Schandorph, Sophus AFTENPASSIAR

AFTENPASSIAR

292

        

293

Til venstre i Hovedgaden ikke langt fra Indkørselen til Byen ligger et Hus af et ret velhavende Udseende, hvis Vægge glinse af brun Oliemaling, og som hilser gemytlig smilende gennem Façadens fem smaa Vinduer paa den ankommende for ligesom at give ham Mod til at vove sig i Kast med den forfærdelige Stenbro. Paa Gadens Kørebane udmærker den sig ved uformelig store og slet tilhugne Sten med brede og dybe Faldgruber imellem, medens paa Fortovets Brolægning Vandringsmandens Fod bliver forpint af de spidse, lige saa uregelmæssig anbragte og slet behandlede Smaasten, mellem hvilke lange opløbne Duske af Græs stikker op og svaje holdningsløse som ranglede og dinglevorne Skoletøse. Men inde langs Husrækkens Mure skyder Græsset regelmæssigere, frodigere og saftigere op, hvorfor de avlsbrugende Borgeres Køer, naar de drives hjem om Aftenen, ingenlunde forsmaa at nippe af dette Græs som en lille Efterbid. Dette har stundom foranlediget vedkommende Ejer eller Beboer, naar han fandt, at Koen under dette Maaltid stødte Kalkpudsen af hans Hus, til ud igennem et aabent Vindue at gribe den ved det ene Horn for saaledes at tvinge den bort. Men vedkommende Ko tog i Reglen Sagen med den største Sindsro, flyttede sig en lille Kende til den Side, hvorhen den Hornet omfattende Haand forsøgte at drive den, og aad videre, indtil det behagede Røgterdrengen eller Vogteren at tage mere virksomme Forholdsregler. Forhenværende Garvermester, nuværende Rentier Mørkeberg, Ejeren af det pæne, glinsende og smilende lille Hus, var en meget fredelig Mand. Han havde kun to Ærgrelser i sin vegeterende, let glidende Tilværelse. Det var denne Køernes Uvane og Planen til Byens Oplysning med Gas. Efter i otte Aar at have være drøftet i Byraadet og stadig at være strandet

        

294 paa en økonomisk-konservativ Modstand hos den gamle Borgmester og de ældre satte Borgere mod det oppositionelle Fremskridtsparti, der bestod af en yngre Landinspektør og en Købmand, som til sine alsidigere Kollegaers Forargelse ene og alene handlede med færdigsyede Klædningsstykker, syntes Gasbelysningen at have Udsigt til at blive til noget. Oppositionen var nemlig ved sidste Valg bleven forstærket med en ung Slagtermester, der oven i Købet var Venstremand og mest handlede med Bønderne i Omegnen; og en tidligere som paalidelig anset konservativ, Konsul og Kornhandler Gram, syntes at gøre betænkelige Svingninger hen mod Reformpartiet i det sidste Aar, i hvilket den nye Borgmester havde fungeret.

Garver Mørkeberg havde i Aften lige forvundet sin første Ærgrelse, den med Køerne; han havde faaet et Par næsvise Individer af denne Art jaget bort fra den smalle Græsgang foran sit Hus ved en forøget Energi, idet han i egen Person havde begivet sig ud paa Gaden, skældt Brændevinsbrænderens Køer ud for Bønderbæster og hans Røgter for et Kvæg og mod de første anvendt en radikal Kur ved gennem sit Porcelæns Pibehoved at puste baade Røg og Aske op mod deres vaade og varme Snude. Dette forfærdede de ellers intet frygtende Køer i den Grad, at de gjorde et usædvanlig hurtigt Tilbagetog, der indlededes ved en Antydning af et Opslag med Bagdelen og stærke Slag til højre og venstre med den duskede Hale. Efter denne for Mørkeberg usædvanlig aktive Indgriben i den ydre Tilværelse stillede han sig rolig foran de to Trappetrin under sin grønmalede Gadedør, pirrede med Pegefingeren i Pibehovedet for atter at samle Ilden og gav sig til, ud over Hornbrillerne, at rette Synet og Sindet ned ad Alleen, med hvis Trækroner han følte en dunkel Sympati, som de dér stod og badede sig i Aftenskumringen efter den hede Sommerdag med gult Lys om de øverste Bladrande og snappede efter Duggen til Trøst for alt det Vejstøv, de havde maattet døje i Dagens Løb. Der kom et Udtryk af Følelse af individuel Harmoni med Tilværelsen, af en filosofisk Stemning, der indrømmede, at alt var indrettet paa det bedste i denne, den bedste af alle mulige Verdener, over forhenværende Garver Mørkebergs Fysiognomi. Smilet spidsede hans Kindben ud til Siderne, hans flade Næse bredte sig som til idyllisk Hvile i Ansigtet, Hagen lagde sig kærtegnende paa det gamle, af Slid bløde Silkehalstørklæde; han løftede Kasketten tilbage paa Hovedet, saa Aftenluften strøg svalende hen over hans Pande; smaa Røgskyer sejlede langsomt ud gennem den ene

        

295 Mundvig, og Garver Mørkebergs Øjne sendte dem en venlig Afskedshilsen med paa Vejen. Saa gled Blikket op ad Gaden og saa' Vinduerne blinke, flimre og flamme i Sommeraftenlysets Brand og de toppede Brosten skinne hvide som Kridt. Da nød han Gadens Ro og Tomhed, som kun mellemrumsvis afbrødes af Hundebjæf, fjern Tale eller en enlig Fodgængers Fremtoning; han kunde endog høre Frøerne kvække fra en Dam, der laa et Hundrede Alen hinsides hans Have ude paa Marken. Og Garver Mørkebergs filosofiske Almensyn paa Tilværelsen som den bedst mulige Tilværelse koncentrerede sig til Overbevisningen om, at den By, hvori han var født, hvor han havde lært sit Haandværk, var bleven Svend og Mester, havde tjent en pæn lille Kapital paa en 30000 Kroner og nu i sorgløs Fred nød sit Livs lune Sommeraften, var den bedste af alle mulige Byer.

Garver Mørkeberg havde hvilet en rum Tid i denne stille Nydelses Stemning, da det gik op for ham, at det i Grunden vilde være endnu bedre, hvis man kunde faa slaaet en lille Passiar af. I Længden tilfredsstillede Lyrikken ham dog ikke. Han tog Piben en to tre Gange ud af Munden for at slaa saa lange Gab op, at han maatte dele hvert i fire Dele. Saa lod han Øjnene glide over Gaden til Genboens; men det er sandt: i det Hus boede jo kun Lysestøber Madsens Enke, og Fruentimmer brød Pebersvenden Hr. Mørkeberg sig ikke om, og, selv om han havde interesseret sig for Kønnet, vilde Madam Madsen ikke have kunnet være ham til nogen Glæde, saasom hun var stokdøv. Nabohuset beboedes af Toldforvalteren Justitsraad Bondrup, men der var intet rart ved at faa en Samtale med ham; thi vel besvarede han høflig den gamle Garvers Hilsen, naar denne tog sin Klædes Klaphue af, ved at lade sin grønne, guldtressede Kasket gøre en lige saa stor Bue i Luften; vel henvendte han stundom nogle Replikker til sin Nabo, naar de mødtes, men Garver Mørkebergs mistænkelige Smaaborgergehør sporede, med Rette eller Urette, i Justitsraadens Tone en nedladende embedsmandig Værdighed, der vakte Frondørtendenser i hans ellers saa fredelige Gemyt, hvis Indelukke de for Resten ikke overskred, førend han traf en anden ældre Borger, der ligesom han mente, at Embedsmændene i Almindelighed oversaa' Borgerne . . . "og saa er det dog os, de lever af", mente Garver Mørkeberg.

Nu dages det. Paa det Hjørne af Garverens Hus, som vender ud mod Vejen, fremdukker en Skikkelse, i hvem han genkendte et Individ, som stod lavere paa Samfundsstigen end han, og mod 296 hvem han kunde være nedladende, hvis han vilde; men det vilde han ikke, thi, sagde han til sig selv: "vi stammer alle fra Adam og Eva, og vi to har jo dog siddet sammen paa Bænken i Borgerskolen for et halvt Hundrede Aar siden og begge to faaet Stramhuks af Degnen Aalberg". Individet var nemlig et lige saa gammelt Inventarium i Byen som Mørkeberg. Det var Politibetjent, Arrestforvarer og Skræddermester Stam, der med langsom Betænkelighed, alvorsfuldt grundende Ansigt, som den over den indfaldne Overlæbe langt fremspringende Underditto gav et noget kolerisk Anstrøg, bevægede sin trivelige, krum- og fedryggede Skikkelse hen i Retning af Mørkeberg. Stam lettede lidt paa sin blaa grønbesnorede Hue, sendte et Spørgsmaal fra Øjenkrogen hen i Garverens Ansigt, og, da han syntes at læse paa det, at dets Ejer nok kunde have Lyst til en Passiar, standsede han og udbrød:

- Aa ja, Gu' ja, aa ja saagu', Aa, ja saamænd!

Dette var Politibetjentens stadige lyrisk-musikalske Introduktion til en Passiar. Garveren fandt, at han skulde sige noget, tænkte sig lidt om efter et passende Svar og fandt følgende:

- Ja saamænd! Der er sgu ikke noget at sige til det, Stam.

- Nej, det har Du, Skam, Ret i, Mørkeberg.

De to gamle Fyre stod en Stund og saa' paa hinanden. Saa rystede Politibetjenten gentagne Gange paa Hovedet, nærmede sig Garveren, prikkede ham paa Frakken med Knappen af Stokken, Tegnet paa hans Værdighed, og tog ham sagte med den højre Haand i hans venstre Ærme.

- Du Mørkeberg, sagde han, Du er en velstaaende Mand, som kan blæse baade den ene og den anden et langt Stykke; men en anden en, som Skæbnen kun har undt lige det daglige Brød, kan dog ogsaa have nogen Tænkekraft.

- Saagu' kan han det, svarede Garveren.

- Jeg gaar immervæk og tænker, vedblev Stamp, jeg kan, Skam, ikke lade være. Min Kone siger tidt til mig: Lad vær' med den Tænkerads, Matthis, Du tænker Dig jo ikke saa meget som en Skefuld Perlegrynsvælling til, siger hun. Ja, hvad svarer jeg saa? Jeg svarer natyrligvis, at . . . ja der er jo ikke noget at svare paa det Sludder . . . det er jo saadant noget Fruentimmervrævl.

- Ja i Kæften er de alle sammen gevaltig tapre, udbrød Mørkeberg af sit fulde Hjerte. Der er nu den døve Madam Madsen herovre . . . jeg kan ikke have Fred for hende, naar jeg møder hende, saa skal hun snakke og snakke og snakke om sin Svogers, 297 Spækhøker Bruns, som hun er Uvenner med, og jeg siger: Det kan jo ikke nytte, jeg snakker til Dem, Madam Madsen, for De er jo døv, og De kan ikke høre; men tror Du, hun tænker over, hvad jeg siger; hun bliver Pinedød ved bababa . . . uh, rent ud sagt, som en gammel Skralde.

- Ja, men nu har jeg tænkt meget over det hele, Mørkeberg, vedblev Stam, og jeg mener saadan om Verden . . . og om Tingene her i Byen, og véd Du hvad . . . jeg mener . . . hvad jeg har faaet ud af det hele? Ja læg nu Mærke til, hvad jeg siger, for jeg har tænkt meget over det hele (nu bøjede Politibetjenten sig hen til Garverens Øre, skelede rundt omkring sig for at forsikre sig om, at ingen Lurer var til Stede, der muligvis kunde røbe hans Opdadagelse), véd Du, hvad jeg mener, at det hele bliver til?

- Nej, sagde Garveren.

- Jeg mener, det bliver til bare Vrævl alt sammen, udbrød Politibetjenten og gav sin Sentens Eftertryk ved et kort Slag af sin Stoks Dupsko mod en Brosten.

- Det kan Skam godt være, nikkede Garveren eftertænksom og bifaldende. Jeg tror heller ikke, det bliver til andet.

Alt dette var nu blot Ouverturen til, hvad Politibetjent Stam egentlig havde at fortælle sin Skolekammerat. Men Stam var en Mand, der forstod sig noget paa at forberede en Effekt. Han gik derfor ikke straks over til den detaillerede Udvikling af sin Thesis, men tav stille en Stund, medens han kløede sig paa Næsen med Stokken. Under Pausen var Garveren lige ved lyrisk at flyde hen som før, da Politibetjenten, som havde fjernet sig nogle Skridt fra ham, atter nærmede sig ham, kneb ham i Ærmet og sagde:

- Maa jeg spørge Dig, Mørkeberg, rager den nye Borgmesters Datter mig?

- Ne-e-j; det gør hun vel ikke.

- Naa. Maa jeg spørge, rager Amtsforvalterens Kones Brodersøn mig?

- Denne Gang sagde Garveren bestemt: Nej.

- Naa. Maa jeg spørge, rager Konsul Grams Kornhandel mig?

- Hør, véd Du hvad, Stam . . . vrissede Garveren utaalmodig. "Den Indgang var for lang", mente han med Niels Johansen Kok i Peder Paars.

Politibetjenten sukkede, løftede Øjnene mod Himlen, foldede Hænderne tæt over Stokkeknappen og sagde med den miskendte Dyds Bitterhed:

- Johan Rasmus Peter Mørkeberg! Jeg har siddet paa Skolebænk 298 med Dig og drevet borgerlig Næring paa samme Tid som Du; jeg er bleven en fattig Mand, og Du er bleven en rig Mand, men jeg har haft Politimyndighed; det har Du aldrig haft. Og nu tilspørger jeg Dig, Johan Rasmus Peter Mørkeberg, har jeg nogen Sinde i de mange Aar, Du drev Garveriet, efter at Køb og Salg blev forbudt i Kirketiden om Søndagen, har jeg nogen Sinde meldt Dig, om ogsaa jeg vidste, at Skomagerne gik bagom ind i din Butik og købte Læder om Søndag Formiddag? Og saa spørger jeg Dig igen, Mørkeberg, er det rigtigt af Dig at være saa følesløs, naar en af Byens gamle tro Tjenere smides bort fra sit tarvelige Levebrød med Kone og en ugift Datter paa 36 Aar?

- Hva . . . hva . . . hva . . . for noget? Har Du faaet din Afskén?*)

- Ja. Farvel Mørkeberg! Tak for de Aar, vi har kendt hinanden !

- Nej stop! Det maa jeg Skam høre.

- Ja, det var jo det, jeg vilde fortælle Dig, men Du vilde jo ikke høre mig ud. Maa jeg saa spørge Dig, Mørkeberg, rager den nye Borgmesters Datter mig?

Nu gentog Stam de citerede Spørgsmaal for anden Gang, akkurat i samme Orden, og Mørkeberg svarede nej paa dem alle. Dermed var Stam tilfreds, nikkede og sagde:

- Ja, for jeg er vant til at høre paa Forhører, saa jeg gaar inkvisorisk frem, skal jeg sige Dig. Saadan kalder Juristerne det, Mørkeberg, men det kan man ikke forlange, at Borgerfolk saadan af almindelig Sort skal vide. Ser Du, én Ting er jeg sikker paa, det er, at det ikke er min Skyld, at de nu jager en gammel Mand fra sit Levebrød, men jeg har udgransket, at det er Kæresteriets og Politikkens og det nye Gasanlægs Skyld . . .

- Det forbandede Skab . . . bliver det til noget? faldt Garveren ind.

Det skal Du faa at vide, naar jeg faar sat alting ud for Dig bestemt, som det er gaaet til. Det vilde nu aldrig være gaaet saadan til i den gamle Konferensraads Tid, for det var en Mand, som holdt Justits i sit Hus, som han kunde være Kejseren af Rusland selv, men han chikanerede ikke Borgerskabet, og mig skældte han jo nok ud somme Tider; men, dengang jeg var saa uheldig, at Bager-Karl, der sad arresteret for Ildspaasættelse, rendte ud, da jeg ganske fredelig stod i Døren til Arresten, og gav mig saadan *

299 et Dunk i Hjertekulen, at alle mine Indvolde røg op i Ganen paa mig, saa sagde Konferensraaden bare: Det var slemt, Stam; men hvad - de fanger ham vel i en anden Jurisdiktion, og saa er jeg fri saa længe for at forhøre det obstinasige Bæst, som ingen kan faa noget ud af. Se, det kalder jeg Humanitet og Gemytlighed paa én Gang, Mørkeberg. Men denne, det er en af de nymodens; han skælder aldrig ud, men har disse ækle, storsnudede, høflige Manerer, saa man ikke er ham nærmere, naar man har tjent under ham et helt Aar, som jeg nu har, naar vi naar den 4. August, end som den første Dag, jeg mødte hos ham paa det nye Byfogedkontor. Han maatte meget hellere skælde ud end saadan slaa ud med Haanden, naar en anden en saadan vil fortælle ham lidt vidtløftig om, hvordan en Ting er gaaet til . . . ak Herregud! den gamle Konferensraad kunde saa godt lide at faa at vide, hvordan det gik til hos Folk rundt omkring i Byen. Men nu skal Du bare høre, Mørkeberg.

Se det er saamænd ikke længere siden end i Jordbærtiden, saa ser jeg jo, at om Aftenen saa løb Frøkenen, hun, den ny Borgmesters Datter . . . Helga hedder hun . . . det er ogsaa saadant et nymodens Komedienavn . . . saa løb hun jævnlig ud, og immer smuttede hun om Raadstuehjørnet ned ad Skomagerstræde; det kunde jeg jo se fra Vinduet i min forreste Stue i Raadstuens Kælder. Og jeg granskede og granskede i hele lange Timer over, hvad hun vilde der, for der bor jo ingen andre Folk i det Stræde end Skomager Petersen og Ligtorneskærer Roskowsky. Se, saa siger jeg til min Kone: Hvor gammel kan hun . . . den Frøken Helga vel være? Ja, siger hun, Faderen er jo knap et Halvhundrede Aar, jeg tænker, hun kan være en Snes Aar. Ja, siger jeg, og maaske knap det. Mon hun kan have Ligtorne? Hvad? Hvem mon der syr hendes Fodtøj? siger jeg. Ja, det havde min Kone allerede faaet udgransket, for det var Skomager Sandgren her i denne hersens Gade, og det kunde jeg da selv have tænkt mig, for han syr jo for alle Honnerasjoresser, Ja, sagde jeg, saa kan det da ikke være til Skomager Petersen, at hun render ned, saa maa det være til Ligtorneskæreren. Ja det kommer der af de forbandede højhælede Støvler. Naa, det kom jeg nu op at disputere om med min Datter, som sagde, at hendes Ligtorne var meget værre, dengang Fruentimmerne ikke gik med høje Hæle. Jeg blev noget gnaven over saadant noget utidigt Vrævl, rent ud sagt, og jeg sagde: Hvem Pokker render da Borgmesterens Datter ned til i Skomagerstræde, naar det hverken kan være til Skomager Petersen 300 eller til Ligtorneskærer Roskowsky? I kan alligevel tro, hun har Ligtorne, sagde jeg til min Kone og min Datter. Og jeg var ganske glad ved, at jeg havde fundet det ud, for saa havde jeg da ikke det at sidde og granske over. Men et Par Aftener efter saa stryger den samme Frøken lige forbi mig, som jeg stod i Skomagerstræde; ja jeg skal, Skam, sige Dig, hvor jeg kom fra, Mørkeberg. Jeg kom saamænd nede fra salig Konferensraadens Have; det vil sige fra det tjærede Plankeværk, som vender ud til den nederste Ende af Skomagerstræde. Jeg havde staaet og kikket ind ad det store Nøglehul, og jeg kunde se de tre lange Jordbærbede, som Konferensraaden gjorde saa meget for, og som han brugte al den Gødning til, jeg kunde skaffe ham fra Raadstuen . . . ja han gav mig saamænd to Mark for at hjælpe hans Karl med at sprede den ud over dem og Aspargesbedene. Naa, nu bor jo Amtsforvalteren der, hvor Konferensraaden boede, men de passer ikke Haven; alting faar nu Lov at gro op i den, som Vorherre selv vil, saa det maa jo blive Griseri. Jeg var bleven vemodig, Mørkeberg, for jeg tænkte paa de mange Aar, jeg havde tjent under Konferensraaden og paa de tre Pund Jordbær, som han blev ved at sende til min Kone hver Sommer, ogsaa efter at Fruen var død, og som vi spiste om Søndagen, og saa fik vi altid stegt Lammelever med Syrer foran Jordbærrene de Søndage. Herre Gud, ja, det var i de Dage, Mørkeberg.

- Ja, og de er Skam væk, sagde Mørkeberg, idet han benyttede Pausen, hvori Politibetjenten løftede paa Kasketten og tørrede en Taare af sine Øjne og nogle store Sveddraaber fra sin Pande, til denne Interpolation i hans Tekst.

- Naa, som jeg nu staar bedst og gransker over det, saa hørte jeg klap, klap, denne højhælede Fruentimmertrippen, og saa er det hende, Frøkenen, der kommer. Naa, hun trippede forbi i en Fart, og det lange Slæb svejsede og svansede til alle Sider . . . ja saadan nogle maa have gode Raad, naar de kan bruge Tøjet baade i Kjole og Skørt til at feje Gade med. Det vilde ogsaa have ærgret den gamle Konferensraad. Man skulde, Skam, ikke tro, at hun havde Ligtorne, saadan som hun traver af, tænkte jeg, men Fruentimmer er nogle durkdrevne Hyklere, som saa mageløst kan forstille sig, og saadan en ung . . . jeg havde nær sagt Tøs men jeg skal nok sige Frøken, Gud bevares! . . . hun lader sig hellere spænde i en Skruestik, end hun vil humpe, naar hun gaar paa en Gade. Jeg var lige ud for Ligtorneskærerens Hus, og jeg tænkte nok, at hun ikke vilde gaa derind, naar jeg saa' paa det.

301

Jeg vil være lige saa stor en Hykler som hun, tænkte jeg, og saa gik jeg ind i Smøjen mellem Skomagerens og Ligtorneskærerens og lod, som jeg vilde gaa bagom ind til Smed Peisers, men jeg stod og spionerede hende. Men hun gik, saa Skam, forbi Ligtorneskærerens Hus og helt ned ad Strædet, lige ned til Laagen til Konferensraadens Have, og der stod hun ogsaa og spionerede og lod Kikketøjet spille til alle Leder og Kanter, og, da der ikke var saa meget som en Kat at øjne i nogen Ende af Strædel, saa satte hun den flade Haand paa Laagen - det maa ellers give gode lyse Skindhandsker - og vips . . . Laagen gik op . . . det Svinetøj havde ikke engang gidet lukke den af; det skulde jeg have vidst. Hun smøgede sig ind ad den saa glat som en Aal. Ja . . . hvad skulde hun der? Det maa Du nok spørge om, Rasmus Mørkeberg. Du bliver vel ikke vred, om jeg beder Dig om en Taar Øl, for det er saa varmt at staa og snakke og holde Tankerne samlede til alt det jeg nu har at fortælle paa.

Mørkeberg raabte efter Øl ind ad det aabne Vindue, det blev af den gamle sure Tjenestepige serveret i sammes Karm; men mere end ét Glas ansaas for overflødigt. De to gamle Skolekammerater skiftedes til at benytte det. Efter at have taget en Slurk bed Stam et Stykke Skraa af og fortsatte:

- Véd Du, hvad jeg saa tænkte, Mørkeberg?

- Nej, jeg véd, min Sæl, ikke.

- Jeg tænkte: Ho, ho! For det var jo meget kortere for hende at gaa ind til Amtsforvalterens ad Gadedøren end rende den Omvej. Der maa være Rævestreger under, tænkte jeg, men mig skal saadan en grøn . . . Frøken , hihihi, ikke narre. Saa snart hun var inde, tog jeg saa lange Skridt, jeg kunde, og saa fik jeg pillet nogle trøskede Splinter af om det gamle Nøglehul og klistret Øjet tæt til det. Men kan Du gætte, hvad jeg saa opdagede, Mørkeberg ?

- Nej, jeg kan, min Sæl, ikke.

- Nej, det kan Du, Pinedød umuligt, om Du saa gættede til i Morgen tidlig. Frøken Helga (Politibetjenten udtalte Navnet vrængende og gjorde en arrig-karikerende dyb Kompliment) gik, siger jeg Dig og aad, rigtig saadan hulkede i sig af den gamle Konferensraads, hendes egen Faders salig Formands, Jordbær, af de Jordbær, som jeg og min Kone i gamle Dage fik sendt en to tre Pund af hver Sommer, Du, dem vi immer spiste bag efter Lammeleveren med Syrerne til. Jeg siger Dig igen, dem gik hun og aad af, Mørkeberg, det vil sige af Jordbærrene, Du.

302

- Naa ja . . . men det var da ikke saa farligt, Stam, bemærkede Mørkeberg beroligende til Politibetjenten, der var ved at snakke sig arrig.

- Ikke saa farligt? Aa nej saamænd! Men det bliver ogsaa meget værre endnu. Jeg lagde jo nok Mærke til, at Frøken . . . Helga (her gentoges den ovennævnte Gestus) saa' hen mod Aspargesbedene, mens hun gnaskede af de store dejlige Jordbær, som hun maatte lede op mellem alt det Ukrudt, som nu var groet op om Planterne, der havde smidt nogle lange Stilke fra sig, der laa og flød over Gangen langs Plankeværket. Og Aspargeserne, de var jo rendt op til nogle farlig store Buske, der lavede en hel tæt Skov. Det er ogsaa noget, som den salig Konferensraad vilde have ærgret sig ihjel over, saa jeg synes, de kunde gerne have sparet ham for det Syn i hans Grav. Men, naar vi først er døde, Mørkeberg, saa . . . ja . . . saa . . . æ . . . saa er vi, Skam, væk.

- Ja, det er sikkert nok, svarede Mørkeberg og gabede.

- Naa, lige med ét saa begynder Aspargesbedene at skabe sig, som de var spillevende, de svajede og suste som en Rugmark i Blæsevejr. Jeg troede, at det var en Ko, der var brudt ind i Haven, men det var, Skam, ingen Ko, Mørkeberg, for lige paa én Gang, saa rejser et stort Mandfolk sig op i graa Frakke, Vest og Bukser og en Straahat paa Hovedet fra Aspargesbedet og hopper langt ud i Jordbærrene; hun, Frøkenen, smider Hatten og springer lige i Favnen paa ham, Du, og saa: Smask, Smask, Smask! og saa knugede de hinanden, som de vilde klemme Indvoldene ud af Livet paa hinanden. Det var formelig ækelt. Og saadan stod de længe, og saa faldt Tusmørket paa ligesom nu, og saa gloede hendes Haar ligesom Ild, og hans Ansigt, det vendte lige mod mig, ser Du, det skinnede ligesom Hanen oppe paa Kirketaarnet dér i dette Øjeblik; det gik jo natyrligt til, for det kom jo af Solen, men jeg kom til at tænke paa de Pantomimer, som de Tyskere gav for mange Aar siden paa Raadstuesalen en Vinter, og hvor Herlekint og Jakobine stod i den røde Lue til sidst; det kaldte de pingalsk Flamme; og det var ogsaa ganske natyrligt, for min Datter, som de havde lejet til at hjælpe dem, brændte selv det Pulver af, som lavede det hele Trolleri. Det var Gøgl ligesom dette herre, Mørkeberg.

- Alt saadant Kærestevæsen er Gøgl, mumlede Mørkeberg.

- Ja - nej - ja det vil jeg dog ikke sige, tog Stam betænksomt til Orde; for naar jeg tænker paa den Sommeraften for - ja for vel en fyrretyve Aar siden, da jeg blev Kærest om Aftenen 303 ved Skovballet med min Kone, mens vi dansede Hamborgerskotsk paa den aabne Danseplads i Skoven, og der kom saadan helt usynlige Toner oppe fra Stilladset under det store Egetræ, hvor den skrutryggede Peter Hansen spillede Basfiol og mit Søskendebarn Drejer Libst gned Fiolen - ja . . . hvad var det jeg vilde sige . . . jeg mener, der er dog en Del saadant . . . rørende, nysseligt og pænt ved Kærlighed. Men se med disse to . . . det var jo kun noget højtravende Javeri. Og kan Du saa gætte, Mørkeberg, hvem det Mandfolk var i det graa Tøj ?

- Ja det var vel ham, Ingeniøren, ham der lavede det kunstige Vandhjul, der sidder paa tværs, til Møller Mørup i Povlsberg Mølle. Jeg har jo set fra min Have, at han og Borgmesterens Datter render og dangier sammen paa Marker og Stier.

Stam blev gnaven over denne Gang at have forfejlet Effekten og brummede vrissende:

- Ja natyrligvis var det ham, det kan jo ethvert Fæ begribe. Men ethvert Fæ kan, Skam, ikke stave og lægge sammen, som jeg gjorde den Aften nede i Strædet. Ja, saadan som jeg kan granske, Mørkeberg! Jeg tror, jeg var bleven en stor Videnskabsmand, hvis jeg var kommen i latinsk Skole i Stedet for i Skrædderlære. Det hele er en Sammensværgelse, tænkte jeg, for at faa Gas her i Byen, det Snavs der kan knalde et helt Hus af ligesom Krudt, og som stinker værre end en Ulykke.

- Hvad for noget ? raabte Garveren helt livlig; er der virkelig noge om det, Stam? Faar vi Gas, flytter jeg, Pine hakke mig, fra Byen, gør jeg. Mørkeberg gjorde en saa stærk Hovedbevægelse, at Brillerne faldt af Næsen, og han maatte fange dem i Flugten med Haanden. Denne Skæbnens heldige Tilskikkelse beroligede ham imidlertid, og han sagde rystende paa Hovedet:

- Hør, det er vel noget Sludder det hele, Stam?

- Sludder? Ja det er den Slags Sludder, som . . . ja, ja Men hør nu bare efter! Amtsforvalterens Kones Brodersøn er jo Inseniør, ser Du, og saadanne nogle er ogsaa oplærte til at bygge Gasværker. Nu vilde han, forstaar Du, igennem Frøken . . . Helga lirke sig - Pst, lad mig se, om der kommer nogen . . . ser Du, lirke sig Borgmesterens Stemme til for Gasvæsenet, ligesom han vilde lirke sig Konsul Grams Stemme til, da han lavede det Tridseværk ude i hans Kornmagasin. Han har allerede faaet Konsulen til at slaa sig paa Bøndernes Parti.

- Saa? Det kan jeg aldrig tro.

- Jo. Men nu maa Du forstaa mig, Mørkeberg, for det er 304 noget indviklet noget, Du. Og det bliver værre og værre, for der er jo nu Politik med i Spillet, og det ene med det andet volder, at jeg nu har min Afskén.

- Ja, men hvad vil Du blande Dig i saadant noget Roderi for, Du, som skulde være en gammel fornuftig Mand?

- Det vil jeg heller ikke, Mørkeberg, men det er det Skab, som har blandet sig i mine Ting. For jeg har altid sagt, ligesom salig Konferensraaden sagde, naar der skulde være Rigsdagsvalg, og jeg bad om hans Ordre, paa hvem han ønskede, at vi Betjente skulde stemme, for saa sagde han: "I skal, min Salighed, ikke stemme paa nogen af dem; kan det ikke være jer det samme, om Svinet æder Hunden, eller Hunden æder Svinet?" Se det har jeg taget til politisk Prokram, som han kalder det, Bogtrykker Kaspersen, som skriver Avisen.

Først nu tabte Garveren for anden Gang Taalmodigheden og sagde:

- Du er Fandens vidtløftig af Dig, Stam. Jeg kan, Pinedød, ikke finde Rede i alt det, Du har fortalt; det er Gud straffe mig, ligesom speget Uldgarn.

- Det er meget rigtigt, Mørkeberg, det er det ogsaa, men nu kommer Opklaringen og Redeligheden. Men Du maa bie et Øjeblik.

- Nej, nu bliver det mørkt, og min Pibe er gaaet ud.

- Nej, tøv bare fem Minutter, og Politibetjenten borede sin Finger saa dybt ind i et af Mørkebergs Knaphuller, saa han ikke kunde slippe fra ham. Hør, Du kender jo Slagter Plambæk?

- Den Gabflab? Han siger jo alle Byens Folk imod oppe i Klubben! Han er jo Bondeven.

- Nej, de er afskaffede, nu kaldes de Venstremænd, og det er sagtens, fordi Slagter Plambæk er kejthaandet, at han har sla'et sig paa den Reli'on. Ser Du, han var med i Komplottet om Gasværket. Han lejer jo sit grønne Enspænderkøretøj ud; og han, Inseniøren kørte immer med det, da han lavede paa det Spilleværk i Povlsberg Mølle. Det skal ellers være noget rigtigt Snavs, som det meste af denne nymodens Mekkenik. Men jeg kan bevise, hvad jeg siger om Komplottet. Siden den Inseniør kom til at køre med Slagter Plambæks Enspænder, har Konsulens købt alt deres Kød hos Plambæk.

- Herre Gud! Kunde de ikke unde den gamle Slagter Sørensen deres Næring, saa længe han levede? sukkede Mørkeberg.

- Ja, der kan Du selv se, at jeg har Ret. Saadant noget skulde Kong Kristian den Ottende og den gamle Stemann se, sagde altid 305 den gamle Konferensraad, naar noget gik rent forbistret til i de senere Aar; naa, jeg tænker, at de tre nu sidder deroppe og drøfter Tingene paa deres egne Manérer, Mørkeberg . . . Men det haster jo ikke; nu kommer først det, jeg vilde fortælle Dig, hvordan jeg fik min Afskén, men det hænger sammen alt sammen ligesom Ærtehalm, og det er, fordi der er Politik med i det. Kan Du huske, at her var Prøvevalg i Sommer?

- Nej. Jo, det var dengang, der blev det farlige Slagsmaal om Aftningen, da Slagter Sørensens Søn sloges med den lange Gaardmand Lars Jensen fra Sokkerup, svarede Mørkeberg.

- Kan Du se, jeg har Ret i, hvad jeg har udgransket? Se, den hele Komedie blev jo holdt nede i Konsulens Lade . . . Rævestreger, Du; det har Konsulen lavet for at kunne slaa Handeler af med Bønderne, alt sammen i Ledtog med Frøken . . . Helga, hendes Inseniør og Slagter Plambæk. Jeg skulde jo have været dernede; men se i Konferensraadens Tid gik jeg aldrig til saadant noget, for Konferensraaden sagde altid: Det er saagu' nok, naar Politibetjent Øverrød staar der og glor, bliv De kun hjemme og pas Deres Haandværk, Stam; og jeg havde saamænd rent glemt, at der var saadant noget Sjov paa Færde af bare Ivrighed for at faa opdaget, hvor Borgmesterens Datter rendte hen, og det var da ogsaa nok saa vigtigt, skulde en tro; hvad, Mørkeberg? Borgmesterens egen Datter, hvad? Og saa saadant noget Bondevrævl, hvad? Men nej - nu er der vendt op og ned paa hele Statsforfatningen. Naa, der nede i Laden stod jo Degnen fra Sokkerup og var Venstre og Degnen fra Gjerløv og var Højre, og saa skulde de andre række Hænderne i Vejret, og, da Slagter Plambæk rakte op for Degnen fra Sokkerup, saa slog Slagter Sørensens Søn, Andre's, ham over Armen, saa den skvattede ned, for Sørensens Familie har altid holdt med Regeringen, enten den var saa eller saa, og det er ogsaa rigtigst for Folk i en borgerlig Stilling. Men se, det kunde jo den lange Lars Jensen fra Sokkerup ikke taale at se, for baade holdt han med sin egen Degn, og saa bar han Nag til den gamle Sørensen, som engang oppe i Kristen Olsens Beværtning for en to tre Aar siden havde sagt, at Lars Jensen havde solgt Orneflæsk for Soflæsk til Spækhøker Brun. Saa blev der et Vrævl med Finanslove og Ministeriummer, Højre og Venstre, Sokkerupdegnen og Gjerløvdegnen, Orneflæsk og Soflæsk, saa Borgmesteren ikke kunde skaffe Ørenlyd. Han vilde have fat i os Betjente, men Øverrød . . . han er jo saadan hm . . . rent ud sagt, temmelig slem til at blive tør i Halsen og var listet et Øjeblik over Gaden for at 306 tage sig en Cognakkert og et Par Øller . . . er der ikke en lille Taar i Flasken endnu, Mørkeberg? . . . naa, og jeg . . . ja jeg lurede jo . . . Frøken Helga af og kunde da ikke lugte, at de sloges nede i Konsul Grams Lade, og hvad havde det ogsaa hjulpet, om jeg gamle Mand var kommen ind blandt alle de tossede Mennesker? Borgmesteren var natyrligvis lynende tre Kvart, han ringede og ringede, sagde de, oppe fra Stilladset, og nu slog begge Degnene sig sammen og sagde, at det var bedre at snakke om Tingene end at slaas om dem, og det er jo sandt nok, men de kunde jo være blevet fra den Politik. Konferensraaden har mange Gange sagt til mig, naar jeg havde hjulpet ham Støvlerne af om Aftningen inde i hans eget Kontor, og han havde faaet de broderede Morgensko paa og lagt sig paa sin Sofa med Piben i Munden: Aa, hvem der nu kunde tage en Hundepisk og jage hele den forbandede Rigsdag, baade Professorsnuder og Bønderknolde fra hinanden lige lukt ud i Kallebod Strand - saadan kaldes et Vand inde ved København, Mørkeberg. Men han, den Borgmester, vi nu har, han holder alle Aviser og disputerer immer om Sagerne; han siger nok, han gaar til højre, men jeg tror, han siger det bare paa Rævestreger, for han spiser hvert Øjeblik til Middag nede hos Konsulens, og én Gang véd jeg da, at hans Kokkepige, den tykke Madsine, som han har taget med fra Fyn, har købt en Kalvekølle hos Plambæk. Naa, men jeg kom fra, hvad jeg vilde sige, for jeg vilde jo bare fortælle Dig, hvordan jeg fik min Afskén paa en mageløs krænkende Maade og er bleven degraderet til en meget simpel Stilling, hvor jeg slet ingen Myndighed faar, skal miste min Uniform og skal gaa klædt som en gemen gammel Lappeskrædder. Og . . . der er vel ingen, Mørkeberg? . . . nu skal Du bare høre. Da jeg saa kom hjem paa Raadstuen om Aftningen, saa sad jo min Kone og min Datter og græd. Aaa, Gud ske Lov, at Du ikke er bleven slaaet ihjel af Bønderne, for Slagter Sørensens Søn har faaet to Fortænder slaaet ind, og en Bonde har sat det ene Ben ned i Baglommen paa Glarmester Roses ny Frakke, som Du selv har syet, og traadt hele Skødet af. - Hvad er det for noget Sludder? sagde jeg. Men det er der da ellers ingen Ulykke i for mig, for saa maa jo Glarmesterens Frakke repareres. Naa, saa fortalte de mig om, hvordan Højre og Venstre havde mulet hinanden inde i Laden, og, da Borgmesteren havde faaet dem ud af Laden, saa havde de begyndt igen ude i Konsulens Vænge. Jeg tænkte ogsaa, at det kunde være mig det samme. Men saa sagde min Kone, at der tre Gange havde været Bud efter

        

307 mig fra Borgmesteren. Død og Pine, tænkte jeg og rendte straks ned paa Kontoret.

- Der er til Dem, Stam, sagde Fuldmægtig Blase til mig i det forreste Kontor, skynd Dem ind til vor Fa'er! Jeg gik saa ind i Borgmesterens eget Kontor; der sad han med Ryggen til mig. Han drejede bare Hovedet og skelede hen paa mig over den venstre Skulder. Havde det været den gamle Konferensraad, saa havde han skældt mig ud, og jeg var blevet ved med at snakke ham efter Munden, og saa var vi til sidst blevne de bedste Venner af Verden. Men saadan er Tiderne ikke mer. Borgmesteren sagde:

- Hvor var De i Eftermiddag under Prøvevalghandlingen?

Jeg begyndte nu at forklare ham alt med den største Vidtløftighed, ligesom jeg har gjort for Dig i Aften, Mørkeberg, og fortalte, hvad jeg havde luret ud om hans egen Datter; men jeg fik ikke Lov til at tale i ti Minutter, før han faldt mig i Talen og sagde:

- Det véd jeg meget godt. Hvad kommer det Sagen ved?

- Véd De, Hr. Borgmester, at Frøken Helga og . . . sagde jeg.

- Hvad kommer det Dem ved? sagde han.

- Ja, i den gamle Konferensraads Tid tog jeg mig saamænd af hans Sager, som var det mine egne, og de gik forud for alting, sagde jeg, og saa græd jeg.

- De har forsømt at møde ved Prøvevalget, som De havde udtrykkelig Ordre til. Jeg indstiller Dem til Afgang fra 1. Okober.

- Men for den barmhjertige Guds Skyld, begyndte jeg.

- Gaa saa! sagde han.

Om jeg sov den Nat? Hvad, Mørkeberg? Det var et Sorgens Sovekammer, det i Raadstuekælderen. Min Kone laa ved Siden af mig i Sengen og græd højt, jeg sukkede, og jeg kunde høre min Datter snøfte og snyde Næsen i sin Seng bag Skærmbrættet. Men jeg maatte jo staa op den næste Morgen og gaa ned paa Kontoret. Jeg saa' paa Borgmesteren helt erbarmelig, men han var meget for fornem til at lade, som han lagde Mærke til det, og gav mig Ordrer for den Dag, uh, Du! saa høflig; ikke han sagde en eneste Grovhed! Da jeg kom ud paa Gaden, mødte jeg den Laban, Slagter Plambæk. Han mødte med et Bind om det ene Øje fra det politiske Slagsmaal. Han grinte mod mig med det raske Øje, saa jeg kunde udgranske, at der var noget bagved, og, da jeg saa fik talt med Øverrød og faaet det hele at vide, saa kunde jeg jo lægge sammen. Hun . . . Frøken Helga, hun har staaet i Ledtog med Venstre; hun havde Lov af sin Fader til at være Kærest med Amtsforvalterens Kones Brodersøn: hun behøvede slet ikke at rende ad Bagveje, 308 men hun har gjort det for at lokke mig til at udspionere hende, for hun har natyrligvis faaet at vide af Kokkepigen Madsine, at jeg havde forespurgt mig hos hende, om Frøkenen havde Ligtorne, og hun har været i Sammensværgelse med Kæresten, Konsul Gram og Slagter Plambæk, for Slagterens Broder, som er Underofficer i København, skal nok have Embedet efter mig, og han er Kæreste med Hansine, Borgmesterens Stuepige, som før har været Kæreste med Slagter Sørensens Søn, men slog op med ham for Slagter Plambæks Broders blanke Knappers Skyld, og den Hansine er en Søster til den lange Gaardmand Lars Jensens Broderkone, saa det hele er Politik og Rævestreger og hænger sammen som en Skurevisk. Og naar jeg nu tænker paa, Mørkeberg, at Kærestevæsenet og Prøvevalget, Gasvæsenet og Orneflæsket, Slagter Plambæk og Slagter Sørensen, Konsul Gram og Hansine og hendes Kæreste Underofficeren - alt sammen har været sammensvoret mod mig, véd Du, hvad jeg saa faar ud af det hele?

- Nej.

- Jeg faar ud af, at jeg bare skulde være sat til Videnskaben, saa jeg kunde have tilbragt min Tid med at granske. Og véd Du, hvad jeg nu er bleven degraderet til?

- Nej.

- Til Opsynsmand ved Gasværket. l Formiddags gik Byraadet ind paa det, Mørkeberg, og Borgmesteren tilbød mig Pladsen, og noget skal jeg jo leve af.

- Saa skulde da den Onde . . . begyndte Garveren. Ja god Nat, Stam! nu maa jeg ind og . . . og ærgre mig.

Garveren gik ind. Hans idylliske bløde Skumringsstemning fra før var veget for de sorteste Nattanker. Fra sit Vindue borede han sine Øjne ud i Mulmet, der skjulte Gaden. Pludselig forekom det ham, som den glødede af Lys fra gule Gasflammer, der haanende rakte deres skarpe, brede Kattetunger ud efter den gamle Borgermand. Han sagde højt, da han trak sin anden Uldsok af og skrævede over Sengefjælen:

- Jeg sælger mit Hus og flytter fra Byen.

Gasbelysningen kom, men Mørkeberg blev boende. Stam fik den lille Post ved Gasværket, og, naar hans Tid tillod det, listede han sig mangen Gang op til sin gamle Skolekammerat og udgød sit Hjerte i Lovtaler over de svundne Tider og over den gamle Konferensraad.