Schandorph, Sophus Uddrag fra ET OPRØR

Borgerrepræsentationen (det nuværende Byraad) var lige saa konservativ som sin Formand, Justitsraad Popp. Naar han kort og fyndig havde udtalt sin uforgribelige Mening, saa' han flygtig om paa Raadets Medlemmer, der da gerne nikkede samtidig, som om de var bleven trukne i en Snor, ja Formanden, en Drejer, hvis Ærgerrighed var at tale saa korrekt som muligt, sagde: "Vi er i 109 denne, ikke mindre end i mangfoldige andre Henseender, ganske og aldeles af Justitsraadens Anskuelse." Kun en eneste Gang havde der indlistet sig et opponerende Element, det var Murmester Kolbe. Det var en undersætsig bredskuldret Mand, med et svært rødladent Ansigt, der ved første Øjekast forekom en at have et meget dvask og indolent Udtryk, men naar han slog de for det meste sænkede Øjenlaag op, spillede der et skelmsk, sarkastisk Lune i de ganske smaa brune Øjne. Trods sit satte og rolige Væsen, var han en stor Pudsenmager; der var lidt af en Scapin eller Henrik i ham. Der gik mange Sagn, hvoraf en Del endnu lever i Folkemunde, om hans smaa Uglspilstreger. En Vinter, da han skulde paa Isbaad over Store Bælt, maatte han og de andre rejsende overnatte paa Sprogø. Der var saa mange, at Gæstgiverstedet ikke kunde skaffe en Seng til hver, og Lars Kolbe holdt ikke af Sovekammerater. En Commis-voyageur, der stank af Pommade og Patchouli, der bar en Guldurkæde, saa stor som en Hundelænke, paa Maven, var den, som Skæbnen bestemte til at dele Seng med Murmesteren. Denne lod først, som intet var i Vejen, klædte sig af og lod Handelsmanden lægge sig ved hans Side. Men lidt efter begyndte Lars Kolbe at klø og skrabe sig over hele Kroppen. - Hvad er der i Vejen, ærede samtidige? spurgte Prøverytteren. - Aa, jeg har bare en Smule Fnat, lød Svaret. Som stukken af en Slange for den ulykkelige Københavner op og ud af Sengen, indsvøbte sig i sin store Astrakanspels og lagde sig paa Gulvet. Lars Kolbe vendte sig vel tilfreds i Sengen og sov snart de retfærdiges Søvn. Saalunde erobrede Murmesteren sig et Sengested for sig selv.