Schandorph, Sophus

SOPHUS SCHANDORPH

FORTÆLLINGER
FØRSTE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
FR BAGGES BOGTRYKKERI
1901

b

EN ENKESTAND

2

        

3

Det var henad Eftermiddagen paa en af de sidste Dage i Oktober Maaned, en af disse rigtig solide Regnvejrsdage, da man ser Solen paa den uærbødigste Maade skubbes til Side af Skyerne, der som et ensformigt skidengraat Fluidum fylder det synlige Rum, i hvilket kun af og til nogle blyfarvede enkelte Skymasser med forrevne Rande giver en lille Afveksling, naar de med dvask Gang slentrer lavt hen over Himmelen. Man fryser om Hænder og Fødder, naar man er inde; naar man gaar ud, hører og ser man kun Regnen, der driver ned ad alle Genstande og giver dem en fedtet, glansløs Blankhed. Alt siger Sjap, Sjap ligesom ens egne Skridt ad de opblødte Veje og Stier. Det er en fortvivlende trøstesløs, poesiforladt Misstemning. Mennesket bliver gnavent og hyller sig dorsk-stædig ind i sin egen Gnavenhed ligesom Naturen. Det umedgørlige og urimelige kommer op i en.

Paa en saadan Dag kørte en lukket Wienervogn gennem Skovene, der for største Delen omgiver Landevejen mellem Herregaarden Skovbygaard og Købstaden S. Hjulene sprøjtede Vandet i Vejret fra de dybe Vejspor, og de vaade Grusklumper klirrede mod Hjulkarmene. Regndraaberne, der slog mod Ruderne med matte Dask, gled i irriterende søvnig Fart ned ad dem og skar blanke Striber i deres duggede Flade. Lige saa ensformig som Regndryppet paa Vognens Læderruf og Ruder, som Hjulenes Pjask i Vejæltet, lød bagud for Vognen en Hests tunge Luntetrav. Af Rytteren kunde man ikke se synderligt. Han havde slaaet sin Regnkappes Hætte op over Hovedet. Under den stak kun et meget kraftigt rødbrunt Skæg, drivvaadt og forpjusket, frem. Hans store Ridestøvler gik højt op over Knæene. Man kunde kun ganske i Almindelighed faa det Indtryk, at han var høj og stærkt bygget og 4 en meget sikker Rytter, der sad, som han var støbt til Sadlen. Over hans Sporer, Støvlefødder og Stigbøjler havde Stænket fra Yejen lagt en tyk, lidet flatterende Dynddejg.

Inde i den lukkede Vogn sad paa Forlængssædet en Dame og en Tjenestepige, den sidste lidt over de Tredive og bondeklædt; hun saa' tvær, praktisk, sat og sikker ud. Paa Baglængssædet var der en Opstabling af Pakker, Vadsække og Rejsetøj. Damen var sørgeklædt og kunde vel være en tre og tyve Aar. Hendes Ansigt udmærkede sig ikke ved regelmæssige Skønhedslinier. Næsen kunde en ildesindet Kritiker med en vis Ret kalde stumpet, Munden var for svær, om end smuk og kraftig tegnet, men hendes friske og sunde Hudfarve, hvori det røde og hvide fortonede sig paa den mest harmoniske Maade, og hvor fine og tætte Dun udbredte en fløjelsagtig Blødhed over Konturerne, og det blonde, stærke Haar, der krøllede sig yppig om de buede Tindinger, vilde snart tiltrække sig et for kvindelig Ynde sympatetisk Blik. I de store, temmelig lyseblaa Øjne, der dækkedes af kraftig hvælvede Laag, laa der nærmest et indolent, distrait Udtryk, der syntes at tyde paa, at hendes Tanker eller Lidenskaber aldrig havde koncentreret sig, men der var Plads baade i Øjnene og i hele Fysiognomiet til et vekslende Udtryk og et lidenskabeligt Muskelspil. Som hun sad der, med det baade ranke og fyldige Legeme let lænet tilbage, medens den ikke lille, men veldannede Haand, i hvis sorte Handske de smalle Negle aftrykte deres mandelagtige Form, spillede paa Karmen af Vogndøren, idet hun stirrede ud i det graa Regnvejr, uden at Blikket samlede sig paa nogen enkelt Genstand, saa' det ud, som hendes Sjæl svømmede i et Koas af allehaande Tankeembryoner, usikre og udglidende som Skovens Træer i den tunge, tætte Luft . . . Der er to stive Mil fra Skovbygaard til S-, Regnen plasker ufortrødent, Vognhjulene plasker evindelig i de opblødte Spor, Rytterens Hests Hovslag plaskede bestandig bagude, Kørselen er umaadelig kedelig. Vi kan jo bruge Tiden til at fortælle lidt om denne Dame, om hvis korte Liv der hidtil ikke er meget at sige.

Den gamle Skovrider Staal paa Skovbygaards Gods, der var død et halvt Aar før vor Fortælling begynder, var bleven en af Eksekutorerne i Landinspektør Galls Dødsbo. Landinspektøren, en noget svagelig, melankolsk og indesluttet Mand, havde i en Aarrække ført et aldeles isoleret Liv som Enkemand med sin eneste Datter paa sin lille Ejendom, der laa ved Grænsen af Skovriderens Distrikt. De førte ingen Omgang med Egnens Folk, med Godsets Herskab eller mange Bestillingsmænd, men i Forretningssager 5 havde Skovrider Staal og Landinspektør Gall ikke haft saa lidt at gøre sammen og lært at kende hinandens ubrødelige Retskaffenhed og praktiske Dygtighed. Skovrideren, der var jovial og med et betydeligt Anstrøg af Letsindighed, havde i sin Tid gerne villet kapre Gall til de lystige l'Hombreselskaber, hvormed han oplivede sin Pebersvendetilværelse, men Landinspektøren var utilgængelig. Derfor betragtede Skovrideren ham i Begyndelsen som en Stivstikker, men da forskellige Arbejder, som den nyere Skovkultur medførte, laa over hans Rækkeevne - han var af de gamle ustuderede Forstmænd, der fra først af kun var Skytter - og han hos Gall fandt kyndig og uegennyttig Hjælp og Vejledning, uddannede der sig et vist Venskabsforhold imellem dem, der dog aldrig fik nogen intim eller gemytlig Karakter. Det var derfor ikke saa forunderligt, at Staal efter Galls Testamente blev Eksekutor i Boet, da Landinspektøren bukkede under for en lang, snigende Brystsygdom, kun efterladende den én og tyveaarige Datter i smaa Kaar. Den gamle Skovrider havde hidtil næppe vekslet et Ord med hende, thi han, saa lidt som andre, der havde noget med afdøde Gall at gøre, var kommen uden for hans Arbejdsværelse og havde kun set den Pige, naar hun bragte Forfriskninger derind til Gæsterne.

Nu tog han derover en Uges Tid efter Begravelsen for at aflægge hende en Visit. Han traf hende i den gammeldags tarvelige Dagligstue med det perlemalede, listede Bjælkeloft, det graa Tapet med røde Blomsterbuketter i, med den polerede Birketræs Sofa og Stolene, hvis Sæder var saa haarde, som de var stoppede med Mursten, den store Pladekakkelovn, der havde Messingbælte om Maven - kort sagt, udstyret paa den Maade, som en Bolig for en "Familie uden for Bondestanden" i Almindelighed var det paa Landet for en tredive Aar siden. Naar Vinden stod paa Stuens Bindingsværks Udvæg, var det kun muligt at faa den halve Del af Stuen opvarmet; den unge Pige havde derfor rykket sit Sybord tæt hen til Kakkelovnen, hvis Flamme kastede sit røde Skær om hendes Hoved i den tætte graa Yinterdags halve Dæmring. Skovrideren var en gammel Herre paa vel tresindstyve Aar. Han havde ikke været nogen Foragter af det smukke Køn, men mange Aars velhavende Ungkarleliv med rigelige Indkomster og stadig Adgang til de rige og storartede Dineer hos Baronen havde efterhaanden givet ham mere Sans for gastronomiske Nydelser end for Erotik. Dog, da han saa' det smukke, ungdomsfriske Ansigt med det bedrøvede, tankefulde Udtryk, hvis prægtige Teint, purpurrøde Læber

        

6 med de perleklare Tænder bagved, ejendommelig fremhævedes ved den særegne Lysvirkning, maatte han sige ved sig selv: "Hun ser sgu godt ud." Skovrideren var en godmodig og blød Mand, der virkelig i sit Hjerte følte Deltagelse med den unge Piges forladte Stilling, men den rørende Stil havde aldrig ligget for ham. Han syntes dog, at han skulde begynde Samtalen med en Allusion til hendes Sorg og stammede forlegen:

- Ja det var sørgeligt - det var en meget stor Sorg. Hendes Øjenbryn trak sig let og hurtig sammen og hun saa' ned paa sit Sytøj. Der blev en lang Pavse.

- Ja, det var et stort Tab, begyndte Skovrideren igen. Har De tænkt noget paa Fremtiden, Frøken Cecilie? tilføjede han halv sagte.

Hun saa' sky og opskræmmet ud ved disse Ord; hun havde egentlig ikke tænkt noget bestemt, men bestandig følt sig kuet under en dump, uklar Ængstelse.

- Nej, svarede hun og gav sig til at græde.

Skovrideren følte som et Choc. Det var længe siden, at han havde set det Syn, og i Kraft af en sympatetisk-smittende Indflydelse mærkede han Taarerne rinde ned ad sine trivelige Kinder. Blød og letsindig, som han var, tog han gerne en dristig Beslutning, naar han paa én eller anden Maade følte sig overrumplet, og han skyndte sig da gerne med at gøre et uigenkaldeligt Skridt til dens Udførelse, maaske af en hemmelig Frygt for, at det aldrig vilde blive til noget, dersom han fik Tid til at lade den balancere paa sin Refleksions evig vippende Vægtskaal.

- Frøken Cecilie, sagde han, jeg er en gammel Karl, og De vil maaske kalde mig en Tosse; men siden det nu ser lidt sort ud for Dem, og dette herre med den Fremtid ikke vil klare sig, - kunde De saa ikke bekvemme Dem til at gifte Dem med en gammel Pebersvend, som, det forsikrer jeg Dem for, altid skal være god imod Dem, og som - ja jeg tør vel nok ytre mig saadan uden videre - jo har rigeligt til at bide og brænde.

Hun saa' op paa ham med en stille, mat Forundring. Billedet af den vinløvbevoksede Skovridergaard, der laa halv herskabelig i en af Skovens store Lyspletter, Erindringen om Fortællinger om det muntre Liv, der førtes, Følelsen af, at hun om føje Tid skulde kastes ud i en Fremtid, der stillede sig for hende som en uvejbar Ørk, løb rundt i hendes Hoved, og da hun saa' Skovriderens ærlige, bundskikkelige Ansigt bøje sig frem mod hende, idet han lænede Albuerne paa Sybordet, gav hun, uden at hun selv ret vidste 7 deraf, et Nik. Skovrideren tog hende i Haanden, trykkede den kraftig og gik ud af Stuen. Paa den korte Køretur hjem blæste han de Betænkeligheder, der truede med at dukke op i hans Tankes Synskreds, bort med de vældige Røgskyer af sin korte Kørepibe. Kort at fortælle - Frøken Cecilie rykkede henad Foraaret ind som Frue i Skovriderens smukke og rummelige Bolig.

Hun havde altid følt en stærk Trang til Lykke. Naar hun om Sommeren havde set Vogne fra Omegnens Gaarde rulle forbi og hørt de unge Mænds og Kvinders Latter runge langs Skovvejen, eller om Vinteren havde set Kanerne med de pilende Heste, de bølgende Svejf, de dirrende Sølvklokker, der klang skarpt ud i det høje Frostvejr, følte hun sit Hjerte banke af Længsel bort fra den lave Stue, hvor Stilheden kun afbrødes ved Faderens regelmæssige Spanken op og ned ad Gulvet, der lød ind fra hans Arbejdsværelse. Sin Moder havde hun mistet ved sin Fødsel; hun kendte hende kun gennem det gamle Pastelbillede, der hang over Skrivebordet i Faderens Værelse, med det smægtende Øje og de yppige Former. Saa langt hun kunde mindes, havde Faderen været sygelig og saa tungsindig, at han undertiden havde spærret sig inde Uger igennem og ladet sig bringe alt paa sit Værelse; han sagde, at han befandt sig bedst, naar ban færdedes i fri Luft og havde strengt Arbejde. Paa sin Vis havde han sørget for hendes Uddannelse. Da hun i sit femtende Aar havde ophørt med at faa Undervisning af Guvernanten, som han trods sine indskrænkede Kaar havde holdt til hende, forlangte han, at hun skulde læse Digterværkerne fra vor nyere Litteratur, og aabnede sin Bogsamling for hende. Hun havde slugt Bøgerne med et ungt Gemyts Graadighed og tilegnet sig dem med en løs Livlighed. Det, hun dvælede ved med mest indre Sympati, var Chr. Winthers Digte med den lokkende og bevægede Rytme og den glødende Higen efter jordisk Lyksalighed, men hun forstod dem ikke til Bunds. Hun vidste ikke, hvad der egentlig var Maalet for deres længselsfulde Higen. Overhovedet var det en Ejendommelighed ved hende, at alt, hvad hun optog, fik taagede og udflydende Omrids i hendes Opfattelse.

Af dunkel Trang til Nydelse - om man vil, til Livspoesi, gjorde hun det prosaiske Skridt at tage den gamle Skovrider, hvad der af Egnens unge Folk betragtedes med den for dem saa naturlige Uvilje mod et Giftermaal mellem en gammel Mand og en ung Pige, medens de satte og forstandige ældre Landboere fandt, at det var smukt af den gamle Staal at forsørge den fattige og i Verden ene staaende Frøken Gall. Navnlig fik det nygifte Par 8 Præstefamilierne paa sit Parti: en Præstefrue forsikrede endog højt og eftertrykkelig i flere Selskaber, at Staal havde handlet som en sand kristelig Mand.

For øvrigt viste den gamle Skovrider Takt i sin Optræden og sit Væsen som Ægtemand. Der var intet Spor af det satyragtige, som ofte kommer over ældre Mænd under en saadan Situation. Hans Færd mod hans unge Kone var altid en vis faderlig Mildhed; heller ikke følte hans lette Natur nogen Evne eller Trang til at naa til dybere Forstaaelse eller Sympati med hende. Hun var ung og skulde mores, mente han; selv holdt ban meget af Selskabeligbed, og nu blev der et evindeligt Rykind i hans Hus, og Ægteparret blev indbudt til det ene Middags- og Aftenselskab efter det andet. Man syntes godt om den unge Frues stille og milde Væsen, selv hos Baronens paa Gaarden fandt man, "at det var en pæn lille Kone, som aldrig overtraadte Grænserne for sin Stilling." Kun nogle unge Herrer, der begyndte at gøre Kur til hende, ytrede, at hun var noget dvask af sig, "men godt saa' hun sgu ud." Med Jalousi plagede Skovrideren hende aldrig. Naar de var ude, saa' han ikke synderlig til hende, da han efter Maaltiderne altid var i Rygeværelset eller ved Spillebordet, og hjemme gjorde hans jævne Humør og Færdighed i at tage Tingene, som de var, ham meget let at omgaas. Til Læsning blev der nu aldrig Tid. Bøgerne, som hun havde taget med hjemmefra, fik Lov til at hvile i det Nøddetræs Bogskab. Den ydre Opfordring, som Faderen havde rettet til hende i saa Henseende, havde hun ikke mere, thi Skovrideren aabnede aldrig en Bog, undtagen naar han efter Middag læste sig i Søvn ved Hjælp af en eller anden gammel Aargang af et Landbrugstidsskrift.

En Dag havde der været et Middagsselskab hos Skovriderens. Det var gjort i Anledning af en ny Kapellan, som Sognets Præst havde faaet. Han skulde nu bedes paa Omgang til alle pæne Familier paa Egnen. Man sad ved Kaffen i Dagligstuen, hvor der efter god gammel borgerlig Skik paa Landet var fuldstændig Rygefrihed, en Skik, som den unge Frue vel havde gjort et svagt Attentat paa at faa afskaffet, men som var prellet af mod Skovriderens passive Sejghed i deslige Smaating. Samtalen havde, paa Grund af flere Præsters Tilstedeværelse, taget en teologisk Retning. Den unge Kapellan var meget ortodoks og forfægtede ivrig Helvedstraffenes Evighed. Den gamle Sognepræst, hans Principal, rystede paa Hovedet.

- Nej, det kan jeg ikke rime med Guds Godhed, sagde han, idet 9 han strøg Asken af sin Cigar, at han skulde lade nogle af sine Skabninger blive fordømte til evig Pinsel.

En anden Sognepræst, der var Licentiatus theologiæ, sagde let henkastende:

- Ja, det Spørgsmaal om [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x], er et særdeles vanskeligt dialektisk Problem og . . .

- Jeg benægter aldeles den Lære, raabte Kapellanen og skyllede en vældig Slurk Kaffe ned i sin store Mund, der staar jo skrevet med klare, tydelige, uomtvistelige Ord, at deres Orm ikke dør, og at deres Ild aldrig skal udslukkes. Tro De mig, Hr. Pastor, de Mennesker, der ikke har troet i dette Liv, vil i det andet blive evig straffede og det skrækkelig, forfærdelig.

En Pavse opstod. Da lød henne fra Vinduet halvhøjt med en vis langsom Betnkelighed og i dyb Bastone:

- Hm, hvad Fanden vil de egentlig gøre en?

Virkningen var uimodstaaelig. Stuen rungede af en skraldende Latter; selv den gamle Sognepræst og et Par gemytlige Kolleger stemte i med. Den unge Frue, som havde kedet sig ved den for hende uvante Diskussion, lo, saa Taarerne randt hende ned ad Kinderne. Men den, der havde sagt Replikken, halvt for sig selv efter at have fulgt Samtalens Gang, blev ganske undselig; først da han mødte Fru Staals ellers alvorlige Ansigt aldeles opløst i Latter, lo han selv med, saa han overdøvede alle de andre. Kun Licentiaten saa' betænkelig og Kapellanen fornærmet ud.

Den, der mod sin Vilje var kommen til at repræsentere den rationalistiske Protest, var Gustav Povlsen, Avlsforvalteren paa Herregaarden, en stor og køn fem og tyveaarig Mand, der i det Par Aar, han havde været i sin Tjeneste, havde vundet Ry for særdeles Dygtighed som Landmand, Jæger, Rytter, kort som Mester i alskens Sport. Mangt et ungt Pigehjerte i Forpagter-, Præste- og borgerlige Proprietærfamilier havde banket for ham, hvad enten hans stærke og smidige Skikkelse fløj gennem en Balsal, eller han tumlede sin Hest paa Vejene som Alexander sin Bukefalos. Hans noget butte Væsen og halv militæraglige kommanderende Tone, som Folk i hans Stilling, der daglig giver Ordrer til det talrige Tyende, som hører til en Herregaardsavling, let tilegner sig, udøvede ogsaa en imponerende Virkning, men selv syntes han skudfast mod erotiske Projektiler. Dansen syntes for ham kun at være en Motion, og i Konversationen med unge Damer vedligeholdt han sin tørre, overlegne Tone. Da han første Gang traf Cecilie Staal i et Selskab, blev hun imidlertid straks Genstanden 10 standen for hans Opmærksomhed. Han anstrengte sig øjensynlig mere og mere for at gøre sig behagelig for hende, hver Gang de traf sammen, men nu viste det sig, at naar han vilde aflægge sin bryske Manér, saa havde han ingen anden Form til sin Raadighed. Naar han gjorde en Anstrengelse for at være snaksom og livlig, slog det Sludder for ham; saa blev han flov, sur og arrig paa sig selv. I Følelsen af sin Uduelighed til at behage hende trak han sig tilbage fra hende og tog kun adspredt Del i Selskabets Færd. Hans største Fornøjelse var at kunne betragte hende fra en ubemærket Krog, og da kunde hans store, ellers saa rolige brune Øjne antage et Udtryk næsten som et bedende Barns. Cecilie lod, som hun ikke mærkede noget, men hemmelig gav hun nøje Agt paa hans Adfærd, følte sig smigret derved, alt imens hun gav sig Mine af aldeles at overse ham og slog ind i en raillerende Tone, naar han gjorde Tilløb til at sige noget til hende. Naar han efter en saadan Aften red hjem, var han i et afskyeligt Humør. Han svippede da med sin Ridepisk i Luften og brummede: Jeg baerer mig ad som en Skoledreng - hm - Fanden skulde gøre Stads ad den Snedronning - nej for Fremtiden skal hun - (og saa en Ed) - faa Lov til at være i Ro for mig; jeg skal vise, at jeg har Karakter, - og andet deslige. Men næste Gang, de traf sammen, gentog den gamle Historie sig.

Men siden den Aften, da han uforvarende kom til at vække Munterhed, forandrede Forholdet sig. Det kom ganske af sig selv. Da han næste Gang aflagde Besøg i Skovriderboligen, traf han Fruen alene. Da hun saa' ham, brast hun ud i Latter, og han lo med. Hun gentog hans Ord: Hm, hvad Fanden vil de egentlig gøre en? idet hun paa en pudserlig Maade efterlignede hans dybe Stemme. Saa lo de igen af fuld Hals. Povlsen blev oprømt og fortalte med tørt Lune adskillige Præste- og Bondehistorier. Da den gamle Skovrider kom hjem, hørte han sin Dagligstue genlyde af Latter.

- Det kan jeg lide, Børnlille, udbrød han. - Hør, jeg har tænkt paa, lille Cecilie, har Du ikke Lyst til at lære at ride? De er jo en hel Kunstberider, Forvalter; kunde De ikke lære min Kone noget af Deres Kunst?

- Jo med Fornøjelse! udbrød Forvalteren af sit fulde Hjerte.

Planen blev straks sat i Værk. Den unge Frue var lærenem i Ridekunsten; hun var behændig og stærk og tog sig prægtig ud til Hest. Saa snart hun lærte at faa Magt over Hesten, blev hun tidt kaad og forvoven og lod den sætte i vild Galop. En Sommeraften 11 i Skumringen var de, efter at have sat i strakt Karriére hen ad en Landevej, kommen dybt ind i Skoven, hvor de sagtnede Hestenes Gang. Fru Cecilies Kinder blussede, hendes fyldige Barm svulmede i vældige Bølger under den sorte Klædes Amazonedragt. Hun tog sin Handske af og holdt den smukke Haand i Vejret for at lade den afkøles i Aftenluften, medens hun drømmede saa' lige ud for sig. Povlsen bøjede sig fremad mod sin Hests Hals, og hans Øjne hvilte helt betaget paa hendes Skikkelse. Pludselig gjorde Skyggen af en stærkt fremludende Granstamme hendes Hest sky; den kastede sig over mod hans. Med Lynets Fart greb han hende om Livet, som hun var ved at blive kastet af Hesten; ved et Held fik hun straks Foden ud af Stigbøjlen, og hendes Hest for af Sted ad Vejen hjem. Han holdt hende tæt omslynget foran sig. Begge var i stærk Eksaltation, deres Øjne funklede mod hinanden. Uvilkaarlig, magnetisk bøjede de Hovederne sammen, allerede berørte deres Læber næsten hinanden, da Povlsen pludselig kastede sit Hoved tilbage og sagde barsk:

- Ingen Æselstreger mod den gamle Skovrider! Hun blev bleg som et Lig, og hele hendes Legeme sitrede som i Feber, derefter brast hun ud i heftig Krampegraad. Povlsen saa' nu rolig og sikker ud. Han lod hendes Graad stille af, hvorpaa han sagde:

- Man skal have et rent Horn at tude i, som han sagde, den gamle Trompeter, da jeg stod ved Husarerne. Saa lille Frue, sæt Dem nu til Rette i Sadlen, saa trækker jeg Hesten hjem ved Tøjlen. Deres har sikkert nok fundet hjem; jeg kender den ud og ind.

Den gamle Staals Angest over den hjemvendte ledige Hest blev snart beroliget. Men Povlsen erklørede paa det bestemteste, at han ikke mere vilde paatage sig at ride med hans Kone. Fra nu af blev det til Iskulde mellem dem; naar de kom sammen, vekslede de ikke et Ord. Povlsens Væsen blev mørkt og barsk, og han gik aldeles op i sine Forretninger. Cecilie fløj fra Selskab til Selskab, hvor hun dansede, lo og spøgte langt livligere end før, men i Hjemmet var hun ømmere og mere meddelsom over for sin gamle Ægteherre, der var glad ved det som et Barn. Men hans Kræfter kunde ikke mere udholde det lystige Liv og især de rigelige Middagsgilder; nan begyndte at skrante lidt, og efter at have befundet sig jævnt ilde Vinteren over døde han brat af Apopleksi om Foraaret, i sit Ægteskabs andet Aar.

Ligesom ved Faderens Død blev Cecilie bedrøvet ved Slaget og hensank i en apatisk Rugen over sig selv. Naar denne Tanke tiltvang sig flygtigt Gehør hos hende, at Fremtiden krævede en Beslutning 12 af hende om, hvor og hvorledes hun skulde tilbringe sit Liv - thi Skovriderboligen maatte hun forlade til Efteraarsflyttetid - saa blev hun vred paa samme Tanke som paa en ubelejlig Gæst. Herskabet begunstigede hende paa alle Maader med den hos adelige sædvanlige Forekommenhed mod deres Godsfunktionærer. Uagtet Staal efterlod hende en pæn lille Formue, fik hun Indtægten af Embedet og Jordlodden, altsaa hele Høsten, samt Fribolig, fra Marts til Oktober. Men hun lod alt gaa, som det kunde, viste enhver Forespørgsel tilbage, og Tjenestefolkene skaltede og valtede, som det lystede dem. Staals gamle Avlskarl Hans Peter ærgrede sig hver Dag over den Maade, hvorpaa det gik til; til sidst vidste han intet andet Raad end at henvende sig til Povlsen.

- Det gaar splintrende galt ovre til vort, Hr. Forvalter; den Husmand, der skal pløje paa vor Lod, er meget flittig ved Brændevinsflasken, og Tøsene hjemme slæber baade Flaesk og Æ ud af Huset til Kæresterne, og Fruen tænker kun paa den gamle. Det var ogsaa en farlig skikkelig Mand at tjene, men han kommer jo ikke tilbage, fordi hun sidder og sørger over ham. Kunde Forvalteren ikke komme over imellem Stunder og sætte lidt Drift i Tingene ?

Povlsen betænkte sig lidt, og sagde derpaa resolut:

- Jo vel, Hans Peter, det skal jeg.

En Morgen, da Fruen var ved at drikke Te, hørte hun Povlsens velbekendte Basstemme uddele Kommando til højre og venstre, og Ordene var ikke i den blideste Tone. Husmanden var kommen for sent og skulkede slukøret af Sted ud til Lodden; han vidste fra Herregaarden, at Forvalteren ikke var at spøge med. Pigen, der skulde malke, men var kommen for sent op, fik ogsaa sin Overhaling. Fru Cecilie gik ikke til Vinduet; hun trak sig saa langt tilbage i Stuen som muligt og var saa bange, som om det havde været hende selv, der fik Skænd. Og da hun hørte en Banken paa Døren, bankede Hjertet op i Halsen paa hende. Povlsen aabnede Døren rask og sagde:

- Fruen maa undskylde; men det Smøleri, der drives, kan jeg ikke taale at se paa. De maa tillade mig at tage en Haand i Hanke med. Om Fruen end ikke selv bryder sig om det, kan vi dog ikke være bekendt at ligge i et saadant Griseri, naar den nye . . . naar Eftermanden kommer.

Cecilie saa' ned mod Jorden og hviskede frygtsomt: - Tak, Tak . . . jeg kan ikke . . . jeg - og saa græd hun.

13

Povlsen trak paa Skuldrene. Man skal kunne, mumlede han. De har sagtens et langt Liv for Dem. Det er Deres Pligt at sørge for, at Deres brave, gamle Mand . . . . men her standsede han, da Cecilie pludselig løftede sit Hoved og betragtede ham spørgende og ængstelig.

Povlsen kunde ikke faa Façon paa det, han vilde sige; han slog derfor ind paa noget andet, og næsten i samme Tone, som han plejede at uddele Ordrer, sagde han:

- Men De skylder baade ham og Dem selv at tage Dem af Deres Hus. Dermed gjorde han kort omkring og gik ud af Stuen.

Da han var ude, skød en Bevægelse af Vrede op i Fruen. Han tror nok, at han taler til sine Karle . . . give mig Ordrer i mit eget Hus . . . nej . . . jeg skal vise ham, at jeg ikke vil tage mig af nogen Ting . . . jeg vil ikke røre mig til noget . . . jeg vil . . . og i Hidsighed fejede hun noget Sytøj ned af Bordet, saa det faldt paa Gulvet, og gav sig til at spadsere op og ned i Stuen. Men da hendes Øje faldt ud i Gaarden, og hun saa' Povlsen komme ud fra et af Udhusene, hvor han sagtens ogsaa havde foretaget en Inspektion, følte hun en skamfuld Angest. Om han saa' mig te mig som et uartigt Barn? tænkte hun og lagde Sytøjet op paa sin Plads.

Hun tog sig virkelig mere af sit Hus, end hun nogen Sinde havde gjort. Om Aftenen kunde hun være træt, men saa kom Bøgerne ud af Bogskabet; hun fornyede Bekendtskabet med gamle Yndlingsdigte og gjorde nye Opdagelser; Paludan Müllers melankolsk-pompøse Lyrik tiltalte hende især; hun greb sig i at læse "Grev Oginskys Død" og "Dansemusik" med høj Stemme.

Povlsen aflagde hver Dag Besøg i Skovridergaarden, men han gik ikke ind til Fruen. Hun blev bange, naar hun hørte hans Hests Trav paa Stenbroen og saa' ham svinge sig ud af Stigbøjlen og kaste Tøjlen til Hans Peter, hvorpaa han foretog sin Runde: og dog længtes hun den næste Dag efter hans Komme. Det var hende en Slags Trøst at mærke en kraftig Haands Tag i sine Sager. Da den nye Skovrider var kommen og hilste paa sin Formands Enke, fortalte denne hende i Samtalens Løb, at alt Regnskabsvæsen og Bogføring var fuldstændig à jour . . . det er en mageløs dygtig Mand, den Forvalter Povlsen. Vi har konfereret sammen i to Dage; Arbejdet i Skovene har intet lidt under Vakancen; han har haft sin Finger med overalt. Fruen har nok ogsaa overdraget ham at sælge den indhøstede Sæd til Købmand B. i S. Han bad mig levere Dem Pengene; er De saa god at kvittere?

14

og den nye Skovrider udfoldede en anselig Mængde Sedler af sin Tegnebog . . . det er en brillant Handel for Dem .

Cecilie blev rød; hun havde ikke vekslet et Ord med Povlsen om denne Sag. Skovrideren vedblev at holde Lovtaler over Povlsen; kun havde han været noget stram med Hensyn til Prisen for Skovridergaardens Besætning, Avisredskaber, Kontorinventarium osv., men han stod jo paa Fruens Bedste . . . og nu kom en ny Bunke Sedler op af Tegnebogen.

Fra den Dag af viste Povlsen sig ikke. Hvorledes skulde hun faa takket ham? Og selv om hun fik ham i Tale, følte hun, at Takken vilde blive siddende hende i Halsen. Da hun faa Dage, før hun skulde flytte til S., hvor hun havde lejet sig en Lejlighed, gjorde Afskedsvisit hos Baronens, haabede hun og frygtede tillige, at træffe Povlsen paa Herregaardens Territorium, men det skete ikke. Hun talte med Skovrideren om Vogne til sit Bohaves Befordring. Forvalteren har sørget for det hele, sagde han, og det bekræftedes af Hans Peter med det Tillæg: Det er en Mand, der er akkurat i alle Dele, om ogsaa han kan være noget fus, naar det ikke gaar akavet nok. Og paa den bestemte Dag mødte ganske rigtig tre store Arbejdsvogne, og lidt efter kom Povlsen ridende ind i Gaarden. Denne Gang gik han rask ind i Stuen, gav med en fri og naturlig Venlighed Cecilie Haanden og sagde: Ja nu maa vi rydde ud, lille Frue.

Hun holdt hans Haand fast, og med en bævende Stemme sagde hun: Tak - hvordan skal jeg . . .?

- De skal bare pakke de fine Sager ind, det grove skal vi Mandfolk besørge. Undskyld Frue . . . og dermed trak han sin Frakke af og slæbte om Kap med Karlene med Indpakning og Udbæring paa Vognene. Da alt var færdigt, og han stod sveddryppende og forpustet, sagde han:

- Jeg rider med til Byen og ser til ved Opstillingen.

- Povlsen, kære Ven, hvordan skal jeg takke Dem?

Han saa' hende mildt og trofast ind i Øjet, og medens han med sin venstre Haand klappede hendes hvide bløde Haand, som han holdt i sin haarde og brune højre, sagde han næsten ydmyg bedende:

- Ved at give mig Lov til at følge Dem paa Vej, naar De i Morgen selv kører til Byen. Dermed rev han sin Haand løs med et lille Ryk, gik ud, og snart hørte man de tunge Vognes Rullen og hans Hests Hovslag ud igennem Gaarden.

15

Wienervognen var nu kommen ud af Skoven; den havde kun en halv Mil tilbage, inden den naaede sit Bestemmelsessted. Povlsen red hen ud for Vinduet, han havde kastet sin Regnkappes Hætte tilbage. Hans store rødbrune Skæg saa' ud som en Hund, der havde været ude at svømme. Cecilie slog Ruden ned, rev sin Handske af og rakte ham sin Haand, lænende sig ud af Vinduet. Han blev ved at ride et Stykke og holde hende i Haanden, medens han let bøjede sig hen mod hende. Deres Øjne hvilte i hinanden i et langt og varmt Møde. Hendes Rejsetørklæde var gledet hende af Hovedet, Regndraaberne piskede hende i Ansigtet og fæstede sig som Perler i det krøllede Haar. - Vi ses snart, hviskede hun.

- Gaar det an? hviskede han med et lille Smil.

- Det skal gaa an, sagde hun med et af Trods straalende Blik.

- Farvel, Frue! sagde Povlsen, svingede med sin Hue og lod Hesten gøre en halv Vending. Hun vedblev at læne sig ud af Vognvinduet og se fast paa ham. Hans Ansigt saa' ud som en Sol midt i Regnvejret, og idet han let berørte Hesten med sin Spore, lod han den gøre en stolt Kapriol, men han sad som faststøbt til den. Derpaa igen en rask Vending, og af Sted fór han i Galop, indtil Skoven skjulte ham og slugte Lyden af Hovslagene.

Fru Cecilie Staals Bosættelse i S. faldt sammen med en epokegørende Begivenhed i denne Bys Historie. Byens Folk havde hidtil mest udmærket sig ved Sans for Andesteg og Gammel-Romtoddy; navnlig drejede de selskabelige Samtaler sig om, hvorledes man kunde skaffe sig ægte, god gammel St. Croix Rom for en nogenlunde billig Penge. Den gamle, nys afdøde Sognepræst, en Rationalist fra Aarhundredets Begyndelse, havde forgæves Søndag ud og Søndag ind prædiket mod Fraaseri og Drukkenskab og for Husflid forbunden med stille Fryd i Hjemmets Skød i Overensstemmelse med "Jesu blide Lære", men hans Mangel paa Tænder og brægende Røst gav hans Stemme noget uendeligt søvndyssende, saa han til sin Ærgrelse ofte hørte sine langt udspundne Formaninger besvarede med en Snorken af de faa Tilhørere, der først vækkedes, naar Degnen efter Prædikenen søgte at overskrige det gamle skrattende Orgel. Saa blev den gamle Præst syg og laa til Sengs omtrent et Aar, men han afleverede samvittighedsfuldt en Prædiken, som Degnen da maatte læse op i Kordøren. Men Belysningen i Kirken, hvis Højskibs Vinduer af økonomiske Grunde var bleven tilmurede og sad som skidne Blindinger i den ovcrkalkede Mur, var kun sparsom. Degnen var gammel og svagsvnet, 16 og Præstens Haandskrift utydelig; deraf kom det, at Degnen efter at have begyndt sin Oplæsning med: Mine elskee-de Til- hø-re-re, vi - er - i Dag - for-for-sam-lede - for - med - hverandre - at betragte . . . pludselig mumlede: Hvad Fanden er det der staar? hvilken Naivetet slet intet Indtryk gjorde paa de fire Tilhørere, der sov videre. Lige saa galt gik det Organisten, der tillige var Snedker og maaske derfor behandlede Orgelet som en Høvlebænk, thi pludselig blev Tonen helt borte, hvorved de fire Tilhørere vaktes og stirrede med stupid Bestyrtelse op. Snedkeren fór op fra sit Sæde og bag Orgelet, thi han fik straks Mistanke om, at dette maatte være en Fejl af Bælgetræderen, en forhenværende, noget fordrukken gammel Skomager.

- Er De gal, Bissemeyer? hele Aarværke t tier jo, raabte han. Skomageren, der spadserede langs ad sin lange Træskammel og gjorde sin Gerning med en Møllehests Regelmæssighed, svarede: Vrævl, Peddersen, jeg véd bedre end De, hvor mange Trit der gaar paa "Søde Jesu, vi er her". Men da Petersen vilde prøve sin Lykke paa ny og nærmede sig Orgelets Klaviatur, saa' han, da han kastede sit Øje ned i Kirken, at de fire Tilhørere, Degnen og Kordrengene havde betragtet Tjenesten som ophørt og var gaaet deres Vej. Han lukkede da ganske rolig Klaviaturet og fulgtes med Bælgetræderen hen paa en Beværtning, hvor de drak varm Romtoddy paa Formiddagen og spillede "Køge l'Hombre" in bona caritate.

For de yngre, ivrigere Præster, der i Omegnen havde afløst den gamle Stok, efterhaanden som de uddøde, havde de kirkelige Forhold i Købstaden nogen Tid været til Forargelse. Regeringen vidste sagtens lidt derom, thi da den gamle Præst var død, kaldte den til hans Efterfølger en for sin Begavelse berømt midaldrende Landsbypræst til det usædvanlig store og indbringende Embede. Det var hans Ankomst og Virksomhed, der hidførte den nye Epoke i Købstadens Liv.

Da Pastor Alstrup holdt sin Tiltrædelsesprædiken under en saa stor Tilstrømning, at Kirken ikke kunde rumme Forsamlingen inden for sine Mure, fandt alle, at Rygtet ikke havde overdrevet hans Pris som Prædikant. I Stedet for den gamle affældige Skikkelse med det utydelige Mæle, der afhaspede en usammenhængende Række af trivielle Formaninger om at gøre det gode og sky det onde, stod en fyldig, af Sundhed og Kraft svulmende, fem og fyrretyveaarig Mand paa Prædikestolen, med et varmt og mildt funklende Blik, en stærk, bøjelig frisk Røst, hvis Metalklang 17 rungede hen under Hvælvingerne, og som kunde udtrykke en hel Stemningsskala. Han var fed, men dog ikke mere, end at hans Embonpoint gav ham en smuk, højkirkelig Værdighed. Hans brune Haar krusede sig endnu genialt om Tindingerne, kun paa den midterste Del af Hovedet var det blevet tyndt, men derved fremhævedes den hvælvede og blanke, hvide Pande. De tykke og svulmende Læber, der aabnede sig for det hvide, stærke Tandapparat, traadte vel temmelig stærkt frem, men misklædte ikke det store, bredt tegnede Ansigt; og deres Bevægelighed kunde navnlig give Udtryk for noget ømt kaldende og lokkende, naar han paa samme Tid dæmpede Stemmen og brugte de dybeste Toner af dens Barytonklang. Dagens Tekst om Enkens Søn af Nain anvendte han symbolsk. Den døde Søn var Mennesket, der var blevet døvt som et Lig for Evighedens Stemme; den gamle Moder, Kirken, stod bittert grædende ved Baaren. Da lød Røsten, der havde Magt til at vække Liv og Død, den Røst, ved hvis underfulde Klang Dødningebenene i Josafats Dal rejste sig og blev iklædte levende Kød, og til alles Studsen, der brød ud i Erkendelse af, at en mægtig Profet var opstaaet iblandt os, rejste den døde sig og begyndte at tale, og der lød i Talen paa én Gang Glæde over den skønne Jord og Længsel efter den Herlighed, hvoraf Skønheden i vort nuværende Liv var et Spejlbillede.

Der var Begejstring og Inderlighed i Talerens Ord, der var en poetisk Flugt og dog klar Form; de Billeder, han brugte, var ikke af den trivielle Art, der hentes ud af et lige for Haanden liggende Forraad i Sproget, men ej heller saa originale, at de hver for sig tiltrak sig en isoleret Opmærksomhed. Da han bøjede sig ud over Prædikestolen og ligesom aabnede sine Arme ud mod Tilhørerne - en af de faa Gestus, han benyttede - og bad dem varmt at aabne Øret for Opvækkelsesrøsten, der lød gennem hans svage Stemme, hørtes der sagte Hulken rundt omkring, og i Præstens smukke, glansfulde Øjne tindrede store, blanke Taarer. Han endte med at erklære, at siden han selv følte sig vakt af Røsten, havde han følt tifold Glæde over Livet, der forhøjedes ved Evighedslængselen. Han var selv glad over alt det skønne, glade og elskelige, der fandtes, og nød det med en god Samvittighed. Vi havde alle Lov til at frydes ved den perlende Bryllupsvin ved det Bord, der er dækket med Troens hvide Dug.

Han vakte almindelig Beundring og Betagelse. Ingen tænkte paa Degnens slette Sang eller paa det skrattende Orgel, Prædikanten fyldte alles Tanker. Hvilket Tilløb var der nu hver Søndag 18 til den før saa øde Kirke! Det er en Selvfølge, at Byens Honoratiores kappedes om at gøre Selskaber for den mageløse nye Præst, der i Privatlivet fuldt saa vel som i Kirken vandt alles Hjerter. Hans let afdæmpede Værdighed, som hans mandige Skikkelse gav Relief, forenede sig med en munter Oprømthed. Hans æstetiske Belæsthed røbede sig i træffende Citater under Samtalen; selv en Historie, der ganske let strejfede hen mod det tvetydige, kunde han give til Bedste i en gratiøs, henglidende Tone. Men hvis en klodset Gæst spillede videre og tungere paa den Streng, kyste Præsten ham tilbage med et myndigt, fortørnet Øjekast. Han holdt meget af at tage Del i de unges Lege. De unge Damer flokkedes om ham; han kunde fortræffelig pjanke lidt med dem, ja om man vil gøre Kur, men da var der i hans Maade noget, der kunde opfattes som Ironi over en Situation, som han naturligvis var vokset fra, men som han af faderlig Godmodighed gik ind paa for en Aftens Tid, da det jo lod til, at alle glædede sig derved. Kom Talen i ældre Mandfolks Kreds ind paa Politik, behandlede Pastor Aistrup de paa Bane værende Spørgsmaal paa en spøgefuld afvisende Maade, som noget, der laa under eller dog uden for hans Sfære, men erklærede ganske i Almindelighed, at han var konservativ i politisk som i kirkelig Henseende.

Fru Cecilie havde ikke faaet nogen religiøs Opdragelse. Faderen havde ganske i Almindelighed Had til Præster, som han altid kaldte de sorte Marrekatte og beskyldte for alt ondt, navnlig for Pengegridskhed; selve de religiøse Spørgsmaal havde han næppe viet synderlig mange Tanker, han var i hvert Fald uden religiøst Gehør. Han kom aldrig i Kirke, og da Datteren heller aldrig følte noget Savn deraf eller Trang dertil, kom hun der heller ikke. Staal omgikkes vel en Del af Egnens Præstefamilier. Det var væsentlig paa l'Hombren Vegne, heller ikke undlod han af Høflighed mod sin Sognepræst en Gang imellem at køre hen og høre ham prædike, men han tog det som enhver anden Visit eller Forretning. Det, Præsten sagde, mente han, kunde være meget godt og fornuftigt, men naar alt kom til alt, var det da noget, som man nok kunde finde paa selv. Hans Kone undskyldte sig med et eller andet Arbejde, naar han kørte til Kirke, og da han gerne fik Godsforvalteren til at gøre sig Selskab og saaledes undgik at blive ene, trængte han ikke videre paa hende. Da hun kom til S. og bosatte sig der, hørte hun vel hos de Familier, som hun gjorde Visit hos, Lovtaler over den mageløse, nye Præst, men hun tænkte ikke videre derved og gik heller ikke i Kirke.

19

Povlsen havde besøgt hende hver Søndag Eftermiddag, og for at undgaa alt Anstød, kom han i Selskab med en aldrende Husbestyrerinde fra Herregaarden. Til dette Besøg glædede Cecilie sig hele Ugen. Hendes nye Lejligheds smukke Arrangement mindede hende hver Dag om ham. Det var jo ham, der havde opstillet hvert et Møbel og ophængt Skilderierne den Dag, da han fulgte hendes Flyttegods til Byen. Naar han besøgte hende, var han vel som sædvanlig lidet talende, men der var dog en hyggelig Tilfredshed udbredt over hans Væsen, som gjorde hende godt. Naar han saa var rejst, plejede hun gerne at sætte sig hen foran Kakkelovnen i Mørkningen og hengive sig til en stille Dvælen ved Mindet om ham, men der var ingen Fremgang i hendes Fantasier. Naar Tanken om engang at blive hans Hustru begyndte at spille for hende, blev hun næsten ærgerlig paa sig selv. Den Mand, der skulde eje hende, maatte føre hende - ja hvorhen? - det var hende umuligt at sige. Hun greb sig engang i at mumle halv højt:

Auf Flugeln des Gesanges,
Herzliebchen trag' ich dich fort,
Fort nach den Fluren des Ganges,
Dort weiss ich den schnsten Ort;
Dort liegf ein rohtbluhender Garten
Im stillen Mondenschein;
Die Lotusblumen erwarten
Ihr trautes Schwesterlein.

Det var et Vers, hun engang havde læst som Barn i sin Guvernantes Noder, nu først randt det hende i Hu.

At Folk i Byen ikke havde Øjnene mere henvendte paa den unge smukke Enke, var en Følge af, at Præsten var udelukkende paa Dagsordenen. At hun ikke indbød dem til sig, da enhver dog vidste, at hun havde Raad til at se Gæster, undskyldte man og mente, at det kom nok, naar Sørgeaaret var forbi. Men hvorfor kom hun ikke i Kirke? Det var jo dog noget, hun saa inderlig maatte trænge til i sin Sorgs Tid.

- Jeg skal ved Gud dog sige hende det, sagde en ældre Frøken, Datter af en afskediget Major og Toldforvalter, som havde sin Gang i alle Byens gode Huse, det skylder man den nette, unge Kone, og det skylder man, ved Cud, da ogsaa Religionen og Pastor Alstrup. Ja jeg siger det ligefrem til hende, naar jeg paa Fre- nej lad mig se, saa skal jeg til Formiddagskaffe hos Kammerraadens - paa Lørdag, naar jeg gør Visit hos hende.

Det Hus, som Fru Staal beboede, laa i en Udkant af Byen; 20 den Side, der vendte ud til Landevejen, Hovedgadens Fortsættelse, indtoges af Køkken, Soveværelse og Tjenestefolkenes Kamre (hun havde beholdt Hans Peter og en af sine tidligere Piger), medens Havestue, Dagligstue og Spisestue vendte ud til en smuk Have, langs Udkanten af hvilken der gik en Spadseresti. Denne løb til venstre lidt opad, til den naaede den hvide Kirkegaardsmur, og førte til en Indgangsdør. Ad denne Sti saa' Hans Peter og Pigen Ane, der stod i Haven, bemeldte Frøkens lange Skikkelse komme anstigende, rask aabne Havelaagen, løfte sin lille krumme Næse, under hvilken der groede en ret frodig graa Moustache, hvorpaa hun spurgte med fyndig Appel:

- Fruen er inde - ikke?

- Jo, det er hun kanske nok, sagde Ane tvært; Frøkenen gjorde aabenbart ikke noget sympatetisk Indtryk paa hende, saa lidt som paa Hans Peter, der, efter at hun var traadt ind i Huset, brummede:

- Det var da en fæl Kaptajn den.

- Det er noget Vrævl, Du siger, sagde Ane, som ikke forstod ham.

- Det var da et ledt Ovenskæg, hun har, sagde Hans Peter for at motivere sin Udtalelse, hendes "Ange"*) hænger og bævrer i det.

- Ja, det gjorde den sgu ogsaa, sagde Ane, i sit Sind indrømmende, at Hans Peter havde Ret i sin Bemærkning.

- Se, nu kysser hun Fruen, sagde han - han kunde se det gennem Havestuevinduet - det er da den Slags Kys, man kan fornemme , ligesom man kan smage Skraakys.

- Aa, Du har altid saa meget Sludder, svarede Ane, men Latteren gennembrød dog Tværheden med et kort Grynt.

Hans Peter havde set rigtig, Adelaïde von Sperling, som Frøkenen gerne skrev sig, fløj om Halsen paa Cecilie. Hun var altid forpustet paa Grund af sin hurtige Tale, der ikke lød ulig en Storks Knebren. Efter nogle Aa-ja puh - jeg har gaaet saa rasende stærkt, fik hun Snakketøjet sat i Gang, og nu gik det i Symaskinetakt:

Ja nu kunde jeg ikke holde mig længere, kære, søde, lille Fru Staal. Jeg maatte, ved Gud, hen til Dem. Aa jeg glemmer aldrig den mageløse Dag, vi var sammen paa det dejlige Skovbygaard hos Baronens. Crême de la crême, som man siger - naa - *

21 jeg har en lille Faible for Aristokratiet, som jeg selv hører en lille Smule til - Blodet er aldrig saa tyndt, lille Frue, véd De - Herre Gud min salig Bedstemoder var en født Komtesse Hjelmkrone. Da vi sidst saas, levede Deres kære Mand; - naa - naa - hvad skal man sige. Vorherres Vilje, ikke sandt? (her snød Frøkenen sin Næse og tørrede Øjnene). Ja hvem fatter Forsynets Veje? Det kunde min salig Bedstemoder sige med saadan en mageløs Resignation. Bare De havde kendt hende. Gammeldags Prængciper. Holden paa sin Værdighed, det forstaar sig. Hendes Mand var Kammerherre. Og hvilken Accent, naar hun talte Fransk! jeg glemmer aldrig hendes smaa Soireer i Amaliegade i København og det ligefrem forklarede Smil, hvormed hun bød os Te. Du thé s'il vous plaît, sagde hun, den Sjæl.

- Vil Frøkenen ikke tage Plads.

- Aa, tusind Tak! Maa jeg løsne min Kaabe og min Hat? Jeg er saa echaufferet. Nej, det er dog en sød Sørgedragt, De har, Fru Staal. Og Frøkenen fór op fra Stolen, tog fat i den omtalte Kjoles Nederdel og holdt en Flig op mod Lyset - Dejlig Bonitet . . . to Daler Alen - ikke sandt? Kan De se, jeg gættede det paa en Prik, he, he. Jeg havde et lignende Stof, da jeg bar Sorg for min Fader, Majoren. Jeg tror, aldrig jeg havde overlevet den Sorg, hvis jeg ikke altid havde været saa umaadelig religiøs. Aa Religionen, Fru Staal, det er mit Sværmeri.

Cecilie var ør i Hovedet og sad i sløv Resignation, legende med den tykke sorte Perlesnor, hvori hun bar sit Ur.

- Men apropos, søde lille Frue, vedblev Frøkenen, medens hun smægtende lagde Hovedet til Siden og Stemmen antog et langsommere Tempo og en øm, formanende Klang. De har endnu ikke hørt Pastor Alstrup. Ja jeg véd alting. Men De maa gøre det. Det maa De love mig. Det er Veltalenhed. Det er, hvad man kalder Skvada. Det er noget andet end vor kære salig Pastor Bekker. Der er, om jeg saa maa sige, baade Poesi, Musik-, Maler- og Billedhuggerkunst i hans Tale. Han henfører alt til det højere, og han har virkelig bibragt næsten hele Byen Sans for det højere. Jeg har i mange Aar gjort mit for det, men det oversteg en Kvindes Kræfter, men han - aah - for ham gaar det, som det ingenting var. Geniet - Fru Staal - Vorherres Gave! Vær nu sød og lad os se Dem i Morgen blandt den andægtige Tilhørerskare. Véd De, at Pastoren ligefrem har savnet Dem? Han sagde oppe hos Postmesterens, Kammerjunker Schlicks, forleden Dag: Hvoraf kommer det, at jeg aldrig ser den nydelige unge 22 Kone i Guds Hus? Ja, det sagde han, det véd Gud, han gjorde. Ikke sandt, De lover mig, at De vil komme i Morgen? Det er altsaa en ren Aftale.

Fru Staal kunde ikke mere. Selv om hun havde haft nogen alvorligere Grund til at sige nej, havde hun maattet opgive Ævret. Jo, jeg skal komme, sagde hun med mat Stemme.

- Excellent. Vidste jeg ikke nok, at De var en sød lille en. - Men Gud, Klokken er mange, og jeg har fem Visitter endnu - én hos jævnere Folk, det er Bager Villings; Konen har tjent mine Forældre. Jeg overser ingen, og hos saadanne Folk faar man altid at vide, hvordan det gaar til i den Slags Kredse. Farvel, farvel - (en ny lidenskabelig Omfavnelses- og Kyssescene). Jeg kan maaske gaa ud gennen Gaarden. Jeg kender meget godt Husets Indretning . . . og medens Fru Staal fulgte Frøken Sperling ud gennem Entreen, hvor Døren stod aaben til Køkkenet, som Hans Peter og Ane nu havde forlagt deres Ophold til, gik Munden uafladelig paa hende. Ja jeg maatte se til Dem - jeg længtes saadan efter Dem - jeg kunde ikke holde mig borte længere.

Hans Peter grinte smørret inde i Køkkenet og rakte op efter en Nøgle, der hang bag Døren.

- Kan Du holde Dig i Skindet, dit Utuske, sagde Ane.

Ingen hørte denne folkelige Kritik, og endelig lød Frøkenens trippende, hurtige Skridt hen over Gaardens Stenbro.

Og nu hvæsede hun om fra Hus til Hus, lig et Lokomotiv fra Station til Station. Nu skal jeg fortælle Dem en Nyhed - gæt nu. - Nej ingen kan gætte det. Nu skal De høre. Den unge, kønne Fru Staal kommer i Kirke i Morgen. Ja tænk Dem! Er det ikke rart, at Religionens Betydning nu er gaaet op for hende. Men De kan tro, jeg har prædiket for hende saa godt som en Præst, det forstaar sig, ikke saa godt som den rare, velsignede Pastor Aistrup, for det kan ingen gøre.

Frøken Sperling leverede sædvanlig det Stof, hvoraf Samtalerne i Byen nærede sig fra den ene Dag til den anden, thi da hun ved sin Faren fra Visit til Visit førte en Art Nomadeliv og altid fortalte det samme paa alle Steder, kunde hun betragtes som Købstadens Nyhedspost. Fru Staals forestaaende Besøg i Kirken drøftedes med en Interesse, som var det en frappant Verdensbegivenhed, og alle Parter samlede sig om en Art motiveret Dagsorden, hvis Indhold var, at den unge Kone, som var en ny Beboer af Byen, gjorde Ret i ikke at være sær og bære sig anderledes ad end de andre.

23

Fru Cecilie begav sig altsaa i Kirke bemeldte Søndag Morgen. Alle Damerne i de Familier, hos hvilke Frøken Sperling Dagen forud havde gjort sin Ronde, var til Stede, og alle skottede de op over deres Salmebøger, da hun gik op ad Kirkegangen, for foreløbig at mønstre hendes Holdning og Toilette. Frøken Sperling nikkede til hende, alt mens hun sang Salmen af fuld Hals og med en følelsesfuld Vibreren paa hver Tone. I den korte Tid, Pastor Aistrup havde været i sit nye Embede, havde han ivrig stræbt at bøde paa Sangens og Orgelspillets maadelige Tilstand. Degnen havde faaet Ordre paa ikke at sætte saa vældig i. Præsten havde faaet nogle yngre, musikalske Medlemmer af begge Køn til at synge for. Organisten havde han af egen Magtfuldkommenhed foreløbig suspenderet, efter at have indstillet ham til Afsked. En ung Musiker, der var i Besøg hos ham, gjorde alt, hvad der kunde gøres ud af det gamle Orgel. Selv havde han en udmærket smuk og kraftig Tenorbaryton med en sympatetisk indsmigrende Klang. Man sagde, at han i sine unge Dage havde vaklet mellem Operaen og Teologien. Da han løftede Stemmen foran Alteret, og den gennemtonede det resonansfyldte Rum, fór en nervøs Dirren gennem Fru Cecilie, og trods al den Modstand, hun gjorde, brast hun i Graad. Naboersker, foran og bagved placerede Damer stødte til hverandre, og i et Nu sad hun under en sand Krydsild af paatrængende, deltagende Blikke og en sagte susende Hvisken. Hun bed i sit Lommetørklæde og naaede at betvinge sin Graad.

Pastor Aistrup viste sig endelig paa Prædikestolen. Den unge Frue havde kun set ham flygtig. Hun kunde maaske nu i sit stille Sind gøre den Indrømmelse, at det var en sjælden smuk Mand, som han der stod fyldende Prædikestolen med sin anselige Figur, med en mild Alvor i det mørke Øje, og med et gennemgaaende Udtryk af værdig Sikkerhed i den Gerning, han straks skulde til at begynde.

Det var den smukke Tekst om Indtoget i Jerusalem, som var Talens Tema. Taleren berørte som Indledning Modsætningen mellem Fredsfyrsten og de mægtige, som den profane Verden priser med Hyldingsraab; mellem Verdenshelten paa Stridshingsten og Verdensfreiseren paa det ydmyge Dyr; "Kristoforos vorder kun det ringe," siger Digteren. Og hvo var de, som kom ham i Møde? Teksten skelner ikke mellem de enkelte. Den nævner kun en Hob. Maaske en stor Del af disse Mennesker kun var drevne af Nysgerrighed. Nogle vel af en ubestemt Trang, men uden dog at ane, at det guddommelige var dem nær. Men de blev hvirvlede 24 ind i Begejstringen, og de mange Vandes Lyd tonede sammen i Tilbedelsens Jubelkor, og alle Hænder strøede Palmer paa Fredsfyrstens Vej. Laa deri ikke et Fingerpeg for os? Var det ikke et Bevis paa, hvorledes Gud lokkede og drog os og forstod selv at lede vore verdslige Længsler til vor Frelse? Derfor skal vi møde i hans Hus, selv om det tykkes os, at intet drager os derhen. Selv om vi, som vi kalder det, ikke føler os oplagte. Et Ord, der stammer fra den hellige Kilde, kan bringe Troens dulgte Frø til at spire op, saa det bliver en Palme med Grene, hvormed vi kan bestrø Herrens Vej. Hver Menneskehjertets opadstigende Trang, hver ren Glæde eller Sorg helliges, saa snart vi strø dem ud som Palmer for den hellige. Det, der rører sig dunkelt i Hjertedybet: uudsigelige og vingeløse Længsler, er maaske Tegn paa Gæring i Troens Palmefrø; men for at det kan vokse og stige op mod Lyset, behøves Naadens Solstraale. Og denne Straale glimter frem, hvor Ordet forkyndes i sin Renhed; derfor skal vi alle ile til og lytte til Ordet, at Palmen kan vokse kraftig og frodig, saa at dens Grene kan forherlige Herrens Sejrstog hen over Jorderig.

Fru Cecilie havde lyttet spændt og ivrig til Talerens Ord. Tankefuld, dybt hensunken, gik hun hjem. Det var, som en Efterklang af den paa én Gang bløde og kraftige Røst satte Lydbølger i Bevægelse dybest i hendes Sjæls Indre. Endnu var det kun Ordenes almindelige Musik, der gennembølgede hende. Hun havde skyndt sig at komme ud af Kirkedøren og gik hurtig hjem for ikke at blive tiltalt af nogen. Uden at gøre sig det klart, var det sagtens Frøken Sperling, hun nærmest var bange for at falde i Kløerne paa.

Det var blevet halvklart og let Frostvejr. Da hun var kommen hjem, laa Haven med de snepudrede Buske i en mild lyseblaa Tone foran Vinduerne. Hun satte sig ved et af dem, og med begge Albuerne paa Bordet og Kinderne støttede paa Hænderne gav hun sig hen i sine Tankers Vold. Præsten havde talt om at hellige det, der dulgte sig i Hjertedybet, vor ubestemte opadstigende Trang. Havde hun ikke saa tidt følt noget saadant? Jo, saa længe hun mindedes, havde hun følt en inderlig Tørst efter Lykke, og denne Lykke maatte da navnlig være at finde i Kærlighed. Hendes Lærerinde havde, da hun var Barn, bebrejdet hende, at hun var altfor kælen. Hendes Fader havde tidt, naar hun ved hans Hjemkomst fra en Rejse vilde modtage ham med aabne Arme, knækket hendes Følelses Blomst ved et venligt, men 25 dog kølig affærdigende Klap paa Kinden. Hendes Mand havde været altfor verdslig adspredt og havde ført hendes Liv hen i samme Retning. Da havde Povlsens ungdomsstærke Skikkelse fængslet hende; hendes Hjerte bankede af Angest, da hun tænkte paa hin Ridetur. Hun søgte nu at mane hans Billede ud af Tanken. Det mindede hende om, at hun havde været paa Randen af en farlig Afgrund. Men de Ord, hun havde hørt, syntes hun, havde givet hende Nøglen til hende selv. Hun maatte bøje sin Længsel efter Lykke og Kærlighed ind under Naaden. Bibelske Ord, hvormed hun aldrig havde forbundet nogen Mening under sin Udenadslæren af dem i Barndommen, dukkede op med en forunderlig stærk Klang i hendes Indre. Det var, som hørte hun dem udtale af Præstens klangfulde Stemme, og Billeder fra de bibelske Fortællinger, Samaritanerkvinden ved Brønden i Sikem, Kvinden ved Farisæerens Gæstebud, tonede frem i en dirrende Lystaage for Fantasiens Øje. Men, lød det saa i hende: hvad skal jeg gøre for at hellige og mætte Kærlighedslængselen? Hyppig, saa tidt som mulig, maatte hun høre denne herlige Præst, hun maatte tale med ham! Ved denne Tanke løb der en kold Gysen igennem hende. Tænke sig Ansigt til Ansigt med ham ! Vilde ikke Ordene dø af Skam paa hendes Læber, naar hun skulde tale om, hvad hun aldrig havde talt om til nogen, hvad hun aldrig havde villet eller kunnet lade komme til Klarhed for sig selv? Og hun maatte tale med ham. Sæt, han i dette Øjeblik traadte ind i Stuen og ved venlig Aabenhed indgød hende Mod til ret at give sig hen i Samtalen med ham! - Hun kildrede sin Fantasi ved dette Billede, der paa én Gang skræmmede og fængslede den.

Som en Søvngængerske vandrede hun dernæst om og besørgede sine smaa Husgerninger, da det paa én Gang faldt hende ind, at det var Søndag; hun maatte altsaa vente Povlsen om Eftermiddagen. Hvorledes skulde hun modtage ham? Hun troede sig sikker paa, at i disse nye Tankegange vilde han være en fremmed, ja at han endog vilde være fjendtlig stemt imod dem.

Han kom ganske rigtig til sædvanlig Tid. Fru Gecilies Forlegenhed gav hendes Væsen noget iskoldt, da hun modtog ham. Povlsen studsede og blev straks forstemt, men søgte en trøstende Forklaring ved at sige til sig selv: Aa hvad - Fruentimmerluner. Han slog ind paa sin sædvanlige spøgende Tone og fortalte en Historie om en af Egnens Præster, som var meget forbitret paa Pastor Aistrups Popularitet, der bragte flere Beboere i de omliggende Pastorater til at løse Sognebaand og saaledes skadede dem 26 i deres Næring. Navnlig var det gaaet ud over vedkommende Præst, da den eneste større Proprietærfamilie i hans Sogn var gaaet til Alstrup. Kort efter dør Manden og bliver begravet i S. Se saadan bærer den ene Embedsbroder sig ad mod den anden, udraabte han, han tager mit Lig fra mig; det allerbedste Lig i mit Sogn. Men den stakkels Forvalter, som havde ventet at se det milde Smil sprede Skyerne fra Fru Gecilies Pande, havde ikke i dette Øjeblik kunnet anslaa en uheldigere Streng. Med en opfarende Hidsighed, som han hidtil aldrig havde set Spor af hos hende, udbrød hun vredt:

- Hr. Povlsen, maa jeg bede Dem om aldrig at omtale Pastor Aistrup i mit Hus uden med den dybeste Agtelse.

- Naa godt Ord igen, lille Frue! Saa skal jeg da lade være at omtale ham; for jeg kan jo hverken agte eller foragte ham, siden jeg slet ikke kender ham.

- Det er Deres Fejl, svarede hun.

- Hm - ja - kanske. De mener, at jeg vilde blive saa meget visere eller bedre, hvis jeg kendte ham?

- Jeg mener, tog Cecilie til Orde med en dirrende Stemme, at De som de fleste trængte til at løftes op over Støvets Verden, og den Mands Ord kan bringe ens Sjæl saa højt op, at man glemmer den usle prosaiske syndige Jord.

- Aa, man falder sgu ned paa den igen, brummede Forvalteren. Desuden, naar man lukker sine Øjne og Øren op, er Jorden hverken ussel eller syndig. Naar der findes ti brave Mennesker for hver Keltring, hvad skal man saa forlange mere? Se Dem ordentlig om paa Jorden, hav med Jorden at gøre, som jeg har det, saa vil De erfare, at den ikke alene nærer og føder os, men at baade dens Planter, Dyr og Mennesker er ganske rare eller dog ganske fornøjelige Kreaturer at have at gøre med. Jeg for urin Part ønsker ikke at løftes højere op, end at jeg kan trække Vejret.

- Saa har De ingen Religion.

Povlsen studsede ved denne Ytring, der faldt kort og fortørnet. Han saa' Cecilie lige ind i Øjnene og sagde i den gamle myndige Tone, som hun kendte fra tidligere Tid:

- Tag Dem i Agt for at blive affekteret, Fru Staal!

Men der var et Mod og en Kamplyst over Cecilie, som hun hidtil aldrig havde kendt. Hun mødte Povlsens Blik og sagde i en udfordrende Tone:

- Hvad De kalder Sværmeri og Affektation, er for mig den 27 eneste Sandhed. Det er gaaet op for mig, hvad Religion er. Det er Mættelsen for Trangen mod det høje, det er Vingen til Flugt opad mod den sande, evige Kærlighed, hvorefter vi alle higer.

- Hm, sagde Povlsen, - det kan gerne være. Jeg har ingen Lærdom i de Ting og kan ikke forklare Dem, hvad jeg mener, at Religion er. Jeg vil hellere fortælle Dem en lille Historie. Jeg lærte Landvæsenet paa en Gaard, der ejedes af en Baronesse. Det var et sært Fruentimmer, som altid sad og læste i nogle gamle franske Bøger. Den gamle Præst i Sognet, ellers en rigtig brav Mand, sagde, at hun var Fritænkerske, Voltairianer kaldte han det, men alle indrømmede, at hun var mageløs godgørende mod de fattige. Nu traf det sig, at Præsten fik at vide, at der laa en gammel Kone i en Indsidderstue; hun led af en hæslig Hudsygdom, saa ingen turde røre hende. Saadan havde hun ligget i flere Maaneder, og der var aldrig blevet redet eller gjort rent under hende.

Den gamle Præst blev helt betaget, da han hørte det. Efter at han havde tænkt en Del frem og tilbage, kørte han op paa Gaarden for at spørge Baronessen til Raads. Hvad gør hun? Hun lader straks spænde for og kører med Præsten hen til Huset, hvor Konen laa. - Vi maa hjælpes ad, Hr. Pastor, siger hun. Præsten selv tilstod, at han var lidt ilde til Mode ved dette Besøg, men han maatte lystre hende. Hun gaar ind til den syge, vadsker hende og giver hende rent Linned paa, beordrer Præsten til at bære hende hen paa en Stol, medens hun selv reder Sengen. Og samme gamle Baronesse var ellers saa sirlig som et pillet Æg. Saa kørte hun væk med Præsten efter at have givet Folkene i Huset en ordentlig Afrøfling. Det kunde den gamle Præst aldrig glemme. Han snakkede aldrig siden om hendes Kætterier, men da hun døde, sagde han blot ved hendes Kiste: Hendes Veje forstod jeg ikke, men jeg véd, at hun kom længere frem i Kærlighed, end jeg har kunnet komme. - Se den gamle Baronesse havde Religion, men hun snakkede ikke om det.

Fru Cecilie tav og blev adspredt. Samtalen vilde ikke komme i Gang. Povlsen brød tidligere op end sædvanlig. Fruen bad ham ikke om at komme igen, som hun ellers plejede, og hendes vante varme Haandtryk ledsagede ikke deres Afsked. Husjomfruen, der havde slebet sig en lun Skraber i Kakkelovnskrogen, havde ikke lagt Mærke til noget usædvanligt, men paa Hjemturen sad hun i en evindelig Angest, thi Povlsen kørte af Sted i en susende Galop og indlod sig paa en rasende Kapkørsel med en Slagter, saa at 28 denne i Farten tabte Søløveskindshuen at Hovedet og den korte Pibe ud af Mundvigen og saaledes maatte opgive den ædle Væddestrid, under hvilken den Kalv, der laa bunden med Hovedet ud over Bagsmækken, brølede, som gjaldt det Livet.

Frøken Sperling havde naturligvis faaet sin Gang hos Præsten som i alle Byens gode Huse. Det var en Art finere Rendekælling. Graadig og slikvorn, som hun var, havde hun snart luret af, at Præstens Kusine, der havde holdt Hus for ham siden hans Kones Død, serverede ypperlige hjemmebagte Makroner og sød Muskatvin for de formiddagsbesøgende. Ved sit første Besøg havde hun overdænget Pastor Alstrup med Smiger, som denne var altfor dannet og smagfuld en Mand til at tage for gode Varer. Han kunde ikke lide Frøken Sperling og saa' jo snart tværs igennem hende. Han indtog da en tilbageholdende høflig Stilling lige over for hende og besvarede hendes kærtegnende Ord med et ironisk Smil og et Skuldertræk, men holdt dog sin Adfærd i en saadan Tvetydighed, at hun tog det for en overlegen Mands lige over for et barnligt Gemyt, - for jeg er og bliver immer et Barn, sagde hun, og salig Grandmama, Kammerherreinden, sagde ogsaa tidt: Adelaïde, tu ne grandiras jamais.

Mandag Formiddag sad Frøken Sperling i Præstegaarden, gnaskede paa sine Makroner og nippede til sin Muskatvin, medens hun samtalede med Præstens Kusine. Det var en høj, førladen Dame med et stereotypt, koldt og klogt Smil paa sit Ansigt. Hendes Mand havde været Grosserer og gjorde i sin Tid en vis Figur i den københavnske merkantile Verden, men en pludselig Fallit viste, at hele hans Forretning havde været bygget paa Svindleri; selv var han rejst bort, og i fem Aar havde ingen hørt noget til ham. Hans Kone maatte da tage til Takke med at leve i sin Fætters Hus, som hun forestod med Dygtighed og Smag, men Præsten og hun sympatiserede ikke; det opdagedes snart.

- Det var dog en mageløs Tale, Pastoren holdt i Søndags, sagde Frøken Sperling tyggende.

- Det er det jo altid, svarede Fru Krause med et Smil, der lignede en Grimace.

- Ja det er fuldkommen sandt, men det, man kalder Ængspiration, kan dog somme Tider være stærkere, mere saadan kongsangtreret end til andre Tider.

- Aa ja, det kan den vel.

- De er vist ingen flittig Kirkegængerske, Fru Krause? sagde Frøkenen i en kælen bebrejdende Tone, lagde Hovedet paa Siden 29 og truede indsmigrende med sin tynde Pegefinger, der lignede en Hønsetaa.

- Nej, og det maa Menigheden være mig taknemmelig for.

- Men, hvordan, kære Frue?

- Min Fætter skal altid, før han prædiker, have sig en engelsk Boeuf med Spejlæg; uden den Boeuf kan han ikke blive beaandet; den maa jeg sørge for. De ser altsaa, at jeg paa en Maade er Skyld i den Begejstring, hans Tale vækker.

- Gud, hvor kan De nænne at være saa rædsom ironisk? Men De er mageløs morsom, hahaha . . . Jeg maa virkelig have én til af Deres velsignede Makroner; hvor kan De dog faa dem saa sprøde?

I dette Øjeblik aabnedes Døren til Sideværelset, og Pastor Alstrup viste sig. Frøken Sperling sprang op fra sit Sæde, lagde atter Hovedet paa Siden, kneb Øjnene sammen med det mest smægtende Udtryk og raabte:

- Der har vi nu vor kære, kære Pastor.

- Naa, tag det med Ro, lille Frøken! sagde Præsten, idet han nikkede til hende.

- Tak for Deres velsignelsesrige Ord i Gaar; jeg har aandelig Næring nok af dem i hele Ugen.

- Det glæder mig, sagde Præsten med et overdrevent dybt Buk.

- Lagde Pastoren ikke Mærke til en ny Tilhørerinde i Gaar?

- Kære Frøken, det er mig umuligt at kontrolere . . .

- Nej, naturligvis, naar alle Pastorens Tanker er rettede saadan opad - (Frøkenen vendte Øjnene mod Lysekronen i Loftet). -

- Hvem mener De for Resten?

- Den lille unge Enke, Fru Staal.

- Ja saa - hm, sagde Præsten og lod, som han søgte at orientere sig . . . Enken efter en Godsforvalter?

- En Skovrider.

- Rigtig. Ja det er en nydelig ung Kone.

- Ikke sandt? Det var min Skyld, hun gik i Kirke; jeg stræber ogsaa efter fattig Lejlighed at fange Sjæle, men jeg kan kun gøre saa lidt. Hun er endnu helt optaget af Sorgen over sin Mands Død og trænger vist inderlig til Sjælesorg.

- Aa, lød nu Fru Krauses tørre Stemme, Manden var jo saa gammel, at han godt kunde have været hendes Fader.

30

- Og hvad saa? sagde Præsten hurtig og i en næsten irriteret Tone.

Fru Krause trak paa Skuldrene. Han efterlod hende nok en køn lille Formue, fortsatte hun med næsten ligegyldig Betoning.

Præsten stak Maven frem og sagde med prælatmæssig Myndighed:

- Har hun levet et kristeligt Liv med sin Mand, er det klart, at hun maa sørge over ham; der kan ikke være Tale om andet. Naar Døden berøver os en kristelig Ægtehalvdel, maa vi dybt savne den ene Stemme i Hjemmets tostemmige Salmesang.

- Det er netop det, jeg har tænkt, men aldrig har kunnet udtrykke, sagde Frøken Sperling med indadvendt Beundring. - Da min salig Grandmama, Kammerherreinden . . .

- Ønsker den Dame min personlige Sjælesorg? afbrød Præsten hende.

- Om hun gør? Saa' Pastoren ikke, hvor hun var bevæget i Gaar i Kirken?

Præsten rystede paa Hovedet, Fru Krause sagde:

- Aa, min Fætter saa' det sikkert nok. Det er kun hans sædvanlige Beskedenhed . . . Jeg mener det virkelig, sagde hun, da hun mødte sin Fætters truende Blik.

- Tag Dem af den kære, unge Sjæl, Hr. Pastor, saa den gode Sæd i hendes Hjerte! bad Frøken Sperling.

- Jeg skal se ind til hende en af Dagene. Farvel, Frøken, jeg maa til mit Arbejde.

Præsten gik ind i sit Værelse, og Frøkenen tog en rørende Afsked med Fru Krause. Medens denne tog Kagerne og Vinen bort, lo hun og sagde: Saa, nu har vi snart en ny.

Tirsdag Middag bevægede Pastor Alstrups majestætiske Figur sig over Gaardsrummet foran Fru Staals Hus. Hans Peter og Ane holdt som sædvanlig Kontrol med de ankommende fra Køkkenvinduet.

- Det var Præsten, sagde Hans Peter. Det er en dejlig Mand til at tale; man kan høre ham helt uden for Kirkedøren.

- Kammerraadens Lise siger, at han kysser sin Stupige, sagde Ane muggent.

- Naar han gør sine Sager godt, svarede Hans Peter, har han jo lige saa vel Lov til at have sin Morskab som enhver anden;

"thi naar mit Arbejd er til Ende,
tør jeg mig til Glæden vende."

reciterede han videre i en syngende Læsetone.

31

- Du er alstillens saa utidig, mumlede Ane.

Da Præsten traadte ind i den unge Enkes Dagligstue, skiftede Fru Cecilie Farve, men Præsten gik sikkert og ugenert hen imod hende, rakte hende Haanden som en gammel Bekendt og sagde:

- Fruen ønskede at tale med mig; og da Cecilie stod tavs, medens hendes Bryst arbejdede, fortsatte han rolig: De har haft Sorg og søger Trøst?

- Ja, hviskede hun næppe hørlig.

- Og jeg kan sige Dem, De er paa rette Vej; jeg saa' Dem i Forgaars; jeg kunde se paa Dem, at Deres Sjæl fløj opad.

- Ja, hviskede Cecilie endnu sagtere.

Pastor Alstrup lod sit Øje løbe om i Stuen og fæstede det dernæst paa Bordet foran Sofaen, paa hvilket der laa en Del Bøger. Han rakte hen efter en af dem; det var et Bind af Fr. Paludan-Mullers Digte. Han slog op paa det yndige lille Digte: "Nattevagt" og læste det dæmpet, men med kunstnerisk Anvendelse af Stemmens dybe Register; dog med stærkere Fremhæven af de to sidste Strofer:

"Det sørgeligste klinger
harmonisk da og smukt,
det tungeste faar Vinger
til dristig Himmelflugt.
Det ringeste forsvarer
sin Plads i Livets Krans,
det mørkeste sig klarer
i disse Straalers Glans.

Og i vor Aand sig sænker
den store Faderaand,
som løser alle Lænker
og bryder alle Baand;
og naar de sidste falde,
da føle vi med ét:
At Gud er alt i alle,
og alle kun er ét."

Han fæstede sine blanke, tindrende Øjne fast paa Cecilies; hun havde fulgt Læsningen med en Henrykkelsesgysen.

- De elsker Poesi, kære Frue? spurgte han.

- Den har tidt trøstet mig, naar jeg følte Mørke og Tomhed i mig.

- Fortræffelig. Jeg forstaar Dem ganske. Poesien fylder Sjælen med uendelige Længsler ved sine dybe, men dunkle Antydninger 32 om et højere Liv bag ved dette jordiske Liv, og af hvilket dette kun er en mat, dæmrende Afspejling. Men, som en af vore betydelige Digtere har sagt: Kunsten er Anticipation af det salige Liv - forstaar De mig, Frue?

- Aa bliv ved, bliv ved! bad hun ivrig.

- Jeg kan se paa Dem, at De forstaar mig. Jeg vilde sige: Kunsten og Poesien giver os en Forjættelse, som de ikke kan opfylde, de lærer os vel at føle, at Gud er alt i alle, men det er en ubestemt, henflydende Følelse, hvori Personligheden kan drukne. Nej, man maa op igen af disse lokkende og tonende Bølgers Skød, man maa lade sig forfriske og styrke, ikke beruse eller fortumle, i dette Bad; i alt Fald kan Poesien kun tage os ved Haanden og føre os til Grænserne af det forjættede Land. Men - ikke sandt, Frue - naar De, som De siger, i Mørkets og Tomhedens Tider har tyet til Poesien, saa er Deres Sind blevet oplyst ved straalende Glimt og fyldt med stærke Længsler, men Glimtene slukkedes, og Længslerne blev ikke mættede?

- Nej, det er sandt, sagde Cecilie og nikkede tankefuldt.

- Thi det er kun Troen, der kan tænde det stadig brændende Alterlys og lade den hellige, læskende Kilde sprudle frem i vor Aands Tempel. De selv fornam det i Søndags i Kirken.

- Det gjorde jeg, ja, det har jeg følt. Tak, fordi De taler saadan med mig, Hr. Pastor!

Et Øjebliks Tavshed opstod. Fru Cecilie sad med Kinden støttet til sin krummede Haand, hvis Hulings purpurrøde Skygge dannede en kraftig Kontrast til det hvide Glanslys paa dens Rand. Præsten fordybede sig et Øjeblik i Betragtningen af denne smukt formede Haand; derpaa tog han atter til Orde:

- Er De udgaaet fra et kristeligt Hjem? Naa ikke? Ja, det anede jeg. Var Deres afdøde Mand Kristen?

- Han tog af og til i Kirke, men dengang . . . den gamle Pastor Stork . . . .

- Hm, ja; jeg har hørt Tale om ham. Men De elskede Deres Mand?

Fru Staal blev blussende rød. Han var saa god imod mig . . . saa omhyggelig . . . han ..

- Hm - men det var ikke en begejstret Ungdomskærlighed, der bandt Dem til ham. De har i Deres Liv savnet den varme, den fulde Kærlighed, et Bryst, hvortil De kunde hælde Deres Hoved. De er en varm, poetisk Natur, der er gaaet uforstaaet omkring.

33

- Ja, det tror jeg, sagde Cecilie ivrig.

- Søg stadig, og De skal finde . . . i Troen finder De alt. Tillader De mig oftere at tale med Dem, jeg tror, at vi to godt forstaar hinanden.

- O-ja- hvis De ikke bliver træt; hvis De har Taalmodighed til at tale med mig . . . De véd ikke, til hvilken Velsignelse det er mig.

Præsten klappede hendes rige, blonde Haar med en Mine, der godt kunde være faderlig, smilede og sagde:

- Kære Barn, jeg gør jo kun min Pligt som Sjælesørger. Farvel, Gud være med Dem!

Og han rejste sig, trykkede hendes Haand og gik let og elastisk ud af Stuen.

Hans Ansigt straalede af Oprømthed og Livlighed, da han gik op ad Gaden. Nu vilde han have kunnet holde en rigtig begejstret Prædiken. Det myldrede af Tanker, Symboler, Billeder og Allegorier i hans Hjerne. Han havde Lyst til at synge højt, men maatte vente, til han kom hjem. Uden at agte paa Fru Krauses Tilstedeværelse i Dagligstuen, slog han i en Fart Klaveret op og sang med glødende og smeltende Foredrag Romancen af "Hjortens Flugt":

Hvor tindrer nu min Stjerne?
Hvor dølger sig min Skat?

og da han havde endt den, gik han hurtig ind i sit Værelse. Fru Krause saa spotsk efter ham, og da han var ude, nynnede hun med en latterlig Efterligning af en Mandsstemme:

Ma per Ispagna, ma per Ispagna
Son già mille e tre.

Indtrykkene fra Kirkebesøgene, der naturligvis fandt Sted hver Søndag, og Samtale med Præsten, som snart igen aflagde Visit hos hende, blev Fru Cecilies Livselement. Hendes Fantasi befolkedes med ædle Skikkelser, der ganske vist stammede fra Biblen, men som dels ved Præstens Behandling, dels ved hendes egen ubevidste Omarbejdelse af dem, kom til at staa i et afdæmpet, romantisk Lys. Hun mente at være komplet rettroende, men mærkede ikke, at hvad de kirkelige Tekster berettede som Kendsgerninger, blev af Pastor Alstrup brugt som Themata for religiøs-poetiske Fantasier. Hun prøvede paa at læse i Bibelen, men den simple Fortælling syntes hende tør i Sammenligning med 34 Præstens begejstrede Ordpragt og bløde Lyrik. Juledag udviklede han, hvorledes den jomfrufødte Messias' Komme, som Profeterne med brændende Længsel havde anet, vel først og fremmest var den fra Evighed af tagne Beslutning til Verdens Frelse fra Synden; men, ligesom det enkelte Menneske i sig ejede en Verden, der i det smaa afbildede den store Verden, saaledes foregik den hellige Historie i mindre Maalestok i den enkelte troendes sjælelige Liv. Den enkelte havde ogsaa sine profetiske Foruddannelser om Forløsning fra Smerten og om Lykke og Salighed: naar da Troen vaktes ved Forkyndelsen, undfangede det jomfruelig modtagelige, Moderskødet i vort Indre, ved den Hellig Aand, og under Naadevirkningernes Indflydelse voksede vor Aands Messiasfoster og fødtes i Tidens Fylde, saa kom vort eget Væsens Ideal frem for Lyset og kunde vokse i Visdom og Naade; saaledes blev den enkeltes Genfødelse et Genbillede af Frelserens Fødsel. Under Talen lyttede Fru Cecilie med en indre Jubel; hun syntes, der blev lyst i alle hendes Hjertes Kroge. Hun kom hjem i en ekstatisk Tilstand, hun syntes selv, at hun svævede, og at hendes Fødder ikke berørte Jorden. Hun troede fuldt og fast, at den Proces, som Præsten havde skildret, var begyndt i hendes Indre. - Anden Juledag tog Præsten af Stefanos, Kirkens første Martyr, Anledning til at formane os, der hver havde sit Martyrium, naar Verden kastede Sten paa vore ædleste Tanker og fineste Følelser, til med uovervindelig Begejstring at holde Panden løftet, da vilde vi ogsaa som Stefanos se Herlighedens Billede i Skyen, og dets Glans vilde genlyse paa vort Aasyn, og mulig vilde en af dem, der havde kastet Sten paa os, blive vor bedste Ven og tro Medstrider; ja maaske kunde Billedet af den ringe Martyr for en god Sag i Forklaringsstunden tegne sig saa dybt i et Øjevidnes Sjæl, at dette Øjevidne kunde vokse til en Paulus. Da den unge Frue efter Sædvane rekapitulerede Talen for sig selv i sit Hjem, vovede det Haab sig frem i hende, at hun, der tidligere havde været lunken eller næsten fjendtlig stemt mod Kirken, ved Synet og Indtrykket af dens skønne Tjener, paa hvis Aasyn Begejstringens Himmelglans straalede som paa Stefanos's, kunde efterhaanden naa til at blive en Art Paulus i en ringe Kreds. Skulde hun ikke gøre Bekendtskaber i Byen og drive en Art indre Mission? Der levede vel sagtens nogle vantro eller ligegyldige, som ikke kom i Kirke. Naar hun lærte Pastor Alstrup nøjere at kende, vilde hun tale med ham og spørge, om hun var saa vidt fremskreden i sin Genfødelsesproces, at hun var moden til en saadan Gerning.

        

35

Fru Cecilie hengav sig bestandig mere og mere til sine Drømmerier. Det var hendes eneste Adspredelse; de fyldte hende saaledes, at hun ikke tænkte paa at gaa ud og gøre Besøg; og det Selskabsliv, hvori hun tidligere havde tumlet sig, medens hun var gift, stod for hende som en fjern Drøm, som noget barnagtigt og taabeligt. Naar hun tænkte paa, at hun dog havde været lige ved at elske Povlsen, blev hun forbitret paa sig selv og paa ham. Til andre Tider gjorde det hende ondt, at hun havde været uvenlig imod ham ved hans sidste Besøg, der, som det syntes, aldeles havde skræmmet ham fra hende, da hun ikke havde set ham siden. Det vilde dog have været meget smukkere, om hun havde søgt at vise ham Taknemmelighed for de Tjenester, han havde gjort hende, ved at prøve at vinde hans Sjæl for Sandheden. Hvis han kom nu , nu da hun følte sig saa langt videre fremskreden i Sandhedens Erkendelse og mente, at hun var ham langt overlegen baade deri og i Dannelse i Almindelighed, kunde maaske Forsøget lykkes. Dog nej, han maatte helst blive borte, thi efterhaanden, som hun mere levende forestillede sig en Samtale af den Art imellem dem, kom hans rolige Ansigt, og hans praktisk-prosaiske Maade at tage alle Ting paa, tydeligere frem for hendes Fantasi, og Forsøget syntes hende frugtesløst. Det var bedre, om hun og Povlsen aldrig saas mere.

Det var i Mørkningen en Søgnedag i Juletiden. Fru Cecilie sad ved Vinduet og saa' ud over Haven, hvor Sneen glitrede og glimtede i det rige Stjerneskær. Det var hende, som rejste der sig en mægtig Kirke, som om Træstammerne forlængede sig op mod den dunkle Hvælving til mægtige, slanke Piller, hvide, som var de af det fineste Marmor, strækkende Grenene ud som Hvælvingsribber. Salmetoner bruste om hendes Øren. Det var, som hele Rummet fyldtes deraf, som tusinde Sangrøster beherskedes af en vel kendt, mægtig, hjertesmeltende Stemme. Hendes Hjerte løftede sig, som vilde det slynge sig ud i de tonende Hvirvler og styrte sig i deres Bølger. Hun sad med Hænderne knugede mod det voldsomt bølgende Bryst. Der var Feberglans i hendes Øjne; hun trak Vejret kort og tungt. O, jeg dør af Salighed, hviskede hun, hvis Du, der ene forstaar mit Hjerte og dets Trang, ikke vil støtte mig, naar jeg er ved at svimle paa min Vej gennem Lysglansen og Tonestrømmen, som Du har ført mig ud i. Hun lagde sin Pande ned mod Vindueskarmen.

Ude paa Vejen paa den anden Side af Huset stod en høj 36 Mand indhyllet i en Pels, hvis opsmøgede Krave ganske skjulte hans Ansigt. Han stod og talte med Husets Tjenestefolk.

- Det er, som jeg siger, Hr. Forvalter, sagde Hans Peter og løftede sin laadne Hue for at klø sig i Hovedet; det kan ikke være bar Gudfrygtighed, der gør Fruen saa dvask. Ellers har hun jo været en flink Kone at tjene, men nu er hun færdig at æde en, naar man snakker om rigtig alvorlige Ting. Vi havde jo mange gode saltede og røgede Sulevarer med fra Landet, og havde vi ikke haft det, var jeg saamænd aldrig taget til Købstaden, for det er nogle farlig simple Madsteder her er. Men Rotter er der i Kælderen, og da jeg nu, lige før man ventede denne bøvede Juletid, bad Fruen, om jeg maatte se at faa en Rottehund, saa saa' hun paa mig, som hun ikke vidste, hvad en Rottehund var. Og da jeg saa sagde: Vi gaar jo nu Madtiden i Møde, blev hun - aa saa gal - og begyndte at lægge ud for mig, som hun kunde være en Degn. Jeg sagde, at jeg kunde godt huske det meste af min Bibel, om ogsaa jeg havde glemt det af Katekismussen, kom kommer foran og bagefter: Hvad er det? Svar; men hun gik og smak Døren i for mig.

- Ja, faldt Ane ind, og tror Forvalteren, at jeg har faaet Lov til at bage saa meget som en Klejne til Højtiden? Fruen svarede mig, at det var bedre, jeg sørgede for min Sjæl end for mit Legeme. Jeg ræsonnerte alligevel indvendig som saa: Sjælen sørger Vorherre nok for, men maa jeg rigtig selv sørge for Legemet.

- Men hvad tager hun sig da for hele den udslagne Dag? spurgte Manden i Pelsen.

- Ja det maa Forvalteren nok spørge om, sagde Ane. Ligner det noget for et ungt Fruentimmer aldrig at tage saa meget som en Hose i Haanden at stoppe? Tog jeg mig ikke af det, stak sgu alle hendes ti Tæer ud i Støvlesnuderne. Nej enten sidder hun og gransker og glor ud i Haven, eller ogsaa læser hun. Somme Tider spiller hun ved Klaveret, men det er altid i en Tone, som om man skulde til Begravelse. I gamle Dage ude paa Landet, naar jeg kunde høre hende spille, og de dansede til inde i Havestuen, saa kunde det dog muntre en ude i Køkkenet.

- Ja vi fik os saamænd somme Tider en Hamborgerskotsk derude, Ane, sagde Hans Peter vemodigt. Man behøver da ikke at blive saa dvask, fordi man bliver gudfrygtig. Henne hos Apotekerens gaar de jo ogsaa i Kirke hver Højtid, men bagefter gør 37 de et farligt Bavl med Middagsbespisning og Dans. De har ædt fem Kalkuner paa fire Dage og . . .

- Men tror I ikke? afbrød Povlsen, - jeg mener . . . kommer Præsten meget her i Huset?

- Jo, svarede Hans Peter, han har da været her et Par Gange, men det er ikke for det: han er jo Enkemand og sidder i et godt Levebrød.

- Ja, men jeg tror nu, han er vidtløftig, bemærkede Ane.

- Jeg vil dog prøve paa at tale med hende, sagde Povlsen og vendte sine Skridt hen mod Huset. Da han var noget borte, sagde Hans Peter:

- Det var en Mand for Fruen.

- Det er sikkert, sagde Ane, for det er en bestemt Mand, som kunde holde hende til at tage noget i Hænderne.

Da Povlsens Banken lød mod Fruens Dagligstuedør, fór hun opskræmmet i Vejret med et Skrig, og da den høje Skikkelse stod ukendelig i Mørket, udbrød hun, endnu under Paavirkning af sin Hallucination: Hr. Pastor - Tak - fordi De kom!

- Ingen Aarsag, det er kun mig, sagde Povlsen tørt.

Det gav et Ryk i Cecilie som i en, der pludselig vækkes. Hun blev saa bange for Povlsens Stemme, at hun ikke havde Kraft nok til at blive vred eller frastødende. Paa vanlig Vis faldt hun da sammen i mat Indolens og sagde:

- Da vi sidst saas, troede jeg . . .

- At det var for sidste Gang. Aa ja, jeg havde nær troet det samme, Frue. Men saa syntes jeg, at vi havde oplevet saa meget sammen, at vi, før vi skiltes, maatte tale fra Læderet. Jeg har ondt ved det ligesom De, men det maa dog ske.

Fru Cecilie var saa sky til Mode, at hun følte sig fristet til at bede Povlsen om at tie stille. Hun gjorde et mislykket Forsøg paa at lægge Fornemhed ind i følgende Replik: . . . Jeg forstaar - jeg véd ikke, hvad De mener, men den kom ynkelig klynkende frem.

- Ikke? Har De da glemt, hvor venlig De i sin Tid indbød mig til at besøge Dem her i S. den Dag, vi skiltes paa Landevejen? Om De har givet mig Grund til at anse mig for velkommen hos Dem de to sidste Gange, vil jeg overlade til Dem selv at afgøre.

Fru Cecilie svarede i et forkælet Barns gnavne, grædevorne Tone: 38 - Aa - hvorfor piner De mig, hvorfor kan De ikke lade mig være i Fred?

Povlsen lo. Vi er jo dog voksne Mennesker, Frue. Jeg skal desuden nøjes med en kort Forklaring. Sig mig blot, hvad der er i Vejen mellem os, thi jeg vil hedde Mads, om jeg kan begribe det.

Fruen tog sig sammen. De har ingen Tro! sagde hun.

- Tro? Paa hvad?

- Paa - paa - ja . . . De har ingen Tro paa Forsoningen, svarede hun lidt triumferende over at have fundet en saadan Hovedkategori at møde op med.

- Forsoning? Med hvem? Jeg véd ikke, at jeg har noget udestaaende med nogen, sagde Povlsen studsende.

- Med hvem? Med Gud naturligvis, baade for den Synd, De er født med, og for de Synder, De daglig begaar.

Den Synd, jeg er født med, kan jeg sgu ikke gøre noget for; og naar jeg ellers opdager, at jeg har gjort noget dumt eller utyskeagtigt, bliver jeg saa gal paa mig selv, at Vorherre næppe kan være vredere. Naar jeg da forsoner mig med min egen Samvittighed ved, saa godt jeg magter, at bøde paa mine Dumheder, saa er det vel alt, hvad et sølle Menneske kan gøre.

- Det er, som De aldrig havde lært Religion i Deres Liv, sagde Cecilie.

- Det, jeg har lært deraf i Skolen, har jeg glemt, for jeg har aldrig forstaaet det, men det kunde være, jeg netop har lært noget deraf i mit Liv. Jeg har lært, at man lever bedst med sig selv og andre Mennesker, naar man gør sin Pligt, er sanddru mod sig selv og andre og aldrig tænker eller handler sjofelt.

- Deres Betragtning er grundprosaisk som Deres Liv.

- Naa, jeg er da heller ikke Poet af Profession. Mit Liv, naa ja - det lever jeg jo dog for en Del i Vorherres frie Natur, i Mark og Skov, der er kønne til alle Aarstider. De derimod murer Dem jo inde og . . . om Forladelse, men det skal ud . . . bestiller ikke det, Vorherre har skabt, saa lang som Dagen er.

Nu blev Fruen hidsig. - Jo nu lever jeg netop et Liv i Aand og Sandhed, raabte hun. Nu lever jeg med de hellige Mænd nu vanker jeg om med Patriarkerne og besøger dem under deres Telte ved Palmerne og ved Kilderne; nu sætter jeg mig med Marie ved Herrens Fødder og lader Martha sysle med det verdslige. Hver Dag maner jeg de hellige Skikkelser frem for mig. Det er mig, som havde jeg dem alle omkring mig. Jeg forestiller mig, 39 hvad de vil svare paa mine Spørgsmaal til dem . . . jeg ser et nyt helligt Skuespil hver Dag for mine Øjne . . . aa - men sligt har De ingen Anelse om.

- Naar jeg vil se Komedie, tager jeg til København og gaar paa det kongelige Teater. Ja bliv De kun vred; mig faar De ikke til at gaa, før jeg vil; Sandheden skal De høre. De bruger Religionen til Deres Tidsfordriv, som . . . jeg véd ikke hvad. Skal jeg faa Respekt for alt det Væsen, De nu er kommen ind paa, saa gør en stor Opofrelse, en Kærlighedsgerning, der koster Dem Møje, Anstrengelse, ja Væmmelse. Bring Hjælp til de værste Huler, hvor der er Stank, Snavs, Sygdom og Elendighed - saa skal jeg tage min Hat af for Dem.

- Det er Katolicisme; det er Værkhellighed.

- De kan kalde det, hvad De vil; men jeg forlanger, at et Menneske skal leve i Luften og Lyset, i den virkelige Verden. Jeg var for nogle Aar siden til Froprædiken Nytaarsmorgen. Det saa' kønt ud med de mange Lys, Sangen lød smukt og opbyggelig; jeg kom i en god Stemning. Saa begyndte Præsten at tale. Der gik svært Ry af hans Rettroenhed. Han talte om at afdø fra Verden: han fortalte os, at den var Ondskab og Fordærvelse helt igennem, at vi var Syndens Slaver fra Moders Liv af osv. osv., og jo mere han talte, jo mere stemmede det for mit Vejr. Jeg syntes, at de lave, salpeterplettede Hvælvinger sænkede sig tæt ned over mig, at Lyseosen var ved at kvæle mig, og aldrig saa snart var Præsten færdig, før jeg løb ud, kom op i min Kane, og da Klokkerne klang, og Hestens Trin klaprede paa den frosne Vej, da jeg saa' dens Aande sno sig gennem den klare Luft, saa' Sneen gnistre i Morgenlyset . . . hu . . . saa svang jeg Pisken to Gange om Hovedet, slog et Knald og trak Vejret ret af Hjertens Lyst . . . og af Sted over Isknolde og gennem Snedriver, mens jeg sang i vilden Sky:

"Vil Du være stærk og fri,
pres de røde Druer."

Uh - hvor De havde godt af en saadan Kanetur i klingrende Frost, der bed i Næsen, eller i Snefog, der piskede Dem ind i Ansigtet, mens Sneknolde røg Dem om Ørene, og saa hjem igen og tage ordentlig fat, saa Sveden kunde sprække ud af alle Lemmer paa Dem . . .

- Men Povlsen, sagde Cecilie og brast ud i Latter, jeg har 40 aldrig hørt saa mange Ord af Deres Mund i al den Tid, jeg har kendt Dem.

- Nej, jeg præker kun, naar jeg er rigtig gal i Hovedet, saa maa det have Luft. Nu er jeg færdig, og nu gaar jeg. Men det siger jeg Dem, om nogen Tid, naar jeg har summet mig, saa kommer jeg med min Kane, og Fanden skal tage mig, om De ikke skal ud at køre, om jeg saa skal bære Dem ud i Kanen. Farvel!

Og i en Fart var han ude af Døren. Cecilie blev staaende, først maalløs af Forbavselse, derpaa lo hun igen, nynnede, medens hun tændte Lys, og sagde halv højt:

- Ja en Kanetur kunde for Resten være yndig.

Den næste Morgen var hun derimod meget misfornøjet med sig selv. Hun havde tænkt sig som Sejrherre i en Samtale med Povlsen, i hvilken hun burde have ladet sin Trossikkerheds og Dannelses Batterier spille af al Kraft, og nu . . .? De Rørelser i Stemning og Fantasi, hvorpaa hun havde villet kende Genfødelsesprocessen i sig, var standsede. Hun gav sig til at blade i de opbyggelige Bøger og Traktater, der ophobede sig paa hendes Bord. Siden Pastor Alstrups Ankomst til S., gjorde Byens Boghandler i den Art Litteratur. Men hendes Tanker gled ud fra Ordene, hun læste. Det gamle Sværmeri for at køre i Kane drillede hende som en Nisse. Hun saa' Kaneheste med Svejf og Fjerbusk paa Hovedet og hørte Klokkerne klinge hver Gang, hun forsøgte paa at læse en Side ned. Hun kom til det Resultat, at det maatte være en af de Anfægtelser, som hun havde læst om, der af og til plagede de troende. Opad Formiddagen tog hun sit Tøj paa, og uden i Forvejen at have taget nogen som helst Beslutning rettede hun sin Gang mod Præstegaarden. Hun gik ind i Porten, hvori Indgangsdøren til Beboelseslejligheden var; der blev hun staaende, ængstelig og uvis. Flere Gange greb og slap hun Klokkestrengen, trak hver Gang en lille Kende stærkere end før, og da hun efter flere Forsøg hørte Klokken give Lyd, isnede det helt igennem hende. Da en Pige lukkede op, hørte hun i Entreen Latter og højrøstet Tale lyde ud fra Dagligstuen, hvor Pigen paa hendes Spørgsmaal, om Præsten var hjemme, viste hende ind.

Omtrent en halv Snes unge Damer sad i Kreds om Bordet og drak Chokolade. Pastor Alstrup gik op og ned ad Gulvet i en vatteret og stukken Silkemorgenfrakke med et oprømt Ansigt. Ved Fru Staals Indtrædelse studsede han en Smule, men sagde straks let og muntert: 41 - Velkommen, lille Frue! Hvad siger De om mig gamle Enkemand, omgiven af al den straalende Ungdom:

Welch reicher Himmel; Stern bei Stern;
Wer kennet ihre Namen?

Og derpaa fulgte en Præsentation. Fru Staal kendte paa Navnene flere Embedsmænds, Apotekerens og de mest velhavende Købmænds Døtre.

- Ja vi fornøjer os lidt i den glade Juletid, vedblev Præsten. Jeg har begyndt at læse lidt med disse unge Damer. Vi venter Biskoppen paa Visitats her til Sommer, og det er mit Ønske, at de unge, der er konfirmerede i de sidste fire Aar, skal møde i Kirken til Katekisation for at aflægge Vidnesbyrd om deres kristelige Oplysning. Vi begyndte lidt før Jul, vi har lige haft en Time, og nu holder vi en lille Hvile. De véd, man maa ikke bære Julen ud af Huset.

- Gud, jeg er allerede saa angest, naar jeg tænker paa den Dag med Biskoppen, sagde en køn lille Brunette, Toldforvalterens Datter, og rystede Lokkehovedet, saa Krøllerne slog hende om Tindingerne.

- Det er der ingen Grund til, lille Camilla, svarede Præsten og klappede hende faderlig paa Kinden. De gaar jo godt frem i Kundskab om de Ting, som hører til Guds Rige.

Hun saa' op paa ham med et rørt, taknemmeligt Blik.

- Den Kundskab savnede vi alle, før De kom, Hr. Pastor, sagde en anden. Tidligere har jeg ikke haft Begreb om alt det høje og dybe, som De kan give en Sans for. Denne Dame gav Undervisning i Byens fornemme Pigeinstitut.

- Endnu er I kun i Templets Forgaard, Børn, sagde Præsten, og gav denne Dame et Strøg hen over Haaret, og til det allerhelligste kan jeg kun løfte en Flig af Forhænget for eder, men jeg haaber, at I vil kunne fange en Straale af den rene Flamme, al Lysets Kilde, som brænder derinde. - Naa, - og her kom en pludselig Overgang i Stemmen hen imod det lette, - var De fornøjet med Ballet hos Dem i Forgaars Aftes, lille Charlotte?

- Ja det maa Pastoren virkelig spørge de andre om, svarede Apotekerens Datter sødt bebrejdende.

- Vi morede os mageløst alle sammen, lød det i Kor.

- Og Baldronningen var - ? spurgte Præsten.

Svaret var en almindelig Fnisen og et enstemmigt Aa-h.

42

- Vil man se, hvor de Smaapiger er jaloux paa hverandre. Det er af lutter Skinsyge, I ikke tør sige noget.

- Jo, det var Camilla Lund, sagde Apotekerens Datter. Kammerjunker Ravensfeld fra Taastrupgaard inklinerede for hende hele Aftenen.

- Se se - Hofjægermester Ravensfelds Søn? Er det en interessant ung Herre? spurgte Præsten.

- Jo, det er han rigtignok, svarede en af Damerne.

- Naa, er han interessant? tog den unge Lærerinde til Orde, jeg synes han er rædsom overfladisk.

- Hvor kan Du sige det? - Jo det kan jeg sige - Jo jeg holder med Thora etc. etc. lød det nu fra de forskellige Munde paa én Gang. Præsten lo og klappede dem vekselvis paa Skuldre, Kind, Hage og Haar.

Endelig opløste Selskabet sig. Fru Cecilie, der hele Tiden havde hørt paa denne Konversation med nogen Forbavselse, vilde ogsaa bryde op, men Præsten gjorde Tegn til hende, at hun skulde blive. Da de unge Damer under Latter og højrøstet Tale i Gangen havde fjernet sig, mødtes Cecilies og Præstens Blikke. Han smilte og sagde:

- Har De ikke læst, kære Frue, at man skal være alt for alle? Man skal kunne spøge barnlig med de unge, ellers skræmmer man dem bort fra Livets Alvor og Dybder.

Fru Cecilies Ansigt opklaredes ved denne Fortolkning. Hun betragtede nu Præsten med en beundrende Mine.

- Ja - og Julen er jo Børnenes Fest, sagde Præsten. Naa, De har noget alvorligt paa Hjerte, kan jeg se, lille Frue.

- Hr. Pastor - ja - men Deres Tid . . .

- Tilhører min Menighed . . . Men vi er udsatte for Forstyrrelser her. Turde jeg bede Fruen? og han aabnede Døren til sit Studereværelse.

Det var møbleret med en Art Luksus. En svær broderet Portiere hang for Døren til Dagligstuen - det var en Gave fra taknemmelige Konfirmander. Sofaen var fuld af pragtfulde Puder, paa en af dem saa' man Efterligning i kulørt Broderi af Rafaels Engle i Forgrunden af den sixtinske Madonna. Paa en forgyldt Konsol, der forestillede Kapitælet af en midt paa Skaftet afbrudt dorisk Søjle, og som var anbragt over Skrivebordet, stod en stor Statuette i Terrakotta efter Thorvaldsens Kristus, der ligesom bredte Armene ud over Præsten, naar han sad i Granskning over sine Prædikener. Væggene var fulde af rafaelske og murilloske 43 Madonnaer i Kobberstik. Over Sofaen hang et meget stor Stik af Correggios Madonna di San Sebastiano - den forunderlige Helgen med de prægtige Lemmer, der bæver i Smerte - eller erotisk Henrykkelse - og hos hvem det hellige og profane flyder sammen i mystisk Enhed. Under dette Billede hang samme Malers Magdalena i Farvetryk. Ved Siden af denne Sirlighed gik dog en genial Uorden. Paa Skrivebordet laa et Kaos af Papirer og Pjecer, og rundt om paa Stolene opslagne Bøger og udfoldede Aviser.

- Man savner en Hustrus ordnende Haand, sagde Pastor Alstrup, trak paa Skuldrene og gjorde en Lænestol ryddelig for Fruen. Hans Ansigt blev alvorligt-opmærksomt, han kneb Øjenlaagene lidt sammen og rettede et spørgende Blik paa Cecilie.

Skælvende med nedslagne Øjne, men med en fortvivlet Hurtighed som en Skolepige, der fremsiger sin Lektie til Eksamen, fortalte hun Præsten sin Historie, sine lønlige Henrykkelser og ekstatiske Tilstande, og om hvor forlegen hun var med Hensyn til den Mand der havde vist hende mange Tjenester paa en saa uegennyttig Maade, som ved sit hedenske Væsen alligevel var hende til Forargelse. De enkelte mest betegnende Træk i deres Samliv tav hun dog om.

Præstens hvide Tænder tittede frem bag hans svulmende, kirsebærrøde Læber.

- Elsker De ham? spurgte han med inkvisitorisk Betoning.

- Nej, nej, svarede Cecilie ivrig.

- Saa indlad Dem ikke paa Samtaler med ham om religiøse Gebeter; og bliver han paatrængende, saa - De véd, hvad der staar skrevet: Hvis dit højre Øje forarger dig osv. -

- Men han talte om, at jeg maatte gøre en stor Opofrelse, en Kærlighedsgerning, hvis han skulde have Agtelse for min Tro. Er der dog ikke noget deri, Hr. Pastor?

- Hm! den gamle Historie, som de alle raaber paa. Vent, til Deres Tro uimodstaaelig driver Dem til en saadan Gerning, thi er den ikke Troens naturnødvendige Frugt, er den kun Tant.

- Saadan staar der ogsaa i alle de gudelige Bøger, som jeg har læst. Men han (hun undgik at nævne Povlsen ved Navn), sagde, at jo mere en saadan Gerning kostede mig Overvindelse, jo fjernere den laa for min Natur, desto mere var den værd.

- Det Søren Kierkegaardske Paradoks forfladiget i den populære Hverdagsopfattelse, sagde Præsten fornemt henkastende og trak paa Skuldrene. Det er alt, hvad den store Kirkestormer har udrettet, at forsyne det aandelige Proletariat med enkelte Stikord 44 og afstumpede Tankebrokker, som det i barnagtig Kaadhed slynger mod Kirkedøren, men de giver hverken Klang eller gør Skade, de falder matte og sprængte ned som tørre Jordklumper.

- Der er Poesi og Billedrigdom i alt, hvad den Mand siger, sagde Cecilie ved sig selv. Præsten læste i hendes beundrende Blik, i hvad Retning hendes Tanke gik, og klappede begge hendes Kinder med sine varme, buttede Hænder. Under en Pavse, der opstod, saa' han et Øjeblik hen for sig, som han vilde fange noget, han havde glemt, alt medens hans Hænder vedblev at bestryge Cecilies Ansigt. Endelig sagde han: Hvad De før fortalte mig, kære Frue, om Deres ensomme Timers Henrykkelse, interesserede mig i høj Grad. Ja visselig er det Tegn paa, at De er berørt af Naaden, at De med Magt drives til at leve med hine hellige Skikkelser. Den Mand - og her pegede han paa Gorreggios SebastiansMadonna - der har malet dette Billede, men ogsaa paa inderlig Maade har levet sammen med de Væsener med sin Pensel, ja han maa have haft en aandig glødende Elskov til den Kvindeskikkelse, han har fremstillet i Forklarelsens Himmellys; han maa mystisk have hvilet ved hendes Hjerte og være bleven gennemsitret af Salighedens Skælven, ligesom Sebastian, der staar bundet til Træet, det vil sige fængslet i Endeligheden med Legemet, medens Sjælen favner Guddomsskikkelsen hisset oppe. Det har været de udvalgte Aanders: kristelige Digteres og Kunstneres Velsignelse, i Ord, Former og Farver at have kunnet fremstille deres lønlige Henrykkelser og derved befri sig for deres altbetagende Magt. De Mennesker, der har den indre Kunstnernatur, uden at eje Udtryksmidlerne, staar Fare for, at den mystiske indre Billedverden bliver stærkere, end deres Væsen kan bære det, thi Legemet kan, trods Sjælens Higen opad, jo ikke komme bort fra Jorden, før Døden bryder Baandet mellem dem, og Sjælen faar Vinger til at flyve op mod sit Hjem, Lysets Sfære, hvorefter den saa inderlig længes i sin Udlændigheds Stand. Men den Følelse i vort Bryst, den stærkeste Trang i Livet og Betingelsen for dets Vedvaren fra Slægt til Slægt, Kærligheden, den ejer ethvert Menneske Muligheden til. En hedensk Vismand, en af dem, som var opfyldt af det spredte Gudsord, der ogsaa virkede paa den forkristelige Tids store Aander, har skildret Elskoven som Barn af den himmelske Idéfylde og den jordiske Trang. Kærligheden er paa én Gang vort evige og vort jordiske Væsens højeste Udtryk. Elskoven bliver - og det ikke mindst hos en troende Kvinde - Baandet mellem Himlen og Jorden; i den nyder hun den højeste jordiske Salighed, Pantet paa 45 den himmelske. Lær at elske, og det vil De lære, det kender jeg Dem nok til at kunne forudsige, saa vil Deres Henrykkelser faa Stof at mætte sig med. De vil leve i Himlen og dog paa Jorden.

Fru Cecilie anstrengte sig for at forstaa Dommens Præmisser. Det susede og summede i hendes Hoved, Tankerne svømmede om i en tæt berusende Dunst, der lagde sig tungt paa hendes Aandedræt.

- Ja det anstrenger Dem, sagde Præsten og klappede hende paa ny. Vi fortsætter en anden Gang; jeg besøger Dem snart.

Da Præsten havde fulgt hende ud og atter skulde til at passere Dagligstuen, stod Fru Krause i et af dens Vinduer og saa' ud efter den bortgaaende unge Frue. Hun vendte sig om og betragtede Præsten med et saa skarpt, spottende Blik, at han som stukken af en Knappenaal fór i Vejret.

- Aa lad mig være fri for de Øjne, der som Slangebrodde vil dræbe min Begejstring, min Trosvarme, min . . . Det er afskyeligt, det er oprørende!

Fru Krause smilede og trak paa Skuldrene, idet hun fortsatte Præstens begyndte Frase:

- Og som fremfor alt generer min kære Fætter i hans saliggørende Selvtillid, som gør ham saa stor i hans egne og saa mange skønne Kvinders Øjne.

- Vil Du bestandig vedblive at hade mig, Augusta? sagde Præsten nu i en bebrejdende Tone.

- Hade Dig? - aa nej! Jo længere jeg kender Dig, jo mindre ansvarlig tror jeg Du er.

- At Du ikke kan glemme vore Børnestreger!

- Aa ja. Du har lettere ved at glemme end jeg; det er din store Fordel i Livet. Lad mig hjælpe paa din Hukommelse. Jeg har nu tiet i en hel Del Aar, og før vi skilles, skal Du høre Sandheden, som Du har en stor Gave til at smutte fra. Kan Du for Eksempel huske den smukke unge Student, der i Ferien besøgte sin Onkel paa Gaarden ved Helsingør? Han strømmede over af Poesi i bunden og ubunden Stil, i Tale og paa Papiret. Og alt dette væltede han ud over sin nittenaarige Kusine i Sommeraftenerne med Maaneskin paa Sundet, Nattergalesang fra Skovkrattet, Kaprifoliumsduft fra Haven osv. osv. Aa Gud! husker Du, da Hr. Studenten i salig Rus sank til Kusine Augustas Bryst med Citatet: "Jeg har min Helga! Hører det, I Sale!" Nu forekommer det mig saa uhyre latterligt! Samme unge Hr. Alstrup sank jo helt daanende 46 hen, og Pigebarnet maatte snakke for ham som for et sygt Barn eller et kælent Fruentimmer.

- Børnestreger, Børnestreger! raabte Præsten igen og stampede i Gulvet.

- Naa ja. Men den Slags Streger har vedkommende Herre nu drevet i nogle og tyve Aar og bestandig fundet Kvinder, der vilde lege Munken gaar i Enge med ham. Den lille Frue, der gik herfra, er nok den nyeste Legekammerat. Ulykken er, at nogle tager Legen for Alvor. Det gjorde uheldigvis Kusinen; at det var dumt, kan Du have Ret i. Det kælne Drengebarn blev jo imidlertid Kandidat og gjorde et Besøg hos en anden Onkel paa Fyn. Forandring fryder: der var nu en blond, lille fin Kusine; den forrige var høj og brunet. Den lille blonde havde en Arv i Vente . . .

- Augusta! jeg fordrer, at min afdøde Hustru skal omtales med Pietet.

- Stakkels Barn! Hun fik den poetiske Teolog, som hun beundrede, af hvis rige Aand hun vilde suge Næring, men han maatte sprede sig, han maatte gøre Erobringer. Du taler om Pietet! Har Du nogen Sinde skaanet den lille Stakkel for dine forfængelige Fordringer, for Synet af dit Kurmageri? Hensmægtede hun ikke, indelukket i sit Hjem, sygelig og sørgmodig, mens Du solede Dig i dine Triumfer som Taler og som - hahaha.

- Jeg fordrer Agtelse for min Gerning, der er viet til det helligste. Du lyver, hvis Du kalder mig en vantro og en Hykler.

- Det gør jeg heller ikke, for det er Du ikke. Du tror paa din Maade, men det er ogsaa en af dine Evner, at Du kan tro paa alt, der kun yde Dig Stof til at glimre. Du bliver rørt over din egen Betagethed af det, Du giver Dig af med, saa Du bilder Dig ind, at Du omfatter det alvorligt. Der er ingen fast Bund noget Sted i Dig. Alt er gyngende, bævende, sprudlende eller spruttende. Det beruste mig i sin Tid. Men da Du bedrog mig, da kom det haarde, onde eller stærke, jeg véd ikke hvad, op i mig. Jeg vilde spille op imod Dig. Derfor giftede jeg mig med en Mand, som alle antog for hovedrig. Jeg vilde have et glimrende Hus, der skulde bugne af Malerier og Kunstsager og være fuldt af aandfulde Gæster. Aa, kan Du huske, da Du første Gang besøgte mig i mit Hjem? Jeg saa', hvor Du indvendig anstillede Sammenligning mellem min første Sal i Bredgade og den tarvelige Landsbypræstegaard fra dit første Kald. Naa - alt styrtede sammen; jeg klager ikke over, at det gik, som det gik, det var min fortjente Straf.

47

- Og da jeg tilbød Dig at anse mit Hus som dit Hjem?

- Tog jeg derimod. Du var mig ikke farlig mere, for jeg kendte Dig - og jeg følte - jeg véd ikke hvorfor - at det kunde være en Slags Bod, fordi jeg havde kastet mig hen til en Mand, jeg ikke elskede, og til et løgnagtigt Liv, naar jeg plejede din syge Kone. Hvad hun betroede mig, da hun havde fattet det Venskab til mig, som gjorde Dig jaloux, det tier jeg med - ikke for at skaane Dig, men af virkelig Pietet for hendes Minde. Da hun døde, bad Du mig bønlig om at blive. Du saa' godt, at jeg kunde styre dit Hus med en vis Smag, som Du satte Pris paa. Jeg besluttede at blive; jeg kunde da holde den eneste, mit Hjerte endnu hang ved, min Søn, paa Herlufsholm. Jeg vil ikke blive her længere, nu da han har faaet Regensen. Jeg troede, at jeg kunde le ad din Berømmelse og dine Forelskelser, men jeg har ærgret mig over dem, følt mere og mere Modbydelighed ved at se Dig drive dette Spil. Jeg rejser, saa snart Du kan faa truffet et andet Arrangement.

Præsten var gaaet op og ned i Stuen i heftig Sindsbevægelse. Da Fru Krause tav, slog han ud med Armen og vilde tage Ordet; men Læberne bevægede sig, uden at nogen Lyd kom frem; han var mørkerød i Ansigtet. Da fór han med Haanden over Panden og sank om i Sofaen. Fru Krause saa' paa ham, trak slærkt i Klokkestrengen og sagde kort og rolig til den indirædende Pige: Hent straks Doktoren! Præsten er bleven daarlig.

Da Lægen kom, var alt forbi. Pastoren er for blodrig, sagde han til Fru Krause, han maa tage sig mere Motion. Det hele er en Bagatel, en ubetydelig Kongestion. Konstitutionen ellers normal som faa.

Kort efter sad Pastor Alstrup i Lænestolen i sit Studereværelse. Han var hensunken i Tanker. Med ét udbrød han:

- Hun lyver. Jeg er en oprigtig, en enfoldig troende Mand. Jeg hviler i det ene fornødne, min Grundstemning er hin sagte lokkende Evighedslængsel, som bæver i Salmistens vidunderlige Rytmer:

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies mit svage Sind.

Og med dæmpet Stemme fremsagde han hele det skønne mystiske Digt. Efterhaanden fyldtes hans Øine med Taarer, og da han var færdig, indtog han en Stilling med bøjet Hoved og foldede Hænder som en bedende. Han rejste sig derpaa tilfreds med sig selv.

48

Han syntes, at han havde undersøgt sit Indre, og at alt der saa' saa harmonisk, saa kærlighedsfuldt ud. Hans Kusine, tænkte han, var et koldt og klogt Fruentimmer, som Skandalen med hendes Mand havde gjort bitter, og den Slags Mennesker gør altid poetiske Naturer som hans Uret.

Ogsaa Fru Staal havde været helt optaget, medens hun vandrede hjem, og én Tanke dukkede bestandig frygtsomt Hovedet op af det Koas, der strømmede gennem hendes Hoved: at Præstens Tale maaske var Forberedelsen til en Kærlighedserklæring til hende. Men naar Spørgsmaalet, om hun elskede Pastor Alstrup, tvang sig en Smule frem, slog hun med Haanden for at jage det tilbage i den Uklarhed, hvorfra det havde løftet sig ud. Denne Kvinde havde en forunderlig Frygt for selv at klare sig noget. Skulde hun tage en Beslutning, maatte en anden komme til, tvinge hende og tage hende med en Trumf.

Da hun kom hjem, var hun i Forlegenhed med sig selv. Hun mærkede godt, at hvis hun tog en Bog for at læse i den, vilde hun falde i Staver med den i Haanden. Hun var træt af sig selv og følte Trang til at befri sig for sig selv. Da faldt hendes Øjne paa Klaveret. Det var længe siden, hun havde rørt det. Hun vilde tage et svært Stykke, som hun næsten havde glemt, og tvinge sig til at arbejde det igennem. Men efter et Kvarters Forløb var Taalmodigheden bristet. Hidsig slog hun til Nodehæftet, saa det fløj hen ad Gulvet. Da hørte hun en underlig Lyd inde fra Sovekammeret. Det var, som en gik op og ned ad Gulvet og nynnede: Vi-vi-vi, og paa samme Tid lod en svag Klynken sig høre. Jo mere hun lyttede, desto mere blev hun overbevist om, at det, hun hørte, var virkeligt og ikke en Indbildning. Hun rev rask Sovekammerdøren op og blev staaende paa Tærskelen, maalløs af Forbavselse.

Ane gik op og ned ad Gulvet med et lille Barn paa sine Arme, som hun "vissede" for, ved hvilken Lejlighed hun tog de Par Toner, som hun ejede, i Beslag. Hun kastede et Blik paa sin forstenede Frue og sagde i sin sædvanlige lidenskabsløse og tvære Tone:

- Der ligger et Brev om det inde paa Skrivebordet.

- Hvad - hvilket - hvis er det Barn?

- Det véd jeg ikke.

49

- Hvordan er det kommet? Hvem er kommen med det?

- Det maa der vel staa noget Læsning om i Brevet.

I en Hast var Fruen atter inde i Dagligstuen - jo, der laa ganske rigtig et Brev. Med febrilsk Ivrighed rev hun Konvolutten itu og læste:

S. T. Enkefru Staal!

Deres Fromhed vil upaatvivlelig finde Tilfredsstillelse i at sørge for medfølgende Barn. Faderen er en Slubbert, der er rømt af Landet før Barnets Fødsel. Dets Moder, en fattig Tjenestepige, er afgaaet ved Døden, og hendes Moder, som er en lige saa fattig Husmandskone, har nu haft det et halvt Aar, men under den daarlige Pleje, det har faaet i det usle Hjem, er det blevet sygt, og Lægen siger, at det vil dø, hvis det ikke faar det bedre, og det vil det ikke faa, dersom det blev sat paa Sognet, hvorfor jeg ikke har villet undlade at oversende Dem det, lige saa meget for Deres egen som for Barnets Skyld, eftersom De kan have godt af nogen Beskæftigelse, især af en saadan, der har at bestille med Opofrelse og andre kristelige Dyder. Jeg tegner mig med særdeles Agtelse

G. Povlsen.
P. S. Barnet er døbt og hedder Johanne Jørgensen.

- Det er uforskammet, det er frækt. Uden videre at sende mig dette Barn paa Halsen blot for at gøre Nar af mig. - Og Fru Staal brast i en høj Graad og talte samtidig højt med sig selv. - Og hvad vil Folk sige? De vil sige, at Barnet er - ja de vil sige det værste, de kan finde paa. Præsten sagde, at naar en Kærlighedsgerning ikke var udsprungen af Troen, havde den ingen Værdi, og min Tro har aldrig følt Trang til at tage mig af det Barn! Ane! Ane! kom herind!

Ane viste sig, bestandig "vissende" paa Dørtærskelen.

- Saa ti dog stille med den væmmelige Sang, Ane! Bring det Barn bort! jeg vil ikke have noget med det at skaffe.

- Ja, hvor skal jeg gøre af det? spurgte Ane.

- Hvem har været her med det?

- Det var en Bondekone, der kom med det, mens Fruen var borte. Hun havde ogsaa Brevet med.

- Hvem var den Kone, hvorfra var hun? hvor opholder hun sig her i Byen?

- Det véd jeg ingen Redelighed paa.

50

- Men hvorfor spurgte Du ikke?

- Konen sagde, at Fruen vidste Besked.

- Nej, jeg véd ingen Besked og vil ingen Besked vide. Jeg vil af med den ækle Unge.

Nu blev Ane vred. Er det en Manér for Fruen, som er godt lært, og som sla'er sig paa Rel'ionen, at sige saadan, over det at det er et Bondebarn? Kan det gøre for det, det lille Skidt? Se, hvor det mimrer med Munden, det vil have Mad. Vi kommer da til at give det en Taar sød Mælk. Er Fruen bange for, hvad Folk vil sige, saa kan Barnet blive i mit Kammer, for jeg er lige glad, om ogsaa nogle Skarnsmennesker siger, at det er mit Barn; jeg skal nok klare for mig. Aa den stakkels Orm - vi - vi - vi - ja sove, sove lille Gissenasse - hvad? Se, hvor det er udslaget i Ansigtet!

- Ja, det er jo hæsligt; og det Barn skal vi have her i Huset. Saadan som det ser ud!

- Derfor skulde det netop have det lidt godt med Føde og Varme. Ja Fruen kan sgu ikke være bekendt andet; De kan spørge Hans Peter. Hvis Fruen jager det sølle Kræ væk, saa gaar jeg til Majdag, og saa gaar Hans Peter med; for vi er kede af at gaa og glo paa hverandre og falde over hverandres Ben, for her er jo aldrig det bitterste at bestille, og Morskab bliver her heller ingen af før Markedsdag. Vi har aldrig faaet saa meget som en Æbleskive i hele Højtiden, ja ikke saa meget som en Stump Grisesylte er der blevet lavet. Og det skal kaldes Kristendom, saadan noget Knovseri. Dersom den gamle Skovrider kunde se det, vilde han vende sig i sin Grav; det var en Mand, det var en Fornøjelse at tjene; det var et af de bedste Madsteder paa Egnen. - Saa - vi - vi - vi - skrig ikke Du lille Spurveunge - saa - vi - vi - Naa saa de vil jage Dig ud, hvad? Mo'eren er sagtens kommen skidt af Sted, og de har nok kaldet hende en Skarns Tøs, men der, hvor hun nu er, er hun lige saa god som alle de fine Damer; hun vilde kanske ikke, mens hun levede, have smidt et fremmed Barn ud paa Gaden, hvis de var kommen med det til det Hul, hun boede i.

Fru Cecilie var helt overvældet af Anes Veltalenhed. Hun havde næppe hørt hende sige halv saa mange Ord i al den Tid, hvori hun havde kendt hende. Ja, skønt hun ikke vilde være ved det, var der noget, der slog hende i den tvære Bondepiges Tale. Hun nærmede sig Barnet, betragtede dets af Kirtelsyge vansirede lille Ansigt; det saa' uendelig hjælpeløst og ynkeligt ud, medens 51 det strakte de smaa Arme ud i Luften som for ganske i Almindelighed at bede om Hjælp hos Alverden.

- Ane kan lave en Seng til det. Det maa jo blive her, til - til vi kan faa det anbragt, sagde Fruen sagtmodig. - Men Ane maa ikke mere bruge saadan en Mund.

Det lod Ane sig ikke sige to Gange. Hun skyndte sig ud med Barnet og sørgede for det i alle Maader med en Iver og Ihærdighed, som var det hendes eget. Fruen satte sig hen og grundede over Situationen. Paa den ene Side følte hun sig vel bestandig opirret ved det, som hun forudsatte var et kritisk Drilleri af Povlsen, men paa den anden Side kom der noget op i hende, der modsagde den Logik, at man havde Lov til at lade være med at gøre godt, indtil Troen drev en dertil. I hvert Tilfælde maatte hun tale med Pastor Alstrup om det, og uden at hun tilstod det for sig selv, glædede hun sig til, at denne særegne Situation ydede hende Anledning til en ny Sammenkomst med ham.

Som hun sad, blev hun nysgerrig efter at vide, hvorledes det gik Barnet, og gik ud til Ane. Denne havde faaet en lille Seng stillet ind i sit Kammer, og nu laa Barnet der og sov. Nu, da det var vadsket og hæget og havde det halve Ansigt skjult af Hovedpuden, saa' man ikke synderlig til Kirtelsygens Udslæt. Kammerets Stilhed, det dæmrende Vintereftermiddags Lys lagde sig kvægende og dølgende om det lille skrøbelige Væsen, der havde paa sit Ansigt et Udtryk af den rørende Tryghed, som gør sovende Børn saa smukke. Fru Staal bøjede sig ned over Sengen. Hun hørte Barnets sagte, hurtige Aandedræt, strøg en Lok af det tynde, silkeagtige Haar fra dets Pande og tænkte paa alle de Sorger og Taarer, al den Nød og Elendighed, der paa alle Sider havde omgivet det stakkels lille Liv, der svagt pulserede i dette Barnelegeme. Hun havde jo tidt som ung Pige i sin Faders Have taget en omfalden skrøbelig Blomsterplante op, bundet den fast og glædet sig, naar hun siden saa' den komme til Kræfter og langsomt genvinde sin Livskraft. Laa ikke denne halvvisne Spire til et Menneskeliv hende langt nærmere end et Planteliv? Der var dog maaske noget i, hvad Povlsen havde talt om Kærlighedsgerninger og Opofrelse, og det kunde maaske være den rigtigste Maade at besvare hans nærgaaende Adfærd imod hende, at vise, at hun turde paatage sig denne Gerning og udføre den godt.

Hun lod straks Hans Peter gaa efter Lægen, hvem hun fortalte, at hun, efter Aftale med sine Bekendte paa Landet, foreløbig vilde tage sig af Barnet. Hans Forskrifter blev nøjagtig fulgte 52 med Badning og anden Pleje, og et Par Dage efter viste Ane sig paa Gaden, kørende den lille i en Barnevogn.

Denne Begivenhed, Barnets Optagelse i Fru Staals Hus, blev i nogen Tid Samtalestof i Byen. Den Frygt, Fruen havde berørt i sin første Hidsighed, viste sig at være ugrundet, thi i Købstæderne og Omegn ligger enhvers Liv saa aabent for alles Øjne, at en Skandale ikke kunde være bleven skjult saa længe, hvis der havde været en saadan. Men der var jo nok dem, der fandt Fru Staals Handling eksalteret. Postmesteren, afskediget Løjtnant og Kammerjunker, sagde i et Selskab: Den unge Frue bliver mig vel religiøs! jeg holder nu paa Moderation i alt. Dernæst pustede han efter Sædvane sine Kinder ud og blæste en Luftstrøm ud gennem sin vældige blonde Knevelsbart, saa den struttede ud til alle Sider. Det var den Maade, hvorpaa han satte Punktum, naar han talte; naar han skrev, gik alting i ét uden Skilletegn. Frøken Sperling maatte naturligvis snarest mulig se Barnet. En Dag kom hun stormende og endte sin Talestrøm paa følgende Maade:

- Det kan blive et charmant Barn, naar det kommer sig. Det er sødt af Dem, Frue, saadan som De har baaret Dem ad; havde jeg Raad til det, vilde jeg ogsaa tage saadant et petite créature til mig; det er virkelig nok saa morsomt som en lille Terrier. Kun - og her lagde hun Hovedet næsten ned paa den ene Skulder - kun - ja De synes maaske, at jeg er - hehe . .

- Sig kun, hvad De mener, sagde Cecilie lidt spændt. Frøken Sperling saa' sig flere Gange spejdende omkring i Stuen, som for at forsikre sig om, at ingen Sjæl kunde høre hende, hvorpaa hun hviskede i Øret paa Fruen:

- Ich möchte nur, das dieses Kind ein eheliches Kind wäre.

Hvorpaa hun kyssede Fruen og røg ud af Døren.

Som man kunde vente, søgte Fru Staal snart Præsten for at høre hans Mening. Han tog Sagen meget flot og muntert.

- Ih se den Forvalter, der vil tage sig af den lille Frues "Indøvelse i Kristendom." Han maa have forslugt sig paa Søren Kierkegaard. Der er for øvrigt noget determineret i hans Maade at handle paa, skønt den er noget nærgaaende og ugenert. Jeg kan se paa Dem, at De vil spørge mig, hvad De skal gøre. Simpelthen give Barnet under Deres Læges Behandling, og naar det er kommet sig, og De ikke føler Kald til at være Plejemoder, sende den ærede Herre det tilbage med Anmodning om at anbringe det hos en flink Bondekone, og da De jo nok har Raad dertil, tilbyde at betale dets Kost og Pleje. Pludselig forandrede det ligegyldige 53 Tonefald sig til et kærtegnende, idet han sagde: Det kære, kære Barn med den ømme og fine Samvittighed! Saa snart vi faar Nytaar overstaaet, og jeg faar lidt Tid, kommer jeg ned til Dem, at vi kan tale om . . . (og her blev Stemmen dybere og værdigere) - om de Ting, der hører til Guds Rige.

Efter sit sidste Besøg hos Fru Staal var Povlsen kommen hjem i en saare blandet Stemning. Det var blevet ham aldeles klart, at han elskede Cecilie, og denne Vished æggede hans naturlige Energi til Kamp for hendes Besiddelse. Han var vant til at tro paa sin Vilje, men paa den anden Side følte han godt, at den her fik et nyt og usædvanligt Gebet at prøve sine Kræfter paa. Endvidere indsaa' han, at Cecilie var paa Veje til at blive forelsket i Pastor Alstrup, samt at de to mødtes paa Omraader, som han følte sig fremmed i, hvor hans Tanke var uvant til at bevæge sig, og hvor Ordet absolut maatte glippe. At man ogsaa er saadan et uvidende Bæst, der hverken kan snakke op om Litteratur eller Kunst! udbrød han, medens han sad i sit Ungkarleværelse og sendte vældige Pibeskyer ud i Rummet. Hm! og dog er jeg vis paa, at jeg forstaar hende bedre end den svampede Herre med den aaleglatte Tunge, der kan more hendes Lediggang med sine højtravende Historier. Hun skulde bare tage fat, saa det knagede i hendes stærke Arme, og øve sine Muskler, saa kunde det blive et prægtigt Fruentimmer. Hvor kunde hun le og være munter i gamle Dage, hvor tog hun mig med Storm paa de Rideture! Var man et Fæ den Gang, da . . . .? Naa, det er da bedre at være et Fæ end en Slubbert.

I disse Betragtninger blev han afbrudt ved en Banken paa Døren. En Tjener i Livré kom ind og bad Forvalteren komme op til Baronen.

Denne sad i sit Værelse i den store med forgyldt Læder betrukne Lænestol à la Kristian IV. Han havde et meget bekymret Udseende og kløede sig bag Øret. Povlsen vidste af Erfaring, at det ikke havde stort at betyde. Baronens Liv gled hen i en beskæftiget Lediggang, men alligevel ordnet saa regelmæssig som et Urværk. Fra 9-11 præcis læste han sine Aviser, fra 11-1 passiarede han med Gods- og Avlsforvalteren, fra 1-2 spiste han Frokost, ventede paa Visitter fra 2-4, og selv naar der ingen kom, sad han opstillet i sin Salon og fyldte Tiden med at gabe 54 den ene Gang højere end den anden og bestandig ledsagende sine Gab med højere og ynkeligere Sukke, fra 4-5 gjorde han Toilette, spiste til Middag fra 5-7, drak Kaffe og røg Cigar fra 7-8, spillede Billard fra 8-10, drak The fra 10-11 og gik derpaa i Seng. Indtraf der saa den ubetydeligste Begivenhed uden for den daglige Orden, som en Arbejdshests Død, en Karls Sygdom, et Middagsselskabs Aflysning paa Grund af Baronessens Svaghed, ansaa' han sig for den mest plagede Mand paa Jorden, som alle onde Magter var satte ud paa at chikanere. For Resten var han Skikkeligheden og Velviljen selv, naar man ydede ham en vis ydre Honnør, og han havde saare ondt ved at sige nej, naar nogen bad ham om noget. Paa den anden Side tog han heller aldrig Initiativet til at give noget; det fik han fra Baronessen og Godsforvalteren.

- Det er piskende galt, det er rent bandsat, Povlsen, jeg er det ulykkeligste Menneske, der kan gaa paa Jorden! Hvad Fanden skal jeg gøre, Povlsen?

Povlsen fremsagde ganske tørt den Formel, han altid brugte ved Baronens hyppige Fortvivlelser:

- Er der tilstødt Baronen noget ubehageligt?

Baronen svarede ikke, men rejste sig, gik op og ned ad Gulvet, kløede sig bag Øret, spyttede i de i alle fire Hjørner anbragte Spyttebakker og gav sig til at spadsere, medens han tyggede sin Cigarstump flad. Povlsen blev staaende ganske stille med den mest ligegyldige Mine af Verden. Pludselig standsede Baronen foran ham, plantede ham sine udvæltende graa Øjne i Ansigtet og sagde med et dybt Suk:

- Forpagter Graa paa Krængstrup vil fratræde sin Forpagtning. Kan De sige mig, hvad vi skal gøre ved det?

- Det bliver jo hans Sag at skaffe en solid Mand i sit Sted.

- Ja det er godt nok, min Fa'er, men hvor faar han den Mand? Nu var jeg i alle Maader saa glad over ham, og saa skal man have nye Folk her paa Egnen! Aa jeg kan blive rasende, naar jeg tænker paa det.

- Der behøver jo ikke just at komme en Mand uden for Egnen?

- Hvad? hvad siger De, Menneske? Hvem i al Verden?

- Jeg vilde grumme gerne overtage den Forpagtning, Hr. Baron.

- De - De? ja, men hvor faar jeg saa en Avlsforvalter fra? Saa bliver det sidste værre end det første. Nej, dette Liv er ikke 55 til at holde ud. Jeg vil ikke se nye Mennesker omkring mig, jeg kan ikke arbejde med nye Mennesker.

- Men jeg afløste dog min Formand i sin Tid. Forvalteren paa Krængstrup vilde grumme gerne have min Plads, og ham kender Baronen jo.

- Ja det er nu meget godt, Povlsen, men hvor skal de saa faa en Forvalter ovre paa Krængstrup.

- Man kan jo tage Underforvalteren, der er meget flink.

- Underforvalteren - hm, ja - ja. Men hvor Fanden kan De overtage den Forpagtning? Der skal ikke faa Penge til.

- Baronen har flere Gange lovet at hjælpe mig med et Laan, naar en Forpagtning tilbød sig.

- Ja, men nu har jeg ikke en Skilling; jeg kan ingen Penge skaffe Dem. Fanden skal tage mig, om jeg ejer 100 Daler i Huset.

- Godsforvalteren har nok nogle flere i Kassen.

- Er De vis paa det, Povlsen?

- Aldeles vis, Hr. Baron.

- Naa saa faa Godsforvalteren til at ordne Tingene, Povlsen; jeg har, Gud hjælpe mig, ikke Tid, Povlsen. Jeg er ikke Menneske for at faa Fritid til det allermindste. Ja saa Farvel, saa skaffer De og Godsforvalteren mig det hele i Orden! Tænk Dem: nu har Kammerjunker Pleskow ventet mig i al den Tid oppe ved Billardet. Nu maa jeg rende op ad Trapperne med Tungen ud af Halsen, jeg, som ikke kan taale at skynde mig.

- Nu faar man andet at tænke paa end fange Griller og slikke Maaneskin, sagde Povlsen ved sig selv, da han gik over Borggaarden. Han tog saa skrapt fat paa Tingene, at paa tre Dage var alt i Orden; han overtog Krængstrup straks, fik Pengene hos Godsforvalteren, fik Dokumenterne opsatte og alle Aftaler gjorte.

Han havde lige faaet sit Tøj flyttet og sat sin Efterfølger ind i Forretningerne, taget Afsked med Folkene paa Skovbygaard og satte sig nu til Hest for at tage Ophold paa Krængstrup, hvor den forrige Forpagter med Familie skulde have Bolig til Foraaret. Han befandt sig i den oprømte Stemning, som virksomme Mennesker kommer i, naar de har arbejdet ihærdigt og naaet et Maal. Nu skal hun blive min, om jeg saa skal bortføre hende, sagde han, rejste sig i Stigbøjlerne, bøjede sig forover og satte i Galop over den haardfrosne Sne.

Omtrent paa Halvvejen mellem Skovbygaard og Krængstrup laa der et lille Hus ved et Led, et af de ynkelige, gamle Bønderhuse med Vægge klinede af Ler og Vidier, Taget bugtet ud og 56 ind, lave, i sin Tid rødmalede Vinduer med smaa bitte, blyindfattede Ruder. Om Sommeren skjulte en vild Rosenbusk, der var bunden op til Væggen, venlig den usle Boligs Armod, som Vinteren nu ubarmhjertig havde blottet. Leddet var lukket, og det saa' ikke ud til, at nogen vilde komme ud og aabne det. Povlsen holdt stille, ventede en Stund, blev utaalmodig og svippede paa Vinduet med sin Ridepisk. En gammel kroget og forslidt Bondekone, hvis Hænder lignede Gulerødder, der lige er trukne op af Jorden, viste sig endelig i den af to Lemme bestaaende Dør.

- Aa jeg hørte ingenting, Hr. Forvalter, jeg stod og ragede med Tøsen. Ja det er haardt, naar man sidder i et jordløst Hus, at faa saadant noget at passe.

- Hvad for noget? spurgte Povlsen. Da han saa' paa Konen, opdagede han, at hun græd, saa Taarerne sivede ned gennem hver Rynke paa Kinderne.

- Aa det er Kirstens Tøs, jeg mener; min Datters, hende, der kom galt af Sted ovre til Deres med den svenske Rad, ham, Malersvenden, der rømmede af Landet, lige før Ulykken skulde til at ske. Ja, at der ogsaa kan være saadanne Skarnsmennesker til!

Nu erindrede Povlsen den stakkels Piges Historie - en gammel Historie, der dog altid bliver ny paa Landet. Han var selv glad og fornøjet, fuld af Tillid og Haab. Her fik han paa én Gang i en modtagelig Stemning et Billede af Livets bitre, kummerlige Nød holdt lige hen for sig.

Han nikkede med et forstaaende Blik til Konen og blev holdende, medens hun snakkede.

- Ja Kirsten maatte jo til det, da hun havde gjort Barsel, ja det ved Gud hun maatte; og det var vel bedst for hende saadan; men se, Barnet vilde Vorherre jo ikke tage, skønt det er et usselt lille Skidt, som ikke vil trives. Doktoren siger, at det skal have Luft, men det kan da aldrig være rigtigt at lukke Kulde ind midt om Vinteren, og de Smule Vinduer dér har jo i mange Aar været spigrede til med Søm for at holde Kulden ude, ja Gu' har de saa. Saa siger han, det skal have god Levemaade. Ja vi kan jo ikke skaffe det anden Levemaade end den, Manden og jeg vi faar, det kan vi sgu da ikke. Forvalteren skulde bare se, hele Ansigtet sidder i ét blodigt Kød paa det. Ja det er haardt for fattige Folk . . og nu fulgtes Ordstrømmen af en tilsvarende Strøm af Suk og Hulken.

Da fik Povlsen pludselig den Idé, som vi saa' at han udførte.

57

At faa Husmandskonens Tilladelse til at tage sig af Barnet var saare let. Dagen efter skulde han til Købstaden og have Penge i Sparekassen. Konen og Barnet fulgte med. Ved et Bud fra Gæstgivergaarden til Hans Peter fik han denne i Tale og alt bragt i Stand, medens Fru Staal var ude.

Povlsen havde handlet ud af et rigtigt Instinkt med Hensyn til Forstaaelsen af Fru Cecilie. Denne Ubeskæftigethed, der havde karakteriseret hele hendes Tilværelse, denne Mangel paa ethvert Centrum i hendes ydre eller indre Liv, hendes indolente kælne Natur, hendes Hang til at leve i Fantasterier, alt det, der gjorde hende hjemløs i Virkeligheden, fik snart en Modvægt, da hun fik fat paa en Gerning, som hendes Hjerte kom med i. Plejen af det lille syge Barn optog hende snart i høj Grad; der var ikke mere Tale om at lægge det i Anes Kammer, det var hos Fruen baade Nat og Dag. Hun pyntede det, hun legede med det, hun havde lange Konversationer med Lægen om dets Sundhedstilstand, og et Stykke ind i den næste Maaned var den lille allerede i kendelig Trivsel. Havde nu nogen talt til hende om at sende Barnet bort, naar det blev bedre, havde Fru Cecilie været den første til at protestere. Kun af og til kom der en Art Samvittighedsnag op i hende. Hun syntes, at Naaden ikke mere hvilede over hende i saa rigeligt Maal som før. Hun havde aldrig de tidligere indre Aabenbaringer, og gudelig Læsning blev der ikke Tid til. Kirken besøgte hun som før hver Søndag, nød Pastor Alstrups beaandede Veltalenhed med samme Glæde, men stundom havde hun en Følelse af, at noget fremmed var kommet mellem dem. Hun forundredes over, at han ikke havde aflagt hende det Besøg, han havde lovet, og dog var hun ikke hyggelig til Mode ved Tanken om en mulig tête à tête med ham.

Pastor Alstrup var en Mand, der aldrig lagde Planer. Han gik, som hans Instinkter drev ham, hvad enten disse gik i Retning af aandelig Produktion eller førte ham mod et endeligt ydre Maal. Vilde nogen have sagt ham, at han dog egentlig var jaloux paa det Barn, som Fru Cecilie havde taget i Huset, og at han syntes, at der gik noget fra ham, saa havde han med den største Haan afvist en saadan Tanke. Han vilde have forsikret sig selv og andre, at han ingen Planer havde med Hensyn til denne Dame. Det havde han heller ikke, men det gik ham med hende som med 58 saa mange smukke Kvinder, han var kommen i Forbindelse med. Han berusede sig i en almindelig erotisk-romantisk-religiøs Atmosfære; der var en indbyrdes Affinitet mellem ham og alle Kvinder, som uklart idealistisk Sværmeri og ubevidst, bunden Sanselighed bragte i mer eller mindre hallucinerede Tilstande. Bevidst var han hverken Hykler eller Forfører, og det æstetiskbegejstrede Liv i sin Gerning opfattede han for ramme Alvor som positiv Religiøsitet.

Uldent og blødt, tæt og stille faldt Sneen en Eftermiddag i Begyndelsen af Februar Maaned. Endnu stred det nedfaldende Tusmørke med den stille Frostdags blege rødgule. Fru Cecilie sad i sin Stue, hvor det solide Knudebrænde, hun fik fra Herregaarden, buldrede og knaldede i Kakkelovnen. Hun havde lige bragt den lille Johanne til Ro; hun havde ved at klæde hende af glædet sig over, at det sygelige Barns hidtil saa magre og kantede Lemmer begyndte at antage rundere og blødere Former. Den Sang, hvormed hun uden at tænke paa, hvad det var for en, havde sunget Barnet i Søvn, surrede hende om Øret, hun søgte at orientere sig: det var "Auf Flügeln des Gesanges". Nu nynnede hun den højt, medens hun drømmende stirrede ud i det hvide Vejr. Hun sang den sidste Strofe:

Dort wollen wir niedersinken
Unter dem Palmenbaum,
Und Liebe und Ruhe trinken
Und träumen seligen Traum.

og medens hun lænede sig tilbage i Stolen og lukkede Øjnene, piblede Taarerne frem mellem Øjenlaagene. Hvad græder jeg for? sagde hun til sig selv, og dunkle Minder fra hendes Pigetid, da hun ogsaa havde grædt, naar denne dragende Længsel havde klinget hende i Møde i Romantikkens Toner, kom frem for hende. Jeg maa læse en gudelig Bog, tænkte hun; mon den gamle Verdslighed igen skulde faa Magt med mig? Hun fik fat i en Prædikensamling, men det var nu blevet saa mørkt, at hun maatte have Lys for at kunne læse. Paa den anden Side syntes hun ikke, at hun havde Lyst til at se Lys. Medens hun saaledes stod raadvild, bankede det paa Døren.

- God Aften, kære Frue! lød Pastor Alstrups Røst.

- Nu skal jeg tænde Lys, sagde Cecilie stammende og rev en Svovlstik af, Præsten slukkede den i en Hast, lo lidt og sagde: 59 - Aa nej. Her er saa yndigt i Deres Stue i denne ubestemte Dæmring.

Han var ved denne Bevægelse kommen hende ganske nær. Hans blanke, brune Øjne funklede hende i Møde med en underlig metalagtig Glans. Hun blev staaende som fasttryllet til Pletten. Præsten greb hendes Haand. Hun isnede fra Top til Taa, da hun hørte hans Stemme lyde i hendes Øre.

- Timen er kommen, sagde han med en myndig Venlighed, der efterhaanden gik over til Lidenskabens Hurtighed, da jeg bør tale ud for Dem. De længes og higer, som Menigheden efter sin Brudgom, efter det store mystiske Favntag, der fører Jeget gennem Ubevidsthedens Død til Opstandelse i Salighed. De længes efter at hvile ved Guds Hjerte, efter at svælge i guddommelig Nydelse. Men forinden maa De lære at elske, elske med Kvindehjertets fulde Hengivelse. Kun gennem den jordiske Elskov gaar Vejen til den himmelske. I Mands og Kvindes Elskov ligger Poesiens Anticipation af det salige Liv. Tror De ikke, at jeg har mærket, at Deres Hjerte drages mod mit? Som det helliges Organ har min Røst trængt til Deres Hjerte. De fandt, at jeg var i Stand til at give Deres dybe, dunkle Sjælerørelser Livets Flugt og Klarhed. De trænger til en Aand, der kan forme Deres indre Fylde, jeg trænger til at sænke mig i en Sjæls bølgende, stigende og synkende Følelsesliv, i "das ewig Weibliche".

Havde Præsten talt for direkte? Forstod Cecilie nu først den Tankegang, som hun havde hørt ham gentage flere Gange? Vist er det, at hun følte noget oprøre sig i sit inderste. Dette underlige Sammenvæv af det, der havde været hende helligst, og noget rent profant gik pludselig op for hende. Han havde tvunget hende tættere ind til sig. Fra hans Kind følte hun en brændende Varme straale over paa hendes egen. Hans Øje formelig gnistrede i Mørket. Hun gjorde Modstand og trak sig tilbage; hun følte en kold Klamhed bedække hendes Hud.

Der var dødsstille i Stuen. Hun hørte kun sit eget angestfulde Hjerteslag, Pendulurets Dikken og Præstens feberagtig hurtige Aandedræt. Hun var som paa Pinebænken.

En spinkel Klingren lød pludselig udefra, og saa med ét et Knald som et Pistolskud. Præsten slap hende. Hun løb hen mod Døren, som i en Hast blev reven op, og Lys fra Entreen belyste en høj, pelsindhyllet Skikkelse paa Tærskelen.

- Povlsen! raabte Cecilie, kastede sig til hans Bryst og klamrede sig til ham. Hjælp mig, som i gamle Dage!

60

Han kastede et hurtigt Blik omkring sig. Præsten hilste og gik forbi ham i Døren.

- Jeg vil bort med Dem, hviskede hun.

- Ja paa en lang Kanetur, sagde han smilende: det har jeg jo lovet Dem. Han tilføjede: Og i Morgen henter jeg den lille Johanne.

Pilsnart gik det ud af Byen. Lydløst fór det lette Køretøj hen over den bløde Sne, der tættere og tættere dryssede ned fra oven. Stadig gik det fremad som i en endeløs Ørken. Som Taagebilleder gled Træer, enkelte Huse, Forhøjninger som Gærder og Bakker forbi. Hun sad med Hovedet lænet op til ham, og i Stilheden lød kun Klokkerne, Snefnuggenes dæmpede Fald paa deres Tøj og Kanens Forlæder, samt hendes Stemme, der hviskende og hurtig talte til ham. Han nikkede alvorlig og mildt, alt som hun fortalte.

De kørte og kørte. Under sin Fortælling havde Cecilie ikke mærket, at Sneskyerne havde spredt sig og givet Plads for en diset, men forholdsvis stærkt lysende Maane. En pludselig rutschende Fart nedad vakte hende.

- Er Du bange, Cecilie? spurgte Povlsen.

- Hos Dig? nej! svarede hun.

- Saa kører vi over Søen.

Den store hvide Flade laa for dem. Paa den Bred, de var kørte nedad, lyste Krattets med Frostsne overtrukne Grene i Maanelyset i fin blaalig Refleks som mat Sølv. Farten over den jævne Is gik glat som en Sejlads i stille Vand, Klokkernes Klang gav et dirrende Ekko. Med Mellemrum lød Hundegøen med skarp Klarhed fra de fjernest liggende Bredder. Efterhaanden blev Himlen helt skyfri. Paa dens matblaa Grund flammede Stjernerne rødligt. Langs den knitrende Sne blinkede lyse Prikker, Vinternattens Sankt-Hansorme.

Povlsen lod Kanen holde stille midt paa Søen. Han viklede Tømmen om den ene Arm og slog den anden om Livet paa Cecilie, der i det sidste Kvarter stille havde stirret hen for sig.

- Er det en køn Kanetur? De har jo altid holdt saa meget af at køre i Kane, sagde han.

Cecilies Øjne straalede ham sjæleglad i Møde.

- Saadan en Tur er nu min Kirkegang, sagde han sagtere - eller er det kanske ikke saadant noget som dette (han pegede med Pisken rundt omkring), som de kalder for Poesi, Lyrik og saadant noget?

61

Cecilie nikkede og klappede hans laadne Handske. Nu klang et vældigt Knald hen over Søen. Kanen rutschede af Sted under Hestens prustende Aandedræt.

Kun et kort Stykke fra Søens modstaaende Bred blinkede de mange Lys fra en stor Gaard. Kanen svingede ind i en høj Poppelallé. To vældige Hunde, hvis lyse Skind i Maanelyset gav dem en fjern Lighed med Isbjørne, og som stod bundne paa hver Side af Indkørselen mellem to lange Staldbygninger, hilsede de ankommende med sonor Gøen og Krumspring. Kanen holdt stille foran Hovedbygningens Stentrappe. Døren aabnedes, og i den store Entré med Lampen i Loftet modtoges de rejsende af det trivelige og aldrende Ægtepar, Graa.

- Fru Graa huser Dig til Foraaret, sagde Povlsen, og naar min Formand flytter, saa . . .

- Holder De Bryllup, sagde Fru Graa og kyssede Cecilie.

Det lille Hus i S. var ryddet. To Flyttevogne holdt i Gaarden; den første Vogn var fuldt pakket. Hans Peter hvilede lidt og slog Sveden af Panden med Bagen af Haanden. Han gik ud i Forstuen til Ane, der havde travlt med at pakke ind.

- Jo nu flytter vi igen, sagde han.

- Det er godt det samme. Nu kommer Fruen sig, naar hun faar noget at røre sig til. Der er et farlig stort Mejeri paa Krængstrup.

- Ja, hun har jo Ungdommen og Kræfterne. Hør Du, Ane, den ny Forpagter paa Krængstrup har lovet mig et Hus.

- Det er godt for Dig, sagde Ane.

- Mon jeg saa dog ikke kommer til at forandre mig?

- Det kan nok hænd's.

- Ja - se jeg har jo haft Tanker til Jordemoderen i Skovby. Hun er jo Enke og har en Profession. Det linder altid lidt for Manden.

- Hun er saa arrig som Edder og Forgift.

- Ja, det siger sgu hendes eget Søskendebarn, den hjulbenede Smed. Men kanske Du vilde, Ane?

- Ja, nu har vi jo gaaet og gloet paa hinanden i nogle Aar, saa der kan jo være nogen Rimelighed i de Dele.

62

- Du har jo en hel Kiste hjemmegjort Tøj og Penge i Sparekassen ?

- Ja vel. Og der er vel Jord til Huset.

- Ja vel.

- Ja saa kan vi jo det. Løft saa den Kommode op paa Vognen! Hvad staar Du og gaber paa mig for? Det er jo ingen Nytte til.

EN EKSILERET STUDENTS HÆNDELSER

64

        

65

I.

N-, d. 14. Maj 1800 . .

Kære Carlsen! jeg hører et skraldende Udbrud af din homeriske Latter, der kan bringe Vinduerne i en Stue til at klirre, naar Du læser Underskriften paa dette Brev, thi sandt at sige, jeg tror ikke, at Du nogen Sinde har set min Haandskrift, og desuden har jeg saa tidt i vore smaa Koncilier gjort Nar af de sølle Sjæle, der skrev Breve, naar de var fraværende fra deres Venner, for at øve sig i den humoristiske eller en hvilken som helst anden Stilform, og saa fordre af disse Venner, at de skulle døje deres ferske eller hjertebrækkende Udgydelser. Men naar man er tvungen til at opholde sig i et saadant Hundehul som dette, véd man ikke, hvad man skal tage sig for - Lejlighed til at gøre Skandale frembyder sig nu slet ikke - man bliver nolens volens moralsk. Du kan af aarelang Erfaring bevidne, at Moral i streng Forstand aldrig har ligget for mig, og hvis min gode Onkel og Formynder paa Fyn har sendt mig her til N. og holder mig paa smal Kost, for at jeg skal lægge mig efter denne Videnskab og dens praktiske Udøvelse i et sobert Levnet, saa har han handlet klogere, end jeg troede ham i Stand til. Som Du og de andre af vor Kreds véd, har jeg intet andet Moralprincip haft end det negative: "Man skal ikke være røget." Nu derimod, da jeg er reduceret til at drikke Hvidtøl om Aftenen, desformedelst at mine Maanedspenge, som jeg ikke kan faa forhøjede som i gamle Dage ved Laan hos kristeligsindede Jøder og Grækere, ikke strække til at drikke bajersk Øl, nu har jeg optaget den Sætning i mit endnu i sin Vorden værende Moralsystem - der hænger dog lidt ved af Lærdommen til examen philosophicum -: Man skal skrive sine Venner til for ikke at kede sig til Døde, naar man lever i N. Moralske Stemninger har 66 begyndt at optage en Del af min Tid. Forleden Dag, da det var et væmmeligt Ruskvejr, og jeg var ked af at læse "Berlingskes" Morgenavis og det lokale Organ, efter at have læst dem tre Gange igennem, gik jeg ud at spadsere i den grimme Omegn, hvis smukkeste Punkt er en Mergelgrav med nogle lave Pile paa de høje Bredder, og efter at jeg i en halv Time havde stirret ned i det hvidblakkede Vand og ligesom den lange Adelslømmel hos Molière havde moret mig med at spytte Kredse i Vandet, blev jeg overfalden af det, som Teologerne nok kalder contritio cordis. Jeg fandt først denne Beskæftigelse uværdig for et dannet Menneske, og ved en naturlig Idéassociation kom jeg til at rette det Spørgsmaal til mig selv: Har Du nogen Sinde gjort noget i dit Liv, som var en Smule mere nyttigt? Og saa gennemgik jeg nogle af mine mest fremtrædende Bedrifter. Var det f. Eks. til Nytte for nogen Moders Sjæl, at Du i sin Tid i Latinskolen stak røgede Sild i Baglommen paa vor Religionslærer? Eller at Du paa Rusforelæsningerne spillede Flæsketyv med din Sidemand, den tykke Mediciner, Jens Løvmand? Eller at Du i Studenterforeningen, da en ældre juridisk Kandidat angaaende Forslaget om en Ændring i en af Foreningens Lovparagraffer udviklede et dialektisk Apparat, som om det gjaldt en Livssag, gav Dig til at efterligne et Par Kattes erotiske Duet til stor Forargelse for alle med Alvor og videnskabelig Sans begavede blandt de tilstedeværende? Eller da Du sloges med en Islænder i Charlottenlund og fik Prygl? Jeg vil nu slet ikke tale om dit øvrige Liv, Slubbert (det sagde jeg virkelig til mig selv), der er henrundet i Driveri paa Gaden, Billardstuer og andre Beværtningssteder sammen med mauvais sujets som Carlsen og hans Lige, hvor vi parodierede de juridiske Professorers Foredrag, fremragende Politikeres Taler ved offentlige Festligheder og nedbrød de tilstedeværende simple Knejpegæsters Agtelse for Landets Højskole og dets berømte Navne. Jeg fandt, at jeg aldrig havde haft Spor af videnskabelig Alvor, at jeg paa de juridiske Forelæsninger enten havde sovet eller fundet Foredraget saa burlesk, at jeg maatte stoppe mit Lommetørklæde i Munden for at kvæle den Latter, der tvang Taarer strømmevis ud af mine Øjne. Og saadan har Du lønnet din skikkelige Onkel Peter paa Fyn, der har villet opdrage Dig til Videnskabsmand, det vil sige til juridisk Kandidat, og blot sat din Attestats som Betingelse for, at Du siden maatte blive Landmand! At jeg ogsaa bebrejdede mig min ringe Sans for den mystisk-platoniske Side af det erotiske, vil jeg blot berøre en passant. - Nej, sagde jeg 67 videre til mig selv, nu skal Piben (her var en Ed nær undsluppen mig, men jeg greb den i Flugten og vred Halsen om paa den) virkelig faa en anden Lyd. Jeg gaar hjem hos Skovriderenken, Madam Jokumsen, hvor jeg bor, aabner en juridisk Bog, helst en om Tingsretten, og læser en god Portion. - Jeg tilkastede virkelig Mergelgraven et foragteligt Blik, gik i Stormmarche gennem Byens forfærdelig brolagte Gader, mod hvilke mine Hæle slog Gnister, saa hele Familier kom til Vinduerne for at se, hvad der var paa Færde, men dog syntes at berolige sig, da de opdagede, at det kun var en enlig Fodgænger. Jeg kom til mit Logi, tændte Lys og læste flittig en halv Times Tid. Derpaa faldt jeg atter i Tanker over, hvad jeg havde tænkt derude ved Mergelgraven, og fik en saa inderlig Sympati med mig selv, at jeg næsten fik Taarer i Øjnene af Rørelse. Jeg tænkte: Skulde Du virkelig være paa Veje til at omvende Dig og blive et fornuftigt Menneske? Det ser næsten ud dertil. Da jeg nu altid har været vant til at højtideligholde festlige Begivenheder i mit Liv, fandt jeg, at jeg vilde gøre Uret baade mod mig selv og den etiske Idé, hvis jeg tilbragte denne Aften som enhver anden, hvorfor jeg gik op paa "Gaarden" (dvs. Gæstgivergaarden) i den Hensigt at drikke min Omvendelses Skaal i en lille Cognakstoddy. Det vilde være taarefuldt at drikke den ene, men jeg maatte vel finde en eller anden skikkelig indfødt, som vilde gøre mig Selskab.

I Begyndelsen var Udsigterne lidet lovende. I den store halvmørke Gæstestue brændte en søvnig Olielampe i Loftet, og en fed, halvgammel Opvartningspige sad og sov bag Buffeten. Jeg var noget i Forlegenhed, thi paa den ene Side kunde jeg jo ikke godt betræde et offentligt Beværtningssted uden at fortære noget, og paa den anden Side fandt jeg det cynisk at drikke Toddy alene, men at rekvirere Hvidtøl fandt jeg vilde være upassende en Festaften. Der var da ikke andet for end at bestille en halv Bajer, saa kunde jeg jo altid senere tage den projekterede Cognakstoddy, hvis en Gæst skulde vise sig. Som sagt, saa gjort. Det lokale Organ blev nu gennemlæst for fjerde Gang. Jeg husker endnu, at det sidste Stykke før Avertissementerne lød saaledes: "(Inserat). Hvis Vejmand Jens Rasmussen tror, at det gule Skilt eller hvad det er for et Hundetegn, som han bærer paa sin gamle laadne Hue, giver ham nogen som helst Ret til, naar han slaar Sten, at bære sig saaledes ad, at der ryger Splinter af Graasten i Øjet paa undertegnedes forbidragende, ingen fornærmende sortplettede Fedeso, saa skal Landets Lov og Ret overbevise ham om,

        

68 at Ejendomsretten er ukrænkelig, med mindre det almene Vel fordrer det. Niels Madsen, Hjulmand og Kommissionær i -drup."

Endelig gaar Døren op, og ind træder en Mand, som jeg vel kendte af Udseende, nemlig forhenværende Herredsfuldmægtig, nuværende Partikulier og Forligelseskommissær Handrup. Han er stor og tyk, med en vældig skallet Tyrepande, der altid sveder. Han har en Stemme som en Bjørn og ser altid yderlig forbitret ud. Efter at have mønstret Stuen med et Blik som en Feltherre, der overser et Terrain, brølte han: - Hej Lise, en Bajer - og derpaa i en dæmpet brummende Tone - og saa en Cognak! Den tykke Opvartningspige fór forfærdet op og serverede det forlangte med et Værs'artig, Hr. Handrup! Handrup slog Snapsen i sig med et saa smerteligt og forvredent Ansigt, som om det var ham den modbydeligste Drik af Verden, derpaa rystede han paa Hovedet og sagde: Uh! uh! giv mig en til. Nu hørte man noget skrabe paa Døren. - Lise, luk op for Bæstet! lød Hr. Handrups Imperatorrøst. Opvartningspigen adlød, og en vældig stor sort Vandhund kom spadserende ind, mønstrede Terrainet, som dens Herre for et Øjeblik siden havde gjort, og da den opdagede mig, gav den sig til at gø, saa det gjaldede i hele Huset. - Læg sig, Køter! brølede Hr. Handrup igen, og med et Spark befordrede han den ind under det lille Bord, hvorved han havde taget Plads. Jeg opdagede senere, at han for Bekvemmeligheds Skyld ikke brugte Spyttebakken, men lod Hunden gøre Tjeneste som saadan. Der sad nu Hr. Handrup lænet tilbage i Stolen, rygende sin Cigar, med begge Benene udspilede til hver Side saa langt, som det paa nogen Maade var ham muligt. Da han havde tilbragt nogen Tid med at udfolde sin Storhed, spidsede han sine Læber, pustede en tæt Sky ud af Munden og sagde med Hovedet vendt om til mig:

- Det er jo Hr. Student Hellberg.

- Jo, svarede jeg.

- Det er jo Dem, der bor hos Madam Jokumsen i Kirkestrædet? Glæder mig at gøre Deres Bekendtskab. Er De ikke snart ked af denne forbandede By?

- Aa-aa-h, svarede jeg nølende.

- Ja tal De kun rent ud, min Fa'er, gener Dem ikke for mig. Det er den værste Ravnekrog i hele Danmark. Der er min Salighed ikke Spor af Intelligens eller Sans for det aandelige blandt disse Spidsborgere. Ser De, da jeg var paa Byfogedkontoret, da fik jeg de to Gader brolagte, Prædikestolen i Kirken egemalet, fik 69 lavet en Teatersal, der naturligvis ogsaa kunde bruges til Koncerter af Sangforeningen, som jeg var Kasserer for, her ovenpaa i Klublokalet. Jeg instruerede Byens unge Mennesker tre Vintre i Rad i forskellige alvorlige og morsomme Stykker, jeg fik plantet Træer paa Spadseregangene rundt om Byen - det var, mens jeg var Formand for Forskønnelseskomiteen - ja jeg vil ikke nævne mere for ikke at trætte Dem - og hvad Løn havde jeg saa? At saadan en So som Købmand Pihl i Byraadet insinuerer, at jeg var en altfor dyr Mand for Byen, og modarbejder mig paa alle Maader, saa da vi fik den Nathue af Herredsfoged, som vi nu har, afskedigede han mig. Naa Gud ske Lov, jeg kan leve uden hans lumpne seks Hundrede Daler - Lise, giv mig en Cognak - og nu griner jeg ad dem der oppe paa Kontoret. De véd hverken ud eller ind, og den lille skrutryggede Fuldmægtig Skov, en Klodrian med anden Karakter til dansk juridisk Eksamen - nu be'er jeg Dem - kommer listende ned til mig om Aftenen og spørger mig til Raads om Sagerne. Naa - jeg siger ham Besked, som om ingenting var i Vejen, men De kan tro, jeg griner ad dem. Ha, ha, ha, - og nu opslog Hr. Handrup en sand Tordenlatter. - Drikker De en lille Toddy med, Hr. Hellberg?

- Tak, ja.

- Gener Dem ikke - Lise, to Gognakstoddyer - dobbelt Væge! Aa, det er nogle Fedtekræmmere til Hobe i denne By. Forleden Aften var vi nogle Stykker her i Stuen og sad omkring det Bord derhenne. Saa kommer Brændevinsbrænder Stang, Byens rigeste Mand, og sætter sig iblandt os. - Lise, maa jeg bede Dem om en halv Genevertoddy, piber han. Nu be'er jeg Dem, Hr. Hellberg - en halv Genevertoddy! Men véd De, hvad jeg gør? Jeg raaber, ligesom jeg nu gør: - Lise, hele Cognakstoddyer med dobbelt Væge Bordet rundt! Det var en anden Sludder, ha, ha, ha. Apotekeren grinte, saa han nær var falden under Bordet, ha, ha, ha. Spidsborgere, Filistre, Fedtekræmmere til Hobe - aa, Gud hjælpe os! Nej, vi trænger til en Opposition, min Fa'er, et Fremskridtsparti - nej, De maa min Sæl ikke kræve Toddy ind, i Aften gi'er jeg - jeg er som hjemme her. - Men Gud hjælpe os for det Organ, vi har. Redaktøren er i By- og Herredsfogdens Lomme. Jeg har leveret ham flere skarpe Artikler om Sundhedspolitiets Forsømmelighed, Anmeldelser af dramatiske Forestillinger, som i den senere Tid er gaaet forfærdelig slet - de Fæhoveder mangler jo en Instruktør - men nej, der er ikke noget at stille op.

70

Jeg begyndte at blive noget træt af Hr. Handrups Underholdning, da i det samme Døren gik op. Seks Mand traadte ind. Det var Apoteker Glud, der, skønt henhørende til Byens Honoratiores og regnende sig blandt Embedsmændene, dog nok holdt af at være populær, hvorfor han søgte Gæstgivergaarden for at træffe sammen med Borgerskabet; et Par Købmænd, en velstaaende Garvermester, og endelig den lille blege og sure Brændevinsbrænder Stang, der kom lidt efter de andre, som om han ikke hørte til deres Selskab. De satte sig alle om det Bord, hvorved Hr. Handrup og jeg var placerede.

- Skal De kanske have en halv Genevertoddy? spurgte Handrup Brændevinsbrænderen, idet han gjorde en Grimace til mig.

- Jeg drikker, hvad jeg har Lyst til, svarede Hr. Stang med en pibende Røst, der dirrede af Arrighed, - jeg forlanger ikke, at nogen skal betale for mig. Jeg kan Gud ske Lov betale mine Varer selv og skylder ikke nogen noget.

- Jeg skylder sgu ikke Dem noget, fór Handrup op.

- Nej, Gud ske Lov, at jeg ikke hedder Byens Sparekasse, bemærkede Brændevinsbrænderen med en ondskabsfuld Plirren med Øjet.

- Naa, naa, lød Apotekerens tykke, gryntende Mæle - lad os tage Tingene i al Gemytlighed. - Naa, det er den fremmede Herre fra København? Glæder mig at gøre Deres personlige Bekendtskab. Portvinstoddy rundt, lille Lise.

Men alt som Hr. Handrup drak, blev han mere og mere oppositionel.

- Hvordan er det gaaet med Gassagen i Byraadet? spurgte han den ene af Købmændene.

- Justitsraaden mente, at det blev Byen for dyrt, svarede den adspurgte.

- Hør, véd I hvad, brølede Handrup. - I fortjente alle sammen, at man satte jer en Nathue paa Hovedet. At lade jer kujonere af saadan en Flynder.

- Fy, fy, Hr. Handrup! det er en Jurie, sagde Købmanden.

- En Injurie, rettede Apotekeren, - injuria, injuriæ, injuriæ, injuriarum - det sidste Latin henkastede han, nikkende til mig.

Hvad der nu blev sagt, er det mig umuligt at gengive. Vel overdøvede Hr. Handrups Stemme alle de andres, men det rigelige Kvantum Spiritus, han havde indtaget, gjorde hans Artikulation usikker. Jeg hørte kun enkelte som Omkvæd genkommende 71 Replikker: - Jeg bryder mig Fanden om Justitsraaden og - Ja han har ogsaa vist, at han bryder sig Fanden om Dem; - I er nogle Nikkedukker - og De er en Krakiler, der altid vil være i Position - Opposition, sagde Apotekeren; hvad skal vi med Gas, naar vi saa mange Aar har brugt Tran? - Det er et dumt, reaktionært Ræsonnement o. s. v. o. s. v.

Denne Diskussion var mig lige saa utaalelig som den lærde Jurists Tale ved Studentergeneralforsamlingen. Jeg greb til at anvende et af de faa kunstneriske Talenter, hvoraf jeg er i Besiddelse, og som jeg i sin Tid producerede i Anledning af den nysnævnte Orator, nemlig træffende at efterligne to Kattes natlige Mjaven. Der indtraadte en pludselig Stilhed. Først betragtede mit Publikum mig med forbavsede Blikke, men i Stedet for at forarge sig som de unge københavnske Videnskabsdyrkere, udbrød det kort efter i en unison Latter og Bravoraab.

- Det gør han sgu godt - det er min Salighed brillant. - Det er akkurat som Deres Katte, Stang, som jeg hver Nat kan høre ind i min Gaard. - En Omgang af samme Slags, Lise, raabte Handrup, idet han slog mig kraftig paa Skulderen og sagde: De er, hvad jeg kalder en rigtig gemytlig Karl. - Ja De slipper ikke for at besøge mig, sagde Apotekeren. - Ja, De ser vel ogsaa en Aftenstund ind til mig, sagde den ene Købmand, - Visit behøver De ikke at gøre, for det betragter jeg som Narrestreger.

Alene Brændevinsbrænderen - det bemærkede jeg først nu - blev gnaven. Han tog sin Hue og gik, idet han snerrede: Naar rigtige Katte bær sig saadan ad, ærgrer man sig, men naar et Menneske gør det, saa griner man. Saadan nogle Drengestreger.

- Resten af Aftenen gik hen med gemytlig Smaasnakken uden Ondskab eller Stiklerier. Men jeg følte, at nu havde jeg vundet Anseelse hos fire af Byens betydeligste Mænd, thi da vi skiltes ad uden for Døren, og Hr. Handrup tog mig under Armen, som han gentagne Gange klappede, hørte jeg den ene Købmand sige til Apotekeren: Det er rart, at vi har faaet saadan et dannet Menneske til Byen.

Saaledes endte den Fest, som jeg havde villet fejre min Omvendelse med. Carlsen - jeg tror ikke, jeg har den mindste Sans for Moralen. Hils Vennerne og læs dette Brev, som er blevet en hel lille Bog, op for dem. Apropos, hvis Du tror, at et eller andet Blad vil optage denne Skrivelse som Feuilleton, saa skænker jeg Dig det mulige Honorar, for at Du for det kan købe 72 Dig en ny Hat, som Du højlig trænger til; værre Bør end den, Du havde, da jeg sidst saa' Dig, har jeg aldrig i mit Liv set.

Din
Ludvig Hellberg .

II.

N-, d. 4. Juni 18 . .

Du, Carlsen! Jeg kan ikke holde ud at drikke mere med Forligelseskommissæren. Du véd af egen Erfaring, at jeg ikke har været kræsen i Valget af min Omgang, maaske af den Grund, at jeg indsaa', at ingen ordentlige Mennesker i Længden vilde omgaas mig. Carlsen, det er skrækkeligt at være saa daarlig begavet, som jeg er. Naar det enkelte Gange hændtes mig i København at komme sammen med jævnaldrende, om hvem andre og de selv mente, at de havde videnskabelig eller æstetisk Interesse, sad jeg altid som en Klodrian og gloede, og naar jeg for Skams Skyld syntes, at jeg skulde give mit Besyv med i Laget, saa enten lo de eller blev forargede, thi de forudsatte altid, at det var noget sjofelt, jeg sagde; og Gud skal vide, at jeg gjorde mig al mulig Umage for at sige noget, der havde et filosofisk Tilsnit. Har jeg nu Ret til at finde Hr. Handrup for simpel til min Omgang? Men nu har han siden vort første Bekendtskab bestandig gentaget den samme Liste over sine Bedrifter og sin Trang til at skabe et Fremskridtsparti her i Byen. Forleden Aften var jeg da i fint Selskab hos Apotekerens. Der var hverken morsommere eller kedeligere end i de københavnske Selskaber, hvor jeg har været. Apotekerens Datter er en rigtig køn Pige, og hun kunde vist være ret morsom at tale med, men hun troede formodentlig, at hun skulde tale om Litteratur, Teater og deslige Materier med den københavnske Videnskabsdyrker (under denne Titel udbragte Apotekeren min Skaal og kom med nogle gale latinske Citater). Da jeg aldrig læser en Bog eller ser en Komedie for at kritisere dem, men kun for at more mig, har jeg aldeles ikke de sædvanlige kritiske Kategorier fra Aviserne til min Raadighed, saa jeg gjorde kun en daarlig Figur og blev som Æstetiker rent stukken ud af en fejende Fuldmægtig paa Amtstuen. Han kunde udvikle, hvorledes den og den havde vellykkede Momenter i sit Spil, at den og den Roman manglede plastisk udformede Karakterer, det 73 og det Digt lyrisk Flugt og deslige Generalia, paa hvilke jeg anvender et af de faa Citater, jeg kan udenad:

Denn eben wo Begriffe fehlen,
Da stellt ein Wort zur rechten Zeit sich ein.

Jeg kunde have gjort mig vigtig ved at kramme det Citat ud, men jeg fandt det, reverenter talt, under min Værdighed.

Hvordan det gaar med Juraen? Gamle Ven, lad os forbigaa dette Punkt med Tavshed. Byfogden sagde i bemeldte Selskab, at det var langt tilbage med Folkets almindelige Retsbevidsthed. Det maa han bekende, den stakkels Mand, thi der har i et halvt Aar fundet tre Brandstiftelser Sted i hans Jurisdiktion, uden at det har været ham muligt at opdage noget som helst, og da en af de brandlidte forundrede sig derover, svarede han i en ynkelig Tone: "Men kære Mand, jeg kan da ikke mane eller vise igen." Jeg tror heller ikke, at jeg har nogen skarp udviklet Retsbevidsthed, i det mindste har jeg ondt ved at bevise mig selv, at det er min Pligt at betale, hvad jeg skylder forskellige københavnske Aagerkarle, tværtimod klør mine Fingre efter at pudse dem. Men hvorledes kan man studere Jura, naar man baade mangler etisk Alvor og Retsbevidsthed? Forklar Du mig det; jeg kan hverken teoretisk eller praktisk løse det Problem.

Egnen om Byen, som jeg strejfer ordentlig omkring i - Tiden skal jo gaa med noget - er i det hele nøgen og grim, dog fandt jeg i Forgaars et venligt Punkt i en Vandmølle ved en lille Aa. Der er nogle dejlige gamle Linde- og Hyldetræer, der rent skjule Møllehusets Have. Jeg tog et Par Hyldegrene til Side og saa' en nydelig Plet: Det lille Aaløb randt gennem Haven og var kranset med vilde Roser, det lave Hus laa i Baggrunden, helt bedækket af vild Vin, bag hvilken de smaa Ruder lo nok saa gemytligt med deres af Solen brændte regnbuebrogede Glas. Jeg stod længe og nød dette lille Billede, da jeg hørte det rasle i Buskene tæt ved Siden af mig, og en lille firskaaren gammelagtig Fyr med et rødt, blussende Ansigt med vrede Blikke bag de hvide Svineøjenhaar, med korte stride Børster paa det kugleformede Hoved, der sad dybt nede mellem et Par monstrøse Skuldre, kravlede hen ved Siden af mig og maalte mig med et udfordrende Blik. Jeg tror, med Skam at tale om, at jeg blev bange, thi der laa et vildt og vanvittigt Træk i de lyseblaa Øjne. Jeg rejste mig op og gik fulgt af det underlige Individs hæse Brummen. Ja, nu maa Du nøjes med denne lidet interessante Epistel, thi det er 74 varmt, og jeg begynder at blive søvnig. Hvis Du finder nogle morsomme Bøger paa din Vandring - f. Eks. gennem Vennernes Stuer - saa gør Strandhug og send mig dem. Med Undtagelse af min Holberg og de forbandede Juridica, fejede jeg mine faa Bøger ud, før jeg rejste fra København.

Din
Ludvig .

III.

N-, d. 10. Juni 18. .

Folk her i Byen synes ikke rigtig om mig mere. Hr. Handrup er stødt, fordi jeg ikke gider sidde hele Dagen sammen med ham paa Gæstgivergaarden; Brændevinsbrænder Stang har i en Diskussion, der havde min ringe Person til Genstand, erklæret mig for et "Subjekt", der var sendt herover fra København, hvor jeg havde været en rigtig "Drivert". Byfogden finder, at jeg mangler Alvor, og har faaet Apotekeren over paa sin Mening, især da den sidste var bleven choqueret af den Grund, at jeg, da jeg kedede mig saa grusomt paa et Skovbal, listede mig ud af Skydeselskabspavillonen, hvori det holdtes, ned paa Bøndernes Danseplads, under aaben Himmel, og svang nogle rødkindede Landsbyskønheder, og det umiddelbart efter at jeg havde danset med samme Apotekers ældste Datter, det æstetiske Lys, som siden den Tid kalder mig "Don Giovanni en miniature", en Vittighed, som Apotekeren gengiver hver Aften, han viser sig paa Klubben. Da jeg imidlertid trænger til menneskelig Omgang, passiarer jeg af og til med min Nabo Mogens Lassen, der er Vognmand og Avlsbruger, en Mand, der altid er opfyldt af Sorg over Kvindekønnets Daarlighed. Hans Vænge, hvori hans Lade staar bygget, grænser op til Madam Jokumsens lille Have, og om Aftenen staar Mogens Lassen og jeg paa hver sin Side af Buksbomhækken, der danner Skellet mellem Madam Jokumsens og hans Territorium. Du bør dog lære at kende denne Misogyn af Folket.

I Gaar, da jeg traf ham, mødte han mig med en Hovedrysten og kløede sig stadig bag Øret med Spidsen af sin korte Pibe, der ellers hviler paa hans langt frem- og nedhængende Underlæbe, hvilken i Forbindelse med de altid rindende Øjne, det lange rynkede Ansigt, hvis Pande er skjult af nedfaldende graa Haartjavser, 75 og den lange dryppende Næse giver ham et saare heraklitisk Udseende. "Hvad er der i Vejen, Mogens Lassen?" spurgte jeg. - "Aa Gud fri, frels og bevar vos," sukkede han, "det er Kællingen og atter Kællingen. Hør, Hr. Helmberg (han fordrejer altid Folks Navne; sin Genbo, Hattemager Klyver, kalder han altid Kløvert) véd De, hvad jeg siger? - "Nej." - "Jeg siger: Slip en brølende Løve ind ad Sønderport og en gal Kælling ind ad Nørreport - jeg gaar mod Løven." Med disse Ord nikkede Mogens Lassen med et flygtigt Glimt af Tilfredsstillelse i Øjet, sagtens fordi det forekom ham som en Trøst at have fundet en epigrammatisk Form for sin Tanke.

- Hvad gør hun nu, Mogens Lassen? - Ja jeg vil ikke tale om, at hun drikker, for det har hun nu gjort i saa mange Aar, at hun ikke mere kan gøre for det, det hører til hendes Konstetulsion, som Balber Konradsen siger. Men nu skulde vi i Dag have Sulevælling til Middag. Herre Gud, nu véd hun, at jeg holder saa meget af Sulevælling; men da hun har taget Gryden af Ilden og sat den paa Køkkengulvet, render hun fra den for at vrævle med en anden Kælling, der vilde købe Mælk. Hun staar og vrævler, for immer skal de jo vrævle, de Fruentimmer - ptøj - og obselverer ikke, at vor So render ind i Køkkenet, sætter begge sine Forben ned i Gryden og æder af Sulevællingen, som om den kunde være Mand i Huset. Da jeg kom og saa' det, blev jeg rigtignok forskrækkelig harmfuld, det skal jeg ikke nægte. Jeg raabte ud efter hende, ligesom en Løve: Saa Du har Raad til, Bolette, at koge varm Mad til vore Svin? Kan De gætte, hvad hun sa'e? Hun sa'e: Ja faar Du ikke varm Mad hver Dag? Jeg blev saa gal, at jeg ikke kunde sige et Ord, og listede af for ikke at fristes til at gøre en Ulykke paa hende.

- Fik De da ingen Middagsmad?

- Nej, sgu ingen anden end den, Soen havde snaget i. Ja, saadan er Ægteskabet, Hr. Helmberg, det er ikke anderledes. Naar en Mand bliver ødelagt, er det altid Fruentimmernes Skyld; faar man ikke den, man vil have, bliver man ødelagt, og faar man hende, bliver man endnu værre ødelagt.

- Tror De, det er saa galt, naar man ikke faar hende, man vil have?

- Ja, det kan sgu ogsaa være rent galt. Der er jo ham, Smaakøreren - for Vognmand i Lavet har han jo aldrig været - ham, Jonas Rodian. Han blev jo halvtosset ved den Lejlighed, véd De.

76

- Nej, det véd jeg ikke noget om.

- Jo vist véd De saa. De kan jo nok huske den gamle Møller Niels Tvers nede i Søndermøllen?

- Hvor skulde jeg kunne huske ham, Mogens Lassen? Jeg har jo kun været et Par Maanedcr her i Byen.

- Ja, da var Niels Tvers sgu ellers godt kendt, saa det er løjerligt, at De ikke har hørt noget om ham. Se, han havde jo denne Laban af en Søn, Rasmus, der nu har Møllen, og som er et fordrukkent Svin. Har De heller aldrig kendt Kristen Mortensen fra Hellersløv?

- Nej.

- Hm, det kan jeg ikke forstaa. Det var i sin Tid den rigeste Bonde i hele Amtet, tør jeg nok sige. Hans Gaard var paa over 90 Tønder Land, som han ejede kvit og frit. Naar han bunkede sine Obligationer op, var Bunken lige saa høj som det Vandingstrug, dér starar, og naar han mødte til Hestemarked her i Byen, havde han to store Læderpunge med Specier i hver Lomme. Se, Kristen Morten havde kun én Datter, og det var et rigtigt pænt Pigebarn i sin Tid, renlig og pæn i alle Maader. Men taab'lig var hun som alle Fruentimmer. Niels Tvers bejlede til Karen, som hun hed, for Sønnen Rasmus, der rigtignok var en lang doven Rad, men Møllen var jo i dejlig Drift, og der var 60 Tønder Land Jord til den, saa naar den og Kristen Mortensens Gaard kom paa én Haand, saa var det jo en farlig nydelig Ejendom. Men Gud hjælpe os, naar der kommer Fruentimmervrævl med i ordentlige Forretninger, saa bliver det bare Skidt, rent ud sagt, Hr. Helmberg; ja det bliver det sgu. Det maatte Balber Konradsen bekende. Han troede at gøre det saa godt, da han tog Enken nede i Pølsestrædet, der ejede Huset og 2000 Rigsdaler til. Jo, Balberen fik rigtignok Kam til sit Haar, for hun gjorde sig gode Venner med en tysk Bogbindersvend og . . .

- Ja men det var jo om Møllerens, De vilde fortælle mig . . . .

- Det kunde jo ikke skade, at De ogsaa fik noget at høre om andre Folk i Byen. Det jager jo ikke med Niels Tvers, for han er død for over tolv Aar siden. - Ja se, Kristen Mortensen mente jo begribeligvis, at der kunde være Mening i Niels Tvers's Præposition, som han siger den fordrukne Fuldmægtig Hamstrup - ja han har da ogsaa en sur og gal Kælling, og saa er hun saa storsnudet, at hun ikke vil gaa af Vejen for en Kokasse, men træder lige i den, fordi hun skal stikke Næsen i Vejret. Hver Gang jeg 77 møder hende, raaber jeg lige saa højt jeg kan: "God Dag, Madam", saa bliver hun saa ædende gal, for hun vil være Frue, men Postmesteren, som er Kancelliraad, siger, at en Forligelseskommissær er ikke mere Rangsperson end jeg, og Kammerraad bliver Hamstrup aldrig, formedelst de mange Cognaker, han drikker.

- Ja, ja, Farvel, Mogens Lassen.

- Nej, bi lidt! vi naaede jo ikke til Møllerens og Jonas Rodian endnu. Ser De, Jonas Rodian, han var dengang Mursvend og arbejdede hos sin Fader, men det var grumme smaat for dem. Og nu kan De tænke Dem, saa gaar, Gud døde mig, Kristen Mortensens Tøs Karen hen og forliber sig i den lille tykke Mursvend paa et Høstgilde ude hos en Bonde paa Hellersløv Mark. Rigtignok var Jonas ikke saa galt et Utuske at se til, som han nu er, men stumpet og kort har han været til alle Tider, ligesom Bødker Lyskovs oversavede Tommelfinger. Jonas blev da urimelig modig, for baade var han gal efter Pigebarnet, og saa mente han vel, at han havde fat i den ene Hank af Kristen Mortensens Speciekrukke. Nej - jeg er bondefødt, det skammer jeg mig ikke ved - men tror De, Jonas Rodian i de Tider saa' til mig? Nej. Og dog var Karen ikke andet end en Bondetøs, som i de Dage ikke æstimeredes for noget af Købstedfolk. Men skal noget gøre Folk tossede, saa er det da Kvindfolk. Den So, som jeg nu maa ærgre mig over hver evige Dag, har ogsaa i sin Tid haft glat Ansigt og blankt Kikketøj, det er rigtignok længe siden - vent lidt, Hr. Helmberg! De spurgte jo selv om Jonas, og jeg maa jo sige Dem alting ligesom det er.

Jeg resignerede stille og lod Mogens Lassens Ords og Tankers Strøm flyde uhindret i dens brede Leje.

- Naa han, Kristen Mortensen, var en rigtig kalkunsk Bonde, og da Tøsen gjorde sig stædig og ikke vilde tage den lange Rasmus Tvers og fortalte, at hun var gode Venner med Jonas Rodian, saa galede Kristen op, som han var farlig dygtig til, og kaldte Jonas en Kalkslager og en Murdrengsklat. Karen hylede og skabede sig, saa det skal have været farlig at se paa, men det gør jo Fruentimmerne altid, naar de ikke faar deres Vilje, det kan min Kone og mine Tøse gøre lige saa godt; og Kristen har vel ikke obselveret videre paa de Ting. Karen maatte tage Rasmus Tvers, og da Bageren sagde til ham, at det Pigebarn, som nu kan være en Snes Aar, og som hun fik lidt vel snart efter Giftermaalet, vel egentlig hørte Jonas Rodian til, saa sagde Rasmus, som alle sine Dage har været en dvask Hund: "Aa, Skidt, jeg faar dog 78 Gaarden i Hellersløv." Naa, saa længe den gamle Niels Tvers og Kristen Mortensen levede og kunde kæppe den lange Rasmus op, saa passede han nogenlunde paa Mølleriet, men da de faldt væk, sad han og drev fra Morgen til Aften hos Værtshusmanden ved Nørreport og spillede Brus eller Hyp med den ene Politibetjent og en gammel Skrædder, som nok har forstaaet at malke ham ordentlig, for Politibetjenten har nu sit eget Sted, og Skrædderen har for nogle Aar siden laant Balber Konradsen 200 Rigsdaler, da han skulde have sat Kvist paa sit Hus. Den nydelige Gaard i Hellersløv har Rasmus Tvers maattet sælge, og det var endda en Greve, der købte den. Der er ikke mere det ved Mølleriet, som der var i gamle Dage, og snavs bliver det drevet, for hvor dvask Rasmus end er, bliver han ked af at se paa Kællingen, der altid glor surt, saa han sidder gerne om Dagen i Møllestuen og spiller Kort og drikker Brændevin med Bønderne, saa det gaar immervæk tilbage. Og blev det galt med Rasmus Tvers for et Kvindfolks Skyld, galere blev det dog med Jonas Rodian. Han blev saa edderspændt siden den Tid, at den bare Ondskab gnistrede ud af Øjnene paa ham. Jeg er ikke for, at han skal komme ind i min Stald eller se paa mit Kre'tur, naar det staar ude paa Marken, for det Øjesyn kan aldrig være godt for Kvæget. Da Faderen døde, rørte han aldrig Murske eller Kalkkost, men købte sig en Hest og en lille Vogn og gjorde siden den Tid Smaakørsler for Folk, men ellers gaar han og driver og glor paa alle, som han vilde æde dem. Rasmus Tvers er ikke glad ved at møde ham, for Jonas er urimelig stærk, og allerede da han første Gang saa' Rasmus efter Brylluppet, smak han ham saadan en under Øret, at den lange Rasmus faldt som en Stud, man slaar for Panden. Rasmus havde endda været til Alters samme Søndag, men saa gal var Jonas Rodian, at han ikke engang kunde bie til om Mandagen, det havde dog ikke været saa ukristeligt, men det er alt sammen Fruentimmernes Skyld, og det har været Meningen med det hele, Hr. Helmberg, at lægge den Ting ud for Dem. - Ja, saa siger jeg god Nat

Ja, saa siger jeg god Nat, Carlsen. Naar Du er ked af mine Forsøg i den naturhistoriske Beskrivelseskunst, anvendt paa de indfødte her i N., kan Du bare lade et Ord falde derom, jeg skal da se at hitte paa noget andet at underholde Dig med. Noget maa jeg bestille, thi hvad Juraen angaar . . . sed de hoc hactenus. Indlagt sender jeg Dig de fem Rigsdaler, som Du bad mig laane 79 Dig med den Tilføjelse, at jeg ikke maatte tro, at Du vilde gøre Nar af mig. Siden jeg ikke omgaas Kompagniet paa Gæstgivergaarden, slaar mine Penge nogenlunde til.

Din
L. H.

IV.

N-, d. 17. Juni 18. .

Hør Carlsen, har Du nogen Anelse om, hvad det vil sige at være ene, muttersene? Ja i den Grad ene, at man ikke engang har sine Tanker til at holde sig med Selskab? Hvor jeg kan misunde Folk med et eller andet Talent, som kan fylde dette Ensomhedens Svælg enten med en fantastisk Billedvrimmel eller med videnskabeligt strengt Arbejde! Men Digter eller Kunstner er jeg som bekendt ikke og endnu mindre Videnskabsmand. Det kan maaske være morsomt at læse Jura for den, der har Evne til at finde Ariadnetraaden i denne Labyrint af Lovbestemmelser og Forordninger, men jeg tilstaar ærlig, at det er jeg for dum til. Hver Gang jeg gør et Forsøg, forvilder jeg mig mere og mere i de snørklede, sig i hverandre slyngende Gange, og jeg føler tydelig, at jeg vil blive ædt af Konfusionens Minotauros. Duer jeg da til slet intet her i Verden? Kan jeg lige saa godt lade mig slagte? Og dog, Carlsen, jeg forsikrer Dig, at hvis man førte mig til Guillotinen, vilde noget i mig istemme den franske Digters Ord, der slog sig for Panden, før de huggede Hovedet af ham, og sagde: Il y avait pourtant quelque chose là. Jeg synes, at jeg kan lære en Del af umiddelbar Erfaring, af Samtale med fornuftige, ja selv ufornuftige Mennesker. Jeg holder saa meget af Naturen, der rigtignok sjælden luller mig ind i sentimentale Drømme, men derimod gør samme Virkning paa mig som et ekstra godt Glas Vin; jeg bliver stærk af den, den varmer mig lige til Marven af mine Knogler. Jeg faar Lyst til at bestille noget, men noget, som tager paa Kroppen og samtidig klarer og ægger Aanden. Ja om det saa var at hugge Brænde, tror jeg, at hvis jeg stod en klar Foraarsdag i bare Skjorteærmer i Huggehuset med Udsigt til det grønne og det blaa, vilde jeg synge, saa det gjaldede efter, svinge Øksen, saa det hvinede gennem Luften. Men at sidde og fedte med noget, som skal kaldes aandelig Syssel, men som for den paagældende 80 ikke er andet end det trivielleste Hukommelsesværk, at pine sig med et Arbejde, som er ens Natur fjendtligt, det er oprørende. Mange vilde, naar jeg spurgte dem til Raads, raade mig til anden Læsning, f. Eks. af æstetiske Sager; men det er jeg ikke altid oplagt til. Jeg kan blive stærkt greben især af saadanne Digtere, fra hvem det kernesunde slaar mig stærkt og ejendommeligt i Møde, hvad enten det er den højeste Alvor eller de kaadeste Løjer. Derfor kan jeg godt lide Homer, naar jeg maa læse ham paa Dansk, thi Græsk har jeg aldrig kunnet lære, i det mindste ikke, som de vilde lære mig det i Skolen, hvor det mindre kom an paa at forstaa Sætningens Mening end at skelrie, om dens Verbum var Aoristus primus eller Aoristus secundus. Derfor elsker jeg Oehlenschlägers tidligste Digte, hvor Foraaret spirer og gærer, derfor kan jeg betages af Kong Lear, naar han raaber til Tordenen: Ruml, til Du revner; derfor er Holberg min Bibel. Men jeg kan ikke fordøje meget paa én Gang, og tidt gaar det ikke egentlig op for mig under Læsningen, hvor prægtigt det er. Først naar jeg efter længere Tids Forløb er ude i Terrainet, enten det nu er en rigtig frodig Sommerdag, eller der er ordentligt Humør i Luften med Storm og piskende Snefog, kan noget, som jeg har læst, rinde mig i Hu og gøre mig inderlig godt. Men jeg trænger ogsaa til Mennesker, der kan pirre lidt ved mig, ellers dvasker jeg hen og bliver dum; det kontemplative Liv i en ensom Celle er mig en Pestilens. Jeg har sét "Musernes Dans" i det spillende Sollys, i den blaalige Dunst over Skovkammen, i Lynets Siksak, i Snefnuggenes Hvirvel - men aldrig "ved Lampen", tilmed da alle de Lamper, jeg har ejet, har oset nederdrægtig.

Ler Du ad mig, Carlsen? Synes Du, at jeg bliver patetisk Alvorsmand? Du maa bære over med min Patos, ligesom jeg tidt har baaret over med din, men det kan Du ikke huske, din Snøbel. Naar Du har haft en slem Pisk, og jeg trofast har hjulpet Dig med at bære den hjem - og det kan Du ikke nægte, at jeg har gjort adskillige Gange - saa har Du altid haft lyriske Anfald og betroet mig, at det var et svinsk Liv, vi førte, at dit egentlige Fag var det tragisk-heroiske, og at Du digtede paa en Tragedie om Abeilard og Heloïse. Kan Du huske, at Taarerne tidt strømmevis randt ned ad dine Kinder, naar Du talte om din gamle Fader, Provsten paa Langeland, hvis Stolthed Du engang havde været, medens han endnu havde Haab om, at Du vilde ende paa Fyns Bispestol, og som Du ikke turde eller ikke nænnede at underrette om, at Du forlængst havde givet Teologien Løbepas?

81

Jo, jo, Hesten paa Kongens Nytorv vilde kunne fortælle om adskillige patetiske Udgydelser af Dig, saa Du skal slet ikke le ad en stakkels Djævel, der er ene, muttersene i N-. Lev imidlertid vel. I Morgen er her Marked i Byen; jeg skammer mig næsten ved at fortælle Dig, at jeg glæder mig dertil som et Barn, det er dog altid en Afveksling.

Din
L. H.

V.

N-, d. 23. Juni 18 . .

Jeg vaagnede forleden Morgen - Markedsdagen - ved en Samling af de mest uharmoniske Musikpræstationer. En Lirekasse spillede "Leonora addio" af "II Trovatore", en anden: "Dannevang ved grønne Bred", en tredje: "Karolinchen, ach warum denn nicht?", forskellige italienske Drenge drejede paa deres skrækkelige Viola, hver i sin falske Tonart, Omegnens Ungdom tudede af al Evne i Trætrompeter, der lød som en Gases Hvæsen, og Tintrompeter, der lød som et svagt Vindstød gennem et Kakkelovnsrør, men jeg sprang glad ud af Sengen. En Masse gamle Minder fra min Barndom, da Turen til næste Købstads Marked var den største Fest, vi Landsbydrenge kendte, randt mig i Hu med Friskhedens Styrke. Bønderpigerne, der spændte hele Gaden - nu rigtignok til Dels i uklædelige Dametoiletter - Karlene, der smiskede saa lumsk til dem, men ikke kunde finde paa, hvad de skulde sige, Gøglerne paa Stilladset uden for det i et Kornmagasin arrangerede Teater, hvis værdige Direktør i dyb Alvor førte en improviseret Dialog paa halv Tydsk og halv Dansk med Musje Bajazzo, der gjorde stor Lykke ved at slaa Buler i sin spidse Hat, som lignede det Filtrerapparat, man bruger i Brænderierne, Visekræmmeren, der anbefalede sine Varer i en Harangue fuld af de ferskeste Brandere, den skævbenede Skrædder, der fungerede som Vagtkommandør over den Afdeling af "Politikoret" (alias Borgervæbningen), som holdt Raadstuen besat, alt dette ydede mig næsten lige saa megen Nydelse, som da jeg var ti Aar. Jeg skar Ansigter til Bønderpigerne, som først rødmede og dernæst brød ud i en undertrykt Fnisen; jeg trakterede de kønneste, jeg traf paa, med en Omgang paa Karruselbanen og listede mig lejlighedsvis et Kys 82 til, og en vred Moder, som opdagede min Træskhed, beroligede jeg ved at spendere en sød Æggesnaps og Æblekager paa hende i et Konditortelt. Jeg gik ind i en af de værste Knejper, hvor gamle Bønder sad omkring Bordene og midt paa Formiddagen drak varm Ekstraktpunsch og spillede Trekort, medens en anden gammel Bonde, der var bleven saa overvældet af Nektaren, at han støttede sig op til Muren i en Krog og havde ondt ved at udtrykke en heltemæssig Følelse, der fór op i ham, blot knyttede Haanden ud imod de tilstedeværende i Almindelighed og stammede: "Ja jeg skal - ja jeg skal - Kraft knuse mig - uh - ja jeg skal sla' jer, en for en, - og I skal - Dæ'len - I skal ligge sønderknuste for mine Fødder som det Møg, jeg træder paa." - "Hvem er den Mand?" spurgte jeg Værten. - "Et Schvinebæst", svarede han overlegent og trak paa Skuldrene - "halv Bajer, værs'artig Herre."

Lige da jeg traadte ud af Knejpen, vilde Skæbnen, at jeg skulde løbe mod Hr. Handrup. Jeg kom i saa umiddelbar Berøring med ham, at han ikke kunde undgaa at hilse mig og tale med mig. Men han saa' paa mig med en fornem-bekymret Mine og spurgte, idet han pegede paa Knejpen: "Søger De der ?"

- Aa, svarede jeg, man skal jo se paa de Folk, Markedet fører til Byen.

- De Folk, Markedet fører til Byen, gentog han langsomt og værdigt, er Bønder, Bæster, Hornkvæg og Drukkendidrikker, de er ikke værd at se paa. Se der gaar nu en - og Hr. Handrup pegede paa en forbigaaende Skikkelse med Løvemanke og et vældigt Skæg, hvorover knejsede en karmoisinrød Næse - han der er nu Direktør for et Selskab af Sangerinder, der skal synge paa den Knejpe, hvor De søger. Nu be'er jeg Dem! Kan man ikke se Brændevinen løbe ud af Øjne og Næse paa den Døgenigt? Ja, det forsikrer jeg Dem, Hr. Student Hellberg, at af alle Mennesker paa Jorden er der ingen jeg hader, afskyr og foragter i den Grad som saadan nogle - Drukkensnuder, rent ud sagt. Farvel, Hr. Hellberg. Det bør bemærkes, at Hr. Handrup havde haft to Gange Delirium.

Paa min hensigtsløse Omstrejfen kom jeg uden for Sønderport. Et Stykke ud ad Landevejen holdt Bøndervogne med Fødevarer, hjemmegjorte Tøjer og nogle Møllevogne med Mel og Gryn. Om den ene af disse var der en temmelig betydelig Stimmel Mennesker, der dog forholdt sig rolige og tavse. Jeg banede mig Vej for at se, hvad der var paa Færde, og opdagede snart, at 83 der var Slagsmaal. Paa Jorden laa en høj, forladen Mand og oven paa ham en lille undersætsig Skikkelse, i hvem jeg genkendte det Individ, der havde vist sig for mig uden for Møllehusets Have. Han bearbejdede af Hjertens Lyst sin Fjende med knyttede Næver, men denne syntes kun at gøre en ren passiv Modstand ved at parere Slagene af med sine Arme. Endelig rejste den lille sig, skubbede et Par af de omkringstaaende til Side og gik hurtig sin Vej. Den lange rejste sig aldeles flegmatisk og sagde, da hans Modstander var saa langt borte, at han ikke kunde høre ham: "Han fik lige godt de værste." - "Nej, det gjorde Du, Rasmus Tvers," hørte jeg Mogens Lassens Stemme sige, "men det er jo din sædvanlige Markedsgave." - "Hvad var der i Vejen med de to, Mogens Lassen?" spurgte jeg. - "Ih, det var jo Jonas Rodian og Rasmus Tvers," sagde han. "Ja, den varme Frokost faar Rasmus Tvers en Gang om Aaret hver Sommermarkedsdag. Jonas gaar og æder Arrigskaben i sig hele Aaret igennem, men paa den Dag bryder den ud. Det er vi saa vant til at se, at ingen tænker videre over det." - "Men hvorfor tager Rasmus Tvers sig ikke i Agt? han kunde jo blive fra det Marked." - "Aa, han er saa urimelig dvask, saa jeg tror ikke, at han kan huske de Prygl, han har faaet, fra den ene Gang til den anden." - "Ja men hvorfor slaar han ikke fra sig? Det er jo en stærk Tamp at se til." - "Han gider ikke. Jo mindre han tager fra sig, desto snarere faar det Ende. Tilmed er der Penge at tjene paa Markedet, og hvor dum Rasmus er, har han dog et eget Tag til at snyde Bønderne. Og saa er han farlig langsom af sig. Inden han kan faa sat sig i Positur, har Jonas brugt sit gamle Kneb, at rende Panden lige ind i Maven paa ham, og saa falder han, lige saa lang han er. Det er ellers Kællingens Skyld det hele." - "Men taaler Politiet hvert Aar saadant et Slagsmaal?" - "Hvad skal man sige til den Ting, Hr. Helmberg? Begge Politibetjentene er gamle Mænd. Den enøjede Pedersen sidder nede hos Værtshusholder Nielsen paa Torvet, og den tykke Brun er jo tillige Skomager og maa passe sit Haandværk, før han kan give sig i Lag med Politivæsenet." - "Men Byfogden da?" - "Han plejer altid at tage sig en Lur paa denne Tid, og Gud hjælpe den, der vaagner ham, saa er han lige saa gal som et vildt Dyr." - "Naa, hvordan har De det selv, Mogens Lassen?" - "Aa Gud fri mig! Kællingen derhjemme skal i Proces med Trine, der tjente os som Kokkepige, fordi hun i Arrigskab smak Trine en Sløv Boghvedegrød lige i Næse og Mund.

- Ja det skal jeg fortælle Dem vidtløftigere en Aftenstund, for

        

84 jeg har lovet en Gaardmand at komme ned til Nielsens og spille et Slag Polskpas med ham, Politi-Pedersen og Balber Konradsen. Adjøs, Hr. Helmberg! Tag Dem i Agt for Fruentimmerne, for de er kun til Ulykke og Plage, Spektakel, Slagsmaal, Rettergang - uh! - Ja, Adjøs."

Tæt uden for Byen løber en lang Sti, der skiller de Byen tilhørende Marker fra Haverne, som i Almindelighed har Laager, der vender ud til Stien. Ved at kaste mine Øjne langs med den opdagede jeg, at den var ganske ensom, der var ikke et Menneske at skimte paa den. Tæt op til den laa i længere Afstand en Vanding, halvt omgiven af lavt Elle- og Pilekrat. Jeg fik Lyst til at gaa derhen, jeg huskede, hvorledes jeg tidt som Barn, naar det enten var Juleaften, Fastelavns Mandag, Markedsdag eller sligt, havde moret mig med at søge ensomme Steder; ja jeg kan erindre, at jeg endog en Juleaften satte mig et Kvarters Tid i Svinehuset for at erfare, hvorledes en Juleaften tog sig ud dér. Nu vilde jeg tilbringe et Kvarters Tid i Krattet om Vandingsstedet paa en Markedsdag. Det er Pjankeri, vil Du sige, der er ingen Mening i det. Men har Du ikke gjort den Erfaring, at vi tidt trækker den Slags løjerlige, meningsløse Tendenser med fra vor Barndom gennem hele Livet? Saaledes kan det endnu more mig paa Firskillingsbilleder at kolorere Soldater med en Farvelades Kulører og tegne Grise en profil, hvormed jeg i høj Grad glædede min Værtindes Smaadrenge.

Naa - jeg naaede da min Vandrings Maal, det ensomme Vandingssted. Jeg gik ud paa den gyngende, mudrede Grund mellem de lave Pile- og Elletræer, da jeg under en Busk opdager en menneskelig Skikkelse siddende paa Hug paa en stor Stub. Paa den brede Ryg, de høje Skuldre og det korte struttende Haar genkendte jeg Sejrherren fra Kampen, Jonas Rodian. Han havde faaet fat i et Stykke Lægte, hvormed han rodede og gravede i Mudderet foran sig, saa sorte Klumper sprøjtede om til alle Sider. Han hverken hørte eller saa' mig, lod det til, thi jeg kom ham ganske nær, uden at han løftede sit ludende, brede Hoved, og uden at han standsede i sin Beskæftigelse, som han drev med en saadan Ihærdighed, at han pustede og stønnede derved, og Sveden randt perlende ned ad hans ophedede lave Pande. Jeg blev staaende stille og betragtede ham temmelig længe, da han pludselig af al Kraft kylede Lægten langt ud i Vandingen, saa det grønne Vand plaskede højt i Vejret; derpaa udstødte han et Suk, der næsten lød som en Tyrs Brøl, og brød ud i en høj Hulken. Den betog 85 ham saa stærkt, at hans hele robuste Krop bevægede sig som i Krampetrækninger. Afbrudte Ord arbejdede sig frem, alt mens han slog sig for Panden med den knyttede Haand. - "Det sidder derinde, det onde - jeg bliver aldrig af med det - - jeg kan tærske ham det ene Aar efter det andet med al den Galenskab, jeg har ædt i mig hele Aaret - mer, mer - jeg maa myrde ham - brænde ham inde - svie ham i Hulen - aa Karen - kun den ene Gang vilde Du holde af mig - nu har Du rendt for mig i nitten Aar - - vor lille Pige render ogsaa for mig som en gal Hund -" her gjorde han en Bevægelse med Hovedet og opdagede mig. Rasende fór han i Vejret imod mig og vilde lige anbringe mig et Slag i Næse og Mund, men Du véd, at jeg ikke er saa ganske daarlig i den ædle Boksekunst. Jeg parerede hans Slag, fik ham om Livet og væltet om i Mudderet. Jeg lod ham rejse sig op. Han saa' myg og skulende ud og vilde gaa uden at sige et Ord. "Ja, hvorfor vilde De slaa mig?" spurgte jeg; "jeg gjorde Dem jo ingenting." - "Det var det onde i mig," brummede han tvært, "jeg kan ikke gøre for det." - "Kanske De havde godt af den Kolbøtte, De fik." - "Ja, det lindede ligegodt, for jeg trængte til at blive mat." Jeg gik nogle Øjeblikke ved Siden af Jonas. Han gik og skulede og skuttede med Akslerne. Da sagde han ganske sagte, i en Tone, der lød bønlig: "Lad mig gaa - jeg maa hjem og lægge mig." -

Du ser, Carlsen, der er virkelig en Del løjerlige Personer ude omkring paa Landet. Et Ophold i en Købstad opfordrer en til Detailundersøgelse af Menneskene. Denne stakkels halvidiotiske Smaakører begynder at interessere mig; men som Du kan slutte Dig til af, hvad jeg her har fortalt Dig, er han næppe let at komme i Lag med. Det er dog langt morsommere at have med levende Mennesker at gøre end med Bøger. Fanden tage alt det abstrakte, maa jeg bede om det konkrete, det haandgribelige. Du ser, at jeg for Skams Skyld ender med en Sentens, der skal se ud, som det var en Tanke. Skriv snart til

Din
Ludvig .
86

VI.

N-, d. 29. Juni 18 . .

Du vil sagtens huske, Carlsen, at jeg i et af mine forrige Breve fortalte Dig om det idylliske Billede, jeg fik af den gamle Vandmølle; men da jeg ikke tør smigre mig med større Opmærksomhed end det Minimum af samme, som Du anvender paa dine Studier, vil jeg minde Dig om, at samme Mølle rummer Rasmus Tvers, hans Kone, Jonas Rodians ulykkelige Flamme, og hendes Datter. Det er kun Kulisserne, der er idylliske, Skuespillet, der opføres, er et af de uhyggelige, hvor Livets Misère træder op i al sin aandsfortærende, hjerteforstørrende, sejgpinende Afskyelighed. - Med disse Tanker spadserede jeg derud i Forgaars Aftes, da Klokken vel omtrent var syv, og lidt Køling havde afløst Dagens brændende Varme. Hvor det dog er en yndig Plet! Nu skinnede de med hvide og røde Smaablomster tæt overdryssede Æble-, Pære- og Kirsebærtræer i Haven smukt i det mildt afdæmpede sene Eftermiddagslys og stod skarpt mod Hyldetræernes og Lindenes dunkle Baggrund. Jeg var gaaet helt uden om Huset, forbi Møllen med dens brusende Hjul, og saa' Haven fra en Side modsat den, hvor jeg sidst havde været, saa at Lindene og Hyldetræerne, som før havde lukket mig Synet til Haven, nu spærrede det ud til Marken, hvorfra jeg forrige Gang var kommen. Den gamle, rigtignok af Buske temmelig overgroede Have, hvor hist og her gamle Rosentræer tittede frem med deres nys udsprungne Roser, der bøjede sig ud over den Haven gennemstrømmende, livlig rislende Møllebæk, Vandets Susen ned over Hjulene, den summende og brummende Lyd af det indvendige Mølleværk, der lød ud til mig, dyssede mig ind i en underlig vemodig Ro, som helt betog mig, saa jeg havde ondt ved at rive mig løs fra den. Men jeg kunde jo ikke staa her for bestandig, og da jeg havde staaet og gloet - jeg tror over en Time - samlede jeg mig sammen til et Højre-om - og tænk Dig, jeg faar et Syn at se, der i sit Slags var endnu skønnere end det, jeg tvang mig bort fra. I en stor aaben Loftsluge i Straataget paa en lille Ladebygning stod en ung, meget blond Pige med de kraftige og dog smukt formede blottede Arme støttede mod Lugens Ramme. Hendes Hage hvilede i hendes Hænder, og i hendes smukke Ansigt med de store blaa, forstandige Øjne var der noget saa inderlig bravt og godt. Nedenfor stod med Ryggen halvt vendt mod mig en gammel Bondekone, der syntes med stor Tungefærdighed at fortælle 87 hende en eller anden bedrøvelig Historie, thi hun rystede bestandig paa Hovedet og tørrede Øjnene med Fligen af sit tærnede Bomuldsforklæde. Den unge bondeklædte Pige hørte opmærksomt til, nikkede af og til med Hovedet og rettede enkelte Ord til den gamle; men dels Afstanden, dels Larmen af Møllen hindrede mig i at høre deres Samtale. Endelig gik den gamle. Den blonde Pige forsvandt fra Lugen, og da jeg saa' hende træde ud af Ladedøren, beregnede jeg min Gang saaledes, at jeg maatte møde hende paa Broen. Den maatte hun over for at komme til Stuehuset, der laa paa den modsatte Side af Bækken, og i hvis ud mod samme Bæk vendende Gavl Møllen var. Jeg havde gjort rigtigt Bestik. Jeg tog Hatten af, da hun lige var paa Siden af mig; hun nikkede med en venlig, men adspredt Mine. Jeg syntes, det var min Pligt at gøre saa meget som muligt ud af Situationen. "Tror De ikke, at jeg tør gaa indenfor og faa en Taar Vand?" spurgte jeg, "jeg er bleven saa tørstig." - "Ja det er ogsaa en farlig Varme," svarede hun med en klar og kraftig Stemme, næsten uden sjællandsk Dialekt, "men det er da bedre, De faar en Taar Øl. Værs'go." Hun aabnede Døren for mig, gik selv først ind, og vi traadte ind i en lang, lav Stue med mørkt Bjælkeloft. Til venstre op mod Vinduerne stod et langt Bord, ved hvis ene Ende en stor, tyk Mand, i hvem jeg genkendte den af Jonas Rodian besejrede Rasmus Tvers, sad og sov. Foran ham stod en vældig Ølkande af Træ, en Brændevinsflaske, bred foroven og forneden og smal i Midten, samt et Frimurerglas. Pigebarnet syntes aldeles ikke at ænse ham, hun gik fremdeles foran mig gennem Stuen og lukkede op til et Værelse ved Siden af. Det var møbleret halvt paa Købstadmanér med hvergarnsbetrukne Stole og en Sofa. Over Møblerne laa sirlig hæklede, kridhvide Stykker. Stuen var stor; den havde Vinduer til begge Sider, baade ud til Haven og til Kørevejen. Paa en Forhøjning ved et af Vinduerne mod Haven sad en temmelig høj, mager Kone med en endnu rank Figur, der vilde have givet hende et ungdommeligt Udseende, hvis ikke det fint og skarpt formede Ansigt med en spids, kroget Næse og med smaa dirrende Øjne og det fremspringende Underkæbeparti havde fremkaldt Forestillingen om mange Aar, tilbragte i alt andet end harmoniske Stemninger. Hun løftede Øjnene og saa' paa mig med but Ligegyldighed. - "Den fremmede Mand bad om noget og drikke," sagde den unge Pige, "jeg kan vel hente ham en Taar Øl og en Snaps." - "Ja, det forstaar sig," sagde Konen; "men tap et Krus af Tønden, lad ikke

        

88 den fremmede Mand faa af den Kande, som han derinde har snaget i." Den unge Pige gik ud af Stuen, og da hun vendte Ryggen til mig, kunde jeg ikke andet end beundre hendes ranke, kraftige Vækst, som intet Snørliv kneb edderkoppeagtig sammen i Livet, og ingen masseagtig opdyngede Underskørter gav en uforholdsmæssig Bredde forneden. Hele Partiet fra Armhulerne til neden for Hofterne dannede en fin og kraftig Bølgelinie. Hænderne, der hverken var røde eller hvide, men af en lys, solbrændt Farve, der nærmest kunde kaldes nøddebrun, var hverken soignerede eller vansirede af Arbejde; de lange Fingre var stærke og smidige. - Hun kom snart tilbage med et Krus godt hjemmebrygget Øl og en Snaps Brændevin, hvilket sidste jeg lod staa. Da Konen opdagede dette, sagde hun til mig: "Ja, det Brændevin er ogsaa noget Skab. Hvor er ellers den Herre fra?" - "Jeg er fra København," svarede jeg, "jeg er Student." - "Hm," sagde Konen, "saa ligger De vel her og venter paa Præstekald ligesom den hellige Kapellan, der var her forgangen Aar." - "Nej," svarede jeg leende, "jeg er langtfra hellig, men gevaltig verdslig." - "Saa?" sagde Konen alvorlig; "det ene er lige saa galt som det andet." - "Hvordan vil De da have, man skal være?" - "Man skal passe sig selv og ikke være vidtløftig i nogen Maade," sagde Konen tørt. Datteren havde efter min sidste Replik fæstet sine store trofaste Øjne paa mig med et spørgende Udtryk. "Gaa ud og se, om Sidse har malket," sagde Moderen med et hurtigt Sideblik til den unge Pige, der straks gik ud af Stuen, hilsende mig med et tankefuldt Nik. Konen blev ved at strikke paa sin Uldhose uden at værdige mig et Ord eller et Øjekast. Jeg begyndte efterhaanden at føle mig noget beklemt, tømte Kruset og rejste mig op. "Saa siger jeg Tak," sagde jeg til Konen. - "Ja selv Tak, der er jo ikke noget at takke for," lød Svaret. Derpaa gik jeg ud gennem den forreste Stue. Rasmus Tvers var nu vaagen og gloede paa mig med sløv Nysgerrighed; jeg hilste ham og gik lige forbi ham.

Det, jeg nu skriver, Carlsen, maa Du ikke sige til nogen; gør Du det, er Du en Slubbert. Jeg gik hjem med Hovedet fuldt af det prægtige Pigebarn, rigtig saadan "ein tüchtiges Mädchen", og - Du - da jeg kom hjem, stod jeg over en Time i mit Kvistvindue og tænkte - ja, jeg tænkte ingenting, men jeg klappede i Fantasien det ranke Pigebarns let solbrændte Kind, kyssede hendes lyseblonde Haar, trykkede kraftig hendes stærke Hænder - endnu, medens jeg skriver dette, føler jeg en Trækning igennem 89 Sjæl og Krop ved at tænke paa hende. Men jeg trøster mig ved, at sligt driver over som mine mangfoldige tidligere Rørelser. Dog Fanden skal tage mig, om jeg kunde nænne at gøre den Pige - ja hvad hun hedder, har jeg jo ikke engang faaet at vide - - Sorg eller Fortræd. Skab Dig nu ikke, Carlsen, med at gøre Nar af mig: næste Gang skal jeg fortælle Dig noget Grin.

Din
Ludvig .

VII.

N-, d. 1. Juli 18 . .

Nej, det varer ved endnu, min gamle Ven; jeg sidder i det til langt op over Ørene. Jeg tog straks om Morgenen efter mit Besøg i Møllen den heroiske Beslutning ikke at sætte mine Ben der for det første, men Du kender det Minimum af Etik, der er repræsenteret i mig. Netop naar jeg tror at have en urokkelig Bestemmelse, er der noget inden i mig, der rent ud sagt griner af mig og ægger mig til at gøre lige det modsatte. Alt skulde nu ogsaa sammensværge sig imod mig. Jeg havde glemt mit Cigarfutteral med mine sidste Cigarer (det var jo lige i de sidste Dage af Maaneden) ude i Møllen; det var altsaa nødvendigt, at jeg gik derud - hvilket ogsaa skete. Rasmus Tvers sad i den forreste Stue paa sin sædvanlige Plads og spillede Trekort med to Bønder, mellem hvilke Brændevin og Øl flittig cirkulerede. - "Er Deres Kone og Datter hjemme?" spurgte jeg. - "Jeg véd sgu'tte," sagde han gnavent og viste mig med Albuen Døren til den inderste Stue. Konen sad paa Forhøjningen og strikkede med det store Uldgarnsnøgle i Skødet. Hun saa' ikke videre venlig til mig, nikkede til Svar paa mit Goddag, rejste sig, gik hen og trak en Dragkisteskuffe ud, hvorfra hun tog mit Cigarfutteral frem og rakte mig det. Jeg kunde godt mærke, at hun ønskede, jeg skulde gaa med det samme, men det laa nu ikke i min Plan. "Det er en køn Have, De har," sagde jeg. - "Aa," - sagde hun - "køn? Ja den kunde blive køn, naar man havde Raad til at lade rydde og luge; men hvad skal vi nu med noget kønt her? Det er endda godt, naar man kan bjerge Føden." - "Møllerfolk plejer ikke at have saa ondt ved det," bemærkede jeg. Konen saa' mut paa mig. "Naar der ingen Mand er, og Konen ikke er skrap af sig - 90 ja det er ikke værd at snakke om, hvad der ikke kommer ret mange ved." Jeg vidste godt af Erfaringer fra gammel Tid, at saadanne Koner daarlig kunde modstaa at fortælle om deres Sager, og at de nok kan lide, at man lægger Mærke til, hvad der angaar dem. Jeg sagde derfor ganske ugenert: "Ja, jeg har jo nok hørt snakke om oppe i Byen, at Manden her ikke bryder sig stort om Tingene her eller om Dem." - "Om mig!" - og her lo Konen kort og haanlig: "jeg har sgu heller aldrig brudt mig om ham, saa jeg forlanger ikke, at han skal bryde sig om mig. Men han skulde have brudt sig om Gaarden, som han fik med mig, om Møllen, som var god baade i hans Faders og Farfaders Tid; men det nytter ikke at tale om, hvad der ikke bliver anderledes." - "Kanske meget kunde have været anderledes, hvis De havde faaet en Mand, De holdt af." - "Holdt af! - ja hvad véd en ung Tøs Besked om, hvem hun skal holde af eller ikke; saadan en Tøs er det mest tossede Kre'tur, der er til. Nej, Forældrene skal sørge for, at hun faar en skikkelig Mand og ikke en Klaadde, der bare har Gaard og Penge. Det er alt sammen meget fornøjeligt med Kærlighed og Kærestevæsen i Ungdommen, men det bringer en kun i Ulykke. Verden er taab'lig, hvordan man end vender den. Man maa gaa sin Tid her i Verden, saa længe det er bestemt en, man faar jo dog til sidst en Ende paa det." - "Der er ikke megen Trøst i det, De der siger," sagde jeg. - "Trøst!" (Møllerkonen havde den Vane at gentage det Ord, hvorpaa man lagde Hovedaccenten i sin Replik, paa en dvælende, raillerende Maade) "hm, Trøst! Hvem skal kunne trøste en? Præsterne? Ja vist saa! Der er nu Karen Per Niels'es, Gaardkvinden i Hellersløv, som jeg har kendt, fra vi begge var Tøse; hun har immer været noget hellig. Forgangen Aar var hun her, og da hun vidste, at jeg aldrig nogen Tid var glad og ikke havde været det i mange Herrens Tider, saa raadede hun mig til at høre den ny Kapellan i Fresløse, for han kunde tale noget om det døde og det levende, som der var Forslag i. Og jeg skal aldrig nægte: saadan en Mand til at tale har jeg ikke kendt: han kunde synge, snakke og slaa i Prækestolen, saa det dirrede gennem hele Kirken, og ikke et eneste af Fruentimmerne kunde bare sig for at græde, som hun var pisket, saadan kunde hans Røst bævre en ind i Marv og Ben." - "Men var det, han sagde, til nogen Trøst for Dem?" spurgte jeg. - "Ja, i Begyndelsen lindede det ligegodt noget, især naar han messede saa nydelig oppe fra Alteret; det gav en farlig Kraft i de Ord, som han sang. Men da han kom her i Huset, og det gjorde han, fordi 91 Karen Per Niels'es havde sagt, at jeg havde det snavs, saa fik jeg rigtignok at se, at det var simpelt nok med hans Gudfrygtighed." - "Saa, hvordan det?" - "Jo han sad og lagde mange Slags Ting ud for mig og Tøsen Marie, men saa saa' jeg, at han satte saadanne kattemilde Øjne op til Tøsen, alt mens han udlagde Skrifterne, og engang da han talte om Barnetroen, som han kaldte det, klappede han Tøsen paa Kinden, men saa sagde jeg lige straks stop, for den Redelighed skulde jeg dog ikke have noget af." - Alt mens Konen talte, talte hun sig hidsig og vedblev, henvendt til mig: "Derfor kan det ikke nytte, at saadanne studerede Herrer kommer paa Besøg her og gaber paa min Tøs; saa meget kan jeg da, at jeg kan genne dem fra hende. Ja, den gode Herre fik jo sit Cigarfutteral? Ikke sandt?"

Nu var der intet andet at gøre end at tage Afsked, som var kølig fra begge Sider. Da jeg passerede Møllestuen, saa' jeg, at Bønderne var gaaede. Nu laa Rasmus Tvers langs hen ad Bænken, snorkende, saa det rungede i Stuen, og Sveden drev ned ad hans fede Ansigt. - Men jeg maa have Brevet af Sted; det er allerede blevet dygtig langt; Fortsættelsen skal følge snarest mulig. Fra nu af er mine Breve alene bestemte til at læses af Dig, Carlsen; jeg kan ikke lide, at de andre skal gøre Nar af dem.

Din
Ludvig .

VIII.

N-, d. 2. Juli 18. .

Slukøret drev jeg altsaa ud af Møllehuset, og uden at ænse, hvorhen jeg styrede mine Skridt, fulgte jeg op over Marken den lille Mølleaas eller Bæks Krumninger. Jeg var arrig i Hovedet og mejede Nelder, Skræpper og Sivtoppe af med min Spanskrørsstok. Men jeg havde ikke tilbagelagt noget langt Stykke Vej, før mit Humør opklaredes ved et helt fornøjeligt Syn. - For at Du kan forstaa Lokaliteterne, maa jeg bemærke, at jeg ved Udgangen af Møllehuset havde passeret Broen og gik paa Bækkens højre Bred. Med ét opdager jeg "Tøsen" Marie staaende paa den modsatte Side, et lille Stykke ude i Vandet, barbenet og med Kjolen opkiltret over Knæene, med Ærmerne opsmøgede højt over Albuerne, beskæftiget med at skylle Tøj. De smukke Arme bevægede 92 sig rask og flittig og glimrede formelig i Solskinnet. Benene, kraftige og slanke som paa Artemisstatuer, støttede hende fast og sikkert og omskylledes muntert af det sagte rislende Vand; Arbejdet havde farvet hendes Kinder stærkt. Jeg var omtrent kommen lige over for hende, inden hun mærkede, at der var nogen, og da jeg hilste hende, blev hun rød til op over Panden, saa' paa mig med et bedende-forlegent Blik, holdt Kjolen og Skørterne ned over Knæene, retirerede op paa Bredden af Bækken og stillede sig bag ved en stor Vadskeballe, hvori hun lagde Tøjet, efterhaanden som hun fik det skyllet. Da jeg blev staaende, satte hun sig helt paa Hug bag Ballen. "Har De travlt, Jomfru?" sagde jeg. - "Nej, nu er jeg næsten færdig," svarede hun. - "Jeg vilde saa gerne tale lidt med Dem," sagde jeg; jeg kunde fornemme, at min Stemme rystede. Hun saa' igen paa mig med nogen Forundring. "Ja, saa kan De gaa et lille Stykke fremefter, saa meget som et Halvhundrede Alen; der ligger nogle store Sten i Vandløbet, som De kan komme over paa, naar De tager Deres Strømper af, saa kan jeg imens trække mine paa." - Urolig og længselsfuld gik jeg videre, søgende det betegnede Sted, som jeg fandt og benyttede efter Maries Anvisning. Da jeg naaede hende, sad hun fuldt paaklædt i Græsset ved Aabredden, men havde flyttet sig hen til et Sted, hvor Sivene var saa høje, at hun sad skjult for dem, der muligvis gik paa den modsatte Bred. Hun nikkede mildt til mig. "Tak skal De have, fordi De vilde tale med mig," sagde jeg. - "Ja, det vilde jeg gerne," svarede hun, "jeg taler saa sjælden med nogen." - "Jeg véd nok," sagde jeg, "at De ikke har det godt derhjemme; det kunde jeg straks se." - Hun gav sig til at græde og rystede paa Hovedet. - "Men Deres Moder holder dog vel af Dem?" - "Ja, det gør hun nok, men hun skænder dog for det meste, og jeg synes ikke, at jeg gør nogen Fortræd, og Morskab under hun mig slet ikke. Jeg faar aldrig Lov til at gaa til en Smule Dans, og jeg maa stjæle mig til at læse lidt i Morskabsbøger, som Doktorens Døtre laaner mig; hun siger, at det sætter mig Kærestesludder i Hovedet. Men hun er saa flittig i Huset og stræber, hvad hun kan overkomme med Arbejdet paa Marken, saa hvis vi ikke havde hende, kunde vi lige saa godt pakke sammen." - "Har De da slet ingen Glæde ved at leve?" spurgte jeg. - "Jo, det har jeg rigtignok," svarede den unge Pige; "naar jeg kan faa Lov til at staa rolig ved mit Arbejde, og det gaar rigtig rask fra Haanden, saadan som før; naar saa bare Vejret er rigtig højt og klart, kan jeg blive saa glad, at jeg er

        

93 nødt til at synge, enten jeg vil eller ej. Og saa er det ogsaa morsomt at plukke Markblomster og enten binde dem i Kranse eller sætte dem i Glas hjemme i Stuen." - "Men savner De ikke Mennesker?" - "Jo, det sagde jeg Dem jo før; det er kedeligt, aldrig at have nogen at snakke med, baade om det man ser og hører, og det man læser om. Jeg vilde saa gerne høre noget om København - der er De jo fra? ikke?" - "Ja, det er noget vidtløftigt," svarede jeg smilende; "det er ikke godt at vide, hvor man skal begynde, og hvor man skal ende. Er der ikke noget, De især fremfor andet vil vide Besked om?" - "Jo, om hvordan De bærer Dem ad med at spille Komedie. Jeg har læst nogle forfærdelig morsomme Komedier af Holberg og en meget bedrøvelig en, der hed "Axel og Valborg", men jeg kan ikke forstaa, hvordan de agerer dem. Og naar der har været Komedie her i Byen, har jeg aldrig faaet Lov til at se det, for Moder siger, at det ogsaa er noget Kærestesludder, og det er det værste, hun kender, siger hun." - "Saa vil jeg gøre Dem et Forslag," svarede jeg, "kan vi ikke mødes her i Morgen ved denne Tid, saa skal jeg tage en Komediebog med og fortælle Dem lidt om, hvordan det gaar til." Hendes store blaa Øjne lyste af Glæde, og efter en kort Betænkning sagde hun: "Ja, men det maa være længere nede, længere fra Møllen, der, hvor den store Ask staar blandt Ellekrattet; i det kan vi sidde skjult. Hun saa' smilende paa mig; pludselig fór som et Lyn af Jubel over hendes Ansigt, og hun sang med høj Stemme:

"Hanen galer saa stolt og kry,
Klokken ringer igennem By;
Davren koges, og Røgen maa
Kolbøtter op mod Himmelen slaa;
højt paa Eng springer Folen.
Blomsten aabner sin lille Mund,
synger: Dejlig er Morgnens Stund,
dejlig er Dagen og Solen!"

Og i barnlig Lystighed bukkede hun sig, tog en flad Sten op fra Jorden, hendes højre Arm blinkede i Luften, hendes højre Bryst hvælvede sig kraftigt, og Stenen fløj ud over Vandet og slog Smut en tre fire Gange. "Ja, jeg er tosset, at jeg staar her," sagde hun. Hun gav mig sin Haand og besvarede ugenert mit Tryk, lagde det skyllede Tøj over den venstre Arm, greb Ballen med den højre Haand i det ene Øre og gik rask ad Møllen til, uden i mindste Maade at synes tynget af sin Byrde. Jeg stod længe og saa' efter 94 hende, som hun skred høj og stærk hen ad den grønne Engbund, medens Omridsene af hende langsomt fortonede i den begyndende Dæmring. Jeg véd ikke, hvorledes jeg kom hjem, fik sat mig ned og har faaet skrevet dette Brev, hvis gruelige Kragetæer Du vel knap kan tyde. Det jubler i mig og om mig: I Morgen!

L. H.

IX.

N-, d. 5. Juli 18 . .

Den kom da, den længselsfuldt ventede Dag. Hvor var Formiddagen og den første Del af Eftermiddagen usigelig lang! Endelig - endelig slog Klokken halv syv; jeg begav mig paa Vejen til det aftalte Mødested; i Lommen havde jeg et Eksemplar af "Svend Dyrings Hus", som jeg efter en kort Betænkning havde valgt paa Lejebiblioteket til at læse for Marie. Hun var allerede paa Pladsen; hun sad under et temmelig stort Asketræ, der stod lidt fra Vandet, rundt om stod Elletræer. Hun strikkede paa en Strømpe, ved hendes Fødder laa en lille Krans, som hun havde bundet af Kornblomster, røde Markvalmuer, Kamelblomster og Blaaklokker - af hele den fine, jomfruelige Flora, som i Juli Maaned smykker Randen af Grøfter og Gærder. Hun smilede over hele Ansigtet, da hun saa' mig, og gav mig sin Haand, men da jeg vilde kysse den, sagde hun: "Aa nej lad være med de Tossestreger." Jeg satte mig da ved Siden af hende, tog Bogen frem, men inden jeg begyndte at læse, fortalte jeg hende, hvorledes Teatret var indrettet, hvorledes Folk efterhaanden samlede sig, Musikken fra Orkestret begyndte, Lysekronen og Tæppet hævede sig, og tillige, hvorledes man maatte tænke sig de i Stykket spillende Personers Udseende og Kostume. Da jeg begyndte Læsningen, strikkede hun i Begyndelsen fort, men efterhaanden som Ekspositionen udviklede sig, lod hun Hænderne med Strikkestrømpen falde ned i Skødet, og Uldgarnsnøglet trillede hen ad Græsset. Hun fulgte med Øjnene enhver Bevægelse i mit Ansigt, af og til undslap der hende et Forbavselses-, Indignations- eller Begejstringsudraab; jeg kunde se, hvor udmærket hun forstod alt. Jeg var selv begejstret; for det første elsker jeg disse kernesunde Vers, der lyder mig saa fortrolige og hjemlige, dernæst maatte vel en saadan Tilhører løfte ens Gengivelse, og endelig var den milde 95 danske Sommerdag ligesom et naturligt Medium for denne af grøn Skov og Vang duftende Digtning. Jeg véd ikke, hvor længe jeg havde læst, thi tidt maatte jeg forklare et og andet om, hvorledes man frembragte Dekorationsforandringer og sligt, men jeg var i Færd med at læse Korets Sang i Begyndelsen af tredje Akt:

Fuglen kvidrer, som bedst den kan,
og Hanen galer paa Tofte.
Alt er vaagent vidt over Land,
og Bonden kryber i Kofte.
Solen lyser over Lindens Top -
Hr. Ridder! Hr. Ridder! vaagn op -

da det raslede i Ellebusken, og Karen Tvers stod foran os. Hendes Mine var ikke forbitret, men hun saa' koldt-resigneret ud.

"Naa det var derfor, Du altid skulde spadsere paa denne Tid," sagde hun til Datteren, "gaa hjem straks." Marie havde rejst sig som et opskræmmet Vildt og vilde til at adlyde, men jeg greb hendes Haand og sagde til Moderen: "Her er ingen Fjantestreger paa Færde, Madam, jeg elsker Deres Datter og . . ." - "Ja, det ser jeg sgu nok," sagde hun, "men det er det, som jeg ikke vil vide af. - "Det kan De da endelig ikke forhindre, Madam Tvers," sagde jeg med et Smil. - "Det véd jeg nok," svarede hun, "men jeg skal gøre mit til at hindre, at Tøsen bliver ødelagt." - "Ja, hvis Marie holder af mig," - og her saa' jeg paa Pigebarnet, der var rød som dryppende Blod, men løftede Øjet lidt og nikkede næsten umærkeligt til mig - "vil jeg ærlig begære hende til Ægte." - "Det kan godt hænde sig," svarede Karen Tvers i den samme tørre Tone, "men hvad vil De gifte Dem paa? De kan jo ikke føde Dem, og saa meget véd jeg, at De er bleven sendt til N . . ., fordi De gjorde Utuskestreger i København, og vi kan ikke føde Dem . . . ja, se De kun stødt og fornærmet ud . . . det har ikke noget at betyde for mig. Holder De ordentlig af Pigebarnet, og holder hun af Dem, saa er jeg ikke saa tosset, at jeg jo nok véd, hvor megen Fortræd det vil volde jer begge to, men den Fortræd er ingenting mod det, der ellers kan ske. Nu skal jeg sige Dem noget. Hvis De ikke holder Dem fra Vejene her omkring Møllen, saa faar Tøsen ikke Lov til at sætte sine Ben uden for Døren. Jeg kan ikke hindre Dem i at holde af hende eller hende i at holde af Dem, men jeg kan sørge for, at hun ikke løber længere, end at jeg kan øjne hende; og det skal jeg sørge for, saa længe jeg lever. Kom saa, Marie; ja tvin Du kun, min Pige; der er ingen Morskab ved 96 den Ting, det véd jeg nok, men der er ingen, der gør os Fruentimmer mere ondt end de, der siger, at de holder mest af os." - Dermed tog hun Datteren om Haandledet og næsten trak hende af Sted. Marie betragtede mig. Store Taarer piblede i hendes blaa Øjne; derpaa fulgte hun Moderen. Som for at spotte mig og lokke mig skinnede Aftensolen i lange Lysstriber paa hendes tætte blonde Haar - hun turde naturligvis ikke vende sig om og se efter mig.

Egentlig kan jeg ikke sige, at jeg blev nedslaaet; thi jeg vidste nu, at Marie holdt af mig. Modstanden ægger mig, og jeg føler i mig Mod til Eventyr. Vi skal nok finde Midler til at mødes eller dog til at knytte Forbindelse. Det skal jeg nu spekulere paa i Nat, Carlsen. Tak, fordi Du skriver saa kønt, venlig og alvorlig til mig. Jeg tror, vi to nu er komne saa vidt, at vi kan tale sammen direkte, uden at drapere os i alt det Narreri, hvoraf vor Omgangsjargon bestod.

Din
L. H.

X.

Søndermølle ved N . . ., d. 15. Oktober 18. .

Kære Carlsen! Tak for dine og øvrige Venners Breve, da I havde erfaret mit Uheld, der rigtignok kun er bleven mig Porten til Lykken. Jeg er fuldkommen ved Kræfter igen og skal nu skikke eder en fuldstændig Beretning om, hvad der er hændet mig siden den Aften, da Karen Tvers viste mig Vintervejen. Det bliver et voluminøst Brev, men det faar I nu finde eder i.

De paafølgende Aftener strejfede jeg naturligvis stadig om i Markerne ved Møllen, dog i saa lang Afstand fra selve Huset, at man ikke kunde faa Øje paa mig derfra, men jeg saa' ikke et Glimt af Marie. Den fjerde Aften drev jeg nedslaaet omkring. Jeg havde siddet længe under Asken og, som Menneskene vistnok tidt er tilbøjelige til, kælet for min Sorg ved at læse i "Svend Dyrings Hus" fra det Sted, hvor Marie og jeg blev saa brat afbrudte forleden. Mørket var faldet paa, da jeg rejste mig for at gaa hjem; en tæt Regn var begyndt at dryppe, og det var temmelig sort hen ad Vejen. Helt nedsunken i mine Tanker hørte jeg Regndraabernes 97 ensformige Plask paa de store Skræppeblade ved Grøftekanten. Med et hørte jeg Fodtrin; jeg vilde undgaa alle Mennesker og sprang ned i Grøften for at lade dem komme forbi. Jeg blev ikke lidt forundret ved paa Røsterne at genkende Rasmus Tvers og - Jonas Rodian. Den første var aabenbart ikke saa lidt fuld, hans Stemme lallede, og Jonas havde ondt ved at styre hans Gang. - "Jeg troede sgu, Du vilde lokke mig ud og sla' mig, Jonas, og at det bare var derfor, at Du gav det meget Brændevin nede hos Værtshusholderen." - "Nej," gryntede Jonas; "nu skal jeg aldrig sla' Dig mere, Rasmus. Nu følger jeg Dig hjem, for Du er ligegodt blevet noget blisset." - "Ja, Du opfører Dig rigtig som en Kavaler, Jonas." - "Hæ, hæ - men hvad tror Du, Karen vil sige, naar Du bærer den Bjørn ind til hende?" - "Hun vil bruge Kæft," sagde Rasmus flegmatisk. - "Det kan Du jo sagtens slippe for." - "Næ-i." - "Jo, gu' kan Du saa. Lad os begge to gaa op paa Høloftet i det lille Hus paa den anden Side Broen og blive der i Nat." - "Ja-a-, har Du laget lidt Brændevin med Dig, hvis man skulde vaagne?" - "Ja, her er vel en Pægl endnu i Flasken." - "Ja, saa kan vi jo probere," sagde Rasmus, og dermed dinglede Parret videre. Jeg var ganske vist noget forundret over Jonas' Adfærd; det lidet, jeg havde set af ham, havde givet mig en ganske anden Forestilling om ham, end at han kunde blive gemytlig ved et Par Snapse med sin Dødsfjende, men jeg var saa beskæftiget med mig selv, at jeg snart slap denne Tanke for at synke hen i mine forrige Drømmerier. Jeg naaede hjem til mit Værelse, tændte Lyset og forsøgte paa at læse i en Bog, men kunde intet samle, derpaa gik jeg i Seng, men det var forgæves, at jeg lukkede Øjnene. En Ængstelse betog mig; jeg véd ikke, hvorfor jeg ængstede mig, søgte at orientere mig, og hvad enten jeg fandt min Frygts virkelige Grund, eller det var en Forklaringsgrund, jeg opfandt - den Tanke fór mig igennem Hovedet: "Hvad om Jonas Rodian havde noget ondt i Sinde?" Nu fik jeg fat paa det Emne for min Drøftelse. Det pinte og plagede mig i ti Minutters Tid, da tog jeg en Beslutning, sprang op, klædte mig paa - Klokken var over Midnat - lukkede mig sagte ud af Gadedøren og var ude. Det var taget paa med at blæse, Skyerne var komne i Drift, af og til piskede nogle Regndraaber mig i Ansigtet. Jeg tog Vejen ud til Møllen. Denne, som laa i et Hul mellem Bakker, kunde ikke opdages, før man var kommen den ganske nær, og det var en for denne Aarstid ganske usædvanlig mørk Nat. Jeg maatte helt forbi Møllehusets Gavl, før jeg kunde se Ladebygningen, den

        

98 samme, i hvis Loftsluge jeg første Gang havde set Marie. Var det en Hallucination? - det forekom mig, som der var Ild i Straataget - nej, det var den rene Virkelighed - en stor Flamme slog ud af det. Jeg løb straks hen og dundrede paa Stuehusets Vinduer og raabte Brand, derpaa faldt det mig ind, at der jo var Mennesker i den brændende Bygning, men hvordan skulde man komme op paa Loftet, hvis Luge var lukket med en Lem?" Medens jeg som fortvivlet raabte: "Hvor har I en Stige?", kom Karen Tvers og Marie ud med Tørklæder over deres Natkostume og med bare Ben i Tøflerne; en Møllersvend, en Karl og en Dreng lod sig ligeledes til Syne. De var alle bestyrtede, Fruentimmerne græd og jamrede, Mandfolkene stod og gloede, lamslaaede af Rædsel. "En Stige, for Satan!" brølte jeg. Karlen hentede en. Jeg satte den mod Væggen af Huset, fra hvis Loft jeg nu hørte Hyl, der mere lignede et Dyrs end en menneskelig Stemme, en vild Latter og trallende Sang, der synes at spotte Fortvivlelsesskriget. "En Økse!" raabte jeg igen. Endelig bragte Karlen mig en. Jeg steg op ad Stigen. Brændende Tjavser fra Straataget dryssede ned over mig. Jeg følte dem brænde mine Hænder og lugtede, at mine Klæder blev svedne. Det var mig, som Opstigningen varede en Evighed. Med et Slag af Øksen sprængte jeg Lemmen, som lukkede for den store Loftsluge. Ved Flammernes Skær saa' jeg Jonas Rodian med begge Armene om Livet paa Rasmus Tvers, hvis vidt opspilede Øjne udtrykte den forfærdeligste Dødsangest. "Aa, jeg kvæles - Gud hjælpe mig - frels mig - slip mig, din Satan?" brølede han. Da Jonas saa' Lemmen aabnes og et Menneske udenfor, skubbede han til Rasmus, saa han faldt baglængs om. Selv fór han hen imod Lugen, i hvis Karm jeg havde taget fat for at svinge mig ind paa Loftet, hvis Gulv endnu syntes at kunne bære. Jonas fyldte Lugen med sin brede Krop og slog mig af al Kraft over min højre Arm. Jeg var nødt til at slippe Karmen. Stigen vaklede, men stod dog endnu fast. Et gennemtrængende Kvindeskrig lød nedenfra - det var Karen, der raabte: "Jonas, for den almægtige Guds Skyld - for Maries Skyld -" Jonas raabte, medens han brødes med mig: "Du har ikke villet høre mig i mange Aar, og Du har bedst af at slippe for os begge, Karen" - og dermed skubbede han saa stærkt til mig, at jeg, der var halv kvalt af Røgen, som slog mig i Møde, og desuden var mattet af heftig Smerte i mine Hænder, faldt bagover. Min ene Fod, der endnu stod paa Stigen, rev denne med sig, Faldet var vel kun fra en Højde af en fem Alen, men Stødet var saa voldsomt, at det gennemrystede

        

99 hele min Krop, og jeg tabte Bevidstheden, dog kun et Øjeblik. Jeg kunde trods en stærk Smerte i den venstre Fod krybe paa Knæene over Vejen og undgaa Brandene fra Udhuset. Jeg saa' op; paa Røgens graarøde Baggrund skimtede jeg endnu Jonas, der atter havde grebet fat i Mølleren og hindrede ham i at styrte sig ud af Lugen. Endnu hørte jeg en svag Stønnen fra den sagtens næsten kvalte Rasmus, Jonas sang:

"Og derfor vil jeg slaas
som tapper Landsoldat.
Hurra, Hurra, Hurra! - Huh!

nej, Du slipper ikke, Rasmus, før Du er røget som en Skinke. Vi to skal i bengalsk Belysning - hæ - hæ - hæ - der bliver gjort Stads af os paa Sidstningen. - Farvel, Karen, nu har Du Fred for os begge." - Karen laa paa Knæ paa den anden Side Vejen, Tørklædet var faldet hende af Hovedet. Hendes graasprængte Haar piskede om hendes ligblege, magre Ansigt. Hendes aabnede Mund var som stivnet i et forgæves forsøgt Angestraab. Datteren knælede bag ved hende og holdt hende om Livet; det var, som Spændingen holdt Kræfterne sammen i hende.

Alt det havde naturligvis ikke medtaget Tiendedelen af den Tid, der behøves til at fortælle det. Jeg havde efterhaanden gjort flere Forsøg paa at rejse mig op, men forgæves. Jeg havde raabt til Møllersvenden og Karlen, til de efterhaanden tilkomne Naboer om at vove sig op ad Stigen, men det var umuligt. Brændende Straamasser var faldne ned over Lugen, dens Ramme var i Brand. Intet kunde ses af de paa Loftet værende to Mennesker, Veklagerne og Sangen deroppe var forstummede, og som hele Udhuset faldt bragende sammen, kom Købstadens Sprøjter kørende. Nu opløste alt sig i en forvirret Summen for mine Øren. Det sidste, jeg fornam, var en Kuldegysning. Jeg laa jo paa den af Regnen opblødte, vaade Jord.

Der kommer nu en Tid, Carlsen, da jeg ikke kan berette Dig noget om, hvorledes det gik til med mig. Jeg vaagnede op. Det var Nat, en Lampe brændte i Stuen. Jeg hørte Stemmer hviske om mig. "Kan han staa det igennem?" spurgte en Fruentimmerstemme. - "Jeg tænker det nok", svarede en ubekendt Mandsrøst; "hans venstre Fod er forvredet, men den kommer nok i Lave; men det er nogle forbandede Brandsaar, han har paa Hænderne og i den venstre Side. Men De kommer til at lade ham blive liggende her i Møllen, han maa ikke flyttes," - "Ja, om han saa 100 skulde blive her i ti Aar, saa er det kun vor Skyldighed," sagde Kvindestemmen ganske højt. Jeg havde nu orienteret mig: det var Karen Tvers' Stemme. "Tys - tys! han rører sig - ja, nu Farvel, Madam - jeg ser herned i Morgen tidlig." Jeg saa' ved det svage Lys af Natlampen dem begge liste sig ud af Stuen.

Jeg vaagnede igen op - hvor længe efter véd jeg ikke - ved at Døren aabnedes. Nu traadte to Kvinder ind. "Ja vaages over ham skal og maa der," hørte jeg Møllerkonen sige, "og det har jo til nu været Sidse og mig; og om vi ogsaa er noget matte af det, er det dog bedst, vi bliver ved. Det skikker sig ikke, at Du . . ." - "Nej, det véd jeg nok, Moer," hørte jeg Marie sige, og en Sitren gennemfór mig, "og jeg tænkte det heller ikke paa den Maade. Du kan jo lægge en Dyne der henne i Krogen; der kan Sidse jo lægge sig, og Du kan gaa i din Seng. Naar Sidse ligger derhenne, kan der jo ikke være noget i Vejen for, at jeg vaager over ham." - "Aa ne-j" hviskede Karen, "det er ikke for det, han fortjener det nok af os."

Da jeg igen slog Øjnene op, var det lys Dag. Jeg hørte den store Sidse snorke, og ved Benenden af min Seng sad Marie og læste. Da hun opdagede, at jeg saa' paa hende, fik hun Taarer i Øjnene. "Hvad læser De, Marie?" spurgte jeg sagte. Hun skottede hen til Krogen, hvor Pigen laa, lagde Fingeren paa Munden og viste mig Bogen - det var "Svend Dyrings Hus". Jeg vilde rejse mig op i Sengen, men en heftig Smerte i den venstre Side tvang mig tilbage. "Nej, nej, lad være," hviskede Marie ængstelig, "se at blive rask, saa tror jeg nok, at alt bliver godt."

Nu saa' jeg ikke Marie i flere Døgn. En Morgen, da Lægen havde undersøgt mig, sagde han: "Saa, nu er det værste Pust overstaaet." - Jeg følte mig klarere i Hovedet. - "Maa han ikke tale med Folk?" spurgte Karen. - "Aa jo, nu da Feberen er forbi," svarede Lægen. Karen fulgte ham ud af Stuen.

Lidt efter kom hun ind igen. Hun var endnu blegere og havde slappere og ældre Træk end før. Jeg strakte Fingrene af min ombundne Haand imod hende og sagde: "Tak for al den Ulejlighed, De har haft med mig." Hun rystede paa Hovedet med et stille Smil. "Tal aldrig om det," hviskede hun. Hun saa' et Øjeblik stift paa mig, ligesom om hun var i Forlegenhed med, hvad hun skulde sige, gik derpaa hen og tørrede Duggen af Vinduerne og Støvet af Stolene med en Klud, endelig tog hun en Stol, satte den hen foran min Seng og begyndte at tale, men hun stirrede ned i sit Skød, og hendes Stemme bævede: 101 "Det, De har vovet, skal jeg aldrig glemme Dem af. De to Mennesker, som De nær havde sat Livet til for at redde, var dem, som har gjort mig mest Fortræd i Verden. Mange Gange, naar jeg var værst i mit Sind, har jeg bedet til, at jeg maatte blive af med dem, men aldrig havde jeg troet, at Vorherre vilde være saa haard mod mig at opfylde det paa den Maade. Da jeg saa' dem paa Loftet midt i Ilden, slog min onde Samvittighed mig, og jeg ønskede, jeg maatte dø, naar blot de kunde slippe. Da saa De gjorde for dem, hvad der var et Menneske muligt at gøre, var det, ligesom jeg fik lidt Ro i mig. Det ene af de Mennesker har jeg holdt mere af, end jeg skulde. Han var i sin Tid en rask og farlig morsom Karl; men Fa'er tvang mig til den anden, og han var dengang ikke stort bedre, end han siden blev, og vi har aldrig haft en god Dag sammen. Men nu blev Jonas som et galt Menneske; han rendte efter mig alle Vegne, og jeg maatte slaas baade med ham og med mig selv, for jeg holdt endnu noget af ham, med Skam at sige, men han var som en uvane Tyr. Han truede og tiggede; det nyttede ikke, jeg bad: Gør mig dog ikke til en Skam og Spot for alle Mennesker. Da han sidste Gang lurede mig op - det var netop under Asken der henne ved Aaen - De véd nok hvor - skabede han sig saa gruelig, at jeg fra den Stund blev bange for ham og led ved ham. De kan nok tænke Dem, hvordan jeg blev til Sinds, da jeg saa' Dem der med Tøsen den Aften; et af de værste Øjeblikke, jeg har haft, kom op i mig. Det kunde aldrig falde mig ind, at saadan en Herre vilde saadan en halv Bondetøs noget godt. Tøsen har grædt og skammet sig siden den Dag. Nu kan jeg ikke mere. Er det Deres Alvor, som De sagde, at gifte Dem med saadan en simpel Pige, saa tag den Smule, her er. Brødet faar vi vel nok. Men mener De det ikke for Alvor, maa De ikke gøre hende Fortræd. Før havde jeg været meget for storsnudet til at tale saadan, men hvad der er sket, kan nok slaa Modet itu hos en, og jeg véd nu, at der maa være Hjertelag i Dem, ellers havde De ikke baaret Dem saadan ad den forskrækkelige Nat."

At fortælle Dig, hvad jeg svarede, anser jeg for overflødigt. Hvad der foregik mellem Marie og mig, da vi saas, vil jeg ikke fortælle Dig, den Scene kan Du maaske slutte Dig til i dens Hovedtræk.

Jeg var begyndt at komme op, da min gamle Onkel træder ind ad Døren. Han havde gennem Aviser faaet at vide om Ildebranden og mit Redningsforsøg og havde søgt Oplysninger om 102 Resten gennem min Værtinde, Skovriderenken. - "Ja, saa faar vi vel opgive Juraen," sagde han, da jeg havde sat ham helt ind i Situationen. "Det er kedeligt nok," tilføjede han, idet han kløede sig bag Øret. Derpaa bad han Karen om at gaa ud paa Marken med. Han kom tilbage ved Middagstid. "Det er en rar lille Lod," sagde han til mig, "der kan blive noget af den, men Skillinger skal der til, for alting er jo forskrækkelig forsømt. Hold nu Bryllup snarest muligt, og tag Dig ordentlig af Tingene. De fire Tusind Daler, som Bedriften trænger til, kan Du faa hos mig, og Du kan nok tænke, at jeg ikke tager Aagerrenter." Han tog bort samme Dag, men kom igen den første Oktober, da vi holdt Bryllup i al Stilhed. Et Par Dage efter fik vi Besøg af pæne Gratulanter fra Byen. Man vidste, at jeg havde faaet Penge at sætte i Ejendommen af min Onkel. Forleden fik min Kone og jeg Indbydelse til Postmesterens; uden paa Brevet var jeg tituleret "Cand. phil., Proprietær." - "Nu tuder de i en anden Trompet end i Rasmus Tvers's Tid," sagde den tykke Sidse.

D. 19. Oktober.

Jeg er nu ret i mit Element; jeg slider dygtig i den frie Luft, tager fat som en Karl, og Marie skaaner sig heller ikke. Saa er det dejligt at læse sammen om Aftenen: ja, jeg tror endogsaa, at jeg kunde læse en juridisk Bog, nu da jeg ikke mere skal tvinges til det. Jeg er skabt til Praktiker, og min Smule Dannelse kan nu skaffe mig og min Hustru lidt Rekreation. Gid mange saakaldte Studiosi vilde bære sig ad som jeg.

Endnu maa jeg dog fortælle Dig en lille Samtale. I Gaar Morges - en dejlig Efteraarsmorgen med blaa Himmel, men med den for denne Aarstid ejendommelige Mængde Fugtighed, der glimrede i Spindelvævene paa Græs og Planter - stod jeg i Huggehuset og huggede nogle nye Tøjrepæle til. Døren stod paa vid Gab. Da ser jeg i nogen Frastand min Ven, Vognmanden Mogens Lassen, passere forbi. Da han fik Øje paa mig, kom han hen i Døren til Huggehuset. - "God Dag, Hr. Helmberg, god Dag; maa jeg saa gratulere Dem." - "Tak, Mogens Lassen." - "Ja, hvad skal man sige om Skæbnen, Hr. Helmberg?" - "Jeg véd det sgu ikke, Mogens Lassen." - "Nej, jeg véd det sgu heller ikke, det ved Gud, jeg ikke véd. Men jeg siger ligegodt, at der er en Skæbne til. Hvis jeg ikke saa nøjagtig havde sat Dem ind i Tingene her i Møllen, saa havde De maaske aldrig faldet paa, at det var galt fat den Aften, De mødte Jonas Rodian og Rasmus Tvers sammen.

103

Jeg véd jo det hele saa vel fra Forhørene - mit Søskendebarn er jo Retsvidne, ham kender De nok, den enøjede Lars Olsen. Han har ellers i sine unge Dage solgt Kvæg paa Trommesalen inde i København; og saa var jeg jo nede hos Nielsens samme Aften som Rasmus og Jonas. Rasmus havde faaet sig et Par Omgange Sjavs; det spiller jeg aldrig, for jeg bliver altid ærgerlig ved det Spil: saa kommer da Jonas. "Nu bliver der Slagsmaal," tænkte jeg; men det var saa langt i fra. "Drikker Du en Pægl med, Rasmus?" sagde Jonas; "vi maa dog forliges engang, før Fanden tager os begge, og det kan vel ikke vare længe," og saa grinede han. - "Det kan sgu godt hænde sig," sagde Rasmus. Han har nu aldrig kunnet modstaa Brændevin. - "Nu skal det," sagde Jonas, og saa bandede han, "være sidste Gang, at Du faar Prygl nogen Markedsdag. Vi vil ende med et varmt Favnlag, vi to," og saa grinte han igen. Saa drak de, og Rasmus blev begribeligvis fuld. Jonas tog en Halvpotteflaske op af Lommen, da de havde drukket deres Brændevin og Øl. - "Er det mere Brændevin?" sagde Rasmus og saa' helt forliebt til Flasken. - "Nej, det hedder Petroleum," sagde Jonas, "det er til at gøre Fyrværkeri med; jeg har i Sinde at sla' mig paa den Næringsvej." Jeg tænkte, at det var noget tosset Sludder, men hvem tænker altid saadan i Dybden, Hr. Helmberg? Men nu har jeg forstaaet det hele. Da det var blevet mørkt, saa gik de, og Rasmus blev ved at sige: "I Aften har Du handlet som en Kavaler, Jonas." Ja, det sagde han sgu; men er det dog ikke farligt, hvad Menneskenes Børn kan hitte paa? - Det er ellers Kæll- om Forladelse, Hr. Helmberg; men jeg har saadan mine egne Meninger." - "Naa hvordan gaar det ellers hjemme hos Dem?" spurgte jeg. - "Aa, nu er hun det galeste, hun nogen Tid har været. Vi havde nu en gammel sort Hankat; dejligere Kat til at tage Rotter har jeg aldrig kendt, og stjæle gjorde den aldrig; aleneste røgede Sild kunde den ikke modstaa. Nu stod Kællingen i Gaar lige og aad paa saadan en Sild, men saa lægger hun den fra sig paa Køkkenbordet for at give saadan en Smule Tøs, vi har til at feje, et Nakkedrag, fordi hun stod og drev over Kosten. Vips farer Katten op og snapper den røgede Sild. Uh, saa sprudede der Edder og Forgift ud af Øjnene paa Kællingen. Hun rev Kosteskaftet fra Tøsen og røg ud i Gaarden efter Katten, som hun naaede og slog det ene Bagben over paa. Hvem har Glæde af det, Hr. Helmberg? Rotterne, og ellers ikke en Menneskesjæl. Nu kan de ødelægge mere for os end en hel Ol Sild er værd. Ja,

        

104 dersom der ikke var Fruentimmer i Verden, saa vilde den være et Paradis. Adjøs, Hr. Helmberg."

Han var gaaet et Par Skridt og vendte pludselig tilbage. Han saa' meget betænkelig ud. "Hr. Helmberg," sagde han med en vis Højtidelighed. "Gud fri mig fra at spaa Dem ilde og sige ondt om den unge Madamme. Men Fruentimmer er Fruentimmer. Kør med stramme Tøjler fra først af, som om De alstillens kørte ned ad Bakke. Ja, tro en gammel Dagvognskusk," vedblev han med næsten bevæget Stemme og rystede min Haand. "Adjøs, Hr. Helmberg."

Ja Adieu, Carlsen; nu skal Du aldrig mere faa saa lange Breve fra mig. Kom ud og besøg mig i Julen og tag et Par gamle Venner med Dig - blot I ikke bliver altfor begejstrede for min Kone, thi man kan næsten ikke lade være at blive det.

Din gamle Ven
Ludvig Hellberg .

ET OPRØR

106

        

107

Købstaden G- havde hidindtil været et af de fredeligste og loyaleste Steder paa Jorden. Næsten i en Menneskealder var den bleven regeret med en uindskrænket Magt af By- og Herredsfoged samt Birkedommer Popp, hvem Hs. Majestæt Kong Frederik den Sjette i sin Tid havde udnævnt til Kancelliraad og Ridder af Dannebrog, og Hans Majestæt Kong Kristian den Ottende til Justitsraad under hans under Allerhøjstsammes Regering indtrufne fem og tyveaarige Embedsjubilæum. Justitsraad Popp var en af de ægte, gode gamle Embedsmænd i Byen; velvillig og tjenstvillig mod sine Embedskolleger i Byen, for hvilke hans Hus altid stod gæstfrit aabent; gemytlig nedladende mod den mere velhavende Del af Borgerskabet, med et mildt Nik og en Haandbevægelse forholdende sig til de simplere handlende og Haandværkere. Han gik for en usædvanlig dygtig Mand. Var det i Egenskab af Politimand? Næppe. Byens Rendestene stank som Kloaker, dens halve Snes Brændevinsbrændere og Bryggere Jod ugenert deres Affald og Kogødning flyde ud deri. For at passere Gadernes høje, spidse, ved brede og dybe Mellemrum skilte Brosten, maatte man have de indfødtes ejendommelige Færdighed. Om Vinteren rodede man fra Klokken 4-5 i et ægyptisk Mørke, thi Vægteren, som skulde passe de genstridige Tranlygter, fandt sig aldrig foranlediget til at tænde dem, før han "raabte ni," saa at han ofte afbrød Verset i Midten uden smaaligt Hensyn til Meningen, for at tænde en saadan Lysbringer, og fortsatte det ganske rolig, naar denne Operation var forbi. Var Justitsraaden da et Lys som Dommer og Jurist? Man paastod rigtignok, at han af og til havde bragt Tyve til Bekendelse, ikke ved skarpt inkvisitorisk Forhør, men ved at lade den ene Politibetjent Niels Bagsvær, almindelig kaldet

        

108 Lunte-Niels, af sin smaat travende Gang, en bomstærk Karl, der tillige fungerede som Justitsraadens Livkusk, banke Delinkventerne ordentlig af i Arresten, men for Hævdelsen af den daglige Retssikkerhed interesserede Justitsraad Popp sig ikke synderlig. Da en Borger engang beklagede sig over, at der jævnlig blev stjaalet Ællinger og Kyllinger fra ham, klappede Byfogden ham beroligende paa Skuldrene og sagde: - Naa, ja, Troeisen - det er jo kedeligt, men det er aldrig værd at indlade sig paa Vidtløftigheder om den Ting. Skaf Dem et Par Andrikker og et Par Haner, saa bliver Tallet vel snart fuldt igen. Reusch - raabte han til den anden Politibetjent, en gammel fugtig Holstener, forhenværende Underofficer, - jeg synes, jeg har set i Raadstugaarden en to tre Haner blandt Deres Høns. De kan jo lade Troelsen faa den ene, - hvorpaa Hr. Reusch rettede sig og sagde: Ja wohl, Hr. Justitsroth. Bønderne i Jurisdiktionen havde største Respekt for Justitsraad Popp, thi over for dem var hans Taalmodighed kort. Naar de blev for vidtløftige paa Kontoret, sagde han kategorisk: Hold Mund, dit Fæ! og søgte vedkommende igen at komme til Orde, blev han med et Spark besørget ud af Døren. Men det bør ikke forties, at Justitsraaden paa samme Tid kunde vise sig skikkelig mod fattige Husmænd, der skulde betale Afgifter til forskellige af ham bestyrede Stiftelsers Kasser. Han skældte dem rigtignok ud for "Svin og Kludremasser", men hjalp dem mangen Gang af sin egen private Lomme, idet han brummede: Naa Dig, Kællingen og alle Ungerne kan man jo ikke saadan lade sulte uhjel. Naa - kan han saa komme af Sted - ud med sig. Men hvad der gav Justitsraad Popp en usædvanlig Anseelse, var, at han ved en ultraøkonomisk Administration havde bragt Byens Beholdning af rede Penge op til over 40,000 Rigsdaler. Efter hans eget og andres Udsagn eksisterede der ingen By i Danmark, hvor de kommunale Skatter var saa smaa som i G-. Dette Faktum gentoges tidlig og silde, hver Gang en svag Indvending vovede at bestride Byfogdens udmærkede Dygtighed, og paa disse to Dogmer grundedes G-befolkningens kommunale Trosbekendelse.

Borgerrepræsentationen (det nuværende Byraad) var lige saa konservativ som sin Formand, Justitsraad Popp. Naar han kort og fyndig havde udtalt sin uforgribelige Mening, saa' han flygtig om paa Raadets Medlemmer, der da gerne nikkede samtidig, som om de var bleven trukne i en Snor, ja Formanden, en Drejer, hvis Ærgerrighed var at tale saa korrekt som muligt, sagde: "Vi er i

        

109 denne, ikke mindre end i mangfoldige andre Henseender, ganske og aldeles af Justitsraadens Anskuelse." Kun en eneste Gang havde der indlistet sig et opponerende Element, det var Murmester Kolbe. Det var en undersætsig bredskuldret Mand, med et svært rødladent Ansigt, der ved første Øjekast forekom en at have et meget dvask og indolent Udtryk, men naar han slog de for det meste sænkede Øjenlaag op, spillede der et skelmsk, sarkastisk Lune i de ganske smaa brune Øjne. Trods sit satte og rolige Væsen, var han en stor Pudsenmager; der var lidt af en Scapin eller Henrik i ham. Der gik mange Sagn, hvoraf en Del endnu lever i Folkemunde, om hans smaa Uglspilstreger. En Vinter, da han skulde paa Isbaad over Store Bælt, maatte han og de andre rejsende overnatte paa Sprogø. Der var saa mange, at Gæstgiverstedet ikke kunde skaffe en Seng til hver, og Lars Kolbe holdt ikke af Sovekammerater. En Commis-voyageur, der stank af Pommade og Patchouli, der bar en Guldurkæde, saa stor som en Hundelænke, paa Maven, var den, som Skæbnen bestemte til at dele Seng med Murmesteren. Denne lod først, som intet var i Vejen, klædte sig af og lod Handelsmanden lægge sig ved hans Side. Men lidt efter begyndte Lars Kolbe at klø og skrabe sig over hele Kroppen. - Hvad er der i Vejen, ærede samtidige? spurgte Prøverytteren. - Aa, jeg har bare en Smule Fnat, lød Svaret. Som stukken af en Slange for den ulykkelige Københavner op og ud af Sengen, indsvøbte sig i sin store Astrakanspels og lagde sig paa Gulvet. Lars Kolbe vendte sig vel tilfreds i Sengen og sov snart de retfærdiges Søvn. Saalunde erobrede Murmesteren sig et Sengested for sig selv.

Murmester Kolbe havde aldrig tænkt paa at stille sig i systematisk Opposition til Byfogden eller nogen anden Autoritet, men da han tilfældigvis engang var bleven valgt til Borgerrepræsentant, frembød Forsamlingens Nikkedukkevæsen lige over for Justitsraad Popp ham et saa uimodstaaeligt Stof til Smaadrillerier, at hans medfødte Lyst til, som den populære Talemaade hedder, at sætte Lus i Skindpelsen, ikke kunde modstaa Fristelsen. Naar da Drejeren i Møderne gav Signal til, at Medlemmerne skulde slutte sig til Byfogdens motiverede Votum, sagde Lars Kolbe med den roligste og mildeste Tone af Verden: Ja, jeg mener nu rigtignok lige det modsatte. Da dette første Gang skete, fløj Justitsraaden op fra Lænestolen som en skræmmret Hane fra sin Mødding, blev coquelicot i Hovedet, slog i Bordet og raabte: Er De bindegal, Mand? - Nej jeg tror det da egentlig ikke, Hr. Justitsraad,

        

110 sagde Mureren med sit mest poliske Ansigt. Sagen gjaldt en ny Gadelygtes Opstilling. Byfogden vilde nemlig gerne have Lygten ved Siden af Indkørselen til sin Port, og da hans Hus laa flere Alen tilbage for de nærmeste Huse, men Fortovet med Rendestenen ikke fulgte Indhugget og derved dannede en brudt Linie, paastod Lars Kolbe, at Lygten vilde skuffe dem, der kom kørende, idet de ved at styre efter den i Indhugget staaende Lygte var udsatte for at vælte i den usædvanlig dybe og mudrede Rendesten. Lars Kolbe kom naturligvis i Minoritet, men bemærkede ved Mødets Slutning: Jeg vil holde 50 Daler paa, at jeg faar Ret. Nogle Dage efter at Lygten var placeret langt inde paa Fortovet lige ved Byfogedboligens Port, mødte Lars Kolbe uden for Byen en forhenværende Rebslager Setler, nu et gammelt fordrukkent Fattighuslem, der i sin Tid havde været, hvad man kalder en Himmelhund, til al Slags Kommers. Murmesteren fik en Idé. - Hej, Setler! kunde De have Lyst til at tjene fem Glas Punsch af Jakob Hansens søde Romekstrakt.

Rebslageren gloede stupid op gennem Haartjavserne, der hang ned under den fedtede grønne Bulehat og halvt skjulte hans smaa røde Øjne. Han rystede skeptisk paa Hovedet og sagde i en elegisk Tone:

- Herre Gud, Hr. Kolbe, hvorfor gør De Nar af en gammel fattig Medborger, som Modgang og Sygdom har forhindret i at tjene sit Brød?

- Har De ligget længe syg, Setler?

- Saa sandt jeg staar en Synder for Gud, jeg er aldrig rask, men Gud ske Lov saa godt som aldrig sengeliggende.

- Men af og til rendestensliggende - hvad Setler? Rebslagerens Ansigt fremviste tydelig en Antydning af et fedtet Smil, men antog snart sit nedslaaede Udtryk:

- Hr. Kolbe, jeg har jo hverken Kone eller Børn til at udøse mine Sorger for. De véd jo, at min Malene for mange Aar siden kvaltes i et Stykke Flæskesvær med en opstuvet Kantøffel til, og at min eneste Datter løb med en Komediantspiller. Hvad Trøst har jeg saa uden den ulyksalige Spiritus?

- Ja Verden er haard at gaa paa, Setler. Men hvad siger De saa om de fem Glas sød Ekstraktpunsch?

Setler lod Tungen flere Gange glide frem og tilbage over sine Læber, fæstede sine svinepoliske Øjne forskende paa Murmesterens brede Ansigt og rystede atter paa Hovedet.

111

- Hvor kan det nu more Dem saadan at sætte et skrøbeligt Menneskes kødelige Lyster og Begæringer i Urolighed? klynkede han.

- Vil De have, at jeg skal bande paa, at De skal faa de fem Glas Punsch, hvis De gør mig en lille Tjeneste? De skal, Satan rive mig, faa dem. Tror De mig nu?

- Jo det véd den kære Gud, jeg gør, sagde Setler, slog sig kækt en Bule oven i sin fedtede Hat og fejede Haartjavserne til Side fra Panden med Pegefingeren. - Aldrig tror jeg, har nogen budt en fattig Mand fem Glas Punsch paa én Gang. Jeg gør meget for en halv Pægl, men for fem Glas Punsch - alt.

- Det skal nu ikke være saa farlig meget, sagde Kolbe. - De skal bare gøre en lille Køretur i Eftermiddag, naar det bliver mørkt. De faar Glarmesterens gamle Enspændervogn med hans gamle røde for. De kører ud ad Vester- og ind ad Nørreport, men saa sørger De for at vælte lige i Rendestenen ud for Justitsaaad Popps Port. Tager Køretøjet eller Ralliken Skade, betaler jeg den. De selv maa sørge for at være ædru, saa kan De aldrig komme noget til, for jeg skal sige Dem, midt i Rendestenen ligger en stor sammenfejet Skarndynge, som De maa sørge for at falde i. Det generer Dem vel ikke, om De bliver noget snavset?

- Aa Gud nej, Hr. Kolbe, hvad det angaar, saa er det jo noget, jeg er vant til i min ringe Stilling, og, som De før allerede har sagt, er jeg jo nogenlunde kendt med Rendestene. Man kan da vadske sig, hvis man synes, at det er Umagen værd; men jeg skal jo ikke gøre Stads mere i denne Verden. Men hvis jeg turde spørge Hr. Kolbe, hvorfor De vil have mig i Rendestenen denne Gang . . . .?

- Det er et Væddemaal. Men drikker De Dem fuld og slaar Dem i Stykker, faar De kun en Pægl Brændevin og ingen Punsch.

- De maa da ikke tro, Hr. Kolbe, at jeg slet ikke kan beherske mig. Man er dog et Menneske, om man ogsaa maa ty til det offentliges Understøttelse, hvad der rigtignok er meget kreperende for en gammel Borgermand, Men naar jeg siger til mig selv: Hør Peter Kristian Setler; hvis Du entholder Dig fra Brændevin i Formiddag, faar Du baade Brændevin og Punsch i Eftermiddag, saa maatte jeg jo være et umælende Kre'tur, hvis jeg inte kunde vise en Smule Kraft i Karreteren blot en halv Dagstid.

112

- Ja saa er det en ren Aftale, Setler. De kommer og faar Køretøjet hos mig Klokken fire.

- Vel, Hr. Kolbe, sagde Setler, satte Hatten paa tre Haar og sang:

I Sorg og Plage,
med Graad og Tuden,
jeg tidt maa tage
mod en paa Snuden.
Men nu jeg mærker
blir Vaaren grøn, -
højt synger Lærker
Om Dydens Løn.

Om Eftermiddagen Klokken henad seks, da Justitsraad Popp sad i det inderste Kontor, og hans Fuldmægtige og Skrivere arbejdede i det yderste, høres der udenfor et Rabalder og et Skraal. Justitsraaden aabner Vinduet og raaber barsk: Hvad er her paa Færde, hvad er det for et Spektakel?

- Aa Gud hjælpe mig, klynkede en mat Stemme, og ved Lygteskæret skimtede Byfogden en væltet Vogn. Kontorfolkene ilede ud og fandt en Mand, helt besudlet i Ansigtet. Han ømmede sig ynkelig.

- Han bløder, raabte en ung medlidende Kontorist.

- Niels Bagsvær, raabte Byfogden, hent Barber Helt, sæt Manden paa Trappen, hold De ved ham saa længe, Petersen. Hvor Fanden kunde han vælte midt paa Gaden, Klodrian?

- Aa, jeg fulgte den Lygte, jeg troede, den stod ved Rendestenen, jamrede den af Kolbe instruerede Rebslager.

Barberen kom, Rebslageren blev bragt ind paa det forreste Kontor, og det viste sig nu, at det, som randt ned ad hans Ansigt, ikke var Blod, men Rendestensskarn. Kontoristerne brast ud i Fnisen, Barberen blev ærgerlig og Justitsraaden smækvred.

- Fæhoved! hvor turde han understaa sig i at brøle saadan op, naar han ikke var kommen til mindste Skade?

- Saa sandt jeg er en arm Synder, troede jeg, min sidste Time var slaaet. Det er en Skam, at en saa højtstaaende Mand som Justitsraaden skal have nedladt sig til at have Ulejlighed for en saa lavtstaaende Person som mig, og det for det bare Rendestensmøgs Skyld. Jeg kan kun lønne Deres Højvelbaarenhed ved at nedbede al Velsignelse over Deres Højvelbaarenhed med højstærede Familie.

- Hold Mund og skrup af.

- Jo vel, Hr. Justitsraad.

113

Enspændertøjet havde ingen anden Overlast lidt, end at den ene Stang var knækket. Setler begav sig, saa skiden som han var, til Murmester Kolbe og berettede ham om sit vel udførte Hverv. Han fik Penge til fem Glas Punsch og en Pægl Finkel, drak dem trolig samme Aften, blev selvfølgelig døddrukken, kunde ikke finde hjem til Fattighuset, men maatte sove ud i en Baas i Værtshusholderens Kostald, hvor han tilbragte Natten sammen med et Lam og en Gris, hvis dyriske Varme var af stor Betydning for ham i den kolde Vinternat.

Nogle Dage efter havde Kommunens Repræsentanter Møde. Da Murmester Kolbe traadte ind i Raadhussalen, mødte Byfogden ham med et Ansigt som en Hund, der har inderlig Lyst til at fare løs og bide, men ikke tør udsætte sig for Følgerne. Kolbe hilste pænt og artig paa ham og sagde som en passant til sin Sidemand:

- Kan Du se, det gik dog galt med den Lygte i Indhugget. Glarmesterens Enspændertøj væltede badovs ned i Rendestenen forgangen Aften.

Justitsraaden hostede gentagne Gange og bed sine Knoer til Blods. Med dirrende Stemme sagde han:

- Ingen uvedkommende Bemærkninger maa afbryde Forhandlingerne.

- Det mener jeg med, sagde Kolbe i en bifaldende Tone, det vil sige, naar de først er begyndt.

Nu kunde Justitsraaden ikke holde sig længere. Han slog i Bordet og sagde:

- Hvem tror De forstaar sig bedst paa Landets Lov og Ret, De eller jeg, min gode Mand?

- Det gør begribeligvis De, Hr. Justitsraad, svarede Murmesteren ydmygt, De har jo endogsaa læst om det paa Latin; det har jeg aldrig.

Byfogden var kun dansk Jurist, og Kolbe havde ramt hans saarligste Sted. Han var aldeles ude af sig selv, snakkede bagvendt hvert Øjeblik og hævede kort efter Mødet. Da Repræsentanterne var ved at forlade Lokalet, holdt han deres Formand, Drejeren, tilbage:

- Hør, Rasmussen, sagde han, jeg vil ikke have den Murerkøter mere i Repræsentationen. Han maa ud til Foraaret, naar der skal vælges.

Drejeren svarede med højtidelig Emfase: Jeg skal ved denne som ved hver anden Lejlighed stræbe efter bedste Evne at opfylde det af Hr. Justitsraaden for mig ytrede Ønske, og skal jeg i 114 den Anledning ikke undlade at benytte mig af den Indflydelse, som agtede Medborgeres fleraarige Tillid i ikke ganske ringe Maal har forlenet mig med.

Det er en Selvfølge, at da et Sygehus skulde bygges i Byen, hvis Opførelse Murmester Kolbe ønskede at paatage sig, sørgede Justitsraad Popp ved Hjælp af den ham underdanige Repræsentation for, at Arbejdet blev overdraget hans Konkurrent, en ung tysk Murmester, en stortalende Vindbeutel, der havde vakt stor Forbitrelse ved i Anledning af de befrygtede Uroligheder i Hertugdømmerne (vi er mod Slutningen af 1847) at ytre højt i Klubben: Probir aldrig po Krieg met Tyschland, en Tyscher prigler tre Dansker af. Da en ung Handelsbetjent ytrede Lyst til at lade Hr. Würz forsøge sine Kræfter mod en Dansker, sagde en ældre erfaren Borger til ham: Lad vær' med det, han har Arbejde for Justitsraaden. Og da Handelsbetjenten var en saa moderne Nihilist, at han sagde: Jeg bryder mig Fanden baade om Tyskeren og Justitsraaden, løftede der sig et almindeligt Indignationsskrig mod den unge Mand fra de ældre, der erklærede, at en saadan Grønskolling smukt skulde stikke Fingeren i Jorden og lugte, i hvad By han var. - Her har nu Justitsraaden en Gang Overtaget, sagde Slagter Pallesen, det kan ikke nytte at stritte imod. Naturligvis blev Kolbe ikke genvalgt til Borgerrepræsentant.

Begivenhederne i Foraaret 1848 gjorde Justitsraaden aldeles konfus og rasende. At Martsministeriet var ham en Kilde til Forargelse, vil ingen undres over. Han ytrede sig derom til Amtsforvalteren:

- Hvad mener De, min gode Kammerraad - Lehmann og Tscherning? De er bleven Ministre, netop fordi de har været opsætsige, trodsige og uforskammede. Det er, Gud hjælpe mig, som De vilde gøre den Slubbert, Murmester Kolbe, til Byfoged her i Byen. - Ypperligt Indfald, kære Justitsraad, hæ, hæ, hæ, sagde Kammerraaden høflig. Hver ny Avis, han læste, bragte Justitsraaden mere og mere ud af Koncepterne. Da han en Dag lige efter Middagsbordet fik fat paa en Provinsavis, der udkom i en større Naboby, og som han ellers brugte til at læse sig ind i sin Middagslur med, saa' han deri en ledende Artikel, der begyndte med følgende Ord: "Folkesuverænetetens store Princip er proklameret overalt," og blev saa rasende, at han med ét rejste sig fra Sofaen og gik ned i sin Have med det ubestemte Haab om, at den friske Luft muligvis vilde berolige hans ophidsede Blod. - Ja, jeg skulde bare være Konge, snerrede han, jeg skulde min Sæl indbanke dem paa deres Rygstykker, hvem der var Suveræn.

115

Justitsraaden havde en stor og smuk Have. Det var i Maj Maaned, Ribs- og Stikkelsbærbuske stod med deres lysegrønne, nylig udfoldede Blade, Pinseliljerne bredte sig yppig i Bedene, og allerede begyndte det store Tulipanflor at varsle om den Farvepragt, det om føje Tid skulde prange med. Iris, dunkelrøde Pæoner, hvide, gule og skarlagenrøde Ranunkler straalede med de reneste Farver i den klare, høje Luft. Ved Enden af Haven laa en Dam, ud over hvilken Syrén- og Hyldebuske bøjede sig, og paa det skraa Jordaffald voksede en Masse Liljekonvaller, hvis fine Klokker dirrede mellem de brede, saftfulde, graagrønne Blade. Tæt ved Dammens Rand stod en Bænk under en gammel, vild Rosenbusk, der havde naaet et Træs Højde. Paa Bænken sad en ung Mand og en ung Pige, Haand i Haand i ivrig Samtale.

- Jo ser Du, sagde den unge Mand, Du behøver kun at vente fire Aar, saa har Du endda kun naaet de tre og tyve. Naar jeg har rejst udenlands og kommer hjem, skal jeg nok have tjent saa meget, at jeg kan bygge os et lille Hus.

- Det maa endelig være ved Vandet, August, sagde den unge Pige, selv om det kun er en Dam, som denne. Naar man er ene, maa man have Fortrolighed og Venskab til sine Omgivelser; og et Landskab uden Vand, er for mig, som et Ansigt, hvor Øjet mangler.

Den unge Mand kyssede hendes blonde Krøller, der skjulte den hvide Nakke og hang ned over Skuldrene paa hende.

- Du skal se, det gaar nok, som vi ønsker, sagde han, vi ønsker jo intet urimeligt.

- Ja, og vi vilde jo ikke gøre et eneste Menneske Fortræd med vor Lykke, sagde hun, - hvorfor skulde vi saa ikke naa den? - Men Gud - August - der kommer nogen - aa - hvad skal jeg gøre? Skynd Dig - August - se at komme bort . . . .

Den unge Mand fór op og vilde slaa ind paa en Sti, der førte til en Laage med Udgang til Marken. Men Justitsraaden, der, som vi har set, var bleven forstyrret i sin Middagssøvn, under hvilken hans Søsterdatter plejede at have dette Stævnemøde med sin Elsker, mødte ham midt paa Stien og stillede sig i Vejen for ham med korslagte Arme og med et Blik, som den olympiske Tordners.

- Naa saa De bliver ved med de Drengestreger? Lod jeg Dem ikke for flere Aar siden vide, at siden De havde forladt Latinskolen og var slaaet ind paa det Murerklatteri, vilde jeg ikke vide noget at sige af Deres Kurmageri til min Niece. Jeg bryder mig Fanden om Tidens demokratiske Vrøvl; det skal jeg vise Dem.

116

Jeg vil intet Familieskab have uden for Embedsstanden. De kan være rolig for, at i det mindste i denne By skal de moderne samfundsopløsende Bestræbelser ikke faa Indpas, saa længe jeg lever.

- Vi faar at se, Hr. Justitsraad.

- Ja det skal De sgu faa at se. Tror De, jeg er bange for at lade Niels Bagsvær og Reusch i Uniform transportere Dem ud over mine Enemærker.

- Der behøves hverken Uniform eller Politimagt, Hr. Justitsraad; jeg skal nok gaa min Vej. Men De skal se, at den Tid er allerede kommen, da alle fornuftige Mennesker blæser ad Titler og Rang, da den rene Menneskelighed triumferende bliver genindsat i sine Rettigheder, da . . . .

- Ja, den Tid, da Æslet gaar med sin Herre under Armen. Drengepjank. - Ud fra min Grund eller . . . .

- Farvel, Hr. Justitsraad, men det bliver ikke det sidste Ord imellem os . . . og dermed gik det unge Menneske hen ad Havestien og ud gennem Laagen.

Justitsraaden kastede et foragteligt Blik efter ham og gik derpaa ned til Bænken, hvor hans Niece endnu sad og skælvede som et Æspeløv.

- Op med Dig, sagde han med Kommandorøst, herefter kommer Du ikke uden for Stuen uden min Ledsagelse.

Den unge bortviste Elsker var en Søn af en afdød Klokker og Kordegn i Byen. Faderen var en gemytlig gammel norsk Student, der var almindelig afholdt for sine selskabelige Talenter, og navnlig for sit udmærkede L'hombrespil, der havde givet ham Adgang til Embedsmændenes fra Borgerskabets strengt afsondrede Kreds. Da han døde og efterlod en Dreng paa tolv Aar, holdt en Kreds at Faderens L'hombrekammerater ham i den nærmeste Købstads Latinskole. Det var sket i den nobleste Hensigt. Embedsmændene mente naturligvis, at det var den største Velgerning, de kunde vise Drengen. Denne gjorde i Begyndelsen gode Fremskridt, men i hans sekstende Aar tog Lysten til Tegning Overhaand, og hans Rektor raadede hans Beskyttere til at lade ham opgive Studeringerne. Men disse vilde tvinge ham. Den unge Fyr tog da selv Rejsepas og løb til sin Fødeby til en gammel Farverenke, som hans Forældre i sin Tid havde boet til Leje hos. Drengen havde været hendes Kæledægge, men da hun ikke vidste, hvad hun egentlig skulde gøre ved ham, og hun ingen klogere Mand kendte end den gamle Distriktslæge, som kurerede paa hende for hendes Astma, spurgte hun ham til Raads. Denne, som var 117 en fordomsfri og fornuftig Mand, fik ud af Drengen, at han havde Lyst til at være Arkitekt, mente, at han kunde have godt af at være i Murerlære et Par Aar, og da han vidste, at Lars Kolbe var en dygtig Mand, foreslog han ham at tage August Thorsen. - Faderen var jo en flink gammel Karl, sagde han; jeg har jo ingen Børn, og De er jo Pebersvend, hvad kan det hjælpe at piske ham ind paa det Studentervæsen? - Kolbe svarede: Lad De ham komme, Hr. Doktor, duer Hvalpen, kan vi jo enes om at holde ham paa Akademiet i København, naar Tiden kommer. Han æder vel ikke mere, end vi har i Spisekamret. August gennemgik sin Læretid. 17 Aar gammel berusede han sig paa et Klubbal i Byfogdens forældreløse Søsterdatters blaa Øjne; han fulgte hende hjem, og det pur unge Par blev enigt om Tingene i en stjerneklar Vinternat og vekslede et Kys midt paa Byens Torv. Uheldigvis havde en Natvægter set det, han fortalte Skandalen til Politibetjent Reusch, denne lod Historien gaa videre til Justitsraadens Husjomfru, og saaledes kom den for Justitsraadens Øren. Denne læste sin Søsterdatter ordentlig Teksten og skrev et Brev til Distriktslægen, hvori han ikke undlod at tilmelde Hr. Doktoren til behagelig Underretning, at afgangne Klokker Thorsens Søn, som Hr. Doktoren efter Forlydende interesserede sig for, ikke, paa Grund af den af ham valgte fremtidige Stilling som Haandværker, under nogen Omstændigheder kunde træde i Familieforhold til ham, hvorfor han skulde have Hr. Doktoren behageligst anmodet om at tilkendegive bemeldte Thorsen, at han havde at afholde sig fra hans Hus og dertil hørende omliggende Grund. Den gamle Læge lo og sagde ved sig selv: Han slægter Racen paa; Faderen var i sin Studentertid en Hund efter kønne Fruentimmer. Han ytrede intet til den unge Fyr - den Slags Ting giver sig altid paa en eller anden Maade, og Jeronimus bliver altid til Aal, sagde han til sin Kone. De to unge Mennesker havde imidlertid, maaske æggede netop ved Modstanden, besluttet at holde sammen. Den gamle Farverenke besørgede de Breve, som de vekslede, baade medens August var i Byen, og efter at han var taget til København. Nu da han var i Besøg hos Distriktslægen, havde de holdt Elskovsmøde hver Dag, medens Justitsraad Popp sov til Middag, men i Dag havde de store europæiske Forhold grebet forstyrrende ind i de unge Menneskers Idyl.

Det vil let indses, at et livligt ungt Menneske paa 20 Aar i Foraaret 1848 ikke kunde undgaa at blive patriotisk og politisk berørt. August Thorsens Formyndere havde gjort alt for at holde

        

118 ham fra at gaa frivillig med i Martsdagene, ikke desto mindre havde han meldt sig til Eksercerskolen. Ved en Gymnastikøvelse havde han imidlertid ved et uheldigt Fald brækket sin venstre Arm. Den var nu helbredet, men der vilde gaa nogle Maaneder, inden den fik sin fulde Førlighed, og sin Rekonvalescenstid havde han tilbragt i Distriktslægens Hus.

Vi forlod ham lige i det Øjeblik, da Justitsraad Popp som en Kerub med Flammesværdet havde drevet ham ud af Edens Have. Knyttende Hænderne, oprørt i sit inderste Hjerte over hans Tyranni, dreves han over en almindelig Forbitrelse mod alle Verdens Despoter. Ça ira, raabte han, Løven har allerede rystet sin Manke og brølet, den har sprængt sine Lænker, og I skal faa dens Klo at føle - med disse Ord krummede han sin Haand som en Klo for plastisk at anskueliggøre sin Tanke og slog ud i Luften med den. Han kom ud af sin Ekstase ved at faa fat i en Frakkekrave, der tilhørte en Mand, som han først nu saa' stod lige over for ham.

- Hvad - vil Du slaas, August? spurgte Murmester Kolbe.

- Om Forladelse, kære Hr. Kolbe, jeg saa' Dem ikke, og jeg er saa yderlig forbitret. Hvor jeg hader Tyrannerne! Hvor jeg længes efter at knuse dem.

Ja, det skulde Du sgu gøre, sagde Kolbe.

- Tror De, vi kunde faa en Revolution i Stand her i Byen og knuse vor Tyran?

- Det kunde saamænd gerne være, sagde Murmesteren. Det kunde egentlig more mig. Den gamle har vel igen været efter Dig og Pigebarnet ligesom forgangen Aar?

August blev ildrød i Hovedet. Han anede ikke, at Kolbe vidste noget om hans Kærlighedshistorie. Lægen havde i sin Tid fortalt ham den og sagt: Lad os lade den Ting gaa sin Gang; er det Børnestreger, driver det vel over, og er det Alvor, saa er det jo en rar lille Pige, som Drengen godt kan være tjent med. - Ja, Kæreste- og alt andet Fruentimmervrøvl skal jeg nok holde mine Fingre fra, sagde Lars Kolbe, der var en stor Skeptiker over for alle erotiske Fænomener. Men nu havde Historien med Sygehuset ærgret ham mere, end han vilde tilstaa for sig selv, og han havde tidt grubiet paa, hvorledes han skulde spille Justitsraaden et Puds. Da han havde faaet at vide, hvorledes det var gaaet August og hans elskede, der i Tillid til Justitsraadens Middagssøvn 119 søvn hver Dag havde haft en tête à tête, som for Fremtiden vilde blive umulig, sagde han:

- Skal jeg gøre Revolution for Dig? Mens saa den gamle og hans Politibetjente slaas med den, kan Du jo rende med Tøsen.

- Er det Deres Alvor, Hr. Kolbe?

- Ja, vil Du have det, saa lover jeg en Revolution i Morgen Men jeg maa have Jordemoderen paa vor Side?

- Hvem, Jordemoderen?

- Ja vel, Jordemoderen. Hendes Mand, Guldsmed Mortensen, er jo Borgerkaptajn, og hun er hans Major. Vi maa sørge for, at det gaar som i Paris i Januar; jeg læste jo i Aviserne, at Borgervæbningen gjorde fælles Sag med Folket.

- Gør De ikke Nar af mig?

- Nej, jeg gør sgu ikke. Vi maa ogsaa vinde Rebslager Setler, han skal anføre Proletariatet, eller hvad det hedder. Naa, der slipper man da med et Par Glas Punsch.

Den unge Mand begyndte at faa Interesse for Sagen. Hvad skal jeg da gøre? spurgte han.

- Du skal ophidse Svendene her i Byen mod Murmester Würz og hans Tyskere, der arbejder paa Sygehuset. Du har jo arbejdet sammen med de fleste af mine Svende. Gaa nu straks ned paa Brændevinsbrænderens Lade, hvor de arbejder, saa gaar jeg til Jordemoderen.

Medens altsaa August med ungdommelig Patos bearbejdede Mursvendene og bad dem hjælpe til at afkaste det nedværdigende Despoti, der tog Brødet ud af Munden paa Landets Børn for at give det til Landets Fjender, gik Lars Kolbe ned til Guldsmed Mortensen, Jordemoderens Mand.

Denne, et tykt blegfedt Individ, laa paa en Hestehaarssofa med et stort Porcelænskrus Øl foran sig paa Bordet. Han var, som sagt, egentlig Guldsmed, men havde ikke beskæftiget sig med sit Haandværk i flere Aar. Familien levede af hans Kones Praksis. Han overvandt kun sin Indolens, naar Borgerkorpset, hvis Chef han var, holdt Eksercits. Naar han fik den røde Spidskjole med Guldepauletterne paa og den vældige trekantede Hat, hvis bageste Snip kradsede ham langt nede paa Ryggen, fór der Energi og værdig Alvor i ham, og da han sidste Gang stod som Kommandør for sit Korps, der var opstillet foran Gæstgivergaarden, medens højsalig Kong Kristian VIII opholdt sig der, raabte han til Lars Kolbe, der paa Drilleri tiltale ham en passant 120 med det Spørgsmaal, om hans Kone havde faaet Jens Larsens Kone i Overup vel forløst:

- Væk Lars! Jeg har Ordre baade paa Bajonetstød og Kolbeslag, hvis nogen kommer mig for nær.

- Er Madam Mortensen hjemme, spurgte Kolbe Jordemodermanden.

- Nej, svarede han med en lang Gaben. Hvad vil Du hende?

- Hun skulde gerne forløse mig, jeg gaar paa faldende Fod, sagde Mureren.

- Utidigt Sludder, sagde Mortensen, gabede igen, langede med Armen efter Ølkruset og tog sig en forsvarlig Slurk.

- Ja, da er det alligevel sandt, hvad jeg siger, sagde Lars Kolbe; men jeg vil hellere vente med at tale om det, til din Kone kommer hjem.

- Ja, ja, sagde Mortensen, strakte sig som en doven Kat og skød tavs Ølkruset hen ad Bordet med en indbydende Mine til sin Gæst.

Et Kvarters Tid tilbragtes i Tavshed. Da hørtes en Vogn rulle paa Gaden og holde stille foran Huset. Ned af den sprang Jordemoderen Madam Mortensen, en lille tæt bygget Kone med et æbleagtigt Ansigt og sundt Udseende. I en Fart fik hun kastet Hat og Kaabe og kom ind i Stuen:

- Nej - det er Dem, Hr. Kolbe, værs'agtig, det er mig en stor Fornøjelse, udbrød hun med jernbaneagtig Tungefærdighed, - men Gud, min søde Dreng - her henvendte hun sig til Manden - har Du ikke sørget for et rent Krus til Hr. Kolbe, og er det en Manér saadan at blive liggende, naar man har Gæster. Rejs Dig, Barn!

- Aa lad mig ligge, bad Jordemodermanden i en mindelig Tone, Lars og jeg er jo gamle Skolekammerater, og han siger, at han egentlig vilde tale med Dig.

- Ja jeg vilde bede Dem om Hjælp for mig selv, for jeg er i Barnsnød, sagde Kolbe.

- Skælmsmester - De - aa Du forbarmende! ha, ha, ha, - maa vi nu bare være her - hører Du, hvad han siger, min Dreng?

121

- Vrævl - sagde Jordemodermanden foragtelig og gabede med et Suk saa højt, at det gav Genlyd.

- Alen Barn da, sikke Manerer, sagde hans Kone og gjorde en hovedrystende, undskyldende Bevægelse til Murmesteren.

- Ja det er, som jeg siger, lille Madam. Jeg skal sige Dem, jeg gaar med den Tanke i mig at gøre Revolution i Morgen her i Byen. Hvorfor skal vi her i Byen staa tilbage for alle Stæder i Verden? Alle Vegne har de faaet Frihed, men her skal vi lade os underkue af en Byfoged, der spiller med Byens Borgere, som Mester Jakel med sine Dukker, som giver de offentlige Arbejder til en tysk Pralhans og hans tyske Svende paa en Tid, da vi har Krig med Tyskerne. Er De ikke enig med mig i det, Madam Mortensen? Naturligvis vil Justitsraaden kalde Borgerkoret til sin Hjælp, og nu spørger jeg Dem, om De vil finde Dem i, at Deres Mand kommanderer "Fyr" med skarpladte Geværer paa Byens Folk?

- Nej Vorherre bevares; det gør Mortensen saammænd heller aldrig. Du maa heller ikke gøre det, min lille Dreng.

- Nej det gør ingen dansk Officer, sagde Kolbe.

Ved Ordet "Officer" følte Mortensen sig saa smigret, at han rejste sig helt op og rettede sig.

- Saadan, sagde Jordemoderen, nu kom dit Blod i Serkelation. Du er født til Militær.

- Jeg lader ikke skyde paa Folket, sagde Mortensen, men naar Justitsraaden kalder Koret sammen, for at det skal holde Orden, maa vi lystre.

- Madam Mortensen, sagde Kolbe i den mest patetiske Tone, han kunde frembringe, idet han greb hendes lille buttede Haand. De skal leve af Byen og Omegn. Mange unge gifte Svende vil i Morgen være med i Revolutionen. De er ikke tjent med, at de unge Ægtemænds Tal formindskes. De maa faa deres Mand til som Borgerkorets Kommandant at slutte sig til Folket.

- Der er noget i, hvad De siger, sagde Jordemoderen eftertænksomt, ja det véd Gud der er. Jo jeg skal nok sørge for, at Mortensen slutter sig til Folket. Kommer Koret til at møde, saa gaar jeg med op paa Torvet og holder Øje med Mortensen. Det er sandt, hvad De siger. I forrige Uge havde tre Mursvende Bryllup, det er meget rigtigt, det var da Synd, om de stakkels unge Mænd skulde komme noget til. Gør De kun Revolution, Hr. Kolbe, vi holder med Dem.

Saaledes havde Kolbe sikret sig den bevæbnede Magt. Den næste Magt, han skulde vinde, var Proletariatet. Han gik ind i en 122 Beværtning af den simpleste Art; der var han vis paa at træffe Rebslager Setler. Han traf ham med Snaps og Øl foran sig.

- Hør, Setler, sagde han, kunde De ikke have Lyst til at gøre Revolution?

- Jeg? Hr. Kolbe. Aa jo, jeg har saamænd Lyst til alt, hvad De har Lyst til, for Dem kalder jeg en Hædersmand. Der er ingen Kniberi ved Dem, det skal Peter Kristian Setler bevidne, i Forening med undertegnede.

- Ja der bliver Spektakel i Byen i Morgen. Er der nu ikke i Fattighuset nogle Folk, der kan skrige ordentlig op og gøre Mudder paa Gaderne?

Ved denne Udsigt gik der en Glædesstraale over Rebslagerens blaa Ansigt.

- Ja min Stemme har ikke rigtig Kraft formedelst min Svagelighed, men der er nu forhenværende Torskeraaber Mads Gris, Skomagersvend Jens Boesen og den gamle enøjede Natmand Per Kat, som han kaldes, men han hedder jo egentlig Per Larsen. De kan sætte myrderlig i, naar de faar en lille Hivert af desse hersens - her pegede Setler paa en Brændevinskaraffel.

- Ja og det er jo alle Folk, som holder af Frihed, Lighed og Broderskab?

- Gud bevares, det gør de, Hr. Kolbe. Jeg siger ogsaa, Friheden er mageløs skøn. Men naar man nyder Understøttelse af det offentlige, ser det daarlig ud med ens Frihed. Men skal vi bare gaa om i Gaderne og brøle?

- Ja. Og mød saa bare oppe paa Torvet, saa snart De mærker, at der bliver rigtig Mudder, saa vil De nok selv hitte ud af, hvordan det forholder sig.

- Det tror jeg med, Hr. Kolbe. Folk i Mads Gris's, Jens Boesens, Per Kats og min Stilling risikerer aldrig stort, saa vi kan saamænd være med til alt, hvad der forefalder af alle Slags i denne Verden.

- Saa kan De i Morgen Aften traktere med Punsch her paa Værtshuset paa min Regning.

- Det skal inte mankere, Hr. Kolbe.

Den store Dag oprandt. Justitsraad Popp vaagnede uden Anelse om de karbonaristiske Anslag, der var udspundne mod hans mangeaarige dominium absolulum, takket være Reuschs's og Lunte-Niels'es 123 fuldstændige Mangel paa Lyst og Evne til at fungere som Opdagelsespoliti. Reusch stod med sædvanlig rolig Embedsroutine opstillet midt paa Torvet i sin højrøde Frakke med den grønne Krave, sin karmoisinrøde Næse, der blinkede i Solen, sin ræverøde smalle og tætstudsede Knevelsbart, der alt tilsammen dannede et Spil af behagelige Farvenuancer, i fuld og kraftig Morgenbelysning - saadan stod han hver Dag et Par Timers Tid, Gud maa vide hvorfor. Lunte-Niels var i Færd med at pudse Justitsraadens Seletøj. En Procession af Murer-, Tømrer- og Snedkersvende, i Spidsen for hvilken vajede en Fane, dannet af en Hesselkæp og et rødt Bomulds Lommetørklæde, hvorpaa Hertugen og Prinsen af Augustenborgs Billeder var aftrykte med Strikker om Halsen, bevægede sig hen over Torvet, afsyngende Sangen: "Vi Sømænd gør ej mange Ord".

Reusch havde aldrig før set slig Menneskevrimmel i G- uden paa Markedsdagene. Han vidste ikke, om han skulde skride ind eller holde sig tilbage. Foreløbig forekom det ham det rigtigste at iagttage en afventende Stilling. "Schwere Titer," sagde han blot henkastende til en tyk Bondeslagter, der holdt paa Torvet med sin Kødvogn, "mejen Unruhligkeit om blandt Menskerne; kommer sch'gu inte Nochet ud af den ganske Ting.

- Næ-i, sagde Bondeslagteren og kløede sin Ryg mod Bagsmækken af Vognen.

Toget drejede ned ad den Gade, hvor Byfogdens Hus laa. Reusch fulgte det stadig med Øjnene, indtil hans Opmærksomhed blev henledet paa en ny Procession. I Spidsen for den gik Rebslager Setler med sin grønne Bulehat højt løftet paa Enden af en Stok. Efter ham kom Jens Boesen, overstadig drukken, i en forfærdelig fedtet sort Klædesdragt med Bukserne stoppede ned i Uldsokkerne, Mads Gris i en skallet Lammeskindspels og høj sort Filthat paa det aldeles skallede Hoved, samt Per Kat i prikket islandsk Nattrøje og et Par gamle lyseblaa forhenværende Soldaterbukser og en flad lyseblaa Hue med bred Puld, der ogsaa saa' ud til i sin Tid at have gjort Militærtjeneste. Setler sang med hæs Røst:

O Frihedsdage,
i grønne Vaar.
Nu skal vi smage
paa Glædens Taar,

medens Mads Gris af og til satte i med Stentorrøst og brølte: 124 - Torsk paa Torvet; 6 Skilling Pundet; Aal paa Torvet 8 Skilling!

Til dette Tog sluttede sig snart en Sværm Gadedrenge, der peb i Fingrene, hujede og raabte: Hurræ for Setler! Han skal være Overkaptajn for alle Drukkendidrikker nere fra Fattighuset! Hurræ for Mads Gris, Hurræ for Jens Boesen, Hurræ for Natmanden !

Reusch fandt, at lige over for disse Proletarer maatte den eksekutive Myndighed skraks skride ind. I hurtig March krydsede han Torvet og anbragte med sin tykke Spanskrørstok et forsvarligt Slag langs Ryggen paa et Par Drenge. Drengesværmen spredtes, men brølte følgende Linier af den tapre Landsoldat, som de i den sidste Tid af og til brugte til at drille den ilde sete tyske Politibetjent med:

"Til Peer og til Povl,
han siger: Du bis faul,
og skælder man ham ud paa Dansk, saa siger han: Hols Maul."

Reusch maatte lade Drengene fare og vendte sig mod Togets Anfører Rebslageren, men denne stillede sig en garde med sin Stok og parerede Politibetjentens første Anfald. Ved et listigt Angreb bagfra fik Mads Gris listet Stokken fra Reusch og tilraabte ham nu med tordnende Stemme:

- Nu lader den danske Mand sig ikke mere sla' af tyske Politier og andre røde Engle; nu sla'er han selv.

Reusch blev aldeles stupid af Forfærdelse. Han - Politibetjenten, afvæbnet af et Fattighuslem! Strachs over til Justitsrathen, mumlede han, og under Hujen fór han over Torvet og ned ad Gaden, medens Vinden drilagtig spredte hans lange røde Frakkeskøder til begge Sider.

Det første Tog var naaet ned til det nye Sygehus, der laa tæt uden for Byen, og paa hvilket Würz arbejdede med sine tyske Svende. En stor Mursvend traadte frem af Skaren og sagde med Ro og ikke uden teatralsk Værdighed:

- Paa en saadan Tid skal danske Folk spise det danske Brød, hvorfor de tyske Svende ombedes at rømme paa en honnet og pæn Maade.

Tyskerne saa' paa hverandre indbyrdes, derefter paa Taleren og hans Ledsagere og fandt sig foranledigede til uden videre at pakke deres Værktøj sammen.

- Saadan, sagde de danske Svendes Anfører, fra nu af staar 125 I under vores sikre Lejde, vendte sig derpaa om for at modtage Kammeraternes Bifald for vel udført Hverv. Et vældigt Hurra var hans Belønning. Men som Processionen vilde til at gøre omkring og som Sejrherre drage ind i Byen, saa' den Justitsraad Popp i sin karmoisinrøde Spidskjole, med Kaarde ved Siden og trekantet Hat paa Hovedet staa midt paa Gaden, dér hvor Byens Brolægning begyndte, med en Mine som en romersk Imperator. Paa hans højre Side stod hans ene Fuldmægtig med Politiskilt paa Brystet og søgte at sætte ganske den samme Mine op som sin Principal, til vensre for Justitsraaden stod Lunte-Niels med sit ræveagtige, andægtig-højtidelige Ansigt, som han altid satte op, naar han fungerede ved alvorlige eller sørgelige Lejligheder som Ligbegængelser eller Transport af fulde Folk o. desl.

Justitsraaden gjorde en Bevægelse med Hals og Hoved som en kalkunsk Hane, der skal til at klukke op i Vrede.

- I Kongens Navn - Stands! raabte han ud mod Torvet.

- I Nationens Navn frem, raabte August Thorsen og sprang frem i første Geled, thi han saa', at den store Mursvend, der før havde været Ord- og Anfører, veg lidt tilbage, imponeret af den galaklædte Byfoged. August greb Kæppen med Lommetørklædet paa og gjorde en Mine til Tropperne bagved, som han havde lært af Billederne af Napoleon paa Broen ved Arcole.

I dette alvorlige Øjeblik, da det gamle Autoritetsprincip og Folkesuveræneteten tørnede sammen ved Indkørslen til G-, kom Reusch løbende i fuld Fart. Inden han kom til Byfogedkontoret for at faa sig en ny Stok og aflægge Rapport til Justitsraaden om den mod ham skete Overlast, havde Murmester Würz, der havde faaet Nys om, at noget var i Gærde mod ham, været hos Byfogden, som nu med den Politistyrke, der var nærmest ved Haanden, havde begivet sig ud mod Oprørerne.

- Stur Spetakel po Torfet, Hr. Justitsrath! raabte Reusch aandeløs.

- Hold Mund! raabte Justitsraaden, der maatte begynde et Tilbagetog, thi Svendene satte sig ved Augusts Opraab i en fremrykkende Bevægelse. Men nu kom der et Angreb i Ryggen fra den Proletarhob, som vi sidst forlod paa Torvet, paa ny forstærket ved de Gadedrenge, som der havde spredt sig for Reusch's Indhug. Mads Gris, der var det haandfaste Medlem blandt disse Gentlemen, stillede sig mod Lunte-Niels, der havde gjort omkring og løftet Stokken: 126 - Sla'er Du Niels, bliver Du maset under Rendestensbrættet, raabte han.

- Leve Frihed, Lighed og Broderskab! raabte Fattighuslemmerne.

- . . . og Kærligheden og Glæden, tilføjede Rebslager Setler.

- Her er ikke noget at gøre, Hr. Justitsraad, sagde LunteNiels . . . væk med den Kæp, Mads Gris! jeg sla'er jo ikke.

Svendenes Skare havde imidlertid sluttet Kreds om Justitsraaden, Fuldmægtigen og Politibetjentene, af hvilke Reusch altid holdt sig tættest ved Justitsraadens Kjoleskøder. Justitsraaden følte Forbitrelsens og Fortvivlelsens Mod blusse op i sig. Han trak sin Kaarde, løftede den, men blev i samme Øjeblik greben om Livet bagfra med et Ryk, som bragte ham til at sætte sig haardt ned paa Stenbroen, i fuld Uniform - Hurræ, hurræ! jublede Gadedrengene.

August Thorsen samlede Kaarden op, svang den i Luften med et triumferende Blik til sine Ledsagere, da han mærker en Haand klappe ham paa Skulderen:

- Giv mig Sliren, August, sagde Murmester Kolbe, og skynd Dig bag om Byen! hun venter.

- Ja, men nu maa jeg følge mine Kammerater i Liv og Død.

- Skab Dig ikke, Dreng, det hele er jo Narrestreger. Skrup Dig!

Med disse Ord tog han Kaarden fra August, rakte Justitsraaden den, idet han hjalp ham op og sagde til Skaren:

- I véd, at jeg er en dansk Mand.

- Ja, ja! leve Murmester Kolbe, han har hørt til Positionen iblandt Borgerskabet, raabte Setler, han har et Hjerte, som banker for den fattiges Trang.

- Danske Mænd skal være besindige, sagde Kolbe. Nu ledsager jeg Justitsraaden til Raadstuen, saa kan I forhandle med ham ved en Deputation.

- Som Hr. Kolbe vil, raabte en.

- Ja han forstaar sgu Tingene, raabte en anden.

Kolbe tog den af Raseri, Bestyrtelse og Angest dirrende Byfoged under Armen, ledsagede ham gennem Gaden op til Raadhuset, som Hans Tavsen i sin Tid gjorde ved Biskop Joachim Rønnov.

Trommer og Piber hørtes. Om Torvets Hjørner svingede nu 127 Borgerkoret, som Justitsraaden straks havde beordret samlet, men det tog jo Tid at faa Bud til dets Medlemmer og faa disse til at uniformere og bevæbne sig. Forrest gik Trommeslageren og Piberen, derpaa kom Chefen, Jordemodermand Mortensen, med dragen Sabel, hvis blanke Messing- og Læderskede daskede om hans fede Laar. I lige Linie med ham, men henne paa Fortovet gik hans Hustru, skarpt holdende Øje med sin Mand, over hvis Person der var udbredt en vis højtidelig Ængstelighed. Saa kom Koret i røde Spidskjoler og hvide Bukser, bevæbnet med gamle Flintlaasgeværer.

Ved Synet af den bevæbnede Magt fik Justitsraaden sit Mod igen.

- Slip mig for Fanden! sagde han til Kolbe.

- Jo, Hr. Justitsraad. Nu skulde Du kommandere Holdt, raabte Kolbe til Jordemodermanden, idet han vekslede et Blik med hans Kone, der nikkede først til Kolbe, dernæst til sin Mand.

- Kompagni holdt! kommanderede Mortensen.

- Jeg forlanger Borgerkorets Assistance for Politiet, mod hvilket der er udvist Vold, sagde Justitsraaden.

Oprørsskaren stod nu lige over for Soldatesken.

- Nu rolig og koldblodig, min søde Dreng! raabte Madam Mortensen inde fra Fortovet til sin Mand.

- Inte tale til mig, naar jeg er i Funktion, Stine, sagde Mortensen med dæmpet alvorlig Røst, hyt Dig nu, for nu bliver det galt! Og med Tordenbrag lød nu Chefens ny Kommando: Bag om! Opmarcher!

I tungt Trav satte Geledderne sig i Bevægelse, og snart omspændte Fronten hele Gadens Bredde. Madam Mortensen, som kendte sin Mands Taktik paa sine Fingre, gjorde Evolutionen med paa sine smaa trippende Fødder, og, efter at den var fuldbragt, stod hun strunk og ret ved højre Fløjmands Side.

- Hurræ for Madam Mortensen! brølte Gadedrengene, men hun langede den nærmest staaende af dem en paa Øret, saa han trimlede om og rev et Par af sine Kammerater omkuld med sig.

Justitsraad Popp var faret hen ved Siden af Chefen.

- Befal Koret at fælde Bajonet og sprede Oprørsskaren, sagde han.

Madam Mortensen og Kolbe gjorde hver fra sin Side en betegnende Gestus til Chefen. Mortensen slog op med Sabelen, vendte sig om mod Fronten og sagde: 128 - Soldater, skal vi fælde Bajonet mod vore Landsmænd?

- Nej - nej - lød det fra Geleddet.

- Stræk Gevær! kommanderede Mortensen - og Geværerne klaskede mod Stenbroen.

Justitsraad Popp drog i Fortvivlelse den af Kolbe generobrede Kaarde med den højre Haand, knyttede den venstre i Luften og vilde lige til at tiltale Soldatesken, men pludselig svigtede Kraften ham, han faldt plat ned paa Stenbroen. Justitsraaden var besvimet.

- To Mand og en Gefrejder til at bære Justitsraaden hjem, kommanderede Mortensen og vinkede ad to menige og en Underofficer.

Den sidste var en tysk Bager, som under de seneste Begivenheder havde søgt Popularitet ved en forceret dansk Patriotisme. Han lod de to menige løfte Justitsraaden op, tog sit Gevær op fra Stenbroen, henvendte sig til Rebslager Setler, der stod lige over for ham, og sagde:

- Sieh ein mal Bruder, jai er gut Dansch und gut Demokrat. Derpaa spændte han Hanen paa Geværet og sagde: Inte schide paa mine Mitbürger unter nogen Umstände; jai har po mit Gewehr en Svedskesten statt en Flintsten sat.

- Hurra for Bager Hoffmann! lød det fra Folkeskaren.

Bageren skuldrede; hans to Mænd tog deres Geværer og bar Byfogden hjem til hans Bolig.

- Gid gamle Danmark og det gemene Folks Frihed evig maa blomstre og florere! raabte Setler. Brødre, det er den stolteste Dag i mit Liv.

- Hurræ for den fordrukne Rebslager, raabte Gadedrengene.

- Mads, Per og Jens, sagde Setler til sine nærmeste Kommiliotner, nu skal vi ned i forhenværende Postbud Anders Olsens Beværtning; jeg giver varm Puns.

Endnu korrektere end Borgerkoret lød sin Chef, lød de tre Proletarer Setlers Kommando.

- Du er, æde mig, en Frihedsmand, sagde Jens Boesen med Taarer i de udvæltende Øjne; aa Setler, aldrig glemmer jeg vore svundne Ungdomsdage.

- Jeg heller ikke, Jens, sagde Setler med taarekvalt Stemme, jeg maatte være en Kanin, om jeg gjorde det. - Dermed forsvandt Proletariatet fra Revolutionens Skueplads under Setlers Sang

129

O søde Ungdomsdage
med megen Drik og Kærlighed,
I kommer ej tilbage,
I sank i Dybet ned.
Men nu de glade Minder
skal vækkes hos os gamle Svin,
Naar ud i Strømme rinder
varm Puns og Brændevin.

Justitsraaden blev bragt hjem under Gadedrengenes Hujen og Fløjten. Da hans Ledsagere havde lagt ham paa Sofaen i hans Kontor, kommanderede Bageren sine to Mænd omkring og forlod ham. Da Justitsraaden var kommen til sig selv, sagde han til sin Fuldmægtig, der havde benyttet Eskorten til at liste sig ud af Vrimlen med sin Principal:

- Petersen, hvad vil de Mennesker dog egentlig?

- De vil have Würz's tyske Svende væk fra Arbejdet paa Sygehuset, Hr. Justitsraad.

-Lad Würz og hans Svende rejse ad Helvede til, sagde Justitsraaden med mat Stemme, raab det ud ad Vinduet til dem.

Fuldmægtig Petersen skreg ud ad Byfogedkontorets Vindu:

- Jeg skulde sige fra Justitsraaden, at fra nu af skal kun danske Mænd arbejde paa Sygehuset.

- Et forfærdeligt Hurra var Svaret paa denne Allokution, og kort efter spredte Skaren sig.

- Anna! - Anna! raabte Justitsraaden, giv mig et Glas Rødvin og Vand!

Men hvor var Anna?

Paa Kolbes energiske Ord havde August Thorsen begivet sig til Justitsraadens Have, hvor han fandt sin elskede. Han havde haft en ungdommelig tragisk Konflikt mellem sin Trang og Pligt til at bistaa Revolutionen til Enden og sin Kærlighed, men saa megen sund Sans havde han, at Kolbes Ytring, at den hele Revolution var Narrestreger, havde slaaet ham i rette Tid. Den forsynlige Murmester havde sørget for, at en Dreng med en Enspændervogn holdt uden for Justitsraad Popps Have, hvis ene Side vendte ud til en Kørevej.

- Du har jo givet mig dit Æresord paa, at de ikke myrder Onkel, sagde den unge Pige.

- Det kan Du være ganske rolig for, svarede August. Du 130 véd jo desuden, at Kærlighed er det højeste i Verden, at for den maa alle Hensyn vige.

- Ja det føler jeg! sagde den unge Pige med et Suk.

Og Parret steg op paa Vognen, der fór hen ad Markvejen og ud paa Landevejen.

- Jeg skulde spørge, hvor vi skal køre hen, spurgte den kørenge Knøs og vendte sig om mod August.

Ja - det havde ingen tænkt paa.

- Kør bare ud ad Landevejen, sagde August, saa skal jeg overveje Tingen.

Den unge Dame saa' urolig spørgende paa sin Elsker, der raabte til Knøsen:

- Bare ud ad Landevejen!

Det gik af Sted i lynende Fart. Da August til venstre for Landevejen saa' en Landsbykirke, fik han en Idé.

- Kør til venstre ad den Bivej til Rangleby Præstegaard, sagde han til Kusken, der svingede til venstre.

August Thorsens gamle Lærer, der tidligere havde været Kateket i G- og en god Ven af hans Fader, var for et Aars Tid siden bleven Sognepræst i Rangleby. Han var teologisk Kandidat med non contemnendus og havde i Masser af Aar siddet i det lille Kateketembede, betynget af Gæld fra sine lystige Studenteraar og af den Grund lidt ugleset af Byens Honoratiores. Han var en poetisk Entusiast, der altid indledede sine Prædikener med et sentimentalt-rørende Digt, skrev Sange ved Bryllupper og andre Højtideligheder i Byen og holdt meget af at læse Digte op i Borgerskolen i Stedet for at katekisere efter Balles Lærebog eller Luthers Katekismus. Han og den gamle Klokker Thorsen havde i Smug tømt mangen en Gognakstoddy og sunget:

Hvad er imod Studentens Kaar
Sankt Peders Hat?,

men, da de begge paa en Maade var gejstlige, havde de drevet deres Konvivier i al Hemmelighed; og især var Pastor Gram nødt til at bevare sin Anstand lige over for Publikum. Nu havde han endelig faaet et lille Sognekald, men da han sad som Enkemand med ti Børn, var det smaat nok for ham. Ikke desto mindre drev han Gæstfrihed i stor Stil, og hans ældste Søn, der var Student og August Thorsens tidligere Skolekammerat, holdt nu Pinseferie i Præstegaarden sammen med fem Studenter, som han havde taget med fra København.

131

Vognen drejede langs med Præstegaardshavens halvt udsprungne Hegn af Hasselbuske og ind i den firkantede Gaard, der var omgiven af straatakte, faldefærdige Længer, men Stuehuset med de smaa Ruder, med vild Vin op ad Murene, og Storkereden paa Taget saa' hyggelig nok ud.

Ved Lyden af den indkørende Vogn kom den lille tykke Præst med sin Fløj eiskalot paa Hovedet og sin lange Pibe i Munden, omgiven af sine ti Børn og fem Gæster ud paa den halvcirkelformige Møllesten, der tjente til Trappe foran Indgangen til Stuehuset.

- Nej, August - det var da rigtig kærligt og elskeligt af Dig at besøge din gamle Lærer, raabte han, da han gennem Brillerne havde genkendt sin gamle Discipel; men da han saa' den unge Dame, udbrød han:

- Hvad S - hvad Pokker . . det er jo Frøken Krog, Justitsraad Popps Broderdatter . . . gratulerer, lille Frøken . . . gratulerer, min egen Dreng!

- Jeg maa tale med Dem, Hr. Pastor, sagde August alvorlig.

Præsten tog det unge Par med sig ind i sit Arbejdsværelse, og medens lille Anna stod rød som et dryppende Blod, fortalte August ham alt.

- Men det er jo herligt, det er jo den rene Poesi, og der er, Fan- der er saa Skam, ikke det mindste ukristelige i jeres Færd. Og hvad Oprøret angaar, saa maa jeg sige, at jeg har levet i fortrykte Kaar, og véd, at de mægtige og rige ikke bør regere udelukkende. Min egen Dreng, min yndige Pige! - her omfavnede og kyssede han dem begge . . . - bliv I her indtil videre . . . Men Død og Pine, kan Du gifte Dig, August?

- Nej - men jeg haaber . . med Tiden.

- Aa ja, naar man elsker trofast, saa kan man vente; det erfarede jeg og min i Herren salige Hustru, - her græd Præsten . . kom nu ind og faa et Glas Vin til Lykønskning; Vinhandleren i G- var saa kærlig at forære mig fem Flasker Madera, da jeg tog fra Byen . . . lad os se . . . Ungerne faar ingenting, to voksne Børn, fem Studenter, vi tre . . . det er ti . . . . det slaar lige til.

Under Pokulering og Sang blev de unge Folks Fæstensøl drukket. Der blev efter forskellige Forhandlinger med Præsten skrevet til Murmester Kolbe og Justitsraad Popp. Den første lovede efter to Aars Forløb at optage August som Kompagnon. Den sidste svarede, at han efter de forefaldne Skandaler vilde trække sig tilbage fra Verden og tage sin Afsked, - hvad han ogsaa gjorde 132 - og at for ham kunde hans Niece gøre, hvad hun vilde. Augus gik, trods sin Kærestes Ængstelse med i Krigen, kom tilbage som Løjtnant, blev gift og blev Murmester, og den gamle Justitsraad, der nu levede som en affældig Pensionist, trøstede sig med Augusts Løjtnantstitel og Plads i Rangforordningen. "Jeg modstod Tidens onde Aand, saa længe jeg kunde," sagde han tidt, "nu kan den for mig løbe saa gal, som den vil." Murmester Kolbe vedblev at drive sine smaa Pudsenmagerier endnu i mange Aar.

HVORDAN HAN FIK HENDE

134

        

135

Det var en høj Frostdag i Begyndelsen af December. Vinteren havde meldt sig meget tidlig det Aar. Lars Kristensen, der tjente hos en Gaardmand, sad paa en Ellestub nede ved Søen, snittede paa en Pind med sin Tollekniv og tænkte paa, hvad han nu skulde more sig med i Dag, det var Søndag. Han havde jo glædet sig til samme Dag siden i Mandags og lovet sig selv, at næste Søndag rigtignok skulde blive anderledes morsom end den forløbne, for da havde han ikke kunnet hitte paa, hvad han skulde more sig med, men havde staaet hele Dagen i Porten, gloet ud over Søen og afvekslende røget Tobak og fløjtet de tre Dansemelodier, han kunde. Alene Maaltiderne havde givet Afveksling i denne festlige Tilværelse. Han var altsaa staaet op Ottendedagen efter med den faste Beslutning, at han ikke vilde staa og glo i Gaardens Port, og var straks gaaet ned til Søen, men heller ikke dér viste der sig noget interessant. Imidlertid opgav Lars ikke Haabet. Han satte sig ned paa bemeldte Egestub, tog bemeldte tykke Pind og gav sig til at snitte i den uden Maal og Med. Af og til saa' han ud over den tæt tillagte Sø, hvis Flade paa sine Steder gnistrede i Solen som blankt poleret Sølv, men tættest inde ved Land spillede mellem mørkebrunt og graat med store mælkehvide Pletter i. Sivtoppene og Ellebuskene stod ubevægelige i den stille Luft; kun en enkelt Gang faldt Rim eller Snefnug ganske sagte ned fra de blankfrosne Grene som store fnossede Bomuldstotter. Men alt dette fandt Lars slet ingen Morskab ved. Naturbeskuelse var ikke hans Sag, og for Farvespil og den Slags Raffinements var hans Sans aldrig bleven opladt.

Nej, men nu rørte der sig noget langt ude paa Søen, og Latter og Tale lød skarpt hen over den frosne Flade. Lars opdagede tre 136 Skikkelser, der holdt hinanden i Haanden og bevægede sig glidende hen over Isen. Snart slappedes Armene og sank ned, og de tre gled regelmæssig frem, i parallelle Linier; snart spændtes Armene ud til Siden, og de tre fjernede sig saa langt fra hinanden i divergerende Linier, at det saa' ud, som om Forbindelsen imellem dem vilde briste; snart løftede de Hænderne i Vejret og holdt dem med Møje sammen over Hovedet, naar deres Glidebanes Linier truede med at gaa i konvergerende Retning, og hver Gang de to sidste faretruende Tilfælde indtraf, lød Latter og Hvin. Det var klart, at det var Piger fra Byen lige over for, paa den anden Side Søen. Lars kunde nok have Lyst til at se, hvordan de saa' ud. Skulde han feje dem i Møde ud over Søen, eller vente og se, om de skulde komme saa nær Lars, at han kunde have nogen Fornøjelse af dem? Lars havde aldrig været af dem, der tænker eller beslutter hurtig, og inden han var bleven enig med sig selv om sin Krigsplan, var Pigebørnene, svajende og fejende komne helt op til Kysten. Lars kunde nu tydelig se dem alle tre. De to paa Fløjene var meget pæne Piger, men om den midterste sagde han til sig selv: Det er Postelinstøj! Thi hun var lille og fin og dog skabt, som hun var drejet. Hvor lo og blinkede de brune Øjne, og hvor glimrede de mørke Haarlokker, der stak frem under den vatterede Søndagssilkehætte; hvor var Fødderne smaa og Smalbenene fine af en Bondepiges at være, naar de glidende Bevægelser røbede dem for den højst sympatetiske Iagttager! Lars havde stillet sig saadan, at han var noget skjult af en Ellebusk. Det midterste Pigebarn gjorde Mine til at ville i Land og satte prøvende Foden ud paa den sprøde Is tættest ved Kysten. Den knasede som Glas under hendes Fødder; da lo de alle tre, saa det skingrede ud i den klare Frostluft. Det var saa smittende, at Lars fik et Anfald med af Latter. Der stod han og holdt sig ved en Gren; hele Busken rystede ligesom han selv. Pludselig fik Pigebørnene Øje paa ham. Først blev de alle tre ildrøde i Hovederne samtidig med, at deres lystige Latter standsede, men indvendig arbejdede den saadan, at Taarerne trillede ned ad deres Kinder, som Kulden havde givet en høj og stærk Rødme. Da Lars mærkede, at han var opdaget, gik han rask frem og ned mod Søen, hvor kun det smalle Stykke skøre Is skilte ham fra de tre Piger; nu stod de lige over for hinanden. Pigerne søgte at faa Ansigterne sat i alvorlige, halv fornærmede Folder; det lykkedes til Dels de to paa Fløjene, men den lille i Midten - "Postelinstøjet" - kunde ikke; hun blev ved at le.

        

137

- Hvad griner Du af? spurgte hun til højre. Han staar jo og gør Nar af os.

- Nej, det har jeg da ellers ikke tænkt paa, sagde Lars. Er I der ovre fra? Han saa' paa den midterste, idet han spurgte.

Ja, det var de da. Nu var de første Ceremonier overstaaede, og Lars's Tilbud om at hjælpe dem med at feje over Søen igen, paa den Maade, at de to satte sig ned med bøjede Knæ, og han og den tredje trak i hvers Arm hver paa sin Side, blev modtaget med velvillig Smaalatter, og nu gik det i rygende Fart over Søen. Lars havde resolut grebet hende, som før fejede i Midten, om Haandleddet. Hvordan han kom tilbage, laa uden for hans Bevidsthed, thi bemeldte Pigebarn havde fyldt den saadan, at der ikke var Plads for noget andet. Han havde erfaret, at hun var Halvsøster til Søren Olsen, Gaardmanden, der ejede den Gaard, der laa paa den anden Side Søen med det store Stykke Eng foran. Hun havde sagt, at han i Julen skulde komme med til "Parregilde", der skulde holdes i en Gaard i samme By; hver betalte jo for sig, saa det kunde der aldrig være noget i Vejen for. Skønt Lars var vel fornøjet med sin Kondition, sagde han den op til Majdag - han vilde over paa den anden Side Søen og tjene, lige meget hos hvem.

Gildet kom, men det havde Lars ingen Fornøjelse af. Man véd, at ved "Parregildet" danser den samme Karl med den samme Pige hele Natten, men Sofie var taget af en lang Gaardmandssøn, der aabenbart var Ballets Løve, thi ingen kunde saa flot, paa passende Tid og Sted sætte i med Støvlehælene og trampe midt under Dansen. Medens de andre Karle dansede med Piben hængende i Munden, havde han hele Tiden en fornem opadvendt Cigarstump i den ene Mundvig, og saa kunde han polkere; det havde han lært paa Danseboderne, mens han var Soldat. Lars var fortvivlet, men samvittighedsfuldt slæbte han paa den tunge Bondepige, som Skæbnen havde udkaaret til hans Meddanserinde, thi da han ikke kunde faa Sofie, havde han grebet i Flæng. Hans Dame var lige saa tvær og muggen som han selv, men de hang ærlig i. Sveden randt ned ad dem, men det hele gik med en alvorlig, mørk Mine, som om Dansens Hensigt var at tage Riberhus med Storm.

Under en Hvil strøg Sofie Lars tæt forbi. Han hviskede til hende:

- Det var forbandet.

Hun blev rød og hviskede:

- Pst! min Broder staar henne i Døren.

138

Ja der stod ganske rigtig Søren Olsen, bred og skrævende med sit alvorsfuldt-bekymrede Ansigt og pustede med Bevidsthed om sin Værdighed hele Skyer af Tobaksrøg ud i Stuen. Lars kunde straks se, at det var en "farlig stor Bunde", der ikke saadan var at komme nær for en Boismands Søn, som han var. Hjertet sank i Livet paa ham. Og da der lige efter Kaffen med Søsterkagen, som var fulgt umiddelbart efter den varme Mad: Suppe, Risengrød, Klipfisk, Peberrodskød, Flæskesteg, blev budt store Rundtenommer Smørrebrød med Rullepølse og Knapost, samt Øl og Brændevin om til Gæsterne, var Lars rent gaaet fra Fodret. En gammel Fyr, der ikke havde danset, men som paa Grund af Heden havde trukket Trøjen af, stod lige ved Siden af Lars og betragtede ham med et forbavset Blik, thi han selv spiste, som om han ikke havde faaet Mad i en Uge. Til sidst sagde han:

- Hvorfor tager Du Dig ikke en Bid Brød?

- Jeg kan ikke mere, sagde Lars.

- Det var dog Satan, om man nogen Tid skulde blive saa mæt, at man ikke kunde æde en Stump Rullepølse og tage et Par Saapianer til.

- Er I her fra Byen? spurgte Lars.

- Ja saa'gu er jeg saa. Men jeg er ellers kun Husmand; jeg har Arbejde hos Søren Olsen.

- Er det en flink Mand at tjene?

- Jeg klager ikke paa Kosten, og det er jo det fornemste.

- Mon han har Brug for en Karl til Majdag?

- Ja saa'gu har han nok saa. Den, vi har, skal i Tjenesten.

Lars's Humør steg nogle Grader. Ved næste Ombæring gav han sig i Kast med en Rundtenom, bed en Snaps over og forrettede sin Hoveridans med resigneret Pligtfølelse. Husmanden, der havde fundet Behag i Lars's Ansigt, henvendte sig til en Gaardmand, der ikke var slet saa imponerende som Søren Olsen, og lod ham udpege Lars som en flink Karl. Søren mønstrede ham med dyb Alvor, naar han dansede forbi. Han gav Besked, der gik gennem de samme ceremonielle Mellemled, at han vilde tale med Lars, der da stedtes for ham inde i Stuen ved Siden af Danselokalet, hvor de gamle spillede Kort, bestandig styrkende sig ved Smørrebrød, Øl og Brændevin, men Søren spillede ikke. Han spadserede frem og tilbage i en politisk-kommunal Diskurs med Skolelæreren. Han standsede sin Gang lidt, da han saa' Lars, maalte ham undersøgende, som naar han saa' paa en 139 Hest paa Markedet, og sagde, idet han slog ud med Merskumspiben:

- Naar dine Papirer er i den behørige og lovformelige Orden, kan den Ting arrenseres, hvorpaa han afskedigede Supplikanten med Pibespidsen.

Søren Olsen var Politiker, og de politiske Førere havde udset ham til Folketingsmand ved de næste Valg. Tidligere havde han som Stiller haft Ordet paa Tribunerne. Der talte han i tørre bogagtige Fraser. Lige over for sine nærmeste Omgivelser optraadte han med fornem Overlegenhed, ligesom han ved sine sorte Klædes Klæder og høje sorte Silkehalsklud saa' ud snarere som en Degn end som en Bonde, ja nærmede sig endog til at ligne de mere tarvelige Præster. Hans tavse Myndighed lagde et Tryk over hans Hus. Hans Folk talte kun hviskende i hans Nærværelse, og ingen af dem kunde falde paa at henvende Ordet til ham uden at være spurgt. Alligevel vidste man godt, at den lille Halvsøster var hans Kæledægge; thi der røg ligefrem et Smil over hans værdige Ansigt, naar hun kom ind i Stuen eller ellers kom frem paa hans Vej. Men han hverken kyssede hende eller kælede for hende; det kunde aldrig falde en Broder af Bondestanden ind at gøre sligt ved sin Søster, selv om Aldersforskellen, som her var Tilfældet, var mer end tyve Aar. Men Søren kom aldrig hjem fra Købstaden uden at have en eller anden Present med til Sofie, og bad hun ham om noget for sig selv eller andre, kløede Søren sig højst tre Gange bag Øret, men ja fik hun.

Lars gik først og skottede langlig til Sofie; men han maa vist have haft et Bededagsansigt paa, thi naar Sofie mødte hans Øjne, vendte hun sig først for at le, og da han var bleven en Maanedstid gammel i Gaarde, lo hun højt lige op i Øjnene paa ham. Lars var nu ikke synderlig Psykolog, men han havde alligevel en Følelse af, "at hvis Tøsen var rigtig led ved ham, vilde hun grine paa en anden Manér"; men Situationen trykkede ham. Hans Forelskelse udøvede den samme Virkning paa ham som enhver anden usædvanlig Følelse, der forstyrrede hans Sinds sædvanlige Ligevægt; han tabte Appetitten, hvad der kun var til Fordel for Husmanden, Jens Andersen, der med stor Færdighed fortærede, hvad Lars overlod ham af Midaftensrundtenommerne. Men da Lars til sidst gik saa vidt, at han forærede ham det Stykke Spegesild, som 140 serveredes til Morgenmad, overvandt Jørgens Forbavselse hans ellers ureflekterede Madlyst. Han gabede paa Lars og sagde:

- Rider Fan'en Dig? Skal Du heller ikke have Spegesild? Du er da en farlig taab'lig Rad; - men trods denne Protest havde han dog spist Silden, medens han formulerede den. Men Jørgens Tankegang var nu sat i Bevægelse; saa bevægede den sig en god Stund videre i Kraft af Inertiens Lov, og da de kom sammen nede i Hestestalden, sagde Jørgen, førend han begav sig ind til sit Departement, Kostalden:

- Det er kun simpelt med Dig, Lars Kristensen.

- Det er noget Sludder, lød Svaret.

- Nej, det er sgu hverken Sludder eller Vrævl, for naar en Karl, der gør sit Arbejde, ikke tærer sit Fo'r, saa er det skidt. Det kan Du jo bare se med Kre'tur.

Lars svarede ikke noget denne Gang, men stod og mængede Havre og Hakkelse sammen i en Krybbe. Jørgen lagde Armene paa den ene af Baasens Spilbomme og saa' paa Lars fra Siden.

- Det er vist Kæresteri, Lavs.

- Hold Kæft; sagde Lars.

- Ja der kan Du selv se. Nej, naar man, saadan som jeg, har set baade paa Mennesker og Kvæg i saa mange Aar, saa véd man, hvordan de skaber sig, naar der kommer noget i Vejen med de Dele. Det er noget ledt Skab, det med Kærlighed og saadant noget, mens man er i Ungdommens Dage; men siden bryder man sig Fa'en om det, naar man først er bleven gift og skal slide for Kone og Børn; det er der ikke saa farlig en Morskab ved, og saa gaar sgu Blankesværten af Skotøjet.

- Den Præken kan Du gemme til saadan nogle gamle Stabejser, som Du selv er.

- Ja det kan nok være, at Ungdommen ikke kan gøre for'et, sagde Jørgen betænksomt og kløede sig i Haaret under Huen. Men nu skal jeg sige Dig et Alvorsord, Lars Kristensen. Vil hun ikke have Dig?

- Det véd jeg sgu ikke, sagde Lars og tog et Tag i den ene Hests Hoved, som vilde gøre Indgreb i sin Nabos og Kollegas Krybbe, da den var bleven utaalmodig ved at vente.

- Ja, saa vil jeg bare sige, hvad jeg mener. Saadan en indvendig Kærlighed, det er lige bestemt ligesom en Byld. Den værker farlig, mens den trækker til, men det linder mageløst, naar der gaar Hul paa den. Snak løs og sig til Tøsen, ligesom det er! Vil hun saa ikke - ja saa har man dog i visse Maader en Ordenlighed 141 paa Tingen, og saa kommer man dog til Fo'ret igen; men bliver Du ved at gaa, saadan som Du gaar, Lars, saa bliver Du ikke ret længe skrap til at arbejde.

Lars sagde ikke noget, men Husmandens Ord havde gjort det klart for ham, hvad han ikke havde turde klare for sig selv: Han var forelsket i Sofie, og da han ikke turde sige hende det, var baade Humør og Madlyst gaaet fra ham. Det var aabenbart, at Jørgen havde Ret: saadan kunde det ikke blive ved at gaa.

Det blev tidlig og brat, næsten uden Overgang, varm og dejlig Sommer det Aar. Ingen paa Egnen kunde mindes saa tidlig og saa rigelig en Høhøst. Der var saa meget Hø at bjerge paa den store Eng, at man maatte tage Søndagen med til Hjælp. Sofie og Lars havde revet Hø sammen og sat Stakke ude paa Engen. Nu var de komne hjem ved Middagstid. Søren Olsen var ikke hjemme, han var til et politisk Møde et Par Mil fra sin By. Sofies Moster, Jørgen samt Tjenestedrengen havde været til Stede ved Middagsbordet, Lars havde været usædvanlig oppe. Han havde i Anledning af Husbondens Fraværelse tilladt sig at traktere hele Selskabet med Rosiner, Mandler og Svesker, som han havde købt hos Høkeren. Ja han forærede endog Sofie et halv Punds Kræmmerhus Figner, som hun modtog med Rødmen og Tøven, men dog endelig stak i Lommen. Mosteren saa' noget surt til det, men sagde intet. Hendes Surhed svandt dog lidt, da Sofie heldte en fire, fem Figner ud i hendes Forklæde. Mosteren gav sig straks til at spise dem. Tjenestedrengen fulgte hver Bid, hun tog, med lystne Øjne og opspilet Mund.

Lars gik ud af Gaarden gennem Tofteporten. Han kunde ikke begribe, hvad der gik af ham, men han følte sig saa voldsom modig; og alt, hvad han saa', synes han straalede af Lyst og Glæde. Søen laa mørkeblaa i alt det lysegrønne. Luften dirrede af Fuglekvidder. Selv Huskonens Ko, som dens Herskerinde drev til Vands ned til Bækken, havde et usædvanlig livligt Udseende. Tjenestedrengens Raab til Gæssene, hvis røde Næb formelig luede i Solskinnet, gav Ekko. Alt, hvad han kunde øjne, voldte ham Fornøjelse. Han satte sig ned paa den gamle Brønds Rækværk med den høje Brøndvippe over sit Hoved, han slog til Stangen og satte den i dinglende Bevægelse - en to, tre Gange, bestandig stærkere; selv det rustne Jerns Knagen og Hvinen, syntes han, 142 klang helt lystigt. Han fik Lyst til at synge, men hvad skulde det være? Da randt den Vise ham i Hu, som Husmanden Jørgen havde købt af en Kolportør og foræret ham, idet han sagde, at det var noget, han havde godt af at granske i. Han trak den op af Vestelommen, holdt den nede i Skødet og sang:

Hvis Du bær Elskov til en Pige,
ej skal Du gange og sukke og glo,
ganske oprigtig Du skal hende sige:
Hør! skal vi sammen bygge og bo?

Siger hun: Ja, det vil jeg saa gerne!
da skal Du juble af inderlig Fryd,
thi saa vinker der Dig i det fjerne
Løn for dit Indres Elskov og Dyd.

Siger hun nej, saa skal Du græde,
dog ej mer end et Fjerdingaars Tid,
saa skal Du atter i Dansen træde,
søge Dig en, som er mere blid.

Det sidste er noget rigtig Vrævl, raabte Lars, da han havde endt Sangen og slog med den knyttede Næve mod Brøndværkets Rand. Han vendte sig om og saa' Sofie komme ud af Porten og styre hen mod Brønden med en lille Spand i Haanden. Medens hun svingede den frem og tilbage i Jernringen, løftedes hendes Bryst, og Solen tegnede glitrende hvide Pletter paa hendes lysebrune Arme.

- Det er Postelinstøj, sagde Lars igen. Han blev siddende paa Brøndværket, blev ved at se mod Sofie, som lod Spanden falde ned i slap Arm og sagtnede sin Gang, alt eftersom hun nærmede sig Brønden og Lars. Hun blev helt underlig til Mode ved at se den resolutte Mine og det faste Blik, han sendte hende i Møde. Hun havde altid sagt om ham til sine jævnaldrende, der ytrede, at det var en farlig pæn Karl, hendes Broders ny: Ja men det er en dvask Rad. Om det var en diplomatisk Udtryksmaade for at genne mulige Drillerier tilbage, skal jeg lade være usagt. Vist er det, at hun nok kunde lide fra Vinduet at betragte Lars, naar han f. Eks. svang Øksen mod en Knude Brænde paa Huggeblokken i Gaarden: hun fandt Behag i at se det kraftige Hug skære Luften og at høre det taktfaste Fald mod det knasende Knudestykke. Hun havde mange Gange staaet der og set og lyttet, uden at hun gjorde sig Rede derfor. Og nu i dette Øjeblik var det hende ogsaa en Fornøjelse at se den velskabte unge Karl med 143 den ranke Hals, den sunde solbrændte Ansigtsfarve, i de pæne rene Søndagsklæder. Selv hans Fødder saa' ud som en fin Herres i de splinternye Blanklæders Støvler.

Lars's Spænding voksede, da han mærkede, at Sofie nølede med at komme ham nær, men han var sikker paa, at han vilde tale fra Leveren, det maatte saa briste eller bære. Endelig kom hun lige hen til Brønden, men med nedslagne Øjne; der var noget i Lars's Blik, der gjorde hende sky. Hun satte ganske sagte Spanden ned paa Jorden og lod til at vente paa, at han skulde flytte sig fra sit Sæde, thi i Dag vilde hun ikke paa nogen Maade bede ham om at hejse Vand op for hende med Vippen, hvad han saa mange Gange havde gjort; men i Dag - nej ikke paa nogen Maade. Hvorfor? Ja hun vilde ikke have kunnet forklare det, om nogen havde spurgt hende om det.

- Skal jeg hisse noget Vand op til Dig, Sofie? spurgte Lars.

- Nej Tak.

- Hvorfor ikke?

- Ne-j.

- Sikke noget Vrævl. Lars vilde til at gribe efter Spanden, men Sofie tog i en Fart fat i Haandtaget og holdt den med begge Hænder bag ved sig.

Lars bøjede sig hen under hendes Ansigt for at se op under hendes sænkede Øjenlaag. Hun slog dem op i en Fart og sendte ham et Øjekast hurtigt som et Kornmodsblink. Læben kom i Bevægelse, Brystet løftede sig . . . . en Latter brød ud, der farvede hendes Kinder røde . . . . Lars blev ved at skotte op fra neden, men pludselig saa' han to store Taarer pible frem gennem de halvtillukkede Øjenlaag . . . . nu græd hun.

- Hvad græder Du for, Sofie? spurgte han.

- Du kan jo lade mig gaa.

- Ja, men det kan jeg ikke saa godt, Sofie. Det volder det, at jeg holder saa meget af Dig, over det, at Du er den smukkeste Pige, jeg nogen Sinde har set; og jeg vil sige Dig, at jeg er taget hen at tjene din Broder, bare fordi Du er her paa Gaarden, for jeg havde det i alle Maader lige saa godt hisset ovre. Føden var lige saa god, og Manden snakkede dog til Folk og var ikke storsnudet. Saa hvis Du nu vil, saa bliver Lars Kristensen den lykkeligste Karl i Sognet, men hvis Du ikke vil, . . . ja . . . saa kan det være det samme, hvad der bliver af mig.

Sofie havde atter sat Spanden paa Jorden og stod og pillede 144 med den venstre Haand ved en af de vilde Slyngplanter, der snoede sig langt nede fra de vaade Sten i Brønden helt op mellem Rækværkets Tremmer, medens hun med den højre lagde Læg i det stribede Søndagssilkeforklæde. Hun hverken lo eller græd mere, men en ganske smal Stribe Elfenben blottedes bag de røde Læber.

- Jeg tror næsten, Du mener ja, Sofie, raabte Lars og greb efter hendes Haand; men hun trak den tilbage og hviskede:

- Der staar Huskællingen med Koen og glor paa os, og der kommer Jørgen efter Vand.

- Skal jeg saa hisse noget Vand op i din Spand?

Hun lo og sagde:

- Ja nu maa Du nok, Lars.

Og inden Jørgen i sin meget sindige Fart naaede Brønden, røg Sofies Spand med Lynets Hurtighed ned i den paa Stangens Krog og op igen, saa Sofie med sin fulde Spand og Jørgen med sine to tomme mødtes omtrent ud for Vippens Opstander. Jørgen kiggede listig til hende fra sin ene rindende Øjenkrog og smaskede ganske sagte med Tungen. Lars blev siddende, mens Sofie skyndsomt gled ind ad Porten og smøgede sig forbi Hølæsset, der næsten fyldte den helt.

Jørgen stod skrævende, med Aaget paa Nakken lige foran Lars, grinede blot med Øjnene, mens Munden holdt sig alvorlig. Saa sagde han, idet han forsøgte at tale med Fistelstemme:

- Kanske Du vilde hisse noget Vand op til mig, Lavs?

- Havde Du været en ung Karl, i Stedet for at Du er saadant et gammelt Kræ, saa havde Du faaet en paa Kejen, Jørgen Andersen.

- Du er Satans modig og fornemme, sagde Jørgen, men det forta'r sig vel, naar Manden kommer hjem.

- Der fór en Skygge mellem Solen og Lars's Øje, men det var kun et Øjeblik. "Mandens" Hjemkomst stod for ham som noget, der tilhørte den fjerne Fremtid; der var altfor meget at glæde sig over, inden den Tid kom. Han steg ned fra sit Sæde, saa' triumferende ud over Engen, Søen og den fjerne Skov, drejede sig to Gange om paa sin Støvlehæl, følte Trang til at gøre noget flot, huskede saa paa, at han havde en Toskillings Cigar indsvøbt i Papir i sin Vestelomme fra den Gang, han sidst havde været i Købstaden. Den tændte han, pustede blaa Ringe ud i Luften og spankede hen forbi Skolelærerens Bolig, der laa tæt ved Gaarden, og satte lystig sin Hue ned over Hovedet paa samme Embedsmands 145 yngste hvidhaarede Pode, der laa og legede med nogle Kugler, han havde trillet sammen af vaad Jord. Ungen blev arrig, tog Huen af; og da det skulde gaa ud over nogen, kylede han den i Nakken paa sin ældste Broder, der faldt i Staver over sin nye Vogn; men han havde Levemaade; han tog ganske rolig Huen og rakte den til dens Ejermand.

Jørgen Andersen gav sig som sædvanlig god Tid til sit Arbejde; da han havde faaet den første Spand halet op, kløede han sig i Hovedet og talte med sig selv, som følger:

Ja, Ungdommen! Det er noget tosset Tøj. Hvor kan nu nogen Mennesker tro, at saadan en kalkunsk Bonde som Søren Olsen giver sin Søster til en Bolsmands Søn? Og om det ogsaa blev saadan, som de vilde, saa blev Tøsen jo arrig og gal ligesom alle andre Kællinger, naar de bliver lidt til Aars og ikke mere bryder sig om Kælenskab og saadanne Fornøjelser.

Derefter halede han den anden Spand op, trængte atter til en Adspredelse og saa' sig om efter noget, der kunde bruges dertil. Han opdagede nu Husmandskonen paa den anden Side Vejen, der efter igen at have tøjret sin Ko havde sat sig paa Gærdet, strikkende paa en sort Uldhose.

- God Dav, Maren! raabte han.

- God Dav, Jørgen Andersen!

- Det er godt Vejr til Høhøsten.

- Ja, det er det sgu.

- Er jer Mand hjemme?

- Nej, han er sgu itte.

- Det er bedre, I ta'er mig, Maren, for jeg er mere stadig af mig end Per, som er saa udspekuleret til Dokementskrivning, men la'r jer passe Lodden. Per og jeg kan jo bytte Kvinde, men saa kommer jeg vel til at gi' noget i Bytte, for mit Hus er jo jordløst, og Birthe er jo en hel Del ældre end I.

- Vrævl og Sludder har vi nok af, sagde Konen.

- Ja det er sgu sikkert, sagde Jørgen og sukkede, medens han fæstede Spandene paa Aagets Kroge, hvorefter han meget langsomt styrede op mod Gaarden.

Lars havde gjort et langt Slag, helt betaget. Han havde Lyst til at nikke til Træer, Stengærder, Pilehegn, Høstakke og alt, hvad han saa'. Nede paa Engen ved Søbredden laa en temmelig stor Sten. Han rokkede den op, løftede den, saa højt han kunde, vejede den et Par Gange i Haanden, slyngede den ud i Vandet saa langt 146 han evnede, og da efter det vældige Plask Skummet sprøjtede op og funklede blændende i Solen, svang han sin Hue og sang:

Dansken har Sejer vundet, Hurra, Hurra,
Tysken sin Grav har fundet, Hurra, Hurra!

Det lakkede omtrent ad Midaftenstid, kunde han mærke. Nu følte han Appetitten melde sig med hele sit gamle Krav. Da han vilde stryge forbi Hølæsset i Porten, hørte han en sagte Fnisen. Han saa' til Siden, og oppe i det Hjorne af Porten, der næsten var spærret af Hølæsset, saa' han under Vognen et Par Ben, som han ikke kunde tage fejl af. Han skubbede sig hen om Bagsmækken af Vognen, nærmede sig Føddernes Ejerinde, men denne smuttede langs ad Portens lange Væg og sled under sin Bevægelse store Høtotter af, der hang ned over Ansigtet paa hende. Men hun lod, som hun ikke kunde slippe bort. Lars greb hende om Livet, og, skjulte bag Hølæsset, vekslede Kærestefolkene en urimelig Hob Kys. Saa skiltes de ad og gik hver til sin Side uden om Læsset; Sofie ind i, Lars ud af Gaarden.

Lars saa' ikke sin Husbond før den næste Morgen, og Synet af dette store, hovne, tvære Ansigt bragte straks hans Humørs Termometer til at falde adskillige Grader, thi det var lige saa vist, som at 2 og 2 er 4, at Søren aldrig vilde give sit Minde til, hvad han havde for. Den Sfære, hvori han levede, tillod ham nu rigtignok ikke at give Agt paa, hvad der foregik i hans umiddelbare Omgivelse, og der gik et godt Stykke Tid, i hvilken Kærestefolkene stjal sig til adskillige Møder i Haven, hvor de gamle Stikkelsbærog Ribsbuske, der var voksede over Mands Højde, dækkede dem for profane Øjne, i Porte, Vognskure, ja selv i Stalden, hvor Jørgen Andersen, der nu en Gang havde opdaget Hemmeligheden, betragtedes som et uskadeligt, om end stundom generende Vidne ved de Sentenser, han stadig gentog, om Kærlighedens Forkrænkelighed og Forgængelighed, som de unge afviste med haanende Foragt. Jørgen sagde det egentlig ikke paa Dril, men han led af en kronisk Trang til altid at snakke, i Tide som i Utide.

En Formiddag mærkede Lars imidlertid, at der var noget usædvanligt i Luften. Den ellers saa meddelsomme Husmand luskede tavs og sky uden om ham, og talte han til ham, svarede Jørgen kun: Aa, ja saamænd, ja! hvad skal man sige til Verden 147 saadan i det hele? Hvad der fuldendte at gøre Lars uhyggelig til Mode var, at han saa' et Glimt af Sofie i Fadebursvinduet; men i Stedet for et glad tindrende Blik mødte han et alvorligt, og ved nærmere at se til opdagede Lars, at Øjnene var røde og forgrædte. Søren Olsen viste sig ogsaa usædvanlig tidt i Døren og kastede sit Blik om i Gaardens fire Hjørner, og naar det traf Lars, udtrykte det en vis fortørnet Ringeagt. Til sidst gjorde Husbonden sig Ærinder ud i Gaarden, og for hvert af dem rykkede han bestandig nærmere ved Lars, som var i Færd med at vadske en Vogn og give Hjulene Smørelse. Det var den Vogn, Søren Olsen havde brugt Dagen i Forvejen. Endelig kom Gaardmanden helt hen til ham, eftersaa' myndig Arbejdet, derpaa tog han Piben ud af Munden og sagde:

- Fra 1ste Juli maa Du se Dig om efter en ny Kondition.

Bestyrtet lod Lars Svaberten falde ned, og skønt Husbonden allerede havde drejet sig om og langsomt sat sig i Bevægelse i Retning af Stuelængen, rykkede Lars ham i Flanken og spurgte:

- Er der da noget at udsætte paa mit Arbejde? Jeg mente dog . . . .

Søren gjorde en halv Drejning om til Siden, og uden at se paa sin Karl talte han i lige Linie ud i Luften:

- Der foreligger ingen som helst Paragraf i Tyendeloven, der paabyder, at man skal maatevere en Opsigelse til nogen som helst af sine Folk. Dermed er den Diskussejon afsluttet, endt og afskaaren.

Og med længere Skridt, men i samme Tempo fortsatte han sin Gang, indtil Lars saa' hans brede Ryg forsvinde i den aabne Forstues Halvmørke.

Lars gik tilbage til Vognen, tog atter fat paa sit Arbejde med en saa feberagtig Ihærdighed, at Sveden sprak ud af alle Lemmer paa ham, men da han var færdig, drev han Svaberten med saadan en Kraft ind i den aabne Vognport, at Skaftet gik itu mod en Arbejdsvogns Hjul. Saa gik han ud paa Marken for at flytte Heste. Her traf han Jørgen Andersen, der var i Færd med at flytte Kvæget. Det havde længe kogt inden i Lars, nu flød det over og sprøjtede hen over den, der var nærmest ved Haanden.

- Hvad er det for et forbandet Bæst, der har sludret til Manden og faaet ham til at sige mig op? raabte han og løftede truende med Tøjrekøllen.

- Ja, det er sgu itte godt at vide, mumlede Jørgen og vedblev at banke med sin Kølle paa Hovedet af Pælen.

148

- Ja for saadan en kalder jeg en Skurk og en Keltring, vedblev Lars.

- Ja, der kan sgu være noget i'et, mumlede Jørgen ydmygt.

- Og jeg kalder ham en Rasphuskandidat . . . en . . .

- Aa ja saamænd!

- Og en . . . General . . . krigskommissar, brølte Lars i stigende Raseri.

- Nej holdt! det skal Du sgu bevise, raabte Jørgen, rettede sig og holdt Tøjrekøllen ud for sig.

- Naa det er Dig? spurgte Lars, og Forbavselsen slog koldt Vand i Hidsigheden.

- Ja, jeg kom sgu helt uskyldig til'et, og hvis Du vil være en Smule rimelig, saa skal jeg lægge det ud for Dig. Se i Overgaars saa sa'e jeg til Manden, at vi havde faaet Høet godt ind, og det havde han ikke noget at sige til, og det kunde han da heller ikke, kan jeg tro. Og saa sa'e han, at det nok var en hel ordentlig Karl, han havde faaet, og jeg sagde: Ja han er sgu en hel flink Karl; men saa kunde jeg ikke bare mig for at grine, for jeg tænkte paa, hvor utuskeagtig han vilde blive, den Tid han fik at vide, at Du var gode Venner med Sofie, men jeg sa'e jo ingenting. Men se Manden han spurgte jo, hvad jeg grinede af; og jeg sa'e, at det var itte af noget ikke, men Fanden ta' Søren Olsen, han har jo lært af al den Avislæsning at spørge en ud, ligesom Herredsfogden i Sokkeløse gjorde ved Per Kristens, ham, der for fjorten Aar siden boede i det Hus ijævne mit og stak Ild paa'et, og se, jeg blev jo kaldt for Retten og hørte, hvordan Herredsfogden kunde vrikke hele Re'ligheden ud af ham. Se saadan blev jo Søren Olsen ved at vrikke ved mig, og uden at jeg saadan kan oplyse, hvordan det kom, saa fik jeg jo sagt det ene med det andet; og naar jeg først er begyndt med at snakke, ja saa er det, ligesom der var noget levendes inden i mig, der drager og driver mig, saa det ene Ord ta'er det andet. Ja, hun siger jo saa tidt derhjemme, Kællingen, at hun vilde ønske, hun kunde slaa en Prop i Gabet paa mig. Men nu bagefter angrer det mig forskrækkelig, Lavs; men ser Du, det kunde jo alligevel aldrig være blevet til noget med Dig og Sofie, saa enten det skete før eller efter Mikkelsdag, kan jo være det samme.

Lars stod et Øjeblik og kæmpede med sig selv, saa smed han Tøjrekøllen. Jørgen havde for længe siden ladet sin synke. Men Hidsigheden kogfe igen op i Lars; med et Spring var han inde paa Livet af Husmanden og havde Haanden fast om hans Strube.

149

- Vil Du sla' en gammel Mand, Lavs Kristensen? sagde Jørgen med halvkvalt Stemme og saa' helt rolig og alvorlig paa Lars. Denne slap ham og vendte sig bort. Husmanden gav sig til at græde.

- Hvad Fanden! Vil I slaas? lød en pibende, høj Stemme et Stykke nede paa den Gangsti, der gik over Engen.

- Nej, nu skal jeg sige Dig Per Ni'len, hvordan det er med de Dele, sagde Jørgen, for hvem et nyt Skriftemaal var en stor Lindring, og med en Omstændelighed, der langt overgik den, vi kender fra Fortællingens første Redaktion, sagde han alt "li'som det var".

Den tilkomne var en lille, spinkel Mand med smaa fiffige, plirende brune Øjne, et smalt fint Ansigt, der egentlig ikke gjorde Indtryk af at tilhøre en Bonde. Han talte heller ikke i Dialekt. Han hørte ganske rolig, smilende paa det hele og nikkede af og til med Hovedet.

- Se, Du forstaar Dig jo ogsaa paa Politikken, endte Jørgen Andersen; men ved de Dele er der vel ikke noget at gøre for Lars.

- Ne-ej, sagde Per Nielsen og kløede sin Arm, mens han samtidig grinte fiffig. Du skulde se til den rødbrogede derhenne Jørgen, hun er ved at faa Tøjret om det ene Forben.

Da Jørgen var gaaet, saa' Per Nielsen et Øjeblik paa Lars og sagde:

- Du kunde se over til mig i Aften sent, naar det bliver mørkt, men taler Du om det, saa er det ingen Nytte til.

Der var en mystisk Sikkerhed i hans Tone, som imponerede Lars. Han vidste, at denne Husmand ogsaa nød stor Anseelse som Politiker, rejste med hans Husbond til Møder og Valg, tidt havde hemmelige Konferencer med ham og gik for en af hans ivrigste Agitatorer for hans kommende Valg. Han listede sig ogsaa ud af Gaarden samme Aften, over Vejen, thi Per Nielsen var Ejer af det Hus, der laa lige over for Søren Olsens Gaard. Det var hans Kone, hvis flygtige Bekendtskab vi gjorde, da hun paa hin for Lars saa betydningsfulde Aften drev sin Ko til Vands.

Da den lille, spinkle Husmand havde talt med Lars, der hidtil havde været en tavs Tilhører, men hvis Forbavselse stadig var stegen, udbrød han:

- Men jeg troede, at I var Søren Olsens bedste Ven i Politik.

Den lille Mand saa' sig spejdende og lyttende om i Stuen; derpaa hviskede han: 150 - Det Fæ, den forædte dvaske Stud. Ja fordi han sidder kvit og frit i den gode Gaard, saa er han den eneste Bonde her i Kredsen, som de kan blive enige om at sætte ind i Tinget. Men jeg hjælper ham bare, til den Tid kommer, da en Mand af det ægte Folk (her slog han sig for Brystet) kan bane sig Vejen. Vor Tid kommer ogsaa, Lars Kristensen. Ja den Tid, da det ikke kommer an paa Hartkornet, men paa det der (her pegede han sig paa Panden). Naar vi kører om til Møder, saa sidder han og en anden Gaardmand i Agestolen. Jeg kan ligge bag i Vognen som en Kalv eller et Svin. Han æder i Gæstestuen i Kroerne. Jeg kan gaa ind i Kælderstuen og - pst - vi har ingen Vidner - siger Du til nogen, hvad jeg siger Dig, Lars, saa bander jeg mig ned i det sorte Helvede paa, at det er Løgn. Søren Olsen kan ikke sætte to Ord sammen i Hovedet. Jeg skriver alle hans Taler, for jeg har som Dreng været paa Skriverstuen paa Højbygaard, og havde den gamle Forvalter levet, havde jeg kanske nu været Prokurator. Og saa giver den forædte So, Søren Olsen, mig en Rigsort for en Tale, der varer næsten en halv Time. Men nu tier Du stille, passer dine Sager og tager bort den første, hører Du? og saa gør vi, som jeg har sagt. Honoraret kan Du selv bestemme. Det kommer vi nok ud af, for Du ser mig ikke ud til at være en Knovser.

- Nej, sagde Lars, dersom det hele gaar godt, saa kan vel en - ja - lad os se - 10 Daler ikke være for meget.

- Det synes jeg heller ikke 15 vilde være, sagde Husmanden flot henkastende.

- Aa nej saagu'. Men saa bliver det ved det?

- Ja vel.

- Med drævende Værdighed og en vis prædikeagtig Patos holdt den lykke Søren Olsen sin Tale fra Tribunen, der var slaaet op i den øverste Ende af Dragonernes gamle Ridehus i Købstaden G. Han var flankeret af Valgbestyrelsens Medlemmer: Byfogden, der med distræt Fornemhed kun halvt hørte efter Sørens politiske Konfessioner, som han betragtede som altfor elementære for en videnskabelig Jurist, et Par Borgere fra Byen, der meget nødig vilde have en hvilken som helst Bonde ind i Tinget, men, naar galt skulde være, dog foretrak en velstaaende Gaardmand for en Husmand, som Nabokredsen maatte nøjes med, og endelig sad en 151 Gaardmand samt vor nye Bekendt, Husmanden Per Nielsen paa Tribunen. Søren endte sin Tale:

. . . Og ligesom jeg altid har haft til Princip: Alt for Folket og alt ved Folket. Som mit Program er Folkelighed og Lighed i videste Udstrækning, saa skal jeg, hvis mine ærede Medborgere betror mig det i mine Øjne hæderfuldeste Hverv af alle, Pladsen i det folkevalgte Ting, virke af yderste Evne til, at Grundlovens Friheds- og Lighedstanker skal blive virkelige og træde fra Papiret ud i Livet.

De behørige "Hør" og Hurraer fulgte efter, medens Søren Olsen tørrede Sveden af Panden med sit store rødtærnede Lommetørklæde og med tunge Trin steg ned ad Talerstolen, hvis improviserede Trætrappe knagede under hans vægtige Korpus. En opmærksom Spejder vilde have opdaget, at den paa Tribunen tæt ved Talerstolen siddende Husmand Per Nielsen blinkede ganske sagte til en gammelagtig, svær, købstadklædt Mand, der stod lige nedenfor, men som øjensynlig hidtil kun havde skænket Valghandlingen en flygtig Opmærksomhed. Da derfor Byfogden i Egenskab af Ordstyrer spurgte, om nogen ønskede Ordet, udbad den nysnævnte Borgermand sig det. Alle, der kendte ham, blev først forbavsede, thi Murmester Lars Kolbe havde aldrig vist sig synderlig ivrig for Politik. Dernæst smaalo de, thi samme Kolbe var bekendt som en stor Pudsenmager, der sjælden lod nogen Lejlighed gaa tabt til at drive sine Uglspilstreger, om hvilke der gik mange Frasagn i By og Omegn, især fra den forrige Byfogeds Tid, da Kolbe var Borgerrepræsentant.

- Murmester Kolbe har Ordet, sagde Byfogden, og den gamle Murer steg op paa Talerstolen, saa' omkring sig med sine svedne smaa Øjne, kastede et Sideblik til Valgkankidaten, der i stor Spænding havde fæstet sine store, dvaske, fremstaaende Koøjne paa ham.

- Ja, se jeg er nu en gammel Borger, sagde han, som ikke altid saa rigtig kan følge med Tiden, og som er opdragen i den Tro, at en Justitsraad er mere end en Kancelliraad og en Gaardmand mere end en Husmand. Men jeg har en svær Respekt for, hvad man nok kalder Konsekvens - om Forladelse Hr. Byfoged, hvis jeg udtaler det galt - (Byfogden henkastede fornemt: Det er rigtigt nok) og derfor vil jeg, naar Valgdagen kommer, opfordre alle mine Medborgere til at give Gaardmand Søren Olsen deres Stemmer; for naar man véd, hvor haardt det falder for en Gaardmand at tage en til Svoger eller Svigersøn, som ikke er kommen 152 af Gaardmandsfolk, saa siger jeg: Ære være den Mand, der tør vise sin Frisindethed i Gerning, som Søren Olsen, der, som De alle véd, er Ejer af en stor Selvejergaard, men alligevel har tilladt sin eneste Søster at gifte sig med hans Karl, Lars Kristensen, som er en Bolsmands Søn. Ser De, mine Herrer, det kalder jeg Frisind og Mod til at være sin Overbevisning bekendt, og derfor udbringer jeg et nifoldigt Hurra for vor Valgkandidat, den i Ordets sande Betydning frisindede Søren Olsen.

Et endeløst Brøl, en fanatisk Jubel hilsede disse Ord, medens Genstanden for dem, den ulykkelige Søren Olsen, stod med skrævende Ben og gabede maalløs og forstenet ud over Auditoriet, og da Mureren, efter at være stegen ned fra Talerstolen, rystede hans Haand, lod Søren sig behandle som en livløs Genstand. Han var nær ved at synke i Knæ og holdt sig fast ved Rækværket paa Tribunen, og hvert nyt gentaget Jubelraab for ham var som et Stik af en Høtyv i hans tykke Mave. Den første Tanke, der banede sig Vej gennem hans Hjernes Taage, var at gaa op paa Talerstolen igen og erklære det hele for Løgn. Men da det kom til Stykket, turde han ikke. Han nærmede sig Husmanden og hviskede:

- Hvad skal jeg gøre, Per?

- Ja der er sgu ikke det mindste at gøre ved. Det Offer maa I bringe Politikken, Søren Olsen.

- Nej Satan . . . .

- Ja se nu, Søren Olsen, saa bliver I vist ikke Rigsdagsmand, for saa mister I straks den gevaltige Popularitet, som I fik i dette Øjeblik.

- Den Murer er dog den største Rakkerhund . . . . .

- Ja det er sikkert, sagde Per Nielsen, det er en udspekuleret Gavtyv.

- Ja jeg gør det lige godt, Per, jeg siger, at det er Løgn af Mureren.

- Ja haardt er det; men jeg kan huske fra den Tid, jeg gik til Læsning sammen med Forvalterens Børn, at i gamle Dage var der en Mand, der lod sine to Sønner halshugge for at redde Friheden. Nu kommer I sgu til at ofre Sofie; men hun gaar nok endda ikke saa nødig til Skafottet, for Lars Kristensen lader hende nok beholde Hovedet.

Folk var i Færd med at sprede sig, da ingen yderligere forlangte Ordet. Lars Kolbe havde rolig tændt sin korte Pibe og stod og røg der henne i Porten med Ryggen støttet mod Karmen.

153

Da Søren Olsen og Per Nielsen skulde til at passere forbi ham vekslede han et Forstaaelsens Øjekast med den sidste og sagde:

- Naa Søren Olsen, Deres tilkommende Svoger er hjemme hos mig, han kan vel køre hjem med Dem?

Murerens listige Øjne fikserede den tykke Gaardmand paa den mest irriterende Maade. Søren søgte at lægge Foragt i sit Blik. Mureren forlod sit Støttepunkt og lagde sin Haand paa Søren Olsens Skulder.

- De skal takke mig til, Søren, sagde han, at jeg sagde det før.

- Nej hør, sagde Gaardmanden, nu bliver det sgu lovlig galt; saadan en . . . . .

- Stop, stop, Søren Olsen! Her leverer jeg Dem et Stykke, der var sendt ind til Avisen her i Byen, som min Søstersøn jo trykker. Læs det! Eller vil Du læse det, Per Nielsen.

Per tog Manuskriptet ud af Murerens Haand og læste med ondskabsfuld skarp Betoning:

Medborgere! Vogter Eder for Frihedens falske Venner! Af deres Frugter skal I kende dem. En saadan falsk Ven af Friheden er Gaardmand Søren Olsen, en af de værste Bondearistokrater i Egnen, og ham skal vi vælge til Folketingsmand! Han finder det under sin Værdighed at tale til sine undergivne; han tager knap Hatten af for den Husmand, der bukker dybt for hans fyldte Lomme; ja han vil knap være bekendt at sidde i Agestol eller spise i Stue sammen med den Husmand, om hvem det er en offentlig Hemmelighed, at han forsyner ham med alle hans politiske Talemaader, ja endogsaa skriver hans Taler for ham. Søren Olsen er en uvidende hovmodig Mand; det erklæres herved paa Ære og Samvittighed af
En Demokrat.

- Det er Satans godt skrevet, sagde Mureren og saa' Per Nielsen stift i Øjnene, det er næsten lige saa godt lavet som Søren Olsens Tale; men det vilde jo have ruineret Søren Olsen, selv om det er Løgn, og det er det vel?

- Ja hvert et Ord, svarede Per.

- Ja jeg fik jo min Søstersøn til at lade være at trykke det indtil videre, og nu da Søren Olsen lader sin Søster faa Lars, som siden den første har tjent hos mig, saa er jo alt i Orden.

154

- Der er ikke noget ved den Ting at gøre, Søren Olsen, bemærkede Per Nielsen.

- Ne-j, sagde Søren med fortvivlet Resignation og styrede op ad Gaden uden at se efter, om de to andre fulgte ham.

- Lars Kristensen kommer til at bede os to med til Bryllup, sagde Murmesteren til Per.

- Ja det er sikkert, svarede denne og fulgte hjem med Mureren, vis paa, at han kunde faa pilket en Femdalerseddel til hos den lykkelige Elsker, og inderlig smigret ved den Ros, som Mureren havde tildelt hans hemmelige litterære Bedrifter.

EN FATTIG DRENGS UNGDOMSEVENTYR

156

        

157

I. Den gamle Accisebod.

Siden sin Afskedigelse havde pensioneret Toldbetjent Rønning lejet det gamle Hus tæt ved Indkørselen til Byen med det fremspringende Tag, hvorved der dannedes en Slags bedækket Veranda foran Huset. Dette kaldtes endnu i Folkemunde Sice (dvs. Accise) boden. Paa Grund af dennes Brøstfældighed var der opført en ny Accisebod i Flugt med den gamle, men den laa et Stykke længere ud ad Hovedlandevejen. Paa det første Sted havde Rønning etableret en lille Handel med de almindeligste Urte- og Hørkræmmervarer, Traad-, Horn-, Tin- og Messingknapper, Mjød, hvid Rom, noget, der kaldtes Cognak, men som sikkert ikke var af fransk Herkomst, forskellige Sorter Brændevin etc. Han havde nemlig i sin tidlige Ungdom "staaet tre Aar som Svend" ved Handelen og kunde efter den daværende Lov erholde Købmandsbevilling. Rønning var godt lidt, thi han havde i sin Tid taget sit Embede med stor Gemytlighed. Naar han mødte med den tynde Jernstang i Haanden og skulde undersøge, om en ved Bommen holdende Vogn indeholdt konsumtionspligtige Sager, og han saa', at det var en af Byens Folk, der kom kørende, stak han blot for et Syns Skyld Jernstangen ned i Vognen og rev en Vittighed af, som f. Eks.:

- Hu, Jokumsen! De vil jo smugle en levende Kapun og en død Høne ind, hvad Jokumsen? . . . værs'artig, kør De kun, Jokumsen.

Og under hjertelig Latter over sit eget Indfald raabte han efter Manden paa den bortkørende Vogn:

- God Nat, Jokumsen; hils Kristoffersen!

158

Hans Popularitet havde ogsaa bevirket, at Øvrigheden saa gennem Fingre med, at han holdt en Sags gemytlig lille Beværtning, uden at han havde nogen Bevilling dertil. Om Sommeren sad han gerne hver Aften under sit Skur paa en gammel hvid Havebænk med et Glas Punsch staaende foran sig paa et lille Bord, rygende paa en kort Pibe med et vældigt Træhoved, og Synet af den lille trinde Mand med det evindelig smilende, kobberrøde Ansigt, fra hvis Næse Hornbrillerne hvert Øjeblik truede med at falde ned i hans Skød, udøvede en saa sympatetisk Virkning paa flere Medlemmer af Borgerskabet, at de satte sig hen hos ham. Det ene Ord tog det andet, indtil vedkommende bestilte sig et Glas Patentpunsch, som den gamle Toldbetjent blandede af hvid Bom, Citron, gammel fransk Vin og en Draabe Hindbærsaft, og som i Almindelighed erkendtes for "mageløs liflig". Derved fik Rønning en Ekstrafortjeneste. Han erklærede, at han paa fire Glas Punsch af den Art havde otte Skilling i reel Indtægt; og naar han tjente en Mark om Dagen foruden Pensionen, saa havde han, hvad han behøvede i dette Liv . . . for ser De, Kristoffersen, man maa inte være urimelig; og jeg har nu den Tro, at naar man i dette Liv er nøjsom og takker Vorherre for en Draabe Puns, saa faar man sgu nok Malagavin i det tilkommende, og kanske mere, end man kan drikke.

En Sommeraften i Juni sad Bønning paa sin sædvanlige Plads, men der dukkede ingen Fænomener op i Horisonten, der tydede paa Punschafsætning. Kun nogle Tjenestepiger passerede forbi den gamle "Sicebod"; dem maatte Rønning foreløbig trøste sig med. Han kendte dem alle sammen og nævnede dem ved Fornavne:

- God Aften, Line, god Aften! Er Du Kærest endnu med Ølbryggerens Karl? Kan I ikke snart gifte jer og købe Udstyret hos mig - hvad? . . . Se, der er Kammerraadens Mathilde! Naar skal din Frue til det? Det er jo den sjette, hvad? . . . Hej, Grete, sig til din Husbond, at nu har jeg faaet igen af Ollendorffs Punsessens, som var sluppen op i forrige Uge, da han vilde have en Flaske . . . Naa Trine! Du kan være glad ved, at her ikke er "Sicebod" mer, ellers var Du ikke sluppen saa nemt ind med de Kyllinger i Kurven. Naa, I skal have Kyllingesteg i Morgen hos Kancelliraadens? Ja saa? Er Kyllingerne fra Niels Persen i Stendrup? Ja jeg tænkte det nok! God Nat, min Pige, god Nat!

Endelig stiger Barometret i Betning af Punsch, men ikke egentlig paa den Maade, som Toldbetjenten havde ønsket det.

159

Han saa' tre Mænd komme spadserende; den midterste af dem standsede instinktmæssig, og de to andre lystrede som paa Kommando. Den midterste, en stærkt bygget Mand i en noget luslidt brun Frakke, der i sin Tid havde været en elegant Sommerpaletot med ophøjede Sømme langs ned ad Ryggen, i et Par smudsede lyse Sommerbenklæder, hvis fortraadte Rande hang som Frynser over de skævt traadte Støvler, med en med Vand blanket gammel, sort Silkehat paa Hovedet, sagde meget højt, idet han tog Cigarstumpen ud af Mundvigen og klappede begge sine Sidemænd, der var Bønder, paa Skulderen:

- Niels Larsen og Søren Jør'en skal bare følge mine Opskrifter, hvor den hele Jura er kørt op med de enkelte latinske Ord, som skal til, saa kan Per Persen aldrig faa Lov til at grave den Grøft. Det kan I stole paa, som om I havde Hans Majestæt Kongens egenhændige Underskrift paa det.

- Ja, men han sa'e, Prokurator Lyng . . . vilde den ene Bonde til at indvende.

- Hver kan være god for sig, Søren Jør'en . . . jeg siger ikke mere . . . men Prokurator Lyng . . . ja han er god nok - hæ!

- Og saa mente Justitsraaden . . . begynde den anden Bonde.

- Lad mig bare faa fat i Justitsraaden, Niels Larsen. Jeg skal pudre ham; for naar jeg siger til ham: Nu ingen Vrævl, min gamle Justitsraad, hvem forstaar sig bedst paa skadeligt Vands Afledning, De eller jeg? og naar jeg saa ser paa ham, se nu efter, lige med det bøse Ansigt, som jeg nu sætter op, saa siger han meget ordentlig og pænt: Det gør De , Momme . . . og saa bliver der ingen videre Diskosjon om de Anliggender; det kan I tage Rottekrudt paa, Niels Larsen . . . Men nu byder jeg jer Farvel, for der ser jeg min gamle Rønning . . . Farvel Niels Larsen . . . farvel Søren Jør'en . . . god Aften Rønning!

- Det er to gratis Punser, sagde Rønning ved sig selv med et lille Suk, derefter lettede han paa Huen og sagde: God Aften, Momme, god Aften, god Aften!

- Har De en Bid Skraa, Rønning? spurgte Momme og tog sin Skraastump ud af Munden, for det var en rigtig Bondebrokke, som den tykke Søren Jør'en gav mig . . . naa, jeg siger ikke noget . . . han har jo ikke bedre Forstand, Rønning.

Rønning tog et Stykke Papir af et lidet indbydende Udseende op af Vestelommen, skar et Stykke Skraa af med sin Tollekniv og rakte Momme det. Han lugtede til det og befølte det.

160

- Augustinus's Skraa? - ja vel . . . se saadant noget ser og lugter jeg lige paa Stedet. Mig narrer ingen; man har lært at se sig om i Verden, Rønning. Det bliver man klog af, men ikke rig; det er nu min Princip; ja, man kan sgu gerne kalde den for Filodsofi; men det vil jeg dog lige godt ikke, for man skal ikke skære Flæsket større, end man kan gabe over det, nej Gu' skal man ej, Rønning. Det er ogsaa min Princip . . . ja jeg har mange af den Slags, for jeg har været i mange Stillinger, Rønning. Ja, nu skal jeg give Dem, hvad De godt kan kalde min Bibliografi.

- Den har jeg hørt før, Momme.

- Ja, men saa har De sgu glemt den, gamle Rønning; man kan lære noget af den, om jeg selv skal sige det.

- Ja se - Møllen - den blev De jo smidt fra, sagde Rønning med et smørret Grin.

- Det er godt, De ler, Rønning, for saa ser jeg, det er Idroni. Der er ingen, der smider mig fra noget. Men skulde jeg taale, at Bageren lige ved Siden af mig, lige op i Næsen paa mig, om jeg saa maa sige, uden Privelegium solgte raa Gryn og Mel? Og da baade Amtmand og Birkedommer holdt med den Svinepels, ja jeg kalder dem alle tre og Herremanden med for Svinepelse (her gav Momme sin Tale Kraft ved et vældigt Slag mod Bænkens Tremmer) . . . se saa sagde jeg Birkedommeren lige op i Synet: Her er ingen Lov og Ret i Birket . . . jeg vil ikke bo i den Jurediktion.

- Der er dem, der siger, at De blev pantet for flere Aars Skatter, Momme.

- Det var lutter Hævngerrighed . . . og den Historie skaffede Birkedommeren en Proces . . . ja den skal skaffe ham et Par til.

- Ja . . . men saa fik De jo Afsked fra Byfogdens Kontor i L-; det var dog egentlig forbandet, Momme.

- Forbandet? Ja for den hjulbenede Fuldmægtig, som mente, at han var en Helvedes Karl, fordi han havde den raadne dansk juridiske Eksamen, som jeg kunde have haft for tyve Aar siden, hvis jeg havde villet. Nu kan han se, hvordan det gaar med Opdagelsesvæsenet deroppe i L-. Seks Ildebrande, gamle Rønning! Men hvordan er de komne op? Hvad behager? Ja se det véd ingen. Men hvem opdagede Mordet paa Lars Knækkerup? Det gjorde jeg; for jeg gik ind paa Spjellerup Kro en mørk Aften i min store Ghenille og talte med en grov Stemme som en Dødnings til Smeden, der sad og spillede Hyp med Hesteskæreren, og saa gav han sig. Men havde jeg ikke været, saa havde Hovedet endnu siddet paa Smedens Hals.

161

- Vil De have et Glas Puns, Momme?

- Nej Tak, gamle Rønning, lad mig faa en Snaps!

Toldbetjenten hentede en lille Karaffel med Ringe, der angav de indeholdte Snapses Antal. Momme skænkede sig straks en, smagte paa den som en Buketvin, nikkede langsomt og sagde:

- Brændevinen er fra Hendrik Mogensens Brænderi. Ikke? Jo det vidste jeg. Mig narrer ingen . . . Naa, saa blev jeg Opsynsbetjent ved Tugthuset i V. Det var paa Ministerens udtrykkelige Ordre. Han sagde til dem i Kollegiet: Momme skal have Posten; jeg vil ingen som helst Sludder høre.

- Her tømte Momme en ny Snaps i ét Drag og satte Glasset med Kraft paa Bordet.

- Hvorfor blev De ikke der, Momme?

- Skulde jeg taale saadant noget Svineri, som der gik for sig paa det Tugthus? Naar Betjentene skulde møde Kl. 5, snuede de til Klokken 7 og mødte Klokken 8. Men Inspektøren holdt med dem. Hvad gør saa jeg? Jeg tager lige til København, gaar op i Kancelliet og siger til den øverste paa Kontoret: Hør, Rinaldi - han har saadant et udenlandsk Navn - hør, Rinaldi, naar Reglementet siger, at der stilles Kl. 5, og ingen møder Kl. 5 uden jeg, hvem har saa Ret, jeg eller de Betjente, der møder Klokken 8? - Det har De, Momme, sagde Rinaldi. - Godt, den er hørt, siger jeg. Naa, jeg tager da tilbage, og jeg ringede jo med Stormklokken for Inspektøren og hele Personalet; men lige i samme Momang gaar Rinaldi af, og den, der kommer efter ham, var ligefrem en personlig Fjende af mig . . . ja saa kan De selv begribe Resten.

- Er det nu ikke Løgn alt sammen, Momme?

- Løgn - hi, Rønning - jo vel er det Løgn; sig De kun, det er Løgn. Jeg nedværdiger mig ikke til at sige en Stavelse derimod. Men nu kan jeg godt drikke et Glas Puns. (Momme havde tømt de fire af de seks Snapse, som Karaffelen rummede.) Jeg skylder Dem for ni Punser, saa bliver det lige den halve Snes. Der kommer Ditlevsen. Se god Aften, Ditlevsen! Lad Ditlevsen ogsaa faa et Glas Puns, det bliver lige elleve Glas paa min Kunto.

Den ankommende var en høj, tyk Mand, "hvis Næses Guld beviste sin Ejers daglige Flid". Trods det lune Sommervejr bar han et uldent Tørklæde om Halsen og en tyk, grøn Kalmuks Frakke. Det var Faktoren ved Byens Trykkeri, der tillige med Avisen ejedes af Prokurator Lyng. Men da denne intet kendte til Typografien, var Ole Ditlevsen den, der raadede paa Etablissementet.

162

Han var bekendt for sin Drukkenskab, men han hørte til de kolerisk-melankolske Drankere og var altid misfornøjet med Tilværelsen.

- Puns! Jeg vil ingen Puns have. Giv mig en Bitter af min egen Slags, Rønning!

Denne Essens præpareredes specielt for Faktoren. Den bestod af Brændevin, Hyperikum, Malurt, Kamfer og Hvidløg. Ole Ditlevsen nød den altid til det fedeste Øl, han kunde opdrive. Han paastod med en Overflod af Eder, at dette var det eneste, der holdt hans syndige Liv oppe i ham.

- Naa, gamle Ditlevsen, sagde Momme med sin sædvanlige nærgaaende Fortrolighed, kan jeg faa et aninymt Stykke ind i Bladet?

- Nej Gu' kan De ei, svarede Ditlevsen.

- Itte? Det havde jeg Lyst til at faa nærmere Resolesjon paa.

- Fordi det er noget Sludder, De skriver, og fordi De skriver lige saa splintrende galt, som De taler. Brrr! (her bragte hans Synkning af den forfærdelige Snaps hele hans Legeme i Dirring).

- Jeg vil gøre Dem opmærksom paa, tog Momme til Orde med en Nuance af fornærmet Værdighed, at jeg har siddet paa mere end ét Kontor . . .

- Ja og skrevet af.

- Jeg har skrevet Dokumenter - Klager, Stævninger og Skøder i mange Aar.

- Ja, som De skriver ud af Ørsteds Formularbog, og saa er der endda ortografiske Fejl i. Puh!

Rønning slog en høj Latter op. Momme overvejede et Øjeblik, om han skulde vise sig i krænket Værdighed; han havde allerede rejst sig og løftet Haanden til et Slag i Bordet. Men han forandrede Beslutning, lagde Armene over Kors paa Brystet, stak Ansigtet nær hen til Faktorens, saa' vist paa ham og nikkede med en alvorsfuld og hemmelighedsfuld Mine gentagne Gange til ham.

- Hvad Fanden skader Dem? spurgte Ditlevsen, vrissede med Hovedet og trak det tilbage for at komme i større Afstand fra det store, flade Ansigt, der saa' ud, som om det vilde klaske ind mod hans Næse, som han skelede ned imod, ligesom at vare den mod det mulige Sammenstød. Men alt som han trak sig tilbage, gjorde Mommes Ansigt en proportional Tilnærmelse; da viftede Ditlevsen med Haanden som efter en Flue og raabte: 163 - Væk med den Raamælkskage! siger jeg.

- Saa, saa, saa! tyssede Toldbetjenten; vær nu ikke saa grov, Ditlevsen.

- Grov? Jeg er ikke grov. Saadan er jeg mod alle Mennesker, snærrede den rødnæsede Faktor.

- Jeg har undt af Dem, Ditlevsen, for De har mange Ærgrelser i Deres Liv.

- Det er det eneste sande, De har sagt i lang Tid, brummede Ditlevsen.

- Aa, man faar sgu ikke flere Ærgrelser, end man selv tager sig, bemærkede Rønning og smilede veltilfreds op mod den dalende Sol.

- Aa Sludder, sagde Ditlevsen og maalte ham med dyb Foragt. De snakker som en . . . en Pensionist, der har sit paa det tørre.

- Jeg holder med Ditlevsen, sagde Momme og slog ham paa Skulderen. Maa jeg tale lidt i Enrum med Dem, naar vi har drukket et Glas Puns?

- Som jeg maa betale, for De gør det sgu ikke.

- Det vil jeg ikke despetere om. Vil De give Puns, saa drikker jeg den; mellem gode Venner kommer det ikke saa nøje an paa, hvem der betaler. Det er ogsaa en af mine Principper. Saa meget kan jeg sige i Rønnings Nærværelse: Pas paa den store Læredreng, De har paa Trykkeriet!

- Ham, Kristian! sagde Rønning; det er en god Dreng. Sikken pæn Haandskrift han skriver.

Nu for Ditlevsen op i Harme, satte Glasset mod Bordet, saa Foden knak, og raabte:

- Det er uforskammet af Dem at sige saadant noget, Rønning. Nu har jeg kendt mange Bæster i mit Liv, men saa sandt jeg staar her som en Synder for Vorherre, vil jeg være evig fordømt, om jeg nogen Sinde har kendt et saadant Ræst som den Dreng. Værs'go! Her er Penge baade for Bitterne, Punserne og Glasset. Jeg vil ikke skylde nogen noget, og jeg taaler ingen Modsigelse.

- Jeg maa holde med Ditlevsen . . . det vil sige, hvad Drengen angaar, sagde Momme højtideligt; og jeg siger som en gammel Politimand: Pas paa den store Læredreng, De har paa Trykkeriet!

- Jeg skal sgu nok passe paa, hvad jeg skal passe paa. Hvad mener De ellers med det Vrøvl? spurgte Ditlevsen.

- Jeg véd, hvad jeg véd; men det siger jeg kun i Enrum, 164 svarede Momme. Men jeg kan opdage, hvad det skal være. Vil De følge mig, men ganske stiltiende, ganske fordækt? Pas paa, hvad jeg siger: Jeg kan opdage alting.

- Det er vist noget godt Sludder, mumlede Ditlevsen; men da han intet havde at forsømme dermed, fulgte han med Momme, der tog listende Skridt og tyssede med Haanden mod Faktoren, uagtet denne ikke sagde et Ord.

II. Den slemme Dreng.

Bag nogle af de til Byens Huse hørende Haver højnede det stenede og tørre Terrain sig temmelig betydeligt, men jævnt, for paa den anden Side at falde brat ned og danne den ene Side af Lejet for et lille Vandløb. Den brede Bakke var paa denne Tid endnu ikke opdyrket. Den laa hen til Græsning for Faar og Gæs og benævnedes sædvanligvis Overdrevet. En lille Levning af en for umindelige Tider siden fældet Skov kronede et Stykke af Bakkekammen med noget purret Ege-, Tjørne- og Bøgekrat, mellem hvilket et Par højere Asketræer ragede op. Men det purrede Krat fortsatte sig gennem en lille indskaaren Kløft paa Bakkens anden Side. Gennem de tætte Blade og snoede Tjørnebuske blinkede Aaens blaa Vand, og da dens Leje her var ujævnt og fuldt af Sten, lød der stadig Rislen og Susen op. Det var sjældent, at nogen af Byens Beboere betraadte dette Sted. Bakkehældet ned mod Haverne var kun paa visse Aarstider befolket af ovennævnte Dyr og deres Vogterdrenge; og Krattets og Kløftens Skønhed havde Byens Borgerskab ingen Sans for - det var jo kun et unyttigt Vildnis. Men det var faldet i to ganske unge Romantikeres Smag, som vi skal se. Medens nu Ditlevsen og Momme langsomt stiger op ad Overdrevets Skraaning, som, skønt temmelig jævn, aftvinger den første mere end én Forbandelse, og medens den sidste lokker Ditlevsen til at døje Sveden og det korte Aandedræt ved bestandig at misse med Øjnene og lægge Fingeren paa Munden for at spænde hans Tanke paa noget uendelig mystisk, appellerer vi til Læserens Taalmodighed og beder ham følge en langvarig Historie, de to Romantikere vedrørende.

Der er nu først Drengen, den hvidhovedede Kristian. Han har længe haft en ganske speciel Forkærlighed for Overdrevskrattet. Da hans Fader, en omvankende Spillemand, med hvem han havde 165 strejfet Landet rundt til sit sjette Aar, paa et af sine Ophold i den By, hvor Scenen foregaar, pludselig var død, mente den Værtshusholder, hos hvem han havde logeret, at han nok kunde have Brug for Drengen til at vogte Gæs. Han kunde jo desuden faa Hjælp af Fattigvæsenet. Værtshusholderen brugte ham desuden som Afleder for det onde Humør, som paakom ham om Morgenen, naar han om Aftenen havde været altfor ivrig i, hvad han betragtede som en Værts allerførste Pligt: tappert drikke Gæsterne til. Naar han var rigtig "ilde opstaaet" og lod et paa én Gang fortvivlet og bistert Blik glide ud over Tilværelsen, var det ham en ren Vederkvægelse at møde "Drengen", som han da drev et vældigt Ørefigen. Saa syntes han, at det "lindede" lidt for ham. At der var noget ondt i at "smække saadan en Smule Dreng en paa Tepotten", faldt ham aldrig ind. Naar han sad og vrøvlede med Gæsterne, der bestod af det allerlaveste Borgerskab, Torvebønder og Svende, og hver af de samtalendes Bidrag til den almindelige Underholdning gik ud paa at fremstille sig selv som en saa allerhelvedes Karl som mulig, fik Værtshusholderen ofte Anfald af Rørelse over, at han alle sine Dage havde været en "retskaffens" Mand, og for at bevise denne Paastand førte han gerne følgende Argumentation:

- Hvem vilde have taget saadan en snottet Dreng til sig undtagen Jens Petersen (det var ham selv) og jeg? Hvad? Faderen skyldte mig baade for Logi, alle sine Maaltider og en urimelig Hob Snapse. Men se, om jeg ikke under Drengen Kosten og immer væk siger til ham: Spis, dit forbandede Bæst, at Du kan faa Tælle paa Nyrerne, og jeg siger til Fruentimmerne: Drengen skal have ordentlig Smør paa Rundtenommerne - ja somme Tider faar han jo ogsaa Svinefedt eller Gaasefedt, ligesom Aarstiden er til - men det er akkurat, ligesom vi selv faar. Se saadan noget gør man ikke, undtagen man har noget Relion og Kristendom i Livet paa sig. Skaal . . . naa vi skal ha' en Omgang til? (nu fik hver af de om Bordet siddende iskænket et Glas Brændevin, medens det paa ny fyldte Ølkrus gik Raden rundt til at "slukke efter" med) . . . ja, se det var nu det med Drengen. Ja saa har jeg jo det Stykke Vænge ijævne Overdrevsbakken. Naar det kommer saa vidt, at jeg kan skønne, at Sæden vil blive god det Aar, saa trækker jeg Kællingen og Tøsen der ud en Aftenstund, naar Solen er ved at gaa ned og rigtig rød og gloendes, og saa viser jeg saadan ud over Ageren, som jeg nu gør ud over Skænken, og saa siger jeg: Hør, hvis I ikke gi'er Vorherre en

        

166 Velsignelse for det Stykke Sæd, saa skal den Onde regere i jert Liv; forstaar I det? Nej, fordi man en Gang kan faa sig en Taar over Tørsten, saa er man dog hverken Jøde eller Keltring.

Saaledes var det faderlige Element i den hvidhovedede Drengs Opdragelse. Det moderlige ditto var ganske anderledes passivt. Værtshusmadammen kom aldrig uden for sit Køkken, hvor hun sled og slæbte, kogte og stegte, blankede og skurede, saa lang Dagen var, med opsmøgede Ærmer og Arme saa sorte som Jorden. Hun hørte til de faamælende, og naar hun forlangte noget, kom Ordet frem i en halv klagende, halv gnaven Tone. Hun sad aldrig, men spiste gaaende eller staaende. Hendes attenaarige Datter dannede en virkningsfuld Kontrast til Moderens rastløse Virksomhed. Ligesom hun tilbragte hun den hele Dag i Køkkenet, men hun sad paa en grønmalet Fyrretræs Kiste, paa hvis udad vendende Side der stod malet med røde Bogstaver G L D dvs. Gjertrud Larsdatter - det var den bondefødte Moders Pigenavn - omgiven af en aflang Krans af røde Klatter, der skulde forestille Roser. Hun strikkede vel af og til paa en Uldhose, men den faldt hvert Øjeblik ned i hendes Skød. Saa gabede hun og strakte sig, trommede med Tøffelhælene Takten af en Hamborger-Skotsk paa Kisten, indtil hun tabte Tøflerne ned paa Gulvet, og efter nogle svage og mislykkede Forsøg paa at naa dem med Tæerne og faa dem fast paa Fødderne igjen, opgav hun dette vanskelige Arbejde med et dybt Suk, gav sig derpaa til at tralle Melodien, hvis Takt hun før havde trommet. Saa, ligesom hun var midt i denne Beskæftigelse, gav hun sig til at græde, som hun var pisket, thi hun kom til at tænke paa den Dragon, som hun blev Kæreste med paa et Mikkelsgilde hos en Gaardmand i en nærliggende Landsby, men som Faderen paa det bestemteste havde forbudt hende at tænke paa, "hvis han ikke skulde slaa alle Fortænderne ind paa hende". Man ser altsaa, at den hvidhaarede Dreng opvoksede under usædvanlig dannende Omgivelser. Men han havde ogsaa sine Fristeder. Det første var det alt beskrevne Overdrev, hvor han af sin Værge blev sat hen for at vogte Gæs. Der laa han paa Ryggen og stirrede lige lodret op mod Zenith, og saa drømte han al Slags løjerlige Ting, som det vilde være saare vanskeligt at fortælle, især, saaledes som disse Drømme var i Begyndelsen. Men da Værtshusholderen maatte lystre Lovens Bud og sende Drengen i Skole, vandt han et nyt Fristed dér. Den Undervisning, som den gamle Degn kunde give de halvhundrede Børn i faa Timer om Dagen, var ganske vist tarvelig nok, især da han tilbragte en ikke

        

167 ringe Del af Undervisningstiden med forbitrede Udbrud over, at han, en gammel Akademikus, der havde lært baade Latin, Græsk og Hebraisk, skulde sidde og mase med "saadan nogle Træskotampe, som snød deres Næser med Fingrene". Men naar Degnen var i godt Humør, kunde han ogsaa gøre andre Ekskurser ud fra Undervisningen, som i det mindste morede den lille Kristian. Degnens onde Humør fortog sig ofte, naar han for at støtte sin Paastand om den Uret, Skæbnen havde gjort ham ved at gøre ham til Degn og Skolemester, fortalte, at han i sine Studenterdage havde spillet Komedie med Rahbek i Borups Selskab, thi saa løb Erindringen og Fantasien af med ham, saa spillede han hele Scener af Holberg eller Oehlenschläger for Drengene, hvilket bragte de fleste til at falde i Søvn. Men Kristian lyttede i større Andagt til Degnens improviserede dramatiske Fremstillinger, end han nogen Sinde havde ofret paa Præstens Prækener, naar han om Søndagen blev jaget i Kirke af sin gudfrygtige Principal og gik ydmygt bag efter ham, Madammen og Datteren, efter at han i en Times Tid, tidlig samme Morgen, havde maattet hjælpe Madammen med at skure hendes Arme og Hænder nogenlunde rene ved Hjælp af en Halmvisk og grøn Sæbe. Naar han om Hverdagen før og efter Skoletiden laa med sine Gæs paa Overdrevet, da formede disse Indtryk fra Degnens Deklamationer sig til Billeder. Han lukkede Øjnene og saa' Hakon Jarl med sine Kæmper skride forbi. Han saa' Ejnar Tambeskælver skyde Busken af Jarlens Hjælm, han saa' Hakon og liden Erling i Offerlunden, hørte Stærkodders Røst gennemrunge Kong Ingilds Hal:

Vil I mig tæmme som en Bjørn i Mundkurv,
at danse daarligt efter eders Pibe?
Vil I afrette som en Sisken mig,
at efterabe, kvidre jeres Viser?
Ti stille Du! som med opspilet Øje,
med opblæst Kind og smidig Fingerdans
vil tæmme Heltens Sind med dine Triller.

Ja Drengen var saa opfyldt af det heroisk-patetiske, at han tog Per Paars au sérieux, sympatiserede inderlig med ham i Kampen mod Fogden paa Anholt, afskyede Forræderen Niels Johansen Kok saavel som Per Ruus's materialistiske Filosofi, hvormed han vil overtale sin Husbond til at svigte sin Dorothea og give efter for Nilles Kærlighedssukke. Men han blev dybt rørt ved den sidstes Klagesang, da Paars, uagtet hun har foræret ham saa 168 mange dejlige Fødevarer og alt det fede Øl, alligevel lyder Pligtens Bud og sejler fra hende for at naa sin Fæstemø i Aars. Til Gengæld for den Interesse, som Degnen mærkede, at hans æstetiske Digressioner fandt hos den hvidhovedede Dreng, gav han sig meget mere af med ham end med de andre Disciple, eksaminerede ham længe, roste hans Lærenemhed og gode Haandskrift. En enkelt Aften i Mørkningen listede han sig ind i Jens Petersens Beværtning, efter omhyggelig at have forvisset sig om, at ingen af hans Bekendte eller Elever var i Nærheden og saa' ham træde ind paa et saa simpelt Sted. Han valgte det for at faa sin inderlige Lyst til et Glas varm Punsch, der her kun kostede 6 Skilling, tilfredsstillet uden at gøre et stort Greb i sin fattige Pengepung. Da fortalte han Værtshusholderen, at den hvidhovedede Dreng var den dygtigste i hele Borger- og Friskolen. Den skikkelige Degn anede ikke, at han gjorde Drengen en saare daarlig Tjeneste dermed. Tidligere havde denne uden Hindring faaet Lov til, naar han om Aftenen var kommen hjem med Gæssene, at sætte sig i en Krog af Stuen med en Bog og stjæle sig en Smule Lys til fra den osende Tranlampe under Loftet. Men nu hed det: Hvad sidder Du der og gaber over de Bøger efter? Han siger jo, Degnen, at Du er saa skrap til at læse i Skolen, saa Du ikke behøver at læse over hjemme. Se til, Du kan komme ud i Køkkenet og skrælle nogle Kantøfler. - Nu traf det engang, - da Drengen var ved at gaa op til det lille Hul paa Loftet, hvor han sov, at Værtshusholderens Lene gik bag efter ham op ad Trappen. Han mærkede det ikke. Da han under sin forsigtige Vandring over det mørke Loftsrums uhøvlede Bræder, hvor Passagen vanskeliggjordes af Sække, fyldte med Fjer, som Madammen havde opsparet til tilkommende Sengklæder, tomme Tønder, Lægter, udspredt Sæd osv., hørte Ordet: Dreng! lyde bag ved sig i en paa én Gang myndig og hviskende Tone, rislede der en kold Strøm gennem alle hans Nerver. Han vendte sig om og saa', at Lene stod paa Loftet med en osende Tranlampe i den ene Haand, medens hun med den anden skyggede for Flammen, der sendte en sort Stribe Os lodret op i Luften. - Dreng! hej! hør! lød det atter.

Kristian var nu bleven seksten Aar. En vis Følelse af Værdighed skød op i ham, naar Fruentimmerne vilde tyrannisere ham. Endnu var det ikke faldet ham ind at gøre Oprør mod Fatters Tyranni, men han fandt, at det var hans Pligt at opponere mod en saa myndig Tiltale fra Tøsens Side.

169

- Hej, Dreng, Dreng! kan Du ikke høre? lød det for tredje Gang.

- Jeg hedder ellers Kristian, svarede Drengen med Værdighed.

Den lange Tøs gloede paa ham, helt forundret, og vilde vist under andre Omstændigheder have forsøgt, hvad et Ørefigen kunde udrette, men Situationen tvang hende til at gaa mere politisk til Værks.

- Hør Du, Kristian, sagde hun, hør lidt! Vil Du have en Kringle med Sirop paa?

- Ja, det vil jeg nok, sagde Kristian, der altid havde haft en vis Svaghed over for Hvedebrød.

- Der, sagde Lene og hægtede et Par Hægter paa sin Kjole op for Brystet og tog den nævnte Delikatesseartikel, som hun listig havde tilegnet sig i Krostuen fra den Kurv Hvedebrød, der stod paa Skænkens Disk, ud fra sin Barm. Hun rakte Kristian den, som efter et Øjeblik at have betragtet først Kringlen, saa Pigebarnet for at forsikre sig om, at hun ikke gjorde Nar af ham, greb Kringlen med en Hurtighed, som en Kat griber en Mus, og gav sig til at spise den, saa varm, som den var. Da han havde spist den, faldt det ham først ind, at der maatte være noget bag denne usædvanlige Venlighed, som hans Husbonds Datter hædrede ham med. Han blev staaende foran hende og saa' paa hende.

- Hør Du Dreng . . . Kristian! mener jeg. Du skal jo være farlig skrap til at skrive Sammenskrift?

- Aah - sagde Drengen med en overlegen Gestus.

- Ja, jeg kan ogsaa skrive, men jeg kan ikke faa det ene til at hænge sammen med det andet. Du kommer til at lave det for mig. Saa skal Du faa for en Skilling Brystsukker i Morgen, naar jeg faar Tilgift hos Bageren.

Jo det kunde Kristian nok have Lyst til. - Hvad skal jeg skrive? spurgte han.

- Hvad Du skal skrive! Kan Du ikke begribe det?

- N-e-j.

- Du er et Fæ. Naturligvis til ham - ham - Du har nok hørt - Dragonen. Hvad griner Du af, din tossede Dreng? Hør - dersom Du griner, faar Du en paa Siden af Hovedet.

- Værs'artig, slaa, Jomfru! sagde Drengen.

Jomfru Lene saa', at Drengen var omtrent lige saa stor som hun, og opgav øjeblikkelig alle krigerske Hensigter.

170

- Vil Du saa skrive til ham . . . min . . . mit Menneske? Saa er Du en rar Dreng.

- Har Jomfruen Papir og Blæk?

Det havde Lene ikke. Det blev da bestemt, at de paa en temmelig stor Tavlestump, som Kristian havde taget med hjem fra Skolen, og som fandtes inde paa hans saakaldte Kammer, i Forening skulde udarbejde Brevet. Tavlestumpen blev hentet, en Flise blev brækket af et af dens Hjørner for at tjene i Stedet for Griffel. De satte sig begge paa en Fjersæk, Tranlampen blev sat foran dem paa en gammel raadden Ruin af et Savelad. Dens blodrøde, døsige, osende Flamme, der aldeles ikke kunde bringe noget Lys ud i det store, sorte Loftsrum, faldt ned over Parrets Ansigter, hvis belyste Dele blev rødbrune, medens Skyggepartierne stod i den mørkeste Sodfarve med skarpt afskaarne Linier.

- Han hedder jo Per? . . . ikke? spurgte Drengen. Saa skriver jeg altsaa: Kære Pe-d.e.r!

- Du kan gerne sætte: elskede efter kære. Men Pe r, det lyder ikke af noget. Det er saadan et bondsk Navn.

Drengen anstrengte sig. Pludselig fór et Glimt af Ironi op i ham i Form af følgende Indfald. Han kunde huske, at han i en omvankende Akrobattrup, i hvis Orkester hans Fader havde gjort Tjeneste ved nogle Købstadmarkeder, havde kendt en lang Dreng, der kunde staa paa Hovedet og samtidig blæse paa Piccolofløjte Melodien til "Ach ich bin so müde, ach ich bin so matt". Samme store Dreng hed Peter, naar han var civilklædt, men naar han kom i Trikot, benævnedes han paa Plakaten: Kroateren Petrowski, skønt han var født i Mariager, og hans Virksomhed i Udlandet havde indskrænket sig til at skænke Øl i et Værtshus i Hamborg. Kristian kastede et skraat prøvende Blik op paa Lene og sagde:

- Vi kan maaske skrive: Kære, elskede, dyrebare Petrowski!

- Ja det lyder rigtignok ma'esløst, sagde hun.

Kristian skrev det. Lene skulde nu til at diktere, men hun var ikke synderlig vant til at forme sine Tanker. Hun anstrengte sin Hjerne, saa Sveden sprak frem paa Panden af hende. Hun tørrede den med sit Forklæde, kradsede sig i Hovedet med en Haarnaal, derpaa stak hun i at græde. Det hjalp. Hun begyndte da sit af Hulken, Næsesnyden og Sukke afbrudte Diktat:

- "Jeg skriver Dig til . . . for at . . . for at lade Dig vide ved samme Lejlighed . . . at nu véd jeg, hvad Kærlighed er, elskede Petr . . . (ja det laver Du jo) . . . for det er lutter Sorg 171 og Bedrøvelse . . . for naar jeg inte kan trykke Dig op til mit Bryst . . . fordi Du er Dragon i L. og ikke mere Brændevinskarl nere hos Kristiansens . . ."

- Hvad saa? spurgte Kristian, da Lene her gjorde en Standsning, der efter hans Mening maatte betyde Punktum.

- Vent lidt, jeg maa hitte paa noget nyt, svarede hun.

- Men der skal noget til straks, for ellers er der ingen Mening i det.

- Pas Du Dig selv, hvad rager det Dig?

- Nej, saadant noget Sludder vil jeg ikke skrive, sagde Kristian og lagde Tavlen fra sig.

- Ja, saa hit selv paa noget, din dumme Dreng!

Drengen skelede atter op til Lene, der nu saa' stupid ud i Luften. Han skrev da videre. Noget efter spurgte hun hurtig og vredt:

- Hvad har Du saa skrevet?

Kristian læste med den uskyldigste Mine:

. . . "saa véd jeg intet andet at gøre end at tude og brøle og forsikre Dig om, at jeg siger:

Gid at da mænges maa straks alle Elementer,
mod Verdens Undergang, som man at se forventer!
gid Verdens Bygning selv maa løses, gaa i Grund,
før jeg skal mere se, før jeg skal nogen Stund" . . .

Det gik nu op for Kristian, at Nilles Klage i Peder Paars var morsom, men Lene blev aldeles henrykt og sagde:

- Det er ma'esløst yndigt! Tak, Kristian! Nu skal jeg skaffe Dig Papir og "Blik" i Morgen, saa sender vi ham det. Du skal faa ligesaadanne en brun Kringle i Morgen foruden Brystsukkerne.

Derpaa listede den skønne Lene sig hen over Loftsgulvet og ned ad Stigen paa sine violette Uldhoser og med en Tøffel under hver Arm, medens Drengen gik ind i det med nogle Bræder fra det øvrige Loft afsondrede Rum, der tjente ham til Opholdssted om Natten.

Lene havde udspekuleret, at Drengen, hvis han tidlig om Morgenen fik Skriveapparater, maatte kunne renskrive Brevet ude paa Overdrevet, naar han var ved Gæssene. Hun listede da en Pen, en lille Medicinflaske med Blæk, samt et Ark Papir til ham, før han kom af Sted. Og i den tidlige duggede Morgen vilde en, der var kommen op paa Overdrevsbakken, have set det pudsige Syn: 172 en barbenet, stor Dreng siddende med et gammelt raaddent Stykke Bræt over Knæene, hvorpaa et helt Ark Skrivpapir var udbredt, hvilket han havde ikke ringe Møje med at styre, da Vinden drilagtig tog fat, snart i det ene, snart i det andet Hjørne. Draabeflasken havde han gjort fast i Jorden ved Siden af sig. Det morede ham at udfolde hele sin kalligrafiske Dygtighed i de store Bogstaver, som han mere tegnede end skrev, idet han bestandig saa' paa Tavlestumpen, som laa ved Siden af ham. Lene havde forlangt at se Brevet endnu engang, inden det blev sendt af Sted. Da Drengen kom fra Skole Klokken tolv og havde faaet sin Middagsmad, huskede hun Faderen paa, at det kunde være paa Tiden, at der blev muget under Grisen. Drengen fik da Ordre til at forrette dette Arbejde, medens Fatter og Mutter tog deres Middagslur. Svinehuset - et Brædeskur med Tagsten over - laa i et Hjørne af Gaarden. Den ene Side, hvor Bræderne kun var slaaede op i en Højde af 1½ Alen og lod Rummet mellem dem og Taget aabent som Luft- og Lystilførsel for Beboeren, vendte ud til Værtshusholderens Have, hvor gamle Ribs-, Stikkelsbær- og Solbærbuske omgav Kartoffel-, Gulerods-, Sukkerærte-, Rødløg- og Charlottebedene. Men den nærmest til Svinehuset stødende Del var en Slags lille Blege- og Tørreplads. Samtidig med at Drengen drog ind for at skaffe Grisen det en Smule komfortabelt, gav Lene sig til paa bemeldte Blegeplads at befæste Vadsketøj til Tørring paa de udspændte Snore ved Hjælp af Klemmer. Og medens hun stod paa en Træstol i Færd med dette Arbejde, sagde hun til Drengen nede i Svinehuset:

- Læs saa Brevet, saadan som Du har lavet det!

Drengen adlød og læste, men med den samme tørre og syngende Tone som den gamle Politibetjent, naar han ved Trommeslag paa Byens Torv og Gader bekendtgjorde Auktioner eller kommunale Anliggender.

Lene satte et mut og fortrædeligt Ansigt op:

- Nej, det er der ingen . . . ingen Rørelse i, sagde hun. Du er et Tossehoved, naar Du ikke kan skrive et Brev bedre.

Drengen saa' op paa hende. Skulde han nu have det Mas at gøre det hele om? Der maatte gøres et Forsøg paa at slippe for det. Han tog Brevet og læste det op med den Patos, han kendte fra Præstens Prækener, og da han kom til Versene af Per Paars, løftede han Stemmen, saa den skingrede som en Postillons Trompet. Taarerne trillede nu ned ad Kinderne paa Lene, og Grisen, der havde benyttet Pausen i den for den saa ubehagelige Rensningsakt 173 til at tage sig en Lur, tæt klemt op i det mørkeste Hjørne af Svinehuset, fór forfærdet op først med en høj Grynten, derpaa satte den i et Hvin.

- Ja, saadan kunde Du jo have sagt straks, sagde Lene, tørrede Øjnene med alle fem Fingre, hvorved Skorstenssodens Mærker paa hendes Kinder og forskellig Køkkengernings ditto paa hendes Hænder masedes ud og fordeltes nogenlunde ligelig over hele hendes Ansigt. Da Kristian var færdig, var det ham umuligt at holde sig alvorlig længere. Han brast ud i en Latter, der var nær ved at vælte ham omkuld. Lene saa' foragtelig paa ham.

- Se, hvor han griner, det Flødeskæg! sagde hun. Ja ja, grin Du kun, der kommer den Tid, da Du faar at se, at saadant noget er ikke saadant noget, som man griner af, det er saadant noget, som man græder over - og saa græd hun igen.

Fra den Tid af var Kristian tidt Lenes Sekretær.

Skønt det hele umiddelbart kun nærede og udviklede hans komiske Sans, blev det dog middelbart Anledning til, at han kom til at tænke paa, at det erotiske overhovedet eksisterede i Livet. Hidtil havde han kun tænkt paa det, naar han traf det i Bøger, i de Øjeblikke, Versene klang for hans Øre. Dragonen behøvede nu ingenlunde at frygte for en Medbejler; thi selv om Lene ikke havde været aldeles utilgængelig for saadan en "raa Unges" mulige Tanker, vilde den højt flyvende, platoniske Fart, som Drengens erotiske Aspirationer tog, aldrig være dalet ned til en Genstand, der manglede den første af alle Betingelser til at gøre et æstetisk Indtryk, nemlig den ydre Renlighed. Nej, for saa vidt hans Fantasi fortættede de Taagebilleder, der svævede forbi den, antog de nærmest Former enten som Skjoldmøer med Brynjens blanke Buler over Barmen, eller som Prinsesser, der slumrede i fortryllede Skove, dybt under Løvets og Blomsternes skyggende og brogede Sammenfletning, eller som Elverpiger, der steg og sank i den flimrende Maaneskinstaage. Det kunde ikke falde ham ind at stille den Fordring til det virkelige Liv, at det i nogen Maade skulde yde ham et eller andet Afpræg af disse Drømmebilleder. Han havde ifølge det Bekendtskab, han havde gjort med det, altfor lidt Tillid til det. De Kvinder, han saa', gik tungt paa Træsko, klaprede med Tøffelhælene eller sjokkede i Slæberne og havde saa lidt svævende ved sig, som det vel er muligt. Da nu paa den anden Side de alt andet end delikate Samtaler mellem begge Køn, som den Kreds, han levede i, gav ham rigelig Lejlighed til at overvære, 174 bragte ham en tidlig Kundskab til den mest jordiske Erotiks Virkelighed, saa bragte dens grelle Modsætning til hans Drømme ham til at betragte den med den yderste Forfærdelse.

Det var en sen Eftermiddag om Sommeren, da Drengen laa og passede Gæssene samt Værtshusholderens to Køer højt oppe paa Overdrevsbakken, lige ved det Sted, hvor Krattet begynder. For at have Ryggen til Solen havde han vendt Ansigtet til Krattet, der laa mod Øst Han havde sin Balles Lærebog med for at læse paa sin Præstelektie til næste Dag. Det var den eneste Bog, der havde gjort ham Bryderier, og Degnen havde tidt bemærket, at det forbavsede ham, at den samme Kristian, der ellers altid kunde sine Lektier saa perfekt, kun var middelmaadig i Lærebog. Han kunde vel sine Skriftsteder udenad, men i Paragrafferne og Anmærkningerne stammede og hakkede han. Der laa han nu og hamrede følgende Frase ind i sin Hukommelse, idet han læste den højt og ved hvert Ord dunkede med den knyttede Næve mod sine med Lærredsbukser beklædte Laar.

"Vor Næstes Ære bør vi ingenlunde fornærme, men derimod anvende alt lovligt, hvad der staar i vor Magt, for at skaffe Næsten al den Agtelse, han fortjener, efterdi et godt Navn og Rygte er en stor Lyksalighed i Livet, som ej kan undværes, uden mærkelig Afbræk saavel i vort Kald som i vore øvrige Omstændigheder."

Han havde vist læst de Linier over tolv Gange højt, havde gransket over, hvad "mærkelig Afbræk" egentlig vilde sige, og dernæst ingen Bund kunnet finde i "de øvrige Omstændigheder". Han opgav da Forstaaelsen og nøjedes med at indprente sig Stykket ordlydende i sin Hukommelse. Da han ved en heldig bestaaet høj Recitation havde overbevist sig om, at det endelig var lykkedes, drog han et dybt lettende Suk, tørrede Sveden af sin Pande og saa' sig om, om der etsteds i Rummet maatte vise sig et eller andet læskende eller trøstende efter dette Hestearbejde; men de Par andre Gaasedrenge, han saa' i nogen Afstand, tilfredsstillede ham aldeles ikke, saa lidt som de røde Køer eller hvidgraa Faar, der i lange Mellemrum spættede den gulgrønne store Banke.

Da faldt hans Øje paa Krattet. Der havde han aldrig været inde. Aaen, som han tidt havde set, maatte jo løbe derigennem. En dunkel Følelse af, at noget vaadt vilde gøre godt oven paa noget saa knasende tørt som en Paragraf i Balles Lærebog, bragte ham til at styrte sig ind i Krattet. Tjørnene rev i hans Lærredsbukser, 175 Grene og Blade slog ham i Ansigtet; men baade Pirringen og Kølingen fandt han Behag i. Om der var Sti eller ikke, faldt det ham ikke ind at tænke over. Han gik lige efter Næsen, og da Skraaningen nedad begyndte at blive brat, faldt han saa lang, han var. Men han lo, og rejste sig op igen. Han bøjede fremdeles Grenene til Side; det gik bestandig brat nedefter, til han pludselig standsede paa en lille Platform paa et Par Skridts Bredde, der afbrød det stejle Fald. Han hørte Bækkens Vand klinge om Stenene, saa' ned, og et Syn, der nær havde bragt ham til at knibe sig i Armene, for at faa at vide, om han drømte eller var vaagen, tonede frem for ham.

Der nede i det lave, stærkt rislende Vand, ud over hvilket lave Elle-, Brombær- og Hybenbuske ludede, gik en lille hvidklædt Pige og vadede. Paa hendes sortebrune glatte Haar spillede de hvide Glanslys som Sølvstriber. Nakken, som hun i sin bøjede Stilling vendte mod Kristian, funklede som Perlemor imod den sene Sommers dunkle grønne. Sine smaa hvide Strømper og brune Saffians Sko havde hun hængt paa en Tjørnegren. I den venstre Haand, hvormed hun holdt Kjolen sammen, havde hun tillige en Blomsterbuket af Blaaklokker, nogle gule og røde Blomster, men Hovedmassen var Forglemmigejer og fine Græssorter. Hun bukkede sig bestandig ned for at sanke flere Forglemmigejer, der voksede tæt ved Vandets Rand eller lidt ude i Vandet. Da hun ved en Bevægelse kom til at vise Profilen, saa' Kristian dens smukke, rolige og lige Linie. En Lok havde løsnet sig fra det øvrige Haar og flagrede flimrende frem og tilbage over den fint farvede Kind; det var det eneste, der var i Uro omkring hende. Ellers var der den fuldstændigste Hvile i hendes Ansigt. De sænkede Øjne søgte bestandig ned mod Blomsterne. Den nydelige lille Mund med de svagt krummede Læber var sagte lukket til. Det var, som hele hendes Væsen svømmede i Atmosfæren saa lydløst, saa trygt som en Svane, der glider hen ad en spejlklar Vandflade. Og alt omkring hende var som i Hvile paa det rislende Vand, paa de sagte surrende Myg og Humlebier nær. Men selv disse Lyd var som Akkompagnement til Situationen; ikke et Vindpust rørte sig i den smalle, bevoksede Tragt; Bladene drømte paa deres Stængler, Blomsterne stod umærkeligt dirrende og forrettede deres Soldyrkelse.

Hvor længe Drengen blev staaende paa den lille Afsats, havde han ingen Forestilling om. Han var bunden og tryllet af Synet. Han turde hverken gaa ned eller op, ikke røre sig, knap drage 176 Aande. Han mærkede hele Tiden sit Hjerte banke stærkt; han følte underlige Trækninger i sine Lemmer. Det var de samme Fornemmelser, han tidligere havde følt, naar smuk Musik eller Sang en enkelt, sjælden Gang havde tonet ud til ham fra de aabne Vinduer, naar han om Sommeren gik paa Gaden.

Hvor gerne havde han ikke forlænget denne tavse Tilbedelse i det uendelige. Men den brutale Virkelighed udsender Nisser, hvis Fornøjelse det er paa den eftertrykkeligste Maade at minde Menneskene om, at de aldeles ikke er æteriske eller serafiske Eksistenser. En saadan Nisse pirrede Drengen Kristian i Næsen, og en tre Gange gentaget høj Nysen brød frem som en forstyrrende Realitet ind i den mystiske Drømmeverden, der var ved at forme sig i den tavse Kløft.

Pigebarnet fór sammen, saa' op og opdagede den alt andet end ridderlig udseende Beundrer, der stod oppe paa Brinken med smudsige Lærredsbukser, grov Skjorte og bare Ben. Hendes sorte Bryn trak sig sammen, de mørkebrune Øjne løb forfærdede omkring, og en Rødme gød sig fra hendes Kinder langt ned over hendes Hals. Hun turde ikke røre sig, saa' sig bestandig sky omkring, som om hun søgte Undsætning fra en eller anden Kant; endelig gav hun sig til at græde. Som en Hest, der er faldet i Staver og pludselig føler et uventet Rap af Pisken, gjorde Drengen i Lynets Fart omkring, klavrede, som han var besat, op ad Bakkeskrænten og naaede svedt og forpustet igennem Krattet op til den skallede Bakkekam. Der smed han sig plat ned paa Maven, borede formelig Ansigtet ned i Jorden for med det at bore al Tanke, Bevidsthed og Erindring ned, og samtidig holdt han begge Hænder for Ørene for at afbryde enhver Forbindelse mellem sine Sanser og den omgivende Verden.

Den femtenaarige Pige blev staaende, indtil enhver Raslen i Krattet længst var standset. Hun satte Haanden op for Øret og lyttede . . . nu var alt stille som før. Hun gik hen til Busken, hvor hendes Fodtøj hang, trak de smaa Fødder, som i det kølige Vand havde faaet en fin rosenrød Farve, op af Vandet, gjorde sig hurtig i Stand, og ad en Sti, der i Sneglegang gjorde en lang Omvej, ilede hun op og ud af Krattet til en anden Side end den, Drengen, der ikke kendte denne lettere Adgang, var kravlet opad.

Da Mørket begyndte at falde paa, maatte Kristian drive Gæssene hjem. For første Gang i sit Liv følte han sig flov over sin Gerning, alvorlig forbitret paa Tilværelsen og sine Omgivelser.

177

Han tænkte paa, at han snart var sytten Aar. Værtshusholderen havde først sent ladet ham komme i Skole og vilde desuden gerne drage Nytte af ham saa længe som muligt, og hidtil havde Kristian været lige glad. En lige over for boende Bager havde tilbudt Værtshusholderen at tage ham i Lære, men Drengen havde lige saa lidt Lyst til Bageriet, som til noget af de Haandværk, han saa' drives omkring sig. Han holdt derimod af at gaa i Skole og høre paa, hvad Degnen fortalte; der var altsaa ingen Grund for ham til at haste med Konfirmationen. Nu havde imidlertid Folk sagt til Værtshusholderen, at det ikke kunde gaa an at lade ham gaa længere; følgelig var han i Forsommeren begyndt at gaa til Præsten og skulde "staa" til Mikkelsdag. Nu begyndte det at løbe ham rundt i Hovedet, hvad han skulde blive til. Han turde vel ingenlunde for Alvor knytte sig til det Haab, at det Pigebarn, der nu indtog alle Taagebilledernes Plads i hans vaagne Drømme, naar han om Aftenen lagde sig paa det, der blev kaldt hans Seng, i det, der blev kaldt hans Kammer, nogen Sinde skulde tilhøre ham; men Mindet om det, han havde set hin Sommerdag, frembragte en Uro i hans Sind, en Higen hen mod noget, som han endnu kun kunde omfatte under den meget almindelige Formel: Jeg maa blive noget ordentligt. Imidlertid gled Maanederne. Konfirmationen kom, men det var Værtshusholderens Mening at tage Nytte af Drengen til 1ste November, saa skulde han i Bagerlære. Det var en fast Aftale mellem Bageren og Værtshusholderen. Selvfølgelig faldt ingen af dem paa at spørge Drengen, om han havde Lyst til det eller ikke.

Hvor forelsket end skøn Lene var i sin Dragon, kostede dog den ringe Del, hun havde taget i den Korrespondance, som hun et Par Gange ved Kristians uundværlige Bistand havde bragt i Stand med sin Elsker, hendes tungt arbejdende Hjerne saa megen Anstrengelse, at hun i lang Tid ikke havde vovet at genoptage Forsøget. Men nu tog hendes Kærlighedskval utaalelige Dimensioner. Af en af Bagerens Piger, som havde været til Marked i den By, hvor Dragonen laa i Garnison, erfarede hun, at han havde kørt i Karrusel ikke alene med samme Bagers Pige, men med en halv Snes andre Bønderpiger, at han bestandig havde siddet i Vognen mellem to Piger, som han begge havde holdt om Livet og "klemt noget myrderligt, saa de hvinede ved det". Med ægte kvindelig Skadefryd havde Bagerens Pige afmalet alle Detailler i denne uniformerede Don Juans vidtløftige Opførsel den Dag, saa at Lene i fire Dage havde siddet paa den grønne Kiste i Køkkenet og udgydt 178 Taarer i Pottevis. Saa tog Sorgen andre Former og søgte Udtryk i en voldsom Lyst til at slaa og sparke til alt, hvad den sørgende fandt stod hende i Vejen paa en eller anden Maade. Saaledes da hendes Tøffel mødte et Aalehoved paa Køkkengulvet og gled, saa dens Ejerinde lige nær var falden paa Næsen. En pludselig Idéassociation bragte Aalehovedet i Forbindelse med Katten, der sad nær den varme Aske paa Skorstenens Ildsted og tilmed ved en sorgløs Opgaaen i Nydelsen af Varmen opirrede den dybt bedrøvede Elskerinde. Hun greb et Dørslag, hvori hendes Moder nylig havde lagt Fedtegrever, der skulde sies til Svinefedt, og kylede det hen mod Katten. Fedtet rammede Gløderne. Det fusede op med en vældig Sprutten og en tyk Røg. Pokker tog ved Katten. Den fór fra Skorstenen med et Spring op paa Køkkenbordet, traadte i en Tallerken med stegt Lever. Den gled ned og splintredes mod Gulvets Brosten, og saa fór Katten gennem det aabne Vindue ud i Gaarden, hvor den klavrede op paa en Stabel Brænde. Der tog den foreløbig Hvil, hvæste og nyste og børstede derpaa med sin ene Forpote sin lille rosenrøde Snude fri for de forskellige Bestanddele, der under Farten havde afsat sig paa den. Ved Larmen kom Madammen ud fra Krostuen. Da hun saa' Ødelæggelsens Vederstyggelighed, sank hun i Knæ, slog Hænderne mod sine Laar og gav sig til at græde og hyle, medens hun samlede Leverstykkerne og Dørslaget op. Gennem hendes Hulken arbejdede enkelte Skældsord som: . . . saadan en Sjokkedorthe . . . sig frem. Men Lene blev derved vakt til Opposition, hun græd ikke mere over Dragonen; hun fløjtede først og sang dernæst med indædt Arrigskab:

Manden kom hjem, var fuld og gal
og kunde inte sanse.
Kællingen tog et Kosteskaft
og lærte ham at danse.
Hu, ha, fallera for mig og Dig
og for min gamle Hue!

Det var heldigt, at Fatter ikke var hjemme, ellers var der sikkert regnet Ørefigen ned baade over Kone, Datter og Drengen, der, selv om han ikke havde gjort noget, altid fik et Par, naar Husets Herre holdt almindelig Justits.

Henad Aften kom Graaden igen paa Lene. Hun maatte udtale sin Skinsyges Kvaler for Dragonen og søgte følgelig Drengen paa sædvanlig Vis. Men da hun viste sig for ham paa Loftet, 179 skiden og sjusket, blev han betaget af en uovervindelig Modbydelighed for hende og for hendes Kærlighedshistorie. Han vilde ikke for alt i Verden have skrevet et Brev for hende.

- Nu er det bedst, Du tager den Stump Tavle, for jeg skal have skrevet til ham, sagde hun.

Men Kristian lod, som han intet hørte, og fortsatte sin Vej. Lene løb da efter ham og gentog sin Ordre.

- Ja, men jeg vil ikke, svarede han kort og studs, bestandig med Ryggen til hende, og strakte Haanden ud for at løfte Krogen af paa sin Kammerdør. Da gjorde Line et Spring til Siden, derpaa et ind mellem Døren og Kristian, hvem hun saaledes afskar fra den befæstede Stilling, han havde haabet at naa. Hun stod nu knejsende med Tranlampen i Haanden og med Ryggen op mod Kammerdøren, men Drengen stillede sig lige saa knejsende over for hende. Saaledes stod de nogle Sekunder og gloede paa hinanden, omtrent som de havde Lyst til at æde hinanden. Lene saa' op og ned ad Drengen; hun tog Maal af ham. Hun var slet ikke sikker paa sin Overlegenhed i fysisk Styrke, og Drengens Stilling var saa uforsagt og bestemt, at hun rent bortlededes fra Tanken om et krigersk Angreb.

- Jeg skal ind paa mit Kammer, Jomfru, for jeg skal i Seng, afbrød Kristian endelig Tavsheden.

Lene rørte sig ikke af Stedet og blev ved at skjule Døren med sin store brede Krop med Benene spredte fra hinanden og med begge de store Tæer og den ene Hæl kikkende ud af de violette Uldhoser. Uvilkaarlig fløj den lille hvide, fine Skikkelse fra Overdrevskrattet i Kløften op i Kristians Fantasi som et Modbillede til dette store klodsede, malpropre Fruentimmer med sit dyriske Kæveparti, brede Næse med de udspilede røde Næsebor, med Karlenæver og Karlemanerer, og hans Lede for hende blev formelig til Forbitrelse. Med et pludselig Angreb gik han løs paa hende, greb hende med sine haarde Hænder om de brunrøde, ru og blottede Arme med et ordentligt Tag for at skubbe hende bort fra Døren. Den store Tøs satte i et frygteligt Vræl og raabte Gevalt. Bliktranlampen tabte hun. Den sluktes, men Tanden laa glødende og osende paa Loftsgulvet og fyldte Rummet med en kvælende Stank. Da hun saa' det blive mørkt omkring sig, blev hun endnu mere fjollet; hun havde aldrig turdet gaa ene i Mørke. Hun skreg og skraalte nu, som hun var besat:

- Aa Gud, hjælp, hjælp, jeg dør, Lys, hjælp!

180

Et Lysskær arbejdede sig langsomt op ad den elendige Hønsestige, der førte op til Loftet gennem et firkantet Hul, hvorigennem dens øverste Del stak og ragede en halv Alen op over Gulvet. Efterhaanden kom Værtshusholderens fedtede, grønne Klædeshue og fede røde Ansigt op samtidig med Lyset, og da Lene saa' sin Fader tone frem, gav Frygten hende Snarraadighed til at lyve. Hun hylede:

- Jeg kan ikke gaa i Fred for Drengen!

- Saa skulde da ogsaa . . ., begyndte Værtshusholderen og lavede sig til med et Sæt at svinge sig ind paa Loftsrummet for der at fortsætte den afbrudte Ed med en uendelig Masse andre i stadig Klimaks. Men da han ikke i mange Aar havde umaget sig saa højt til Vejrs, havde han ikke taget i Betænkning, at hans nuværende Omfang var for stort til Hullet. Som han vilde drive Kroppen op derigennem og var naaet til Maven, blev han hængende og kunde hverken komme op eller ned. Han rasede som en Bjørn, der er fanget i et Net, og Udbrud som: - "Aa, Vorherre hjælpe mig arme Mand, og Fanden vride Halsen om paa den Tyvedreng, som man har opdraget til Kristendom og Skikkelighed, men er det mest gudsforgaaende Utuske, som Sol og Maane nogen Tid har skinnet paa i denne syndige Verden! væltede i Masser ud af ham. Han søgte at vride sig i Hullet, men han sad fast som i en Skruestikke, og til sidst gav baade han og Datteren sig til at skrige Gevalt. Nu hørte man Trin nedenunder. Det var Madammen, der ilede til, ledsaget af en halvvoksen Tjenestepige, hvilken sidste brød ud i en saadan Latter, at hun segnede under dens Magt. Det Syn, der mødte hende oppe paa Stigen, var ogsaa højst burlesk og laa selv inden for slig en Tøs's komiske Sans's Rækkeevne. Værtshusholderen var ilet til paa Lenes Nødraab, ligesom han laa i Sengen. Nu saa' Madammen og den halvvoksne Tøs hans nøgne, tykke Ben sprælle vidt om i Luften og hans omfangsrige Bagdel skinne som en uhyre Maane i det halvmørke Rum. Madammen jamrede sig, Manden bandte, Lene skældte ud paa Kristian, og Tøsen lo, saa det klukkede.

- Hjælp mig dog for Fanden! brølte han. Lene skyd paa fra oven! Mutter, træk ned i Benene paa mig! I Vorherres velsignede Navn, rub jer, I Utøj!

Ved megen Arbejde baade fra oven og fra neden fik man Husherren løs af Klemmen, men han slap kun med Opofrelse af Hud baade paa Mave og Bag. Da han endelig var kommen 181 ned, lovede han naturligvis Drengen saa mange Prygl, at han skulde føle dem til paa den anden Side Mortensdag.

Kristian havde holdt sig ganske stille inde i sit Kammer, havde lyttet til Larmen udenfor. Da den tav, og ingen Lysstribe mere trængte sig ind gennem Dørens slet sammenføjede Bræder, satte han sig paa sin Seng og tænkte som saa:

Alt, hvad jeg læser om, og hvad jeg tænker paa, naar jeg maa være i Fred, er saa kønt og morsomt, og alt, hvad jeg ser hver Dag, er saa ledt og afskyeligt. Præsten siger, at Livet er saa kønt. Jeg har ikke set andet kønt end den lille Pige i Sommer ude i Bækken. Men siden de siger det, og siden de skriver om, at der er saa meget kønt, saa maa der vel være noget om det, for hvor skulde de ellers falde paa det? Hvorfor skal jeg blive her og faa Klø, rende om saa snavset som et Svin, lystre baade den fordrukne Værtshusmand og den ledagtige Tøs, naar der ude i Verden er tapre Mænd, der gaar i Krig og dør syngende for deres Land, og dejlige Piger, der før vil lide den forskrækkeligste Død end blot tænke paa at svige den Ungersvend, som de har skænket deres Tro?

Han kunde huske, at han havde læst i en Komedie, som Degnen havde laant ham i en af de gamle Schubotheske Udgaver af det kongelige Teaters Repertoire, om en vældig spansk Ridder, som af Forbitrelse paa Kongen var bleven Røver, og som elskede den Kvinde, Kongen ogsaa lagde sig efter; at samme Ridder hver Nat under stor Fare steg op ad en Rebstige over Borgens høje Mur for at besøge sin elskede. Nu var Drengen jo ikke saa fast i Troen, at han var overbevist om, at det gik til nu om Stunder i hans Købstad, som det gik til i Spanien i gamle Dage; men kunde Røverridderen præstere noget saa vældigt, saa maatte Kristian dog kunne komme ned fra Husets Gavl i den aabne Smøge mellem Naboens og Værtshusholderens Hus og derfra ud paa Gaden. Rigtignok vidste han ikke, hvor han skulde finde noget saa romantisk som en Rebstige, men i Mangel deraf kunde han ogsaa tage til Takke med noget simplere. I sin brogede Læsning, hvortil Papirer, som Spækhøkeren og Købmanden svøbte deres Varer i, ogsaa havde ydet deres Andel, havde han læst om Fanger, der af deres Lagener havde lavet sig et Slags KlaVretov, og det havde hjulpet dem ud af Arresten. Noget lignende maatte han kunne gøre ved Hjælp af sine, som var af det solideste Blaargarn. Han fik snart rullet dem til Tovform og bundet det ene i det andet, og med sin lille Klædebylt under Armen entrede han ned ad den 182 ikke meget høje Mur uden synderlig Vanskelighed. Der brændte kun en døsig Tranlygte hist og her paa Gaderne. Alt var lukket og slukket, og Alverden var gaaet i Seng. Højt lydende Skridt vilde maaske have vakt den tykke Vægter, der sad og sov i et Skilderhus paa Hjørnet af Torvet, men Kristian var barbenet og løb med Kattefjed gennem Byen. Først da han mærkede den bløde Jord under Fødderne i Stedet for Stenbroen, standsede han sin Fart, satte sig ned paa en Stendynge paa Landevejen ved Grøftekanten for at puste.

Natten var bælgmørk; man kunde ikke se en Haand for sig, og skønt det ikke regnede, var Luften saa tyk, at Himmel og Jord ikke var til at skelne. Det var en fugtig Kulde, der isnede Drengen gennem alle Lemmer; skønt han ikke var forvænt med nogen Art af Kælenskab, gjorde det dog ondt baade i hans Albue og Knæled. Den ganske almindelige fortrøstningsfulde Stemning, som han havde været i, da han besluttede sin Flugt, blev kvalt af dette tætte, rugende, uendelige Mørke; hans ellers let spillende Fantasi druknede deri. Han drejede Hovedet til alle Sider - ikke et Lyspunkt, ikke en Genstand, hvorpaa hans Øje kunde finde Hvile. Mørket gjorde ondt i hans Øjne omtrent ligesom et blændende Solskin. Naar man nu tilmed fryser, bliver man snart nøgtern. Han havde rigtignok sin temmelig varme, sortegraa Konfirmationsdragt, nogle Par graa Uldhoser og et Par Fedtlæders Sko i Bylten, men han var øm over denne Dragt; han vilde nødig trække i den, før han skulde fremstille sig et eller andet Sted paa sin Flakkefart, hvor det kom an paa at se ordentlig ud. Han gned Fødderne mod hinanden, han "dængede sig" af al Kraft med Armene; han erhvervede sig derved en stakket Varme, som gjorde Kulden pinligere bagefter.

Hvor var nu den Verden, fuld af kække Mænd og ædle Kvinder, den Efterklang af hans Læsning, der havde lydt til ham som Opmuntring og Trøst for faa Øjeblikke siden? Han greb disse ubestemte Billeder og søgte at føje dem ind i de Lokaliteter, han kendte uden for Byen mod den Kant, hvor Vejen gik, han havde slaaet ind paa. Ja der laa nu Møller Greisens hollandske Mølle en Fjerdingvej derfra; men Møller Greisen med sin store hvide Skindklaphue og den melede Lammeskindspels, den store indfaldne, tandløse Mund, mættede ingenlunde Drengens Begreb om en tapper Mand, saa lidt som hans Datter Madsine, som han var gaaet til Præsten med, gav ham Forestilling om en ædel Kvinde. Han tænkte paa hendes blege, fregnede Ansigt, der levende genkaldte 183 ham en Søbemad, som han afskyede, nemlig Sagovælling; Vorten paa Næsen kunde godt gaa for en stor Grynklump og saaledes fuldstændiggøre Billedet. Paa den anden Side Møllen laa Skoven, men Skovløberen var Værtshusholderens gode Ven; Kristian havde endnu aldrig opnaaet at se ham i ædru Tilstand, og naar han havde været i Ærinde hos ham, havde han altid troet, at han skulde blive flænget i Stykker af hans to store glubske Hunde. Rigtignok havde Kristian aldrig været længere fra Byen, saa længe han kunde huske, end denne Skov igennem, men hinsides den havde han kun Indtrykket af en uendelig lang, lige Landevej, der saa' ud, som den aldrig fik Ende. Det var en trøstesløs Udsigt. Hvor skulde han ty hen, hvordan skulde han gribe sine Sager an? Foreløbig var der næppe andet at gøre end at gaa lige frem. Paa Stenbunken kunde det i alle Tilfælde ikke nytte at blive siddende længere.

Altsaa af Sted! Nu æltede de stakkels Fødder i Landevejens kolde, opblødte Mudder, der kun afbrødes af smaat huggede Graasten, der skar dem blodige; thi i Mørket kunde han ikke undgaa de Steder, hvor der var fyldt Sten paa. Havde han tænkt paa det forinden, havde han dog maaske spenderet sit Fodtøj i Bylten paa denne Vandring. Endnu mere ærgrede det ham, at han i sin poetiske Betagelse over et vandrende Ridderlivs Poesi havde foragtet sine store, rigtignok gamle og tunge Træsko, der stod uden for hans Seng i Kammeret. Imidlertid løb han videre og videre i det trøstesløse, grænseløse Mulmhav. Han havde en Følelse, som om Mørket gjorde Modstand mod hans Indtrængen i det. Han syntes, at han ingen Vegne kom; det var, som han svømmede imod en strid Strøm.

Et Lys, som glimrede noget til Vejrs, kom til Syne ved en Krumning af Vejen. Det maatte være oppe i Greisens Mølle, men Mølletaarnet var ikke til at se. Spøgelseagtig lød Vingernes dumpe Susen og Knagen højt oppe i Luften, men det var dog en Lyd, en Bevægelse, et Slags Vidnesbyrd om Liv, saa Drengen følte sig snarere opmuntret end skræmmet ved det. Han vidste, at ud for Møllen laa der en Stenbunke; nu satte han sig derpaa og løste sin Bylt op; de Fedtlæders Sko maatte ofres. Tærningen var kastet. Saa gik det videre gennem pjaskende Dynd og skrattende Smaasten, og saa kom Skoven. Drengen mærkede med Skræk, at det kunde blive endnu mørkere, end det var i Forvejen.

Der maatte Skovløberhuset ligge til højre, thi ved Lyden af Kristians Skridt var de to store Køtere vækkede; en rasende Gøen 184 lød ud mod ham. Den kom nærmere og nærmere, tiltog i Styrke og Forbitrelse. Nu knagede og knirkede noget. Det maatte være Havelaagen, der blev reven op af Hundene, hvis Øjne han allerede saa' gnistre som Ildkugler i Mørket. Kristian var som lille Barn bleven bidt af en Hund, og skønt han ellers ikke plejede at være bange, havde de Smerter, han dengang led, afsat en uovervindelig Angest i ham for glubske Hunde. Han forsøgte et Løb tværs over Vejen, fik i en Fart Løkken af Tørklædet, hvori hans Klæder var, anbragt om sin Hals, saaledes at Bylten hang bagud. Ved et mærkeligt Held tog han, ledet af det vaade Græs paa Kanten, som han følte stryge mod sine nøgne Ankler, rigtig Maal af Grøften, sprang til af al Kraft, saa han kom langt ind paa den anden Side af den smalle Grøft og entrede som en Kat op ad en tynd Træstamme, men satte ved denne Lejlighed sin Kasket til. Disse Forsøg paa Frelse, som Selvopholdelsesdriften indgav ham i en lynende Fart, kom først rigtig frem for hans Bevidsthed, da han oppe i Træet, der svajede og svingede under hans Vægt, hørte Hundenes Gøen og Tuden nogle Alen under sig; men efter kort Tids Forløb opgav de deres Jagt, deres Gøen blev mere afbrudt, fjernede sig og holdt til sidst op.

Drengen krøb ned, og med den Plan at naa Landevejens Fortsættelse, efter at have gjort en Bue gennem Skoven, satte han sig i Gang, alt imedens han hvert Øjeblik fik Næsestyvere af Træstammerne og klamme og kolde Ørefigen af lavt hængende Grene. Trærødderne spændte Ben for ham. Vandpytter og Mosebund efterstræbte de Fedtlæders Sko, som han hidtil havde holdt saa højt i Ære. Det gjorde ham mere ondt for dem end for ham selv, thi han var vant baade til Næsestyver og Ørefigen, som Værtshusholderen serverede ham, og til at blive spændt Ben for af de "bedre Borgeres" Børn i Skolen, der ikke endnu, som senere, da Grundloven proklamerede Demokratiet, var spaltet i en Betalingsog en Friskole. Drengen løb og løb; hvorhen havde han ingen Anelse om. Til sidst fik Skoven Ende, og han befandt sig paa fri Mark. Der var kommen Drift i Skyerne; det var ikke mere bælgmørkt, men ved at løbe om i alle Retninger havde Kristian tabt al Sporsans; han havde ikke Anelse om, hvor han var. Han sank snart atter i til Anklerne i opblødt Pløjejord. Vaadt og skarpt Græs slog ham op ad Benene; saa faldt han i en Grøft og maatte gøre energiske Anstrengelser for et redde Skoene. Efter at han havde løbet længe, højnede Terrainet sig, Bunden blev mere tør og stenet. Nu opdagede han, at han havde beskrevet en krum

        

185 Linie tilbage mod Byen; han var ved Begyndelsen af den ham saa vel bekendte Overdrevsbakke. Han vidste ikke, om han skulde glæde sig eller være bedrøvet derover. Det var klart, at langt ud i den vide Verden var han ikke kommen, men hans første Erfaringer og Indtryk af det vandrende Ridderliv havde ikke været saa tillokkende, at han jo følte en vis Beroligelse ved at træde paa bekendt Jordsmon. Krattet faldt ham straks ind. Han havde ikke vovet at betræde det siden Sommerdagen, da han havde haft hint Møde. Jo mere han havde tumlet med Billedet af det i sin Fantasi, desto mere eventyrligt og helligt var det blevet ham. Sligt maatte og kunde ikke gentages; og han havde jo ogsaa stundom tænkt med et Suk: Ser hun mig endnu en Gang derinde, kommer hun der aldrig mere; hun græd dengang, fordi hun blev bange for saadan en skiden Gaasedreng. Nu laa Krattet for ham, sort og vaadt, halvt afbladet, dunkelt struttende op i Luften. Med en overtroisk Følelse af, at der maatte kunne møde ham et Lysskær nede fra Kløften, som kunde faa det sorte Vand i Bækken til at glimte som Guld omkring en fin hvid Alfeskikkelse dernede, rev han Grene til Side, men alt var og blev sort som i en Gravhule. Dog var det ikke stille, thi gennem Grenene og deres tilbageblevne tørre Løvs Susen og Raslen lød tydelig det stærkt rindende Vands Brusen, mens det hvirvlede sig om Bundens Sten. Med sin Bylt som Hovedpude gravede Drengen sig ned i Dyngen af nedfaldent Løv. Han mærkede dettes og Jordens Fugtighed gennem sine Klæder - men Herregud! det var ikke værre, end naar han mangen Vinternat var vaagnet, enten ved at Sneen havde fyget ind i hans Seng fra det usle og utætte Loftsvindue, eller den smeltede Sne var dryppet ned i den gennem Huller i Taget. Han sov ind efter med en Slags Bitterhed at have spurgt Skæbnen: Hvorfor er jeg ikke bleven en pæn Dreng? Købmand Jansens Jakob, der knap kunde lære den lille Tabel, danser nu paa Raadstuballerne med sort Spidskjole og hvide Allunshandsker, ryger paa Gaden og vil ikke hilse mig, som har hjulpet ham saa mange Gange med hans Retskrivning i Skolen. Det Fæ! Han skrev "hvenstre" og "Kyd". Og Drengen var saa træt, at han aldeles ikke drømte den Nat paa dette minderige Sted. Han sov som en Sten.

        

186

III. Forsøg paa at blive en "pæn" Dreng.

Da Kristian vaagnede, var det højlys Dag. Han maatte gnide Øjnene og se sig omkring adskillige Gange, før han ret kunde orientere sig i, om det, han havde oplevet siden i Gaar Aftes, var Drøm eller Virkelighed, og hvor vidt det virkelig var ham, som forkommen og rystende raslede i den fugtige Løvdynge. Den poetiske Spænding, det optimistiske Haab om al den Glæde, som en Fart ud i det store Rum vilde bringe ham, havde givet Plads for en rationel Betragtning af Virkelighedsbetingelserne, og de stillede sig for ham under Former som en dygtig Dragt Prygl af Værtshusholderen og saa en fæl Tilværelse i det sodede Bageri mellem Dejtrug, en glohed Ovn og ærmeopsmøgede Bagersvende med melede Næver, som sad løse til Ørefigen. Og hvor meget han end trængte til et Stykke Brød til at mætte sin Sult, vilde han ikke søge sit forrige Hjem. Her kunde kan imidlertid ikke blive, thi noget maatte han have at spise, hvor han saa fik det fra. Efter at have kastet et halvt sky Blik nedad mod Vandet, som han nu saa' gennem de halvnøgne Stammer hvirvle sig skummende dybt nede, gik han ud af Krattet og ned ad Bakkehældet.

Han hørte en evindelig gentagen høj Rømmen og Hoste; han vendte sig efter Lyden og saa' Ole Ditlevsens høje og føre Krop bevæge sig hen mod en Havelaage. Han havde hørt sige, at Ole Ditlevsen egentlig var den, som lavede Avisen. Kristian havde tidt betragtet ham med Ærefrygt. Han troede, at alt, hvad der stod i den, var noget, der var et Resultat af Ole Ditlevsens selverhvervede Viden, og havde tidt gransket over, hvor den tykke Mand kunde faa Underretning om alt, hvad der foregik i Spanien, Frankrig og Tyskland. Thi at Prokurator Lyng, hvis Navn stod paa Avisen som Redaktør, ikke kunde faa Tid til sligt, var klart, idet man nemlig, hver Gang man om Formiddagen passerede Gæstgivergaarden, kunde se ham i et af dens Vinduer med en Snaps Cognak foran sig, og hver Gang man om Eftermiddagen kom forbi den gamle Accisebod, saa' ham sidde dér med samme Attribut. Han kunde dog ikke skrive og trykke hele den store Avis i det Par Timer, han var hjemme til Maaltiderne; det var alle Folk enige om, og det kunde da Kristian selv begribe. Han havde nok hørt Folk sige, at Ole Ditlevsen drak, men alle de voksne Mandfolk, Kristian havde kendt, gjorde det samme, saa han troede, at det nu en Gang var noget, der skulde saa være.

187

Synet af Ole Ditlevsen tændte pludselig en Tanke i Drengen. Han havde ikke kunnet virkeliggøre det bedste: at drage om i Verden og gøre et eller andet stort, som man kan falde paa ved Nattetid i en eksalteret Stemning. Hvad om han nu i nøgtern Tilstand paa Morgenstunden forsøgte det næstbedste: at komme i Bogtrykkerlære! Det var da den "pæneste" Profession, der udøvedes i Byen.

I en Købstad er selv en halvvoksen Dreng nogenlunde inde i Forholdene i ethvert Hus. I Værtshusholderens Stue havde han jo efterhaanden faaet at vide gennem den alle i Byen og Omegn omfattende Passiar til Øl- og Punscheglasset, at Bogtrykkeriet og Avisen egentlig ejedes af Madam Høst, Enke efter en for mange Aar siden paa Grund af Drukkenskab afskediget Præst. Han vidste ogsaa, hvad det var for en Draabe, der havde faaet Præstens Bæger til at flyde over. Ved en Barnedaab havde hans svømmende Øjne overset det halve af Ritualet, og da Degnen hviskende gjorde ham opmærksom derpaa, havde Præsten sagt ganske højt: "Aa hold Kæft, Degn!" Denne Begivenhed fortaltes stadig som et af de interessanteste Frasagn fra gammel Tid i Byen. Men Præsten, som var en lystig Fætter og vel lidt af Omegnens l'hombrespillende Proprietærer og Forpagtere, fik af dem efter sin Afskedigelse Penge til at købe et Trykkeri, som han ogsaa af Regeringen fik Privilegium paa at oprette i Forbindelse med en Avis. Da han døde, blev hans Svigersøn, Prokurator Lyng, Redaktør, men blev lønnet af Svigermoderen, som vedblev at eje Bedriften. Og det var heldigt, da Prokuratoren hverken forstod sig paa Redaktion eller Trykkeri, og oven i Købet, efter at hans Kone et Par Aar efter Giftermaalet var død i Barselseng, tilbragte sin meste Tid paa Beværtninger. Der besørgede han sine Forretninger, talte med Folk og skrev tidt Dokumenter ved Buffeten, alt medens han friskede sin Jus op ved en Snaps og et Glas Øl. Om Madam Høst havde Kristian kun hørt én Mening: Det er sgu en skikkelig Kone, der har noget til overs for fattige Folk og er mageløs proper i sit Hus. Erindringen om dette vaktes nu i ham, og han indsaa', at det var til Madam Høst, at han maatte henvende sig. Helt modig og glad løb han atter ind i Krattet uden mystisk Frygt for nogen Alf. Romantikeren var bleven Realist. Rask ilede han ned til Bækken, vadskede Ansigt, Hænder og Fødder, aabnede sin Bylt og gjorde et saa godt Toilette, som han formaaede. Saa ilede han tilbage, om ad Stien og ind ad Byens Hovedgade, han drejede derfra ind paa en næsten ubebygget, kun 188 halv brolagt Mellemting mellem Gade og Vej, hvor Trykkeriet laa. Det var en pæn lille Bygning med Dør midt paa Huset. Kalkpudsen skinnede hvid som Sne mod den sorte kønrøgmalede Sokkel, og de blankt polerede Vinduer smilede muntert ud imod den forbigaaende. Til venstre for Døren saa' man gennem dem en dobbelt Sættepult. Til højre viste de blomstrede Møbelsirtses Gardiner med den brune Kvast midt imellem, at det var Familiens Lejlighed. Lige for Huset, paa den anden Side Gaden, laa en lille Dam med lave Siv om Randen. Der svømmede Ænder snadrende omkring, stak Bagdelen i Vejret og dykkede den øvrige Krop ned under Vandet. Det var nu blevet klart i Vejret, og det lille hvide Hus med de venlige Omgivelser saa' saa gæstfrit indbydende ud, at Kristian uden stor Frygt tog i Gadedøren og inde i Gangen bankede paa Døren til højre.

- Vær saa god! lød det helt opmuntrende og venligt.

Kristian traadte ind. Stuen var rummelig, men temmelig lav. Det første, han mærkede, var en Lugt af Æbler, der krydrede Luften paa en forfriskende Maade i Forening med den Potpourriduft, der strømmede ud fra Kakkelovnens Messingtromle. Mod det lysegraa Tapet stod Møblernes højrøde uldne Betræk kønt og muntert. Paa Væggene hang Skilderier, der fremstillede flere af Napoleons Slag, hans Dødsleje paa Sankt Helena, Frederik den Sjette med sin Adjutantstab, samt Københavns Bombardement 1807, under hvilket læstes følgende Vers, som Kristian snart lærte udenad:

Saa flammer grusom Ild i Akselstad,
og rundt omkring gror Skræk og Død og Jammer;
din Udaad, Albion! Du skuer glad:
men skælv, naar Hævnens Torden Udaad rammer!

I Sofaen, i Stuens Baggrund, endnu halvt skjult af det store kunstigt udklippede Net af rødt Silkepapir, der prydede den paa det runde Divanbord staaende Astrallampes uhyre Kuppel, sad en lille, spinkel Kone med en meget stor, med brusende Strimler smykket, snehvid Kappe. Hun bøjede Hovedet til den ene Side for Lampenettet og kikkede hen efter Døren, og Kristian saa' et lidt blegt Ansigt, med stille, venlige Træk, en fin lige Næse og venlige brune Øjne bag de Skildpaddes Stangbriller. Hun nikkede mildt til Kristians dybe, kluntede Hilsen og spurgte:

- Hvad godt, lille Ven?

- Jeg vilde gerne spørge, om jeg kunde komme i Lære her.

189

- Komme i Lære her? I Trykkeriet? . . . ja vi har rigtignok aldrig haft Læredrenge. Lad mig se paa Dig!

Dermed tog den lille Kone Brillerne af Næsen og vinkede ad Kristian, at han skulde træde nærmere. Men næppe havde han sat sig i Gang, før hun i en lynende Fart rejste sig op fra sit Sæde og raabte:

- Men holdt, holdt, Barn! hvad er det for Ben, Du sætter paa det ganske rene Gulv? Nej . . . nej, bliv dog for Guds Skyld staaende, hvor Du er, og gris mig ikke hele Stuen til. Nej, Dig kan jeg ikke have i Lære. Der er nok til at svine og rode her i Huset i Forvejen. Nej bliv, hvor Du er, til Pigen kan komme og faa tørt op efter Dig . . . saa maa Du tage dine skrækkelige Sko af . . . og saa maa Du gaa. Karen! Karen! kom ind med en Fjervinge, en vaad Gulvklud og en Fejebakke! Rør Dig ikke ud af Stedet, Barn!

Kristian var i den ynkeligste Situation af Verden, medens Tjenestepigen, der kom ind paa sorte Uldsokker, vadskede og fejede den hele Vej, han havde tilbagelagt over Gulvet, og medens han selv stod, stiv som en Pind, med en Fedtlæders Sko i hver Haand, selv paa Hosesokker. Den lille Madam Høst trippede om efter Pigen alle Vegne for at se efter, om Rensningen foregik med tilbørlig Omhu.

- Men Du maa jo virkelig være en slem Dreng, hvem Du saa er, sagde hun, idet hun tog Fjervingen og Bakken ud af Haanden paa Pigen og lagde den sidste Haand paa Arbejdet for at faa den største Plet paa Gulvet til ganske at forsvinde.

- Ja, hvor skulde jeg være bleven andet? mumlede Kristian i en halv muggen, halv grædende Tone.

- Ih Gud, hvad er det, Du siger der, mit Barn? sagde Madam Høst. Det er jo nogle afskyelige Ord. Hvem er dine Forældre?

- Jeg har ingen.

Nu lod Madam Høst Fejebakken og Fjervingen falde ned paa hver Side af sit hvide Forklæde og saa' helt bekymret og deltagende op paa den store Knøs, der var et Par Hoveder højere end hun.

- Dit stakkels Skind, sagde hun, ak, ja! Naa, nu kan jeg se, hvem Du er. Det er Dig, der er hos Værtshusholderen i Kirkestræde. Ja, der har Du vel set det, der er være end snavsede Ben paa et rent Gulv . . . men det er alligevel noget meget fælt, vil jeg sige Dig, at svine et rent Gulv saadan til - tilføjede hun i en strengere Tone og et hurtigere Tempo; for Properhed forlanger 190 jeg af det simpleste og fattigste Menneske. Men meget godt kan jeg nok tænke, Du ikke har set, dit Skrog, vel? (her blev Tonen mildere og Takten langsommere).

- Nej, jeg har ikke set andet end noget ækelt noget, svarede Kristian.

- Hm, hm; ja jeg kan tænke det. Men hvoraf véd Du, at der er andet til i Verden, min Dreng?

- Det véd jeg fra Skolen og fra hvad jeg har læst.

- Det er rigtig svaret, min Dreng, det véd Du fra din Lærebog.

- Nej fra Morskabsbøger.

- Ja saa? Du har læst Morskab? Det kan jeg godt lide Dig for. Det er en pæn Anvendelse af Tiden; naa saa kan Du maaske blive en pæn Dreng.

- Ja, hvis jeg kan komme i Lære her, for jeg er løben fra Værtshusholderen.

- Er Du det? Hm, hm! Jeg vil nødig have noget med de Folk at gøre. Hvorfor er Du løbet bort?

Kristian skriftede baade Historien med Lene og sin Ulyst til Bageriet. Madam Høst slog Hænderne sagte sammen, saa' forarget op i Vejret og sagde hovedrystende:

- Gud, sikke nogle Mennesker! Nej, bliv Du her, min Dreng! Sæt dine Sko ud i Gangen og lad mig se, hvordan Du skriver efter Diktat. Her er Papir og Blæk, men tag Dig i Agt for Bordtæppet.

- Jeg kan godt skrive udenad.

- Se, se . . . nej bi lidt, lad mig lægge en Avis under, jeg er saa bange for Blækklatter . . . saadan!

Drengen skrev. Efter faa Minutter rakte han Madammen Papiret. Brillerne kom atter paa Næsen, og hun læste:

Kong Frode staar i Lejregaard;
han gav sin Broder Ulivssaar;
det var stor Ynk og Smerte.
Ung Halfdan ligger krum paa Skjold
med Staalet i sit Hjerte.

- Vers af Oehlenschläger! udbrød hun, . . . og dem kan Du udenad! Men Du er jo en rar Dreng! Og sikken en ordentlig Haandskrift. Dejlig store Bogstaver, som gamle Folk med daarlige Øjne kan læse. Lad mig se . . . nej Fejl er der heller ikke . . . ja Kommaerne er jeg ikke stærk i selv. Men det, der skal være med stort, staar med stort, og det, der skal være med lille, er ogsaa med lille. Bliv Du kun, min Dreng; saa skal vi med Guds 191 Hjælp faa noget ordentligt ud af Dig. Det vil sige, naar Du selv vil. Men det er sandt, Du maa jo være sulten. Karen! (her aabnede Madam Høst Døren ud til Køkkenet) skaf denne lille Fyr noget at spise og varm lidt af den Kaffe til ham, der er sat af til i Eftermiddag. . . . Nej fy, fy Barn, tør ikke Pennen af i Haaret . . . sikke Manerer . . . riv et lille Hjørne af den gamle Avis . . . er den nu ordentlig tørt af? (Madammen holdt Pennen op mod Lyset, for at se, om den ikke var vaad) . . . saa, gaa nu ud i Køkkenet og faa noget at spise og en Taar varm Kaffe!

Nu var Kristian altsaa antaget som Lærling i Bogtrykkeriet. Da Prokuratoren kom hjem til Middag, blev denne Begivenhed meddelt ham af hans Svigermoder. Han tog sig en Pris Snus, virrede med Næse og Mund ligesom en Kanin, der spiser, og sagde, idet han rejste sin lille Krop paa Tæerne, med sit hurtige og pludrende Mæle:

- Naa, ja . . . Svigermo'er har Ret, ganske Ret; vi kan maaske faa Gavn af saadan en ung Knægt. Ditlevsen bliver Dag for Dag mere doven og fordrukken. Uh den forbandende Drukkenskab! Jeg tror, hvert andet Menneske drikker i denne By.

Madam Høst sukkede og skottede efter ham over Brillerne.

IV. I Trykkeriet.

Ole Ditlevsen, der selv længe havde beklaget sig over sin Overlæsselse med Arbejde og forlangt en Medhjælper, modtog dog ingenlunde Lærlingen med et venligt Ansigt, men med et gnavent "Øh!" og gav ham kun de allertarveligste Anvisninger til at lære, hvad der skulde læres. Men Kristian var agtsom og lærenem, og den dybe Respekt, han i Forvejen nærede for Faktoren, forøgedes ved hans svære, brede Skikkelse, der tog sig helt vældig ud foran Pulten. I flere Uger mælede han ikke et Ord til Drengen uden for at forklare det højst nødvendige; dette i Forbindelse med hans tidt gentagne dybe Sukke og vældige Rømmen gav Drengen Billedet af en dybt grublende og betynget Alvorsmand. Men han skulde snart give sig Blottelser for sin Lærlings Kritik.

- Sætteriet - eller som det altid kaldtes Trykkeriet - fandtes i en Stue lige over for Dagligstuen, af samme Størrelse som denne. Den dobbelte Sættepult indtog den største Del af 192 Rummet. Faktoren stod saaledes, at han vendte Ryggen til Gangdøren med den lille Rude i. Lige over for ham stod Drengen; de fik Lys fra hver sit Vindue, der vendte ud til Gaden. Det længst fra Døren værende Vindue havde altid nedrullede Gardiner og saas ikke, naar man var i Stuen, thi det dækkedes af to store Skærmbrætter, der afspærrede et lille Rum, hvor Kristians Seng stod. Trods den underlige sursøde Atmosfære, som Farven udbreder i et Trykkeri, og som blander sig med Lugten af fugtigt Papir, var dog dette Sovested et rent Paradis mod hans forrige Hummer paa Værtshusholderens Loft, hvor han om Sommeren kvaltes af Varme og om Vinteren rystede af Kulde i Sengen. Ude i et Slags Køkken i Gaarden stod den gammeldags Haandpresse, hvorpaa Avisen, der kun udkom 3 Gange om Ugen, blev trykt. Farven kogte Kristian nu i den derværende Skorsten. Klokken 12 ophørte Arbejdet en halvanden Times Tid. I den spiste Kristian til Middag med den gamle Madam Høst og Prokuratoren, efter at han havde adlydt sin Madmoders indtrængende Opfordring om endelig pænt at vadske sig, naar han skulde spise. Ditlevsen, som boede i Byen, gik hjem uden at have forrettet nogen som helst Renselsesakt. Naar Dagens Gerning var ophørt Klokken syv om Aftenen, kom Kristians gode Tid. Han drak da Te alene med den gamle Madam Høst, da Prokuratoren aldrig var hjemme nogen Aften. Teens aromatiske Duft, Kobbermaskinen, der skinnede, saa det skar i Øjnene, den buldrende Kakkelovn, hvorfra de krydrede Røgbølger af Potpourri udstrømmede, den milde gamle Kone stemte ham næsten højtidelig. Naar der saa var blevet taget af Bordet, maatte han læse højt en Times Tid eller mere for don gamle, der altid havde holdt meget af Læsning og af Naturen havde en god Smag. Det var Baggesen og Oehlenschläger, Blicher og Ingemann, Riises Arkiv, Grundtvigs Oversættelse af Saxo og Snorro, som i Regelen blev valgte. Den gamle holdt meget af at høre Vers, og selv om hun ikke altid fulgte med, men sank hen i Tanker, var det hende, ligesom disse vuggedes paa Rytmerne, der da lød for hendes Øre som en fjern, ikke ganske tydelig, men netop derfor saa dulmende og dyssende Musik; og da hun kendte det meste i Forvejen, kunde hendes Tanke følge med eller gaa sine egne Veje efter Behag, afvekslende bøje sig til og fra det læste. - Saaledes gik det første Aar.

Søndag Formiddag arbejdedes der ogsaa i Trykkeriet. En saadan Dag viste Ditlevsen sig usædvanlig oprømt og venlig mod Kristian, idet han ved sin Indtrædelse knipsede Drengen paa Næsen

        

193 og raabte "Bøh" lige ind i Øret paa ham. Drengen grundede forgæves over, hvad det skulde betyde. Men hans Forbavselse forøgedes, da den ellers saa vredne og sure Faktor, efter at have taget sin Plads foran Pulten, stak i at synge:

Smilende Haab, Du elskte Barn, som svæver
paa Zefyrvinger hist i fjerne Sky!

Derpaa grinede han gemytlig op mod Solen og nikkede ad den som en gammel god Ven. Saa drog han et oprømt let Suk og sagde ud i Luften:

- Nu har min Mave ikke i fem Aar været saa god som i Dag. - Saa sang han igen:

Op, Kaveline, Lærken slaar
i den aarle Morgenstund!

standsede pludselig, slog over i en hel anden Vise og brølte:

Den Diligence, som gaar over Bæltet,
den er nu væltet
lige i Æltet,

brød atter af og raabte:

- Dreng! -

Kristian rejste Hovedet med en Mine som en, der stiller sig til Disposition.

- Jeg kommer til at gøre noget mere for min Sundhed, sagde Faktoren, ellers gaar den rent ad Hækkenfeld til. Havde jeg nogle Børn, saa skulde det være den første Lærdom, jeg vilde indprente dem: Sørg for at holde Maven i Orden! Og véd Du, hvad der holder Maven allerbedst i Orden?

Det vidste Kristian naturligvis ikke.

- Nu skal Du faa det at vide. Gaa ned hos Rønning og køb mig en Trepægleflaske af det, der kaldes Non plus ultra - husk paa Navnet, det er Latin, Du. Men Du lister Dig under Vinduerne tæt ved Muren, for det er noget, der ikke rager Fruentimmer. Der er en Mark. Skrup Dig! Nej bi lidt! Jeg maa have noget godt, fedt og sødt Øl til at slukke efter med. Der er seks Skilling; Øllet faar Du hos Brygger Tolstrup. Men list Dig langs med Muren, Du! Fanden raspe i alle Fruentimmer!

Kort efter vendte Kristian tilbage efter vel udført Ærinde. Ditlevsen tog Tolden af den ene Flaske, lugtede til den, nikkede velfornøjet, tog et Snapseglas ud fra et lille Rum mellem det midterste 194 af Pulten og Pillen mellem de to Vinduer og skænkede Glasset fuldt af den brune Likør. Han tog ligesom Forspring, før han drak den, forvred Ansigtet, rystede over hele Kroppen, men straks efter fik Ansigtet et helt saligt Udtryk, og hans Øjne løftede sig mod Himlen. Den anden Snaps indtoges uden saa mange Vidtløftigheder, efter den fulgte en vældig Slurk af Ølflasken, og denne Afveksling gentoges endnu et Par Gange. Saa skød Faktoren Glasset fra sig, tog et Ryk i sit Halsbind, purrede sit store Haar højt i Vejret, saa' sig om i Stuen, som om et stort Publikum betragtede ham, slog saa i Bordet, saa Typerne dirrede og dansede i Skriftkassen, og raabte:

- Jeg vil . . . jeg vil blæse hele Verden et Stykke. Jeg vil . . . jeg vil - . . . jeg er ikke bange for noget Menneske paa hele Jordkloden. Jeg vil . . . jeg vil . . . jeg vil fri til Amtmandens Datter.

Derpaa tog Faktoren en vældig tyk Skraa op af Vestelommen og bed en Ende af med en Mine, som om han vilde sluge hele Verden. Saa faldt hans Øje paa Kristian.

- Dreng! Vil Du have en Snaps? spurgte han.

- Nej . . . Tak . . . nej!

- Sludder! det har Du godt af. Har jeg ikke sagt Dig, at Du skal holde din Mave i Orden? Har Du andre Pligter i Verden end at lystre mig? Drik, Dreng!

Dermed rakte han Kristian en brun Snaps. Der var intet andet for end at smage paa den, men den forfærdelige Komposi tion brændte gennem Spiserør og Mave paa den ulykkelige Dreng og tvang store Taarer ud af hans Øjne. Ditlevsen lo, saa han maatte holde sig for Maven.

- Du staar ikke for Skud, Dreng! Men det kommer med Tiden. Du behøver ikke at drikke ud. Du kan gemme det andet til siden.

Da Kristian kom tilbage fra Middagsbordet, hvor han fik at vide, at den gamle Madam Høst, der ikke var nærværende, var bleven syg, fandt han ikke Faktoren paa hans sædvanlige Plads foran hans Pult. Men en forfærdelig Snorken, der mindede ham om, hvad der præsteredes af en meget stor So, som Værtshusholderen engang ejede, hvilken Musik udgik fra Krogen bag Skærmbrættet, gav ham den uhyggelige Underretning, at Ditlevsen havde lagt Beslag paa hans Seng. Han vovede hverken at vække ham eller at melde Sagen til Madam Høst, hvem han desuden ikke fik at se den Aften paa Grund af hendes Sygdom.

195

Da han skulde i Seng, laa Ditlevsen helt afklædt og fyldte omtrent hele Sengen. Drengen var ikke fint vant; af og til havde han hos Værtshusholderen maattet dele Leje med Kalvekuske og Lammedrivere, naar Husets andre Sovesteder var optagne. Men dette kobberrøde, blussende, af Sved perlende Ansigt, med den aabnede Mund og den basunblæsende Næse bragte ham næsten til at græde. Skulde han da aldrig blive fri for daglig at se noget "ækelt" ? Han sov ikke den Nat. Han havde Fornemmelsen af, at han laa op ad en sydende Bryggerkedel, og da han tidlig om Morgenen maatte skræve over Ditlevsens brede Krop for at komme ud af Sengen, havde han nær faaet ondt.

Kristian havde allerede gjort Ild paa i Kakkelovnen, lavet Papir til og kogt Farve, da Faktoren vaagnede med et dyrisk Brøl. Han klædte sig paa uden at ty til noget som helst Toilettemiddel, og i Stedet for den Gemytlighed, der i Gaar opklarede hans fede Ansigt, havde det nu et Udtryk, som om dets Ejer havde Lyst til at slaa eller sparke hele Verden. Efter at have taget sig en Slurk af den skrækkelige Likør stillede han sig langt om længe foran sin Pult og gav sig til at rode i de med Posten ankomne Aviser, tog sit Rødkridt og sin Papirsaks - sine to vigtigste Redaktionsredskaber - og begyndte at arbejde med sammentrukne Bryn og sammenbidte Tænder. Som sædvanlig talte han højt med sig selv under denne Beskæftigelse, hvilket han havde været vant til i de mange Aar, han havde været alene. Og det kunde ikke falde ham ind at vænne sig af dermed af Hensyn til saa ussel en Genstand som en Læredreng.

- Hæ, udbrød han, saadan nogle Flyndertorsk, man arbejder for! Skulde man gøre sig Umage for saadanne nogle Aalekvabber, som ikke engang har Anelse om, hvad Ortografi er? Ja, det var i de Tider, man var tosset. Men jeg hedder ikke Frederik og er ikke født i Fjollerup. Se her staar nu i "Berlingske": "Efter sikker Forlydende agter Hs. Maj. Kongen endnu i dette Efteraar at foretage en Rejse til Provinserne." For en halv Snes Aar siden havde jeg rigtignok sat til: "og Hs. Majestæts tro Undersaatter vil visselig gribe Anledningen til at lægge deres Hengivenhed for Landsfaderen for Dagen; Piger vil strø de faa Blomster, Efteraaret har levnet os, paa hans Vej; Sang og Tale vil udtale den Glæde, der fylder alles Bryst". Men nu faar de det lige saa tørt, som det staar, for man har lige megen Tak for det af saadanne Odderpelse . . . Hold Mund, Dreng! - her afbrød han sig pludselig og saa' forbitret paa Kristian, der ikke havde mælet et Ord og forbavset 196 betragtede Ditlevsen, som begyndte igen, idet han bestandig snakkede sig mere og mere arrig.

- Saadan en pjaltet Unge! Tror Du, fordi man om Søndagen nedlader sig til at drikke en Snaps bare for sin Sundheds Skyld med saadant et Kræ, at man derfor skal være Kammerat med ham om Mandagen? Jeg har, saa sandt jeg er en Synder, aldrig kendt Mage, at en saadan Æbleskrælling tør sige en ældre Mand imod!

- Ja, men jeg har jo ikke sagt et Ord, Hr. Ditlevsen, vovede Kristian at indvende i al Ydmyghed.

Med et Udtryk af den dybeste etiske Indignation lod Faktoren sine Hænder falde ned, foldede dem derpaa over Maven og blev staaende tavs nogle Sekunder. Saa tog han atter til Orde, først med en tilkæmpet Rolighed, men som efterhaanden gav Plads for den højeste Forbitrelse.

- Du Frelsens Gud, sikken en Modsigelsesaand, der er i den Dreng! Ja, hvis Du tror, Du kommer Verden igennem paa den Maade, saa tager Du rigtignok fejl. Du har jo sagt mig imod indvendig i et helt Kvarter. Og Du er hoven, og Du er opsætsig, fordi Du faar Lov til at læse op for den gamle Flødebolle derovre, og saa bilder Du Dig ind, at Du forstaar noget af det. Hæ - det har Du vel lært i Jens Petersens Knejpe, hvor det argeste Krapyl af Skomagersnuder og Bønderknolde søger, men hvor en Mand som jeg ikke gad sætte sine Ben, om en gav mig tre Mark . . . Hør Dreng, hvis Du ikke tier stille, slaar jeg Dig fordærvet. . . . Naa, nu siger Du kanske heller ikke noget . . . hvad? . . . Nej naturligvis . . . nej. Men her i Krogen har jeg en Knortekæp. Den har faaet flere end én af den Slags Flabe, som Du er, til at holde tætte med deres nederdrægtige Modsigelser. Nu skal jeg passe paa Dig baade Nat og Dag, for nu ligger den gamle Vadskerbjørn syg og kan ikke gøre Vrævl om, at jeg sviner hendes Lagener til. Nu vil jeg ligge her om Natten, og saa tager jeg Knortekæppen med i Sengen.

De sidste Ord havde Drengen aldeles ikke hørt. Han havde et Par Minutter ufravendt og med et bestyrtet Blik stirret paa Ruden i Døren lige over for sig; han vidste ikke, om han drømte eller var vaagen. Et Billede, der nu længe havde staaet i hans Fantasi, som han mangen Gang havde tyet hen til som til et Fristed, naar Faktorens Lune og Tyranni nedtrykte ham, men hvis Omrids han med Bedrøvelse mærkede, at det blev ham vanskeligere og vanskeligere at faa fat paa, syntes han stod lyslevende for ham bag denne lille Dørrude. Jo, det var jo det yndige lille 197 Ansigt fra Bækken i Overdrevskrattet med de krusede sorte Haar, de brune Øjne og den trøstende, rolige Mund. Sollyset stod skarpt sammentrængt ind paa Ruden og brød sig i en regnbuefarvet Straaleglorie omkring Hovedet - Axels Valborg, Gorreggios Maria, Ingemanns liden Elna paa Bornholm - alle disse idealistisk tegnede Kvindeskikkelser, der havde skabt i Drengens Fantasi et Billede af Kvinden ganske i Almindelighed som det ædleste, skønneste, blødeste, mest trøstende i Livet, lynede hurtig forbi hans indre Øje for at flyde sammen i dette lille Pigeansigt bag den blanke, i Farveskær funklende Rude. Ole Ditlevsens Skælden og Smælden lød for ham lige saa upersonlig, fjern og ham uvedkommende som en Fragtvogns Buldren paa Gaden. Saa kom der noget i Luften farende forbi hans Øjne mellem dem og Billedet, der pludselig forsvandt, og Kristian følte noget falde ned paa sin Skulder, og dette noget gjorde ondt. Hans Skuldre trak sig sammen, og han opdagede, at samme noget var Ole Ditlevsens Knortekæp. Med et Ryk var han nede i den virkelige Verden; det Bulder, han havde hørt dunkelt og fjernt, artikulerede sig i følgende Ord:

- Og naar man saa gider gjort sig den Umage at moralisere for saadan en vissen Kaalrabi, saa staar han og gaber som en Skade i Regnvejr og hører slet ikke efter.

Kristian var endnu ikke aldeles sikker paa, om det ogsaa var ham, der var bleven ramt af en Knortekæp.

V. Den unge Pige og den gamle Kone.

Gamle Madam Høst var fremdeles syg. Kristian havde faaet sit Smørrebrød og sin Te ind i Trykkeriet og inderlig savnet den lune Stue og de gode Bøger. Det hed sig, at den gamle Kone var stærkt forkølet og havde en slem Hoste. Da dette havde varet i nogle Dage, og Kristian gennem Tjenestepigen havde erfaret, at det blev daarligere og daarligere med hende, blev han urolig og ængstelig. Nu gjorde det Syn, han havde set i Ruden, hans Sind endnu mere spændt, men han turde ikke spørge Pigen ud, om der var kommet en Gæst i Huset, thi han følte, at han vilde blive rød i Hovedet, og saa vilde han rimeligvis ikke faa andet Svar af den halvgamle Karen end et smørret Grin. Hun havde nemlig bemærket, at den nu helt udvoksne Læredreng havde en ikke ringe Sans 198 for kvindelig Skønhed, og at hans Øjne tidt søgte ind over det lave Plankeværk i Nabogaarden, hvor der var et Par kønne Piger. Drengens Tanker var de uskyldigste af Verden, rent æstetiske, om man vil, men Karens Erfaringer gik ikke i Retning af den platoniske Kærlighed; derfor troede hun ikke paa den. Hun sagde: Skal saadan en Smule Dreng allerede begynde at sætte Kikketøj op? Se til, Du dyr Dig! Du kan tidsnok blive forlibt og gøre Abekattestreger. Der er sgu ingen Morskab ved det i Længden. Man er allergladest, naar man ikke gider mere.

Ditlevsen havde gjort Alvor af sin Trussel. Efter hver Eftermiddag at have drukket sig en solid Rus, gik han i Kristians Seng. Denne havde nu ikke videre Tillokkelse for Drengen, og en Aften, da Faktorens Snorken havde overbevist ham om Tyrannens foreløbige Uskadelighed, slukkede han i Trykkeriet og listede sig ud i Gangen. Gennem den ikke meget tætte Dør saa' han Lys i Dagligstuen. Han lagde Øret til Døren, men alt var dødstille. Turde han banke paa? Medens han stod der i Mørket, tegnede Billedet fra i Formiddags sig atter for ham; det isnede igennem ham. Han lukkede Øjnene. Da var det, som Rummet om ham stod i en Gylden- og Purpurtaage, og som de store brune Øjne saa' paa ham igennem den, langt borte, alvorligt og roligt. Han vilde nærme sig dem. Da saa' han den samme forfærdede Mine som forleden Aar nede i Krattet - alt forsvandt . . . han genfandt sig selv i Bælgmørke. Fristelsen til at banke paa meldte sig igen; hans Hjerte slog voldsomt; han turde ikke, og dog var der noget, som tvang ham. Ganske langsomt, under stærk indre Modstand af Frygt, bevægede hans Tommelfingers Kno sig mod Døren. Det blev første Gang ved en ganske svag Berøring, der ingen Lyd gav. Saa gentog den samme Kamp sig, men anden Gang hørte han en sagte dump Lyd, da Knoen naaede Døren. Han fór et Par Skridt tilbage, lyttede saa; men ingen maatte have hørt noget, thi paa den anden Side Døren var alt dødstille som før. Tredje Gang slog Knoen med Fortvivlelsens Mod mod Døren . . . Kristian stod lamslaaet nogle Sekunder . . . Intet rørte sig, intet Svar paa hans Banken, der nu forekom ham saa stærk, at den gav Ekko. Hans Spænding, Angest og Mod voksede paa én Gang. Han greb i Laasen, og Stuen med Lampen paa Bordet laa aaben for ham. Den var ganske tom. Den frugt- og rosenagtige Duft var blandet med en anden, der mindede ham om den, han havde fornummet, naar han paa Gaden passerede Apoteket. Nu hørte han Hoste gennem Sovekammerdøren, som han opdagede stod paa temmelig vid Klem

        

199 . . . en uhyggelig, hæst lydende Hoste, der med Magt arbejdede sig gennem et svagt og træt Bryst, som egentlig ikke havde Kraft til at hoste. Det gjorde ondt inde i ham; han knugede Hænderne mod sit Bryst. Den gamle Kone, der laa og led derinde, var den eneste, foruden Degnen i Skolen, der havde været god imod ham og lært ham gode Ting. Hun blev dog vist ikke vred, hvis han gik ind og spurgte til hende. Men han var ikke paaklædt. Han stod der i sin Arbejdsbluse, og hun vilde jo altid have, at han skulde møde redt, vadsket og i sort Trøje, naar han kom ind i Stuen. Stille listede han sig tilbage, tog Gangen i et Spring, famlede sig til sine gode Klæder i det mørke Trykkeri og var efter faa Minutters Forløb igen i Dagligstuen, hvis Gulv han sagte gik hen over paa de tynde Sko, og nu stod han lige for den aabne Sovekammerdør. Apotekerlugten strømmede ham stærkt i Møde.

Kristian havde aldrig før set et Sygeværelse; han havde læst om det, og han havde forbundet det med Forestillingen om noget uhyggeligt. Men den Scene, han saa' derinde, var saa langt fra at bekræfte dette Indtryk, at han betragtede den næsten med Velbehag. Et Øjeblik glemte han, at Stuen indeholdt noget sørgeligt.

Sengen stod midt for Døren. Den gamle Kone sad halv oprejst i den paa Grund af det meget høje Hovedgærde, hun maatte have for ikke at overvældes af Astma. Sengen og hun selv skinnede kridhvidt som den hvideste Sne. Ansigtet var blevet meget lille og smalt, saa det næsten blev borte mellem Natkappens svulmende, tætte Strimmel og skelnede sig kun derfra ved en svag gul Tinte, men hver Mine var rolig og mild som ellers, skønt de lukkede, træt nedfaldne Øjenlaag vidnede om Mathed og Lidelse. Men fuldt saa meget var Kristian optagen af den anden Person, der var til Stede i Værelset. . . . Det var den unge Pige, hans Drømmes Madonna. Hun sad ved Hovedgærdet af Sengen, bag hvilken en Lampe brændte paa en lille Konsol, saa den gamle ikke forulempedes af Lyset. Den unge Piges fine, slanke Overkrop var bøjet ned over Sengen, den højre Arm havde hun snoet om Sengestolpen, hendes venstre hvilede i den gamle Kones Haand. Brystets sagte svungne Linie, der saa's oven over den venstre Arm, viste, at hun ikke længere var et Barn, men Ansigtet havde endnu Barnets klare Uskyldsmine, der lader enhver Følelse uhindret komme frem i al sin ærlige Naturlighed. Paa en anden Stol ved Siden af Sengen laa en Bog omvendt og opslaaet, saa Kristian sluttede, at den unge Pige havde læst højt for den gamle af den.

Pigebarnet gjorde en lille Bevægelse med Hovedet, kom derved 200 til at vende Øjnene hen mod Døren og opdagede Kristian, der stod stiv og stille som en Støtte. Det gav et Sæt i hende; en let Forskrækkelse gjorde hendes Kinder røde og trak hendes Bryn sammen. Den gamle Kone mærkede Bevægelsen, slog Øjnene op og blev nu ogsaa Drengen vár.

- Kom kun ind, Kristian! sagde hun og nikkede til ham. Det var pænt, at Du vilde se ind til mig. Jeg gør det ikke længe, min Dreng; det er galt med Brystet.

Den unge Pige bøjede Hovedet til Siden og saa' bønlig paa den gamle. Denne smilede vemodig og sagde til hende:

- Hvad kan det hjælpe, lille Kristine, at jeg bilder Dig noget ind? Du bliver jo saa kun mere bedrøvet bagefter. Jeg vilde gerne have levet en tre fire Aar endnu, baade for din Skyld, for Du er temmelig ung til at styre Huset for din Fader, og ogsaa for min egen Skyld, for jeg har i de sidste Aar haft det rigtig godt og fredelig; men der er ingen, der spørger om, hvad vi vil, vi maa lystre, naar der kaldes paa os. Og det kan jo ikke være til noget ondt. Jeg kan aldrig huske, at jeg har gjort et Menneske Fortræd med min gode Vilje, hvorfor skulde saa nogen gøre mig Fortræd, hvor jeg nu kommer hen?

Den unge Piges Læber bævede sagte, og den ene Taare randt ned ad hendes Kinder efter den anden.

- Ja, ja; græd kun mit Barn. Sorgen skal have sin Tid; det bliver bedre af sig selv, efterhaanden som Tiden gaar. Jeg vil ikke bestemme noget om, hvordan I skal bære jer ad, naar jeg er borte. For, om man ogsaa tror at lave det rigtig godt, kommer der dog altid noget, som man ikke kan forudse, og saa gaar de efterlevende og pines af, at de ikke tør røre sig, fordi den afdøde har sagt saadan eller saadan. Og det er Synd at lægge saadan en Byrde paa Mennesker, der har Livet for sig.

Her standsede den gamle Kone. Den samme dumpe, inden i hende arbejdende Hoste brød atter frem. Hun lukkede Øjnene og gav sig rolig hen i sin Skæbne, men Sveddraaberne perlede paa den smalle, hvide Pande, og de magre Hænder greb fat om Lagenets Flige, medens Øjenlaagene atter sank ned. Kristian stod og holdt Haanden om en af Benendens Sengestolper; han kæmpede for at holde sin Graad tilbage. Noget efter aabnede Madam Høst atter Øjnene, nikkede med et svagt Smil baade til den unge Pige og til Kristian og sagde:

- Saa, nu er det forbi for denne Gang, men det matter mere og mere.

201

Den unge Pige hviskede den syge nogle Ord i Øret, men denne rystede lidt paa Hovedet og smilte:

- Nej, min egen Pige, sagde hun; jeg behøver ingen Præst. Min salig Mand, som de havde saa meget imod, var saamænd lige saa god en Præst som den, de nu har i Byen. Stakkels Høst holdt for meget af Punsch, hans Efterfølger holder for meget af Penge; begge Dele er forkert, men det kan vel gaa lige op. Hvert Menneske har sine Fejl, og det er ikke let at sige, om de kan gøre for det eller ikke. Men det, som en Præst kan sige mig, kan jeg lige saa godt sige mig selv.

Nu hviskede den unge Pige atter nogle Ord til hende. Madam Høst klappede hende paa Kinden og svarede:

- Det er rigtig kønt af Dig, min Pige, at Du kan huske saa godt, hvad Du lærte for nylig til din Konfirmation. Men naar man har levet saa længe som jeg, saa laver Livet det om for en, vel sagtens ligesom man trænger til det. Jeg har ikke kunnet granske i Bibelen og i dens Lærdomme; men naar jeg har været rigtig bedrøvet, saa har jeg altid givet mig hen til noget, som jeg kaldte den evige Kærlighed, den klare Stjerne - ja jeg har kaldt det, ligesom det nu kunde falde mig ind - men det har altid trøstet mig, naar jeg saadan ganske stille har ladet mig glide hen i det, glemt alt, hvad der suste og bruste omkring mig, saa jeg til sidst kun har hørt en Tone eller set en hvid Glans . . . og det ser jeg, hver Gang jeg nu lukker mine stakkels trætte Øjne. Mer behøver jeg ikke til at trøste mig. Jeg er saa vis paa, at det bliver godt alt sammen, udmærket godt.

Nu sagde den unge Pige følgende hørlige Ord:

- Er der ikke noget, Du ønsker, Bedstemoder?

Den syge smilte næsten muntert og sagde:

- Jo, jeg kunde ønske at se Italien, inden jeg døde, men det bliver der vist ikke Tid til. Jeg har læst, at alting er saa skønt der: Billeder, Mennesker, Lys, Luft . . . ja jeg har holdt saa meget af alt skønt. Derfor har jeg gjort alt for, at her kunde se pænt og hyggelig ud i mit lille Hus. Renlighed og Orden er det allerførste, der maa til, for at det kan se kønt ud. Derfor har jeg drevet paa, at her ikke maa være det mindste Støv og Snavs; og skal jeg bebrejde mig noget, saa er det, at jeg maaske har herset vel meget med den gamle Karen for at faa hende til at skure, blanke og feje, saa hun har haft for lidt Fritid.

Nu vendte hun sig om til Kristian og sagde:

- Lad mig nu se, min Dreng, at Du passer godt paa Trykkeriet 202 og Avisen, for det skal jo nu den lille Kristine og hendes Fader leve af; og Ditlevsen bliver jo ældre. Jeg véd ogsaa, at Du ikke glemmer de gode Bøger, jeg har ladet Dig læse. Du læste saa pænt og fornuftig højt . . . Hør, læs for mig endnu en Gang, lille Kristian . . . Dér, tag den Bog, dér ligger! Det er en ny en, og jeg forstaar den ikke saa godt, som jeg forstod Oehlenschläger, Ingemann, Blicher og dem fra min Tid. Lille Kristine forstod det heller ikke rigtig, det kunde jeg høre, da hun læste . . . eller var det maaske, fordi Graaden hulkede i Dig, mit Barn? Læs det, der kaldes "Gensyn", Kristian, men læs langsomt, for det er lidt svært! Kristian tog den opslagne Bog; det var nogle Digte, hvis Forfatters Navn, Frederik Paludan-Müller, han endnu aldrig havde hørt. Han læste:

Hvor blev den Blomst, som fyldte
din Sans med liflig Duft?
Hvor Straalen, som forgyldte
den sommervarme Luft?
Hvor er vel Lundens Kroner
og Skovens Bladehang
med hine tusind Toner
og Fuglekorets Sang?

Og Dyrets Liv, der dækkes
som af en dunkel Sky,
skal ej til Lys det vækkes
og leve op paa ny?
Den Hund, som trofast døde
af Sorg paa Herrens Grav,
skal aldrig ham den møde,
til hvem den hen sig gav?

O, kast dit Blik tilbage,
og se, hvad selv Du var:
Hvor er de svundne Dage
med hver en Blomst, de bar?
Hvor er vel Haabets Kerte
og Kærlighedens Krans?
Hvor er dit unge Hjerte
og hvor dit Øjes Glans?

Én Gang maa alt erfares
og leves om igen,
etsteds maa dog bevares,
hvad Tiden tæred hen;
ej blot hver Glimt vi skue
af Aandens indre Lyn,
men hver en jordisk Lue
og hvert et jordisk Syn.

203

Da skal til ét vi samle,
hvad stykkevis gik tabt,
da vaagner alt det gamle
og staar forynget skabt:
Den Røst, som alt forsøder,
Det Blik, som her os bandt,
os hisset ogsaa møder,
endskønt det her forsvandt.

Den Trøst er dog den sidste!
den Tro bestaar til sidst:
Hvad her jeg maatte miste,
jeg møder éngang hist.
Til Undergang ej skabtes
endog det mindste Frø:
nej, intet Liv der tabtes,
skønt hvert et Liv maa dø.

Madam Høst havde foldet Hænderne over Brystet og sænket Hovedet, men gav af og til ved et lille Nik til Kende, at hun fulgte med. Men Øjnene var sunkne til. Da Læsningen var ophørt, blev det dødstille i Stuen. Den syges korte, gispende, men umaadelig svage Aandedræt overdøvedes af Lommeurets Dikken paa Konsollen bag Sengens Hovedgærde. Kristines og Kristians Øjne mødtes, gled derpaa samtidig ned mod den gamle Kones Ansigt, der syntes at blive blegere, smallere og mildere. Derpaa mødtes de igen i et stille Udtryk af Ængstelse og Forventning. Der kom et nyt Anfald af Hoste, men den kunde slet ikke komme frem. Det blev kun til en sagte Rallen, der et Øjeblik gennemdirrede Overkroppen. Da sank Hovedet tilbage paa Puden, og der var intet Aandedræt mere at høre. Kristian og Kristine blev siddende ubevægelige. Kristine holdt bestandig sin Bedstemoders Haand, men den laa nu bestandig mattere og tungere i hendes. Og hun følte, at den blev koldere og koldere. Hun havde ingen Anelse om, at Livet sagtelig var løbet ud. Og da Kristian, som begyndte at ane, hvorledes det forholdt sig, gjorde en hurtig Bevægelse og vilde til at tale, løftede den unge Pige advarende sin Pegefinger og pegede ned paa sin Bedstemoder, som om hun vilde formane ham til ikke at vække hende. De sad længe saaledes.

Endelig hørtes der et rask Greb i Gangdøren. Begge fór sammen, og Kristine saa' endnu mere ængstelig og bedrøvet paa den gamle Kone. Men hun laa aldeles stille og ubevægelig. Langsomme og uregelmæssige Trin hørtes i Stuen, der ledsagedes af en underlig Hvæsen og Pusten. Lidt efter viste Prokurator Lyng 204 sig i Døren, ved hvis Stolpe han holdt sig, da han skulde over Dørtrinet. Hans Briller var gledne ham langt ned paa Næsen, og hans lyseblaa Øjne svømmede glans- og udtryksløst om i Stuen. Han syntes ikke rigtig at kunne orientere sig i Situationen. Da begyndte Næseborene at virre stærkt paa kaninagtig Vis. Han tog et langt Skridt, som han ligesom tog Maal af i Forvejen, greb med Haanden om Sengestolpen og saa' paa sin Svigermoder.

- Bedstemoder er ganske kold, hviskede Kristine.

- Lad mig se lidt med den Lampe . . . hold den . . . Kristine, saadan at jeg kan se hendes Ansigt.

Kristine adlød. Prokuratorens Næse virrede stærkere, hans Træk syntes at samle sig til en vis højtidelig officiel Alvor.

- Ja, det . . . det . . . er sørgeligt . . . men . . . hm . . . det bliver desværre Enden paa os alle til Hobe . . . naa, min Pige . . . man har jo Religionen . . . og saadan noget, som man kan sige sig selv om . . . Gensyn . . . Overgangen til et bedre Liv et cetera, hm, hm! . . . Hvor er Spyttebakken? . . . Naa der! Ja det er sgu meget sørgeligt, overordentlig alvorligt . . . ogsaa i juridisk Henseende . . . Skifteretten . . . hm . . . Proklama i Boet. Ja jeg faar Skam meget at bestille . . . Hvad er Klokken? Ih Gud! Den er meget over tolv . . . Naa, det er Kristian? Væk Karen og gaa i Seng, Kristian . . . her er ikke noget at vaage efter . . . hm . . . desværre . . . ja det er meget sørgeligt, overmaade alvorligt . . . men Livet . . ., ser I . . . det er nu en Gang overmaade alvorligt . . . det ender altid med Døden, ja altid, uden Undtagelse. Det stemmer unægtelig til Alvor, men . . . ptøj.

Kristian rejste sig for at lyde sin Principals Bud. Dennes Datter gjorde ligeledes. Nu saa' Kristian igen hendes store, blanke Taarer blinke i Lampeskinnet og dirre i de sorte, lange Øjenhaar. Hun rakte ham Haanden, holdt den længe fast og saa' alvorlig og venlig paa ham. Den bløde og varme lille Haand slugtes helt af Drengens tørre og haarde Næve, men gennem den hornede Hud forplantede en varm Strøm sig gennem hans Nerver, og hans Hjerte kom i heftig Banken. Han sukkede dybt, men lydløst, da han maatte slippe den.

Da Kristian kom ud i den mørke Gang og vilde gaa ind i Trykkeriet, følte han sig fortvivlet og tirret, da Ditlevsens Snorken lød højt og rungende paa den anden Side af Døren. Han tog da en rask Beslutning, aabnede Døren, tændte Lys og listede sig ind i Køkkenet, lukkede Døren mellem det og Sætterstuen, stak Benene i Ruinerne af en gammel Lammeskinds Fodpose, som i lange 205 Tider havde ligget henslængt i en Krog dér, og satte sig paa Skorstenens Murstensildsted. Han slukkede Lyset, og i hans Fantasi brød Billedet af den Scene ved Dødslejet, han havde været til Stede ved, med voksende Tydelighed frem, indtil det blev staaende i ubevægelig Stilhed, og Kristian kunde ikke blive træt af dvælende at nyde det og ligesom beskue det fra alle Sider. Endelig bølgede dets Omrids som i en Dis, efterhaanden som Søvnen sagte listede sig paa ham og tog Magten fra ham. Han vaagnede, rystende af Kulde. Sneen var føget ned gennem Skorstenen; Ildstedet laa overdrysset med den. Den prikkede og piskede mod de utætte Vinduer . . . det var højlys Dag. Han havde sovet et Par Timer over Tiden, men han beroligedes, da Faktorens Snorken lød indefra lige saa kraftig som for otte Timer siden.

VI. Nye Stemninger og Tilstande.

Madonnaskikkelsen, som Kristian havde hyldet i mystisk Tilbedelse, som hans ved megen og lutter poetisk Læsning bearbejdede Fantasi havde omgivet med en Glorie, var nu ved Omstændighedernes Magt tvunget fra Skyerne til Jorden, fra Mystikkens Clair-obscur til Dagens virkelige Lys. Men det var langtfra, at det gav Kristian Mod til en frejdigere Tilnærmelse. Det var hans Principals Datter: hvad man kaldte en fin Pige. Han var den fra Pøbelen komne, og blandt Pøbelen opdragne Læredreng. Medens han saa' og omgikkes hende i det ideale Ferige, stod hun paa en vis Maade mere aristokratisk-højfornem for ham, men heldigvis havde han Nøglen til denne selvgjorte Armidas Have og kunde ty ind i den i sine stille eller ledige Øjeblikke. Nu var der ligesom gaaet noget itu for ham. Han følte en Stemning, der endnu laa tungere paa hans Sind, da den var forøget ved Sorgen og Savnet, ved den gamle Madam Høsts Død. Ditlevsen derimod følte sig større end nogen Sinde, thi uagtet den gamle Kone og han kun vekslede meget faa Ord mellem Aar og Dag, havde han af gammel Vane Respekt for hende som sin mangeaarige Madmoder, Nu følte han sig som uindskrænket Chef, thi den lille Prokurator, der aldrig havde kunnet eller gide sætte sig ind i Avisens Redaktion eller Typografien, tog han ingen Notits af. Han tilbragte alle sine Nætter i Sengen bag Skærmbrættet til Kristians Fortvivlelse. Han blev 206 mere og mere tyrannisk, men hos Læredrengen udviklede der sig en dump Irritation mod hans Tyranni, og en Gnist vilde ved Lejlighed kunne faa den til at eksplodere.

Kristian spiste ikke mere inde hos Prokuratorens. Han fik ikke mere Digte og Komedier at læse. Han hungrede og tørstede efter noget, der kunde fylde og bevæge ham. Hidtil havde han ikke skænket det Par københavnske Aviser, som Ditlevsen i en Haandevending plyndrede ved Hjæp af Rødkridtet og Saksen, og hvis udklippede Stykker han smed over til ham, nogen Opmærksomhed. Han havde lavet sin "Sats", men aldrig tænkt videre over, at der kunde staa noget, der var værdt at tænke over, i disse Blade. De var for ham, hvad det ubearbejdede Træ er for en Snedker eller Tømrer. Men en Aften, da Ole Ditlevsen som sædvanlig, overvældet af Drukkenskab, mere end halvt paaklædt var gaaet i Seng, faldt det ham ind at samle de Stykker op af Aviserne, som laa spredte paa Gulvet. Det var dog altid noget at læse. Omendskønt han nu havde været i saa nær Forbindelse med Redaktionen, var det heller aldrig faldet ham ind at tænke over, hvad der stod i den fra Officinet udgaaende Avis, thi den indeholdt kun Nyheder fra Indlandet, som han ikke brød sig det mindste om, og nogle fra Udlandet, som han ikke forstod eller fandt Sammenhæng i. Ole Ditlevsen lavede for Skams Skyld halvanden Side Tekst. Baade han og hans Publikum var fuldkommen lige glade, hvad der saa stod i denne. Saa kom Avertissementerne. Det var det vigtigste. Det gjorde Gaasen fed, sagde Faktoren. Og naar disse indeholdt Skænderier, som f. Eks. naar Skomager Didriksen erklærede Farver Bohn for en egenkærlig, mod Medborgeres timelige Velfærd ligegyldig Person, fordi han lod det blaa Vand fra Farveriet løbe ind over Skomagerens Grund, saa at det skamferede et stort Stykke brabandtsk Saalelæder for ham, kunde de gøre Regning paa en ganske særegen Interesse og give Anledning til grundige Diskussioner paa Klubben og andre Beværtninger. Frugten af disse kunde da stundom blive en Række polemiske Avertissementer med de originaleste stilistiske Vendinger.

Kristian fik som sagt fat i Stumperne af en Avis. Han kunde se, at det var "Københavnsposten", som han nok kendte af Udseende. Han forstod ikke ret, hvad der var Tale om i en Afhandling om bedre Orden i Finanserne, thi dels var han ikke ganske paa det rene med sig selv om, hvad Finanserne egentlig var, dels var han, der næsten kun havde læst poetiske Ting, ikke vant til at følge en raisonnerende og demonstrerende Tankegang. Men 207 alene det uklare, almindelige Indtryk af, at Artiklen var misfornøjet med Regeringen, var nok til først at forbavse ham og dernæst at sætte hans Tankegang i Bevægelse. Regeringen? Hvad var det? Det kunde jo kun være Kongen, thi han vidste jo fra den Historie og Geografi, han havde lært i Skolen, at Danmark siden 1660 regeredes uindskrænket af Kongen, der "kun skyldte Gud Regnskab for sine Handlinger". Og Degnen havde jo talt med Begejstring om "Skjoldungerne", som Drengen selv havde læst begejstrede Digte om. Han havde læst om den unge Prins Fredriks Reformer i Slutningen af forrige Aarhundrede, og han vidste jo, at denne samme Prins Fredrik var Danmarks nuværende gamle Konge, som han saa tidt havde set Billeder af i den røde Kjole og den vældige trekantede Hat. Han havde jo i en ganske særegen Grad beundret et stort Billede inde i Madam Høsts Stue, hvor Kongen red omgivet af andre pragtfulde Skikkelser med lignende Hatte. Det Skilderi var for ham en Illustration til, hvad han havde læst om Hrolf Krake og hans Mænd i Oehlenschlägers Digt. Nu skød det i Brudstykkerne af den politiske Afhandling i "Københavnsposten" oftere forekommende Udtryk "Statsbankerot" sig op mellem Kristians Øje og hint glimrende Indtryk af Kongen og hans Mænd. En "Statsbankerot" ? Staten, det var jo Kongen. Og der var altsaa Tale om, at Kongen kunde blive bankerot. Kristian vidste, at forhenværende Møller Momme i sin Tid var gaaet bankerot, og nu kunde han ikke lade være at tænke sig Frederik VI omkostumeret i hans nedtraadte Støvler, lurvede Hat og luslidte Frakke. Og saa saa' han højst løjerlig ud.

Da Ditlevsen næste Dag op ad Formiddagen var paa det Stadium af sin Rus, hvori han plejede at være mindst ondskabsfuld og endog af og til kunde gøre Kristian fortrolige Meddelelser om sin af alle miskendte udmærkede Dygtighed, vovede Læredrengen i den høfligste Tone at fremføre det Spørgsmaal:

- Maa jeg spørge Dem, Hr. Ditlevsen, er Regeringen her i Danmark ikke god?

- Hvad er det for noget Sludder? lød Svaret. Den er sgu mer end god nok for saadanne Labaner og Bønhaser som Dig. Men ellers er den noget rigtig Skidt. Ellers stod ikke en Mand som jeg med knap det tørre Brød til mig selv, end sige til Kone og Børn, hvis jeg havde nogle. Naar saadan en Fyr som Postmesteren, der ikke kender Forskel paa skulle og skulde , kan faa et godt Embede og endda blive Kammerherre, og jeg, som kan skrive alle danske og alle fornødne fremmede Ord rigtig, maa 208 være Prokurator Lyngs Hundedreng, saa kan Du da begribe, dit Fæ, at det er en snavs Regering. Men ellers gør Du bedst i at holde din Kæft saa tæt, som Du kan, for . . . for det første rager det ikke Dig, hvordan Regeringen er, og for det andet er Du ikke andet end en Spædekalv . . . nej saa skulde dog den Onde . . . hvor tør Du sige mig imod, Dreng? . . . Nej, nej, naturligvis! . . . Du siger ingenting, men Du kan tro, jeg kan se lige ind i din Lever og i dit Kallun . . . Hold Mund, siger jeg! . . . Ja vel, ja vel! Det gør Du, vil Du sige, men det gør Du ikke, for Du raisonnerer. Ja, slaa Du Dig kun paa "Københavnsposten" og "Fædrelandets" Parti, saa faar Du at se, hvad det vil sige at snakke mod Regeringen . . . dit Høved! Hold Vinkelhagen lige, eller . . .

Kristian holdt Vinkelhagen fuldkommen lige, men alt dirrede for Ditlevsens Øjne, baade inden han havde faaet de behørige Snapse, og naar han havde faaet for mange. Der var kun ét eneste Punkt, hvor Tungen stod lige paa Vægtskaalen: efter den femte og før den sjette. Og da Kristian begyndte at tale til ham, havde han kun faaet den fjerde Snaps, men under sin Replik havde Ditlevsen drukket tre. Nu gik det stadig videre med Skældsord og Beklagelser over Drengens utidige Modsigelseslyst og Oppositionsaand.

Kristian havde imidlertid faaet Mod paa "Københavnsposten". Han indsaa', at han selv maatte se at finde Rede i, hvad han læste, da Ole Ditlevsens Fortolkning altid skejede saa vidt uden om Teksten. Han havde just en Aften faaet fat i et helt Eksemplar, rigtignok af gammel Datum, hvis Indhold havde været af en saadan Art, at Ole Ditlevsens Saks og Rødkridt aldeles ikke havde haft Brug for det. Han læste om, hvor nødvendigt det var, at de forskellige Provinsers Stænderforsamlinger blev forenede. Der taltes om, at Folkets Adskillelse i Stænder var forældet, at Bonden kunde være lige saa god som Herremanden osv. . . . det var Tankegange, der i særegen Grad behagede Proletardrengen. De Følelser, han havde haft i sin Tid lige over for sine forhenværende Skolekammerater, der havde været nogle Sinker til at lære noget, men paa Grund af, at de havde bedre Klæder og velstaaende Forældre, ikke vilde se til ham, dukkede atter og atter op. I sin Begejstring svingede han vedkommende Nummer af "Københavnsposten" i den udstrakte Arm over sit Hoved som en Fane. Ole Ditlevsen laa og snorkede i Sengen.

Medens Bogtrykkerlærlingen saaledes fik sin første liberale Impuls ved Læsningen af Datidens eneste opponerende Dagblad, lød der en usædvanlig Hestetrampen udenfor i den ellers saa stille 209 Gade. Kristian havde ikke sænket Rullegardinerne. Ved Lyden ledtes hans Blik ud ad Vinduet, og ved Genskæret af den tynde, hvide Sne saa' han en Rytter ride forbi. Af Skikkelsen, hvis Chenilleslag flagrede i Vinden, og hvis høje Hat og ned ad Ryggen dinglende runde Posthorn kunde ses af den lange Skygge, de kastede, skønnede han, at det var en Stafet. Ad denne Genvej søgte han Posthuset paa det Hjørne af Torvet, der stødte ud til Gaden, hvor Trykkeriet laa. Stafetten red hurtigere, end den Slags Budbringere ellers plejede, og lidt efter hørtes Lyden af Hornet, da han havde naaet Postkontoret. Det varede ikke længe, før der hørtes Træskoklapren paa Brostenene. Kristian hørte Døre og Vinduer blive slaaede op. Han ilede selv hen til Vinduet. Og ligesom han havde aabnet det, saa' han sin Principal, Prokurator Lyng, komme i usædvanlig stærk Fart med et Par andre Klubgæster, en Dyrlæge og en Byfogedfuldmægtig. Prokuratoren slog højtidelig ud med Haanden og raabte hen imod det Hoved, han saa' i Trykkeriets aabne Vindue:

- Kongen er død!

Kristian røg tilbage, som om et Orkanstød havde blæst ham ind.

De tre kom ind i Trykkeriet. Der var noget alvorsfuldt, højtideligt udbredt over dem alle, især over den tykke Dyrlæge, der holdt Hænderne foldede over Maven og hvert Øjeblik saa' sukkende op i Loftet, medens Prokuratoren gned sig paa Næsen, og Byfogedfuldmægtigen rømmede sig højt med en magistratagtig Værdighed. Prokuratoren gjorde et Par Omgange i Stuen, saa' til alle Sider og spurgte endelig:

- Hvor er Ditlevsen?

Kristian nølede med Svaret, thi Ditlevsen havde jo nu i lange Tider ulovlig tilbragt Natten i Trykkeriet, og, hvis Principalen skulde falde paa at paatale det, vidste han, at Faktoren vilde lade det gaa ud over hans Ryg. Men i den Pause, som opstod efter Spørgsmaalet, tog den sovende en saa vældig Basuntone gennem Næsen, at han umiddelbart røbede sig.

- Ligger han der og sover, nu da der er noget saa vigtigt paa Færde? sagde Prokuratoren. Hm - hm! det er . . . det er . . . mildest talt.

- Du er mildest talt . . . begyndte Dyrlægen, . . . hm! jeg véd nok, hvad jeg vilde sige, hvis din Læredreng ikke var til Stede. Fuldmægtigen, som kan Tysk, kan sige Dig det paa det Sprog.

210

- Det hedder Nachtmütze, sagde Fuldmægtigen, men det er ikke mine Ord, for jeg vil hverken anvende reale eller verbale Injurier, som vi Jurister siger.

Prokuratoren fik Mod, fordi han havde et Publikum, og fordi han blev drillet. Hans Næsetip kom i stærk Bevægelse. Han rykkede Skærmbrættet til Side med Brag. Lysskæret faldt nu paa det kobberrøde fedtede Ansigt.

- Kongen er død, Ditlevsen! brølte Prokuratoren med pibende forceret, myndig Røst ind i Øret paa den sovende.

Spildt Umage! Ditlevsen standsede vel sin Snorken, men efter at han havde draget et dybt Suk, begyndte den igen, blot i en anden Toneart.

Prokuratoren forsøgte endnu en Gang at brøle ham Replikken ind i Øret. Samme Resultat!

- Du mjaver jo som en Kat, der har Mavepine, tog Dyrlægen til Orde. Lad mig faa fat paa ham! Og nu satte han i, som om han vilde vække en død op af Graven.

- Kongen er død! og ruskede samtidig i Faktoren. Han aabnede Øjnene med et idiotisk forbavset Blik, der pegede hen paa det forsvindende Minimum af Samkvem mellem Yderverdenen og hans Hjerne. Da Dyrlægen havde set dette Blik, opgav han Sagen, idet han hovedrystende sagde ud til de andre:

- Han er drivende fuld!

- Hm, hm! klynkede Prokuratoren. Hvordan skal vi dog faa det ind i Avisen i Morgen? Den er vel sat, Kristian?

Jo, det var den, og næste Dag skulde den i Maskinen. Man forhastede sig ikke i de Tider. Nu fik Kristian ogsaa Lyst til at vise sig for Publikum. Han fik fat i Satsen, brækkede om, flyttede, satte ind i Stedet. De Andre saa' stiltiende til. Da han var færdig, læste han en Bekendtgørelse af Kongens Død, hvori den daværende officielle Fraseologi ikke ilde var efterlignet. De tre satte Skatteborgere saa' paa hverandre, hvorpaa Byfogedfuldmægtigen med anerkendende Nedladenhed klappede Kristian paa Skulderen og sagde:

- Det er særdeles pænt sat sammen. Hvis Du kom paa et juridisk Kontor i et Par Aar, var Du i Stand til at lære at skrive saadan, at der var lidt Sving i Tingene. Du har virkelig Sans for at udtrykke Dig. Véd De hvad, Lyng, det kommer sgu godt: Danmark staar sørgende ved Landfaderens Baare.

- Hm, hm, ja, sagde Prokuratoren. Det er pænt, Kristian. Jeg 211 ser, Du kan dine Ting . . . der har Du en Rigsort . . . bi lidt . . her er saa otte Skilling til . . . saa bliver det to Mark.

Næste Morgen sagde Kristian intet til Ole Ditlevsen om det forefaldne. Denne stod op og gav Ordre til, at Satsen skulde i Pressen, som han selv holdt mest af at behandle, naar Arbejdet var naaet til et vist Punkt. Da gav han altid Drengen et Ærinde at besørge ind i den anden Stue og raabte, at han skulde blive ude, til han kaldte. Og saaledes gjorde han ogsaa denne Dag. Medens nu Kristian var inde i Sætterstuen, hører han et vældigt Brøl af Faktoren ude i Køkkenrummet, hvor den gamle Haandpresse stod.

- Sagde De noget, Hr. Ditlevsen? spurgte han og stak Hovedet ud i Køkkenet.

- Her er Satans Kunster og Hekseri med i Spillet! Der staar i Satsen, at Kongen er død.

- Ja, men det er han ogsaa.

- Sludder, dit dumme Asen! Hvor skulde han kunne være død, i det lille Øjeblik jeg laa og sov?

- Jo, det kunde jo da nok ske, Hr. Ditlevsen.

- Saa, siger Du nu imod igen? Kan Du ikke begribe, hvad jeg mener, din Torsk? Hvor skulde hans Død kunne komme ind i Satsen, mens jeg sov? Satsen var jo færdig i Gaar Aftes.

- Ja, men jeg har sat det ind, for De vilde ikke vaagne, og dog ruskede baade Prokuratoren og Dyrlæge Pøckel i Dem. De havde hørt det oppe paa Posthuset i Aftes af en Stafet.

Faktoren satte et højst betænkeligt Ansigt op. Prokuratoren havde altsaa opdaget, at han laa i Trykkeriet om Natten, og at han havde været døddrukken.

- Hold Mund, Dreng, og skrup ud! brummede han og gav sig i Færd med Trykningen.

Noget efter viste Prokurator Lyng sig. Ellers kom han aldrig i Trykkeriet paa den Tid. Han saa' meget værdig ud. Hans venstre Haand omfattede Hagen. Han skød Øjenbrynene op i Panden, virrede med Næseborene, og hans højre Haand rettede uafladelig paa Brillerne. Han maalte Gulvet med lange Skridt, bestandig rømmende sig. Endelig spurgte han meget højt:

- Er - er Avisen færdig?

- Det er den vist lige straks, svarede Kristian. Hr. Ditlevsen er derinde.

- Hm, naa er han det? - Og nu begyndte han atter at spanke op og ned ad Gulvet. Af og til standsede han, som tog 212 han Tilløb til at tale eller handle. Men derved blev det for det første.

Endelig viste Ditlevsen sig i Døren. Han saa' usikkert paa Prokuratoren, men denne blev ved at stirre ned i Gulvet, medens han fortsatte sin Gang. Ditlevsen tog Maal af ham og syntes beroliget. Han knejste og skød sin tykke Mave frem.

- Hm - hm, Kongen er jo død, Ditlevsen.

- Ja, det er han jo. Men mig rager det ikke. Det staar ellers i Avisen, saa har jeg gjort min Skyldighed.

- Men i Gaar Aftes . . . var De . . . hm . . .

- Der er ogsaa andre, der er hm om Aftenen.

- Hm . . . hm, sagde Prokuratoren, gjorde en Vridning med Overkroppen i Bestræbelsen for at faa en Holdning, rent ud sagt, lugtede De af Brændevin.

- Jeg har ikke Raad til at lugte af Gognak.

- Hm - hm - og Kristian besørgede det hele.

- Naa den Dreng skulde maaske staa og drive, og jeg jages ud af min Seng. Jeg har aldrig forpligtet mig til Nattearbejde.

- Og saa laa De i Trykkeriet . . . det er . . . hm . . . imod Akkorden mellem Dem og min salig Svigermoder.

- Men nu vil jeg have en ny Akkord, sagde Ditlevsen og rykkede Prokuratoren et Par Skridt nærmere. Denne veg tilbage, lagde Haanden om Skulderen paa Kristian og støttede sig til ham. Ditlevsen blev modigere og modigere.

- Det er ellers det samme, sagde han, enten De vil eller ej. Jeg kan faa Arbejde, hvor det skal være. Saa kan De og Drengen jo lave Avisen og trykke den. Der er noget, der hedder at "søge Register". Det véd vel baade De og han Besked om, kan jeg tænke.

Dermed gjorde Faktoren omkring, gik ud i Køkkenet og slog Døren i efter sig. Da han var ude, slap Prokuratorens Arm Kristians Skulder, derpaa rettede han sig igennem nogle Kropvridninger og sagde:

- Hm! - ja jeg skal lære ham . . . saadan en . . . rent ud sagt . . . Stud. Det skal ikke blive ved denne Irettesættelse. Ja den var maaske vel drøj fra min Side, men der maa Energi til, Kristian . . . megen Energi, Guds Død og Pine, ligefrem Kraft.

Dermed forlod Principalen Forretningslokalet.

Siden den gamle Madam Høsts Død havde Kristian kun set flygtige Glimt af Kristine. Hun havde med alvorlig Mine besvaret hans sky og hastige Hilsen. Han kunde ikke lide at tænke paa 213 hende. Naar hendes Billede meldte sig i hans Tanke, gjorde det ligesom ondt inde i ham. Han greb ivrig efter Interesser, der kunde fylde ham, og han slog sig mere og mere paa Politikken, saaledes som den dengang præsteredes af den moderate og lidet talrige Oppositionspresse. Foruden "Københavnsposten" havde Prokuratoren, siden "Fædrelandet" blev Dagblad, ogsaa anskaffet sig dette paa en ung praktiserende Læges Raad. Det kunde aldrig falde Ditlevsen ind at modarbejde sligt. Thi jo flere Blade han fik, desto mere var der at klippe af, saa var det nemmere at faa Lokalorganet fyldt. Men Kristian forstod naturligvis ikke det læste fuldstændigt. Snart skete der en Hentydning til historiske Begivenheder, han ikke kendte, da han kun havde lært Danmarks Historie i Skolen; snart til andre Landes politiske Institutioner, som han kun havde et saare uklart Begreb om. Noget hjalp han sig til Forstaaelsen af, naar ved gentagen Læsning Ordene kom igen i en Sammenhæng, der klarere viste deres Betydning. Men mangen en Gang, naar han forgæves havde brudt sit Hoved med Forstaaelsen, paakom der ham en saadan Længsel efter hans Digtere og efter Aftenerne i gamle Madam Høsts stille Dagligstue og efter . . . "Nej, nej," tilraabte han sig selv - "ikke efter andet".

En Søndag Middag henad Foraaret, i sin Middagsfritid, gik han over Gaarden for gennem Haven at slaa et Slag ud paa Overdrevsbakken. Han var dybt hensunken i Granskning over en Artikel, han lige havde læst i "Fædrelandet". Under dette Arbejde saa' han uafladelig ned mod Stenbroen og styrede ganske mekanisk sine Skridt hen mod Laagen for lige saa mekanisk at aabne den. Da stod han pludselig lige over for Kristine, der, klædt i sin Sørgedragt, kom ude fra Haven med en Buket Krokus i Haanden. Kristian blev ildrød i Hovedet, tog Kasketten af og vilde vige til Siden. Da tiltalte Kristine ham. Ved Lyden af denne klare, rolige Stemme, var han lige ved at synke i Knæ. Hun sagde:

- God Dag, Kristian! Hvorfor kommer De aldrig mere ind i Stuen som i Bedstemoders Tid? Holder De ikke mere af at læse?

Kristian stod og skruede med sin Støvlehæl i Jorden. Al Tankebevægelse standsede i hans Hjerne. Han følte kun en dunkel Bevidsthed om, at han saa' umaadelig fjollet ud. Kristine gentog:

- Holder De ikke mere af at læse?

- Jo-o-o, men . . . . .

- De skulde bare se den Mængde Bøger, der ligger oppe paa 214 Loftet. Det maa vist være fra Bedstefaders Tid. Jeg synes, det er Synd, de skal ligge deroppe.

Det syntes Kristian med, men han sagde ingenting.

- Har De ikke fri nu? spurgte Kristine ham igen.

- Jo-o-o.

- Skal jeg vise Dem, hvor Bøgerne er?

Kristian fulgte med. Oppe i et Tagkammer, hvor al Slags gammelt Skrammel var bragt hen, stod en i Solen flimrende Støvpyramide fra Lugen ned mod en stor Stabel Bøger. Blandt nogle gamle Prædikensamlinger, Reskripter og rent praktiske Haandbøger laa Aargange af Riises Arkiv og en stor Verdenshistorie i mange tykke Bind. Disse sidstnævnte Bøger fór Kristian over med en saadan Iver, at der stod en vældig Støvhvirvel op af Bunken og blandede sig forstyrrende med den stille strømmende Støvpyramide, da han rodede dem frem, saa at Kristine sprang et Par Skridt tilbage, idet hun børstede sin sorte Kjole. Kristian mærkede det ikke, men, gjort modig ved Henrykkelsen over sit Fund, spurgte han:

- Men maa jeg tage disse Bøger med ned?

- Ja, hvad kan det skade? Her ligger de jo til ingen Nytte. Fader har jo altfor travlt til at læse i dem. Kan De ikke . . . ?

Kristian saa' spørgende paa hende. Hun blev lidt rød i Ansigtet og fortsatte sagtere:

. . . læse lidt i dem om Aftenen for mig, ligesom Bedstemoder fortalte, at De læste for hende?

- Ja . . . men . . . det . . .

Hun saa' alvorlig paa ham og sagde:

- Ja, hvis det keder Dem . . .

- Blodet suste for Kristians Øre. Han udbrød:

- Nej, hvor kan De sige det? Men jeg var bange for, at det ikke skikkede sig.

- Hvorfor?

- For jeg er kun en Læredreng.

Hun lo lidt og sagde:

- Er jeg da saa fornem? Hvad kan det skade, at De læser for mig om Aftenen?

Kristian mente ganske vist, at det ikke kunde skade ham, men nogle Indtryk, som han havde opfanget gennem hvad han havde hørt sige, bragte ham til at spørge sig selv, om det var "passende", dog det tav han stille med.

- Saa kommer De i Aften? spurgte Kristine. Ikke sandt? De holder jo op at arbejde Klokken syv?

215

De gik sammen ned ad Loftstrappen. Kristians Hjerte bankede som en Hammer mod Brystkassen. Hans Øje var magnetisk fasttryllet til det flammeformede Sollys i hendes mørke krøllede Haar.

Læseaftenerne begyndte igen. Kristian listede sig til dem som til noget, han maatte holde hemmeligt. Kristine derimod havde ikke den mindste Følelse af, at der kunde indvendes noget derimod. Det var nu ikke længere Poesi, de læste. Egentlig morede Vers ikke Kristine. Naar Kristian enkelte Gange læste et Digt, hørte hun vel efter, men syntes at have Anstrengelse ved at følge med og at blive træt. Men var det Biografier, Skildringer af fremmede Egne, Perioder af Historien, var de begge lige optagne. Hun havde lært lidt mere end Kristian og rettede ham tidt i Udtalen af Navnene fra Grækenlands og Roms Historie. De Indtryk, han modtog fra disse Landes republikanske Statsinstitutioner, oplyste ham om adskillige Begreber, der tidligere havde været enten uforstaaelige eller uklare, og naar han saa siden traf dem i Avisartikler, havde han hele en Opdagers Glæde. Det morede dem begge at eksaminere hinanden i, hvad de tidligere havde læst, og Kristine lo hjertelig, naar Kristian forpludrede sig i et vanskeligt Stedsnavn. Det fortrolige Forhold, der opstod imellem dem, ytrede sig hos Kristine i en venlig, aaben og kammeratlig Tone, som hun ogsaa tvang Kristian ind i, uagtet hans Indre stadig var i Sitring, naar han var sammen med hende. Naar han skiltes fra hende eller var ene, fyldtes hans Sind atter helt af hende, og snart gik det op for ham, hvorledes det var fat med ham. Det var heldigt for Sammenkomsterne, at Ditlevsen nu havde faaet det Indfald igen at sove i sit Logi inde i Byen, men først efter at der var gaaet saa lang Tid efter hans Sammenstød med Prokuratoren, at denne ikke kunde smigre sig med, at det var sket af Respekt for hans Vilje.

Sommeren kom. Der maatte efter gammel Skik ikke tændes Lys om Aftenen i Stuerne. Det vilde den gamle Karen aldrig have tilladt; thi skønt hun om Sommeren saavel som om Vinteren gik i Seng lidt over otte, vilde Forbruget af Olie eller Tællelys have røbet en saadan ny Skiks Indførelse. Men Kristine fandt snart paa en Udvej, efter at Læsningen var standset en Uges Tid. Kristian havde anvendt sine ledige Aftentimer til at sidde overskrævs paa et Sengelad, der stod i Gaarden. Kristine kom af og til frem i Sovekammervinduet, og naar hun da havde smilet og nikket til ham, gik han ud i Haven eller paa Marken og levede aandelig af det Smil og det Nik, til han faldt i Søvn i sin Seng.

216

Men en Aften passede Kristine ham op ude i Gangen og holdt med en Slags Triumf en Bog op imod ham.

- Den har jeg laant af Provstens Søn, Studenten, sagde hun. Det er en Oversættelse af Herodot, ham De véd, der først har skrevet om Grækernes og Persernes Kamp, og alt det om Cyrus, vi har læst om i den store Verdenshistorie . . . Hør, Kristian, De kender jo Krattet paa Overdrevet?

Det kunde Kristian ikke nægte; hans Rødmen var et bekræftende Svar. Kristine sagde:

- De bliver altid rød i Hovedet over ingenting. Men hør, gaa derned i Aften, naar De er færdig paa Trykkeriet, saa skal jeg tage Bogen med. Der kan vi læse uden at nogen forstyrrer os.

Der kom nu en Række Aftener, endnu mere henrykkende og betagende for Kristian end Vinterens. Det Sted, hvor han første Gang havde set Kristine, med den tillukkede løvtætte Stilhed, der kun afbrødes af hans lydelige Læsning og af den skjulte Bæks Akkompagnement, de glade og vemodige Minder, der knyttede sig hertil, bevægede og løftede hans Sind. Mosbænken, de sad paa, var saa smal, at de maatte sidde tæt op til hinanden. Naar hun bøjede sig ind over Bogen for at se, hvorledes et vanskeligt Navn var stavet, kunde det træffe sig, at en af Kristines sorte Lokker strejfede hans Kind. Og han gik hjem, fuld af Mod og Fortrøstning til Livet. Det havde dog ladet ham opnaa saa meget siden den Tid, han som en barbenet Gaasedreng fandt den slumrende Prinsesse i den fortryllede Skov, og siden han som en bortrømt Landstryger holdt Bivuak paa det samme Sted. Mon dog ikke Livet til sidst skulde skænke ham Prinsessen og det halve Kongerige, eller omsat i Virkelighedens Sprog: Kristine og Trykkeriet? Barnedrømmenes Taager havde fortættet sig. Ønskerne havde faaet faste Omrids. Hun gik altid bort fra deres Fristed før ham. Da sad han og stirrede betaget efter hende, naar hun let som en Ged sprang op ad den bevoksede Skrænt og tog Grenene til Side med sine fine, smalle Hænder. Som til en hendøende Musik lyttede han til de raslende Grene, bag hvilke hun efterhaanden helt forsvandt, og til Lyden af hendes Skridt i Løvet, der tabte sig, naar hun var kommen til Krattets Udgang. Naar han saa kunde beregne, at hun var naaet et Stykke hen ad Marken, listede han sig op til Krattets yderste Rand. Skjult bag Bladene, saa' han den ranke Skikkelse rejse sig i den varme, rødgyldne Sommeraften, til den atter forsvandt bag Havelaagen.

217

VII. Opdagelsen og Frihedskampen.

De to unge Folk var naaede til Kampen ved Thermopylæ. Kristian læste med en af Bevægelse bævende Stemme den rolige Fortælling hos Herodot, der med sikker Haand fører til det store Dramas Katastrofe, da Hellenerne, overraskede af de af Forræderen Efialtes førte Persere, kæmper Fortvivlelsens Kamp.

"Efter at Xerxes ved Solnedgang havde forrettet Drikofferet, tøvede han en Stund indtil midt op paa Formiddagen, førend han begyndte at rykke nærmere. Dette var nemlig saaledes ordnet af Efialtes, thi Nedstigningen af Bjerget er brattere og Vejen langt kortere end Vejen rundtom og Opstigningen. Nu rykkede Barbarerne frem under Xerxes, og Hellenerne under Leonidas var, som Folk, der gaar den visse Død i Møde, gaaede langt mere end fra først af ud til den bredere Del af Snævringen, thi Murens Dækning tjente til Værn; men de foregaaende Dage havde de kæmpet uden at vove sig længere end til de snævrere Steder. Da de nu kom i Haandgemæng uden for Snævringerne, faldt Barbarerne i Massevis. Anførerne for de mindre Afdelinger stod nemlig bagved med Svøber, piskede hver enkelt Mand og drev ham saaledes stadig frem. Mange af dem faldt i Havet og omkom, endnu mange flere blev levende nedtraadte af hverandre. Men ingen talte om Tabet. Thi da Hellenerne vidste, hvad Død der vilde komme over dem fra dem, som havde omgaaet Bjerget, blev de ved at bruge al den Kraft, de havde, mod Barbarerne, ved at slaa ned paa dem som fortvivlede Mennesker.

De fleste af dem havde allerede faaet deres Spyd knækkede, men hug saa med Sværdene Perserne ned. Og i denne Kamp falder Leonidas, efter at have tét sig som den kækkeste Mand, og med ham andre berømte Spartiater, og om disse ædle Mænds Navne har jeg skaffet mig Kundskab; jeg har endog faaet alle de Trehundredes Navne at vide . . ."

Kristine, der havde lyttet til med den sædvanlige stille Agtpaagivenhed, blev urolig og vendte sig om. Hun havde hørt Grenene rasle og knage svagt. Hun stødte til Kristian, der holdt inde med Læsningen og vendte Hovedet i samme Retning som hun. To grimme Fjæs med opspilede Øjne og Munde gloede dem i Møde. Kristian kendte kun det ene. Han mærkede en rasende Forbitrelse stige op igennem ham. Han havde en Følelse, som om det væmmeligste og sjofleste, han kendte, havde besudlet hans 218 kæreste Helligdom. Det gnistrede for hans Øjne. Ude af sig selv bøjede han sig ned og tog en Sten, da Kristine pludselig greb ham om Armen. Den sank ned. Stenen rullede ned ad Skrænten