EN TYV I ROM
✂
Endt var Osteriets Gilde, -
Det var over Midnat silde,
Og "God Nat!" og "gute Nacht"
Meer end Snese Gange sagt -
Ingen rigtig lystre vilde:
✂
Bacchos er en Ven af Natten,
Vredes, naar man griber Hatten,
Og hans Drue, klar og mild,
Funkler med en dobbelt Ild,
Naar ved Lys han viser Skatten.
✂
Og skjøndt Alt holdt gode Miner
Med en Gud, som straffer, piner,
Foer vi dog af Hallen ud
Ved hans lunefulde Bud
Næsten som en Flok Delfiner. -
✂
Endelig blev Gaden øde,
Og den fjerne Latter døde -
Jeg stod ene, saae mig om,
Henrykt at jeg var i Rom -
Tanken fik mig til at gløde!
✂
Maanen lod sit Sølvlys svømme
Ned mod Jorden som i Drømme,
Og det slumrende Palads
Og Balconens tomme Plads
Bæved som af Minder ømme.
✂
Nu mig hilste, næsten hjemme,
Susende Tritonens Stemme,
Som med Lunger af Granit
Sprøited Straalen himmelvidt,
Naar den først slap ud af Klemme.
✂
Midt paa Pladsen holdt jeg stille
Og saae Maanens Glimmer spille
Sælsomt paa min Rudes Glas
I mit Hjem, hvor sødt tilpas
Snart i Fred jeg blunde vilde.
✂
Der var Fleer end jeg dog vaagen -
Dybt i Skyggen, skjult i Krogen,
Knuget tæt til Husets Muur
Stod Bevæbnede paa Luur,
Og de speided efter Nogen.
✂
Og jeg sukked: "Nat, Du blide,
Ogsaa Du har Angst og Kvide
I dit Skjød og lønlig Gru!" -
See, da stod i samme Nu
En af Hine ved min Side.
✂
"Om det Dem behage maatte -
Vi skal fange her en Rotte,"
Hviskede hans Bas med Liv;
"De forstyrrer os, tilgiv,
Derfor gaa, felice notte!" -
✂
Mandens Ord var let at tyde,
Blindt jeg havde her at lyde,
Skjøndt det er mod min Natur,
Og i Bøn jeg bad Merkur
Stymperen sin Hjælp at yde. -
✂
Glad jeg atter saae min Stue,
Tændte Romerlampens Lue,
Som med sine Flammer tre
Og antike Duft maaskee
Altid var min Fryd at skue.
✂
Og i Lampens muntre Flamme
Lyste Maanen med det samme,
Sneg sig med sit blege Skin
Lig en natlig Elsker ind
Gjennem Vinduernes Ramme.
✂
Ihvor høit mit Hjerte sætter
Sydens mageløse Nætter,
Har dog Leiets milde Ro,
Helst naar Klokken gaaer til To,
Ogsaa sine Skjønhedspletter.
✂
Og det bredte sine Arme,
Tog imod mig med en Varme,
Nu da Lyset sluktes ud,
Næsten som en kjærlig Brud,
Der har ventet med lidt Harme.
✂
Sælsom bygt den Bro maa være,
Som saa ubemærkt kan bære
Sjælen fra sin vaagne Stand
Hen til Phantasiens Land
Og til Drømmens Atmosphære.
✂
Fra Tritonen hist blev Lyden,
Trods sin Brusen og sin Bryden,
Snart som festlig Klang af Glas,
Snart som Hvisken af en Bas,
Snart som liflig Sang fra Syden.
✂
Men med Et veg Drømmetaagen -
Pludselig min Sjæl blev vaagen;
Som en Fugl fløi Søvnen væk,
Og jeg anede med Skræk:
I min Stue var der Nogen.
✂
Og jeg lyttede forfærdet -
Ganske tæt ved Hovedgjærdet
Pusled det paa dæmpet Viis -
Ja, jeg følte Angstens Iis -
Ei mod Sligt mit Mod var hærdet.
✂
Og med Gru kom mig i Sinde
Hvad nu klart sig lod forbinde -
"Det er Ham - Du milde Gud!
Rotten, som er flygtet ud,
Og som skjuler sig herinde!"
✂
Værgeløs mig Himlen sendte
Tanken, ganske tyst at vente,
Lade som om trygt jeg sov:
"Lad saa Tyven ta'e sit Rov,
Meget er her ei at hente."
✂
Af og til mig bragte Tiden
Samme Lyd, men svag og liden: -
Da lidt Ro i Blodet kom,
Vendte jeg mig sagte om,
Og jeg skottede til Siden. -
✂
Maanen lyste med sin rene
Sølvglands til den tause Scene,
Faldt med al sin milde Fred
Hen paa mig og - Tyven med,
Ak, thi jeg var ikke ene;
✂
Høit paa Lampens ydre Bredde,
Klirrende med Lampens Kjæde,
Sad i Ro en lille Muus,
Fik sig der en rigtig Ruus
Af min Olie den fede.
✂
Og den nød i Mag sin Hvile,
Tænkte langtfra paa at ile.
Nei den drak af Hjertensgrund,
Slikkede sig om sin Mund,
Saa selv Maanen maatte smile;
✂
Og som flink Matros i Rangen
Fired den sig ned af Stangen,
Da den havde nydt sin Drik -
Og forsvandt, den lille Strik!
Og blev ikke dengang fangen. - -
✂
Mig Apollo mildt beskytted,
Nattens Kogleri var flyttet -
Vel blev Rotten kun en " mus"
Og dertil " ridiculus",
Men jeg var dog glad ved Byttet.