↩ I Gaar, da jeg traf ham, mødte han mig med en Hovedrysten og kløede sig stadig bag Øret med Spidsen af sin korte Pibe, der ellers hviler paa hans langt frem- og nedhængende Underlæbe, hvilken i Forbindelse med de altid rindende Øjne, det lange rynkede Ansigt, hvis Pande er skjult af nedfaldende graa Haartjavser, 75 og den lange dryppende Næse giver ham et saare heraklitisk Udseende. "Hvad er der i Vejen, Mogens Lassen?" spurgte jeg. - "Aa Gud fri, frels og bevar vos," sukkede han, "det er Kællingen og atter Kællingen. Hør, Hr. Helmberg (han fordrejer altid Folks Navne; sin Genbo, Hattemager Klyver, kalder han altid Kløvert) véd De, hvad jeg siger? - "Nej." - "Jeg siger: Slip en brølende Løve ind ad Sønderport og en gal Kælling ind ad Nørreport - jeg gaar mod Løven." Med disse Ord nikkede Mogens Lassen med et flygtigt Glimt af Tilfredsstillelse i Øjet, sagtens fordi det forekom ham som en Trøst at have fundet en epigrammatisk Form for sin Tanke.