TIL CHRISTIAN WINTHER

✂ d: 23 Januar 1863

✂ Mens Sneen dryssed sit kolde Bad
Og Himlen var mørk at skue,
Faldt pludseligt ned som et Rosenblad
Dit yndige Digt i min Stue:

✂ Og Harpen toned gjennem mit Sind,
Meer sødt end jeg følte det længe,
Men ogsaa Rødme farved min Kind,
Jeg tænkte paa - Støv og paa Strænge.

✂ Ak Du! hvem Din Musa blev evig huld,
Hver dristig Bøn tør Du vove,
Din Troskab hun lønner med alt sit Guld
Og sine grønneste Skove!

✂ Men jeg - en utro letsindig Svend,
Hvad Gave vil min kunne sende,
Jeg tidt lod Maaneder, Aar gaae hen,
Og tænkte aldrig paa hende;

✂ Nu mangler mig fast en Sangers Mod,
Naar min Haand vil Harpen tage,
Og dog var hun altid saa himmelskgod,
Og tilgav, og vendte tilbage;

✂ Og dersom hun nu omsvæver mig
Og er hos min Aand tilstede,
Da er det blodt for at takke Dig
Og for at volde Dig Glæde!