I EN LILLE PIGES ALBUM
✂
Dig selv, mit Barn, jeg kjender ei -
Jeg kjender kun din unge Alder,
Men den er som en Blomstervei,
Hvor Glæden vinker, naar du kalder:
✂
Og fremad jublende du gaaer,
Og med en Gartner ved din Side,
Som fletter Blomster i dit Haar,
Og vogter Foden, som vil glide -
✂
Men altid frem! Snart Veien naaer
Sin Udgang gjennem Blomsterbugter -
Med Et du ved en Have staaer,
Hvor Træer vinke dig med Frugter;
✂
Men nu din Tanke selv bær' Frugt,
Du mindes, at i Edens Have
Ei Alt var godt, som just var smukt,
Og fromt du vælger Træets Gave. -
✂
O hvilken Duft og Fuglesang!
Saa rig du drømte Haven ikke,
Trods Bygerne en enkelt Gang
Gaae Dagene som Øieblikke.
✂
Men Fremad! er din Fods Behov,
Og endt er Havens lyse Gange -
Den fører til en mægtig Skov,
Hvis Mørke gjør dig næsten bange.
✂
Dog ene gaaer du ikke meer,
Dertil var du for god i Livet -
En trofast Arm du finder nær,
Hvortil du støtter dig som Sivet.
✂
Omsider gjennem Skovens Nat
Du seer et Hav med brede Vover.
Og skjøndt din Fod er træt og mat,
Du føler, at du maa derover!
✂
Da nærmer sig en mægtig Aand,
Og paa hans Vinger faaer du Sæde,
Han løsner blidt det sidste Baand
Imellem dig og Jordens Glæde!