↩ For øvrigt viste den gamle Skovrider Takt i sin Optræden og sit Væsen som Ægtemand. Der var intet Spor af det satyragtige, som ofte kommer over ældre Mænd under en saadan Situation. Hans Færd mod hans unge Kone var altid en vis faderlig Mildhed; heller ikke følte hans lette Natur nogen Evne eller Trang til at naa til dybere Forstaaelse eller Sympati med hende. Hun var ung og skulde mores, mente han; selv holdt ban meget af Selskabeligbed, og nu blev der et evindeligt Rykind i hans Hus, og Ægteparret blev indbudt til det ene Middags- og Aftenselskab efter det andet. Man syntes godt om den unge Frues stille og milde Væsen, selv hos Baronens paa Gaarden fandt man, "at det var en pæn lille Kone, som aldrig overtraadte Grænserne for sin Stilling." Kun nogle unge Herrer, der begyndte at gøre Kur til hende, ytrede, at hun var noget dvask af sig, "men godt saa' hun sgu ud." Med Jalousi plagede Skovrideren hende aldrig. Naar de var ude, saa' han ikke synderlig til hende, da han efter Maaltiderne altid var i Rygeværelset eller ved Spillebordet, og hjemme gjorde hans jævne Humør og Færdighed i at tage Tingene, som de var, ham meget let at omgaas. Til Læsning blev der nu aldrig Tid. Bøgerne, som hun havde taget med hjemmefra, fik Lov til at hvile i det Nøddetræs Bogskab. Den ydre Opfordring, som Faderen havde rettet til hende i saa Henseende, havde hun ikke mere, thi Skovrideren aabnede aldrig en Bog, undtagen naar han efter Middag læste sig i Søvn ved Hjælp af en eller anden gammel Aargang af et Landbrugstidsskrift.