Schandorph, Sophus Uddrag fra EN ENKESTAND

Havde Præsten talt for direkte? Forstod Cecilie nu først den Tankegang, som hun havde hørt ham gentage flere Gange? Vist er det, at hun følte noget oprøre sig i sit inderste. Dette underlige Sammenvæv af det, der havde været hende helligst, og noget rent profant gik pludselig op for hende. Han havde tvunget hende tættere ind til sig. Fra hans Kind følte hun en brændende Varme straale over paa hendes egen. Hans Øje formelig gnistrede i Mørket. Hun gjorde Modstand og trak sig tilbage; hun følte en kold Klamhed bedække hendes Hud.