Schandorph, Sophus PARTIKULIER PETERSEN

PARTIKULIER PETERSEN

446

        

447

I.

Husets Herre var vant til at staa tidlig op. Saaledes gjorde han ogsaa denne Søndag Morgen.

Husets Herre var en stor Økonom. Der maatte ikke lægges i Kakkelovnen de kolde og mørke Vintermorgener. Den temmelig store Dagligstue i Huset paa Kristianshavn, i Brogade, tæt ved den forlængst afskaffede, gamle Knippelsbro, laa fugtig kold med sine oliemalede blaa Lærredstapeter mellem perlemalede skæve og vinde Rammer. Vinden peb i Skorstensrørene. Tøsneen spyttede lydelig paa Ruderne.

Husets Herre var en ortodoks Mand. Aldrig forsømte han sin Kirkegang nogen Søndag, hverken Højmesse eller Aftensang. Hans Hjerne var ikke livlig nok til at følge med Prædikenen. Han afvekslende sov og smaagræd baade under den og Salmerne. Alligevel følte han sig opbygget, naar det hele var forbi. Det var et "opus operatum", som det nok hedder i Teologien.

Heller ikke maa man tro, at Husets Herre gik uforberedt til Højmessen Kl. ti. Nej. Tidlig stod han op, hellig som søgn. Og paa Helligdagene læste han i den aarle Morgenstund Dagens Tekst og dens Salmer igennem, brummende, nynnende. Om han forstod dem? Om hans Tanke fulgte Evangeliets bevægede, geniale Ord, Salmernes snart lyrisk religiøst svulmende, snart plat travende Rytmer? Spørg Husets Herre derom! Han vilde maaske allermindst af alle kunne svare derpaa. Vist er det, at det gik ham som ved Gudstjenesten: snart græd han, snart brummede eller nynnede han, snart blundede han ind smaanikkende.

Der sad han nu i den gamle haardt stoppede Sofa med 448 haard Mahogniryg oven over det stoppede Parti og de haarde og stejle Sideopstandere af Mahogni, alt afværgende Magelighed og Hvile, en Voldkrans om alle Hynder, og den manede til at sidde lige op uden at læne sig.

Altsaa der sad Husets Herre, Partikulier Petersen med en Salmebog foran sig, indhyllet i en gammel Chenille - købt for, Gud véd hvor mange Aar siden hos en Marskandiser - med et Lammeskindstæppe under de med Filtsko bedækkede Fødder. Paa det gamle Divanbord - en bejdset Fyrretræsplade baaren af en plump Søjle - stod Husets usleste Lampe og brændte. Henne paa en Pjedestal i et af Stuens Hjørner stod til Stads to høje ranke moderne Lamper med runde Kupler. Deres mindre Kollega osede ækelt, maaske for ved en plebejisk Virksomhed at spotte de to ørkesløse Aristokrater, der stod højt over dens Niveau og gloede op mod Loftet. Oselampen havde Husherrens Sympati. De to store Lamper havde han faaet som Present til sit Sølvbryllup, men aldrig havde han tilladt, at de blev tændte. De stod som urørte, knibske Jomfruer og saa' med Foragt ud i Stuen.

Hvad læste Husets Herre i sin opslaaede Salmebog? Der sad han jo med Briller paa Næsen og mumlede som en Dreng, der skal lære at "læse rent".

Han læste det Evangelium, som han skulde høre Prædiken over Kl. 10, Matthæus Kap. 8, Vers 1-14. Ja, han læste, men tankeløst, som om det havde været en Adresseavis. Han gabede - ikke højt - men dæmpede Gabet med sin Haand og mumlede videre.

- Men der JEsus gik ind i Ga-per-na-um, traadte en Høvidsmand til ham, bad ham og sagde: HErre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarligen. Saa kom den skønne Fortælling om Helbredelsen af Genturionens Søn og dens Slutning med den begejstrede verdensomfattende Profeti. Det er sikkert, at Husets Herre, Partikulier Petersen, ikke havde Sans for Fortællingens klassisk knappe Komposition og kernefulde Replikskifte. Men han drog det Resultat ud af den, som faldt ham belejligst. Han brummede efter Læsningen: "Gud ske Lov, saa tror jeg nok, at min Kone kommer sig . . Aa, at det netop skulde være Teksten i Dag. Aa . . ja . . det er paa en Maade, som jeg havde vundet i Lotteriet - hæ, ja saamænd, ja. For det er rasende, saa den Apotekerregning er løbet op 449 under den Sygdom . . . ach ja - spart er jo paa en vis Maade tjent. Se saa! Ach ja - Herre Gud!

Dagslyset hindredes paa alle Maader af den tæt overtrukne, tøsnespyende Himmel, men det maatte, det skulde frem. Koldt antydede det sit langsomme Løb med Forhindringer i den kolde Stue ved gnavent at bore sig ind gennem Ruderne, som ingen Rullegardiner dækkede. Thi Partikulier Petersen vilde ikke uden Nytte slide hverken paa Lærred eller Snore - hvad der var skaanet, var spart. - Aldrig saa snart opdagede han Morgenens Kamp med Natten, hvis Udfald han let forudsaa', før han pustede Lampen ud - den havde brændt over en Time.

Lyset var altfor svagt til, at han, trods sine Briller, kunde se at læse Salmebogens smaa Tryk.

- Og det skal kaldes Dagslys, snerrede han hen mod Vinduerne. Saadant noget Fedteri: En kan hverken se eller inte se.

Han vidste ikke, hvad han skulde tage sig for, søgte en Stund efter Muligheder til at faa Tiden til at gaa, til det blev ordentlig lyst, men hans Søgen mundede ud i, at der ikke var andet at gøre end at svøbe sig ind i den godt og vel fyrretyveaarige Ghenille, indhylle sit Hoved tæt i dens Slag, lægge Lammeskindstæppet over sine Fødder og forsøge paa en Lur i den haarde Sofa, saa blev det vel imidlertid lyst, og saa kom hans Datter vel med Kaffe - aa lidt varm Kaffe i denne kolde Morgenstund !

Fra den utætte Dør skimtede han Lys trængende ind gennem Fyldingens Sprækker fra Sovekammeret.

Han rejste sig paa Hug og vilde raabe: "Saa sluk dog Lyset inde i Sovekamret!" men saa tænkte han paa, at hans Kone var syg, vilde være human og regne Udgifterne til Lys sammen med Apotekerregningen, foldede sine Hænder og bad til Gud, om han snarest muligt, naadigst vilde gengive hans kære Hustru Helsen og Sundhed.

Pyh! - Doktoren havde rigtignok sagt, at det var farligt - det var det Tilfælde med Lungerne for anden Gang! Pyh, de Dok'tre! De sagde saa meget, bare for at kunne smøre Regninger op . . . Det var dumt, at han ikke havde holdt fast Huslæge i de sidste fire Aar, for det kunde dog vist ikke løbe op til, hvad den Doktor nu vilde kræve ind, og saa var det dog Vorherre, der gratis udrettede det hele, saa alle Penge, man gav til Doktor, de var i Grunden smidt i Rendestenen.

450

Det var alligevel ærgerligt, at de stadig brændte Lys derinde! Mon hans Kone blev bedre eller værre, enten hun laa i et belyst eller i et mørkt Værelse? Ja, ja . . . lad det nu gaa, til hun kommer sig lidt . . . saa skal Lysene nok blive slukkede, det skal jeg svare for.

For ikke stadig at ærgre sig over Lysstriberne gennem Dørfyldingen, tog Partikulier Petersen det Parti at svøbe sit Hoved tæt i Ghenilleslaget. Dog naaede han kun at halvblunde, og da lod han sit Livs Begivenheder passere Revu i sin Erindring som Taagebilleder. Det var Vane hos ham, thi han nød sig selv. Hvor havde han været en sparsommelig og gudfrygtig Mand! Og var Gudsfrygt og Sparsommelighed ikke de største Dyder, et Menneske kunde drive det til i dette Jordeliv?

Nu klarer vi Taagebillederne lidt.

II.

Det gamle Vajsenhus' kalkede Skolestue. Snart Læsning i Kor, Brummen som af en Masse Oldenborrer. Snart Eksamination i Ting, som Partikulier Petersen rigtignok havde glemt det meste af, men han erindrede sig med Stolthed, at Peter Jakob Petersen havde været den dygtigste Dreng i Lærebog og "Bibel", i Tavle- og Hovedregning, navnlig at han engang - han var da en lille Dreng - paa Lærerens Spørgsmaal: Hvor meget bliver 335 og 621 hurtig og resolut havde svaret 9 Rigsdaler 5 Mark og 2 Skilling. "Saa kan Du straks gaa over til Regning med benævnte Tal," havde Læreren sagt, og Peter havde følt sig stolt som Sejrherren ved Austerlitz. Og Konfirmationen føjede endnu et Blad til Peter Jakob Petersens Laurbærkrans. Han overdængede den eksaminerende Præst saaledes med Skriftsteder, at denne for ikke at dvæle for længe ved en enkelt gik fra ham, mens han var midt i det lange Brudstykke af Brevet til Titus, der illustrerer § 1 i femte Kapitel i Balles Lærebog, hvad der var et saa meget større Kunststykke, som Peter Jakob Petersen aldrig havde forstaaet et Ord af Meningen.

P. J. Petersen saa' fra den mørke Baggrund i Urteboden 451 paa Østerbrogade ud i Lyset ud over Søen og "Kærlighedsstiens" og Dosseringens svulmende, skovagtige Trægrupper. Ja dengang kunde Folk nøjes med at ligge paa Landet paa Kærlighedsstien og Dosseringen! Aa, hvor var hun tillokkende for Sekstenaarsdrengen Etatsraadens Tjenestepige med den hvide Lærredssmække bepansrende den fulde Barm og med Bobinetskappen over det uregerlig-tjørnekratagtige mørkebrune Haar! Hans Hjerte slog stærkere, naar han saa' det hvide Forklæde med Smækken tone ud mellem Havens Træer og saa hørte hendes Læderskos solide Saaler faa Grøftebroen til at gungre som en Borgs Vindebro under en Ridders Hoppe. Hvor var det muligt andet end at betænke hende med en forholdsvis rigelig Tilgift af Rosiner og Mandler - ja stundom to Figner, naar hun gjorde Indøb i Boden, mens hans Principal sov til Middag? Hvor hoppede ikke Urtekræmmerdrengens Hjerte, efterhaanden som hun blev mildere. Hvor imødesaa' han længselsfuldt den Dag, da han skulde være Svend! Saa vilde han faa Løn, og saa vilde han rigtignok den første Søndag, han fik fri, invitere hende i Skoven og spendere en hel Rigsdaler til fælles Fortæring i "Slottenlund". En af Kaperkuskene havde lovet ham gratis Befordring den Dag.

Ja, Peter Petersen blev Svend, men forinden havde Petrea giftet sig med Vognmanden henne paa Hjørnet og havde faaet Tvillinger. P. J. Petersen havde den Vinterdag, han fik det at vide, set ud over Sortedamssø og et Øjeblik tænkt paa Drukning, men Isen var tyk, og Vandet maatte være forbistret koldt . . hu! - Lige saa godt kunde han vente til hen mod Foraaret, naar det blev lunere. . . . Hæ, hæ, hæ! Helt tosset havde P. J. Petersen dog aldrig været, selv i Ungdommens stormende Aar. . . . Foraaret kom, P. J. Petersen druknede sig ikke. Han blev i sin Bod, Aar efter Aar, lagde hvert Aar det halve af sin Løn - 100 Daler - op, satte dem paa Rente, begyndte ved en Mæglers Hjælp at spekulere, saa han, da han var tredive Aar, ejede 1500 Daler. Han gik i Kirke hver Søndag, takkede Gud for sit hidtidige og bad for sit fremtidige Held i sine smaa Spekulationer, erfarede Bønnens Nytte ved en Gevinst paa 150 Daler hos Israel i Læderstræde og ved sit lykkede Forsøg paa at faa Principalen til efter 15 Aars Tjeneste at lægge 50 Daler paa hans Løn. Dag gik efter Dag, den ene som den anden. Kun at Petersen Søn- og Helligdagenes Formiddag tog sig en lille Kop Chokolade i Kafeen henne paa Hjørnet og om Vinteren i Tilgift Kakkelovsvarmen i Kafeen, lige til han skulde

        

452 spise til Middag, til stor Ærgrelse for Opvarteren, der den Tid, Petersen sad og hang uden saa meget som at læse en Avis, ellers kunde have taget sig Udgangslov. Endnu gottede Petersen sig ved Mindet om denne Opvarters sure Ansigt og af sin egen indvendige Bemærkning: "Ja, saadan en har godt af ogsaa at vide, at han er tjenende."

Saa døde Principalen, den Kæltring! Boden blev overtaget af hans Svigersøn, og saa megen Æresfølelse havde P. J. Petersen, at han ikke vilde tjene en Principal, som var yngre end han selv.

Et lille Kvistkammer paa Gammelmønt med en Seng, et Bord med skaaret Vandtøj paa, en tæt nedhængende Skraavæg! Ensomme Dage! kun om Natten Væggetøj til Selskab! Aldrig varm Mad! De største gastronomiske Nydelser: En Spegesild eller et Stykke grønsaltet Flæsk! Aldrig Ild i Kakkelovnen! En Lammeskindspels var billigere end en Vinters Brændsel. Det var Ruinerne af den Pels, som nu varmede Partikulier Petersens Fødder! Men nu gik han i Kirke Søn- og Helligdagene baade til Højmesse og Aftensang; nu havde han Tid til det.

Gudsfrygtens Løn udeblev ej heller. Som hemmelig Kompagnon i en Pantelaanerforretning tjente Peter Jakob Petersen gode Penge. Hvor klappede han taknemmelig og rørt de smudsige Femdalersedler, glattede dem kælent og omhyggelig, før han leverede dem hen til Sparekasser og Vekselerere, hvor de "Smaaskind skulde ud at arbejde" ligesom deres Herre og Mester. Det var dog maaske hans lykkeligste Tid, de syv otte Aar paa Kvistkammeret paa Gammelmønt.

Der ovre, lige over for paa Gammelmønt i Stuen, boede Madam Petersen, Enke efter en "Spisevært". Hun var oppe i Trediverne, lidt fyldig, som det bør sig en Spiseværtinde at være. P. J. Petersen saa' med sit skarpe Øje, at Enkemadam Petersens Spisekvarter var en god Forretning. Der kom mange Haandværkssvende - det var det fineste Publikum - saa kom Haandlangere og Droskekuske - de spiste alle varm Mad - saa sank Niveauet ned til Sjovere og lige saa lavt stillede Individer; de drak kun. Men P. J. Petersen vidste baade, hvad et Anker Hvidtøl og et Anker Kornbrændevin kunde koste Enkemadam Petersen i Indkøb, kunde udregne, hvor meget hun brugte, og som en Følge heraf de Procenter, hun fik af Leverandørerne - 453 det maatte være en rigtig god Forretning i det hele; men Udskænkningen til Sjoverne maatte være Blomsten af Forretningen.

P. J. Petersen fik Interesse for Enkemadam Petersen. Da hans Pengeforretninger levnede ham rigelig Frihed, indlod han sig tidt i Snak med Amagerkonen i den Port i Møntergade, hvor han købte sine røgede Sild. "Jo, Madam Petersen, hun ha'de rejtnok sit paa det "tørre", siden hun "sad Enke", for Peddersen var et Svin og drak til Pæls med det argeste Rak af Sjovere, derfor sendte Vorherre ham ogsaa en "Delerium" over det, at Synden immer bærer sin Straf med sig, Hr. Peddersen. Men saa fik jo Madammen Haandtag i hele Beværtningen, og hun gav kun Kredit til de pænere Svende, alt "Bagaset" maatte betale, før Fortæringen blev leveret, og se, det var der Velsignelse ved, for hendes store Fætter, som havde vaaren ved Fodgarden, han var nu gift og Grønthandler og havde en Kælder henne paa Hjørnet af store Grønnegade og endda tre velsignede tykke og fede Drenge, som gik i Skole til 3 Daler om Maaneden hos en Frøken i Gothersgade, og naar Sjoverne gjorde Spe'takler og Vrævl, saa sendte Madam Peddersen den Dreng, som vadskede op, hen til Grønthandleren, og saa kom han lige straks og "verfede" Sjoverne ud, og Destillatørens Pige, hun paastod, at han fik otte Skilling for hver Sjover, han besørgede ud paa Hovedet, men det kunde godt være, at det var Bagvadskelse, for hun, Amagerkonen, var rejt'nok ikke af den Sort, der troede, at alt var sandt, hvad Tjenestefolk fortalte om bedre stillede Mennesker, for hun, Amagerkonen, havde saamænd ogsaa Tjenestefolk, og det var noget Rak. For det var jo nok noget nærigt, at en, der havde "Borgerskab" som Grønthandler, vilde nedlade sig til at være Udsmider. Det var at sætte sig i samme "Rangkla'se" som Sjoverne, han smed ud. "Pst . . . ja, jeg siger inte mere, Hr. Peddersen, for der staar en af de allerværste af dem alle sammen, ham med det onde Øjesyn, som staar der og klør Ryggen paa det skarpe Hjørne af Springgade." Men Gud skulde vide, at det var sandt, at Madam Peddersen for tre Aar siden havde købt Stedet, da den gamle Vært, Farvehandler Vimling var død - han havde elle's vaaren Kaptajn ved det "borgerlige Artolleri", og det vidste hun bestemt fra Urtekræmmersvenden henne paa Hjørnet af Kronprinsessegade, at det var lutter gamle, billige Prioriteter, som stod i det Hus paa Gammelmønt

        

454 P. J. Petersens Interesse for Enkemadam Petersen voksede med hver Dag.

Tidt stod han hele Timer i den mørke Gang i Stueetagen af det Hus, han beboede, og saa' over i Kælderen. Det var Sommertid, og Døren ud til Gaden stod aaben. Hvor gik hun pænt mellem de sjofle Gæster, hvor var hendes Haand stadig udstrakt for at kassere Penge ind! Det var maaske, som Amagerkonen ogsaa forudsatte, Løgn det med Fætteren, den forhenværende Fodgarder, Grønthandleren. Thi alt gik saa stille til i Enkemadam Petersens Beværtning, at P. J. Petersen - hæ, hæ, hæ, - det var grinagtigt nok, at de begge to hed Petersen! - ikke kunde tænke sig, at der nogen Sinde kunde være Trang til en Udsmider paa et saa fredeligt Sted.

Herre Gud! Hun sparede sammen, det Skind, ligesom han. Hun tænkte paa den "gamle Kone" ligesom han, lige fra han var Urtekræmmerdreng paa Østerbro, havde tænkt paa den "gamle Mand". Hm, hm, hm, hm! Nu var de begge af "sat Alder".

Madam Petersen var fyldig og pæn! hi, hi, hi! Ja, hun var sgu god nok, hun? - Hi, hi, hi! Ja vi er alle Mennesker, - Ak ja! - Og saa nogle lykkelige Aar i sparsomt og tarveligt, men ubekymret Liv - og, naar han blev gammel og fik Gigt, saa en, der kunde pleje ham og hygge om ham! - Naa, men som sagt: Først nogen Glæde og Fornøjelse paa den ene og den anden Maade! Hi-hi-h!

Kanske han kunde faa varm Mad hos Madam Petersen for 10 Skilling Portionen! Det havde han Raad til at give. Det kunde han forsvare for Gud og sin Samvittighed. Det kunde ikke være en Synd.

Overile sig skulde man ikke. Hastværk er Lastværk! Sov paa det til i Morgen, Peter Jakob Petersen! . . . Og saa akkorderer jeg med Madam Petersen derovre om Prisen for varm Mad en Gang om Dagen.

Madam Petersen følte sig glad over den pæne Herre, for hun var en Hørkræmmerdatter og ikke født til at beværte Droskekuske og Sjovere. Gud - den Herre skulde saamænd ikke give mere end andre Folk, tolv Skilling for hvert Maaltid - natyrligvis Brændevin og Øl "aparti!" - Det nød P. J. Petersen aldrig. "Jeg har aldrig i mit Liv smagt Brændevin. Vand, Madam Petersen, Vand! Det er skabt af den gode Guds egen Haand." 455 - Ja, naar alle Mandfolk var saadan, saa var Ægteskaberne ikke saa ulykkelige. Og, hvis den Herre - hed han Hr. Petersen? - nej, hed han virkelig Petersen? - Gud, det var morsomt, for hun hed jo Madam Petersen - hvis den Herre vilde komme Klokken halv to, saa var der ingen af alle de simple Personer i Beværtningen; der var tomt over en Time, saa maatte det være behageligt for Hr. Petersen . . . og ogsaa for hende, for, mens hendes nu for Tiden afdøde Mand var Lysestøber, da var han Livjæger, og hun havde saamænd været paa to Livjægerballer og danset med en Vært paa et af de største Hoteller, som var Kaptajn ved Livjægerne, men saa forfaldt salig Petersen og sank fra Lysestøber til Værtshusmand; begyndte med en Beværtning for pæne Borgere, der mange Gange spiste baade Gaasesteg og Rødkaal, og en tysk Maler drak endog baiersk Øl, som var en Sjældenhed i de Dage . . . og det var maaske godt, Hr. Petersen, om det aldrig havde faaet den store Magt, det nu har. Men saa var han sunket mere og mere ned i det simple; men ved denne den simpleste af alle Beværtninger havde han tjent bedst, men her maatte han drikke endnu mere, end han strengt taget havde Lyst til, men det var en Nødvendighed, saa da han døde af det meget Drikkeri, var hun slet ikke saa bitter paa ham, som dengang, han drak, uden at behøve det for Næringsvejen! nu kunde man sige om den nu for Tiden afdøde Petersen, at han var død i sit lovlige Kald.

Da P. J. Petersen forlod hende, fandt han, at det var en særdeles vakker Kone, som "talte rigtig godt for sig;" det kunde oplive ham, som af Naturen var tavs. - Gud véd, om hun ikke foruden Huset skulde eje nogle Kontanter?

Hendes Konversation tiltrak ham mere og mere for hver Dag, han spiste i Beværtningen, og hun talte ene med ham. Han kunde mærke - ja ligesom lugte, at hun foruden Huset ogsaa ejede Kontanter, og aabenhjertig udviklede hun for ham, hvorledes Ejendommens Prioritetsforhold var. Og da han en Dag sagde :

- Takker De ikke Gud for, at det er gaaet Dem saadan, Madam Petersen? - saa svarede hun med udbrydende Taarestrøm:

- Jo, hver Aften paa mine Knæ i min Seng, Hr. Petersen!

- De er en gudfrygtig Kone, sagde P. J. Petersen, mens han sank en Skefuld Boghvedegrød. Ak han kunde huske, at han hurtig maatte skylle den ned med en Slurk Øl, for han havde ikke beregnet, at hans Svælg ikke kunde taale samme 456 Varmegrad som hans IIjerte i dette højtidelige Øjeblik. Da den brændende Fornemmelse i Spiserøret havde sat sig, lagde P. J. Petersen Skeen tværs over Tallerkenen, begge sine Arme i Halvkreds om den og sluttede Kredsen ved at folde Hænderne, nikkede tre Gange langsomt og højtidelig og sagde med det kælneste Tonefald, han kunde opdrive:

- Madam Petersen! . . . Hvad, Madam Petersen?

Madammens Bryst steg og sank i mægtige Bølger. Hun fremtvang følgende Ord:

- Er det Alvor, Petersen?

Til Svar tørrede P. J. Petersen sig om Munden, gik Bordet rundt, kyssede Værtinden og sagde:

- Hi, hi -h! De vil være Madam Petersen for anden Gang ?

Værtshusmand vilde P. J. Petersen ikke være. Huset paa Gammelmønt blev solgt med Fordel; det nygifte Par flyttede ud paa Østerbro. Madam Petersen ejede 6000 Daler kontant; P. J. Petersen sagde, at han ejede akkurat det samme, men det kan godt være, at han ejede mere end det tredobbelte. Man skal ikke sige Fruentimmer alt, for, hvor fornuftige de end er, Mandfolk er og bliver de dog ikke, og efter Skriften skal Manden være Kvindens Hoved.

Herre Gud! Paa Østerbro havde Peter Jakob Petersen samlet sine første Skillinger. Derfor var og blev Østerbro for ham den mest poetiske Lokalitet i København.

Han og hans Hustru flyttede altsaa ud paa Østerbro. Det var begyndt at lysne hen over Kærlighedsstien. De tætte Haver faldt for at gøre Plads for nye Huse. P. J. Petersen, som ikke havde andet at bestille, saa' sig om og hørte sig for. Der var Penge at tjene ved at købe Grunde, bygge Huse og sælge dem. Og P. J. Petersen købte Grunde, fældede Træer og raserede gamle Haver ned for Fode, solgte dels tomme Grunde, dels halvfærdige Huse, forlagde sine Spekulationer om til Blaagaardskvarteret, tjente mere og mere. Hu . . . ha . . . evigt Prang og Drikken Lidkøb, Trakasserier med Haandværkere, lige over for hvilke han fik Lejlighed til at bruge al sin Snedighed. Det var højst mærkeligt, at P. J. Petersen under al denne Travlhed fik Stunder til at sætte en Datter ind i Verden.

Paa hendes Daabsdag havde han den Glæde at en Veksel forfaldt, en Veksel, han havde paa sin Principals Slægtning, Urtekræmmeren paa Østerbrogade, ham, der havde faaet Butikken, den Butik, Petersen havde lært Urtekramhandelen i, og som 457 han efter sin Mening burde have haft efter Principalens Død. Urtekræmmeren maatte lukke; P. J. Petersen foldede sine Hænder, saa' mod Himlen og sagde:

- Der kan man se, hvor den retfærdige Gud straffer, om Straffen end kommer sent.

Under Daabshandlingen i Kirken gjorde han det Løfte til Gud at opdrage sin lille Datter, som i Daaben fik Navnet Pauline, i "Gudsfrygt og Sparsommelighed."

Ikke nok dermed. P. J. Petersen var virkelig dybt bevæget ved at se Forsynet som hans umiddelbare Hævner og Beskytter. Han gjorde et ligefrem Indgreb i sin Kapital ved at sætte en Sum fast til den lille Pauline. Den skulde ligge og yngle, til hun var atten Aar, saa skulde hun fra den Tid nyde Renterne af den, saa længe hun levede, og, hvis hun døde ugift, skulde Kapitalen tilfalde den Kirke, hun var døbt i.

Ja, ja! - Det var de lykkelige Dage. Lige fra den Tid havde han kun haft Ærgrelser. Hans Kone blev mere og mere selvraadig, Datteren voksede sig mere og mere uartig og ulydig. Konen blev ødsel og vilde have Varme i to Stuer, da de flyttede ud paa Kristianshavn. Petersen var bleven ældre, havde solgt de fleste af sine Steder, vilde have Ro hjemme, men det fik han aldrig. Nu var han en ulykkelig Mand; hans Kone arbejdede daglig paa hans Ruin. Siden hun var bleven svagelig - det var nu vist en Indbildning - havde hun, Datteren og Doktoren - og kanske Apotekeren med - sammensvoret sig imod ham, og nu forlangte de dyr Vin til Konen! Ja, naar de havde villet nøjes med Urtekræmmerens virkelig dejlig søde Portvin til en Krone! Nej, det skulde være Portvin til 3 Kroner fra en af de fine Vinhandlere.

Gud ske Lov, det var Søndag! Saa kunde han da faa Fred, gaa i Kirke - og nu om Stunder var Kirkerne jo opvarmede - saa behøvede Fruentimmerne da slet ikke at lægge i Kakkelovnen i Dagligstuen, for saa skulde han ikke genere dem ved at ryge sin Pibe i Sovekammeret . . .

Han sprang op af den lange, halv vaagne Drømmetilstand - hvad han altid gjorde, naar han i Repetitioner af sin Livshistorie var naaet til dette kritiske Vendepunkt i sin Tilværelse.

- Kanske jeg saa kunde faa en Taar Kaffe, raabte han med en Røst, som Arrigskaben gjorde hvinende.

Han hørte Skridt inde i Sovekammeret.

- De Ødelande - de brænder Lys endnu - og det er 458 ganske lys Dag. Og natyrligvis buldrer der et Baal i Kakkelovnen, saa de kan stege en Stud ved det. Pau-li-ne! Faar jeg min Kaffe?

Sagte gik Sovekammerdøren op. En lille, ung spinkel Pige, med en ret kæk Opstoppernæse, store kloge og brune Øjne, afklippet mørkebrunt Haar, kom ind med Kaffen, holdende Underkoppen med sin lille, hvide Haand.

- Hun saa' ikke paa Petersen, men hun sagde: "Moder er meget daarlig."

- Hæ . . . hvad hjælper saa den dyre Vin til?

Datteren svarede ikke, men satte Kaffen paa Bordet. Hun beredte sig til at gaa straks.

- Nu gaar jeg i Kirke, sagde Petersen.

- Naa, sagde Datteren.

- Gaar du med?

- Nej!

- Ja, men jeg vil have det.

- Ja, men jeg bliver hos Moder.

Petersen gryntede arrig og tog Overtøjet paa.

- Hej, Du Pauline!"

- Kaldte Du?

- Naar det lange Fruentimmer - hende, din Medlærerinde, kommer, mens jeg er borte, saa - saa -

- Er det Frøken Holm, Du mener?

- Ja, ja, ja! Saa - saa -

- Hvad saa?

- Saa sig hende, at jeg har opdaget, at det er hende, som holder Dig fra at søge Herrens Hus.

- Det har jeg sagt hende saa tidt.

- Saa? Saa det har Du? Men sig hende ogsaa, at -

- At?

- At -, hvis hun inte gaar, inden jeg kommer hjem, saa smider jeg hende ned ad alle Trapperne.

- Jo, det skal jeg nok, sagde Pauline og lo lidt.

- Naa, saa Du griner?

- Nu gaar jeg ind til Moder.

- Rejs ad - Saa, nu gik hun. Ja, det er nogle rare nogle, de her i dette Hus. De kan rigtignok gøre en gudfrygtig Mand andægtig til at søge Guds Rige og hans Retfærdighed i Vorherres Hus. Saadan en grøn og næsvis Tøs! - Jeg gaar i Kirke, brølte han saa højt, at det rungede gennem hele Huset.

459

Forinden listede han sig hen, drejede Spjeldet til paa Dagligstuens Kakkelovn med en saadan Kraft, at han var vis paa, at hans Datter ikke vilde kunne faa det aabnet, hvis hun vilde liste sig til at lægge i. . . . Hi-hi-h! Der narrede jeg de Fruentimmer! Lægger de i, skal de blive røgede som bornholmske Sild. Hi, hi, hi!

III.

Der brændte stadig Lys i Sovekammeret. Thi det vendte ud til den saakaldte Gaard, et Rum, der mere lignede en Skorsten end en Gaard. Kakkelovns- og Køkkenrøg, Dunster fra fire Etager tumlede sig om i den som i en Heksekedel.

Den lille Lampe stod paa et Bord ved Sengen, hvor den syge Kone laa. Hun var gemt i Dæmringen, mens Datterens Profil tegnede sig i duftigt Lys, og hendes Øjne skinnede ud i Stuen med hed Glans - et flamsk Clair-obscur.

Der lugtede surt af Medicin i Kammeret, Luften var tung; Kakkelovnen trak ikke udmærket; harsk lugtende Tørverøg blandede sig tørt aandedrætstærende ind i det sure.

Den syge hostede haardt skrattende, men det sydede og kogte nede i hendes Bronkier. "Løft mig op, Pylle!" stønnede hun.

Datteren lagde sin Arm om hendes Ryg, løftede hende med Møje. Hendes Haar faldt ned i Panden. Moderens Ansigt kom op i Lyset tæt ved Datterens. Nu, da Moderen var bleven mager og bleg, traadte Stumpnæsen tydeligere frem, og Øjnene blev store igen. Hvor Datteren og hun lignede hinanden!

- Hvordan har Du det, Moder? spurgte Pauline, stønnende under Byrden, thi den syge tyngede stærkt paa hende.

- Jo, naar jeg sidder saadan oppe, saa linder det i Brystet, og jeg synes, jeg har det ganske godt. - Uh . . . den Tørverøg! - Det er en af Petersens Særheder med den Tørv, siden han gik i Kompagni med den Mose i Jylland. Jeg tror, jeg blev rask, hvis jeg var fri for Tørverøg. Er Fa'r gaaet? Naa. Saa luk lidt op til Dagligstuen!

En let Damp hvirvlede ud gennem den aabne Dør som et Menneskes Aande ud i kold Luft.

460

- Tag igen og hold mig! Saa. Nu synes jeg, jeg er helt rask.

Tynget materielt af sin stakkels syge Moder og aandelig af Faderens Tyranni reagerede Livskraften i den unge Pige i Form af Forbitrelse.

- Moder, at Du nogen Sinde kunde tage saadan en . . . saadan en som ham, udbrød hun, knyttende den lille spinkle Barnehaand hen mod den aabne Dagligstuedør.

Fru Petersens Øjenlaage sank til; hun lagde sin Kind tæt hen mod Paulines. Saaledes sad hun lænet en Stund. Paa en Gang forputtede hun bly sit Ansigt bag Datterens Nakke og hviskede:

- Pylle, han var virkelig ingen ubehagelig Person i sin Ungdom - det vil sige, da han saadan var et Par og fyrre eller saadan noget. - Bare jeg havde holdt, hvad jeg lovede, mens jeg var rask - at fortælle Dig, hvordan det hele var gaaet til - for det har immer ærgret mig, at Du sagde saadan arrige Ord om din Far. For, hvor mange Fejler Petersen end har, saa er han dog i mange Maader en pænere Mand end min første Mand, om ogsaa min første Mand Niels Petersen var et sølle Skrog, der hverken gjorde ondt eller godt, enten han saa var fuld eller ædru.

- Ja, men nu kan Du ikke taale at tale, Moder.

- Nej, jeg véd det nok, men jo længere jeg bier, des værre bliver det, Pylle. Giv mig lidt Vin - saa vil jeg hellere sige Dig det, ligesom det er - for hvem véd, hvor længe man kan holde Livet. Sluk Lampen, Pylle! For det er flovt at fortælle sine egne Børn saadan noget. Jeg vil ikke se Dig i Ansigtet. Og saa maa Du ikke le, fordi jeg inte taler grammatikalsk og ordret - saadan efter den nye Retskrivning, som jeg takker Vorherre for, at jeg har kunnet lade Dig oplære i. Ja Herregud - de Ord, som jeg nu siger, har Du lært mig, min egen Tøs! Du har saamænd til Vederlag for den Lærdom, Du har faaet, givet mig alt, hvad mit stakkels tossede Hoved kan rumme. Jeg taler dog ikke slet saa simpelt, som da jeg var Værtshusmadam.

Fru Petersen tog sig en Slurk Portvin. Hendes Øjne kappedes nu i blank Glans med Datterens, og den lette Rødme, Vinen frembragte paa hendes Kinder, skjulte Indfaldenhed og Rynker. Nu kunde man, som de sad der i Dæmringen, tro, at 461 Moder og Datter var en ældre og yngre Søster, som snakkede i al Fortrolighed.

- Det var saamænd ikke saa meget for din Fars Penges Skyld - skønt jeg vidste nok, at han ikke havde saa lidt, da jeg tog ham, men man véd jo, hvad Grosserere kan blive til, og han sagde dengang til mig, at egentlig var han Grosserer. . . Og ser Du, inden jeg blev gift med den første Petersen . . . . var det ikke gaaet mig, som det skulde. - Men han, jeg tjente som Jomfru, var virkelig Grosserer - han gjorde nok i Klipfisk og havde kendt min Fader, som var Hørkræmmer - men for nogle Aar siden læste jeg i Morgenberlineren, at han var bleven til Etatsraad. Og havde din Fader bare lagt sig efter pænere Manerer og ikke været saa gerrig paa Lys og Brænde - naa den Lærdom, som min - som den første Grosserer havde, den har Petersen jo aldrig haft, men Kammerraad maatte han dog være kunnet blive, naar han havde været lidt af, hvad jeg vilde kalde en Herre. Ja, jeg har saamænd ikke opført mig, som jeg burde, dengang jeg tjente, for jeg havde ikke lært, at et Fruentimmer skal holde paa sig selv . . . nej - nej - forstaar Du vel, hvad jeg mener, Pylle? Det gør Du da inte?

- Ikke et Ord, Mo'er!

- Naa Gud ske Lov! For ens Tunge render af med en, Pylle! Men hør, min Pige, om jeg inte havde taget din Far, Peter Jakob Petersen, hvor havde Du saa væ't, min egen, kære, lille Tøs? saa - ja saa havde jeg dronet mig for en Snes Aar siden. - Alle de Aar jeg har holdt ud for din Skyld. For jeg saa' jo snart, at en Mand, der lejede en Lejlighed paa fire Værelser og blev gal, naar man lagde i mere end én Kakkelovn, saadan en kunde aldrig rejse sig selv, end mindre sin Kone og sit Barn rent ud sagt op af Skidtet eller, om Forladelse, Pylle, Smudsigheden. Saa maatte jeg se at faa Dig til det, mit lille Skind. Kys mig, Pylle!

- Ja, ja, lille Mo'r! Jeg har jo hørt alle de Spektakler, Du har haft for min Skyld med Skolepenge og Kursuspenge.

- Ja Du lille, ha ha! Aa, jeg kan ikke taale at le. Men jeg stjal jo af Husholdningspengene, for jeg bildte ham jo ind, at din Lærdom kostede 14 Kroner mindre om Maaneden, end den gjorde. Men nu kan Du jo ogsaa de fremmede og udenlandske Sprog saadan, at Du kan snakke med Ministre og saadan nogle, om det skulde være.

Pauline nænnede ikke at sige, at saa stort et Resultat havde 462 de fra Husholdningen knebne Smaaskillinger ikke udrettet. For at undgaa at svare kyssede hun sin Moder i Nakkehulen.

- Er han nu dog ikke et Svin? udbrød Moderen pludselig. Der har han hængt sine graa Uldhoser til Tørre paa Ryggen af den Lænestol inde fra Dagligstuen og har flyttet den her ind. Flyt den ind i Dagligstuen igen, Pylle! For det er dog noget sandt Griseri, naar man har en Dagligstue, saa at sætte Dagligstuemøbler i Sovekammeret. Saa meget lærte man dog, da man tjente paa pæne Steder, men Petersen er og bliver en simpel Mand. Og ham - ham har jeg set op til. Og det bare, fordi han var et Mandfolk! . . . Du Pylle! - jeg gør det ikke længe, og jeg naar aldrig at blive andet end Madam Petersen, om de ogsaa kalder mig Frue - men der er jo dog et andet Liv, hvad? Det har I vel ikke lært at afskaffe i Skolen? Vel?

- Nej, Moder, det har vi ikke.

- Ja, for der sker jo saa mange Forandringer i de senere Aar. Men ser Du, naar jeg sidder deroppe et eller andet Sted, saa bilder jeg mig ind, at jeg der paa en nem Maade kan lære alt det, som Du og de andre Lærerinder har talt om, naar de kom her Søndag Formiddag, naar der var Varme inde i din Stue, baade om Komedier og Bøger og om Udstillinger paa Gharlottenborg og om Dyrenes og Menneskernes indvortes Redskaber og alt det, som en anden en sidder og hører paa som et andet Fæ. Og saa snart Du har en af de Lærerinder hos Dig, saa maa jeg vist kunne komme flyvende ned, saadan ganske usynlig, og saa kan jeg vist more mig med at høre efter, for i dette Liv har jeg jo været saa dum, at jeg faldt i Søvn, undtagen naar Du talte, Pylle, for naar I saadan dispeterede, saa syntes jeg alle Tider, at det var Dig, som havde Ret, og at jeg lærte en lille Smule af det Resultat, Du var kommen til om Bøger og om Politik og Religion, og jeg kan jo ikke nægte, at jeg morede mig over, at det var lige det modsatte af det, din Fader kom til. Saa den Smule Respekt, jeg havde for ham, er rigtignok gaaet fløjten, siden Du kom til Skelsaar og Alder og blev Lærerinde selv.

Den syges Røst blev svagere og svagere, til sidst blev hendes Ord uforstaaelige, hendøde i en hæs Mumlen, som saa umærkelig gled over i hendes Søvns korte og pibende Aandedrag.

Varsomt fik Datteren hendes Hoved lagt ned paa Puden.

463

Hun kunde ikke bære den bestandig voksende Tyngde af Moderens Legeme.

IV.

Partikulier Petersen vadede gennem Tøsne over Knippelsbro. Store vaade Klatter og Klumper dreves ind mod hans højre Kind og løb smeltende ned under hans tykke uldne Halstørklæde. Hans store haarde Pegefinger førte en energisk Kamp imod dem, den var i evig halvkredsdrejende Bevægelse mellem Hals og Tørklæde.

Ah ah! Endelig var han ved Kirken. Der var lunt og godt derinde. Han fandt sin hyggelige Krog. Salmesangen var lige begyndt. Som en erfaren Kirkegænger kom han snart med og sang paa sin Vis, det vil sige udsendte af og til en Lyd, snøvlende som en gammel Bondeklarinet, men i de lange Mellemrum mellem disse højrøstede Ytringer af hans Andagt gik en gryntende Lyd gennem de sig svagt bevægende Læber.

Hans Andagts Karakter under Prædikenen dannede en passende Pendant til den, han havde vist under Gudstjenestens musikalsk-lyriske Partier. Han vaagnede op rykvis, foldede Hænderne og bøjede Hovedet, drog et Suk for atter og atter at falde hen i en Dvaletilstand, hvor Prædikantens Ord som en langsomt mumlende Bæk rislede forbi hans Øren. Partikulier Petersens Hjerne fungerede aldeles instinktmæssig. Hans Vane at gaa i Kirke to eller tre Gange hver Søn- og Helligdag havde bragt hans Deltagelse i Gudstjenesten ned fra Bevidsthedens i Halvbevidsthedens Sfære. Da Talen var endt, og Præsten uddelte Velsignelsen, rejste han sig op lige saa mekanisk, som om han snød sin Næse eller kløede sig i Hovedet.

Det maa indrømmes, at vedkommende Prædikant ikke havde sin Styrke i Foredragets Livlighed. Det havde P. J. Petersen stundom sagt sig selv, men han havde nu i saa mange Aar begyndt sin Søndagskirkegang med den Kirke, at han ikke kunde beslutte sig til at forandre Vane, og han havde vundet Krogen i Stolen op ad Pillen kær; der var han som hjemme, den var saa hyggelig. Han blev i Kirken, til Orgelet havde udsendt den sidste Tone af Finalen.

464

Partikulier Petersen vilde gerne have forlænget Gudstjenesten. Hu ha! nu skulde han ud i det forban . . i dette Herrens Vejr!

Ellers plejede han at gaa hjem og spise til Middag mellem Højmesse og Aftensang. Men nu var der jo fælt hjemme - det med den Sygdom tog paa Petersen. Herregud - Enkemadam Petersen havde dog i sin Tid skudt noget ind i det fælles Bo. Og om hun end ikke var saa syg, som den forkælede Tøs, Pauline, paastod - rask var hun ikke, for Petersen havde alligevel faaet sin Søvn forstyrret inde paa Sofaen i Dagligstuen, naar hun hostede om Natten. For saa vidt var det jo godt, at den s . . . Tøs, saa at sige, havde tvunget ham ud af hans Seng i Sovekammeret . . . det var uforskammet . . . det véd Gud, det var . . . for Børn skal ikke trods al guddommelig Anordning, gøre sig obstinatsige mod deres Forældre . . . men Gud leder alt til det bedste . . . han, Petersen, vilde dog være bleven langt mere forulempet af den stakkels, kære Kones slemme Hoste, hvis han var bleven ved at ligge i Seng ved Siden af hende . . . Aa det Skind, det var virkelig en slem Hoste.

Paavirket af Frastanden og Efterdønningen fra Andagten i Kirken blev Partikulier Petersen vemodig og ømt stemt ved Tanken om sin Hustru.

- Hu (græd han) . . . der har været megen Retskaffenhed i hende. - Ja, især, mens hun havde Værtshusholderi paa Gammelmønt. Av, for den lede . . . Sat . . . av, av.

Han havde drevet Knoerne paa sin højre Haand haardt mod Brystværnet paa Holmens Bro.

- Det er ogsaa noget rigtig Skidt, disse nymodens Broer, brummede han. Sikke nogle skarpe Kanter! Man slaar sig halvt fordærvet paa dem.

Nej, nu vilde han ikke hjem. Ingenlunde. Saa vide Ærgrelsen over Sorgerne i Hjemmet rent ødelægge hans Andagt.

Kom han ikke - ja, saa varmede de hans Mad til ham, og det maatte de gøre i Sovekammerkakkelovnen, for den i Dagligstuen . . . hi, hi, hi! Saa maatte det blive røget Mad!

Nej, han "vidste" en Beværtning i Vingaardstræde, hvor han for 20 Øre kunde faa tre Stykker med Gaasefedt og dejlig salt Kød . . . det kunde han godt gaa paa nogen Tid. Herregud, det var jo Søndag! Og han gik ellers aldrig paa Beværtninger.

465

Gud kunde næppe vredes over, at en gammel Mand en enkelt Gang spenderede 20 Øre paa sig selv.

Uagtet Partikulier Petersen trak Tiden længe ud paa Beværtningen og læste "Berlingskes" Morgennummer og Adresseavisen omtrent med samme Forstaaelse af deres Indhold som af den sidste Prædiken, saa var der dog, da han var færdig, endnu et godt Stykke Tid til Aftensangsgudstjenesten.

Tøsneen var taget til. Store ækle, vaade, hvide Dyr opfyldte alt, hvad man kunde se. Fugtigheden og Kulden fra neden trængte gennem Fedtstøvler og Uldsokker - der var ingen Redning. Hjem vilde han ikke, nej nej! Han følte en uovervindelig Modbydelighed for sit Hjem.

- Bare jeg ikke bliver syg! Det var dog maaske galt, at jeg drejede Spjeldet saa haardt om. Aa, lidt Varme kunde have gjort godt i den gamle Krop! Aa, jeg er saa kold, saa kold! Jeg tror aldrig, jeg bliver varm! Hu, hu!

Knæene rystede, mens Sneen blændede hans Øjne.

Han anstrengte de gamle Ben. Der var inte andet at gøre, han maatte gaa sig varm, til der var Aftensangsgudstjeneste i en eller anden Kirke. Og Partikulier Petersen gik og gik.

Der laa noget i ham, som ængstede ham en lille Smule.

Samvittigheden kan det ikke være . . . for den er god . . . Hvad er det da?

Alle hans Livsfunktioner var jo i Orden. Appetitten havde været god, Maven var i Orden. Han rømmede sig højt, syntes heller ikke, der var noget i Vejen med Brystet.

Det er bare Ærgrelse over de Fruentimmer derhjemme. Se, om Tøsen vilde gaa i Kirke og bede for sin gamle Fader og sin syge Moder.

Paa ny en Kamp med den vaade Sne! Den satte sig paa Nakkehaarets lange Totter, i de buskede graa Øjenbryn, flød fra dem og Øjenhaarene ned paa Kinden. Det værste var dog, at det Skidt rent ødelagde hans i Morges ganske rene Flip. P. J. Petersen bar kun Flip om Søndagen; han gemte den fra Søndag til Søndag, kunde bruge den tre Søndage. Han var lige ved at gaa i Rette med Vorherre, Skaberen af dette Vejr, der chikanerede hans Sparsommelighed.

Puh! Det var, ligesom det "hoftede" lidt med Sneen. Partikulier Petersen saa' sig om.

Hvad var det?

Han vidste ikke, hvor han var . . . At det var hans egen 466 By København! Det var skammeligt, saa der var kalfatret om paa den, siden han havde solgt sine sidste Grunde paa Østre Kærlighedssti. For dette maatte være en af de gamle Kærlighedsstier! Men Søen var ikke Sortedamssøen - det maatte være - ja hvad var det for en Sø? Herregud . . . der var . . . der var Sortedamssøen og Peblingesøen og Vandværkssøen (hvad hed den nu egentlig?). Saa maatte Petersen uden at tænke over det være dreven ud Vester paa. Hvem kunde se i saadant et Vejr, især naar man havde saa meget at tænke paa af alvorligt og sørgeligt? Det var "Vandværkssøen".

Petersen gøs, da han saa' sig ganske alene paa den høje Dossering, saa' Lygterne glo saa døsig med en Straalekrans om Flammen, saa' Søen ligge sort og død dernede, og saa pludselig leve op med underlige Glimt hist og her. Livsytringer i Form af Krampegispen.

- At man ogsaa kan gaa saadan og fjotte. Hu . . . der lød tunge og sjappende Skridt. Det var endnu uhyggeligere end den fuldkomne Stilhed. Thi Petersen erindrede, at han deroppe paa Beværtningen havde læst om et Overfald. Mon det ikke var lige paa dette Sted?

Han saa' en Skikkelse lige ved sig. Hans Hjerte bankede stærkt.

- God Aften! lød det. Et behageligt Vejr til at tage til Fritsberre i!

Naa, det var en af de gemytlige Københavnere. Som gammel Urtekræmmersvend skønnede han straks paa Tonefaldet, at den Fyr ikke havde ondt i Sinde.

- Undskyld . . . jeg er gaaet galt . . . Men det er jo . . .

- Svineryggen, Herre! Denne hersens Gris har en Genbokollegaer paa den anden Side Vandet.

- Er her en af de nye Kirker i Nærheden? spurgte Petersen, for jeg . . .

- Lad mig se! Jo, hvis Herren gaar over Dæmningen, saa er der vist en . . . det er Povlsens, Matthisens eller Jakobsens, det kan jeg s'gu'nte erindre. Men jeg skal til Danmarksgade, saa jeg kan godt lodse Herren over paa den anden Side.

Det skete. Men der var ingen Kirke at opdage.

- Jeg synes, der skulde være en, sagde den fremmede. Jo, det er sandt! Her er en i et Baghus. Det skal være en af de allernyeste. Der stod paa en trykt Plakat i Porten: Gudstjeneste 2den Sal over Gaarden .

467

- God Nat, Herre, den deroppe skal være rigtig god. Dermed forlod den fremmede Partikulier Petersen.

Det saa' ikke saa ganske regelmæssig ud. Men P. J. Petersen havde tidt haft den dristige Tanke at søge en anden Kirke end den almindelige. Det kunde godt være, at de Præster, som ikke saadan var af den almindelige Slags, i visse Maader var bedre; for det kunde jo gaa ligesom med hans Doktor, som for nogle Aar siden ikke kunde kurere hans bulne Finger, mens en klog Mand paa Nørrebro hjalp ham med et Omslag af tygget Rugbrød, aargammel Honning og fastende Spyt.

Det var en lang, lav Sal. De tre simple Gasbelysningsapparater - blot lange Messingtværstænger og en Opstander - sendte hver et Blus ud til hver Side, smalle og tynde som Kattetunger, og en hed rugende Varme over Tilhørernes Hoveder.

To Rækker Bænke fyldte Salen. Der var kun en smal Gang i Midten. Der var vel et halvt Hundrede Mennesker. Partikulier Petersen kunde ikke ret skønne, hvad Slags Folk det var. Pøbel var det ikke, thi gode, tykke Overfrakker hos Mændene og Kaaber hos Kvinderne tydede paa satte Smaaborgerfolk. De fleste af Mændenes ludende Nakker var skallede. Kvindernes tunge Hattefaçoner og knoklede Figurer, alt tydede paa, at Menigheden bestod af Folk af sat Alder.

Partikulier Petersen led ikke den Mangel paa Rygstød, som var fælles for alle Pladser, ellers kunde Salen være meget pæn. Limfarven paa Væggene var saa godt Malerarbejde, som han nogen Sinde havde forlangt i de Huse, han ejede; at Dørene ikke var "odrede", var efter hans Hoved, for de "Odresvende" var uforskammet dyre og drak Baiere i Stedet for at bestille noget.

Han satte sig paa en af de bageste tomme Bænke, tæt op til Væggen, thi noget maatte han helst have at læne sig til . . . det værste var, at Limfarven smittede af. Hans Overfrakke var rigtignok ikke ny, han bar den paa syvende Aar, men en Overfrakke var et dyrt Stykke, og hver Børstning sled jo. Lægge et Lommetørklæde mellem Frakkeærmet og Væggen? Nej, Vadsk kostede ogsaa Penge.

Gamle Petersen kan regne den ud endnu, sagde han med et Bifaldsnik ad sig selv . . . Hin, gamle Petersen kan for Resten nok undvære noget at læne sig til, naar det sker til Vorherres Ære.

Og han blev endnu mere tilfreds med sig selv - ja næsten til Taarer rørt over sig selv.

468

En gammel Mand satte sig ved Siden af ham. Han syntes, han skulde kende ham.

- He-e! sagde han, det er jo . . .

- Ja, det er virkelig, sagde den tiltalte, og det er jo Peddersen?

- Ja-a!

- Ja, jeg er ellers ikke Lysestøber mer, for hvem bruger Lys nu. Den fremmede hvæsede lidt op i Retning af Gasblussene.

Nu huskede Petersen ham. Det var Lysestøber Krusberg fra den gamle Østerbro. Ja pyt . . . Lysestøberiet! Han havde været svineheldig med sin Grund og parcelleret den ud i dyre Domme.

- Nu falder Grundene, Peddersen!

- Ja, det gør de saamænd.

- Os to var Vorherre god.

- Ja, velsignet . . . især mod Dem, Krusberg, for De ejede Grundene, og jeg maatte købe mine.

- Hver maa jo være taknemmelig over den beskikkede Lod.

- Ja, De kan sagtens, Krusberg. De er vel en rig Mand.

- Nej, det er jeg ikke. Men jeg er saare taknemmelig for, at Gud har givet mig saa meget, at jeg ikke paa mine gamle Dage behøver at slide og slæbe, men kan henvende mine Tanker og Begæringer mod det oventil.

Lysestøber Krusberg rettede sin Uldvantes Pegefinger op mod Loftet, men sørgede for, at den pegende Retning kom langt til Siden for Gasblussene.

- Kommer De mere jævnlig her, Krusberg?

- Hver evigste Søndag.

- Er dette herre saadan noget som den indre Mission?

- Det er meget strengere end som saa.

- Det kan de have godt af.

- Partikulier Petersen tænkte paa Verden i Almindelighed.

- Hvad kaldes det ellers, dette herre?

- Det kan jeg ikke huske. Men hvad gør det?

- Nej saamænd. For naar . . .

- Pst, Peddersen!

Et Stueorgel, som Partikulier Petersen ikke havde bemærket før, begyndte at spille og Menigheden at synge en Salme. Petersen kendte den ikke, kunde ikke finde den i sin Salmebog, turde ikke spørge forhenværende Lysestøber Krusberg, thi han var 469 sunken forover i Andagt og brummede med Humlebi-Bas nogle uforstaaelige Ord.

Sangen klang dumpt brummende hen under det lave Loft. Der bævede som en kvalt Hulken igennem den. Kvindernes Lommetørklæder var i evindelig Virksomhed. Lydelige Suk og Stønnen hørtes, Taarer sivede ned ad Lysestøber Krusbergs Kinder.

Partikulier Petersen skottede sky, halv bange op til ham. Det var mærkeligt, at den Lysestøber var bleven saa hellig.

Hvad enten nu Eksemplet smittede, eller Petersen mente, at Krusberg græd, saa kunde han ikke være bekendt andet end ogsaa at græde . . . Faktum er, at Petersen græd ogsaa, inden Salmen var forbi, og kom i rigtig god Gang med Graad og Suk under den næste Salme.

Paa et med rødt Sirts overtrukket Kateder viste Prædikanten sig. En temmelig ung Mand med udstaaende Kindknokler, mørkt med lidt graat isprængt, tyndt Helskæg, en bred Næse og store svømmende, drømmende Øjne! Han var lille og spinkel og var klædt i en Dragt omtrent som Præsternes sædvanlige; kun bar han Bladkrave i Stedet for Pibekrave.

Partikulier Petersen havde hellere set en Prædikant med Pibekrave. Men han mindedes, at en Kone, som boede i Hus med ham paa Gammelmønt i hans Ungkarledage, og som strøg for Folk, sagde, at Præstekraver var vanskelige og følgelig kostbare at stryge. Sparsommelighed nægtede Petersen aldrig sin ubetingede Sympati.

Petersen havde beredt sig paa sin sædvanlige "stille Andagt", og det gik, som han ventede under Oplæsningen af Evangeliet. Det havde han læst én Gang før i Dag. Men saa var ogsaa Freden forbi.

Thi Prædikantens Stømme lød hvas og skingrende, lige forskellig fra højkirkelig Prækedur, fra dagligdags Snakketone og fra blød Mol. Diktionen var stakkat-springende, Stemmen laa i et højt Register, blev stundom skrigende. Prædikantens fremstaaende Kindknokler illumineredes hektisk; hans Øjne brændte som Kulgløder, hans Læber bævede, og hans Hænder knyttede sig stærkt rystende ud mod Tilhørerne:

- Tror I, at Vorherre vilde helbrede en af jeres syge nu, som han helbredede Høvidsmandens Datter? Tror I det? Jeg forsikrer jer, han vil ikke gøre det.

Den Høvidsmand havde Tro. Det siger I ogsaa, at I har.

470

Men det er Løgn, evindelig Løgn, saa sandt den Herre Kristus er Guds Søn.

Er I brændende i Aanden? O, kunde jeg bringe jer til Fortvivlelse, til martrende Sjælekval, saa I kastede jer i Støvet, vred jer som Regnorme, der er fortraadte af en Støvlehæl, hylede som Børn over et græsselig sviende Brandsaar!

Lad os tænke, at I har en syg liggende hjemme? Tænker I ikke paa at tjene Penge eller bevare Penge, før I tænker paa den syge? Og der er syge og fattige uden for jeres Hjem; dem tænker I slet ikke paa. Og Vorherre byder, at I skal tænke allersidst paa jer selv.

Helvedes Ild skal brænde dem, som først tænker paa sig selv, Djævlen skal sno sig som en ti hundred tusende Alen lang Slange om jer og kvæle jer . . . ikke, saa I dør ved det, men saa I fornemmer Kvælningens rædselsfulde Smerte gennem alle Evigheder.

Gud véd, om nogen kan blive Kristen, naar han ikke er syg, syg til Døden. Jeg siger jer, Sundhed er en Synd. For, mens I er sunde, føler I Kødets Lyst og Øjnenes Lyst; naar I er syge, syge til Døden, da brydes Lystens Braad.

Derfor er I lykkelige, I gamle, hvis Kød svies langsomt fra jeres Ben Dag for Dag. Kast jer paa jeres Ansigt og tak Herren for jeres Svaghed og Elendighed! Bed ham af Hjertens Grund at slaa jer med Bylder som Job, med Saar som Lazarus. Yær glad, om en Hund vil slikke jeres Bylder og Saar.

Har I syge hjemme, saa skynd jer til dem! Plej dem! Ær dem som de af Herren velsignede; bed, at Herren vil overføre deres Sot paa jer; tag deres giftige Aandedræt med, at I ogsaa kan blive spedalske, saa først rækker Herren sin Haand ud mod jer, laver Salve af sit Spyt og af Jordens Sand, stryger Salven paa jer og helbreder jer.

I skal, I maa blive syge som jeg. Jeg spytter Blod hver Dag og velsigner Herren for det. Siden jeg blev syg, følte jeg Naaden virke i mig.

Forbandet enhver af jer, som ikke knæler for jeres syge Hustru eller Barn som for en, Gud Herrens Finger har berørt!

Et Rædselsudbrud lød.

- Der er en, jeg har rammet, raabte Prædikanten, gid Herren ogsaa maa ramme ham!

- Hvad er'et, Peddersen? hviskede Lysestøber Krusberg. Bliver De daarlig?

471

- Lad mig komme ud! Lad mig komme ud! stønnede Partikuler Petersen.

- Gaar inte an.

- Jo, jo . . . for gammelt Bekendtskabs Skyld.

- Ja, De er nu saa rask, men jeg er lige glad, for jeg er aldrig nogen Dag fri for min elendige Mave.

Under dulgt Skotten og lydelig Hulken fra Menigheden blev Petersen fulgt ud af Krusberg.

- Skal jeg bestille Dem en Droske? spurgte den forhenværende Lysestøber, da de var komne ud paa Gaden gennem Forhusets Port.

- Nej, nej, nej! stønnede Petersen og gjorde en bønlig afværgende Haandbevægelse.

- De er vist en farlig stor Synder, Peddersen!

- De er . . . De er . . . De er meget værre end som jeg . . . for De ejede Grundene, og jeg maatte købe mine . . . og . . .

- Men jeg er syg, og De er rask.

- Men min Kone er meget sygere end som De, Krusberg . . . Næ, næ aah . . . ingen Droske! . . . Det er saa dyrt . . . jeg vil gaa hjem for at sone min Synd for Gud. Saa, nu er jeg bedre . . . Er det noget for en Præst at sige saadant noget? Er det Kristendom? Naar en Mand er . . . er sparsommelig og svarer enhver sit! . . . aa Krusberg . . . følg mig hjem!

- Ja, naar det saa er Herrens Vilje. Og det kan være, De bliver lige saa syg som jeg, Peddersen! . . . Det er Herrens Gengældelse . . . for hvad de Grunde angaar, som De snakker om . . . saa tror jeg nok, at De har tjent mer, end som jeg nogen Sinde har gjort . . . for De laaner nok Penge ud . . . hvad? . . . Og De er nok Medejer af nogle gamle Huse paa Kristianshavn . . . hvad? Og De har nok Aktier i fire Beværtninger som dette herre "National" hvad? Omvend Dem i Tide, Peddersen!

- Hør De . . . hvad hedder De nu? Hvis De . . . aa jeg er saa syg og saa bange! Følg mig hjem . . . De derude fra Østerbro.

De to gamle drev sammen gennem Tøsneens myldrende Fnogge. De vekslede kun nogle stødvise, meningsløse Replikker.

- Synden, Peddersen . . .

- Vorherres Naade, Krusberg. Jeg er syg.

- Saa omvender De Dem og sælger de Knaldhytter paa Kristianshavn . . .

472

- Aa ja, aa ja, hvem véd?

- Kan De nu bære Dem selv, Peddersen? Kan De kende Springvandet? Vi er paa Gammeltorv. Nu maa De da kunne finde ud til Brogade.

En opblussende Arrigskab mod Lysestøberen væbnede Petersen med en Art trodsig Kraft. Han vilde helst være fri for sin Ledsager, da han mærkede, han kunde undvære ham. Ene stolprede han videre.

V.

Ene - men med en ham aldeles ukendt Uro. Han følte det myldre og brydes inden i sig. Han maatte selv være bleven syg, for han var bange for alt: for Menneskene, han krydsede paa sin Vej, for de oplyste Butikslygter, for de stadig, med irriterende bestemte Mellemrum igenkommende Lygteopstandere. Petersen blev bange for hver af dem, som var det lige saa mange paa Lur liggende glubende Hunde, rede at fare i ham.

Nej, man skal aldrig gaa til saadan nogle, som ikke er rigtige Præster. Sikken han tiltalte Folk, det Bæst! . . . Krusberg er jo dog ikke bedre Kristen end jeg, og han har hverken Kone eller Børn og kan bare passe sig selv. Det er dog vist Luften i den lave Sal . . . og fordi der ingen Rygstød var paa Bænken . . . og fordi . . .

Partikulier Petersen kunde ikke finde paa flere Trøstegrunde at klynge sig til. Da han havde gentaget og gentaget dem i forskellig Bækkefølge, følte han sig drive paa Rædselens vilde Hav. Han stønnede og pustede. Til sidst skreg han, naar han stødte Skulderen mod en Lygtepæl. Der kom en Sporvogn . . . Skulde han prøve? . . . Nej, det gik slet ikke an. For naar saadan en som den Udenoms-Præst kunde dænge Folk saadan til, fordi de vilde spare paa Apotekerregningen . . . og fordi de mente, at Urtekræmmerens Vin ikke kunde være lige saa god som Vinhandlerens . . . hvad vilde han saa sige, naar man for første Gang i sit Liv kørte med det Kram? Aa . . aa . . . aa ja . . . Jeg vil saa nødig hjem! Ach Gud! Jeg tør ikke! Der er vist hændet noget splintrende galt.

473

Skulde man gaa ind i Holmens Kirke? Der er Lys. Nej . . . nej . . . jeg tør vist aldrig gaa i Kirke!

Partikulier Petersen sled sig over Knippels Bro, saa tungt, som om han var spændt for en vel belæsset Trækvogn. Vinden hvinede ham om Ørene, Sneflager gav ham gentagne irriterende Kindheste.

- Aa ja! Jeg skal give Pauline en Tikrone . . . nej det er dog for galt! Men jeg skal give hende en svensk Femkroneseddel . . . den kan hun saa købe en Flaske af den dyre Portvin for . . . saa . . . Nej . . . nej . . . ikke en Skilling . . . Jeg ser, hun trods mit Forbud har tændt Lys i Dagligstuen . . . og naturligvis lagt i Kakkelovnen endda . . . Skal jeg da martres baade paa Sjæl og Legeme og Pung? - uh, det Lys i Dagligstuen !

Det indgød P. J. Petersen saa megen Harme, at han følte den før svigtende Styrke blusse saa meget op, at han forholdsvis ret hurtig kom op ad Trapperne.

Hvad var det? Moskuslugt!

Partikulier Petersen sank i Knæ, mens han ringede.

Inden nogen kom og lukkede op, hørte han Snakken og Graad bag Døren. Der var nemlig ingen Entré til Lejligheden.

Han stod og rystede og skælvede. Ikke engang sine faa Tænder kunde han faa Magt med. Underkæbens Besætning greb ind i Overkæbens tomme Rum og omvendt, som Møllehjuls Takker i tilsvarende Huller.

Han ringede igen, med hidsig Nervøsitet.

Stærkt strømmede det forhadte, det ødsle Lys fra Dagligstuen ud paa Trappegangen, som Husejeren aldrig havde villet spendere Gas paa.

To Lamper paa det gamle Divanbord! De to Sølvbryllupslamper !

Og sammen med Lyset en Steghede.

Langt henne i Stuens Baggrund, i Sofaen, hans egen Sofa, hvor han havde faaet saa mangen en Lur, læst saa mangt et Søndagsevangelium, sad to kvindelige Husbeboere. Deres Taarer glimtede i Lampelyset.

Nu saa' han først, at det var Pauline, som havde lukket ham op.

Hendes Øjne var svulne af Graad, men de sorte Pupiller gnistrede ham i Møde, onde og vilde.

474

- Moder er død, sagde hun med et Tonefald, der dirrede tørt som en tynd Træstang i Frostvind.

Petersen gav et Skrig fra sig.

- Det er Løgn! Pauline fortsatte:

- Og fra hende og fra mig selv skulde jeg hilse og sige Dig Tak for alt godt. Vil Du ind eller ud?

Han tumlede tilbage, holdende sig instinktmæssig ved Rækværket.

Døren blev smækket i. - Mulm og Mørke!

Næste Dag stod i Aviserne:

"En ret velklædt ældre Mand blev i Aftes Kl. 10 fundet bevidstløs paa en Stendynge uden for Amager Port. Han blev først bragt paa nærmeste Station. En hidkaldt Læge konstaterede Apopleksi. Han blev bragt paa Kommunehospitalet, hvor han kort efter afgik ved Døden."

VI.

Pauline passede sin Skole som sædvanlig et havt Aar efter Forældrenes Død.

Boet blev sluttet. Det viste sig, at hun var eneste Arving til 80,000 Kroner.

Hendes første Ytring, da hun modtog Budskabet var:

- Hvad skal jeg Stakkel med de Penge?

Et Aar slæbte hun hen. En Svindsot udviklede sig. Hun døde uden at gøre Testament. Partikulier Petersens ved listig og ihærdig Spekulation, ved lun og lovmæssig Aager samlede Kapital blev slaaet i Stykker mellem nogle og tyve fjerne Slægtninge i Jylland og paa Øerne.

Kun Kirken, hvor hun var døbt, fik, hvad hendes Fader havde bestemt paa Datterens Daabsdag.