↩ Frøken Sperling havde naturligvis faaet sin Gang hos Præsten som i alle Byens gode Huse. Det var en Art finere Rendekælling. Graadig og slikvorn, som hun var, havde hun snart luret af, at Præstens Kusine, der havde holdt Hus for ham siden hans Kones Død, serverede ypperlige hjemmebagte Makroner og sød Muskatvin for de formiddagsbesøgende. Ved sit første Besøg havde hun overdænget Pastor Alstrup med Smiger, som denne var altfor dannet og smagfuld en Mand til at tage for gode Varer. Han kunde ikke lide Frøken Sperling og saa' jo snart tværs igennem hende. Han indtog da en tilbageholdende høflig Stilling lige over for hende og besvarede hendes kærtegnende Ord med et ironisk Smil og et Skuldertræk, men holdt dog sin Adfærd i en saadan Tvetydighed, at hun tog det for en overlegen Mands lige over for et barnligt Gemyt, - for jeg er og bliver immer et Barn, sagde hun, og salig Grandmama, Kammerherreinden, sagde ogsaa tidt: Adelaïde, tu ne grandiras jamais.