NATTEN

✂ I Midnatstimen ved Maanens Skin
Sneg Sørgmods Engel sig stille ind;

✂ Ej vilde Sjofna paa Lejet strøe
Med milde Hænder sit Valmufrø:

✂ De svundne Dage som Skygger gik
Og vinked med Smil og Taareblik;

✂ Dem fulgte paa Vandring min indre Sands
Og fandt din Gravhøj i Maanens Glands.

✂ "Min tabte Rose! Min Ungdoms Lyst,
Hvor Alt er øde om Dig og tyst!

✂ Er slukt med Asken hver jordisk Gnist?
Fulgte Dig Intet? Jeg haaber det vist!

✂ Som Bien suger min Vemodshu
Honning af Mindets Blomst, - men Du?

✂ Ak, har Du Længsel, hvad er da Baand
Og Stjerners Afstand for Dig - en Aand!

✂ Ja, følte Du Længsel, jeg saae Dig nu!" -
- Da kom kun Taushed med natlig Gru,

✂ Og længe Sjælen som Bølgen stred,
Før Søvnens Manna sank ned med Fred. - -

✂ Da kom Du frem i Drømme
Saa ung og yndefuld, -
Jeg glemte, at Du hvilte
Forlængst i Gravens Muld.

✂ Jeg saae Dig i dit Øje,
Jeg tog din Haand saa blød, -
Mig aldrig kom i Tanke,
Jeg tåled med en Død:

✂ De mange Aar, som ginge,
Og Mindet, som de gav,
Var pludselig forsvundet
Som ved en Tryllestav.

✂ Og Tidens Viser drejed
En Haand, som Alt formaaer,
Og standsed, da den viste
Igjen paa Livets Vaar. -

✂ Du stod som før hernede
Uskyldig, god og glad,
Dog aanded mig imøde -
Jeg veed selv ikke hvad; -

✂ Hvi spurgte jeg Dig ikke,
Hvorfor, hvorfra Du kom -
Maaskee Du havde aabnet
Mig Himlens Helligdom!

✂ Nej - Drømmens Gud behændig
Udfoldede sit Flor,
Som dæmrede min Tanke
Og hæmmede mit Ord. -

✂ Opvaagnet saae jeg svinde
Alt, hvad mig henrev nys,
Og Vinterdagen sendte
Mig kold sit Morgenkys;

✂ Jeg stirred hen til Ruden -
Den stod i frossen Pragt
Med underfulde Blomster
Og sælsom Bladedragt.

✂ Den stod med lyse Runer,
Skabt af mit Aandedrag,
I Midnats stille Time,
Og Hjertets varme Slag.

✂ Var det et mystisk Billed
Fra Drømmegudens Haand -
En Skrift om Nattens Glæde,
Oprullet for min Aand?

✂ Ak, før jeg kunde raade
Det dunkle Runebrev,
Udsletted Solens Finger
Hvad Nattens Aander skrev.