↩

Et Lands

almindelige Lyksalighed.

En Præken

paa

Taksigelsefesten

den 1. December 1773.

holden

til Høimesse

i Trinitatis Kirke

af

I. Chr. Schønheyder.

Kiøbenhavn,

Trykt og sælges hos Nicolaus Møller,

Kongl. Hof-Bogtrykker.

1773

2
3

Store og allestedsnærværende Gud, hvis Throne er Himlene, og Jorden dine Fødders Skammel; du som boer i det Høie og Helligdommen, men dog seer ned til Jorden, og skuer alle Menneskers Børn, om nogen er forstandig og søger dig. Værdige os din Nærværelse, at din Ære og din sande Frygt ogsaa hellige denne vor Forsamling. Lad denne almindelige Taksigelses-Høitid vare for hele Landet, og for enhver af os Velsignelse. Giv din Aand i os, eet Sind og Hierte i os alle, at elske dig, at glæde os over din Godhed, og med en hellig Frygt og en børnlig Lydighed mod din Villie stedse ihukomme dine Velgierninger. Lad vor Mund tale Sandhed for dig, lad vore Læbers Offere komme af et oprigtigt Hierte, at vi alvorlig sette os for at rette vor Sands og beste Flid i vort Levnet, til Forbedrelse og Helliggiørelse efter dit Velbehag. Lad os saaledes bringe dig de beste Offere som dit alvidende Øie seer paa; Lærvillighed at kiende din Villie, og Lydighed

4

af efterkomme dine Raad til vor Frelse og Salighed. Gud vær os naadig og velsigne os; lad dit Ansigt lyse hos os: at vi maa kiende din Vei paa Jorden, din Salighed iblant alle Hedninger. Vor Fader & c.

Text.

Psalm 85, 10-14.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Ære maa boe i vores Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hinanden, Retfærdighed og Fred kysse hinanden. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himlen. Herren skal ogsaa give det Gode, og vores Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og skal sette dens Trin paa Veien.

5

Jeg maa høre hvad Gud Jehova vil tale; thi han skal tale Fred til sit Folk, og til sine Hellige, at de ikke skal omvendes til Daarlighed. Dette, mine Andægtige og Elskede Tilhørere! er og maa være den rette og værdige Mening af vor høitidelige Forsamling paa denne Dag, dette maa være Hovedsagen for vore Betænkninger over vor Fest, dette har været for mig, og maatte være, den beste Underviisning, hvad jeg her paa dette Sted skulde fremføre, at underholde eders Eftertanke, og opvække eders gudelige Andagt med, til Guds og hans Velgierningers Tilbedelse i Aand og Sandhed. Jeg maa høre hvad Gud Jehova vil tale & c. De ere de Ord, som staae næst for vor Text, hvilken er en Beskrivelse over et Folks Fred eller Lyksalighed, saa sand, saa fuldkommen, som Ord hvilke Jehova selv taler. Lad os nærmere ansee dette ypperlige Stykke af guddommelig Viisdom. Den

ligeste og til hele Psalmen best passende Forklaring over den, synes mig at være denne, naar man henfører den til Davids første Regierings Aar: Folkets og hele Landets Tilstand var den Tid,

6

da Saul havde mistet Thronen og Livet, i yderlig

Forvirrelse og Trængsel. Det er bekiendt, at Saul i de faa Aar han var Konge siden sin første Selvraadigheds og siden ikke forsonede eller forbedrede Ulydigheds Synd, ingen Lykke havde til sin Regiering, hverken til at sørge for Landets indvortes Roe og Velstand, med en klog Bestyrelse af dets Huusholdning, ei heller til at forsvare det mod Naboernes fiendtlige Overfald. I alle Dele erfarede det fortrængte Folk de ulykkelige Vilkaar, under hvilke deres Fædre saa tit havde maattet lide, naar de forlode deres Guds Erkiendelse og Dyrkelse, og naar hans Love kom i Forglemmelse blant dem. Stædernes Næringsveie og Handel var forstyrret af indvortes Forvirrelse; Landets Agerdyrkning laae formedelst de ødeleggende Røverier af Hedningerne, som snart paa een snart paa en anden Side øvede Fiendtligheder; ingen Magt og ingen Anfører, ingen Orden, at holde de Voldsomheder uden for deres Grændser, som de ubeskiermede Indvaanere tit Maatte lide. Mangel og Modløshed, Vanlykke og Undertrykkelse var Israels Tilstand. (1 Sam. 22, 2.) Sauls sidste Krig mod Philisterne faldt saa ulykkelig ud, at Israels Frihed og Ære syntes at være aldeles traadt

under deres Fienders Fødder. Davids Regiering giode en hældig

7

Forandring i alle disse Elendigheder. Alt Folket blev foreened at lyde David, de fik Seier over deres Fiender, og Fred med deres Naboer. Eenighed og Orden, Love og Gudsdyrkelse bleve igien indførte; alting reiste sig. Vi tør ikke længer opholde os herved, men ville isteden for Beviis kun anføre de Ord, hvormed vor Psalme begynder, og lade enhver selv skiønne, hvorvel de passe til at beskrive denne lykkelige Forandring. Psalmen begynder saaledes: Herre du havde ingen Behagelighed til dit Land; du omvendte Jakobs Fængsel, du borttog dit Folks Misgjerning, du skiulte al deres Synd. Du bortsamlede al din Grumhed, du vendte om fra din Vrede. Omvend os vor Saligheds Gud, og tilintetgiør din Fortørnelse (det som fortørnede dig) mod os. Vil du evindelig være vred paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt. Vil du ikke giøre os levende, at dit Folk maa glæde sig. Herre lad os see din Miskundhed og giv os din Salighed. Disse ere de Tanker, hvormed et fortrykt Folk i sin Mistrøstelse kunde klage, men hvilke det nu giver Afskeed. Bort med alle Klager og al forsagt Bedrøvelse; Jeg vil høre hvad Gud Jehova vil tale; thi han skal tale Fred til sit Folk & c.

8

Langt fra (lovet være Guds Barmhjertighed) at jeg troede, at hiin Beskrivelse over Jødelandets Skiebne passede sig paa det, vi i vort Land have oplevet, men dog vide de Eftertænkende blant os, af sig selv, og de andre maa endnu lære at skiønne, hvor rimelig vi have kundet giøre os disse et Folks Bekymringer, som Gud lader føle at det har fortørnet ham. Vi bekiende alle med vore offentlige Bønner, hvad Gud har ladet os prøve for Trængseler, Hvilke Farligheder vi have seet langt fra, Ødeleggelser som truede, og vor Samvittighed sagde os, at vi havde fortient. Men vi alle skal vide, og dertil forsamler denne Dag os, hvad for forandrede Udsigter nu staae os for Øine, hvad Haab vi tør have, hvad for Ønsker vi tør giøre og tillige med vore Takoffere bringe for Gud, saafremt vi selv ville blive det han vil giøre os til, et velsignet og lyksaligt Folk. Forviste fra vore Tanker og Munde være alle uvise og uretfærdige Klager, alle selvkloge Drømme; lad os vogte os at ikke være af Vanartighed og Vantroe modløse, naar vi omtale og fordre det vi selv udvælge, det vi savne og klage over, for at giøre vort Folk og vore Tider lykkelige. Lad os høre det af Davids Mund, det som Gud selv vil lære os, hvad der er et Folks Lyksalighed. Lad os eftertænke hvad dette lokkende Billede af

9

den almindelige Folkelyksalighed, eller et Lands Velsignelse, som vor Text maler os for Øine, maa opvække i os. Den Beskrivelse vi efter dens Anledning have at agte paa og undersøge, bestaaer i disse fem Poster: Landets Ære, som er Lovenes og Øvrighedens hellig bevarede Hæder og Myndighed. Lemmernes Forbindelse i Staten ved de borgerlige Dyder: den sande Dyd i Sielen, hvilken alene Troe og Gudsfrygt frembringer, og saaledes fra Himmelen ned udbreder sit guddommelige og velsignende Herredømme blant Mennesker: Jordens Frugtbarhed, og Landets øvrige vellykkede Næringskilder: endelig Gud selv sit Folks Leder, som giver Hæld og Fremgang til alle Foretagender, og især de offentlige Handeler med fremmede Stater. Jeg har intet at giøre m. E. som I nu skal see, hvis Gud har givet mig Naade til at forstaae hans Ord, end at holde mig Stykke for Stykke til vor Psalmes Underviisning.

I.) Det var i en falsk Indbildning om Landets Ære, at Israeliterne, da de længe havde levet som et frit Folk under Guds Love og den ypperlige Indretning som Mose havde giort iblant dem, nu ikke længer vilde undvære en Konge, men syntes sig ringere end de andre Nationer, naar de

10

ikke havde imellem sig en Konges Majestæt, hans Pragt og en staaende Krigshær, som kunde give dem et Navn og Rygte. Giv os en Konge, sagde de, vi vil ogsaa være som andre Hedninge, og vor Konge skal dømme os, og drage ud for vores Ansigt at føre Krig. 1 Sam. 8, 20. Alligevel saasnart et Folks Mangfoldighed og dets Eiendomme, Provinzernes Vidtløftighed og Indvaanernes Tal, komme til en betydelig Størrelse, saa bliver det, iblant saa mange Menneskers forskiellige Tænkemaade og Sæder, til en aabenbar Nødvendighed, at hele Folkets Villie og Magt foreenes under eet Hoved. Nødvendighed, for den almindelige Eenigheds og Freds skyld, for at kunde indrette og vedligeholde Samdrægtighed i de offentlige Foretagender, for at iverksette saadanne Beslutninger til det almindeliges Vel, som ingen Forhaling taale, med Hastighed og Orden, for at holde de Mægtiges Selvraadighed i Skranker, for at afværge Vold og Undertrykkelse, for at haandhæve Lovene, og giøre deres Myndighed gjeldende mod Overtrædere, Øvrigheden i Landet, Fyrsten, Kongen, eller hvad dens Navn efter Landets Forfatning kaldes, bliver saaledes ogsaa Landets Ære: Kongen bærer hele Folkets Hæder eller Majestæt, og forestiller i sin Person dets samlede Magt og foreenede Kræfter, men det

11

Egentlige, det Fornemste hvori Kongens Majestæt bestaaer, er Dette: at Lovenes Myndighed er foreened med hans Person og hans Embede, og at de ere ham betroede. Landets Ære er en øvrighed som vældigen og med Lykke haandhæver og forsvarer viise og af Gud selv annammede Love.

Seer der m. E., hvad vor Ære, vor Agt og vor Nidkierhed for Landets Herskab maa være. Det er denne Bøn for det, som David lærte sit Folk, Psalm 72, 1. Gud! giv Kongen dine Domme, og Kongens Søn din Retfærdighed, at han kan dømme dit Folk i Retfærdighed, dine Elendige med Dom. Da boer Ære i Landet naar Regentens samtlige Handlinger, Regieringens Foretagender inden- og udenlands, Embedernes Bestyrelse, Rettergangens Orden udvise Lovenes Viisdom og Retfærdighed, og allevegne fortiene den Roes: hvor er et stort Folk, som dette, hvilket Guderne holde sig saa nær til, og der har saa retfærdige Skikke og Rette? 5 Mos. 4, 8. Naar Lovenes Hellighed og deres alvorlige Haandhævelse er den Majestæt som de forstandige see i Regenten og omkring hans Throne; naar Kongen deri kiendes at være Guds Billede paa Jorden, at under hans Opsyn Lovene som ere Guds Befalninger giøre Menne-

12

skene forstandige paa deres sande Beste, og bringe dem virkelig til at blive saa lykkelige som den almindelige Faders Godhed kan giøre sine her paa Jorden ufuldkomne Mennesker. Naar Dyd og Flid efter Gudsfrygts og Retfærdigheds Love, som er Landets Skikke og Rette, ere visse Midler til et got Rygte, til Fortrin og de rimelige Fordele, som ere gode Borgeres Belønning, naar Frihed at tænke og at handle viselig, menneskekierlig, at troe og leve efter Samvittighed, aldrig undertrykkes eller lænkes ved Lovene, men de kun ere Lænker og Bidsel for de Onde eller de Forvovne. Dette er et Land hvori Ære boer, det er den første velsignede Beskaffenhed til et Lands Lyksalighed.

II) Det vedkommer os ikke m. E. da vi ikke have at tale til Konger, at vende vor Betragtning paa andet, end det Gode som efter den Allerhøjestes Indretning skal tilflyde et Land fra Kongens og Lovenes forenede Værdighed og Hellighed. Vi indsee deraf, hvad der er vor rimelige frie dog Fyldige Sindelav, nemlig Høiagtelse, Ærefrygt og Hiertegodhed mod Fædrenelandets Ære, hvad vore Bønner til Kongernes Konge maa udbede for Kongen sit Folks Hoved, af hvor stort Indbegreb den Bøn er: Gud giv Kongen dine Domme og Kongens Søn din

13

Retfærdighed. Lad os endnu holde vore Tanker til denne Lignelse, Kongen er sit Folks Hoved; Legemet er da Nationen, Lemmerne er hver enkelt Undersaat og Medborger, Legemets Sundhed og Velmagt beroer paa Lemmernes Forbindelse, at ethvert med Kraft og Lethed paa sit Sted og i sin Zirkel forretter sine Gierninger. Her komme vi til den anden Egenskab i et lyksaligt Land; de borgerlige Dyder, Sandhed eller Oprigtighed og Trofasthed, Retfærdighed, Kierlighed, Velvillighed, Samdrægtighed — hvilket vor Text saa ypperlig forestiller; Miskundhed og Sandhed skal møde hinanden, Retfærdighed og Fred kysse hinanden. Seer det vedkommer os, Det maa vi forstaae os paa! Tør vi spørge efter Beviis for disse borgerlige Dyders Nødvendighed i et Land som vi ønske at vor Fæderneland maatte være?

Skal jeg sette eder m. E. det ynkelige og afskyelige Billede for Dine, hvorledes et Folk forstyrrer sig selv, naar Ueenighed, Egennyttighed, Partier, indbyrdes Uorden og Forvirrelse, standse alle offentlige Forretninger i Regieringen, al Nærings Fremgang i den huuslige Vindskibelighed, blotte baade Landets Grændser og Indvaanernes Huse for deres Sikkerhed og Forsvar. Vore Tider have seet det rædsomme og advarende Exempel paa et af de største og af Naturen mest vel-

14

signede Lande i Europa, hvis Folk kaldte sig en Republik, men forstod ikke, eller havde glemt at nyde viselig i Lovene sin Frihed, og med indvortes Splid og Sammenrottelser, under Navn af Confoderationer, længe havde forstyrret sig selv, indtil deres frugtbare Land er bleven en nedtraadt Skueplads for Krigen, og er Rov for Fremmedes Krigshære. Grunden og Aarsagen til denne dødelige Fordærvelse i en Nation, er den Sygdom i Statens Legeme, naar Sandhed, eenfoldig Lydighed mod guddommelige og menneskelige Love, Trofasthed, Retfærdighed, Menneskekierlighed, Lyst at tiene den ene den anden med sit Kalds Arbeide, høre op at være Borgerdyder; og derimod Blodagtighed, Vellyst, Umaadelighed, Ladhed, Stolthed, Gierrighed udbrede sig fra de Store til de Ringe, og avle alle disse Laster, hvorved een Bye fortrykker den anden, eet Laug er det andet til Hinder, ingen kiender sine Pligter og sin Medborgers Rettigheder, een Borger foruretter den anden, misunder, og med alle de Vaaben som Tunge eller Haand give, forfølger den anden - - - Ubeføied klager man nu at Velsignelsen er bortvegen, at Uhæld strider mod alle Foretagender; uforskyldt anklages nu Jorden at den tillukker sit Skiød, eller Himlen at den sender Misvæxt og Mangel ned; uden Ret raaber det ulykkelige Folk

15

over Krigen, som udtømmede dets Kraft, og røvede det sin Roe og sin Lyksalighed: — Nei, det var de indboende Laster, og den blinde Sandseløshed, og de fordærvede Sæder, hvilke liig en Gift indenfra, var den forræderske og i sin Grumhed ubarmhiertige Fiende.

Dog et Skiul over disse Rædseler denne Dag skal have sin Ret, og vise os Glæde og Velsignelse, hvilken Herren vor Gud selv taler til sit Folk. Seer derfor herimod et Folk, hvor Indvaanerne have eet Sind og eet Hierte at bevare en reen Samvittighed og uskyldige Sæder; Hvor alle indbyrdes ansee sig som een Slægt, en Familie under een Fader; hvor det Ord Fædreneland ikke er et Mundheld, misbrugt til Spot, eller tit Hyklerie — men hvor alle med foreenede Øiemed og Kræfter arbeide paa den almindelige Lyksalighed, alle foreene sig til det ene Maal, denne Regel: Retfærdighed ophøier et Folk; Synd er den gruelige Ting i et Folk, Ordspr. 14, 34. Et Folk, hvor den største og beste Deel af Borgerne; (thi det er et Land paa denne Jord jeg beskriver) giøre Nøisomhed og Arbeide til deres Rigdom, Duelighed og Retskaffenhed til deres re, Menneskekierlighed, Mildhed og Tienstfærdighed til deres huuslige Fornøjelse; hvor Ungdommens Opdragelse fører de Unge til at

16

efterstræbe de Gamles Viisdom, og hvor de Gamle ligne Børnene i Uskyldighed og Aabenhiertighed. Et Folk hvor al Fordeel af Uretfærdighed er forbandet; hvor hver som vil leve, gierne bærer sin Deel af Livets Byrder; hvor Ørkesløshed er fordreven, men alligevel skaffes Raad at forsørge og pleie de Elendige som ikke kunne arbeide, og at opdrage Børn som fattes Forældres Omhue; hvor Overflødighed, ja endog Nydelse af Velstand, uden at dele med andre er afskyelig. — Dette er Friheds og Lyksaligheds Land. Der er Forstilling landflygtig, der er Hyklerie ligesaa foragtet, som unødvendig for at beile til de Stores Naade, og Medborgernes Venskab og Yndest; Sandhed finder der usøgt Venskab, Miskundhed kommer Sandhed i møde. Der vaager hver over sin Pligt, hver bevarer i sine Gierninger og sin hele Omgang Retfærdighed, og derved er hans Enighed med hver Mand bestyrket. Retfærdighed og Fred kysse hinanden.

III) Spørger eders indvortes Følelse, m. e. T.! yndes dette Billede af os? Løfter vort Hierte sig herved at tænke paa Danmark, og at ønske for det? Spørge vi efter Mueligheden at see os selv i dette Billede — og efter Maaden hvorledes? Vor Text siger det; Sandhed skal

17

opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skue fra Himlen. Lad os standse ved denne Forestilling, det er værd at forstaae den. — Himlen i den lykkeligste Forbindelse med Jorden! Ovenfra seer Retfærdighed, den som boer i det Høie d. e. Gudsfrygt eller Religion, ned, og under dens Opsyn voxer Sandhed, alle Levnets Dyder op af Jorden. Man merker let, hvorhen dette deilige Billede viser os. Skal et Lands Dyder voxe op, grønnes og blomstre som en Sæd paa Jorden, saa maa den Soel, under hvis Straaler den velsignes, være den himmelske Lære, Guds Erkiendelse, Guds Kierlighed, som gienføder, danner og opliver Menneskenes Siele. Ned fra Himlen til Jorden er denne Lære kommen, som aabenbarer os Guds Menneskekierlighed, og optugter os at fornegte alt ugudeligt Væsen og de verdslige Begieringer, og at leve maadelig, retfærdig og gudelig i denne Verden. (Tit. 2, 12.) Denne guddommelige Viisdom, som med Guds Søns Komme til Verden er kundgiort, Naade og Sandhed som ved Jesus Christus er vorden, er den kiendt og dyrket i et Folk, oplæres man tidlig i den, bliver den krævet hos alle, og findes den, ligesom den almindelige Menneskesands, er det de Gamles Nidkærhed og Iver at see deres Ungdom oplyst og forstandig i Christendommen; er det denne Viisdom

18

som almindelig holdes for Forstands og Kundskabs Begyndelse, frem for alle andre Sandheder værd at randsages, indprentes, og frem for alle verdslige Klogskabs Regler efterleves, at finde det evige Liv deri at kiende den eene sande Gud og den han sendte Jesus Christus. Saa renser denne Troe, som ei paa Steentavler eller i de Hellige Bøger alene, men paa Hiertets Tavler er skreven, Sielen, afskaffer de kiødelige Begierligheders Herredømme i den, frigiør den fra de syndige Tilbøieligheders og Vaners Trældom, og indplanter Guds Kierlighed, som i Sind og Sæder danner et nyt Menneske, duelig til alt hvad der er Gud velbehageligt, og giver en god Samvittighed for ham. Da blive i de Christnes Skoler de unge Planter opelskede til gode og frugtbare Træer, som til sin Tid bære deres Frugt. Da udbrede sig Retskaffenhed og alle Dyder, som den frugtbare Sæd der pryder den Jord den opvoxer paa; og ovenfra ned, er Guds egen Viisdom Soel og Liv over dette Land, hvilket den kiender for sin Eiendom og sin Gierning; Jeg giør at Folk vandre paa Retfærdigheds Vei, midt paa Rettens Stier; at lade dem som mig elske, arve det bestandige, og jeg fylder deres Liggendefæ. Ordspr. 8, 20.

19

IV.) Denne er den indvortes Beskaffenhed af et lyksaligt Folk, eller det, som giør et Folk skikked til at imodtage alle Guds Velsignelsers Rigdomme; thi endnu høre til et Lands Lyksalighed, de gode Ting, som ikke alene ere menneskelig Kunst og Vindskibeligheds visse Belønning, men som beroe paa Guds usynlige Bestyrelse. Derhen viser os vor hellige Text, ogsaa fra denne Side at betragte et lyksaligt Land: Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde. Det er den fierde Egenskab, til den almindelige Lyksalighed; Jordens Frugtbarhed og Næringsveienes Velsignelse. Og her m. E. bør os at tale i en forandret Tone, for at male eder dette Stykke af det Billede som vor Psalme beskriver. Da vi stode derved at betragte et Land, hvor Ære boer, hvor Landets Øvrighed og Landets Love vare Folkets Helligdomme; hvor Miskundhed og Sandhed møde hinanden, Retfærdighed og Fred kysses, hvor de borgerlige Dyder forbinde alle Indvaanerne til det Almindeliges Vel; hvor Sandhed opvoxer af Jorden, og Retfærdighed skuer ned fra Himlen, hvor Christendommens Dyd blomstrer, og Guds og Jesu Christi Ord boer rigelig iblant Folket - - - ak! da saae vel de sande Fædrenelands Elskere sig om, at finde det deres Hierte ønskte; da talede

20

jeg for eder, og for mig selv, det frygtsomme og mod os selv mistillidsfulde Formaningsprog, og vor Samvittighed lod os see i det forestillede Speil, at vi ikke vare, hvad vi skulde være. — Dog hvo iblant os, som har det ærlige Ønske og Forsæt, for sin Deel at ville blive det, Gud ved sine saliggiørende Sandheder vil giøre os til, den tør have Mod at begynde med, Mod og Tillid at det skal lykkes ham, at tilhøre det Guds Folk, den hans Eiendom, som, hvis ei fuldkommen her i Verden, dog hidset skal nyde alle hans almægtige Velsignelser, paa den nye Jord og under den nye Himmel, hvor Retfærdighed skal boe. Men jeg vil sige mere endnu, som egentlig vedkommer denne Dags Høitidelighed. — Hver den Christen iblant os, som efter det Sind Christendommen giver, elsker sine Medmennesker, den har ogsaa i Dag Hierte til Ønsker og til Haab for sit Fædreneland. Haab til Guds uudtømmelige Godhed og Lyst at velsigne, hans Lyst at bringe os til, af Taknemmelighed mod hans jordiske Velgierninger, at imodtage vor aandelige Forbedrelse, og vor evige Salighed; Haab at vore os dyrebare Medborgeres, Venners og Elskedes Hierter ikke skal forhærde sig imod saa store og saa følelige Opvækkelser, men endelig vindes, at lade vor Gud opnaae hans Hensigter med de Miskundheds og Kierligheds

21

Beviis, som denne Dag af alles Munde ihukommes. Dette Haab, og denne Glæde i Haabet, de skal oplive vore Hierter, og de skal opfylde vor Mund at tale høit om de synlige og merkværdige Prøver, i hvilke Gud har viist os, at det er hans Alvor, hans velgiørende Forsyns visse Forsæt, at giøre os til et lysaligt Folk, hvis vi selv ei hindre det.

Vor Psalme siger: Herren skal give det

Gode, og vort Land skal give sin Grøde. Vi kan

sige; Herren har givet sit Gode, og vort Land har givet sin Grøde. Neppe havde vi saavel skiønnet derpaa, hvis vi ikke, ved at savne den en Tidlang, havde erfaret denne Velsignelses Kostbarhed, erfaret, at al menneskelig Kunst og alle vittige og hældige Opdagelser i Landhuusholdningen ere forgieves, naar Herren selv ikke giver det Gode, naar hans almægtige Bestyrelse ikke lader de skiulte og ham alene bekiendte Aarsager, og Kilder til Velsignelse giv Frugtbarhed og Fremgang. Det er os alle vitterligt, det har været nok og almindelig klaget, at baade Danmark og Norge fattedes Brød, og at den siden mange Aar vedvarende Død iblant Qvæget, giorde nu een, nu en anden Provinz øde. Vi prøvede, og endnu fornemme vi Levninger deraf, al Landets Marv og Kræfter fortæredes, da begge disse Kilder, at føde os selv af, og at fortiene vore andre Nødven-

22

digheder af Fremmede, standsede. — Men i Dag have vi den glædelige Erfaring, som udsletter hine forbigangne Kummerdages Ihukommelse. Vi have ikke seet her i vore Egne, hvad de længer bortliggende meer følede, Hungeren i sin Forskrækkelighed; inden det kom saavidt, og imedens endnu Kongens faderlige Omhue arbejdede at forebygge det, have baade Agerlandet og Qvæget viist os, at den Allerhøjeste Kongernes Konge af hvilken al Faderlighed i Himlen og paa Jorden nævnes, (Eph. 3, 15.) ikke lod sin Arm være forkortet, men at baade hans Skaansel, og tillige hans Rigdom at velsigne, beskiemmede vor Frygt og vor Vantroe. Hvad kunne vi giøre ringere, for at vise vor Skiønsomhed, end at fortælle og paaskiønne Herrens Velgierninger; og hvad er dog foruden dette, andet i vor Magt!

Saa lad os da i Dag tale derom, baade i vore hellige Forsamlinger, og i Venners Selskab, hvad for et synderligt ret udmerket Aar dette, som vi nu snart beslutte, har været. Den dyre Tid truede os, som det forrige Aar, men Gud gav saa mild en Vinter, og lod Skibsfarten saa længe være aaben, at Korn og Brød kunde hidføres, og uddeles til de nordligste Provinzer. Vaaren blev ikke længe ude, og bragte en Sommer hvis lige i Varme, i betimelig og maadelig Regn, i

23

bestandige Vinde, vi længe ikke Have oplevet. Kunde vi glemme, jeg beraaber mig m. E.! paa eders Øines Vidnesbyrd, med hvilken Glæde vi gik ud af Byen, og betragtede Sæden paa Marken, saa overflødig, og tæt med svangre Ax, staae, og tildeels af deres Last synke ned i Jorden? hvorledes den blide Himmel skinnede over Høstfolkenes Arbeide, og rigelig gav Tid og Tørke at bære den mangfoldige Velsignelse hiem, som ei kunde rummes i Laderne, men over Huses Høide maatte settes i Staver under Skuur? Imidlertid indkom fra alle Kanter den glade Tidende, at Qvægsygen hørte op, at Græsgangene vare sunde, at Melk og Kiød blev overflødig. Ogsaa der sporede vi, at Gud vendte sin Miskundhed til os, og allevegne lod see sin milde Haand, som aabnede sig, at mætte alt hvad som lever med Velbehagelighed, som fylder ogsaa Hierterne med Glæde. O! dersom Gud i Naade havde lovet, at høre engang iblant os den Bøn, som Moses fordum giorde; lad mig see dit Ansigt! dersom han havde svaret, som til denne hans troe Tiener, mit Ansigt kan du ikke see, men jeg vil lade min Godhed gaae forbi dig, og du skal see min Herlighed bag til; siger! hvad skulde han mere have viist end dette Syn, af de frugtbare Agre, af de med Qvæg bedækkede Marke, og Enge, af den milde og

24

frugtbargiørende Soel, som over alt dette lysede med Herrens Godhed? Vi vide allerede, hvad Gud selv har lært den han saaledes aabenbarede sig for, at udraabe: Jehova! Jehova! en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed, 2 Mos. 33, 18. til 34, 7.

V.) Rører dette eder? m. E. der er endnu mere, som bør giøre os dette Aar Merkværdigt. Gud selv har ladet os see sig som sit Folks Leder, og Hersker, i at beskikke Hæld og frøs delig Fremgang til lange forsøgte offentlige Foretagender, og Regieringens Handeler med fremmede Skarer. Jeg troer David havde dette i Tanker, i det mindste falder det utvunget at udtyde hans Ord derhen; Retfærdighed lader han gaae frem for sit Ansigt, og setter dens Trin paa Veiene. David seer Jehova selv vandre omkring iblant sit Folk, selv være øvrighedens Anfører, selv have Tilsyn i Sagerne og Landets Hændelser, og der udføre sine Viisdoms og Retfærdigheds Beslutninger. Vel er det ikke vor gode Samvittigheds Roes, at vi havde udvalt Gud, og trolig holde ham for vor Konge, at vi frem for andre Nationer havde bevaret hans Villie og hans Veie; men, skiønt Uværdige, og med ydmyg

25

Undseelighed, dog til hans Naades Lov og Berømmelse, tør vi prise ham, at han har udvalt os. Saaledes giør hans alvise, hellige og usporlige Forsyn med Landenes Hændelser og deres Bestyrelse; han selv uddeler Folkene deres Grændser, og giver Landene til Fyrsternes Arv; han ophøier Regentere paa Thronen, og byder dem igien at stige ned; han tæller deres Dage og veier deres Regiering; han uddeler Krig og Fred; han giver et Land Kræfter, og lader det synke i Afmagt; og i alt dette see kun de Forstandige hans Haand; men ingen kan forud ransage hans Hensigter som han vil udføre. Saaledes vælger han sig et Folk, at forsøge det med Velgierninger, han giør sig selv til dets Formynder, forsvarer det forunderlig mod Fordærvelsen, naar Lasterne ville tage Overhaand; river det ud fra den truende Fare; strider for det mod dets Fiender; setter med Magt sin Frygt og Retfærdighed paa Thronen, og fører Christendom og dens Dyder ind igien, naar det syndige Folk vilde fordrive denne sin ypperste Lyksalighed ud af sine Grændser. Dette giør Gud saa længe Folket ikke med en offentlig og samdrægtig Ryggesløshed setter sig op mod ham, og har solgt sig hen at giøre ont for ham.

Gud har visselig, saaledes udvalt sig vort Folk, at lade iblant os sin Retfærdighed, sin Maade at beherske Mennesker med besynderlig

26

Viisdoms og Mildheds Aabenbarelse, gaae frem for sig. I de tre og halvtresindstive Aars Fred som Danmark under hele Europas Krigsurolighever har nydt, hvor mange Prøver paa tilsendt Frelse, paa afværgede Ulykker, paa advarende Paamindelser kunde opregnes. De nyeligste kan dog umuelig være ude af vor Hukommelse; jeg forlader mig til at det er os endnu levende og i Dag fornyet i vor Erindring, hvor alvorlig Herrens Retfærdighed tog Kongens Huus i sit Forsvar, selv satte sit Navns Majestæt paa Kongens Throne, forkyndede sine Domme, lærte de Uforstandige, at Syndernes hastige Ophøjelse og Lykke i Verden ikke skulde forblinde dem, og kaldede vort hele Folk sammen at see hans udrakte Arm, frygte hans allerhøieste Herredømme, og med vor Konge at vandre troligen hans Buds Veie. O! med hvilken gudddommelig Lemfældighed og Skaansel har han idelig forsøgt at rette vore Fødder paa Fredens Vei!

Endnu mere; denne Dag minder os, at tænke ti Aar tilbage, hvor mægtigen Gud selv var vort Lands Forsvar, og med eet, os ukiendt Vink af sit alstyrende Forsyn, i hvis Haand alle Ting maa tiene til Redskab, bortviste den farlige Krig, som stod paa vore Grændser, og truede at sende sit Sværd ind i vort Land. Det var

27

den Tid, den samme Misforstaaelse med den Russiske Keiser, over det Danske Kongelige Huses Besiddelse af de holsteenske Lande, en Tvist som længer end hundrede Aar har været Anledning til blodige Krige, og hele Nordens Uroligheder. Den fredelige og samvittighedsfulde os uforglemmelige Konge, Frederik den Femte, arbeidede fra Denne Tid at udrydde denne for den Gang endnu neddyssede Sæd til Ufred; og saaledes ere disse Underhandlinger førte, som Danmarks Regiering har været kiendt hos Fremmede, saa vi tør sige at baade i Kongens og hans, nu med ham i Himlen herliggiorte, Ministers Foretagender, Herrens Retfærdighed satte sine Trin paa deres Veie. Og derfor lykkedes de. Tractaten som allerede 1767. var sluttet, kunde først ved Storfyrstens myndige Alder blive gyldig; dette er det, som i disse Dage er fuldbyrdet. Lad os ikke kalde det en for ubetydelig Sag, til at holdes for et besynderligt Guds Omsorgsbeviis for sit Folk. Nei, det er ikke Fyrsternes Statshandlinger, eller Grændsernes Udvidelse, som vedkommer os, En Konge kan giøre sit Herredømme stort, og sit Liggendefæ mangfoldigt; og dog kan hans Land være fuldt af Armod og Jammer. Men det vi som en Velgjerning af Guds Bestyrelse maa eftertænke, det er, at vor Konge

28

besidder sit Land i Retfærdighed, at han vinder Venskab hos sine Naboer og befæster der ved Trofasthed og Uegennyttighed, at han omgierder sine Eiendomme med Ret, og befæster sine Grændser med alle sine Naboe-Nationers offentlige Samtykke; at Landet derved forsikres en saa lang Fred, som Pagt og Løfter holdes i Ære, at især det mægtige Rige, som fra Norden indtil Sønden udbreder sine Vaabens Rygte, er vor Forbundne; Ingenlunde, at vi vilde bygge paa verdslig Magtes Forbund, men at vi med de Gudfrygtiges Klogskab, opagte det som Herren selv har giort for os, og det Middel han har udvalt, for at betrygge vor Fred, og vor Nydelse af hans Gode over os.

Endelig det er Tid at vi kalde vore Tanker tilbage, og samle i vort Begreb det hele Billede af et lyksaligt Land, som vi hidtil have betragtet stykkeviis. - - - Vi have seet det i vore Tanker, lad os være betænkte paa, hvorledes vi kunne giøre det altsammen til Virklighed. Jeg vender om til det, jeg begyndte med; Jeg vil høre hvad Herren vil tale. Seer det der i eet Ord, at høre og at lyde. Det er det som Gud selv

29

kalder bedre end Offer; og paa denne Maade alene kan vor Taksigelse og Lovsang gielde for ham, og være os selv til nogen Nytte. Vi maa høre og efterkomme hvad Herren taler til vor Fred: vi have hørt ham tale; af hans Aand hvis Indgivelse denne ypperlige Psalme er, have vi hørt, hvad for en Tænkemaade, hvad for et Sind, hvilke Leveregler et Folk maa have antaget, hvis Det ønsker at blive et velsignet Rige; Ære i Landet, Retfærdighed, Sandhed og Miskundhed blant Borgerne, Troe og Gudsfrygt ned fra Himlen i alles Hierter. O! at i os alle, som i Dag forene os at ophøie og bekiende Herrens Frelse og Velgierninger, den samme Aands Samdrægtighed maatte være, at giøre hver for sin Deel sit, til at bygge paa Fædrenelandets sande Velstand! Men for at virkelig giøre noget videre end ufrugtbare ønsker, saa lader os vide hvad vi fra denne Dag af have at foretage os. Enhver for sig fornemme i sit Hiertes til Gud henvendte Bekymringer, i sine Bestræbelser at giøre fyldest for sine Pligter, at han er en Deel af Fædrenelandet; enhver lade Landets Ære, Høiagtelse og Hiertegodhed for Rigets Hoved, og fri Lydighed og Nidkierhed for Landets Love som vedkomme ham, være de Helligdomme som ligge ham paa Samvittigheden; enhver arbeide i

30

sit Kald, uden Egennyttighed handle med sin Næste i Oprigtighed, styrke sig daglig i ædle Gierninger, som ere Christendommens Frugter i Kierlighed, hver behage ikke sig selv, men søge at behage sin Næste til Opbyggelse; hver bære den andens Byrde og opfylde saaledes Christi Lov; hver lade i sit Huus, i sin Ungdoms Opdragelse Christi Ord boe rigelig. Disse Forsæt, disse Løfter, for deres Skyld lader os tænke, at vi i Dag have forsamlet os; med disse Beslutninger og deres begyndte Fuldbyrdelse, lader os i Dag ofre Gud Tak og Herefter hver Dag betale ham vore Læbers Løfter.

Denne er Guds Hensigt med hans Velgierninger, at vinde vore Hierter, at lade os prøve at hans fornemste Villie er vor Forbedrelse, og i vor Helliggiørelse vor sande Lyksalighed. Denne er hans Hensigt naar han lader et Folk finde dets Daarligheders og Synders Frugter, at det skal vende tilbage, og søge den ene sande Vei til Frelse og Velstand, saalænge den endnu er aaben. Men mere endnu er denne hans menneskekierlige Hensigt kiendelig i hans Velgjerninger, med hvilke han udbreder sin Haand at samle os under hans Godheds og Miskundheds Rige. Ak, er det ikke ham selv, hvilken denne Dags Højtidelighed viser os? hans Røst, som ved sin Salvedes vise og

31

christelige Indbydelse, og ved Hans Exempel, kalder os til hans store Gierningers Erkiendelse? hans Røst som formaner os at benytte os af denne Anledning at søge ham, at finde den kostbare Lyksalighed, med en frivillig Aand at forsage alt hvad der fortørner ham, alle Laster som giøre hver enkelt Synder, og et heelt syndigt Folk ulyksaligt? at erfare saaledes i Sielens Fred mod ham, og dens Helbredelse fra Lyderne, og i de timelige Velgierninger, hvor meget det er hans Lyst at giøre vel imod Menneskets Børn? at Herren er god, at hans Miskundhed varer evindelig, hans Sandhed fra Slægt til Slægt.

Udaf saadant et Hierte m. D.! som er giennemtrængt af Guds Kierlighed, af hans Velgierningers Følelse, lader ogsaa Mildhed og Velgjerning gaae ud, at giøre de Trængendes Hierter glade med eder. I see ved eders Udgang for Kirkedørene, at vi gierne vilde anvende denne Fest, til at samle en gavmild Understøttelse, for vort Sogns Fattigeanstalter. Jeg anseer det for en Art af Fornærmelse mod eders Skiønsomhed, at bruge mange Ord, at overtale eder i Dag til Almisse; som om jeg kunde tænke, eller mistænke nogen af eder, at være uvillig til nogen Ting, hvormed vi kunde behage Gud, vor Frelser, vort Folks Fader, og allerbeste Konge; om jeg vilde

32

lade mig merke med, at ikke enhver i sit eget Hierte, maatte fornemme det lydelige Spørsmaal: hvormed skal jeg møde Herren for hans Utallige Velgierninger? Der være nok sagt; det eneste det beste vi kunne giøre næst efter det at ydmyge os for Gud og lyde ham, er at øve Kierlighed. (Michas 6, 8.) Udaf saadanne Hjerter fulde af Guds Ære og Tilbedelse, rørte af Kierlighed og Glæde over ham, levende af Lyst at lyde ham, udaf Hjerter oplivede og varme af Menneskekierlighed og Lyst at giøre vel, at ligne deri Gud, stige vore Bønner til ham, frembaarne paa rene Læber som bevare Sandhed, og paa ubesmittede Hænder med hvilke vi tillige udbrede og opløfte et Hierte uden

Svig.

For dit allerhelligste Ansigt & c.