Bødtcher, Ludvig MOD SLUTNINGEN

MOD SLUTNINGEN

Tak Gud! for hver en Glæde,
Din Kjærlighed mig gav! -
Snart maa jeg vel staae rede
Med Pas og Rejsestav.

Hav Tak for Sangens Gave
I al din Miskundhed,
Og giv, at jeg maa have
Den til mit sidste Fjed!

Maaskee det turde baade,
Om end Du gav mig Rast, -
Der er saa mange Traade,
Som endnu holde fast.

Endnu er svag min Vinge,
Og Du saa hellig stor, -
Jeg føler mig saa ringe,
Jeg er saa tung af - Jord!

Vel blinker i det Fjerne
Din Almagts lyse Pant;
Dog vinker end den Stjerne
Mig sødt, hvor Livet svandt -

203

Den Jord, Du har husvalet
Med Shakspears gyldne Sang,
Hvor Rafael har malet,
Og Mozarts Toner klang! -

End tænker jeg paa Graven
Kun med en frygtsom Aand,
Og "Ordet", Pilgrimstaven,
Er sjelden i min Haand.

Held hvo i Uskyldsalder
Din lyse Himmel seer! -
Den Sjæl, som seent Du kalder,
Er ej saa værdig meer;

Men, Gud! Du er den Samme,
Er Kjærligheden selv,
Og Du vil mild annamme
Mig uden "Vee!" og "Skjælv"!

204

        

205