JÆGERPHANTASI

✂ Naar Jægeren i Skoven gaaer,
Da fare tidt forbi som Lyn
Heelt underlige Aftensyn,
Som Hjertet til at bæve faaer.

✂ Er Alting dunkelt der og tyst,
Han ofte Ellepigen seer,
Som smiler til ham, vinker, leer
Og blotter ham det hvide Bryst.

✂ Da kæmper han for ej at see -
Han gaaer og nynner smaat en Sang
Og lader Bøssen i sin Gang,
Og la'er det bagved skoggerlee. -

✂ Det rasler i det tørre Blad,
Det vorder stedse mere Nat, -
Nu pusler det i Busk og Krat:
Han brænder løs forhaabningsglad.

✂ O Vee! da rejser sig et Skrig,
Og Alt er atter tyst igjen, -
Det sukker, jamrer og døer hen,
Mens Jægeren staaer som et Liig!

✂ Han kaster bort sit Bly og Krudt,
Paa Panden er den kolde Sved,
Han iler bort med snare Fjed
Og tør ei see, hvad han har skudt.

✂ Fra Græsset krybe Snoge frem
Og vikle sig omkring hans Been,
Han hænger fast ved Tjørn og Green
Og finder aandeløs sit Hjem. -

✂ Dog - skinner Morgensol paany,
Gaaer atter Jægeren saa trygt
Og smiler ad sin egen Frygt
I Skovens svale sikkre Ly.

✂ Han streifer gjennem Skov og Mark,
Hans Phantasi er venlig varm;
Han kjender Ellepigens Barm
I Birketræets hvide Bark.

✂ Han kjender ogsaa Stedet vel,
Hvor ubetænksom rask han skjød,
Hvorfra ham Skriget rædsomt lød,
Som endnu dirrer i hans Sjæl.

✂ Han samler dristig alt sit Mod
Og seer - ak, unge Jæger skjælv! -
Og seer et Billed af sig selv:
En stivnet Hare i sit Blod!