↩ Den gamle Præst blev helt betaget, da han hørte det. Efter at han havde tænkt en Del frem og tilbage, kørte han op paa Gaarden for at spørge Baronessen til Raads. Hvad gør hun? Hun lader straks spænde for og kører med Præsten hen til Huset, hvor Konen laa. - Vi maa hjælpes ad, Hr. Pastor, siger hun. Præsten selv tilstod, at han var lidt ilde til Mode ved dette Besøg, men han maatte lystre hende. Hun gaar ind til den syge, vadsker hende og giver hende rent Linned paa, beordrer Præsten til at bære hende hen paa en Stol, medens hun selv reder Sengen. Og samme gamle Baronesse var ellers saa sirlig som et pillet Æg. Saa kørte hun væk med Præsten efter at have givet Folkene i Huset en ordentlig Afrøfling. Det kunde den gamle Præst aldrig glemme. Han snakkede aldrig siden om hendes Kætterier, men da hun døde, sagde han blot ved hendes Kiste: Hendes Veje forstod jeg ikke, men jeg véd, at hun kom længere frem i Kærlighed, end jeg har kunnet komme. - Se den gamle Baronesse havde Religion, men hun snakkede ikke om det.