det skønnes Idé", saadan var det jo ogsaa gaaet Dante, følgelig burde det gaa mig ligedan. Jeg blev særdeles trøstet ved Tanken om, at jeg virkelig hin Aften paa Fugleskydningsballet havde følt "den umiddelbare Grebethed"; i den Henseende var der intet i Vejen. Men at jeg ikke siden havde raset som Romeo, sat mig i Forbindelse - ikke med Ammen, som Genstanden ikke, saa vidt jeg vidste, havde ved Haanden, men med Frøken Kruse, at jeg i Grunden, trods min ulykkelige Kærlighed, befandt mig vel og let til Mode, 333 at jeg ikke var kommen i Klammeri med Tybalt dvs. Farmaceuten - ja, det var ikke, som det burde være. Naar jeg var ene, grundede jeg paa, hvorledes jeg skulde bære mig ad for at bringe noget Romeoagtigt ud af mig. Selvironien, der laa stille paa Lur og af og til sprang frem og anstillede Sammenligninger mellem Fader og Montague, Holm og Capulet, min Fødeby og Verona, mig og en italiensk Adelsyngling fra Renaissancetiden, ja selv mellem Amalie paa Fugleskydningsballet og Julie paa det silke- og brokadefunklende, fjerbuskvajende, kaarde- og sporeklirrende Bal i Marmorsale med Udsigt til uendelige Søjlegallerier og kunstig slyngede Trappebalustrader, denne Selvironi meldte sig kun i fuld Kraft hos mig om Morgenen, naar jeg var fastende, efter at jeg om Natten, inden jeg faldt i Søvn, paa det vildeste havde tumlet mig om i Fantasteriets Strømhvirvler.

Jeg gik op til Filosofikum næste Sommer. Jeg maalte Eksaminator Skæppen fuld. Min Yndlingsdocent sad og saa' paa mig med et lille Smil og nikkede sympatetisk ad den Tungefærdighed, hvormed jeg udviklede Begreberne [x][x][x][x][x][x] og [x][x][x][x][x], behandlede Aristoteles som en gammel god Kammerat, som jeg jævnlig røg Pibe eller drak Toddy sammen med, og hvis Hylozoisme var mig den fortroligste Ting af Verden, uagtet jeg aldrig havde læst et Ord at samme Aristoteles. Jeg fik Karakteren: udmærket godt og telegraferede øjeblikkelig til min Fader.

Dagen efter kom han til København. Da han traadte ind i mit Værelse, var han saa bevæget, at han ikke kunde tale. Han kyssede mig og gik straks efter hen i en Vinduesfordybning, hvor han stod og trommede paa Ruden nogen Tid og mumlede noget om den stegende Hede og det forfærdelige Solskin, som bragte hans Øjne til at løbe i Vand, at hans Øjne blev mere og mere svage og altid løb i Vand, at han vist kom til at bruge blaa Briller. Efterhaanden strammede han sig, knappede sin Uniformsfrakke og satte sig ned paa en Stol.

- Hør, Emil, sagde han; jeg tror, jeg har gjort Dig Uret . . . jeg mener . . . jeg tror, at den Rektor og de Adjunkter i F. ikke rigtig har forstaaet Dig.

- De Idioter! raabte jeg og kastede Nakken tilbage.

Der gik en Sky over min Faders Ansigt. Han sagde:

- Saadan taler man ikke om . . . om . . . kongelige Embedsmænd. Jeg mener blot, at de saadan . . . ja, jeg mener, at de er komne lidt tilbage, ikke har fulgt med Tiden, og véd Du hvad, min Dreng, selv om man er nok saa dygtig og samvittighedsfuld 334 en Embedsmand . . . saa er det sgu ikke let at følge den Pokkers Fart, alting tager nu om Stunder, naar man lever i en Provinsby. Se, det var . . . mener jeg . . . maaske ikke gaaet op for dem, at Filosofien var det, Du duede til. Ser Du . . . denne herre Udmærkelse, det er for mig, som om Du havde vundet en Sag ved Overretten, som Du har tabt ved Underretten. Hvad? Det er jo din første akademiske Prøve, og Filosofien er jo Videnskabernes Videnskab - ikke?

- Jo-o, svarede jeg, forundret over disse sidste Udtryk, som klang mig saa fremmede i min Faders Mund, og som han ogsaa udtalte med usikker Langsomhed. Jeg opsporede hans Kilde i hans næste Ord:

- Jeg har tænkt meget paa din Fremtid, Emil, og . . . jeg har ogsaa talt med sagkyndige om den. Byfoged Kørning mener, at den juridiske Vej for Øjeblikket er saa overfyldt . . . Bliver Du ved din gamle Bestemmelse at studere Jura.

Det var mig egentlig lige meget, da jeg havde lige lidt Lyst til noget af de sædvanlige Brødstudier. Da faldt det mig ind at vælge, hvad der kunde gøres færdigt paa kortest Tid, og sagde:

- Nej, jeg havde tænkt paa at læse til statsvidenskabelig Eksamen.

- Hm! Det er en af disse nymodens Eksaminer, som fører til . . . ja hvad fører den til?

- For Eksempel til Ansættelse i Toldfaget.

- Det var Skam ogsaa noget at spendere saa megen Lærdom paa, sagde min Fader og rynkede paa Næsen, og det er desuden en snavs Vej.

- Fader har dog haft et godt Embede i mange Aar.

- Hm! Ja, godt - det kan man jo gerne kalde det, men er det en Beskæftigelse for en studeret Mand? Naa, ja, ja, gør hvad Du vil, min Dreng! Du kommer vel ogsaa paa din Hylde. Du har gjort mig en stor Glæde, og nu vil jeg gerne glæde Dig.

Den gamle Mand saa' op paa mig med et lille Smil for at nyde min glade Forventning. Langsomt tog han sin Tegnebog op og nogle Sedler ud af den.

Med Forbavselse saa' jeg, at det var to Halvhundreddalersedler, som han leende lod flyve over Bordet, hen i Hovedet paa mig.

- Det er til en lille Udenlandsrejse, min Dreng, sagde han, til Dresden for Eksempel, hvad siger Du om det?

335

- Jeg var ude af mig selv af Henrykkelse, og min Fader var lige saa henrykt som jeg. Han lagde rent den formelle Værdighed til Side, som han hidtil havde troet, det var hans Pligt at bevare lige over for mig, og foreslog mig at "gaa paa Knejpe" sammen. Vi spiste godt paa en Restauration, drak rigelig Vin og var om Aftenen i Tivoli. Da vi passerede Øen, og Sangtriller naaede ud til os fra Pavillonen, kastede min Fader et Blik ind gennem Døren, og ved Synet af en meget nedringet Skønhed, der med et snøvlende Foredrag gav en "humoristisk" Vise til Bedste, dvælede hans Øje der en lille Stund; han gjorde en lille Bevægelse til at overskride Pavillonens Dørtærskel, men gik straks tilbage og sagde til mig med et Stænk af sin gamle Værdighed:

- Det er et upassende Sted. Dér har Du da aldrig været, Emil. Og uden at oppebie mit Svar, som jeg ikke vilde have kunnet gøre benægtende uden at synde mod Sandheden, fortsatte min Fader: Nej, det kunde jeg da nok tænke.

Udmærkelsen til den stakkels lille Eksamen og min lille Udenlandsrejse, som ingen Beboer af min Fødeby endnu havde gjort, straalede som en Glorie om mit Navn, da jeg kom hjem i Juleferien. Folk vendte sig om efter mig paa Gaden eller kom til Vinduerne, naar jeg gik forbi. Et Par Borgere passiarede sammen i en Gadedør; den ene sagde:

- Fanden staar i Kammerraadens Søn! Inde i København maatte Professerne sgu give fortabt for ham. Han var den "enigste" af et Par Tusind Mennesker, som tog første Præmie.

Jeg kendte Manden; han var Kreaturhandler og anvendte derfor Terminologien fra Dyrskuet i Amtet.

Naturligvis medbragte jeg fra København en Bunke Visitkort med mit Navn paa, ledsaget af min akademiske Titel, hvis ringe Betydning langtfra ikke var klar for alle min Fødebys Damer og Herrer. Jeg aflagde Besøg hos Folk, naar jeg vidste, at de ikke var hjemme; ja jeg havde endog den Selvbeherskelse at gøre det hos Konsul Holms for at faa Lejlighed til at anbringe det smukke Kort paa det Sted, hvor jeg ønskede, at det skulde gøre den dybeste Virkning, thi nu mente jeg, maatte Frøken Amalie vurdere mig.

Anden Juledag var der Bal paa Raadstuesalen. Jeg kom derhen, ledsaget af min Faders med mig jævnaldrende Fuldmægtig, der ligesom min Fader nærede en dyb Respekt for de "klassisk dannede", men uden synlig Tilsætning af Skinsyge.

I de faa Dage, jeg havde kendt ham, var han bleven min 336 trofaste Séïde. Jeg kunde ikke sige den tarveligste Brander, uden at den skikkelige Ulrik Godskesen lo, som om det var en genial Vittighed; han laante de Eksemplarer af Studenterforeningsviser, som jeg havde med, og brugte sin Fritid til at afskrive dem med sin kaligrafisk-smukke Haandskrift paa det fineste Postpapir; flere Aar i Træk foredrog han dem (hvad jeg senere erfarede) naar Byens unge Mennesker var samlede til Gilde. Lille Juleaften havde han hos Byens nye Delikatessehandler købt Konserver og kandiserede Frugter samt en Flaske saakaldet Malvoisiermadera, som han og jeg fortærede i Løndom i hans lille Værelse i Toldbygningen. Han vilde være bleven altfor jaloux, hvis en indbudt Gæst havde vundet mere Terrain hos mig end han selv. Da jeg foreslog ham at drikke Dus med ham, straalede hans Øjne, og han holdt den ene Skaaltale for mig efter den anden, hvis Auditorium som sagt kun bestod af Skaalens Genstand.

Da vi kom i Døren til Balsalen, stak han sin Arm ind under min og saa' sig glædestraalende om i Herrernes og Damernes Kreds. Han havde kun flygtige Nik til overs for sine sædvanlige Omgangsfæller, nogle Handelskommis'er og et Par Skrivere paa Byfogedkontoret, men han talte meget højt med mig og brugte Ordet "Du" saa ofte, som det var muligt i en Minutstid. Jeg havde Øjnene rettede mod Salens Baggrund og svarede min nye Ven hen i Taaget. Ved et lille Ryk frigjorde jeg min Arm for at foretage mine Ekspeditioner paa egen Haand. Godskesen blev staaende midt paa Gulvet og fulgte mig med Øjnene. Jeg slog et Slag op mod den Ende af Salen, hvor Honoratiores fra Arilds Tid havde haft deres Plads ved slige Festligheder, hvad Byens jævnere Folk ligeledes fra Arilds Tid havde følt sig forargede over, uden dog nogen Sinde at have gjort et Forsøg paa at fortrænge dem derfra.

Herfra vinkede Grupperne af sorte, brune og blonde Hoveder mig, Lyset fra Kronerne legede paa snart glatte, snart krusede Masser, og Farverne i de Blomster, der smykkede de unge Hoveder, stod dybt og kraftigt i den stærkt belyste Sal med de blegrøde matte Vægge. Jeg opdagede det vel kendte blonde Lokkehoved, jeg følte hin ubeskrivelige Nervedirren, som jeg ogsaa godt kendte, men jeg mærkede i Atmosfæren, at jeg nu var anset som en Personlighed. Jeg vilde gøre mig kostbar.

Jeg omkredsede Gruppen i Afstand og saa' flere skønne Øjne rette sig paa skraa hen imod mig; jeg gjorde Kredsen snævrere; Hovederne nærmede sig mere og mere hverandre; Sideblikkene blev færre og mere stjaalne; efterhaanden hilste jeg Damerne én 337 for én, mønstrende dem gennem Lorgnetten; de besvarede Hilsenen paa denne etisk-reserverede Maade, som god dansk Konveniens fordrer af en ung Dames Genhilsen til et ungt Mandfolk. Jeg gav mig nu til at tiltale Damerne og spørge til deres Befindende. - Jo Tak, de havde det godt alle sammen. Pludselig opdager jeg Provisoren midt i Salen i Fart hen mod den fine Damegruppe.

Kamplyst bragte Blodet til at rulle stærkere i mine Aarer; med en resolut Bevægelse gennemskar jeg Gruppen, naaede dens Centrum, Amalie Holm, og engagerede hende. Jeg mærkede rundt om mig en Hvisken suse gennem Gruppen. Hun var engageret til første Dans; men jeg lagde straks Beslag paa anden Dans og Borddansen. Frøken Kruse, som sad paa en af de Stole, der stod i Række langs Sidevæggen, fik et spørgende Blik af den skønne, der ikke vidste, om det var passende at skænke mig to Danse; men Duennaen var i en saa livlig Samtale med sin Naboerske, at hun ikke lagde Mærke dertil; efter nogen Nølen gav den skønne mig hviskende sit Ja, medens en lille Antydning af Rødme rislede helt ned over Skuldrenes Elfenbenskugler.

Saa snart jeg havde erholdt Svaret, fjernede jeg mig med et Buk; jeg vilde ikke vise mig, før jeg kunde gøre det med Glans. Da jeg ligegyldig slentrede ned gennem Salen, saa' jeg min Ven Godskesen træde ud af en anden Gruppe Damer af Byens "Mellemslab" og slutte sig til mig.

- Du danser ikke første Dans? spurgte han.

- Nej.

- Det gør jeg heller ikke. Danser Du anden Dans?

- Ja.

- Det gør jeg ogsaa.

I en Fart var han igen henne i Damegruppen, fik ja til anden Dans af en køn lille Pige, Datter af Førstelæreren ved Borgerskolen, og havde med nogle lange Skridt indhentet mig, før jeg naaede Udgangen, ligesom Orkestret spillede op.

- Jeg syntes ogsaa, det er noblere først at danse anden Dans, sagde Godskesen til mig. Hvad? Er det ikke?

- Aa, det véd jeg ikke, men jeg gider ikke danse første Dans.

- Nej, det gider jeg heller ikke. Hvor vil Du hen nu?

- Jeg sætter mig ind i et af Kabinetterne.

- I det, hvor der er Buffet?

- Ja, hvorfor ikke?

338

- Det var dejligt. Drikker Du en Baier med? En Eksport? Ja . . . jeg véd det ikke . . . synes Du ikke, det er værdt?

- Nej, fy for en Ulykke, saa stinker man jo af Øl, naar man skal danse.

- Ja baiersk Øl lugter ikke godt. Men en Pommerans, Du? Den lugter rigtig godt.

Jeg brast i Latter. Godskesen lo med og raabte:

- Ja, jeg sagde det jo bare for Sjov. Man kommer til at lugte endnu værre efter en Pommerans end efter en Baier. Det er bedst slet ingenting at drikke.

Dermed satte min Ven sig paa en Stol ved Siden af, konverserede mig ivrig, men skottede dog af og til hen til Buffeten, hvis Fristelser kun hans Beundring for mig gav ham Kraft til at modstaa.

Da de dansende i Ballets første Mellemakt havde spredt sig i de mindre Værelser, saa' jeg, at Frøken Holm blev ført ind i et af dem af Provisoren; men den Afskedshilsen, de vekslede, stod adskillige Termometergrader under, hvad jeg havde set for et Par Aar siden. Den skønnes Farve blev igen en Smule forstærket, da jeg nærmede mig.

Vi blev snart enige om, at det var længe siden, vi sidst saas, og lige saa enige blev vi om, at der var foregaaet store Forandringer i den Tid, om at det kongelige Teater ydede den største Fornøjelse, man kunde nyde i København, samt om, hvor dejligt det var at rejse udenlands, hvad hun tidt havde bedt sin Fader om, men uden Nytte. Han havde engang foræret hende "Dresdener Galeri" i Staalstik, det maatte være mageløst at se de virkelige Galerier.

Nu fik jeg Anledning til at holde et langt Foredrag om, hvorledes de gamle Mestre paa Lærredet havde fængslet det, som Middelalderens Digtere i Provence, i Tyskland og Italien havde anskuet under en dejlig Kvindes Form, at Madonna egentlig kun var "det evig kvindelige" osv. osv. Hun lyttede med store, forbavsede Øjne, og, da Orkestret spillede op til den anden Dans, hang hun tungt og tankefuldt ved min Arm. Hun var aabenbart imponeret ved min Viden, og mine æstetisk-kulturhistoriske lieux communs var for den unge videbegærlige Hjerne noget splinternyt, som den troende sugede ind.

Men, da vi traadte ud i Dans, gjorde den rent umiddelbare Livsfryd sin Ret gældende: hendes Øjne lo, et ubevidst Smil aabnede de fugtige Læber, Tændernes Perlerader blinkede mig i Møde, Skuldre, Hals og Bryst gennembævedes af Liv, og som baarne af 339 et Medium lettere end almindelig Luft svævede vi af Sted uden at give Agt paa, at den opførende Kavaler "klappede af". Denne, en ung Glarmester, greb mig temmelig haardt ved Skulderen og raabte mig ind i Øret:

- Kanske De er saa behagelig at træde af, naar jeg giver "Signalet".

Jeg havde en Følelse som en, der vækkes af en himmelsk Drøm ved et brutalt Ørefigen. Da jeg havde fundet en foragtelig Mine til Glarmesteren, var han allerede borte. Min Dame og jeg gik ind i vor Plads i Rækken; jeg skaffede hende en Stol. Nu randt atter min Veltalenheds Strøm: Eventyr fra min Udenlandsrejse vekslede med Beskrivelser af det sachsiske Schweiz; saa naaede jeg København og Teatret; dæmpet deklamerede jeg en lang Tirade af et romantisk Drama, hvori jeg efterlignede en yndet Skuespillers Diktion og Gestus, saa godt jeg kunde; med Tro paa min Alsidighed sprang jeg over i Komiken og gav Prøver af Jeppes lange Replik i 1ste Akts anden Scene; den skønne saa' ud til at følge mig med største Interesse; nu overhørte vi Signalet til at danse ud igen: jeg vaktes denne Gang af min Ekstase ved den bortgaaende Glarmesters temmelig lydeligt henkastede: Stodenterflab. Frøkenen og jeg saa' paa hinanden; jeg rynkede mine Bryn hen i Retning af Glarmesteren, men da perlede en Latterkaskade frem fra hendes Bryst, saa sprudlende glad, at min Vrede og Hævntrang lige over for Glarmesteren druknede, og jeg trolig sekunderede. Hun saa' op paa mig fra Øjenkrogene, efterlignede den raa Stemme, idet hun dæmpet sagde: Stodenterflab. Det var ikke til at modstaa; Latteren tog først Magten fra mig, saa fra hende; af Træthed maatte vi af og til pausere, men, saa snart vore Øjne mødtes, var det galt igen. Midt under en af Paroksysmerne hørte jeg den sagte hvinende Lyd af Silke stryge hen imod os. Frøken Kruse havde sat sig i Bevægelse fra sin Plads i saa stor Fart, som nogenlunde kunde forenes med det passende.

- Pas lidt paa Dig selv, lille Amalie! sagde hun; Du vækker Opsigt.

Silken skreg atter, og Duennaen strøg tilbage til sit forrige Sæde. Vi passede vor Tur til næste Uddansning, men det blev atter galt, da vi saa' vor Ven Glarmesteren svinge sin Dame med rigtig Dansebodflothed, saa Skørterne susede omkring hende, mens han selv gjorde nogle sære Kast med Hovedet, holdt sin Dames højre Arm meget højt i Vejret og sin egen venstre med 340 Albuen klemt tæt til Kroppen. Min Dame og jeg kunde næsten ikke danse paa Grund af den Anstrengelse, Kampen med Latteren kostede; men, da hun opdagede, at vi vakte Opmærksomhed, sagde hun:

- Hr. Ralf! - vi maa virkelig være ordentlige.

Straks efter Dansen forsvandt jeg igen og viste mig først, da jeg anden Gang skulde være hendes Kavaler. Nu lod jeg atter Lærdommens og Æstetikkens Batteri spille med Skyts, laant fra Lessings Laokoon og en Ekstrakt af Vischers Æstetik, som jeg havde læst i nogle Skoleprogrammer. Efter Bord dansen vilde jeg forlade Ballet i hele den Glorie, som det syntes mig, at Amalie Holms glansfulde Afskedsblik kransede mit Hoved med. Da jeg ikke kunde opnaa flere Danse af hende, fordi hun, som hun betroede mig, ikke turde det for "de andre", havde jeg intet mere dér at gøre. Men det forventede hurtige Tilbagetog blev mig afskaaret paa flere Maader.

Først kom min Séïde, Ulrik Godskesen, sættende efter mig næsten i Løb.

- Gaar Du? spurgte han.

- Ja vel gaar jeg.

- Hm . . . vi unge Mennesker plejer rigtignok at vente, til Ballet er forbi henad Morgenstunden, og spiser lidt Frokost. I Aften . . . eller rettere i Morgen kan vi enten faa Svinekotelet med Rødbeder eller Gaasesteg med Rosenkaal.

Jeg lo haanlig og afvisende. Han søgte at stemme sin Latter i samme Tonart og udbrød:

- Ja, jeg sagde det bare for Løjer, kan Du nok tænke. Ja Gud, sikke Spidsborgere, Du! Naturligvis er det noblest at gaa fra Ballet paa denne Tid. Det gjorde ogsaa Husarløjtnanten, der var her i Fjor. Jeg gaar med Dig .

Den anden Hindring frembød sig i det Værelse, som stødte op til Balsalen i Form af min gamle Fjende, Farmaceuten, der stod foran et Spejl og kæmmede sine Whiskers med en Lommekam. Da han saa' mit Billede i Spejlet, kom han hen mod Godskesen og mig. Min Ven havde ikke haft Øjnene fra mig hele Aftenen; han havde let forstaaet min Forelskelse i Amalie Holm; han klemte min Arm fast til sin som Hummer klemmer Klister; han forudsaa' et Angreb og vilde være min Kampfælle, hvorledes det end gik. Han tvang mig endog ved et Ryk i Armen til dristig at gøre Front sammen med ham selv mod Angriberen.

341

- Véd De af, Hr. Ralf, sagde Farmaceuten, at her i Byen er vi ikke vant til at bære os ad ved vore offentlige Festiviteter saadan, som De har baaret Dem ad paa Ballet i Aften?

- Vil De saa ikke være saa venlig at lære mig, hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg skal rette mig derefter, svarede jeg, men paa én Betingelse, at De siger det paa Latin.

Godskesen slog en umaadelig Latter op over denne labanagtige Ytring, som maaske under andre Omstændigheder kunde have indbragt mig en Dragt Prygl af Handelskommis'er og andre Svende; men heldigvis for mig og uheldigvis for min Fjende, Farmaceuten, var disse unge Mennesker vrede paa ham, fordi han ansaa sig som hørende til en langt højere Sfære end de og aldrig nedlod sig til at tale til dem.

Da Godskesen, som var yndet at alle for sin Venlighed og Godmodighed, holdt med mig, tog de i Stuen tilstedeværende mit Parti og stemte med i. En Manufakturhandlerkommis kom endogsaa hen til os, greb den af mine Hænder, som jeg havde fri, rystede den og sagde:

- Den var godt lagt ud.

Godskesen fik Løftelse ved Bifaldet og sagde til Kommis'en:

- Ser De, Petersen, Provisoren og De kan lige godt Latin. De kan Kræmmerlatin og han Receptlatin. Det er akkurat af samme Slags og lige klas'isk.

En fire fem unge Mennesker sluttede sig om os. Provisoren fandt det raadeligst at fortrække. Jeg maatte drikke et Glas Vin med Manufakturhandlerkommis'en, der var henrykt over, at jeg, der efter hans Mening stod en Sfære højere end Farmaceuten, var i hans Selskab. Da han stødte sit Glas mod mit, sagde han:

- Skaal, Hr. Ralf! Derpaa skal man kende den højere Dannelse, at den agter enhver for, hvad han er; men se, saadanne Apotekertampe, dem kalder jeg bare for halvstuderede Røvere. Jeg skal sige Dem, jeg har selv to Fættere, som er juridiske Kandidater. Naa - De vil under ingen Omstændigheder blive længere, Hr. Ralf? . . . God rolig Nat! Tak for i Aften . . . For Resten kunde det gøre godt at tage sig en Smule Luftbad . . . hva'faler? Tillader De, at jeg følger Dem hjem?

- Med stor Fornøjelse og Tak til, Hr. Petersen.

Balsalen og de tilstødende Værelser var paa første Sal. Herrernes Overtøj hang i en lang Korridor i Stueetagen. Den var 342 halvmørk i Midten, kun belyst af en svag Lampe i hver Ende; min Overfrakke hang længst inde. Midt i Mulmet knejste noget uheldvarslende bredt og stort sort noget, der spærrede Korridoren i hele dens Bredde. Ved Fremrykningen og ved nærmere Eftersyn viste det truende Fænomen sig at være min nyeste Fjende, Glarmesteren. Langsomt og værdig brummede han med en Gravrøst som en Mørkets Aand:

- Vinden staar paa Klø i Aften for latinske Drenge.

- Manufakturhandlerkommis'ens Tryk om min Arm slappedes.

- Vi kan ikke gaa tre her i Korridoren, mumlede han og strøg sig bag Godskesen og mig.

Vi to avancerede fremad, jeg med bankende Hjerte, mod et Par ud i Dæmringen skinnende knyttede Næver og blottede Haandled under de opsmøgede Kjoleærmer. Jeg syntes, det varede en uendelig Tid, før vi kom Glarmesteren nær. Oprigtig talt - min Æresfølelse var større end mit Mod; jeg havde ikke været i Slagsmaal, siden jeg blev voksen. I en lynende Fart krydsedes min Hjerne af Tanken om, hvad hun vilde sige, hvis min Sortie, som jeg havde komponeret saa brillant, skulde blive ledsaget af en Dragt Prygl, om hvorledes mine gode sorte Klæder og min fine Skjorte med det lille moderne Kalvekrøs vilde blive tilredt.

Men pludselig hører jeg en Dør knirke til venstre i Korridoren, et lyst Rum aabner sig mod mig, Godskesen trækker mig med sig og lukker Døren efter os. Vi befandt os i Arrestforvarerens Stue, hvis Beboer, en gammel forhenværende Underofficer med to løjerlige Tipper af Overskæg under den brede flade Næse og med stift Halsbind uden Flipper, Mindesmærker om hans militære Stand, fik sig et Slag Kort med Byfogdens Kusk, der sad med sin tressede Hue paa Hovedet, Cigar i Munden, blinkende smaa Ringe i Ørene og i mørkeblaa Skjorteærmer.

- Vil De være saa artig at ledsage os ud gennem Korridoren, Nivaa, sagde Godskesen; der staar en Person, som truer med at overfalde os.

- Øjeblikkelig, Hr. Fuldmægtig, svarede den adspurgte, knappede sin blaa Uniformsfrakke, tog sin grønsnorede blaa Kasket ned fra en Knage og satte den paa Hovedet, bevæbnede sig med sin Spanskrørsstok, aabnede atter Døren, hvori han stillede sig op med embedsmæssig Værdighed.

- Passér Gangen! raabte han.

343

- Kanske jeg kunde faa Lov til at tage min Overfrakke, sagde Glarmesteren lidt trodsig.

- Passér Gangen! lød Arrestforvarerens Røst med samme upersonlig-officielle Myndighed. Han beklædte nemlig ogsaa Posten som første Politibetjent.

Glarmesteren gentog sine forrige Ord, Arrestforvareren sine, men denne Gang tilføjede han efter et kort Ophold og med forstærket Stemme: I Kongens Navn! og holdt sit Politiskilt i Vejret. Kusken nikkede med bifaldende Anerkendelse inde fra Stuen, hvor han stod oprejst med Gigaren i Munden som en sympatetisk Tilskuer. Glarmesteren adlød denne Gang; men for at dække Anstanden ved Tilbagetoget spilede han begge Kjoleskøderne ud bagfra, fløjtede en af Melodierne, som var bleven spillet inde i Salen, under hvis Rytmer han derefter lagde de improviserede Ord:

Du Posekigersvend,
og Du Stodenterdreng,
vi mødes nok igen,
førend vi gaar i Seng.

Men med urokkelig Alvor trak Arrestforvareren paa Skuldrene og sagde til min Ven og mig:

- Se, saadant noget vilde jeg i Deres Sted overse. Han ledsagede os endog et Stykke over Torvet, hvorpaa han tog Afsked fra os med disse Ord:

- Jeg tager alt i min Embedsførelse med knusende Ro, skal jeg sige Dem. Ja De Herrer skal jo selv være Embedsmænd, saa nu kan De se, hvordan man skærer Madposen.

Godskesen var glad som et Barn over at have reddet mig fra Glarmesteren, som var en af Byens frygtede Slagsbrødre. Han spurgte mig en to tre Gange, om han ikke havde vist Konduite, jeg svarede bestandig jo.

Da vi kom til vor Gadedør, over hvilken der brændte en Lygte, tog han begge mine Hænder, stillede sig nogle Skridt fra mig og betragtede mig med en forelskets Henrykkelse.

- Du fortjener at faa Byens rigeste og mest begavede Pige, sagde han, og Du skal faa hende. Saa trykkede han fast og længe begge mine Hænder og begav sig hjemad mod Toldkontoret, men stod stille et Øjeblik midt paa Gaden, mens jeg drejede Nøglen om i Laasen, for at faa det sidste Glimt af mig at se.

344

V.

Min Fader fik af og til sin Frokost bragt ned paa Toldkontoret; for Selskabs Skyld gik jeg da i Reglen derned og nød dette Maaltid sammen med ham. Da jeg Dagen efter Ballet gik gennem det yderste Kontorværelse, hvor Godskesen tronede paa den høje Kontorstol bag den ene og et Par Toldassistenter bag den anden Skraaning af det store Stillads af en Dobbeltpult, gjorde Fuldmægtigen Tegn til mig, at han havde noget at betro mig, saa snart vi kunde faa Lejlighed til at være ene. Denne Lejlighed indfandt sig en Times Tid efter Frokosten, da min Fader forlod det inderste Kontor; naar dette var Tilfældet, flyttede Godskesen altid derind for at repræsentere ham. Han klippede diplomatisk med sine skikkelige Øjne, da han traadte ind.

- Hør Du, sagde han, véd Du, hvad jeg er kommen paa det rene med i Nat, da jeg laa vaagen og tænkte paa Dig og Ballet?

Det kunde jeg naturligvis ikke vide.

- Jo Du, jeg har udgransket, at jeg er rædsom forelsket. Ja, Du maa nok le, for det er virkelig underligt, at det saadan gaar mig akkurat, ligesom det gaar Dig. Værs'go! der er en god Cigar; det er af den fine Kasse, din Fader fik forærende af Konsul Holm, og Kammerraaden forærede mig fem til min Fødselsdag. Det er den sidste, jeg har. Men, hvad var det nu, jeg vilde sige? Jo, det var, at det er gaaet op for mig, at jeg er voldsom forelsket i Adelaide Lassen, Du véd, Datteren af Førstelæreren ved Borgerskolen. Jeg dansede i Gaar Aftes med hende, netop de samme Danse, som Du dansede med Frøken Holm. Jeg har spillet Komedie med hende i Fjor Vinter, og da maa det vist have begyndt, men, som jeg siger Dig, først i Nat blev jeg klar over mine Følelser. Din Fader fik mig forleden Aar til at spille Komedie, og nu har jeg i et Par Aar stadig været Elsker, og Adelaide Lassen har været Elskerinde, men ret meget har jeg ikke faaet talt med hende uden for Rollen, for den gamle Konsul gaar jo deroppe bag Kulisserne og genner altid Herrerne bort fra Damerne. Nu tænker jeg, vi skal have en Komedie efter Nytaar; jeg véd, at Konsulen tænker paa Schribes "Dronning Margrethes Noveller."

- Scribes Dronning Marguerites Noveller, korrigerede jeg. Saa? Det var en dristig Idé.

- Ja, naar Konsulen vil have det, er der ikke noget ved den Ting at gøre, og, naar Du vil vinde ham, saa synes jeg . . . ja det 345 er bare min Mening - saa synes jeg, at det vilde være klogt af Dig at føje ham.

- Jeg? Hvad har jeg med den Komedie at gøre? I kan for mig gerne spille baade Kong Lear og Hamlet, sagde jeg, i Tanken overlegent kimsende ad Købstadens dramatiske Dilettantisme.

- Vil Du ikke blive vred, hvis Du finder en Plan dum, som jeg har lagt . . . alene for at Du kan komme meget sammen med Frøken Holm? spurgte Godskesen næsten ydmyg bedende.

Mine Forestillinger om, at mit Kærlighedsdrama maatte og burde begynde som Romeos, var efterhaanden bleven betydelig nedstemte; det Købstadsmedium, hvori det var opstaaet, var ikke fortættet af Romantikken som Veronas i det 16de Aarhundrede. Jeg tog til Takke med en Ulrik Godskesen i Stedet for en Mercutio som Ven og fortrolig. Jeg fandt, at den Plan, han meddelte mig, ikke var saa gal; at der stillede sig Vanskeligheder i Vejen for dens Udførelse, æggede mig kun til at prøve den og mulig under Udførelsen ændre den lidt efter min Smag. Det følgende vil vise, hvori den bestod. Efter at have endt sin Fremstilling af den, sagde Godskesen:

- Det forstaar sig af sig selv, at jeg vil nøjes med et rent Sekondparti i den Komedie. Jeg træder i alle Maader tilbage for Dig. Jeg er ikke saa tosset, at jeg ikke skulde anerkende Intelligensens Overmagt ogsaa paa det dramatiske Gebet.

Klokken var knap elleve; det var en god Visittid i en By, hvor Familierne sjælden spiste til Middag senere end Klokken to; Konsul Holm spiste efter Husets ældgamle Skik allerede Klokken 12. Jeg vilde straks til at begive mig paa Vej; men saa huskede jeg, at Frøkenen vel sov ud efter Ballet, og maatte derfor bekæmpe min Længsel. Altsaa: "fjerde Juledags" Formiddag! Jeg gik ned ad Gaden, opfyldt af anticiperet Sejrsjubel over mine ufødte Bedrifter; den frosne Sne, der blaanede i Lyset fra den skybetrukne Himmel, knirkede under min Stormmarches taktfaste og hurtige Trin.

Jeg traadte ind i den store, men temmelig lave Dagligstue, fra hvis Loft Glaslysekronen hang saa langt ned, at en middelvoksen Mands Hoved let kunde komme i Kollision med de klirrende Glasdupper. Foran den buldrende tre Etages Kakkelovn funklede Messingstativet varmt og hyggeligt; Lyset udefra fangedes og dæmpedes af de svære grønne Damaskes Gardiner og Lyden af Skridtene af det solide Gulvtæppe med Hø under.

Møblerne bredte sig, ligesom Konsulen selv, i deres gammel 346 dags Matadorværdighed, med meget Mahognitræ og med megen Krølhaarsudpolstring; det var ikke disse smaa, kokette, moderne Tingester, som nu i Massevis anbringes i Værelserne; hvert Møbel gjorde Fordring paa Opmærksomhed som en fremtrædende Personlighed, der ikke taalte at blive overset eller at drukne i Massen. Af Væggeprydelser fandtes kun et Par store Pillespejle med Glas baade over og under Konsolerne samt et Kobberstik efter David af Napoleon den første over Sofaen.

Der var ingen i Stuen ved min Indtrædelse, men Døren til Sideværelset gik straks op, og Frøken Kruse traadte ind, og bagefter kom Amalie. Jeg havde ventet at se en Rødme stige op i hendes Kinder ved Synet af mig, men den udeblev. Jeg hilste paa Damerne.

- Jeg saa' Dem komme, sagde Frøken Kruse . . . det Gadespejl foran Kabinetsvinduet melder os gerne vore Visitter. Saa' Du ikke ogsaa Hr. Ralf, hvor Du sad, Amalie?

- Nej, svarede den adspurgte, men nu kom Rødmen og gjorde Sandheden af hendes Svar mistænkelig.

- Jo, De skulde rigtignok have, sagde Frøken Kruse og løftede truende sin Pegefinger; saadan som De fik Amalie til at le paa Ballet . . . Naa, det er ikke saa slemt ment, for Amalie fortalte mig, hvor lærerigt og interessant De talte til hende. Vi sukker alle efter lidt Tilstrømning fra Intelligensens Kilde, Hr. Ralf; det er det slemme ved at leve i en lille By. Vi læser jo nok Kritikkerne i "Berlingske Tidende" af det, som udkommer, og som spilles paa Teatrene, men Konsulen køber ikke Bøger, saa man kan jo ikke faa fat i de finere Nuanceringer.

- Duennaen er æstetisk, tænkte jeg. Jeg drog nu stærkt til Felts mod Kritikkerne i "Berlingske Tidende" og gjorde et Forsøg paa langt at overtrumfe Bladets Kunstdommere i skarp, æstetisk Analyse og spillende Stil i en Oversigt, som jeg improviserede over Aarets Julelitteratur. Frøken Kruses Øjne hvilede med Interesse paa mig og forlod mig ikke et Øjeblik, skønt jeg følte, at jeg blev distrait og begyndte at vrøvle. Thi, medens jeg talte, saa' jeg, at Frøken Amalie i Tanker tog mit Visitkort op af Bunken, der laa i en flad pletteret Skaal paa Bordet; jeg saa' det blanke, hvide Pap krumme sig om hendes slanke, smidige Pegefinger, omslutte den som en Vase af Alabast, hvoraf Fingerspidsen kiggede frem som en hvid, svagt rødmende Rosenknop . . . Ja det var den mindst vanvittige af de Lignelser, der løb gennem min viltre Fantasi. Saa gjorde hun Pegefingeren fri; jeg blev helt 347 nervøs kildret ved at høre Papirets sagte Skratten, naar de rosenrøde Negle med Rande som af hvidt mat Glas let skurede dets skarpe Rand. Jeg maatte gøre Punktum i Overbevisningen om, at den Del af min Kritik, som fulgte paa disse Iagttagelser, var det eneste sorte i alle de lyse, blanke og glade Farver. Frøken Kruse havde ikke mærket det mindste; hun havde lyttet spændt og gav mig følgende Kompliment:

- Ja det, De siger der, er rigtignok dybere gennemtænkt end det, jeg har læst i "Berlingske Tidende".

Amalie fandt vist, at det var for dybt, thi hun vedblev at lege med mit Visitkort, krummede det atter sammen, pustede sagte i det som i en Trompet, satte det for Øjet og saa' igennem det som gennem en Kikkert op mod Lysekronen. Det var mig som noget af min Person var gaaet over i Visitkortet, som om hendes Tumlen med det var en Slags Kærtegn, hun gav mig paa Afstand. Jeg havde hende en profil. Hvor var hun dejlig, naar hun bøjede sig lidt forover! Den temmelig høje, noget udhvælvede Pande, den lille fine - ja nu tør jeg sige Opstoppernæse - den opad krummede Overlæbe, der var saa nem til Smil, dannede et Ensemble af barnlig, munter Tryghed, af uskyldigt Videbegær, medens Lystigheden og Kaadheden havde sit Udtryk i de løst flagrende, i Lyset flimrende Nakkehaar, der groede som vildt Krat ved Randen af Frisurens tætte Skov, der var behandlet efter alle Kunstens Regler.

- Der spilles nok af og til Komedie her i Byen, sagde jeg.

Frøken Kruse svarede:

- Ja, der er nogle unge Mennesker, der af og til spiller for et eller andet velgørende Øjemed.

- Har De nogen Sinde spillet med, Frøken Holm?

- Jeg? Nej, det har jeg rigtignok aldrig, svarede Amalie.

- Saa? Kunde det ikke more Dem?

Hun saa' først paa mig med et frembrydende, men straks tøjlet Smil, derefter paa Frøken Kruse, der bestemt rystede paa Hovedet. Amalie satte derpaa et moralsk Bededagsansigt op, der klædte hende usigelig pudsigt, og sagde:

- Nej, det tror jeg virkelig ikke.

- Saa? Jeg har da hørt, at Deres Fader . . .

- Konsul Holm betragter Dilettantkomedie mere som et opdragende Middel for Byens . . . ja . . . saadan jævnere Ungdom, sagde Frøken Kruse skyndsomt. Det er naturligvis ogsaa tarveligt. Naar man har set det kongelige Teater i dets Velmagtsdage, i Nielsens, Fru Nielsens, Fru Heibergs, Michael Wiehes og Høedts Tid 348 . . . ja jeg kan saamænd huske Dr. Ryge, saa er ens Smag jo lidt kræsen, naar jeg selv skal sige det. Ser De, de unge Mennesker, som spiller her, mangler jo Intelligens til at trænge ind . . . jeg mener til psykologisk Dybhed i . . . at . . . gribe Menneskehjertets finere Sangbund.

- Ja, men saa burde Blomsten af Byens Intelligens en Gang vise, hvad den formaaede, sagde jeg. Kunde De virkelig slet ikke faa Lyst til at være med, Frøken Amalie?

- Jo, egentlig kunde det være frygtelig morsomt, sagde Amalie og var ved at klappe i Hænderne, men Frøken Kruses Alvorsblik udrettede, at hun ganske fredsommeligt lagde Haandfladerne sammen. Blikket ledsagedes af følgende Ord:

- Vist kunde det ikke, Amalie. Ja, jeg er ikke borneret, Hr. Ralf, og jeg vil ikke kalde det ukvindeligt at spille Komedie, men det strejfer dog betænkelig hen imod det mindre passende.

- Det kan De ikke mene, Frøken, De, som har set afdøde Fru Nielsen og sikkert har læst Søren Kierkegaards mageløse Karakteristik af hende og Fru Heiberg. Fru Nielsen skal jo netop have kunnet fremstille den reneste, den idealeste Side af Kvindeligheden i dens nordisk ædle Form.

Den Subreption, jeg begik, var jeg mig fuldt bevidst; jeg gjorde ikke gal Regning ved ikke at tiltro Frøken Kruses Logik Styrke nok til at hugge den Parade igennem. Hun tav et Øjeblik, gjorde derpaa paa kvindelig Vis et Sidespring og sagde:

- Ja, men véd De hvad? Fru Heiberg var virkelig ikke altid kvindelig, naar hun var i Herreklæder, saadan som i "Viola" og i "den Yngste", hvor hun vilde slaa Schram.

Jeg, der havde set Fru Heiberg mange Gange og elskede hendes geniale Kunst, glemte at være ironisk, og nu gav jeg en begejstret Dithyrambe til Bedste for den store Kunstnerinde. Da jeg vandt Herredømme over mig selv igen til at arbejde for mit Maal, slog jeg over i at anprise Dilettantkomedie som et fortræffeligt æstetisk Dannelses- og Opdragelsesmiddel for Menneskene og anførte Goethes Autoritet som Støtte for min Paastands Rigtighed. Den Matador kunde Frøken Kruse ikke stikke. Hun tav og saa' tankefuldt ud af Vinduet. I samme Øjeblik aabnedes Døren, og Konsulen traadte ind, alvorlig, bredfodet, sort klædt, meldende sig ved en kort Hoste. Han rakte mig højtidelig Haanden, sænkede Øjenlaagene og sagde:

- De har gjort Deres Fader en stor Glæde, min unge Ven, og, da jeg betragter Deres Fader som den bedste Embedsmand 349 her i Byen, og han er den eneste Embedsmand, jeg kender, for de andre kender jeg ikke, saa - hø - h . . .

Eftersætningen døde i en lang uartikuleret Brummen. Nu skulde jeg til at gaa videre efter den mellem mig og Godskesen aftalte Plan; men Konsulen saa' saa vel befæstet ud med sit store graa Haar og Skæg paa Kinderne og under Hagen, sit store Atlaskes Halsbind med de stive Fadermordere som Udenværk, at jeg frygtede for, at det Skyts, jeg havde i Beredskab, skulde være af altfor let en Kaliber. Imidlertid begyndte jeg modig Angrebet efter en Pause.

- Har Konsulen tænkt paa en Privatkomedie i den nærmeste Tid?

- Hvad behager? Naa - Komedie? Ja jeg hjælper jo af og til de unge Mennesker med saadant noget. Deres Faders Skriver, eller om Forladelse - Fuldmægtig . . . hvad hedder Fyren nu? Gotfredsen ?

- Godskesen.

- Ja rigtig . . . han har noget Talang.

- Ja, det er den eneste, der har nogen Følelse, faldt Frøken Kruse ind. Og saa synger han ganske net . . . det vil sige, ikke kunstnerisk.

- Aa, hvad, sagde Konsulen; vi forlanger ikke Triller og saadanne Kunster. Naar jeg er fornøjet, faar De ogsaa være det, gode Frøken.

- Gud bevares, sagde Frøken Kruse med spids Mund og en ironisk-resigneret Bevægelse af Øjenbrynene, som hun syntes at rette til mig i Haab om der at finde en "dybere" Forstaaelse. Hun sagde:

- Konsulen har selv været en ivrig Skuespiller i sin Ungdom, skal jeg sige Dem, Hr. Ralf.

Uforventet fik jeg en Forbundsfælle. Nu faldt jeg ind:

- Ja, og min Fader har fortalt, at det var en Fest i Byen, naar Konsulen og den Dame, der senere blev hans Frue, spillede i Heibergs Vaudeviller, og min Moder spillede nok ogsaa godt.

- Hm! har Deres Fader fortalt Dem det? Hm . . . det var da ... hm!

- Ja, han har, sagde jeg. Det var ikke sandt, men han havde sagt det til Godskesen i et fortroligt Øjeblik og erklæret, at dengang var det Byens Honoratiores, som spillede Komedie. Denne sidste Bemærkning afleverede jeg til Konsulen. Med en misfornøjet Mine kløede han sig paa Næsen og sagde: 350 - Tiderne har forandret sig. Dengang bestilte Folk noget, og da spillede de Komedie her i Byen for Morskabs Skyld; nu bestiller de ingenting; nu skal de spille for at faa moralske . . . moralske Principper gennem Stykkerne. Derfor holder jeg paa de franske Stykker; de har altid en sund Moral.

- Men der er ingen Poesi i dem, bemærkede Frøken Kruse.

- Det kommer aldeles ikke mig ved, svarede Konsulen. Jeg har ikke det mindste mod Poesi - tværtimod, men vor Tid trænger mere til Moral.

Nær havde min naive æstetiske Samvittighedsfuldhed spillet mig et Puds og bragt mig til ivrig at imødegaa Konsulen, men jeg tog et Tag i mig selv. Jeg sekonderede Konsulen og sagde:

- Ja det etiskes Betydning for Poesien maa man betone stærkt.

- De mener? spurgte Konsulen usikker.

- Jeg mener, man maa holde paa det etiske . . . det moralske i Poesien.

- Naa saadan . . . jeg hørte det ikke rigtig. De udtaler nogle meget fornuftige . . . hø . . . Læresætninger, min unge Ven. Naa . . . vore Komedier gaar saamænd ganske godt, men de unge Mennesker er lidt . . . lidt stive . . . lidt generte, naar jeg netop undtager denne lille Gotfredsen og saa Skolelærer Lassens Datter.

- De skulde prøve nogle nye Kræfter, Hr. Konsul, sagde jeg.

- Har De opdaget nogle? spurgte Konsulen aabenbart interesseret . . . Men - men . . . Det maa vi tale om under fire Øjne.

Dette krydsede Godskesens og min Plan, men der var intet ved den Ting at gøre. Jeg maatte følge Konsulen ind i det lille Kabinet til Gaarden, der i sin Tid havde været hans Købmandskontor. Ja, det var meget lille, uagtet ikke som i min Barndom alle Væggene var skjulte af Hylder med Varer. Der var kun Plads til et temmelig stort gammelt perlemalet Fyrretræs Skrivebord og tre eller fire Stole. Paa en af Væggene hang et meget stort Fotografiportræt af Konsulens afdøde Hustru, gjort efter et Daguerreotypi; om Rammen hang en Krans af Evighedsblomster. Dér fandt jeg en endnu virksommere Hjælp til Udførelsen af Godskesens Plan end i Frøken Kruses Alliance fra Dagligstuen. Mit Mod fik et Opkog.

Konsulen fikserede mig med et kræmmerfiffigt Øjekast, medens det øvrige Ansigt bevarede sin overlegne Værdighed. Han læste aabenbart noget paa mit Ansigt og tydede det paa sin Maade.

- He - he, sagde han. De skulde da vel aldrig have faaet 351 Lyst til . . . til at spille Komedie? Hvad troer De, Kammerraaden, Deres Fader, vil sige?

- Jeg tror egentlig, min Fader er saa glad for Øjeblikket over min Eksamen, at han ikke vil sætte sig imod det.

Konsulen smagte lidt paa min Replik, skurede Skægget mod Halsbindet og løftede Brynene højt op i Panden:

- Vi er alle svage lige over for vore Børn, sagde han.

- Hvis nu Deres Søn havde levet, Hr. Konsul . . .

- Tys . . . hm, hm! Han havde aldrig faaet Lov til det.

- Men De sætter jo selv Pris paa, at unge Mennesker morer sig paa en saa køn Maade, Hr. Konsul, sagde jeg (Konsulen kløede sig ivrig bag Øret og sad urolig paa Stolen) og -

- Hør, afbrød han mig; jeg vilde Skam gerne have Dem paa vor Scene, men for Deres Faders Skyld . . jeg har en Gang lovet ham, at vore Børn aldrig skulde . . . Ja, hvis han selv vil løse mig fra mit Løfte, er det jo en anden Sag.

Nu stillede jeg mig ud paa Gulvet, og med en noget teatralsk Holdning, som jeg dog ikke drev saa vidt, at den kunde vække Mistanke om at være udspekuleret, gjorde jeg et Kast med Haanden hen imod den afdøde Konsulindes Portræt og sagde med "stemningsfuld" Røst:

- Hvad den Dame, hvis Billede der hænger, har kunnet gøre, kan ikke være noget uædelt. Da hun som ung, straalende af Livsglæde, viste sig paa Scenen, da . . . det forsikrer min Fader . . . udgik der fra hende et Skønhedsbillede, der begejstrede og forædlede Byens unge Mænd, og hvem der beundrede hende mest, véd De bedst, Hr. Konsul.

Konsulen rejste sig fra Stolen med en for ham usædvanlig Fart, vendte Ansigtet ud mod Vinduet og Ryggen til mig. Han snød sin Næse stærkt gentagne Gange, men bestræbte sig for at nynne bagefter. Jeg vedblev:

- De virker for et moralsk Maal, siger De, Hr. Konsul, hvorfor da ikke anvende de bedste Midler? Jeg véd, at den Dame, som hænger der, har været for denne By, hvad Fru Heiberg har været for København. Lad hende leve op igen i sin Datter! Vis, at De vil virke for det almene Bedste ved selv at yde det bedste, De ejer, dertil!

Konsulen gjorde en Vending mod mig igen. Købmandssnuheden spillede paa ny i hans Øjne. Han var ikke saa naiv, som Godskesen og jeg havde forudsat.

- Naa - aa, sagde han; . . . nu skal jeg tale med Deres 352 Fader om Dem, og hvad min Datter angaar, saa vilde De maaske nok spille sammen med hende, he - men . . . værs'artig lad os gaa ind til Damerne igen. Han aabnede straks Døren til Dagligstuen med et meget formelt:

- Værs'artig, Hr. Ralf!

Stuen var tom. Konsulen drev mig, saa at sige, paa den venskabeligste Maade hen mod Gangdøren, rakte mig Haanden og sagde:

- Farvel, Tak for Visitten, hils Kammerraaden, Deres Fader! Jeg var forvirret; jeg véd ikke, om Konsulen selv aabnede Døren for mig. Med en Blanding af Modløshed og Raseri i Sindet løb jeg ned paa Kontoret til Godskesen, der havde raadet mig til at tage Konsulen paa det Sted, som han vidste var hans ømme Punkt. Det vidste han fra en Samtale, som han engang havde hørt mellem Konsulen og min Fader inde fra den sidstes Kontor, hvor Døren tilfældigt stod aaben til det ydre Kontor. Gubberne havde med en af Graad dirrende Stemme talt om deres afdøde Hustruer, og Konsulen havde erklæret, at alt, hvad den salig afdøde havde gjort i sit Liv, gjorde hun saa mageløst, at han vilde ønske, at hendes Datter vilde efterligne hende, ikke alene i enhver Handling, men i enhver Bevægelse; men begge de gamle havde været enige om, at saadanne Kvinder som deres afdøde Hustruer producerede Nutiden ikke.

Da jeg havde fortalt min Ven Udfaldet af den Strategik, som han saa tillidsfuldt og selvtilfreds havde meddelt mig, hang han lidt med Næbbet. Men han var en Mand med Udveje, og inden Aften lovede han mig en ny Felttogsplan.

Han sagde:

- Ser Du, som ustuderet Menneske kan jeg nok hitte paa et eller andet, men der skal en klassisk dannet en til rigtig at sætte det i Stil. Det er ligesom . . . jeg vil sige . . . jeg tror nok, at jeg skriver ortografisk, men Kommaerne og Semikolonnerne bliver jeg aldrig rigtig sikker i.

Samme Aften kom Godskesen med sin nye Plan. Den var ikke baseret paa Konsul Holms ømme Følelse, men paa den gensidige Skinsyge mellem hans Damer og Birkedommeren, Justitsraads Lings Frue og Datter. Kunde jeg faa den sidste, en brunet Modsætning til min elskede Blondine, og hvem Ynderne af denne Farve paa Ballerne foretrak for hende, vundet for Scenen, saa var det aldeles nødvendigt, at Frøken Amalie ogsaa kom til at spille Komedie; det skulde Frøken Kruse nok sørge for.

353

Jeg havde lidt Skrupler; var det ikke et falsk Spil mod min elskede? Men jeg fandt heldigvis den Trøstegrund, at, siden mit Kærlighedsdrama aldeles savnede Tilknytningspunkter til den shakespeareske Tragedie, nærmede den sig nu til at blive et spansk Intrigestykke, som jeg digtede over det raa Kannevas i en gammel Novelle eller Romance, det vil sige: Godskesens Planer.

Næste Dag altsaa: Visit hos Justitsraad Lings. To moderne Stuer, høje med moderne bronzerede Lysekroner, dobbelte Gardiner, mange Kobberstik og Fotografier. Fruen svær, imponerende med en meget stor mandfolkeagtig Signetring paa den venstre Pegefinger; Datteren, som sagt, køn, mørk, lidt for massiv efter min Smag, Justitsraaden en gemytlig halvhundredaarig Mand, oprindelig konservativ, men i de sidste Aar svingende hen mod Nationalliberalismen.

Justitsraaden kalder mig Byens unge Philosophus, spørger, om jeg er "paa Kant" med Filosofien, eller om jeg "hegler" den af, om jeg som kommende Statsøkonom kan regne ud, hvor mange Elskovsukke, der aarlig opsendes i Danmark ved Fuldmaane, og producerer en lang Række lignende Humoresker. Han fortæller Historier fra gammel Tid i Studenterforeningen, hvis Senior han har været, og Lazzi, som Studenterkorpsets menige drev med deres Befalingsmænd. Fruen ler officielt; hun har hørt alle Historierne flere Hundrede Gange, Frøkenen kæler stærkt for Faderen og forsyner hver af hans Historier med Postskripta som, at han er sød, og at han er yndig; Justitsraaden tilføjer humoristisk, at det har han været, før han blev født. Fruen ryster misbilligende paa Hovedet ad den sidste Vittighed, Justitsraaden bider sig i Fingrene og sætter et ynkeligt Ansigt op som en Dreng, der vil bede om Forladelse.

Jeg frygtede, at, saa længe Justitsraaden var til Stede, var der ikke Ørenlyd for alvorligere Sager og anede ikke, hvorledes jeg skulde faa ægget Frøkenens dramatiske Mani, som Godskesen havde fortalt mig var stor, og som hidtil kun var bleven tilfredsstillet ved Arrangementer af Ordsprogslege og Tableauer hjemme i Huset. I forrige Aars Juleuge havde Frøken Ling i den Anledning paadraget sig Frøken Kruses Uvenskab paa egne og Amalie Holms Vegne.

Før denne Tid var de to sidstnævnte Damer komne i Justitsraad Lings Hus, og Frøken Kruse var her, som overalt, hvor hun kom, optraadt som den i særegen Grad æstetisk dannede.

354

Amalie Holm, Frøken Anna Ling og en tredje ung Dame, Datter af en i Byen boende Præsteenke, havde engang i et Tableau givet de tre Gratier efter Thorvaldsen, paa det nær, at de naturligvis havde været særdeles anstændig paaklædte med forskellig farvede Skærf om de hvide Kjoler. Den lille Præstedatter var aldeles falden igennem ved Siden af de to Skønheder, som tog lige Del af Bifaldet. Men ved en derpaa følgende kunstnerisk Aftenunderholdning i Justitsraadens Hus, der bestod i Ordsprogslege, som Frøken Kruse arrangerede, havde Amalie Holm taget Løvens Part af Bifaldet, idet hendes Duenna i Forvejen havde instrueret hende i hendes Rolle og ladet hende lære en hel Hob Vers udenad efter en af Sille Beyers Oversættelser af spanske Dramaer, Publikum troede, at det var Improvisation, og var henrykt, og, skønt Amalie var ærlig nok til straks efter at tilstaa Sagens Sammenhæng, vedblev dog Komplimenterne at regne ned over hende for hendes mageløse Talent.

Frøken Lings og Frøken Holms indbyrdes Jalousi vilde maaske endda let være bleven stillet, hvis ikke Fru Ling og Frøken Kruse havde været. Fruen kaldte Frøken Kruse for en Falske-Blakke i et Selskab hos Postmesterens; Postmesterens Frue rapporterede det til Frøkenen. Imidlertid vilde man ikke vove at udsætte sig for den Opsigt, som et aabenbart Brud vilde vække i Byen, Frøken Kruse og Amalie blev som før indbudte til Justitsraadens, men Fru Ling havde sin Hævn i Beredskab.

Forberedelserne til et Tableau i Juletiden blev med stor Dygtighed holdt hemmelige; man havde ventet et ganske almindeligt Selskab, men Gæsterne overraskedes ved en Fremstilling af Hagars Forstødelse, efter et Kobberstik al Horace Vernets Billede, hvor der var anvendt stor Omhu paa Kostumeringen af Provisoren som Abraham med Pudder i Bakkenbarterne, der suppleredes af et forlorent Skæg over Mund og Hage, den lille Præstedatter, der var sminket som den alderstegne Sara og endelig Anna Ling, hvis hele robuste Skikkelse tog sig mageløst ud som Hagar med de korte Klæder og kødfarvet Trikot paa de særdeles velformede Underekstremiteter. Ismael forestilledes af et opløbent trettenaarigt Pigebarn.

Denne komplette Forbigaaelse af Amalie maatte hævnes. Frøken Kruse ytrede for alle sine Bekendte en dyb og stille Forargelse baade over det uanstændige Sujet og over, at Fru Ling havde tilladt sin Datter "at være saa blottet i saadan en Roués Nærværelse som Provisoren". Denne sidste blev ved 355 samme Lejlighed distanceret fra Amalie. Ytringen kom naturligvis Fru Ling for Øre, og siden den Tid blev Frøken Kruse og Amalie ikke indbudte til Justitsraadens. Byen var i et halvt Aars Tid delt i to Partier, der grupperede sig om dette vigtige Spørgsmaal. Kun Konsul Holm anede intet eller lod, som om han intet anede fra Højden af sit Olymp. Han passede sine Teaterforretninger, hvortil han jo slet ikke brugte den Samfundsklasse, hvori disse Bevægelser rørte sig.

Frøken Ling blev ved at kæle for sin Fader uden at ænse mig, som hun havde fundet meget lapset hin sidste Balaften, men hendes Moder havde sagt, at det var Amalie Holm, som havde givet Anledningen ved sin "ukvindelige Opførsel". Jeg mærkede, at hendes Stemning var meget kølig over for mig. Jeg henvendte Talen til hende og sagde:

- De interesserer Dem nok meget for Tableauer, Frøken.

Hun kyssede sin Fader og sagde let henkastende:

- Aa ja.

- Har De aldrig spillet rigtig Komedie?

- Nej! sagde hun halvt fornærmet.

- De, der spiller her i Byen, hører ikke til vor Kreds, Hr. Ralf, bemærkede Fruen i en mildt docerende, men sikker Tone.

- Ja, men der sker vist en Forandring i det nu, sagde jeg.

Fruens og Frøkenens Øjne saa' paa én Gang hen imod mig, som paa et Kommandoord: Se til højre! Frøken Anna slap endog sin Fader, der rejste sig og rystede sine Lemmer.

- Se, se! sagde Justitsraaden. Saa skal De vel være Leander, Mester for Komødierne, ham i "Hekseri eller blind Allarm?"

I samme Øjeblik blev Justitsraaden kaldt ud paa Kontoret. Fruen rykkede nærmere til mig. Jeg kunde læse en stor Spænding i hendes Miner.

- Gud, hvad har jeg sagt! udbrød jeg med ironisk Patos. Jeg er kommen til at røbe en stor Hemmelighed. Frøken Kruse drejer Halsen om paa mig.

- Frøken Kr . . . ! udbrød Fruen aandeløs. Hendes Datter blev ildrød; hendes Bryst bevægede sig uroligt.

- Forstaar Du Skaktrækket, Anna? spurgte Moderen. Ja, det forstaar De ikke, Hr. Ralf; undskyld . . . det er et Frimurersprog, som jeg og min Datter har sammen.

Jeg saa' dum ud og lod, som jeg intet forstod.

356

- Skal Amalie Holm være Primadonna? spurgte Fruen med et Forsøg paa at smile sympatetisk til mig.

- Jeg tør ikke sige et Ord, svarede jeg ynkelig.

- Det behøves virkelig heller ikke, Moder, sagde Frøken Anna med et lille Kast med Nakken. Det hele er jo tydeligt nok.

Moderen kyssede sin Datter og sagde:

- Ærlighed varer længst, min Pige. Nu skal jeg fortælle Student Ralf det hele.

Medens Fruen med stor Tungefærdighed, men hverken upartisk eller fuldstændigt, fortalte mig Begivenhederne fra i Fjor, som Godskesen havde meddelt mig, sad Frøkenen med Albuerne i Skødet og Kinderne støttede i Hænderne og betragtede mig opmærksomt. Hun var smuk; men jeg sagde til mig selv, at hun i det højeste kunde være bleven en Rosalinde for mig, hvis jeg havde kendt hende før min Julie, alias Amalie Holm. Fruen endte sin Relation med de Ord:

- Amalie kan være en meget sød Pige, men hvad mener De om Frøken Kruses Opførsel? For det er ikke alene borneret, at finde et Sujet af Bibelen umoralsk, det er næsten gudsbespottende.

- Spil De med i Komedien, Frøken! sagde jeg, naar Fruen tillader det.

- Nej, min gode Hr. Ralf, sagde Fruen. Min Datter skal ikke bære Amalie Holms Slæb. For Amalie skal naturligvis være Primadonna.

- Saa kan man jo tage et Stykke med to Primadonnaer, sagde jeg.

- Ja . . . men saadan noget eksisterer ikke, sagde Fruen.

- Jo "Rosa og Rosita".

- Ja-a-a. Det har De Ret i. Men Frøken Kruse vil gøre alt, for at Anna ikke skal faa en Hovedrolle.

Saa skal jeg true Frøken Kruse med, at, hvis hun gør det, saa stiller De og Deres Bekendte en anden Komedie op.

- Ja det er udmærket. Det er morsomt. Det var et godt Indfald, Hr. Ralf. Og en ældre, sat Mand, leder jo Prøverne, ikke? Og jeg møder naturligvis med min Datter; det vilde da enhver samvittighedsfuld Moder gøre. Gaar De, Hr. Ralf? Farvel . . . ja vi ses jo snart igen.

Inden jeg kom rigtig ud af Døren, sagde Fruen højt til sin Datter.

357

- Det unge Menneske vinder meget ved nærmere Bekendtskab. Han minder meget om din Fader i hans unge Dage.

Ulrik Godskesen kunde se paa mig, at min Mission denne Gang var lykkedes. Da jeg traf ham, gned han sine Hænder og smilede med en Blanding af Sympati med mig og Tilfredshed med sig selv. Nu maatte Konsulen og hans Hus tirres op.

Jeg passede den første op samme Dag, da han i al sin Brede bevægede sig hen ad Gadens Kørebane, skød i en skraa Linie hen imod ham og vilde tiltale ham, men han tog til Hatteskyggen med den højre og gjorde en Bevægelse med den venstre Haand, som han vilde feje mig til Side. Jeg følte mig krænket i allerhøjeste Grad, og, havde jeg fulgt min første Indskydelse, vilde jeg have gjort Skandale midt paa Gaden, men straks efter gik Vigtigheden af mit Forehavende op for mig: for Kunsten og Kærligheden maatte det rent personlige vige; det var en Kollision, løst efter alle Kunstens Regler. Jeg fulgte altsaa rolig Konsulen til hans Hjem og kom ind i hans Gadedør, førend han havde faaet fat i Laasehaandgrebet i Dagligstuedøren.

- Ah . . . den unge Hr. Ralf . . . vær saa god! sagde han.

- Jeg saa' Konsulen paa Gaden, sagde jeg, men Konsulen . . .

- Ser aldrig nogen paa Gaden, afbrød han mig; kender ingen paa Gaden . . . kan ingen se, kan ingen kende paa Gaden. Vær saa artig! Nej, nej, efter Dem . . . vær saa artig!

Nu skubbede Konsulen mig stærkt ind ad Døren med en vis forceret Høflighed, der aabenbart skulde være en Oprejsning for det forrige. Ligesom jeg paa en vis Maade kom hovedkulds ind, busede jeg med Vilje hovedkulds frem med min Effektreplik, saa snart jeg havde hilst paa Frøken Kruse og Amalie.

- Har De hørt, at Frøken Ling skal have Hovedrollen i en Komedie paa Raadstuesalen om en fjorten Dages Tid?

Amalie fór op i Sædet, Frøken Kruse rejste sig helt, ilede mod mig som en Løvinde og raabte:

- Hvor har De det fra?

- Fra Fru Ling selv, svarede jeg. Damerne nikkede i alvorlig, tung Rhythmus gentagne Gange til hinanden. Men Konsulen holdt fuldstændig Kontenancen; han hostede blot og trak i den ene Flip.

- Maa jeg nu spørge, Hr. Konsul . . . er det ikke en mageløs Uartighed mod Dem , som nu saa mange Gange har 358 været baade Direktør, Instruktør, Regissør, Kasserer, kort sagt, udfyldt alle Embederne ved Teatret, at forbigaa Dem? raabte Frøken Kruse.

Konsulen smilede overlegent og sagde:

- Det er jo heller ikke sagt, at de har gjort det, Frøken.

- Hvordan? lød et Duetudbrud. Jeg saa' stift paa Konsulen; han forandrede ikke en Mine, men sagde til mig:

- Jeg har glemt, hvad Stykket hed.

- "Rosa og Rosita", svarede jeg.

- Rigtig.

- Naa saa Fader véd det? spurgte Frøken Amalie.

- Her i Byen kan og maa der ikke blive Komedie af Byens Folk, uden at jeg er med til at passe paa den. Ja nu maa vi finde en Rolle til Dig.

- Til mig, Fader? udbrød Amalie.

- Til Amalie? raabte Frøken Kruse. Efter den Maade, som Fru Ling har behandlet os paa, vil De vel ikke udsætte Amalie for . . .

- Jeg véd ingenting om jert Fruentimmervrøvl. De har jo skrevet efter Komediebogen, Hr. Ralf, og, naar De faar den, leverer De mig den; saa hjælper De mig med Rollefordelingen, og han . . . den lille . . . hm Gottlieb, Deres Faders Fyr, besørger Afskrivningen af Rollerne til de spillende.

Damerne saa' paa os begge med Spænding; men, hver Gang jeg vilde tale om Komedien, afbrød Konsulen mig og tvang Samtalen hen i en hel anden Gade.

Da jeg tog Afsked, rejste Konsulen sig mod Sædvane med og belavede sig til at følge mig ud i Forstuen. Medens han endnu var i Dagligstuen, sagde han:

- Naa, saa gaar De ned til Justitsraad Lings, De har unge Ben . . . og saa trætter De endelig Aftale.

Ude i Forstuen saa' han paa mig med den sædvanlige Minenuance hen mod det lune, aabnede Munden, som om han vilde sige noget, men lukkede den straks igen. Da jeg havde den ene Fod ude paa Gaden, hostede Konsulen højt. Jeg vendte mig om, vore Øjne mødtes. Konsulen vilde aabenbart igen til at sige noget; nu vilde jeg have det frem og blev staaende med et Spørgsmaal paa mit Ansigt.

- Frøken Ling er en køn Pige, sagde han.

- Udmærket smuk, sagde jeg med forceret Begejstring.

359

- Ja, jeg har ikke set hende, siden hun var en lille Pige og legede med min Datter, sagde Konsulen og saa' op efter Vejret. Vi faar mere Sne, bemærkede han. Naa, De gaar straks ned til Justitsraad Ling?

- Ja.

- Ha, ha, ha! Ja gør det, min gode Hr. Ralf! Hør - hm . . . vil De blive ved at studere? Ja, jeg mener blot, at De har vist Dem som en klog Forretningsmand , og det paaskønner jeg. Men, ser De, i Forretninger skal man ogsaa forstaa at holde Tand for Tunge. Jeg kan se paa Dem, De forstaar mig. Ikke et Ord mere. Farvel, Hr. Ralf! saa tager vi fat paa Komedien den Dag i Morgen.

Konsulen gik ind igen og jeg ned ad Gaden. Jeg erfarede senere, at følgende Ord veksledes, og følgende Begivenheder fandt Sted i hans Hus.

Konsulen : Naa . . . saa bliver der altsaa engang en Forlovelse i vor Bekendtskabskreds.

Frøken Kruse : Gud . . . hvad siger De? Hvem?

Konsulen : Mellem den lille Pjes, som var her, og Birkedommerens Datter.

Frøken Kruse : Saa er Hr. Ralf virkelig en . . . en . . .

Konsulen : En ?

Frøken Kruse : En Ærkelaps; en . . . en . . . Men hvordan er det, Du ser ud, søde, kære Amalie?

Konsulen : Hun ser særdeles sund og frisk ud. I Morgen faar Amalie sin Rolle, og saa skal jeg gennemgaa den med hende. Ikke et Ord! Det skal være, som jeg siger.

Dermed gik Konsulen ind i sit Værelse. Frøken Kruse bredte Armene ud mod Amalie; hun sank til hendes Bryst; deres Taarer blandedes, og den skønne Amalie tilbragte en søvnløs Nat.

Hos Lings kom Sagen med stor Lethed i Orden; man gik villig ind paa det Kompromis at lade Konsulen træde ind i sine sædvanlige Teaterfunktioner. Justitsraaden sagde:

- Consul videat, ne quid detrimenti capiat respublica comica.

Da jeg næste Morgen kom til Konsulen med et Eksemplar af "Rosa og Rosita", som jeg var saa heldig at eje en Afskrift af, for efter Aftale med ham at fordele Rollerne, var Dagligstuen tom. Jeg rømmede mig nogle Gange, stødte en Stol mod Gulvet, men der hørtes intet fra de indre Gemakker; men inde fra Konsulens Værelse besvaredes mine Tilkendegivelser af min 360 Nærværelse med en Hosten. Jeg bankede da paa hans Dør. Et Kom ind! fulgte straks efter min Banken, og det bekendte fiffige Blik uden Smil mødte min Hilsen. Konsulen var aldeles beroliget paa sin Datters Vegne mod mulige Efterstræbelser fra min Side, og Glæden bragte ham til at stige et Par Trin ned fra sin Værdigheds Pjedestal.

Jeg læste Stykket op for ham. Konsulens første Indvending var, at Stykkets pére noble, Grosserer Holm, ikke maatte bære hans Navn; det bragte kun Publikum til at vrøvle og lave dumme Vittigheder. Mod Stykkets "Moralitet" havde Konsulen intet at indvende, skønt han rynkede lidt paa Næsen ad Scenen, hvor Rosita kryber op i Træet, og ad hele Frieriet. "Jankeri og flovt Tøj;" sagde han, . . . men hvordan? Det Stykke er jo slet ikke fransk? . . . Handlingen foregaar jo i København.

Det var først faldet Konsulen ind, da jeg næsten havde læst Stykket til Ende.

- Jeg vilde heller haft et fransk af Schribe - naa! lad os kun prøve paa dette herre. Naa, nu Rollerne! De er naturligvis . . . ja, hvad er Frøken Ling? He! Ja lad hende være det Pigebarn, der kravler op i Træet, saa bliver De jo Grossererens Søn.

- Men, indvendte jeg, ligger ikke den lystige unge Pige bedst for Deres Frøken Datter?

- Hm! denne Kravlen i Træerne . . . jeg véd, Skam, ikke . . . jeg skal sige Dem, de to Musikanter i Orkestret kan jo se vedkommende helt op ad Benene . . . ja den gamle Organist Rasmussen kan det være det samme med, men der er ham, den unge Fyr, der spiller Sekondviolinen . . . ja, jeg husker ikke, hvad han hedder . . . Ja, det er sandt, nu har Fruentimmerne jo disse lange Bukser, som jeg for Resten afskyer, men man kan nu se, at intet er saa galt, det er dog godt for noget. Saa kan jo De og Birkedommerens Datter være det alvorlige Par, og . . . hvem skal saa min Datter have til Elsker?

Jeg foreslog Godskesen. Konsulen lod ogsaa til at betragte ham som aldeles uskadelig og gav sit Samtykke. Til det gamle Ægtepar, Konsul Holm og Frue, blev der sat en ganske ung Handelsbetjent og Frøken Lassen, min Ven Godskesens Flamme. Godskesen modtog min Meddelelse med et forlegent Ansigt, som han straks betvang, og lagde sine Træk i de sædvanlige venskabelige Folder. Han plejede at være Konsulens Faktotum ved Komedierne, Rolleafskriver og Tilsigemand til Prøverne osv.

361

Han var denne Dag jævnlig distrait, naar jeg underholdt ham om Komedien. Hans Kunstnerærgerrighed kunde ikke være bleven saaret, hans Rolle var ingen Sekondrolle, som han saa ædelt havde lovet at indskrænke sig til for min Skyld, den var i alle Henseender mere "taknemlig" end min.

Jeg hjalp ham med Rolleafskrivningen, bragte de afskrevne Partier til Frøken Ling, der ingen Indvendinger gjorde; og, efter at hendes Moder havde læst Rollen, bemærkede hun, at den var meget decent og ret romantisk. Konsulens Damer saa' jeg ikke; jeg begyndte at blive ængstelig. Jeg meddelte Godskesen min Frygt for, at Amalie ikke kunde følge vore diplomatiske Fif; han svarede hen i Vejret.

To Dage før Læseprøven var ansat, sad jeg paa Kontoret hos Godskesen. Min Fader, der trods sine tidligere Principper ikke havde sat sig imod mine dramatiske Tendenser, var gaaet ud.

Det bankede paa Døren. Ind traadte Førstelærer Lassen, en høj, svær Mand, bekendt som en ivrig Pædagog, med sin Frue, en lille, spinkel Kone med et Udseende, som om hun altid var lige ved at briste i en vred Graad. Godskesen skiftede Farve.

- Har De Lejlighed et Øjeblik? spurgte Hr. Lassen og trak Brynene sammen.

- Jo-o, svarede Godskesen.

- De ønsker maaske at tale ene med Hr. Godskesen? spurgte jeg.

- Ja, svarede Hr. Lassen.

- Nej, Lassen! faldt Fruen ind, det, vi har at sige, er netop noget for den Herre.

- Er ogsaa rettet til den Herre, mener Du, Ludovika, sagde Hr. Lassen med et overlegent venligt Smil.

- Ja, saadan skulde det stiles, det har Du Ret i, sagde Fruen. Lad mig først tale, min Basse, saa kan Du bagefter sætte det i Stil.

- Vil De ikke tage Plads? sagde jeg og rykkede Kontorets to Rørstole frem mod Ægteparret.

- Jeg ikke, sagde Fruen og viste mig et Underbid med store Tænder. Lassen sætter sig heller ikke; for jeg skal sige Dem, Lassen er forfærdelig rasende.

- Noget opbragt, rettede Hr, Lassen, men vel at mærke, ikke paa egne Vegne.

362

- Nej paa Adelaides er det, faldt Fruen ind, paa vor eneste Datters; for vi kan taale Fornærmelsen, Lassen og jeg . . .

- Nej, jeg taaler ingen Fornærmelser, Ludovika, sagde Lassen, jeg kan tilgive dem som en Kristen; men taale dem gør jeg ikke.

- Naa, ja jeg som Kvinde kan taale dem, men jeg tilgiver dem aldrig . . . aldrig, sagde Fruen; Lassen er det akkurat det modsatte med . . . ja, jeg mærker nok, Du rømmer Dig, Lassen; det kan godt være, at Du kan rette Stil paa, hvad jeg siger, men, naar det er noget med Adelaide, ser De, saa er jeg ikke længere Kvinde, saa er jeg Ulvinde, og det kommer af, at jeg er Moder. Fruen hulkede højt.

- Løvinde vilde være et værdigere Billede, Ludovika, sagde Lassen med sit Kongesmil.

- Tal Du, Lassen, for jeg kan ikke mere, hulkede Fruen. Det er frygteligt, at man endda skal have saadanne Sorger, naar man sidder og strider for at svare enhver sit, og saa endda har et lille Levebrød. Ja, tal, tal, tal, Lassen, i den hellige Trefoldigheds Navn, tal Lassen, for jeg kan jo se, at Du retter Stil med Øjnene! Naa, Du sætter Dig ned, Lassen. Ja, naar Du kan være det bekendt . . . ja, saa vil jeg, ved Gud, ogsaa sætte mig ned, for jeg er nervesvækket, men Du, søde Basse, har rigtignok Nerver som Hyssinggarn. Tal, Lassen, tal, ellers tror jeg, ved Gud, Du revner af indeklemt Arrigskab.

- Ja, ja, ja, Ludovika, jeg vil jo tale, men jeg kan jo ikke komme til for Dig, sagde Lassen.

- Hør, Lassen! sagde Fruen; jeg erkender dine Kundskaber og din Lærerdygtighed, men det er, ved den almægtige Himmel, taktløst af Dig at give Dig til at skændes med din Kone, som Du har været gift med i to og tyve Aar, i saadanne nogle pur unge Menneskers Nærværelse, og, naar det ikke var for den stakkels Adelaides Skyld, som sidder hjemme og græder og ikke sover om Natten, men gør sin Hovedpude pjaskende vaad med sine Suk og Taarer . . . saa, nu retter Du Stil med Øjnene, Lassen, jeg kender det saa godt. Men saa tal dog, Mand, forsvar din Datter, som vi har sat i den bedste Skole i Byen, og som fik meget bedre Karakterer baade i Hovedregning og tysk Stil end baade Konsulens og Justitsraadens Datter; og, om ogsaa Kongen ikke har undertegnet din Bestalling, saa kan Du godt kalde Dig Embedsmand, i et frit Land. Men, bedste Mand, tal dog, tal! Jeg siger jo ikke et Ord mere.

363

Fruen trak saa stærkt i Snipperne paa det Tørklæde, hun havde om Halsen, at jeg frygtede for Kvælningssymptomer, som dog heldigvis udebleve. Hun sank kun mat tilbage mod Stoleryggen, holdt Lommetørklædet snart for Øjnene, snart for Munden og stønnede gentagne Gange: Tal, Lassen, tal!

Hr. Lassen slog Benene over Kors, tog med begge Hænder om sit ene Knæ og intonerede sit Foredrag med et langtrukkent Ø-h! Hans Tale gik ud paa, at hans Datter Adelaide i sin Tid havde faaet hans Tilladelse til at spille Komedie i kristeligvelgørende Øjemed, havde hævdet sin Plads i Roller, som i København var bleven udførte af de største Skuespillerinder ved det kongelige Teater, mens Døtrene af Byens saakaldte Honoratiores fornemt havde holdt sig tilbage, og nu skulde hun ved Intriger skubbes til Side og spille en gammel Kones Rolle, hvilket vilde nødvendiggøre Sminke, hvad hendes sarte Hud, der var saa tilbøjelig til at "fugte", slet ikke kunde taale. Og saa var det da virkelig hverken passende eller kunstnerisk samvittighedsfuldt at give hende til Mand en ung Handelsbetjent, som hun slet ikke kendte og vilde genere sig for. Det var, ligesom hun ikke var god nok til andet end til at fremstille en saadan materialistisk og pengebegærlig Person som Stykkets Grossererfrue. Han, hendes Fader, kunde forsikre, at han havde opdraget hende til Afsky for al Materialisme og til at hæve Blikket opad, "hvor Poesiens Stjerner blinke."

Jeg imødegik ham med den største Høflighed, udkrammede mit æstetiske Lærdomsapparat og søgte at bevise ham, hvorledes det komiske ved tilsyneladende at fornægte Poesien, netop gav den en mere energisk Bekræftelse; jeg fremhævede, at en af det kongelige Teaters største Skuespillerinder havde udført Grossererfruens Rolle, at vi netop havde valgt Frøken Adelaide, der i dramatisk Erfaring var adskillige Hestehoveder forud for Frøken Holm og Frøken Ling, til en Rolle, hvori Kunstnerinden skulde udvikle Ironiens Overlegenhed, at der skulde blive anvendt saa lidt Sminke som muligt; vi vilde blot pudre Frøken Adelaides Haar, hvad der vilde bringe hende til at se ud som en fornem Dame fra Ludvig XIV's Hof; det vilde netop gøre hendes Profil pikant. Jeg mærkede, at jeg udrettede noget. Mine filosofiske Fraser imponerede Hr. Lassen; han nikkede bifaldende med gentagne: ,,Aa, ja, der er noget i det", men pludselig tog Fruen Lommetørklædet fra Ansigtet og sagde:

- Snak om en Ting . . . om Forladelse, Lassen! jeg forstaar 364 ikke et Ord af det, for jeg er ærlig, skal jeg sige Dig og bryder mig ikke om Prokuratorhistorier.

- Det kaldes Dialektik, Ludovika, sagde Lassen alvorlig, det er meget lærerigt, og Hr. Ralf har Ret. Dersom jeg havde haft Raad til at studere, havde jeg ogsaa lagt mig efter den højere Filosofi. Det, der staar af den Slags i H. P. Holsts prosaiske Læsebog, har altid interesseret mig i høj Grad. Jeg er ikke saadan en selvklog Bondeknold, som disse nymodens Seminarister; det beder jeg Dem være overbevist om, Hr. Ralf. Jeg er af dem, der lærer, saa længe de lever.

Fruen brast i Graad og udbrød:

- Jeg bryder mig ikke mere om Filosofien end om en graa Kat, og jeg sælger ikke min Datter for femten Filosofier. Hun maa ikke spille Købmand Petersens Svends Kone; jeg har aldrig kunnet udstaa den Svend; han er studs mod en, naar man kommer i Butikken, og snupper Varerne fra en, naar man vil drøfte Tingene ordentlig.

Godskesen udbrød:

- Ja, men Fru Lassen, naar nu jeg kunde faa Grossererens Rolle.

- Naar Konsulen har bestemt Dem for en anden? raabte Fru Lassen; det sker aldrig. Derfor gik jeg herover for at sige Dem Besked, for Konsulen er jo saa umaadelig arrogant.

- Det kan jeg vist sætte igennem, bemærkede jeg.

- Hvordan det? spurgte Fruen.

- Hed Filosofien, svarede jeg.

Fruen saa' mistænkelig paa sin Mand, som nikkede til hende paa en trøstende og overbevisende Maade. Hun sagde da:

- Hvem spiller Rollen paa det kongelige Teater?

- Fru Sødring, svarede jeg.

- Lad saa Adelaide kun faa den! Saa kan hun være bekendt at spille den. Det vil sige, naar Godskesen spiller hendes Mand.

Ægteparret bød Farvel. Godskesen faldt mig om Halsen og udbrød:

- Tak Du! Adelaide var rasende, da jeg fortalte hende, hvordan Rollerne skulde fordeles. Og hvis Du kan skaffe mig Phisters Rolle? For egentlig er jeg Komiker, skal jeg sige Dig. Det har Konsulen aldrig brudt sig om, naar jeg slog paa det.

365

VI.

Ved Læseprøven paa Raadhussalen mødte de spillende i rette Tid og satte sig i en Halvkreds. Konsulen gik frem og tilbage med Bogen i Haanden; i nogen Afstand sad Justitsraadinde Ling, Hr. og Fru Lassen og Frøken Kruse; den sidste rykkede sin Stol længere tilbage for ikke at komme for nær ved Fru Ling; da jeg passerede forbi hende, søgte hun at knuse mig med Blikket, og da hun med sit ceremonielleste Nik besvarede min dybe Hilsen, blev hun helt skævmundet. Amalie sad paa sin Stol som en lille Skolepige, der er tvungen af den haarde Nødvendighed til at gøre sin Pligt og forretter den med en fortvivlet Resignation. Godskesen, hvis Rolleskiftning jeg med noget Besvær havde opnaaet af Konsulen, der straks substituerede den unge Handelsbetjent, som skulde have været den værdige Fader, i den lystige Elskers Rolle, Godskesen, siger jeg, optraadte som en mere fordringsfuld Kunstner og havde lagt sig en løjerlig tyk, brummende Stemme til, medens Frøken Adelaide Lassens Foredrag ledsagedes af en spids Mund og idelige Kast med Nakken. Frøken Anna Ling sagde sine sværmeriske Replikker i Prædiketone og med opadvendte Øjne, den stakkels Amalie læste sine op som en Lektie og udtalte Ord, som "De" og "Dig", ganske som de stavedes, medens hendes Elsker, Handelsbetjenten, søgte at frembringe en Virkning i Retning af det flotte og lystige ved at frembringe en Hvislelyd med Tungen og Tænderne, som om han rensede disse sidste for Rosinkærner og Mandelstumper. Under hele Oplæsningen beholdt han et Par blegrøde Glacéhandsker paa sine meget store Hænder; Handskernes Knapning var saa stram, at et Par røde Kødpuder fra Haandleddene krummede sig ud over Handskernes Rand. Konsulens hele Instruktion bestod blot i af og til at sige: Højere, højere, tal bare tydelig, saa er det det samme med alt det andet. Fru Lassen hviskede af og til længere Tirader til Frøken Kruse, som blot nikkede eller rystede paa Hovedet med sit skævmundede Smil; Fru Lassen blev engang efter en af Frøken Lings Replikker saa højrøstet, at Ordet "Skabedyr!" naaede mine Øren, men det Udtryk fandt Frøken Kruse sig for overlegen til enten at ytre Misbilligelse eller Bifald til; hun knejste ubevægelig som, en Humlestang med sit blaa Krepshawl slynget om det strammeg magre Overliv. Fru Ling nikkede bifaldende ad sin Datter oe ad mig og sagde: Maaske en lille Smule mindre Stemning, sødg Anna! Og Hr. Ralf er nok saa venlig ogsaa at moderere si 366 en lille Smule. Konsulen tyssede barsk paa hende; hun trak paa Skuldrene og smilte "de haut en bas", men hun rystede paa Hovedet op mod sin Datter og mig.

Da Læsningen var endt, styrede jeg dristig lige mod Frøken Kruse.

- De misforstaar Situationen, Frøken, sagde jeg.

- Saa-aa? sagde hun. Jeg véd virkelig ikke, hvad De mener. Jeg plejer ikke at fejle noget paa Forstanden.

- De har ikke set, at det hele er Intrige fra min Side.

- Jo, mange Tak, det har jeg rigtignok set. Kommer Du saa, Amalie ?

- Ja, men en Intrige, hvorved jeg vil dække mig og dække en anden mod Bysnakken.

Frøken Kruse saa' et Øjeblik paa mig med Uvished, saa for et Forstaaelsens Glimt over hendes Ansigt. Hun rakte mig Haanden og sagde:

- Det kunde kun en akademisk Borger finde paa.

Jeg vogtede mig vel for at være saa ærlig at give Godskesen hans Part af Æren og takkede med et Buk.

- Det forandrer hele Situationen, sagde hun. Aa, et Øjeblik, Hr. Ralf!

Hun suste hen over Gulvet ind i det tilstødende Værelse, hvor Damerne havde lagt deres Tøj. Et Øjeblik efter kom hun ud med Amalie ved Haanden, idet hun talte sagte til hende i Allegrissimo-Tempo, thi Læberne og Næsetippen bevægede sig i en Fart som en spisende Gnavers.

- Intrigant! sagde hun til mig, da de kom mig nær, og truede let med sin sortbehandskede Pegefinger. Nu er Amalie au courant des affaires.

Umærkelig skød Amalie sit Slør til Side, just saa meget, at jeg opfangede et Smil og et straalende Blik.

- Filons doux! sagde jeg for end yderligere at vinde EksGuvernanten med en fransk Frase. Jeg tror ikke, hun forstod den, thi jeg syntes, hun svarede:

- Pas de quoi, monsieur! men saa sagte og mumlende, at hun godt kunde have paastaaet, at hun havde sagt noget andet.

Konsulen havde øjeblikkelig forladt Salen uden at se til højre eller venstre. De forskellige Samfundslag delte sig straks efter Prøven. Godskesen gik med Familien Lassen, men kastede et langt Blik til mig og raabte: Adieu, Du! Den unge Kommis 367 fulgte med Byens Bog-, Papir- og Galanterihandler, der spillede Grossererens Karl Jens, og sagde over til Godskesen:

- Det var meget gemytligere i gamle Dage, da man tog sig en Bid Brød efter Prøverne, men saadan gaar det altid her i Byen, naar Embedsmændene -

- Pst, pst, tyssede Godskesen og rystede misbilligende paa Hovedet.

Fru Lassen vilde under alle andre Omstændigheder have erklæret sig enig i denne Ytring, men hun kunde, som sagt, ikke fordrage Petersens Svend; hun sagde derfor til sin Mand:

- Hvor det er simpelt saadan at raabe op for saadant et purt ungt Menneske i hans Stilling.

- Meget uoverlagt Ytring, indrømmede Hr. Lassen. Ved en Lejlighed som denne bør ingen sætte Splid mellem Samfundsklasserne.

Dermed gik Lassens og Godskesen. Fru og Frøken Ling kom nu ud af Sideværelset og hilste artig paa mig. Fruen gav mig Haanden til Afsked og var lige i Færd med at forberede sin spanskeste Hilsen til Frøken Kruse og Amalie, da den første gik hen imod hende og hviskede et Par Ord, hvorpaa Fruen gik med hende hen i en af Salens Vinduesfordybninger. Medens jeg underholdt de to unge Damer, der ikke vidste, om de turde tale til hinanden, hørte jeg en tostemmig Hulken komme fra Vinduesfordybningen og enkelte afbrudte Ord:

- Og det kunde De sige om os , Frøken Kruse!

- Og det kunde De gøre mod os , Fru Ling!

- Og det kunde De tænke om min lille Anna!

- Og det kunde De mistænke den rare søde Amalie for!

Saa flød atter alt hen i Hvisken og Hulken; men jeg mærkede, at en blidere Klang efterhaanden lagde sig i Stemmerne, og endelig lød gentagne Kys, hvis taarevædede Fugtighed ogsaa røbede sig i Klangen. Derpaa kom de to Damer i værdig Marche gaaende hen imod os. Fru Ling slog ud med Haanden:

- Kys din Barndomsveninde, kære Anna! sagde hun.

- Kys din Medbejlerske paa Kunstens Bane, søde Amalie! sagde Frøken Kruse, huldsalig smilende gennem Taarerne.

De to unge Piger løftede Slørene, saa' paa Moderen og Duennaen, derefter paa mig, rødmede og faldt i hinandens Arme. Da deres Øjne efter denne Akt traf mine, brast vi alle tre ud i Latter.

- Børn! - Hvad, Frøken Kruse! sagde Fru Ling.

368

- Ja, men det er saa velsignet, Fru Ling, sagde Frøken Kruse.

- Ja, ikke sandt? sagde Fru Ling.

Der behøvedes efter Konsulens Mening ikke saa mange Prøver; thi, naar blot de spillende kunde deres Roller saa godt, at Suffløren, en gammel Skriver paa Byfogedkontoret, blot var til Stede for Sikkerheds og Ordens Skyld, var den alvorsfulde Teaterdirektør vel fornøjet. Og, da det var en af hans Glæder at agere Regissør, var der heller ingen Fare for, at Ind- og Udgange ikke skulde finde Sted i rette Tid. Konsulen var nemlig saa ivrig i sine Funktioner, at han endog temmelig stærkt skubbede den indtrædende ind gennem Kulissen, mens han rømmede sig vældigt og vinkede med knyttet Næve til den, der skulde gaa ud. Da jeg engang tillod mig at foreslaa de spillende ikke at udtale Ordene saa bogmæssigt, traadte Konsulen ikke direkte op imod mig; han lod, som han ikke hørte, hvad jeg sagde, men under Prøven raabte han: "Højere, højere!" og tilføjede:

- Tal bare højt, saa kan De høres alle Steder i Salen; det andet bryder vi os ikke om; skulde man snakke om det , blev man aldrig færdig. Højt, tydeligt og langsomt. Hører De? Ikke saa hidsig, De der . . . hvad hedder De? Gotfr . . . Godske . . . naa! En Grosserer spræller ikke saadan ud med Arme og Ben. Benene samlede! Ikke fægte med begge Arme. Den ene er nok!

Jeg, som søgte at lægge "Stemning og Lyrik" i min Rolle, fik aldrig nogen Rettelse af Konsulen; men engang, da en Scene mellem mig og den anden, den lystige Elsker, var til Ende, sagde han:

- Man skal stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor man er. Vi er ikke paa det kongelige Teater. Tag bare jævnt paa Tingene, ganske jævnt! Ingen maa berøre Damerne, om ogsaa det staar i Stykket. Alt saadanne noget springer vi over. Hører De?

Jeg, som under Produktionen fik kunstnerisk Samvittighed, ænsede ikke Rettelsen, men jeg mærkede nok, at jeg hverken vandt Konsulens eller den altid nærværende Fru Lassens Gunst; thi den første vendte gerne Ryggen til Scenen, naar jeg sagde mine Replikker, og den sidste ytrede engang temmelig højt noget om Studenterlapseri og om nogle, der vilde spille anderledes, end man var vant til i Byen, og vilde ligne de omrejsende 369 Skuespillere, der spillede for Betaling. I Klubben, hvor den forestaaende Komediefremstilling diskuteredes, erklærede min Fjende fra Ballet, Glarmesteren, at han havde hørt, at Kammerraadens Dreng, (dvs. jeg), skabede sig saadan, at han fortjente at faa "nogle paa Planeten". Provisoren paa Apoteket, der havde tilbragt de sidste 10 Aar med afvekslende at kure til Byens yngste Skønheder og nu fungerede som opvartende Kavaler for Sognepræstens sekstenaarige Datter, ytrede i et Selskab hos samme Sognepræst:

- Denne Gang bliver Komedien vist den værste Prostitution, der endnu er leveret. Den unge Ralf giver det med Smør, Anna Ling med Fløde, Amalie Holm kan hverken gaa eller staa. Det er de nye Akvisitioner. Godskesen har som sædvanlig enkelte gode Momenter i sit Spil, men spræller, og Skolelærer Lassens Datter japper paa, som ramsede hun sin Bibelhistorie op for sin Fader.

- Hvorfor just Bibelhistorie? sagde Præsten med en lidt dadlende Betoning. Man kunde jo lige saa godt sige Fædrelandshistorie; Satiren mistede jo ikke sin Braad for det.

- Som Hr. Pastoren vil, sagde Farmaceuten; jeg mener blot, at Komedien bliver rædsom.

- Kunsten er lang, men Livet er kort: ars longa, vita brevis, sagde Præsten. Nu; man maa jo tage det hele for hvad det er, og hellere være for overbærende end gøre de strengere ideale Fordringer gældende. Lad os blot anvende dem paa det religiøse og sædelige Omraade!

Efterhaanden som Prøverne skred frem, blev Teatret lidt efter lidt slaaet op i Raadstuesalen, og min Ven fra Balaftenen, Arrestforvareren, fungerede som Maskinmester under Konsulens Kommando. Det var ikke noget vidtløftigt Arbejde, thi der eksisterede kun ét Sæt Kulisser, hvis ene Side bar en blegrød Stuedekoration med hvide koblede Pilastre med gule korintiske Kapitæler, og samme Dekoration maatte gøre Tjeneste baade som Festsal og borgerligt Interiør. Paa en Tap i et af en Jernring omgivet Hul i Scenens Gulvbræder, der gyngede stærkt under de spillendes Trin, kunde Kulisserne drejes rundt, og paa den anden Side var der malet Træer paa Lærredet.

Bagtæppets to Sider svarede til Kulissernes, men, naar Scenen just ikke skulde foregaa i en Skov, sænkede man et Stykke Lærred ned over det faste Bagtæppe. Samme Stykke Lærred var malet blaagraat; man kunde da antage det for det 370 tomme Luftrum, for Havet, for hvad man vilde. Her i Stykket gjorde det Fordring paa at repræsentere Øresund ud for Strandvejen ved København. Det Træ, hvori Rosita dvs. Amalie Holm, skulde klavre op, blev Genstand for megen Raadslagning. Konsulen mente, at det kunde være nok, at hun steg op paa en Stol mellem to Kulisser og bøjede Overkroppen frem, saa Publikum kunde se og høre hende. Frøken Kruse paastod, at det aldeles ingen Illusion kunde frembringe.

- Her er ikke Tale om saadan nogle Finesser, afbrød Konsulen, jeg bryder mig Fanden om Illusion, og jeg har altid været imod, at min Datter kravlede til Vejrs.

Fru Ling, der nu var Frøken Kruses uadskillelige Veninde, holdt med hende; men Konsulen gav ikke efter, før det viste sig, at den stakkels Amalie umulig kunde staa saa længe og bøje sig forover paa Stolen mellem Kulisserne uden at faa ondt i alle Lemmer. Arrestforvareren maatte da af Bræder og Lægter lave noget, som skulde forestille et Træ, der kløvede sig i to store Grene; og, skønt en Maler i Byen behængte det med Guirlander af grønt malet Papir, tør jeg ikke paastaa, at dette opad skrævende, gaffelformige Væsen i nogen Maade lignede en organisk Eksistens. Bag det brede, brunt malede Bræt blev der sammentømret et lille Stillads, fra hvis Top Amalie maatte udføre Stykkets mest pointerede Scene, efter at have besteget det ved Hjælp af en Trappestol.

Den første Prøveaften, da hun foretog dette Forsøg, var hun aabenbart meget angest, thi det spinkle Stillads rystede uhyggeligt, hver Gang nogen bevægede sig over Gulvet. Men jeg sørgede altid i denne Scene for at være bag den forreste Kulisse med Udsigt til hende, og, medens hun skiftede Replikker med sin Elsker, vekslede vi smilende Øjekast, og én Gang brød hun ud i Latter midt i Aktionen, hvad der paadrog hende en streng Irettesættelse af Faderen, medens Frøken Kruse, der stod i Kulissen lige over for mig og havde fulgt det hele uden for Teksten liggende stumme Spil, som vi drev, rystede paa Hovedet til mig, men med et saa huldsaligt Smil, at jeg kunde se, at den misbilligende Gestus blot blev given ex officio.

Amalie og jeg havde kun korresponderet med hinanden gennem Smil. En Aften, da jeg kom, stod hun og Frøken Kruse ene paa Scenen; de andre var endnu ikke komne. Frøken Kruse kom hen mod mig med et straalende Smil, tog Amalie 371 om Halsen og trak hende med, lod Blikket glide frem og tilbage mellem os og udbrød saa:

- Aa, Herre Gud! hvor Ungdommen er skøn. Poesiens og Glædens og Begejstringens Epoque! Aah! Ikke Hr. Ralf?

- Jo, sagde jeg, inderlig flov.

- Og hvad siger Du, søde Amalie? Synes Du ikke, at den er det? He-he-he ! lille Skælm! Hvad?

- Jo-o, hviskede Amalie næsten uhørligt og blev rød som en Mosrose.

Pludselig omslyngede Frøken Kruse Amalies Liv, kyssede hende heftig under frembrydende Taarer og ilede ind i Sideværelset, idet hun raabte:

- Gud, mine Galocher, som jeg glemte derinde i Gaar!

- Der stod vi ene paa de gyngende Bræder i den røde Stuedekoration. Et Par Blus brændte søvnigt i den primitive Lamperække foran Scenen; ud for mig saa' jeg et mørkt Rum. Et Par lange Skygger, Amalies og min, strakte sig langs Scenegulvet og forlængede sig ind imellem en Kulisse. Mit Blod suste mig om Ørene; jeg følte, at her var en heldig Stund, som maatte plukkes; mine Læber bevægede sig; jeg vilde sige noget, men der sad en Prop i min Strube. Min Løftelse faldt; det var mig en altfor plumt tillavet Situation. Pludselig opdagede jeg, at baade Amalie og jeg stod og bed i vore Handsker. Vi forsøgte paa at le, som vi plejede, men det blev en kort, frempint Latter, og paa én Gang løb hun ind i Sideværelset.

Der stod jeg og gloede ud i den lange, mørke Sal. I alle Hullerne i Kulissernes Lærred, i alle Sprækker i Malingen saa' jeg forhaanende Smil. Pilastrenes skrækkelige gule Kapitæler gjorde lang Næse ad mig med deres udstaaende plumpe Horn. Frøken Kruse kom ud med et misfornøjet Udseende, og snart samlede de øvrige Deltagere i Prøven sig. Jeg spillede min Rolle distrait og tørt; ved Prøvens Slutning sagde Konsulen:

- I Aften spiller alle, som jeg vil have det, uden Overdrivelse og Vigtighed. I Morgen er der Generalprøve i Kostume med billig Entré for Tjenestefolk og Børn. Vil saa enhver have sine Siebensacher i Orden. Barber Korneliussen skal komme og male det mandlige Personale og hans Kone det kvindelige. Og De, Nivaa (her henvendte han sig til Arrestforvareren) De ser Fortæppet efter, at det kan gaa op og ned uden Standsning, De gør Skærmbrætterne i Stand, dem, De véd nok, og besørger Klistrearbejdet.

- Vel, Hr. Konsul, svarede den forhenværende Underofficer 372 uden dog at værdige sin foreløbige civile overordnede at slaa Hælene sammen, som han plejede over for Byfogden.

Med det dumme, altid forgæves Haab om at faa en Situation, som man har forsømt at benytte, til at gentage sig, havde jeg bestandig vimset om Amalie og forceret min Konversation, saa den blev meningsløs og pjattet; hun var aabenbar trykket og forstemt, ogsaa paa Frøken Kruses Miner læste jeg noget, jeg tydede som Mistanke. Jeg haabede, at der skulde blive Lejlighed til noget ekstraordinært efter Prøven. Nej! Konsulens Damer fulgte straks med Lings. Godskesen, som opdagede min Forstemthed, ramsede en hel Del Trøstegrunde og forhaabningsfulde Udsigter op for mig; han opdagede imidlertid snart, at de suste virkningsløst og halv uhørte forbi mine Øren. Da lagde han Armen om min Skulder og sagde:

- Du vil helst være alene. Det vil man altid, naar man har det saadan. Derfor har jeg ikke været saa meget for dig i den senere Tid, som jeg burde, for jeg gaar ogsaa og melankoliserer. Jeg kan ikke blive klog paa, om Adelaide vil eller ikke. Hør, véd Du, hvad jeg har opdaget, Du? At Kvinderne gaar let over fra den ene Stemning til den anden. Men se, det gør dem jo rigtignok ogsaa mageløs elskværdige. Hvad? Kan man ikke kalde det noget poetisk ved dem? Hvad? For Poesi er jo Stemning. Ikke? Det synes jeg, jeg har læst et Sted. Naa, farvel. Ak ja, skønt jeg er melankolsk, synger jeg dog:

God Nat, god Nat,
Nu drømmer jeg om min Skat.

Dermed dansede den melankolske Ulrik Godskesen gennem Salen og forsvandt i Mørket. Jeg blev staaende, mens Arrestforvareren uden at lægge Mærke til mig nedtog den enlige Lampe i Prosceniet, tændte en Cigarstump ved den, tog en Kost og gav sig til at feje Scenegulvet, alt mens han, i den Tro, at han var ene, snakkede højt med sig selv.

- Hm! Konsulen! Ja han har nok Dømmekraft paa Komediantspillere? Pyh! Nej, nu har jeg blandt mine andre Embeder i saa mange, mange Aar haft dette herre Komedieembede hos rigtige Komediantspillere, som bruger det til Levebrød; men disse Fyre i denne By, de spiller sgu, ligesom Borgervæbningen eksercerer, og det kan nok ærkre en gammel Militær. Der er ingen Appel eller Gefuhl i det hele. Nej, Jomfru Duck og Hr. Becker, der var med det Selskab, der spillede forgangen Aar, de 373 favnedes og kyssedes, saa der var Slag i Frikadellen, man kunde høre det helt ud paa Gangen. Ja, den unge Student, han har nogle Talanger. Rimeligvis . . . for han har jo set dem paa det kongelige inde i København, og Justitsraadens Datter kan man jo nok mærke er kommen af Embedsfolk; der er jo Stivelse i Posituren, er der.

- God Aften, Nivaa! sagde jeg og gik hen imod ham. Tak for Deres velvillige Dom om mig!

Den gamle Underofficer rettede sig en ganske lille Smule og sagde:

- God Aften! Jeg véd ikke, hvad Herren gør Anslag til.

- De sagde jo nylig, at . . .

- Med Herrens Tilladelse, jeg sagde ingenting.

- Da hørte jeg dog . . .

- Rimeligvis, ja. For her er megen Trækvind i Salen, saa det er immervæk, som om en gik og hviskede. Har Herren Brug for Lampen, for ellers . . .

- Nej Tak, god Nat!

Først da vi mødtes ved Generalprøven, forstod jeg den sidste Del af Konsulens Ordre til Arrestforvareren. Jeg havde ikke tidligere tænkt paa, hvor de agerende skulde gøre Toilette; nu gik det op for mig, hvor primitiv den teatralske Udenomslejlighed var. Der var nemlig kun ét Værelse, der stødte op til den Ende af Salen, hvor Scenen laa. Det var ret rummeligt, men Herrer og Damer kunde jo dog ikke klæde sig paa i samme Rum. Men mangeaarig Hævd havde bragt baade Skuespilpersonaler af Profession og Dilettantselskaber til at finde sig i, at en Mængde Skærmbrætter delte Værelset i to Halvdele, og at Tæpper med Løbebaand dækkede de to derved frembragte Rum ud mod en Tværgang. Hvor Skærmbrætterne stødte op til Bagvæggen eller mødtes, maatte Arrestforvarer Nivaa klistre Papir over Sprækkerne, ligeledes hang store Draperier af Karduspapir ned fra Loftet og dannede saaledes foroven et Supplement til Skærmbrætterne.

Den for Moralen omhyggelige Konsul havde end ydermere sørget for et Dydsgendarmeri paa to Mand. Foran Tæppet, der gik ind til Herrernes Rum, stod hans forhenværende Svend, en tresindstyveaarig Ungkarl, nu Vejer i Byen, og foran Damernes en af de spillendes Mødre. Fru Lassen havde i de sidste Aar røgtet denne Post. Aldrig havde Byens mest catoniske Moralister anvendt Censur over dette Arrangement, hvilket synes at 374 være et støttende Moment for den Filosofi, der tilskriver de topografiske og klimatiske Omgivelser en væsentlig Indflydelse paa de sædelige Begreber.

Konsulens gamle Svend, Hr. Enevoldsen, udførte sin Bestilling med sand Cerberusiver. Naar en af de spillende Herrer vilde ind i Toiletrummet, spændte han ham saa tæt op mod den fra Damerummet fjerneste Væg som vel muligt. Damerne, der passerede ham, værdigede han ikke et Blik; og de Forsøg, Fru Lassen i sin Tid gjorde for at oplive Vagttiden ved en Tankeudveksling med sin militære Kollega, strandede fuldstændig, da den gamle Enevoldsen med sin skærende Stemme brølte:

- Jeg er døv; jeg kan ikke høre et eneste Ord.

Det var ganske vist ikke bogstavelig Sandhed, men Enevoldsen benyttede sig af denne pia fraus, naar han, der var Misogyn af Princip, vilde, som han udtrykte sig, "genne de Satans Fruentimmer fra sig, som aldrig kunde lade ham gaa". Og han endte uundgaaelig disse Udbrud af en etisk-staalsat Verdensanskuelse med følgende almindelige Karakteristik af Kvindekønnet: "Saadant noget Grisetøj!"

Generalprøven gik helt glat. Alle kunde deres Lektie saa godt, at Konsulen betydede til Suffløren, der havde sin Plads i første Kulisse til venstre for Tilskuerne, at han skulde tie stille for ikke at forstyrre. Han sagde:

- I Aften behøver De vist slet ikke at "suffløre" (saaledes kaldte Konsulen, hvad andre kalder sufflere, idet han gik ud fra, at Verbet dannedes af Substantivet "Sufflør"); men De maa passe godt paa i Morgen, for saa kommer de nervøse Tilfælder.

VII.

Saa oprandt da Forestillingsaftenen. Jeg begav mig hen til Raadstuesalen, misfornøjet og opreven i Sindet. Ulrik Godskesen havde om Morgenen spurgt mig, hvor vidt jeg var kommen i mine Kærlighedsaffærer; han selv, sagde han, kunde gøre sig færdig, naar det skulde være; han ventede bare paa mig, for han syntes, det vilde være saa kønt, hvis vi to paa samme Tid kunde spadsere gennem Byens Gader, hver med sin Forlovede under Armen. Jeg havde Lyst til at svare ham grovt. Jeg var 375 vred paa mig selv, dels over min Ængstelighed og Raadvildhed, dels over den Opstyltethed, det Fantasteri og det barnagtige Pjank, hvori jeg havde indsvøbt en Følelse, hvis Alvor og Inderlighed jeg mærkede tog Magten fra min Forfængelighed, thi jeg var nu lige glad, enten jeg spillede saa eller saa i den dramatiske Narrestreg, som jeg længe havde opfattet som noget betydningsfuldt.

Jeg, som tidligere havde spekuleret paa min Maske og grundet paa, hvorledes jeg kunde komme til at ligne Michael Wiehe, hvis bløde, noget dumpe Stemmeklang jeg havde bestræbt mig for at eftergøre, havde rent tabt Interessen derfor; jeg lod Barber Korneliussen tage mig i Næsen, lægge Zinnober paa mine Kinder, sværte mine Øjenbryn med Tusch og med Gummi klistre nogle Fæhaar paa min Overlæbe. Med nervøs Ængstelse lyttede jeg efter, om jeg blandt de Bevægelser, der lød dæmpet og hurtig fra den anden Side Skærmbrættet, kunde skelne Amalies; hendes Stemme hørte jeg slet ikke blandt Frøknerne og Fruerne Lassens og Lings, Frøken Kruses og Madam Korneliussens halvhviske de Replikker.

Da Barberen havde malet mig, gik jeg ud paa Scenen, hørte bag Tæppet Surren og Mumlen af Publikum, der begyndte at komme. Lugten af Parfumer, Pomade og Pebermynter, Lyden af Pebernødder, som knasede under de yngste Tilskueres Tænder, Klimpreri af Strengene og Knagen af Skruerne paa Orkestrets to Violiner, der stemtes af deres Ejermænd, steg op til mig. Det var altsaa den Komedie, jeg listig havde faaet i Stand for ved Prøverne at vinde mit Hjertes Dronning, og endnu var jeg lige vidt. Og denne Aften, som jeg havde drømt skulde være en Triumf for mig, naar jeg i Salighedens Følelse over min Kærligheds Lykke skulde sprede den løftede Stemnings Poesi ud over det forsamlede Folk, hvor forekom den mig triviel, tom, filistrøs!

Hvor irriterede den skikkelige Ulrik Godskesen mig, da han med graa Paryk paa Hovedet og paaklistrede store Whiskers i den fra Holm til Holst omdøbte Grosserers Skikkelse kom ind og øvede sig i Stillinger og Gebærder bag det nedrullede Tæppe og af og til spurgte mig, om jeg ikke var umaadelig spændt, om vi ikke skulde drikke et Glas Sherry for at stramme os op o. a. desl.!

Saa begyndte da Komedien. Jeg kom atter noget i Aande under Lampelyset og med Udsigten til den fyldte Sal; og, da 376 mit Spil uvilkaarlig fremkaldte dæmpede Bravo hos en og anden (thi det var mod Konveniensen at klappe, naar "Byens Folk" spillede), vaktes min Interesse for min Rolle, og jeg spillede videre con amore. Frøken Anna Ling og jeg gjorde Lykke. Efter første Akts Slutning kyssede Fru Ling sin Datter i Kulissen og rakte mig Haanden bagud. Amalie Holm gik langsomt op og ned i den smalle Kulissegang paa den anden Side sammen med Frøken Kruse, som holdt hende om Livet. Inden for den aabne Dør i Paaklædningsværelset havde den mandlige og kvindelige Gendarm atter indtaget hver sin Post. Frøken Kruse og Amalie styrede derindad; jeg fulgte. Jeg vilde sige noget, jeg vidste ikke hvad, men næppe var jeg kommen indenfor, før Gerberus-Enevoldsen gennede mig saa langt op mod den maskuline Væg, at der ikke kunde være Tale om nogen Tilnærmelse.

- Inte komme Fruentimmerne for nær! raabte han.

Efter en meget lang Mellemakt begyndte vi igen. Alt gik saa sikkert, saa regelmæssigt, at Direktøren for det hele, Konsul Holm, blidelig indslumrede i sin Lænestol bag anden Kulisse og Suffløren tog sig Tingene med en saadan Ro, at han havde lagt Bogen paa Gulvet og i dens Sted holdt en Halvflaske med baiersk Øl i den ene og et Glas i den anden Haand og nød det i smaa Drag. Men da skete der et Uheld. Konsulen, der ellers var saa omhyggelig som Regissør, havde overset én Ting. Komediens Tekst foreskriver, at der skal staa en Stige op mod Kirsebærtræet, ad hvilken Rosita skal stige op i det. Køkkentrappestolen, der stod bag ved Nivaas løjerlige Stillads, som der skulde stor Velvilje til at tage for et Kirsebær- eller noget som helst andet Træ, tjente jo til Staaplads for Rosita, mens hun forestilledes at være oppe i Træet; hun steg ogsaa op ad Trappestolen bag ved Stammen, uden at dette forstyrrede de med scenisk Illusion ikke forvænte Tilskuere. Den unge Handelskommis, der spillede Rositas (dvs. Amalie Holms) Elskers Rolle, tog da uden at tænke derover, i Aktionens Hede, Køkkentrappestolen, Amalies eneste Forbindelsesmiddel med Gulvet, bort, og var for saa vidt i sin fuldstændige Ret, som der stod i Komedien: Emil gaar med Stigen. Men den ulykkelige Amalie Holm kom i en aldeles fortvivlet Situation. Thi, da Emil efter at have faaet sin elskedes Ja atter skal bringe Stigen ind, satte Emil (dvs. Kommissen ) Køkkentrappestolen foran Træet ud mod Tilskuerne, og, da Kløften i Nivaas Træ laa højere end Stilladset, hvorpaa Rosita (dvs. Amalie) stod, maatte hun løfte Benet saa 377 højt, at hun ved Nedstigningen paa den anden Side ikke kunde undgaa at overtræde den kvindelige Konvenienspligt, hvis Opfyldelse Brugen af de lange Klæder letter: at holde Underekstremiteterne tilstrækkelig skjulte. Og denne Pligt, som Frøken Kruse havde indskærpet Amalie siden hendes Konfirmation, turde og vilde hun ikke ofre paa den sceniske Illusions Alter. Der havde altid været nogen Forvirring i denne Scene. Komedieteksten foreskriver, at Rosita i det afgørende Øjeblik skal springe ned i Armene paa Emil; men det var Konsulen og Frøken Kruse enige om maatte ændres, saa hidtil var Rosita (dvs. Amalie) gaaet ganske rolig ned ad Trappestolen bag ved Træet. Men nu - da hun skulde ile i sin Elskers Arme og ikke vilde foretage den lange skrævende Revægelse gennem Træets Kløft, blev hun staaende ganske ubevægelig efter følgende Replik: "Naar Frugten er rigtig moden, behøves der ingen Stige til at plukke den. Kom kun, Emil, for Dig er Frugten moden, og til Dig falder den ned af sig selv." Den unge Handelsbetjent, som spillede Emils Rolle, blev helt forvirret, da Rosita blev oppe i Træet, og sagde følgelig ikke sin Replik: "Tak, Rosita! nu er Du min, og nu skal ingen skille os ad," men blev staaende tavs. En lang, forfærdelig, pinlig Pause opstod. Jeg, som skulde komme ind efter Emils Replik som Stikord med min Brud Rosa (dvs. Frøken Ling), blev aldeles forfjamsket staaende i Kulissen. Da ser jeg Konsulen vaagne ved Pausen, den jævne, ensformige Snakken paa Scenen havde blidelig lullet ham i Søvn; Suffløren havde i Tillid til alles sikre Memorering ogsaa ladet sig glide hen i Morfeus' Favn. Konsulen ser straks, at der er noget galt paa Færde, men kan ikke orientere sig, tror, at den unge Mand er stoppet i sin Rolle, og raaber, saa det runger ud over Scenen og høres nede i Salen.

- Men saa for Fanden, Petersen, vil De siraks "suffløre", De hører jo, at Jensen gaar fra det.

- Nej undskyld, Hr. Konsul, jeg kan min Rolle, mumlede Jensen fornærmet.

En dæmpet Fnisen lød fra Tilskuerne, der ikke vovede at le højt; da hørtes en raa Stemme der nedefra, som jeg genkendte var Glarmesterens fra Ballet:

- Den er jo ren, den! Den revner, Granberg!

Alle Skuespillerne, baade de paa Scenen og de i og bag Kulisserne, Direktør og Sufflør var aldeles raadvilde. Da fylder pludseligt et mandigt Mod mit Bryst - det var desværre for 378 sent - dog bedre sent end aldrig - jeg tog rask Frøken Ling under Armen, trak hende ind paa Scenen, slap hende, løb bag om Træet og raabte til Amalie:

- Kom Rosita, kom i hans Arme! nu skal jeg hjælpe Dig. Spring først ned i mine! Vær ganske rolig! jeg skal fange Dig.

- Saa spring, Amalie, i Guds Navn! raabte Konsulen inde bag Kulissen. Jeg tillader det for denne ene Gangs Skyld.

- Spring, min Pige, men pas endelig paa hende, Hr. Ralf! raabte Frøken Kruse fra den modstaaende Kulisse. Og pas endelig paa din Nederdel, min Pige! Publikum fniste.

Amalie tog den fortvivlede Beslutning, sprang ned, jeg greb hende, bar hende frem paa Scenen i mine Arme, overleverede hende til Handelsbetjenten og sagde den foreskrevne Replik til Frøken Ling (dvs. Rosa):

- "Ja, saa kom vi sidst, Rosa. (Til Grossereren og Fruen) Vi udbede os Gratulation som det andet forlovede Par."

Men den stakkels Amalie havde skælvet i mine Arme som et Æspeløv, og det Par Replikker, hun havde at sige, inden Tæppet faldt for anden og sidste Akt, sagde hun med en af Graad kvalt Stemme.

Efter Stykkets Slutning hørte jeg tydelig Stemmer nede i Salen sige: Gud, sikken en Skandale! Fru Lassen, der igen stod paa Vagt foran Damernes Indgang til Toiletrummet, greb sin Datter i Farten, kyssede hende med nervøs forceret Ømhed og sagde:

- Det var Ret, Adelaide, Du kunde da dine Ting.

Og Fru Ling, der gik ind for at hjælpe sin Datter med Omklædningen (thi der skulde være en lille saakaldet thé dansant i en mindre Sal efter Komedien), saa' helt fornøjet ud og sagde med drillende Ømhed til Amalie:

- Bryd Dig ikke om det, min Pige! der var vist ingen, der mærkede det, uden jeg.

Hendes Datter, hvis deklamatoriske dannede Sprog med den bogstavrette Udtale havde tiltalt den dannede Del af Publikums Smag for idealistisk Kunststil, havde taget Løvindens Part af Bifaldet; at hun havde følt det, viste hendes straalende Øjne. Amalie gik som et forknyt Barn ved Siden af Frøken Kruse, bidende sine smukke Læber til Blods for ikke at betvinges af Graaden. Hun hørte meget godt Fru Ling hviske til Frøken Kruse: 379 - Det var fatalt for Amalie . . . og den unge Ralf er en Laps.

- Synes De? sagde Frøken Kruse med sin spidseste Mund. Han reddede dog Anna lige saa godt som Amalie, for véd De hvad, Anna er en sød Pige, ja, det er Du, Anna - men af de resolutte har hun aldrig været.

Fru Ling standsede. Hun vilde ikke lade sig sætte til Vægs af Frøken Kruse. En hviskende Samtale begyndte i en meget hurtig Takt. Af og til gjorde den animerede Stemning Replikkerne hørlige:

Fru Ling . Og saadan bære hende hele Teatret rundt! var det ikke lapset?

Frøken Kruse : Jeg kalder det kavalermæssigt.

Fru Ling . Jeg kalder det lapset og er glad over, at det ikke hændtes Anna, for man véd jo, hvad Folk vil sige, fra hvad de forrige Gang sagde om Anna.

Frøken Kruse . Der var ingen, der saa' noget denne Gang.

Fru Ling : Bild Dem det ind, min kære! Jeg kunde se, hvordan den unge Musikants Øjne spillede nede i Orkestret . . .

Her døde Lyden atter hen i uhørlig Hvisken.

Efter den Tavshed at dømme, som herskede i begge Toiletrummets Afdelinger, havde Aftenens store Uheld virket trykkende paa alle Deltagerne i Forestillingen. Man hørte kun den strygende Lyd af Klædningsstykkerne, som blev trukne af og paa, paa begge Sider af Skillerummet, og af og til en tør, klangløs Hvisken af korte Replikker, der veksledes af Hensyn til Øjeblikkets praktiske Behov. Kun Godskesen saa' bestandig oprømt ud, nikkede med Smil til mig og hviskede, at han troede, at Tilskuerne i Grunden ikke havde lagt videre Mærke til det hele, at jeg havde klaret mig udmærket, og at Ballet vist vilde blive rigtig morsomt; men, da han mærkede, at jeg var adspredt og uden Sans for hans sangvinske Udgydelser, tav han og skottede af og til mod mig, halv frygtsom, halv bedrøvet. Efter at de andre Herrer var færdige med deres Omklædning, tøvede Godskesen og hviskede til mig:

- Gaar Du med?

- Nej, sagde jeg.

Godskesen trak langsomt sine Handsker paa, behandlede hver Finger med stor Omhu og Vidtløftighed, rettede tre Gange paa sit hvide Halstørklædes Sløjfe foran det lille Spejl.

380

- Jeg havde glædet mig til, at vi skulde komme ind i Dansesalen sammen ligesom forrige Gang, hviskede han i en bedende og bebrejdende Tone. Det vilde være saa morsomt.

En Gnist af Medlidenhed og Taknemmelighed tændtes i mig, men jeg pustede den straks ud og sagde med utaalmodig Bestemthed :

- Jeg danser ikke i Aften. Lad mig være alene!

Godskesen gik langsomt og vendte sig flere Gange om for at se efter mig. Jeg havde med Vilje forsinket min Omklædning; jeg var langtfra ikke færdig, da Godskesen forlod Rummet.

Jeg hørte den gamle Cerberus' Stemme raabe til Godskesen:

- Saa, det er dog Fanden til Tid, man skal staa her og gabe i. Er De den sidste? For Fruentimmerne rager ikke mig; de maa for mig strippe og vrævle ad hede Helvede til lige til Nytaarsaften.

Jeg hørte ikke, hvad Godskesen svarede, men jeg kunde gennem Tæppets Aabninger se, at Kustos forlod sin Post. Endnu hviskede, knitrede og strøg det inde i Damerummet; endelig blev der ogsaa stille. Jeg fuldendte min Paaklædning, satte mig ned paa den Stol, jeg havde haft til at anbringe mit Tøj paa, med Hænderne foldede over Knæet, med krummet Ryg, med Øjnene fæstede ned paa Gulvet, hvor, i det træge Lampelys fra oven, Skygger af Skærmbrætternes Tværrammer, af Stolenes Rygge eller Ren tegnede et hæsligt, uregelmæssigt Net af sorte Linier. Jeg kastede min Overfrakke over mig. Hvad vilde jeg? Jeg vidste kun, jeg vilde have Ro, jeg vilde være alene, jeg vilde hjem til mig selv, bort fra Fantasteriets, det lapsede og barnagtige Gøgleris Legeværk, hvori jeg havde tumlet mig nu i saa lang Tid. Jeg følte mig som en afklædt Harlekin. En brændende Tørst efter Alvor, efter Sandhed fyldte mig, og jeg søgte efter en Kilde i mig selv for at stille den.

Og jeg fandt den. Saa samvittighedsfuldt, som jeg formaaede, rev jeg alt det med forlorne Pailletter og Galoner oversyede Draperi, som jeg Stump for Stump havde samlet op fra Læsning og Teaterindtryk, af min Forelskelseshistorie, af hende og af mig selv. Vel, saa fik jeg tilbage en hyggelig dansk Studenteridyl fra Ferietiderne, en ganske almindelig Ting, jeg fandt en lille sød, naturlig og varm Borgerpige fra en lille Købstad, over hvem Refleksen fra Frøken Kruses blaanende Strømper havde kastet en lille Tinte af Halvdannelse, der dog ikke var stærk 381 nok til at forvanske hendes sunde, landlige Inkarnation, endelig fandt jeg et Gennemsnitsmaal af en dansk Student uden videnskabelige Impulser, ret letnem og livlig, som havde moret sig med at producere paa anden Haand og bilde Folk og sig selv ind, at det var originale Sager, han leverede, et lille Stykke Erasmus Montanus, der vilde lyksaliggøre "Bjerget" med en Hob nye Trossætninger, ligeledes et saare almindeligt Fænomen.

Jeg rev altsaa den shakespeareske Jakke og Brokaderobe, saavel som det spanske Kappe- og Kaardekostume af Situation og Personer . . . og jeg fandt, at jeg holdt inderlig meget af den gode og smukke Pige, ved hvis Haand jeg forudsaa', at jeg kunde nyde og føle en langt mindre glimrende "Poesi" (for "Poesi" maatte der jo til), men en, som havde hjemme ved de brune Skovsøer, i Tykningens blaanende Dæmring, i Haver med Syrener og Guldregn, i stjerneklare Vinternætter med Sølvgnister paa Sneen, kort saadan en Poesi, der kunde trives under dansk Klima, under smaa borgerlige Forhold. Jeg aandede frit, da jeg havde faaet mine store Brøker forkortede til deres simple, rationelle Form. Nu vilde jeg gaa ned og danse, opføre mig skikkeligt og naturligt, tale med Amalie, og muligt kunde jeg . . .

Men hvad var det? Det var, som nogen sukkede dybt tæt ved mig. Var det Ekko af mit eget Befrielsens Aandepust? Jeg saa' omkring mig. Lampen brændte døsigt paa Væggen; alt saa' tomt, uhyggeligt, uordentligt ud som før, men endnu vilde jeg sidde lidt og samle mig. Nu lød der igen noget, der mindede om et stærkt Aandedræt . . . jeg lyttede . . . nu lød det som tilbageholdt Graad. Det var paa den anden Side af Skillerummet. Jeg rejste mig. Efter Lyden af min Bevægelse blev alt stille; jeg hørte mit Ur dikke i min Vestelomme. Men jeg havde den bestemte Følelse af, at der var nogen ved Siden af. Jeg maalle vide, hvad det var. Med bankende Hjerte og nølende gav jeg mig til at banke et sagte Slag med Knoen mod det ene Skærmbræts Tværramme. Et lille, straks stoppet Udraab lød mig i Møde; men det var nok for mig til at kende, fra hvem det kom. Mod og Lystighed fór op i mig.

- Frøken Amalie! sagde jeg. Vi spillede daarlig i Aften, men til Gengæld kan vi maaske spille et Efterspil. Titlen er allerede brugt, men jeg kan ikke i Øjeblikket finde nogen anden end "Amors Genistreger".

Jeg gik ud foran Forhænget. Pladsen var fri.

- Maa jeg komme ind? spurgte jeg.

382

- Nej, lød Svaret sagte og hurtigt.

- Er De ikke færdig med Deres Toilette?

- Jo, for længe siden, men De maa ikke, De maa ikke.

- Vist maa jeg, sagde jeg, men gik tilbage i mit Rum, besteg en Stol og slog med knyttet Haand et Slag paa Papiret oven over Skærmbrætterne. Det lød som et Trommeslag, der sprænger Trommeskindet; et lille: Uh! fra det andet Rum fulgte efter Slaget. Der stod jeg paa Stolen og gennem den i det store Papir frembragte Aabning saa' jeg Amalie, med Kaabe og Hat paa, klemt op i et Hjørne af Rummet.

- Nej fy! sagde hun, saa vil jeg hellere komme ud.

Vi mødtes foran Forhænget. Amalie samlede Kaaben tæt om sig; jeg rakte Haanden ud mod hende.

- Hvorfor sad De derinde? spurgte jeg.

- Jeg vidste ikke, at De var der, for saa var jeg rigtignok gaaet straks. Men jeg vilde være i Fred, for jeg var bedrøvet og flov efter den rædsomme Komedie og . . . De har været saa underlig og gjort mig saa bange. De sad derinde? . . .

- Ja, det gik mig som Dem.

- Ja, men jeg talte ikke højt, som De har gjort i en halv Times Tid.

- Har jeg talt højt?

- Ja . . . De har sagt, at jeg var noget af en Blaastrømpe . . . og . . .

- Er De vred paa mig, Amalie?

Hun slog Øjnene ned og sagde sukkende:

- Det var vist sandt alt sammen.

- Skal vi bygge vort Hus paa den Sandhed? spurgte jeg med udbredte Arme.

Hun saa' omkring sig, spejdende og lyttende. Saa tog hun mod mit Favntag og sagde med Hovedet mod mit Bryst:

- Og jeg kunde dog ikke bare mig for at græde, da De sagde, at De vilde rive al Poesi af os, som smykkede os . . . men det er vel bedre saadan.

Hun rev sig sagte løs.

- Vi vil ikke danse i Aften, vel? sagde hun.

- Hvorfor ikke? spurgte jeg.

Med en barnlig Værdighed satte hun sit Ansigt i Alvorsfolder og sagde:

- Nej, for det er et alfor vigtigt Skridt.

Jeg kunde ikke lade være at le.

383

- Fy! sagde Amalie; alt, hvad Du sagde bag Skærmbrættet var saa alvorligt, saa dybt, men nu . . .

- Lad os først og fremmest være naturlige! Og det er overordentlig naturligt, at unge, glade Mennesker danser.

Et Skrig undslap hende igen, thi vi hørte Trin og Raslen af et Kjoleslæb inde paa Scenegulvet bevæge sig mod os.

- Det er Frøken Kruse, hviskede Amalie beroliget; saa gør det ingenting. Hun vilde saa gerne have, at det skulde ske, som er sket.

- Men Amalie, lød Frøken Kruses Røst, nu maa Du dog virkelig være færdig. Lys mig dog lidt, jeg kan ikke se!

Jeg tog Lampen i Herrernes Rum ned fra Væggen og gik op paa Scenen med den. Frøken Kruse hvinede.

- Frøken, sagde jeg, Amalie og jeg er . . .

- Bleven forlovede! Aa Gud velsigne Dem!

Og i et Spring var Frøkenen nede ad Trappen, omslyngede Amalie og kyssede hende under Taarer. Da denne Akt var færdig, vendte hun sig imod mig; resolut greb jeg hende om Livet; hun nærmede sit Ansigt til mit; jeg fandt, at jeg havde en moralsk Forpligtelse til at kysse hende, jeg gjorde det, og Kysset blev besvaret med megen Energi, men straks efter hvinede hun et Uh, der lød som Y-y-h! truede ad mig, vendte sig til Amalie, græd igen og sagde:

- Det er den mest velsignede Stund, jeg har oplevet.

VIII.

Jeg vaagnede sent den næste Formiddag efter en animeret Balnat, hvor jeg ikke havde hørt eller brudt mig om Stiklerierne over den mislykkede Komedie, som Fru Ling havde givet Amalie og mig Skylden for. Min Fader stod ved min Seng.

- Du har forlovet Dig tidlig, min Dreng, sagde han.

- Hvor har Du hørt? . . .

- Det er ude over hele Byen; en af Assistenterne fortalte mig det i Morges nede paa Kontoret, og saa kom Godskesen . . . han har forlovet sig med Skolelærer Lassens Datter i Gaar Aftes. Det er tarvelige Udsigter, Emil.

Jeg svarede:

384

Geist und Arm mit heiter'n Kräften
Ueberall sind sie zu Haus.

- Ja vel, brummede min Fader; saadan noget siger man. Men hvad tror Du Konsulen vil sige? Staa nu op og spis Frokost og gaa saa ned til ham! ellers kommer jeg til at tage Stødet af.

Frokosten forløb i Tavshed; min Fader vred sin Serviet: han var i Forlegenhed med, hvad han skulde sige, og pintes af Følelsen af Forpligtelsen til at sige noget. Midt under denne uhyggelige Situation bankede det paa Døren, og Konsul Holm traadte ind, bred, sortklædt, gamachesmykket som sædvanligt.

Vi rejste os begge som trukne af en Snor. Min Fader begyndte:

- Deres Datter og min Søn . . .

- Brrrr! afbrød Konsulen; jeg véd ingenting og vil ingenting vide, min gode Kammerraad.

- Vil De modsætte Dem? begyndte min Fader igen.

- Brrr, brrr, brrr! Jeg siger Dem, jeg vil ingenting vide; jeg vil lade som ingenting.

- Du maa vist helst lade os være alene, Emil, sagde min Fader nølende og usikkert.

- Nej, hvorfor det? Hvorfor det? udbrød Konsulen med en afværgende Gestus. Men maa jeg nu have Ordet, Kammerraad Ralf?

- Vær saa artig! sagde min Fader lidt stødt.

- Folk er nogle Svin nu om Stunder med deres baierske Ølbælgeri, sagde Konsulen. Men netop derfor er baiersk Ølbryggeri en god Forretning for den, der har Forretningstalent, og det har Hr. Studenten der i høj Grad; for han har pudset . . . hm! . . . ældre Forretningsfolk. Vil den unge Forretningsmand rejse til Tyskland i to Aar og lægge sig efter, hvordan man blander den Gift, saa tager jeg mig af det hele . . . men til den Tid ikke et Ord, ikke Dangleri her op og ned ad Gaderne og Karissering i Mørke . . . dyb Tavshed om hele Bryggerihistorien.

- Men Studeringerne! udbrød min Fader.

Aa, han er sgu udstuderet nok; og jeg skal ikke have ham til at spille mere Komedie; han spiller for røget. Og nu har han jo faaet noget af det, som de kalder "klassisk" Dannelse; det er sgu mer end nok til at blive baiersk Ølbrygger her i Byen. Der er brillant Vand i Aaen og Byggeplads paa mit Vænge ligeved.

385

- Ja . . . hvad siger Du, Emil? spurgte min Fader, saa bliver Du aldrig Embedsmand.

- Men desto før Ægtemand, Fader, svarede jeg. Jeg slog helst til.

- I Guds Navn da, sukkede min Fader, Gand phil. er Du da i ethvert Tilfælde.

- Saa ses vi i Aften hos mig, svarede Konsulen og trak sin Overfrakke paa; men ikke et Ord om det. Der kommer ikke et Menneske ellers uden for Huset. Farvel, gode Kammerraad! I Morgen rejser De altsaa ad Hamborg til, højstærede, og saa videre, og saa lurer De Tyskerne Taget af. God Morgen.