Schandorph, Sophus KÆRLIGHED FRA TROMMESALEN

✂

I.

✂ Enhver har vist gjort den Erfaring, at de ubetydeligste Begivenheder, Ord og Personer, som man har oplevet, hørt eller set i sin Barndom, har afsat sig i ens Minde paa en uforklarlig Maade, uden at man kan opdage nogen Lov derfor, og lige saa vilkaarligt, uden Anledning dukker op for en i senere Aar, saa man tidt ærgrer sig over, at ens Hukommelse er belemret med en saadan Ballast af Trivialiteter.

✂ Som om det var hændet i Gaar, ser jeg den københavnske Hestehandler Mageisens Karl i Spidsen for et Kobbel Heste med rødkantet Lærredsovertræk paa Hoved og Krop ride ud af Vognmand Terps Port i min Fødeby, med Huen paa tre Haar, men dog især imponerende mig ved snævre mørkegule Skindbukser i et Par blanke lange Støvler, der i mine Øjne gav ham en Lighed med en Væbner fra Ingemanns Romaner. Vognmand Terp holdt et Slags Gæstgiveri for Prangere, Hesteslagtere, Lammedrivere og deres Tilbehør af Karle og Kreaturer. Han havde en meget uvorn Søn, min jævnaldrende og Fjende, af hvem jeg stadig fik Prygl, naar vi, hvis Forældre var Naboer, mødtes paa Markstien bag Haverne. Jeg undte Terps Matthi's al den Haan og Fortræd, Verden kunde bringe ham. Derfor var jeg Hestehandler Mageisens Karl meget taknemmelig for, at han besvarede Matthis's mod ham udslyngede - Bæh . . . de fire Profeter: Esaias, Jeremias og hans Begrædelsers Bog, Ezekiel og . . . hurra Daniel! med følgende Apostrofe:

✂ - Der staar Terps det uartige Barn! Han snyder sin Næse i sin Moders sorte Silkeforklæde og spytter i den høje Hat, hans Fader følger Lig med.

390

✂ Et Piskesmæld hen om Ørene paa Terps artige Barn og et Kasteskyts i Form af en fladt tygget Skraa, der dog ikke ramte Drengens Ansigt, som aabenbart var Maalet, afrundede Daniels Frase ligesom med Anførsels- og Udraabstegn. Terps Matthi's fik ikke Tid til at fatte sig, thi Hesteprangerens Karl fór i skarpt Trav ned ad det skraanende Fortov, saa Ildgnister sprudede fra adskillige Hestehove. Den sidste Hest i Kobbelet slog, til end yderligere Forhaanelse for Matthi's, Bagdelen højt i Vejret som en foragtelig Afskedshilsen til ham. Men just som jeg glædede mig over, at den straffende Nemesis i Tilværelsen havde taget Sigte paa min arrige Fjende, vendte samme Nemesis sig mod mig, formodentlig vakt til Vrede over min uædle Hævngerrighedsstemning. Thi Matthi's tog et Residuum fra Hestekoblet og kylede det efter mig. Det ramte min nye kokardebesatte og militært formede Kasket, og Matthi's, som ikke havde Lyst til Kamp denne Gang, trak sig tilbage til sin Faders Port, mens han sang følgende Smædevers til mig:

✂ Kaptajn og Amtsforvalter Krøyers Søn
kan tude i sin Ammes Seng i Løn.

✂ Den Bondepige, der havde været min Amme, var siden bleven mine Forældres Kokkepige. Den Omstændighed, at min fordums Amme endnu var i Huset, havde alt længe givet Matthi's Stof til mange drillende Vittigheder paa min Bekostning.

✂ Den attenaarige Knøs Daniels Udseende og hans Formel for en uvorn Drengs Færd dukkede siden mange Gange op for mig, uden Anledning, omtrent ligesom de trivielle Vers af den gamle saakaldte "evangelisk-kristelige" Salmebog, som min Fødebys halvfjerdsindstyveaarige Sognepræst pinte sine Konfirmander med.

✂

II.

✂ En fem seks Aar efter gik jeg med min Studenterhue paa Hovedet en Foraarseftermiddag tilbage til København fra Frederiksberg. Jeg havde passeret gamle Kongevej. Som jeg skulde dreje om ad Knækket, der førte forbi Trommesalen, standsede en lang ung Person med en Pisk i Haanden foran mig og siger:

✂ - Hvad S-, er det inte Johannes Krøyer? God Dag, Krøyer!

391

✂ Jeg genkendte den et Par Aar ældre Matthi's Terp, der var vokset op til en rigtig stor "Lemmedasker". Han bar en meget kort brun Jakke, Vest og Benklæder af samme Tøj, de sidste stukne ned i et Par langskaftede Fedtlæders Støvler, et rødt Silketørklæde og en grøn Bulehat. Jeg misundte ham hans allerede frodige Knevelsbart i lige saa høj Grad, som jeg foragtede de Ringe, der prydede hans Øren.

✂ - Ja, jeg er ellers Berider hos en "møjet" stor Hestehandler, sagde han. Da den gamle derhjemme gik fra Vejret, ser De, saa solgte vi hele Grejen, og, ser De, jeg har nu aldrig haft Sans for andet i hele denne Verden end som for Bæster. Om lidt skal jeg til at handle. Forstaar De Dem paa Bæster? . . Naa inte? Men det kan kanskesens alligevel int'ressere Dem at se vores røde løbe og se den sla' Mageisens den brunblissede rent i Smadder.

✂ Jeg havde intet andet at bestille og sagde ja halvt hen i Vejret, men fortrød det straks efter, da Matthi's kom med følgende Opfordring.

✂ - La' vos barestens først gaa ind paa Beværtningen og ta' et Par "Vander", før Kværken skal til at drikke Støv. Beværtningen herude er baade god og temmelig prisbillig.

✂ Min Studenterfølelse krympede sig ved at skulle betræde en Beværtning paa Trommesalen sammen med en Hesteprangers Karl. Men her kom atter min underlige Vedhængen ved Barndomsminder frem sammen med en drengeagtig Stolthedsfølelse af, at jeg i Sammenligning med min forhen saa overlegne Fjende havde naaet et saa højt Stade i Samfundet, at han øjensynlig var stolt af at gaa sammen med en Student. Det blev mig bekræftet ved følgende Udbrud af Matthi's Terp, efter at vi havde passeret flere Grupper af Prangere, Kvæg- og Lammedrivere, som han nikkede til snart fortrolig, snart nedladende:

✂ - Ja, dannede Mennesker, ser De Krøyer, dem er her nu inte mange af i disse Kredse. Men af og til søger jeg nogen af den Sjanger (Genre) og forhører mig om de politiske Begivenheder, og jeg gaar mere jævnlig paa Teatret i Alhambra og paa de Steder i Fritsberg Allé, hvor der er bedre Piger, som synger saadan mere noble Viser. Jeg vil sgu inte blive en Rod. Jeg kan nu en Gang inte udstaa Rødder og Bø'ster. Jeg siger: Immervæk opad! Og det er det svære ved det. For ser De, Krøyer, i Skidtet kan ethvert Bæst jo komme; det behøver man inte at gøre sig noget Studium for, om man saa maa sige.

392

✂ Man kan ogsaa sige, at det behøver man ingen Attestats til, hvad behager Krøyer? Ha, ha, ha . . . det var ellers ganske godt sagt, hvad? Ja, vi har Indfald, vi Drenge fra Provinserne! Københavnerne er nogle Tørvetrillere.

✂ Jeg fulgte med Terp ind i Stueetagen af et brædebeklædt Hus. Det var et langt Værelse, der var Beværtningens Hovedlokale. Der havde aabenbart for nylig været mange Gæster, thi Tallerkener, nogle med afskrabet Sauce og afgnavede Ben, andre med Smørrebrødssmuler, samt helt eller halvt tømte Øl- og Brændevinsglas fyldte Pladerne paa de smaa gulmalede Fyrretræs Borde, der stod langs Væggene, og Stolene stod og faldt over hverandre, som om de var bleven rykkede tilbage fra Bordet med et Spark. Det var Spor af de frokosterende Prangere og deres Følges Hærværk.

✂ Der var kun to Personer i Stuen. I den øverste Ende bag Buffeten stod Opvartningsjomfruen. Det var en høj, kraftig Pige med store, noget udstaaende lyseblaa Øjne og et langt krøllet, hørgult Haar, der hang helt ned paa Kjoleryggen, tæt og tykt som et Tjørnekrat. Hun vendte Ansigtet i Vejret, missede let med Øjnene og rimpede Munden lidt mod Solen; den knejsende Stilling gjorde hende stærkt svajrygget. Den røde, ikke aldeles rene venstre Haands Fingre med et Par Ringe af utvivlsom Uægthed bevægede sig spillende langs Buffetens Rand. Dragten havde et moderne Snit; navnlig var de brugelige store Sløjfer bagtil paa Kjolen meget brusende og stærkt udviklede, men fortil, hvor Brystet tegnede sin stærke Hvælving, sad to store Fedtpletter. Den skønne ænsede aldeles ikke de indtrædende; hun blev ved at se fornem ud paa sin Vis, bevarede sin knejsende Stilling med Profilen vendt imod os og "grinede mod Solen".

✂ Den anden tilstedeværende sad i nogen Afstand fra Buffeten ved et af de omtalte smaa Borde. Han havde en strikket ulden Hue paa Hovedet, og, da han holdt sig meget duknakket, kunde jeg ikke straks se hans Ansigt. Han holdt en firkantet Genstand foran sig paa Skødet; først da jeg hørte en snøvlende orgelagtig Tone gaa ud fra den, blev det mig klart, at det var en stor Harmonika. Han begyndte netop paa Arien af "Josef og hans Brødre".

✂ "Min fjortende Vaar knap jeg skued"

✂ og spillede den saa langsomt og drævende, at Foredraget i Længden med Naturnødvendighed maatte have dysset enhver 393 som helst Tilhører i Blund, selv om en saadan Harmonikas Klangfarve ikke havde været ham ubehagelig.

✂ - To "Vander" og to "røde". - Med dette Raab gennembrød Matthi's Terps posthornagtige Røst de Méhulske Toner fra Harmonikaen.

✂ Jomfruen holdt sig ubevægelig i den samme Stilling; hun fnøs blot foragtelig ud ad det ene Næsebor i Retning af Matthi's.

✂ - Sa'e Jomfruen noget? spurgte Matthi's, og, da han intet andet Svar erholdt end en stærkere Gentagelse af det forrige, søgte han at blive den overlegne i Situationen ved med et rask Sæt at tage Sæde paa et tomt Bord og fløjtende at slaa ind i den Melodi, som lød fra Harmonikaen, medens han samtidig slog Takt mod Bordbenene med Støvlehælene. Men et knusende Blik fra Damen bag Buffeten tæmmede ham. Matthi's Terp gav sig ikke straks; for at redde Æren neddæmpede han efterhaanden sin Fløjten og sine Taktslag, saa de umærkelig var døde hen, da Harmonikavirtuosen havde taget fat paa Gentagelsen af Strofen.

✂ Damen kastede sig saa forover, støttede begge Albuerne paa Buffeten og Kinderne mod sine Haandflader. Idet hun gjorde en myndig, olympisk Bevægelse med Øjenbrynene, sagde hun med hvas og sikker Røst:

✂ - Det kan være nok med den.

✂ Som paa en militær Kommando standsede Harmonikamanden sit Spil midt i Strofen og sendte paa skraa under Kasketskyggen et spørgende Blik til den skønne. Ved denne lille Forandring af den ludende Stilling, som Musikeren hidtil havde indtaget, genkendte jeg hans Ansigtstræk. Det var Hestehandler Magelsens Karl, Daniel. Han var en atten-nittenaarig Knøs, da jeg sidste Gang saa' ham ride ned ad min Fødebys skraa Fortov som Fører for Hestekoblet og hørte ham udslynge hin flotte Replik til min nuværende Ledsager. Nu var han en fuldt udviklet ung Mand med et kraftigt, kruset Hageskæg, der i to med ikke ringe Barberkunst tilvejebragte Spidser løb smalt op i Mundvigene, hvorved hele Skæggets Form kom til at ligne et kort Skødeskind med tilhørende Remme. Men det triumferende Udtryk af Magtfølelse, som bredte sig over Skikkelsen, da jeg sidste Gang saa' den, var borte; en melankolsk Forkuethed hang i de sænkede Øjenlaag, og Haartotterne, der laa langt ned over Tindingerne, saa' ud som to af sludfuldt Vejr forpiskede Duske Græs.

394

✂ - Du spiller nok til Ligbegegnelse, Daniel, sagde Matthi's. Kan De li' det, Jomfru, hvad?

✂ Jomfruen svarede med Øjnene vendte op mod Loftet:

✂ - Jeg har ingen Smag for Musik fra Sangerindebeværtninger. Jeg vil have noget med Følelse i, saadan noget, som jeg hørte paa den italienske Opera ude paa Kasino.

✂ Daniel mumlede:

✂ - Saadanne Steder kommer jeg inte.

✂ - Ja, men der kom Jomfruen i Fjor, da hun var Kærest med en sort italiensk Gibsersvend, sagde Matthi's.

✂ - Han var Kommis hos Orlandi, sagde Jomfruen bestandig uden at se paa nogen af de tilstedeværende; jeg har aldrig været forlovet med ham. Han gjorde nogle forberedende Tilnærmelser og forærede mig sin Fribillet til Italienerne, for han var en intim Ven af flere af Sangerne. Men jeg vilde rigtignok ikke have en, der hverken kunde læse, skrive eller regne, og som snakker gebrokkent.

✂ - Ja, hvem der havde saadan en Opdragelse som De! sukkede Daniel.

✂ Opvartningsjomfruen kniksede med Nakken og sagde:

✂ - Naar man har hørt saadant noget som Andreffis Sang i Trovatoraen bag ved Kulisjerne, saa bliver man kræsen med Musik. Jeg havde bare det imod ham, at han kom frem i sort Frakke og graa Benklæder, da han blev kaldt frem; det var ikke saa gribende, som da han havde Fløjls Bluse og snævre røde Benklæder. Men Sangen var ligefrem noget, der talte til det højere hos Menneskene.

✂ Hun gav sig til at tralle de første Takter af Taarnarien i "Il Trovatore".

✂ - Naa den! udbrød Daniel beroliget, den har jeg lært mig efter Lirenkasserne.

✂ Harmonikaen kom atter i Gang, og nu lød "Leonora addio". Jomfruen nikkede overlegent og standsede Musikken ved en Haandbevægelse, da Melodien var spillet igennem.

✂ - Talang har De, sagde hun til Daniel; De skulde bare lægge Dem efter noget mere Følelse og Foredrag, som det kaldes.

✂ - Hvor Fanden skulde jeg faa det fra? brummede Hestepranger Mageisens Karl mismodig, jeg tror, jeg har faaet alt ud af Spillekassen, hvad der er i den.

✂ Der blev en Pause. Matthi's afbrød den ved i den høfligste 395 Tone, der var ledsaget af et Klask af Støvlehælene mod hinanden, at sige:

✂ - Undskyld, men jeg bestilte et Par Vandere, Jomfru.

✂ - Om Forladelse, Hr. Terp ! svarede hun uendelig knibsk, at jeg spilder Deres kostbare Tid. Hun trallede højt op et Par Toner af den sidste Melodi, rakte dovent op i Buffeten efter et Par Flasker Sodavand og serverede dem med de i Bestillingen underforstaaede to smaa Glas Cognak. Da hun nærmede sig vort Bord med Bakken og Drikkevarerne, gjorde Matthi's Terp en ubeskrivelig Bevægelse: han spjættede kort og hurtig ud med Arme og Ben og lagde Hovedet paa Siden; det tilsigtede Indtryk gik i Retning af flot, kavalermæssigt Kourtoisi. Den skønne derimod fandt sig foranlediget til at blive fornærmet; hun veg til Side med en Mine, der betød Væmmelse.

✂ - Stak De Dem paa Naalen i Deres Guldbroche, Jomfru? spurgte Matthi's.

✂ - Nej, jeg lugtede Deres væmmelige Transtøvler.

✂ - Hvis jeg kan tjene Dem, skal jeg gaa paa Hosesokker her paa Beværtningen.

✂ - Turde jeg bede Dem om, Hr. Terp, at bruge mere dannede Udtryk i min Nærværelse. I ordentlige "Særkler" siger man Strømpefødder.

✂ Matthi's blev bragt til forknyt Tavshed. Modet blussede derimod op i Daniel.

✂ - Maa jeg opvarte Jomfru Anselikka med en rød Bruslemmenade? spurgte han.

✂ - Vil De ikke nok lære at udtale mit Navn ordentligt?

✂ - Jo, vel, svarede Daniel. Men vil De ha'en; Lemmenaden ?

✂ - Aa, ja Tak!

✂ - Vil De have en svensk Banko med Sodavand i? raabte Matthi's Terp.

✂ - Jeg drikker ikke Spiritus, lød det unaadige Svar. I det samme faldt den ubønhørlige Værtshusskønheds lyseblaa Øjne hen paa min Studenterkasket, der laa i Vindueskarmen bag ved Bordet, som min Byskammerat og jeg havde lagt Beslag paa. Matthi's havde fulgt hendes Blikkes Retning.

✂ - Ja, det er en Stodenterhue, sagde Matthi's Terp med Selvfølelse; den tilhører min Byskammerat Krøyer der; hanses Fader var Kaptajn og Amtsforvalter, og han var den Onde . . . om Forladelse, Jomfru! - han har immer vaaren min fortroligste Ven.

396

✂ Der bredte sig Solskin over Buffetdamens Ansigt, og dets Straaler fordeltes mellem Matthi's og mig, alt mens hun drak den af Daniel bestilte røde Bruslimonade og skottede over Glasset til os. Jeg havde en altfor dannet æstetisk Smag, til at et saa lavt staaende Væsens Imødekommenhed kunde gøre det fjerneste Indtryk paa mig. Nej, en hvid Dame i Maanelys paa en Altan paa Strandvejen! Det var romantisk Studenterhavre. Men jeg følte mig som en moden og overlegen Psykolog, for hvem det lejlighedsvis kunde have en Interesse at studere Erotikken i dens laveste Former, saaledes som den nødvendigvis maatte aabenbare sig paa en Beværtning for Prangere og Lammedrivere mellem en malproper Opvartningspige og to saa lidet kultiverede Individer som Matthi's Terp og Hestehandler Magelsens Karl, Daniel. Og paa min Stands, den akademiske Borgerstands Vegne følte jeg mig smigret ved, at min Hues Nærværelse var Grunden til, at Hulens Nymfe aabenbart lod Vægtskaalen synke til min Ledsagers Fordel. Thi hun vendte Ryggen til Daniel, smilede og nikkede til Matthi's og sagde, idet hun samtidig koketterede lidt til mig.

✂ - Nu vil jeg nok have den Banko med Sodavand. Det er en Drik for os Skandinaviere. Jeg har før været paa en Beværtning i Malmø.

✂ Matthi's lod sin Skindpung med Penge i klaske paa Buffetens Disk, tog nogle mindre Sølvmønter i den hule Haand, kastede dem med en Grand-Seigneurmine hen ad Disken og sagde med et Kast med Haanden:

✂ Sla'r lige til, Frøken!

✂ Han greb resolut hendes Haand og trykkede et Kys paa de beringede Fingre. Den skønne gjorde ingen Modstand, men sagde - paa Etikettens Vegne med mild Alvor:

✂ - Hold Dem i Distance, Terp!

✂ Bag ved mig hørte jeg en Lyd som Knurren af en stor Hund. Jeg vendte mig og saa' Daniels brede Ryg bevæge sig hen mod Døren. Af hans Knurren artikulerede kun følgende Sætning sig:

✂ - Dette herre ender med Klø.

✂ Matthi's drejede Hovedet over den ene Skulder og sagde med majestætisk Ro:

✂ - Ja for visse andre, begribeligvis.

✂ Da Daniel var ude af Døren, sagde Angelika:

✂ - Ingen Raaheder i Anledning af mig, Terp. Gaa nu ud!

397

✂ Nu har de begyndt at prøve Hestene. Vis Dem nu til Deres Fordel og dygtig i Deres Métier! Jeg ser paa det hele her gennem Vinduet. Farvel Hr. Krøyer! (et huldsaligt Kniks fulgte med Ordene) Farvel Terp og opfør Dem dannet!

✂ - Bliv nu og se os røre Bæsterne, Krøyer! sagde Matthi's til mig. Hør, synes De inte, at det er en bedre Pige, hvad 'faler? Jeg kyssede hende barestens paa Haanden for at lade, som jeg havde lige saa megen Lektyre som hun. Det ku' hun li'.

✂

III.

✂ Der var Liv og Arbejde paa "Trommesalen" og dens Omgivelser, et grupperet og forskelligartet Liv, der røbede sig højt og lydeligt. Ud fra Foldene brølede Køer og Stude i Bas; Kalve, Faar og Lam besørgede Mellemstemmerne; Sopranen glimrede længe ved sin Fraværelse, indtil et Par Svin med stor Bravur overtog den og udhvinede Toner, der, hvad Højden angik, trodsede al menneskelig Virtuositet. Det var, som om den tørre og skarpe Foraarsvind blæste Lys ned, der sammen med Støvet sved i Øjnene; de endnu bladløse Trægrene klaprede og blinkede. Vejen var saa tør og saa forkørt, at det saa' ud, som den var belagt med Svinemel i Stedet for med Grus. Heste stod opstillede parvis og enkeltvis op mod Husene til venstre for Vejen, holdte ved Tøjler af Prangernes Karle. Ejerne selv bevægede sig rundt i Terrainet med overlegne, ligegyldige Ansigter, som om det hele var noget, der ikke vedkom dem. Den korpulente Hr. Mageisen, en Figur, som jeg godt erindrede fra Hestemarkederne i min Fødeby, stod og skrævede paa Trottoiret til højre og tyggede sin Cigarstump flad; en Mand, der saa' ud som en mindre Proprietær eller Møller fra Landet, hilste ham. Mageisen sagde:

✂ - God Dag, god Dag, god Dag, god Dag! Skal De købe en Durkløber herude, Uldriksen?

✂ - Nej, jeg skal sgu ikke, svarede Landmanden; jeg ser bare lidt paa Tingene. De har vel heller ingen Heste, De skal have solgt?

✂ - Nej saagu' har jeg ej, sagde Prangeren med en saa dvask 398 Betoning, som om intet var længere fra hans Tanke end at handle med Heste.

✂ - Farvel, Mageisen!

✂ - Farvel, Uldriksen! Farvel, farvel, farvel!

✂ Da Ulriksen var kommen en halv Snes Skridt fra Prangeren, sagde han:

✂ - Forberg (det var Matthi's Terps Principal) har nok Heste her ude i Dag.

✂ - Saa-aa? Har han det? Det kan jeg sgu ikke tro. -

✂ - Jo, de to derhenne er Skam hans.

✂ - De der? Den brune og den røde? Saa-aa? Ja det kan jo være et Par meget gode Heste. Ja, jeg tror ogsaa, det er Forbergs Karl.

✂ - Men De har ingen Heste herude?

✂ - Nej, jeg har saagu' ikke.

✂ - Ja, men det er jo Deres Karl, der holder den røde derhenne.

✂ - Ja, der staar jo Daniel. Det huskede jeg slet ikke paa. Hør, Uldriksen! Her vinkede Hestehandleren ad Landmanden, kom ham halvt i Møde, gjorde en til nærmere diplomatisk Forhandling indbydende Grimace og tog ham under Armen. De gik et langt Stykke ned mod Søen, samtalende og gestikulerende. Da de vendte om, skiltes de ad, gik hver til sin Side og saa' foreløbig ikke mere til hinanden. En omhyggelig Iagttager vilde have bemærket, at, da Ulriksen passerede forbi Matthi's Terp, der havde besteget en brun Vallak og holdt en sort som Haandhest, vekslede de to et betydende Blik, der syntes at tilkendegive, at en tidligere Forhandling havde fundet Sted mellem Forbergs Repræsentant og Mølleren.

✂ Daniel maatte ogsaa have modtaget bestemt Instruks. Thi næppe fik han Øje paa den paa Trottoiret langsomt spadserende Ulriksen, før han ved et livligt Knald og Tilraab satte sin Hest i Løb langs Kørebanen paa Vejen. Støvet hvirvlede op om dem som den hvide Røg fra en Dampkedel, der tømmes; Karlens og Hestens Øjne funklede om Kap; der var en vis symmetrisk Rytmus i Mandens og Dyrets Bevægelse, og Daniels lange blonde Haar flagrede og glinsede ligesom den rødes hvidgule Manke. Nogle Faar forfærdedes ved Løbet og Larmen, spredtes til Siderne for atter at løbe bus paa hinanden med Hovederne under vanvittig Brægen og forgæves Forsøg fra Vogterdrengens Side for at faa Skik paa dem; men en ældre, sat Bede blev rolig staaende 399 og antog en filosofisk afventende Holdning med det ene Forben løftet lige over for det larmende Fænomen. Nogle menneskelige Tilskuere, der havde samlet sig om det, roste Hestens Løb. Dens Fører skottede hen mod Beværtningens Vindue, som Genstanden for hans Tilbedelse havde aabnet paa Klem, saa snart som han ved et rask Ryk i Tøjlen og et gymnastisk Sæt med sin Krop havde standset Farten paa en appelmæssig Maade. Damen nikkede til den første af de turnerende Herrer, der bejlede til hendes Gunst, men Nikket havde en neutral Karakter; Adressaten kunde ingen som helst Slutning drage af det.

✂ Men nu skulde Rivalen, Matthi's Terp, der havde to Heste at fremstille, vise sine Kunster, og han optraadte jo fornemmere, nemlig som Rytter. Med en brammende og udfordrende Mine, med højt Hyl og skingrende Piskeknald satte han de to Heste i Fart; men, da han i Tilgift vilde vise sit Ridedyrs Evne til at gøre Kaprioler, gik det galt, hvad enten han nu havde overvurderet dets Evners Omfang, eller det skyldtes et Uheld. Ridehesten snublede og faldt. Matthi's Terp røg ud over dens Hoved. Haandhesten løb løbsk og maatte fanges ude i Vesterbros Passage; den uheldige Hest og Rytter haltede efter Faldet. Den sidste maa have været ilde lidt eller misundt af Publikum; thi ironiske Hurraraab fra voksne og Piben i Fingrene af umyndige Tilskuere fulgte efter hans Uheld; kun de drøvtyggende Medlemmer af Samfundet i Forbindelse med deres tykhudede Kolleger havde aldeles upartisk istemt en lignende Koncert, som de hilsede hans beskedne og lykkeligere Medbejler med. Damen smækkede Vinduet stærkt i, da Matthi's Terp humpende nærmede sig det. Han maatte slukøret lade andre samle hans Heste og dulgte sig i Gruppen. Da jeg var ved at forlade Kamppladsen, stod Frøkenen i det atter aabnede Vindue i Samtale med Daniel. Jeg hørte blot disse Ord af ham i forbigaaende:

✂ - Uldriksen har købt vor røde og skal give 300 Daler for den.

✂

IV.

✂ Jeg havde næppe nogen Sinde tænkt paa denne Begivenhed i mine Studenteraar og i de 8 Aar, jeg siden havde siddet som praktiserende Læge i den lille jydske Købstad, før jeg fik Tid 400 og Raad til at gøre en Københavnsrejse. Men en hed Sommerdag, da jeg vilde vandre ud ad Frederiksberg til, og jeg i den lille Allé til venstre fra Byen af fik et stærkt Indtryk af dyrisk Atmosfære baaren hen mod mig fra Trommesalen, randt hin ubetydelige Episode, jeg i min tidligere Studentertid havde været Vidne til med Trommesalen som Sceneri, mig i Hu. Og alt som dens Enkeltheder tydeligere tegnede sig i Erindringen, syntes jeg, at det kunde være morsomt, hvis jeg kunde faa Enden at vide paa den ejendommelige Elskovsdyst mellem de to ædle Hestebetvingere Matthi's og Daniel. "Men hvordan skal Du faa det opklaret?" sagde jeg til mig selv. Det var dog ikke sandsynligt, at nogen af de tre medspillende nu efter vel 15 Aars Forløb figurerede paa Trommesalen. Rigtignok bar samme sejge Institution et stokkonservativt Præg, som nok kunde ærgre en i det Herrens Aar 1870 paa Hovedstadens Vegne, der maatte nøjes med dette primitive Kvægtorv; men lige saa sikkert som det var, at Dyrebesætninger hastig afløste hinanden, lige saa rimeligt var det, at Prangernes Karle skiftede. Jeg opgav altsaa hastig denne taabelige Tanke. Men den hygieiniske Interesse kom op i mig og bragte mig til grundigere at tage disse, alle hygieiniske Love trodsende Lokaliteter rigtig i Øjesyn. Efter at have gaaet rundt og set ind i Folde og Baase blev jeg opmærksom paa den Vanskelighed, en Lammedriver havde ved at faa sine Dyr praktiseret gennem de smalle og daarlige Indgange til det for dem bestemte Rum. I stor Forvirring, med Hovederne tørnende mod hverandre kom de første af dem ind; de brægede af Bestyrtelse ved at se tre Kalve, der stod bundne op til Brædeskillerummet. Kalvenes Svar i Brøleform røbede Gnavenhed over Forstyrrelsen, alt mens en ældre sat Ko i Naborummet hvilende med Hovedet paa Brædeskillerummet tog Revu over, hvad der gik for sig, og med overlegen Snøften sendte smaa Dampskyer ud gennem de fugtige Næsebor, Snuden stod saa blank i Solskinnet, som om den var ferniseret. Driveren tog Sagen med stor Koldblodighed. Han vendte Ryggen til mig, men jeg kunde høre ham stadig konversere sine firbenede Medskabninger:

✂ - (Til Faarene) Se til, I kan bære jer en lille Smule menneskeligt ad, I Fætøj! (Til et udisciplineret Individ af samme Slags) Vil Du blive i Geleddet, din Apotekertøs! (Til et ditto) Skab Dig inte, Therese! Sikken en Karbonadefrøken! (Til Kalvene) Pas I bare jer selv, I Kohvalpe! (Til Koen) Kanske Du er bleven Politiinspektør og bilder Dig ind, at Du er mere end 401 et Kvæg? Hvad behager? (Mumlende) Fordi en anden en er bleven degrederet, saa skal han lige godt vise jer, at det ene Bæst inte har noget at lade det andet høre.

✂ Jeg kendte Stemmen, syntes jeg, og tog den talende nærmere i Øjesyn. Men det var jo Daniel. Den unge Kraftkarl, som jeg havde set før, var bleven krumrygget og højskuldret. I Stedet for de snævre Skindbukser og blanke Ridestøvler, der havde frembragt et romantisk Indtryk paa mig som Barn, bar han nu en gammel Vest, der var udreven i Armhullerne, og hvis halve Knapper manglede; hans stribede Nattrøjeærmer stak ud gennem Vestens Ærmehuller, samme Vests Shirtingsryg var plettet og laset. Ansigtet var blevet længere, magrere og Næsen karmoisinrød; et pjusket Helskæg bedækkede Kinder, Mund og Underkæbe, kort sagt, hele Skikkelsen saa' ældet, lurvet, halv forfalden, helt reduceret ud.

✂ Da han havde bragt Faarene i en rimelig Situation, vendte han sig om, idet han kløede sig under Huen.

✂ - God Dag, Daniel! sagde jeg.

✂ - God Dag, sagde han høflig, men dvask og tog næppe Huen af.

✂ - De kender mig vel ikke?

✂ - Jo, det er jo Fredriksen.

✂ - N-e-j.

✂ - Jo Gu' er det Fredriksen.

✂ Jeg følte ingen Grund til at modsige Daniel, da jeg forudsaa', at det vilde kræve en Del Vidtløftighed at faa ham forklaret, hvorfra jeg kendte ham, og hvem jeg var.

✂ - Naa, saa De kender mig igen? sagde jeg.

✂ - Ja. De er vel Kvægkommissionær endnu? sagde Daniel.

✂ - Nej, jeg har trukket mig tilbage og har en pæn lille Gaard ovre i Jylland.

✂ - Aa, ja saamænd! Men, naar De kommer til København, kan jeg godt begribe, at De ikke saa godt kan blive fra Trommesalen. Selv en anden en, der er bleven "degredert" vilde dog gerne lukke sine Øjne her, inden de laver et nyt Kvægtorv, som de jo snakker om. Men det er ingen Nytte til, Fredriksen, nej det er s'gu'tte.

✂ Det synes jeg nu nok det var, men jeg indsaa', at en Diskussion ingen Nytte var til over for den halvgamle Karls forstokkede Konservatisme.

✂ - De er ikke længere hos Mageisen, kan jeg se.

402

✂ - Nej, det er jeg nok lovlig undskyldt for. Véd De ikke, at Magelsen er død for over 10 Aar siden? Det troede jeg, at alle Folk vidste. Nej, man er bleven degredert, Fredriksen, som det hedder i det militære.

✂ - Saa-aa? Gaar det Dem ikke godt?

✂ - Nej, det var Synd, om jeg sagde det, Fredriksen. Ja det var i de Tider, da man kom paa de pæne Beværtninger med Prangere og Kommissionærer! Nu maa man holde Kompagniskab med Kulsjovere, som nok lige akkurat er i Rangstilling med Lammedrivere og andre Sekretærer. Bagefter dem kommer Røgterne ude hos Bønderne; for dem æstimerer jeg inte højere end Ladegaardslemmer.

✂ - Ja, men Daniel, hvor kan det være, at De er bleven degraderet, som De siger?

✂ - Fruentimmer, Fredriksen, svarede Karlen og trak paa Skuldrene.

✂ - Ja, saa? Denne Jomfru Angelika, som . . .

✂ Daniel løftede det ene af sine skulende Øjne op mod mig og mumlede:

✂ - Ja, De er gammel paa Trommesalen, kan jeg mærke. Ja, du Frelsens! Sikken et Kryds og sikken et Bringetøj paa et Fruentimmer! Hvad Fredriksen! Det kunde kradse i det indvendige af en at se det, ligesom naar man drikker en Malurtbitter. Hu, ha! Ja, siden De har kendt hende, saa kan jeg lige saa godt fortælle Dem hele Geschichten, for ovre i Jylland har De begribeligvis inte faaet nogen rigtig Klarhed i Sagen. Og siden De inte generer Dem ved at snakke til en forhenværende Bekendter, som det er gaaet tilbage for, saa vil jeg da sige Dem, at jeg har en Frakke liggende nede i den Kælder der. Den er jo rigtignok inte paa sidste Parisermode, men den vil jeg gaa ned og trække paa, hvis De vil gaa et Stykke ned ad gamle Kongevej med. Saa kan vi sætte os ind paa en Beværtning der; for, skal jeg fortælle alt det, saa maa jeg have noget Øl.

✂ Jeg gik ind paa Daniels Betingelser, bestilte baiersk Øl paa den lille Kafé, han valgte, og lod ham fortælle. Under Fortællingen bestilte Daniel gentagne Gange Snapse.

✂ - Ser De, Fredriksen, naar jeg siger, at Kæresteri og Fruentimmer har rungeneret mig, saa mener jeg, at det er det ene med det andet: Bedrøvelse . . . og Brændevin . . . og den forbandede gule Hestgarde, som, Gud ske Lov, er furet for en hel Del Aar siden. Det blanke Kram, som de gule Kanarifugle 403 spændte om Bringetøjet, det kunde jo skinne lige ind bag Blansketten i Snørlivet paa saadan en som Anselikka. Ser De, Fredriksen, der var jo mange, der trak i de grønne Hoser, som man siger, for hendes Skyld, men . . . De har jo kendt den Flab, der tjente hos Hestehandler Forberg?

✂ - Matthi's Terp. Ja vel.

✂ - Naa, kan De selv se, at det er sandt, hvad jeg siger. Jeg har inte i Sinde at digte Romaner og Heltebedrifter. Men engang stod mine Aktier adskilligt højere end Matthi's'.

✂ - Ja, det var siden dengang, Matthi's blev Græsrytter der uden for Trommesalen paa Vejen.

✂ - Ja, det er rigtigt, sagde Matthi's og halverede af Forbavselse en Slurk Øl af sit Glaskrus. Hvor F . . .? Naa, det var kanske en Broder af Dem, der købte den røde, ham Mølleren? For han hed jo Uldriksen, og De hedder jo . . . Nej, det er sandt, De hedder Fredriksen. Men det kan nu være lige fedt, siden De véd det alligevel. I hele tre Maaneder mulede hun ad Matthi's, naar han kom paa Beværtningen, og jeg blev næstendels Kæreste med hende. Hun var nu af den Sort, der altid holdt en op med Snak, og immer skulde hun pirre en op, "opad! opad!" sagde hun. Ja Vrævl har vi nok af, hvad, Fredriksen! Men vist er det, at hun kunde faa en til at slide for hendes Skyld. Jeg kunde spille lidt paa Harmonika; men Dansene fra Føniks og Kæden var ikke nær gode nok til hende. Hun tvang mig til at lægge mig efter alle de mest rørende Stykker, og jeg gik og lurede Lirenkasserne dem af. Og mens Matthi's rendte Væddeløb med mig om hende, saa havde han altid saa meget at fortælle hende fra Hamborg, hvor han havde været engang. Men saa saa' jeg i lille Grønnegade i Vinduet hos en Bogjøde Per Hjorts danske Børneven, og jeg kunde huske fra Skolen, at der stod saa meget af alle Slags i, som kanske nok kunde more saadan en som Anselikka, der vilde til Vejrs. Jeg gav sgu fire Mark for den Bog, som jeg var saa glad over, at jeg ikke skulde læse mere i, da jeg blev konfirmeret. Og jeg lærte saa Historier ud af Per Hjort, baade den om ham . . . ja nu kan jeg ikke huske alle de Tampe og deres Navne mer, og det er heller ingen Nytte til mere . . . men jeg mener en, der børstede en hel Bataillon ganske ene bort fra en Bro i Rom ovre i Italien, og om en lærd Mand, der laa og svinede i en Tønde ligesom Bindehundene ude paa Landet hos Bønderne, men lige godt sagde Kejser Alexander af Rusland Besked, saa Kejseren ikke havde 404 mere, han skulde have sagt den Gang. Og hun, Anselikka, hun sagde ogsaa en Dag paa sin storsnudede Manér: De er lige ved at blive et dannet Menneske, Daniel. Ja hun kunde rigtignok endevende et Menneske, den Tøs, og saa havde hun endda det Fandens fine Fornavn; for til Efternavn hed hun inte andet end Kristoffersen. Hver Gang Matthi's kom med Hamborg, stak jeg en af Per Hjorts gamle Historier ud.

✂ Naa, men se, Matthi's har jo alle sine Dage været en Vindhas og et Skvaldrehoved. Dengang han sprang til Pølse her ude paa Vejen, saa raabte han ud til alle Prangerne, at det var, fordi den brune Hest, han red, havde Harespat. Enten det nu var sandt eller Løgn, saa blev jo Forberg knusende gal og fosede Matthi's ud af sin Tjeneste. Men kan De tænke Dem, Fredriksen! saa skulde han lige være Soldat, saa det skadede ham inte større. Lang af Lemmer og svær over Skuldrene var han jo, saa han blev tagen til Hestgarder. Galt er det med de blanke Knapper paa andre Soldater, for Fruentimmer kan ikke modstaa dem; men galere var det med hele den Gørtlerbutik, som de Karle havde hængt paa sig, saa jeg holder rigtignok med Rigsdagen, dengang den sa'e: Væk med de gule Kanarifugle! Jeg kan saa tydelig huske dengang, det gik galt. Jeg sad der oppe paa Beværtningen og spillede: "Over Bølgen hist, hvor Skyen daler", langsomt og bevægeligt, som det kunde være en Salme, for paa den Manér syntes hun, det var mest rørende. Hun havde Vand i Øjnene, syntes jeg. Og jeg bestemte da ogsaa indvendig, at, saa snart jeg havde spillet Visen tre Gange, saa vilde jeg lægge Kortene paa Bordet for hende. Men, da jeg er midt i tredje Omgang, saa var det, ligesom det lynede ude paa Vejen; og saa hørte jeg jo et skarpt Trav af en hel Hob Heste. Fanden tog ved Anselikka, hun sprang hen til Vinduet i en saadan Fart, at hendes ene broderede grønne Morgensko røg af hende; jeg fik lige set, hun havde et Hul paa Hælen af den højre Hose, for skrap ordentlig paa den Facon har hun aldrig været . . . hu hej, saa red jo en halv Snes af disse messingbeslaaede Karle forbi, og Hestehalerne fløj over Hovedet paa dem som Ravne. Saa hilser, Gud straffe mig, en af de Børster ind til Vinduet med Sabelen. Og hvem tror De, det var, Fredriksen? Natyrligvis Matthi's. Nu fik han Overtaget. Jeg kunde jo se, at hun hilste og satte et Par Øjne op, lige saa blanke som Karlenes pudsede Stads, og at hun først blev gloende rød og saa lige saa hvid i Ansigtet som en kalket Væg. "God Morgen, mine 405 blanke Støvler!" sagde jeg til mig selv, "der røg sgu Anselikkas blødende Hjerte af Sted paa Spidsen af Matthi's' Slire!"

✂ Og det var ingen Løgn. Alt det polerede, der var paa Matthi's, havde gjort Anselikka spiltosset. Naar jeg kom paa Beværtningen siden den Dag, da de Hestgardere flunklede forbi og havde givet hende Øjenforblændelse, saa kunde jeg spille de mest bevægelige Stykker paa Harmonikaen; hun sagde paa sin dannede Manér, at det var et snavs Instrument, og hun mulede meget værre ad mig, end hun nogen Sinde havde gjort ad Matthi's. Somme Tider havde jeg udtænkt en hel Præken, som jeg vilde holde for hende; somme Tider sagde jeg til mig selv, at jeg vilde tage Anselikka i Forhør, ligesom om jeg var Assessor oppe i den offentlige Politiret, saadan som jeg læste om i "Dagstelegrafen"; jeg vilde ordentlig sætte hende til Vægs, saadan som Assessoren gjorde ved Vognmand Povlsen, naar han var bleven skrevet for ulovlig Kørsel; men der blev aldrig Bukser af det Skind, Fredriksen, for, naar hun satte Munden ud i en Trut og havde det gale Øjesyn, var jeg saa bange for hende som en Kat for Sennop. Bare hun inte havde været saa nederdrægtig dannet og haft saa mange Ord i Munden, som stod i Aviser og Bøger!

✂ Naa, hun var jo saa gal efter disse herre Talienere, der sang ude paa Kasino. Jeg gik derud en Gang og maatte give tre Mark, for det var jo, inden vi fik Kroner, barestens for at staa og svede en hel Aften og ikke forstaa et levendes Ord. Og saadan kunde jeg heller aldrig lære at skabe mig, som de Jødetampe gjorde. Jeg saa' en tyk en, som nok ogsaa havde Hensigter med en Tøs, staa i Mørke under nogle Træer og synge den Prinsesse eller Hertuginde, som han vilde have, lysvaagen. Jeg stak saa en Aften ud paa Trommesalen i Bælgmørke og skrævede over et Stakit ind i en Gaard, for jeg vidste, at hendes Kammervindue nede i Kælderen vendte ud til den; Harmonikaen havde jeg med, for synge, det har jeg aldrig kunnet mere end til Ordentlighed. Jeg havde sgu lært mig en hel kvinkelerende Melodunte; men, da det kom til Stykket, og jeg skulde sætte i den . . . saa kom jeg, min S'æl til at grine ad mig selv og lige straks efter til at tude af Arrigskab og saa var hele Andagten forbi, Fredriksen. Og saa kan De selv begribe, hvorledes det gik. Saa megen Verdenserfaring har jo enhver, at, naar Tøse faar Kærestesorger, saa droner de sig, men Mandfolk sla'r dem paa disse herre. (Med disse Ord drak Daniel en Snaps Brændevin helt ud.) Det er saadan en højere Naturens Lov, Fredriksen!

406

✂ Og saa har man dog nogen Æresfølelse i Kallunet, saa jeg vilde ikke længere gaa og spille Fjols paa Beværtningen, og saa blev jeg derfra. Saa skulde det hverken hænde værre eller bedre, end at jeg en Søndag Aften havde faaet en paa Lampen i en Kælder ude i Sølvgade, og saa gik jeg ind i Kongens Have for at lufte mig. Den var smækfuld af Garderkarle og Tøse. Det var begyndt at blive mørkt, og jeg var gal i Hovedet og helt sort i Sjælen, derfor stak jeg ind i en mørk Allé. Men jeg kunde lige godt se, at nogle blanke Knapper gloede henne fra en Bænk, og, da jeg kom nær, saa' jeg, at det var en Garderkarl i sin blaa Bajstrøje, som sad der og karesjerede sin Tøs. Jeg var ondskabsfuld og gik lige hen og satte mig ved Siden af dem og sagde: Den er værre i Aften! Og aldrig saa snart havde jeg sagt det, før jeg fik en lige i Synet. Ja, Fredriksen, som Kvægkommissionær maa De jo have set saa meget i den Retning, at jeg inte behøver at fortælle Dem, at jeg slog igen. Fruentimmeret hvinede som en Gris, der blev stukken, . . . og jeg kendte Hvinet . . . det var Anselikkas Hvin, og Garderkarlen, det var Matthi's. Det er Ord nok, Fredriksen. Nu vidste jeg, hvad jeg skulde vide og brød mig inte om at gaa videre med Slagsmaalet; jeg sørgede bare for en Ordens Skyld for, at Matthi's inte slog det sidste Slag. Alligevel kunde jeg ikke lade være at udspionere dem. Da Matthi's slap fra Tjenesten, gav han sig til at prange paa egen Haand; men en Vindhas, som han var, spillede han alting op paa Markederne rundt omkring, og Anselikka, som han havde giftet sig med, kunde sidde hjemme og købe for 4 Skilling Kaffebrød om Dagen til sig og de to Unger, hun fik paa én Gang. Jeg kendte en Yadskerkone, der boede i samme Sted i Bagerstræde som de to; og, naar Matthi's var paa Markeder, saa lagde jeg somme Tider en Daler i en Konfelut og gav Kællingen otte Skilling for at besørge den til Anselikka, men den blev immer annenym, som de kalder det. Til sidst fortalte Vadskerkonen mig, at nu var det rent splintrende galt med Papirerne, nu skulde Matthi's Terp og Madammen rejse til Amerika, for Rettens Folk havde ryddet hele Bulen, og de havde kun, hvad de gik og stod i. Jeg forhørte mig om Skibet, og det gik fra "Kvisthusbroen" en Søndag Formiddag. Jeg stak derud. Anselikka saa' fælt snavset ud og var bleven baade tyk og skrutrygget. Det var en Ynk at se, som hun stod der forude og slæbte med en Unge paa hver Arm. Matthi's var fuld og stod og fløjtede og spyttede fedt ud over Rælingen, det Bæst! Det 407 begyndte som Kanel med Anselikka, men det endte som Skidt. Da Skibet begyndte at hvæse og mase med Hjulene, saa vilde jeg raabe noget skikkeligt til Anselikka og "Rejs ad Helvede til" til Matthi's; men det var, ligesom jeg havde faaet en Skefuld Bollemælk i Halsen, jeg hvæsede bare som en gammel Kat. Saa tog jeg Harmonikaen, som jeg havde i Baglommen, og kylede den langt ud i Vandet efter Damperen. For nu havde jeg gjort den Musik, som jeg kunde gøre i dette Liv, Fredriksen.

✂ Ja snapsig blev jeg siden den Tid, saa jeg blev snart degredert til Kvægdriver; saa gik det nogle Aar, saa sank jeg ned til Lammedriver; nu er barestens Svinene tilbage.

✂ Daniel, som havde set flittig til Drikkevarerne, lod sit tunge Hoved falde ned paa Bordet. Han syntes at falde i Søvn. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gøre. Jeg stod over for et af de fortvivlede Tilfælde i Livet, hvor man ser et stakkels Menneske paa den Skraaplan, som ingen Magt kan forhindre ham i stadig at glide ned ad. Som Fattiglæge havde jeg gjort Erfaringer nok til ikke at tro paa Omvendelse paa det Stadium. Jeg tøvede; jeg vidste ikke, om jeg skulde blive eller gaa. Pludselig løftede Daniel Hovedet, saa' paa mig med et forvirret Blik, søgte aabenbart at finde sig til Rette og sagde:

✂ - Hør, Uldriksen! naar det bliver rigtig galt med mig, kan jeg kanske blive Røgter hos Dem ovre i Jylland.

✂ Straks sank hans Hoved ned igen paa Bordpladen, og jeg hørte ham snorke.

✂ Bedrøvet gik jeg ud af Stuen. Paa min Gang langs Søerne klang for mine Øren som et Omkvæd paa Daniels Levnetsløb:

✂ "Nu har jeg gjort den Musik, som jeg kunde gøre i dette Liv."