Schandorph, Sophus EN FATTIG DRENGS UNGDOMSEVENTYR

EN FATTIG DRENGS UNGDOMSEVENTYR

156

        

157

I. Den gamle Accisebod.

Siden sin Afskedigelse havde pensioneret Toldbetjent Rønning lejet det gamle Hus tæt ved Indkørselen til Byen med det fremspringende Tag, hvorved der dannedes en Slags bedækket Veranda foran Huset. Dette kaldtes endnu i Folkemunde Sice (dvs. Accise) boden. Paa Grund af dennes Brøstfældighed var der opført en ny Accisebod i Flugt med den gamle, men den laa et Stykke længere ud ad Hovedlandevejen. Paa det første Sted havde Rønning etableret en lille Handel med de almindeligste Urte- og Hørkræmmervarer, Traad-, Horn-, Tin- og Messingknapper, Mjød, hvid Rom, noget, der kaldtes Cognak, men som sikkert ikke var af fransk Herkomst, forskellige Sorter Brændevin etc. Han havde nemlig i sin tidlige Ungdom "staaet tre Aar som Svend" ved Handelen og kunde efter den daværende Lov erholde Købmandsbevilling. Rønning var godt lidt, thi han havde i sin Tid taget sit Embede med stor Gemytlighed. Naar han mødte med den tynde Jernstang i Haanden og skulde undersøge, om en ved Bommen holdende Vogn indeholdt konsumtionspligtige Sager, og han saa', at det var en af Byens Folk, der kom kørende, stak han blot for et Syns Skyld Jernstangen ned i Vognen og rev en Vittighed af, som f. Eks.:

- Hu, Jokumsen! De vil jo smugle en levende Kapun og en død Høne ind, hvad Jokumsen? . . . værs'artig, kør De kun, Jokumsen.

Og under hjertelig Latter over sit eget Indfald raabte han efter Manden paa den bortkørende Vogn:

- God Nat, Jokumsen; hils Kristoffersen!

158

Hans Popularitet havde ogsaa bevirket, at Øvrigheden saa gennem Fingre med, at han holdt en Sags gemytlig lille Beværtning, uden at han havde nogen Bevilling dertil. Om Sommeren sad han gerne hver Aften under sit Skur paa en gammel hvid Havebænk med et Glas Punsch staaende foran sig paa et lille Bord, rygende paa en kort Pibe med et vældigt Træhoved, og Synet af den lille trinde Mand med det evindelig smilende, kobberrøde Ansigt, fra hvis Næse Hornbrillerne hvert Øjeblik truede med at falde ned i hans Skød, udøvede en saa sympatetisk Virkning paa flere Medlemmer af Borgerskabet, at de satte sig hen hos ham. Det ene Ord tog det andet, indtil vedkommende bestilte sig et Glas Patentpunsch, som den gamle Toldbetjent blandede af hvid Bom, Citron, gammel fransk Vin og en Draabe Hindbærsaft, og som i Almindelighed erkendtes for "mageløs liflig". Derved fik Rønning en Ekstrafortjeneste. Han erklærede, at han paa fire Glas Punsch af den Art havde otte Skilling i reel Indtægt; og naar han tjente en Mark om Dagen foruden Pensionen, saa havde han, hvad han behøvede i dette Liv . . . for ser De, Kristoffersen, man maa inte være urimelig; og jeg har nu den Tro, at naar man i dette Liv er nøjsom og takker Vorherre for en Draabe Puns, saa faar man sgu nok Malagavin i det tilkommende, og kanske mere, end man kan drikke.

En Sommeraften i Juni sad Bønning paa sin sædvanlige Plads, men der dukkede ingen Fænomener op i Horisonten, der tydede paa Punschafsætning. Kun nogle Tjenestepiger passerede forbi den gamle "Sicebod"; dem maatte Rønning foreløbig trøste sig med. Han kendte dem alle sammen og nævnede dem ved Fornavne:

- God Aften, Line, god Aften! Er Du Kærest endnu med Ølbryggerens Karl? Kan I ikke snart gifte jer og købe Udstyret hos mig - hvad? . . . Se, der er Kammerraadens Mathilde! Naar skal din Frue til det? Det er jo den sjette, hvad? . . . Hej, Grete, sig til din Husbond, at nu har jeg faaet igen af Ollendorffs Punsessens, som var sluppen op i forrige Uge, da han vilde have en Flaske . . . Naa Trine! Du kan være glad ved, at her ikke er "Sicebod" mer, ellers var Du ikke sluppen saa nemt ind med de Kyllinger i Kurven. Naa, I skal have Kyllingesteg i Morgen hos Kancelliraadens? Ja saa? Er Kyllingerne fra Niels Persen i Stendrup? Ja jeg tænkte det nok! God Nat, min Pige, god Nat!

Endelig stiger Barometret i Betning af Punsch, men ikke egentlig paa den Maade, som Toldbetjenten havde ønsket det.

159

Han saa' tre Mænd komme spadserende; den midterste af dem standsede instinktmæssig, og de to andre lystrede som paa Kommando. Den midterste, en stærkt bygget Mand i en noget luslidt brun Frakke, der i sin Tid havde været en elegant Sommerpaletot med ophøjede Sømme langs ned ad Ryggen, i et Par smudsede lyse Sommerbenklæder, hvis fortraadte Rande hang som Frynser over de skævt traadte Støvler, med en med Vand blanket gammel, sort Silkehat paa Hovedet, sagde meget højt, idet han tog Cigarstumpen ud af Mundvigen og klappede begge sine Sidemænd, der var Bønder, paa Skulderen:

- Niels Larsen og Søren Jør'en skal bare følge mine Opskrifter, hvor den hele Jura er kørt op med de enkelte latinske Ord, som skal til, saa kan Per Persen aldrig faa Lov til at grave den Grøft. Det kan I stole paa, som om I havde Hans Majestæt Kongens egenhændige Underskrift paa det.

- Ja, men han sa'e, Prokurator Lyng . . . vilde den ene Bonde til at indvende.

- Hver kan være god for sig, Søren Jør'en . . . jeg siger ikke mere . . . men Prokurator Lyng . . . ja han er god nok - hæ!

- Og saa mente Justitsraaden . . . begynde den anden Bonde.

- Lad mig bare faa fat i Justitsraaden, Niels Larsen. Jeg skal pudre ham; for naar jeg siger til ham: Nu ingen Vrævl, min gamle Justitsraad, hvem forstaar sig bedst paa skadeligt Vands Afledning, De eller jeg? og naar jeg saa ser paa ham, se nu efter, lige med det bøse Ansigt, som jeg nu sætter op, saa siger han meget ordentlig og pænt: Det gør De , Momme . . . og saa bliver der ingen videre Diskosjon om de Anliggender; det kan I tage Rottekrudt paa, Niels Larsen . . . Men nu byder jeg jer Farvel, for der ser jeg min gamle Rønning . . . Farvel Niels Larsen . . . farvel Søren Jør'en . . . god Aften Rønning!

- Det er to gratis Punser, sagde Rønning ved sig selv med et lille Suk, derefter lettede han paa Huen og sagde: God Aften, Momme, god Aften, god Aften!

- Har De en Bid Skraa, Rønning? spurgte Momme og tog sin Skraastump ud af Munden, for det var en rigtig Bondebrokke, som den tykke Søren Jør'en gav mig . . . naa, jeg siger ikke noget . . . han har jo ikke bedre Forstand, Rønning.

Rønning tog et Stykke Papir af et lidet indbydende Udseende op af Vestelommen, skar et Stykke Skraa af med sin Tollekniv og rakte Momme det. Han lugtede til det og befølte det.

160

- Augustinus's Skraa? - ja vel . . . se saadant noget ser og lugter jeg lige paa Stedet. Mig narrer ingen; man har lært at se sig om i Verden, Rønning. Det bliver man klog af, men ikke rig; det er nu min Princip; ja, man kan sgu gerne kalde den for Filodsofi; men det vil jeg dog lige godt ikke, for man skal ikke skære Flæsket større, end man kan gabe over det, nej Gu' skal man ej, Rønning. Det er ogsaa min Princip . . . ja jeg har mange af den Slags, for jeg har været i mange Stillinger, Rønning. Ja, nu skal jeg give Dem, hvad De godt kan kalde min Bibliografi.

- Den har jeg hørt før, Momme.

- Ja, men saa har De sgu glemt den, gamle Rønning; man kan lære noget af den, om jeg selv skal sige det.

- Ja se - Møllen - den blev De jo smidt fra, sagde Rønning med et smørret Grin.

- Det er godt, De ler, Rønning, for saa ser jeg, det er Idroni. Der er ingen, der smider mig fra noget. Men skulde jeg taale, at Bageren lige ved Siden af mig, lige op i Næsen paa mig, om jeg saa maa sige, uden Privelegium solgte raa Gryn og Mel? Og da baade Amtmand og Birkedommer holdt med den Svinepels, ja jeg kalder dem alle tre og Herremanden med for Svinepelse (her gav Momme sin Tale Kraft ved et vældigt Slag mod Bænkens Tremmer) . . . se saa sagde jeg Birkedommeren lige op i Synet: Her er ingen Lov og Ret i Birket . . . jeg vil ikke bo i den Jurediktion.

- Der er dem, der siger, at De blev pantet for flere Aars Skatter, Momme.

- Det var lutter Hævngerrighed . . . og den Historie skaffede Birkedommeren en Proces . . . ja den skal skaffe ham et Par til.

- Ja . . . men saa fik De jo Afsked fra Byfogdens Kontor i L-; det var dog egentlig forbandet, Momme.

- Forbandet? Ja for den hjulbenede Fuldmægtig, som mente, at han var en Helvedes Karl, fordi han havde den raadne dansk juridiske Eksamen, som jeg kunde have haft for tyve Aar siden, hvis jeg havde villet. Nu kan han se, hvordan det gaar med Opdagelsesvæsenet deroppe i L-. Seks Ildebrande, gamle Rønning! Men hvordan er de komne op? Hvad behager? Ja se det véd ingen. Men hvem opdagede Mordet paa Lars Knækkerup? Det gjorde jeg; for jeg gik ind paa Spjellerup Kro en mørk Aften i min store Ghenille og talte med en grov Stemme som en Dødnings til Smeden, der sad og spillede Hyp med Hesteskæreren, og saa gav han sig. Men havde jeg ikke været, saa havde Hovedet endnu siddet paa Smedens Hals.

161

- Vil De have et Glas Puns, Momme?

- Nej Tak, gamle Rønning, lad mig faa en Snaps!

Toldbetjenten hentede en lille Karaffel med Ringe, der angav de indeholdte Snapses Antal. Momme skænkede sig straks en, smagte paa den som en Buketvin, nikkede langsomt og sagde:

- Brændevinen er fra Hendrik Mogensens Brænderi. Ikke? Jo det vidste jeg. Mig narrer ingen . . . Naa, saa blev jeg Opsynsbetjent ved Tugthuset i V. Det var paa Ministerens udtrykkelige Ordre. Han sagde til dem i Kollegiet: Momme skal have Posten; jeg vil ingen som helst Sludder høre.

- Her tømte Momme en ny Snaps i ét Drag og satte Glasset med Kraft paa Bordet.

- Hvorfor blev De ikke der, Momme?

- Skulde jeg taale saadant noget Svineri, som der gik for sig paa det Tugthus? Naar Betjentene skulde møde Kl. 5, snuede de til Klokken 7 og mødte Klokken 8. Men Inspektøren holdt med dem. Hvad gør saa jeg? Jeg tager lige til København, gaar op i Kancelliet og siger til den øverste paa Kontoret: Hør, Rinaldi - han har saadant et udenlandsk Navn - hør, Rinaldi, naar Reglementet siger, at der stilles Kl. 5, og ingen møder Kl. 5 uden jeg, hvem har saa Ret, jeg eller de Betjente, der møder Klokken 8? - Det har De, Momme, sagde Rinaldi. - Godt, den er hørt, siger jeg. Naa, jeg tager da tilbage, og jeg ringede jo med Stormklokken for Inspektøren og hele Personalet; men lige i samme Momang gaar Rinaldi af, og den, der kommer efter ham, var ligefrem en personlig Fjende af mig . . . ja saa kan De selv begribe Resten.

- Er det nu ikke Løgn alt sammen, Momme?

- Løgn - hi, Rønning - jo vel er det Løgn; sig De kun, det er Løgn. Jeg nedværdiger mig ikke til at sige en Stavelse derimod. Men nu kan jeg godt drikke et Glas Puns. (Momme havde tømt de fire af de seks Snapse, som Karaffelen rummede.) Jeg skylder Dem for ni Punser, saa bliver det lige den halve Snes. Der kommer Ditlevsen. Se god Aften, Ditlevsen! Lad Ditlevsen ogsaa faa et Glas Puns, det bliver lige elleve Glas paa min Kunto.

Den ankommende var en høj, tyk Mand, "hvis Næses Guld beviste sin Ejers daglige Flid". Trods det lune Sommervejr bar han et uldent Tørklæde om Halsen og en tyk, grøn Kalmuks Frakke. Det var Faktoren ved Byens Trykkeri, der tillige med Avisen ejedes af Prokurator Lyng. Men da denne intet kendte til Typografien, var Ole Ditlevsen den, der raadede paa Etablissementet.

162

Han var bekendt for sin Drukkenskab, men han hørte til de kolerisk-melankolske Drankere og var altid misfornøjet med Tilværelsen.

- Puns! Jeg vil ingen Puns have. Giv mig en Bitter af min egen Slags, Rønning!

Denne Essens præpareredes specielt for Faktoren. Den bestod af Brændevin, Hyperikum, Malurt, Kamfer og Hvidløg. Ole Ditlevsen nød den altid til det fedeste Øl, han kunde opdrive. Han paastod med en Overflod af Eder, at dette var det eneste, der holdt hans syndige Liv oppe i ham.

- Naa, gamle Ditlevsen, sagde Momme med sin sædvanlige nærgaaende Fortrolighed, kan jeg faa et aninymt Stykke ind i Bladet?

- Nej Gu' kan De ei, svarede Ditlevsen.

- Itte? Det havde jeg Lyst til at faa nærmere Resolesjon paa.

- Fordi det er noget Sludder, De skriver, og fordi De skriver lige saa splintrende galt, som De taler. Brrr! (her bragte hans Synkning af den forfærdelige Snaps hele hans Legeme i Dirring).

- Jeg vil gøre Dem opmærksom paa, tog Momme til Orde med en Nuance af fornærmet Værdighed, at jeg har siddet paa mere end ét Kontor . . .

- Ja og skrevet af.

- Jeg har skrevet Dokumenter - Klager, Stævninger og Skøder i mange Aar.

- Ja, som De skriver ud af Ørsteds Formularbog, og saa er der endda ortografiske Fejl i. Puh!

Rønning slog en høj Latter op. Momme overvejede et Øjeblik, om han skulde vise sig i krænket Værdighed; han havde allerede rejst sig og løftet Haanden til et Slag i Bordet. Men han forandrede Beslutning, lagde Armene over Kors paa Brystet, stak Ansigtet nær hen til Faktorens, saa' vist paa ham og nikkede med en alvorsfuld og hemmelighedsfuld Mine gentagne Gange til ham.

- Hvad Fanden skader Dem? spurgte Ditlevsen, vrissede med Hovedet og trak det tilbage for at komme i større Afstand fra det store, flade Ansigt, der saa' ud, som om det vilde klaske ind mod hans Næse, som han skelede ned imod, ligesom at vare den mod det mulige Sammenstød. Men alt som han trak sig tilbage, gjorde Mommes Ansigt en proportional Tilnærmelse; da viftede Ditlevsen med Haanden som efter en Flue og raabte: 163 - Væk med den Raamælkskage! siger jeg.

- Saa, saa, saa! tyssede Toldbetjenten; vær nu ikke saa grov, Ditlevsen.

- Grov? Jeg er ikke grov. Saadan er jeg mod alle Mennesker, snærrede den rødnæsede Faktor.

- Jeg har undt af Dem, Ditlevsen, for De har mange Ærgrelser i Deres Liv.

- Det er det eneste sande, De har sagt i lang Tid, brummede Ditlevsen.

- Aa, man faar sgu ikke flere Ærgrelser, end man selv tager sig, bemærkede Rønning og smilede veltilfreds op mod den dalende Sol.

- Aa Sludder, sagde Ditlevsen og maalte ham med dyb Foragt. De snakker som en . . . en Pensionist, der har sit paa det tørre.

- Jeg holder med Ditlevsen, sagde Momme og slog ham paa Skulderen. Maa jeg tale lidt i Enrum med Dem, naar vi har drukket et Glas Puns?

- Som jeg maa betale, for De gør det sgu ikke.

- Det vil jeg ikke despetere om. Vil De give Puns, saa drikker jeg den; mellem gode Venner kommer det ikke saa nøje an paa, hvem der betaler. Det er ogsaa en af mine Principper. Saa meget kan jeg sige i Rønnings Nærværelse: Pas paa den store Læredreng, De har paa Trykkeriet!

- Ham, Kristian! sagde Rønning; det er en god Dreng. Sikken pæn Haandskrift han skriver.

Nu for Ditlevsen op i Harme, satte Glasset mod Bordet, saa Foden knak, og raabte:

- Det er uforskammet af Dem at sige saadant noget, Rønning. Nu har jeg kendt mange Bæster i mit Liv, men saa sandt jeg staar her som en Synder for Vorherre, vil jeg være evig fordømt, om jeg nogen Sinde har kendt et saadant Ræst som den Dreng. Værs'go! Her er Penge baade for Bitterne, Punserne og Glasset. Jeg vil ikke skylde nogen noget, og jeg taaler ingen Modsigelse.

- Jeg maa holde med Ditlevsen . . . det vil sige, hvad Drengen angaar, sagde Momme højtideligt; og jeg siger som en gammel Politimand: Pas paa den store Læredreng, De har paa Trykkeriet!

- Jeg skal sgu nok passe paa, hvad jeg skal passe paa. Hvad mener De ellers med det Vrøvl? spurgte Ditlevsen.

- Jeg véd, hvad jeg véd; men det siger jeg kun i Enrum, 164 svarede Momme. Men jeg kan opdage, hvad det skal være. Vil De følge mig, men ganske stiltiende, ganske fordækt? Pas paa, hvad jeg siger: Jeg kan opdage alting.

- Det er vist noget godt Sludder, mumlede Ditlevsen; men da han intet havde at forsømme dermed, fulgte han med Momme, der tog listende Skridt og tyssede med Haanden mod Faktoren, uagtet denne ikke sagde et Ord.

II. Den slemme Dreng.

Bag nogle af de til Byens Huse hørende Haver højnede det stenede og tørre Terrain sig temmelig betydeligt, men jævnt, for paa den anden Side at falde brat ned og danne den ene Side af Lejet for et lille Vandløb. Den brede Bakke var paa denne Tid endnu ikke opdyrket. Den laa hen til Græsning for Faar og Gæs og benævnedes sædvanligvis Overdrevet. En lille Levning af en for umindelige Tider siden fældet Skov kronede et Stykke af Bakkekammen med noget purret Ege-, Tjørne- og Bøgekrat, mellem hvilket et Par højere Asketræer ragede op. Men det purrede Krat fortsatte sig gennem en lille indskaaren Kløft paa Bakkens anden Side. Gennem de tætte Blade og snoede Tjørnebuske blinkede Aaens blaa Vand, og da dens Leje her var ujævnt og fuldt af Sten, lød der stadig Rislen og Susen op. Det var sjældent, at nogen af Byens Beboere betraadte dette Sted. Bakkehældet ned mod Haverne var kun paa visse Aarstider befolket af ovennævnte Dyr og deres Vogterdrenge; og Krattets og Kløftens Skønhed havde Byens Borgerskab ingen Sans for - det var jo kun et unyttigt Vildnis. Men det var faldet i to ganske unge Romantikeres Smag, som vi skal se. Medens nu Ditlevsen og Momme langsomt stiger op ad Overdrevets Skraaning, som, skønt temmelig jævn, aftvinger den første mere end én Forbandelse, og medens den sidste lokker Ditlevsen til at døje Sveden og det korte Aandedræt ved bestandig at misse med Øjnene og lægge Fingeren paa Munden for at spænde hans Tanke paa noget uendelig mystisk, appellerer vi til Læserens Taalmodighed og beder ham følge en langvarig Historie, de to Romantikere vedrørende.

Der er nu først Drengen, den hvidhovedede Kristian. Han har længe haft en ganske speciel Forkærlighed for Overdrevskrattet. Da hans Fader, en omvankende Spillemand, med hvem han havde 165 strejfet Landet rundt til sit sjette Aar, paa et af sine Ophold i den By, hvor Scenen foregaar, pludselig var død, mente den Værtshusholder, hos hvem han havde logeret, at han nok kunde have Brug for Drengen til at vogte Gæs. Han kunde jo desuden faa Hjælp af Fattigvæsenet. Værtshusholderen brugte ham desuden som Afleder for det onde Humør, som paakom ham om Morgenen, naar han om Aftenen havde været altfor ivrig i, hvad han betragtede som en Værts allerførste Pligt: tappert drikke Gæsterne til. Naar han var rigtig "ilde opstaaet" og lod et paa én Gang fortvivlet og bistert Blik glide ud over Tilværelsen, var det ham en ren Vederkvægelse at møde "Drengen", som han da drev et vældigt Ørefigen. Saa syntes han, at det "lindede" lidt for ham. At der var noget ondt i at "smække saadan en Smule Dreng en paa Tepotten", faldt ham aldrig ind. Naar han sad og vrøvlede med Gæsterne, der bestod af det allerlaveste Borgerskab, Torvebønder og Svende, og hver af de samtalendes Bidrag til den almindelige Underholdning gik ud paa at fremstille sig selv som en saa allerhelvedes Karl som mulig, fik Værtshusholderen ofte Anfald af Rørelse over, at han alle sine Dage havde været en "retskaffens" Mand, og for at bevise denne Paastand førte han gerne følgende Argumentation:

- Hvem vilde have taget saadan en snottet Dreng til sig undtagen Jens Petersen (det var ham selv) og jeg? Hvad? Faderen skyldte mig baade for Logi, alle sine Maaltider og en urimelig Hob Snapse. Men se, om jeg ikke under Drengen Kosten og immer væk siger til ham: Spis, dit forbandede Bæst, at Du kan faa Tælle paa Nyrerne, og jeg siger til Fruentimmerne: Drengen skal have ordentlig Smør paa Rundtenommerne - ja somme Tider faar han jo ogsaa Svinefedt eller Gaasefedt, ligesom Aarstiden er til - men det er akkurat, ligesom vi selv faar. Se saadan noget gør man ikke, undtagen man har noget Relion og Kristendom i Livet paa sig. Skaal . . . naa vi skal ha' en Omgang til? (nu fik hver af de om Bordet siddende iskænket et Glas Brændevin, medens det paa ny fyldte Ølkrus gik Raden rundt til at "slukke efter" med) . . . ja, se det var nu det med Drengen. Ja saa har jeg jo det Stykke Vænge ijævne Overdrevsbakken. Naar det kommer saa vidt, at jeg kan skønne, at Sæden vil blive god det Aar, saa trækker jeg Kællingen og Tøsen der ud en Aftenstund, naar Solen er ved at gaa ned og rigtig rød og gloendes, og saa viser jeg saadan ud over Ageren, som jeg nu gør ud over Skænken, og saa siger jeg: Hør, hvis I ikke gi'er Vorherre en

        

166 Velsignelse for det Stykke Sæd, saa skal den Onde regere i jert Liv; forstaar I det? Nej, fordi man en Gang kan faa sig en Taar over Tørsten, saa er man dog hverken Jøde eller Keltring.

Saaledes var det faderlige Element i den hvidhovedede Drengs Opdragelse. Det moderlige ditto var ganske anderledes passivt. Værtshusmadammen kom aldrig uden for sit Køkken, hvor hun sled og slæbte, kogte og stegte, blankede og skurede, saa lang Dagen var, med opsmøgede Ærmer og Arme saa sorte som Jorden. Hun hørte til de faamælende, og naar hun forlangte noget, kom Ordet frem i en halv klagende, halv gnaven Tone. Hun sad aldrig, men spiste gaaende eller staaende. Hendes attenaarige Datter dannede en virkningsfuld Kontrast til Moderens rastløse Virksomhed. Ligesom hun tilbragte hun den hele Dag i Køkkenet, men hun sad paa en grønmalet Fyrretræs Kiste, paa hvis udad vendende Side der stod malet med røde Bogstaver G L D dvs. Gjertrud Larsdatter - det var den bondefødte Moders Pigenavn - omgiven af en aflang Krans af røde Klatter, der skulde forestille Roser. Hun strikkede vel af og til paa en Uldhose, men den faldt hvert Øjeblik ned i hendes Skød. Saa gabede hun og strakte sig, trommede med Tøffelhælene Takten af en Hamborger-Skotsk paa Kisten, indtil hun tabte Tøflerne ned paa Gulvet, og efter nogle svage og mislykkede Forsøg paa at naa dem med Tæerne og faa dem fast paa Fødderne igjen, opgav hun dette vanskelige Arbejde med et dybt Suk, gav sig derpaa til at tralle Melodien, hvis Takt hun før havde trommet. Saa, ligesom hun var midt i denne Beskæftigelse, gav hun sig til at græde, som hun var pisket, thi hun kom til at tænke paa den Dragon, som hun blev Kæreste med paa et Mikkelsgilde hos en Gaardmand i en nærliggende Landsby, men som Faderen paa det bestemteste havde forbudt hende at tænke paa, "hvis han ikke skulde slaa alle Fortænderne ind paa hende". Man ser altsaa, at den hvidhaarede Dreng opvoksede under usædvanlig dannende Omgivelser. Men han havde ogsaa sine Fristeder. Det første var det alt beskrevne Overdrev, hvor han af sin Værge blev sat hen for at vogte Gæs. Der laa han paa Ryggen og stirrede lige lodret op mod Zenith, og saa drømte han al Slags løjerlige Ting, som det vilde være saare vanskeligt at fortælle, især, saaledes som disse Drømme var i Begyndelsen. Men da Værtshusholderen maatte lystre Lovens Bud og sende Drengen i Skole, vandt han et nyt Fristed dér. Den Undervisning, som den gamle Degn kunde give de halvhundrede Børn i faa Timer om Dagen, var ganske vist tarvelig nok, især da han tilbragte en ikke

        

167 ringe Del af Undervisningstiden med forbitrede Udbrud over, at han, en gammel Akademikus, der havde lært baade Latin, Græsk og Hebraisk, skulde sidde og mase med "saadan nogle Træskotampe, som snød deres Næser med Fingrene". Men naar Degnen var i godt Humør, kunde han ogsaa gøre andre Ekskurser ud fra Undervisningen, som i det mindste morede den lille Kristian. Degnens onde Humør fortog sig ofte, naar han for at støtte sin Paastand om den Uret, Skæbnen havde gjort ham ved at gøre ham til Degn og Skolemester, fortalte, at han i sine Studenterdage havde spillet Komedie med Rahbek i Borups Selskab, thi saa løb Erindringen og Fantasien af med ham, saa spillede han hele Scener af Holberg eller Oehlenschläger for Drengene, hvilket bragte de fleste til at falde i Søvn. Men Kristian lyttede i større Andagt til Degnens improviserede dramatiske Fremstillinger, end han nogen Sinde havde ofret paa Præstens Prækener, naar han om Søndagen blev jaget i Kirke af sin gudfrygtige Principal og gik ydmygt bag efter ham, Madammen og Datteren, efter at han i en Times Tid, tidlig samme Morgen, havde maattet hjælpe Madammen med at skure hendes Arme og Hænder nogenlunde rene ved Hjælp af en Halmvisk og grøn Sæbe. Naar han om Hverdagen før og efter Skoletiden laa med sine Gæs paa Overdrevet, da formede disse Indtryk fra Degnens Deklamationer sig til Billeder. Han lukkede Øjnene og saa' Hakon Jarl med sine Kæmper skride forbi. Han saa' Ejnar Tambeskælver skyde Busken af Jarlens Hjælm, han saa' Hakon og liden Erling i Offerlunden, hørte Stærkodders Røst gennemrunge Kong Ingilds Hal:

Vil I mig tæmme som en Bjørn i Mundkurv,
at danse daarligt efter eders Pibe?
Vil I afrette som en Sisken mig,
at efterabe, kvidre jeres Viser?
Ti stille Du! som med opspilet Øje,
med opblæst Kind og smidig Fingerdans
vil tæmme Heltens Sind med dine Triller.

Ja Drengen var saa opfyldt af det heroisk-patetiske, at han tog Per Paars au sérieux, sympatiserede inderlig med ham i Kampen mod Fogden paa Anholt, afskyede Forræderen Niels Johansen Kok saavel som Per Ruus's materialistiske Filosofi, hvormed han vil overtale sin Husbond til at svigte sin Dorothea og give efter for Nilles Kærlighedssukke. Men han blev dybt rørt ved den sidstes Klagesang, da Paars, uagtet hun har foræret ham saa 168 mange dejlige Fødevarer og alt det fede Øl, alligevel lyder Pligtens Bud og sejler fra hende for at naa sin Fæstemø i Aars. Til Gengæld for den Interesse, som Degnen mærkede, at hans æstetiske Digressioner fandt hos den hvidhovedede Dreng, gav han sig meget mere af med ham end med de andre Disciple, eksaminerede ham længe, roste hans Lærenemhed og gode Haandskrift. En enkelt Aften i Mørkningen listede han sig ind i Jens Petersens Beværtning, efter omhyggelig at have forvisset sig om, at ingen af hans Bekendte eller Elever var i Nærheden og saa' ham træde ind paa et saa simpelt Sted. Han valgte det for at faa sin inderlige Lyst til et Glas varm Punsch, der her kun kostede 6 Skilling, tilfredsstillet uden at gøre et stort Greb i sin fattige Pengepung. Da fortalte han Værtshusholderen, at den hvidhovedede Dreng var den dygtigste i hele Borger- og Friskolen. Den skikkelige Degn anede ikke, at han gjorde Drengen en saare daarlig Tjeneste dermed. Tidligere havde denne uden Hindring faaet Lov til, naar han om Aftenen var kommen hjem med Gæssene, at sætte sig i en Krog af Stuen med en Bog og stjæle sig en Smule Lys til fra den osende Tranlampe under Loftet. Men nu hed det: Hvad sidder Du der og gaber over de Bøger efter? Han siger jo, Degnen, at Du er saa skrap til at læse i Skolen, saa Du ikke behøver at læse over hjemme. Se til, Du kan komme ud i Køkkenet og skrælle nogle Kantøfler. - Nu traf det engang, - da Drengen var ved at gaa op til det lille Hul paa Loftet, hvor han sov, at Værtshusholderens Lene gik bag efter ham op ad Trappen. Han mærkede det ikke. Da han under sin forsigtige Vandring over det mørke Loftsrums uhøvlede Bræder, hvor Passagen vanskeliggjordes af Sække, fyldte med Fjer, som Madammen havde opsparet til tilkommende Sengklæder, tomme Tønder, Lægter, udspredt Sæd osv., hørte Ordet: Dreng! lyde bag ved sig i en paa én Gang myndig og hviskende Tone, rislede der en kold Strøm gennem alle hans Nerver. Han vendte sig om og saa', at Lene stod paa Loftet med en osende Tranlampe i den ene Haand, medens hun med den anden skyggede for Flammen, der sendte en sort Stribe Os lodret op i Luften. - Dreng! hej! hør! lød det atter.

Kristian var nu bleven seksten Aar. En vis Følelse af Værdighed skød op i ham, naar Fruentimmerne vilde tyrannisere ham. Endnu var det ikke faldet ham ind at gøre Oprør mod Fatters Tyranni, men han fandt, at det var hans Pligt at opponere mod en saa myndig Tiltale fra Tøsens Side.

169

- Hej, Dreng, Dreng! kan Du ikke høre? lød det for tredje Gang.

- Jeg hedder ellers Kristian, svarede Drengen med Værdighed.

Den lange Tøs gloede paa ham, helt forundret, og vilde vist under andre Omstændigheder have forsøgt, hvad et Ørefigen kunde udrette, men Situationen tvang hende til at gaa mere politisk til Værks.

- Hør Du, Kristian, sagde hun, hør lidt! Vil Du have en Kringle med Sirop paa?

- Ja, det vil jeg nok, sagde Kristian, der altid havde haft en vis Svaghed over for Hvedebrød.

- Der, sagde Lene og hægtede et Par Hægter paa sin Kjole op for Brystet og tog den nævnte Delikatesseartikel, som hun listig havde tilegnet sig i Krostuen fra den Kurv Hvedebrød, der stod paa Skænkens Disk, ud fra sin Barm. Hun rakte Kristian den, som efter et Øjeblik at have betragtet først Kringlen, saa Pigebarnet for at forsikre sig om, at hun ikke gjorde Nar af ham, greb Kringlen med en Hurtighed, som en Kat griber en Mus, og gav sig til at spise den, saa varm, som den var. Da han havde spist den, faldt det ham først ind, at der maatte være noget bag denne usædvanlige Venlighed, som hans Husbonds Datter hædrede ham med. Han blev staaende foran hende og saa' paa hende.

- Hør Du Dreng . . . Kristian! mener jeg. Du skal jo være farlig skrap til at skrive Sammenskrift?

- Aah - sagde Drengen med en overlegen Gestus.

- Ja, jeg kan ogsaa skrive, men jeg kan ikke faa det ene til at hænge sammen med det andet. Du kommer til at lave det for mig. Saa skal Du faa for en Skilling Brystsukker i Morgen, naar jeg faar Tilgift hos Bageren.

Jo det kunde Kristian nok have Lyst til. - Hvad skal jeg skrive? spurgte han.

- Hvad Du skal skrive! Kan Du ikke begribe det?

- N-e-j.

- Du er et Fæ. Naturligvis til ham - ham - Du har nok hørt - Dragonen. Hvad griner Du af, din tossede Dreng? Hør - dersom Du griner, faar Du en paa Siden af Hovedet.

- Værs'artig, slaa, Jomfru! sagde Drengen.

Jomfru Lene saa', at Drengen var omtrent lige saa stor som hun, og opgav øjeblikkelig alle krigerske Hensigter.

170

- Vil Du saa skrive til ham . . . min . . . mit Menneske? Saa er Du en rar Dreng.

- Har Jomfruen Papir og Blæk?

Det havde Lene ikke. Det blev da bestemt, at de paa en temmelig stor Tavlestump, som Kristian havde taget med hjem fra Skolen, og som fandtes inde paa hans saakaldte Kammer, i Forening skulde udarbejde Brevet. Tavlestumpen blev hentet, en Flise blev brækket af et af dens Hjørner for at tjene i Stedet for Griffel. De satte sig begge paa en Fjersæk, Tranlampen blev sat foran dem paa en gammel raadden Ruin af et Savelad. Dens blodrøde, døsige, osende Flamme, der aldeles ikke kunde bringe noget Lys ud i det store, sorte Loftsrum, faldt ned over Parrets Ansigter, hvis belyste Dele blev rødbrune, medens Skyggepartierne stod i den mørkeste Sodfarve med skarpt afskaarne Linier.

- Han hedder jo Per? . . . ikke? spurgte Drengen. Saa skriver jeg altsaa: Kære Pe-d.e.r!

- Du kan gerne sætte: elskede efter kære. Men Pe r, det lyder ikke af noget. Det er saadan et bondsk Navn.

Drengen anstrengte sig. Pludselig fór et Glimt af Ironi op i ham i Form af følgende Indfald. Han kunde huske, at han i en omvankende Akrobattrup, i hvis Orkester hans Fader havde gjort Tjeneste ved nogle Købstadmarkeder, havde kendt en lang Dreng, der kunde staa paa Hovedet og samtidig blæse paa Piccolofløjte Melodien til "Ach ich bin so müde, ach ich bin so matt". Samme store Dreng hed Peter, naar han var civilklædt, men naar han kom i Trikot, benævnedes han paa Plakaten: Kroateren Petrowski, skønt han var født i Mariager, og hans Virksomhed i Udlandet havde indskrænket sig til at skænke Øl i et Værtshus i Hamborg. Kristian kastede et skraat prøvende Blik op paa Lene og sagde:

- Vi kan maaske skrive: Kære, elskede, dyrebare Petrowski!

- Ja det lyder rigtignok ma'esløst, sagde hun.

Kristian skrev det. Lene skulde nu til at diktere, men hun var ikke synderlig vant til at forme sine Tanker. Hun anstrengte sin Hjerne, saa Sveden sprak frem paa Panden af hende. Hun tørrede den med sit Forklæde, kradsede sig i Hovedet med en Haarnaal, derpaa stak hun i at græde. Det hjalp. Hun begyndte da sit af Hulken, Næsesnyden og Sukke afbrudte Diktat:

- "Jeg skriver Dig til . . . for at . . . for at lade Dig vide ved samme Lejlighed . . . at nu véd jeg, hvad Kærlighed er, elskede Petr . . . (ja det laver Du jo) . . . for det er lutter Sorg 171 og Bedrøvelse . . . for naar jeg inte kan trykke Dig op til mit Bryst . . . fordi Du er Dragon i L. og ikke mere Brændevinskarl nere hos Kristiansens . . ."

- Hvad saa? spurgte Kristian, da Lene her gjorde en Standsning, der efter hans Mening maatte betyde Punktum.

- Vent lidt, jeg maa hitte paa noget nyt, svarede hun.

- Men der skal noget til straks, for ellers er der ingen Mening i det.

- Pas Du Dig selv, hvad rager det Dig?

- Nej, saadant noget Sludder vil jeg ikke skrive, sagde Kristian og lagde Tavlen fra sig.

- Ja, saa hit selv paa noget, din dumme Dreng!

Drengen skelede atter op til Lene, der nu saa' stupid ud i Luften. Han skrev da videre. Noget efter spurgte hun hurtig og vredt:

- Hvad har Du saa skrevet?

Kristian læste med den uskyldigste Mine:

. . . "saa véd jeg intet andet at gøre end at tude og brøle og forsikre Dig om, at jeg siger:

Gid at da mænges maa straks alle Elementer,
mod Verdens Undergang, som man at se forventer!
gid Verdens Bygning selv maa løses, gaa i Grund,
før jeg skal mere se, før jeg skal nogen Stund" . . .

Det gik nu op for Kristian, at Nilles Klage i Peder Paars var morsom, men Lene blev aldeles henrykt og sagde:

- Det er ma'esløst yndigt! Tak, Kristian! Nu skal jeg skaffe Dig Papir og "Blik" i Morgen, saa sender vi ham det. Du skal faa ligesaadanne en brun Kringle i Morgen foruden Brystsukkerne.

Derpaa listede den skønne Lene sig hen over Loftsgulvet og ned ad Stigen paa sine violette Uldhoser og med en Tøffel under hver Arm, medens Drengen gik ind i det med nogle Bræder fra det øvrige Loft afsondrede Rum, der tjente ham til Opholdssted om Natten.

Lene havde udspekuleret, at Drengen, hvis han tidlig om Morgenen fik Skriveapparater, maatte kunne renskrive Brevet ude paa Overdrevet, naar han var ved Gæssene. Hun listede da en Pen, en lille Medicinflaske med Blæk, samt et Ark Papir til ham, før han kom af Sted. Og i den tidlige duggede Morgen vilde en, der var kommen op paa Overdrevsbakken, have set det pudsige Syn: 172 en barbenet, stor Dreng siddende med et gammelt raaddent Stykke Bræt over Knæene, hvorpaa et helt Ark Skrivpapir var udbredt, hvilket han havde ikke ringe Møje med at styre, da Vinden drilagtig tog fat, snart i det ene, snart i det andet Hjørne. Draabeflasken havde han gjort fast i Jorden ved Siden af sig. Det morede ham at udfolde hele sin kalligrafiske Dygtighed i de store Bogstaver, som han mere tegnede end skrev, idet han bestandig saa' paa Tavlestumpen, som laa ved Siden af ham. Lene havde forlangt at se Brevet endnu engang, inden det blev sendt af Sted. Da Drengen kom fra Skole Klokken tolv og havde faaet sin Middagsmad, huskede hun Faderen paa, at det kunde være paa Tiden, at der blev muget under Grisen. Drengen fik da Ordre til at forrette dette Arbejde, medens Fatter og Mutter tog deres Middagslur. Svinehuset - et Brædeskur med Tagsten over - laa i et Hjørne af Gaarden. Den ene Side, hvor Bræderne kun var slaaede op i en Højde af 1½ Alen og lod Rummet mellem dem og Taget aabent som Luft- og Lystilførsel for Beboeren, vendte ud til Værtshusholderens Have, hvor gamle Ribs-, Stikkelsbær- og Solbærbuske omgav Kartoffel-, Gulerods-, Sukkerærte-, Rødløg- og Charlottebedene. Men den nærmest til Svinehuset stødende Del var en Slags lille Blege- og Tørreplads. Samtidig med at Drengen drog ind for at skaffe Grisen det en Smule komfortabelt, gav Lene sig til paa bemeldte Blegeplads at befæste Vadsketøj til Tørring paa de udspændte Snore ved Hjælp af Klemmer. Og medens hun stod paa en Træstol i Færd med dette Arbejde, sagde hun til Drengen nede i Svinehuset:

- Læs saa Brevet, saadan som Du har lavet det!

Drengen adlød og læste, men med den samme tørre og syngende Tone som den gamle Politibetjent, naar han ved Trommeslag paa Byens Torv og Gader bekendtgjorde Auktioner eller kommunale Anliggender.

Lene satte et mut og fortrædeligt Ansigt op:

- Nej, det er der ingen . . . ingen Rørelse i, sagde hun. Du er et Tossehoved, naar Du ikke kan skrive et Brev bedre.

Drengen saa' op paa hende. Skulde han nu have det Mas at gøre det hele om? Der maatte gøres et Forsøg paa at slippe for det. Han tog Brevet og læste det op med den Patos, han kendte fra Præstens Prækener, og da han kom til Versene af Per Paars, løftede han Stemmen, saa den skingrede som en Postillons Trompet. Taarerne trillede nu ned ad Kinderne paa Lene, og Grisen, der havde benyttet Pausen i den for den saa ubehagelige Rensningsakt 173 til at tage sig en Lur, tæt klemt op i det mørkeste Hjørne af Svinehuset, fór forfærdet op først med en høj Grynten, derpaa satte den i et Hvin.

- Ja, saadan kunde Du jo have sagt straks, sagde Lene, tørrede Øjnene med alle fem Fingre, hvorved Skorstenssodens Mærker paa hendes Kinder og forskellig Køkkengernings ditto paa hendes Hænder masedes ud og fordeltes nogenlunde ligelig over hele hendes Ansigt. Da Kristian var færdig, var det ham umuligt at holde sig alvorlig længere. Han brast ud i en Latter, der var nær ved at vælte ham omkuld. Lene saa' foragtelig paa ham.

- Se, hvor han griner, det Flødeskæg! sagde hun. Ja ja, grin Du kun, der kommer den Tid, da Du faar at se, at saadant noget er ikke saadant noget, som man griner af, det er saadant noget, som man græder over - og saa græd hun igen.

Fra den Tid af var Kristian tidt Lenes Sekretær.

Skønt det hele umiddelbart kun nærede og udviklede hans komiske Sans, blev det dog middelbart Anledning til, at han kom til at tænke paa, at det erotiske overhovedet eksisterede i Livet. Hidtil havde han kun tænkt paa det, naar han traf det i Bøger, i de Øjeblikke, Versene klang for hans Øre. Dragonen behøvede nu ingenlunde at frygte for en Medbejler; thi selv om Lene ikke havde været aldeles utilgængelig for saadan en "raa Unges" mulige Tanker, vilde den højt flyvende, platoniske Fart, som Drengens erotiske Aspirationer tog, aldrig være dalet ned til en Genstand, der manglede den første af alle Betingelser til at gøre et æstetisk Indtryk, nemlig den ydre Renlighed. Nej, for saa vidt hans Fantasi fortættede de Taagebilleder, der svævede forbi den, antog de nærmest Former enten som Skjoldmøer med Brynjens blanke Buler over Barmen, eller som Prinsesser, der slumrede i fortryllede Skove, dybt under Løvets og Blomsternes skyggende og brogede Sammenfletning, eller som Elverpiger, der steg og sank i den flimrende Maaneskinstaage. Det kunde ikke falde ham ind at stille den Fordring til det virkelige Liv, at det i nogen Maade skulde yde ham et eller andet Afpræg af disse Drømmebilleder. Han havde ifølge det Bekendtskab, han havde gjort med det, altfor lidt Tillid til det. De Kvinder, han saa', gik tungt paa Træsko, klaprede med Tøffelhælene eller sjokkede i Slæberne og havde saa lidt svævende ved sig, som det vel er muligt. Da nu paa den anden Side de alt andet end delikate Samtaler mellem begge Køn, som den Kreds, han levede i, gav ham rigelig Lejlighed til at overvære, 174 bragte ham en tidlig Kundskab til den mest jordiske Erotiks Virkelighed, saa bragte dens grelle Modsætning til hans Drømme ham til at betragte den med den yderste Forfærdelse.

Det var en sen Eftermiddag om Sommeren, da Drengen laa og passede Gæssene samt Værtshusholderens to Køer højt oppe paa Overdrevsbakken, lige ved det Sted, hvor Krattet begynder. For at have Ryggen til Solen havde han vendt Ansigtet til Krattet, der laa mod Øst Han havde sin Balles Lærebog med for at læse paa sin Præstelektie til næste Dag. Det var den eneste Bog, der havde gjort ham Bryderier, og Degnen havde tidt bemærket, at det forbavsede ham, at den samme Kristian, der ellers altid kunde sine Lektier saa perfekt, kun var middelmaadig i Lærebog. Han kunde vel sine Skriftsteder udenad, men i Paragrafferne og Anmærkningerne stammede og hakkede han. Der laa han nu og hamrede følgende Frase ind i sin Hukommelse, idet han læste den højt og ved hvert Ord dunkede med den knyttede Næve mod sine med Lærredsbukser beklædte Laar.

"Vor Næstes Ære bør vi ingenlunde fornærme, men derimod anvende alt lovligt, hvad der staar i vor Magt, for at skaffe Næsten al den Agtelse, han fortjener, efterdi et godt Navn og Rygte er en stor Lyksalighed i Livet, som ej kan undværes, uden mærkelig Afbræk saavel i vort Kald som i vore øvrige Omstændigheder."

Han havde vist læst de Linier over tolv Gange højt, havde gransket over, hvad "mærkelig Afbræk" egentlig vilde sige, og dernæst ingen Bund kunnet finde i "de øvrige Omstændigheder". Han opgav da Forstaaelsen og nøjedes med at indprente sig Stykket ordlydende i sin Hukommelse. Da han ved en heldig bestaaet høj Recitation havde overbevist sig om, at det endelig var lykkedes, drog han et dybt lettende Suk, tørrede Sveden af sin Pande og saa' sig om, om der etsteds i Rummet maatte vise sig et eller andet læskende eller trøstende efter dette Hestearbejde; men de Par andre Gaasedrenge, han saa' i nogen Afstand, tilfredsstillede ham aldeles ikke, saa lidt som de røde Køer eller hvidgraa Faar, der i lange Mellemrum spættede den gulgrønne store Banke.

Da faldt hans Øje paa Krattet. Der havde han aldrig været inde. Aaen, som han tidt havde set, maatte jo løbe derigennem. En dunkel Følelse af, at noget vaadt vilde gøre godt oven paa noget saa knasende tørt som en Paragraf i Balles Lærebog, bragte ham til at styrte sig ind i Krattet. Tjørnene rev i hans Lærredsbukser, 175 Grene og Blade slog ham i Ansigtet; men baade Pirringen og Kølingen fandt han Behag i. Om der var Sti eller ikke, faldt det ham ikke ind at tænke over. Han gik lige efter Næsen, og da Skraaningen nedad begyndte at blive brat, faldt han saa lang, han var. Men han lo, og rejste sig op igen. Han bøjede fremdeles Grenene til Side; det gik bestandig brat nedefter, til han pludselig standsede paa en lille Platform paa et Par Skridts Bredde, der afbrød det stejle Fald. Han hørte Bækkens Vand klinge om Stenene, saa' ned, og et Syn, der nær havde bragt ham til at knibe sig i Armene, for at faa at vide, om han drømte eller var vaagen, tonede frem for ham.

Der nede i det lave, stærkt rislende Vand, ud over hvilket lave Elle-, Brombær- og Hybenbuske ludede, gik en lille hvidklædt Pige og vadede. Paa hendes sortebrune glatte Haar spillede de hvide Glanslys som Sølvstriber. Nakken, som hun i sin bøjede Stilling vendte mod Kristian, funklede som Perlemor imod den sene Sommers dunkle grønne. Sine smaa hvide Strømper og brune Saffians Sko havde hun hængt paa en Tjørnegren. I den venstre Haand, hvormed hun holdt Kjolen sammen, havde hun tillige en Blomsterbuket af Blaaklokker, nogle gule og røde Blomster, men Hovedmassen var Forglemmigejer og fine Græssorter. Hun bukkede sig bestandig ned for at sanke flere Forglemmigejer, der voksede tæt ved Vandets Rand eller lidt ude i Vandet. Da hun ved en Bevægelse kom til at vise Profilen, saa' Kristian dens smukke, rolige og lige Linie. En Lok havde løsnet sig fra det øvrige Haar og flagrede flimrende frem og tilbage over den fint farvede Kind; det var det eneste, der var i Uro omkring hende. Ellers var der den fuldstændigste Hvile i hendes Ansigt. De sænkede Øjne søgte bestandig ned mod Blomsterne. Den nydelige lille Mund med de svagt krummede Læber var sagte lukket til. Det var, som hele hendes Væsen svømmede i Atmosfæren saa lydløst, saa trygt som en Svane, der glider hen ad en spejlklar Vandflade. Og alt omkring hende var som i Hvile paa det rislende Vand, paa de sagte surrende Myg og Humlebier nær. Men selv disse Lyd var som Akkompagnement til Situationen; ikke et Vindpust rørte sig i den smalle, bevoksede Tragt; Bladene drømte paa deres Stængler, Blomsterne stod umærkeligt dirrende og forrettede deres Soldyrkelse.

Hvor længe Drengen blev staaende paa den lille Afsats, havde han ingen Forestilling om. Han var bunden og tryllet af Synet. Han turde hverken gaa ned eller op, ikke røre sig, knap drage 176 Aande. Han mærkede hele Tiden sit Hjerte banke stærkt; han følte underlige Trækninger i sine Lemmer. Det var de samme Fornemmelser, han tidligere havde følt, naar smuk Musik eller Sang en enkelt, sjælden Gang havde tonet ud til ham fra de aabne Vinduer, naar han om Sommeren gik paa Gaden.

Hvor gerne havde han ikke forlænget denne tavse Tilbedelse i det uendelige. Men den brutale Virkelighed udsender Nisser, hvis Fornøjelse det er paa den eftertrykkeligste Maade at minde Menneskene om, at de aldeles ikke er æteriske eller serafiske Eksistenser. En saadan Nisse pirrede Drengen Kristian i Næsen, og en tre Gange gentaget høj Nysen brød frem som en forstyrrende Realitet ind i den mystiske Drømmeverden, der var ved at forme sig i den tavse Kløft.

Pigebarnet fór sammen, saa' op og opdagede den alt andet end ridderlig udseende Beundrer, der stod oppe paa Brinken med smudsige Lærredsbukser, grov Skjorte og bare Ben. Hendes sorte Bryn trak sig sammen, de mørkebrune Øjne løb forfærdede omkring, og en Rødme gød sig fra hendes Kinder langt ned over hendes Hals. Hun turde ikke røre sig, saa' sig bestandig sky omkring, som om hun søgte Undsætning fra en eller anden Kant; endelig gav hun sig til at græde. Som en Hest, der er faldet i Staver og pludselig føler et uventet Rap af Pisken, gjorde Drengen i Lynets Fart omkring, klavrede, som han var besat, op ad Bakkeskrænten og naaede svedt og forpustet igennem Krattet op til den skallede Bakkekam. Der smed han sig plat ned paa Maven, borede formelig Ansigtet ned i Jorden for med det at bore al Tanke, Bevidsthed og Erindring ned, og samtidig holdt han begge Hænder for Ørene for at afbryde enhver Forbindelse mellem sine Sanser og den omgivende Verden.

Den femtenaarige Pige blev staaende, indtil enhver Raslen i Krattet længst var standset. Hun satte Haanden op for Øret og lyttede . . . nu var alt stille som før. Hun gik hen til Busken, hvor hendes Fodtøj hang, trak de smaa Fødder, som i det kølige Vand havde faaet en fin rosenrød Farve, op af Vandet, gjorde sig hurtig i Stand, og ad en Sti, der i Sneglegang gjorde en lang Omvej, ilede hun op og ud af Krattet til en anden Side end den, Drengen, der ikke kendte denne lettere Adgang, var kravlet opad.

Da Mørket begyndte at falde paa, maatte Kristian drive Gæssene hjem. For første Gang i sit Liv følte han sig flov over sin Gerning, alvorlig forbitret paa Tilværelsen og sine Omgivelser.

177

Han tænkte paa, at han snart var sytten Aar. Værtshusholderen havde først sent ladet ham komme i Skole og vilde desuden gerne drage Nytte af ham saa længe som muligt, og hidtil havde Kristian været lige glad. En lige over for boende Bager havde tilbudt Værtshusholderen at tage ham i Lære, men Drengen havde lige saa lidt Lyst til Bageriet, som til noget af de Haandværk, han saa' drives omkring sig. Han holdt derimod af at gaa i Skole og høre paa, hvad Degnen fortalte; der var altsaa ingen Grund for ham til at haste med Konfirmationen. Nu havde imidlertid Folk sagt til Værtshusholderen, at det ikke kunde gaa an at lade ham gaa længere; følgelig var han i Forsommeren begyndt at gaa til Præsten og skulde "staa" til Mikkelsdag. Nu begyndte det at løbe ham rundt i Hovedet, hvad han skulde blive til. Han turde vel ingenlunde for Alvor knytte sig til det Haab, at det Pigebarn, der nu indtog alle Taagebilledernes Plads i hans vaagne Drømme, naar han om Aftenen lagde sig paa det, der blev kaldt hans Seng, i det, der blev kaldt hans Kammer, nogen Sinde skulde tilhøre ham; men Mindet om det, han havde set hin Sommerdag, frembragte en Uro i hans Sind, en Higen hen mod noget, som han endnu kun kunde omfatte under den meget almindelige Formel: Jeg maa blive noget ordentligt. Imidlertid gled Maanederne. Konfirmationen kom, men det var Værtshusholderens Mening at tage Nytte af Drengen til 1ste November, saa skulde han i Bagerlære. Det var en fast Aftale mellem Bageren og Værtshusholderen. Selvfølgelig faldt ingen af dem paa at spørge Drengen, om han havde Lyst til det eller ikke.

Hvor forelsket end skøn Lene var i sin Dragon, kostede dog den ringe Del, hun havde taget i den Korrespondance, som hun et Par Gange ved Kristians uundværlige Bistand havde bragt i Stand med sin Elsker, hendes tungt arbejdende Hjerne saa megen Anstrengelse, at hun i lang Tid ikke havde vovet at genoptage Forsøget. Men nu tog hendes Kærlighedskval utaalelige Dimensioner. Af en af Bagerens Piger, som havde været til Marked i den By, hvor Dragonen laa i Garnison, erfarede hun, at han havde kørt i Karrusel ikke alene med samme Bagers Pige, men med en halv Snes andre Bønderpiger, at han bestandig havde siddet i Vognen mellem to Piger, som han begge havde holdt om Livet og "klemt noget myrderligt, saa de hvinede ved det". Med ægte kvindelig Skadefryd havde Bagerens Pige afmalet alle Detailler i denne uniformerede Don Juans vidtløftige Opførsel den Dag, saa at Lene i fire Dage havde siddet paa den grønne Kiste i Køkkenet og udgydt 178 Taarer i Pottevis. Saa tog Sorgen andre Former og søgte Udtryk i en voldsom Lyst til at slaa og sparke til alt, hvad den sørgende fandt stod hende i Vejen paa en eller anden Maade. Saaledes da hendes Tøffel mødte et Aalehoved paa Køkkengulvet og gled, saa dens Ejerinde lige nær var falden paa Næsen. En pludselig Idéassociation bragte Aalehovedet i Forbindelse med Katten, der sad nær den varme Aske paa Skorstenens Ildsted og tilmed ved en sorgløs Opgaaen i Nydelsen af Varmen opirrede den dybt bedrøvede Elskerinde. Hun greb et Dørslag, hvori hendes Moder nylig havde lagt Fedtegrever, der skulde sies til Svinefedt, og kylede det hen mod Katten. Fedtet rammede Gløderne. Det fusede op med en vældig Sprutten og en tyk Røg. Pokker tog ved Katten. Den fór fra Skorstenen med et Spring op paa Køkkenbordet, traadte i en Tallerken med stegt Lever. Den gled ned og splintredes mod Gulvets Brosten, og saa fór Katten gennem det aabne Vindue ud i Gaarden, hvor den klavrede op paa en Stabel Brænde. Der tog den foreløbig Hvil, hvæste og nyste og børstede derpaa med sin ene Forpote sin lille rosenrøde Snude fri for de forskellige Bestanddele, der under Farten havde afsat sig paa den. Ved Larmen kom Madammen ud fra Krostuen. Da hun saa' Ødelæggelsens Vederstyggelighed, sank hun i Knæ, slog Hænderne mod sine Laar og gav sig til at græde og hyle, medens hun samlede Leverstykkerne og Dørslaget op. Gennem hendes Hulken arbejdede enkelte Skældsord som: . . . saadan en Sjokkedorthe . . . sig frem. Men Lene blev derved vakt til Opposition, hun græd ikke mere over Dragonen; hun fløjtede først og sang dernæst med indædt Arrigskab:

Manden kom hjem, var fuld og gal
og kunde inte sanse.
Kællingen tog et Kosteskaft
og lærte ham at danse.
Hu, ha, fallera for mig og Dig
og for min gamle Hue!

Det var heldigt, at Fatter ikke var hjemme, ellers var der sikkert regnet Ørefigen ned baade over Kone, Datter og Drengen, der, selv om han ikke havde gjort noget, altid fik et Par, naar Husets Herre holdt almindelig Justits.

Henad Aften kom Graaden igen paa Lene. Hun maatte udtale sin Skinsyges Kvaler for Dragonen og søgte følgelig Drengen paa sædvanlig Vis. Men da hun viste sig for ham paa Loftet, 179 skiden og sjusket, blev han betaget af en uovervindelig Modbydelighed for hende og for hendes Kærlighedshistorie. Han vilde ikke for alt i Verden have skrevet et Brev for hende.

- Nu er det bedst, Du tager den Stump Tavle, for jeg skal have skrevet til ham, sagde hun.

Men Kristian lod, som han intet hørte, og fortsatte sin Vej. Lene løb da efter ham og gentog sin Ordre.

- Ja, men jeg vil ikke, svarede han kort og studs, bestandig med Ryggen til hende, og strakte Haanden ud for at løfte Krogen af paa sin Kammerdør. Da gjorde Line et Spring til Siden, derpaa et ind mellem Døren og Kristian, hvem hun saaledes afskar fra den befæstede Stilling, han havde haabet at naa. Hun stod nu knejsende med Tranlampen i Haanden og med Ryggen op mod Kammerdøren, men Drengen stillede sig lige saa knejsende over for hende. Saaledes stod de nogle Sekunder og gloede paa hinanden, omtrent som de havde Lyst til at æde hinanden. Lene saa' op og ned ad Drengen; hun tog Maal af ham. Hun var slet ikke sikker paa sin Overlegenhed i fysisk Styrke, og Drengens Stilling var saa uforsagt og bestemt, at hun rent bortlededes fra Tanken om et krigersk Angreb.

- Jeg skal ind paa mit Kammer, Jomfru, for jeg skal i Seng, afbrød Kristian endelig Tavsheden.

Lene rørte sig ikke af Stedet og blev ved at skjule Døren med sin store brede Krop med Benene spredte fra hinanden og med begge de store Tæer og den ene Hæl kikkende ud af de violette Uldhoser. Uvilkaarlig fløj den lille hvide, fine Skikkelse fra Overdrevskrattet i Kløften op i Kristians Fantasi som et Modbillede til dette store klodsede, malpropre Fruentimmer med sit dyriske Kæveparti, brede Næse med de udspilede røde Næsebor, med Karlenæver og Karlemanerer, og hans Lede for hende blev formelig til Forbitrelse. Med et pludselig Angreb gik han løs paa hende, greb hende med sine haarde Hænder om de brunrøde, ru og blottede Arme med et ordentligt Tag for at skubbe hende bort fra Døren. Den store Tøs satte i et frygteligt Vræl og raabte Gevalt. Bliktranlampen tabte hun. Den sluktes, men Tanden laa glødende og osende paa Loftsgulvet og fyldte Rummet med en kvælende Stank. Da hun saa' det blive mørkt omkring sig, blev hun endnu mere fjollet; hun havde aldrig turdet gaa ene i Mørke. Hun skreg og skraalte nu, som hun var besat:

- Aa Gud, hjælp, hjælp, jeg dør, Lys, hjælp!

180

Et Lysskær arbejdede sig langsomt op ad den elendige Hønsestige, der førte op til Loftet gennem et firkantet Hul, hvorigennem dens øverste Del stak og ragede en halv Alen op over Gulvet. Efterhaanden kom Værtshusholderens fedtede, grønne Klædeshue og fede røde Ansigt op samtidig med Lyset, og da Lene saa' sin Fader tone frem, gav Frygten hende Snarraadighed til at lyve. Hun hylede:

- Jeg kan ikke gaa i Fred for Drengen!

- Saa skulde da ogsaa . . ., begyndte Værtshusholderen og lavede sig til med et Sæt at svinge sig ind paa Loftsrummet for der at fortsætte den afbrudte Ed med en uendelig Masse andre i stadig Klimaks. Men da han ikke i mange Aar havde umaget sig saa højt til Vejrs, havde han ikke taget i Betænkning, at hans nuværende Omfang var for stort til Hullet. Som han vilde drive Kroppen op derigennem og var naaet til Maven, blev han hængende og kunde hverken komme op eller ned. Han rasede som en Bjørn, der er fanget i et Net, og Udbrud som: - "Aa, Vorherre hjælpe mig arme Mand, og Fanden vride Halsen om paa den Tyvedreng, som man har opdraget til Kristendom og Skikkelighed, men er det mest gudsforgaaende Utuske, som Sol og Maane nogen Tid har skinnet paa i denne syndige Verden! væltede i Masser ud af ham. Han søgte at vride sig i Hullet, men han sad fast som i en Skruestikke, og til sidst gav baade han og Datteren sig til at skrige Gevalt. Nu hørte man Trin nedenunder. Det var Madammen, der ilede til, ledsaget af en halvvoksen Tjenestepige, hvilken sidste brød ud i en saadan Latter, at hun segnede under dens Magt. Det Syn, der mødte hende oppe paa Stigen, var ogsaa højst burlesk og laa selv inden for slig en Tøs's komiske Sans's Rækkeevne. Værtshusholderen var ilet til paa Lenes Nødraab, ligesom han laa i Sengen. Nu saa' Madammen og den halvvoksne Tøs hans nøgne, tykke Ben sprælle vidt om i Luften og hans omfangsrige Bagdel skinne som en uhyre Maane i det halvmørke Rum. Madammen jamrede sig, Manden bandte, Lene skældte ud paa Kristian, og Tøsen lo, saa det klukkede.

- Hjælp mig dog for Fanden! brølte han. Lene skyd paa fra oven! Mutter, træk ned i Benene paa mig! I Vorherres velsignede Navn, rub jer, I Utøj!

Ved megen Arbejde baade fra oven og fra neden fik man Husherren løs af Klemmen, men han slap kun med Opofrelse af Hud baade paa Mave og Bag. Da han endelig var kommen 181 ned, lovede han naturligvis Drengen saa mange Prygl, at han skulde føle dem til paa den anden Side Mortensdag.

Kristian havde holdt sig ganske stille inde i sit Kammer, havde lyttet til Larmen udenfor. Da den tav, og ingen Lysstribe mere trængte sig ind gennem Dørens slet sammenføjede Bræder, satte han sig paa sin Seng og tænkte som saa:

Alt, hvad jeg læser om, og hvad jeg tænker paa, naar jeg maa være i Fred, er saa kønt og morsomt, og alt, hvad jeg ser hver Dag, er saa ledt og afskyeligt. Præsten siger, at Livet er saa kønt. Jeg har ikke set andet kønt end den lille Pige i Sommer ude i Bækken. Men siden de siger det, og siden de skriver om, at der er saa meget kønt, saa maa der vel være noget om det, for hvor skulde de ellers falde paa det? Hvorfor skal jeg blive her og faa Klø, rende om saa snavset som et Svin, lystre baade den fordrukne Værtshusmand og den ledagtige Tøs, naar der ude i Verden er tapre Mænd, der gaar i Krig og dør syngende for deres Land, og dejlige Piger, der før vil lide den forskrækkeligste Død end blot tænke paa at svige den Ungersvend, som de har skænket deres Tro?

Han kunde huske, at han havde læst i en Komedie, som Degnen havde laant ham i en af de gamle Schubotheske Udgaver af det kongelige Teaters Repertoire, om en vældig spansk Ridder, som af Forbitrelse paa Kongen var bleven Røver, og som elskede den Kvinde, Kongen ogsaa lagde sig efter; at samme Ridder hver Nat under stor Fare steg op ad en Rebstige over Borgens høje Mur for at besøge sin elskede. Nu var Drengen jo ikke saa fast i Troen, at han var overbevist om, at det gik til nu om Stunder i hans Købstad, som det gik til i Spanien i gamle Dage; men kunde Røverridderen præstere noget saa vældigt, saa maatte Kristian dog kunne komme ned fra Husets Gavl i den aabne Smøge mellem Naboens og Værtshusholderens Hus og derfra ud paa Gaden. Rigtignok vidste han ikke, hvor han skulde finde noget saa romantisk som en Rebstige, men i Mangel deraf kunde han ogsaa tage til Takke med noget simplere. I sin brogede Læsning, hvortil Papirer, som Spækhøkeren og Købmanden svøbte deres Varer i, ogsaa havde ydet deres Andel, havde han læst om Fanger, der af deres Lagener havde lavet sig et Slags KlaVretov, og det havde hjulpet dem ud af Arresten. Noget lignende maatte han kunne gøre ved Hjælp af sine, som var af det solideste Blaargarn. Han fik snart rullet dem til Tovform og bundet det ene i det andet, og med sin lille Klædebylt under Armen entrede han ned ad den 182 ikke meget høje Mur uden synderlig Vanskelighed. Der brændte kun en døsig Tranlygte hist og her paa Gaderne. Alt var lukket og slukket, og Alverden var gaaet i Seng. Højt lydende Skridt vilde maaske have vakt den tykke Vægter, der sad og sov i et Skilderhus paa Hjørnet af Torvet, men Kristian var barbenet og løb med Kattefjed gennem Byen. Først da han mærkede den bløde Jord under Fødderne i Stedet for Stenbroen, standsede han sin Fart, satte sig ned paa en Stendynge paa Landevejen ved Grøftekanten for at puste.

Natten var bælgmørk; man kunde ikke se en Haand for sig, og skønt det ikke regnede, var Luften saa tyk, at Himmel og Jord ikke var til at skelne. Det var en fugtig Kulde, der isnede Drengen gennem alle Lemmer; skønt han ikke var forvænt med nogen Art af Kælenskab, gjorde det dog ondt baade i hans Albue og Knæled. Den ganske almindelige fortrøstningsfulde Stemning, som han havde været i, da han besluttede sin Flugt, blev kvalt af dette tætte, rugende, uendelige Mørke; hans ellers let spillende Fantasi druknede deri. Han drejede Hovedet til alle Sider - ikke et Lyspunkt, ikke en Genstand, hvorpaa hans Øje kunde finde Hvile. Mørket gjorde ondt i hans Øjne omtrent ligesom et blændende Solskin. Naar man nu tilmed fryser, bliver man snart nøgtern. Han havde rigtignok sin temmelig varme, sortegraa Konfirmationsdragt, nogle Par graa Uldhoser og et Par Fedtlæders Sko i Bylten, men han var øm over denne Dragt; han vilde nødig trække i den, før han skulde fremstille sig et eller andet Sted paa sin Flakkefart, hvor det kom an paa at se ordentlig ud. Han gned Fødderne mod hinanden, han "dængede sig" af al Kraft med Armene; han erhvervede sig derved en stakket Varme, som gjorde Kulden pinligere bagefter.

Hvor var nu den Verden, fuld af kække Mænd og ædle Kvinder, den Efterklang af hans Læsning, der havde lydt til ham som Opmuntring og Trøst for faa Øjeblikke siden? Han greb disse ubestemte Billeder og søgte at føje dem ind i de Lokaliteter, han kendte uden for Byen mod den Kant, hvor Vejen gik, han havde slaaet ind paa. Ja der laa nu Møller Greisens hollandske Mølle en Fjerdingvej derfra; men Møller Greisen med sin store hvide Skindklaphue og den melede Lammeskindspels, den store indfaldne, tandløse Mund, mættede ingenlunde Drengens Begreb om en tapper Mand, saa lidt som hans Datter Madsine, som han var gaaet til Præsten med, gav ham Forestilling om en ædel Kvinde. Han tænkte paa hendes blege, fregnede Ansigt, der levende genkaldte 183 ham en Søbemad, som han afskyede, nemlig Sagovælling; Vorten paa Næsen kunde godt gaa for en stor Grynklump og saaledes fuldstændiggøre Billedet. Paa den anden Side Møllen laa Skoven, men Skovløberen var Værtshusholderens gode Ven; Kristian havde endnu aldrig opnaaet at se ham i ædru Tilstand, og naar han havde været i Ærinde hos ham, havde han altid troet, at han skulde blive flænget i Stykker af hans to store glubske Hunde. Rigtignok havde Kristian aldrig været længere fra Byen, saa længe han kunde huske, end denne Skov igennem, men hinsides den havde han kun Indtrykket af en uendelig lang, lige Landevej, der saa' ud, som den aldrig fik Ende. Det var en trøstesløs Udsigt. Hvor skulde han ty hen, hvordan skulde han gribe sine Sager an? Foreløbig var der næppe andet at gøre end at gaa lige frem. Paa Stenbunken kunde det i alle Tilfælde ikke nytte at blive siddende længere.

Altsaa af Sted! Nu æltede de stakkels Fødder i Landevejens kolde, opblødte Mudder, der kun afbrødes af smaat huggede Graasten, der skar dem blodige; thi i Mørket kunde han ikke undgaa de Steder, hvor der var fyldt Sten paa. Havde han tænkt paa det forinden, havde han dog maaske spenderet sit Fodtøj i Bylten paa denne Vandring. Endnu mere ærgrede det ham, at han i sin poetiske Betagelse over et vandrende Ridderlivs Poesi havde foragtet sine store, rigtignok gamle og tunge Træsko, der stod uden for hans Seng i Kammeret. Imidlertid løb han videre og videre i det trøstesløse, grænseløse Mulmhav. Han havde en Følelse, som om Mørket gjorde Modstand mod hans Indtrængen i det. Han syntes, at han ingen Vegne kom; det var, som han svømmede imod en strid Strøm.

Et Lys, som glimrede noget til Vejrs, kom til Syne ved en Krumning af Vejen. Det maatte være oppe i Greisens Mølle, men Mølletaarnet var ikke til at se. Spøgelseagtig lød Vingernes dumpe Susen og Knagen højt oppe i Luften, men det var dog en Lyd, en Bevægelse, et Slags Vidnesbyrd om Liv, saa Drengen følte sig snarere opmuntret end skræmmet ved det. Han vidste, at ud for Møllen laa der en Stenbunke; nu satte han sig derpaa og løste sin Bylt op; de Fedtlæders Sko maatte ofres. Tærningen var kastet. Saa gik det videre gennem pjaskende Dynd og skrattende Smaasten, og saa kom Skoven. Drengen mærkede med Skræk, at det kunde blive endnu mørkere, end det var i Forvejen.

Der maatte Skovløberhuset ligge til højre, thi ved Lyden af Kristians Skridt var de to store Køtere vækkede; en rasende Gøen 184 lød ud mod ham. Den kom nærmere og nærmere, tiltog i Styrke og Forbitrelse. Nu knagede og knirkede noget. Det maatte være Havelaagen, der blev reven op af Hundene, hvis Øjne han allerede saa' gnistre som Ildkugler i Mørket. Kristian var som lille Barn bleven bidt af en Hund, og skønt han ellers ikke plejede at være bange, havde de Smerter, han dengang led, afsat en uovervindelig Angest i ham for glubske Hunde. Han forsøgte et Løb tværs over Vejen, fik i en Fart Løkken af Tørklædet, hvori hans Klæder var, anbragt om sin Hals, saaledes at Bylten hang bagud. Ved et mærkeligt Held tog han, ledet af det vaade Græs paa Kanten, som han følte stryge mod sine nøgne Ankler, rigtig Maal af Grøften, sprang til af al Kraft, saa han kom langt ind paa den anden Side af den smalle Grøft og entrede som en Kat op ad en tynd Træstamme, men satte ved denne Lejlighed sin Kasket til. Disse Forsøg paa Frelse, som Selvopholdelsesdriften indgav ham i en lynende Fart, kom først rigtig frem for hans Bevidsthed, da han oppe i Træet, der svajede og svingede under hans Vægt, hørte Hundenes Gøen og Tuden nogle Alen under sig; men efter kort Tids Forløb opgav de deres Jagt, deres Gøen blev mere afbrudt, fjernede sig og holdt til sidst op.

Drengen krøb ned, og med den Plan at naa Landevejens Fortsættelse, efter at have gjort en Bue gennem Skoven, satte han sig i Gang, alt imedens han hvert Øjeblik fik Næsestyvere af Træstammerne og klamme og kolde Ørefigen af lavt hængende Grene. Trærødderne spændte Ben for ham. Vandpytter og Mosebund efterstræbte de Fedtlæders Sko, som han hidtil havde holdt saa højt i Ære. Det gjorde ham mere ondt for dem end for ham selv, thi han var vant baade til Næsestyver og Ørefigen, som Værtshusholderen serverede ham, og til at blive spændt Ben for af de "bedre Borgeres" Børn i Skolen, der ikke endnu, som senere, da Grundloven proklamerede Demokratiet, var spaltet i en Betalingsog en Friskole. Drengen løb og løb; hvorhen havde han ingen Anelse om. Til sidst fik Skoven Ende, og han befandt sig paa fri Mark. Der var kommen Drift i Skyerne; det var ikke mere bælgmørkt, men ved at løbe om i alle Retninger havde Kristian tabt al Sporsans; han havde ikke Anelse om, hvor han var. Han sank snart atter i til Anklerne i opblødt Pløjejord. Vaadt og skarpt Græs slog ham op ad Benene; saa faldt han i en Grøft og maatte gøre energiske Anstrengelser for et redde Skoene. Efter at han havde løbet længe, højnede Terrainet sig, Bunden blev mere tør og stenet. Nu opdagede han, at han havde beskrevet en krum

        

185 Linie tilbage mod Byen; han var ved Begyndelsen af den ham saa vel bekendte Overdrevsbakke. Han vidste ikke, om han skulde glæde sig eller være bedrøvet derover. Det var klart, at langt ud i den vide Verden var han ikke kommen, men hans første Erfaringer og Indtryk af det vandrende Ridderliv havde ikke været saa tillokkende, at han jo følte en vis Beroligelse ved at træde paa bekendt Jordsmon. Krattet faldt ham straks ind. Han havde ikke vovet at betræde det siden Sommerdagen, da han havde haft hint Møde. Jo mere han havde tumlet med Billedet af det i sin Fantasi, desto mere eventyrligt og helligt var det blevet ham. Sligt maatte og kunde ikke gentages; og han havde jo ogsaa stundom tænkt med et Suk: Ser hun mig endnu en Gang derinde, kommer hun der aldrig mere; hun græd dengang, fordi hun blev bange for saadan en skiden Gaasedreng. Nu laa Krattet for ham, sort og vaadt, halvt afbladet, dunkelt struttende op i Luften. Med en overtroisk Følelse af, at der maatte kunne møde ham et Lysskær nede fra Kløften, som kunde faa det sorte Vand i Bækken til at glimte som Guld omkring en fin hvid Alfeskikkelse dernede, rev han Grene til Side, men alt var og blev sort som i en Gravhule. Dog var det ikke stille, thi gennem Grenene og deres tilbageblevne tørre Løvs Susen og Raslen lød tydelig det stærkt rindende Vands Brusen, mens det hvirvlede sig om Bundens Sten. Med sin Bylt som Hovedpude gravede Drengen sig ned i Dyngen af nedfaldent Løv. Han mærkede dettes og Jordens Fugtighed gennem sine Klæder - men Herregud! det var ikke værre, end naar han mangen Vinternat var vaagnet, enten ved at Sneen havde fyget ind i hans Seng fra det usle og utætte Loftsvindue, eller den smeltede Sne var dryppet ned i den gennem Huller i Taget. Han sov ind efter med en Slags Bitterhed at have spurgt Skæbnen: Hvorfor er jeg ikke bleven en pæn Dreng? Købmand Jansens Jakob, der knap kunde lære den lille Tabel, danser nu paa Raadstuballerne med sort Spidskjole og hvide Allunshandsker, ryger paa Gaden og vil ikke hilse mig, som har hjulpet ham saa mange Gange med hans Retskrivning i Skolen. Det Fæ! Han skrev "hvenstre" og "Kyd". Og Drengen var saa træt, at han aldeles ikke drømte den Nat paa dette minderige Sted. Han sov som en Sten.

        

186

III. Forsøg paa at blive en "pæn" Dreng.

Da Kristian vaagnede, var det højlys Dag. Han maatte gnide Øjnene og se sig omkring adskillige Gange, før han ret kunde orientere sig i, om det, han havde oplevet siden i Gaar Aftes, var Drøm eller Virkelighed, og hvor vidt det virkelig var ham, som forkommen og rystende raslede i den fugtige Løvdynge. Den poetiske Spænding, det optimistiske Haab om al den Glæde, som en Fart ud i det store Rum vilde bringe ham, havde givet Plads for en rationel Betragtning af Virkelighedsbetingelserne, og de stillede sig for ham under Former som en dygtig Dragt Prygl af Værtshusholderen og saa en fæl Tilværelse i det sodede Bageri mellem Dejtrug, en glohed Ovn og ærmeopsmøgede Bagersvende med melede Næver, som sad løse til Ørefigen. Og hvor meget han end trængte til et Stykke Brød til at mætte sin Sult, vilde han ikke søge sit forrige Hjem. Her kunde kan imidlertid ikke blive, thi noget maatte han have at spise, hvor han saa fik det fra. Efter at have kastet et halvt sky Blik nedad mod Vandet, som han nu saa' gennem de halvnøgne Stammer hvirvle sig skummende dybt nede, gik han ud af Krattet og ned ad Bakkehældet.

Han hørte en evindelig gentagen høj Rømmen og Hoste; han vendte sig efter Lyden og saa' Ole Ditlevsens høje og føre Krop bevæge sig hen mod en Havelaage. Han havde hørt sige, at Ole Ditlevsen egentlig var den, som lavede Avisen. Kristian havde tidt betragtet ham med Ærefrygt. Han troede, at alt, hvad der stod i den, var noget, der var et Resultat af Ole Ditlevsens selverhvervede Viden, og havde tidt gransket over, hvor den tykke Mand kunde faa Underretning om alt, hvad der foregik i Spanien, Frankrig og Tyskland. Thi at Prokurator Lyng, hvis Navn stod paa Avisen som Redaktør, ikke kunde faa Tid til sligt, var klart, idet man nemlig, hver Gang man om Formiddagen passerede Gæstgivergaarden, kunde se ham i et af dens Vinduer med en Snaps Cognak foran sig, og hver Gang man om Eftermiddagen kom forbi den gamle Accisebod, saa' ham sidde dér med samme Attribut. Han kunde dog ikke skrive og trykke hele den store Avis i det Par Timer, han var hjemme til Maaltiderne; det var alle Folk enige om, og det kunde da Kristian selv begribe. Han havde nok hørt Folk sige, at Ole Ditlevsen drak, men alle de voksne Mandfolk, Kristian havde kendt, gjorde det samme, saa han troede, at det nu en Gang var noget, der skulde saa være.

187

Synet af Ole Ditlevsen tændte pludselig en Tanke i Drengen. Han havde ikke kunnet virkeliggøre det bedste: at drage om i Verden og gøre et eller andet stort, som man kan falde paa ved Nattetid i en eksalteret Stemning. Hvad om han nu i nøgtern Tilstand paa Morgenstunden forsøgte det næstbedste: at komme i Bogtrykkerlære! Det var da den "pæneste" Profession, der udøvedes i Byen.

I en Købstad er selv en halvvoksen Dreng nogenlunde inde i Forholdene i ethvert Hus. I Værtshusholderens Stue havde han jo efterhaanden faaet at vide gennem den alle i Byen og Omegn omfattende Passiar til Øl- og Punscheglasset, at Bogtrykkeriet og Avisen egentlig ejedes af Madam Høst, Enke efter en for mange Aar siden paa Grund af Drukkenskab afskediget Præst. Han vidste ogsaa, hvad det var for en Draabe, der havde faaet Præstens Bæger til at flyde over. Ved en Barnedaab havde hans svømmende Øjne overset det halve af Ritualet, og da Degnen hviskende gjorde ham opmærksom derpaa, havde Præsten sagt ganske højt: "Aa hold Kæft, Degn!" Denne Begivenhed fortaltes stadig som et af de interessanteste Frasagn fra gammel Tid i Byen. Men Præsten, som var en lystig Fætter og vel lidt af Omegnens l'hombrespillende Proprietærer og Forpagtere, fik af dem efter sin Afskedigelse Penge til at købe et Trykkeri, som han ogsaa af Regeringen fik Privilegium paa at oprette i Forbindelse med en Avis. Da han døde, blev hans Svigersøn, Prokurator Lyng, Redaktør, men blev lønnet af Svigermoderen, som vedblev at eje Bedriften. Og det var heldigt, da Prokuratoren hverken forstod sig paa Redaktion eller Trykkeri, og oven i Købet, efter at hans Kone et Par Aar efter Giftermaalet var død i Barselseng, tilbragte sin meste Tid paa Beværtninger. Der besørgede han sine Forretninger, talte med Folk og skrev tidt Dokumenter ved Buffeten, alt medens han friskede sin Jus op ved en Snaps og et Glas Øl. Om Madam Høst havde Kristian kun hørt én Mening: Det er sgu en skikkelig Kone, der har noget til overs for fattige Folk og er mageløs proper i sit Hus. Erindringen om dette vaktes nu i ham, og han indsaa', at det var til Madam Høst, at han maatte henvende sig. Helt modig og glad løb han atter ind i Krattet uden mystisk Frygt for nogen Alf. Romantikeren var bleven Realist. Rask ilede han ned til Bækken, vadskede Ansigt, Hænder og Fødder, aabnede sin Bylt og gjorde et saa godt Toilette, som han formaaede. Saa ilede han tilbage, om ad Stien og ind ad Byens Hovedgade, han drejede derfra ind paa en næsten ubebygget, kun 188 halv brolagt Mellemting mellem Gade og Vej, hvor Trykkeriet laa. Det var en pæn lille Bygning med Dør midt paa Huset. Kalkpudsen skinnede hvid som Sne mod den sorte kønrøgmalede Sokkel, og de blankt polerede Vinduer smilede muntert ud imod den forbigaaende. Til venstre for Døren saa' man gennem dem en dobbelt Sættepult. Til højre viste de blomstrede Møbelsirtses Gardiner med den brune Kvast midt imellem, at det var Familiens Lejlighed. Lige for Huset, paa den anden Side Gaden, laa en lille Dam med lave Siv om Randen. Der svømmede Ænder snadrende omkring, stak Bagdelen i Vejret og dykkede den øvrige Krop ned under Vandet. Det var nu blevet klart i Vejret, og det lille hvide Hus med de venlige Omgivelser saa' saa gæstfrit indbydende ud, at Kristian uden stor Frygt tog i Gadedøren og inde i Gangen bankede paa Døren til højre.

- Vær saa god! lød det helt opmuntrende og venligt.

Kristian traadte ind. Stuen var rummelig, men temmelig lav. Det første, han mærkede, var en Lugt af Æbler, der krydrede Luften paa en forfriskende Maade i Forening med den Potpourriduft, der strømmede ud fra Kakkelovnens Messingtromle. Mod det lysegraa Tapet stod Møblernes højrøde uldne Betræk kønt og muntert. Paa Væggene hang Skilderier, der fremstillede flere af Napoleons Slag, hans Dødsleje paa Sankt Helena, Frederik den Sjette med sin Adjutantstab, samt Københavns Bombardement 1807, under hvilket læstes følgende Vers, som Kristian snart lærte udenad:

Saa flammer grusom Ild i Akselstad,
og rundt omkring gror Skræk og Død og Jammer;
din Udaad, Albion! Du skuer glad:
men skælv, naar Hævnens Torden Udaad rammer!

I Sofaen, i Stuens Baggrund, endnu halvt skjult af det store kunstigt udklippede Net af rødt Silkepapir, der prydede den paa det runde Divanbord staaende Astrallampes uhyre Kuppel, sad en lille, spinkel Kone med en meget stor, med brusende Strimler smykket, snehvid Kappe. Hun bøjede Hovedet til den ene Side for Lampenettet og kikkede hen efter Døren, og Kristian saa' et lidt blegt Ansigt, med stille, venlige Træk, en fin lige Næse og venlige brune Øjne bag de Skildpaddes Stangbriller. Hun nikkede mildt til Kristians dybe, kluntede Hilsen og spurgte:

- Hvad godt, lille Ven?

- Jeg vilde gerne spørge, om jeg kunde komme i Lære her.

189

- Komme i Lære her? I Trykkeriet? . . . ja vi har rigtignok aldrig haft Læredrenge. Lad mig se paa Dig!

Dermed tog den lille Kone Brillerne af Næsen og vinkede ad Kristian, at han skulde træde nærmere. Men næppe havde han sat sig i Gang, før hun i en lynende Fart rejste sig op fra sit Sæde og raabte:

- Men holdt, holdt, Barn! hvad er det for Ben, Du sætter paa det ganske rene Gulv? Nej . . . nej, bliv dog for Guds Skyld staaende, hvor Du er, og gris mig ikke hele Stuen til. Nej, Dig kan jeg ikke have i Lære. Der er nok til at svine og rode her i Huset i Forvejen. Nej bliv, hvor Du er, til Pigen kan komme og faa tørt op efter Dig . . . saa maa Du tage dine skrækkelige Sko af . . . og saa maa Du gaa. Karen! Karen! kom ind med en Fjervinge, en vaad Gulvklud og en Fejebakke! Rør Dig ikke ud af Stedet, Barn!

Kristian var i den ynkeligste Situation af Verden, medens Tjenestepigen, der kom ind paa sorte Uldsokker, vadskede og fejede den hele Vej, han havde tilbagelagt over Gulvet, og medens han selv stod, stiv som en Pind, med en Fedtlæders Sko i hver Haand, selv paa Hosesokker. Den lille Madam Høst trippede om efter Pigen alle Vegne for at se efter, om Rensningen foregik med tilbørlig Omhu.

- Men Du maa jo virkelig være en slem Dreng, hvem Du saa er, sagde hun, idet hun tog Fjervingen og Bakken ud af Haanden paa Pigen og lagde den sidste Haand paa Arbejdet for at faa den største Plet paa Gulvet til ganske at forsvinde.

- Ja, hvor skulde jeg være bleven andet? mumlede Kristian i en halv muggen, halv grædende Tone.

- Ih Gud, hvad er det, Du siger der, mit Barn? sagde Madam Høst. Det er jo nogle afskyelige Ord. Hvem er dine Forældre?

- Jeg har ingen.

Nu lod Madam Høst Fejebakken og Fjervingen falde ned paa hver Side af sit hvide Forklæde og saa' helt bekymret og deltagende op paa den store Knøs, der var et Par Hoveder højere end hun.

- Dit stakkels Skind, sagde hun, ak, ja! Naa, nu kan jeg se, hvem Du er. Det er Dig, der er hos Værtshusholderen i Kirkestræde. Ja, der har Du vel set det, der er være end snavsede Ben paa et rent Gulv . . . men det er alligevel noget meget fælt, vil jeg sige Dig, at svine et rent Gulv saadan til - tilføjede hun i en strengere Tone og et hurtigere Tempo; for Properhed forlanger 190 jeg af det simpleste og fattigste Menneske. Men meget godt kan jeg nok tænke, Du ikke har set, dit Skrog, vel? (her blev Tonen mildere og Takten langsommere).

- Nej, jeg har ikke set andet end noget ækelt noget, svarede Kristian.

- Hm, hm; ja jeg kan tænke det. Men hvoraf véd Du, at der er andet til i Verden, min Dreng?

- Det véd jeg fra Skolen og fra hvad jeg har læst.

- Det er rigtig svaret, min Dreng, det véd Du fra din Lærebog.

- Nej fra Morskabsbøger.

- Ja saa? Du har læst Morskab? Det kan jeg godt lide Dig for. Det er en pæn Anvendelse af Tiden; naa saa kan Du maaske blive en pæn Dreng.

- Ja, hvis jeg kan komme i Lære her, for jeg er løben fra Værtshusholderen.

- Er Du det? Hm, hm! Jeg vil nødig have noget med de Folk at gøre. Hvorfor er Du løbet bort?

Kristian skriftede baade Historien med Lene og sin Ulyst til Bageriet. Madam Høst slog Hænderne sagte sammen, saa' forarget op i Vejret og sagde hovedrystende:

- Gud, sikke nogle Mennesker! Nej, bliv Du her, min Dreng! Sæt dine Sko ud i Gangen og lad mig se, hvordan Du skriver efter Diktat. Her er Papir og Blæk, men tag Dig i Agt for Bordtæppet.

- Jeg kan godt skrive udenad.

- Se, se . . . nej bi lidt, lad mig lægge en Avis under, jeg er saa bange for Blækklatter . . . saadan!

Drengen skrev. Efter faa Minutter rakte han Madammen Papiret. Brillerne kom atter paa Næsen, og hun læste:

Kong Frode staar i Lejregaard;
han gav sin Broder Ulivssaar;
det var stor Ynk og Smerte.
Ung Halfdan ligger krum paa Skjold
med Staalet i sit Hjerte.

- Vers af Oehlenschläger! udbrød hun, . . . og dem kan Du udenad! Men Du er jo en rar Dreng! Og sikken en ordentlig Haandskrift. Dejlig store Bogstaver, som gamle Folk med daarlige Øjne kan læse. Lad mig se . . . nej Fejl er der heller ikke . . . ja Kommaerne er jeg ikke stærk i selv. Men det, der skal være med stort, staar med stort, og det, der skal være med lille, er ogsaa med lille. Bliv Du kun, min Dreng; saa skal vi med Guds 191 Hjælp faa noget ordentligt ud af Dig. Det vil sige, naar Du selv vil. Men det er sandt, Du maa jo være sulten. Karen! (her aabnede Madam Høst Døren ud til Køkkenet) skaf denne lille Fyr noget at spise og varm lidt af den Kaffe til ham, der er sat af til i Eftermiddag. . . . Nej fy, fy Barn, tør ikke Pennen af i Haaret . . . sikke Manerer . . . riv et lille Hjørne af den gamle Avis . . . er den nu ordentlig tørt af? (Madammen holdt Pennen op mod Lyset, for at se, om den ikke var vaad) . . . saa, gaa nu ud i Køkkenet og faa noget at spise og en Taar varm Kaffe!

Nu var Kristian altsaa antaget som Lærling i Bogtrykkeriet. Da Prokuratoren kom hjem til Middag, blev denne Begivenhed meddelt ham af hans Svigermoder. Han tog sig en Pris Snus, virrede med Næse og Mund ligesom en Kanin, der spiser, og sagde, idet han rejste sin lille Krop paa Tæerne, med sit hurtige og pludrende Mæle:

- Naa, ja . . . Svigermo'er har Ret, ganske Ret; vi kan maaske faa Gavn af saadan en ung Knægt. Ditlevsen bliver Dag for Dag mere doven og fordrukken. Uh den forbandende Drukkenskab! Jeg tror, hvert andet Menneske drikker i denne By.

Madam Høst sukkede og skottede efter ham over Brillerne.

IV. I Trykkeriet.

Ole Ditlevsen, der selv længe havde beklaget sig over sin Overlæsselse med Arbejde og forlangt en Medhjælper, modtog dog ingenlunde Lærlingen med et venligt Ansigt, men med et gnavent "Øh!" og gav ham kun de allertarveligste Anvisninger til at lære, hvad der skulde læres. Men Kristian var agtsom og lærenem, og den dybe Respekt, han i Forvejen nærede for Faktoren, forøgedes ved hans svære, brede Skikkelse, der tog sig helt vældig ud foran Pulten. I flere Uger mælede han ikke et Ord til Drengen uden for at forklare det højst nødvendige; dette i Forbindelse med hans tidt gentagne dybe Sukke og vældige Rømmen gav Drengen Billedet af en dybt grublende og betynget Alvorsmand. Men han skulde snart give sig Blottelser for sin Lærlings Kritik.

- Sætteriet - eller som det altid kaldtes Trykkeriet - fandtes i en Stue lige over for Dagligstuen, af samme Størrelse som denne. Den dobbelte Sættepult indtog den største Del af 192 Rummet. Faktoren stod saaledes, at han vendte Ryggen til Gangdøren med den lille Rude i. Lige over for ham stod Drengen; de fik Lys fra hver sit Vindue, der vendte ud til Gaden. Det længst fra Døren værende Vindue havde altid nedrullede Gardiner og saas ikke, naar man var i Stuen, thi det dækkedes af to store Skærmbrætter, der afspærrede et lille Rum, hvor Kristians Seng stod. Trods den underlige sursøde Atmosfære, som Farven udbreder i et Trykkeri, og som blander sig med Lugten af fugtigt Papir, var dog dette Sovested et rent Paradis mod hans forrige Hummer paa Værtshusholderens Loft, hvor han om Sommeren kvaltes af Varme og om Vinteren rystede af Kulde i Sengen. Ude i et Slags Køkken i Gaarden stod den gammeldags Haandpresse, hvorpaa Avisen, der kun udkom 3 Gange om Ugen, blev trykt. Farven kogte Kristian nu i den derværende Skorsten. Klokken 12 ophørte Arbejdet en halvanden Times Tid. I den spiste Kristian til Middag med den gamle Madam Høst og Prokuratoren, efter at han havde adlydt sin Madmoders indtrængende Opfordring om endelig pænt at vadske sig, naar han skulde spise. Ditlevsen, som boede i Byen, gik hjem uden at have forrettet nogen som helst Renselsesakt. Naar Dagens Gerning var ophørt Klokken syv om Aftenen, kom Kristians gode Tid. Han drak da Te alene med den gamle Madam Høst, da Prokuratoren aldrig var hjemme nogen Aften. Teens aromatiske Duft, Kobbermaskinen, der skinnede, saa det skar i Øjnene, den buldrende Kakkelovn, hvorfra de krydrede Røgbølger af Potpourri udstrømmede, den milde gamle Kone stemte ham næsten højtidelig. Naar der saa var blevet taget af Bordet, maatte han læse højt en Times Tid eller mere for don gamle, der altid havde holdt meget af Læsning og af Naturen havde en god Smag. Det var Baggesen og Oehlenschläger, Blicher og Ingemann, Riises Arkiv, Grundtvigs Oversættelse af Saxo og Snorro, som i Regelen blev valgte. Den gamle holdt meget af at høre Vers, og selv om hun ikke altid fulgte med, men sank hen i Tanker, var det hende, ligesom disse vuggedes paa Rytmerne, der da lød for hendes Øre som en fjern, ikke ganske tydelig, men netop derfor saa dulmende og dyssende Musik; og da hun kendte det meste i Forvejen, kunde hendes Tanke følge med eller gaa sine egne Veje efter Behag, afvekslende bøje sig til og fra det læste. - Saaledes gik det første Aar.

Søndag Formiddag arbejdedes der ogsaa i Trykkeriet. En saadan Dag viste Ditlevsen sig usædvanlig oprømt og venlig mod Kristian, idet han ved sin Indtrædelse knipsede Drengen paa Næsen

        

193 og raabte "Bøh" lige ind i Øret paa ham. Drengen grundede forgæves over, hvad det skulde betyde. Men hans Forbavselse forøgedes, da den ellers saa vredne og sure Faktor, efter at have taget sin Plads foran Pulten, stak i at synge:

Smilende Haab, Du elskte Barn, som svæver
paa Zefyrvinger hist i fjerne Sky!

Derpaa grinede han gemytlig op mod Solen og nikkede ad den som en gammel god Ven. Saa drog han et oprømt let Suk og sagde ud i Luften:

- Nu har min Mave ikke i fem Aar været saa god som i Dag. - Saa sang han igen:

Op, Kaveline, Lærken slaar
i den aarle Morgenstund!

standsede pludselig, slog over i en hel anden Vise og brølte:

Den Diligence, som gaar over Bæltet,
den er nu væltet
lige i Æltet,

brød atter af og raabte:

- Dreng! -

Kristian rejste Hovedet med en Mine som en, der stiller sig til Disposition.

- Jeg kommer til at gøre noget mere for min Sundhed, sagde Faktoren, ellers gaar den rent ad Hækkenfeld til. Havde jeg nogle Børn, saa skulde det være den første Lærdom, jeg vilde indprente dem: Sørg for at holde Maven i Orden! Og véd Du, hvad der holder Maven allerbedst i Orden?

Det vidste Kristian naturligvis ikke.

- Nu skal Du faa det at vide. Gaa ned hos Rønning og køb mig en Trepægleflaske af det, der kaldes Non plus ultra - husk paa Navnet, det er Latin, Du. Men Du lister Dig under Vinduerne tæt ved Muren, for det er noget, der ikke rager Fruentimmer. Der er en Mark. Skrup Dig! Nej bi lidt! Jeg maa have noget godt, fedt og sødt Øl til at slukke efter med. Der er seks Skilling; Øllet faar Du hos Brygger Tolstrup. Men list Dig langs med Muren, Du! Fanden raspe i alle Fruentimmer!

Kort efter vendte Kristian tilbage efter vel udført Ærinde. Ditlevsen tog Tolden af den ene Flaske, lugtede til den, nikkede velfornøjet, tog et Snapseglas ud fra et lille Rum mellem det midterste 194 af Pulten og Pillen mellem de to Vinduer og skænkede Glasset fuldt af den brune Likør. Han tog ligesom Forspring, før han drak den, forvred Ansigtet, rystede over hele Kroppen, men straks efter fik Ansigtet et helt saligt Udtryk, og hans Øjne løftede sig mod Himlen. Den anden Snaps indtoges uden saa mange Vidtløftigheder, efter den fulgte en vældig Slurk af Ølflasken, og denne Afveksling gentoges endnu et Par Gange. Saa skød Faktoren Glasset fra sig, tog et Ryk i sit Halsbind, purrede sit store Haar højt i Vejret, saa' sig om i Stuen, som om et stort Publikum betragtede ham, slog saa i Bordet, saa Typerne dirrede og dansede i Skriftkassen, og raabte:

- Jeg vil . . . jeg vil blæse hele Verden et Stykke. Jeg vil . . . jeg vil - . . . jeg er ikke bange for noget Menneske paa hele Jordkloden. Jeg vil . . . jeg vil . . . jeg vil fri til Amtmandens Datter.

Derpaa tog Faktoren en vældig tyk Skraa op af Vestelommen og bed en Ende af med en Mine, som om han vilde sluge hele Verden. Saa faldt hans Øje paa Kristian.

- Dreng! Vil Du have en Snaps? spurgte han.

- Nej . . . Tak . . . nej!

- Sludder! det har Du godt af. Har jeg ikke sagt Dig, at Du skal holde din Mave i Orden? Har Du andre Pligter i Verden end at lystre mig? Drik, Dreng!

Dermed rakte han Kristian en brun Snaps. Der var intet andet for end at smage paa den, men den forfærdelige Komposi tion brændte gennem Spiserør og Mave paa den ulykkelige Dreng og tvang store Taarer ud af hans Øjne. Ditlevsen lo, saa han maatte holde sig for Maven.

- Du staar ikke for Skud, Dreng! Men det kommer med Tiden. Du behøver ikke at drikke ud. Du kan gemme det andet til siden.

Da Kristian kom tilbage fra Middagsbordet, hvor han fik at vide, at den gamle Madam Høst, der ikke var nærværende, var bleven syg, fandt han ikke Faktoren paa hans sædvanlige Plads foran hans Pult. Men en forfærdelig Snorken, der mindede ham om, hvad der præsteredes af en meget stor So, som Værtshusholderen engang ejede, hvilken Musik udgik fra Krogen bag Skærmbrættet, gav ham den uhyggelige Underretning, at Ditlevsen havde lagt Beslag paa hans Seng. Han vovede hverken at vække ham eller at melde Sagen til Madam Høst, hvem han desuden ikke fik at se den Aften paa Grund af hendes Sygdom.

195

Da han skulde i Seng, laa Ditlevsen helt afklædt og fyldte omtrent hele Sengen. Drengen var ikke fint vant; af og til havde han hos Værtshusholderen maattet dele Leje med Kalvekuske og Lammedrivere, naar Husets andre Sovesteder var optagne. Men dette kobberrøde, blussende, af Sved perlende Ansigt, med den aabnede Mund og den basunblæsende Næse bragte ham næsten til at græde. Skulde han da aldrig blive fri for daglig at se noget "ækelt" ? Han sov ikke den Nat. Han havde Fornemmelsen af, at han laa op ad en sydende Bryggerkedel, og da han tidlig om Morgenen maatte skræve over Ditlevsens brede Krop for at komme ud af Sengen, havde han nær faaet ondt.

Kristian havde allerede gjort Ild paa i Kakkelovnen, lavet Papir til og kogt Farve, da Faktoren vaagnede med et dyrisk Brøl. Han klædte sig paa uden at ty til noget som helst Toilettemiddel, og i Stedet for den Gemytlighed, der i Gaar opklarede hans fede Ansigt, havde det nu et Udtryk, som om dets Ejer havde Lyst til at slaa eller sparke hele Verden. Efter at have taget sig en Slurk af den skrækkelige Likør stillede han sig langt om længe foran sin Pult og gav sig til at rode i de med Posten ankomne Aviser, tog sit Rødkridt og sin Papirsaks - sine to vigtigste Redaktionsredskaber - og begyndte at arbejde med sammentrukne Bryn og sammenbidte Tænder. Som sædvanlig talte han højt med sig selv under denne Beskæftigelse, hvilket han havde været vant til i de mange Aar, han havde været alene. Og det kunde ikke falde ham ind at vænne sig af dermed af Hensyn til saa ussel en Genstand som en Læredreng.

- Hæ, udbrød han, saadan nogle Flyndertorsk, man arbejder for! Skulde man gøre sig Umage for saadanne nogle Aalekvabber, som ikke engang har Anelse om, hvad Ortografi er? Ja, det var i de Tider, man var tosset. Men jeg hedder ikke Frederik og er ikke født i Fjollerup. Se her staar nu i "Berlingske": "Efter sikker Forlydende agter Hs. Maj. Kongen endnu i dette Efteraar at foretage en Rejse til Provinserne." For en halv Snes Aar siden havde jeg rigtignok sat til: "og Hs. Majestæts tro Undersaatter vil visselig gribe Anledningen til at lægge deres Hengivenhed for Landsfaderen for Dagen; Piger vil strø de faa Blomster, Efteraaret har levnet os, paa hans Vej; Sang og Tale vil udtale den Glæde, der fylder alles Bryst". Men nu faar de det lige saa tørt, som det staar, for man har lige megen Tak for det af saadanne Odderpelse . . . Hold Mund, Dreng! - her afbrød han sig pludselig og saa' forbitret paa Kristian, der ikke havde mælet et Ord og forbavset 196 betragtede Ditlevsen, som begyndte igen, idet han bestandig snakkede sig mere og mere arrig.

- Saadan en pjaltet Unge! Tror Du, fordi man om Søndagen nedlader sig til at drikke en Snaps bare for sin Sundheds Skyld med saadant et Kræ, at man derfor skal være Kammerat med ham om Mandagen? Jeg har, saa sandt jeg er en Synder, aldrig kendt Mage, at en saadan Æbleskrælling tør sige en ældre Mand imod!

- Ja, men jeg har jo ikke sagt et Ord, Hr. Ditlevsen, vovede Kristian at indvende i al Ydmyghed.

Med et Udtryk af den dybeste etiske Indignation lod Faktoren sine Hænder falde ned, foldede dem derpaa over Maven og blev staaende tavs nogle Sekunder. Saa tog han atter til Orde, først med en tilkæmpet Rolighed, men som efterhaanden gav Plads for den højeste Forbitrelse.

- Du Frelsens Gud, sikken en Modsigelsesaand, der er i den Dreng! Ja, hvis Du tror, Du kommer Verden igennem paa den Maade, saa tager Du rigtignok fejl. Du har jo sagt mig imod indvendig i et helt Kvarter. Og Du er hoven, og Du er opsætsig, fordi Du faar Lov til at læse op for den gamle Flødebolle derovre, og saa bilder Du Dig ind, at Du forstaar noget af det. Hæ - det har Du vel lært i Jens Petersens Knejpe, hvor det argeste Krapyl af Skomagersnuder og Bønderknolde søger, men hvor en Mand som jeg ikke gad sætte sine Ben, om en gav mig tre Mark . . . Hør Dreng, hvis Du ikke tier stille, slaar jeg Dig fordærvet. . . . Naa, nu siger Du kanske heller ikke noget . . . hvad? . . . Nej naturligvis . . . nej. Men her i Krogen har jeg en Knortekæp. Den har faaet flere end én af den Slags Flabe, som Du er, til at holde tætte med deres nederdrægtige Modsigelser. Nu skal jeg passe paa Dig baade Nat og Dag, for nu ligger den gamle Vadskerbjørn syg og kan ikke gøre Vrævl om, at jeg sviner hendes Lagener til. Nu vil jeg ligge her om Natten, og saa tager jeg Knortekæppen med i Sengen.

De sidste Ord havde Drengen aldeles ikke hørt. Han havde et Par Minutter ufravendt og med et bestyrtet Blik stirret paa Ruden i Døren lige over for sig; han vidste ikke, om han drømte eller var vaagen. Et Billede, der nu længe havde staaet i hans Fantasi, som han mangen Gang havde tyet hen til som til et Fristed, naar Faktorens Lune og Tyranni nedtrykte ham, men hvis Omrids han med Bedrøvelse mærkede, at det blev ham vanskeligere og vanskeligere at faa fat paa, syntes han stod lyslevende for ham bag denne lille Dørrude. Jo, det var jo det yndige lille 197 Ansigt fra Bækken i Overdrevskrattet med de krusede sorte Haar, de brune Øjne og den trøstende, rolige Mund. Sollyset stod skarpt sammentrængt ind paa Ruden og brød sig i en regnbuefarvet Straaleglorie omkring Hovedet - Axels Valborg, Gorreggios Maria, Ingemanns liden Elna paa Bornholm - alle disse idealistisk tegnede Kvindeskikkelser, der havde skabt i Drengens Fantasi et Billede af Kvinden ganske i Almindelighed som det ædleste, skønneste, blødeste, mest trøstende i Livet, lynede hurtig forbi hans indre Øje for at flyde sammen i dette lille Pigeansigt bag den blanke, i Farveskær funklende Rude. Ole Ditlevsens Skælden og Smælden lød for ham lige saa upersonlig, fjern og ham uvedkommende som en Fragtvogns Buldren paa Gaden. Saa kom der noget i Luften farende forbi hans Øjne mellem dem og Billedet, der pludselig forsvandt, og Kristian følte noget falde ned paa sin Skulder, og dette noget gjorde ondt. Hans Skuldre trak sig sammen, og han opdagede, at samme noget var Ole Ditlevsens Knortekæp. Med et Ryk var han nede i den virkelige Verden; det Bulder, han havde hørt dunkelt og fjernt, artikulerede sig i følgende Ord:

- Og naar man saa gider gjort sig den Umage at moralisere for saadan en vissen Kaalrabi, saa staar han og gaber som en Skade i Regnvejr og hører slet ikke efter.

Kristian var endnu ikke aldeles sikker paa, om det ogsaa var ham, der var bleven ramt af en Knortekæp.

V. Den unge Pige og den gamle Kone.

Gamle Madam Høst var fremdeles syg. Kristian havde faaet sit Smørrebrød og sin Te ind i Trykkeriet og inderlig savnet den lune Stue og de gode Bøger. Det hed sig, at den gamle Kone var stærkt forkølet og havde en slem Hoste. Da dette havde varet i nogle Dage, og Kristian gennem Tjenestepigen havde erfaret, at det blev daarligere og daarligere med hende, blev han urolig og ængstelig. Nu gjorde det Syn, han havde set i Ruden, hans Sind endnu mere spændt, men han turde ikke spørge Pigen ud, om der var kommet en Gæst i Huset, thi han følte, at han vilde blive rød i Hovedet, og saa vilde han rimeligvis ikke faa andet Svar af den halvgamle Karen end et smørret Grin. Hun havde nemlig bemærket, at den nu helt udvoksne Læredreng havde en ikke ringe Sans 198 for kvindelig Skønhed, og at hans Øjne tidt søgte ind over det lave Plankeværk i Nabogaarden, hvor der var et Par kønne Piger. Drengens Tanker var de uskyldigste af Verden, rent æstetiske, om man vil, men Karens Erfaringer gik ikke i Retning af den platoniske Kærlighed; derfor troede hun ikke paa den. Hun sagde: Skal saadan en Smule Dreng allerede begynde at sætte Kikketøj op? Se til, Du dyr Dig! Du kan tidsnok blive forlibt og gøre Abekattestreger. Der er sgu ingen Morskab ved det i Længden. Man er allergladest, naar man ikke gider mere.

Ditlevsen havde gjort Alvor af sin Trussel. Efter hver Eftermiddag at have drukket sig en solid Rus, gik han i Kristians Seng. Denne havde nu ikke videre Tillokkelse for Drengen, og en Aften, da Faktorens Snorken havde overbevist ham om Tyrannens foreløbige Uskadelighed, slukkede han i Trykkeriet og listede sig ud i Gangen. Gennem den ikke meget tætte Dør saa' han Lys i Dagligstuen. Han lagde Øret til Døren, men alt var dødstille. Turde han banke paa? Medens han stod der i Mørket, tegnede Billedet fra i Formiddags sig atter for ham; det isnede igennem ham. Han lukkede Øjnene. Da var det, som Rummet om ham stod i en Gylden- og Purpurtaage, og som de store brune Øjne saa' paa ham igennem den, langt borte, alvorligt og roligt. Han vilde nærme sig dem. Da saa' han den samme forfærdede Mine som forleden Aar nede i Krattet - alt forsvandt . . . han genfandt sig selv i Bælgmørke. Fristelsen til at banke paa meldte sig igen; hans Hjerte slog voldsomt; han turde ikke, og dog var der noget, som tvang ham. Ganske langsomt, under stærk indre Modstand af Frygt, bevægede hans Tommelfingers Kno sig mod Døren. Det blev første Gang ved en ganske svag Berøring, der ingen Lyd gav. Saa gentog den samme Kamp sig, men anden Gang hørte han en sagte dump Lyd, da Knoen naaede Døren. Han fór et Par Skridt tilbage, lyttede saa; men ingen maatte have hørt noget, thi paa den anden Side Døren var alt dødstille som før. Tredje Gang slog Knoen med Fortvivlelsens Mod mod Døren . . . Kristian stod lamslaaet nogle Sekunder . . . Intet rørte sig, intet Svar paa hans Banken, der nu forekom ham saa stærk, at den gav Ekko. Hans Spænding, Angest og Mod voksede paa én Gang. Han greb i Laasen, og Stuen med Lampen paa Bordet laa aaben for ham. Den var ganske tom. Den frugt- og rosenagtige Duft var blandet med en anden, der mindede ham om den, han havde fornummet, naar han paa Gaden passerede Apoteket. Nu hørte han Hoste gennem Sovekammerdøren, som han opdagede stod paa temmelig vid Klem

        

199 . . . en uhyggelig, hæst lydende Hoste, der med Magt arbejdede sig gennem et svagt og træt Bryst, som egentlig ikke havde Kraft til at hoste. Det gjorde ondt inde i ham; han knugede Hænderne mod sit Bryst. Den gamle Kone, der laa og led derinde, var den eneste, foruden Degnen i Skolen, der havde været god imod ham og lært ham gode Ting. Hun blev dog vist ikke vred, hvis han gik ind og spurgte til hende. Men han var ikke paaklædt. Han stod der i sin Arbejdsbluse, og hun vilde jo altid have, at han skulde møde redt, vadsket og i sort Trøje, naar han kom ind i Stuen. Stille listede han sig tilbage, tog Gangen i et Spring, famlede sig til sine gode Klæder i det mørke Trykkeri og var efter faa Minutters Forløb igen i Dagligstuen, hvis Gulv han sagte gik hen over paa de tynde Sko, og nu stod han lige for den aabne Sovekammerdør. Apotekerlugten strømmede ham stærkt i Møde.

Kristian havde aldrig før set et Sygeværelse; han havde læst om det, og han havde forbundet det med Forestillingen om noget uhyggeligt. Men den Scene, han saa' derinde, var saa langt fra at bekræfte dette Indtryk, at han betragtede den næsten med Velbehag. Et Øjeblik glemte han, at Stuen indeholdt noget sørgeligt.

Sengen stod midt for Døren. Den gamle Kone sad halv oprejst i den paa Grund af det meget høje Hovedgærde, hun maatte have for ikke at overvældes af Astma. Sengen og hun selv skinnede kridhvidt som den hvideste Sne. Ansigtet var blevet meget lille og smalt, saa det næsten blev borte mellem Natkappens svulmende, tætte Strimmel og skelnede sig kun derfra ved en svag gul Tinte, men hver Mine var rolig og mild som ellers, skønt de lukkede, træt nedfaldne Øjenlaag vidnede om Mathed og Lidelse. Men fuldt saa meget var Kristian optagen af den anden Person, der var til Stede i Værelset. . . . Det var den unge Pige, hans Drømmes Madonna. Hun sad ved Hovedgærdet af Sengen, bag hvilken en Lampe brændte paa en lille Konsol, saa den gamle ikke forulempedes af Lyset. Den unge Piges fine, slanke Overkrop var bøjet ned over Sengen, den højre Arm havde hun snoet om Sengestolpen, hendes venstre hvilede i den gamle Kones Haand. Brystets sagte svungne Linie, der saa's oven over den venstre Arm, viste, at hun ikke længere var et Barn, men Ansigtet havde endnu Barnets klare Uskyldsmine, der lader enhver Følelse uhindret komme frem i al sin ærlige Naturlighed. Paa en anden Stol ved Siden af Sengen laa en Bog omvendt og opslaaet, saa Kristian sluttede, at den unge Pige havde læst højt for den gamle af den.

Pigebarnet gjorde en lille Bevægelse med Hovedet, kom derved 200 til at vende Øjnene hen mod Døren og opdagede Kristian, der stod stiv og stille som en Støtte. Det gav et Sæt i hende; en let Forskrækkelse gjorde hendes Kinder røde og trak hendes Bryn sammen. Den gamle Kone mærkede Bevægelsen, slog Øjnene op og blev nu ogsaa Drengen vár.

- Kom kun ind, Kristian! sagde hun og nikkede til ham. Det var pænt, at Du vilde se ind til mig. Jeg gør det ikke længe, min Dreng; det er galt med Brystet.

Den unge Pige bøjede Hovedet til Siden og saa' bønlig paa den gamle. Denne smilede vemodig og sagde til hende:

- Hvad kan det hjælpe, lille Kristine, at jeg bilder Dig noget ind? Du bliver jo saa kun mere bedrøvet bagefter. Jeg vilde gerne have levet en tre fire Aar endnu, baade for din Skyld, for Du er temmelig ung til at styre Huset for din Fader, og ogsaa for min egen Skyld, for jeg har i de sidste Aar haft det rigtig godt og fredelig; men der er ingen, der spørger om, hvad vi vil, vi maa lystre, naar der kaldes paa os. Og det kan jo ikke være til noget ondt. Jeg kan aldrig huske, at jeg har gjort et Menneske Fortræd med min gode Vilje, hvorfor skulde saa nogen gøre mig Fortræd, hvor jeg nu kommer hen?

Den unge Piges Læber bævede sagte, og den ene Taare randt ned ad hendes Kinder efter den anden.

- Ja, ja; græd kun mit Barn. Sorgen skal have sin Tid; det bliver bedre af sig selv, efterhaanden som Tiden gaar. Jeg vil ikke bestemme noget om, hvordan I skal bære jer ad, naar jeg er borte. For, om man ogsaa tror at lave det rigtig godt, kommer der dog altid noget, som man ikke kan forudse, og saa gaar de efterlevende og pines af, at de ikke tør røre sig, fordi den afdøde har sagt saadan eller saadan. Og det er Synd at lægge saadan en Byrde paa Mennesker, der har Livet for sig.

Her standsede den gamle Kone. Den samme dumpe, inden i hende arbejdende Hoste brød atter frem. Hun lukkede Øjnene og gav sig rolig hen i sin Skæbne, men Sveddraaberne perlede paa den smalle, hvide Pande, og de magre Hænder greb fat om Lagenets Flige, medens Øjenlaagene atter sank ned. Kristian stod og holdt Haanden om en af Benendens Sengestolper; han kæmpede for at holde sin Graad tilbage. Noget efter aabnede Madam Høst atter Øjnene, nikkede med et svagt Smil baade til den unge Pige og til Kristian og sagde:

- Saa, nu er det forbi for denne Gang, men det matter mere og mere.

201

Den unge Pige hviskede den syge nogle Ord i Øret, men denne rystede lidt paa Hovedet og smilte:

- Nej, min egen Pige, sagde hun; jeg behøver ingen Præst. Min salig Mand, som de havde saa meget imod, var saamænd lige saa god en Præst som den, de nu har i Byen. Stakkels Høst holdt for meget af Punsch, hans Efterfølger holder for meget af Penge; begge Dele er forkert, men det kan vel gaa lige op. Hvert Menneske har sine Fejl, og det er ikke let at sige, om de kan gøre for det eller ikke. Men det, som en Præst kan sige mig, kan jeg lige saa godt sige mig selv.

Nu hviskede den unge Pige atter nogle Ord til hende. Madam Høst klappede hende paa Kinden og svarede:

- Det er rigtig kønt af Dig, min Pige, at Du kan huske saa godt, hvad Du lærte for nylig til din Konfirmation. Men naar man har levet saa længe som jeg, saa laver Livet det om for en, vel sagtens ligesom man trænger til det. Jeg har ikke kunnet granske i Bibelen og i dens Lærdomme; men naar jeg har været rigtig bedrøvet, saa har jeg altid givet mig hen til noget, som jeg kaldte den evige Kærlighed, den klare Stjerne - ja jeg har kaldt det, ligesom det nu kunde falde mig ind - men det har altid trøstet mig, naar jeg saadan ganske stille har ladet mig glide hen i det, glemt alt, hvad der suste og bruste omkring mig, saa jeg til sidst kun har hørt en Tone eller set en hvid Glans . . . og det ser jeg, hver Gang jeg nu lukker mine stakkels trætte Øjne. Mer behøver jeg ikke til at trøste mig. Jeg er saa vis paa, at det bliver godt alt sammen, udmærket godt.

Nu sagde den unge Pige følgende hørlige Ord:

- Er der ikke noget, Du ønsker, Bedstemoder?

Den syge smilte næsten muntert og sagde:

- Jo, jeg kunde ønske at se Italien, inden jeg døde, men det bliver der vist ikke Tid til. Jeg har læst, at alting er saa skønt der: Billeder, Mennesker, Lys, Luft . . . ja jeg har holdt saa meget af alt skønt. Derfor har jeg gjort alt for, at her kunde se pænt og hyggelig ud i mit lille Hus. Renlighed og Orden er det allerførste, der maa til, for at det kan se kønt ud. Derfor har jeg drevet paa, at her ikke maa være det mindste Støv og Snavs; og skal jeg bebrejde mig noget, saa er det, at jeg maaske har herset vel meget med den gamle Karen for at faa hende til at skure, blanke og feje, saa hun har haft for lidt Fritid.

Nu vendte hun sig om til Kristian og sagde:

- Lad mig nu se, min Dreng, at Du passer godt paa Trykkeriet 202 og Avisen, for det skal jo nu den lille Kristine og hendes Fader leve af; og Ditlevsen bliver jo ældre. Jeg véd ogsaa, at Du ikke glemmer de gode Bøger, jeg har ladet Dig læse. Du læste saa pænt og fornuftig højt . . . Hør, læs for mig endnu en Gang, lille Kristian . . . Dér, tag den Bog, dér ligger! Det er en ny en, og jeg forstaar den ikke saa godt, som jeg forstod Oehlenschläger, Ingemann, Blicher og dem fra min Tid. Lille Kristine forstod det heller ikke rigtig, det kunde jeg høre, da hun læste . . . eller var det maaske, fordi Graaden hulkede i Dig, mit Barn? Læs det, der kaldes "Gensyn", Kristian, men læs langsomt, for det er lidt svært! Kristian tog den opslagne Bog; det var nogle Digte, hvis Forfatters Navn, Frederik Paludan-Müller, han endnu aldrig havde hørt. Han læste:

Hvor blev den Blomst, som fyldte
din Sans med liflig Duft?
Hvor Straalen, som forgyldte
den sommervarme Luft?
Hvor er vel Lundens Kroner
og Skovens Bladehang
med hine tusind Toner
og Fuglekorets Sang?

Og Dyrets Liv, der dækkes
som af en dunkel Sky,
skal ej til Lys det vækkes
og leve op paa ny?
Den Hund, som trofast døde
af Sorg paa Herrens Grav,
skal aldrig ham den møde,
til hvem den hen sig gav?

O, kast dit Blik tilbage,
og se, hvad selv Du var:
Hvor er de svundne Dage
med hver en Blomst, de bar?
Hvor er vel Haabets Kerte
og Kærlighedens Krans?
Hvor er dit unge Hjerte
og hvor dit Øjes Glans?

Én Gang maa alt erfares
og leves om igen,
etsteds maa dog bevares,
hvad Tiden tæred hen;
ej blot hver Glimt vi skue
af Aandens indre Lyn,
men hver en jordisk Lue
og hvert et jordisk Syn.

203

Da skal til ét vi samle,
hvad stykkevis gik tabt,
da vaagner alt det gamle
og staar forynget skabt:
Den Røst, som alt forsøder,
Det Blik, som her os bandt,
os hisset ogsaa møder,
endskønt det her forsvandt.

Den Trøst er dog den sidste!
den Tro bestaar til sidst:
Hvad her jeg maatte miste,
jeg møder éngang hist.
Til Undergang ej skabtes
endog det mindste Frø:
nej, intet Liv der tabtes,
skønt hvert et Liv maa dø.

Madam Høst havde foldet Hænderne over Brystet og sænket Hovedet, men gav af og til ved et lille Nik til Kende, at hun fulgte med. Men Øjnene var sunkne til. Da Læsningen var ophørt, blev det dødstille i Stuen. Den syges korte, gispende, men umaadelig svage Aandedræt overdøvedes af Lommeurets Dikken paa Konsollen bag Sengens Hovedgærde. Kristines og Kristians Øjne mødtes, gled derpaa samtidig ned mod den gamle Kones Ansigt, der syntes at blive blegere, smallere og mildere. Derpaa mødtes de igen i et stille Udtryk af Ængstelse og Forventning. Der kom et nyt Anfald af Hoste, men den kunde slet ikke komme frem. Det blev kun til en sagte Rallen, der et Øjeblik gennemdirrede Overkroppen. Da sank Hovedet tilbage paa Puden, og der var intet Aandedræt mere at høre. Kristian og Kristine blev siddende ubevægelige. Kristine holdt bestandig sin Bedstemoders Haand, men den laa nu bestandig mattere og tungere i hendes. Og hun følte, at den blev koldere og koldere. Hun havde ingen Anelse om, at Livet sagtelig var løbet ud. Og da Kristian, som begyndte at ane, hvorledes det forholdt sig, gjorde en hurtig Bevægelse og vilde til at tale, løftede den unge Pige advarende sin Pegefinger og pegede ned paa sin Bedstemoder, som om hun vilde formane ham til ikke at vække hende. De sad længe saaledes.

Endelig hørtes der et rask Greb i Gangdøren. Begge fór sammen, og Kristine saa' endnu mere ængstelig og bedrøvet paa den gamle Kone. Men hun laa aldeles stille og ubevægelig. Langsomme og uregelmæssige Trin hørtes i Stuen, der ledsagedes af en underlig Hvæsen og Pusten. Lidt efter viste Prokurator Lyng 204 sig i Døren, ved hvis Stolpe han holdt sig, da han skulde over Dørtrinet. Hans Briller var gledne ham langt ned paa Næsen, og hans lyseblaa Øjne svømmede glans- og udtryksløst om i Stuen. Han syntes ikke rigtig at kunne orientere sig i Situationen. Da begyndte Næseborene at virre stærkt paa kaninagtig Vis. Han tog et langt Skridt, som han ligesom tog Maal af i Forvejen, greb med Haanden om Sengestolpen og saa' paa sin Svigermoder.

- Bedstemoder er ganske kold, hviskede Kristine.

- Lad mig se lidt med den Lampe . . . hold den . . . Kristine, saadan at jeg kan se hendes Ansigt.

Kristine adlød. Prokuratorens Næse virrede stærkere, hans Træk syntes at samle sig til en vis højtidelig officiel Alvor.

- Ja, det . . . det . . . er sørgeligt . . . men . . . hm . . . det bliver desværre Enden paa os alle til Hobe . . . naa, min Pige . . . man har jo Religionen . . . og saadan noget, som man kan sige sig selv om . . . Gensyn . . . Overgangen til et bedre Liv et cetera, hm, hm! . . . Hvor er Spyttebakken? . . . Naa der! Ja det er sgu meget sørgeligt, overordentlig alvorligt . . . ogsaa i juridisk Henseende . . . Skifteretten . . . hm . . . Proklama i Boet. Ja jeg faar Skam meget at bestille . . . Hvad er Klokken? Ih Gud! Den er meget over tolv . . . Naa, det er Kristian? Væk Karen og gaa i Seng, Kristian . . . her er ikke noget at vaage efter . . . hm . . . desværre . . . ja det er meget sørgeligt, overmaade alvorligt . . . men Livet . . ., ser I . . . det er nu en Gang overmaade alvorligt . . . det ender altid med Døden, ja altid, uden Undtagelse. Det stemmer unægtelig til Alvor, men . . . ptøj.

Kristian rejste sig for at lyde sin Principals Bud. Dennes Datter gjorde ligeledes. Nu saa' Kristian igen hendes store, blanke Taarer blinke i Lampeskinnet og dirre i de sorte, lange Øjenhaar. Hun rakte ham Haanden, holdt den længe fast og saa' alvorlig og venlig paa ham. Den bløde og varme lille Haand slugtes helt af Drengens tørre og haarde Næve, men gennem den hornede Hud forplantede en varm Strøm sig gennem hans Nerver, og hans Hjerte kom i heftig Banken. Han sukkede dybt, men lydløst, da han maatte slippe den.

Da Kristian kom ud i den mørke Gang og vilde gaa ind i Trykkeriet, følte han sig fortvivlet og tirret, da Ditlevsens Snorken lød højt og rungende paa den anden Side af Døren. Han tog da en rask Beslutning, aabnede Døren, tændte Lys og listede sig ind i Køkkenet, lukkede Døren mellem det og Sætterstuen, stak Benene i Ruinerne af en gammel Lammeskinds Fodpose, som i lange 205 Tider havde ligget henslængt i en Krog dér, og satte sig paa Skorstenens Murstensildsted. Han slukkede Lyset, og i hans Fantasi brød Billedet af den Scene ved Dødslejet, han havde været til Stede ved, med voksende Tydelighed frem, indtil det blev staaende i ubevægelig Stilhed, og Kristian kunde ikke blive træt af dvælende at nyde det og ligesom beskue det fra alle Sider. Endelig bølgede dets Omrids som i en Dis, efterhaanden som Søvnen sagte listede sig paa ham og tog Magten fra ham. Han vaagnede, rystende af Kulde. Sneen var føget ned gennem Skorstenen; Ildstedet laa overdrysset med den. Den prikkede og piskede mod de utætte Vinduer . . . det var højlys Dag. Han havde sovet et Par Timer over Tiden, men han beroligedes, da Faktorens Snorken lød indefra lige saa kraftig som for otte Timer siden.

VI. Nye Stemninger og Tilstande.

Madonnaskikkelsen, som Kristian havde hyldet i mystisk Tilbedelse, som hans ved megen og lutter poetisk Læsning bearbejdede Fantasi havde omgivet med en Glorie, var nu ved Omstændighedernes Magt tvunget fra Skyerne til Jorden, fra Mystikkens Clair-obscur til Dagens virkelige Lys. Men det var langtfra, at det gav Kristian Mod til en frejdigere Tilnærmelse. Det var hans Principals Datter: hvad man kaldte en fin Pige. Han var den fra Pøbelen komne, og blandt Pøbelen opdragne Læredreng. Medens han saa' og omgikkes hende i det ideale Ferige, stod hun paa en vis Maade mere aristokratisk-højfornem for ham, men heldigvis havde han Nøglen til denne selvgjorte Armidas Have og kunde ty ind i den i sine stille eller ledige Øjeblikke. Nu var der ligesom gaaet noget itu for ham. Han følte en Stemning, der endnu laa tungere paa hans Sind, da den var forøget ved Sorgen og Savnet, ved den gamle Madam Høsts Død. Ditlevsen derimod følte sig større end nogen Sinde, thi uagtet den gamle Kone og han kun vekslede meget faa Ord mellem Aar og Dag, havde han af gammel Vane Respekt for hende som sin mangeaarige Madmoder, Nu følte han sig som uindskrænket Chef, thi den lille Prokurator, der aldrig havde kunnet eller gide sætte sig ind i Avisens Redaktion eller Typografien, tog han ingen Notits af. Han tilbragte alle sine Nætter i Sengen bag Skærmbrættet til Kristians Fortvivlelse. Han blev 206 mere og mere tyrannisk, men hos Læredrengen udviklede der sig en dump Irritation mod hans Tyranni, og en Gnist vilde ved Lejlighed kunne faa den til at eksplodere.

Kristian spiste ikke mere inde hos Prokuratorens. Han fik ikke mere Digte og Komedier at læse. Han hungrede og tørstede efter noget, der kunde fylde og bevæge ham. Hidtil havde han ikke skænket det Par københavnske Aviser, som Ditlevsen i en Haandevending plyndrede ved Hjæp af Rødkridtet og Saksen, og hvis udklippede Stykker han smed over til ham, nogen Opmærksomhed. Han havde lavet sin "Sats", men aldrig tænkt videre over, at der kunde staa noget, der var værdt at tænke over, i disse Blade. De var for ham, hvad det ubearbejdede Træ er for en Snedker eller Tømrer. Men en Aften, da Ole Ditlevsen som sædvanlig, overvældet af Drukkenskab, mere end halvt paaklædt var gaaet i Seng, faldt det ham ind at samle de Stykker op af Aviserne, som laa spredte paa Gulvet. Det var dog altid noget at læse. Omendskønt han nu havde været i saa nær Forbindelse med Redaktionen, var det heller aldrig faldet ham ind at tænke over, hvad der stod i den fra Officinet udgaaende Avis, thi den indeholdt kun Nyheder fra Indlandet, som han ikke brød sig det mindste om, og nogle fra Udlandet, som han ikke forstod eller fandt Sammenhæng i. Ole Ditlevsen lavede for Skams Skyld halvanden Side Tekst. Baade han og hans Publikum var fuldkommen lige glade, hvad der saa stod i denne. Saa kom Avertissementerne. Det var det vigtigste. Det gjorde Gaasen fed, sagde Faktoren. Og naar disse indeholdt Skænderier, som f. Eks. naar Skomager Didriksen erklærede Farver Bohn for en egenkærlig, mod Medborgeres timelige Velfærd ligegyldig Person, fordi han lod det blaa Vand fra Farveriet løbe ind over Skomagerens Grund, saa at det skamferede et stort Stykke brabandtsk Saalelæder for ham, kunde de gøre Regning paa en ganske særegen Interesse og give Anledning til grundige Diskussioner paa Klubben og andre Beværtninger. Frugten af disse kunde da stundom blive en Række polemiske Avertissementer med de originaleste stilistiske Vendinger.

Kristian fik som sagt fat i Stumperne af en Avis. Han kunde se, at det var "Københavnsposten", som han nok kendte af Udseende. Han forstod ikke ret, hvad der var Tale om i en Afhandling om bedre Orden i Finanserne, thi dels var han ikke ganske paa det rene med sig selv om, hvad Finanserne egentlig var, dels var han, der næsten kun havde læst poetiske Ting, ikke vant til at følge en raisonnerende og demonstrerende Tankegang. Men 207 alene det uklare, almindelige Indtryk af, at Artiklen var misfornøjet med Regeringen, var nok til først at forbavse ham og dernæst at sætte hans Tankegang i Bevægelse. Regeringen? Hvad var det? Det kunde jo kun være Kongen, thi han vidste jo fra den Historie og Geografi, han havde lært i Skolen, at Danmark siden 1660 regeredes uindskrænket af Kongen, der "kun skyldte Gud Regnskab for sine Handlinger". Og Degnen havde jo talt med Begejstring om "Skjoldungerne", som Drengen selv havde læst begejstrede Digte om. Han havde læst om den unge Prins Fredriks Reformer i Slutningen af forrige Aarhundrede, og han vidste jo, at denne samme Prins Fredrik var Danmarks nuværende gamle Konge, som han saa tidt havde set Billeder af i den røde Kjole og den vældige trekantede Hat. Han havde jo i en ganske særegen Grad beundret et stort Billede inde i Madam Høsts Stue, hvor Kongen red omgivet af andre pragtfulde Skikkelser med lignende Hatte. Det Skilderi var for ham en Illustration til, hvad han havde læst om Hrolf Krake og hans Mænd i Oehlenschlägers Digt. Nu skød det i Brudstykkerne af den politiske Afhandling i "Københavnsposten" oftere forekommende Udtryk "Statsbankerot" sig op mellem Kristians Øje og hint glimrende Indtryk af Kongen og hans Mænd. En "Statsbankerot" ? Staten, det var jo Kongen. Og der var altsaa Tale om, at Kongen kunde blive bankerot. Kristian vidste, at forhenværende Møller Momme i sin Tid var gaaet bankerot, og nu kunde han ikke lade være at tænke sig Frederik VI omkostumeret i hans nedtraadte Støvler, lurvede Hat og luslidte Frakke. Og saa saa' han højst løjerlig ud.

Da Ditlevsen næste Dag op ad Formiddagen var paa det Stadium af sin Rus, hvori han plejede at være mindst ondskabsfuld og endog af og til kunde gøre Kristian fortrolige Meddelelser om sin af alle miskendte udmærkede Dygtighed, vovede Læredrengen i den høfligste Tone at fremføre det Spørgsmaal:

- Maa jeg spørge Dem, Hr. Ditlevsen, er Regeringen her i Danmark ikke god?

- Hvad er det for noget Sludder? lød Svaret. Den er sgu mer end god nok for saadanne Labaner og Bønhaser som Dig. Men ellers er den noget rigtig Skidt. Ellers stod ikke en Mand som jeg med knap det tørre Brød til mig selv, end sige til Kone og Børn, hvis jeg havde nogle. Naar saadan en Fyr som Postmesteren, der ikke kender Forskel paa skulle og skulde , kan faa et godt Embede og endda blive Kammerherre, og jeg, som kan skrive alle danske og alle fornødne fremmede Ord rigtig, maa 208 være Prokurator Lyngs Hundedreng, saa kan Du da begribe, dit Fæ, at det er en snavs Regering. Men ellers gør Du bedst i at holde din Kæft saa tæt, som Du kan, for . . . for det første rager det ikke Dig, hvordan Regeringen er, og for det andet er Du ikke andet end en Spædekalv . . . nej saa skulde dog den Onde . . . hvor tør Du sige mig imod, Dreng? . . . Nej, nej, naturligvis! . . . Du siger ingenting, men Du kan tro, jeg kan se lige ind i din Lever og i dit Kallun . . . Hold Mund, siger jeg! . . . Ja vel, ja vel! Det gør Du, vil Du sige, men det gør Du ikke, for Du raisonnerer. Ja, slaa Du Dig kun paa "Københavnsposten" og "Fædrelandets" Parti, saa faar Du at se, hvad det vil sige at snakke mod Regeringen . . . dit Høved! Hold Vinkelhagen lige, eller . . .

Kristian holdt Vinkelhagen fuldkommen lige, men alt dirrede for Ditlevsens Øjne, baade inden han havde faaet de behørige Snapse, og naar han havde faaet for mange. Der var kun ét eneste Punkt, hvor Tungen stod lige paa Vægtskaalen: efter den femte og før den sjette. Og da Kristian begyndte at tale til ham, havde han kun faaet den fjerde Snaps, men under sin Replik havde Ditlevsen drukket tre. Nu gik det stadig videre med Skældsord og Beklagelser over Drengens utidige Modsigelseslyst og Oppositionsaand.

Kristian havde imidlertid faaet Mod paa "Københavnsposten". Han indsaa', at han selv maatte se at finde Rede i, hvad han læste, da Ole Ditlevsens Fortolkning altid skejede saa vidt uden om Teksten. Han havde just en Aften faaet fat i et helt Eksemplar, rigtignok af gammel Datum, hvis Indhold havde været af en saadan Art, at Ole Ditlevsens Saks og Rødkridt aldeles ikke havde haft Brug for det. Han læste om, hvor nødvendigt det var, at de forskellige Provinsers Stænderforsamlinger blev forenede. Der taltes om, at Folkets Adskillelse i Stænder var forældet, at Bonden kunde være lige saa god som Herremanden osv. . . . det var Tankegange, der i særegen Grad behagede Proletardrengen. De Følelser, han havde haft i sin Tid lige over for sine forhenværende Skolekammerater, der havde været nogle Sinker til at lære noget, men paa Grund af, at de havde bedre Klæder og velstaaende Forældre, ikke vilde se til ham, dukkede atter og atter op. I sin Begejstring svingede han vedkommende Nummer af "Københavnsposten" i den udstrakte Arm over sit Hoved som en Fane. Ole Ditlevsen laa og snorkede i Sengen.

Medens Bogtrykkerlærlingen saaledes fik sin første liberale Impuls ved Læsningen af Datidens eneste opponerende Dagblad, lød der en usædvanlig Hestetrampen udenfor i den ellers saa stille 209 Gade. Kristian havde ikke sænket Rullegardinerne. Ved Lyden ledtes hans Blik ud ad Vinduet, og ved Genskæret af den tynde, hvide Sne saa' han en Rytter ride forbi. Af Skikkelsen, hvis Chenilleslag flagrede i Vinden, og hvis høje Hat og ned ad Ryggen dinglende runde Posthorn kunde ses af den lange Skygge, de kastede, skønnede han, at det var en Stafet. Ad denne Genvej søgte han Posthuset paa det Hjørne af Torvet, der stødte ud til Gaden, hvor Trykkeriet laa. Stafetten red hurtigere, end den Slags Budbringere ellers plejede, og lidt efter hørtes Lyden af Hornet, da han havde naaet Postkontoret. Det varede ikke længe, før der hørtes Træskoklapren paa Brostenene. Kristian hørte Døre og Vinduer blive slaaede op. Han ilede selv hen til Vinduet. Og ligesom han havde aabnet det, saa' han sin Principal, Prokurator Lyng, komme i usædvanlig stærk Fart med et Par andre Klubgæster, en Dyrlæge og en Byfogedfuldmægtig. Prokuratoren slog højtidelig ud med Haanden og raabte hen imod det Hoved, han saa' i Trykkeriets aabne Vindue:

- Kongen er død!

Kristian røg tilbage, som om et Orkanstød havde blæst ham ind.

De tre kom ind i Trykkeriet. Der var noget alvorsfuldt, højtideligt udbredt over dem alle, især over den tykke Dyrlæge, der holdt Hænderne foldede over Maven og hvert Øjeblik saa' sukkende op i Loftet, medens Prokuratoren gned sig paa Næsen, og Byfogedfuldmægtigen rømmede sig højt med en magistratagtig Værdighed. Prokuratoren gjorde et Par Omgange i Stuen, saa' til alle Sider og spurgte endelig:

- Hvor er Ditlevsen?

Kristian nølede med Svaret, thi Ditlevsen havde jo nu i lange Tider ulovlig tilbragt Natten i Trykkeriet, og, hvis Principalen skulde falde paa at paatale det, vidste han, at Faktoren vilde lade det gaa ud over hans Ryg. Men i den Pause, som opstod efter Spørgsmaalet, tog den sovende en saa vældig Basuntone gennem Næsen, at han umiddelbart røbede sig.

- Ligger han der og sover, nu da der er noget saa vigtigt paa Færde? sagde Prokuratoren. Hm - hm! det er . . . det er . . . mildest talt.

- Du er mildest talt . . . begyndte Dyrlægen, . . . hm! jeg véd nok, hvad jeg vilde sige, hvis din Læredreng ikke var til Stede. Fuldmægtigen, som kan Tysk, kan sige Dig det paa det Sprog.

210

- Det hedder Nachtmütze, sagde Fuldmægtigen, men det er ikke mine Ord, for jeg vil hverken anvende reale eller verbale Injurier, som vi Jurister siger.

Prokuratoren fik Mod, fordi han havde et Publikum, og fordi han blev drillet. Hans Næsetip kom i stærk Bevægelse. Han rykkede Skærmbrættet til Side med Brag. Lysskæret faldt nu paa det kobberrøde fedtede Ansigt.

- Kongen er død, Ditlevsen! brølte Prokuratoren med pibende forceret, myndig Røst ind i Øret paa den sovende.

Spildt Umage! Ditlevsen standsede vel sin Snorken, men efter at han havde draget et dybt Suk, begyndte den igen, blot i en anden Toneart.

Prokuratoren forsøgte endnu en Gang at brøle ham Replikken ind i Øret. Samme Resultat!

- Du mjaver jo som en Kat, der har Mavepine, tog Dyrlægen til Orde. Lad mig faa fat paa ham! Og nu satte han i, som om han vilde vække en død op af Graven.

- Kongen er død! og ruskede samtidig i Faktoren. Han aabnede Øjnene med et idiotisk forbavset Blik, der pegede hen paa det forsvindende Minimum af Samkvem mellem Yderverdenen og hans Hjerne. Da Dyrlægen havde set dette Blik, opgav han Sagen, idet han hovedrystende sagde ud til de andre:

- Han er drivende fuld!

- Hm, hm! klynkede Prokuratoren. Hvordan skal vi dog faa det ind i Avisen i Morgen? Den er vel sat, Kristian?

Jo, det var den, og næste Dag skulde den i Maskinen. Man forhastede sig ikke i de Tider. Nu fik Kristian ogsaa Lyst til at vise sig for Publikum. Han fik fat i Satsen, brækkede om, flyttede, satte ind i Stedet. De Andre saa' stiltiende til. Da han var færdig, læste han en Bekendtgørelse af Kongens Død, hvori den daværende officielle Fraseologi ikke ilde var efterlignet. De tre satte Skatteborgere saa' paa hverandre, hvorpaa Byfogedfuldmægtigen med anerkendende Nedladenhed klappede Kristian paa Skulderen og sagde:

- Det er særdeles pænt sat sammen. Hvis Du kom paa et juridisk Kontor i et Par Aar, var Du i Stand til at lære at skrive saadan, at der var lidt Sving i Tingene. Du har virkelig Sans for at udtrykke Dig. Véd De hvad, Lyng, det kommer sgu godt: Danmark staar sørgende ved Landfaderens Baare.

- Hm, hm, ja, sagde Prokuratoren. Det er pænt, Kristian. Jeg 211 ser, Du kan dine Ting . . . der har Du en Rigsort . . . bi lidt . . her er saa otte Skilling til . . . saa bliver det to Mark.

Næste Morgen sagde Kristian intet til Ole Ditlevsen om det forefaldne. Denne stod op og gav Ordre til, at Satsen skulde i Pressen, som han selv holdt mest af at behandle, naar Arbejdet var naaet til et vist Punkt. Da gav han altid Drengen et Ærinde at besørge ind i den anden Stue og raabte, at han skulde blive ude, til han kaldte. Og saaledes gjorde han ogsaa denne Dag. Medens nu Kristian var inde i Sætterstuen, hører han et vældigt Brøl af Faktoren ude i Køkkenrummet, hvor den gamle Haandpresse stod.

- Sagde De noget, Hr. Ditlevsen? spurgte han og stak Hovedet ud i Køkkenet.

- Her er Satans Kunster og Hekseri med i Spillet! Der staar i Satsen, at Kongen er død.

- Ja, men det er han ogsaa.

- Sludder, dit dumme Asen! Hvor skulde han kunne være død, i det lille Øjeblik jeg laa og sov?

- Jo, det kunde jo da nok ske, Hr. Ditlevsen.

- Saa, siger Du nu imod igen? Kan Du ikke begribe, hvad jeg mener, din Torsk? Hvor skulde hans Død kunne komme ind i Satsen, mens jeg sov? Satsen var jo færdig i Gaar Aftes.

- Ja, men jeg har sat det ind, for De vilde ikke vaagne, og dog ruskede baade Prokuratoren og Dyrlæge Pøckel i Dem. De havde hørt det oppe paa Posthuset i Aftes af en Stafet.

Faktoren satte et højst betænkeligt Ansigt op. Prokuratoren havde altsaa opdaget, at han laa i Trykkeriet om Natten, og at han havde været døddrukken.

- Hold Mund, Dreng, og skrup ud! brummede han og gav sig i Færd med Trykningen.

Noget efter viste Prokurator Lyng sig. Ellers kom han aldrig i Trykkeriet paa den Tid. Han saa' meget værdig ud. Hans venstre Haand omfattede Hagen. Han skød Øjenbrynene op i Panden, virrede med Næseborene, og hans højre Haand rettede uafladelig paa Brillerne. Han maalte Gulvet med lange Skridt, bestandig rømmende sig. Endelig spurgte han meget højt:

- Er - er Avisen færdig?

- Det er den vist lige straks, svarede Kristian. Hr. Ditlevsen er derinde.

- Hm, naa er han det? - Og nu begyndte han atter at spanke op og ned ad Gulvet. Af og til standsede han, som tog 212 han Tilløb til at tale eller handle. Men derved blev det for det første.

Endelig viste Ditlevsen sig i Døren. Han saa' usikkert paa Prokuratoren, men denne blev ved at stirre ned i Gulvet, medens han fortsatte sin Gang. Ditlevsen tog Maal af ham og syntes beroliget. Han knejste og skød sin tykke Mave frem.

- Hm - hm, Kongen er jo død, Ditlevsen.

- Ja, det er han jo. Men mig rager det ikke. Det staar ellers i Avisen, saa har jeg gjort min Skyldighed.

- Men i Gaar Aftes . . . var De . . . hm . . .

- Der er ogsaa andre, der er hm om Aftenen.

- Hm . . . hm, sagde Prokuratoren, gjorde en Vridning med Overkroppen i Bestræbelsen for at faa en Holdning, rent ud sagt, lugtede De af Brændevin.

- Jeg har ikke Raad til at lugte af Gognak.

- Hm - hm - og Kristian besørgede det hele.

- Naa den Dreng skulde maaske staa og drive, og jeg jages ud af min Seng. Jeg har aldrig forpligtet mig til Nattearbejde.

- Og saa laa De i Trykkeriet . . . det er . . . hm . . . imod Akkorden mellem Dem og min salig Svigermoder.

- Men nu vil jeg have en ny Akkord, sagde Ditlevsen og rykkede Prokuratoren et Par Skridt nærmere. Denne veg tilbage, lagde Haanden om Skulderen paa Kristian og støttede sig til ham. Ditlevsen blev modigere og modigere.

- Det er ellers det samme, sagde han, enten De vil eller ej. Jeg kan faa Arbejde, hvor det skal være. Saa kan De og Drengen jo lave Avisen og trykke den. Der er noget, der hedder at "søge Register". Det véd vel baade De og han Besked om, kan jeg tænke.

Dermed gjorde Faktoren omkring, gik ud i Køkkenet og slog Døren i efter sig. Da han var ude, slap Prokuratorens Arm Kristians Skulder, derpaa rettede han sig igennem nogle Kropvridninger og sagde:

- Hm! - ja jeg skal lære ham . . . saadan en . . . rent ud sagt . . . Stud. Det skal ikke blive ved denne Irettesættelse. Ja den var maaske vel drøj fra min Side, men der maa Energi til, Kristian . . . megen Energi, Guds Død og Pine, ligefrem Kraft.

Dermed forlod Principalen Forretningslokalet.

Siden den gamle Madam Høsts Død havde Kristian kun set flygtige Glimt af Kristine. Hun havde med alvorlig Mine besvaret hans sky og hastige Hilsen. Han kunde ikke lide at tænke paa 213 hende. Naar hendes Billede meldte sig i hans Tanke, gjorde det ligesom ondt inde i ham. Han greb ivrig efter Interesser, der kunde fylde ham, og han slog sig mere og mere paa Politikken, saaledes som den dengang præsteredes af den moderate og lidet talrige Oppositionspresse. Foruden "Københavnsposten" havde Prokuratoren, siden "Fædrelandet" blev Dagblad, ogsaa anskaffet sig dette paa en ung praktiserende Læges Raad. Det kunde aldrig falde Ditlevsen ind at modarbejde sligt. Thi jo flere Blade han fik, desto mere var der at klippe af, saa var det nemmere at faa Lokalorganet fyldt. Men Kristian forstod naturligvis ikke det læste fuldstændigt. Snart skete der en Hentydning til historiske Begivenheder, han ikke kendte, da han kun havde lært Danmarks Historie i Skolen; snart til andre Landes politiske Institutioner, som han kun havde et saare uklart Begreb om. Noget hjalp han sig til Forstaaelsen af, naar ved gentagen Læsning Ordene kom igen i en Sammenhæng, der klarere viste deres Betydning. Men mangen en Gang, naar han forgæves havde brudt sit Hoved med Forstaaelsen, paakom der ham en saadan Længsel efter hans Digtere og efter Aftenerne i gamle Madam Høsts stille Dagligstue og efter . . . "Nej, nej," tilraabte han sig selv - "ikke efter andet".

En Søndag Middag henad Foraaret, i sin Middagsfritid, gik han over Gaarden for gennem Haven at slaa et Slag ud paa Overdrevsbakken. Han var dybt hensunken i Granskning over en Artikel, han lige havde læst i "Fædrelandet". Under dette Arbejde saa' han uafladelig ned mod Stenbroen og styrede ganske mekanisk sine Skridt hen mod Laagen for lige saa mekanisk at aabne den. Da stod han pludselig lige over for Kristine, der, klædt i sin Sørgedragt, kom ude fra Haven med en Buket Krokus i Haanden. Kristian blev ildrød i Hovedet, tog Kasketten af og vilde vige til Siden. Da tiltalte Kristine ham. Ved Lyden af denne klare, rolige Stemme, var han lige ved at synke i Knæ. Hun sagde:

- God Dag, Kristian! Hvorfor kommer De aldrig mere ind i Stuen som i Bedstemoders Tid? Holder De ikke mere af at læse?

Kristian stod og skruede med sin Støvlehæl i Jorden. Al Tankebevægelse standsede i hans Hjerne. Han følte kun en dunkel Bevidsthed om, at han saa' umaadelig fjollet ud. Kristine gentog:

- Holder De ikke mere af at læse?

- Jo-o-o, men . . . . .

- De skulde bare se den Mængde Bøger, der ligger oppe paa 214 Loftet. Det maa vist være fra Bedstefaders Tid. Jeg synes, det er Synd, de skal ligge deroppe.

Det syntes Kristian med, men han sagde ingenting.

- Har De ikke fri nu? spurgte Kristine ham igen.

- Jo-o-o.

- Skal jeg vise Dem, hvor Bøgerne er?

Kristian fulgte med. Oppe i et Tagkammer, hvor al Slags gammelt Skrammel var bragt hen, stod en i Solen flimrende Støvpyramide fra Lugen ned mod en stor Stabel Bøger. Blandt nogle gamle Prædikensamlinger, Reskripter og rent praktiske Haandbøger laa Aargange af Riises Arkiv og en stor Verdenshistorie i mange tykke Bind. Disse sidstnævnte Bøger fór Kristian over med en saadan Iver, at der stod en vældig Støvhvirvel op af Bunken og blandede sig forstyrrende med den stille strømmende Støvpyramide, da han rodede dem frem, saa at Kristine sprang et Par Skridt tilbage, idet hun børstede sin sorte Kjole. Kristian mærkede det ikke, men, gjort modig ved Henrykkelsen over sit Fund, spurgte han:

- Men maa jeg tage disse Bøger med ned?

- Ja, hvad kan det skade? Her ligger de jo til ingen Nytte. Fader har jo altfor travlt til at læse i dem. Kan De ikke . . . ?

Kristian saa' spørgende paa hende. Hun blev lidt rød i Ansigtet og fortsatte sagtere:

. . . læse lidt i dem om Aftenen for mig, ligesom Bedstemoder fortalte, at De læste for hende?

- Ja . . . men . . . det . . .

Hun saa' alvorlig paa ham og sagde:

- Ja, hvis det keder Dem . . .

- Blodet suste for Kristians Øre. Han udbrød:

- Nej, hvor kan De sige det? Men jeg var bange for, at det ikke skikkede sig.

- Hvorfor?

- For jeg er kun en Læredreng.

Hun lo lidt og sagde:

- Er jeg da saa fornem? Hvad kan det skade, at De læser for mig om Aftenen?

Kristian mente ganske vist, at det ikke kunde skade ham, men nogle Indtryk, som han havde opfanget gennem hvad han havde hørt sige, bragte ham til at spørge sig selv, om det var "passende", dog det tav han stille med.

- Saa kommer De i Aften? spurgte Kristine. Ikke sandt? De holder jo op at arbejde Klokken syv?

215

De gik sammen ned ad Loftstrappen. Kristians Hjerte bankede som en Hammer mod Brystkassen. Hans Øje var magnetisk fasttryllet til det flammeformede Sollys i hendes mørke krøllede Haar.

Læseaftenerne begyndte igen. Kristian listede sig til dem som til noget, han maatte holde hemmeligt. Kristine derimod havde ikke den mindste Følelse af, at der kunde indvendes noget derimod. Det var nu ikke længere Poesi, de læste. Egentlig morede Vers ikke Kristine. Naar Kristian enkelte Gange læste et Digt, hørte hun vel efter, men syntes at have Anstrengelse ved at følge med og at blive træt. Men var det Biografier, Skildringer af fremmede Egne, Perioder af Historien, var de begge lige optagne. Hun havde lært lidt mere end Kristian og rettede ham tidt i Udtalen af Navnene fra Grækenlands og Roms Historie. De Indtryk, han modtog fra disse Landes republikanske Statsinstitutioner, oplyste ham om adskillige Begreber, der tidligere havde været enten uforstaaelige eller uklare, og naar han saa siden traf dem i Avisartikler, havde han hele en Opdagers Glæde. Det morede dem begge at eksaminere hinanden i, hvad de tidligere havde læst, og Kristine lo hjertelig, naar Kristian forpludrede sig i et vanskeligt Stedsnavn. Det fortrolige Forhold, der opstod imellem dem, ytrede sig hos Kristine i en venlig, aaben og kammeratlig Tone, som hun ogsaa tvang Kristian ind i, uagtet hans Indre stadig var i Sitring, naar han var sammen med hende. Naar han skiltes fra hende eller var ene, fyldtes hans Sind atter helt af hende, og snart gik det op for ham, hvorledes det var fat med ham. Det var heldigt for Sammenkomsterne, at Ditlevsen nu havde faaet det Indfald igen at sove i sit Logi inde i Byen, men først efter at der var gaaet saa lang Tid efter hans Sammenstød med Prokuratoren, at denne ikke kunde smigre sig med, at det var sket af Respekt for hans Vilje.

Sommeren kom. Der maatte efter gammel Skik ikke tændes Lys om Aftenen i Stuerne. Det vilde den gamle Karen aldrig have tilladt; thi skønt hun om Sommeren saavel som om Vinteren gik i Seng lidt over otte, vilde Forbruget af Olie eller Tællelys have røbet en saadan ny Skiks Indførelse. Men Kristine fandt snart paa en Udvej, efter at Læsningen var standset en Uges Tid. Kristian havde anvendt sine ledige Aftentimer til at sidde overskrævs paa et Sengelad, der stod i Gaarden. Kristine kom af og til frem i Sovekammervinduet, og naar hun da havde smilet og nikket til ham, gik han ud i Haven eller paa Marken og levede aandelig af det Smil og det Nik, til han faldt i Søvn i sin Seng.

216

Men en Aften passede Kristine ham op ude i Gangen og holdt med en Slags Triumf en Bog op imod ham.

- Den har jeg laant af Provstens Søn, Studenten, sagde hun. Det er en Oversættelse af Herodot, ham De véd, der først har skrevet om Grækernes og Persernes Kamp, og alt det om Cyrus, vi har læst om i den store Verdenshistorie . . . Hør, Kristian, De kender jo Krattet paa Overdrevet?

Det kunde Kristian ikke nægte; hans Rødmen var et bekræftende Svar. Kristine sagde:

- De bliver altid rød i Hovedet over ingenting. Men hør, gaa derned i Aften, naar De er færdig paa Trykkeriet, saa skal jeg tage Bogen med. Der kan vi læse uden at nogen forstyrrer os.

Der kom nu en Række Aftener, endnu mere henrykkende og betagende for Kristian end Vinterens. Det Sted, hvor han første Gang havde set Kristine, med den tillukkede løvtætte Stilhed, der kun afbrødes af hans lydelige Læsning og af den skjulte Bæks Akkompagnement, de glade og vemodige Minder, der knyttede sig hertil, bevægede og løftede hans Sind. Mosbænken, de sad paa, var saa smal, at de maatte sidde tæt op til hinanden. Naar hun bøjede sig ind over Bogen for at se, hvorledes et vanskeligt Navn var stavet, kunde det træffe sig, at en af Kristines sorte Lokker strejfede hans Kind. Og han gik hjem, fuld af Mod og Fortrøstning til Livet. Det havde dog ladet ham opnaa saa meget siden den Tid, han som en barbenet Gaasedreng fandt den slumrende Prinsesse i den fortryllede Skov, og siden han som en bortrømt Landstryger holdt Bivuak paa det samme Sted. Mon dog ikke Livet til sidst skulde skænke ham Prinsessen og det halve Kongerige, eller omsat i Virkelighedens Sprog: Kristine og Trykkeriet? Barnedrømmenes Taager havde fortættet sig. Ønskerne havde faaet faste Omrids. Hun gik altid bort fra deres Fristed før ham. Da sad han og stirrede betaget efter hende, naar hun let som en Ged sprang op ad den bevoksede Skrænt og tog Grenene til Side med sine fine, smalle Hænder. Som til en hendøende Musik lyttede han til de raslende Grene, bag hvilke hun efterhaanden helt forsvandt, og til Lyden af hendes Skridt i Løvet, der tabte sig, naar hun var kommen til Krattets Udgang. Naar han saa kunde beregne, at hun var naaet et Stykke hen ad Marken, listede han sig op til Krattets yderste Rand. Skjult bag Bladene, saa' han den ranke Skikkelse rejse sig i den varme, rødgyldne Sommeraften, til den atter forsvandt bag Havelaagen.

217

VII. Opdagelsen og Frihedskampen.

De to unge Folk var naaede til Kampen ved Thermopylæ. Kristian læste med en af Bevægelse bævende Stemme den rolige Fortælling hos Herodot, der med sikker Haand fører til det store Dramas Katastrofe, da Hellenerne, overraskede af de af Forræderen Efialtes førte Persere, kæmper Fortvivlelsens Kamp.

"Efter at Xerxes ved Solnedgang havde forrettet Drikofferet, tøvede han en Stund indtil midt op paa Formiddagen, førend han begyndte at rykke nærmere. Dette var nemlig saaledes ordnet af Efialtes, thi Nedstigningen af Bjerget er brattere og Vejen langt kortere end Vejen rundtom og Opstigningen. Nu rykkede Barbarerne frem under Xerxes, og Hellenerne under Leonidas var, som Folk, der gaar den visse Død i Møde, gaaede langt mere end fra først af ud til den bredere Del af Snævringen, thi Murens Dækning tjente til Værn; men de foregaaende Dage havde de kæmpet uden at vove sig længere end til de snævrere Steder. Da de nu kom i Haandgemæng uden for Snævringerne, faldt Barbarerne i Massevis. Anførerne for de mindre Afdelinger stod nemlig bagved med Svøber, piskede hver enkelt Mand og drev ham saaledes stadig frem. Mange af dem faldt i Havet og omkom, endnu mange flere blev levende nedtraadte af hverandre. Men ingen talte om Tabet. Thi da Hellenerne vidste, hvad Død der vilde komme over dem fra dem, som havde omgaaet Bjerget, blev de ved at bruge al den Kraft, de havde, mod Barbarerne, ved at slaa ned paa dem som fortvivlede Mennesker.

De fleste af dem havde allerede faaet deres Spyd knækkede, men hug saa med Sværdene Perserne ned. Og i denne Kamp falder Leonidas, efter at have tét sig som den kækkeste Mand, og med ham andre berømte Spartiater, og om disse ædle Mænds Navne har jeg skaffet mig Kundskab; jeg har endog faaet alle de Trehundredes Navne at vide . . ."

Kristine, der havde lyttet til med den sædvanlige stille Agtpaagivenhed, blev urolig og vendte sig om. Hun havde hørt Grenene rasle og knage svagt. Hun stødte til Kristian, der holdt inde med Læsningen og vendte Hovedet i samme Retning som hun. To grimme Fjæs med opspilede Øjne og Munde gloede dem i Møde. Kristian kendte kun det ene. Han mærkede en rasende Forbitrelse stige op igennem ham. Han havde en Følelse, som om det væmmeligste og sjofleste, han kendte, havde besudlet hans 218 kæreste Helligdom. Det gnistrede for hans Øjne. Ude af sig selv bøjede han sig ned og tog en Sten, da Kristine pludselig greb ham om Armen. Den sank ned. Stenen rullede ned ad Skrænten og faldt plaskende i Vandløbet. De to Fjæs var forsvundne -.

- Kan De nu se, gamle Ditlevsen, sagde Momme, da de gik ned ad Bakken; hvad jeg er eller ikke er, saa er jeg Politimand. Og ser De, jeg er ogsaa Spekulant. Jeg har nu gaaet ganske stiltiende og ladt som ingenting, da jeg en Dag saa' først Prokuratorens Tøs og saa Læredrengen komme ud fra det Krat, og jeg har ikke hælmet, før jeg har faaet Reselusion paa Tingene. Jo lur mig . . . hihihi. Jeg sagde jo ogsaa forleden til Byfogdens vindbenede Fuldmægtig: Naar blev det skidt med Politiet baade i By og Birk? Hvem havde i sin Tid et Øje paa hver Finger, ja paa alle Tæerne med, om jeg saa maa sige? Ja Fuldmægtigen vred sig jo som en Aal, men til sidst maatte han sige: Det havde De, Momme. - Det véd jeg sgu nok, sagde jeg ganske rolig og slog ham paa Akselen. Hvad mener nu De , Ditlevsen?

- Hold Kæft! sagde Faktoren og smækkede Laagen til Prokuratorens Have i for Næsen af Momme.

- Hæ, sagde Momme til sig selv, medens han slog ind paa Markstien; det Rak, der bor i denne By, har ingen Tanker i Hovedet, og saa er de naturligvis misundelige paa en anden en, der har noget herinde. Han bankede sig med den venstre Pegefingers Kno paa Panden, medens han snød Næsen med to Fingre paa sin højre Haand og grinte derpaa veltilfreds op mod Aftensolen. Da han naaede en Beværtning inde i Byen, standsede han et Øjeblik foran Døren, klappede sig selv paa Kinden og sagde: Gamle Momme, Du har fortjent to og en halv for din Listighed og Udspekulerthed. Vil ingen anden paaskønne den, saa gør den gamle Momme det selv.

Dermed forsvandt han ind ad Beværtningens Dør.

Da Ditlevsen næste Morgen mødte i Trykkeriet, sendte han Kristian til Hilsen et Blik som det, Jakob v. Thybo sætter op for Jesper Oldfux for at vise ham, hvorledes han saa' ud, da han løb Storm mod Brabant. Kristian forholdt sig ganske rolig. Kun de sammenbidte Fortænder tydede paa, at han havde taget en Beslutning og var rustet. Man hørte kun Typernes prikkende Lyd i Vinkelhagen og Ditlevsens Rømmen afbryde den dumpe Stilhed foran Uvejret. Den sidste havde lænet Maven ind mod Sættebordet, bøjet Overkroppen ud over det og lagt Armene i en Kreds paa den pultagtige Skraaning. Længe stod han saadan og gloede bister paa sin Genbo, der, uden at se op, følte, at Faktoren aad 219 ham med Øjnene. Han kunde høre, at han tumlede Skraaen i sin Mund, saa det sivede ved det. Saa hørte han ham spytte den ud med en Kraft, saa den klaskede mod Væggen, og nu brast Tordenskyen. Efter den sædvanlige, obligate Indledning, der kun var som Uvejrets første i langsommere Takt faldende Regndraaber: Nu har jeg kendt mange Bæster i mit Liv o. s. v., fulgte i et stadigt Crescendo:

- Og saa vil saadan en Hvalp lege Kæreste. Saadan en Sjoverunge, som har været paa Fattigvæsenet! Saadan en, der er faldet efter det værste Rak i Samfundet! Saadan en, der ingenting véd og kan uden den Smule, jeg har lært ham osv.

Da Kristian endnu ikke sagde et Ord, blev Faktoren end mere rasende.

- Vil Du svare din . . . din . . . Hundestejle? Hvor tør Du smiske for Prokuratorens Datter? Hvad? - Naa, Du vil ikke svare? . . . Ja saa skal jeg slaa en lang "Steg" i Stykker paa din Ryg.

Med disse Ord greb han en lang firkantet Træpind, som i Bogtrykkersproget kaldes en Steg. Disse Pinde bruges til at danne Mellemrummene mellem Siderne i Bogen eller lægges uden om hele Formen imellem Satsen og Jernrammen, som ved Hjælp af Kiler driver det hele sammen. Men i samme Sekund greb hans Lærling den lange tveeggede Kniv, som bruges til Overskæring af Aviserne, og raabte:

- Din gamle fordrukne Æsel! Nu har jeg i to Aar gjort baade mit og dit Arbejde og faaet Skældsord og Hug til Løn. Men jeg har lært, at saa længe Verden har staaet, har Tyrannerne sent eller tidligt maattet bøde for den Fortræd, de har gjort. Sidst slog Du mig, som Perserne slog Spartanerne ved Thermopylæ; men nu er Salamisdagen oprundet. Og hvis Du rører mig med Stegen, sprætter jeg Dig levende op med Kniven, dit Brændevinsanker!

Kristian satte sig i March hen imod sin Fjende. Men denne, der var bleven mørkebrun i Ansigtet, gav et forfærdeligt Brøl fra sig:

- Hjælp, hjælp . . . Mord . . . han stikker mig ihjel - Hjælp!

Hurtige, trippende Skridt hørtes i Gangen udenfor. Døren gik op, og Prokuratoren fór ind i dyb Negligé: Underbenklæder, den ene Side af Ansigtet oversmurt med Sæbe, den anden glat raget. I højre Haand holdt han Barberkniven, som han i Skyndsomheden ikke havde faaet Tid til at lægge fra sig. Den 220 venstre Haands Pegefinger struttede stift og ensomt i Vejret. Den afskrabede Sæbe sad som en' stor Klump og dinglede paa den.

- Ih Guds Død og hellige Pine! klukkede han, hvad er her paa Færde?

- Drengen myrder mig, brølede Ditlevsen, som havde kastet sig paa Ryggen ned paa Gulvet, hvor han laa og sprællede med Arme og Ben.

- Tror Du nu, jeg vil røre Dig? sagde Kristian med heroisk Foragt og kastede Kniven hen ad sit Bord, nu Du hyler og er fejg. Hr. Prokurator! hvem har gjort omtrent alt Arbejdet her i de sidste Par Aar?

Prokuratoren, som inderlig hadede Ditlevsen, følte pludselig et ukendt Mod blusse op i sig. Han slog Kristian kraftig paa Skuldrene, lagde Hovedet tilbage og stak Maven frem.

- Det har Du virkelig gjort, Kristian; for Ditlevsen har altid været . . . hm . . . mildest talt . . . fuld.

- Uh, uh! brølte Ditlevsen paa Gulvet, sparkede med Benene og fægtede med de knyttede Næver i Luften som et arrigt Barn.

- Men . . . men, sagde Prokuratoren, slog energisk Sæben af den venstre Pegefinger og tog et Tag opad i sine unævnelige, der var ved at glide ned over Maven paa Grund af den værdige Stilling, den skulde indtage, . . . forliges skal I . . . værs'artig . . . forliges skal I . . . Fanden pine mig!

Ditlevsen rejste sig med Besvær op ved Hjælp af Knæ og Hænder og indtog en Stilling med vidt skrævende Ben og krydslagte Arme. Da nu al Frygt for et muligt Anfald med Kniven var forbi, blev han modig og sagde haanlig til sin Principal:

- Forliges? hm! skal jeg forliges med Drengen?

- Jeg er ingen Dreng mere, svarede Kristian; vogt Deres Mund! De kan faa Prygl af "Drengen", inden De véd et Ord af det.

- Ja, ja, sagde Prokuratoren; Kristian er et voksent Menneske, og nu gør jeg ham til Svend. Han kan gøre en Svends Gerning, hm -.

- Ja, skal jeg forliges med Drengen, saa har jeg ikke mere at gøre her, sagde Ditlevsen med dirrende Stemme, tog sin Hat og Stok og nærmede sig Døren til Gaden.

Prokuratoren saa' paa Kristian.

- Lad ham gaa ad Helvede til! sagde denne; han gør mere Skade end Gavn her.

- Gaa ad . . . hm . . . Helvede til. Der er ingen, der holder 221 paa Dem, sagde Prokuratoren og gjorde en myndig Haandbevægelse.

Ditlevsen stod et Øjeblik stille, som om han vilde forvisse sig om, at han havde hørt rigtig. Men da han saa' sin Principal og sin Lærling se lige udfordrende paa ham, rev han Gadedøren op, slog Dupskoen af sin Knortekæp mod Tærskelen og brølte, idet han gik ud:

- Lad os nu se, hvordan I to faar søgt Register i Dag.

Med denne Udgangsreplik forlod han den Scene, hvor han saa længe havde spillet Tyranrollen, og de truende Ord forfejlede ikke deres Virkning paa Prokuratoren. Han slap Kristian, kløede sig i Hovedet og spankede betænkelig op og ned ad Gulvet i sin underlige Negligé.

- Hm - hm - lille Kristian, jeg sagde det nok . . . hm . . . Du var altfor hidsig, altfor hidsig. Jeg ulykkelige Mand, hvordan skal jeg faa Avisen ud? Men Du ler jo, Menneske; det er jo dog for Fanden ikke til at le ad. Han har jo holdt det Kneb hemmeligt med det Register.

Kristian sagde ikke noget, men aabnede Døren til Pressestuen. Han gik hen og tog nogle Trækiler ud af Lommen paa Ditlevsens forfærdelig fedtede gamle Frakke, som hang paa et Dørhængsel. Prokuratoren trippede efter ham. Kristian behandlede Maskinen og viste, at han for længe siden havde luret Ditlevsen Hemmeligheden af. Da Prokuratoren, efter længe at have betragtet Arbejdet, havde forvisset sig om, at Avisen i alle Maader kom til at se ud som sædvanlig, sagde han:

- Du er Svend fra i Dag, Kristian. Hm . . . det gamle Uhyre . . . hi, hi - Du - vi gav ham ordentlig. Ja, naar jeg vil tage mig af en Sag, tager jeg mig af den med fuld Kraft. Nu spiser Du til Middag inde hos os i Dag, og saa i Aften . . . saa skal Du bare se . . . hm - hm - her kneb Prokuratoren sit Øje listig sammen, løftede Pegefingeren og forsvandt hurtig og lydløst.

Da Kristian, pyntet og hæget, mødte til Bordet, lykønskede Kristine ham mildt og venligt til hans ny Værdighed og tog ham kammeratlig i Haanden; men Kristian havde gerne set, at Modtagelsen havde været nogle Grader varmere og haft en lille Tilsætning af Beundring. Lidt forknyt gik han igen til sin Gerning. Han syntes, det var koldt og klamt i ham, men efterhaanden sejrede den Tro, som han helst undte Sejren: at Kristine dog maatte synes, at han havde gjort sine Sager godt.

Klokken syv indfandt Prokuratoren sig i Officinet og medbragte 222 en Svendeklædning til Kristian, det vil sige en Dragt, han selv havde baaret i nogen Tid. Uagtet Klædningen, som Kristian straks maatte iføre sig, var for kort til den store unge Fyr, følte han sig dog stolt ved at bære Skødefrakke og Støvler med Skafter. Støvlerne var for Resten for store; hans Fødder slubrede i dem. Det var dog navnlig Halskluden og Flipperne, der indgav ham en kvalificeret Selvagtelse. Han var paa Prokuratorens Opfordring straks gaaet ind i Pressestuen og havde der foretaget sin Omklædning. Da han, struttende ud med begge Arme, forpint i Armhullerne, med sammenknebne Skuldre og skrævende Ben, traadte ind i sit sædvanlige Opholdsværelse, stod Prokuratoren der endnu, huldsalig smilende, virrende med Næse og Mund og vinkende hen mod Døren. Kristian satte Hatten paa. Den var nær ved at falde ham ned over Øjnene. Han fulgte sin Principal ud paa Gaden, hvor denne tog ham under Armen og hilste med en vis Højtidelighed paa de forbigaaende og paa de mange, der i den varme Sommeraften sad med Kasketter og Nathuer paa i Vinduerne og snakkede til hverandre tværs over Gaden. Der blev en hel Bevægelse i Byens Hovedgade. De i Vinduerne siddende kom ud, passerede hver sit Fortov, samledes midt paa Kørebanen, stak Hovederne sammen og pegede efter Prokuratoren og den nye Bogtrykkersvend. Bødker Hermansen sagde til sin Genbo Kobbersmed Meyer:

- Jeg har sagt det, Meyer, at der blev noget af Værtshusholderens Jens Petersens hvidhaarede Dreng; det har jeg sagt for mange Aar siden. Kan De ikke huske det?

- Nej Gu' kan jeg ikke, svarede Kobbersmeden.

- Saa-aa? sagde Bødkeren halvt fornærmet. Ja da har sgu Degnen sagt det til mig, mens han gik i Skole. Men jeg synes lige godt, at det er lovlig meget, at Prokuratoren gaar med ham under Armen. Det skal en Mester aldrig gøre med sin Svend. Der er dog Forskel paa Folk.

- Ja saadant noget kalder jeg egentlig ukristeligt, sagde Kobbersmeden, som var en døbt Jøde.

Prokuratoren trak Kristian ned mod Udkørselen af Byen. Under det fremspringende Tag paa "den gamle Sicebod" stod Hr. Rønning og røg paa sin Pibe og raabte til en gammel Kollega, der kom ud fra det nye Konsumtionskontor for at undersøge en Vogn:

- Sej, Du gamle Posekikker! Det er morsommere i den 223 gamle Bod end i den nye. Kan Du ikke liste Dig herhen om lidt, for Barometret staar paa Patentpunsch.

Den tiltalte rakte Tungen ud til den ene Side til Tegn paa Forstaaelse og som en Antydning af, at han og hans Samvittighed muligvis kunde blive enige om denne Forsømmelse af Embedspligten. Han beroligede nemlig Samvittigheden med, at han fra den gamle Accisebod vilde kunne høre, naar en Vogn holdt foran den nye.

- Værs'artig, Hr. Prokurator, værs'artig Hr. . . . Hr. . . .

- . . . Hansen, supplerede Prokuratoren.

Det var første Gang i sit Liv, at Kristian hørte sig kalde ved Efternavn.

Inde i den gamle Accisebods ene Stue havde Prokaratoren bestilt Aftensmad og Punsch til sig og Kristian, Dyrlægen, Byfogedfuldmægtigen samt til Værten selv, Hr. Rønning. Prokuratoren udbragte Kristians Skaal med mange Afbrydelser af Hosten og Rømmen. Derpaa afhandlede man Byens Tarv og Bedste med den vidtløftigste Grundighed, og man var enig om, at hvis Byens Magistrat gik ind paa de Forbedringer, som de tilstedeværende Herrer foreslog, vilde det blive den bedste By i Europa. Det hele summede uartikuleret for Kristians Øre. Han saa' og nød sin egen Storhed, nu da han, den af Fattigvæsenet understøttede, af Værtshusholderen og Ditlevsen gennempryglede Landstrygerdreng, var bænket mellem saa ansete Mænd og drak Patentpunsch, som han alt havde hørt omtale af Værtshusholderens Gæster med mystisk Ærefrygt som den bedste Drik, der fandtes i Byen. Kunde blot Kristine se, hvor der blev gjort Stads af ham. Kunde han blot faa hende gjort begribeligt, hvad det betød at drikke Patentpunsch med slige Matadorer! Og da han sent ud paa Natten gik hjem med Prokuratoren, hvis slingrende Gang tvang ham selv til at slaa Bugter, følte han et ubetvingeligt Mod i sit Bryst. Han vilde erklære Kristine sin Kærlighed, overtage Trykkeriet og gøre Avisen til et Organ for de nye, prægtige Ideer om Frihed, Lighed og Broderskab. Han vilde besynge Nordens nye Enighed og nynnede indvendig en Strofe, han havde læst i en Sang fra de københavnske og lundensiske Studenters Møde:

Svenske Broder, ræk mig Haand!
Det er Musernes Stemme, hvem Kaldet er givet,
at befæste dette Baand,
at genkalde det, søndret til Livet!
Et er jo vort Maal og Med,
Kamp for Frihed, for Ret og for Sandhedens Krone,
224 og vort Bryst oplues ved
samme Harpers beslægtede Tone.
Tøm da Pokalen, "sota Bror"!
Gentag vor Skaal i kraftigt Kor!
For Bellman og for Linné!
Ja for Vidskab og Kunst i vor Nord!

VIII. Illusionerne briste.

Prokuratoren stod først sent op næste Morgen. Da han kulde til at barbere sig for Spejlet paa Pillen mellem to af Vinduerne i Dagligstuen, som han siden sin Svigermoders Død ikke mere holdt sig fra, fandt han et stort Brev paa Divanbordet med en yderst sirlig Udskrift. De store Bogstaver, navnlig de forsøgte dristige i Farten stoppede Sving vidnede dog om, at Forfatteren rystede paa Haanden. Prokuratorens Hjerte bankede. Han saa', at det var Ditlevsens Skrift. Brevet lød bogstavret, som følger:

L. den 8de September 184 ..

Velbyrdige
Herr: Underretsprokurator, Redacteur, Kongelig privilegeret Bogtrykker G: P: Lyng! hersteds.

Naar jeg erklærer, at jeg hader al den Nederdrægtighed, Umoralskhed, Oprørskhed og alt dermed følgende og derfra udgaaende Bønhaseri, hvilket Alt vor usselige Tid avler liig Ukrudt, samt at hiin Linie: "Elsk Dyden! lød en ukiendt Røst" af mig vorder betragtet som det Skiønneste, jeg har læst, og sluttelig tilføier, at Drengen Christian Hansen, nys af Deres Velbyrdighed uværdigen ophøiet til Svend, holder, hvad man med et fremmed Ord kalder "Rendez-vous", med Deres Velbheds Datter i et lønligt Krat, uden Vidner, undlader jeg ikke derhos at henstille til gunstig Overveielse, om ei bemeldte Dreng, eller, som han ventelig nu skal kaldes: Svend, derved tilkiendegiver, at kun smudsig og nederdrægtig Egennytte eller Egoîsme, sigtende til Bogtrykkeriets og dertil hørende Avis's Erhværvelse, har været, for saa at sige, Ledestiernen i hans Opsætsighed og Obstination mod hans Læremester og den forudgaaede Sviig mod hans Principal. Som Løn for, hvad jeg her aabenbarer, forlanger jeg Intet - nei ingenlunde! Kuns vil jeg vise, at Redelighed og Dyd, forbunden med Fliid i mit forrige Kald, samt dydig Harme mod al Underfundighed og 225 Nidingsdaad, skulle af mig hyldes indtil den Stund, da jeg skal ombytte Timeligheden med Evigheden.

Sluttelig tegner jeg, ikke uden Forbittrelse, dog uden Nag og Nid, med

skyldig Høiagtelse
Deres Velbyrdigheds
tienstlige
O. Ditlevsen .

- . . . Det er mageløst godt skrevet, sagde Prokuratoren; en klog Karl er han ligegodt. Hm-hm, men skulde det være sandt, er det jo . . . rent nederdrægtigt. Saa maa Kristian væk.

Prokuratoren holdt ikke meget af at handle, men han var ikke uden den Fiffighed, som er svage Personers Forsvars- og Angrebsmiddel. Han havde i sin Tid lirket sig til sin Stilling som Svigersøn og Arving til det efter de Tiders Vilkaar ret indbringende Bogtrykkeri ved at snakke Madam Høst efter Munden. Det blev han egentlig bestandig ved med, men efterhaanden opdagede Svigermoderen, hvilken Pjalt han var, og gad i de sidste Aar omtrent ikke tale til ham. Hun havde gjort den Bestemmelse i sit Testament, at hendes lille Kapital skulde sættes fast til Datterdatteren; at Faderen kun skulde nyde Renterne, til hun blev myndig eller gift; samt at hun, hvis hun ønskede det, da kunde overdrage sin Mand Trykkeriet eller sælge det. Nu laa det altsaa fremfor alt i Prokuratorens Interesse, at hendes Mand ikke blev Bogtrykker. Tilmed havde han som hørende til det finere Borgerskab og næsten strejfende Embedsstanden, en altfor honnet Ambition til at bortgifte sin Datter med en Person af saa plebejisk Oprindelse som Kristian. Pint af Trang til en fin Plan barberede han sig, begav sig derpaa paa sin Formiddagsvandring til Gæstgivergaarden. De første Par Snapse Cognak, haabede han, skulde føde en eller anden lys Idé. Hans Haab glippede ikke heller. Før han gik hjem til Middag, var hans Plan moden.

Han skrev til København efter en Typograf, og i alle de fjorten Dage, der hengik, inden han fik Svar, overraskede han Kristian og Kristine ved at komme hjem om Aftenen Klokken syv og blive hjemme i al den Tid, de unge ellers plejede at anvende paa deres Læsning. Det var ubehageligt for dem begge i Begyndelsen, men Prokuratoren søgte at gøre Kristian det godt ved at lave Cognakstoddy til ham og sig selv og byde ham en Pibe. Kristian lagde nu for første Gang Mærke til, hvor myndig og kommanderende 226 Prokuratoren talte til sin Datter. Han vidste endnu ikke, at de ynkeligste Mænd er de største Tyranner mod Kvinder og Børn. Han saa', hvorledes den rolige, milde Klarhed paa hendes Ansigt ikke slog en Krusning, naar den lille Prokurator arrig trampede i Gulvet, hvis han fandt sin Pibe for løs eller for fast stoppet. Siden Madam Høsts Død havde Datteren maattet gøre alle den Slags Bekvemmeligheder i Stand til ham.

Da Prokurator Lyng fik Brev om, at hans nye Medhjælper var funden og kunde ventes straks, jog han en Aften sin Datter meget tidlig i Seng. Han klinkede med Kristian, kort efter lagde han Armen om hans Hals og sagde:

- Aa, min kære, tro Kristian! Du véd ikke, hvor jeg føler mig - hm . . . saadan erkendtlig. Men Du kan tro, jeg vil ogsaa . . . Hør Kristian! Du har Lyst til at uddanne Dig og saadan . . . jeg mener . . . Du vil opad, til Vejrs, hvad? Jeg har skaffet Dig en Plads paa et af de største Officiner i København. Dér, Kristian (her trak Prokuratoren fire Femdalersedler op af sin Tegnebog); der er Rejsepenge.

Dels paavirket af Toddyen, dels paavirket af sin egen Ædelhed, der bringer mangen Præst til at græde over sine egne Prædikener og mangen Poet til at gjøre det samme over sine egne Vers, kom Prokuratoren til at græde og hikke paa én Gang. Da Hikken blev ved, blev Graaden ogsaa ved. Han blev mere og mere rørt over sig selv, og efter at have vendt og drejet Tegnebogen flere Gange mellem Hænderne, tog han en rask Beslutning, aabnede den igen og sagde med en af Hulken kvalt Stemme:

- Dér, Kristian, dér! Der er en Femdalerseddel til. Saa bliver det lige 25 Daler. Du maa rejse i Morgen Aften . . . jeg . . . kan ikke taale at trække Adskillelsens saadan . . . højtidelige Stund længere ud. Ja . . . god Nat . . . nu vil jeg gaa i Seng, for jeg taaler ikke saadan, Du véd . . . hm . . . Sindsbevægelser og hm, . . . sligt.

Som i Søvne gik Kristian ud af Døren. Prokuratoren blandede sig endnu en Toddy kraftigere end den første, fik efterhaanden Magt over sin Rørelse, gik til Ro og sov de retfærdiges Søvn.

Kristian kunde ikke sove. Han skulde til København, Eventyrenes By, som hans Fantasi havde befolket paa det prægtigste med store Skikkelser, fra hvis Mund de gyldne Rim, de mægtige Ord om Frihed og Folkelighed var fløjede paa Vinger Landet rundt og tidt med bevæget Klang havde suset om hans Øren i den lave, tarvelige Sætterstue i den lille Købstad. At faa de store Mænd at 227 se! Hvordan mon de saa' ud? Mon de vilde tage mod en Hyldest af en saa ringe Tilbeder som en fattig Bogtrykkersvend? Men Kristine! Det stak og prikkede i hans Hjerte ved Tanken om at skulle skilles fra hende, skønt hun sagtens ikke brød sig om ham. Men nu vidste han, hvad han vilde. Han vilde slide og slæbe for at skrabe noget sammen til et lære noget for: Latin, Græsk, Tysk, Fransk, alt muligt. Han vilde tjene syv Aar for hende som Jakob for Rakel, komme og lægge sin Viden og Dygtighed for hendes Fod; hvor var det saa muligt andet, end at hun saa maatte holde af ham? Og han tænkte sig hende vokset endnu større og skønnere, stolt som den Jomfru Maria, han saa' paa Billedet i Herredsfogdens Stue, da han sidst var oppe at kræve Penge for Avisen.

Den næste Morgen trippede Prokuratoren med befippet Vimshed om i Huset og sørgede for, at Kristian og Kristine ikke kom til at veksle et Ord sammen. Da henad Eftermiddagen den Bondevogn kom, der skulde befordre Kristian til den nærmeste Købstad, hvorfra han skulde gaa videre først pr. Fragtmand, derefter pr. Kalvekusk, skyndede han utaalmodig paa Kristine, da hun kom ud i Gangen for at sige Farvel til Kristian og gav ham Haanden.

- Gaa ind, gaa ind . . . det trækker saa ækelt her . . . naa Farvel . . . Kristian, og Gud være med Dig! Men vil Du se, at Du øjeblikkelig kommer ind, Kristine!

Paa Vognen vendte Kristian sig om; han saa' Kristines Ansigt tæt mod Ruden. Hun saa' alvorlig vemodig paa ham. Tog han fejl! Var det to Taarer, der hang i hendes store Øjne, eller skuffedes han af en Lysrefleks fra Vinduesglasset?

IX. I København.

Det var med bankende, forventningsfuldt Hjerte, at Kristian kørte ind ad den gamle Vesterport; selv den røde Skildvagt gjorde et imponerende Indtryk paa ham. Da han havde faaet Logi i et lille Kammer, højt oppe paa en fjerde Bagsal og saa' ud over disse alt andet end skønne Linier, der dannedes af Brandmure, Halvtage, Kviste, klinede uregelmæssig paa hist og her, over dumt opløbende Skorstene, fortabte hans Fantasi sig i dette Virvar. Han fandt 228 det prægtigt, storartet. Der kunde jo muligvis fare mægtige Aander op med Røgen fra Skorstenspiberne.

Blot nogle Uger, og Støvet begyndte nu stærkt at afslides paa hans Idealismes Psykevinger.

Vistnok var Arbejdslokalet langt større end det gamle, men Udsigten til den mørke Baggaard, der lignede en Brønd, mellem de himmelhøje Huse, med den altid fugtige og smattede Stenbro, var ikke nær saa venlig som den forrige til Dammen med Ænderne og til de grønne Træer og Marker i den lille By. Og Aandens og Frihedens store Kæmper saa' han intet til. Han følte sig en Dag for hos en pæn, stille, ældre Typograf og spurgte, hvad han troede, at en af disse Mænd vilde sige, hvis man gik op til ham og tolkede ham sin Beundring.

- Han vilde tro, at De var smaatosset, Hansen, svarede han. For at komme saadanne Folk nær maa man - ja man maa da i det allermindste være akademisk Borger. Jeg har en Søstersøn, der er Student; ham har Oehlenschläger engang taget i Haanden ved en Fest i Studenterforeningen.

- Ja, men nu de liberale, der kæmper for alles Frihed?

- Hm - ja man skulde tro, at de var til at komme i Tale. Men de af dem, som jeg har set . . . ja det kan jo være, jeg tager fejl - de har været forskrækkelig fornemme.

Kristian fordybede sig i sit Arbejde; han sled og slæbte som en Hest i en Mølle. Han gav aldrig noget ud til Fornøjelser. Han maatte se at faa en lille Sum sparet sammen til at lære noget for. Efter et Aars Forløb havde han lagt omtrent et halvt Hundrede Daler til Side. Uagtet den gamle Typograf rystede paa Hovedet og paastod, at det aldrig kunde gaa, fik Kristian ham dog til at formaa sin Søstersøn til at vejlede ham lidt i Latin, naar han om Aftenen kom fra sit Arbejde. Latinen stod nemlig for ham som Nøglen til Intelligens og højere Dannelse. Studenten vilde ikke binde sig til at komme hver Aften; han kom en Gang imellem en halv Times Tid og gav Kristian de tarveligste Anvisninger. Med nogle brugte Eksemplarer af Badens Leksikon og Grammatik, som han havde købt hos en Boghøker, søgte Bogtrykkersvenden at bryde sig Vej gennem Cornelis Nepos. Modet glippede tidt, især naar han, efter møjsommelig at have tilkæmpet sig Forstaaelsen af en Side, tænkte paa Indholdet, thi da tvang det Hjertesuk sig frem: Herre Gud! er det saa dejligt? Er det saadan noget, de kalder for klassisk? Men han tog sin Fornuft fangen under Autoriteten og tvang sig til at finde det morsomt. Han bad sin Principal, 229 om han ikke maatte faa de Arbejder, hvori der skulde sættes Græsk, Hebraisk eller sligt, saa kunde han med det samme lære at kende Bogstaverne, og det var dog altid noget. Han var helt stolt, da han havde lært det græske og hebraiske Alfabet paa sine Fingre.

En Dag havde han sat en Artikel i et videnskabeligt Tidsskrift Forfatteren var en Videnskabsmand, hvis Navn havde en fuldlødig Klang hos alle, der hyldede liberale Ideer. Kristian havde behandlet sit Arbejde med den allerstørste Omhu. Med Andagt havde han betragtet Manuskriptet, der var skrevet af en saadan Mands Haand. Der var mange græske Citater deri. Kristian var sig bevidst, at ikke saa meget som en spiritus lenis var sat i Stedet for en spiritus asper. Da han omtrent var færdig dermed, sagde hans Principal til ham:

- I Dag kommer Doktor V. Hansen; han vil se paa sit Stykke i Tidsskriftet.

Hvilken højtidelig Dag! Kristian skulde stedes Ansigt til Ansigt med en af Nationens store monumentale Skikkelser! Alt var festligt beredt i hans Indre til Modtagelsen.

Op ad Dagen kom Frihedsmanden, en temmelig lille, smuk Mand med smaatskaarne elegante Ansigtstræk, Atlaskes Halsbind og smaa meget stive Flipper, hvis hele Fald var saa korrekt, at man fik den Mistanke, at det skulde gaa meget haardt til, hvis deres Ejer bekvemmede sig til at gøre Bevægelser, der bragte dem i Ulave. Frihedsmanden hilste fornemt-umærkelig paa det Geled af Sættere, som han passerede forbi. Foran ham gik Principalen ydmygt bukkende og pegede hen paa Kristian.

- Doktoren maa være overbærende; det er et ungt Menneske; men han er meget flittig og paapasselig.

Frihedsmanden nikkede og jog Officinets Ejer til Side med et nedladende Smil og en velvillig Haandbevægelse. Derpaa tog han Rentrykket og Manuskriptet bort for Næsen af Kristian, der saa' paa ham som en Delinkvent paa en Dommer.

- Hm, sagde Frihedsmanden, det er godt sat . . . men (her trak han en Blyant op af Lommen og foretog en Mængde Rettelser i Rentrykket, som det tog et godt Kvarter at gøre, derpaa kastede han Papiret ned paa Pulten igen). Kristians Øje gennemløb det hele i en Fart. I Naivetetens Hidsighed slap følgende Replik ud af ham:

- Men saadan stod der ikke i Manuskriptet; der stod det, som jeg har sat.

230

- Men nu vil jeg have det saadan, sagde Frihedsmanden og gik, fulgt af den bukkende Principal, der lidt efter kom tilbage og sagde:

- Det er en Stadsmand. De plaprede ud med noget, Hansen, som vi Bogtrykkere maa finde os i. Vi skal jo leve af de Folk. Det nytter ikke at mukke. Men Doktoren blev ikke vred. Han sagde til mig, da kan gik ud: Det unge Menneske viser megen Tænksomhed; ham bør De tage Dem specielt af. Ja det sagde han virkelig.

Det dæmpede lidt paa Kristians Forbitrelse, der, hvis den havde givet sig Luft, vilde have raabt: Han er lige saa fornem og uforskammet som en Justitsraad i en lille Købstad. Nu sagde han derimod til sig selv, at han helst var fri for at komme i Berøring med Frihedens Koryfæer. Nu havde han ikke mere de ideale Billeder af disse Folk, som han tidligere havde dannet sig, at ty til, naar han træt af Dagens Slid lukkede Øjnene og et Øjeblik hvilte i noget stort og skønt. Nu var Kristine ene om Pladsen.

Der gik Dage, og der gik Aar. Kristian mærkede det ikke. Han sled og slæbte, læste og læste. Han lærte en hel Del. Med Autodidaktens selvtillidsfulde Godtroenhed ansaa' han det sagtens for mere, end det var. Han kunde tyde Latin og vidste en Del græske Gloser. At han ikke skulde have pralet med sin Lærdom, vilde være for meget forlangt, naar man tænker paa den Umage, han havde haft med at erhverve sig den. Dette i Forbindelse med hans tilbageholdne Skyhed, der aldrig tillod ham at komme i et nærmere Forhold til sine Kammerater eller at slaa en lystig Aften ihjel med dem, bragte ham paa en en garde-Fod med de andre Sættere i Trykkeriet, hvem Principalen ogsaa altid foreholdt Kristian som Mønster, naar han havde noget at paatale eller at skænde over.

En Søndag Formiddag, da Kristian fra en af Appareillerne, der i gamle Dage førte ned fra Volden lige foran gamle Vesterport, var kommen ud paa Broen over den dybe Grav og støttet til Rækværket betragtede det ny oprettede Tivolis mellem Glaciets Træer fremdukkende løjerlige Bygningers blaamalede Tage og Kupler, mærkede han, at en stillede sig ved Siden af ham. Han vilde gaa videre, men blev standset af den nys tilkomne, som han nu først saa' op paa.

- Hej - Krisjan Hansen, hvad beha'r? Kendes Du inte ved din Skolekammerat over det, at Du har faaet Glarøjne paa Skaftet, hvad beha'r?

231

Jo det var ganske rigtig en gammel Skolekammerat fra Købstaden. Indfødt Københavner, men en Tid i Kost i L- hos en Rebslager, hvis Lærling han var bleven efter sin Konfirmation.

Kristian besvarede hans Hilsen og erfarede først, at hans Skolekammerat var kommen til København for faa Uger siden og søgte Arbejde. Kristian havde intet hørt fra sin gamle By. Et Brev, som han kort efter sin Ankomst til København havde skrevet til Prokurator Lyng, var aldrig blevet besvaret. Nu drev han ud ad Vesterbro med Rebslagersvenden og endogsaa ind paa en Beværtning, da den sidste bandte paa, at hvis han ikke øjeblikkelig fik "én og en halv", fik han "Poddegra" af Tørst. Rebslageren fortalte nu op ad Vægge og ned ad Stolper. Det varede længe, før han kom til, hvad der interesserede Kristian.

- Ja ser Du, han, din gamle Mester, Prokuratoren, han er nok temmelig til Rotterne. De siger, at han er bleven daarlig af for mange Cognakkere. Men se det faar nu ingen mig til at tro, for Spiritus er sgu sundt i og for sig. Han vilde gerne sælge hele Grejen, for Svigersønnen vilde jo inte ha'en.

- Svigersønnen? sagde Kristian - det blev sort for hans Øjne.

- Ja vel! Stort og fint skulde det være, men skidt og forbandet blev det. Ringere end Byfogdens Søn, der studerede til Præst, kunde det ikke være. Men saa kniber jo Justitsraaden sammen, begriber Du, og Fyren kunde inte faa mere af desse (her raslede Rebslageren mod Bordet med en Skindpung), saa drev han af. Naa det siger jeg inte noget til, for Mennesker er nu Mennesker og holder meget af Beværtningskældere. Da han saa inte blev Præst, saa maatte han nøjes med al blive Degn nogle Mil fra L-, men Tøsen og hendes Par Skillinger snuppede han jo. Men hvad Fanden sk'ar Dig, Krisjan Hansen? Du ser ud som en skrællet Agurk i Ansigtet. Du trænger vist myrderlig til en Hivert.

Kristian saa' halvt i Distraktion paa den talende. Pludselig brød han ud i en lang, krampagtig Latter. Rebslageren troede straks, at det var hans Vittighed med Agurken, der havde vakt hans Skolekammerats Beundring, og stemmede selv i med. Da Kristian var færdig med at le, slog han i Bordet, saa Glas og Flasker dinglede, og raabte:

- Nu gi'r jeg en Pægl Cognak!

- Det kalder jeg Redelighed og Honnethed, sagde Rebslageren.

232

Kristian drak sig fuld for første Gang i sit Liv. Han gik fra Knejpe til Knejpe med Rebslagersvenden. Hvordan han kom hjem, kunde han ikke huske. Mandag og Tirsdag Aften gentog det samme sig. Han vandt nu fuldstændig sine Fæller i Sætteriet ved at spendere lige saa megen Punsch paa dem, som de vilde drikke. Han sad tavs, til Brølet og Skraalet begyndte, da brølede han i som et vildt Dyr, for om muligt at overdøve de andre.

Han kunde ikke holde ud at være klar og ved Bevidsthed, thi en ætsende Bitterhed, en afmægtig Forbitrelse blandet med usigelig Væmmelse ved hele Tilværelsen pinte Sjælen ud af Livet paa ham. En Dag, da han stod ved sit Arbejde, besørgede han det med saa febrilsk Hast, at han var færdig med sin Sats før den sædvanlige Tid. Hans Øjne fløj urolig om i Rummet, som om han frygtede for at fæste dem paa en bestemt Plet, der ligesom drog og lokkede dem. Han havde den forfærdelige Følelse, som man har, naar man mærker, at Vanviddet er i Færd med at vælte ind over en, og ens sunde Sans fører en fortvivlet Kamp, men samtidig forud føler Nederlagets Komme. Det syntes ham, som den store matte Glasrude i Væggen over Indgangsdøren til det store Officin fra firkantet blev rund og skrumpede sammen til det lille Kighul i det gamle Trykkeri i L-, at noget farvet gennembrød det matte, mælkeagtige Glas, at Konturerne af et Ansigt tegnede sig tydeligere, for hver Gang hans Øje strejfede over Ruden. Til sidst kunde Øjet ikke komme forbi den mere. Ruden fængslede det med magnetisk Magt. Han hørte noget klirre og klingre - havde han kastet noget mod Ruden. Bevidstheden gik fra ham. Han faldt tungt om paa Gulvet.

X. Slutning.

Efter et langt Sygeleje og en endnu længere Rekonvalescens vandt Ungdommen Sejr. Der var kommet en stille Alvor over Kristian. Han havde fattet sin Beslutning. Hans Principal gik ind paa hans Plan: han hjalp ham til at købe Avisen og Trykkeriet i L-. Da han kom dertil, var Prokuratoren allerede død. Han undgik al personlig Forhandling med Arvingerne.

Han arbejdede atter ihærdig og satte sig ind navnlig i kom 233 munale Spørgsmaal og Landboforholdene, fik adskillige Retssager og Beslaglæggelser i Kristian VIII's sidste Regeringsaar og gennemlevede med sin hele Sjæl de stærke Stemninger, som 1848 bragte over Verden. Han omgikkes ikke meget med den fine Bybefolkning, der saa' lidt skævt til ham som erklæret Bondeven, men Smaaborgerne i Købstaden saavel som Landdistriktets Bønder saa' et Orakel i ham. Han boede i Madam Høsts gamle Stue. Han havde købt de Boet tilhørende Bøger, og langt ud paa Natten saa' man ude paa det lille Kærs Vand Lysskæret dirre fra Lampen inde i Dagligstuen. Der sad den unge Redaktør og læste de gamle Vers, han i sin Tid havde læst op for Madam Høst.

1849 stillede han sig som bondevenlig Kandidat til Folketinget for sin By og tilhørende Valgkreds. Og som Stemningen var dengang, gik hans Valg glat igennem. Og den Tids Stemning lagde en særegen Glans om Stillingen. Det forekom Kristian, som han var naaet til Ærens højeste Tinde, hvorfra han kunde slaa et Slag for de smaa i Samfundet. Da han i sin Valgtale omtalte, at han var et Fattighusbarn, susede en Bifaldsstorm om hans Øre. Det var for ham, som han i dette Øjeblik modtog et Adelspatent.

Da han vaagnede Morgenen efter den bevægede Dag, kom Reaktionen efter Begejstringen i Form af følgende Tanke: Og dog gik jeg glip af det bedste!

Han vandrede ud af Byen. Han tænkte paa, hvorledes den Energi, han havde udviklet, siden han kom op af hin voldsomme Sygdom, var født af en Slags Trods. Havde han før arbejdet for at besidde hende , saa var Maalet for de senere Aars Slid at svinge sig op til noget, der skulde fordunkle den Stilling, hun nu indtog i Samfundet Han fik den Idé at gaa ud og aflægge hende et Besøg i den Landsby, hvor hun boede. Han vilde triumferende, lade hende føle, hvad Fattigvæsensdrengen var bleven til. Han følte sig haard og kold nok til at kunne gøre det.

Det var omtrent halvanden Mil, han havde at gaa. Det var ad den samme Vej, han havde vandret hin Nat, da han flygtede fra Værtshusholderen. Nu var det en smuk Efteraarsmorgen med flimrende Spindelvæv over Planterne, med sydlig-dunkel Blaahed i Luften, imod hvilken Vejrmøllens Sejl skinnede saa hvide, at de skar i Øjnene. Skoven laa mørkegrøn, spillende over i det brune. Kun noget bleggult Løv fra de tidligst falmende Træer dansede hen over den fugtige Vej eller svømmede i Hjulsporenes blakket-gule Vand. Skovfogedhuset, hvorfra de glubske Hunde var styrtede ud som Ulve mod den natlige Landstryger, saa' nu 234 helt indbydende ud, bedækket, som det var, med den vilde Vins lys-karmoisinrøde Blade, der hang ned i Festons over de smaa Ruder og filtrede sig fantastisk ind i Hjortetakkerne over Døren, medens det smalle Havestykke foran Huset ud til Vejen straalede i Asters og Georginers høje Farver. Bogtrykkeren blev blød om Hjertet. Triumffølelsen sank. Han standsede sine Skridt og betænkte sig paa, om han ikke skulde opgive hele Ekspeditionen; thi den Holdning, han saa tillidsfuldt havde tænkt sig at indtage lige over for hende, følte han vilde knække. Men han havde været sejg hele sit Liv. Han vilde alligevel se hende og lade det bero paa Tilfældet, hvorledes han vilde skikke sig. Men jo nærmere han kom sit Maal, desto stærkere bankede hans Hjerte. Han kom til at tænke paa Jeppe, hvis Mave og Ben vilde til Kroen og Ryggen til Byen. Da lo han højt for at gøre sig modig.

Skolen laa tæt ud til Vejen. Der var blot en Grøft og en lav Buksbomhæk imellem dem. Der lød ud fra den som en Summen fra en Bikube. Bogtrykkeren vilde ikke gaa forbi Façaden. Skolelæreren skøttede han ikke om at se. Han gik da først langs Husets Gavl og fulgte et Dige, langs hvilket der stod nogle høje Popler og lave Pile. Bag dem laa Haven. Han drejede om Hjørnet af Diget, som paa den med Huset parallelle Grænse af Haven afløstes af et simpelt Hegn af sammenføjede Lægter uden synderlig Beplantning ud mod den aabne Mark. Han kunde med Lethed se ind gennem Haven og den bagved liggende smalle Gaard med et kort Udhus til venstre og helt op til Husets Bagside.

Ja, der sad hun i Haven, sortklædt og bleg, hyllet ind i et Shawl i den kølige Oktobermorgen. Hun sad paa en lille umalet, faststaaende Bænk under en gammel, stor Hybenbusk, hvis sparsomme, tynde, bleggule Blade Lyset gennemskinnede, og mod hvilke de aflange Frugter glødede blodrøde. Lige foran hende paa den tarvelige Plæne, hvis kortslaaede Græs afbrødes af Grupper af Fuchsiaer, Asters og knejsende Stokroser, laa en lille treaars Pige og legede med nogle Smaasten. Hun samlede dem op i sit Forklæde og kastede dem saa vidt spredte ud over Græsset, for igen møjsommelig at samle dem op, én for én, og under hvinende Jubel spildte hun sit Arbejdes Frugt paa ny.

Ja det var hendes Barn. Det var tydeligt. Hun havde jo det sorte, glinsende Haar og de brune Øjne, og Brynets smalle Stribe var ligesom trukken med en fin Pensel. Men hun selv var bleven mager og bleg. Hun saa' nonneagtig ud i sin sorte Merinos Kjole med den sorte Flors Krave. Kindens fine Bue var sunken ind, 235 saa Kindbenene var synlige: der laa som et Flor af Vemod over det alvorlige, tankefulde Øje. Ja det var endog, som Haaret havde mistet sin krusede Fylde, og som dets Glans var bleven mattere. Kun et lille Smil krusede Læben svagt, naar Barnet lo op imod hende. Enhver Lyst til at vise sig som Triumfator forgik Kristian. Han gik langsomt langs Lægtegærdet, thi han stod lige over for Kristine. Hun opdagede ham, saa' længe stift paa ham, derpaa fløj en Rødme over det blege Ansigt samtidig med, at hun besvarede hans Hilsen. Han stod lænet til den øverste Lægte og betragtede hende. Hun sad en Stund uvis, derpaa rejste hun sig, gik hen til ham og rakte ham Haanden. Han trykkede den stærkt. Da han slap den, gled den sagte ud og faldt ned som livløs.

- Har De det godt, Kristine? spurgte han.

- Der er ingen, der gør mig nogen Fortræd, svarede hun. Har De det ogsaa godt?

- Hm - jeg kunde have haft det bedre.

- De har jo svunget Dem til Vejrs. De er bleven til noget.

- Jeg var bleven til mere . . . hvis . . .

Hun forstod, hvad det Blik vilde sige, som han sendte imod hende. Det brændte hende ind i Sjælen. Hendes Mund skælvede, og et dybt Suk bevægede hele hendes Overkrop.

Jeg vidste det ikke dengang . . . . det gik først op for mig, længe, længe efter, hviskede hun, medens hvert Ord arbejdede sig frem som ved Tvang. Da greb han begge hendes Hænder og vilde trykke dem til sit Bryst. I det samme kaldte Barnet paa hende. Hun trak Hænderne stærkt til sig og vendte sig om.

- Hvad jeg er blevet til, er jeg dog blevet ved Dig, raabte han.

Hun tyssede ad ham med Haanden. Han saa' de to store stille Taarer i hendes sorte Øjenhaar.

- Der er intet at gøre ved. Vi tør ikke ses mere, sagde hun. Farvel! Tak, fordi De kom en Gang endnu.

Kristian gjorde omkring og saa' sig ikke mere tilbage. Paa Tilbagevejen, hvor han ikke fæstede sit Syn paa en eneste Genstand, men gik som en Søvngænger, tænkte han:

- Mon jeg var bleven til noget, hvis jeg havde faaet hende? Fik jeg ikke flest Kræfter, da jeg sørgede mest?

Endnu samme Dag skulde han forny flere gamle Bekendtskaber. Da han kom hjem, ventede flere Folk i Trykkeriet, som vilde tale med ham. De kom ind, en for en, i den gamle Dagligstue, hans nuværende Arbejdsværelse.

Først kom en vældig tyk Madam med et kobberrødt Ansigt, 236 omgivet af en tæt Kappe med flagrende Strimmel. Hun havde et rødtærnet uldent Tørklæde bundet over Kors paa Brystet, over hvilket hun holdt de store, røde karleagtige Hænder med en Guldring paa den ene og en Staalgigtring paa den anden Langfinger, tæt foldede. Hun begyndte med den rappeste Tungefærdighed:

- Ja jeg véd virkelig inte, om Rektøren erindrer mig, for ellers vil jeg sige, at vel er jeg en simpel Kone, der aldrig er bleven holdt til Videnskabelighed, eller har saadan finere Tænkekraft, men Herre Gud, Skæbningen har dog lige godt været med, dengang Hr. Rektøren skrev Kærestebreve for mig som Pige. Det var maaske den første Gang, Rektøren saadan skrev rigtig durk. For saadan rigtig bevægeligt skal det jo være med den Slags Fornemmelser, men man er nogle gode Tosser i Ungdommens Dage. Ja det véd vor Herre, at man er, for det Kærlighedsvrævl holder, ved Gud, inte i Længden, for der er ingen Bonnetet i det Tøj, om jeg saa maa sige. For naar jeg tænker paa, saadan som jeg har skraalet og tudet for Per Olsen, mens han var Dragon, og saadan som jeg har skabet mig for at faa ham, ja ligefrem smidt mig ner paa Ryggen i min Moders Køkken og skreget og galet og sparket og slaaet, saa maa jeg rigtignok sige, at det er mageløst simpelt af ham at komme lynende fuld hjem hver evigste Aften og sla' mig, saa de smaa Børn ser paa det. Og jeg vilde saa spørge Rektøren, om De kunde afse et Par Skilling, der, saa sandt jeg ønsker nogen Sinde at se mine salige Forældre i det andet Liv, kuns skal blive brugt til Tøj til de stakkels smaa Lam. For hvor skal de faa nogle Pjalter paa Kroppen, naar Faderen sætter alt det i Brændevin, han kan tjene som Handlanger hos Murmester Kielsen? og saa tænkte jeg som saa, at Rektøren har jo dog vaaren i mine salige Forældres simple Hus, og om ogsaa Fader kunde være noget galhovedet, naar han havde en Smule for meget, og det kan man jo inte sige noget imod, formedelst han jo var Værtshusholder, og det hørte til Professionen, saa mener jeg dog, at han holdt paa Relionen og Dyden og formanede Rektøren til det samme, hvorfor Rektøren ogsaa er bleven til den Mand, De er.

Kristian lovede at hjælpe og gav hende straks et Par Daler. Den næste Audienssøgende viste sig. Det var Momme. Han havde ikke forandret sig stort. Han satte straks sin brede Mund i Lave til et Smil fra det ene Øre til det andet; kneb det ene Øje sammen og sagde med dæmpet Stemme:

- Véd De, hvem De skylder, at De blev først Bogtrykker og Redaktør og saa Rigsdagsmand, Hansen?

237

- Nej -

- Mig; eneste og aleneste mig. Hvem opdagede Dem og Jomfru Lyng i Overdrevskrattet? Jeg. Og det var jo det, der voldede, at De gjorde Dem obsternasig mod det gamle Svin, Ditlevsen, og at De blev Svend i en Ruf. Kan De nu selv se? Naa, og De kan tro, at jeg har aketeret for Dem før Valget. Naa da! Ser De (her sank Stemmen ned til en fortrolig Hvisken) der var jo dem, der inte vilde have Dem - ja jeg nævner ingen - men jeg sagde jo til Justitsraaden, som jeg har et Par Processer i Baghaanden til, hvis han itte makker ret: Redaktør og Bogtrykker Kristian Jakob Hansen - jeg sagde Deres fulde Navn - skal være Rigsdagsmand - eller . . . ja saa fik han jo sin varme Frokost, det kan De stole paa, Hansen. Men hvad tror De, han svarede? Han sagde ganske spagfærdig: Det har De Ret i, Momme! For han turde ikke andet, ser De. Naa, og saa snakkede jeg med Bønderne fra Kragerup, fra Stakkeby, fra Ordrup og fra Tørslev, og jeg sagde: Stem paa Redaktør og Bogtrykker Kristian Jakob Hansen. Han er Folkets Ven og han holder paa Bondens Ret. Ja jeg spenderede sgu to Pægle Brændevin paa fire Gaardmænd fra Stakkeby, for der er alle Bønderne nogle Drukkendidrikker. Først gjorde de Vrævl, men jeg kunde montere dem og sagde: Hvem forstaar sig bedst paa Landets Anliggender, enten saadan nogle Transnuder som I eller jeg, som har skrevet Klager, Stævninger og Skøder i saa mange Aar? Se det slog dem jo begribeligvis, kan De selv tænke. Ja jeg har, om jeg saa maa sige det, en Kæft, der er berømt over hele Danmark. Véd De, hvorfor min Kone gik rejekt til Jordemodereksamen? Naa itte? Saa skal jeg sige Dem det, Hansen. Det var, fordi jeg tog ind til København, mens hun laa paa Stiftelsen, og lige op i Øjnene paa den Professorsnude, der var Kommandant for hele Jordemoderbataillonen, paatalte, at de gjorde Forskel paa de Fruentimmer, der laa paa Stiftelsen, eftersom de saa' godt ud eller itte. Men fordi jeg ligesom De er en Frihedsmand, ja rent ud sagt en Reppeblikaner, saa kan jeg ingen Vegne komme. Kan De laane mig ti Daler, Hansen - bare til Mortens Markedsdag? for saa tjener jeg ved Kommissioner til at købe Heste til forskellige store Proprietærer. Ja de vil jo itte være ve'et, men de bruger mig sgu alle sammen. Men jeg gaar stiltiende med det. For jeg siger altid: Praler Du, saa lyver Du.

Det kostede Kristian ti Daler at blive af med Momme.

Saa fremstillede sig en ynkelig Skikkelse. Høj, sværlemmet og knoklet, karmoisinrød i det ubarberede Ansigt, en af Fedt glinsende 238 Frakke uden Spor af Lu paa Klædet. Bogtrykkeren gik et Skridt tilbage. Det var Ole Ditlevsen, der havde mistet al sin Fedme og var reduceret til en ren Lazaron. Han rettede sig imidlertid og sagde med vred Patos:

- Fanden gale i Fruentimmerne og i Hurtigpresserne? Kender Du mig, Kristian? Ja der ser Du, hvad der er blevet af din gamle Læremester, bare fordi han paa sin ældre Alder giftede sig med Dyrlæge Løchtes Enke for at faa lidt kvindelig Pleje i Alderdommen. Hun gjorde sig gode Venner med Slagter Lunds Svend. Vi blev skilte ad . . . det var i K-g. Der var jeg flyttet hen, fordi jeg ikke vilde være Prokurator Lyngs Dreng. Saa kommer der et Par Aar efter en ny Bogtrykker. Han anskaffer sig Hurtigpresse, men saadan noget Svineri vilde jeg ikke have noget at gøre med. Men det er dumt, man kan jo ikke kæmpe alene med Tiden. Du, Kristian! nu er jeg, som Du véd kan skrive ortografisk og anvende alle Skilletegnene med den største Nøjagtighed, nu er jeg, din gamle Læremester, Fattighuslem i K-g. Kan Du taale at se paa det? Herre Gud, jeg skænkede dog en Bitter for Dig mangen Søndag Formiddag.

Kristians gamle Erindringer om hans Tyran kogte først op i ham. Da tænkte han paa, at der var et Øjeblik i hans Liv, da han havde berørt den samme Skraaplan, ad hvilken Ole Ditlevsen var gledet helt ned. Han foreslog ham da at blive hos ham og gaa lidt til Haande i Trykkeriet. Ditlevsen sagde:

- Friheden er god nok, men ikke for Drenge. Du kan tro, jeg skal holde dine Læredrenge i Ørene - ja vær rolig - Hug skal de ikke faa. Jeg bøjer mig for, hvad de jo kalder Tidens Aand. Men man kan jo ogsaa aandelig give af Grovfilen.

Da han var gaaet, stillede den unge Rigsdagsmand sig et Øjeblik hen i det aabne Vindue. En Erindring fra hans abrupte klassiske Studier: om de romerske Politikeres Forpligtelse til at sørge for panem et circenses randt ham i Hu.