Schandorph, Sophus STINE BLIVER GAARDMANDSKONE

STINE BLIVER GAARDMANDSKONE

410

        

411

I.

Der var ikke faldet en Draabe Regn siden før St. Hansdag, og nu var vi ved Enden af August. Markvejen snoede sig som en Stribe spildt Mel gennem de afmejede Agre, hvis Stubbe var ved at sprække af Tørhed. Paa Brakmarkerne stod det solbeskinnede, gult svedne Græs og flimrede mod den graahvide Muldjord, hvis Knolde vilde smuldre hen ved den letteste Berøring. De lave Grøfters Bund og Kanter var tapetserede med støvet, hæsligt Græs, der lignede lange uredte Haartjavser. Alle Planter tørrede hen i Fortvivlelsens Selvopgivelse. Trods deres brændende Tørst gad de ikke anraabe Himlen om en Draabe Vand, saa længe var de bleven pinte, saa længe havde denne lyseblaa, aldeles skyløse Himmel ubarmhjertig ladet dem svides i Solen og havde set paa dem med sit selvbehagelige, for al Medfølelse blottede, stereotypt smilende Ansigt. Alt det hvide i Landskabet gjorde ondt i Øjnene, som ikke fandt det Sted, hvor de kunde hvile sig i dybere, skyggemætte Farver.

Lige saa resigneret som Planterne, men med betydelig større Modstandsevne gik en lavstammet Bondepige hen gennem Vejstøvet, der løftede sig som en tæt lavt flydende Damp under hendes Skridt. Hun havde ingen sentimental Medlidenhed med sine Medskabninger af Planteriget; i det mindste havde hun ikke et Blik tilovers for Staklerne. Kun drejede hun Halsen, om hvilken det hvide Hovedtørklæde sad stramt knyttet, lidt til Siden, naar hun opdagede en Ko bisse inde paa Marken. Men aldrig standsede hun eller paaskyndte sin Gang; den bevarede med uforanderlig Ro sin jævne Fart. Lig en solid spredsporet Arbejdsvogn vandrede hun frem med temmelig langt udspilede 412 Ben, og Læderskoenes brede og tykke Saaler satte forsvarlige Mærker. Sveddraaberne perlede fra den hvide Pande ned ad den fregnede rødbrune Næse; men det var ogsaa det eneste bevægelige i det solbrændte store Ansigt. Hun missede ikke engang med Øjnene mod Solen. Munden stod lidt aaben, en udmærket køn og stærk Række Tænder i Overkæben skinnede ud. Sjælden gled Tungespidsen hen over Læberne, som holdt sig i samme uforanderlige Paaklem-Stilling.

Der var ogsaa Grunde for Stine til at væbne sig med Taalmodighed, thi hun havde endnu en stiv Mil at gaa af halvanden. Saa langt var der fra den Købstad, hvor hun tjente, til den Landsby, hvor hun agtede sig hen. Hendes Madmoder, Enkeprovstinden, havde givet hende en hel Fridag; og den fik hun to Gange om Aaret - ved Fastelavnstider og nu efter Sommerferien, naar Husets Sønner, de to Studenter, var tagne til København. Og Stine benyttede stadig disse to Ekstrafridage til at besøge sit otteaars, desværre illigitime Pigebarn, som hun med lidt "Hjælp fra Sognet" holdt i Kost hos en Husmandsfamilie i sin Fødeby. Faderen, en Karl, som hun i sit to og tyvende Aar havde tjent i Gaarde med, havde skyndt sig med at tage Rejsepas til Amerika, da han fik at vide, at "Ulykken var kommen over hende".

Det gled kun sagtelig frem mod Maalet, men det gled dog. Et Par Vogne havde allerede kørt forbi Stine paa Vejen. Den første var en let Jagtvogn; i dens Bagsæde bredte en tyk Proprietær sig og dampede paa sin Cigar. Kusken slog fra Forsædet et Knald, mens Vognen lynede forbi. Stine havde nær faaet Snærtens Kvast i Ansigtet; hun havde endog pliret lidt med Øjnene over for den truende Mulighed. Støvet fra Hjulene hvirvlede op om hende som Røgen fra en Maskine, hvorfra Dampen udlades, og fik hende til at nyse. Skønt der var mere end Plads nok paa Vognen, kunde det aldrig falde en "Knaldproprietær" ind at tilbyde en Bondepige en saadan, og aldrig hende at anmode ham derom.

Saa kom en Slagter paa sin Enspænder, som han selv kørte. Hu, hej! Det gik i vild Siksakgalop. Hjulene bestrøg vekselvis begge Grøfterandene, og hvert Øjeblik slog Fjedrene ramlende sammen. Slagteren sad ene i Sædet; han var iført en smalstribet Kadetlærreds Frakke med brunlige Blodpletter paa og fløjtede Melodien til "O Susanne!" Straahatten var skudt tilbage over den svedende, ildrøde Pande. To Lam laa ude i 413 Vognrummet bag Agestolen. De brægede dvask, som om de kun opfyldte en Embedspligt. Uden at standse Farten havde Slagteren tilraabt Stine:

- Jomfru! Vil De køre med mig hen ad Livets Bane ? Hva' 'faler?

Men Stine havde ikke besvaret denne Henvendelse med saa meget som et Blik. Hun havde sagt til sig selv:

- Slagtere er immer saa flove i deres Mund.

Indhyllet i en ny Støvsky, nøs Stine igen og tørrede sig taalmodig med Bagen af den graa Bomuldshandske, som hun atter viskede af paa sin Kjole under Armhullet.

Saa hørte hun en tredje Vogn i nogen Afstand bag ved sig, men hun vendte sig ikke om efter den. Det varede længe, inden den naaede hende, og efter Lyden at dømme kørte den ogsaa i "gaaende Gang". Endelig kom den. Det var en lille Tospænderfjervogn med én Agestol. I den sad en godt og vel fyrretyveaarig, velnæret, ikke just korpulent Mand i sort Frakke af tykt Klæde, kantet med meget brede uldne Snore om Skøder og Lommerande; paa Hovedet bar han en lysegraa Klædeshue, hvis talrige Smaaknapper var falmede gule og blottede deres Træskelet bag det flossede Traadovertræk. En kort Pibe med et mægtig stort Træhoved laa og drev op mod et Hjørne i Agestolen. Manden spyttede først til den modsatte Side af den, hvor Stine gik, holdt saa an med et sagte: Trrr! og sagde langsomt paa det bredeste sjællandske:

- Ka'ske den Pige der vil køre med?

- Jeg siger mange Tak, svarede Stine.

Hun greb i Vognfjælen, traadte saa kraftig paa Hammelsvingelen, at den svingede stærkt efter det, og satte sig i Agestolen, saa Fjerene sang og klang. Køretøjets Ejer betragtede hende et Øjeblik paa skraa fra Øjenkrogene, som vilde han sige noget. Men, da han ikke sporede mindste Tegn paa, at hans Køregæst var tilbøjelig til nogen som helt Udveksling af Ord eller Gebærder, men saa' hende bestandig glo lige ud i Luften og bore sig saa langt fra ham som muligt op i Agestolens venstre Hjørne, sukkede han lydelig under Form af et:

. . . Ok ja, ja saagu', aa ja saamænd ja! holdt endnu et Øjeblik stille, viskede Sveden af Panden, tog sin Pibe, stoppede den af en til Tobakspung arrangeret Blære, tændte den, og med et lindt Tjat med Pisken og et "Nøh!" satte han de tykbenede, hvidmankede røde i et sagte Luntetrav og kørte videre.

414

Bestandig den samme hvide Vej, kantet af tæt bestøvet Græs og Vejbredsblade, bestandig de samme afmejede Stubbe paa Agrene, hvis uendelige Flader i den skovløse Egn kun afbrødes af en Udflyttergaards Firkant eller af et Hussted, halvt besløret af Havens Poppelhegn! Af og til aflagde et udtørret Vandingssted med sprukken, rimpet og haard Lerbund Vidnesbyrd om Sommerens urimelige Tørke.

- Det er lige godt fælt hedt, sukkede Bondemanden, da de var kørt et godt Stykke.

Stine nikkede lige ud. Taleren kunde kun se Profilen af hendes Næse sænke sig en Kende. Saa tav han igen en Stund, inden han gjorde et nyt Forsøg paa Tankeudveksling med Stine.

- Sæden kom jo rigtig godt ind i Aar. Det var der ikke noget at klage paa. For det var jo et farlig stadigt Høstvejr. Men se . . . at . . . Kernen vejer itte meget; og vi fik jo en myrderlig Hob Halm.

Disse Betragtninger vakte saa megen Interesse hos Stine, at hun vendte sig halvt om mod Bondemanden og mumlede:

- Høet var det da skidt med.

- Ja, bare man ikke kommer til at købe Fo'ret til Kre'turene, inden vi kommer gennem Vinteren.

- Det kan blive galt nok, sagde Stine surt og vendte sig atter fra Bonden. Maaske berøvede denne Gestus ham Modet til videre Forsøg. Thi, efter at han flere Gange havde vendt sig om mod hende, rømmet sig og ytret: Ja, i Guds Navn! ja- a-a- hvad skal man sige til det? uden at have mødt den ringeste Imødekommen, faldt han hen i Tavshed, maaske i Tanker. Han krummede sig forover, satte Pisken mellem Benene med Skaftet støttet op mod det højre Laar og lod de to røde om Tingene. Med den Fart var der ikke Tale om at tilbagelægge en Mil i Timen, og dog sad Sveden i store Skumflager paa Hestenes Kryds og Baglaar.

Ingen Lyd uden Hjulakslernes ensformige, tunge Knirken og lidt Ringlen af Hovedtøjet paa Hestene, naar de virrede mod de "blinde Fluer", der surrede om Køretøjet og stundom tørnede mod Overlæderet foran Sædet med en kort og svag knipsende Lyd.

Vognens Ejer blev vakt af sin Døs ved, at hans Naboerske bevægede sig! Han skottede atter hen til hendes Side og saa' hende løse Knuden paa det røde, hvidprikkede Bomuldstørklæde, som omsluttede Bylten, der laa i hendes Skød. En i Avispapir 415 indsvøbt Pakke blev aabnet, og ud af den tog hun en "Rundtenom" med Spegepølse paa og brækkede den over. Med et Nik bød hun sin Vært den ene Halvdel, men uden at se paa ham.

- Tak den, som byder! brummede Bonden. Begge fortærede hver sin Halvdel med behørig Sindighed. Saa kom der en Efterfølger for Dagen med Appetitost paa, og dens Ejerinde gentog sin tavse Indbydelse, efter ogsaa at have delt denne Rundtenom.

- Nej, det er sgu en Skam, sagde Bonden; men, da Stine vedblev at holde Smørrebrødet ud til Siden, tog han det med et Forsøg paa at tale fint:

- Det er ellers et rigtig behageligt Paalæg.

Han rejste sig halvt i Sædet og rodede i sin Frakkes Baglomme. Da han var kortarmet, kostede det ham noget Besvær at faa halet en sort, hamret Trepægleflaske frem. Den tog et blaatærnet Bomuldslommetørklæde med i Farten.

- Skal vi la' Nattergalen fløjte? spurgte han, lo med en indvendig Klukken, uden at Læberne lo med, og lod den fugtige Prop frembringe en hvinende Lyd ved at gnide den mod Flasken, som han bød Stine. Hun sendte ham et indigneret, afvisende Blik og slog lidt med Haanden ad den fremrakte Flaske. Bondemanden lo ligesom før og sagde:

- Føj . . . nej, det er ikke Brændevin. Det er sød Punsekstrakt.

Denne Oplysning forandrede Sagen. Stine tog en Slurk af Flasken og gryntede noget, der skulde betyde Tak. Manden tog et langt Drag og udbrød med Vellystens Henrykkelse:

- Ah . . . ah . . . det køler mageløst i saadan en Hede. Det er en nydelig Drik.

Stine nikkede og slikkede sig over Læberne med Tungen. Et langt sagtere "Ah" end Mandens kvitterede for den Nydelse, som den søde Drik havde forskaffet hende.

Atter gik det hen ad den hvide Landevej. Ikke Spor af Forandring i Omgivelserne eller i Situationen. Bonden rykkede et Par Gange, ligesom forsøgsvis, nærmere hen mod Stine, men hun klemte sig hver Gang fastere op mod det modsatte Hjørne af Agestolen.

En Bakke maatte passeres. Nu gik det i langsom Skridtgang. Fra Bakkekammen saas en Landsby, som overragedes af det hvide Kirketaarn med de teglstensbelagte hvidkalkede Trappegavle.

416

Nogle Gaarde laa et Stykke fra Vejen, skilte fra den ved Møddingernes Volde og de sortebrune Pøles Grave.

- Trrr! sagde Stine, da hun saa' et Hussted med grønne Vindueskarme og med en vissen Rosenbusk som Espalier.

- Naa det er dér? sagde Bonden. Prrr! Kan Du forstaa Dansk, Du røde Ræv?

Talen henvendtes til den nærmer Hest, der ikke straks vilde lystre Ordre, men lod til at imponeres af denne Appel til dens Nationalitet.

I Døren, der bestod af to Lemme, der begge var aabne, viste sig først en lille Pige i en lyserød Bomuldskjole.

- Mo'r! raabte hun og trippede mod Stengulvet; men, da hun saa' den fremmede Mand og det pæne Køretøj, krøb hun bag Dørstolpen, saa kun en rødmusset Kind og en hørgul Lok øjnedes. Straks efter kom en midaldrende Kone til Syne. Hun nikkede og sagde:

- God Dav! det er Stine, er'et! Naa i Dag kommer Du kørendes.

- Jeg siger mange Tak for Kørselen, mumlede Stine og rakte Bonden en løs Haand, der blev modtaget med en tilsvarende Antydning af et Haandtryk.

Stine steg ned; atter rystede og ranglede Hammeltøjet med Skaglesvingelen. Husmandskonen nikkede til Manden samtidig med Stine. Manden besvarede Hilsenen ved et lille Tag bag i Kasketten, brummede "Nøh!" og kørte videre.

Stine skulde, som sagt, se til sin lille Pige. Husmanden var paa Arbejde, og mellem Konen og Stine veksledes der kun faa Ord, mens de spiste Grønkaal og Flæsk sammen til Middag.

- Det var Per Larsen fra Ørsløvlille, som kørte for Dig, sagde Husmandskonen lejlighedsvis.

- Jeg kendte ham nok, svarede Stine.

Stine var mere end sædvanlig ordknap den Middag. Som sædvanlig legede hun med sit Barn i den lille Gaard. Legen bestod i, at Pigebarnet løftede Moderens Kjole op bagtil, og de begge luntede i smaat Trav frem og tilbage, mens de i halv syngende, halv reciterende Tonart gentog i det uendelige:

Nu kør' vi ind til København
og køber Sukkerlade.

Husmandskonen stod i Gaarddøren, skyggede med Haanden for Solen og sagde: 417 - Det er nysseligt, saa den lille Marsine kan lege pænt med sin Moder.

Fordum havde Stine under slige Besøg været en Smule livligere og havde afbrudt Legen, der stadig var den samme, med Mellemakter, hvori hun passiarede med Husmandskonen, men denne Eftermiddag gik:

Nu kør' vi ind til København
og køber Sukkerlade,

i én Guddommelighed, og Stines Øjne stirrede glansløst hen for sig. Rigtignok kyssede hun af og til den lille Marsine, der bar det løjerlige Navn til Minde om sin samvittighedsløse Fader, der hed Jens Madsen, men der var ingen rigtig Inderlighed i Kærtegnene. Barnet saa' underlig dumt spørgende op paa Moderen efter slige Kys, og, da Stine engang ret mødte Barnets Blik, gav hun sig til at græde. Husmandskonen fandt sig forpligtet til at sige et trøstende Ord. Det kom frem i den Form:

- Ja, Mandfolk, det er noget ledt Skab. Saadan en som Jens Madsen! Ja, der er sgu nok af dem. Vôr (dvs. min Mand) han er jo hverken galhovedet eller vidtløftig, nej Gu' er han da ej, men for det meste er han jo fuld.

- Ja, det er han vel, sagde Stine halv adspredt, han har immer væ't slem efter Brændevinen.

- Ja, hvad skal man sige til det? Naar han hverken skælder ud eller sla'r, og det gør han itte ikke, saa maa man jo tage det, som det kan falde sig. Men Du er lige godt ikke rask i Dag, Stine, for Du er saa dvask.

- Der er noget, som rumler inden i mig, sagde Stine.

- Bare det ikke er "Utingen" *), sagde Husmandskonen.

Klokken fem maatte Stine bryde op. Hun gik de halvanden Mil til Købstaden ad den støvede Vej, men hun mærkede ikke videre Besvær ved det. Det var, som Støvskyerne omhyllede hendes Person helt og holdent. Hun hverken hørte eller saa'.

*
418

II.

I fem Aar havde Stine tjent hos Provstinde Aaby, der efter sin Mands Død havde fæstet Bo i den lille Købstad, hvor hun, en Byfogeddatter, var født. Det var en lille trivelig, sorthaaret og brunøjet Dame paa et halv Hundrede Aar. Hun var lystig og lattermild af Naturen, men i de tyve Aar, hun havde været gift, havde hun paa Grund af sin Mands overordnede gejstlige Stilling maattet lægge sig efter at være Alvorskone. Nu sad hun paa knap Enkepension; hendes Ungdomsbekendtskaber i Fødebyen var spredte til alle Sider. Hun levede af Minderne fra sit forhen saa selskabelige og vel forsynede Hus, hvori Bispen ved Visitatserne altid havde befundet sig saa vel ved den glimrende Forplejning, at han ikke var oplagt til efter vanlig Vis at uddele haarde Irettesættelser til Skolelærerne. Provstinden strikkede ellers meget Uldtøj til fattige Børn, og læste alle de Romaner, som "Læsetasken" bragte hende. Sin fornemme Provstindemine tog hun kun paa som en Gallauniform, naar hun var i Middagsselskab hos Byens Embedsmænd og et Par større Købmænd.

Hun havde lært at holde af Landbefolkningen, medens hun var Landsbypræstekone. Hun havde Humør og Hjerte nok til at forstaa den, og, naar Fornemhedsforpligtelsen lejlighedsvis foranledigede hende til at kro sig en Smule, havde det ikke skadet hendes Ry for at være en "rigtig gemen Kone"; Bønderne led endog ret godt, at Provstinden forstod at repræsentere. Skolelæreren havde forlængst oplyst dem om, at hun var virkelig Frue, medens Nabopræstekonerne strengt taget kun var Madammer.

Hendes Mands forrige Sognebørn havde heller ikke glemt hende i Aarenes Løb. Ved de store Højtider sendte nogle Gaardfolk hende endnu Gæs og Ænder; endog fra et Par bedrestillede Husmænd modtog hun af og til en Snes Æg eller nogle Trepægleflasker tyk Fløde.

En Dag - det var endda ingen Søn- eller Helligdag - bragte en Karl hende en stor og fed Kalkun. Da alle Folk i en saadan Købstad kender hinanden, saa' Provstinden straks, at samme Bud var Gaardskarlen fra Kristen Nielsen i Kirkestræde, der havde "Beværtning og Logi for rejsende", og hos hvem Bønderne fra hendes Mands forrige Hovedsogn Ørsløvmagle og Anneks Ørsløvlille gerne tog ind.

419

- Hvem er den fra? spurgte Provstinden.

- Den er fra Per Larsen i Ørsløvlille, svarede Gaardskarlen.

- Saa? . . . ja saa? sagde Provstinden og gav Karlen Drikkepenge. Da han var gaaet, sagde hun til sig selv:

- Gud véd, hvad der gaar af den Tværdriver og Gniepind, Per Larsen? Han satte aldrig sin Fod i Aabys Kirker og ofrede kun lige, hvad Loven paabød.

Hun rejste sig fra sin Eftermiddagskaffe, og, holdende den fede Kalkun ved Vingebenet, gik hun ud i Køkkenet for at meddele Stine sin Forbavselse over denne Foræring fra Per Larsen.

Stine stod ved Køkkenbordet og spiste sin Eftermad med den adspredte, tilsyneladende tankefulde Mine, hvormed Tjenestepiger fortære deres enlige og uhyggelige Maaltid. Ved Fruens Indtrædelse gjorde Stine en for hende usædvanlig Drejning og tog sit Køkkenforklæde op til Næse og Øjne.

- Kan D u begribe Stine, hvad der gaar af Per Larsen i Ørsløvlille?

- Næ-æ, svarede Stine, bestandig med bortvendt Ansigt.

- Sikken en vældig Kalkun han sender mig! . . . men se dog en Gang Stine! Den kan vi bede Apotekerens og Agent Henningsens paa . . . men hvad gaar der af Dig, Pige? . . . Du tudskraaler jo, Stine! . . . Hvad fejler Dig? . . . Hvad, Stine? Er Du syg?

- Ja, det drager i mig lige oppe fra Nakken og helt nør i Hælene, mumlede Stine med en Stemme, som havde hun en Grødklump i Halsen.

- Spis af Munden, før Du taler, min Pige! sagde Husfruen med en moraliserende Klang i Røsten. Hun fik et lille Anfald af Provstindefølelsen, da hun var fuldkommen beroliget med Hensyn til sin Piges Helbredstilstand, thi denne angav altid de ovenanførte Symptomer, naar hun var i ondt Humør eller havde meget at bestille.

Provstinden lagde Kalkunen paa Køkkenbordet og opdagede et omvendt Papkort i Oktavform liggende paa Pladen. Hun vendte det om paa Retten. Det var prydet med et Glansbillede oven over nogle Verslinier. Stine sank tudskraalende ned paa Køkkenstolen. Det kolorerede Glansbillede forestillede en Mand med grøn Kjole, grønne Knæbenklæder og hvide Strømper, der omfavnede en karmoisinrød, kort- og smalskørtet Kvinde med en citrongul Schæferhat i en Løvhytte; over Trætoppene svævede tre lyserøde, bevingede, nøgne Eksistenser - Engle eller 420 Amoriner - med gulbrune Skygger langs Ryg og Bag. Underneden læstes følgende Vers:

Naar tvende Hjerter af oprigtig Elskov bæve,
de søge begge til Naturens stille Skød,
og Himlens Engle Parret huldt omsvæve
og værne det nod Jordens Sorg og Nød.
Fryd Dig, o hulde Mø! Vend Blikket op mod Himlen,
se Solen smiler ned til Elskovs søde Lyst;
og - kommer Natten, luer Stjernevrimlen
og sender til det bange Hjerte Trøst.

Provstinden brød ud i Latter efter Læsningen og sagde:

- Men Stine! Hvor har Du faaet det rædsomme Tøjeri fra?

- Ja, det er det værste Vrævl, jeg nogen Tid har set, svarede Pigen. Men Billedet er da rigtig kønt.

- Hvem har givet Dig det! Har der meldt sig en Frier? Hvad, Stine?

- Aa det er nogle Tossestreger af Kristen Nielsens taab'lige Karl. Han har immer Abekattestreger for.

- Bragte han det med Kalkunen?

- Jeg har ingen Kalkun set, før Provstinden kom med det store Utuske der. Nej - han smed det ind ad Køkkenvinduet, da han gik.

- Men hvad gaar der af Per Larsen i Ørsløvlille?

- Ja det er s'gu'tte godt at vide ikke.

- Lad være at sige "sgu", Stine!

Saa snart Provstinden havde forladt Køkkenet, og Stine havde hørt, at hun var kommen ind i Dagligstuen, tog hun Kortet frem, betragtede Billedet længe, læste Versene med hviskende Stemme og sagde:

- Det er meget, at noget Menneske kan hitte paa saadan nogle yndige Ord.

Hun hægtede sin Kjole op, gemte Kortet paa det bare Bryst, gav sig i Færd med at skure Køkkentøjet, og efterhaanden som Metallet blev blankere, og Solen kom til at skinne varmt gennem Ruderne, livede det op i den ellers saa alvorlige trediveaarige Pige. Hun drog et Par Suk - af Træthed eller Velvære ? hvem véd? . . . og gav sig til at synge:

At Drukkenskab forfører en Mand,
det hører man saa gerne,
man drikker heller Vin end Vand,
saa gik det med en Skrædder.

421

Han drak saa længe, til han ej
paa Væg ku' se en Flue;
og da han yd paa Marken kom,
saa drat' han over en Tue.

Hans Næse Jorden pløjede,
saa den blev ganske grimet;
en So, som stod og saa' derpaa,
hun mestendels besvimed.

Langsomt og monotont sang hun disse Ord; hun havde ikke kunnet synge en Salme med større Højtidelighed. Da hun var naaet til hint interessante Punkt i Romancen, hvormed Citatet ender, aabnede hendes Madmoder Køkkendøren. Smilende, forbavset spurgte hun:

- Synger Du, Stine? . . . Der var jo nogen, som sang.

- Nej der var ingen, som sang, svarede Stine muggent og halvt fornærmet.

III.

- Om jeg kan begribe, hvad der gaar af Per Larsen! spurgte Provstinden i November, da Værtshusholder Kristen Nielsens Karl bragte hende en halv Side Flæsk med flittig Hilsen fra Per Larsen i Ørsløvlille. - Og Du, Stine, han kommer jo aldrig selv og hilser paa mig. Hvad, Stine?

- Det kan jeg ikke sige noget til, svarede Stine.

Henimod Jul kom den Husmandskone, som havde Stines Pigebarn i Pleje. Inden hun forlod Stine, bad hun Provstinden, om hun maatte tale med hende. Det blev bevilget. Provstinden var ved at indtage sin Formiddagskaffe og fandt sig forpligtet til at være repræsentativ.

- Naa Mette, sagde hun, siddende midt i sin Sofa med den blanke, dampende Messingmaskine foran sig, jeg hører, at det gaar Pigebarnet godt i Skolen.

- Ja hun er skrap nok til at læse, svarede Husmandskonen.

- Naa . . . ja maaske der ved vor Herres Hjælp kan komme noget godt ud af det for Stine. Det var jo sørgeligt, at det skulde gaa hende saadan i hin Tid.

- Aa, nu kan det sgu være det samme.

422

- Kan del det ? Saa-aa?

- Ja, for nu vil Stine forandre sig. Hun tager fra Provstinden til Majdag. Jeg har netop i Dag Bud til hende fra Per Larsen i Ørsløvlille.

- Men Du store Gud! Hvad er det, Mette siger?

Provstinden fór op fra Sofaen, glemte, at hun var Provstinde, og græd. Husmandskonen gav sig ogsaa til at græde og sagde med kvalt Stemme:

- Per Larsen holder der nøre paa Gaden. Jeg har kørt med ham her til Købstaden, og nu skal jeg køre hjem med ham. Aa ja saagu'. Der er baade Glæde og Bedrøvelse i denne Verden.

- Men jeg maa tale med Per Larsen, raabte Fruen og gik hen og aabnede Vinduet.

Jo, der holdt en Vogn nede paa Gaden. Per Larsen med stor laadden Hue, i Slagchenille med sort Lammeskindskrave sad taalmodig, forover bøjet, med Pisken mellem Benene. Da han hørte Vinduet blive aabnet, saa' han op og lettede paa Huen. Provstinden nævnede hans Navn. Han skrævede ned paa Hjulnavet, sprang tungt mod Jorden, bandt Skaglerne fast og kom op efter at have halet noget frem under Agestolen. Dette noget viste sig at være to Gæs. Han præsenterede sig i Stuen med en Gaas i hver Haand.

Ja saa, Per Larsen! sagde Fruen. Mens Deres gamle Sjælesørger, min Mand, Provsten levede, saa' vi Dem aldrig.

- Nej saa Gu', svarede Bonden rolig. Jeg havde farlig daarlig Raad til at give noget ud over Offeret, saa længe jeg havde begge de gamle paa Aftægt.

- Men De kom heller aldrig i Kirke, Per Larsen.

- Jo-o. Jeg kom der alstillens, naar jeg havde noget at gøre der. Saadan naar der var Begravelse, eller jeg var bedt til Fadder, eller saadan noget. Jeg fulgte saamænd den ringeste Indsidder til Jorden. Men se . . . at . . . det var nu ellers Stine, jeg vilde snakke med Provstinden om. For jeg har lige godt i Sinde at ta'e hende. Per Larsen udtalte den sidste Sætning med en usædvanlig Energi, som han forstærkede end ydermere ved at lægge Gæssene haardt i en Lænestol.

Uh, det fedter, sagde Provstinden, tog en Avis og flyttede dem hen paa et Bord. Men . . . Per Larsen . . . Stine har jo et . . . hm! Ja Mette véd det jo bedre end nogen.

- Ja det véd jeg jo lige saa godt som Mette, sagde Gaardmanden.

423

Men se . . . i Ungdommens Dage saa hændes jo baade det ene og det andet; og det kan Menneskene ikke gøre noget for; for saadan har Vorherre en Gang lavet dem. Men . . . at . . . ja . . . Mette hun siger lige godt, at Stine har 500 Daler i Sparekassen, og at hun har en hel Del gode Sager af uldent og Linned i sin Kiste . . . og . . . se . . . saa var hendes Fader jo dog Gaardmand i sin Tid, og det var jo ikke hans Skyld, at der ingen Sønner var paa Stedet, og at Hofjægermesteren maatte fæste Gaarden bort til Svogeren! Han er ellers begyndt at drikke og sidder ømmeligt i det.

- Men hvor kender Per Larsen Stine fra? spurgte Provstinden. Jeg synes, Per Larsen skulde betænke sig lidt, for nu er jo Per Larsen Enkemand for anden Gang. Ikke? Jo, det synes jeg jo nok. Per Larsen har altsaa haft to Koner. Ægteskabet er dog en alvorlig Sag, Per Larsen.

- Ja, det er sikkert, sagde Gaardmanden sukkende, det var Synd at sige, at det er bar Morskab.

- Ser Per Larsen det? Naa . . . Stine er jo en tro og flittig Pige, men hun siger jo næsten aldrig et Ord.

Per Larsens smaa Øjne blev livlige, og hans Tale tog en Smule raskere Tempo:

- Ja, men se, det er jo netop ded . For det er meget rigtig det, som Provstinden siger, at jeg har væ't to Gange gift. Aa Gud bedre det! Den ene Kvinde vrævlede, og den anden sludrede, og se, det bliver jo lige et og det samme. Det var, ligesom der hele Tiden gik en Møllekværn hjemme i Stuen i hele ti Aar. Og min Mo'er, hun lever da endnu; hun vrævlede og sludrede med begge Kællingerne, saa der var ikke engang Madro, naar vi skulde spise. Men se, nu siger min gamle Mo'er aldrig et enigste Ord, siden hun fik Popplesislaget, og hun gør'et ikke længe, tænker jeg. Og . . . se . . . nogen Tid efter vi havde indhøstet, saa kørte jeg fem Fjerdingvej med Stine, og hun svarte saamænd knap paa det, jeg spurgte hende om, og det hovede mig farlig godt. Og saa bød hun mig endda Mad, men hun og jeg, vi spiste ganske stiltiendes. Og naar man har hørt saa meget Fruentimmervrævl i sit Liv, saa kan Provstinden tro, at det vil linde at faa en, som kan holde Kæven tæt i. Og en Kone maa man ha' paa saadan en Gaard, ellers bliver jo alt det indvendige skidt besørget.

- Har Stine da sagt ja? Har Per Larsen talt med hende? spurgte Provstinden.

424

- Næ-æ-j. Men det kan Stine jo aldrig have noget imod, for hun bliver jo Gaardkone, der er jo ingen Stedbørn at gaa ind til, og vor Mo'er ta'er vel Vorherre inden Paaske. Og naar jeg nu ikke bryder mig om, at hun i sin Tid kom til Skade . . .

- Nej, det kan der sgu aldrig være noget i Vejen for, Frue, sagde Mette med en Sikkerhed, som viste, at hun var nøje inde i Sagen.

Provstinden raabte efter Stine ud i Køkkenet. Ingen svarede. Provstinden aabnede Døren. Stine var der ikke. Hun havde paa egen Haand foretaget en Udflugt, for det var dog altfor flovt at være Vidne til, hvad der gik for sig. Da Provstinden ytrede Misfornøjelse over Stines Fraværelse, sagde Per Larsen med et bifaldende Nik og Smil:

- Ja, men saadan vil jeg nu have, at det skal være. Bare ingen Vrævl! Saa klarer Tingene sig bedst.

Efter Majdag foregik Vielsen mellem Per Larsen og Stine. Provstinden skænkede Kaffe ved Brylluppet.