SØLVBRYLLUPSSANG

✂ paa Nebbegaard, den 15de Marts 1839

✂ Der er en Tid, da frisk Begeistring kalder,
Og Hjertet boer i Glædens muntre Hal, -
Et Gjenskin af hin tabte gyldne Alder,
Da Guldet selv var ubekjendt Metal:
Det er den Tid, da Ungdomsdrømme maler
Poetisk lys en Fremtid for vort Syn,
Det er den Stund da Kjerlighed neddaler
Og tænder Hjertet med sit første Lyn!

✂ Men Liv er Kamp, og mangen Drøm forsvinder,
Og mangen Blomst blev aldrig moden Frugt,
Og mangt et Hjerte lever kun af Minder,
Mens Haabet længst i Tidens Strøm er slukt:
Lyksalig den, som dybt i Livets Sommer
Seer Vaaren frisk forynget om sig staa,
Som smile kan, naar Aftentimen kommer,
Mens Kjerlighed gjør end hans Himmel blaa!

✂ Vær hilset da, du blideste blandt Dage!
Der stiller sligt et Billed for vort Blik:
See, Tyve Aar og Fem er lagt tilbage,
Som med Velsignelse fra dig udgik;
Du bringer Livets bedste Sølversmykke:
En kraftfuld Mand, en glad og elsket Viv,
Og ømme Børn og stille huslig Lykke,
Og i en skjøn Natur et virksomt Liv!