Schandorph, Sophus KOMMISSIONÆREN

KOMMISSIONÆREN

426

        

427

I.

Cand. phil. Thorvald Petersen sprang let ned fra en anden Klasses Waggon og "satte af" med en vis gymnastisk Dygtighed paa Perronens Brædegulv. Thorvald Petersen kunde ikke andet end være i godt Humør. For første Gang i ti Aar skulde han gæste sin Fødeby . . . ja, det var just ikke det , som glædede ham . . . men han kom der i det behagelige Ærinde at hæve en Arv paa fem Hundrede Daler. Den var tilfalden ham efter en gammel Moster, der var død som "Lem" i Byens "Hospital" dvs. en Stiftelse, hvor Enker og gamle ugifte Piger af "Borgerstand" kunde faa et Alderdomsly. De fem Hundrede Daler kom meget belejligt, thi Thorvald Petersen læste for Timebetaling i københavnske Privatskoler, og den Næringsvej har endnu aldrig bragt sine Dyrkere Formue. Og han havde ingen som helst Udsigt til Avancement, hvad Læseren let kan slutte sig til af hans saa pænt lydende og saa lidet betydende akademiske Titel.

Han var eneste Barn af Sadelmagermester Petersen i P -. I Byens Bealskole udmærkede han sig ved et saa let Nemme, at dens Bestyrer, Kateket Fessel, plagede hans Fader om at lade ham studere og foreløbig tilbød sig at læse gratis Latin med ham. Sadelmager Petersen havde vel en temmelig tydelig Forestilling om, at Embedsbanen var "de Danskes Vej til Ros og Magt", og kunde af Hjertet unde sit eneste Barn at komme ind i den privilegerede og intelligente Kaste; men, da han var en fattig og en temmelig aldrende Mand, otte og halvtredsaarig Fader til en sekstenaarig Søn, kløede han sig mange Gange bag Øret, før hans Ærgerrighed vandt Herredømme over hans Betænkeligheder. Ved en økonomisk Kraftanstrengelse, der gjorde, 428 at han og hans næsten jævnaldrende Hustru (hvem han havde ægtet som gammel Pige ikke uden Hensyn til den Kapital af fem Hundrede Daler, hun havde efter sin Fader, Slagter Madsen) maatte paalægge sig daglige Savn, underholdt han Sønnen i den nærmeste Latinskole. Thorvald var kommen sent paa Vej, saa at han var tyve Aar, før han blev Student.

Da han kom hjem i Ferien efter sin Afgangseksamen, var hans Moder død kort Tid i Forvejen. Men den Hæder, der var vederfaret Sønnen, trøstede Sadelmageren over Tabet. Der havde aldrig været noget elskovsfuldt Sværmeri mellem Ægtefolkene. Der var smaa Kaar, og Husets Budget kunde daarlig taale de Apotekerregninger, der indløb under Madam Petersens treaarige Sygdom. Hun var græsselig gnaven og urimelig i den Tid, og hun satte Manden i en tilsvarende Stemning. Misfornøjelse og stadigt Smaaskænderi rugede under det lave Bjælkeloft og lagde sig som en fedtet Dug paa de smaa Vinduesruder i Sadelmager Petersens Hus, et af de ringeste og ældste i Byens Hovedgade, hvor det stod med en grønmalet Sadel som Skilt over Døren midt paa den af fire Vinduer bestaaende Façade, hvis skidengule Puds og ru, kønrøgoverstrøgne Sokkel og saa saa' helt gnaven og smaavrissende ud ved Siden af Nabohusene. Det til venstre prangede med røde Murstensmure, høj Stueetage, Kvist og Kælder. Det var for faa Aar siden opført af Enken efter en velstaaende Herregaardsforpagter, som beboede det med sin tyveaarige Datter. Paa den anden Side af Sadelmagerens Hus laa den to Etages Bygning, hvori Postkontoret havde sit Sæde. Postkontoret havde spillet en stor Rolle for Sadelmagerens Søn i hans Barndom. "Litsenbroderen" Anders Olsen havde faaet den kønne Nabodreng kær. Denne lille brunøjede Bondekarl i sin røde Frakke med Sølvtresse om Kraven var en meget betroet Mand, og, naar han, hvad der dog ingenlunde hørte til Reglen, en Søndag Eftermiddag havde faaet saa mange Ekstrasnapse, at "det mandige Mod" homerisk rørte sig i hans Bryst, sagde han med Selvfølelse:

- Var der Lov og Ret i Landet, og var alle Dele, som de skulde være, saa underskrev jeg mig: A. Olsen, Kaptajn og Postmester i P -.

Og Anders Olsens lyriske Udbrud var just ikke rent Praleri. Hans Principal, en forhenværende Infanteriløjtnant, der for at gifte sig havde taget Afsked, som han fik med Kaptajns Karakter, og søgt Ansættelse i Civiletaten, havde aldrig taget sig af 429 sit Embede. Saa længe han havde en ældre og dygtig Fuldmægtig, gik det an; men, da han havde faaet en yngre og uduelig, kom der Klager fra Folk og Snydere fra Generalpostdirektionen. Anders var en Arv fra to foregaaende Postmestre. Han tog sig da myndig af Sagerne; og, da Embedets Krav let kunde tilfredsstilles ved Ordenssans og Routine og ingenlunde fordrede "Intelligens", kunde en Karl, som Anders, der læste godt, skrev taalelig og regnede rigtig, meget godt besørge de løbende Forretninger. Brevkarterne, Timesedlerne og deslige Blanketter udfyldte han altid; det eneste, han ikke kunde bruges til, var at skrive længere Embedsbreve, thi af Kancellistilen kunde han kun tilegne sig enkelte Fraser, hvoraf han stundom søgte at sammensætte Breve for at prøve paa, om han ikke ogsaa paa dette Omraade kunde faa Overtaget over Fuldmægtigen. Men det lykkedes ham kun at danne en hel Del parallelle Forsætninger, saa stoppede enten Tanken eller Stilkunsten; at faa en Eftersætning udformet var aldeles umuligt for den ellers saa kløgtige Litsenbroder.

- Klag til de overordnede, Hr. Bang! Klagen stiles til den høj-kongelige Generalpostdirektion, De kan skrive: "Pro memorium" ovenover, og "underdanigst" nedenunder; i de senere Tider skriver nogle "Allerærbødigst" og skriver ikke "Pro memorium", men det maa De nu gøre, som De vil, Hr. Bang, for vi skal nok klare for os, naar der afæskes os Erklæring paa Embeds Vegne.

Hvad der satte Anders end yderligere fast i Postmesterens Gunst, var, at han opdagede, at Fuldmægtigen havde begaaet Kassesvig. Den afskedigede Militær var ude af sig selv, rev sig i sit Haar og ruskede i sine Knevelsbarter. Anders sagde:

- Skal vi ikke tage Sagen ganske moderat, Hr. Kaptajn, jeg mener aldeles gelinde?

- Nej, jeg vil sparke den Æsel ned ad Trapperne! svarede Postmesteren.

- Nej, gelinde, Hr. Kaptajn. Se . . . det er jo vel 400 Daler det hele. Dem har jeg i Sparekassen, og dem kan Kaptajnen faa mod en lovformelig Obligation og ganske almindelige Renter og meget lempelig Afbetaling, og saa lader vi som ingenting, Hr. Kaptajn, giver Fuldmægtigen en Opsigelse til næste Skiftetid og faar os en anden en, og ham skal jeg nok holde i Ørene.

Postmesteren fandt, at Anders havde Ret, og gik ind paa hans Forslag. Anders fik en ubekendt Vinkelskriver til at udstede 430 Obligationen, men han krævede ubønhørlig den maanedlige Afbetaling med Renter af Postmesteren med de Ord:

- Først betaler vi Æresgælden, Hr. Kaptajn; Fruen kan ikke gøre Middagsselskab det første Par Aar. Det kan Embedet ikke bære. Kaptajnen betroede fra nu af Anders hele Kassen, og der kom den skønneste Orden i den. Anders var tro som Guld i alle Pengesager. Derimod var han ikke tro i Kærlighed. Han var Kæreste med alle sin Principals Piger og var ikke fri for at behandle dem paa en noget sultanagtig Maade. Han krævede udmærket Forplejning: stærk Kaffe med meget Sukker og tyk Fløde, der væltede ud i Underkoppen, tykt Smør paa Brødet og en Flaske fedt Hvidtøl om Dagen.

Fra sit tiende Aar havde Sadelmagerens Thorvald været Anders Olsens Ven. Først havde muligvis den røde Frakke og sølvtressede Hue vakt Drengens Beundring. Siden udviklede sig det ejendommelige Venskabsforhold, der saa tidt finder Sted mellem Karle og Børn i Smaabyer og paa Landet. Saa snart Thorvald havde faaet Maden i sig og lært sine Lektier efter at være kommen fra Skolen, søgte han ind til Anders paa Postkontoret. Det høje, daarlig belyste Rum med Vægreolerne struttende af Papirer og Protokoller, Fuldmægtigens høje Pult med Stolen foran, der kunde skrues højt til Vejrs; Kaptajnens Skrivebord, hvis Armstol som oftest var ledig, og Anders' lille sortmalede Bord foran Vinduespillen gjorde et højtideligt, repræsentativt Indtryk paa Drengen fra de lave Stuer, hvor Fader og Moder mundhuggedes som Heste, der bedes foran den tomme Krybbe. Den skimlede, mugne Kontorluft med sin Tilsætning af Tobaksrøg og ildelugtende Efterladenskab af Postillonernes Transtøvler syntes ham helt aristokratisk i Sammenligning med den stramme Stank af Lædertøj og garvet Kalveskind, der fra hans Faders Butik strømmede ind i Familiens eneste Opholdsværelse. Der blandede den sig med Madosen fra Køkkenet, hvis Dør hans Moder helst lod staa aaben, "for det sparede immer lidt paa Ildebranden."

Tidt tog han sine Bøger med ind paa Kontoret og læste sine Lektier dér, og til Gengæld for, at han hjalp Anders med at sortere Breve, klæbe Frimærker paa, tælle Penge og andre mekaniske Forretninger, hørte Anders ham i hans Lærebog, Bibel- og Fædrelandshistorie, ja selv i latinsk Grammatik, efter at Kateketen havde begyndt at læse med ham. Litsenbroderen lo, saa han holdt sig i Siden over dette "taab'lige" Sprog, hvor 431 man skulde sige Bord baade i Nom., Vok., Akk., Gen., Dat. og Abl. (han kendte kun Kasus's Navne med de Forkortninger, som stod i Bogen). Men, da Thorvald var kommen til Verberne, opgav Anders Latinen "for de Navne gjorde et fornuftigt Menneske rent rundtosset". Han føjede dertil den Bemærkning:

- Naa, saa det er det Skidt, der faar de studerede Embedsmænd til at glo saadan efter Maane og Stjerner. Ja, noget forud har de jo rigtignok, over det at de har maattet proppe alt det i deres Hoveder. Bare man kunde forstaa, hvad Nytte det er til, for det kan jeg s'gu'tte, og jeg er dog ikke et helt almindeligt Bondebæst.

Da Thorvald var kommen i Latinskole og kun besøgte sit Hjem i Ferierne, kølnedes efterhaanden Forholdet til Anders Litsenbroder. Ikke at det kom til noget Brud, men Latinskoledrengen blev Anders for voksen og selvbevidst og talte et for høj dansk Sprog. En skøn Dag kaldte han Thorvald for "Pæddersen" og sagde "De" til ham, og Thorvald, som da var i øverste Klasse, hvor Rektor og Lærere sagde "De" til Disciplene, tog Anders Olsens forandrede Behandling som en selvfølgelig Tribut til sin Alder og sit Dannelsesstandpunkt. Men fra den Dag af indlod Anders sig ikke videre med Thorvald, og, da han kom hjem som Student, gratulerede han ham ikke engang. Han hilste ham paa Afstand; Thorvald blev forlegen og syntes, at han burde gøre en Tilnærmelse, men Litsenbroderen lod, som om han ikke mærkede det, og undgik ham. Det gjorde Thorvald Petersen lidt ondt, men snart jog et nyt og stærkt Indtryk Billedet af den nu halvgamle Litsenbroder helt ud af den tyveaarige Students Sind.

Nabohusets Have var kun adskilt fra Sadelmager Petersens ved et meget gennemsigtigt Stakit af Fyrrestaver. Thorvald var vistnok fjorten Aar, da det nye Hus var færdigt, og Ejerinden flyttede derind med sin eneste trettenaarige Datter. Forpagterenken, Fru Egelund, omgikkes med Byens Honoratiores; hendes Datter, der bar det velklingende franske Navn Juliette, blev i Skolen intim Veninde med Byfogdens Datter, og Byfogden bar ingen ringere Titel end Etatsraad. I købstadsocial Henseende var der et svælgende Dyb befæstet mellem Smaaborgeren Sadelmager Petersens Søn og en Pige som Juliette Egelund. Men Thorvald kunde ikke uden Hjertebanken se hende i Nabohaven, og, da hun en Foraarsdag, efter at han var bleven konfirmeret, og kort før han skulde sendes til Latinskolen, tonede frem i en 432 hvid klar Kjole med højrødt flagrende Livbaand, med de blonde Lokkers Strøm glitrende i Solen, mens de som en fyldig Kaskade væltede ned ad Ryggen, - ja saa bankede Hjertet helt oppe i Halsen paa Drengen. Han tog sin Kasket dybt af; Juliette nikkede med knibsk sammenknebne Læber og gav sig til at spadsere med langsom, dameagtig Værdighed op og ned ad den grusbelagte Hovedgang i Haven. Der stod de brogede røde, hvide, gule og stribede Tulipaner paa hver Side som gallaklædte Gardister, præsenterende for Thorvald Petersens Tankers Dronning. Med en halvvoksen Piges kokette Vigtighed lagde hun Fingeren paa Munden under sin Vandring, som granskede hun over en dyb Verdensgaade. Hvert Skridt, hun gjorde i det knirkende Grus, gennemdirrede Sadelmagersønnens Nerver. Han fandt, at han burde gøre noget. Hvad skulde det være? Han saa' omkring sig, og hans Øje faldt paa det eneste store Træ i hans Faders Have, der ellers helt var ofret til Dyrkning af Køkkenurter i Bedene; en Rand af Bellis, Aurikler, Primler og Lavendler langs Havens eneste Gangsti var den eneste Tribut til Skønhed og Luksus. Men midt i Kartoffelbedet stod et gammelt, endnu ikke udsprunget Lindetræ, blandt hvis nederste Grene var en, der var lang og tyk, og som hævede sig i en sagte Skraaning fra Stammen og slyngede sig ud i Luften. Knøsen løb til, tog Forspring, og i et Par kraftige Klatretag op ad Stammen naaede han Grenen og omspændte den med Hænderne. Saa benyttede han den til en behændig Skraastangsentring med Hænder og Ben; og, da han var naaet ud mod Yderkanten, satte han rask af med Benene . . . der hang han og dinglede i Luften. Der lød et lille, dæmpet Hvin inde fra Nabohaven. Det var ham Belønning nok for hans ridderlige Idræt. Han entrede nu nedad i bøjede Arme, men under denne Akt saa' han Juliette hurtig ile op ad Tulipangangen og ud af Haven. Flov kravlede han ned ad Hovedstammen paa Linden og sprang tungt til Jorden uden at "sætte af".

Næste Dag, da han kom ned i Haven, saa' han Juliette spadsere med Byfogdens Harriet om Livet. De vendte begge med en fornærmet, foragtelig Mine Øjnene til Siden, da de opdagede ham, og stak Hovederne tæt sammen. Munden gik paa Juliette som en Kæp i et Hjul, Harriet lagde Kinden op til hendes. Deres Fnisen steg fra Latter til Hvin; endelig løb de begge skoggerleende op i Huset.

Thorvald Petersens Tanke fyldtes længe, baade vaagen og 433 i Drømme, af de to hvide Piger med de flagrende Livbaand, de henholdsvis lysegraa og bronzefarvede Snørestøvler, lyse og mørkeblonde Haarkaskader ned ad Ryggen . . . saa kom han i Latinskolen. Pigerne blev voksne, og i Ferierne saa' Sadelmagersønnen dem saa godt som aldrig; nu var Svælget mellem Juliette og ham blevet ham saa klart bevidst, at han ikke i fjerneste Maade tænkte paa en Tilnærmelse. Hans erotiske Feber kureredes grundig af Madvigs latinske Grammatik.

Han var som sagt en Snes Aar, da han som Student kom hjem i Sommerferien. Han var vokset sent og var endnu aldeles skægløs med et uskyldigt pigeagtigt Udseende. Men hans Studentereksamen med første Karakter blev et Spring, der elastisk hævede ham op i Byens højeste Sfære. Honoratiores fandt, at det var al Ære værd, at Sadelmageren havde bragt sin Søn saa vidt, at Sønnen havde faaet en saa god Eksamen, at han kun manglede fire Points i Udmærkelse. Han blev inviteret til Skovtur af Etatsraadens. Paa Høstvogn kørte de unge i Skoven, Danebrogsflag vajede fra Vognen ud i Solskinnet; lystig Tale og kvidrende ungdommelig Latter lød ud over Markerne, hvor Høstfolkene mejede Rug, og hvor Strygespaanen klang mod Lebladet paa Mejegreben. Paa den bløde Grønsværsbund i en af Skovens Lyspletter fór de hvide Piger og de sommerklædte unge Mennesker om, kastede og fangede de rød- og hvidstribede Ringe, indtil de med glubende Appetit samledes langs det lange, smalle Træbord med ypperlig kold Opdækning og gode Drikkevarer. Den eneste studerede Person, Thorvald Petersen, udbragte Skaalen for Kvinden, Provisoren paa Apoteket den for Etatsraadinden, Fuldmægtigen paa Byfogedkontoret den for sin Principal Etatsraaden, hvem desværre vigtige Embedsforretninger hindrede i at deltage i denne ungdommelige Fest, men, "da han var ung i Aanden", var Fuldmægtigen vis paa, "at Etatsraaden var til Stede i Aanden."

Og saa gik det hjem i Augustnattcn. Tusende Stjerneskud rislede ned ad den sorte stjernespraglede Himmel. Fra den mejede Rug sendtes en tør, krydret Duft hen over Vejene. De unge Piger svøbte Tørklæder om Halsen for at beskytte sig mod den stærke Dug. Dæmpet lød Talen paa Høstvognen; hver Herre havde udvalgt sin Dame; Thorvald Petersen havde valgt Juliette. Hun var bleven dejlig, hun blomstrede i hvid, rød og blond svulmende Fylde. Øjnene var store og spørgende, udad higende 434 og nysgerrige. Hun elskede Poesi, sagde hun med en ung Købstadfrøkens naive Idealisme. Thorvald reciterede Goethes Digt:

Ich denke dein, wenn mir der Sonne Schimmer
vom Meere strahlt o. s. v.

for hende, han gav hende efter Hukommelsen en Oversættelse af Korsangen i Sofokles' Antigone, hvor Heltinden, da hun drager i Døden, siger Farvel til Solens Lys og Kærlighedens Glæder. Umærkelig sank de sammen i den mørke Nat. Han mærkede hendes Haar som Silke stryge hans Kind . . . havde han kysset hende? Han spurgte sig selv derom i den paafølgende søvnløse Nat, men han var ikke vis paa noget. Thi han havde været beruset . . . var det af Elskov alene? eller havde Etatsraadindens kolde Vinpunsch haft sin Andel deri?

Det var mod Enden af Sommerferien. Thorvald maatte rejse ind til København for at komme tidsnok til Forelæsningernes Begyndelse. Han vilde saa gerne sige Farvel til Juliette, men, da det en Dag lykkedes ham at opdage et Glimt af hende i Haven, forsvandt hun som et Meteor. Han fik ikke sagt Farvel til hende.

Saa gik det, som da han kom i Latinskolen. En Maaned efter hans Ankomst til København døde hans Fader. Den gamle Sadelmagers Bo var fallit. Under Sult og Savn læste Thorvald til Filosofikum. Der kunde ikke være Tale om at fortsætte Studeringerne; dertil manglede den bløde unge Mand Selvfornægtelse og Energi. Han søgte Informationer, det gik kummerlig i Begyndelsen; saa blev det bedre; men det var et Slid som en Fabrikarbejders; det var en ensformig Vandring hen ad en sandet Vej i Graavejr. Men man vænner sig til alt. Kærligheden til Juliette døde af galopperende Svindsot i Skolestuernes Støv og kvalme Luft. Der fulgte en Række af Aar for Thorvald uden Udvikling, uden Historie. Han fandt sig i det; der var ikke andet at gøre. Dage og Aar løb hurtig, thi de var ikke ladede med noget Indhold. Otte til ti Timers Informationer, saa nogle Hviletimer om Aftenen i Studenterforeningen, krydrede af daarlig Punsch og Brandere, Skakspil og Konversation. Thorvalds Forfængelighed læskedes ved, at han efterhaanden som mangeaarig Stamgæst, der havde sin faste Pibe hængende i Lokalet, blev optaget i en af de toneangivende Kliker, rigtignok kun for at forrette Tjeneste, afvekslende som Statist og Klakør for dem, der havde større Roller. Petersen udviklede sig til 435 en skikkelig gemytlig Fyr. Paa Skolerne havde han altid et Forraad af Anekdoter og Brandere, hvormed han morede sine Kolleger i Frikvarteret og sine Disciple i Timerne. Han blev en jævn hyggelig Solderist, uden i nogen Maade at kunne kaldes forfalden. Men med al aandelig Syssel og ideale Interesser var det forbi.

II.

Nu var, som sagt, Thorvald Petersens Moster død, og hendes fem Hundrede Daler faldt paa et nødtørftigt Sted.

Thorvald Petersen gik gennem Jernbanegaardens brede Hovedgang, der lystig gennemsustes af en utaalelig Trækvind, ud i Vestibulen. Skønt for længe siden afvant med sentimentale Stemninger, følte han dog en sær, Sindroen generende Bevægelse, da han saa' det kullede Kirketaarn rage op over de rødgule Tage mellem brede Kastanjekroner og svaje, spidse Popler.

Da han var ved at gaa ud af den ene af Vestibulens tre Udgangsdøre, som stod aaben, blev det Spørgsmaal henvendt til ham:

- Vil Herren køre til "Hotel Haabet"?

- Ja nok, svarede han uden at se paa den hvervende Omnibuskusk, hvis blaalakerede Køretøj stod og grinede i Foraarssolen med sin forgyldte Paaskrift "Hôtel Haabet". Saa forekom det ham, at Kusken sagde noget.

- Hvad behager? sagde Thorvald Petersen.

- Aa . . . lød Svaret, . . . jeg spurgte, om det ikke skulde være Pæddersen.

Thorvald Petersen tog den talende i Øjesyn, en lavstammet, fedladen Fyr, under hvis dybt nedtrykte Hue et Par graa Haartotter stak frem ved Tindingerne. Et Par smaa brune Øjne, som de af mange Smaarynker furede nederste Øjenlaag og tre mægtige og bevægelige Rynker fra Øjenkrogene op mod Tindingerne gav et polisk og drilsk Udtryk, en halv aabenstaaende stor Mund med gule Tandstumper, der saa' ud, som om de skulde bide Underlæben i Stykker, grinede ham i Møde. Herre Gud! Det var hans Barndomsven, Anders Litsenbroder. Siden Thorvald Petersen saa' ham som en nogle og fyrretyveaarig køn 436 Mand, for en halv Snes Aar siden, var han bleven saa gammel! Den Rørelse, det kullede Kirketaarn havde slaaet an til, blev nu til et helt Musikstykke ved alle de Minder, som Synet af den gamle Karl vakte hos den københavnske Timelærer.

- Anders Litsenbroder! udbrød han og rakte begge sine Hænder ud imod ham.

Anders tog den ene af dem og sagde:

- Nej, nu er jeg ellers Vognmand, siden Kørselen er bleven givet fri, og saa holder jeg en lille Beværtning og et Kommissionskantor. Skrive kan jeg jo, som Pæddersen jo nok kan huske, og Bønderne er jo ikke skrappe i Pennen. Og saa kører jeg denne herre Omnibus. Det er ellers længe siden, Pæddersen var her i Byen. Ja, Herre Gud, Tiden gaar! Sikken et Skæg, De har lagt Dem til! Det er der sgu Grøde i, hæ, hæ, hæ! Naa, De vil sidde paa Bukken . . . ja, der er ogsaa fælt lummert indvendig i Rumlekassen. Ja saa Gu' Pæddersen. Man kan jo saa snakke om det ene og det andet.

Omnibussen blev sat i Gang. Der var vel en seks Minutters Vej fra Stationen til Byen.

- Ja, naar man er saa gammel, som Pæddersens Moster var, sagde Anders, medens de kørte, saa har man da Lov til at holde op med at trække Vejret. Ja, ja, ja, ja, Pæddersen, Sorgen skal jo have sin Gang, men Herre Gud! man maa jo trøste sig med det andet Liv og saadant noget, som man kan sige sig selv . . . Se, hvor den er slapskoet, den fjermer . . . saa sku' dog Dæ'len ta' Smed Mortensen. Nej Postkontoret, Pæddersen! Det er blevet til en uartig Beværtning. Se, Jernbanen, den siger jeg jo inte noget mod; for det er jo en "højropæisk" Nødvendighed, rent ud sagt! . . . Naa egentlig siger jeg heller inte noget imod den ny Postmester, som de for en syv otte Aar siden sendte os inde fra Overkantoret paa store Købmagergade, for han forstaar Tingene og vil have Orden i dem. Men jeg var nu vant til at tage salig Kaptajnen paa den gemytlige Metode; og der var jo aldrig noget i Vejen for at tage et Surbrød med en Flækkesild til og et Glas Hvidtøl paa Kantoret; ja i den senere Tid blev det jo til Baiere, for jeg følger immer med Tiden, og derfor er jeg ogsaa bleven Venstremand, siden jeg inte har noget med Embedsvæsenet at gøre og skal leve af Bøndernes Søgning. Men den ny Postmester, det er, hvad jeg kalder en Bureaukrat. Ingen Spisen og Drikken paa et kongeligt Kantor! sa' han.

437

Anders rettede sin Blaarlærreds Skjortekrave i Vejret for at efterligne et Par opstaaende Flipper, stak Haanden ind paa Brystet, slog Hovedet bagud og stak Underlæben frem.

- Ja, saadan ser han lige bestemt ud, fortsatte han. Nej, ser De, Pæddersen, saa havde jeg jo skrabet mig et Tusind Daler sammen, og saa tog jeg Afske'n, og saa lavede jeg min lille Beværtning og mit Kommissionskantor, og De kan tro, jeg lurer af, hvad der gaar for sig i Byen, og mestendels griner jeg af det. For der er s'gu'tte noget at græde over, Pæddersen!

- Er De gift, Anders?

- Nej, føj for den lede! Men De bliver vel et Par Dage i Byen; for den By, hvor saadan ens uskyldige Barndomsdage er henrundne, det . . . ja, jeg mener . . . vi har jo alle sammen Fornemmelser i Hjertekulen, Pæddersen.

Thorvald Petersen havde slet ikke haft til Hensigt at give efter for den af Anders antydede Stemning; men, da det netop var i Pinseferien, sagde han til sig selv: "Hvorfor ikke?" og nikkede efter en kort Betænkning bejaende til Anders' Spørgsmaal.

- Ja, men hvad vil De saa køre til "Hôtel Haabet" for? Jeg har et pænt Kammer til de fine Hesteprangere, naar de kommer til Marked. Der kan De jo ligge, Pæddersen. Der er Krølhaarsmadrasser i Sengen, og Vinduet vender ud til den gamle Kerregaard, som var lagt ne'r allerede i Deres Barndomstid, og den er jo ret romantisk.

Thorvald Petersen kom til at le, thi Anders udtalte det sidste Ord med et underlig pænt og højtideligt Tonefald. Anders lo med og sagde:

- Ja, saadan kalder de det jo. Det siger jo hun, Fru Dalgren, som bor ijævne mig. Hun gaar sommetidens og sværmer inde paa den Kærregaard, men det er vel, fordi hun gerne vilde giftes, naar hun kunde komme til det. For hun er jo Enke, og hendes Mand, som havde Oldengaarden, spillede jo alting bort, som De vel nok har hørt, og saa døde han, og saa maatte jo Enken være glad ved, at Moderen havde det Sted . . . aa jo, det véd De jo meget bedre end jeg, Pæddersen, for hendes Moder boede jo i det røde Sted ved Siden af Deres salig Faders, og nu er der Dampbrænderi der, hvor Haven var.

Det var et tredje Slag for Thorvald Petersen. Han tabte Bevidstheden om, hvad der foregik omkring ham. Taageindhyllet svævede han tilbage til sin tidligste Ungdom. Han saa' den 438 gamle Nabohaves brogede Tulipanflor, der gjorde Honnørs for den lyseblonde Juliette og den mørkeblonde Harriet; han saa' hin Augusthimmel med Stjerneskuddenes Krydsild; han mærkede Silke stryge ham hen over Kinden . . . han sitrede . . . thi trykkede ikke et Par kølige, fugtige Læber et Kys paa hans Mund i den dugdryppende Nat?

- Trr-rr! Her bor jeg! lød Anders Olsens Stemme højt . . . dens Lyd havde snurret om Thorvald Petersen under hans Drømmefart, uden at han havde hørt eller forstaaet noget af, hvad den sagde.

Thorvald Petersen fik sin Arv udbetalt af Overformynderiet samme Dag. Han havde set, at hans Faders Hus havde givet Plads for en stor toetages Bygning, at det kønne, røde Nabohus var blevet uigenkendeligt. Begge Haver var forsvundne; ud over deres Terrain strakte sig en lang, lav Bygning med Dampskorsten paa; hvor Juliettes Moders Tulipanbede havde staaet, laa der en Del Skrammel i uformelige Bunker. Det sved i hans Hjerte, men han sagde til sig selv, at han var lige glad, og at han ikke havde noget med den Ravnekrog af en Købstad at gøre. Men det kunde jo være ganske grinagtigt at sidde om Aftenen i Anders Olsens Beværtning og høre nogle Bønder og Spidsborgere vrøvle ved et Glas Punsch eller en Flaske Øl.

Den Bavnekrog! - Ja, men var det ikke løjerligt, at, medens Thorvald Petersen gennemvandrede de slet brolagte Gader, blev han sentimental netop, naar han saa' de gamle, grimme Huse, som han genkendte fra sin Barndom; at han blev fængslet af Lysets taabelige Farvebrydning paa en gammel, grøn Glasrude i Vinduet paa et Hus, hvis Bindingsværks Façade krummede sig i de utroligste Linier, som om Huset vred sig i en langsom Dødskamp? Der paatvang sig ham Billeder af rolige, skikkelige Beboere, Haandværkere, Spækhøkere, Vognmænd, som sled om Dagen og morede sig om Aftenen med tarvelige Løjer og tarvelige Drikkevarer, af strikkende gamle Madammer og leende unge Pigebørn . . . ja, de lo jo til Elskeren, Skomager-, Murer-, Skrædder-, Malersvenden, som havde vadsket sig ren, taget Flipper paa og saa var vandret ud om Aftenen til sit Hjertes Dronning, den lille Borgerpige med det glatte Haar, den snævre tærnede Bomuldskjole og de smaa røde, forsømte Hænder med uregelmæssig formede og vildt voksende Negle. Nej . . . de Indtryk gad han ikke svømme hen i. Han havde lovet Anders Olsen at ligge over hos ham. Løftet vilde 439 han holde og saa næste Morgen Klokken otte rejse med Jernbanetoget til København . . . Uh, hvor det stak ham i Hjertet! Hvad stak? Mindet om Juliette, om Tulipanerne og Stjerneskuddene meldte sig bydende. Det nyttede ikke, at Cand. phil. Petersen slog ad Mindet med Haanden som ad nærgaaende Fluer, der spillede ham paa Næsen.

Da Thorvald Petersen vendte hjem til Anders Olsens af gammel og ny Tobaksrøgning, af Brændevin, Øl og Punsch genncmduftede Lokale, saa' han ikke glad ud. Bønderne var allerede tagne hjem i Skumringen, nu sad Værten alene i Osen ved et lille Bord. Petroleumslampelyset fra Loftet gjorde den ene Halvdel af hans i Forvejen stærkt farvede Ansigt brandrødt, medens den anden Halvdel laa i en sortebrun Skygge. Paa Hovedet sad Ruinerne af en Straahat, der efter at have gjort Tjeneste adskillige Sommere, nu var reduceret til et Led af Anders' Husdragt: Skjorteærmer, graa Vest og Benklæder, nedtraadte og broderede Morgensko. Han skottede hen til sin Gæst og sagde:

- De ser ud, som om De trængte til Puns, Pæddersen, hæ, hæ, hæ!

- Tak . . . nej . . .

- De har da ikke været henne hos . . . hvad?

- Nej, jeg har udrettet mit Ærinde hos Overformynderen.

- Ja, det forstaar sig, først Forretninger, sagde Anders, saa' alvorlig ud og talte i den læspende Manér, som han brugte, naar han vilde være dannet. Men bagefter kommer Fornøjelsen, Pæddersen! For i gamle Dage, da saa' De jo farlig mildt til hende, der nu sidder Enke efter Manden paa Oldengaarden, hæ, hæ, hæ . . . og jeg er vis paa, hun tænker paa de svundne Tider og den megen Fornøjelighed, hun havde af sine Ungdomsglæder . . . akkurat ligesom en anden en kan gøre det, hæ, hæ, hæ . . . for nu vil Fruentimmerne sgu ikke mere smiske til en, og jeg er da ellers ogsaa lige glad nu , for nu bliver jeg de syv og halvtreds til efter Mikkelsdag.

Thorvald Petersen saa' halv sky, halv stødt op paa den gamle Karl. Hans Mund stod stille i et smørret Grin. De gule Tandstumper, der borede sig ned i Underlæben, holdt Grinet fast, mens den hostende, hæse Latter lød igen. Over de næsten lukkede smaa Øjne bevægede Laagene sig i sagte Pliren.

- Ja, ja, Pæddersen, ja, ja, Pæddersen! sagde han; vi kan jo tage Tingen diplomatisk. Skal vi være enige om en Ting, 440 hvad? Jeg kender denne By bedre end De. Ser De, De er nu Skolelærer inde i København. Det er, min Sæ'l, ikke noget for Dem. Se, jeg spekulerer nu, Pæddersen. Jeg fik i gamle Dage et Gaaselaar med Rødkaal til inde hos Deres salige Forældre . . . naa, og saa hørte jeg Dem i Geografi og det andet. "Italien deles i Øvre-, Mellem- og Nedreitalien" . . . hæ, hæ, hæ . . . ja noget af Videnskaberne kan jeg dog huske endnu . . . Hør Pæddersen! Vil De være Kæmner her i Byen? Ja, det er dog 1500 Kroner om Aaret . . . og se, jeg véd nu bestemt, at Enkefruen . . . hende fra de gamle Dage, Pæddersen, hun har det samme i Leje af det Hus, hun fik efter Moderen, og Stedbørn faar De jo ikke.

- Ja, men Anders . . . hvad er det for noget Snak alt sammen . . . hvor véd De . . . ?

- Fordi jeg tænker efter og ser mig om; det er jeg bleven vant til, baade mens jeg var ved Embedet, og mens jeg har haft Kommissionsforretninger. Endnu har ingen narret mig, ikke engang en Hestepranger. Jo, jeg kan jo godt se, at Enkefruen fra Oldengaarden har Lyst til at forandre sig, for hver evigste Formiddag saa gaar hun ud til Vandmøllen der nede ved Aaen, og det kan sgu ikke være for Møller Hempels Skyld, for han er over de halvfjerds, og saa spanker hun lidt om i Møllerens Have, og saa sidder hun hele Tiden og glo'r ned i Aaen. Og De er jo da nok bleven saa dreven i Tingene inde i København, Pæddersen, at De véd, at naar et Fruentimmer finder det saa interessant at spejle sig i Søens blanke Vove, (her talte Anders Olsen igen læspende og bogstavret) saa vil hun . . . ja saa vil hun . . . paa Kærlighedsgalejen. Hun er jo kun tredive Aar, og det er en mageløs Rejsning og et brillant Fodskifte, hun har. Stik ud i Møllerens Have i Morgen Klokken elleve, Pæddersen, og grib Tingene an med en Smule Listighed! hæ, hæ, hæ. De kan jo begynde at snakke om Ungdommens Glæder og Elskovens Vaarduft og om hendes Moders, Madam Egelunds Ællinger, der smuttede ind i Deres Faders Have og aad af Grønkaalen, . . . og den Slags digteriske Romantiseringer, eller hvad De nu kalder det, for det véd De bedre end som jeg. De har som Student Teorierne, og jeg har Praksisen som forhenværende Litsenbroder og nuværende Kommissionær og Værtshusholder. Og Kæmner her i Byen skal De blive . . . vil De holde 10 Daler paa det i gamle Penge? Det er et billigt Kommissionærhonorar.

441

Der løb atter mange Stemninger og Billeder gennem den københavnske Timelærers Sind, mens den gamle Karl talte. Et roligt Liv i Fødebyen, Frihed for den opslidende Gerning, en Haveidyl i Steden for den lange, lige, banede Vej, han stavrede henad, og som absolut udmundede i en fattig Alderdom! Goethes Vers: Ich denke dein, wenn mir der Sonne Schimmer, dukkede op i ham med Reichardts bløde Melodi. Ord og Musik tryllede ham tilbage i en glad og forhaabningsfuld Tid, da han troede paa Livets uendelige Gæld til enhver brav dansk Student og paa dens sikre Afbetaling i faa Terminer med korte Mellemrum.

Han tav, og Anders Olsen tav ogsaa en god Stund. Anders gabede saa et Par Gange og sagde:

- Vi er nok bleven tidige til at sidde lidt paa Sengefjælen. Nu skal jeg lyse Dem ind, Pæddersen . . . ja det er rigtigt, sov paa det først.

Men Thorvald Petersen sov ikke den Nat. Det var, som om Anders havde dryppet noget i hans Blod, som tvang ham til at gaa ud til Vandmøllen den næste Morgen. Ja, den Mølle og dens Omgivelser var ganske uforandrede. Han kunde med sin Stok naa Tagskægget paa Stuehuset. Endnu brummede de gamle Hjul nede i det gamle Brædeskur, endnu hvirvlede Melstøvet ud gennem Møllehusets øverste Dørlem og pirrede i Næsen med sin tørre, skarpe Lugt, endnu sivede Aaens Vand i Fodstien langs Bredden, endnu stod den af Lav gulprikkede Træbænk med de rustne Søm under det enlige Asketræ, der knejsede paa en Jordhøj. Thorvald Petersen steg op ad de forfaldne Trin og satte sig paa Bænken. Den dæmpede Susen fra Møllens Hjul og Vandets Fald fra Stigbordet, Knitren og Surren mellem Sivene, af og til et Plask af en Frø eller en Fisk, en Gøen af en Hund, et Gal af en Hane var de eneste Livsytringer i Landskabet. Thorvald Petersen sad og sank hen i sig selv. Hvor længe? Det anede han ikke selv; det var vel et Par Timers Tid.

Saa lød der Trin paa Stiens fugtige Jord. En høj Dame i et graat Foraarsstykke kom gaaende. Thorvald Petersen blev ikke forbavset; det var ham, som alt var lagt for af Nornerne; han ventede Juliette. Damen vilde til at vende om, da hun saa' en Mand paa Bænken. Thorvald rejste sig og hilste. Damen saa' vist paa ham gennem Sløret, der faldt ned over Næsetippen, saa rødmede hun. Hun genkendte sin ungdommelige 442 Tilbeder. Han krummede Hænderne om Bænkens Kant for ligesom at holde sig selv fast. Juliette stod raadvild. Skulde hun vende om? Da gik Thorvald Petersen ned til hende paa Stien og rakte hende Haanden. De kom i Tale sammen. Ja, det blev de let enige om, at meget var forandret i Tidernes Løb og de selv med. Deres Samtale vilde tage sig meget triviel ud, hvis man saa' den nedskrevet. De fulgtes ad et Stykke langs Aaen og tilbage til Byen, men skiltes og gik hver til sin Side, da de nærmede sig den, som om det var en Selvfølge, at det maatte saa være.

Anders talte ikke et Ord om Enkefruen til Thorvald Petersen hverken den Dag eller de følgende, men ytrede heller ingen Forundring over, at Thorvald forlængede sit Ophold hos ham. Kun af og til betragtede han ham med sit svedne Grin og lo sin hæse Latter.

Jo, Juliette og Thorvald Petersen mødtes hver Dag paa det samme Sted uden nogen Sinde at have aftalt det, og de skiltes ad paa samme Korsvej som den første Dag. De talte om gamle Dage, det mellemliggende Tidsrum dækkede de over. Den femte Dag gjorde han et prøvende Spørgsmaal om hendes Ægtestands Tid, saa græd hun. Derfra gjorde han en brat Overgang:

Juliette, kan De huske den Skovtur paa Høstvognen med Etatsraadens ?

Han bøjede sig hen imod hende. Som det mellemliggende Tidsrum laa udslettet, saa forsvandt nu Afstanden imellem dem. Kysset kom ganske naturligt, som om det var en Fortsættelse af det problematiske Kys hin Augustnat. Han hviskede Goethes Vers; hun nikkede, som orn han sagde noget, hun havde ventet som den naturligste Ting af Verden. De gik med hinanden Arm i Arm gennem Byens Gader. Det kan nok være, at Vinduer befolkedes med nysgerrig-forbavsede Ansigter.

Da Thorvald Petersen den Dag kom hjem til Anders Olsen, lo denne højere end de foregaaende Dage og stak Tandstumperne dybere ned i Underlæben end ellers. Han sagde blot:

- Skomager Lampes Dreng kom lige i dette Øjeblik rendende og sagde mig, at De havde gaaet med hende under Armen, Pæddersen! Og Møllerens Ole har set Dem hver Dag nede ved Aaen, næ, hæ, hæ! Og i Gaar var der Byraadsmøde. Demokratiet fik Overtag i Byraadet ved sidste Valg, og her paa Beværtningen kommer Sadelmager Hansen, som har lært hos Deres salig Fader, og tre Skomagere, som følger min Politik, 443 og de er Byrødder, hæ, hæ, hæ, og de har faaet Købmand Vilse, der er folkelig, fordi han lever af Bondehandel, til at stemme for Dem, naar De gi'r Ansøgning ind om at blive Kæmner, og, om det saa er Byfogden, saa vil han nok have et af Byens Børn og en studeret Mand ind i Embedet. Folkesagen gaar fremad, Pæddersen!

Det gik som Anders Olsen havde forudsagt. Da Thorvald Petersen var bleven Kæmner, sagde Anders:

- En Værtshusmand kan have megen Indflydelse, naar han forstaar sine Sager.

- Vi væddede om ti Daler, sagde Thorvald Petersen, men Anders tager vel ogsaa imod fem og tyve?

- Saa gu' gør jeg det, Pæddersen, for jeg kan godt begribe, at en gammel Ven som De holder paa Deres Honnør. Jeg vilde akkurat have gjort det samme i Deres Sted, Pæddersen!