EN AFTEN I HJEMMET
✂
Det flammer i Kaminen
Til Trods for Vintrens Vrede, -
To slebne Glas staae rede
Som i et Festgemak
Og skotte skjelmsk til Vinen
Og til den røde Lak.
✂
Hen paa Guitaren falder
Som Maanskin Lampens Blikke,
Guitaren - hvorfor ikke?
Min Haand er ei saa haard,
At jo til Liv jeg kalder
Endnu en blød Akkord. -
✂
Hvi dvæler Du, min Gamle?
Hvis Længsel lod sig høre,
Det ringed for dit Øre
Som fromme Klokkers Klang,
Der Hjerter veed at samle
Og stiller Hjerters Trang.
✂
Lad Stormens Ulve tude,
Vi To vil sidde glade
Og trøstigt gjennemblade
305
Hin Bog fra Livets Vaar,
Og holde Vint'ren ude,
Som var vi tyve Aar.
✂
Vi strøe med Roser Stuen,
Med Ungdomsminder søde,
Og er de ei saa røde
Ak, som ved Morgengry -
Vi stænke dem med Druen,
Saa blusse de paany!
✂
O vee, hvor Stormen stiger!
Det er som Nattens Aander
Sig vrider og sig vaander,
Hvert Suk - et bittert Stød, -
Og fjernt paa Havet skriger
Den gridske, blege Død!
✂
Det bliver trist og silde -
Jeg hører Regnen strømme;
Min Aftens lyse Drømme
Nu jordes brat med den:
Farvel mit glade Gilde!
Og Du, min fjerne Ven! -
✂
Og taus jeg sad og ene,
Saae Skyggerne forsvinde;
Hver var et muntert Minde,
Der halv var manet frem,
Og øde blev min Scene
Da Tæppet faldt med dem.
✂
Da klang midt i min Smerte
Lig Nattergalens Stemme:
"Og mig kan Du forglemme?
Var end Dig Vennen huld, -
Hvem gav dit unge Hjerte
Sit allerbedste Guld?"
✂
Og sødt, som før hans Pile,
Traf nu hans Ord mit Minde,
Han hjalp mig selv at finde
Og løse fra sit Baand
En Skat af ømme Smile,
Af Breve fra - din Haand!
✂
Glad bragte jeg ilave
Paany min Arnes Lue -
Bar Bordet med sin Drue
Hen til den lune Plads
Og gjød af Bacchus' Gave
Takoffret i mit Glas.
✂
Jeg kjærligt holdt i Hænde
Den brustne Rosenlænke -
Dybt vilde jeg mig sænke
I al dens Fryd og Vee,
Og saa til Aske brænde
Hvad Ingen skulde see!
✂
Og end ved Midnatstide
Sad henrykt jeg og bøiet,
Med Smiil og Graad i Øiet -
307
Men naar et Blad var endt,
Blev - ømt det lagt tilside,
Men Intet, Intet brændt!
✂
Nei, urørt bar jeg Skatten,
- Mit Hjertes gyldne Eie,
Hen til sit skjulte Leie,
Hvor jeg kun kjender Vei -
Og drømte hele Natten
Om Roser og - om Dig!