Bødtcher, Ludvig EN ROSE

EN ROSE

Rose, min Glæde og Lyst, Foraarets yndige Datter!
Kjærligheds rødmende Tolk, Taushedens stille Symbol!

Nys blufærdig udfoldet, svang Dig usynlige Hænder,
Fast som en Virak til Gud, frem og tilbage med Fryd;
Dernæst med Dug i dit Blik, saae Du forundret mod Himlen,

Hørte Fuglenes Sang, som bevinget fløj Dig forbi:
Mest Du forbausedes dog ved Sommerfuglenes Flagren,

Brogede Blomster saa lig, løsnede frit fra sin Stilk, -
Og Du kruste dit Blad og stræbte at gjøre det Samme,

Ak! men Du følte Dig svag fremfor den Haand, som Dig bandt:

"Altsaa" udsukked Du dybt, "her skal jeg ende min Bane,

Her skal udduftes mit Liv, fængslet, mens Andre er frie!"

Da skjød sig pludselig frem imellem dit Bæger og Himlen

Noget Du hidtil ej saae: Pigens det funklende Blik,
Og Du følte dit Blomster lempeligt hævet fra Jorden,
Skjalv da af Glæde hvert Blad: "Nu først begynder mit Liv!

Hendes det blændende Bryst bliver mit Lilliesæde,
Hvorfra jeg skuer omkring, ført af bevingede Fjed!"

157

Ak, Du min yndige Blomst! Ingen kan raade sin Skjæbne:

Hun, som Dig tog i sin Haand, gik kun med lang - somme Skridt,

Hovedet bøjet og taus, bar hun Dig hjem i sin Bolig! -

Her, og alene med Dig, gav hun Dig længe et Kys,
Derpaa hun greb med et Suk Silkens de snærende Traade,

Bandt Dig i Kredsen, hvor alt Flere nedkuede sad,
Og, som forfriskende Dug, fik Du de hedeste Taarer,
Hentede dybt fra en Qval, ukjendt med Lindring af Tid; -

Atter hengik en Stund, da laa Du paa sortmalte Fjæle,

Sorte som Jorden, men ak! uden dens kjærlige Kraft,
Og, istedetfor Sang af Skovens de lystige Fugle,
Hørte dit bævende Blad Orgelets mægtige Klang: -
Atter henrandt en Stund, og de sænked dybt Dig i Graven,

Dig med din Rigdom af Duft, da Livet vinked Dig sødt -

Ja - og Du ramtes af Muld, haardeligt kastet fraoven,

Indtil din Lue var slukt, og Mørket tog Dig i Favn!
Et dog maa bringe Dig Trøst: Kjærlighed skjænkte Dig Livet,

Kjærlighed atter det var, som Dig indvied til Død,
Og hvad Dig times paany - ganske forgaae kan Du ikke -

Glæd Dig, min Rose, min Blomst, det raader Kjærlighed for!

158