SOMME DAGE
✂
Naar blandt Nattens Stjernevrimmel
Tycho speided fra sin Borg,
Glemte han al jordisk Sorg,
Følte i sit Bryst en Himmel -
Men naar skyfuld Nattens Porte
Tidt var lukket, som til Spot,
Skrev han Stregerne de sorte,
Som af Alle mindes godt.
✂
Ofte dog den ædle Herre
Samlede sit Mod paany.
Og han smilte ad den Sky,
Som ham vilde Himlen sperre:
Grubled med sin lyse Hjerne,
Og ved Tankens stærke Tvang
Brød han Skyen, saae sin Stjerne
Og beskrev dens stille Gang. -
✂
Tidt jeg maa for Alvor tage,
Tycho! dine gamle Ord,
At vor lille dunkle Jord
Ejer visse onde Dage -
Dage, ak, som Sjælen trykker
Liig et Uhr, der gaar istaa,
Og hvor Øjet møder Skygger
Ængstende i hver en Vraa.
✂
Lær mig da du vise Døde,
Naar det dæmrer i min Sjæl,
Ej at lystre som en Træl,
Men gaa Tvivlen kjæk imøde -
Lad min Aand da bag det Dunkle,
Som vil binde for mit Syn,
Se min klare Stjerne funkle
Gjennem Nattens mørke Bryn!