Aakjær, Jeppe Uddrag fra VREDENS BØRN

↩ Huset stod omtrent som i Pers Barndom, kun at det hele var blevet endnu mere fattigt og forfaldent. Gulvet var saadan, at det ikke var til at se, hvad det var gjort af. Væggene var grønlige og vædskende; i Loftet stod der Sprækker saa brede, at man kunde lægge en Finger i dem. Værst stod det til i Ann Mari's Frammers, hvor et muret Gruested maatte gjøre det ud for Komfur; her var ikke noget, der ligned Loft, men det nøgne sorte Lyngtag gabte bredt over Rummet. Dette Tag havde ikke været udbedret i Mands Minde, og naar et Regnskyl traf ind, eller Tøsneen sadled Hyttens Mønning med sin vaade graa Kappe, 637 pibled Fugt og Regndryp i stride Strømme ned over Ann Mari's fattige Anretning.