Schandorph, Sophus EN ENKESTAND

EN ENKESTAND

2

        

3

Det var henad Eftermiddagen paa en af de sidste Dage i Oktober Maaned, en af disse rigtig solide Regnvejrsdage, da man ser Solen paa den uærbødigste Maade skubbes til Side af Skyerne, der som et ensformigt skidengraat Fluidum fylder det synlige Rum, i hvilket kun af og til nogle blyfarvede enkelte Skymasser med forrevne Rande giver en lille Afveksling, naar de med dvask Gang slentrer lavt hen over Himmelen. Man fryser om Hænder og Fødder, naar man er inde; naar man gaar ud, hører og ser man kun Regnen, der driver ned ad alle Genstande og giver dem en fedtet, glansløs Blankhed. Alt siger Sjap, Sjap ligesom ens egne Skridt ad de opblødte Veje og Stier. Det er en fortvivlende trøstesløs, poesiforladt Misstemning. Mennesket bliver gnavent og hyller sig dorsk-stædig ind i sin egen Gnavenhed ligesom Naturen. Det umedgørlige og urimelige kommer op i en.

Paa en saadan Dag kørte en lukket Wienervogn gennem Skovene, der for største Delen omgiver Landevejen mellem Herregaarden Skovbygaard og Købstaden S. Hjulene sprøjtede Vandet i Vejret fra de dybe Vejspor, og de vaade Grusklumper klirrede mod Hjulkarmene. Regndraaberne, der slog mod Ruderne med matte Dask, gled i irriterende søvnig Fart ned ad dem og skar blanke Striber i deres duggede Flade. Lige saa ensformig som Regndryppet paa Vognens Læderruf og Ruder, som Hjulenes Pjask i Vejæltet, lød bagud for Vognen en Hests tunge Luntetrav. Af Rytteren kunde man ikke se synderligt. Han havde slaaet sin Regnkappes Hætte op over Hovedet. Under den stak kun et meget kraftigt rødbrunt Skæg, drivvaadt og forpjusket, frem. Hans store Ridestøvler gik højt op over Knæene. Man kunde kun ganske i Almindelighed faa det Indtryk, at han var høj og stærkt bygget og 4 en meget sikker Rytter, der sad, som han var støbt til Sadlen. Over hans Sporer, Støvlefødder og Stigbøjler havde Stænket fra Yejen lagt en tyk, lidet flatterende Dynddejg.

Inde i den lukkede Vogn sad paa Forlængssædet en Dame og en Tjenestepige, den sidste lidt over de Tredive og bondeklædt; hun saa' tvær, praktisk, sat og sikker ud. Paa Baglængssædet var der en Opstabling af Pakker, Vadsække og Rejsetøj. Damen var sørgeklædt og kunde vel være en tre og tyve Aar. Hendes Ansigt udmærkede sig ikke ved regelmæssige Skønhedslinier. Næsen kunde en ildesindet Kritiker med en vis Ret kalde stumpet, Munden var for svær, om end smuk og kraftig tegnet, men hendes friske og sunde Hudfarve, hvori det røde og hvide fortonede sig paa den mest harmoniske Maade, og hvor fine og tætte Dun udbredte en fløjelsagtig Blødhed over Konturerne, og det blonde, stærke Haar, der krøllede sig yppig om de buede Tindinger, vilde snart tiltrække sig et for kvindelig Ynde sympatetisk Blik. I de store, temmelig lyseblaa Øjne, der dækkedes af kraftig hvælvede Laag, laa der nærmest et indolent, distrait Udtryk, der syntes at tyde paa, at hendes Tanker eller Lidenskaber aldrig havde koncentreret sig, men der var Plads baade i Øjnene og i hele Fysiognomiet til et vekslende Udtryk og et lidenskabeligt Muskelspil. Som hun sad der, med det baade ranke og fyldige Legeme let lænet tilbage, medens den ikke lille, men veldannede Haand, i hvis sorte Handske de smalle Negle aftrykte deres mandelagtige Form, spillede paa Karmen af Vogndøren, idet hun stirrede ud i det graa Regnvejr, uden at Blikket samlede sig paa nogen enkelt Genstand, saa' det ud, som hendes Sjæl svømmede i et Koas af allehaande Tankeembryoner, usikre og udglidende som Skovens Træer i den tunge, tætte Luft . . . Der er to stive Mil fra Skovbygaard til S-, Regnen plasker ufortrødent, Vognhjulene plasker evindelig i de opblødte Spor, Rytterens Hests Hovslag plaskede bestandig bagude, Kørselen er umaadelig kedelig. Vi kan jo bruge Tiden til at fortælle lidt om denne Dame, om hvis korte Liv der hidtil ikke er meget at sige.

Den gamle Skovrider Staal paa Skovbygaards Gods, der var død et halvt Aar før vor Fortælling begynder, var bleven en af Eksekutorerne i Landinspektør Galls Dødsbo. Landinspektøren, en noget svagelig, melankolsk og indesluttet Mand, havde i en Aarrække ført et aldeles isoleret Liv som Enkemand med sin eneste Datter paa sin lille Ejendom, der laa ved Grænsen af Skovriderens Distrikt. De førte ingen Omgang med Egnens Folk, med Godsets Herskab eller mange Bestillingsmænd, men i Forretningssager 5 havde Skovrider Staal og Landinspektør Gall ikke haft saa lidt at gøre sammen og lært at kende hinandens ubrødelige Retskaffenhed og praktiske Dygtighed. Skovrideren, der var jovial og med et betydeligt Anstrøg af Letsindighed, havde i sin Tid gerne villet kapre Gall til de lystige l'Hombreselskaber, hvormed han oplivede sin Pebersvendetilværelse, men Landinspektøren var utilgængelig. Derfor betragtede Skovrideren ham i Begyndelsen som en Stivstikker, men da forskellige Arbejder, som den nyere Skovkultur medførte, laa over hans Rækkeevne - han var af de gamle ustuderede Forstmænd, der fra først af kun var Skytter - og han hos Gall fandt kyndig og uegennyttig Hjælp og Vejledning, uddannede der sig et vist Venskabsforhold imellem dem, der dog aldrig fik nogen intim eller gemytlig Karakter. Det var derfor ikke saa forunderligt, at Staal efter Galls Testamente blev Eksekutor i Boet, da Landinspektøren bukkede under for en lang, snigende Brystsygdom, kun efterladende den én og tyveaarige Datter i smaa Kaar. Den gamle Skovrider havde hidtil næppe vekslet et Ord med hende, thi han, saa lidt som andre, der havde noget med afdøde Gall at gøre, var kommen uden for hans Arbejdsværelse og havde kun set den Pige, naar hun bragte Forfriskninger derind til Gæsterne.

Nu tog han derover en Uges Tid efter Begravelsen for at aflægge hende en Visit. Han traf hende i den gammeldags tarvelige Dagligstue med det perlemalede, listede Bjælkeloft, det graa Tapet med røde Blomsterbuketter i, med den polerede Birketræs Sofa og Stolene, hvis Sæder var saa haarde, som de var stoppede med Mursten, den store Pladekakkelovn, der havde Messingbælte om Maven - kort sagt, udstyret paa den Maade, som en Bolig for en "Familie uden for Bondestanden" i Almindelighed var det paa Landet for en tredive Aar siden. Naar Vinden stod paa Stuens Bindingsværks Udvæg, var det kun muligt at faa den halve Del af Stuen opvarmet; den unge Pige havde derfor rykket sit Sybord tæt hen til Kakkelovnen, hvis Flamme kastede sit røde Skær om hendes Hoved i den tætte graa Yinterdags halve Dæmring. Skovrideren var en gammel Herre paa vel tresindstyve Aar. Han havde ikke været nogen Foragter af det smukke Køn, men mange Aars velhavende Ungkarleliv med rigelige Indkomster og stadig Adgang til de rige og storartede Dineer hos Baronen havde efterhaanden givet ham mere Sans for gastronomiske Nydelser end for Erotik. Dog, da han saa' det smukke, ungdomsfriske Ansigt med det bedrøvede, tankefulde Udtryk, hvis prægtige Teint, purpurrøde Læber

        

6 med de perleklare Tænder bagved, ejendommelig fremhævedes ved den særegne Lysvirkning, maatte han sige ved sig selv: "Hun ser sgu godt ud." Skovrideren var en godmodig og blød Mand, der virkelig i sit Hjerte følte Deltagelse med den unge Piges forladte Stilling, men den rørende Stil havde aldrig ligget for ham. Han syntes dog, at han skulde begynde Samtalen med en Allusion til hendes Sorg og stammede forlegen:

- Ja det var sørgeligt - det var en meget stor Sorg. Hendes Øjenbryn trak sig let og hurtig sammen og hun saa' ned paa sit Sytøj. Der blev en lang Pavse.

- Ja, det var et stort Tab, begyndte Skovrideren igen. Har De tænkt noget paa Fremtiden, Frøken Cecilie? tilføjede han halv sagte.

Hun saa' sky og opskræmmet ud ved disse Ord; hun havde egentlig ikke tænkt noget bestemt, men bestandig følt sig kuet under en dump, uklar Ængstelse.

- Nej, svarede hun og gav sig til at græde.

Skovrideren følte som et Choc. Det var længe siden, at han havde set det Syn, og i Kraft af en sympatetisk-smittende Indflydelse mærkede han Taarerne rinde ned ad sine trivelige Kinder. Blød og letsindig, som han var, tog han gerne en dristig Beslutning, naar han paa én eller anden Maade følte sig overrumplet, og han skyndte sig da gerne med at gøre et uigenkaldeligt Skridt til dens Udførelse, maaske af en hemmelig Frygt for, at det aldrig vilde blive til noget, dersom han fik Tid til at lade den balancere paa sin Refleksions evig vippende Vægtskaal.

- Frøken Cecilie, sagde han, jeg er en gammel Karl, og De vil maaske kalde mig en Tosse; men siden det nu ser lidt sort ud for Dem, og dette herre med den Fremtid ikke vil klare sig, - kunde De saa ikke bekvemme Dem til at gifte Dem med en gammel Pebersvend, som, det forsikrer jeg Dem for, altid skal være god imod Dem, og som - ja jeg tør vel nok ytre mig saadan uden videre - jo har rigeligt til at bide og brænde.

Hun saa' op paa ham med en stille, mat Forundring. Billedet af den vinløvbevoksede Skovridergaard, der laa halv herskabelig i en af Skovens store Lyspletter, Erindringen om Fortællinger om det muntre Liv, der førtes, Følelsen af, at hun om føje Tid skulde kastes ud i en Fremtid, der stillede sig for hende som en uvejbar Ørk, løb rundt i hendes Hoved, og da hun saa' Skovriderens ærlige, bundskikkelige Ansigt bøje sig frem mod hende, idet han lænede Albuerne paa Sybordet, gav hun, uden at hun selv ret vidste 7 deraf, et Nik. Skovrideren tog hende i Haanden, trykkede den kraftig og gik ud af Stuen. Paa den korte Køretur hjem blæste han de Betænkeligheder, der truede med at dukke op i hans Tankes Synskreds, bort med de vældige Røgskyer af sin korte Kørepibe. Kort at fortælle - Frøken Cecilie rykkede henad Foraaret ind som Frue i Skovriderens smukke og rummelige Bolig.

Hun havde altid følt en stærk Trang til Lykke. Naar hun om Sommeren havde set Vogne fra Omegnens Gaarde rulle forbi og hørt de unge Mænds og Kvinders Latter runge langs Skovvejen, eller om Vinteren havde set Kanerne med de pilende Heste, de bølgende Svejf, de dirrende Sølvklokker, der klang skarpt ud i det høje Frostvejr, følte hun sit Hjerte banke af Længsel bort fra den lave Stue, hvor Stilheden kun afbrødes ved Faderens regelmæssige Spanken op og ned ad Gulvet, der lød ind fra hans Arbejdsværelse. Sin Moder havde hun mistet ved sin Fødsel; hun kendte hende kun gennem det gamle Pastelbillede, der hang over Skrivebordet i Faderens Værelse, med det smægtende Øje og de yppige Former. Saa langt hun kunde mindes, havde Faderen været sygelig og saa tungsindig, at han undertiden havde spærret sig inde Uger igennem og ladet sig bringe alt paa sit Værelse; han sagde, at han befandt sig bedst, naar ban færdedes i fri Luft og havde strengt Arbejde. Paa sin Vis havde han sørget for hendes Uddannelse. Da hun i sit femtende Aar havde ophørt med at faa Undervisning af Guvernanten, som han trods sine indskrænkede Kaar havde holdt til hende, forlangte han, at hun skulde læse Digterværkerne fra vor nyere Litteratur, og aabnede sin Bogsamling for hende. Hun havde slugt Bøgerne med et ungt Gemyts Graadighed og tilegnet sig dem med en løs Livlighed. Det, hun dvælede ved med mest indre Sympati, var Chr. Winthers Digte med den lokkende og bevægede Rytme og den glødende Higen efter jordisk Lyksalighed, men hun forstod dem ikke til Bunds. Hun vidste ikke, hvad der egentlig var Maalet for deres længselsfulde Higen. Overhovedet var det en Ejendommelighed ved hende, at alt, hvad hun optog, fik taagede og udflydende Omrids i hendes Opfattelse.

Af dunkel Trang til Nydelse - om man vil, til Livspoesi, gjorde hun det prosaiske Skridt at tage den gamle Skovrider, hvad der af Egnens unge Folk betragtedes med den for dem saa naturlige Uvilje mod et Giftermaal mellem en gammel Mand og en ung Pige, medens de satte og forstandige ældre Landboere fandt, at det var smukt af den gamle Staal at forsørge den fattige og i Verden ene staaende Frøken Gall. Navnlig fik det nygifte Par 8 Præstefamilierne paa sit Parti: en Præstefrue forsikrede endog højt og eftertrykkelig i flere Selskaber, at Staal havde handlet som en sand kristelig Mand.

For øvrigt viste den gamle Skovrider Takt i sin Optræden og sit Væsen som Ægtemand. Der var intet Spor af det satyragtige, som ofte kommer over ældre Mænd under en saadan Situation. Hans Færd mod hans unge Kone var altid en vis faderlig Mildhed; heller ikke følte hans lette Natur nogen Evne eller Trang til at naa til dybere Forstaaelse eller Sympati med hende. Hun var ung og skulde mores, mente han; selv holdt ban meget af Selskabeligbed, og nu blev der et evindeligt Rykind i hans Hus, og Ægteparret blev indbudt til det ene Middags- og Aftenselskab efter det andet. Man syntes godt om den unge Frues stille og milde Væsen, selv hos Baronens paa Gaarden fandt man, "at det var en pæn lille Kone, som aldrig overtraadte Grænserne for sin Stilling." Kun nogle unge Herrer, der begyndte at gøre Kur til hende, ytrede, at hun var noget dvask af sig, "men godt saa' hun sgu ud." Med Jalousi plagede Skovrideren hende aldrig. Naar de var ude, saa' han ikke synderlig til hende, da han efter Maaltiderne altid var i Rygeværelset eller ved Spillebordet, og hjemme gjorde hans jævne Humør og Færdighed i at tage Tingene, som de var, ham meget let at omgaas. Til Læsning blev der nu aldrig Tid. Bøgerne, som hun havde taget med hjemmefra, fik Lov til at hvile i det Nøddetræs Bogskab. Den ydre Opfordring, som Faderen havde rettet til hende i saa Henseende, havde hun ikke mere, thi Skovrideren aabnede aldrig en Bog, undtagen naar han efter Middag læste sig i Søvn ved Hjælp af en eller anden gammel Aargang af et Landbrugstidsskrift.

En Dag havde der været et Middagsselskab hos Skovriderens. Det var gjort i Anledning af en ny Kapellan, som Sognets Præst havde faaet. Han skulde nu bedes paa Omgang til alle pæne Familier paa Egnen. Man sad ved Kaffen i Dagligstuen, hvor der efter god gammel borgerlig Skik paa Landet var fuldstændig Rygefrihed, en Skik, som den unge Frue vel havde gjort et svagt Attentat paa at faa afskaffet, men som var prellet af mod Skovriderens passive Sejghed i deslige Smaating. Samtalen havde, paa Grund af flere Præsters Tilstedeværelse, taget en teologisk Retning. Den unge Kapellan var meget ortodoks og forfægtede ivrig Helvedstraffenes Evighed. Den gamle Sognepræst, hans Principal, rystede paa Hovedet.

- Nej, det kan jeg ikke rime med Guds Godhed, sagde han, idet 9 han strøg Asken af sin Cigar, at han skulde lade nogle af sine Skabninger blive fordømte til evig Pinsel.

En anden Sognepræst, der var Licentiatus theologiæ, sagde let henkastende:

- Ja, det Spørgsmaal om [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x], er et særdeles vanskeligt dialektisk Problem og . . .

- Jeg benægter aldeles den Lære, raabte Kapellanen og skyllede en vældig Slurk Kaffe ned i sin store Mund, der staar jo skrevet med klare, tydelige, uomtvistelige Ord, at deres Orm ikke dør, og at deres Ild aldrig skal udslukkes. Tro De mig, Hr. Pastor, de Mennesker, der ikke har troet i dette Liv, vil i det andet blive evig straffede og det skrækkelig, forfærdelig.

En Pavse opstod. Da lød henne fra Vinduet halvhøjt med en vis langsom Betnkelighed og i dyb Bastone:

- Hm, hvad Fanden vil de egentlig gøre en?

Virkningen var uimodstaaelig. Stuen rungede af en skraldende Latter; selv den gamle Sognepræst og et Par gemytlige Kolleger stemte i med. Den unge Frue, som havde kedet sig ved den for hende uvante Diskussion, lo, saa Taarerne randt hende ned ad Kinderne. Men den, der havde sagt Replikken, halvt for sig selv efter at have fulgt Samtalens Gang, blev ganske undselig; først da han mødte Fru Staals ellers alvorlige Ansigt aldeles opløst i Latter, lo han selv med, saa han overdøvede alle de andre. Kun Licentiaten saa' betænkelig og Kapellanen fornærmet ud.

Den, der mod sin Vilje var kommen til at repræsentere den rationalistiske Protest, var Gustav Povlsen, Avlsforvalteren paa Herregaarden, en stor og køn fem og tyveaarig Mand, der i det Par Aar, han havde været i sin Tjeneste, havde vundet Ry for særdeles Dygtighed som Landmand, Jæger, Rytter, kort som Mester i alskens Sport. Mangt et ungt Pigehjerte i Forpagter-, Præste- og borgerlige Proprietærfamilier havde banket for ham, hvad enten hans stærke og smidige Skikkelse fløj gennem en Balsal, eller han tumlede sin Hest paa Vejene som Alexander sin Bukefalos. Hans noget butte Væsen og halv militæraglige kommanderende Tone, som Folk i hans Stilling, der daglig giver Ordrer til det talrige Tyende, som hører til en Herregaardsavling, let tilegner sig, udøvede ogsaa en imponerende Virkning, men selv syntes han skudfast mod erotiske Projektiler. Dansen syntes for ham kun at være en Motion, og i Konversationen med unge Damer vedligeholdt han sin tørre, overlegne Tone. Da han første Gang traf Cecilie Staal i et Selskab, blev hun imidlertid straks Genstanden 10 standen for hans Opmærksomhed. Han anstrengte sig øjensynlig mere og mere for at gøre sig behagelig for hende, hver Gang de traf sammen, men nu viste det sig, at naar han vilde aflægge sin bryske Manér, saa havde han ingen anden Form til sin Raadighed. Naar han gjorde en Anstrengelse for at være snaksom og livlig, slog det Sludder for ham; saa blev han flov, sur og arrig paa sig selv. I Følelsen af sin Uduelighed til at behage hende trak han sig tilbage fra hende og tog kun adspredt Del i Selskabets Færd. Hans største Fornøjelse var at kunne betragte hende fra en ubemærket Krog, og da kunde hans store, ellers saa rolige brune Øjne antage et Udtryk næsten som et bedende Barns. Cecilie lod, som hun ikke mærkede noget, men hemmelig gav hun nøje Agt paa hans Adfærd, følte sig smigret derved, alt imens hun gav sig Mine af aldeles at overse ham og slog ind i en raillerende Tone, naar han gjorde Tilløb til at sige noget til hende. Naar han efter en saadan Aften red hjem, var han i et afskyeligt Humør. Han svippede da med sin Ridepisk i Luften og brummede: Jeg baerer mig ad som en Skoledreng - hm - Fanden skulde gøre Stads ad den Snedronning - nej for Fremtiden skal hun - (og saa en Ed) - faa Lov til at være i Ro for mig; jeg skal vise, at jeg har Karakter, - og andet deslige. Men næste Gang, de traf sammen, gentog den gamle Historie sig.

Men siden den Aften, da han uforvarende kom til at vække Munterhed, forandrede Forholdet sig. Det kom ganske af sig selv. Da han næste Gang aflagde Besøg i Skovriderboligen, traf han Fruen alene. Da hun saa' ham, brast hun ud i Latter, og han lo med. Hun gentog hans Ord: Hm, hvad Fanden vil de egentlig gøre en? idet hun paa en pudserlig Maade efterlignede hans dybe Stemme. Saa lo de igen af fuld Hals. Povlsen blev oprømt og fortalte med tørt Lune adskillige Præste- og Bondehistorier. Da den gamle Skovrider kom hjem, hørte han sin Dagligstue genlyde af Latter.

- Det kan jeg lide, Børnlille, udbrød han. - Hør, jeg har tænkt paa, lille Cecilie, har Du ikke Lyst til at lære at ride? De er jo en hel Kunstberider, Forvalter; kunde De ikke lære min Kone noget af Deres Kunst?

- Jo med Fornøjelse! udbrød Forvalteren af sit fulde Hjerte.

Planen blev straks sat i Værk. Den unge Frue var lærenem i Ridekunsten; hun var behændig og stærk og tog sig prægtig ud til Hest. Saa snart hun lærte at faa Magt over Hesten, blev hun tidt kaad og forvoven og lod den sætte i vild Galop. En Sommeraften 11 i Skumringen var de, efter at have sat i strakt Karriére hen ad en Landevej, kommen dybt ind i Skoven, hvor de sagtnede Hestenes Gang. Fru Cecilies Kinder blussede, hendes fyldige Barm svulmede i vældige Bølger under den sorte Klædes Amazonedragt. Hun tog sin Handske af og holdt den smukke Haand i Vejret for at lade den afkøles i Aftenluften, medens hun drømmede saa' lige ud for sig. Povlsen bøjede sig fremad mod sin Hests Hals, og hans Øjne hvilte helt betaget paa hendes Skikkelse. Pludselig gjorde Skyggen af en stærkt fremludende Granstamme hendes Hest sky; den kastede sig over mod hans. Med Lynets Fart greb han hende om Livet, som hun var ved at blive kastet af Hesten; ved et Held fik hun straks Foden ud af Stigbøjlen, og hendes Hest for af Sted ad Vejen hjem. Han holdt hende tæt omslynget foran sig. Begge var i stærk Eksaltation, deres Øjne funklede mod hinanden. Uvilkaarlig, magnetisk bøjede de Hovederne sammen, allerede berørte deres Læber næsten hinanden, da Povlsen pludselig kastede sit Hoved tilbage og sagde barsk:

- Ingen Æselstreger mod den gamle Skovrider! Hun blev bleg som et Lig, og hele hendes Legeme sitrede som i Feber, derefter brast hun ud i heftig Krampegraad. Povlsen saa' nu rolig og sikker ud. Han lod hendes Graad stille af, hvorpaa han sagde:

- Man skal have et rent Horn at tude i, som han sagde, den gamle Trompeter, da jeg stod ved Husarerne. Saa lille Frue, sæt Dem nu til Rette i Sadlen, saa trækker jeg Hesten hjem ved Tøjlen. Deres har sikkert nok fundet hjem; jeg kender den ud og ind.

Den gamle Staals Angest over den hjemvendte ledige Hest blev snart beroliget. Men Povlsen erklørede paa det bestemteste, at han ikke mere vilde paatage sig at ride med hans Kone. Fra nu af blev det til Iskulde mellem dem; naar de kom sammen, vekslede de ikke et Ord. Povlsens Væsen blev mørkt og barsk, og han gik aldeles op i sine Forretninger. Cecilie fløj fra Selskab til Selskab, hvor hun dansede, lo og spøgte langt livligere end før, men i Hjemmet var hun ømmere og mere meddelsom over for sin gamle Ægteherre, der var glad ved det som et Barn. Men hans Kræfter kunde ikke mere udholde det lystige Liv og især de rigelige Middagsgilder; nan begyndte at skrante lidt, og efter at have befundet sig jævnt ilde Vinteren over døde han brat af Apopleksi om Foraaret, i sit Ægteskabs andet Aar.

Ligesom ved Faderens Død blev Cecilie bedrøvet ved Slaget og hensank i en apatisk Rugen over sig selv. Naar denne Tanke tiltvang sig flygtigt Gehør hos hende, at Fremtiden krævede en Beslutning 12 af hende om, hvor og hvorledes hun skulde tilbringe sit Liv - thi Skovriderboligen maatte hun forlade til Efteraarsflyttetid - saa blev hun vred paa samme Tanke som paa en ubelejlig Gæst. Herskabet begunstigede hende paa alle Maader med den hos adelige sædvanlige Forekommenhed mod deres Godsfunktionærer. Uagtet Staal efterlod hende en pæn lille Formue, fik hun Indtægten af Embedet og Jordlodden, altsaa hele Høsten, samt Fribolig, fra Marts til Oktober. Men hun lod alt gaa, som det kunde, viste enhver Forespørgsel tilbage, og Tjenestefolkene skaltede og valtede, som det lystede dem. Staals gamle Avlskarl Hans Peter ærgrede sig hver Dag over den Maade, hvorpaa det gik til; til sidst vidste han intet andet Raad end at henvende sig til Povlsen.

- Det gaar splintrende galt ovre til vort, Hr. Forvalter; den Husmand, der skal pløje paa vor Lod, er meget flittig ved Brændevinsflasken, og Tøsene hjemme slæber baade Flaesk og Æ ud af Huset til Kæresterne, og Fruen tænker kun paa den gamle. Det var ogsaa en farlig skikkelig Mand at tjene, men han kommer jo ikke tilbage, fordi hun sidder og sørger over ham. Kunde Forvalteren ikke komme over imellem Stunder og sætte lidt Drift i Tingene ?

Povlsen betænkte sig lidt, og sagde derpaa resolut:

- Jo vel, Hans Peter, det skal jeg.

En Morgen, da Fruen var ved at drikke Te, hørte hun Povlsens velbekendte Basstemme uddele Kommando til højre og venstre, og Ordene var ikke i den blideste Tone. Husmanden var kommen for sent og skulkede slukøret af Sted ud til Lodden; han vidste fra Herregaarden, at Forvalteren ikke var at spøge med. Pigen, der skulde malke, men var kommen for sent op, fik ogsaa sin Overhaling. Fru Cecilie gik ikke til Vinduet; hun trak sig saa langt tilbage i Stuen som muligt og var saa bange, som om det havde været hende selv, der fik Skænd. Og da hun hørte en Banken paa Døren, bankede Hjertet op i Halsen paa hende. Povlsen aabnede Døren rask og sagde:

- Fruen maa undskylde; men det Smøleri, der drives, kan jeg ikke taale at se paa. De maa tillade mig at tage en Haand i Hanke med. Om Fruen end ikke selv bryder sig om det, kan vi dog ikke være bekendt at ligge i et saadant Griseri, naar den nye . . . naar Eftermanden kommer.

Cecilie saa' ned mod Jorden og hviskede frygtsomt: - Tak, Tak . . . jeg kan ikke . . . jeg - og saa græd hun.

13

Povlsen trak paa Skuldrene. Man skal kunne, mumlede han. De har sagtens et langt Liv for Dem. Det er Deres Pligt at sørge for, at Deres brave, gamle Mand . . . . men her standsede han, da Cecilie pludselig løftede sit Hoved og betragtede ham spørgende og ængstelig.

Povlsen kunde ikke faa Façon paa det, han vilde sige; han slog derfor ind paa noget andet, og næsten i samme Tone, som han plejede at uddele Ordrer, sagde han:

- Men De skylder baade ham og Dem selv at tage Dem af Deres Hus. Dermed gjorde han kort omkring og gik ud af Stuen.

Da han var ude, skød en Bevægelse af Vrede op i Fruen. Han tror nok, at han taler til sine Karle . . . give mig Ordrer i mit eget Hus . . . nej . . . jeg skal vise ham, at jeg ikke vil tage mig af nogen Ting . . . jeg vil ikke røre mig til noget . . . jeg vil . . . og i Hidsighed fejede hun noget Sytøj ned af Bordet, saa det faldt paa Gulvet, og gav sig til at spadsere op og ned i Stuen. Men da hendes Øje faldt ud i Gaarden, og hun saa' Povlsen komme ud fra et af Udhusene, hvor han sagtens ogsaa havde foretaget en Inspektion, følte hun en skamfuld Angest. Om han saa' mig te mig som et uartigt Barn? tænkte hun og lagde Sytøjet op paa sin Plads.

Hun tog sig virkelig mere af sit Hus, end hun nogen Sinde havde gjort. Om Aftenen kunde hun være træt, men saa kom Bøgerne ud af Bogskabet; hun fornyede Bekendtskabet med gamle Yndlingsdigte og gjorde nye Opdagelser; Paludan Müllers melankolsk-pompøse Lyrik tiltalte hende især; hun greb sig i at læse "Grev Oginskys Død" og "Dansemusik" med høj Stemme.

Povlsen aflagde hver Dag Besøg i Skovridergaarden, men han gik ikke ind til Fruen. Hun blev bange, naar hun hørte hans Hests Trav paa Stenbroen og saa' ham svinge sig ud af Stigbøjlen og kaste Tøjlen til Hans Peter, hvorpaa han foretog sin Runde: og dog længtes hun den næste Dag efter hans Komme. Det var hende en Slags Trøst at mærke en kraftig Haands Tag i sine Sager. Da den nye Skovrider var kommen og hilste paa sin Formands Enke, fortalte denne hende i Samtalens Løb, at alt Regnskabsvæsen og Bogføring var fuldstændig à jour . . . det er en mageløs dygtig Mand, den Forvalter Povlsen. Vi har konfereret sammen i to Dage; Arbejdet i Skovene har intet lidt under Vakancen; han har haft sin Finger med overalt. Fruen har nok ogsaa overdraget ham at sælge den indhøstede Sæd til Købmand B. i S. Han bad mig levere Dem Pengene; er De saa god at kvittere?

14

og den nye Skovrider udfoldede en anselig Mængde Sedler af sin Tegnebog . . . det er en brillant Handel for Dem .

Cecilie blev rød; hun havde ikke vekslet et Ord med Povlsen om denne Sag. Skovrideren vedblev at holde Lovtaler over Povlsen; kun havde han været noget stram med Hensyn til Prisen for Skovridergaardens Besætning, Avisredskaber, Kontorinventarium osv., men han stod jo paa Fruens Bedste . . . og nu kom en ny Bunke Sedler op af Tegnebogen.

Fra den Dag af viste Povlsen sig ikke. Hvorledes skulde hun faa takket ham? Og selv om hun fik ham i Tale, følte hun, at Takken vilde blive siddende hende i Halsen. Da hun faa Dage, før hun skulde flytte til S., hvor hun havde lejet sig en Lejlighed, gjorde Afskedsvisit hos Baronens, haabede hun og frygtede tillige, at træffe Povlsen paa Herregaardens Territorium, men det skete ikke. Hun talte med Skovrideren om Vogne til sit Bohaves Befordring. Forvalteren har sørget for det hele, sagde han, og det bekræftedes af Hans Peter med det Tillæg: Det er en Mand, der er akkurat i alle Dele, om ogsaa han kan være noget fus, naar det ikke gaar akavet nok. Og paa den bestemte Dag mødte ganske rigtig tre store Arbejdsvogne, og lidt efter kom Povlsen ridende ind i Gaarden. Denne Gang gik han rask ind i Stuen, gav med en fri og naturlig Venlighed Cecilie Haanden og sagde: Ja nu maa vi rydde ud, lille Frue.

Hun holdt hans Haand fast, og med en bævende Stemme sagde hun: Tak - hvordan skal jeg . . .?

- De skal bare pakke de fine Sager ind, det grove skal vi Mandfolk besørge. Undskyld Frue . . . og dermed trak han sin Frakke af og slæbte om Kap med Karlene med Indpakning og Udbæring paa Vognene. Da alt var færdigt, og han stod sveddryppende og forpustet, sagde han:

- Jeg rider med til Byen og ser til ved Opstillingen.

- Povlsen, kære Ven, hvordan skal jeg takke Dem?

Han saa' hende mildt og trofast ind i Øjet, og medens han med sin venstre Haand klappede hendes hvide bløde Haand, som han holdt i sin haarde og brune højre, sagde han næsten ydmyg bedende:

- Ved at give mig Lov til at følge Dem paa Vej, naar De i Morgen selv kører til Byen. Dermed rev han sin Haand løs med et lille Ryk, gik ud, og snart hørte man de tunge Vognes Rullen og hans Hests Hovslag ud igennem Gaarden.

15

Wienervognen var nu kommen ud af Skoven; den havde kun en halv Mil tilbage, inden den naaede sit Bestemmelsessted. Povlsen red hen ud for Vinduet, han havde kastet sin Regnkappes Hætte tilbage. Hans store rødbrune Skæg saa' ud som en Hund, der havde været ude at svømme. Cecilie slog Ruden ned, rev sin Handske af og rakte ham sin Haand, lænende sig ud af Vinduet. Han blev ved at ride et Stykke og holde hende i Haanden, medens han let bøjede sig hen mod hende. Deres Øjne hvilte i hinanden i et langt og varmt Møde. Hendes Rejsetørklæde var gledet hende af Hovedet, Regndraaberne piskede hende i Ansigtet og fæstede sig som Perler i det krøllede Haar. - Vi ses snart, hviskede hun.

- Gaar det an? hviskede han med et lille Smil.

- Det skal gaa an, sagde hun med et af Trods straalende Blik.

- Farvel, Frue! sagde Povlsen, svingede med sin Hue og lod Hesten gøre en halv Vending. Hun vedblev at læne sig ud af Vognvinduet og se fast paa ham. Hans Ansigt saa' ud som en Sol midt i Regnvejret, og idet han let berørte Hesten med sin Spore, lod han den gøre en stolt Kapriol, men han sad som faststøbt til den. Derpaa igen en rask Vending, og af Sted fór han i Galop, indtil Skoven skjulte ham og slugte Lyden af Hovslagene.

Fru Cecilie Staals Bosættelse i S. faldt sammen med en epokegørende Begivenhed i denne Bys Historie. Byens Folk havde hidtil mest udmærket sig ved Sans for Andesteg og Gammel-Romtoddy; navnlig drejede de selskabelige Samtaler sig om, hvorledes man kunde skaffe sig ægte, god gammel St. Croix Rom for en nogenlunde billig Penge. Den gamle, nys afdøde Sognepræst, en Rationalist fra Aarhundredets Begyndelse, havde forgæves Søndag ud og Søndag ind prædiket mod Fraaseri og Drukkenskab og for Husflid forbunden med stille Fryd i Hjemmets Skød i Overensstemmelse med "Jesu blide Lære", men hans Mangel paa Tænder og brægende Røst gav hans Stemme noget uendeligt søvndyssende, saa han til sin Ærgrelse ofte hørte sine langt udspundne Formaninger besvarede med en Snorken af de faa Tilhørere, der først vækkedes, naar Degnen efter Prædikenen søgte at overskrige det gamle skrattende Orgel. Saa blev den gamle Præst syg og laa til Sengs omtrent et Aar, men han afleverede samvittighedsfuldt en Prædiken, som Degnen da maatte læse op i Kordøren. Men Belysningen i Kirken, hvis Højskibs Vinduer af økonomiske Grunde var bleven tilmurede og sad som skidne Blindinger i den ovcrkalkede Mur, var kun sparsom. Degnen var gammel og svagsvnet, 16 og Præstens Haandskrift utydelig; deraf kom det, at Degnen efter at have begyndt sin Oplæsning med: Mine elskee-de Til- hø-re-re, vi - er - i Dag - for-for-sam-lede - for - med - hverandre - at betragte . . . pludselig mumlede: Hvad Fanden er det der staar? hvilken Naivetet slet intet Indtryk gjorde paa de fire Tilhørere, der sov videre. Lige saa galt gik det Organisten, der tillige var Snedker og maaske derfor behandlede Orgelet som en Høvlebænk, thi pludselig blev Tonen helt borte, hvorved de fire Tilhørere vaktes og stirrede med stupid Bestyrtelse op. Snedkeren fór op fra sit Sæde og bag Orgelet, thi han fik straks Mistanke om, at dette maatte være en Fejl af Bælgetræderen, en forhenværende, noget fordrukken gammel Skomager.

- Er De gal, Bissemeyer? hele Aarværke t tier jo, raabte han. Skomageren, der spadserede langs ad sin lange Træskammel og gjorde sin Gerning med en Møllehests Regelmæssighed, svarede: Vrævl, Peddersen, jeg véd bedre end De, hvor mange Trit der gaar paa "Søde Jesu, vi er her". Men da Petersen vilde prøve sin Lykke paa ny og nærmede sig Orgelets Klaviatur, saa' han, da han kastede sit Øje ned i Kirken, at de fire Tilhørere, Degnen og Kordrengene havde betragtet Tjenesten som ophørt og var gaaet deres Vej. Han lukkede da ganske rolig Klaviaturet og fulgtes med Bælgetræderen hen paa en Beværtning, hvor de drak varm Romtoddy paa Formiddagen og spillede "Køge l'Hombre" in bona caritate.

For de yngre, ivrigere Præster, der i Omegnen havde afløst den gamle Stok, efterhaanden som de uddøde, havde de kirkelige Forhold i Købstaden nogen Tid været til Forargelse. Regeringen vidste sagtens lidt derom, thi da den gamle Præst var død, kaldte den til hans Efterfølger en for sin Begavelse berømt midaldrende Landsbypræst til det usædvanlig store og indbringende Embede. Det var hans Ankomst og Virksomhed, der hidførte den nye Epoke i Købstadens Liv.

Da Pastor Alstrup holdt sin Tiltrædelsesprædiken under en saa stor Tilstrømning, at Kirken ikke kunde rumme Forsamlingen inden for sine Mure, fandt alle, at Rygtet ikke havde overdrevet hans Pris som Prædikant. I Stedet for den gamle affældige Skikkelse med det utydelige Mæle, der afhaspede en usammenhængende Række af trivielle Formaninger om at gøre det gode og sky det onde, stod en fyldig, af Sundhed og Kraft svulmende, fem og fyrretyveaarig Mand paa Prædikestolen, med et varmt og mildt funklende Blik, en stærk, bøjelig frisk Røst, hvis Metalklang 17 rungede hen under Hvælvingerne, og som kunde udtrykke en hel Stemningsskala. Han var fed, men dog ikke mere, end at hans Embonpoint gav ham en smuk, højkirkelig Værdighed. Hans brune Haar krusede sig endnu genialt om Tindingerne, kun paa den midterste Del af Hovedet var det blevet tyndt, men derved fremhævedes den hvælvede og blanke, hvide Pande. De tykke og svulmende Læber, der aabnede sig for det hvide, stærke Tandapparat, traadte vel temmelig stærkt frem, men misklædte ikke det store, bredt tegnede Ansigt; og deres Bevægelighed kunde navnlig give Udtryk for noget ømt kaldende og lokkende, naar han paa samme Tid dæmpede Stemmen og brugte de dybeste Toner af dens Barytonklang. Dagens Tekst om Enkens Søn af Nain anvendte han symbolsk. Den døde Søn var Mennesket, der var blevet døvt som et Lig for Evighedens Stemme; den gamle Moder, Kirken, stod bittert grædende ved Baaren. Da lød Røsten, der havde Magt til at vække Liv og Død, den Røst, ved hvis underfulde Klang Dødningebenene i Josafats Dal rejste sig og blev iklædte levende Kød, og til alles Studsen, der brød ud i Erkendelse af, at en mægtig Profet var opstaaet iblandt os, rejste den døde sig og begyndte at tale, og der lød i Talen paa én Gang Glæde over den skønne Jord og Længsel efter den Herlighed, hvoraf Skønheden i vort nuværende Liv var et Spejlbillede.

Der var Begejstring og Inderlighed i Talerens Ord, der var en poetisk Flugt og dog klar Form; de Billeder, han brugte, var ikke af den trivielle Art, der hentes ud af et lige for Haanden liggende Forraad i Sproget, men ej heller saa originale, at de hver for sig tiltrak sig en isoleret Opmærksomhed. Da han bøjede sig ud over Prædikestolen og ligesom aabnede sine Arme ud mod Tilhørerne - en af de faa Gestus, han benyttede - og bad dem varmt at aabne Øret for Opvækkelsesrøsten, der lød gennem hans svage Stemme, hørtes der sagte Hulken rundt omkring, og i Præstens smukke, glansfulde Øjne tindrede store, blanke Taarer. Han endte med at erklære, at siden han selv følte sig vakt af Røsten, havde han følt tifold Glæde over Livet, der forhøjedes ved Evighedslængselen. Han var selv glad over alt det skønne, glade og elskelige, der fandtes, og nød det med en god Samvittighed. Vi havde alle Lov til at frydes ved den perlende Bryllupsvin ved det Bord, der er dækket med Troens hvide Dug.

Han vakte almindelig Beundring og Betagelse. Ingen tænkte paa Degnens slette Sang eller paa det skrattende Orgel, Prædikanten fyldte alles Tanker. Hvilket Tilløb var der nu hver Søndag 18 til den før saa øde Kirke! Det er en Selvfølge, at Byens Honoratiores kappedes om at gøre Selskaber for den mageløse nye Præst, der i Privatlivet fuldt saa vel som i Kirken vandt alles Hjerter. Hans let afdæmpede Værdighed, som hans mandige Skikkelse gav Relief, forenede sig med en munter Oprømthed. Hans æstetiske Belæsthed røbede sig i træffende Citater under Samtalen; selv en Historie, der ganske let strejfede hen mod det tvetydige, kunde han give til Bedste i en gratiøs, henglidende Tone. Men hvis en klodset Gæst spillede videre og tungere paa den Streng, kyste Præsten ham tilbage med et myndigt, fortørnet Øjekast. Han holdt meget af at tage Del i de unges Lege. De unge Damer flokkedes om ham; han kunde fortræffelig pjanke lidt med dem, ja om man vil gøre Kur, men da var der i hans Maade noget, der kunde opfattes som Ironi over en Situation, som han naturligvis var vokset fra, men som han af faderlig Godmodighed gik ind paa for en Aftens Tid, da det jo lod til, at alle glædede sig derved. Kom Talen i ældre Mandfolks Kreds ind paa Politik, behandlede Pastor Aistrup de paa Bane værende Spørgsmaal paa en spøgefuld afvisende Maade, som noget, der laa under eller dog uden for hans Sfære, men erklærede ganske i Almindelighed, at han var konservativ i politisk som i kirkelig Henseende.

Fru Cecilie havde ikke faaet nogen religiøs Opdragelse. Faderen havde ganske i Almindelighed Had til Præster, som han altid kaldte de sorte Marrekatte og beskyldte for alt ondt, navnlig for Pengegridskhed; selve de religiøse Spørgsmaal havde han næppe viet synderlig mange Tanker, han var i hvert Fald uden religiøst Gehør. Han kom aldrig i Kirke, og da Datteren heller aldrig følte noget Savn deraf eller Trang dertil, kom hun der heller ikke. Staal omgikkes vel en Del af Egnens Præstefamilier. Det var væsentlig paa l'Hombren Vegne, heller ikke undlod han af Høflighed mod sin Sognepræst en Gang imellem at køre hen og høre ham prædike, men han tog det som enhver anden Visit eller Forretning. Det, Præsten sagde, mente han, kunde være meget godt og fornuftigt, men naar alt kom til alt, var det da noget, som man nok kunde finde paa selv. Hans Kone undskyldte sig med et eller andet Arbejde, naar han kørte til Kirke, og da han gerne fik Godsforvalteren til at gøre sig Selskab og saaledes undgik at blive ene, trængte han ikke videre paa hende. Da hun kom til S. og bosatte sig der, hørte hun vel hos de Familier, som hun gjorde Visit hos, Lovtaler over den mageløse, nye Præst, men hun tænkte ikke videre derved og gik heller ikke i Kirke.

19

Povlsen havde besøgt hende hver Søndag Eftermiddag, og for at undgaa alt Anstød, kom han i Selskab med en aldrende Husbestyrerinde fra Herregaarden. Til dette Besøg glædede Cecilie sig hele Ugen. Hendes nye Lejligheds smukke Arrangement mindede hende hver Dag om ham. Det var jo ham, der havde opstillet hvert et Møbel og ophængt Skilderierne den Dag, da han fulgte hendes Flyttegods til Byen. Naar han besøgte hende, var han vel som sædvanlig lidet talende, men der var dog en hyggelig Tilfredshed udbredt over hans Væsen, som gjorde hende godt. Naar han saa var rejst, plejede hun gerne at sætte sig hen foran Kakkelovnen i Mørkningen og hengive sig til en stille Dvælen ved Mindet om ham, men der var ingen Fremgang i hendes Fantasier. Naar Tanken om engang at blive hans Hustru begyndte at spille for hende, blev hun næsten ærgerlig paa sig selv. Den Mand, der skulde eje hende, maatte føre hende - ja hvorhen? - det var hende umuligt at sige. Hun greb sig engang i at mumle halv højt:

Auf Flugeln des Gesanges,
Herzliebchen trag' ich dich fort,
Fort nach den Fluren des Ganges,
Dort weiss ich den schnsten Ort;
Dort liegf ein rohtbluhender Garten
Im stillen Mondenschein;
Die Lotusblumen erwarten
Ihr trautes Schwesterlein.

Det var et Vers, hun engang havde læst som Barn i sin Guvernantes Noder, nu først randt det hende i Hu.

At Folk i Byen ikke havde Øjnene mere henvendte paa den unge smukke Enke, var en Følge af, at Præsten var udelukkende paa Dagsordenen. At hun ikke indbød dem til sig, da enhver dog vidste, at hun havde Raad til at se Gæster, undskyldte man og mente, at det kom nok, naar Sørgeaaret var forbi. Men hvorfor kom hun ikke i Kirke? Det var jo dog noget, hun saa inderlig maatte trænge til i sin Sorgs Tid.

- Jeg skal ved Gud dog sige hende det, sagde en ældre Frøken, Datter af en afskediget Major og Toldforvalter, som havde sin Gang i alle Byens gode Huse, det skylder man den nette, unge Kone, og det skylder man, ved Cud, da ogsaa Religionen og Pastor Alstrup. Ja jeg siger det ligefrem til hende, naar jeg paa Fre- nej lad mig se, saa skal jeg til Formiddagskaffe hos Kammerraadens - paa Lørdag, naar jeg gør Visit hos hende.

Det Hus, som Fru Staal beboede, laa i en Udkant af Byen; 20 den Side, der vendte ud til Landevejen, Hovedgadens Fortsættelse, indtoges af Køkken, Soveværelse og Tjenestefolkenes Kamre (hun havde beholdt Hans Peter og en af sine tidligere Piger), medens Havestue, Dagligstue og Spisestue vendte ud til en smuk Have, langs Udkanten af hvilken der gik en Spadseresti. Denne løb til venstre lidt opad, til den naaede den hvide Kirkegaardsmur, og førte til en Indgangsdør. Ad denne Sti saa' Hans Peter og Pigen Ane, der stod i Haven, bemeldte Frøkens lange Skikkelse komme anstigende, rask aabne Havelaagen, løfte sin lille krumme Næse, under hvilken der groede en ret frodig graa Moustache, hvorpaa hun spurgte med fyndig Appel:

- Fruen er inde - ikke?

- Jo, det er hun kanske nok, sagde Ane tvært; Frøkenen gjorde aabenbart ikke noget sympatetisk Indtryk paa hende, saa lidt som paa Hans Peter, der, efter at hun var traadt ind i Huset, brummede:

- Det var da en fæl Kaptajn den.

- Det er noget Vrævl, Du siger, sagde Ane, som ikke forstod ham.

- Det var da et ledt Ovenskæg, hun har, sagde Hans Peter for at motivere sin Udtalelse, hendes "Ange"*) hænger og bævrer i det.

- Ja, det gjorde den sgu ogsaa, sagde Ane, i sit Sind indrømmende, at Hans Peter havde Ret i sin Bemærkning.

- Se, nu kysser hun Fruen, sagde han - han kunde se det gennem Havestuevinduet - det er da den Slags Kys, man kan fornemme , ligesom man kan smage Skraakys.

- Aa, Du har altid saa meget Sludder, svarede Ane, men Latteren gennembrød dog Tværheden med et kort Grynt.

Hans Peter havde set rigtig, Adelaïde von Sperling, som Frøkenen gerne skrev sig, fløj om Halsen paa Cecilie. Hun var altid forpustet paa Grund af sin hurtige Tale, der ikke lød ulig en Storks Knebren. Efter nogle Aa-ja puh - jeg har gaaet saa rasende stærkt, fik hun Snakketøjet sat i Gang, og nu gik det i Symaskinetakt:

Ja nu kunde jeg ikke holde mig længere, kære, søde, lille Fru Staal. Jeg maatte, ved Gud, hen til Dem. Aa jeg glemmer aldrig den mageløse Dag, vi var sammen paa det dejlige Skovbygaard hos Baronens. Crême de la crême, som man siger - naa - *

21 jeg har en lille Faible for Aristokratiet, som jeg selv hører en lille Smule til - Blodet er aldrig saa tyndt, lille Frue, véd De - Herre Gud min salig Bedstemoder var en født Komtesse Hjelmkrone. Da vi sidst saas, levede Deres kære Mand; - naa - naa - hvad skal man sige. Vorherres Vilje, ikke sandt? (her snød Frøkenen sin Næse og tørrede Øjnene). Ja hvem fatter Forsynets Veje? Det kunde min salig Bedstemoder sige med saadan en mageløs Resignation. Bare De havde kendt hende. Gammeldags Prængciper. Holden paa sin Værdighed, det forstaar sig. Hendes Mand var Kammerherre. Og hvilken Accent, naar hun talte Fransk! jeg glemmer aldrig hendes smaa Soireer i Amaliegade i København og det ligefrem forklarede Smil, hvormed hun bød os Te. Du thé s'il vous plaît, sagde hun, den Sjæl.

- Vil Frøkenen ikke tage Plads.

- Aa, tusind Tak! Maa jeg løsne min Kaabe og min Hat? Jeg er saa echaufferet. Nej, det er dog en sød Sørgedragt, De har, Fru Staal. Og Frøkenen fór op fra Stolen, tog fat i den omtalte Kjoles Nederdel og holdt en Flig op mod Lyset - Dejlig Bonitet . . . to Daler Alen - ikke sandt? Kan De se, jeg gættede det paa en Prik, he, he. Jeg havde et lignende Stof, da jeg bar Sorg for min Fader, Majoren. Jeg tror, aldrig jeg havde overlevet den Sorg, hvis jeg ikke altid havde været saa umaadelig religiøs. Aa Religionen, Fru Staal, det er mit Sværmeri.

Cecilie var ør i Hovedet og sad i sløv Resignation, legende med den tykke sorte Perlesnor, hvori hun bar sit Ur.

- Men apropos, søde lille Frue, vedblev Frøkenen, medens hun smægtende lagde Hovedet til Siden og Stemmen antog et langsommere Tempo og en øm, formanende Klang. De har endnu ikke hørt Pastor Alstrup. Ja jeg véd alting. Men De maa gøre det. Det maa De love mig. Det er Veltalenhed. Det er, hvad man kalder Skvada. Det er noget andet end vor kære salig Pastor Bekker. Der er, om jeg saa maa sige, baade Poesi, Musik-, Maler- og Billedhuggerkunst i hans Tale. Han henfører alt til det højere, og han har virkelig bibragt næsten hele Byen Sans for det højere. Jeg har i mange Aar gjort mit for det, men det oversteg en Kvindes Kræfter, men han - aah - for ham gaar det, som det ingenting var. Geniet - Fru Staal - Vorherres Gave! Vær nu sød og lad os se Dem i Morgen blandt den andægtige Tilhørerskare. Véd De, at Pastoren ligefrem har savnet Dem? Han sagde oppe hos Postmesterens, Kammerjunker Schlicks, forleden Dag: Hvoraf kommer det, at jeg aldrig ser den nydelige unge 22 Kone i Guds Hus? Ja, det sagde han, det véd Gud, han gjorde. Ikke sandt, De lover mig, at De vil komme i Morgen? Det er altsaa en ren Aftale.

Fru Staal kunde ikke mere. Selv om hun havde haft nogen alvorligere Grund til at sige nej, havde hun maattet opgive Ævret. Jo, jeg skal komme, sagde hun med mat Stemme.

- Excellent. Vidste jeg ikke nok, at De var en sød lille en. - Men Gud, Klokken er mange, og jeg har fem Visitter endnu - én hos jævnere Folk, det er Bager Villings; Konen har tjent mine Forældre. Jeg overser ingen, og hos saadanne Folk faar man altid at vide, hvordan det gaar til i den Slags Kredse. Farvel, farvel - (en ny lidenskabelig Omfavnelses- og Kyssescene). Jeg kan maaske gaa ud gennen Gaarden. Jeg kender meget godt Husets Indretning . . . og medens Fru Staal fulgte Frøken Sperling ud gennem Entreen, hvor Døren stod aaben til Køkkenet, som Hans Peter og Ane nu havde forlagt deres Ophold til, gik Munden uafladelig paa hende. Ja jeg maatte se til Dem - jeg længtes saadan efter Dem - jeg kunde ikke holde mig borte længere.

Hans Peter grinte smørret inde i Køkkenet og rakte op efter en Nøgle, der hang bag Døren.

- Kan Du holde Dig i Skindet, dit Utuske, sagde Ane.

Ingen hørte denne folkelige Kritik, og endelig lød Frøkenens trippende, hurtige Skridt hen over Gaardens Stenbro.

Og nu hvæsede hun om fra Hus til Hus, lig et Lokomotiv fra Station til Station. Nu skal jeg fortælle Dem en Nyhed - gæt nu. - Nej ingen kan gætte det. Nu skal De høre. Den unge, kønne Fru Staal kommer i Kirke i Morgen. Ja tænk Dem! Er det ikke rart, at Religionens Betydning nu er gaaet op for hende. Men De kan tro, jeg har prædiket for hende saa godt som en Præst, det forstaar sig, ikke saa godt som den rare, velsignede Pastor Aistrup, for det kan ingen gøre.

Frøken Sperling leverede sædvanlig det Stof, hvoraf Samtalerne i Byen nærede sig fra den ene Dag til den anden, thi da hun ved sin Faren fra Visit til Visit førte en Art Nomadeliv og altid fortalte det samme paa alle Steder, kunde hun betragtes som Købstadens Nyhedspost. Fru Staals forestaaende Besøg i Kirken drøftedes med en Interesse, som var det en frappant Verdensbegivenhed, og alle Parter samlede sig om en Art motiveret Dagsorden, hvis Indhold var, at den unge Kone, som var en ny Beboer af Byen, gjorde Ret i ikke at være sær og bære sig anderledes ad end de andre.

23

Fru Cecilie begav sig altsaa i Kirke bemeldte Søndag Morgen. Alle Damerne i de Familier, hos hvilke Frøken Sperling Dagen forud havde gjort sin Ronde, var til Stede, og alle skottede de op over deres Salmebøger, da hun gik op ad Kirkegangen, for foreløbig at mønstre hendes Holdning og Toilette. Frøken Sperling nikkede til hende, alt mens hun sang Salmen af fuld Hals og med en følelsesfuld Vibreren paa hver Tone. I den korte Tid, Pastor Aistrup havde været i sit nye Embede, havde han ivrig stræbt at bøde paa Sangens og Orgelspillets maadelige Tilstand. Degnen havde faaet Ordre paa ikke at sætte saa vældig i. Præsten havde faaet nogle yngre, musikalske Medlemmer af begge Køn til at synge for. Organisten havde han af egen Magtfuldkommenhed foreløbig suspenderet, efter at have indstillet ham til Afsked. En ung Musiker, der var i Besøg hos ham, gjorde alt, hvad der kunde gøres ud af det gamle Orgel. Selv havde han en udmærket smuk og kraftig Tenorbaryton med en sympatetisk indsmigrende Klang. Man sagde, at han i sine unge Dage havde vaklet mellem Operaen og Teologien. Da han løftede Stemmen foran Alteret, og den gennemtonede det resonansfyldte Rum, fór en nervøs Dirren gennem Fru Cecilie, og trods al den Modstand, hun gjorde, brast hun i Graad. Naboersker, foran og bagved placerede Damer stødte til hverandre, og i et Nu sad hun under en sand Krydsild af paatrængende, deltagende Blikke og en sagte susende Hvisken. Hun bed i sit Lommetørklæde og naaede at betvinge sin Graad.

Pastor Aistrup viste sig endelig paa Prædikestolen. Den unge Frue havde kun set ham flygtig. Hun kunde maaske nu i sit stille Sind gøre den Indrømmelse, at det var en sjælden smuk Mand, som han der stod fyldende Prædikestolen med sin anselige Figur, med en mild Alvor i det mørke Øje, og med et gennemgaaende Udtryk af værdig Sikkerhed i den Gerning, han straks skulde til at begynde.

Det var den smukke Tekst om Indtoget i Jerusalem, som var Talens Tema. Taleren berørte som Indledning Modsætningen mellem Fredsfyrsten og de mægtige, som den profane Verden priser med Hyldingsraab; mellem Verdenshelten paa Stridshingsten og Verdensfreiseren paa det ydmyge Dyr; "Kristoforos vorder kun det ringe," siger Digteren. Og hvo var de, som kom ham i Møde? Teksten skelner ikke mellem de enkelte. Den nævner kun en Hob. Maaske en stor Del af disse Mennesker kun var drevne af Nysgerrighed. Nogle vel af en ubestemt Trang, men uden dog at ane, at det guddommelige var dem nær. Men de blev hvirvlede 24 ind i Begejstringen, og de mange Vandes Lyd tonede sammen i Tilbedelsens Jubelkor, og alle Hænder strøede Palmer paa Fredsfyrstens Vej. Laa deri ikke et Fingerpeg for os? Var det ikke et Bevis paa, hvorledes Gud lokkede og drog os og forstod selv at lede vore verdslige Længsler til vor Frelse? Derfor skal vi møde i hans Hus, selv om det tykkes os, at intet drager os derhen. Selv om vi, som vi kalder det, ikke føler os oplagte. Et Ord, der stammer fra den hellige Kilde, kan bringe Troens dulgte Frø til at spire op, saa det bliver en Palme med Grene, hvormed vi kan bestrø Herrens Vej. Hver Menneskehjertets opadstigende Trang, hver ren Glæde eller Sorg helliges, saa snart vi strø dem ud som Palmer for den hellige. Det, der rører sig dunkelt i Hjertedybet: uudsigelige og vingeløse Længsler, er maaske Tegn paa Gæring i Troens Palmefrø; men for at det kan vokse og stige op mod Lyset, behøves Naadens Solstraale. Og denne Straale glimter frem, hvor Ordet forkyndes i sin Renhed; derfor skal vi alle ile til og lytte til Ordet, at Palmen kan vokse kraftig og frodig, saa at dens Grene kan forherlige Herrens Sejrstog hen over Jorderig.

Fru Cecilie havde lyttet spændt og ivrig til Talerens Ord. Tankefuld, dybt hensunken, gik hun hjem. Det var, som en Efterklang af den paa én Gang bløde og kraftige Røst satte Lydbølger i Bevægelse dybest i hendes Sjæls Indre. Endnu var det kun Ordenes almindelige Musik, der gennembølgede hende. Hun havde skyndt sig at komme ud af Kirkedøren og gik hurtig hjem for ikke at blive tiltalt af nogen. Uden at gøre sig det klart, var det sagtens Frøken Sperling, hun nærmest var bange for at falde i Kløerne paa.

Det var blevet halvklart og let Frostvejr. Da hun var kommen hjem, laa Haven med de snepudrede Buske i en mild lyseblaa Tone foran Vinduerne. Hun satte sig ved et af dem, og med begge Albuerne paa Bordet og Kinderne støttede paa Hænderne gav hun sig hen i sine Tankers Vold. Præsten havde talt om at hellige det, der dulgte sig i Hjertedybet, vor ubestemte opadstigende Trang. Havde hun ikke saa tidt følt noget saadant? Jo, saa længe hun mindedes, havde hun følt en inderlig Tørst efter Lykke, og denne Lykke maatte da navnlig være at finde i Kærlighed. Hendes Lærerinde havde, da hun var Barn, bebrejdet hende, at hun var altfor kælen. Hendes Fader havde tidt, naar hun ved hans Hjemkomst fra en Rejse vilde modtage ham med aabne Arme, knækket hendes Følelses Blomst ved et venligt, men 25 dog kølig affærdigende Klap paa Kinden. Hendes Mand havde været altfor verdslig adspredt og havde ført hendes Liv hen i samme Retning. Da havde Povlsens ungdomsstærke Skikkelse fængslet hende; hendes Hjerte bankede af Angest, da hun tænkte paa hin Ridetur. Hun søgte nu at mane hans Billede ud af Tanken. Det mindede hende om, at hun havde været paa Randen af en farlig Afgrund. Men de Ord, hun havde hørt, syntes hun, havde givet hende Nøglen til hende selv. Hun maatte bøje sin Længsel efter Lykke og Kærlighed ind under Naaden. Bibelske Ord, hvormed hun aldrig havde forbundet nogen Mening under sin Udenadslæren af dem i Barndommen, dukkede op med en forunderlig stærk Klang i hendes Indre. Det var, som hørte hun dem udtale af Præstens klangfulde Stemme, og Billeder fra de bibelske Fortællinger, Samaritanerkvinden ved Brønden i Sikem, Kvinden ved Farisæerens Gæstebud, tonede frem i en dirrende Lystaage for Fantasiens Øje. Men, lød det saa i hende: hvad skal jeg gøre for at hellige og mætte Kærlighedslængselen? Hyppig, saa tidt som mulig, maatte hun høre denne herlige Præst, hun maatte tale med ham! Ved denne Tanke løb der en kold Gysen igennem hende. Tænke sig Ansigt til Ansigt med ham ! Vilde ikke Ordene dø af Skam paa hendes Læber, naar hun skulde tale om, hvad hun aldrig havde talt om til nogen, hvad hun aldrig havde villet eller kunnet lade komme til Klarhed for sig selv? Og hun maatte tale med ham. Sæt, han i dette Øjeblik traadte ind i Stuen og ved venlig Aabenhed indgød hende Mod til ret at give sig hen i Samtalen med ham! - Hun kildrede sin Fantasi ved dette Billede, der paa én Gang skræmmede og fængslede den.

Som en Søvngængerske vandrede hun dernæst om og besørgede sine smaa Husgerninger, da det paa én Gang faldt hende ind, at det var Søndag; hun maatte altsaa vente Povlsen om Eftermiddagen. Hvorledes skulde hun modtage ham? Hun troede sig sikker paa, at i disse nye Tankegange vilde han være en fremmed, ja at han endog vilde være fjendtlig stemt imod dem.

Han kom ganske rigtig til sædvanlig Tid. Fru Gecilies Forlegenhed gav hendes Væsen noget iskoldt, da hun modtog ham. Povlsen studsede og blev straks forstemt, men søgte en trøstende Forklaring ved at sige til sig selv: Aa hvad - Fruentimmerluner. Han slog ind paa sin sædvanlige spøgende Tone og fortalte en Historie om en af Egnens Præster, som var meget forbitret paa Pastor Aistrups Popularitet, der bragte flere Beboere i de omliggende Pastorater til at løse Sognebaand og saaledes skadede dem 26 i deres Næring. Navnlig var det gaaet ud over vedkommende Præst, da den eneste større Proprietærfamilie i hans Sogn var gaaet til Alstrup. Kort efter dør Manden og bliver begravet i S. Se saadan bærer den ene Embedsbroder sig ad mod den anden, udraabte han, han tager mit Lig fra mig; det allerbedste Lig i mit Sogn. Men den stakkels Forvalter, som havde ventet at se det milde Smil sprede Skyerne fra Fru Gecilies Pande, havde ikke i dette Øjeblik kunnet anslaa en uheldigere Streng. Med en opfarende Hidsighed, som han hidtil aldrig havde set Spor af hos hende, udbrød hun vredt:

- Hr. Povlsen, maa jeg bede Dem om aldrig at omtale Pastor Aistrup i mit Hus uden med den dybeste Agtelse.

- Naa godt Ord igen, lille Frue! Saa skal jeg da lade være at omtale ham; for jeg kan jo hverken agte eller foragte ham, siden jeg slet ikke kender ham.

- Det er Deres Fejl, svarede hun.

- Hm - ja - kanske. De mener, at jeg vilde blive saa meget visere eller bedre, hvis jeg kendte ham?

- Jeg mener, tog Cecilie til Orde med en dirrende Stemme, at De som de fleste trængte til at løftes op over Støvets Verden, og den Mands Ord kan bringe ens Sjæl saa højt op, at man glemmer den usle prosaiske syndige Jord.

- Aa, man falder sgu ned paa den igen, brummede Forvalteren. Desuden, naar man lukker sine Øjne og Øren op, er Jorden hverken ussel eller syndig. Naar der findes ti brave Mennesker for hver Keltring, hvad skal man saa forlange mere? Se Dem ordentlig om paa Jorden, hav med Jorden at gøre, som jeg har det, saa vil De erfare, at den ikke alene nærer og føder os, men at baade dens Planter, Dyr og Mennesker er ganske rare eller dog ganske fornøjelige Kreaturer at have at gøre med. Jeg for urin Part ønsker ikke at løftes højere op, end at jeg kan trække Vejret.

- Saa har De ingen Religion.

Povlsen studsede ved denne Ytring, der faldt kort og fortørnet. Han saa' Cecilie lige ind i Øjnene og sagde i den gamle myndige Tone, som hun kendte fra tidligere Tid:

- Tag Dem i Agt for at blive affekteret, Fru Staal!

Men der var et Mod og en Kamplyst over Cecilie, som hun hidtil aldrig havde kendt. Hun mødte Povlsens Blik og sagde i en udfordrende Tone:

- Hvad De kalder Sværmeri og Affektation, er for mig den 27 eneste Sandhed. Det er gaaet op for mig, hvad Religion er. Det er Mættelsen for Trangen mod det høje, det er Vingen til Flugt opad mod den sande, evige Kærlighed, hvorefter vi alle higer.

- Hm, sagde Povlsen, - det kan gerne være. Jeg har ingen Lærdom i de Ting og kan ikke forklare Dem, hvad jeg mener, at Religion er. Jeg vil hellere fortælle Dem en lille Historie. Jeg lærte Landvæsenet paa en Gaard, der ejedes af en Baronesse. Det var et sært Fruentimmer, som altid sad og læste i nogle gamle franske Bøger. Den gamle Præst i Sognet, ellers en rigtig brav Mand, sagde, at hun var Fritænkerske, Voltairianer kaldte han det, men alle indrømmede, at hun var mageløs godgørende mod de fattige. Nu traf det sig, at Præsten fik at vide, at der laa en gammel Kone i en Indsidderstue; hun led af en hæslig Hudsygdom, saa ingen turde røre hende. Saadan havde hun ligget i flere Maaneder, og der var aldrig blevet redet eller gjort rent under hende.

Den gamle Præst blev helt betaget, da han hørte det. Efter at han havde tænkt en Del frem og tilbage, kørte han op paa Gaarden for at spørge Baronessen til Raads. Hvad gør hun? Hun lader straks spænde for og kører med Præsten hen til Huset, hvor Konen laa. - Vi maa hjælpes ad, Hr. Pastor, siger hun. Præsten selv tilstod, at han var lidt ilde til Mode ved dette Besøg, men han maatte lystre hende. Hun gaar ind til den syge, vadsker hende og giver hende rent Linned paa, beordrer Præsten til at bære hende hen paa en Stol, medens hun selv reder Sengen. Og samme gamle Baronesse var ellers saa sirlig som et pillet Æg. Saa kørte hun væk med Præsten efter at have givet Folkene i Huset en ordentlig Afrøfling. Det kunde den gamle Præst aldrig glemme. Han snakkede aldrig siden om hendes Kætterier, men da hun døde, sagde han blot ved hendes Kiste: Hendes Veje forstod jeg ikke, men jeg véd, at hun kom længere frem i Kærlighed, end jeg har kunnet komme. - Se den gamle Baronesse havde Religion, men hun snakkede ikke om det.

Fru Cecilie tav og blev adspredt. Samtalen vilde ikke komme i Gang. Povlsen brød tidligere op end sædvanlig. Fruen bad ham ikke om at komme igen, som hun ellers plejede, og hendes vante varme Haandtryk ledsagede ikke deres Afsked. Husjomfruen, der havde slebet sig en lun Skraber i Kakkelovnskrogen, havde ikke lagt Mærke til noget usædvanligt, men paa Hjemturen sad hun i en evindelig Angest, thi Povlsen kørte af Sted i en susende Galop og indlod sig paa en rasende Kapkørsel med en Slagter, saa at 28 denne i Farten tabte Søløveskindshuen at Hovedet og den korte Pibe ud af Mundvigen og saaledes maatte opgive den ædle Væddestrid, under hvilken den Kalv, der laa bunden med Hovedet ud over Bagsmækken, brølede, som gjaldt det Livet.

Frøken Sperling havde naturligvis faaet sin Gang hos Præsten som i alle Byens gode Huse. Det var en Art finere Rendekælling. Graadig og slikvorn, som hun var, havde hun snart luret af, at Præstens Kusine, der havde holdt Hus for ham siden hans Kones Død, serverede ypperlige hjemmebagte Makroner og sød Muskatvin for de formiddagsbesøgende. Ved sit første Besøg havde hun overdænget Pastor Alstrup med Smiger, som denne var altfor dannet og smagfuld en Mand til at tage for gode Varer. Han kunde ikke lide Frøken Sperling og saa' jo snart tværs igennem hende. Han indtog da en tilbageholdende høflig Stilling lige over for hende og besvarede hendes kærtegnende Ord med et ironisk Smil og et Skuldertræk, men holdt dog sin Adfærd i en saadan Tvetydighed, at hun tog det for en overlegen Mands lige over for et barnligt Gemyt, - for jeg er og bliver immer et Barn, sagde hun, og salig Grandmama, Kammerherreinden, sagde ogsaa tidt: Adelaïde, tu ne grandiras jamais.

Mandag Formiddag sad Frøken Sperling i Præstegaarden, gnaskede paa sine Makroner og nippede til sin Muskatvin, medens hun samtalede med Præstens Kusine. Det var en høj, førladen Dame med et stereotypt, koldt og klogt Smil paa sit Ansigt. Hendes Mand havde været Grosserer og gjorde i sin Tid en vis Figur i den københavnske merkantile Verden, men en pludselig Fallit viste, at hele hans Forretning havde været bygget paa Svindleri; selv var han rejst bort, og i fem Aar havde ingen hørt noget til ham. Hans Kone maatte da tage til Takke med at leve i sin Fætters Hus, som hun forestod med Dygtighed og Smag, men Præsten og hun sympatiserede ikke; det opdagedes snart.

- Det var dog en mageløs Tale, Pastoren holdt i Søndags, sagde Frøken Sperling tyggende.

- Det er det jo altid, svarede Fru Krause med et Smil, der lignede en Grimace.

- Ja det er fuldkommen sandt, men det, man kalder Ængspiration, kan dog somme Tider være stærkere, mere saadan kongsangtreret end til andre Tider.

- Aa ja, det kan den vel.

- De er vist ingen flittig Kirkegængerske, Fru Krause? sagde Frøkenen i en kælen bebrejdende Tone, lagde Hovedet paa Siden 29 og truede indsmigrende med sin tynde Pegefinger, der lignede en Hønsetaa.

- Nej, og det maa Menigheden være mig taknemmelig for.

- Men, hvordan, kære Frue?

- Min Fætter skal altid, før han prædiker, have sig en engelsk Boeuf med Spejlæg; uden den Boeuf kan han ikke blive beaandet; den maa jeg sørge for. De ser altsaa, at jeg paa en Maade er Skyld i den Begejstring, hans Tale vækker.

- Gud, hvor kan De nænne at være saa rædsom ironisk? Men De er mageløs morsom, hahaha . . . Jeg maa virkelig have én til af Deres velsignede Makroner; hvor kan De dog faa dem saa sprøde?

I dette Øjeblik aabnedes Døren til Sideværelset, og Pastor Alstrup viste sig. Frøken Sperling sprang op fra sit Sæde, lagde atter Hovedet paa Siden, kneb Øjnene sammen med det mest smægtende Udtryk og raabte:

- Der har vi nu vor kære, kære Pastor.

- Naa, tag det med Ro, lille Frøken! sagde Præsten, idet han nikkede til hende.

- Tak for Deres velsignelsesrige Ord i Gaar; jeg har aandelig Næring nok af dem i hele Ugen.

- Det glæder mig, sagde Præsten med et overdrevent dybt Buk.

- Lagde Pastoren ikke Mærke til en ny Tilhørerinde i Gaar?

- Kære Frøken, det er mig umuligt at kontrolere . . .

- Nej, naturligvis, naar alle Pastorens Tanker er rettede saadan opad - (Frøkenen vendte Øjnene mod Lysekronen i Loftet). -

- Hvem mener De for Resten?

- Den lille unge Enke, Fru Staal.

- Ja saa - hm, sagde Præsten og lod, som han søgte at orientere sig . . . Enken efter en Godsforvalter?

- En Skovrider.

- Rigtig. Ja det er en nydelig ung Kone.

- Ikke sandt? Det var min Skyld, hun gik i Kirke; jeg stræber ogsaa efter fattig Lejlighed at fange Sjæle, men jeg kan kun gøre saa lidt. Hun er endnu helt optaget af Sorgen over sin Mands Død og trænger vist inderlig til Sjælesorg.

- Aa, lød nu Fru Krauses tørre Stemme, Manden var jo saa gammel, at han godt kunde have været hendes Fader.

30

- Og hvad saa? sagde Præsten hurtig og i en næsten irriteret Tone.

Fru Krause trak paa Skuldrene. Han efterlod hende nok en køn lille Formue, fortsatte hun med næsten ligegyldig Betoning.

Præsten stak Maven frem og sagde med prælatmæssig Myndighed:

- Har hun levet et kristeligt Liv med sin Mand, er det klart, at hun maa sørge over ham; der kan ikke være Tale om andet. Naar Døden berøver os en kristelig Ægtehalvdel, maa vi dybt savne den ene Stemme i Hjemmets tostemmige Salmesang.

- Det er netop det, jeg har tænkt, men aldrig har kunnet udtrykke, sagde Frøken Sperling med indadvendt Beundring. - Da min salig Grandmama, Kammerherreinden . . .

- Ønsker den Dame min personlige Sjælesorg? afbrød Præsten hende.

- Om hun gør? Saa' Pastoren ikke, hvor hun var bevæget i Gaar i Kirken?

Præsten rystede paa Hovedet, Fru Krause sagde:

- Aa, min Fætter saa' det sikkert nok. Det er kun hans sædvanlige Beskedenhed . . . Jeg mener det virkelig, sagde hun, da hun mødte sin Fætters truende Blik.

- Tag Dem af den kære, unge Sjæl, Hr. Pastor, saa den gode Sæd i hendes Hjerte! bad Frøken Sperling.

- Jeg skal se ind til hende en af Dagene. Farvel, Frøken, jeg maa til mit Arbejde.

Præsten gik ind i sit Værelse, og Frøkenen tog en rørende Afsked med Fru Krause. Medens denne tog Kagerne og Vinen bort, lo hun og sagde: Saa, nu har vi snart en ny.

Tirsdag Middag bevægede Pastor Alstrups majestætiske Figur sig over Gaardsrummet foran Fru Staals Hus. Hans Peter og Ane holdt som sædvanlig Kontrol med de ankommende fra Køkkenvinduet.

- Det var Præsten, sagde Hans Peter. Det er en dejlig Mand til at tale; man kan høre ham helt uden for Kirkedøren.

- Kammerraadens Lise siger, at han kysser sin Stupige, sagde Ane muggent.

- Naar han gør sine Sager godt, svarede Hans Peter, har han jo lige saa vel Lov til at have sin Morskab som enhver anden;

"thi naar mit Arbejd er til Ende,
tør jeg mig til Glæden vende."

reciterede han videre i en syngende Læsetone.

31

- Du er alstillens saa utidig, mumlede Ane.

Da Præsten traadte ind i den unge Enkes Dagligstue, skiftede Fru Cecilie Farve, men Præsten gik sikkert og ugenert hen imod hende, rakte hende Haanden som en gammel Bekendt og sagde:

- Fruen ønskede at tale med mig; og da Cecilie stod tavs, medens hendes Bryst arbejdede, fortsatte han rolig: De har haft Sorg og søger Trøst?

- Ja, hviskede hun næppe hørlig.

- Og jeg kan sige Dem, De er paa rette Vej; jeg saa' Dem i Forgaars; jeg kunde se paa Dem, at Deres Sjæl fløj opad.

- Ja, hviskede Cecilie endnu sagtere.

Pastor Alstrup lod sit Øje løbe om i Stuen og fæstede det dernæst paa Bordet foran Sofaen, paa hvilket der laa en Del Bøger. Han rakte hen efter en af dem; det var et Bind af Fr. Paludan-Mullers Digte. Han slog op paa det yndige lille Digte: "Nattevagt" og læste det dæmpet, men med kunstnerisk Anvendelse af Stemmens dybe Register; dog med stærkere Fremhæven af de to sidste Strofer:

"Det sørgeligste klinger
harmonisk da og smukt,
det tungeste faar Vinger
til dristig Himmelflugt.
Det ringeste forsvarer
sin Plads i Livets Krans,
det mørkeste sig klarer
i disse Straalers Glans.

Og i vor Aand sig sænker
den store Faderaand,
som løser alle Lænker
og bryder alle Baand;
og naar de sidste falde,
da føle vi med ét:
At Gud er alt i alle,
og alle kun er ét."

Han fæstede sine blanke, tindrende Øjne fast paa Cecilies; hun havde fulgt Læsningen med en Henrykkelsesgysen.

- De elsker Poesi, kære Frue? spurgte han.

- Den har tidt trøstet mig, naar jeg følte Mørke og Tomhed i mig.

- Fortræffelig. Jeg forstaar Dem ganske. Poesien fylder Sjælen med uendelige Længsler ved sine dybe, men dunkle Antydninger 32 om et højere Liv bag ved dette jordiske Liv, og af hvilket dette kun er en mat, dæmrende Afspejling. Men, som en af vore betydelige Digtere har sagt: Kunsten er Anticipation af det salige Liv - forstaar De mig, Frue?

- Aa bliv ved, bliv ved! bad hun ivrig.

- Jeg kan se paa Dem, at De forstaar mig. Jeg vilde sige: Kunsten og Poesien giver os en Forjættelse, som de ikke kan opfylde, de lærer os vel at føle, at Gud er alt i alle, men det er en ubestemt, henflydende Følelse, hvori Personligheden kan drukne. Nej, man maa op igen af disse lokkende og tonende Bølgers Skød, man maa lade sig forfriske og styrke, ikke beruse eller fortumle, i dette Bad; i alt Fald kan Poesien kun tage os ved Haanden og føre os til Grænserne af det forjættede Land. Men - ikke sandt, Frue - naar De, som De siger, i Mørkets og Tomhedens Tider har tyet til Poesien, saa er Deres Sind blevet oplyst ved straalende Glimt og fyldt med stærke Længsler, men Glimtene slukkedes, og Længslerne blev ikke mættede?

- Nej, det er sandt, sagde Cecilie og nikkede tankefuldt.

- Thi det er kun Troen, der kan tænde det stadig brændende Alterlys og lade den hellige, læskende Kilde sprudle frem i vor Aands Tempel. De selv fornam det i Søndags i Kirken.

- Det gjorde jeg, ja, det har jeg følt. Tak, fordi De taler saadan med mig, Hr. Pastor!

Et Øjebliks Tavshed opstod. Fru Cecilie sad med Kinden støttet til sin krummede Haand, hvis Hulings purpurrøde Skygge dannede en kraftig Kontrast til det hvide Glanslys paa dens Rand. Præsten fordybede sig et Øjeblik i Betragtningen af denne smukt formede Haand; derpaa tog han atter til Orde:

- Er De udgaaet fra et kristeligt Hjem? Naa ikke? Ja, det anede jeg. Var Deres afdøde Mand Kristen?

- Han tog af og til i Kirke, men dengang . . . den gamle Pastor Stork . . . .

- Hm, ja; jeg har hørt Tale om ham. Men De elskede Deres Mand?

Fru Staal blev blussende rød. Han var saa god imod mig . . . saa omhyggelig . . . han ..

- Hm - men det var ikke en begejstret Ungdomskærlighed, der bandt Dem til ham. De har i Deres Liv savnet den varme, den fulde Kærlighed, et Bryst, hvortil De kunde hælde Deres Hoved. De er en varm, poetisk Natur, der er gaaet uforstaaet omkring.

33

- Ja, det tror jeg, sagde Cecilie ivrig.

- Søg stadig, og De skal finde . . . i Troen finder De alt. Tillader De mig oftere at tale med Dem, jeg tror, at vi to godt forstaar hinanden.

- O-ja- hvis De ikke bliver træt; hvis De har Taalmodighed til at tale med mig . . . De véd ikke, til hvilken Velsignelse det er mig.

Præsten klappede hendes rige, blonde Haar med en Mine, der godt kunde være faderlig, smilede og sagde:

- Kære Barn, jeg gør jo kun min Pligt som Sjælesørger. Farvel, Gud være med Dem!

Og han rejste sig, trykkede hendes Haand og gik let og elastisk ud af Stuen.

Hans Ansigt straalede af Oprømthed og Livlighed, da han gik op ad Gaden. Nu vilde han have kunnet holde en rigtig begejstret Prædiken. Det myldrede af Tanker, Symboler, Billeder og Allegorier i hans Hjerne. Han havde Lyst til at synge højt, men maatte vente, til han kom hjem. Uden at agte paa Fru Krauses Tilstedeværelse i Dagligstuen, slog han i en Fart Klaveret op og sang med glødende og smeltende Foredrag Romancen af "Hjortens Flugt":

Hvor tindrer nu min Stjerne?
Hvor dølger sig min Skat?

og da han havde endt den, gik han hurtig ind i sit Værelse. Fru Krause saa spotsk efter ham, og da han var ude, nynnede hun med en latterlig Efterligning af en Mandsstemme:

Ma per Ispagna, ma per Ispagna
Son già mille e tre.

Indtrykkene fra Kirkebesøgene, der naturligvis fandt Sted hver Søndag, og Samtale med Præsten, som snart igen aflagde Visit hos hende, blev Fru Cecilies Livselement. Hendes Fantasi befolkedes med ædle Skikkelser, der ganske vist stammede fra Biblen, men som dels ved Præstens Behandling, dels ved hendes egen ubevidste Omarbejdelse af dem, kom til at staa i et afdæmpet, romantisk Lys. Hun mente at være komplet rettroende, men mærkede ikke, at hvad de kirkelige Tekster berettede som Kendsgerninger, blev af Pastor Alstrup brugt som Themata for religiøs-poetiske Fantasier. Hun prøvede paa at læse i Bibelen, men den simple Fortælling syntes hende tør i Sammenligning med 34 Præstens begejstrede Ordpragt og bløde Lyrik. Juledag udviklede han, hvorledes den jomfrufødte Messias' Komme, som Profeterne med brændende Længsel havde anet, vel først og fremmest var den fra Evighed af tagne Beslutning til Verdens Frelse fra Synden; men, ligesom det enkelte Menneske i sig ejede en Verden, der i det smaa afbildede den store Verden, saaledes foregik den hellige Historie i mindre Maalestok i den enkelte troendes sjælelige Liv. Den enkelte havde ogsaa sine profetiske Foruddannelser om Forløsning fra Smerten og om Lykke og Salighed: naar da Troen vaktes ved Forkyndelsen, undfangede det jomfruelig modtagelige, Moderskødet i vort Indre, ved den Hellig Aand, og under Naadevirkningernes Indflydelse voksede vor Aands Messiasfoster og fødtes i Tidens Fylde, saa kom vort eget Væsens Ideal frem for Lyset og kunde vokse i Visdom og Naade; saaledes blev den enkeltes Genfødelse et Genbillede af Frelserens Fødsel. Under Talen lyttede Fru Cecilie med en indre Jubel; hun syntes, der blev lyst i alle hendes Hjertes Kroge. Hun kom hjem i en ekstatisk Tilstand, hun syntes selv, at hun svævede, og at hendes Fødder ikke berørte Jorden. Hun troede fuldt og fast, at den Proces, som Præsten havde skildret, var begyndt i hendes Indre. - Anden Juledag tog Præsten af Stefanos, Kirkens første Martyr, Anledning til at formane os, der hver havde sit Martyrium, naar Verden kastede Sten paa vore ædleste Tanker og fineste Følelser, til med uovervindelig Begejstring at holde Panden løftet, da vilde vi ogsaa som Stefanos se Herlighedens Billede i Skyen, og dets Glans vilde genlyse paa vort Aasyn, og mulig vilde en af dem, der havde kastet Sten paa os, blive vor bedste Ven og tro Medstrider; ja maaske kunde Billedet af den ringe Martyr for en god Sag i Forklaringsstunden tegne sig saa dybt i et Øjevidnes Sjæl, at dette Øjevidne kunde vokse til en Paulus. Da den unge Frue efter Sædvane rekapitulerede Talen for sig selv i sit Hjem, vovede det Haab sig frem i hende, at hun, der tidligere havde været lunken eller næsten fjendtlig stemt mod Kirken, ved Synet og Indtrykket af dens skønne Tjener, paa hvis Aasyn Begejstringens Himmelglans straalede som paa Stefanos's, kunde efterhaanden naa til at blive en Art Paulus i en ringe Kreds. Skulde hun ikke gøre Bekendtskaber i Byen og drive en Art indre Mission? Der levede vel sagtens nogle vantro eller ligegyldige, som ikke kom i Kirke. Naar hun lærte Pastor Alstrup nøjere at kende, vilde hun tale med ham og spørge, om hun var saa vidt fremskreden i sin Genfødelsesproces, at hun var moden til en saadan Gerning.

        

35

Fru Cecilie hengav sig bestandig mere og mere til sine Drømmerier. Det var hendes eneste Adspredelse; de fyldte hende saaledes, at hun ikke tænkte paa at gaa ud og gøre Besøg; og det Selskabsliv, hvori hun tidligere havde tumlet sig, medens hun var gift, stod for hende som en fjern Drøm, som noget barnagtigt og taabeligt. Naar hun tænkte paa, at hun dog havde været lige ved at elske Povlsen, blev hun forbitret paa sig selv og paa ham. Til andre Tider gjorde det hende ondt, at hun havde været uvenlig imod ham ved hans sidste Besøg, der, som det syntes, aldeles havde skræmmet ham fra hende, da hun ikke havde set ham siden. Det vilde dog have været meget smukkere, om hun havde søgt at vise ham Taknemmelighed for de Tjenester, han havde gjort hende, ved at prøve at vinde hans Sjæl for Sandheden. Hvis han kom nu , nu da hun følte sig saa langt videre fremskreden i Sandhedens Erkendelse og mente, at hun var ham langt overlegen baade deri og i Dannelse i Almindelighed, kunde maaske Forsøget lykkes. Dog nej, han maatte helst blive borte, thi efterhaanden, som hun mere levende forestillede sig en Samtale af den Art imellem dem, kom hans rolige Ansigt, og hans praktisk-prosaiske Maade at tage alle Ting paa, tydeligere frem for hendes Fantasi, og Forsøget syntes hende frugtesløst. Det var bedre, om hun og Povlsen aldrig saas mere.

Det var i Mørkningen en Søgnedag i Juletiden. Fru Cecilie sad ved Vinduet og saa' ud over Haven, hvor Sneen glitrede og glimtede i det rige Stjerneskær. Det var hende, som rejste der sig en mægtig Kirke, som om Træstammerne forlængede sig op mod den dunkle Hvælving til mægtige, slanke Piller, hvide, som var de af det fineste Marmor, strækkende Grenene ud som Hvælvingsribber. Salmetoner bruste om hendes Øren. Det var, som hele Rummet fyldtes deraf, som tusinde Sangrøster beherskedes af en vel kendt, mægtig, hjertesmeltende Stemme. Hendes Hjerte løftede sig, som vilde det slynge sig ud i de tonende Hvirvler og styrte sig i deres Bølger. Hun sad med Hænderne knugede mod det voldsomt bølgende Bryst. Der var Feberglans i hendes Øjne; hun trak Vejret kort og tungt. O, jeg dør af Salighed, hviskede hun, hvis Du, der ene forstaar mit Hjerte og dets Trang, ikke vil støtte mig, naar jeg er ved at svimle paa min Vej gennem Lysglansen og Tonestrømmen, som Du har ført mig ud i. Hun lagde sin Pande ned mod Vindueskarmen.

Ude paa Vejen paa den anden Side af Huset stod en høj 36 Mand indhyllet i en Pels, hvis opsmøgede Krave ganske skjulte hans Ansigt. Han stod og talte med Husets Tjenestefolk.

- Det er, som jeg siger, Hr. Forvalter, sagde Hans Peter og løftede sin laadne Hue for at klø sig i Hovedet; det kan ikke være bar Gudfrygtighed, der gør Fruen saa dvask. Ellers har hun jo været en flink Kone at tjene, men nu er hun færdig at æde en, naar man snakker om rigtig alvorlige Ting. Vi havde jo mange gode saltede og røgede Sulevarer med fra Landet, og havde vi ikke haft det, var jeg saamænd aldrig taget til Købstaden, for det er nogle farlig simple Madsteder her er. Men Rotter er der i Kælderen, og da jeg nu, lige før man ventede denne bøvede Juletid, bad Fruen, om jeg maatte se at faa en Rottehund, saa saa' hun paa mig, som hun ikke vidste, hvad en Rottehund var. Og da jeg saa sagde: Vi gaar jo nu Madtiden i Møde, blev hun - aa saa gal - og begyndte at lægge ud for mig, som hun kunde være en Degn. Jeg sagde, at jeg kunde godt huske det meste af min Bibel, om ogsaa jeg havde glemt det af Katekismussen, kom kommer foran og bagefter: Hvad er det? Svar; men hun gik og smak Døren i for mig.

- Ja, faldt Ane ind, og tror Forvalteren, at jeg har faaet Lov til at bage saa meget som en Klejne til Højtiden? Fruen svarede mig, at det var bedre, jeg sørgede for min Sjæl end for mit Legeme. Jeg ræsonnerte alligevel indvendig som saa: Sjælen sørger Vorherre nok for, men maa jeg rigtig selv sørge for Legemet.

- Men hvad tager hun sig da for hele den udslagne Dag? spurgte Manden i Pelsen.

- Ja det maa Forvalteren nok spørge om, sagde Ane. Ligner det noget for et ungt Fruentimmer aldrig at tage saa meget som en Hose i Haanden at stoppe? Tog jeg mig ikke af det, stak sgu alle hendes ti Tæer ud i Støvlesnuderne. Nej enten sidder hun og gransker og glor ud i Haven, eller ogsaa læser hun. Somme Tider spiller hun ved Klaveret, men det er altid i en Tone, som om man skulde til Begravelse. I gamle Dage ude paa Landet, naar jeg kunde høre hende spille, og de dansede til inde i Havestuen, saa kunde det dog muntre en ude i Køkkenet.

- Ja vi fik os saamænd somme Tider en Hamborgerskotsk derude, Ane, sagde Hans Peter vemodigt. Man behøver da ikke at blive saa dvask, fordi man bliver gudfrygtig. Henne hos Apotekerens gaar de jo ogsaa i Kirke hver Højtid, men bagefter gør 37 de et farligt Bavl med Middagsbespisning og Dans. De har ædt fem Kalkuner paa fire Dage og . . .

- Men tror I ikke? afbrød Povlsen, - jeg mener . . . kommer Præsten meget her i Huset?

- Jo, svarede Hans Peter, han har da været her et Par Gange, men det er ikke for det: han er jo Enkemand og sidder i et godt Levebrød.

- Ja, men jeg tror nu, han er vidtløftig, bemærkede Ane.

- Jeg vil dog prøve paa at tale med hende, sagde Povlsen og vendte sine Skridt hen mod Huset. Da han var noget borte, sagde Hans Peter:

- Det var en Mand for Fruen.

- Det er sikkert, sagde Ane, for det er en bestemt Mand, som kunde holde hende til at tage noget i Hænderne.

Da Povlsens Banken lød mod Fruens Dagligstuedør, fór hun opskræmmet i Vejret med et Skrig, og da den høje Skikkelse stod ukendelig i Mørket, udbrød hun, endnu under Paavirkning af sin Hallucination: Hr. Pastor - Tak - fordi De kom!

- Ingen Aarsag, det er kun mig, sagde Povlsen tørt.

Det gav et Ryk i Cecilie som i en, der pludselig vækkes. Hun blev saa bange for Povlsens Stemme, at hun ikke havde Kraft nok til at blive vred eller frastødende. Paa vanlig Vis faldt hun da sammen i mat Indolens og sagde:

- Da vi sidst saas, troede jeg . . .

- At det var for sidste Gang. Aa ja, jeg havde nær troet det samme, Frue. Men saa syntes jeg, at vi havde oplevet saa meget sammen, at vi, før vi skiltes, maatte tale fra Læderet. Jeg har ondt ved det ligesom De, men det maa dog ske.

Fru Cecilie var saa sky til Mode, at hun følte sig fristet til at bede Povlsen om at tie stille. Hun gjorde et mislykket Forsøg paa at lægge Fornemhed ind i følgende Replik: . . . Jeg forstaar - jeg véd ikke, hvad De mener, men den kom ynkelig klynkende frem.

- Ikke? Har De da glemt, hvor venlig De i sin Tid indbød mig til at besøge Dem her i S. den Dag, vi skiltes paa Landevejen? Om De har givet mig Grund til at anse mig for velkommen hos Dem de to sidste Gange, vil jeg overlade til Dem selv at afgøre.

Fru Cecilie svarede i et forkælet Barns gnavne, grædevorne Tone: 38 - Aa - hvorfor piner De mig, hvorfor kan De ikke lade mig være i Fred?

Povlsen lo. Vi er jo dog voksne Mennesker, Frue. Jeg skal desuden nøjes med en kort Forklaring. Sig mig blot, hvad der er i Vejen mellem os, thi jeg vil hedde Mads, om jeg kan begribe det.

Fruen tog sig sammen. De har ingen Tro! sagde hun.

- Tro? Paa hvad?

- Paa - paa - ja . . . De har ingen Tro paa Forsoningen, svarede hun lidt triumferende over at have fundet en saadan Hovedkategori at møde op med.

- Forsoning? Med hvem? Jeg véd ikke, at jeg har noget udestaaende med nogen, sagde Povlsen studsende.

- Med hvem? Med Gud naturligvis, baade for den Synd, De er født med, og for de Synder, De daglig begaar.

Den Synd, jeg er født med, kan jeg sgu ikke gøre noget for; og naar jeg ellers opdager, at jeg har gjort noget dumt eller utyskeagtigt, bliver jeg saa gal paa mig selv, at Vorherre næppe kan være vredere. Naar jeg da forsoner mig med min egen Samvittighed ved, saa godt jeg magter, at bøde paa mine Dumheder, saa er det vel alt, hvad et sølle Menneske kan gøre.

- Det er, som De aldrig havde lært Religion i Deres Liv, sagde Cecilie.

- Det, jeg har lært deraf i Skolen, har jeg glemt, for jeg har aldrig forstaaet det, men det kunde være, jeg netop har lært noget deraf i mit Liv. Jeg har lært, at man lever bedst med sig selv og andre Mennesker, naar man gør sin Pligt, er sanddru mod sig selv og andre og aldrig tænker eller handler sjofelt.

- Deres Betragtning er grundprosaisk som Deres Liv.

- Naa, jeg er da heller ikke Poet af Profession. Mit Liv, naa ja - det lever jeg jo dog for en Del i Vorherres frie Natur, i Mark og Skov, der er kønne til alle Aarstider. De derimod murer Dem jo inde og . . . om Forladelse, men det skal ud . . . bestiller ikke det, Vorherre har skabt, saa lang som Dagen er.

Nu blev Fruen hidsig. - Jo nu lever jeg netop et Liv i Aand og Sandhed, raabte hun. Nu lever jeg med de hellige Mænd nu vanker jeg om med Patriarkerne og besøger dem under deres Telte ved Palmerne og ved Kilderne; nu sætter jeg mig med Marie ved Herrens Fødder og lader Martha sysle med det verdslige. Hver Dag maner jeg de hellige Skikkelser frem for mig. Det er mig, som havde jeg dem alle omkring mig. Jeg forestiller mig, 39 hvad de vil svare paa mine Spørgsmaal til dem . . . jeg ser et nyt helligt Skuespil hver Dag for mine Øjne . . . aa - men sligt har De ingen Anelse om.

- Naar jeg vil se Komedie, tager jeg til København og gaar paa det kongelige Teater. Ja bliv De kun vred; mig faar De ikke til at gaa, før jeg vil; Sandheden skal De høre. De bruger Religionen til Deres Tidsfordriv, som . . . jeg véd ikke hvad. Skal jeg faa Respekt for alt det Væsen, De nu er kommen ind paa, saa gør en stor Opofrelse, en Kærlighedsgerning, der koster Dem Møje, Anstrengelse, ja Væmmelse. Bring Hjælp til de værste Huler, hvor der er Stank, Snavs, Sygdom og Elendighed - saa skal jeg tage min Hat af for Dem.

- Det er Katolicisme; det er Værkhellighed.

- De kan kalde det, hvad De vil; men jeg forlanger, at et Menneske skal leve i Luften og Lyset, i den virkelige Verden. Jeg var for nogle Aar siden til Froprædiken Nytaarsmorgen. Det saa' kønt ud med de mange Lys, Sangen lød smukt og opbyggelig; jeg kom i en god Stemning. Saa begyndte Præsten at tale. Der gik svært Ry af hans Rettroenhed. Han talte om at afdø fra Verden: han fortalte os, at den var Ondskab og Fordærvelse helt igennem, at vi var Syndens Slaver fra Moders Liv af osv. osv., og jo mere han talte, jo mere stemmede det for mit Vejr. Jeg syntes, at de lave, salpeterplettede Hvælvinger sænkede sig tæt ned over mig, at Lyseosen var ved at kvæle mig, og aldrig saa snart var Præsten færdig, før jeg løb ud, kom op i min Kane, og da Klokkerne klang, og Hestens Trin klaprede paa den frosne Vej, da jeg saa' dens Aande sno sig gennem den klare Luft, saa' Sneen gnistre i Morgenlyset . . . hu . . . saa svang jeg Pisken to Gange om Hovedet, slog et Knald og trak Vejret ret af Hjertens Lyst . . . og af Sted over Isknolde og gennem Snedriver, mens jeg sang i vilden Sky:

"Vil Du være stærk og fri,
pres de røde Druer."

Uh - hvor De havde godt af en saadan Kanetur i klingrende Frost, der bed i Næsen, eller i Snefog, der piskede Dem ind i Ansigtet, mens Sneknolde røg Dem om Ørene, og saa hjem igen og tage ordentlig fat, saa Sveden kunde sprække ud af alle Lemmer paa Dem . . .

- Men Povlsen, sagde Cecilie og brast ud i Latter, jeg har 40 aldrig hørt saa mange Ord af Deres Mund i al den Tid, jeg har kendt Dem.

- Nej, jeg præker kun, naar jeg er rigtig gal i Hovedet, saa maa det have Luft. Nu er jeg færdig, og nu gaar jeg. Men det siger jeg Dem, om nogen Tid, naar jeg har summet mig, saa kommer jeg med min Kane, og Fanden skal tage mig, om De ikke skal ud at køre, om jeg saa skal bære Dem ud i Kanen. Farvel!

Og i en Fart var han ude af Døren. Cecilie blev staaende, først maalløs af Forbavselse, derpaa lo hun igen, nynnede, medens hun tændte Lys, og sagde halv højt:

- Ja en Kanetur kunde for Resten være yndig.

Den næste Morgen var hun derimod meget misfornøjet med sig selv. Hun havde tænkt sig som Sejrherre i en Samtale med Povlsen, i hvilken hun burde have ladet sin Trossikkerheds og Dannelses Batterier spille af al Kraft, og nu . . .? De Rørelser i Stemning og Fantasi, hvorpaa hun havde villet kende Genfødelsesprocessen i sig, var standsede. Hun gav sig til at blade i de opbyggelige Bøger og Traktater, der ophobede sig paa hendes Bord. Siden Pastor Alstrups Ankomst til S., gjorde Byens Boghandler i den Art Litteratur. Men hendes Tanker gled ud fra Ordene, hun læste. Det gamle Sværmeri for at køre i Kane drillede hende som en Nisse. Hun saa' Kaneheste med Svejf og Fjerbusk paa Hovedet og hørte Klokkerne klinge hver Gang, hun forsøgte paa at læse en Side ned. Hun kom til det Resultat, at det maatte være en af de Anfægtelser, som hun havde læst om, der af og til plagede de troende. Opad Formiddagen tog hun sit Tøj paa, og uden i Forvejen at have taget nogen som helst Beslutning rettede hun sin Gang mod Præstegaarden. Hun gik ind i Porten, hvori Indgangsdøren til Beboelseslejligheden var; der blev hun staaende, ængstelig og uvis. Flere Gange greb og slap hun Klokkestrengen, trak hver Gang en lille Kende stærkere end før, og da hun efter flere Forsøg hørte Klokken give Lyd, isnede det helt igennem hende. Da en Pige lukkede op, hørte hun i Entreen Latter og højrøstet Tale lyde ud fra Dagligstuen, hvor Pigen paa hendes Spørgsmaal, om Præsten var hjemme, viste hende ind.

Omtrent en halv Snes unge Damer sad i Kreds om Bordet og drak Chokolade. Pastor Alstrup gik op og ned ad Gulvet i en vatteret og stukken Silkemorgenfrakke med et oprømt Ansigt. Ved Fru Staals Indtrædelse studsede han en Smule, men sagde straks let og muntert: 41 - Velkommen, lille Frue! Hvad siger De om mig gamle Enkemand, omgiven af al den straalende Ungdom:

Welch reicher Himmel; Stern bei Stern;
Wer kennet ihre Namen?

Og derpaa fulgte en Præsentation. Fru Staal kendte paa Navnene flere Embedsmænds, Apotekerens og de mest velhavende Købmænds Døtre.

- Ja vi fornøjer os lidt i den glade Juletid, vedblev Præsten. Jeg har begyndt at læse lidt med disse unge Damer. Vi venter Biskoppen paa Visitats her til Sommer, og det er mit Ønske, at de unge, der er konfirmerede i de sidste fire Aar, skal møde i Kirken til Katekisation for at aflægge Vidnesbyrd om deres kristelige Oplysning. Vi begyndte lidt før Jul, vi har lige haft en Time, og nu holder vi en lille Hvile. De véd, man maa ikke bære Julen ud af Huset.

- Gud, jeg er allerede saa angest, naar jeg tænker paa den Dag med Biskoppen, sagde en køn lille Brunette, Toldforvalterens Datter, og rystede Lokkehovedet, saa Krøllerne slog hende om Tindingerne.

- Det er der ingen Grund til, lille Camilla, svarede Præsten og klappede hende faderlig paa Kinden. De gaar jo godt frem i Kundskab om de Ting, som hører til Guds Rige.

Hun saa' op paa ham med et rørt, taknemmeligt Blik.

- Den Kundskab savnede vi alle, før De kom, Hr. Pastor, sagde en anden. Tidligere har jeg ikke haft Begreb om alt det høje og dybe, som De kan give en Sans for. Denne Dame gav Undervisning i Byens fornemme Pigeinstitut.

- Endnu er I kun i Templets Forgaard, Børn, sagde Præsten, og gav denne Dame et Strøg hen over Haaret, og til det allerhelligste kan jeg kun løfte en Flig af Forhænget for eder, men jeg haaber, at I vil kunne fange en Straale af den rene Flamme, al Lysets Kilde, som brænder derinde. - Naa, - og her kom en pludselig Overgang i Stemmen hen imod det lette, - var De fornøjet med Ballet hos Dem i Forgaars Aftes, lille Charlotte?

- Ja det maa Pastoren virkelig spørge de andre om, svarede Apotekerens Datter sødt bebrejdende.

- Vi morede os mageløst alle sammen, lød det i Kor.

- Og Baldronningen var - ? spurgte Præsten.

Svaret var en almindelig Fnisen og et enstemmigt Aa-h.

42

- Vil man se, hvor de Smaapiger er jaloux paa hverandre. Det er af lutter Skinsyge, I ikke tør sige noget.

- Jo, det var Camilla Lund, sagde Apotekerens Datter. Kammerjunker Ravensfeld fra Taastrupgaard inklinerede for hende hele Aftenen.

- Se se - Hofjægermester Ravensfelds Søn? Er det en interessant ung Herre? spurgte Præsten.

- Jo, det er han rigtignok, svarede en af Damerne.

- Naa, er han interessant? tog den unge Lærerinde til Orde, jeg synes han er rædsom overfladisk.

- Hvor kan Du sige det? - Jo det kan jeg sige - Jo jeg holder med Thora etc. etc. lød det nu fra de forskellige Munde paa én Gang. Præsten lo og klappede dem vekselvis paa Skuldre, Kind, Hage og Haar.

Endelig opløste Selskabet sig. Fru Cecilie, der hele Tiden havde hørt paa denne Konversation med nogen Forbavselse, vilde ogsaa bryde op, men Præsten gjorde Tegn til hende, at hun skulde blive. Da de unge Damer under Latter og højrøstet Tale i Gangen havde fjernet sig, mødtes Cecilies og Præstens Blikke. Han smilte og sagde:

- Har De ikke læst, kære Frue, at man skal være alt for alle? Man skal kunne spøge barnlig med de unge, ellers skræmmer man dem bort fra Livets Alvor og Dybder.

Fru Cecilies Ansigt opklaredes ved denne Fortolkning. Hun betragtede nu Præsten med en beundrende Mine.

- Ja - og Julen er jo Børnenes Fest, sagde Præsten. Naa, De har noget alvorligt paa Hjerte, kan jeg se, lille Frue.

- Hr. Pastor - ja - men Deres Tid . . .

- Tilhører min Menighed . . . Men vi er udsatte for Forstyrrelser her. Turde jeg bede Fruen? og han aabnede Døren til sit Studereværelse.

Det var møbleret med en Art Luksus. En svær broderet Portiere hang for Døren til Dagligstuen - det var en Gave fra taknemmelige Konfirmander. Sofaen var fuld af pragtfulde Puder, paa en af dem saa' man Efterligning i kulørt Broderi af Rafaels Engle i Forgrunden af den sixtinske Madonna. Paa en forgyldt Konsol, der forestillede Kapitælet af en midt paa Skaftet afbrudt dorisk Søjle, og som var anbragt over Skrivebordet, stod en stor Statuette i Terrakotta efter Thorvaldsens Kristus, der ligesom bredte Armene ud over Præsten, naar han sad i Granskning over sine Prædikener. Væggene var fulde af rafaelske og murilloske 43 Madonnaer i Kobberstik. Over Sofaen hang et meget stor Stik af Correggios Madonna di San Sebastiano - den forunderlige Helgen med de prægtige Lemmer, der bæver i Smerte - eller erotisk Henrykkelse - og hos hvem det hellige og profane flyder sammen i mystisk Enhed. Under dette Billede hang samme Malers Magdalena i Farvetryk. Ved Siden af denne Sirlighed gik dog en genial Uorden. Paa Skrivebordet laa et Kaos af Papirer og Pjecer, og rundt om paa Stolene opslagne Bøger og udfoldede Aviser.

- Man savner en Hustrus ordnende Haand, sagde Pastor Alstrup, trak paa Skuldrene og gjorde en Lænestol ryddelig for Fruen. Hans Ansigt blev alvorligt-opmærksomt, han kneb Øjenlaagene lidt sammen og rettede et spørgende Blik paa Cecilie.

Skælvende med nedslagne Øjne, men med en fortvivlet Hurtighed som en Skolepige, der fremsiger sin Lektie til Eksamen, fortalte hun Præsten sin Historie, sine lønlige Henrykkelser og ekstatiske Tilstande, og om hvor forlegen hun var med Hensyn til den Mand der havde vist hende mange Tjenester paa en saa uegennyttig Maade, som ved sit hedenske Væsen alligevel var hende til Forargelse. De enkelte mest betegnende Træk i deres Samliv tav hun dog om.

Præstens hvide Tænder tittede frem bag hans svulmende, kirsebærrøde Læber.

- Elsker De ham? spurgte han med inkvisitorisk Betoning.

- Nej, nej, svarede Cecilie ivrig.

- Saa indlad Dem ikke paa Samtaler med ham om religiøse Gebeter; og bliver han paatrængende, saa - De véd, hvad der staar skrevet: Hvis dit højre Øje forarger dig osv. -

- Men han talte om, at jeg maatte gøre en stor Opofrelse, en Kærlighedsgerning, hvis han skulde have Agtelse for min Tro. Er der dog ikke noget deri, Hr. Pastor?

- Hm! den gamle Historie, som de alle raaber paa. Vent, til Deres Tro uimodstaaelig driver Dem til en saadan Gerning, thi er den ikke Troens naturnødvendige Frugt, er den kun Tant.

- Saadan staar der ogsaa i alle de gudelige Bøger, som jeg har læst. Men han (hun undgik at nævne Povlsen ved Navn), sagde, at jo mere en saadan Gerning kostede mig Overvindelse, jo fjernere den laa for min Natur, desto mere var den værd.

- Det Søren Kierkegaardske Paradoks forfladiget i den populære Hverdagsopfattelse, sagde Præsten fornemt henkastende og trak paa Skuldrene. Det er alt, hvad den store Kirkestormer har udrettet, at forsyne det aandelige Proletariat med enkelte Stikord 44 og afstumpede Tankebrokker, som det i barnagtig Kaadhed slynger mod Kirkedøren, men de giver hverken Klang eller gør Skade, de falder matte og sprængte ned som tørre Jordklumper.

- Der er Poesi og Billedrigdom i alt, hvad den Mand siger, sagde Cecilie ved sig selv. Præsten læste i hendes beundrende Blik, i hvad Retning hendes Tanke gik, og klappede begge hendes Kinder med sine varme, buttede Hænder. Under en Pavse, der opstod, saa' han et Øjeblik hen for sig, som han vilde fange noget, han havde glemt, alt medens hans Hænder vedblev at bestryge Cecilies Ansigt. Endelig sagde han: Hvad De før fortalte mig, kære Frue, om Deres ensomme Timers Henrykkelse, interesserede mig i høj Grad. Ja visselig er det Tegn paa, at De er berørt af Naaden, at De med Magt drives til at leve med hine hellige Skikkelser. Den Mand - og her pegede han paa Gorreggios SebastiansMadonna - der har malet dette Billede, men ogsaa paa inderlig Maade har levet sammen med de Væsener med sin Pensel, ja han maa have haft en aandig glødende Elskov til den Kvindeskikkelse, han har fremstillet i Forklarelsens Himmellys; han maa mystisk have hvilet ved hendes Hjerte og være bleven gennemsitret af Salighedens Skælven, ligesom Sebastian, der staar bundet til Træet, det vil sige fængslet i Endeligheden med Legemet, medens Sjælen favner Guddomsskikkelsen hisset oppe. Det har været de udvalgte Aanders: kristelige Digteres og Kunstneres Velsignelse, i Ord, Former og Farver at have kunnet fremstille deres lønlige Henrykkelser og derved befri sig for deres altbetagende Magt. De Mennesker, der har den indre Kunstnernatur, uden at eje Udtryksmidlerne, staar Fare for, at den mystiske indre Billedverden bliver stærkere, end deres Væsen kan bære det, thi Legemet kan, trods Sjælens Higen opad, jo ikke komme bort fra Jorden, før Døden bryder Baandet mellem dem, og Sjælen faar Vinger til at flyve op mod sit Hjem, Lysets Sfære, hvorefter den saa inderlig længes i sin Udlændigheds Stand. Men den Følelse i vort Bryst, den stærkeste Trang i Livet og Betingelsen for dets Vedvaren fra Slægt til Slægt, Kærligheden, den ejer ethvert Menneske Muligheden til. En hedensk Vismand, en af dem, som var opfyldt af det spredte Gudsord, der ogsaa virkede paa den forkristelige Tids store Aander, har skildret Elskoven som Barn af den himmelske Idéfylde og den jordiske Trang. Kærligheden er paa én Gang vort evige og vort jordiske Væsens højeste Udtryk. Elskoven bliver - og det ikke mindst hos en troende Kvinde - Baandet mellem Himlen og Jorden; i den nyder hun den højeste jordiske Salighed, Pantet paa 45 den himmelske. Lær at elske, og det vil De lære, det kender jeg Dem nok til at kunne forudsige, saa vil Deres Henrykkelser faa Stof at mætte sig med. De vil leve i Himlen og dog paa Jorden.

Fru Cecilie anstrengte sig for at forstaa Dommens Præmisser. Det susede og summede i hendes Hoved, Tankerne svømmede om i en tæt berusende Dunst, der lagde sig tungt paa hendes Aandedræt.

- Ja det anstrenger Dem, sagde Præsten og klappede hende paa ny. Vi fortsætter en anden Gang; jeg besøger Dem snart.

Da Præsten havde fulgt hende ud og atter skulde til at passere Dagligstuen, stod Fru Krause i et af dens Vinduer og saa' ud efter den bortgaaende unge Frue. Hun vendte sig om og betragtede Præsten med et saa skarpt, spottende Blik, at han som stukken af en Knappenaal fór i Vejret.

- Aa lad mig være fri for de Øjne, der som Slangebrodde vil dræbe min Begejstring, min Trosvarme, min . . . Det er afskyeligt, det er oprørende!

Fru Krause smilede og trak paa Skuldrene, idet hun fortsatte Præstens begyndte Frase:

- Og som fremfor alt generer min kære Fætter i hans saliggørende Selvtillid, som gør ham saa stor i hans egne og saa mange skønne Kvinders Øjne.

- Vil Du bestandig vedblive at hade mig, Augusta? sagde Præsten nu i en bebrejdende Tone.

- Hade Dig? - aa nej! Jo længere jeg kender Dig, jo mindre ansvarlig tror jeg Du er.

- At Du ikke kan glemme vore Børnestreger!

- Aa ja. Du har lettere ved at glemme end jeg; det er din store Fordel i Livet. Lad mig hjælpe paa din Hukommelse. Jeg har nu tiet i en hel Del Aar, og før vi skilles, skal Du høre Sandheden, som Du har en stor Gave til at smutte fra. Kan Du for Eksempel huske den smukke unge Student, der i Ferien besøgte sin Onkel paa Gaarden ved Helsingør? Han strømmede over af Poesi i bunden og ubunden Stil, i Tale og paa Papiret. Og alt dette væltede han ud over sin nittenaarige Kusine i Sommeraftenerne med Maaneskin paa Sundet, Nattergalesang fra Skovkrattet, Kaprifoliumsduft fra Haven osv. osv. Aa Gud! husker Du, da Hr. Studenten i salig Rus sank til Kusine Augustas Bryst med Citatet: "Jeg har min Helga! Hører det, I Sale!" Nu forekommer det mig saa uhyre latterligt! Samme unge Hr. Alstrup sank jo helt daanende 46 hen, og Pigebarnet maatte snakke for ham som for et sygt Barn eller et kælent Fruentimmer.

- Børnestreger, Børnestreger! raabte Præsten igen og stampede i Gulvet.

- Naa ja. Men den Slags Streger har vedkommende Herre nu drevet i nogle og tyve Aar og bestandig fundet Kvinder, der vilde lege Munken gaar i Enge med ham. Den lille Frue, der gik herfra, er nok den nyeste Legekammerat. Ulykken er, at nogle tager Legen for Alvor. Det gjorde uheldigvis Kusinen; at det var dumt, kan Du have Ret i. Det kælne Drengebarn blev jo imidlertid Kandidat og gjorde et Besøg hos en anden Onkel paa Fyn. Forandring fryder: der var nu en blond, lille fin Kusine; den forrige var høj og brunet. Den lille blonde havde en Arv i Vente . . .

- Augusta! jeg fordrer, at min afdøde Hustru skal omtales med Pietet.

- Stakkels Barn! Hun fik den poetiske Teolog, som hun beundrede, af hvis rige Aand hun vilde suge Næring, men han maatte sprede sig, han maatte gøre Erobringer. Du taler om Pietet! Har Du nogen Sinde skaanet den lille Stakkel for dine forfængelige Fordringer, for Synet af dit Kurmageri? Hensmægtede hun ikke, indelukket i sit Hjem, sygelig og sørgmodig, mens Du solede Dig i dine Triumfer som Taler og som - hahaha.

- Jeg fordrer Agtelse for min Gerning, der er viet til det helligste. Du lyver, hvis Du kalder mig en vantro og en Hykler.

- Det gør jeg heller ikke, for det er Du ikke. Du tror paa din Maade, men det er ogsaa en af dine Evner, at Du kan tro paa alt, der kun yde Dig Stof til at glimre. Du bliver rørt over din egen Betagethed af det, Du giver Dig af med, saa Du bilder Dig ind, at Du omfatter det alvorligt. Der er ingen fast Bund noget Sted i Dig. Alt er gyngende, bævende, sprudlende eller spruttende. Det beruste mig i sin Tid. Men da Du bedrog mig, da kom det haarde, onde eller stærke, jeg véd ikke hvad, op i mig. Jeg vilde spille op imod Dig. Derfor giftede jeg mig med en Mand, som alle antog for hovedrig. Jeg vilde have et glimrende Hus, der skulde bugne af Malerier og Kunstsager og være fuldt af aandfulde Gæster. Aa, kan Du huske, da Du første Gang besøgte mig i mit Hjem? Jeg saa', hvor Du indvendig anstillede Sammenligning mellem min første Sal i Bredgade og den tarvelige Landsbypræstegaard fra dit første Kald. Naa - alt styrtede sammen; jeg klager ikke over, at det gik, som det gik, det var min fortjente Straf.

47

- Og da jeg tilbød Dig at anse mit Hus som dit Hjem?

- Tog jeg derimod. Du var mig ikke farlig mere, for jeg kendte Dig - og jeg følte - jeg véd ikke hvorfor - at det kunde være en Slags Bod, fordi jeg havde kastet mig hen til en Mand, jeg ikke elskede, og til et løgnagtigt Liv, naar jeg plejede din syge Kone. Hvad hun betroede mig, da hun havde fattet det Venskab til mig, som gjorde Dig jaloux, det tier jeg med - ikke for at skaane Dig, men af virkelig Pietet for hendes Minde. Da hun døde, bad Du mig bønlig om at blive. Du saa' godt, at jeg kunde styre dit Hus med en vis Smag, som Du satte Pris paa. Jeg besluttede at blive; jeg kunde da holde den eneste, mit Hjerte endnu hang ved, min Søn, paa Herlufsholm. Jeg vil ikke blive her længere, nu da han har faaet Regensen. Jeg troede, at jeg kunde le ad din Berømmelse og dine Forelskelser, men jeg har ærgret mig over dem, følt mere og mere Modbydelighed ved at se Dig drive dette Spil. Jeg rejser, saa snart Du kan faa truffet et andet Arrangement.

Præsten var gaaet op og ned i Stuen i heftig Sindsbevægelse. Da Fru Krause tav, slog han ud med Armen og vilde tage Ordet; men Læberne bevægede sig, uden at nogen Lyd kom frem; han var mørkerød i Ansigtet. Da fór han med Haanden over Panden og sank om i Sofaen. Fru Krause saa' paa ham, trak slærkt i Klokkestrengen og sagde kort og rolig til den indirædende Pige: Hent straks Doktoren! Præsten er bleven daarlig.

Da Lægen kom, var alt forbi. Pastoren er for blodrig, sagde han til Fru Krause, han maa tage sig mere Motion. Det hele er en Bagatel, en ubetydelig Kongestion. Konstitutionen ellers normal som faa.

Kort efter sad Pastor Alstrup i Lænestolen i sit Studereværelse. Han var hensunken i Tanker. Med ét udbrød han:

- Hun lyver. Jeg er en oprigtig, en enfoldig troende Mand. Jeg hviler i det ene fornødne, min Grundstemning er hin sagte lokkende Evighedslængsel, som bæver i Salmistens vidunderlige Rytmer:

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies mit svage Sind.

Og med dæmpet Stemme fremsagde han hele det skønne mystiske Digt. Efterhaanden fyldtes hans Øine med Taarer, og da han var færdig, indtog han en Stilling med bøjet Hoved og foldede Hænder som en bedende. Han rejste sig derpaa tilfreds med sig selv.

48

Han syntes, at han havde undersøgt sit Indre, og at alt der saa' saa harmonisk, saa kærlighedsfuldt ud. Hans Kusine, tænkte han, var et koldt og klogt Fruentimmer, som Skandalen med hendes Mand havde gjort bitter, og den Slags Mennesker gør altid poetiske Naturer som hans Uret.

Ogsaa Fru Staal havde været helt optaget, medens hun vandrede hjem, og én Tanke dukkede bestandig frygtsomt Hovedet op af det Koas, der strømmede gennem hendes Hoved: at Præstens Tale maaske var Forberedelsen til en Kærlighedserklæring til hende. Men naar Spørgsmaalet, om hun elskede Pastor Alstrup, tvang sig en Smule frem, slog hun med Haanden for at jage det tilbage i den Uklarhed, hvorfra det havde løftet sig ud. Denne Kvinde havde en forunderlig Frygt for selv at klare sig noget. Skulde hun tage en Beslutning, maatte en anden komme til, tvinge hende og tage hende med en Trumf.

Da hun kom hjem, var hun i Forlegenhed med sig selv. Hun mærkede godt, at hvis hun tog en Bog for at læse i den, vilde hun falde i Staver med den i Haanden. Hun var træt af sig selv og følte Trang til at befri sig for sig selv. Da faldt hendes Øjne paa Klaveret. Det var længe siden, hun havde rørt det. Hun vilde tage et svært Stykke, som hun næsten havde glemt, og tvinge sig til at arbejde det igennem. Men efter et Kvarters Forløb var Taalmodigheden bristet. Hidsig slog hun til Nodehæftet, saa det fløj hen ad Gulvet. Da hørte hun en underlig Lyd inde fra Sovekammeret. Det var, som en gik op og ned ad Gulvet og nynnede: Vi-vi-vi, og paa samme Tid lod en svag Klynken sig høre. Jo mere hun lyttede, desto mere blev hun overbevist om, at det, hun hørte, var virkeligt og ikke en Indbildning. Hun rev rask Sovekammerdøren op og blev staaende paa Tærskelen, maalløs af Forbavselse.

Ane gik op og ned ad Gulvet med et lille Barn paa sine Arme, som hun "vissede" for, ved hvilken Lejlighed hun tog de Par Toner, som hun ejede, i Beslag. Hun kastede et Blik paa sin forstenede Frue og sagde i sin sædvanlige lidenskabsløse og tvære Tone:

- Der ligger et Brev om det inde paa Skrivebordet.

- Hvad - hvilket - hvis er det Barn?

- Det véd jeg ikke.

49

- Hvordan er det kommet? Hvem er kommen med det?

- Det maa der vel staa noget Læsning om i Brevet.

I en Hast var Fruen atter inde i Dagligstuen - jo, der laa ganske rigtig et Brev. Med febrilsk Ivrighed rev hun Konvolutten itu og læste:

S. T. Enkefru Staal!

Deres Fromhed vil upaatvivlelig finde Tilfredsstillelse i at sørge for medfølgende Barn. Faderen er en Slubbert, der er rømt af Landet før Barnets Fødsel. Dets Moder, en fattig Tjenestepige, er afgaaet ved Døden, og hendes Moder, som er en lige saa fattig Husmandskone, har nu haft det et halvt Aar, men under den daarlige Pleje, det har faaet i det usle Hjem, er det blevet sygt, og Lægen siger, at det vil dø, hvis det ikke faar det bedre, og det vil det ikke faa, dersom det blev sat paa Sognet, hvorfor jeg ikke har villet undlade at oversende Dem det, lige saa meget for Deres egen som for Barnets Skyld, eftersom De kan have godt af nogen Beskæftigelse, især af en saadan, der har at bestille med Opofrelse og andre kristelige Dyder. Jeg tegner mig med særdeles Agtelse

G. Povlsen.
P. S. Barnet er døbt og hedder Johanne Jørgensen.

- Det er uforskammet, det er frækt. Uden videre at sende mig dette Barn paa Halsen blot for at gøre Nar af mig. - Og Fru Staal brast i en høj Graad og talte samtidig højt med sig selv. - Og hvad vil Folk sige? De vil sige, at Barnet er - ja de vil sige det værste, de kan finde paa. Præsten sagde, at naar en Kærlighedsgerning ikke var udsprungen af Troen, havde den ingen Værdi, og min Tro har aldrig følt Trang til at tage mig af det Barn! Ane! Ane! kom herind!

Ane viste sig, bestandig "vissende" paa Dørtærskelen.

- Saa ti dog stille med den væmmelige Sang, Ane! Bring det Barn bort! jeg vil ikke have noget med det at skaffe.

- Ja, hvor skal jeg gøre af det? spurgte Ane.

- Hvem har været her med det?

- Det var en Bondekone, der kom med det, mens Fruen var borte. Hun havde ogsaa Brevet med.

- Hvem var den Kone, hvorfra var hun? hvor opholder hun sig her i Byen?

- Det véd jeg ingen Redelighed paa.

50

- Men hvorfor spurgte Du ikke?

- Konen sagde, at Fruen vidste Besked.

- Nej, jeg véd ingen Besked og vil ingen Besked vide. Jeg vil af med den ækle Unge.

Nu blev Ane vred. Er det en Manér for Fruen, som er godt lært, og som sla'er sig paa Rel'ionen, at sige saadan, over det at det er et Bondebarn? Kan det gøre for det, det lille Skidt? Se, hvor det mimrer med Munden, det vil have Mad. Vi kommer da til at give det en Taar sød Mælk. Er Fruen bange for, hvad Folk vil sige, saa kan Barnet blive i mit Kammer, for jeg er lige glad, om ogsaa nogle Skarnsmennesker siger, at det er mit Barn; jeg skal nok klare for mig. Aa den stakkels Orm - vi - vi - vi - ja sove, sove lille Gissenasse - hvad? Se, hvor det er udslaget i Ansigtet!

- Ja, det er jo hæsligt; og det Barn skal vi have her i Huset. Saadan som det ser ud!

- Derfor skulde det netop have det lidt godt med Føde og Varme. Ja Fruen kan sgu ikke være bekendt andet; De kan spørge Hans Peter. Hvis Fruen jager det sølle Kræ væk, saa gaar jeg til Majdag, og saa gaar Hans Peter med; for vi er kede af at gaa og glo paa hverandre og falde over hverandres Ben, for her er jo aldrig det bitterste at bestille, og Morskab bliver her heller ingen af før Markedsdag. Vi har aldrig faaet saa meget som en Æbleskive i hele Højtiden, ja ikke saa meget som en Stump Grisesylte er der blevet lavet. Og det skal kaldes Kristendom, saadan noget Knovseri. Dersom den gamle Skovrider kunde se det, vilde han vende sig i sin Grav; det var en Mand, det var en Fornøjelse at tjene; det var et af de bedste Madsteder paa Egnen. - Saa - vi - vi - vi - skrig ikke Du lille Spurveunge - saa - vi - vi - Naa saa de vil jage Dig ud, hvad? Mo'eren er sagtens kommen skidt af Sted, og de har nok kaldet hende en Skarns Tøs, men der, hvor hun nu er, er hun lige saa god som alle de fine Damer; hun vilde kanske ikke, mens hun levede, have smidt et fremmed Barn ud paa Gaden, hvis de var kommen med det til det Hul, hun boede i.

Fru Cecilie var helt overvældet af Anes Veltalenhed. Hun havde næppe hørt hende sige halv saa mange Ord i al den Tid, hvori hun havde kendt hende. Ja, skønt hun ikke vilde være ved det, var der noget, der slog hende i den tvære Bondepiges Tale. Hun nærmede sig Barnet, betragtede dets af Kirtelsyge vansirede lille Ansigt; det saa' uendelig hjælpeløst og ynkeligt ud, medens 51 det strakte de smaa Arme ud i Luften som for ganske i Almindelighed at bede om Hjælp hos Alverden.

- Ane kan lave en Seng til det. Det maa jo blive her, til - til vi kan faa det anbragt, sagde Fruen sagtmodig. - Men Ane maa ikke mere bruge saadan en Mund.

Det lod Ane sig ikke sige to Gange. Hun skyndte sig ud med Barnet og sørgede for det i alle Maader med en Iver og Ihærdighed, som var det hendes eget. Fruen satte sig hen og grundede over Situationen. Paa den ene Side følte hun sig vel bestandig opirret ved det, som hun forudsatte var et kritisk Drilleri af Povlsen, men paa den anden Side kom der noget op i hende, der modsagde den Logik, at man havde Lov til at lade være med at gøre godt, indtil Troen drev en dertil. I hvert Tilfælde maatte hun tale med Pastor Alstrup om det, og uden at hun tilstod det for sig selv, glædede hun sig til, at denne særegne Situation ydede hende Anledning til en ny Sammenkomst med ham.

Som hun sad, blev hun nysgerrig efter at vide, hvorledes det gik Barnet, og gik ud til Ane. Denne havde faaet en lille Seng stillet ind i sit Kammer, og nu laa Barnet der og sov. Nu, da det var vadsket og hæget og havde det halve Ansigt skjult af Hovedpuden, saa' man ikke synderlig til Kirtelsygens Udslæt. Kammerets Stilhed, det dæmrende Vintereftermiddags Lys lagde sig kvægende og dølgende om det lille skrøbelige Væsen, der havde paa sit Ansigt et Udtryk af den rørende Tryghed, som gør sovende Børn saa smukke. Fru Staal bøjede sig ned over Sengen. Hun hørte Barnets sagte, hurtige Aandedræt, strøg en Lok af det tynde, silkeagtige Haar fra dets Pande og tænkte paa alle de Sorger og Taarer, al den Nød og Elendighed, der paa alle Sider havde omgivet det stakkels lille Liv, der svagt pulserede i dette Barnelegeme. Hun havde jo tidt som ung Pige i sin Faders Have taget en omfalden skrøbelig Blomsterplante op, bundet den fast og glædet sig, naar hun siden saa' den komme til Kræfter og langsomt genvinde sin Livskraft. Laa ikke denne halvvisne Spire til et Menneskeliv hende langt nærmere end et Planteliv? Der var dog maaske noget i, hvad Povlsen havde talt om Kærlighedsgerninger og Opofrelse, og det kunde maaske være den rigtigste Maade at besvare hans nærgaaende Adfærd imod hende, at vise, at hun turde paatage sig denne Gerning og udføre den godt.

Hun lod straks Hans Peter gaa efter Lægen, hvem hun fortalte, at hun, efter Aftale med sine Bekendte paa Landet, foreløbig vilde tage sig af Barnet. Hans Forskrifter blev nøjagtig fulgte 52 med Badning og anden Pleje, og et Par Dage efter viste Ane sig paa Gaden, kørende den lille i en Barnevogn.

Denne Begivenhed, Barnets Optagelse i Fru Staals Hus, blev i nogen Tid Samtalestof i Byen. Den Frygt, Fruen havde berørt i sin første Hidsighed, viste sig at være ugrundet, thi i Købstæderne og Omegn ligger enhvers Liv saa aabent for alles Øjne, at en Skandale ikke kunde være bleven skjult saa længe, hvis der havde været en saadan. Men der var jo nok dem, der fandt Fru Staals Handling eksalteret. Postmesteren, afskediget Løjtnant og Kammerjunker, sagde i et Selskab: Den unge Frue bliver mig vel religiøs! jeg holder nu paa Moderation i alt. Dernæst pustede han efter Sædvane sine Kinder ud og blæste en Luftstrøm ud gennem sin vældige blonde Knevelsbart, saa den struttede ud til alle Sider. Det var den Maade, hvorpaa han satte Punktum, naar han talte; naar han skrev, gik alting i ét uden Skilletegn. Frøken Sperling maatte naturligvis snarest mulig se Barnet. En Dag kom hun stormende og endte sin Talestrøm paa følgende Maade:

- Det kan blive et charmant Barn, naar det kommer sig. Det er sødt af Dem, Frue, saadan som De har baaret Dem ad; havde jeg Raad til det, vilde jeg ogsaa tage saadant et petite créature til mig; det er virkelig nok saa morsomt som en lille Terrier. Kun - og her lagde hun Hovedet næsten ned paa den ene Skulder - kun - ja De synes maaske, at jeg er - hehe . .

- Sig kun, hvad De mener, sagde Cecilie lidt spændt. Frøken Sperling saa' sig flere Gange spejdende omkring i Stuen, som for at forsikre sig om, at ingen Sjæl kunde høre hende, hvorpaa hun hviskede i Øret paa Fruen:

- Ich möchte nur, das dieses Kind ein eheliches Kind wäre.

Hvorpaa hun kyssede Fruen og røg ud af Døren.

Som man kunde vente, søgte Fru Staal snart Præsten for at høre hans Mening. Han tog Sagen meget flot og muntert.

- Ih se den Forvalter, der vil tage sig af den lille Frues "Indøvelse i Kristendom." Han maa have forslugt sig paa Søren Kierkegaard. Der er for øvrigt noget determineret i hans Maade at handle paa, skønt den er noget nærgaaende og ugenert. Jeg kan se paa Dem, at De vil spørge mig, hvad De skal gøre. Simpelthen give Barnet under Deres Læges Behandling, og naar det er kommet sig, og De ikke føler Kald til at være Plejemoder, sende den ærede Herre det tilbage med Anmodning om at anbringe det hos en flink Bondekone, og da De jo nok har Raad dertil, tilbyde at betale dets Kost og Pleje. Pludselig forandrede det ligegyldige 53 Tonefald sig til et kærtegnende, idet han sagde: Det kære, kære Barn med den ømme og fine Samvittighed! Saa snart vi faar Nytaar overstaaet, og jeg faar lidt Tid, kommer jeg ned til Dem, at vi kan tale om . . . (og her blev Stemmen dybere og værdigere) - om de Ting, der hører til Guds Rige.

Efter sit sidste Besøg hos Fru Staal var Povlsen kommen hjem i en saare blandet Stemning. Det var blevet ham aldeles klart, at han elskede Cecilie, og denne Vished æggede hans naturlige Energi til Kamp for hendes Besiddelse. Han var vant til at tro paa sin Vilje, men paa den anden Side følte han godt, at den her fik et nyt og usædvanligt Gebet at prøve sine Kræfter paa. Endvidere indsaa' han, at Cecilie var paa Veje til at blive forelsket i Pastor Alstrup, samt at de to mødtes paa Omraader, som han følte sig fremmed i, hvor hans Tanke var uvant til at bevæge sig, og hvor Ordet absolut maatte glippe. At man ogsaa er saadan et uvidende Bæst, der hverken kan snakke op om Litteratur eller Kunst! udbrød han, medens han sad i sit Ungkarleværelse og sendte vældige Pibeskyer ud i Rummet. Hm! og dog er jeg vis paa, at jeg forstaar hende bedre end den svampede Herre med den aaleglatte Tunge, der kan more hendes Lediggang med sine højtravende Historier. Hun skulde bare tage fat, saa det knagede i hendes stærke Arme, og øve sine Muskler, saa kunde det blive et prægtigt Fruentimmer. Hvor kunde hun le og være munter i gamle Dage, hvor tog hun mig med Storm paa de Rideture! Var man et Fæ den Gang, da . . . .? Naa, det er da bedre at være et Fæ end en Slubbert.

I disse Betragtninger blev han afbrudt ved en Banken paa Døren. En Tjener i Livré kom ind og bad Forvalteren komme op til Baronen.

Denne sad i sit Værelse i den store med forgyldt Læder betrukne Lænestol à la Kristian IV. Han havde et meget bekymret Udseende og kløede sig bag Øret. Povlsen vidste af Erfaring, at det ikke havde stort at betyde. Baronens Liv gled hen i en beskæftiget Lediggang, men alligevel ordnet saa regelmæssig som et Urværk. Fra 9-11 præcis læste han sine Aviser, fra 11-1 passiarede han med Gods- og Avlsforvalteren, fra 1-2 spiste han Frokost, ventede paa Visitter fra 2-4, og selv naar der ingen kom, sad han opstillet i sin Salon og fyldte Tiden med at gabe 54 den ene Gang højere end den anden og bestandig ledsagende sine Gab med højere og ynkeligere Sukke, fra 4-5 gjorde han Toilette, spiste til Middag fra 5-7, drak Kaffe og røg Cigar fra 7-8, spillede Billard fra 8-10, drak The fra 10-11 og gik derpaa i Seng. Indtraf der saa den ubetydeligste Begivenhed uden for den daglige Orden, som en Arbejdshests Død, en Karls Sygdom, et Middagsselskabs Aflysning paa Grund af Baronessens Svaghed, ansaa' han sig for den mest plagede Mand paa Jorden, som alle onde Magter var satte ud paa at chikanere. For Resten var han Skikkeligheden og Velviljen selv, naar man ydede ham en vis ydre Honnør, og han havde saare ondt ved at sige nej, naar nogen bad ham om noget. Paa den anden Side tog han heller aldrig Initiativet til at give noget; det fik han fra Baronessen og Godsforvalteren.

- Det er piskende galt, det er rent bandsat, Povlsen, jeg er det ulykkeligste Menneske, der kan gaa paa Jorden! Hvad Fanden skal jeg gøre, Povlsen?

Povlsen fremsagde ganske tørt den Formel, han altid brugte ved Baronens hyppige Fortvivlelser:

- Er der tilstødt Baronen noget ubehageligt?

Baronen svarede ikke, men rejste sig, gik op og ned ad Gulvet, kløede sig bag Øret, spyttede i de i alle fire Hjørner anbragte Spyttebakker og gav sig til at spadsere, medens han tyggede sin Cigarstump flad. Povlsen blev staaende ganske stille med den mest ligegyldige Mine af Verden. Pludselig standsede Baronen foran ham, plantede ham sine udvæltende graa Øjne i Ansigtet og sagde med et dybt Suk:

- Forpagter Graa paa Krængstrup vil fratræde sin Forpagtning. Kan De sige mig, hvad vi skal gøre ved det?

- Det bliver jo hans Sag at skaffe en solid Mand i sit Sted.

- Ja det er godt nok, min Fa'er, men hvor faar han den Mand? Nu var jeg i alle Maader saa glad over ham, og saa skal man have nye Folk her paa Egnen! Aa jeg kan blive rasende, naar jeg tænker paa det.

- Der behøver jo ikke just at komme en Mand uden for Egnen?

- Hvad? hvad siger De, Menneske? Hvem i al Verden?

- Jeg vilde grumme gerne overtage den Forpagtning, Hr. Baron.

- De - De? ja, men hvor faar jeg saa en Avlsforvalter fra? Saa bliver det sidste værre end det første. Nej, dette Liv er ikke 55 til at holde ud. Jeg vil ikke se nye Mennesker omkring mig, jeg kan ikke arbejde med nye Mennesker.

- Men jeg afløste dog min Formand i sin Tid. Forvalteren paa Krængstrup vilde grumme gerne have min Plads, og ham kender Baronen jo.

- Ja det er nu meget godt, Povlsen, men hvor skal de saa faa en Forvalter ovre paa Krængstrup.

- Man kan jo tage Underforvalteren, der er meget flink.

- Underforvalteren - hm, ja - ja. Men hvor Fanden kan De overtage den Forpagtning? Der skal ikke faa Penge til.

- Baronen har flere Gange lovet at hjælpe mig med et Laan, naar en Forpagtning tilbød sig.

- Ja, men nu har jeg ikke en Skilling; jeg kan ingen Penge skaffe Dem. Fanden skal tage mig, om jeg ejer 100 Daler i Huset.

- Godsforvalteren har nok nogle flere i Kassen.

- Er De vis paa det, Povlsen?

- Aldeles vis, Hr. Baron.

- Naa saa faa Godsforvalteren til at ordne Tingene, Povlsen; jeg har, Gud hjælpe mig, ikke Tid, Povlsen. Jeg er ikke Menneske for at faa Fritid til det allermindste. Ja saa Farvel, saa skaffer De og Godsforvalteren mig det hele i Orden! Tænk Dem: nu har Kammerjunker Pleskow ventet mig i al den Tid oppe ved Billardet. Nu maa jeg rende op ad Trapperne med Tungen ud af Halsen, jeg, som ikke kan taale at skynde mig.

- Nu faar man andet at tænke paa end fange Griller og slikke Maaneskin, sagde Povlsen ved sig selv, da han gik over Borggaarden. Han tog saa skrapt fat paa Tingene, at paa tre Dage var alt i Orden; han overtog Krængstrup straks, fik Pengene hos Godsforvalteren, fik Dokumenterne opsatte og alle Aftaler gjorte.

Han havde lige faaet sit Tøj flyttet og sat sin Efterfølger ind i Forretningerne, taget Afsked med Folkene paa Skovbygaard og satte sig nu til Hest for at tage Ophold paa Krængstrup, hvor den forrige Forpagter med Familie skulde have Bolig til Foraaret. Han befandt sig i den oprømte Stemning, som virksomme Mennesker kommer i, naar de har arbejdet ihærdigt og naaet et Maal. Nu skal hun blive min, om jeg saa skal bortføre hende, sagde han, rejste sig i Stigbøjlerne, bøjede sig forover og satte i Galop over den haardfrosne Sne.

Omtrent paa Halvvejen mellem Skovbygaard og Krængstrup laa der et lille Hus ved et Led, et af de ynkelige, gamle Bønderhuse med Vægge klinede af Ler og Vidier, Taget bugtet ud og 56 ind, lave, i sin Tid rødmalede Vinduer med smaa bitte, blyindfattede Ruder. Om Sommeren skjulte en vild Rosenbusk, der var bunden op til Væggen, venlig den usle Boligs Armod, som Vinteren nu ubarmhjertig havde blottet. Leddet var lukket, og det saa' ikke ud til, at nogen vilde komme ud og aabne det. Povlsen holdt stille, ventede en Stund, blev utaalmodig og svippede paa Vinduet med sin Ridepisk. En gammel kroget og forslidt Bondekone, hvis Hænder lignede Gulerødder, der lige er trukne op af Jorden, viste sig endelig i den af to Lemme bestaaende Dør.

- Aa jeg hørte ingenting, Hr. Forvalter, jeg stod og ragede med Tøsen. Ja det er haardt, naar man sidder i et jordløst Hus, at faa saadant noget at passe.

- Hvad for noget? spurgte Povlsen. Da han saa' paa Konen, opdagede han, at hun græd, saa Taarerne sivede ned gennem hver Rynke paa Kinderne.

- Aa det er Kirstens Tøs, jeg mener; min Datters, hende, der kom galt af Sted ovre til Deres med den svenske Rad, ham, Malersvenden, der rømmede af Landet, lige før Ulykken skulde til at ske. Ja, at der ogsaa kan være saadanne Skarnsmennesker til!

Nu erindrede Povlsen den stakkels Piges Historie - en gammel Historie, der dog altid bliver ny paa Landet. Han var selv glad og fornøjet, fuld af Tillid og Haab. Her fik han paa én Gang i en modtagelig Stemning et Billede af Livets bitre, kummerlige Nød holdt lige hen for sig.

Han nikkede med et forstaaende Blik til Konen og blev holdende, medens hun snakkede.

- Ja Kirsten maatte jo til det, da hun havde gjort Barsel, ja det ved Gud hun maatte; og det var vel bedst for hende saadan; men se, Barnet vilde Vorherre jo ikke tage, skønt det er et usselt lille Skidt, som ikke vil trives. Doktoren siger, at det skal have Luft, men det kan da aldrig være rigtigt at lukke Kulde ind midt om Vinteren, og de Smule Vinduer dér har jo i mange Aar været spigrede til med Søm for at holde Kulden ude, ja Gu' har de saa. Saa siger han, det skal have god Levemaade. Ja vi kan jo ikke skaffe det anden Levemaade end den, Manden og jeg vi faar, det kan vi sgu da ikke. Forvalteren skulde bare se, hele Ansigtet sidder i ét blodigt Kød paa det. Ja det er haardt for fattige Folk . . og nu fulgtes Ordstrømmen af en tilsvarende Strøm af Suk og Hulken.

Da fik Povlsen pludselig den Idé, som vi saa' at han udførte.

57

At faa Husmandskonens Tilladelse til at tage sig af Barnet var saare let. Dagen efter skulde han til Købstaden og have Penge i Sparekassen. Konen og Barnet fulgte med. Ved et Bud fra Gæstgivergaarden til Hans Peter fik han denne i Tale og alt bragt i Stand, medens Fru Staal var ude.

Povlsen havde handlet ud af et rigtigt Instinkt med Hensyn til Forstaaelsen af Fru Cecilie. Denne Ubeskæftigethed, der havde karakteriseret hele hendes Tilværelse, denne Mangel paa ethvert Centrum i hendes ydre eller indre Liv, hendes indolente kælne Natur, hendes Hang til at leve i Fantasterier, alt det, der gjorde hende hjemløs i Virkeligheden, fik snart en Modvægt, da hun fik fat paa en Gerning, som hendes Hjerte kom med i. Plejen af det lille syge Barn optog hende snart i høj Grad; der var ikke mere Tale om at lægge det i Anes Kammer, det var hos Fruen baade Nat og Dag. Hun pyntede det, hun legede med det, hun havde lange Konversationer med Lægen om dets Sundhedstilstand, og et Stykke ind i den næste Maaned var den lille allerede i kendelig Trivsel. Havde nu nogen talt til hende om at sende Barnet bort, naar det blev bedre, havde Fru Cecilie været den første til at protestere. Kun af og til kom der en Art Samvittighedsnag op i hende. Hun syntes, at Naaden ikke mere hvilede over hende i saa rigeligt Maal som før. Hun havde aldrig de tidligere indre Aabenbaringer, og gudelig Læsning blev der ikke Tid til. Kirken besøgte hun som før hver Søndag, nød Pastor Alstrups beaandede Veltalenhed med samme Glæde, men stundom havde hun en Følelse af, at noget fremmed var kommet mellem dem. Hun forundredes over, at han ikke havde aflagt hende det Besøg, han havde lovet, og dog var hun ikke hyggelig til Mode ved Tanken om en mulig tête à tête med ham.

Pastor Alstrup var en Mand, der aldrig lagde Planer. Han gik, som hans Instinkter drev ham, hvad enten disse gik i Retning af aandelig Produktion eller førte ham mod et endeligt ydre Maal. Vilde nogen have sagt ham, at han dog egentlig var jaloux paa det Barn, som Fru Cecilie havde taget i Huset, og at han syntes, at der gik noget fra ham, saa havde han med den største Haan afvist en saadan Tanke. Han vilde have forsikret sig selv og andre, at han ingen Planer havde med Hensyn til denne Dame. Det havde han heller ikke, men det gik ham med hende som med 58 saa mange smukke Kvinder, han var kommen i Forbindelse med. Han berusede sig i en almindelig erotisk-romantisk-religiøs Atmosfære; der var en indbyrdes Affinitet mellem ham og alle Kvinder, som uklart idealistisk Sværmeri og ubevidst, bunden Sanselighed bragte i mer eller mindre hallucinerede Tilstande. Bevidst var han hverken Hykler eller Forfører, og det æstetiskbegejstrede Liv i sin Gerning opfattede han for ramme Alvor som positiv Religiøsitet.

Uldent og blødt, tæt og stille faldt Sneen en Eftermiddag i Begyndelsen af Februar Maaned. Endnu stred det nedfaldende Tusmørke med den stille Frostdags blege rødgule. Fru Cecilie sad i sin Stue, hvor det solide Knudebrænde, hun fik fra Herregaarden, buldrede og knaldede i Kakkelovnen. Hun havde lige bragt den lille Johanne til Ro; hun havde ved at klæde hende af glædet sig over, at det sygelige Barns hidtil saa magre og kantede Lemmer begyndte at antage rundere og blødere Former. Den Sang, hvormed hun uden at tænke paa, hvad det var for en, havde sunget Barnet i Søvn, surrede hende om Øret, hun søgte at orientere sig: det var "Auf Flügeln des Gesanges". Nu nynnede hun den højt, medens hun drømmende stirrede ud i det hvide Vejr. Hun sang den sidste Strofe:

Dort wollen wir niedersinken
Unter dem Palmenbaum,
Und Liebe und Ruhe trinken
Und träumen seligen Traum.

og medens hun lænede sig tilbage i Stolen og lukkede Øjnene, piblede Taarerne frem mellem Øjenlaagene. Hvad græder jeg for? sagde hun til sig selv, og dunkle Minder fra hendes Pigetid, da hun ogsaa havde grædt, naar denne dragende Længsel havde klinget hende i Møde i Romantikkens Toner, kom frem for hende. Jeg maa læse en gudelig Bog, tænkte hun; mon den gamle Verdslighed igen skulde faa Magt med mig? Hun fik fat i en Prædikensamling, men det var nu blevet saa mørkt, at hun maatte have Lys for at kunne læse. Paa den anden Side syntes hun ikke, at hun havde Lyst til at se Lys. Medens hun saaledes stod raadvild, bankede det paa Døren.

- God Aften, kære Frue! lød Pastor Alstrups Røst.

- Nu skal jeg tænde Lys, sagde Cecilie stammende og rev en Svovlstik af, Præsten slukkede den i en Hast, lo lidt og sagde: 59 - Aa nej. Her er saa yndigt i Deres Stue i denne ubestemte Dæmring.

Han var ved denne Bevægelse kommen hende ganske nær. Hans blanke, brune Øjne funklede hende i Møde med en underlig metalagtig Glans. Hun blev staaende som fasttryllet til Pletten. Præsten greb hendes Haand. Hun isnede fra Top til Taa, da hun hørte hans Stemme lyde i hendes Øre.

- Timen er kommen, sagde han med en myndig Venlighed, der efterhaanden gik over til Lidenskabens Hurtighed, da jeg bør tale ud for Dem. De længes og higer, som Menigheden efter sin Brudgom, efter det store mystiske Favntag, der fører Jeget gennem Ubevidsthedens Død til Opstandelse i Salighed. De længes efter at hvile ved Guds Hjerte, efter at svælge i guddommelig Nydelse. Men forinden maa De lære at elske, elske med Kvindehjertets fulde Hengivelse. Kun gennem den jordiske Elskov gaar Vejen til den himmelske. I Mands og Kvindes Elskov ligger Poesiens Anticipation af det salige Liv. Tror De ikke, at jeg har mærket, at Deres Hjerte drages mod mit? Som det helliges Organ har min Røst trængt til Deres Hjerte. De fandt, at jeg var i Stand til at give Deres dybe, dunkle Sjælerørelser Livets Flugt og Klarhed. De trænger til en Aand, der kan forme Deres indre Fylde, jeg trænger til at sænke mig i en Sjæls bølgende, stigende og synkende Følelsesliv, i "das ewig Weibliche".

Havde Præsten talt for direkte? Forstod Cecilie nu først den Tankegang, som hun havde hørt ham gentage flere Gange? Vist er det, at hun følte noget oprøre sig i sit inderste. Dette underlige Sammenvæv af det, der havde været hende helligst, og noget rent profant gik pludselig op for hende. Han havde tvunget hende tættere ind til sig. Fra hans Kind følte hun en brændende Varme straale over paa hendes egen. Hans Øje formelig gnistrede i Mørket. Hun gjorde Modstand og trak sig tilbage; hun følte en kold Klamhed bedække hendes Hud.

Der var dødsstille i Stuen. Hun hørte kun sit eget angestfulde Hjerteslag, Pendulurets Dikken og Præstens feberagtig hurtige Aandedræt. Hun var som paa Pinebænken.

En spinkel Klingren lød pludselig udefra, og saa med ét et Knald som et Pistolskud. Præsten slap hende. Hun løb hen mod Døren, som i en Hast blev reven op, og Lys fra Entreen belyste en høj, pelsindhyllet Skikkelse paa Tærskelen.

- Povlsen! raabte Cecilie, kastede sig til hans Bryst og klamrede sig til ham. Hjælp mig, som i gamle Dage!

60

Han kastede et hurtigt Blik omkring sig. Præsten hilste og gik forbi ham i Døren.

- Jeg vil bort med Dem, hviskede hun.

- Ja paa en lang Kanetur, sagde han smilende: det har jeg jo lovet Dem. Han tilføjede: Og i Morgen henter jeg den lille Johanne.

Pilsnart gik det ud af Byen. Lydløst fór det lette Køretøj hen over den bløde Sne, der tættere og tættere dryssede ned fra oven. Stadig gik det fremad som i en endeløs Ørken. Som Taagebilleder gled Træer, enkelte Huse, Forhøjninger som Gærder og Bakker forbi. Hun sad med Hovedet lænet op til ham, og i Stilheden lød kun Klokkerne, Snefnuggenes dæmpede Fald paa deres Tøj og Kanens Forlæder, samt hendes Stemme, der hviskende og hurtig talte til ham. Han nikkede alvorlig og mildt, alt som hun fortalte.

De kørte og kørte. Under sin Fortælling havde Cecilie ikke mærket, at Sneskyerne havde spredt sig og givet Plads for en diset, men forholdsvis stærkt lysende Maane. En pludselig rutschende Fart nedad vakte hende.

- Er Du bange, Cecilie? spurgte Povlsen.

- Hos Dig? nej! svarede hun.

- Saa kører vi over Søen.

Den store hvide Flade laa for dem. Paa den Bred, de var kørte nedad, lyste Krattets med Frostsne overtrukne Grene i Maanelyset i fin blaalig Refleks som mat Sølv. Farten over den jævne Is gik glat som en Sejlads i stille Vand, Klokkernes Klang gav et dirrende Ekko. Med Mellemrum lød Hundegøen med skarp Klarhed fra de fjernest liggende Bredder. Efterhaanden blev Himlen helt skyfri. Paa dens matblaa Grund flammede Stjernerne rødligt. Langs den knitrende Sne blinkede lyse Prikker, Vinternattens Sankt-Hansorme.

Povlsen lod Kanen holde stille midt paa Søen. Han viklede Tømmen om den ene Arm og slog den anden om Livet paa Cecilie, der i det sidste Kvarter stille havde stirret hen for sig.

- Er det en køn Kanetur? De har jo altid holdt saa meget af at køre i Kane, sagde han.

Cecilies Øjne straalede ham sjæleglad i Møde.

- Saadan en Tur er nu min Kirkegang, sagde han sagtere - eller er det kanske ikke saadant noget som dette (han pegede med Pisken rundt omkring), som de kalder for Poesi, Lyrik og saadant noget?

61

Cecilie nikkede og klappede hans laadne Handske. Nu klang et vældigt Knald hen over Søen. Kanen rutschede af Sted under Hestens prustende Aandedræt.

Kun et kort Stykke fra Søens modstaaende Bred blinkede de mange Lys fra en stor Gaard. Kanen svingede ind i en høj Poppelallé. To vældige Hunde, hvis lyse Skind i Maanelyset gav dem en fjern Lighed med Isbjørne, og som stod bundne paa hver Side af Indkørselen mellem to lange Staldbygninger, hilsede de ankommende med sonor Gøen og Krumspring. Kanen holdt stille foran Hovedbygningens Stentrappe. Døren aabnedes, og i den store Entré med Lampen i Loftet modtoges de rejsende af det trivelige og aldrende Ægtepar, Graa.

- Fru Graa huser Dig til Foraaret, sagde Povlsen, og naar min Formand flytter, saa . . .

- Holder De Bryllup, sagde Fru Graa og kyssede Cecilie.

Det lille Hus i S. var ryddet. To Flyttevogne holdt i Gaarden; den første Vogn var fuldt pakket. Hans Peter hvilede lidt og slog Sveden af Panden med Bagen af Haanden. Han gik ud i Forstuen til Ane, der havde travlt med at pakke ind.

- Jo nu flytter vi igen, sagde han.

- Det er godt det samme. Nu kommer Fruen sig, naar hun faar noget at røre sig til. Der er et farlig stort Mejeri paa Krængstrup.

- Ja, hun har jo Ungdommen og Kræfterne. Hør Du, Ane, den ny Forpagter paa Krængstrup har lovet mig et Hus.

- Det er godt for Dig, sagde Ane.

- Mon jeg saa dog ikke kommer til at forandre mig?

- Det kan nok hænd's.

- Ja - se jeg har jo haft Tanker til Jordemoderen i Skovby. Hun er jo Enke og har en Profession. Det linder altid lidt for Manden.

- Hun er saa arrig som Edder og Forgift.

- Ja, det siger sgu hendes eget Søskendebarn, den hjulbenede Smed. Men kanske Du vilde, Ane?

- Ja, nu har vi jo gaaet og gloet paa hinanden i nogle Aar, saa der kan jo være nogen Rimelighed i de Dele.

62

- Du har jo en hel Kiste hjemmegjort Tøj og Penge i Sparekassen ?

- Ja vel. Og der er vel Jord til Huset.

- Ja vel.

- Ja saa kan vi jo det. Løft saa den Kommode op paa Vognen! Hvad staar Du og gaber paa mig for? Det er jo ingen Nytte til.