↩ "Naa det var derfor, Du altid skulde spadsere paa denne Tid," sagde hun til Datteren, "gaa hjem straks." Marie havde rejst sig som et opskræmmet Vildt og vilde til at adlyde, men jeg greb hendes Haand og sagde til Moderen: "Her er ingen Fjantestreger paa Færde, Madam, jeg elsker Deres Datter og . . ." - "Ja, det ser jeg sgu nok," sagde hun, "men det er det, som jeg ikke vil vide af. - "Det kan De da endelig ikke forhindre, Madam Tvers," sagde jeg med et Smil. - "Det véd jeg nok," svarede hun, "men jeg skal gøre mit til at hindre, at Tøsen bliver ødelagt." - "Ja, hvis Marie holder af mig," - og her saa' jeg paa Pigebarnet, der var rød som dryppende Blod, men løftede Øjet lidt og nikkede næsten umærkeligt til mig - "vil jeg ærlig begære hende til Ægte." - "Det kan godt hænde sig," svarede Karen Tvers i den samme tørre Tone, "men hvad vil De gifte Dem paa? De kan jo ikke føde Dem, og saa meget véd jeg, at De er bleven sendt til N . . ., fordi De gjorde Utuskestreger i København, og vi kan ikke føde Dem . . . ja, se De kun stødt og fornærmet ud . . . det har ikke noget at betyde for mig. Holder De ordentlig af Pigebarnet, og holder hun af Dem, saa er jeg ikke saa tosset, at jeg jo nok véd, hvor megen Fortræd det vil volde jer begge to, men den Fortræd er ingenting mod det, der ellers kan ske. Nu skal jeg sige Dem noget. Hvis De ikke holder Dem fra Vejene her omkring Møllen, saa faar Tøsen ikke Lov til at sætte sine Ben uden for Døren. Jeg kan ikke hindre Dem i at holde af hende eller hende i at holde af Dem, men jeg kan sørge for, at hun ikke løber længere, end at jeg kan øjne hende; og det skal jeg sørge for, saa længe jeg lever. Kom saa, Marie; ja tvin Du kun, min Pige; der er ingen Morskab ved 96 den Ting, det véd jeg nok, men der er ingen, der gør os Fruentimmer mere ondt end de, der siger, at de holder mest af os." - Dermed tog hun Datteren om Haandledet og næsten trak hende af Sted. Marie betragtede mig. Store Taarer piblede i hendes blaa Øjne; derpaa fulgte hun Moderen. Som for at spotte mig og lokke mig skinnede Aftensolen i lange Lysstriber paa hendes tætte blonde Haar - hun turde naturligvis ikke vende sig om og se efter mig.