Schandorph, Sophus Uddrag fra EN ENKESTAND

Kun et kort Stykke fra Søens modstaaende Bred blinkede de mange Lys fra en stor Gaard. Kanen svingede ind i en høj Poppelallé. To vældige Hunde, hvis lyse Skind i Maanelyset gav dem en fjern Lighed med Isbjørne, og som stod bundne paa hver Side af Indkørselen mellem to lange Staldbygninger, hilsede de ankommende med sonor Gøen og Krumspring. Kanen holdt stille foran Hovedbygningens Stentrappe. Døren aabnedes, og i den store Entré med Lampen i Loftet modtoges de rejsende af det trivelige og aldrende Ægtepar, Graa.