Schandorph, Sophus ET OPRØR

ET OPRØR

106

        

107

Købstaden G- havde hidindtil været et af de fredeligste og loyaleste Steder paa Jorden. Næsten i en Menneskealder var den bleven regeret med en uindskrænket Magt af By- og Herredsfoged samt Birkedommer Popp, hvem Hs. Majestæt Kong Frederik den Sjette i sin Tid havde udnævnt til Kancelliraad og Ridder af Dannebrog, og Hans Majestæt Kong Kristian den Ottende til Justitsraad under hans under Allerhøjstsammes Regering indtrufne fem og tyveaarige Embedsjubilæum. Justitsraad Popp var en af de ægte, gode gamle Embedsmænd i Byen; velvillig og tjenstvillig mod sine Embedskolleger i Byen, for hvilke hans Hus altid stod gæstfrit aabent; gemytlig nedladende mod den mere velhavende Del af Borgerskabet, med et mildt Nik og en Haandbevægelse forholdende sig til de simplere handlende og Haandværkere. Han gik for en usædvanlig dygtig Mand. Var det i Egenskab af Politimand? Næppe. Byens Rendestene stank som Kloaker, dens halve Snes Brændevinsbrændere og Bryggere Jod ugenert deres Affald og Kogødning flyde ud deri. For at passere Gadernes høje, spidse, ved brede og dybe Mellemrum skilte Brosten, maatte man have de indfødtes ejendommelige Færdighed. Om Vinteren rodede man fra Klokken 4-5 i et ægyptisk Mørke, thi Vægteren, som skulde passe de genstridige Tranlygter, fandt sig aldrig foranlediget til at tænde dem, før han "raabte ni," saa at han ofte afbrød Verset i Midten uden smaaligt Hensyn til Meningen, for at tænde en saadan Lysbringer, og fortsatte det ganske rolig, naar denne Operation var forbi. Var Justitsraaden da et Lys som Dommer og Jurist? Man paastod rigtignok, at han af og til havde bragt Tyve til Bekendelse, ikke ved skarpt inkvisitorisk Forhør, men ved at lade den ene Politibetjent Niels Bagsvær, almindelig kaldet

        

108 Lunte-Niels, af sin smaat travende Gang, en bomstærk Karl, der tillige fungerede som Justitsraadens Livkusk, banke Delinkventerne ordentlig af i Arresten, men for Hævdelsen af den daglige Retssikkerhed interesserede Justitsraad Popp sig ikke synderlig. Da en Borger engang beklagede sig over, at der jævnlig blev stjaalet Ællinger og Kyllinger fra ham, klappede Byfogden ham beroligende paa Skuldrene og sagde: - Naa, ja, Troeisen - det er jo kedeligt, men det er aldrig værd at indlade sig paa Vidtløftigheder om den Ting. Skaf Dem et Par Andrikker og et Par Haner, saa bliver Tallet vel snart fuldt igen. Reusch - raabte han til den anden Politibetjent, en gammel fugtig Holstener, forhenværende Underofficer, - jeg synes, jeg har set i Raadstugaarden en to tre Haner blandt Deres Høns. De kan jo lade Troelsen faa den ene, - hvorpaa Hr. Reusch rettede sig og sagde: Ja wohl, Hr. Justitsroth. Bønderne i Jurisdiktionen havde største Respekt for Justitsraad Popp, thi over for dem var hans Taalmodighed kort. Naar de blev for vidtløftige paa Kontoret, sagde han kategorisk: Hold Mund, dit Fæ! og søgte vedkommende igen at komme til Orde, blev han med et Spark besørget ud af Døren. Men det bør ikke forties, at Justitsraaden paa samme Tid kunde vise sig skikkelig mod fattige Husmænd, der skulde betale Afgifter til forskellige af ham bestyrede Stiftelsers Kasser. Han skældte dem rigtignok ud for "Svin og Kludremasser", men hjalp dem mangen Gang af sin egen private Lomme, idet han brummede: Naa Dig, Kællingen og alle Ungerne kan man jo ikke saadan lade sulte uhjel. Naa - kan han saa komme af Sted - ud med sig. Men hvad der gav Justitsraad Popp en usædvanlig Anseelse, var, at han ved en ultraøkonomisk Administration havde bragt Byens Beholdning af rede Penge op til over 40,000 Rigsdaler. Efter hans eget og andres Udsagn eksisterede der ingen By i Danmark, hvor de kommunale Skatter var saa smaa som i G-. Dette Faktum gentoges tidlig og silde, hver Gang en svag Indvending vovede at bestride Byfogdens udmærkede Dygtighed, og paa disse to Dogmer grundedes G-befolkningens kommunale Trosbekendelse.

Borgerrepræsentationen (det nuværende Byraad) var lige saa konservativ som sin Formand, Justitsraad Popp. Naar han kort og fyndig havde udtalt sin uforgribelige Mening, saa' han flygtig om paa Raadets Medlemmer, der da gerne nikkede samtidig, som om de var bleven trukne i en Snor, ja Formanden, en Drejer, hvis Ærgerrighed var at tale saa korrekt som muligt, sagde: "Vi er i

        

109 denne, ikke mindre end i mangfoldige andre Henseender, ganske og aldeles af Justitsraadens Anskuelse." Kun en eneste Gang havde der indlistet sig et opponerende Element, det var Murmester Kolbe. Det var en undersætsig bredskuldret Mand, med et svært rødladent Ansigt, der ved første Øjekast forekom en at have et meget dvask og indolent Udtryk, men naar han slog de for det meste sænkede Øjenlaag op, spillede der et skelmsk, sarkastisk Lune i de ganske smaa brune Øjne. Trods sit satte og rolige Væsen, var han en stor Pudsenmager; der var lidt af en Scapin eller Henrik i ham. Der gik mange Sagn, hvoraf en Del endnu lever i Folkemunde, om hans smaa Uglspilstreger. En Vinter, da han skulde paa Isbaad over Store Bælt, maatte han og de andre rejsende overnatte paa Sprogø. Der var saa mange, at Gæstgiverstedet ikke kunde skaffe en Seng til hver, og Lars Kolbe holdt ikke af Sovekammerater. En Commis-voyageur, der stank af Pommade og Patchouli, der bar en Guldurkæde, saa stor som en Hundelænke, paa Maven, var den, som Skæbnen bestemte til at dele Seng med Murmesteren. Denne lod først, som intet var i Vejen, klædte sig af og lod Handelsmanden lægge sig ved hans Side. Men lidt efter begyndte Lars Kolbe at klø og skrabe sig over hele Kroppen. - Hvad er der i Vejen, ærede samtidige? spurgte Prøverytteren. - Aa, jeg har bare en Smule Fnat, lød Svaret. Som stukken af en Slange for den ulykkelige Københavner op og ud af Sengen, indsvøbte sig i sin store Astrakanspels og lagde sig paa Gulvet. Lars Kolbe vendte sig vel tilfreds i Sengen og sov snart de retfærdiges Søvn. Saalunde erobrede Murmesteren sig et Sengested for sig selv.

Murmester Kolbe havde aldrig tænkt paa at stille sig i systematisk Opposition til Byfogden eller nogen anden Autoritet, men da han tilfældigvis engang var bleven valgt til Borgerrepræsentant, frembød Forsamlingens Nikkedukkevæsen lige over for Justitsraad Popp ham et saa uimodstaaeligt Stof til Smaadrillerier, at hans medfødte Lyst til, som den populære Talemaade hedder, at sætte Lus i Skindpelsen, ikke kunde modstaa Fristelsen. Naar da Drejeren i Møderne gav Signal til, at Medlemmerne skulde slutte sig til Byfogdens motiverede Votum, sagde Lars Kolbe med den roligste og mildeste Tone af Verden: Ja, jeg mener nu rigtignok lige det modsatte. Da dette første Gang skete, fløj Justitsraaden op fra Lænestolen som en skræmmret Hane fra sin Mødding, blev coquelicot i Hovedet, slog i Bordet og raabte: Er De bindegal, Mand? - Nej jeg tror det da egentlig ikke, Hr. Justitsraad,

        

110 sagde Mureren med sit mest poliske Ansigt. Sagen gjaldt en ny Gadelygtes Opstilling. Byfogden vilde nemlig gerne have Lygten ved Siden af Indkørselen til sin Port, og da hans Hus laa flere Alen tilbage for de nærmeste Huse, men Fortovet med Rendestenen ikke fulgte Indhugget og derved dannede en brudt Linie, paastod Lars Kolbe, at Lygten vilde skuffe dem, der kom kørende, idet de ved at styre efter den i Indhugget staaende Lygte var udsatte for at vælte i den usædvanlig dybe og mudrede Rendesten. Lars Kolbe kom naturligvis i Minoritet, men bemærkede ved Mødets Slutning: Jeg vil holde 50 Daler paa, at jeg faar Ret. Nogle Dage efter at Lygten var placeret langt inde paa Fortovet lige ved Byfogedboligens Port, mødte Lars Kolbe uden for Byen en forhenværende Rebslager Setler, nu et gammelt fordrukkent Fattighuslem, der i sin Tid havde været, hvad man kalder en Himmelhund, til al Slags Kommers. Murmesteren fik en Idé. - Hej, Setler! kunde De have Lyst til at tjene fem Glas Punsch af Jakob Hansens søde Romekstrakt.

Rebslageren gloede stupid op gennem Haartjavserne, der hang ned under den fedtede grønne Bulehat og halvt skjulte hans smaa røde Øjne. Han rystede skeptisk paa Hovedet og sagde i en elegisk Tone:

- Herre Gud, Hr. Kolbe, hvorfor gør De Nar af en gammel fattig Medborger, som Modgang og Sygdom har forhindret i at tjene sit Brød?

- Har De ligget længe syg, Setler?

- Saa sandt jeg staar en Synder for Gud, jeg er aldrig rask, men Gud ske Lov saa godt som aldrig sengeliggende.

- Men af og til rendestensliggende - hvad Setler? Rebslagerens Ansigt fremviste tydelig en Antydning af et fedtet Smil, men antog snart sit nedslaaede Udtryk:

- Hr. Kolbe, jeg har jo hverken Kone eller Børn til at udøse mine Sorger for. De véd jo, at min Malene for mange Aar siden kvaltes i et Stykke Flæskesvær med en opstuvet Kantøffel til, og at min eneste Datter løb med en Komediantspiller. Hvad Trøst har jeg saa uden den ulyksalige Spiritus?

- Ja Verden er haard at gaa paa, Setler. Men hvad siger De saa om de fem Glas sød Ekstraktpunsch?

Setler lod Tungen flere Gange glide frem og tilbage over sine Læber, fæstede sine svinepoliske Øjne forskende paa Murmesterens brede Ansigt og rystede atter paa Hovedet.

111

- Hvor kan det nu more Dem saadan at sætte et skrøbeligt Menneskes kødelige Lyster og Begæringer i Urolighed? klynkede han.

- Vil De have, at jeg skal bande paa, at De skal faa de fem Glas Punsch, hvis De gør mig en lille Tjeneste? De skal, Satan rive mig, faa dem. Tror De mig nu?

- Jo det véd den kære Gud, jeg gør, sagde Setler, slog sig kækt en Bule oven i sin fedtede Hat og fejede Haartjavserne til Side fra Panden med Pegefingeren. - Aldrig tror jeg, har nogen budt en fattig Mand fem Glas Punsch paa én Gang. Jeg gør meget for en halv Pægl, men for fem Glas Punsch - alt.

- Det skal nu ikke være saa farlig meget, sagde Kolbe. - De skal bare gøre en lille Køretur i Eftermiddag, naar det bliver mørkt. De faar Glarmesterens gamle Enspændervogn med hans gamle røde for. De kører ud ad Vester- og ind ad Nørreport, men saa sørger De for at vælte lige i Rendestenen ud for Justitsaaad Popps Port. Tager Køretøjet eller Ralliken Skade, betaler jeg den. De selv maa sørge for at være ædru, saa kan De aldrig komme noget til, for jeg skal sige Dem, midt i Rendestenen ligger en stor sammenfejet Skarndynge, som De maa sørge for at falde i. Det generer Dem vel ikke, om De bliver noget snavset?

- Aa Gud nej, Hr. Kolbe, hvad det angaar, saa er det jo noget, jeg er vant til i min ringe Stilling, og, som De før allerede har sagt, er jeg jo nogenlunde kendt med Rendestene. Man kan da vadske sig, hvis man synes, at det er Umagen værd; men jeg skal jo ikke gøre Stads mere i denne Verden. Men hvis jeg turde spørge Hr. Kolbe, hvorfor De vil have mig i Rendestenen denne Gang . . . .?

- Det er et Væddemaal. Men drikker De Dem fuld og slaar Dem i Stykker, faar De kun en Pægl Brændevin og ingen Punsch.

- De maa da ikke tro, Hr. Kolbe, at jeg slet ikke kan beherske mig. Man er dog et Menneske, om man ogsaa maa ty til det offentliges Understøttelse, hvad der rigtignok er meget kreperende for en gammel Borgermand, Men naar jeg siger til mig selv: Hør Peter Kristian Setler; hvis Du entholder Dig fra Brændevin i Formiddag, faar Du baade Brændevin og Punsch i Eftermiddag, saa maatte jeg jo være et umælende Kre'tur, hvis jeg inte kunde vise en Smule Kraft i Karreteren blot en halv Dagstid.

112

- Ja saa er det en ren Aftale, Setler. De kommer og faar Køretøjet hos mig Klokken fire.

- Vel, Hr. Kolbe, sagde Setler, satte Hatten paa tre Haar og sang:

I Sorg og Plage,
med Graad og Tuden,
jeg tidt maa tage
mod en paa Snuden.
Men nu jeg mærker
blir Vaaren grøn, -
højt synger Lærker
Om Dydens Løn.

Om Eftermiddagen Klokken henad seks, da Justitsraad Popp sad i det inderste Kontor, og hans Fuldmægtige og Skrivere arbejdede i det yderste, høres der udenfor et Rabalder og et Skraal. Justitsraaden aabner Vinduet og raaber barsk: Hvad er her paa Færde, hvad er det for et Spektakel?

- Aa Gud hjælpe mig, klynkede en mat Stemme, og ved Lygteskæret skimtede Byfogden en væltet Vogn. Kontorfolkene ilede ud og fandt en Mand, helt besudlet i Ansigtet. Han ømmede sig ynkelig.

- Han bløder, raabte en ung medlidende Kontorist.

- Niels Bagsvær, raabte Byfogden, hent Barber Helt, sæt Manden paa Trappen, hold De ved ham saa længe, Petersen. Hvor Fanden kunde han vælte midt paa Gaden, Klodrian?

- Aa, jeg fulgte den Lygte, jeg troede, den stod ved Rendestenen, jamrede den af Kolbe instruerede Rebslager.

Barberen kom, Rebslageren blev bragt ind paa det forreste Kontor, og det viste sig nu, at det, som randt ned ad hans Ansigt, ikke var Blod, men Rendestensskarn. Kontoristerne brast ud i Fnisen, Barberen blev ærgerlig og Justitsraaden smækvred.

- Fæhoved! hvor turde han understaa sig i at brøle saadan op, naar han ikke var kommen til mindste Skade?

- Saa sandt jeg er en arm Synder, troede jeg, min sidste Time var slaaet. Det er en Skam, at en saa højtstaaende Mand som Justitsraaden skal have nedladt sig til at have Ulejlighed for en saa lavtstaaende Person som mig, og det for det bare Rendestensmøgs Skyld. Jeg kan kun lønne Deres Højvelbaarenhed ved at nedbede al Velsignelse over Deres Højvelbaarenhed med højstærede Familie.

- Hold Mund og skrup af.

- Jo vel, Hr. Justitsraad.

113

Enspændertøjet havde ingen anden Overlast lidt, end at den ene Stang var knækket. Setler begav sig, saa skiden som han var, til Murmester Kolbe og berettede ham om sit vel udførte Hverv. Han fik Penge til fem Glas Punsch og en Pægl Finkel, drak dem trolig samme Aften, blev selvfølgelig døddrukken, kunde ikke finde hjem til Fattighuset, men maatte sove ud i en Baas i Værtshusholderens Kostald, hvor han tilbragte Natten sammen med et Lam og en Gris, hvis dyriske Varme var af stor Betydning for ham i den kolde Vinternat.

Nogle Dage efter havde Kommunens Repræsentanter Møde. Da Murmester Kolbe traadte ind i Raadhussalen, mødte Byfogden ham med et Ansigt som en Hund, der har inderlig Lyst til at fare løs og bide, men ikke tør udsætte sig for Følgerne. Kolbe hilste pænt og artig paa ham og sagde som en passant til sin Sidemand:

- Kan Du se, det gik dog galt med den Lygte i Indhugget. Glarmesterens Enspændertøj væltede badovs ned i Rendestenen forgangen Aften.

Justitsraaden hostede gentagne Gange og bed sine Knoer til Blods. Med dirrende Stemme sagde han:

- Ingen uvedkommende Bemærkninger maa afbryde Forhandlingerne.

- Det mener jeg med, sagde Kolbe i en bifaldende Tone, det vil sige, naar de først er begyndt.

Nu kunde Justitsraaden ikke holde sig længere. Han slog i Bordet og sagde:

- Hvem tror De forstaar sig bedst paa Landets Lov og Ret, De eller jeg, min gode Mand?

- Det gør begribeligvis De, Hr. Justitsraad, svarede Murmesteren ydmygt, De har jo endogsaa læst om det paa Latin; det har jeg aldrig.

Byfogden var kun dansk Jurist, og Kolbe havde ramt hans saarligste Sted. Han var aldeles ude af sig selv, snakkede bagvendt hvert Øjeblik og hævede kort efter Mødet. Da Repræsentanterne var ved at forlade Lokalet, holdt han deres Formand, Drejeren, tilbage:

- Hør, Rasmussen, sagde han, jeg vil ikke have den Murerkøter mere i Repræsentationen. Han maa ud til Foraaret, naar der skal vælges.

Drejeren svarede med højtidelig Emfase: Jeg skal ved denne som ved hver anden Lejlighed stræbe efter bedste Evne at opfylde det af Hr. Justitsraaden for mig ytrede Ønske, og skal jeg i 114 den Anledning ikke undlade at benytte mig af den Indflydelse, som agtede Medborgeres fleraarige Tillid i ikke ganske ringe Maal har forlenet mig med.

Det er en Selvfølge, at da et Sygehus skulde bygges i Byen, hvis Opførelse Murmester Kolbe ønskede at paatage sig, sørgede Justitsraad Popp ved Hjælp af den ham underdanige Repræsentation for, at Arbejdet blev overdraget hans Konkurrent, en ung tysk Murmester, en stortalende Vindbeutel, der havde vakt stor Forbitrelse ved i Anledning af de befrygtede Uroligheder i Hertugdømmerne (vi er mod Slutningen af 1847) at ytre højt i Klubben: Probir aldrig po Krieg met Tyschland, en Tyscher prigler tre Dansker af. Da en ung Handelsbetjent ytrede Lyst til at lade Hr. Würz forsøge sine Kræfter mod en Dansker, sagde en ældre erfaren Borger til ham: Lad vær' med det, han har Arbejde for Justitsraaden. Og da Handelsbetjenten var en saa moderne Nihilist, at han sagde: Jeg bryder mig Fanden baade om Tyskeren og Justitsraaden, løftede der sig et almindeligt Indignationsskrig mod den unge Mand fra de ældre, der erklærede, at en saadan Grønskolling smukt skulde stikke Fingeren i Jorden og lugte, i hvad By han var. - Her har nu Justitsraaden en Gang Overtaget, sagde Slagter Pallesen, det kan ikke nytte at stritte imod. Naturligvis blev Kolbe ikke genvalgt til Borgerrepræsentant.

Begivenhederne i Foraaret 1848 gjorde Justitsraaden aldeles konfus og rasende. At Martsministeriet var ham en Kilde til Forargelse, vil ingen undres over. Han ytrede sig derom til Amtsforvalteren:

- Hvad mener De, min gode Kammerraad - Lehmann og Tscherning? De er bleven Ministre, netop fordi de har været opsætsige, trodsige og uforskammede. Det er, Gud hjælpe mig, som De vilde gøre den Slubbert, Murmester Kolbe, til Byfoged her i Byen. - Ypperligt Indfald, kære Justitsraad, hæ, hæ, hæ, sagde Kammerraaden høflig. Hver ny Avis, han læste, bragte Justitsraaden mere og mere ud af Koncepterne. Da han en Dag lige efter Middagsbordet fik fat paa en Provinsavis, der udkom i en større Naboby, og som han ellers brugte til at læse sig ind i sin Middagslur med, saa' han deri en ledende Artikel, der begyndte med følgende Ord: "Folkesuverænetetens store Princip er proklameret overalt," og blev saa rasende, at han med ét rejste sig fra Sofaen og gik ned i sin Have med det ubestemte Haab om, at den friske Luft muligvis vilde berolige hans ophidsede Blod. - Ja, jeg skulde bare være Konge, snerrede han, jeg skulde min Sæl indbanke dem paa deres Rygstykker, hvem der var Suveræn.

115

Justitsraaden havde en stor og smuk Have. Det var i Maj Maaned, Ribs- og Stikkelsbærbuske stod med deres lysegrønne, nylig udfoldede Blade, Pinseliljerne bredte sig yppig i Bedene, og allerede begyndte det store Tulipanflor at varsle om den Farvepragt, det om føje Tid skulde prange med. Iris, dunkelrøde Pæoner, hvide, gule og skarlagenrøde Ranunkler straalede med de reneste Farver i den klare, høje Luft. Ved Enden af Haven laa en Dam, ud over hvilken Syrén- og Hyldebuske bøjede sig, og paa det skraa Jordaffald voksede en Masse Liljekonvaller, hvis fine Klokker dirrede mellem de brede, saftfulde, graagrønne Blade. Tæt ved Dammens Rand stod en Bænk under en gammel, vild Rosenbusk, der havde naaet et Træs Højde. Paa Bænken sad en ung Mand og en ung Pige, Haand i Haand i ivrig Samtale.

- Jo ser Du, sagde den unge Mand, Du behøver kun at vente fire Aar, saa har Du endda kun naaet de tre og tyve. Naar jeg har rejst udenlands og kommer hjem, skal jeg nok have tjent saa meget, at jeg kan bygge os et lille Hus.

- Det maa endelig være ved Vandet, August, sagde den unge Pige, selv om det kun er en Dam, som denne. Naar man er ene, maa man have Fortrolighed og Venskab til sine Omgivelser; og et Landskab uden Vand, er for mig, som et Ansigt, hvor Øjet mangler.

Den unge Mand kyssede hendes blonde Krøller, der skjulte den hvide Nakke og hang ned over Skuldrene paa hende.

- Du skal se, det gaar nok, som vi ønsker, sagde han, vi ønsker jo intet urimeligt.

- Ja, og vi vilde jo ikke gøre et eneste Menneske Fortræd med vor Lykke, sagde hun, - hvorfor skulde vi saa ikke naa den? - Men Gud - August - der kommer nogen - aa - hvad skal jeg gøre? Skynd Dig - August - se at komme bort . . . .

Den unge Mand fór op og vilde slaa ind paa en Sti, der førte til en Laage med Udgang til Marken. Men Justitsraaden, der, som vi har set, var bleven forstyrret i sin Middagssøvn, under hvilken hans Søsterdatter plejede at have dette Stævnemøde med sin Elsker, mødte ham midt paa Stien og stillede sig i Vejen for ham med korslagte Arme og med et Blik, som den olympiske Tordners.

- Naa saa De bliver ved med de Drengestreger? Lod jeg Dem ikke for flere Aar siden vide, at siden De havde forladt Latinskolen og var slaaet ind paa det Murerklatteri, vilde jeg ikke vide noget at sige af Deres Kurmageri til min Niece. Jeg bryder mig Fanden om Tidens demokratiske Vrøvl; det skal jeg vise Dem.

116

Jeg vil intet Familieskab have uden for Embedsstanden. De kan være rolig for, at i det mindste i denne By skal de moderne samfundsopløsende Bestræbelser ikke faa Indpas, saa længe jeg lever.

- Vi faar at se, Hr. Justitsraad.

- Ja det skal De sgu faa at se. Tror De, jeg er bange for at lade Niels Bagsvær og Reusch i Uniform transportere Dem ud over mine Enemærker.

- Der behøves hverken Uniform eller Politimagt, Hr. Justitsraad; jeg skal nok gaa min Vej. Men De skal se, at den Tid er allerede kommen, da alle fornuftige Mennesker blæser ad Titler og Rang, da den rene Menneskelighed triumferende bliver genindsat i sine Rettigheder, da . . . .

- Ja, den Tid, da Æslet gaar med sin Herre under Armen. Drengepjank. - Ud fra min Grund eller . . . .

- Farvel, Hr. Justitsraad, men det bliver ikke det sidste Ord imellem os . . . og dermed gik det unge Menneske hen ad Havestien og ud gennem Laagen.

Justitsraaden kastede et foragteligt Blik efter ham og gik derpaa ned til Bænken, hvor hans Niece endnu sad og skælvede som et Æspeløv.

- Op med Dig, sagde han med Kommandorøst, herefter kommer Du ikke uden for Stuen uden min Ledsagelse.

Den unge bortviste Elsker var en Søn af en afdød Klokker og Kordegn i Byen. Faderen var en gemytlig gammel norsk Student, der var almindelig afholdt for sine selskabelige Talenter, og navnlig for sit udmærkede L'hombrespil, der havde givet ham Adgang til Embedsmændenes fra Borgerskabets strengt afsondrede Kreds. Da han døde og efterlod en Dreng paa tolv Aar, holdt en Kreds at Faderens L'hombrekammerater ham i den nærmeste Købstads Latinskole. Det var sket i den nobleste Hensigt. Embedsmændene mente naturligvis, at det var den største Velgerning, de kunde vise Drengen. Denne gjorde i Begyndelsen gode Fremskridt, men i hans sekstende Aar tog Lysten til Tegning Overhaand, og hans Rektor raadede hans Beskyttere til at lade ham opgive Studeringerne. Men disse vilde tvinge ham. Den unge Fyr tog da selv Rejsepas og løb til sin Fødeby til en gammel Farverenke, som hans Forældre i sin Tid havde boet til Leje hos. Drengen havde været hendes Kæledægge, men da hun ikke vidste, hvad hun egentlig skulde gøre ved ham, og hun ingen klogere Mand kendte end den gamle Distriktslæge, som kurerede paa hende for hendes Astma, spurgte hun ham til Raads. Denne, som var 117 en fordomsfri og fornuftig Mand, fik ud af Drengen, at han havde Lyst til at være Arkitekt, mente, at han kunde have godt af at være i Murerlære et Par Aar, og da han vidste, at Lars Kolbe var en dygtig Mand, foreslog han ham at tage August Thorsen. - Faderen var jo en flink gammel Karl, sagde han; jeg har jo ingen Børn, og De er jo Pebersvend, hvad kan det hjælpe at piske ham ind paa det Studentervæsen? - Kolbe svarede: Lad De ham komme, Hr. Doktor, duer Hvalpen, kan vi jo enes om at holde ham paa Akademiet i København, naar Tiden kommer. Han æder vel ikke mere, end vi har i Spisekamret. August gennemgik sin Læretid. 17 Aar gammel berusede han sig paa et Klubbal i Byfogdens forældreløse Søsterdatters blaa Øjne; han fulgte hende hjem, og det pur unge Par blev enigt om Tingene i en stjerneklar Vinternat og vekslede et Kys midt paa Byens Torv. Uheldigvis havde en Natvægter set det, han fortalte Skandalen til Politibetjent Reusch, denne lod Historien gaa videre til Justitsraadens Husjomfru, og saaledes kom den for Justitsraadens Øren. Denne læste sin Søsterdatter ordentlig Teksten og skrev et Brev til Distriktslægen, hvori han ikke undlod at tilmelde Hr. Doktoren til behagelig Underretning, at afgangne Klokker Thorsens Søn, som Hr. Doktoren efter Forlydende interesserede sig for, ikke, paa Grund af den af ham valgte fremtidige Stilling som Haandværker, under nogen Omstændigheder kunde træde i Familieforhold til ham, hvorfor han skulde have Hr. Doktoren behageligst anmodet om at tilkendegive bemeldte Thorsen, at han havde at afholde sig fra hans Hus og dertil hørende omliggende Grund. Den gamle Læge lo og sagde ved sig selv: Han slægter Racen paa; Faderen var i sin Studentertid en Hund efter kønne Fruentimmer. Han ytrede intet til den unge Fyr - den Slags Ting giver sig altid paa en eller anden Maade, og Jeronimus bliver altid til Aal, sagde han til sin Kone. De to unge Mennesker havde imidlertid, maaske æggede netop ved Modstanden, besluttet at holde sammen. Den gamle Farverenke besørgede de Breve, som de vekslede, baade medens August var i Byen, og efter at han var taget til København. Nu da han var i Besøg hos Distriktslægen, havde de holdt Elskovsmøde hver Dag, medens Justitsraad Popp sov til Middag, men i Dag havde de store europæiske Forhold grebet forstyrrende ind i de unge Menneskers Idyl.

Det vil let indses, at et livligt ungt Menneske paa 20 Aar i Foraaret 1848 ikke kunde undgaa at blive patriotisk og politisk berørt. August Thorsens Formyndere havde gjort alt for at holde

        

118 ham fra at gaa frivillig med i Martsdagene, ikke desto mindre havde han meldt sig til Eksercerskolen. Ved en Gymnastikøvelse havde han imidlertid ved et uheldigt Fald brækket sin venstre Arm. Den var nu helbredet, men der vilde gaa nogle Maaneder, inden den fik sin fulde Førlighed, og sin Rekonvalescenstid havde han tilbragt i Distriktslægens Hus.

Vi forlod ham lige i det Øjeblik, da Justitsraad Popp som en Kerub med Flammesværdet havde drevet ham ud af Edens Have. Knyttende Hænderne, oprørt i sit inderste Hjerte over hans Tyranni, dreves han over en almindelig Forbitrelse mod alle Verdens Despoter. Ça ira, raabte han, Løven har allerede rystet sin Manke og brølet, den har sprængt sine Lænker, og I skal faa dens Klo at føle - med disse Ord krummede han sin Haand som en Klo for plastisk at anskueliggøre sin Tanke og slog ud i Luften med den. Han kom ud af sin Ekstase ved at faa fat i en Frakkekrave, der tilhørte en Mand, som han først nu saa' stod lige over for ham.

- Hvad - vil Du slaas, August? spurgte Murmester Kolbe.

- Om Forladelse, kære Hr. Kolbe, jeg saa' Dem ikke, og jeg er saa yderlig forbitret. Hvor jeg hader Tyrannerne! Hvor jeg længes efter at knuse dem.

Ja, det skulde Du sgu gøre, sagde Kolbe.

- Tror De, vi kunde faa en Revolution i Stand her i Byen og knuse vor Tyran?

- Det kunde saamænd gerne være, sagde Murmesteren. Det kunde egentlig more mig. Den gamle har vel igen været efter Dig og Pigebarnet ligesom forgangen Aar?

August blev ildrød i Hovedet. Han anede ikke, at Kolbe vidste noget om hans Kærlighedshistorie. Lægen havde i sin Tid fortalt ham den og sagt: Lad os lade den Ting gaa sin Gang; er det Børnestreger, driver det vel over, og er det Alvor, saa er det jo en rar lille Pige, som Drengen godt kan være tjent med. - Ja, Kæreste- og alt andet Fruentimmervrøvl skal jeg nok holde mine Fingre fra, sagde Lars Kolbe, der var en stor Skeptiker over for alle erotiske Fænomener. Men nu havde Historien med Sygehuset ærgret ham mere, end han vilde tilstaa for sig selv, og han havde tidt grubiet paa, hvorledes han skulde spille Justitsraaden et Puds. Da han havde faaet at vide, hvorledes det var gaaet August og hans elskede, der i Tillid til Justitsraadens Middagssøvn 119 søvn hver Dag havde haft en tête à tête, som for Fremtiden vilde blive umulig, sagde han:

- Skal jeg gøre Revolution for Dig? Mens saa den gamle og hans Politibetjente slaas med den, kan Du jo rende med Tøsen.

- Er det Deres Alvor, Hr. Kolbe?

- Ja, vil Du have det, saa lover jeg en Revolution i Morgen Men jeg maa have Jordemoderen paa vor Side?

- Hvem, Jordemoderen?

- Ja vel, Jordemoderen. Hendes Mand, Guldsmed Mortensen, er jo Borgerkaptajn, og hun er hans Major. Vi maa sørge for, at det gaar som i Paris i Januar; jeg læste jo i Aviserne, at Borgervæbningen gjorde fælles Sag med Folket.

- Gør De ikke Nar af mig?

- Nej, jeg gør sgu ikke. Vi maa ogsaa vinde Rebslager Setler, han skal anføre Proletariatet, eller hvad det hedder. Naa, der slipper man da med et Par Glas Punsch.

Den unge Mand begyndte at faa Interesse for Sagen. Hvad skal jeg da gøre? spurgte han.

- Du skal ophidse Svendene her i Byen mod Murmester Würz og hans Tyskere, der arbejder paa Sygehuset. Du har jo arbejdet sammen med de fleste af mine Svende. Gaa nu straks ned paa Brændevinsbrænderens Lade, hvor de arbejder, saa gaar jeg til Jordemoderen.

Medens altsaa August med ungdommelig Patos bearbejdede Mursvendene og bad dem hjælpe til at afkaste det nedværdigende Despoti, der tog Brødet ud af Munden paa Landets Børn for at give det til Landets Fjender, gik Lars Kolbe ned til Guldsmed Mortensen, Jordemoderens Mand.

Denne, et tykt blegfedt Individ, laa paa en Hestehaarssofa med et stort Porcelænskrus Øl foran sig paa Bordet. Han var, som sagt, egentlig Guldsmed, men havde ikke beskæftiget sig med sit Haandværk i flere Aar. Familien levede af hans Kones Praksis. Han overvandt kun sin Indolens, naar Borgerkorpset, hvis Chef han var, holdt Eksercits. Naar han fik den røde Spidskjole med Guldepauletterne paa og den vældige trekantede Hat, hvis bageste Snip kradsede ham langt nede paa Ryggen, fór der Energi og værdig Alvor i ham, og da han sidste Gang stod som Kommandør for sit Korps, der var opstillet foran Gæstgivergaarden, medens højsalig Kong Kristian VIII opholdt sig der, raabte han til Lars Kolbe, der paa Drilleri tiltale ham en passant 120 med det Spørgsmaal, om hans Kone havde faaet Jens Larsens Kone i Overup vel forløst:

- Væk Lars! Jeg har Ordre baade paa Bajonetstød og Kolbeslag, hvis nogen kommer mig for nær.

- Er Madam Mortensen hjemme, spurgte Kolbe Jordemodermanden.

- Nej, svarede han med en lang Gaben. Hvad vil Du hende?

- Hun skulde gerne forløse mig, jeg gaar paa faldende Fod, sagde Mureren.

- Utidigt Sludder, sagde Mortensen, gabede igen, langede med Armen efter Ølkruset og tog sig en forsvarlig Slurk.

- Ja, da er det alligevel sandt, hvad jeg siger, sagde Lars Kolbe; men jeg vil hellere vente med at tale om det, til din Kone kommer hjem.

- Ja, ja, sagde Mortensen, strakte sig som en doven Kat og skød tavs Ølkruset hen ad Bordet med en indbydende Mine til sin Gæst.

Et Kvarters Tid tilbragtes i Tavshed. Da hørtes en Vogn rulle paa Gaden og holde stille foran Huset. Ned af den sprang Jordemoderen Madam Mortensen, en lille tæt bygget Kone med et æbleagtigt Ansigt og sundt Udseende. I en Fart fik hun kastet Hat og Kaabe og kom ind i Stuen:

- Nej - det er Dem, Hr. Kolbe, værs'agtig, det er mig en stor Fornøjelse, udbrød hun med jernbaneagtig Tungefærdighed, - men Gud, min søde Dreng - her henvendte hun sig til Manden - har Du ikke sørget for et rent Krus til Hr. Kolbe, og er det en Manér saadan at blive liggende, naar man har Gæster. Rejs Dig, Barn!

- Aa lad mig ligge, bad Jordemodermanden i en mindelig Tone, Lars og jeg er jo gamle Skolekammerater, og han siger, at han egentlig vilde tale med Dig.

- Ja jeg vilde bede Dem om Hjælp for mig selv, for jeg er i Barnsnød, sagde Kolbe.

- Skælmsmester - De - aa Du forbarmende! ha, ha, ha, - maa vi nu bare være her - hører Du, hvad han siger, min Dreng?

121

- Vrævl - sagde Jordemodermanden foragtelig og gabede med et Suk saa højt, at det gav Genlyd.

- Alen Barn da, sikke Manerer, sagde hans Kone og gjorde en hovedrystende, undskyldende Bevægelse til Murmesteren.

- Ja det er, som jeg siger, lille Madam. Jeg skal sige Dem, jeg gaar med den Tanke i mig at gøre Revolution i Morgen her i Byen. Hvorfor skal vi her i Byen staa tilbage for alle Stæder i Verden? Alle Vegne har de faaet Frihed, men her skal vi lade os underkue af en Byfoged, der spiller med Byens Borgere, som Mester Jakel med sine Dukker, som giver de offentlige Arbejder til en tysk Pralhans og hans tyske Svende paa en Tid, da vi har Krig med Tyskerne. Er De ikke enig med mig i det, Madam Mortensen? Naturligvis vil Justitsraaden kalde Borgerkoret til sin Hjælp, og nu spørger jeg Dem, om De vil finde Dem i, at Deres Mand kommanderer "Fyr" med skarpladte Geværer paa Byens Folk?

- Nej Vorherre bevares; det gør Mortensen saammænd heller aldrig. Du maa heller ikke gøre det, min lille Dreng.

- Nej det gør ingen dansk Officer, sagde Kolbe.

Ved Ordet "Officer" følte Mortensen sig saa smigret, at han rejste sig helt op og rettede sig.

- Saadan, sagde Jordemoderen, nu kom dit Blod i Serkelation. Du er født til Militær.

- Jeg lader ikke skyde paa Folket, sagde Mortensen, men naar Justitsraaden kalder Koret sammen, for at det skal holde Orden, maa vi lystre.

- Madam Mortensen, sagde Kolbe i den mest patetiske Tone, han kunde frembringe, idet han greb hendes lille buttede Haand. De skal leve af Byen og Omegn. Mange unge gifte Svende vil i Morgen være med i Revolutionen. De er ikke tjent med, at de unge Ægtemænds Tal formindskes. De maa faa deres Mand til som Borgerkorets Kommandant at slutte sig til Folket.

- Der er noget i, hvad De siger, sagde Jordemoderen eftertænksomt, ja det véd Gud der er. Jo jeg skal nok sørge for, at Mortensen slutter sig til Folket. Kommer Koret til at møde, saa gaar jeg med op paa Torvet og holder Øje med Mortensen. Det er sandt, hvad De siger. I forrige Uge havde tre Mursvende Bryllup, det er meget rigtigt, det var da Synd, om de stakkels unge Mænd skulde komme noget til. Gør De kun Revolution, Hr. Kolbe, vi holder med Dem.

Saaledes havde Kolbe sikret sig den bevæbnede Magt. Den næste Magt, han skulde vinde, var Proletariatet. Han gik ind i en 122 Beværtning af den simpleste Art; der var han vis paa at træffe Rebslager Setler. Han traf ham med Snaps og Øl foran sig.

- Hør, Setler, sagde han, kunde De ikke have Lyst til at gøre Revolution?

- Jeg? Hr. Kolbe. Aa jo, jeg har saamænd Lyst til alt, hvad De har Lyst til, for Dem kalder jeg en Hædersmand. Der er ingen Kniberi ved Dem, det skal Peter Kristian Setler bevidne, i Forening med undertegnede.

- Ja der bliver Spektakel i Byen i Morgen. Er der nu ikke i Fattighuset nogle Folk, der kan skrige ordentlig op og gøre Mudder paa Gaderne?

Ved denne Udsigt gik der en Glædesstraale over Rebslagerens blaa Ansigt.

- Ja min Stemme har ikke rigtig Kraft formedelst min Svagelighed, men der er nu forhenværende Torskeraaber Mads Gris, Skomagersvend Jens Boesen og den gamle enøjede Natmand Per Kat, som han kaldes, men han hedder jo egentlig Per Larsen. De kan sætte myrderlig i, naar de faar en lille Hivert af desse hersens - her pegede Setler paa en Brændevinskaraffel.

- Ja og det er jo alle Folk, som holder af Frihed, Lighed og Broderskab?

- Gud bevares, det gør de, Hr. Kolbe. Jeg siger ogsaa, Friheden er mageløs skøn. Men naar man nyder Understøttelse af det offentlige, ser det daarlig ud med ens Frihed. Men skal vi bare gaa om i Gaderne og brøle?

- Ja. Og mød saa bare oppe paa Torvet, saa snart De mærker, at der bliver rigtig Mudder, saa vil De nok selv hitte ud af, hvordan det forholder sig.

- Det tror jeg med, Hr. Kolbe. Folk i Mads Gris's, Jens Boesens, Per Kats og min Stilling risikerer aldrig stort, saa vi kan saamænd være med til alt, hvad der forefalder af alle Slags i denne Verden.

- Saa kan De i Morgen Aften traktere med Punsch her paa Værtshuset paa min Regning.

- Det skal inte mankere, Hr. Kolbe.

Den store Dag oprandt. Justitsraad Popp vaagnede uden Anelse om de karbonaristiske Anslag, der var udspundne mod hans mangeaarige dominium absolulum, takket være Reuschs's og Lunte-Niels'es 123 fuldstændige Mangel paa Lyst og Evne til at fungere som Opdagelsespoliti. Reusch stod med sædvanlig rolig Embedsroutine opstillet midt paa Torvet i sin højrøde Frakke med den grønne Krave, sin karmoisinrøde Næse, der blinkede i Solen, sin ræverøde smalle og tætstudsede Knevelsbart, der alt tilsammen dannede et Spil af behagelige Farvenuancer, i fuld og kraftig Morgenbelysning - saadan stod han hver Dag et Par Timers Tid, Gud maa vide hvorfor. Lunte-Niels var i Færd med at pudse Justitsraadens Seletøj. En Procession af Murer-, Tømrer- og Snedkersvende, i Spidsen for hvilken vajede en Fane, dannet af en Hesselkæp og et rødt Bomulds Lommetørklæde, hvorpaa Hertugen og Prinsen af Augustenborgs Billeder var aftrykte med Strikker om Halsen, bevægede sig hen over Torvet, afsyngende Sangen: "Vi Sømænd gør ej mange Ord".

Reusch havde aldrig før set slig Menneskevrimmel i G- uden paa Markedsdagene. Han vidste ikke, om han skulde skride ind eller holde sig tilbage. Foreløbig forekom det ham det rigtigste at iagttage en afventende Stilling. "Schwere Titer," sagde han blot henkastende til en tyk Bondeslagter, der holdt paa Torvet med sin Kødvogn, "mejen Unruhligkeit om blandt Menskerne; kommer sch'gu inte Nochet ud af den ganske Ting.

- Næ-i, sagde Bondeslagteren og kløede sin Ryg mod Bagsmækken af Vognen.

Toget drejede ned ad den Gade, hvor Byfogdens Hus laa. Reusch fulgte det stadig med Øjnene, indtil hans Opmærksomhed blev henledet paa en ny Procession. I Spidsen for den gik Rebslager Setler med sin grønne Bulehat højt løftet paa Enden af en Stok. Efter ham kom Jens Boesen, overstadig drukken, i en forfærdelig fedtet sort Klædesdragt med Bukserne stoppede ned i Uldsokkerne, Mads Gris i en skallet Lammeskindspels og høj sort Filthat paa det aldeles skallede Hoved, samt Per Kat i prikket islandsk Nattrøje og et Par gamle lyseblaa forhenværende Soldaterbukser og en flad lyseblaa Hue med bred Puld, der ogsaa saa' ud til i sin Tid at have gjort Militærtjeneste. Setler sang med hæs Røst:

O Frihedsdage,
i grønne Vaar.
Nu skal vi smage
paa Glædens Taar,

medens Mads Gris af og til satte i med Stentorrøst og brølte: 124 - Torsk paa Torvet; 6 Skilling Pundet; Aal paa Torvet 8 Skilling!

Til dette Tog sluttede sig snart en Sværm Gadedrenge, der peb i Fingrene, hujede og raabte: Hurræ for Setler! Han skal være Overkaptajn for alle Drukkendidrikker nere fra Fattighuset! Hurræ for Mads Gris, Hurræ for Jens Boesen, Hurræ for Natmanden !

Reusch fandt, at lige over for disse Proletarer maatte den eksekutive Myndighed skraks skride ind. I hurtig March krydsede han Torvet og anbragte med sin tykke Spanskrørstok et forsvarligt Slag langs Ryggen paa et Par Drenge. Drengesværmen spredtes, men brølte følgende Linier af den tapre Landsoldat, som de i den sidste Tid af og til brugte til at drille den ilde sete tyske Politibetjent med:

"Til Peer og til Povl,
han siger: Du bis faul,
og skælder man ham ud paa Dansk, saa siger han: Hols Maul."

Reusch maatte lade Drengene fare og vendte sig mod Togets Anfører Rebslageren, men denne stillede sig en garde med sin Stok og parerede Politibetjentens første Anfald. Ved et listigt Angreb bagfra fik Mads Gris listet Stokken fra Reusch og tilraabte ham nu med tordnende Stemme:

- Nu lader den danske Mand sig ikke mere sla' af tyske Politier og andre røde Engle; nu sla'er han selv.

Reusch blev aldeles stupid af Forfærdelse. Han - Politibetjenten, afvæbnet af et Fattighuslem! Strachs over til Justitsrathen, mumlede han, og under Hujen fór han over Torvet og ned ad Gaden, medens Vinden drilagtig spredte hans lange røde Frakkeskøder til begge Sider.

Det første Tog var naaet ned til det nye Sygehus, der laa tæt uden for Byen, og paa hvilket Würz arbejdede med sine tyske Svende. En stor Mursvend traadte frem af Skaren og sagde med Ro og ikke uden teatralsk Værdighed:

- Paa en saadan Tid skal danske Folk spise det danske Brød, hvorfor de tyske Svende ombedes at rømme paa en honnet og pæn Maade.

Tyskerne saa' paa hverandre indbyrdes, derefter paa Taleren og hans Ledsagere og fandt sig foranledigede til uden videre at pakke deres Værktøj sammen.

- Saadan, sagde de danske Svendes Anfører, fra nu af staar 125 I under vores sikre Lejde, vendte sig derpaa om for at modtage Kammeraternes Bifald for vel udført Hverv. Et vældigt Hurra var hans Belønning. Men som Processionen vilde til at gøre omkring og som Sejrherre drage ind i Byen, saa' den Justitsraad Popp i sin karmoisinrøde Spidskjole, med Kaarde ved Siden og trekantet Hat paa Hovedet staa midt paa Gaden, dér hvor Byens Brolægning begyndte, med en Mine som en romersk Imperator. Paa hans højre Side stod hans ene Fuldmægtig med Politiskilt paa Brystet og søgte at sætte ganske den samme Mine op som sin Principal, til vensre for Justitsraaden stod Lunte-Niels med sit ræveagtige, andægtig-højtidelige Ansigt, som han altid satte op, naar han fungerede ved alvorlige eller sørgelige Lejligheder som Ligbegængelser eller Transport af fulde Folk o. desl.

Justitsraaden gjorde en Bevægelse med Hals og Hoved som en kalkunsk Hane, der skal til at klukke op i Vrede.

- I Kongens Navn - Stands! raabte han ud mod Torvet.

- I Nationens Navn frem, raabte August Thorsen og sprang frem i første Geled, thi han saa', at den store Mursvend, der før havde været Ord- og Anfører, veg lidt tilbage, imponeret af den galaklædte Byfoged. August greb Kæppen med Lommetørklædet paa og gjorde en Mine til Tropperne bagved, som han havde lært af Billederne af Napoleon paa Broen ved Arcole.

I dette alvorlige Øjeblik, da det gamle Autoritetsprincip og Folkesuveræneteten tørnede sammen ved Indkørslen til G-, kom Reusch løbende i fuld Fart. Inden han kom til Byfogedkontoret for at faa sig en ny Stok og aflægge Rapport til Justitsraaden om den mod ham skete Overlast, havde Murmester Würz, der havde faaet Nys om, at noget var i Gærde mod ham, været hos Byfogden, som nu med den Politistyrke, der var nærmest ved Haanden, havde begivet sig ud mod Oprørerne.

- Stur Spetakel po Torfet, Hr. Justitsrath! raabte Reusch aandeløs.

- Hold Mund! raabte Justitsraaden, der maatte begynde et Tilbagetog, thi Svendene satte sig ved Augusts Opraab i en fremrykkende Bevægelse. Men nu kom der et Angreb i Ryggen fra den Proletarhob, som vi sidst forlod paa Torvet, paa ny forstærket ved de Gadedrenge, som der havde spredt sig for Reusch's Indhug. Mads Gris, der var det haandfaste Medlem blandt disse Gentlemen, stillede sig mod Lunte-Niels, der havde gjort omkring og løftet Stokken: 126 - Sla'er Du Niels, bliver Du maset under Rendestensbrættet, raabte han.

- Leve Frihed, Lighed og Broderskab! raabte Fattighuslemmerne.

- . . . og Kærligheden og Glæden, tilføjede Rebslager Setler.

- Her er ikke noget at gøre, Hr. Justitsraad, sagde LunteNiels . . . væk med den Kæp, Mads Gris! jeg sla'er jo ikke.

Svendenes Skare havde imidlertid sluttet Kreds om Justitsraaden, Fuldmægtigen og Politibetjentene, af hvilke Reusch altid holdt sig tættest ved Justitsraadens Kjoleskøder. Justitsraaden følte Forbitrelsens og Fortvivlelsens Mod blusse op i sig. Han trak sin Kaarde, løftede den, men blev i samme Øjeblik greben om Livet bagfra med et Ryk, som bragte ham til at sætte sig haardt ned paa Stenbroen, i fuld Uniform - Hurræ, hurræ! jublede Gadedrengene.

August Thorsen samlede Kaarden op, svang den i Luften med et triumferende Blik til sine Ledsagere, da han mærker en Haand klappe ham paa Skulderen:

- Giv mig Sliren, August, sagde Murmester Kolbe, og skynd Dig bag om Byen! hun venter.

- Ja, men nu maa jeg følge mine Kammerater i Liv og Død.

- Skab Dig ikke, Dreng, det hele er jo Narrestreger. Skrup Dig!

Med disse Ord tog han Kaarden fra August, rakte Justitsraaden den, idet han hjalp ham op og sagde til Skaren:

- I véd, at jeg er en dansk Mand.

- Ja, ja! leve Murmester Kolbe, han har hørt til Positionen iblandt Borgerskabet, raabte Setler, han har et Hjerte, som banker for den fattiges Trang.

- Danske Mænd skal være besindige, sagde Kolbe. Nu ledsager jeg Justitsraaden til Raadstuen, saa kan I forhandle med ham ved en Deputation.

- Som Hr. Kolbe vil, raabte en.

- Ja han forstaar sgu Tingene, raabte en anden.

Kolbe tog den af Raseri, Bestyrtelse og Angest dirrende Byfoged under Armen, ledsagede ham gennem Gaden op til Raadhuset, som Hans Tavsen i sin Tid gjorde ved Biskop Joachim Rønnov.

Trommer og Piber hørtes. Om Torvets Hjørner svingede nu 127 Borgerkoret, som Justitsraaden straks havde beordret samlet, men det tog jo Tid at faa Bud til dets Medlemmer og faa disse til at uniformere og bevæbne sig. Forrest gik Trommeslageren og Piberen, derpaa kom Chefen, Jordemodermand Mortensen, med dragen Sabel, hvis blanke Messing- og Læderskede daskede om hans fede Laar. I lige Linie med ham, men henne paa Fortovet gik hans Hustru, skarpt holdende Øje med sin Mand, over hvis Person der var udbredt en vis højtidelig Ængstelighed. Saa kom Koret i røde Spidskjoler og hvide Bukser, bevæbnet med gamle Flintlaasgeværer.

Ved Synet af den bevæbnede Magt fik Justitsraaden sit Mod igen.

- Slip mig for Fanden! sagde han til Kolbe.

- Jo, Hr. Justitsraad. Nu skulde Du kommandere Holdt, raabte Kolbe til Jordemodermanden, idet han vekslede et Blik med hans Kone, der nikkede først til Kolbe, dernæst til sin Mand.

- Kompagni holdt! kommanderede Mortensen.

- Jeg forlanger Borgerkorets Assistance for Politiet, mod hvilket der er udvist Vold, sagde Justitsraaden.

Oprørsskaren stod nu lige over for Soldatesken.

- Nu rolig og koldblodig, min søde Dreng! raabte Madam Mortensen inde fra Fortovet til sin Mand.

- Inte tale til mig, naar jeg er i Funktion, Stine, sagde Mortensen med dæmpet alvorlig Røst, hyt Dig nu, for nu bliver det galt! Og med Tordenbrag lød nu Chefens ny Kommando: Bag om! Opmarcher!

I tungt Trav satte Geledderne sig i Bevægelse, og snart omspændte Fronten hele Gadens Bredde. Madam Mortensen, som kendte sin Mands Taktik paa sine Fingre, gjorde Evolutionen med paa sine smaa trippende Fødder, og, efter at den var fuldbragt, stod hun strunk og ret ved højre Fløjmands Side.

- Hurræ for Madam Mortensen! brølte Gadedrengene, men hun langede den nærmest staaende af dem en paa Øret, saa han trimlede om og rev et Par af sine Kammerater omkuld med sig.

Justitsraad Popp var faret hen ved Siden af Chefen.

- Befal Koret at fælde Bajonet og sprede Oprørsskaren, sagde han.

Madam Mortensen og Kolbe gjorde hver fra sin Side en betegnende Gestus til Chefen. Mortensen slog op med Sabelen, vendte sig om mod Fronten og sagde: 128 - Soldater, skal vi fælde Bajonet mod vore Landsmænd?

- Nej - nej - lød det fra Geleddet.

- Stræk Gevær! kommanderede Mortensen - og Geværerne klaskede mod Stenbroen.

Justitsraad Popp drog i Fortvivlelse den af Kolbe generobrede Kaarde med den højre Haand, knyttede den venstre i Luften og vilde lige til at tiltale Soldatesken, men pludselig svigtede Kraften ham, han faldt plat ned paa Stenbroen. Justitsraaden var besvimet.

- To Mand og en Gefrejder til at bære Justitsraaden hjem, kommanderede Mortensen og vinkede ad to menige og en Underofficer.

Den sidste var en tysk Bager, som under de seneste Begivenheder havde søgt Popularitet ved en forceret dansk Patriotisme. Han lod de to menige løfte Justitsraaden op, tog sit Gevær op fra Stenbroen, henvendte sig til Rebslager Setler, der stod lige over for ham, og sagde:

- Sieh ein mal Bruder, jai er gut Dansch und gut Demokrat. Derpaa spændte han Hanen paa Geværet og sagde: Inte schide paa mine Mitbürger unter nogen Umstände; jai har po mit Gewehr en Svedskesten statt en Flintsten sat.

- Hurra for Bager Hoffmann! lød det fra Folkeskaren.

Bageren skuldrede; hans to Mænd tog deres Geværer og bar Byfogden hjem til hans Bolig.

- Gid gamle Danmark og det gemene Folks Frihed evig maa blomstre og florere! raabte Setler. Brødre, det er den stolteste Dag i mit Liv.

- Hurræ for den fordrukne Rebslager, raabte Gadedrengene.

- Mads, Per og Jens, sagde Setler til sine nærmeste Kommiliotner, nu skal vi ned i forhenværende Postbud Anders Olsens Beværtning; jeg giver varm Puns.

Endnu korrektere end Borgerkoret lød sin Chef, lød de tre Proletarer Setlers Kommando.

- Du er, æde mig, en Frihedsmand, sagde Jens Boesen med Taarer i de udvæltende Øjne; aa Setler, aldrig glemmer jeg vore svundne Ungdomsdage.

- Jeg heller ikke, Jens, sagde Setler med taarekvalt Stemme, jeg maatte være en Kanin, om jeg gjorde det. - Dermed forsvandt Proletariatet fra Revolutionens Skueplads under Setlers Sang

129

O søde Ungdomsdage
med megen Drik og Kærlighed,
I kommer ej tilbage,
I sank i Dybet ned.
Men nu de glade Minder
skal vækkes hos os gamle Svin,
Naar ud i Strømme rinder
varm Puns og Brændevin.

Justitsraaden blev bragt hjem under Gadedrengenes Hujen og Fløjten. Da hans Ledsagere havde lagt ham paa Sofaen i hans Kontor, kommanderede Bageren sine to Mænd omkring og forlod ham. Da Justitsraaden var kommen til sig selv, sagde han til sin Fuldmægtig, der havde benyttet Eskorten til at liste sig ud af Vrimlen med sin Principal:

- Petersen, hvad vil de Mennesker dog egentlig?

- De vil have Würz's tyske Svende væk fra Arbejdet paa Sygehuset, Hr. Justitsraad.

-Lad Würz og hans Svende rejse ad Helvede til, sagde Justitsraaden med mat Stemme, raab det ud ad Vinduet til dem.

Fuldmægtig Petersen skreg ud ad Byfogedkontorets Vindu:

- Jeg skulde sige fra Justitsraaden, at fra nu af skal kun danske Mænd arbejde paa Sygehuset.

- Et forfærdeligt Hurra var Svaret paa denne Allokution, og kort efter spredte Skaren sig.

- Anna! - Anna! raabte Justitsraaden, giv mig et Glas Rødvin og Vand!

Men hvor var Anna?

Paa Kolbes energiske Ord havde August Thorsen begivet sig til Justitsraadens Have, hvor han fandt sin elskede. Han havde haft en ungdommelig tragisk Konflikt mellem sin Trang og Pligt til at bistaa Revolutionen til Enden og sin Kærlighed, men saa megen sund Sans havde han, at Kolbes Ytring, at den hele Revolution var Narrestreger, havde slaaet ham i rette Tid. Den forsynlige Murmester havde sørget for, at en Dreng med en Enspændervogn holdt uden for Justitsraad Popps Have, hvis ene Side vendte ud til en Kørevej.

- Du har jo givet mig dit Æresord paa, at de ikke myrder Onkel, sagde den unge Pige.

- Det kan Du være ganske rolig for, svarede August. Du 130 véd jo desuden, at Kærlighed er det højeste i Verden, at for den maa alle Hensyn vige.

- Ja det føler jeg! sagde den unge Pige med et Suk.

Og Parret steg op paa Vognen, der fór hen ad Markvejen og ud paa Landevejen.

- Jeg skulde spørge, hvor vi skal køre hen, spurgte den kørenge Knøs og vendte sig om mod August.

Ja - det havde ingen tænkt paa.

- Kør bare ud ad Landevejen, sagde August, saa skal jeg overveje Tingen.

Den unge Dame saa' urolig spørgende paa sin Elsker, der raabte til Knøsen:

- Bare ud ad Landevejen!

Det gik af Sted i lynende Fart. Da August til venstre for Landevejen saa' en Landsbykirke, fik han en Idé.

- Kør til venstre ad den Bivej til Rangleby Præstegaard, sagde han til Kusken, der svingede til venstre.

August Thorsens gamle Lærer, der tidligere havde været Kateket i G- og en god Ven af hans Fader, var for et Aars Tid siden bleven Sognepræst i Rangleby. Han var teologisk Kandidat med non contemnendus og havde i Masser af Aar siddet i det lille Kateketembede, betynget af Gæld fra sine lystige Studenteraar og af den Grund lidt ugleset af Byens Honoratiores. Han var en poetisk Entusiast, der altid indledede sine Prædikener med et sentimentalt-rørende Digt, skrev Sange ved Bryllupper og andre Højtideligheder i Byen og holdt meget af at læse Digte op i Borgerskolen i Stedet for at katekisere efter Balles Lærebog eller Luthers Katekismus. Han og den gamle Klokker Thorsen havde i Smug tømt mangen en Gognakstoddy og sunget:

Hvad er imod Studentens Kaar
Sankt Peders Hat?,

men, da de begge paa en Maade var gejstlige, havde de drevet deres Konvivier i al Hemmelighed; og især var Pastor Gram nødt til at bevare sin Anstand lige over for Publikum. Nu havde han endelig faaet et lille Sognekald, men da han sad som Enkemand med ti Børn, var det smaat nok for ham. Ikke desto mindre drev han Gæstfrihed i stor Stil, og hans ældste Søn, der var Student og August Thorsens tidligere Skolekammerat, holdt nu Pinseferie i Præstegaarden sammen med fem Studenter, som han havde taget med fra København.

131

Vognen drejede langs med Præstegaardshavens halvt udsprungne Hegn af Hasselbuske og ind i den firkantede Gaard, der var omgiven af straatakte, faldefærdige Længer, men Stuehuset med de smaa Ruder, med vild Vin op ad Murene, og Storkereden paa Taget saa' hyggelig nok ud.

Ved Lyden af den indkørende Vogn kom den lille tykke Præst med sin Fløj eiskalot paa Hovedet og sin lange Pibe i Munden, omgiven af sine ti Børn og fem Gæster ud paa den halvcirkelformige Møllesten, der tjente til Trappe foran Indgangen til Stuehuset.

- Nej, August - det var da rigtig kærligt og elskeligt af Dig at besøge din gamle Lærer, raabte han, da han gennem Brillerne havde genkendt sin gamle Discipel; men da han saa' den unge Dame, udbrød han:

- Hvad S - hvad Pokker . . det er jo Frøken Krog, Justitsraad Popps Broderdatter . . . gratulerer, lille Frøken . . . gratulerer, min egen Dreng!

- Jeg maa tale med Dem, Hr. Pastor, sagde August alvorlig.

Præsten tog det unge Par med sig ind i sit Arbejdsværelse, og medens lille Anna stod rød som et dryppende Blod, fortalte August ham alt.

- Men det er jo herligt, det er jo den rene Poesi, og der er, Fan- der er saa Skam, ikke det mindste ukristelige i jeres Færd. Og hvad Oprøret angaar, saa maa jeg sige, at jeg har levet i fortrykte Kaar, og véd, at de mægtige og rige ikke bør regere udelukkende. Min egen Dreng, min yndige Pige! - her omfavnede og kyssede han dem begge . . . - bliv I her indtil videre . . . Men Død og Pine, kan Du gifte Dig, August?

- Nej - men jeg haaber . . med Tiden.

- Aa ja, naar man elsker trofast, saa kan man vente; det erfarede jeg og min i Herren salige Hustru, - her græd Præsten . . kom nu ind og faa et Glas Vin til Lykønskning; Vinhandleren i G- var saa kærlig at forære mig fem Flasker Madera, da jeg tog fra Byen . . . lad os se . . . Ungerne faar ingenting, to voksne Børn, fem Studenter, vi tre . . . det er ti . . . . det slaar lige til.

Under Pokulering og Sang blev de unge Folks Fæstensøl drukket. Der blev efter forskellige Forhandlinger med Præsten skrevet til Murmester Kolbe og Justitsraad Popp. Den første lovede efter to Aars Forløb at optage August som Kompagnon. Den sidste svarede, at han efter de forefaldne Skandaler vilde trække sig tilbage fra Verden og tage sin Afsked, - hvad han ogsaa gjorde 132 - og at for ham kunde hans Niece gøre, hvad hun vilde. Augus gik, trods sin Kærestes Ængstelse med i Krigen, kom tilbage som Løjtnant, blev gift og blev Murmester, og den gamle Justitsraad, der nu levede som en affældig Pensionist, trøstede sig med Augusts Løjtnantstitel og Plads i Rangforordningen. "Jeg modstod Tidens onde Aand, saa længe jeg kunde," sagde han tidt, "nu kan den for mig løbe saa gal, som den vil." Murmester Kolbe vedblev at drive sine smaa Pudsenmagerier endnu i mange Aar.