Ephraim Jæger Taknemmelig Erindring af Herrens Godhed mod Kongen, det Kongelige Huus og Tvilling-Rigerne, udi en Prædiken […] paa den almindelige Takke- og Bede-Fæst den 1ste December 1773 […] udi Vestre-Mølands Præstegiæld under Christianssand Stift i Norge.

Taknemmelig Erindrings

Herrens Godhed

mod

Kongen, det Kongelige Huns

og

Tvilling Rigerne,

udi en

Prædiken

efter

Hans Kongelige Majestæts til Danmark og Norge

Kong

Christian den Syvendes

gudeligste Befaling

holden paa den almindelige

Takke- og Bede Fæst

de« iste December 1773.

over

Texten Psalm. 85, 10-14.

udi Vestre Molands Præstegield under Christiansands Stift

i Norge.

Af

Ephraim Jæger,

Capellan pro Persona.

Kiøbenhavn, 1774. Trykt hos L. N. Svare, boende i Skinbergaden i No. 76.

2

        

3

Gunstige Læser!

Der kommer vel saa mange lærde Afhandlinger i Trykken over 1ste Decembers Takke- og Bede-Dags Text, at denne enfoldtge Prædiken læt kunde undværes; den var en heller nogen Tid kommen for Lyset, havde ey en vis følelig Tildragelse aftvunget mig samme.

4

Anførte, beder jeg, maae være nok til at forebygge de Fordomme, som kan reyse sig ved første Øyekast paa denne Prædiken, der sees, for det meste, i samme Skikkelse, som den er holden for en Menighed, bestaaende (nogle faae undtagne) af ulærde og enfoldige Tilhørere. Herren, til hvis Ære Prædiken ene er holden, opvække ved sin Aand saa enhver Læsere, til at ære ham for hans Velgierninger her i Naadens Rige, at de maatte blive ved Je- sum værdige, i Ærens Rige at udsynge Lammets Ære med et evigt Halleluja! Med hvilket Ønske jeg tilbeder mig din gunstige Læseres Bevaagenhed.

E. Jæger.

5

J. N. J.

Texten Psalm. 85, 10-I4.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Ære maae boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hver-

andre, Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal

opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see need af Himmelen.

Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde.

Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og skal sætte dens Trin paa Veyen.

6

6

Da vores allernaadigst anbefalede Text er udvalgt til en overordentlig Takke- og Bede-Dag, synes ey af Veyen (før vi egentlig gaaer tit Hoved-Sagen) i Steden for nogen anden Indgang, kortelig at forklare Texten; at vi deraf siden med des større Vished kan fastsætte den der af dragne Lærdom: Til den Ende maae vi vide, at denne 85de Palme, hvoraf vor hellige Taksigelses-Text er tagen, almindelig deles udi tvende Dele. I den første, der gaaer fra 1ste til 9de Vers, fremlægger Guds Folk en ydmyg Bøn til Herren deres Gud om Befrielse fra en Trældom (troeligt det Babyloniske Fængsel) hvorudi de af Herren bleve tugtede for deres Afguserie og andre Synder. Den anden Deel af Psalmen, som strækker sig fra 9de til 14de Vers, indeholder en tillidsfuld Forsikkring, som David giver Guds Folk om Befrielse af deres Fienders Haand; Og at Gud, som hidindtil havde værer vreed, nu vilde have Freds-Tanker over dem til deres visse Frelse, og dette indeholdes i 9de og 10de Vers. Dernæst gives med de efterfølgende Vers af Psalmen paa den ene Side Underviisning om, hvordan Guds Folk, saa vel Undersaatterne, som Øvrigheden, skulde opføre sig, naar Herren sendte dem Frelsen, de havde raabt

7

7

efter, som og nu ey var langt borte: Paa den anden Side lægger Propheten for Dagen en Spaadom om den Lyksalighed, som Guds Kirke skulde nyde ved Herrens Frelses, der er, Messiæ nu nær anstundende Komme. Altsaa indehol- der vor hellige Text:

1) En tillidsfuld Forsikkring.

2) En Underviisning. z) En Spaadom.

1) Indeholder vor hellige Text: En til- lidsfuld Forsikkring, nemlig denne: Vers 10, Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at 2Ere maae boe i vort Land. David var i 9de Vers ligesom gaaet ind i Guds Helligdom, for at høre Svar af Herren paa Guds Folkes ydmyge Bøn; thi han siger: Jeg maae høre, hvad Gud Herren vil tale; og her faaer han dette trøstelige Svar: Herren skal tale Fred til sit Folk. Det vente- de David sig allerede i Forveyen, derfor sætter han det Ord Thi foran, for at vise: Han var, da han vilde høre Svar, allerede i Forveyen overbeviist om, at han kom til en Gud, der efter sin Barmhierrighed ey kunde andet, end tale Fred til sit Folk: hvorved han og var forvisset om, at Guds Folk ey havde nødig ar omvende sig til Daarlighed, enten ved at forestille sig Herren som en uforsonlig Gud, eller ved at søge

8

8

Hielp og Frelst hos andre, end ene hos Herren, da de i vidrig Fald havde begaaet den Daarlighed, de lastes for, Jerem 2, II. 13.

Da nu David har faaet dette Svar, kommer han tilbage fra Heiligdommen med dette behagelige Budskab, denne trøste- og til- lidsfulde Forsikkring: Sandelig! Hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, ligesom han vilde sige: Vidste jeg det ey nok: Jo Sandelig! Vi have en naadig Gud, som ingenlunde vil lade os raabe forgiæves; Han har allerede hørt vor Bøn, og er nu rede til at bønhøre den: Vaag derfor nu op Zion! Ifør dig din Styrke, ifør dig dine Herligheds Klæder! til at tage mod den Frelse, Herren nu snart vil skiænke dig fra dine Fiender og alle deres Haand, som dig hade; Alle I, som frygte Herren, ere forvissede om, at han nu snart vil sende eder Frelst og Befrielse fra sin Himmel- Throne, ar Ære maae boe i vort Land.

Her standse vi et Lidet, for at eftersee, hvad det er for en Ære, David taler om; og da han taler om en Ære, der skal tilhøre det gandske Land, saa spørge vi: Hvad er der gand- ske Lands Ære? Der er, at Kongen i Lander, Øvrigheden i Landet, og Folket i Landet, ære og tiene den eneste sande Gud paa den Maade, han selv har anordnet og befalet, hvorved hele

9

9

Landet og dets Indbyggere nyde den Naade og Ære, at Herren antager sig dem, beskytter og forsvarer dem, og paa mange forunderlige Maa- der viser sig, med sin Maade og Almagt at boe midt iblandt dem. David vil med Ordene alt- saa sige: Naar nu Herren vor Gud nærmer sig til os, som ham frygte, med sin forunderlige Befrielse og naadige Frelse, da skal Ære boe i vort Land, der er: Vort Lands gamle Ære skal da igien oplives; thi vi ville da ære og tiene Herren vor Gud allene, og ved den sande Guds Dyrkelse skal Herrens Ære igien blive befæstet i vort Land, at Herren, ligesom i gamle Dage, skal boe midt iblandt os, antage sig os, beskytte og beskiærme os, saa at Hedningene, som nu vanære os, skal komme til at frygte og ræddes for os.

2) Texten indeholder før det andet: En Underviisning forener med en Forjættelse, nemlig: En Underviisning om, hvordan Guds Folk skulde forholde sig, naar de igien med Ære kom til at boe i Landet, og en For- jættelse om, hvad de kunde vente sig, saa fremt de iagttoge det, de burde.

A) Underviisningen om, hvordan Guds Folk skulde forholde sig, naar Herren befæstede dem i Landet, indeholdes udi 11te og 12te Vers, hvor ey allene Guds Folk selv, men

10

10 og den dem af Gud forordnede Øvrighed nyder Underviisning, hver om sine Pligter.

Guds Folk selv, saa vidt de vare Undersaattere, bliver underviist om fire Pligter, de, som Guds Folk, skulde iagttage, nemlig: Miskundhed, Sandhed, Rerfærdighed og Fred. Der første, nemlig: Miskundhed, er det vi i Almindelighed kalder Velvillighed og Redebonhed til at tiene Næsten, og den anden, nemlig: Sandhed, det man kalder Redelighed i Ord og Løfter, eller Troe og Love; disse tvende Dyder de skulle møde hverandre, der er: De skulle findes over alt i Landet, de skulle ey mere være forhadte af og iblandt Guds Folk, men disse skulde udi al deres Omgang med Næsten baade altid vift sig som kiærlige og velvillige Venner til at time hinanden, og de skulde tillige lade Redelighed findes udi deres Ord og Løfter til Næsten, at de ey skulde være i Tal med de Mennesker, der havde tvende Tunger udi een Mund og tvende Hjerter udi eet Bryst, hvilker var en Vederstyggelighed for Herren, for hvis Ansigt de skulde stræbe, at vandre from- meligen.

Den tredie er Retfærdighed, det er Redelighed i Handel og Vandel, saa den ene ey stræber at optrække, bedrage eller forurette den anden, og den fierde, nemlig: Fred, det er

11

11

Fredsommelighed med Næsten, at den ene ey misunder, hader eller forfølger den anden, disse tvende, staaer her, stal kysse hinanden, det er, de skal omfavne hinanden, forene sig sammen, som et ret Ægte-Par, til Guds Folkes eget Vel- gaaende. Ja Guds Folk skulde selv lade disse tvende Dyder, Retfærdighed og Fredsommelighed, der stedse avles og fødes den ene af den anden, den skulde de lade, som en Konge og Dronning, herske og regiere iblandt sig; paa det at, naar de igien kom til med Ære at boe i Landet, de da ved disse fire Dyders Udøvelse knnde vise, at Herrens Ære og den sande Guds Kundskab, med den deraf flydende Herrens sande Frygt, havde sit Sæde ey allene udi deres Land, men endog udi deres Hierter.

Øvrigheden, som Herren vilde bestikke sit Folk, tildeles og Underviisning om deres Pligter, de burde iagttage, nemlig: Da det er Øvrighedens Pligt at sørge for, den sande Guds Kundskab og Dyrkelse reen og ubesmittet kan blomstre udi deres Land, som og at alt Folket i Landet under deres Herredømme kan regieres med Retfærdighed; saa staaer her en prophetisk Talemaade, der allernærmest synes at angaae og undervise Øvrigheden iblandt Guds Folk, nemlig: Sandhed, det er, den sande og saliggiørende Guds Kundskab skulde ved deres Be- styrelse lades et frit Løb; de skulde stræbe at den

12

12

stedse kunde voxe og tiltage udi Guds aandelige Zion, for hvilken Guds Viingaard den af Gud forordnede Øvrighed, stedse skulde bære Omhyggelighed, at den altid kunde være besat med ædele Planter og Viin-Qviste, nyttige og duelige Lærere, der ey allene lærte vel, men og levede vel, hvilke omendskiøndt de ere opvoxne af Jorden, ere de dog Herrens egen Plantelse: Paa det at Landet ved dem kunde blive fuldt af Herrens Kundskab. Es. 11.

Ligeledes skulde Retfærdigheden see need af Himmelen, i det at Øvrigheden, hvis Sag det er, at dele Ret og Skiel i Landet, skulde have paa deres over andre ophøyede Sæde, hvorved de ligesom bliver en Himmel Høyere end andre, derfra skulde de have et vaaget Øye over Ret og Retfærdighed i Laudet, at den uden Forskiæl blev tildeelt saavel den Fattige i Hytten, som den Rige i Palladset; At de ey, ved at tildømme den Uretfærdige Retten, skulle foraarsage et Raab fra den Fortrængte, hvorved den retfærdige Hævnere vist vilde lade sig bevæge, dem til liden Baade, at see ned af Himmelen, for at erfare, om de havde giordt fuldkommelig efter det Syndsens Skrig. 1 Mos. B. 18, 21.

B) Herpaa følger Forjættelsen, nemlig udi i 13de Vers en timelig: At Herren vilde give dem det Gode, saa af han ey allene ey

13

13 vilde lade dem mangle noget godt, naar de vandrede frommelig. Ps. 84, 12. men foruden det skulde han især skiænke dem Velsignelse af Jor- den, den var just een af de store Velgierninger, Gud kunde bevise sit Folk, nemlig: At Jorden gav sin Grøde, da samme ellers var af den Beskaffenhed, at den uden Guds særdeles Velsignelse intet var i Stand til at give nogen Frugt eller Grøde af sig. En aandelig For- jættelse indeholdes i 14de Vers: At Herren vilde lade Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, det er: Naar Herren beskuede sit Folk, da vilde han for deres begangne Synder ey mere ansee dem som sin Lovs Overtrædere; men han vilde stille Messiam, sin retfærdige Tienere imellem sig og dem, og udi hannem ansee sit Folk for rerfærdigt, samt for Messiæ tilkommende Fortieneste forlade dem deres Synder: Ja han vilde selv sætte Retfærdighedens Trin paa Veyen; Han vilde befæste Retfærdigheden over alt i Landet, den skulle ubehindret faae Fremgang, skulle ey mere blive undertrykt, men, som en Dronning, regiere paa alle Veye, over alt i Landet.

3) Endelig indeholder vor hellige Text for det tredie: En dyrebar Spaadom om Mes- siæ, Verdens Frelseres Komme. Her udraa- ber David med Glæde: Sandelig! Herrens Frelse, Messias, som skal frelse sit Folk fra

14

14 deres Synder. Matth. 1, 21. Hans Tilkom- melse er nu nær for Haanden. O! alle I, som frygte Herren! for eder skal nu opgaae Retfærdigheds Soel. Mal. 4, 2. Da skal Ære boe i vort Land, naar Verdens Frelsere kommer til at boe midt iblandt os. Udi ham skal Mi- skundhed og Sandhed møde hverandre: Thi Herrens Velvillighed og megen Lyst til Menneskens Børn, og hans Sanddruehed i at opfylde sine dyrebare Forjættelser skal støde sammen, og ved Messiæ Komme aabenbare skal lægges for Dagen. Retfærdighed og Fred skal da møde hverandre; thi Messias skal tilfredsstille Herrens Retfærdighed, med sin Lidelse og Død skal han fyldestgiøre samme, hvorved skal blive stiftet Fred imellem Gud og Mennesket, da baade Guds Retfærdighed mod Syndere og hans Medlidenhed med Synderes Elendighed skal forene sig til Synderes Frelse, hvilket skal skee paa denne Maade: Sandhed, Verdens Frelsere. Joh. 14, 6. skal opvoxe af Jorden, han skal lave sig føde blandt jordiske Mennesker af Jomfrue Maria, og Retfærdighed, Herren vor Retfærdighed Jer. 23, 6. skal see need af Himmelen til sit Folkes Elendighed, og fra sin Herligheds Throne nedstige til Menneskene paa Jorden. Da skal Herren for Frelserens Forsoning ey allene skiænke Menneskene al legemlig Velsignelse, saavel som især ved Messiæ Nærværelse velsigne Jorden, at

15

15

dens Forbandelse skal bortvige, og den skal gi- ve sin Grøde; men han skal og lade Ret- færdighed gaae frem for sit Ansigt, da han i denne sin retfærdige Tienere skal retfærdiggiøre alle Syndere, og skal sætte dens Trin til en Vey, ved det at Messiæ Fodspor skal være en banet Vey, hvorpaa og efter de skal vandre, og rette sig, som ved ham vilde blive retfærdiggør- de, da de, som efterfølge ham, skulle erlange Deelagtighed udi hans dyrebare Forsoning, og naae Retfærdigheds Maal.

Da vi nu saaledes ved Guds Naade en- foldig have forklaret Textens Ord, saa vende vi os i den Herres Jesu Navn baade til Dagen og Texten. Dagen er af vor allernaadigste Lands Fader og vor Kirkes Foster-Fader, vor kiære Konge anordnet til en Taksigelses- og Bede-Dag; Vor veltrufne velsignede Text skal anvendes til begge Dele, baade til at takke Her- ren for hans Godhed mod Kongen, det Kongelige Huus og mod os hans Undersaattere; samt tillige opmuntre os til alvorlig Bøn og Paakal- delse om Herrens vedvarende Godhed mod vor allernaadigste Konge, det Kongelige Arve-Huus og det gandske Land: Thi naar det gaaer Kongen vel, saa gaaer det og os vel. Lader os da sammenføye vore Hierter og Hænder til begge Dele! i det vi af Dagen og Texten i den Herres Jesu Navn tage denne efterfølgende

16

16

Lærdom:

Hvordan vi ret til Guds Ære skal anvende denne vor Takke- og Bede-Dag.

Nemlig:

1) Til en taknemmelig Erin-

dring.

2) Til en opbyggelig Underviis-

ning.

1) Først skal vi ret anvende denne vor Takke- og Bede-Dag til en taknemmelig Erindring, thi just dertil er den indsat af vor allernaadigste Konge, der med sit gudelige Exempel opmuntrer os alle til at love og prise Herren. Lader os da, for des nærmere at komme til Øyemærket, iagttage og eftertænke hvem, hvad og paa hvad Maade denne Erindring skal opofres.

A) Det er fornødent, vi (A) eftertænke hvem der paa denne Dag skal være HovedMaalet for vor Erindring; Og da har vor kiære Konge viist os det: Thi den allernaadigste Forordning om denne Dag byder: At vi skal ihukomme Herren, og at Dagen skal være Herren helliget. Kongen vil ey allene selv i Dag bøye Knæe for alle Kongers Konge; men

17

17

han vil og, at hans Folk i Dag skal opløfte de res Øyne og Hierter til Herskarernes Herre, til

ham, som vor hellige Text tilskriver en Frelse, og siger: Hans Frelse, nemlig den sammes, som staaer nævnet i foregaaende 9de Vers med det Navn, Gud Herren, han som er god og miskundelig mod Menneskens Børn; han som allene er Herre, og foruden ham er ingen Gud;

han, mod hvilken de, som boe paa Jorden, ere som Intet at regne, som giør efter sin Villie med Himmelens Hær og Dem, som boe paa Jorden, og der er ingen, som kan forhindre hans Haand, og sige til ham: Hvad giør Du? Dan. 4, 1. 35. Han, som har selv befalet: Kom disse Ting i Hu, Jacob og Israel! Thi du est min Tienere, Israel, Glem mig ikke! Es. 44, 21.

Denne vores almægtige Gud, Skabere og Velgiørere, hvis Hænders Gierninger vi alle ere, fra hvilken alle vore gode og fuldkomne Gaver kommer. Jac. 1, 17. Ham er det vi alle i Dag skal bøye vore Hierter og Knæe for, ham er det vi i Dag skal erindre, som vor Begyndelse og Ende; Han, som har Kongernes Hierte i sin Haand, og har givet vor kiære Konge det i Hiertet, at han i Dag med alle sine Undersaatter skulle ydmyge sig for Herren, ham skal i Dag vore Hierter og vore Hierters Tanker være helligede og opofrede til, at sige enhver

18

18

for sig: Til dig, Herre! opløfter jeg min Siæl; Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskiæmmes. Ps. 25, 1. 2. Fra os selv og alle andre Ting maae vi i Dag vende al vor Eftertanke, at vi ey begaae Israels Daarlighed, at forlade Herren, den levende Kilde, og udhugge os sønderbrudte Brønde, der ey kunde holde Vand. Jer. 2, 13. hvorimod hver for sig billig bør istæmme Davids Sang: Ikke os, Herre! Ikke os, men giv dit Navn allene Ære, for din Miskundheds og din Sandheds Skyld! Ps. 115, 1. Og hvo er vel værdig, at tage Æren og Prisen og Kraften, uden Herren allene, som har skabt alle Ting, og formedelst hvis Villie de alle ere skabte? Aabenb. 4. Lader os gaae nærmere til Sagen, at besee:

B) De Ting, hvilke vi i Dag bør opofre vor Erindring; da leder vor Text os hen i Guds Skat-Kammer, at eftersee i sær 3de Ædel-Stene, der skal være os tvende MindeMærker med denne Overskrift over hver i sær: Hidindtil har Herren hiulpet. 1 Sam. 7, 12. Den første er Herrens Frelse; Den anden er Landets Ære; Og den tredie er Retfærdig-heds Fremgang.

2) Det første, som Dagen og Texten minder os om, er Herrens Frelse. Dagen er indsat til en Taksigelses-Dag for samme, og

19

19

David siger i Texten: Sandelig! Herrens Frelse er nær; men vi maae vende Ordene om, og sige til Herrens Ære: Sandelig! Hersrens Frelse har været nær over Kongen, over Kongens Huus og over Landet.

Herrens Frelse har været nær over Kongen og det kongelige Huus. Lader os allene drage vor Eftertanke tilbage til de forbigangne Tider! Lader os spørge de forgangne Aaringer! de skal svare: Er du ene fremmed i Jerusalem, og veed ey, hvad som i disse næst foregaaende Aar er skeet? Hvorledes Herren har frelst sin Salvede, vor allernaadigste Kong Christian den Syvende, og afhugget de Hovmodiges Arm, som opreyste sig imod ham, saa han har gyldig Aarsag derfor at ydmyge sig for alle Kongers Konge, og ham til Ære stæmme sin Harpe med Davids den 18de Psalme. Hvo veed ey, hvordan Herrens Frelse har været nær over det Høy-Kongelige Huus? i det han, da Stytterne udi samme skiælvede og bævede, da Vægterne udi samme med nedslagne Øyne for den mørke Nat, og paa sit Raab: Vægtere! er Natten snart forbie? Vægtere! er Natten snart forbie? Fik det Svar: Morgenen er vel kommen, og der er enddog Nat. Es. 21, 12. I det Herren da lød sin Frelse være nær, og der med eet oprandt en forun- derlig Glædes Morgen-Soel for alle dem, som

20

20 ham frygtede, hvorved Kongens Huus, ja det gandske Tvilling-Rige paa een Gang saa uformodentlig blev oplivet, oplyst og opklaret, at hvert Øre, ja de længst Fraværendes Øren, som hørte det, maatte dirre af Frygt for Herren, og hvert oprigtig Undersaats Hierte maatte bekiende Herrens Frelse, og sige: Sand lig! Det er giordt af Herren, og det er underligt for vore Øyne. Matih. 21, 42. Ja endog den Ugudelige, som nægtede Herren, maatte imod sin Villie give ham Ære og tilstaae: Det er Guds Finger. 2 Mos. B. 8, 19.

Herrens Frelse har været nær over Landet og ders Indbyggere; thi Krigens Lue, som har fortæret andre Lande, den har vores Øyne ikke seet; Pesten, som har fyldt andre Lande med det bedrøvelige Raab: Ach min Fader! min Moder! min Syster! min Broder! Denne Morder-Engel har Herren budet ey at skade vore Lande. Har Herren endskiøndt ved den bedrøvelige Qvæg-Syge hiemsøgt den ene Part af Tvilling-Riget, han har dog igien glædet det med Frelse fra samme, og har skaanet i Naade den svageste Deel, vort kiære Norge, saa at denne Sygdom ey har nødet os til at sukke under Byrden. Har endskiøndt BrødKurven været høyt hængt for mange af vore kiære Medborgere; Herren har dog ladet enhver her, endog den fattigste Undersaat see sin Frel-

21

21

se, saa at ingen har Aarsag, at vantakke ham: Thi foruden det, at han boyede sin Salvedes Hierte til at see til de Nødlidende, Fattige og Trængende, ved den saa naadig tilsendte Korn- Hielp og Undsætning (Hvorfor Herren befæste Kongens Huus til Dagenes Ende!) Saa sørgede han og særdeles naadig for disse vore kiære Menigheder, da Vinteren og den dyre Tid udi Aaret 1771. var paa det haardeste; i det han opvakte dem, som havde annammet af Herren en større Velsignelse, at giøre et frivillig Sammenskud til de Fattigstes Livs Ophold, hvorudi Herren og lagde sin rige og runde Velsignelse. Dette alt maae tilskrives den udødelige Gud til Ære, som har midt udi sin Vrede tænkt paa os i Naade, og har havt Freds-Tan- ker over os, ja har i dette forgangne Aar mangfoldiggjort sine Velgierninger over os, da han har givet os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, i det han har fyldet os med Føde, og vore Hierter med Glæde. Apostl. Giern. 14, 17. Saa enhver af os vel i Dag har Aarsag, at lægge disse Herrens Velgierninger, denne Herrens Frelse paa Hierte, og udbryde til hans Ære: Herre! Min Siæl kommer det vel i Hu; Det er din megen Miskundhed, at vi ey ere for- tærede: Thi din Barmhiertighed haver ingen Ende, men er hver Morgen nye over os, din Troefasthed, Herre! er stoer. Jer. Begr. 3,

20. 22. 23.

22

22

b) Det andet, som Dagen og Texten minder os om at erindre, er Landets Ære. Hans Majestæt vores kiære Lands Fader har budet, denne Dag og at helligholdes, til Taksigelse for Herrens Naade, at styre Hans Majestæts Bestræbelser til et ønskeligt Udfald og hans Rigers Udvidelse; og vor hellige Dags Text siger: At Ære maae boe i vort Land. Nu ere der tvende Ting, som et Land har sær- deles Ære af; Det ene er Regieringen, det andet er Religionen: Vist nok har David@havt Øye paa begge Dele; thi begge Dele ere fra Herren, og staae som en Herrens Gave saa nær forenede, at den ene ligesom opholder og ernærer den anden, begge forene sig sammen til Landets Ære, til Folkets Lyksalighed, og begge Dele ere saa tydelige for vore Øyne, at vi paa denne Dag ey kan andet end ihukomme dem til Herrens allerhelligste Navns Ære.

Regieringen er et Lands Ære, naar denne ey er ustadig, ey vaklende, op læmlæstet; naar Enevolds Magten hersker allene, og denne, som den beste af alle, ey allene ikke misbruges, men den og derimod rettelig bruges, som en velsignet Herrens Gave udi en Stat, til Landets Befæstelse og Formerelse, til Religionens Handthævelse og Udbredelse, til Retfærdigheds Vedligeholdelse og Pleye, og i Almindelighed til alle Undersaatternes sande, timelige

23

23 og aandelige Lyksalighed. I den Henseende skal faae Lande kunde rose sig af Den Ære, der ligesom opløfter vort kiære Fæderneland over alle Riger. Der var ingen Ære for Israel, at deres Regiering saa tit omstøbes; at først Gud umiddelbar førte dem ved sin Enevolds- Magt, at derefter Dommerne maatte veylede dem, og til Slutning Jordens Konger maatte herske over dem, just noget som Samuel bebrey- der dem. 1 Sam. 12. Disse ere Omskiftelser, der endog i vore Tider har overgaaet andre Lande; da imidlertid vort kiære Fæderneland nu udi saa mange Aar har nydt, ja endnu nyder Lyksalighed af den Ære, at Enevolds-Magten fra Kong Friderich den Tredie udi frederige Fridericher og christelige Christianer uforan- dret i 113 Aar har blomstret, som en sand Ære for Tvilling Riget og en sand Lyksalighed for Undersaatterne; Og den Oldenborgske Kon- ge-Stamme har ey fattedes en Mand, der kunde vedligeholde Landets Ære, saa at Døden har mere stadfæstet Kongernes Magt end om- stiftet Kongernes Navne, og Tvilling-Riger- nes Lyksalighed har tiltaget, ligesom Tallet paa Fridericher og Christianerne er voxet (Her- ren lade samme Tal uafbrudt voxe og tiltage! Saa at paa Tvilling-Rigernes Throne ey maae savnes Fridericher og Christianer til Dage- nes Ende.) Ja hvor har ey Landets Ære nylig tiltaget ved en saadan Formerelse, der bortryd-

24

24

der al Frygt for udvortes Fiender, og ved Herrens Naade tegner til at formere Fædernelandets Ære, Fred og Lyksalighed: Og just i dette har Herren givet Tvilling-Riget en besynderlig Ære, at denne Udvidelse og Formerelse er fuldbragt ey ved Krig og Blods Udgydelse, ey ved disses, ey ved hines Suk og Taare, men ved dine Freds Tanker, o Herre! over os og vore Lande har du selv og din Haand udført alt dette til din Ære, til Kongens Glæde, til Kongens troe Mænds Ziir, til Landets Lyksalighed og til hver Undersaatteres Vel; Dit Navn, o Gud! vor Konge! være derfor velsignet fra Solens Opgang til dens Nedgang, nu og indtil ævig Tid! Ja Herre! Lav din Ære og denne Ære stedse forene sig tilsammen! at vort Land, vort kiære Fæderneland, vort TvillingRige maae Dag fra Dag under dine Vinger vedligeholdes, beskyttes og befæstes udi denne Ære: og viis du dig selv med din Naade og Almagt at boe midt iblandt os! At Ære maae boe i vort Land.

Dernæst er Religionen et Lands Ære, naar Herrens rette Frygt ved hans sande Kundskab daglig formeres og befæstes; Naar den sande Guds Kundskab ved hans levendegiørende Ord og dyrebare Sacramenter jo mere og mere voxer og tiltager udi Undersaatternes Hierter, at disse derved lærer at frygte de-

25

25

res Gud, at ære og elske deres Konge. 1 Pet. 2, 11. 17. Til saadan er Lands Ære sigter upaatvivlelig og David, og derved tillige op- muntrer os ogsaa paa denne Dag at ihukom- me og erindre med takkefulde Hierter den Ære, Der nu saa mange Aar har prydet vore Fæder- neland: At Herrens sande Kundskab her har blomstret, og endnu staaer reen og ubesmittet til Denne Dag: At Evangelium og Sacramenterne uden Menneske-Bud og Vildfarelse under de christeligste Kongers Enevolds-Magt ey allene har mættet vores, men endog ved deres utræt- telige Flid er bleven en sand Føde for mange andre Siæle: At Lyset paa Lyse-Stagen har skinnet klart og reent for os, saa vi har kundet see det klare Lys Jesum Christum, der er den Hoved-Hiørne-Steen, den Grund-Steen, hvorpaa vort Tvilling Riges Lyksalighed hidindtil har hvilet, og endnu stedse grønnes; hvorved Herrens Ære, vor dyrebare Frelsere, der er sin Faders Herligheds Glands, og hans Værelses udtrykte Billede. Ebr. 1, 3. boer udi vort Land til dets sande Æres bestandige Formerelse.

Denne Ære erindre vi, o du! vor Herres Jesu Christi og vor Fader! os allene at have og eye ved din blotte Naade, ved det du, som den rette Viingaardsmand, har plantet din Ære iblandt os, ved det du her har ladet Sand-

26

26

heden opvoxe af Jorden, har ved jordiske, dog af dig selv helligede Lærere, ladet Sandheds Ord udbrede sig over alt iblandt os; og, som Lilierne opvoxer af Jorden og pryder Engene, saa har disse Lærere ligesom opvoxet af Jorden, men, som Lilier og ædele Viin Qviste. Es. 5,2. har de været en Ære og Prydelse for Landet, for Staten, for Kirken. Herre! Lad aldrig disse Plantelser fattes! Plant du stedse din Viin- gaard! At, saa længe Biergene staae, og Træerne voxe paa samme, din Kirke udi vort kiære Fæderneland maae staae fast befæstet, saa at alle Helvedes Porte ey maae formaae sig noget derimod. Matih. 16, 18. Og at denne din Viingaard, som hører dig til, maae stedse være for dit Ansigt. Høys. 8, 12. Lad dem, som ere plantede i dit Huus, grønnes i vor Guds Forgaarde!

c) Dit tredie, som Dagen og Texten minder os om, er Retfærdigheds Fremgang. Retfærdighed skal see ned af Himmelen. En stoer Velgierning, vi visselig har Aarsag at lægge paa Minde; hvordan ey allene Herren med sin Retfærdighed har seet ned af Himmelen, og derved forstyrret Kongens, Landets og dets Æres hemmelige og aabenbare Fiender; har sat deres stolte Bølger Grændse, sigende: Hidtil skal du komme og ikke længere; Ja lod dem efter sin Retfærdighed, da deres

27

27 Raad ey kunde bestaae, fordi Herren var med os. Es. 8, 10. med et kuldkastes til deres velfor- tiente Straf, saa vi maae sige: Herren er ret-

færdig i alle sine Veye, og miskundelig i alle si-

ne Gierninger. Ps. 145 Men og efter samme (da det paa een Tid syntes, som den udvortes Ærbarhed og Retfærdighed formedelst Fiendens List, der saaede sin Klinte i Guds Ager, skulle have taget Afskeed fra vort kiære Fæder-

neland) har ladet Retfærdigheden fra sin Naade-Throne see ned til os, ved det han har givet vor Enevolds allernaadigste Konge, igien ved retfærdige Love at indbyde Ærbarhed og den borgerlige Retfærdighed at vende tilbage, paa det vi ey længer skulde være stinkende for Herrens Aasyn. Og hvo er vel i Stand til at op- regne saa mange Velgierninger, som Herren i de forrige Aaringer har kronet vor allernaadig- ste Konge, hans Land, hans Undersaattere med? Hvo kan udsige Herrens vældige Gier- ninger? Dog, kunde vi ey udsige eller fortælle dem, saa skulle vi dog ey enten reent flaae dem i Glemmebogen, eller forglemme, hvad vi derfor ere ham skyldige, og dette er

c) Det tredie vi pa denne Dag maae erindre, nemlig: Maaden, paa hvilken denne Erindring skal iagttages. Vor allernaadigste Lands-Fader lærer os selv Maaden, i det han

har budet denne Dag at helliges til Ære og

28

28

Taksigelse for Herren, som har beviist sin Konge store Saligheder; han har ey allene ladet os vide, at han selv i Dag vil frembære sit Takke- Offer til Herren, og ihukomme alle hans Velgierninger med et takkefuldt Hierre; men han vil og, at vi hans Undersaattere ey allene med vore Munde efter Prædiken skal istæmme (ja gid vi alle med rene Hierter og Læber maatte istæmme: ) O! store Gud! vi love dig; men med sit gudelige Exempel vil han, som vor Formand, stæmme Harpen, at vi skal tone derefter et Halleluja, lover Herren! O! Lader os da følge saa høyt, saa følgeværdigt et Exempel! I det vi paa en takkende og prisende Maade erindre og ihukomme vor Guds inderlige Barmhiertighed, i at bekiende til Herrens Ære: Herre! vi ere langt ringere, end alle de Miskundheder og Troe- fastheder, som du har beviist dine Tienere og Tie- nerinder, i at lade vor frydefulde Røst om Frelse og Salighed høres i vort Paulun med Davids Sang af oprigtige Hierter: Vore Siæle love Herren, og alt der i os er love hans hellige Navn! Takker Herren! thi han er god: Thi hans Miskundhed varer evindelig. Ja Herre! vort Hierte er rede: Vi vil siunge, ja vi vil siunge Pfalmer, ogsaa vor Ære skal siunge. Vaag op, Psalter og Harper! Vi vil aarle vaage op. Vi vil takke dig, Herre! iblandt Folkene, og siunge dig Pfalmer iblandt alle Slags Folk; thi din Miskundhed er stoer til over Himlene og

29

29

din Sandhed indtil de øverste Skyer. Ps. 108, 1 - 5.

Men, kiære Venner! Ikke nok, at vore Munde og vore Hierter saaledes besiunge Her- rens Velgierninger; ney! vore Idrætter og vore Gierninger maae tillige berides herved til at takke Herren, til at istæmme hans Lov; i det, ligesom Herren med sin forunderlige Frelse, sin Naade og Miskundhed har lyset for os, saa maae og vort Lys skinne for Menneskene, at de see vore gode Gierninger, og prise vor Fader, som er i Himmelen. Men dette henhører til det andet, vi lovede at betragte, nemlig:

2) At vi skal anvende denne vor Takke- og Bede-Dag til en opbyggelig Underviisning. Thi Texten underviser os

A) Om hvad vi skal giøre, dersom vi fremdeles vil nyde Guds Velgierninger.

B) Hvad Gud fremdeles vil giøre til at overøse os med sine Velgierninger.

A) Texten underviser os først om, hvad vi skal giøre, om vi fremdeles vil nyde Guds Velgierninger. Men her maae jeg i Forveyen erindre, at ingen maae tænke saa daarlig, det han vilde kunde med sine Giernin-

30

30 ger fortiene noget hos Gud; ney! Dertil ere vi alt for skrøbelige, alt for uformuende. Lige saa lidet, som Israel udi sit Fængsel vare i Stand til, selv at Iøse sine Baand, selv at frie sig af sit Fængsel; al deres Hielp maatte komme fra Her- ren: Lige saa lidet ere vi selv i Stand til at løse os fra vores naturlige Udygtighed til det Gode; Herren maae giøre det alt, han maae ey allene selv stadfæste os til at være ustraffelige. 1 Cor. 1, 8. men han maae og selv virke og udrette alting i os efter sin Velbehagelighed, i det han selv fylder os med sin Villies Erkiendelse i al aandelig Viisdom og Forstand, at vi kan om- gaaes værdelig for Herren til al Velbehagelig- hed, og være frugtbare i al god Gierning, og voxe til Guds Erkiendelse. Col. 1, 9.10. Ikke dets mindre, da Gud har givet os alle sine dyrebare Forjættelser under visse Betingelser; saa- som: At vi skal vandre oprigtig for hans An- sigt: At vi skal troe paa hans Søn: At vi skal elske, frygte og forlade os paa ham, & c. Saa viser han noksom dermed, at, naar han har ladet sin Naade været overflødig til os, til at afhielpe vor Skrøbelighed og Uformuenhed, da skal vi ey forkaste den, eller være uvirksomme ved Naaden; men vi skal lade Herrens Naade faae Magt over os, den skal vi lade danne og berede os til al god Gierning; Og her er det da, at ethvert godt Træe maae bære god Frugt; Her er det, enhver maae aagre ret med det Pund,

31

31 ham er betroet; her er det vi, som frugtbare Gre- ne, der blive i Christo, maae bære nogen Frugt til Fuldkommenhed, at ey Herren skal klage: Jeg forventede, at de skulde bære gode Druer, og de bare vilde Druer. Es. 5, 4.

Spørge vi nu, hvad Frugter vi skal bringe Herren vor Gud, baade for han hidindtil har ladet os see sin Frelse, saa og, at han fremdeles vilde blive ved at være os naadig, og bevise os sine Velgierninger? Da svarer vor Text: Vi skal frygte Herren. Da han er nær hos os med sin Frelse, saa er han selv nær- værende, og hans Nærværelse skal plante i os Herrens sande Frygt, at vi lade hans Naade opmuntre os til at forsage alt ugudeligt Væsen og alle verslige Lyster, at leve tugtig, retfærdig og gudfrygtig. Tit. 2, 11. Dette har vi hidindtil forsømt; Thi hvor har ey Utugtigheds Aand virket endog paa denne vor Menighed; hvoraf vi endnu daglig erfare de bedrøveligste Frugter. Ikke desmindre har dog Herren, som saae, at det skede ey ved os selv men ved den utugtige Fiendes List, i Maade tænke paa os, og ey anseet vore Uretfærdigheder; og dette maae saa meget mere (paa det Herren ey skal trættes, ved, at giøre Vel imod os) opmuntre os herefter til Herrens sande Frygt, hvilken vi blandt andet herefter skulle vise i Miskundhed og Sandhed, i Retfærdighed og Fred.

32

32

Herrens Frygt, som i vor Text staaer antegnet, vist nok i den allervideste Bemær- kelse, maae nødvendig indbefatte alle de Dy- der, der udgiøre den sande Christendom, og rey- ser sig af den Tanke: Herren seer mig, er nærværende hos mig paa alle mine Veye, i alle mine Foretagender, hvilken Tanke (o! gid den aldrig maatte forlade nogen af os) vist nok er i Stand til at drage os hver Dag alt mere og mere fra det, Gud hader, og at lede os alt mere og mere til det, som er velbehageligt for Herrens Aasyn; den yttrer sig, som i man- ge andre Dyder, saa og i Miskundhed mod vores Jævnchristen og Næste, i det vi vogte os for at see paa ham med Cains misundelige Øye, at tale til ham med Nabals bespottelige Ord, at vise en Præstes og Levites Koldsindighed mod hans Lidelse og Elendighed; tvertimod, naar vi formedelst Herrens sande Frygt besidde Mi, skundelighed, (en Kiærlighed til Næsten, hvor- ved vi skal vise, at vi ere overgangne fra den aandelige Død til det aandelige Liv. 1 Joh. 3, 14. 15.), da vise vi os ey nidske, søger ey heller vort eget. 1 Cor. 13, 4. 5., da bruge vi ey hel- ler Fortredelighed mod Næsten, Vers 4., men iagttage Frelserens Regel: Aldeles som I vil, at Menneskene skal giøre eder, saaledes giøre I og dem. Matth. 7, 12.

33

33

Sandelig, mine Venner! Vil vi, Her- ren skal blive ved at giøre vel imod os, at overøse os med sine Velgierninger, da maae vi ey være sparsomme i vor Miskundelighed, Kierlighed og Velvillighed mod vor Næste, ved saa meget, som staaer til os, at lætte under hans Byrder, at række ham vor hielpende Haand udi alle hans Gienvordigheder og Trængsler. Ney! værer alle lige sindede, med- lidige, kiærlige mod Brødrene, inderlig barm- hiertige, kiærlig sindede! 1 Petr. 3, 8. Der- ved opfyldes Christi Kiærligheds Lov Gal. 6. Og naar denne Dyd hersker over os, end og i Henseende til vore Fiender, da skulle vi vorde vor Faders Børn, som er i Himmelen. Matth. 5. 45.

Herrens sande Frygt yttrer sig dernæst udi Sandhed, Troe og Love, i Redelighed udi Ord og Løfter; den vogter sig altsaa for al Falskhed, al Hyklerie baade mod Gud og Næsten: Da den er overbeviist om, at den Troe og Utroe ey kan tilsammen boe, det er: At den redelige og troefaste Gud ey kan eller vil boe i et hykkelsk og uredeligt Hierte, der er ham en Vederstyggelighed; saa hader den, som besidder Herrens sande Frygt, af Hiertet al Hyklerie og Falskhed. Og deraf kommer det, at, da han veed, at Herren haver Lyst til Sandhed i inderste Hierte Ps. 51, 8. og at Gud al-

34

34

lene vil tilbedes i Aand og Sandhed, saa vog- ter han sig stedse for Gudfrygtigheds Skin, at sige: For blot og allene at ansees for Gudfryg- tig blandt Menneskene (noget, der er Mund- Christnes eneste Bestræbelse) saa derimod opløfter han stedse sit Hierte til Herren med Davids Bøn: Lær mig, Herre! din Vey, jeg vil vandre i din Sandhed, forene mit Hierte til at frygte dit Navn Ps. 86, 11. Og hvad hans Omgang med Næsten anbelanger, da er Herrens Befaling: Taler Sandhed hver med sin Næste! Zach. 8, 16. Denne er ham en saa- dan Leve-Regel, at han aldrig har tvende Tun- ger i een Mund, eller tvende Hierter i eet Bryst, tvertimod svarer og stemmer hans Ord, hans Hierte og Gierninger ey allene altid sammen til hans Næstes Gavn, men han bevogter sig og for Ord, der kan besnære Næsten til hans Skade.

O mine Venner! Hvor er ey denne Dyd nu omstunder, da Kierlighed er bleven kold i manges Hierter, hvor er da ey denne Dyd bleven rar blandt Menneskene, af hvilke en stoer Deel omgaaes hinanden med Sviig og Bedragerie, og under deres Tunge er Møye og Uret; Men saa meget mere bør vi, som kiende Herren, og veed at han elsker Oprigtig- hed, vi bør jage efter Sandhed, at Herrens Lyst og Behagelighed maae hvile over os, at vi

35

35

fremdeles kunde nyde hans Godhed, at han ey formedelst Aarsag at klage: Der er en Sand- hed, og ey Miskundhed, og ey Guds Kundskab i Landet. Hof. 4, 1. skulle nødes at tage sin Velsignelse fra os.

Den sande Herrens Frygt skal og yttre sig i Retfærdighed og Fred. Disse tvende Dyder ere her saa Nøye forenede (thi her staaer: De skal kysse hverandre) at vi ey læt kan eller bør skille dem ad; men det maae hede: Hvad Gud har sammenføyet, skal Mennesket ikke adskille Matth. 19, 6. Ved den første veed eders Kiærlighed allerede af Textens Forklaring, at derved forstaaes Redelighed i Handel og Vandel; og ved den anden Fredsomme- lighed, at det ene Menneske ey hader, forfølger eller efterstræber det andet, og om disse tvende Dyder staaer her: De skal kysse hverandre, hvilken Talemaade medfører een saa nøye Forbindtlighed, at den viser, hvor den ene af disse Dyder er, der maae den anden ogsaa være, hvor den ene udelukkes, der tager og den anden Afskeed. Omgaaes vi vor Næste med Redelighed i Handel og Vandel, da har vi ey nødig at frygte for Ufred; hvad er derimod Aarsag til Ufred imellem Rigerne, til Uenighed i Kirken, i Staten, i Husene? Er ey Uretfærdighed, Uredelighed, Bedragerie og Sviigagtig- hed i Omgang mod Næsten den rette Kilde til

36

36

de mangfoldige Sukke, den rette Pærse, hvoraf flyder de mangfoldige Taarer over Uret, hvorimod Paulus saa alvorlig advarer: Ingen skal Undertrykke eller forfordele sin Broder udi Handelen; thi Herren er Hævner over alt dette. 1 Thess. 4, 6. At derimod hver, der vil frygte Herren i et redeligt Hierte, hver, som ønsker sig Guds Godhed og Velgierninger, med alvorlig Flid bør søge at bringe disse Dyder til Udøvelse, vises klarlig med den særdeles eftertrykkelige Talemaade: De skal kysse hverandre.

Naar Fædrene i det gamle Testamente havde udvalgt sig en Konge, da ligesom hyldede de ham og lovede ham Huldskab og Troeskab med et Kys; Thi da Samuel havde salvet Saul til Konge over Israel, da staaer der: Samuel kyste ham 1 Sam. 10, 1. I hvilken Henseende os og befales: Ps. 2, 12. Kysser Sønnen, at han ikke bliver vreed, det er: Udvælger ham til eders Konge, tilsiger ham, som eders rette Herre, oprigtig Huldskab og Lydighed. Da her nu staaer: Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre, da bindes disse tvende Dyder paa Herrens sande Dyrkere, som tvende rare Klenodier, de maae agte for deres rette Smykke, hvilke de maae, som Konge og Dronning, lade herske og regiere over sig, hvilke de udi alle deres Veye ville la-

37

37

de sig føre og styre af. Og betænker, hvor for- deelagtigt er Herredømme dette vil blive for os! hvor der vil giøre os behagelige for Himmelens Konge, der selv er Enigheds og Fredens Gud, og har sagt: Salige ere de Fredsommelige; thi de skal kaldes Guds Børn. Matth, 5, 9. be- tænker, hvor godt det vil blive at boe paa Jorden, naar den ved disse Dyders sande Ud- øvelse kunde komme til at kaldes en Retfærdigheds og Freds Boelig: Men betænker tillige! Det kan ey skee, saa længe vi vil lade dette Lys staae under Skiæppen, eller indslutte disse Dyder udi Løn Kammeret, jeg mener: saa længe vi ey vil lade dem blive bragte til Udøvelse, at de aabenbare kan møde og omfavne hverandre, eller saa længe vi allene vil fordre dem af andre, uden selv at dyrke dem; da blive de bestandig som Lyset under Skiæppen, som en Skygge uden Legeme, og vil ey kunde naae til os, saa længe vi ey daglig med oprigtige Hierter tilbeder os af Herren: At Guds Fred, som overgaaer Forstanden, maae styre og regiere vore Tanker og Hierter, at derved Guds Rige, som bestaaer i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig Aand, Rom. 14, 17. daglig maae voxe og faae Fremgang hos os, hvorved vi kunde komme til at nyde Opfyldelsen af alle Herrens dyrebare Forjættelser, hvorom at undervises vor hellige Text og veyleder os, da den viser

38

38

B) Hvad Gud vil giøre til at over- øse os med sine Velgierninger. Texten si- ger: Herren skal give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde, Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og skal sætte dens Trin paa Veyen. Her er altsaa en riig Høst at forvente for dem, som frygter Herren, en timelig, en aandelig og en ævig; men vi vil for Kortheds Skyld følge Ordene i Texten, og da heder det: Herren skal give det Gode; hvilke Ord vi kan antage som en Forjættelse om, at Herren vil blive ved med de Velgierninger, han hidindtil har ladet os nyde. Han vil give det Gode, ved endnu stedse at blive nær hos os med sin Frelse af alle Angester, af alle Gienvordigheder; han vil endnu lade vort Lands gamle Ære blive bestandig og vedvarende; han vil ved sin Aand styrke os udi vor Skrøbelighed, til at kunde udi hans sande Frygt gaae frem i alle chriftelige Dyder, i Miskundhed, i Sandhed, i Retfærdighed og Fred; saa at, hvor liden Magt der end findes hos os selv dertil, saa skal vi dog blive mægti- gen bekræftede ved hans Styrkes Kraft, til at kunde sige: Nu formaaer jeg alle Ting i Chri- sto Jesu, som giør mig mægtig, Phil. 4, 12. han vil lade os daglig formedelst sin egen Plan- telse voxe og tiltage i Guds og vor Frelseres Kundskab og Naade, og med Retfærdighed vil han dømme alle vore Fiender. Ja ikke det al-

39

39

lene, men, som han hidindtil har giort os got, saa vil han ey endnu unddrage sin Velsignelse fra os, men vort Land skal give sin Grøde.

Denne var en Naade, som Israel udi sit Land særdeles behøvede, da Jorden hos dem ey af sig selv var i Stand til at give nogen Grøde, men maatte have Guds særdeles og besynderlige Velsignelse, om det skulde blive et Land, der flød med Mælk og Honning, og derfor søger Gud saa tit ved sammes Forjættelse at drage Israel til sig. Vilde I lyde mig, da skulde I æde Landets Gode, Es. 1, 19. Herren skal byde Velsignelse at være hos dig i dine Lader og i alt det, som du udrækker din Haand til, og han skal velsigne dig i det Land, som Herren din Gud giver dig, & c. 5 Mos. B.@28, 8. Og da vort stakkels Klippe-fulde Norge lige saa lidet, som Israels Land, uden Herrens besynderlige Velsignelse kan give nogen Grøde, hvilket vi tit nok har erfaret, naar Herren for sine Buds Overtrædelser har nødtes til at straffe og ydmyge os; saa er det ey blot Israel, men endog os, som Herrens Forjættelse om Jordens Grøde strækker sig til, at han og ved denne timelige Velgierning kunde bringe os til en oprigtig Lydighed, til i Sandhed med Hiertet at frygte ham, da han vil elske dem, ham elske, og de, ham søge aarle, skal finde Livet, Ordspr. 8, 17. O! saa lader os saa

40

40

meget mere see hen til Belønningen, at vi magte efter at vorde Herren behagelige ved Jesum Christum, der er Løn nok, ved hvis Nydelse alt andet skal tillægges os. Matth. 6, 33.

Dog! Herren vil end overøse os med flere Velgierninger, nemlig: Han vil lade Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, og sætte dens Trin paa Veyen. O! En herlig, en dyrebar Forjættelse, nemlig: Ret- færdiggørelse i Jesu dyre Død og Forsoning. Ham, som er bleven os af Gud Viisdom og Retfærdighed og Helliggiørelse og Gienløselse, 1 Cor. 1, 30. alt paa det vi skul- de vorde Guds Retfærdighed i ham, 2 Cor. 5, 21. ham vil Herren stille for sit Ansigt imellem sig og os, saa at derved alle vore Overtrædelser skal udslættes, som en Taage, og vore Synder, som en Skye, naar vi allene vil vende om til ham, som har igienløst os, Es. 44, 22. Kunde vi da endskiøndt ey i en skrøbelig og syndefuld Verden vandre frem med en saadan Fuldkommenhed og Retfærdighed, som Guds Lov fordrer, da skal dens Forbandelse dog ey ramme os, Guds retfærdige Vredes Ild skal dog ey fortære os, fordi Retfærdighedens Soel Jesus skiuler os med sine Vinger, ved hvilket hver, som er og bliver formedelst en sand Troe og Kiærlighed i Samfund og Forening med Jesu, kan trøstelig sige: Hvo vil anklage Guds

41

41

Udvalgte? Gud er den, som rerfærdiggior. Hvo å den, som fordommer ? Christus er den, som er død, ja mrgn mere, som er opreyst, som og er udi Guds høyre Haand, som og træder frem for os- Rom. 8, 33. 34-

End mere! Herren vil sterke Retfær« Lighedens Trin paa Vepen. Er og en herligForjættelse, der ey indeholder lider; Thi er det en Herlighed for en Vandringsmand, ar han har Veyen banet for sig, faa han en stal frygte for at fare vild, men kan trygt og sikkert vandre uden Fare for at komme paa Afveye, Ler kunde fore ham langt af fra Maaler, som han sigter til: Da er der vift en Lyksalighed for en Christen paa hans Vandring igiennem Verden, at Gud udi sit Ord viser ham Jesum, som den rette Bey, Joh. 14. som det rette Lys, hvor efter han kan vandre, Joh. i. og Jesu Efterfølgelse, som det Fodspor, hvori han stal træde, for at finde den Stad, han gaaer til, den Havn, han ønsker sig, det Klenodie, hvor esrer han rragter. Det er en Lyksalighed, ar han er forsikret om, ar faa længe han løber al« lene paa denne Bane, og gaaer frem efter denne Regel, at da Fred og Barmhjertighed stal hvile over ham, Gal. 6, iG. ja at han igien, nem denne Ven, hvor trang den end kan være, skal gage ind til den Glæde og Herlighed, hans retfærdige Jesus har om ham, og hans her« C 5

"1

ici

1

42

42

liggiorte Frelsere har beredet ham ævig i Himmelen. Og see! saa meget Got haver Herren glemt til dem, som ham frygte.

Tilegnelse.

Lader os nu, mine Venner! randsags vore Veye og opspore dem for Herrens allerhelligste Aasyn. Vi maae stræbe ret efter at kiende os selv, for at erfare, om vi ved Herrens sande Frygt staae i nær Forening med vor Gud, saa vi kunde altid haabe og forlade os til hans Frelse, eller vi formedelst kiodelige Lyster ere endnu langt fra ham og hans Samfund, da han for deres Skyld ey kan forene sig med os, saa længe vi mangle den sande Ære, at bære hans Billede: Det er en Skade for os, om vi hidindtil har været uden for hans Samfund; men vi vil søge ham af vores gandske Hierte, da skal vi aldrig mistvivle om hans naadige Hielp; vi skal finde ham og hans Frelse nær hos os, naar vi alvorlig tilbede os den; Thi hans dyrebare Forjættelie staaer fast: Kald paa mig i din Nød, saa vil jeg frelse dig, og du skal prise mig. Ps. 50, 15. holde vi os ikkun derfor nær til ham, da vil han holde sig nær til os.

43

43

Vi maae aldrig glemme vort Fæderne- lands Ære, baade, som lydige Unversaatkere, selv ak fremme den, og, som lydige Guds Børn, ved Herrens sande Fryg! selv at bepryde den. Lader os derfor vaage over, at vi ey skal besmittes af de Umennesker, der hverken agter Guds, deres egen eller Fædernelandets Ære, skammer sig ey ved at søge Ære i Skiændsel, og viser derved, at de hverken elske Gud eller Fædernelandet, men meget mere hade derved Foragt over Religionen og den sande Guds Dyrkelses, der dog ene bliver vor rette Æ- re, naar vi kunde rose os i dette, at vi kiende Herren.

Lader os vogte os for, om vor Guds- frygt skulde blive sat paa Prøve, at vore Ly- ster da ey skal vinde Seyer, fordi vi vare, som de, hvis Huns var bygger paa Sand, og der- for ey kunde holde Stand i Fristelsens Time, vel betænkende: At Retfærdigheden, hvor læn- ge den end tøver, vil dog engang see ned af Himmelen; O vee os da, om vi blive veyede og fundne for læt! Dan. 5, 27. best giøre vi derfor at vi altid vandre i Lyset. Ja laver os vandre skikkeligen, som om Dagen, ikke i Fraadserie og Drukkenskab, ikke i Kammerne og Uteerligheder, ikke i Kiv og Avind, men ifø- rer eder den Herre Jesum Christum, og haver

44

44 ikke Omsorg for Kiøder, til at opvække Begierlighederne. Rom. 13, 13. 14.

Vore Pligter maae i alle vore Veye staae malede for vore Øyne, baade de, vi styl- de vor Gud og vor Næste, at vi ey, ved at støde an mod et Bud i Loven, skulle blive skyldige i dem alle. Vi vise, hvordan vi skal vandre for Herren, hvordan m.d vores Næste, begge Dele maae vi, som sande Christne, flittig beopagte. Men lader os aldrig fordre af andre mere, end vi selv ville giøre imod dem; Lader os tvertimod skye at opføre os mod vores Næste, som vi ey ville have af ham. Stedse maae vi derfor selv stræbe her at bygge paa et jordisk Himmerig, at vi ey skulle foraarsage selv vores Udstødelse fra det Ævige. Salomons Opvæk- kelse maae derfor altid være vores Tanke-Sæd, del: Overvey din Fods Stie, og alle dine Veye skal befæstes. Bøy dig ikke til høyre eller ven- stre Haand; vend din Fod fra det Onde. Ordsp. 4, 26.27.

Lader os endelig søge al Naade, Retfærdighed og Velsignelse i Jesu Christo, men lader os for samme ey heller glemme at takke Gud formedelst hannem, og særdeles paa denne vor Takke- og Bede-Dag med oprigtige Hjerter love og prise Herren for hans Frelse og Miskundhed mod Kongen, mod Landet, mod alle

45

45

i Almindelighed, og enhver i Særdeleshed; og tillige bede al Godheds Kilde, at han fremdeles vil aabne sit Liggendefæe, ak skiænke deraf vor allernaadigste Konge og det kongelige Huns, vore Lande, og enhver af os Naade, Velsig- nelse og Barmhierrighed i Tiden og Salighed i Ævigheden. Herre! Giør ver for din Mi- skundheds Skyld! Amen! I Jesu Navn! Amen.

Gud skiænke Kongen altid Naade!

Og lade Ham sin Frelse see! Gud Kongens Hierte altid raade!

At Han, som Konge, maae sig tee Med alle kongelige Dyrer

Til Landets Ære, Folkets Vel; Saa Kongens Ære Landet pryder,

Saa prydes Kongens dyre Siæl.

Vor Kron-Prints voxe, grønnes, lære At kiende Herren ret, og sig! At søge Guds og Landets Ære,

At flye de Falskes List og Sviig! Gid Han en Salomon mage blive

I kundskab, Viisdom, og i Ret! Sid Herrens Aand Ham stedse drive,

Til Han af Dagene er mæt!

46

46

Det kongelige Huus befæste

Gud Herren altid med sin Magt!

Vor Dronning, god iblandt de beste,

Vor Prints, som har paa Landet Agt, Gud lad Dem blomstre! leve længe!

Til Husets Stytte, Landets Ziir,

Og De til Roeligheden trænge,

Som Herren Dennem hisset gier.

Printsesserne, Den gamle Ære

Og Landets prydelse især,

Som gifte og ugifte ere,

Du Herre! Deres Gud selv vær! Du bære Dem paa dine Hænder!

Dem smage lad din Godhed sød! Og, naar De hiem til Himlen vender,

Da giv Dem Roe i Jesu Skiød!

Vor Gudsfrygt staae paa faste fødder,

Vort Land velsignes rundelig;

Gid Kiærlighed, som hede Gløder,

Hver Undersaat ret inderlig Opvarme til vor Konge-Stamme!

Til hver en Undersaat især! Gud Tvilling-Rigerne opamme!

Og med sin Hielp os være nær!

47

47 Saa skal dit Navn velsignet blive,

Du Store! vor Emanuel!

Saa ville vi til Ære give

Dig vore Legemer og Siæl; Saa lade vi ey af at siunge

Din Ære ud paa denne Jord, Før vi med Engle-Mund og Tunge Skal love dig i Englers Chor.

48