↩ Hun havde altid følt en stærk Trang til Lykke. Naar hun om Sommeren havde set Vogne fra Omegnens Gaarde rulle forbi og hørt de unge Mænds og Kvinders Latter runge langs Skovvejen, eller om Vinteren havde set Kanerne med de pilende Heste, de bølgende Svejf, de dirrende Sølvklokker, der klang skarpt ud i det høje Frostvejr, følte hun sit Hjerte banke af Længsel bort fra den lave Stue, hvor Stilheden kun afbrødes ved Faderens regelmæssige Spanken op og ned ad Gulvet, der lød ind fra hans Arbejdsværelse. Sin Moder havde hun mistet ved sin Fødsel; hun kendte hende kun gennem det gamle Pastelbillede, der hang over Skrivebordet i Faderens Værelse, med det smægtende Øje og de yppige Former. Saa langt hun kunde mindes, havde Faderen været sygelig og saa tungsindig, at han undertiden havde spærret sig inde Uger igennem og ladet sig bringe alt paa sit Værelse; han sagde, at han befandt sig bedst, naar ban færdedes i fri Luft og havde strengt Arbejde. Paa sin Vis havde han sørget for hendes Uddannelse. Da hun i sit femtende Aar havde ophørt med at faa Undervisning af Guvernanten, som han trods sine indskrænkede Kaar havde holdt til hende, forlangte han, at hun skulde læse Digterværkerne fra vor nyere Litteratur, og aabnede sin Bogsamling for hende. Hun havde slugt Bøgerne med et ungt Gemyts Graadighed og tilegnet sig dem med en løs Livlighed. Det, hun dvælede ved med mest indre Sympati, var Chr. Winthers Digte med den lokkende og bevægede Rytme og den glødende Higen efter jordisk Lyksalighed, men hun forstod dem ikke til Bunds. Hun vidste ikke, hvad der egentlig var Maalet for deres længselsfulde Higen. Overhovedet var det en Ejendommelighed ved hende, at alt, hvad hun optog, fik taagede og udflydende Omrids i hendes Opfattelse.