✂

Et Lands

almindelige Lyksalighed.

En Præken

paa

Taksigelsefesten

den 1. December 1773.

holden

til Høimesse

i Trinitatis Kirke

I. Chr. Schønheyder.

Kiøbenhavn,

Trykt og sælges hos Nicolaus Møller,

Kongl. Hof-Bogtrykker.

1773

2
3

Store og allestedsnærværende Gud, hvis Throne er Himlene, og Jorden dine Fødders Skammel; du som boer i det Høie og Helligdommen, men dog seer ned til Jorden, og skuer alle Menneskers Børn, om nogen er forstandig og søger dig. Værdige os din Nærværelse, at din Ære og din sande Frygt ogsaa hellige denne vor Forsamling. Lad denne almindelige Taksigelses-Høitid vare for hele Landet, og for enhver af os Velsignelse. Giv din Aand i os, eet Sind og Hierte i os alle, at elske dig, at glæde os over din Godhed, og med en hellig Frygt og en børnlig Lydighed mod din Villie stedse ihukomme dine Velgierninger. Lad vor Mund tale Sandhed for dig, lad vore Læbers Offere komme af et oprigtigt Hierte, at vi alvorlig sette os for at rette vor Sands og beste Flid i vort Levnet, til Forbedrelse og Helliggiørelse efter dit Velbehag. Lad os saaledes bringe dig de beste Offere som dit alvidende Øie seer paa; Lærvillighed at kiende din Villie, og Lydighed

af efterkomme dine Raad til vor Frelse og Salighed. Gud vær os naadig og velsigne os; lad dit Ansigt lyse hos os: at vi maa kiende din Vei paa Jorden, din Salighed iblant alle Hedninger. Vor Fader & c.

Text.

Psalm 85, 10-14.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Ære maa boe i vores Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hinanden, Retfærdighed og Fred kysse hinanden. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himlen. Herren skal ogsaa give det Gode, og vores Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og skal sette dens Trin paa Veien.

Jeg maa høre hvad Gud Jehova vil tale; thi han skal tale Fred til sit Folk, og til sine Hellige, at de ikke skal omvendes til Daarlighed. Dette, mine Andægtige og Elskede Tilhørere! er og maa være den rette og værdige Mening af vor høitidelige Forsamling paa denne Dag, dette maa være Hovedsagen for vore Betænkninger over vor Fest, dette har været for mig, og maatte være, den beste Underviisning, hvad jeg her paa dette Sted skulde fremføre, at underholde eders Eftertanke, og opvække eders gudelige Andagt med, til Guds og hans Velgierningers Tilbedelse i Aand og Sandhed. Jeg maa høre hvad Gud Jehova vil tale & c. De ere de Ord, som staae næst for vor Text, hvilken er en Beskrivelse over et Folks Fred eller Lyksalighed, saa sand, saa fuldkommen, som Ord hvilke Jehova selv taler. Lad os nærmere ansee dette ypperlige Stykke af guddommelig Viisdom. Den

ligeste og til hele Psalmen best passende Forklaring over den, synes mig at være denne, naar man henfører den til Davids første Regierings Aar: Folkets og hele Landets Tilstand var den Tid,

da Saul havde mistet Thronen og Livet, i yderlig

Forvirrelse og Trængsel. Det er bekiendt, at Saul i de faa Aar han var Konge siden sin første Selvraadigheds og siden ikke forsonede eller forbedrede Ulydigheds Synd, ingen Lykke havde til sin Regiering, hverken til at sørge for Landets indvortes Roe og Velstand, med en klog Bestyrelse af dets Huusholdning, ei heller til at forsvare det mod Naboernes fiendtlige Overfald. I alle Dele erfarede det fortrængte Folk de ulykkelige Vilkaar, under hvilke deres Fædre saa tit havde maattet lide, naar de forlode deres Guds Erkiendelse og Dyrkelse, og naar hans Love kom i Forglemmelse blant dem. Stædernes Næringsveie og Handel var forstyrret af indvortes Forvirrelse; Landets Agerdyrkning laae formedelst de ødeleggende Røverier af Hedningerne, som snart paa een snart paa en anden Side øvede Fiendtligheder; ingen Magt og ingen Anfører, ingen Orden, at holde de Voldsomheder uden for deres Grændser, som de ubeskiermede Indvaanere tit Maatte lide. Mangel og Modløshed, Vanlykke og Undertrykkelse var Israels Tilstand. (1 Sam. 22, 2.) Sauls sidste Krig mod Philisterne faldt saa ulykkelig ud, at Israels Frihed og Ære syntes at være aldeles traadt

under deres Fienders Fødder. Davids Regiering giode en hældig

Forandring i alle disse Elendigheder. Alt Folket blev foreened at lyde David, de fik Seier over deres Fiender, og Fred med deres Naboer. Eenighed og Orden, Love og Gudsdyrkelse bleve igien indførte; alting reiste sig. Vi tør ikke længer opholde os herved, men ville isteden for Beviis kun anføre de Ord, hvormed vor Psalme begynder, og lade enhver selv skiønne, hvorvel de passe til at beskrive denne lykkelige Forandring. Psalmen begynder saaledes: Herre du havde ingen Behagelighed til dit Land; du omvendte Jakobs Fængsel, du borttog dit Folks Misgjerning, du skiulte al deres Synd. Du bortsamlede al din Grumhed, du vendte om fra din Vrede. Omvend os vor Saligheds Gud, og tilintetgiør din Fortørnelse (det som fortørnede dig) mod os. Vil du evindelig være vred paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt. Vil du ikke giøre os levende, at dit Folk maa glæde sig. Herre lad os see din Miskundhed og giv os din Salighed. Disse ere de Tanker, hvormed et fortrykt Folk i sin Mistrøstelse kunde klage, men hvilke det nu giver Afskeed. Bort med alle Klager og al forsagt Bedrøvelse; Jeg vil høre hvad Gud Jehova vil tale; thi han skal tale Fred til sit Folk & c.

Langt fra (lovet være Guds Barmhjertighed) at jeg troede, at hiin Beskrivelse over Jødelandets Skiebne passede sig paa det, vi i vort Land have oplevet, men dog vide de Eftertænkende blant os, af sig selv, og de andre maa endnu lære at skiønne, hvor rimelig vi have kundet giøre os disse et Folks Bekymringer, som Gud lader føle at det har fortørnet ham. Vi bekiende alle med vore offentlige Bønner, hvad Gud har ladet os prøve for Trængseler, Hvilke Farligheder vi have seet langt fra, Ødeleggelser som truede, og vor Samvittighed sagde os, at vi havde fortient. Men vi alle skal vide, og dertil forsamler denne Dag os, hvad for forandrede Udsigter nu staae os for Øine, hvad Haab vi tør have, hvad for Ønsker vi tør giøre og tillige med vore Takoffere bringe for Gud, saafremt vi selv ville blive det han vil giøre os til, et velsignet og lyksaligt Folk. Forviste fra vore Tanker og Munde være alle uvise og uretfærdige Klager, alle selvkloge Drømme; lad os vogte os at ikke være af Vanartighed og Vantroe modløse, naar vi omtale og fordre det vi selv udvælge, det vi savne og klage over, for at giøre vort Folk og vore Tider lykkelige. Lad os høre det af Davids Mund, det som Gud selv vil lære os, hvad der er et Folks Lyksalighed. Lad os eftertænke hvad dette lokkende Billede af

den almindelige Folkelyksalighed, eller et Lands Velsignelse, som vor Text maler os for Øine, maa opvække i os. Den Beskrivelse vi efter dens Anledning have at agte paa og undersøge, bestaaer i disse fem Poster: Landets Ære, som er Lovenes og Øvrighedens hellig bevarede Hæder og Myndighed. Lemmernes Forbindelse i Staten ved de borgerlige Dyder: den sande Dyd i Sielen, hvilken alene Troe og Gudsfrygt frembringer, og saaledes fra Himmelen ned udbreder sit guddommelige og velsignende Herredømme blant Mennesker: Jordens Frugtbarhed, og Landets øvrige vellykkede Næringskilder: endelig Gud selv sit Folks Leder, som giver Hæld og Fremgang til alle Foretagender, og især de offentlige Handeler med fremmede Stater. Jeg har intet at giøre m. E. som I nu skal see, hvis Gud har givet mig Naade til at forstaae hans Ord, end at holde mig Stykke for Stykke til vor Psalmes Underviisning.

I.) Det var i en falsk Indbildning om Landets Ære, at Israeliterne, da de længe havde levet som et frit Folk under Guds Love og den ypperlige Indretning som Mose havde giort iblant dem, nu ikke længer vilde undvære en Konge, men syntes sig ringere end de andre Nationer, naar de

ikke havde imellem sig en Konges Majestæt, hans Pragt og en staaende Krigshær, som kunde give dem et Navn og Rygte. Giv os en Konge, sagde de, vi vil ogsaa være som andre Hedninge, og vor Konge skal dømme os, og drage ud for vores Ansigt at føre Krig. 1 Sam. 8, 20. Alligevel saasnart et Folks Mangfoldighed og dets Eiendomme, Provinzernes Vidtløftighed og Indvaanernes Tal, komme til en betydelig Størrelse, saa bliver det, iblant saa mange Menneskers forskiellige Tænkemaade og Sæder, til en aabenbar Nødvendighed, at hele Folkets Villie og Magt foreenes under eet Hoved. Nødvendighed, for den almindelige Eenigheds og Freds skyld, for at kunde indrette og vedligeholde Samdrægtighed i de offentlige Foretagender, for at iverksette saadanne Beslutninger til det almindeliges Vel, som ingen Forhaling taale, med Hastighed og Orden, for at holde de Mægtiges Selvraadighed i Skranker, for at afværge Vold og Undertrykkelse, for at haandhæve Lovene, og giøre deres Myndighed gjeldende mod Overtrædere, Øvrigheden i Landet, Fyrsten, Kongen, eller hvad dens Navn efter Landets Forfatning kaldes, bliver saaledes ogsaa Landets Ære: Kongen bærer hele Folkets Hæder eller Majestæt, og forestiller i sin Person dets samlede Magt og foreenede Kræfter, men det

Egentlige, det Fornemste hvori Kongens Majestæt bestaaer, er Dette: at Lovenes Myndighed er foreened med hans Person og hans Embede, og at de ere ham betroede. Landets Ære er en øvrighed som vældigen og med Lykke haandhæver og forsvarer viise og af Gud selv annammede Love.

Seer der m. E., hvad vor Ære, vor Agt og vor Nidkierhed for Landets Herskab maa være. Det er denne Bøn for det, som David lærte sit Folk, Psalm 72, 1. Gud! giv Kongen dine Domme, og Kongens Søn din Retfærdighed, at han kan dømme dit Folk i Retfærdighed, dine Elendige med Dom. Da boer Ære i Landet naar Regentens samtlige Handlinger, Regieringens Foretagender inden- og udenlands, Embedernes Bestyrelse, Rettergangens Orden udvise Lovenes Viisdom og Retfærdighed, og allevegne fortiene den Roes: hvor er et stort Folk, som dette, hvilket Guderne holde sig saa nær til, og der har saa retfærdige Skikke og Rette? 5 Mos. 4, 8. Naar Lovenes Hellighed og deres alvorlige Haandhævelse er den Majestæt som de forstandige see i Regenten og omkring hans Throne; naar Kongen deri kiendes at være Guds Billede paa Jorden, at under hans Opsyn Lovene som ere Guds Befalninger giøre Menne-

skene forstandige paa deres sande Beste, og bringe dem virkelig til at blive saa lykkelige som den almindelige Faders Godhed kan giøre sine her paa Jorden ufuldkomne Mennesker. Naar Dyd og Flid efter Gudsfrygts og Retfærdigheds Love, som er Landets Skikke og Rette, ere visse Midler til et got Rygte, til Fortrin og de rimelige Fordele, som ere gode Borgeres Belønning, naar Frihed at tænke og at handle viselig, menneskekierlig, at troe og leve efter Samvittighed, aldrig undertrykkes eller lænkes ved Lovene, men de kun ere Lænker og Bidsel for de Onde eller de Forvovne. Dette er et Land hvori Ære boer, det er den første velsignede Beskaffenhed til et Lands Lyksalighed.

II) Det vedkommer os ikke m. E. da vi ikke have at tale til Konger, at vende vor Betragtning paa andet, end det Gode som efter den Allerhøjestes Indretning skal tilflyde et Land fra Kongens og Lovenes forenede Værdighed og Hellighed. Vi indsee deraf, hvad der er vor rimelige frie dog Fyldige Sindelav, nemlig Høiagtelse, Ærefrygt og Hiertegodhed mod Fædrenelandets Ære, hvad vore Bønner til Kongernes Konge maa udbede for Kongen sit Folks Hoved, af hvor stort Indbegreb den Bøn er: Gud giv Kongen dine Domme og Kongens Søn din

Retfærdighed. Lad os endnu holde vore Tanker til denne Lignelse, Kongen er sit Folks Hoved; Legemet er da Nationen, Lemmerne er hver enkelt Undersaat og Medborger, Legemets Sundhed og Velmagt beroer paa Lemmernes Forbindelse, at ethvert med Kraft og Lethed paa sit Sted og i sin Zirkel forretter sine Gierninger. Her komme vi til den anden Egenskab i et lyksaligt Land; de borgerlige Dyder, Sandhed eller Oprigtighed og Trofasthed, Retfærdighed, Kierlighed, Velvillighed, Samdrægtighed — hvilket vor Text saa ypperlig forestiller; Miskundhed og Sandhed skal møde hinanden, Retfærdighed og Fred kysse hinanden. Seer det vedkommer os, Det maa vi forstaae os paa! Tør vi spørge efter Beviis for disse borgerlige Dyders Nødvendighed i et Land som vi ønske at vor Fæderneland maatte være?

Skal jeg sette eder m. E. det ynkelige og afskyelige Billede for Dine, hvorledes et Folk forstyrrer sig selv, naar Ueenighed, Egennyttighed, Partier, indbyrdes Uorden og Forvirrelse, standse alle offentlige Forretninger i Regieringen, al Nærings Fremgang i den huuslige Vindskibelighed, blotte baade Landets Grændser og Indvaanernes Huse for deres Sikkerhed og Forsvar. Vore Tider have seet det rædsomme og advarende Exempel paa et af de største og af Naturen mest vel-

signede Lande i Europa, hvis Folk kaldte sig en Republik, men forstod ikke, eller havde glemt at nyde viselig i Lovene sin Frihed, og med indvortes Splid og Sammenrottelser, under Navn af Confoderationer, længe havde forstyrret sig selv, indtil deres frugtbare Land er bleven en nedtraadt Skueplads for Krigen, og er Rov for Fremmedes Krigshære. Grunden og Aarsagen til denne dødelige Fordærvelse i en Nation, er den Sygdom i Statens Legeme, naar Sandhed, eenfoldig Lydighed mod guddommelige og menneskelige Love, Trofasthed, Retfærdighed, Menneskekierlighed, Lyst at tiene den ene den anden med sit Kalds Arbeide, høre op at være Borgerdyder; og derimod Blodagtighed, Vellyst, Umaadelighed, Ladhed, Stolthed, Gierrighed udbrede sig fra de Store til de Ringe, og avle alle disse Laster, hvorved een Bye fortrykker den anden, eet Laug er det andet til Hinder, ingen kiender sine Pligter og sin Medborgers Rettigheder, een Borger foruretter den anden, misunder, og med alle de Vaaben som Tunge eller Haand give, forfølger den anden - - - Ubeføied klager man nu at Velsignelsen er bortvegen, at Uhæld strider mod alle Foretagender; uforskyldt anklages nu Jorden at den tillukker sit Skiød, eller Himlen at den sender Misvæxt og Mangel ned; uden Ret raaber det ulykkelige Folk

over Krigen, som udtømmede dets Kraft, og røvede det sin Roe og sin Lyksalighed: — Nei, det var de indboende Laster, og den blinde Sandseløshed, og de fordærvede Sæder, hvilke liig en Gift indenfra, var den forræderske og i sin Grumhed ubarmhiertige Fiende.

Dog et Skiul over disse Rædseler denne Dag skal have sin Ret, og vise os Glæde og Velsignelse, hvilken Herren vor Gud selv taler til sit Folk. Seer derfor herimod et Folk, hvor Indvaanerne have eet Sind og eet Hierte at bevare en reen Samvittighed og uskyldige Sæder; Hvor alle indbyrdes ansee sig som een Slægt, en Familie under een Fader; hvor det Ord Fædreneland ikke er et Mundheld, misbrugt til Spot, eller tit Hyklerie — men hvor alle med foreenede Øiemed og Kræfter arbeide paa den almindelige Lyksalighed, alle foreene sig til det ene Maal, denne Regel: Retfærdighed ophøier et Folk; Synd er den gruelige Ting i et Folk, Ordspr. 14, 34. Et Folk, hvor den største og beste Deel af Borgerne; (thi det er et Land paa denne Jord jeg beskriver) giøre Nøisomhed og Arbeide til deres Rigdom, Duelighed og Retskaffenhed til deres re, Menneskekierlighed, Mildhed og Tienstfærdighed til deres huuslige Fornøjelse; hvor Ungdommens Opdragelse fører de Unge til at

efterstræbe de Gamles Viisdom, og hvor de Gamle ligne Børnene i Uskyldighed og Aabenhiertighed. Et Folk hvor al Fordeel af Uretfærdighed er forbandet; hvor hver som vil leve, gierne bærer sin Deel af Livets Byrder; hvor Ørkesløshed er fordreven, men alligevel skaffes Raad at forsørge og pleie de Elendige som ikke kunne arbeide, og at opdrage Børn som fattes Forældres Omhue; hvor Overflødighed, ja endog Nydelse af Velstand, uden at dele med andre er afskyelig. — Dette er Friheds og Lyksaligheds Land. Der er Forstilling landflygtig, der er Hyklerie ligesaa foragtet, som unødvendig for at beile til de Stores Naade, og Medborgernes Venskab og Yndest; Sandhed finder der usøgt Venskab, Miskundhed kommer Sandhed i møde. Der vaager hver over sin Pligt, hver bevarer i sine Gierninger og sin hele Omgang Retfærdighed, og derved er hans Enighed med hver Mand bestyrket. Retfærdighed og Fred kysse hinanden.

III) Spørger eders indvortes Følelse, m. e. T.! yndes dette Billede af os? Løfter vort Hierte sig herved at tænke paa Danmark, og at ønske for det? Spørge vi efter Mueligheden at see os selv i dette Billede — og efter Maaden hvorledes? Vor Text siger det; Sandhed skal

opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skue fra Himlen. Lad os standse ved denne Forestilling, det er værd at forstaae den. — Himlen i den lykkeligste Forbindelse med Jorden! Ovenfra seer Retfærdighed, den som boer i det Høie d. e. Gudsfrygt eller Religion, ned, og under dens Opsyn voxer Sandhed, alle Levnets Dyder op af Jorden. Man merker let, hvorhen dette deilige Billede viser os. Skal et Lands Dyder voxe op, grønnes og blomstre som en Sæd paa Jorden, saa maa den Soel, under hvis Straaler den velsignes, være den himmelske Lære, Guds Erkiendelse, Guds Kierlighed, som gienføder, danner og opliver Menneskenes Siele. Ned fra Himlen til Jorden er denne Lære kommen, som aabenbarer os Guds Menneskekierlighed, og optugter os at fornegte alt ugudeligt Væsen og de verdslige Begieringer, og at leve maadelig, retfærdig og gudelig i denne Verden. (Tit. 2, 12.) Denne guddommelige Viisdom, som med Guds Søns Komme til Verden er kundgiort, Naade og Sandhed som ved Jesus Christus er vorden, er den kiendt og dyrket i et Folk, oplæres man tidlig i den, bliver den krævet hos alle, og findes den, ligesom den almindelige Menneskesands, er det de Gamles Nidkærhed og Iver at see deres Ungdom oplyst og forstandig i Christendommen; er det denne Viisdom

som almindelig holdes for Forstands og Kundskabs Begyndelse, frem for alle andre Sandheder værd at randsages, indprentes, og frem for alle verdslige Klogskabs Regler efterleves, at finde det evige Liv deri at kiende den eene sande Gud og den han sendte Jesus Christus. Saa renser denne Troe, som ei paa Steentavler eller i de Hellige Bøger alene, men paa Hiertets Tavler er skreven, Sielen, afskaffer de kiødelige Begierligheders Herredømme i den, frigiør den fra de syndige Tilbøieligheders og Vaners Trældom, og indplanter Guds Kierlighed, som i Sind og Sæder danner et nyt Menneske, duelig til alt hvad der er Gud velbehageligt, og giver en god Samvittighed for ham. Da blive i de Christnes Skoler de unge Planter opelskede til gode og frugtbare Træer, som til sin Tid bære deres Frugt. Da udbrede sig Retskaffenhed og alle Dyder, som den frugtbare Sæd der pryder den Jord den opvoxer paa; og ovenfra ned, er Guds egen Viisdom Soel og Liv over dette Land, hvilket den kiender for sin Eiendom og sin Gierning; Jeg giør at Folk vandre paa Retfærdigheds Vei, midt paa Rettens Stier; at lade dem som mig elske, arve det bestandige, og jeg fylder deres Liggendefæ. Ordspr. 8, 20.

IV.) Denne er den indvortes Beskaffenhed af et lyksaligt Folk, eller det, som giør et Folk skikked til at imodtage alle Guds Velsignelsers Rigdomme; thi endnu høre til et Lands Lyksalighed, de gode Ting, som ikke alene ere menneskelig Kunst og Vindskibeligheds visse Belønning, men som beroe paa Guds usynlige Bestyrelse. Derhen viser os vor hellige Text, ogsaa fra denne Side at betragte et lyksaligt Land: Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde. Det er den fierde Egenskab, til den almindelige Lyksalighed; Jordens Frugtbarhed og Næringsveienes Velsignelse. Og her m. E. bør os at tale i en forandret Tone, for at male eder dette Stykke af det Billede som vor Psalme beskriver. Da vi stode derved at betragte et Land, hvor Ære boer, hvor Landets Øvrighed og Landets Love vare Folkets Helligdomme; hvor Miskundhed og Sandhed møde hinanden, Retfærdighed og Fred kysses, hvor de borgerlige Dyder forbinde alle Indvaanerne til det Almindeliges Vel; hvor Sandhed opvoxer af Jorden, og Retfærdighed skuer ned fra Himlen, hvor Christendommens Dyd blomstrer, og Guds og Jesu Christi Ord boer rigelig iblant Folket - - - ak! da saae vel de sande Fædrenelands Elskere sig om, at finde det deres Hierte ønskte; da talede

jeg for eder, og for mig selv, det frygtsomme og mod os selv mistillidsfulde Formaningsprog, og vor Samvittighed lod os see i det forestillede Speil, at vi ikke vare, hvad vi skulde være. — Dog hvo iblant os, som har det ærlige Ønske og Forsæt, for sin Deel at ville blive det, Gud ved sine saliggiørende Sandheder vil giøre os til, den tør have Mod at begynde med, Mod og Tillid at det skal lykkes ham, at tilhøre det Guds Folk, den hans Eiendom, som, hvis ei fuldkommen her i Verden, dog hidset skal nyde alle hans almægtige Velsignelser, paa den nye Jord og under den nye Himmel, hvor Retfærdighed skal boe. Men jeg vil sige mere endnu, som egentlig vedkommer denne Dags Høitidelighed. — Hver den Christen iblant os, som efter det Sind Christendommen giver, elsker sine Medmennesker, den har ogsaa i Dag Hierte til Ønsker og til Haab for sit Fædreneland. Haab til Guds uudtømmelige Godhed og Lyst at velsigne, hans Lyst at bringe os til, af Taknemmelighed mod hans jordiske Velgierninger, at imodtage vor aandelige Forbedrelse, og vor evige Salighed; Haab at vore os dyrebare Medborgeres, Venners og Elskedes Hierter ikke skal forhærde sig imod saa store og saa følelige Opvækkelser, men endelig vindes, at lade vor Gud opnaae hans Hensigter med de Miskundheds og Kierligheds

Beviis, som denne Dag af alles Munde ihukommes. Dette Haab, og denne Glæde i Haabet, de skal oplive vore Hierter, og de skal opfylde vor Mund at tale høit om de synlige og merkværdige Prøver, i hvilke Gud har viist os, at det er hans Alvor, hans velgiørende Forsyns visse Forsæt, at giøre os til et lysaligt Folk, hvis vi selv ei hindre det.

Vor Psalme siger: Herren skal give det

Gode, og vort Land skal give sin Grøde. Vi kan

sige; Herren har givet sit Gode, og vort Land har givet sin Grøde. Neppe havde vi saavel skiønnet derpaa, hvis vi ikke, ved at savne den en Tidlang, havde erfaret denne Velsignelses Kostbarhed, erfaret, at al menneskelig Kunst og alle vittige og hældige Opdagelser i Landhuusholdningen ere forgieves, naar Herren selv ikke giver det Gode, naar hans almægtige Bestyrelse ikke lader de skiulte og ham alene bekiendte Aarsager, og Kilder til Velsignelse giv Frugtbarhed og Fremgang. Det er os alle vitterligt, det har været nok og almindelig klaget, at baade Danmark og Norge fattedes Brød, og at den siden mange Aar vedvarende Død iblant Qvæget, giorde nu een, nu en anden Provinz øde. Vi prøvede, og endnu fornemme vi Levninger deraf, al Landets Marv og Kræfter fortæredes, da begge disse Kilder, at føde os selv af, og at fortiene vore andre Nødven-

digheder af Fremmede, standsede. — Men i Dag have vi den glædelige Erfaring, som udsletter hine forbigangne Kummerdages Ihukommelse. Vi have ikke seet her i vore Egne, hvad de længer bortliggende meer følede, Hungeren i sin Forskrækkelighed; inden det kom saavidt, og imedens endnu Kongens faderlige Omhue arbejdede at forebygge det, have baade Agerlandet og Qvæget viist os, at den Allerhøjeste Kongernes Konge af hvilken al Faderlighed i Himlen og paa Jorden nævnes, (Eph. 3, 15.) ikke lod sin Arm være forkortet, men at baade hans Skaansel, og tillige hans Rigdom at velsigne, beskiemmede vor Frygt og vor Vantroe. Hvad kunne vi giøre ringere, for at vise vor Skiønsomhed, end at fortælle og paaskiønne Herrens Velgierninger; og hvad er dog foruden dette, andet i vor Magt!

Saa lad os da i Dag tale derom, baade i vore hellige Forsamlinger, og i Venners Selskab, hvad for et synderligt ret udmerket Aar dette, som vi nu snart beslutte, har været. Den dyre Tid truede os, som det forrige Aar, men Gud gav saa mild en Vinter, og lod Skibsfarten saa længe være aaben, at Korn og Brød kunde hidføres, og uddeles til de nordligste Provinzer. Vaaren blev ikke længe ude, og bragte en Sommer hvis lige i Varme, i betimelig og maadelig Regn, i

bestandige Vinde, vi længe ikke Have oplevet. Kunde vi glemme, jeg beraaber mig m. E.! paa eders Øines Vidnesbyrd, med hvilken Glæde vi gik ud af Byen, og betragtede Sæden paa Marken, saa overflødig, og tæt med svangre Ax, staae, og tildeels af deres Last synke ned i Jorden? hvorledes den blide Himmel skinnede over Høstfolkenes Arbeide, og rigelig gav Tid og Tørke at bære den mangfoldige Velsignelse hiem, som ei kunde rummes i Laderne, men over Huses Høide maatte settes i Staver under Skuur? Imidlertid indkom fra alle Kanter den glade Tidende, at Qvægsygen hørte op, at Græsgangene vare sunde, at Melk og Kiød blev overflødig. Ogsaa der sporede vi, at Gud vendte sin Miskundhed til os, og allevegne lod see sin milde Haand, som aabnede sig, at mætte alt hvad som lever med Velbehagelighed, som fylder ogsaa Hierterne med Glæde. O! dersom Gud i Naade havde lovet, at høre engang iblant os den Bøn, som Moses fordum giorde; lad mig see dit Ansigt! dersom han havde svaret, som til denne hans troe Tiener, mit Ansigt kan du ikke see, men jeg vil lade min Godhed gaae forbi dig, og du skal see min Herlighed bag til; siger! hvad skulde han mere have viist end dette Syn, af de frugtbare Agre, af de med Qvæg bedækkede Marke, og Enge, af den milde og

frugtbargiørende Soel, som over alt dette lysede med Herrens Godhed? Vi vide allerede, hvad Gud selv har lært den han saaledes aabenbarede sig for, at udraabe: Jehova! Jehova! en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed, 2 Mos. 33, 18. til 34, 7.

V.) Rører dette eder? m. E. der er endnu mere, som bør giøre os dette Aar Merkværdigt. Gud selv har ladet os see sig som sit Folks Leder, og Hersker, i at beskikke Hæld og frøs delig Fremgang til lange forsøgte offentlige Foretagender, og Regieringens Handeler med fremmede Skarer. Jeg troer David havde dette i Tanker, i det mindste falder det utvunget at udtyde hans Ord derhen; Retfærdighed lader han gaae frem for sit Ansigt, og setter dens Trin paa Veiene. David seer Jehova selv vandre omkring iblant sit Folk, selv være øvrighedens Anfører, selv have Tilsyn i Sagerne og Landets Hændelser, og der udføre sine Viisdoms og Retfærdigheds Beslutninger. Vel er det ikke vor gode Samvittigheds Roes, at vi havde udvalt Gud, og trolig holde ham for vor Konge, at vi frem for andre Nationer havde bevaret hans Villie og hans Veie; men, skiønt Uværdige, og med ydmyg

Undseelighed, dog til hans Naades Lov og Berømmelse, tør vi prise ham, at han har udvalt os. Saaledes giør hans alvise, hellige og usporlige Forsyn med Landenes Hændelser og deres Bestyrelse; han selv uddeler Folkene deres Grændser, og giver Landene til Fyrsternes Arv; han ophøier Regentere paa Thronen, og byder dem igien at stige ned; han tæller deres Dage og veier deres Regiering; han uddeler Krig og Fred; han giver et Land Kræfter, og lader det synke i Afmagt; og i alt dette see kun de Forstandige hans Haand; men ingen kan forud ransage hans Hensigter som han vil udføre. Saaledes vælger han sig et Folk, at forsøge det med Velgierninger, han giør sig selv til dets Formynder, forsvarer det forunderlig mod Fordærvelsen, naar Lasterne ville tage Overhaand; river det ud fra den truende Fare; strider for det mod dets Fiender; setter med Magt sin Frygt og Retfærdighed paa Thronen, og fører Christendom og dens Dyder ind igien, naar det syndige Folk vilde fordrive denne sin ypperste Lyksalighed ud af sine Grændser. Dette giør Gud saa længe Folket ikke med en offentlig og samdrægtig Ryggesløshed setter sig op mod ham, og har solgt sig hen at giøre ont for ham.

Gud har visselig, saaledes udvalt sig vort Folk, at lade iblant os sin Retfærdighed, sin Maade at beherske Mennesker med besynderlig

Viisdoms og Mildheds Aabenbarelse, gaae frem for sig. I de tre og halvtresindstive Aars Fred som Danmark under hele Europas Krigsurolighever har nydt, hvor mange Prøver paa tilsendt Frelse, paa afværgede Ulykker, paa advarende Paamindelser kunde opregnes. De nyeligste kan dog umuelig være ude af vor Hukommelse; jeg forlader mig til at det er os endnu levende og i Dag fornyet i vor Erindring, hvor alvorlig Herrens Retfærdighed tog Kongens Huus i sit Forsvar, selv satte sit Navns Majestæt paa Kongens Throne, forkyndede sine Domme, lærte de Uforstandige, at Syndernes hastige Ophøjelse og Lykke i Verden ikke skulde forblinde dem, og kaldede vort hele Folk sammen at see hans udrakte Arm, frygte hans allerhøieste Herredømme, og med vor Konge at vandre troligen hans Buds Veie. O! med hvilken gudddommelig Lemfældighed og Skaansel har han idelig forsøgt at rette vore Fødder paa Fredens Vei!

Endnu mere; denne Dag minder os, at tænke ti Aar tilbage, hvor mægtigen Gud selv var vort Lands Forsvar, og med eet, os ukiendt Vink af sit alstyrende Forsyn, i hvis Haand alle Ting maa tiene til Redskab, bortviste den farlige Krig, som stod paa vore Grændser, og truede at sende sit Sværd ind i vort Land. Det var

den Tid, den samme Misforstaaelse med den Russiske Keiser, over det Danske Kongelige Huses Besiddelse af de holsteenske Lande, en Tvist som længer end hundrede Aar har været Anledning til blodige Krige, og hele Nordens Uroligheder. Den fredelige og samvittighedsfulde os uforglemmelige Konge, Frederik den Femte, arbeidede fra Denne Tid at udrydde denne for den Gang endnu neddyssede Sæd til Ufred; og saaledes ere disse Underhandlinger førte, som Danmarks Regiering har været kiendt hos Fremmede, saa vi tør sige at baade i Kongens og hans, nu med ham i Himlen herliggiorte, Ministers Foretagender, Herrens Retfærdighed satte sine Trin paa deres Veie. Og derfor lykkedes de. Tractaten som allerede 1767. var sluttet, kunde først ved Storfyrstens myndige Alder blive gyldig; dette er det, som i disse Dage er fuldbyrdet. Lad os ikke kalde det en for ubetydelig Sag, til at holdes for et besynderligt Guds Omsorgsbeviis for sit Folk. Nei, det er ikke Fyrsternes Statshandlinger, eller Grændsernes Udvidelse, som vedkommer os, En Konge kan giøre sit Herredømme stort, og sit Liggendefæ mangfoldigt; og dog kan hans Land være fuldt af Armod og Jammer. Men det vi som en Velgjerning af Guds Bestyrelse maa eftertænke, det er, at vor Konge

besidder sit Land i Retfærdighed, at han vinder Venskab hos sine Naboer og befæster der ved Trofasthed og Uegennyttighed, at han omgierder sine Eiendomme med Ret, og befæster sine Grændser med alle sine Naboe-Nationers offentlige Samtykke; at Landet derved forsikres en saa lang Fred, som Pagt og Løfter holdes i Ære, at især det mægtige Rige, som fra Norden indtil Sønden udbreder sine Vaabens Rygte, er vor Forbundne; Ingenlunde, at vi vilde bygge paa verdslig Magtes Forbund, men at vi med de Gudfrygtiges Klogskab, opagte det som Herren selv har giort for os, og det Middel han har udvalt, for at betrygge vor Fred, og vor Nydelse af hans Gode over os.

Endelig det er Tid at vi kalde vore Tanker tilbage, og samle i vort Begreb det hele Billede af et lyksaligt Land, som vi hidtil have betragtet stykkeviis. - - - Vi have seet det i vore Tanker, lad os være betænkte paa, hvorledes vi kunne giøre det altsammen til Virklighed. Jeg vender om til det, jeg begyndte med; Jeg vil høre hvad Herren vil tale. Seer det der i eet Ord, at høre og at lyde. Det er det som Gud selv

kalder bedre end Offer; og paa denne Maade alene kan vor Taksigelse og Lovsang gielde for ham, og være os selv til nogen Nytte. Vi maa høre og efterkomme hvad Herren taler til vor Fred: vi have hørt ham tale; af hans Aand hvis Indgivelse denne ypperlige Psalme er, have vi hørt, hvad for en Tænkemaade, hvad for et Sind, hvilke Leveregler et Folk maa have antaget, hvis Det ønsker at blive et velsignet Rige; Ære i Landet, Retfærdighed, Sandhed og Miskundhed blant Borgerne, Troe og Gudsfrygt ned fra Himlen i alles Hierter. O! at i os alle, som i Dag forene os at ophøie og bekiende Herrens Frelse og Velgierninger, den samme Aands Samdrægtighed maatte være, at giøre hver for sin Deel sit, til at bygge paa Fædrenelandets sande Velstand! Men for at virkelig giøre noget videre end ufrugtbare ønsker, saa lader os vide hvad vi fra denne Dag af have at foretage os. Enhver for sig fornemme i sit Hiertes til Gud henvendte Bekymringer, i sine Bestræbelser at giøre fyldest for sine Pligter, at han er en Deel af Fædrenelandet; enhver lade Landets Ære, Høiagtelse og Hiertegodhed for Rigets Hoved, og fri Lydighed og Nidkierhed for Landets Love som vedkomme ham, være de Helligdomme som ligge ham paa Samvittigheden; enhver arbeide i

sit Kald, uden Egennyttighed handle med sin Næste i Oprigtighed, styrke sig daglig i ædle Gierninger, som ere Christendommens Frugter i Kierlighed, hver behage ikke sig selv, men søge at behage sin Næste til Opbyggelse; hver bære den andens Byrde og opfylde saaledes Christi Lov; hver lade i sit Huus, i sin Ungdoms Opdragelse Christi Ord boe rigelig. Disse Forsæt, disse Løfter, for deres Skyld lader os tænke, at vi i Dag have forsamlet os; med disse Beslutninger og deres begyndte Fuldbyrdelse, lader os i Dag ofre Gud Tak og Herefter hver Dag betale ham vore Læbers Løfter.

Denne er Guds Hensigt med hans Velgierninger, at vinde vore Hierter, at lade os prøve at hans fornemste Villie er vor Forbedrelse, og i vor Helliggiørelse vor sande Lyksalighed. Denne er hans Hensigt naar han lader et Folk finde dets Daarligheders og Synders Frugter, at det skal vende tilbage, og søge den ene sande Vei til Frelse og Velstand, saalænge den endnu er aaben. Men mere endnu er denne hans menneskekierlige Hensigt kiendelig i hans Velgjerninger, med hvilke han udbreder sin Haand at samle os under hans Godheds og Miskundheds Rige. Ak, er det ikke ham selv, hvilken denne Dags Højtidelighed viser os? hans Røst, som ved sin Salvedes vise og

christelige Indbydelse, og ved Hans Exempel, kalder os til hans store Gierningers Erkiendelse? hans Røst som formaner os at benytte os af denne Anledning at søge ham, at finde den kostbare Lyksalighed, med en frivillig Aand at forsage alt hvad der fortørner ham, alle Laster som giøre hver enkelt Synder, og et heelt syndigt Folk ulyksaligt? at erfare saaledes i Sielens Fred mod ham, og dens Helbredelse fra Lyderne, og i de timelige Velgierninger, hvor meget det er hans Lyst at giøre vel imod Menneskets Børn? at Herren er god, at hans Miskundhed varer evindelig, hans Sandhed fra Slægt til Slægt.

Udaf saadant et Hierte m. D.! som er giennemtrængt af Guds Kierlighed, af hans Velgierningers Følelse, lader ogsaa Mildhed og Velgjerning gaae ud, at giøre de Trængendes Hierter glade med eder. I see ved eders Udgang for Kirkedørene, at vi gierne vilde anvende denne Fest, til at samle en gavmild Understøttelse, for vort Sogns Fattigeanstalter. Jeg anseer det for en Art af Fornærmelse mod eders Skiønsomhed, at bruge mange Ord, at overtale eder i Dag til Almisse; som om jeg kunde tænke, eller mistænke nogen af eder, at være uvillig til nogen Ting, hvormed vi kunde behage Gud, vor Frelser, vort Folks Fader, og allerbeste Konge; om jeg vilde

lade mig merke med, at ikke enhver i sit eget Hierte, maatte fornemme det lydelige Spørsmaal: hvormed skal jeg møde Herren for hans Utallige Velgierninger? Der være nok sagt; det eneste det beste vi kunne giøre næst efter det at ydmyge os for Gud og lyde ham, er at øve Kierlighed. (Michas 6, 8.) Udaf saadanne Hjerter fulde af Guds Ære og Tilbedelse, rørte af Kierlighed og Glæde over ham, levende af Lyst at lyde ham, udaf Hjerter oplivede og varme af Menneskekierlighed og Lyst at giøre vel, at ligne deri Gud, stige vore Bønner til ham, frembaarne paa rene Læber som bevare Sandhed, og paa ubesmittede Hænder med hvilke vi tillige udbrede og opløfte et Hierte uden

Svig.

For dit allerhelligste Ansigt & c.

✂

Eine wahre und ungeheuchelte Gottesfurcht als das sicherste Mittel ein Reich aufrecht zu halten.

Vorgestellet in einer Rede am verordneten allgemeinen Danksagungsund Gebethfeste auf den 1 December 1773.

Von

M. Christian Bastholm,

Garnisons-Prediger in der Citadelle Friederichshafen.

Copenhagen,

gedruckt in der Königl. Universitets Buchdruckerey bey sel. A. Godiches nachgelaßenen Wittwe, durch Frid. Christ Godiche.

Text.

Psalm 85. v. 10-14.

Doch ist ja feilte Hülfe nahe denen, die ihn fürchten, daß in unferm Lande Ehre wohne. Daß Güte und Treue einander begegnen, Gerechtigkeit und Friede sich küßen. Daß Treue auf der Erden wachse, und Gerechtigkeit vom Himmel schaue. Daß uns auch der Hert gutes thue, damit unser Land sein Gewächse gebe. Daß Gerechtigfeit dennoch vor ihm bleibe und im Schwange gehe.

Gebeth.

O! Gott! Wohlthäter aller deiner menschen! Wohlthäter Dannemarks! Unaussprechlich groß und unzählbar sind alle deine Wohlthat.n, womit du uns überschüttest; deine Güte ist immer Neu über uns; unerschöpflich ist die Liebe, die du uns beweisest; und wir sind Undankbar, kalt, unempfindlich gegen deine mannigfaltige Gute; mit wahrer Reue und Wehmuth des Herzens bekennen wir es, daß wir deine Gnade zu Muthwjllen, gewißbrauchet haben. O! Gott! erwecke in unfern Herzen eine wahre, eine ungeheuchelte Gottesfurcht, daß wir zu dir, als der einzigen Quelle aller guten und aller vollkommenen Gaben, hinsiiehen, dich über alles, als unfern höchsten Wohlthäter lieben, und deine Wshlthaten deinen Absichten gemäß anwenden; damit du nicht in deinem Zorn deine Ruthe wieder die undankbaren Verächter deiner Güte dermaleinst ergreifen mögest. Amen.

Eingang Die Staatskündiger sind immer mit der Frage beschäftiget gewesen, welche Regieringsform für die Wohlfart eines Landes die vortheilhafteste fen; einige wollen, daß das Reich das glücklichste sey, welches nur unter einem Könige stehet, der, wie die Seele im Leibe, seine Wirksamkeit über den ganzen bürgerlichen Cörper verbreitet; andere meinen, daß es beßer wäre, wenn Mehrere zugleich am Ruder der Regierung säßen, weil vereinigte Kräfte stärker wirken; andere wollen, daß das Volk selbst die Gewalt in den Händen haben sollte, weil es bester mit der Freiheit der Menschen übereinstimmet; andere hingegen behaupten, daß kein Land beßer beherrschet werde, als wo diese verschiedenen Regierungsformen mit einander vereiniget sind. Diese Streitigkeiten werden wohl nie ein Ende haben, und wenn sie auch könnten entschieden werden, würde die Welt wohl nicht viel Nutzen da-

von haben, ein jedes Land würde doch wohl bleiben, was es ist. — Ich behaupte, daß

eine jede Regierungsform gut sey, wo eine wahre Gottesfurcht die Regenten wie die Unterthaten beseelet, und daß eine jede Regierungsform unfähig sey ein Reich seinem Untergänge zu entreißen, wo die Gottesfurcht, diese Grundsäule des Staats fehlet. David überzeuget uns davon in unserm Texte; er, als ein guter König, der die Plagen seines Landes fühlete, beweinet in diesem i

Gesänge die Züchtigungen, die der Hert ihnen zugeschickt hatte; er erkennet seine eigene Ohnmacht sein Volk zu erretten, seine Klugheit und seine Gewalt verlaßen ihn, eben wo sie ihm am nothwendigsten waren; nur die Furcht des Herrn ist das zuverläßige Mittel fein Reich aufzurichten; er weiß, daß Güte, eine allgemeine Güte und Wohlwollen, Treue unter den Bürgern, Treue gegen den König, Gerechtigkeit auf dem Throne, innerlicher Friede und äußerlicher Friede die wahren Quellen sind, daraus die Wohlfart eines Landes herfließet; und diese

einer wahren Gottesfurcht seyn, daher bricht er in diese Worte aus: seine Hülfe ist nahe Lenen, die ihn fürchten; daß in unserm Lande Ehre wohne; daß Güte und Treue einander begegnen, Gerechtigkeit und Friede sich küßen. Die Wahrheit dieses Davidifchen Ausspruchs wollen wir heute in ein Helleres Licht sehen, wenn wir euch weisen:

Daß eine wahre und ungeheuchelte Gottesfurcht das sicherste Mittel sey ein Reich aufrecht zu halten.

Man sollte wohl kaum glauben, daß es nothwendig wäre in einem Lande, wo die Lehre Jesu in ihrem vollem Glanze leuchtet, den Christen zu sagen, was die Gottesfurcht sey; dafern die Erfahrung uns nicht lehreke, daß nicht wenige, die sich ihrer Gottesfurcht rühmen, von dem Wesen dieser christlichen Gesinnung weit entfernet seyn. So viele Menschen, so viele verschiedene Begriske von der Natur der wahren Gottesfurcht, und dennoch kann nur einer der wahre seyn. Fraget diejenigen, die um euch sind, was

die Gottesfurcht sey, laßet den Wandel derer, die da glauben von einer ächten Gottesfurcht beseelet zu seyn, eure Frage beantworten, wie viele verworrene Vorstellungen werden denn nicht herauskommen, die einem wahren Anbether Jesu Mittleiden und Schrecken einflößen. Ich fürchte den Herrn, dieses bedeutet insgemein so viel: ich opfere jeder Lehre unserer Kirche einen blinden Glauben auf, ich bezahle jährlich meinen Plaß indem Tempel des Herrn, ich wohne zweymal des Jahres dem Gedächtnißmale des Todes Christi bey, ich laße keine Nothleidenden rrostloß Weggehen; mein äußerlicher Wandel hat alle Merkmale der strengesien Heiligkeit; niemals Hat ein Eidschwur meine Zunge beflecket; niemals ist ein Fluch in meinem Munde gewesen; mein Eifer für die Religion ist brennend, mein Haß wider die Gottlosen unversöhnlich. Und wann wir dieses alles genauer betrachten, fs ist oft dieser Glaube nur Aberglaube, dieser äußerliche Wandel Heucheley, und dieser Eifer Enthusiasmus. — Ja, wenn diese drey Dinge das Wesen der wahren Gottesfurcht

ausmachten, so würden wir nicht so sehr Ursache haben, uns über den Mangel an Gottseeligkeit zu beschweren; aber eben diese Gesinnungen laufen dem wahren Geiste dieser heiligen Gemüthsbeschaffenheit geradesweges entgegen, und vertilget alles wahre Christenthum bis auf den Namen; die ächte Gottesfurcht bestehet nicht in gewißen Lehrbegriffen, die im Gedächtniß aufbehalten sind, sondern in ihrem fruchtbaren Einfluß auf unsere Herzen; nicht in dem mündlichen Bekenntniße gewißer Glaubenslehren, sondern in der wohlthäkigen Veränderung, die sie in unserem Gemürhe Hervorbringen; nicht in der Erkenntniß, sondern in der Uebung unserer erkannten Pflichten; nicht in der Beobachtung gewißer äußerlichen Gebräuche, sondern in der inneren Heiligung der Begierden; nicht in einem blinden wüthenden Enthusiasmus, sondern in dem sanfmüthigen Geiste, der die Christen beseelen soll. — Wann wir die Liebe Gottes in der Natur, seine Liebe in dem Werke der Versöhnung, seine Liebe in den mannigfaltigen Wohltharen, womit er uns über-

schüttet, wann wir uns diese Liebe lebhaft vor Augen stellen, wann diese Betrachtung der göttlichen Liebe eine wahre innbrünstige Gegenliebe in unsern Herzen entzündet, wann wir Gott über alles, und unsern Nächsten, als uns selbst lieben, wann wir Kraft dieser Liebe uns scheuen die Befehle des Herrn zu übertreten; wann ein jedes Geboth uns heilig und wichtig und liebenswürdig ist, auch wann es die geliebten Lüste unsers Herzens bestreitet, weil der Gott, den wir lieben, der Gesetzgeber ist; wann wir, wie Petrus sagt, allen unsern Fleiß daran wenden, daß wir in unserm Glauben Tugend, und in der Tugend Bescheidenheit, in der Bescheidenheit Mäßigkeit, in der Mäßigkeit Geduld, in der Geduld Gottseeligkeit, in der Gottseeligkeit brüderliche Liebe, und in der brüderlichen Liebe gemeine Liebe dar- 2 Petr. 1, reichen. Kurz, wann wir uns aus Liebe zu 5 - 7. Gott und unserm Nächsten beeifern, diejenigen Pflichten zu erfüllen, die wir Gott, uns selbst, unserm Nebenmenschen und dem Staate, Kraft der göttlichen Vorschriften schuldig sind, das ist Gottesfurcht; wodiese

Eigenschaften fehlen, rühmen wir uns vergeblich unserer Gottseeligkeit.

Wer kann diese Beschreibung hören, M. G., ohne das Land glückseelig zu preisen, wo solche Gesinnungen herrschen? Wer Pred. 8, muß nicht das Urtheil Salomens billigen:

12' ich weiß, daß es wohl gehen wird denen, die Gott fürchten, und sein Angesicht scheuen. Was kann ein Reich verwüsten, dessen Glieder durch alle Stande und Claßen von dem Throne bis zu der Strohhütte von einer wahren Furcht des Herrn beseelet sind, und was kann ein Reich erhalten, wo Tugend ein Schimpfwort, und Gottseeligkeit der Beweis einer schwachen Seele ist? — Wo keine wahre Gottesfurcht ist, da ist auch keine Religion; die Religion bestehet nicht in gewißen unfruchtbaren Gedanken, Meinungen, Vorstellungen, die nur einen Platz im Gedächtniße erfüllen, und keine weitere Folgen haben, als daß wir diejenigen Haßen oder verachten, die nicht wie wir denken; die Religion bestehet in der Ausübung unserer Pflichten, das ist das Wesen der Religion; wann die Ansübung fehlet, kann es

ganz gleichgültig seyn, ob wir Christen, Juden, Türken, Heiden oder Gottesleugner sind; für uns selbst und für den Staat werden die Folgen immer dieselbigen sehn. Daher sagt der Hert durch den Propheten Jere-Zer. 7, 4. miam: Verlasset euch nicht auf die Lügen, wann sie sagen: hie ist des Herrn Tempel, hie ist des Herrn Tempel, hie ist des Herrn Tempel; sondern beßert euer Leben und Wesen, daß ihr recht thut, einer gegen den andern. Daher verwirft Paulus alle unsere i Cor. Erkenntniße und Einsichten in die göttlichen 13, 2. Wahrheiten, wo die Liebe fehlet, welche die Urquelle aller christlichen Tugendenist. —

Allein, was kann ein Reich erhalten, wann es nicht die Religion ist? Vielleicht unsere Mauren, unsere Festungen, unsere Kriegeöheere? Wir bekriegen uns; die Festungen, die für das Eisen unzugänglich sind, stehen dem Golde offen, wann der Befehlshaber keine Gottesfurcht besitzet, und schon innerhalb seiner Schanzung vom Geihe besieget ist: es ist die Religion, welche das Herz der Kriegesheere mit dem Herzen des Königs verbindet; ohne Religion wanket

der Thron des Fürsten, sein Leben ist eben so unsicher in den Händen seiner Leibwache als im offenen Felde. Nur ein schmeichelhafter Gewinn, nur die Hofnung eines glücklichen Ausfalls, nur der Wink eines mächtigem Fürsten würde bald den Eid der Treue brechen, den sie einmal gezwungen oder aus Eigenmuth abgelegt haben; denn der Eid selbst ist ja ein nichts, wann ec nicht durch Religion und Gottesfurcht gültig gemacht wird. — Gewiß, die Religion muß als die erste Grundsäule eines Staats angesehen werden, aber auch nur die fruchtbare Religion, davon wir reden, welche eine wahre Gottesfurcht in den Herzen der Unterthanen erzeuget, sonst ist die Religion ein nichts, ein Leib ohne Seele, ein Schatz ten ohne Cörper; diejenigen müssen daher als schlechte StaatSkündiger angesehen werden, welche die Religion nicht unterstühen, sie in Ehre halten, befördern, ausbreiten, und sich bemühen durch alle nur ersinnliche löbliche Mittel dieselbige unter ihren Unter: thanen so fruchtbar zu machen als möglich; auch wenn sie selbst boshaft oder einfältig

genug wären, dieselbe im Herzen für ein Hirngespinst anzusehen.

Nehmet die Religion oder die Gottesfurcht weg, denn das sind nur in Ansehung des Staats ganz gleich bedeutende Namen, was wird denn denen Lastern der Unterrhanen Einhalt thun, die das Land ärger verwüsten als die feindlichen Waffen? Unsere Gesetze vielleicht, unsere Bande, Feßel, Gefängniße, Schwerdt, Ruthen, Räder? Hat die Erfahrung auch bewiesen, daß diese Zwangsmittel hinlänglich gewesen ein Land vor seinem Untergange zu bewahren? In keinem Lande ist wohl Mangel an diesen Mitteln, und wir sehen doch, daß so viele Reiche zu ihrem Ende mit starken Schritten forteilen, und viele sind schon unter ihrem Schutt begraben. Die Gesetze, mit allen ihren gerichtlichen Zwangsmitteln begleitet, können nur dem Ausbruche gewißer groben Verbrechen Vorbeugen, und selbst wann sie strafen, gereichet fast allezeit die Strafe zum Nachtheil des Landes; vorteilhafter würde es allezeit für das Land seyn, wenn die Strafe nicht nörhig wäre, und sie würde nicht

nöthig seyn, wenn eine wahre Gottesfurcht die Bestraften beherrschet hätte. — Allein, was für Laster sind den Gesehen des Landes unterworfen? Hochverrath, offenbarer Betrug, Raub, Diebstahl, Mord, Ehebruch. Und sind dieses denn die einzigen Laster, welche dem Staate schädlich seyn? Wieviele giebts nicht, die nicht weniger den Untergang eines Landes befördern, und dem Richterstuhle der Fürsten entfliehen? Undankbarkeit, Neid, Wollust, Unzucht, Unmäßigkeit, Müßiggang, Eitelkeit, wie gefährlich sind nicht diese Laster dem Staate, sie sind mit einer unheilbaren Schwindsucht zu vergleichen, die in dem inneren Gebäude des Staats nicht offenbar wüthet, sonder heimlicher Weise alle Adern durchschleichet, das Mark verzehret, die Nerven allmählich verschlaffet; dieser innerliche Feind in einem Landeist weit gefährlicher, als der bewasknete Feind im offenen Felde, weil man ihn nicht kennet, ehe er schon mächtig ist; man siehet die allmählich zunehmende Schwäche, die sich über alle Glieder dieses bürgerlichen Leibes verbreitet, aber die Arzeney fehlet;

vergeblich reden hier die Gesetze, vergeblich bewafnet sich die Gerechtigkeit, wann der Feind versteckt ist; die Krankheit nimmt immer zu, der Tod ist gewiß, wiewohl langsam, und es kann wohl dem Staate einerley seyn, ob er durch einen plötzlichen Schlag, oder durch eine Schwindsucht untergangen ist; gewiß nur eine wahre, allgemeine Gottesfurcht kann diesem Nebel steuren, was die Furcht vor der obrigkeitlichen Gewalt nicht ausrichten kann, das wirket die Furcht vor Gott, und wo sie auch fehlet, ist der Untergang unausbleiblich, die weisesten Vorkehrungen können das Nebel verlängern, aber nicht aufheben, nicht das Gift mit der Wurzel ausrotten.

Ohne eine wahre Gottesfurcht sind alle diejenigen Quellen, daraus die Wohlfart des Landes entspringet, vergiftet, und bringen ein langsames Gift in den ganzen bürgerlichen Leib hinein. Was kann an sich selbst für ein Land nützlicher seyn, was kann die Blüthe desselben befördern, wann es nicht Künste, Wissenschaften, äußerliches Ansehen, Rang, Titel, Reichthum

sind; aber nehmet die Gottesfurcht weg, laffet eine allgemeine Ruchlosigkeit die Stande eines Reiches überschwemmen; so sind unsere Wissenschaften nur geschäftig Ueppigkeit und Eitelkeit zu ersinnen, unsere Künste sehen sie ins Werk, unsere Reichrhümer unterstützen und ernähren sie, unser Ansehen veradelk sie, und verbreitet sie durch die niedrigsten Stände, und die Zunahme der Eitelkeit ist die Abnahme des Staats; das Reich wird glänzend und arm; dieser bürgerliche Cörper gleichet dem menschlichen Leibe, wo die Gesundheit im Angesichte zu blühen scheinet, weil der Tod in jeder Ader wüthet. Was soll diesem hineinreißenden Uebel Grenzen sehen? Ja, die Gesetze können etwas ausrichten, aber daßelbige und noch mehr thur eine wahre Gottesfurcht, die den Stolz, die Mutter aller Eitelkeit dampfet, und also das Uebel samt der Wurzel ausrottet; so weit gehen die weltlichen Gesetze nicht.

Ohne eine wahre Gottesfurcht ist kein wahrer Patriotismus möglich. Der wahre Patriotismus, der zur Glückseligkeit eines

Landes so nothwendig ist, so unentbehrlich ist kein kalter unfruchtbarer Wunsch, daß es dem Lande wohl gehen möge, auch keine Hirnwuch, kein heißer Enthusiasmus, der durch einen gewißen, plötzlichen, seltenen, neuen Eindruck auf die Einbildung entzündet wird; dieser Patriotismus dauert nicht langer als der Eindruck, der ihn erzeuget. Ein entgegengesetzter Eindruck schwächet gleich dieses Feuer; hier ist keine Mittelstraße zwischen nichts und so viel; und selbst wann er am heißesten ist, ist er immer mehr schädlich als nützlich, weil er ohne Ueberlegung durchfahrt, gleich einem Rasenden, der ein Feuer löschen will, und unbesonnen das Oel statt des Wassers ergreifet. Nein, der wahre Patriotismus bestehet darin, daß man ohne Eigennutz, bloß aus Liebe zu seinem Vaterlande, als ein Mitglied des allgemeinen Wesens, feine Kräfte zur allgemeinen Wohlfart anwendet, und sich auch nicht weigert feine eigenen Vortheile aufzuopfern, wann die Glückseeligkeit des Staats dadurch kann befördert werden. Allein kann denn ein

resfurcht möglich seyn? Wer Gott nicht liebet, kann er wohl fein Vaterland, seinen König, seinen Mitbürger lieben, länger lieben, als seine eigenen Vortheile es erlauben. Es ist wohl war, was Johannes sagt: wer seinen Bruder nicht liebet, den er sicher, wie kann er Gott lieben, den er nicht siehet; aber umgekehrt ist es nicht weniger wahr: wer Gott nicht liebet, der das liebenswürdigste Wesen ist, wie kann er seilten König lieben, der weit unvollkommener ist. Wer Gott nicht fürchtet, und doch ein Patriot heißen will, der muß ein Betrüger seyn; sein Patriotismus ist Eigennutz; und unglücklich das Reich, wehe dem Staate, deßen Glieder nur durch Eigennutz zusammengehalten werden; indem ein jeder unter dem Namen eines Patrioten für sich selbst arbeitet, arbeitet er zugleich an dem Untergänge des ganzen; aber, wie glücklich und gesegnet muß hingegen das Land seyn, wo eine wahre und allgemeine Gottesfurcht die 1 Cor. 10, Ermahnung Pauli wirksam und fruchtbar 24. gemacht hat: Niemand suche, was seyn ist, sondern ein jeglicher suche, was des andern ist.

In einem Lande, wo alle Unterthanen von einer wahren Gottesfurcht beseelet sind, da muß auch eine allgemeine Güte und Wohlwollen herrschen. Güte und Treue begegnen einander, sagt David. Däfern ein Land blühen soll, mäßen alle Einwohner deßelben von einer allgemeinen Güte und Liebe beseelet seyn; wann der König seine Gewalt mißbrauchet, seine Unterkhanen zu unterdrücken, wann ihr Schweiß dienen muß seinen Geiß oder seinen Stolz zu befriedigen; wann die Unterthanen durch das Joch falsch, niederträchtig und eigennützig werden; wann ein jeder nur in seinem Kreise arbeitet, ohne Absicht auf die Wohlfart des ganzen' wann jeder Unterthan seinen eigenen räuberischen Gesinnungen nachgehek, und lieblos seinen privaten Nutzen ein ganzes Reich aufopfert; wann die Obrigkeit sich wider die Unterthanen mit Gewalt, und die Unterthanen sich hingegen wider die Obrigkeit mit Arglist bewafnen; wann ein jeder Unkerthan nur sich selbst, aber nicht seine Mitbürger wie sich selbst liebet; wie eilet dann das Land mit starken

Schritten zu seinem Untergang! einige Glieder wachsen und werden gewaltig, der übrige großeCörper nimmt beständig ab; diemäch« tigern, welche die Nervensäfte an sich gezogen haben, weigern sich den übrigen Gliedern dieselben wiederum zufließen zu laßen; Hier verwelket ein Glied, dort ein Glied; endlich fält das ganze Gebäude, und das Haupt lernet zu spat, daß die Füße nicht weniger nothwendig als die Hände sind, wann es unter den Trümmern begraben wird. — Was kann ein solches Land erretten? Nur eine allgemeine Gottesfurcht in allen Ständen. Diese heilige Gesinnung siopfet die Quellen dieses Verderbens, und Hebet die Ursachen deßelben. Nun ist die Verblendung nicht mehr, daß der König wohl ohne seine Unterthanen bestehen könne; der Stolz ist nicht mehr, der von seiner eingebildeten Höhe auf die niedrigere Stände als auf seine gebohrnen Slaven mit Verachtung Hinabschauet; der Neid ist nicht mehr, der den einen Bürger wider den andern aufbringet, und die allgemeine Wohlfart unter sich zerreißet; der Eigennuh ist nicht mehr, der

sich wichtig machet, um zu rauben; die Arglist ist nicht mehr, die ihre Klauen verberget, um ihres Raubes desto sicherer zu seyn; die Heuchelen ist nicht mehr, die niederträchtig vor dem Throne kreucht, um die unverdienten Gnaden aufzusammeln, die sie mit aufgerichteten Angesichte nicht bekommen würde. Die Gottfeeligkeit ist allen diesen, einem Lande schädlichen, Leidenschaften feindseelig; wann sie auf dem Throne sißet, bleibet der Fürst, was er seyn soll, ein Schußherr des Landes, ein Vater seiner Untertanen; er ahmet Gott nach, deßen Bild er trägt, indem er wohlthätig und liebreich ist; der Tag scheinet ihm verloren zu seyn, auf welchem er keine Wohlthaten bewiesen; er sißet aufseinem Stuhle und zerstreuet alles arge mit seinen Augen. Wer ein treues Herz hat; deßen Freund ist der König; siehet er einen Mann, der fleißig in seinem Geschäfte ist, der wird vor ihm stehen. Durchs Recht richtet er das Land auf; wie Salomo sagt. Wann diese allgemeine Güte durch eine wahre Gottesfurcht sich von dem Könige auf alle seine Unterthanen verbrei-

tet, wie glücklich ist denn das Land! die Unterthanen erkennen nur in ihrem König ihren allgemeinen Vater, sie sehen sich selbst als seine Kinder an, und erkennen sich für Brüder unter einander, die nur alle, ihrer äußerlichen Ungleichheit ungeachtet, einen allgemeinen Zweck haben, die Wohlfart des ganzen Staats; und freudig alles aufopfern, wann dieser Endzweck kann erreichet werden; aber diese wohlthatigen Gesinnungen können nur von denen erwartet werden, die den Herrn fürchten, ihn lieben, und in ihm sein Bild, den König lieben.

Wann die Furcht des Herrn unter einem Volke herrschet, so ist auch Treue im Lande, Treue unter den Bürgern, Treue gegen König, Amtötreue; Güte und Treue begegnen einander. Lasset die wahre Gottseeligkeit nur aussterben; wer wird denn Wort länger halten, als er den Vordavon siehet, wer wird sich scheuen jeden Vergleich zu brechen, wann er nicht länger mit seinem Eigennütze übereinstimmen kann wer wird sich wohl ein Gewitzen Madie Gutherzigkeit seines Gläubigers

mit Undank zu vergelten. Und was für Treue können die Könige sich wohl von Untertanen versprechen, die ihren Gort untreu sind? Der gute Fürst, seiner uneingeschränktesten Gewalt ungeachtet, fühlet alle Tage, daß er Mensch und nicht Gott ist; mit tausend Augen muß er sehen, durch tausend Hände muß er seine Wirksamkeit über das Land verbreiten; es hängt am öftesten von diesen geborgten Augen und Händen, von ihrer Treue, von ihrem Eifer ab, wie das Land verwaltet werde; aber wann diese nun nicht den Herrn fürchten, wie kann er sich auf ihre Treue verlaßen, muß er nicht einen jeden, der ein Feind Gottes ist, für einen Feind des Landes onsehen, muß er nicht eigennützige Absichten in jeden Rathgeber vermuthen, und immer fürchten seine besten Entwürfe vereitelt zu sehen, so bald sie sollen ausgeführet werden. David, dieser große König, erkannte dieses: ein verkehrtes Herz, sagt er, muß von (nir weichen den bösen leide ich nicht. Meine Augen sehen nach den Treuen im Lande, daß sie bey mir wohnen, und habe gerne fromme

Ps. 101. Diener; falsche Leute halte ich nicht in meinem Hause, die Lügner gedeyen nicht bey

mir. O! daß alle Fürsten so denken möchten, wie glücklich würden ihre Reiche seyn. treue Rathgeber, weise Entwürfe, die nur auf die allgemeine Wohlfart abzielen, und eine kluge Ausführung derselben würde bald die Krankheiten eines jeden Staats heilen, und den Adern eines veralteten Reiches das muntere Geblüt der Jugend einflößen.

Ein jeder würde sein Amt gewißenhaft verwalten, Fleiß und Wachsamkeit in einer jeden Handthierung würden die sorglose Trägheit aus dem Lande verbannen, die den Staat heimlich entnervet, und tausendmahl schädlicher und gefährlicher ist als Pest, Krieg, Hungersnoth, und alle die schweren Strafgerichte, die der Hert über ein Land verhängen kann; ein jeder würde sich scheuen ein Amt anzunehmen, dessen er unfähig war, und sich zu dem Amte geschickt machen, das er einmal im Lande bekeiden wollte. — Aber vergeblich denken wir an diese glücklichen Gesinnungen eines Volkes, so lange die Goktseeligkeit fehlet; vergeblich wachet

der König; die Untreue des keinen wird die Untreue des andern verbergen, die eine Hand wird immer die andere waschen, und sie werden also alle rein in den Augen des besten Königs ferm; vergeblich reden die Gesetze, wann diejenige, die sie anwenden sollten, selbst untreu sind; und wie viele Arten der Untreu gibts nicht, die nicht einmahl den weltlichen Richterstühlen unterworfen sind; — gewiß hier muß eine wahre Gottesfurcht die Stelle der Gesetze vertreten; sie erwecket das Gewitzen, und dieser Richter in der Seele redet lauter als der Ausspruch des Gesetzes, lauter als die Stimme der Gerechtigkeit; so bald das Gewissen sein Scepter niederlegt, sinkt das Scepter des Fürsten.

Allein die Furcht des Herrn gebieret nicht allein eine allgemeine Treue in allen Ständen; ohne eine wahre Gottesfurcht verlieret selbst die Gerechtigkeit viel ihres Glanzes und ihres wohlthätigen Einflusses in die Wohlsart des Staats; Gerechtigkeit und Friede küßen sich. Ich darf euch wahrscheinlich nicht sagen, daß die Gerechtigkeit nicht in der, Menge der Gesetze allein, auch

nicht in ihrer Uebereinstimmung mit der Menschenliebe und dem allgemeinen Besten allein, sondern in der guten Anwendung und Ausübung derselben bestehe; ich darf euch wahrscheinlich nicht sagen, daß ein Land um so viel glücklicher sey, als die Gerechtigkeit beßer ausgeübet wird. Das nennet man Gerechtigkeit, daß die unnützen, treulosen, schädlichen Bürger, die kaum den Namen eines Bürgers verdienen, bestrafet, und Hingegen die guten, fleißigen, verdienstvollen Glieder des Staats belohnet werden; das ist Gerechtigkeit, wann ein jeder, ohne Rücksicht auf Geburth, Stand, Amt, Ansehen, Würde, Verwandschaft, die Früchte seiner Handlungen empfängt; so lange diese Gesinnung in einem Lande herrschet, wie glücklich muß es seyn! welch eine Liebe des Vaterlandes muß denn nicht jeden guten Bürger beseelen? Wer wollte nicht hier sein Vaterland suchen, und es als sein Vaterland lieben; und was ist der Liebe unmöglich? — Welch ein Eifer wird nicht jeden Bürger entzünden sich um die Wohlsart des Staates verdient zu machen, wann

er sich die gewiße Hofnung machen kann an der Wohlfart. des Staats Theil zu nehmen, und die Früchte seines Verdienstes zu genießen; wer wird sich nicht beeifern nützlich zu seyn, wann ihm keine unnütze Glieder vorgezogen werden. Die Einfalt, die Unwißenheit, die Frechheit wird sich weit vom Throne im Staube verbergen, auch mit allen ihren äußerlichen glänzenden Vorzügen, oder sich nur durch erworbene Verdienste empor heben. — Kehret aber diese glücklichen Maximen um, laßet die nützlichen und unnützen Bürger daßelbige Recht genießen, wer wird sich denn um Verdienste bekümmern; oder machet Verdienste aus gewißen äußerlichen angebornen Vorzügen, wer wird sich denn um andere beeifern, der diese hat; wann Laster und Verbrechen ungeahndet hingehen, wer will denn nicht ein Bösewicht seyn, wann Verdienste im Staube bleiben, wer will sie suchen; die Gerechtigkeit, die in einer unpartheischen Auötheilung der Strafe und der Belohnung bestehet, muß also billig als die starkeste Grundsäule des Staats angesehen werden; wann sie wackelt, neiget

das ganze Gebäude zum Untergange. — Allein, was kann die Gerechtigkeit im Lande unterhalten, wann es nicht die Furcht de? Herrn ist; Jethro erkannte dieses, wie er Mofi den Rath gab, daß er Richter in Israel verordnen sollte, um die Gerechtigkeit auszuüben; was für Eigenschaften fordert er an ihnen? Geburth vielleicht, Einsichten, Rang, Geschicklichkeiten? Ja, alle diese Eigenschaften sind an sich selbst gut, sie sind nothwendig; aber sind sie nicht von einer wahren Furcht des Herrn begleitet, so sind eben diese Eigenschaften mehr schädlich als nützlich, selbst gefährlich; er sagt daher: siehe dich um nach Leuten, die redlich sind, die Gott fürchten, die wahrhaftig und dem 2 Mos. Geitze feind sind. Wann die Gerechtigkeit 18, 21. mit einer wahren Gottesfurcht vereiniget ist, so sind ihr erst die Augen zugebunden, so brauchet sie erst ihre Wagschaale, so ist erst ihr Schwerdt nützlich. Die Furcht des Herrn machet sie blind gegen den Eigennutz, raub gegen Freunde und Gönner, unempfindlich gegen den Eindruck des Ansehens; rillePartheilichkeit ist weit von ihr entfernet;

Schmeicheley rühret sie nicht, das Gold verblendet sie nicht, die Leidenschaften urteilen nicht; nur das gute, das wahre, das rechte, das nützliche, das billige kann ihrer Wagschaale das Uebergewicht geben; wenn auch Cronen und Scepter auf die andere Schaale gelegt würden, so würden sie doch zu leicht seyn.

Endlich, M. G., wann eine wahre Gottesfurcht in allen Standen eines Reiches herrschet, so muß innerlicher und äußerlicher Friede das Land segnen. Wann ein Land untergehen soll, so brauchet es keine auswärtige Feinde; nur daß der Saame der Uneinigkeit unter die höhere Stande, die dem Ruder nahe sind, oder unter die höhere und niedrigere Stande gestreuet wird, so ist das Urtheil gesprochen; ein jegliches Reich, Luc. 11, so es mit ihm selbst uneins wird, das wird 17. wüste, und ein Hans fället über das andere, ist die Lehre Jesu; und ist diese Lehre nicht eine Stimme der Erfahrung und der Vernunft? Wann der eine Stand dem andern feind ist, wann der eine Bürger den andern verachtet, wann der eine Unterthan die be-

sten Entwürfe des andern aus neidischen oder eigennützigen Absichten vereitelt, wann Ver eine wider den andern, und alle wider den Staat arbeiten; wann ein jeder nur das feinige, niemand das allgemeine suchet; wann der eine niederreißct, was der andere aufrichtet, nur damit man sehe, daß er auch da. gewesen; so fehlet das Land, daß das eine Glied des Staats mit dem andern und alle Glieder mit dem Staate verbinden sollte; der Feind ist im Lande, aber verkleidet; der Untergang ist zwar nur langsam, aber eben so gewiß, als wenn der Feind sich offenbar im Felde darstellete. — Was kann dieses zerrissene Band wiederum zufammcnknüpfen? Gewiß nur die Furcht des Herrn, oder die Wunde ist unheilbar; wann eine wahre Gottseeligkeit ihre sanften und liebreichen Gesinnungen über alle Stände eines Reiches verbreitet, so betrachten alle Glieder eines Staates sich selbst nur als die Glieder deßelbigen Leibes, sie haben alle nur einen Endzweck, nemlich die Erhaltung und Gesundheit des Leibes, deßcn Glieder sie sind; dieser allgemeine Endzweck vereiniget

sie, und sehet alle ihre Kräfte in Bewegung. Die edlern Glieder verachten nicht die unedlern, weil diese nicht weniger nothwendig sind, denn jene; und die unedlem beneiden nicht der edlern ihren Glanz, sondern nur ihr Glück, daß sie Gelegenheit haben nützlicher zu seyn, und dieser edle Neid gibt ihrem Eifer für die Wohlfart des Landes einen neuen Zuwachs. Alle Unterthanen von dem Throne bis zu der Hütte erkennen sich selbst nur für Knechte der Staats, und tragen das ihrige zur allgemeinen Glückseeligkeit deßelben bey; gewiß diese Einigkeit kann nur eine wahre Gottesfurcht hervorbringen, welche alle die unredlichen, eigennützigen, räuberischen Nebenabsichten zernichtet, die sich immer dem Hauptendzwecke des Staats widersetzen, und die Gemüther der Unterthanen trennen; diese allgemeine Liebe ist nicht eine Frucht der Staatskunst, sondern der Gottseeligkeit — und, M. G., wann eine solche allgemeine Liebe, Einigkeit und Friede alle Glieder der Staats dermaaßen mit einander und mit der Wohlfart des Reiches verbindet; wann alle

Einwohner eines Landes nur eine Seele und einen Leib ausmachen; wann alle ihre Kraste zum gemeinen Besten vereinigen; wann ein Geist alle Glieder beseelet und bewegt; wie Hurtig muß nicht ein solches Reich Zuwachsen, wie mächtig muß es werden, gesegnet für die Einwohner selbst, und fürchterlich für die Feinde; aber nehmet die Gottseeligkeit der Einwohner weg, die unser» eigennützigen Begierden ihre Grenzen setzeke, gleich höret der allgemeine Endzweck auf; so viele Glieder, so viele Hauptendzwecke, das bürgerliche Band ist zerrissen, ein jeder suchet das feinige, das Reich wird schwach, das Land findet in dem ersten Feind seinen Ueberwinder.

Sehet, M. G., dieß ist der segensvolle Einfluß der Gottfteligkeit auf die Wohlfart eines Staats, sh nothwendig ist die Furcht des Herrn, eine wahre, ungeheuchelte und allgemeine Gottesfurcht, dafern ein blühendes Reich bestehen, dafern ein verfallenes Reich sich wiederum aufrichten soll. Verbannet nur diese heilige Gesinnung, so arbeiten wir vergeblich; vergeblich ist unsere

ganze Staatsklugheit, unsere Leidenschaften verblenden uns, wir werden nur niederreißen, indem wir glauben aufzurichten; vergeblich sind alle unsere Lob- und Dankopfer, unsere Danksagungsfeste sind eben so viele Gotteslästerungen; vergeblich ist selbst der reicheste Segen des Herrn, weil wir ihn ohne wahre Gottesfurcht zu unserm eigenen desto grösseren Unglück nur mißbrauchen werden: — Allein besitzen wir, besitzen die Einwohner dieses Reichs diese Gottesfurcht, ohne welche kein Segen, keine Glückseeligkeit in einem Lande zu hoffen ist; dürfen wir die Worte Davids auf uns anwenden: die Hülfe des Herrn ist nahe denen, die ihn furch daß in unserm Lande Ehre wohne, daß Güte und Treue einander begegnen, Gerechtigkeit und Friede sich küßen? Es würde eine Vermeßenheit von mir seyn, wenn ich diese Frage beantworten wollte; ein Lehrer ist kein Richter; der allwißende, der in die Herzen der Menschen hinabschauet, der die Zahl seiner Anbether und seiner Verächter berechnet, er kann allein das gute gegen das böse abwegen, er allein weiß, wo das Uebergewicht zu fin— Dieses kann ich allein sagen, vorzüglichen“ Wohlrhaten, die der

Herr unferm Lande bewiesen, kein Beweis, kein zuverläßiges Merkmahl unserer vorzüglichen Gottseeligkeit seyn, sie sind nur ein Beweis der göttlichen Langmuch. Wir irren uns, wenn wir so schließen: der Hert beweiset uns so große, so mannigfaltige Wohlthaten, also müßen wir Lieblinge des Himmels seyn, also bewohnen wir das glückseelige Land, wo Güte und Treue einander begegnen, wo Gerechtigkeit und Friede sich küßen. Nein, M. G., laßet uns lieber den Schluß umkehren, so urtheilen wir richtiger: der Hert ist unendlich gütig, wir sind unendlich verderbt, daher überschüttet er uns mit so unaussprechlich großen Wohlthaten, daher ist seine Gnade immer neu über uns; er will uns durch den Reichthum seiner Güte, Geduld und Langmurh zur Buße leiten, er will erst versuchen durch seine Wohlthaten unsere verderbten Herzen zu besiegen, ehe er in seinem Zorn seine Ruthe ergreifet. — Dieß, M. G., muß die Absicht des Herrn mit allen denen Wohlthaten seyn, mit welchen er unser Land überhäuffet. Und wie mannigfaltig, wie groß, wie unaussprechlich groß sind die Wohlthaten unsers Gottes immer gegen, uns gewesen!

Alle diejenigen Strafgerichte, womit andere Länder heimgesuchet werden, rauschen unsere Wohnungen vorüber; so viele Jahre haben wir in ungestörten Frieden zugebracht, weil andere Reiche durch die Wuth der Waffen verwüstet worden; die tödtende Seuche an unserm Viehe, diese noch gelinde Empfindung des väterlichen Zorns Gottes, hat ihre Kraft verloren; der Schweiß der Ackerleute ist mit reichen Früchten gesegnet worden; das Land hat sein Gewächs gegeben, die Seufzer der Nothleidenden sind erhöret worden; unsere Grenzen sind befestiget, die Zwistigkeiten, die über hundert Jahr gedauert, haben nun ihr Ende gesehen, der Zunder eines blutigen Krieges, der einmal ausbrechen dürste, ist gelöschet. — O! Gott! wer kann alle deine großen Wohlthaten erzählen, die du uns bewiesen hast! aber, M. G., diese Wohlthaten werden keine Wohlthaten für uns, dieser Segen wird in einen Fluch verwandelt werden, wir werden ganz überschüttet mit der Güte des Herrn, doch arm, unglücklich, verächtlich seyn, dafern wir nicht den Herrn fürchten; vergeblich wird der Hert Wohlthaten zu Wohlthaten fügen, vergeblich Segen mit Segen Häufen, wir werden doch immer tiefer herunterfallen, der Segen Gottes selbst wird, wie ein Fluch auf unsere Häupter, nur unfern Fall beschleunigen, so lange wir in unserm Glück einschlafen, und die Güte des Herrn zum

Muthwillen mißbrauchen, so lange wir uns durch so viele sichtbare Proben der göttlichen Liebe nicht kräftig reihen laßen, unser« Wohlrhäter zu lieben und aus Liebe ihn zu furch- ' len; so lange eine wahre, ernstliche, allgemeine Gottseeligkeit sich nicht über alle Stände verbreitet. — O! daß wir nur alle nach dieser heiligen Gesinnung trachten möchten, und der Hert würde nie aufhören uns gnädig zu seyn; o! daß ein jeder Einwohner Dännemarks heute diesen ernstlichen Entschluß faßen möchte: ich und mein Haus, wir wollen den Herrn fürchten, in der Furcht Gottes feine Wohlthatcn seinen Absichten gemäß anwenden, und durch die gute Anwendung derselben noch größere Wohlthaten vom Himmel über uns herabrufen; dieß ist die wahre Dankbarkeit, die der Hert von uns fordert; dieser Vorsatz ist dem allerhöchsten ein weit angenehmeres Opfer, als der Rauch millionen Lippen; ihr, G. F., die ihr diesen heiligen Entschluß nicht gefaßet habet, schweiget lieber, daß ihr der Majestät des unendlichen nicht spottet, weil seine wahren Anbether, voll heiliger Entzückung, und tiefer Ehrfurcht sich vor dem Gott ihres Heils demüthigen, und mir folgenden Gebethe ihn anrufen.

Druckfehler.

Pag. 12. lin. 8. Eigenmuth ließ: Eigennutz

— 13. — 4. nur — mir

— 17. — 1. unentbehrlich ist — unentbehrlich, ist

— 17. — 11. so viel — zu viel

— 30. — 8. Land — Vand

✂

Vormittagspredigt

in der deutschen Petrikirche zu Kopenhagen, am allgemeinen Dank und Bettage den isten Decemb. 1773. über Psalm. 85, 10 - 14.

Eingang.

genn Gottes Vorsehung allgemeine Wohlthäten über ein Volk kommen laßt; so ist es Nicht genung, daß ein jeder sein bescheiden Theil, wie cg nur allzu gewöhnlich ist, hinnimmt und genießt, ohne steh darum zu bekümmern, wie viele Mit ihn? dadurch erfreuet werden, Und wie Mannigfaltig der Segen ist, der sich davon über ihn und feine Mitbürger, ja auch auf die Nachkommen verbreitet. Diese Gesinnung zeuget von einem Mangel der Menschenliebe, Und nähret immer mehr den eigennühigen Geist, der unter den Menschen herrschend ist. Wer hingegen seine Seele übet reu engen Kreiß seiner eigenen Wohifart zur Betrachtung dev allgemeinen Wohifart des Volks, zu welchem er gehöret, erhebet; der erweitert gleichsam sein Herz, Und fühlt zugleich Freude über das Glück vieles tausenden; der erweckt Und vermehrt in sich den wahren patriotischen Geist, welcher sein Glück Mit dem Glücke seiner Mrtgenoßen an Gottes Segen äufs innigste verbunden fühlet; der lernt den Ums fang der Liebe Gottes und den Werth und Muhen feiner Wohlchaten erst gebührend schätzen; der

Vormittagspredigt

wächst an Ehrfurcht und Dankbarkeit gegen Gott in eben dem Maaße, als der Reichthum und die Mannigfaltigkeit feiner Segnungen ihm lebendig vor Augen steht; der wird also durch solche Be» trachtung menschlicher, patriotischer, liebreicher und frömmer.

Aus diesem Grunde sind die Veranstaltungen, wodurch ein ganzes Volk auf den gemeinschaftlichen Segen, den es von seinem höchsten Herrn empfängt, aufmerksam gemacht werden soll, höchst ehrwürdig, gemeinnützig und christlich In gleicher Absicht empfiehlt es uns der Geist des Christenthums, Fürbitte und Danksagung für alle Menschen vor Gott zu bringen, mit weichen seine Vorsehung uns aus Erden verbunden hat: und die heilige Schrift giebt uns zu dem Ende ganz vortrefliche Muster in den Psalmen Davids, wie wir Gottes allgemeine Wohlrhaten über unser ganzes Volk erwegen und preisen sollen.

Der Hert hat diesem ganzen Volke auch sehr viel Gutes gethan, wovon jeder unter uns seinen segnenden Antheil genießt. Seine schützende Rechte erhielt unfern geliebten König und sein uns so theures Erbhauß, und rettete mit ihm sein Volk unter großen, und drohenden innerlichen Verwirrungen; sein allmächtiger Befehl gebot der verderbenden Viehseuche von unfern Gränzen zu weichen, wogegen alle Weisheit und Vorsicht der Menschen ohnmächtig erfunden ward; seine wohlthatige Güte ersetzte uns durch den reichen Segen, womit er dieses Jahr gekrönet hat, den Mangel und die gehäuften. Bedürfniße eines vieljahrigen Mißwachses; und mit väterlicher Gunst hat er nicht allein diesem Volke einen langen Frieden bewahret und den verwüstenden Krieg von uns weggescheucht, sondern auch jezt eine höchst wichtige Unternehmung seines, Gesalbten zu sei-

am allgem. Dank und Bettage den i Dec. 1773.

ner Freude und zur allgemeinen Sicherheit und Wohlsart glücklich ausschlagen laßen, wodurch ein mehr als hundertjähriger gefährlicher Streit geendiget, alle unruhige Beforgniße gehoben, und die Schrecken des Krieges, wie diese seine Gnade uns Hofnung giebt, auch für künftige Zeiten von uns entfernet worden.

An diesen allgemeinen Wohlthaten haben wire alle Theil, sie sind uns allen wichtig, wir und unsere Kinder werden noch lange ihre segnenden Folgen genießen. Und wir sollten nicht dem Gott, von dem sie kommen, dafür Dankopfer bringen? Vieser Tag sollte

nicht für uns alle ein allgemeiner Danktag seyn

Ach, nicht allein dieser Tag, sondern jeder Tag unsers Lebens erinnere uns dankbar an die Größe dieser Wohlthaten; und das nicht allein: er lehre sie uns auch so anwenden, daß sie immer den uns bleiben, und sich in neuen Segnungen unter uns und unfern Kindern vervielfältigen. Das wollen wir heute vocnemlich aus den Worten des Psalmisten lernen-Hauptsatz:

Die Betrachtung der allgemeinen Wohlthaten Gott

tes muß uns zu mehrerer Gottesfurcht und Frömmigkeit erwecken.

1. Der Werth der uns erwiesenen allgemeinen

Wohlthaten Gottes.

11, Sie mäßen uns zu mehrerer Gottesfurcht

und Rechtschaffenheit erwecken.

Abhandlung:

Erster Theil: Der Werth der uns erwiesenen allgemeinen Wohlthaten Gottes. Man kann für eine Wohlthat nicht wahrhaftig dankbar seyn, wenn man ihren Werth und Nutzen nicht recht erkennt. Aus dieser Ursach sind die Menschen für Gottes allgemeine Wohlthaten mehrentheils am wenigsten dankbar, weil sie auf den Einfluß nicht achten, den sie ans ihre eigene

Wormittagspredigt

Glückseligkeit haben. Sie erwegen es nicht genung, daß dem Volke, unter welchen sie leben, nichts Gutes oder Böses wiederfahren kann, wovon sie nicht auch nahe oder fern, mittelbar oder unmittelbar ihrer» Antheil empfahen. Und darauf wollte ich euch gern, meine Freunde, in Absicht der Wohlthaten, die wir jezt der Güte Gottes zu banken haben, aufmerksam

1. Gott hat der verderbenden Viehseuche Stilstand geboten Unzählige Menschen haben keinen Begrisk von diesem Verderben, weil sie nicht unmittelbar dadurch betroffen werden. Aber der Mangel und das Elend, das damit verbunden ist, drückt sie doch auch, ohne daß sie recht wißen, woher es rührt. Das ist noch lange nicht der ganze Schaden, so groß er auch immer ist, daß demjenigen, den die verderbende Seuche, trist, ein großer Theil seines Vermögens dahin fällt, den er zu ersetzen oft viel zu unvermögend ist; sondern das meiste seiner häußlichen Nothdurft stirbt ihm zugleich ab; sein Gewerbe gerarh in Stillstand, sein Nahrungszweig verdorret, und Mangel und Elend kehret in seine Wohnung ein. Dich Eigennützigen

nnd Gedankerllosen rühret zwar sein Verlust picht: aber wenn nun dieser Jammer viele oder gar die meisten deiner Mitunterthanen trist; wenn nun nothwendig auch eins der besten Gewerbe des Landes dadurch zu Grunde geht; wenn dein Mitunterthal» dir wenig oder gar nichts mehr zu verdienen geben kann; wenn der Acker vergeblich nach Fruchtbarkeit seufzet; wenn der nährende Segen, den Gott uns durch das Vieh darreicht, immer karger und dürftiger wird; was muß die allgemeine Folge davon seyn, und was ist sie gewesen? Theurung, Mißwachs, Mangel an Nahrungsmitteln und Mangel an Er?

werbungsmitteln. Sichest du also nicht, du, der

du gewohnt bist nur auf dich zu sehen, daß du auch leidest, wenn dein noch so entfernter Mitbürger leidet, und daß du auch deinen Theil an der Noch die ihn drückt, fühlen mußt? Hebe also deine Augen zu Gott auf, der allein dieser schweren Landplage gewchret hat und wehren konnte; der deinen Mitbürger aufhilft, und dich mit ihm; der sein Vieh gedeyen laßt, und dir auch dadurch Nahrung bereites: und danke ihm für dich und für deine Brüher mit menschlichgesinnetem Herzen, daß sein Arm, der auch dich in deinen Brüdern zürnend traf, nun in eben denselben segnend zu dir sich aus streckt; und präge es dir

am allgem. Dank- und Bettage den i Dec. 1773.

recht unvergeßlich ein, daß jede besondere Noth nach der weisen Regierung Gottes auch eine allgemeine North sey, die auch dir Trauren gebiert; jeder besondere Segen auch rin Segen für dich und für alle sey, der dein und aller Herz Zu brünstigem Danke auffordert. Gottes Arm ist lang im Züchtigen und Wohlthun!

2. Gott hat einen vieljahrLgen Mißwuchs durch eine ftgenvolle Erndte reichlich ersetzet. Ackerbau und Viehzucht, wenn die in einem Lande gesegnet sind, gewähren die reichsten und sichersten Quellen des allgemeinen Wohlstandes: wo aber diese verstopft sind, da strebt ein Volk vergebens, sich durch beßere Hülfsmittel wider Vans gel und Elend zu schützen. Vom dürftigen und unfruchtbaren Acker schleicht so zu sagen Dürftigkeit und Kummer und Sorgen in jedes Hauß: Nahrlosigkeit, Hunger und ansteckende Seuchen in die Hütten der Armen; Verlegenheit, Unordnung und Verwirrung in die Palläste der Großen- Welche schreckliche Erfahrung haben viel christliche Länder in den Jahren des Mißwachses von dieser traurigen Wahrheit gehabt; wo Menschen zu vielen tausenden durch Mangel und die ihn begleitende Seuchen, ja durch die entsetzlichste aller Plagen, durch Hunger, jämmerlich umgekommen sind. —— Ihr glücklichen Einwohner dieses Landes, ihr habt in der Zeit der Noch, die sreplich auch euch traf, doch die äußersten Schrecken des Hungers nicht erfahren; keiner ist Hungers gestorben, Gottes gnädige Vorsehung hat in den betrübtesten Zeiten diesen höchsten Jammer von euch abgewandt: aber mit welcher drückenden Noth, mit welchem herzfreßeuden Kummer, mit welchem Gedränge häußlicher Plagen hat Theurung und Nahrlosigkeit und Stillstand alles Gewerbes, diese zehrende Begleiter des Mißwachses, fast jede Familie im Lande überschwemmet! O schauet zurück auf die ausgestandene Plagen, schauet nun hin aus den Neichthum und Ueberfiuß, womit unsre Felder in diesem einzigen Jahre den Mangel ersetzen, die Theurung endigen, das Gewerbe wieder beleben,, und Muth und gedeyende Arbeitsamkeit wieder zurück kehren laßen: und saget nun; wer hat das gethan? Vermochte das der schwache Mensch? Nein, es ist das Wer? unsers Gottes und besten Vaters; er allein kann plagen und erfreuen, tödten und lebendig machen; er und sonst keiner mehr, Durch einen Wink ließ er uns in Elend dahjnsmken, und durch einen allmächtigen Wink richtete er

Wormittagspredigt

uns wieder auf Wer ist so blind, hier nicht Gottes Finger zu sehen? wer so harten Herzens, den Herrn aller Herren nicht dankbar zu preisen?

3. Gott har den verwüstenden Krieg von uns abgewehrt, und will ihn noch werter von uns entfernen. Ihr kennet, glückliche Einwohner, die Schrecken des Krieges nur vom Hörensagen: Gott hat euch Regenten nach seinem Herzen gegeben, welche nach dem wahrhaftig königlichen Ruhme strebten, so wie er, eure Ruhe und Sicherheit ihre edelste Sorge seyn zu laßen. Ihr wißet es nicht, welch ein allgemeines Herzeleid diese jammervolle Landplage um sich verbreitet. Nicht nur da, wo der Krieg wütet, herrschet Mord und Blutvergießen und Grausamkeit und verheerende Wildheit, wofür die Menschlichkeit erzittert; sondern die Glückseligkeit des ganzen bekriegten Landes wird in ihrem innersten erschüttert und zerstöret Da ist beynahe kern Hauß ohne Trauer über den Verlust der Seinigen, keine Familie ohne Furcht und Angst über das, was noch kommen kann; kein Mensch, der über seinen Wohlstand recht ruhig wäre: hier herrscht gänzliche Verwüstung, dort Mangel der Nothdurft, dort Elend und Seuchen, und dort wieder Nahrlosigkeit und zaghaftes Wesen; allenthalben ist Schrecken oder Kummer, und jeder Ort, jedes Hauß hat seinen eigenen, der ihn verzehret. — Gott har auf dieses Volk mit besonderer Gnade herabgeschauet, und es mit diesem grauenvollen Verderber, länger als ein halbes Jahrhundert verschonet; er hat den König und uns von der noch fürchterlicher» innerlichen Verwirrung, die gleich einer düstern Wolke über unserm Haupte hing, allmächtig errettet; und jezt die friedfertigen und für sein Volk väterlich gesinneten Anschläge unsers geliebten Königes, mit Gedeyen gesegnet: daß auch der Same künftiger Kriege erstickt, und Ruhe, Sicherheit und Wohlstand für neue Jahrhunderte durch bieg Zeichen göttlicher Gnade gesichert wird. Uns und unfern Kindern kömmt das daraus fließende Heil zu Gute: uns und unfern Kindern gebühret es also auch, dem Herrn der Heerscharen dafür zu

danken Ja, Hert, es danke dir das ganze Volk;

cs preise deinen Namen, alles was Odem hat. Dieß Volk freuet sich und jauchzet dir; denn du bist sein Erretter, sein Versorger, sein Friedestifter gewesen. Ach segne uns fernerhin, Gott unser Gott; segne uns Gott; und alles Volk fürchte dich! Ps. 67, 4 - 8.

au allgem. Dank- und Bettage den i Dec. 1773.

Zweyter Theil: Diese Wohlrhaten Gottes mäßen uns zu mehrerer Gottesfurcht und Rechtschaffenheit erwecken. Wenn ein Vater noch so gut für seine Kinder sorget und sie gegen Unglück und Noth sicher zu stellen sucht; sie kehren sich aber nicht an seine weise Vorschriften, wie sie sich im Wohlstände erhalten sollen, und verschwenden das für sie gesammlete Gut, oder bringen sich selbst durch Zank und Zwietracht darum: so werden sie aller Vorsorge ihres Vaters ohngeachtet doch im Unglück und Elend gerathen. Und so gehet es leider! den Menschen auch oft mit den allgemeinen Wohlthaten Gottes: den Segen, den Gott ihnen zugedacht hat, verwandeln sie sich oft selbst in Unsegen. —— Wir wollen

das nicht thun, meine Brüder, sondern so viel an uns ist, uns durch Gottes erwiesene Wohlthaten zu solchen Gesinnungen erwecken laßen, daß wir sie immer behalten, und uns im Genuß derselben immer vor Gott freuen können. Drum sollen sie uns 1. Zu mehrerer Gottesfurcht erwecken. Die Abnähme wahrer Gottesfurcht ist allezeit, so seltsam und spottwürdig es auch in manchen Ohren klingen mag, die gewiße Quelle des Verderbens eines Landes. Wo die Gottesfurcht in Verfall kömmt, da fallen auch mit ihr Treue und Redlichkeit, diese wesentliche Stützen der allgemeinen Wohlfart; da stirbt die Liebe zum gemeinen Besten ans; da ist der einzige sichere Damm gebrochen, der die gefährlichsten Lüste der Menschen zurückhalten kann. Menschliche Gesetze sind viel zu unvermögend dazu; denn wer nicht Scheu vor dem Richter im Himmel hat, der weiß Mittel genung, dem Auge des Richters auf Erden zu entgehen. Wie sehr wünschte ich, daß diese Wahrheit nicht durch so viel traurige Erfahrungen bestätiget würde, wo die allgemeine Wohlfart, d. h. die Ruhe, Sicherheit, Nothdürft und das Eigenthum hundert, oder gar tausend Mitbürger einer sinnlichen Lust, einer Schmeichelet), einem eigennützigen Gedanken u. s. w. aufgeopfert wird, weil die Furcht vor Gott im Herzen erloschen ist. Ohne Gottesfurcht können

wir also nicht mit und neben einander glücklich werden und bleiben. Jeder unter uns beeisere sich also gottessürchtbger zu werden, als er bisher gewesen ist: nur dann kann und wird Gott fernerhin mit uns seyn; nur dann können wir den Genuß seiner Wohlthaten mit Sicherheit hoffen Aber diese Gottesfurcht bestehet nicht in gewißen andächtigen Geberdungen oder in zufälligen Erhebungen des Herzens zu Gott; sondern in dem herschenden und allezeit gegenwärtigen Gedanken: was sagt Gott zu dem was ich thue? wie ist er damit zufrieden? und in der unbeweglichen Entschließung, nur das zu

Vormlttagspred. am allg. Dankt, d. 1. Dec. 1773.

thun, was seines Anblicks nicht unwürdig ist. Dieß ist der Weg Gott zu gefallen, und seiner ferneren Wohlthaten gewiß zu seyn.

2. Zu mehrerer Rechtschaffenheit. Dahin rechne ich

A. Die Entsagung aller Ueppigkeit und Der, schwendung. Die tteppigreit, und die damit verbundene Trägheit, vertilgen gleichsam den größten Reichthum der Gaben Gottes. Wenn einer so viel verschwendet, als hundert andere bedürfen; so mögen freylich hundert neben ihm Mangel leiden. Wer viel anfzehrt und weniger erwirbt, der muß nöthwendig zulczt darben. Wer mehr aufwendet als, er hat, der muß nothwendig vom Fremden Gute leben, und seinen fleißigen Nächsten schändlicher Weise in Dürftigkeit stürzen. Das ist die Teibige Quelle so vieles Betrugs und Meinendes, so vieler Ungerechtigkeit, Und der immer wachsenden Armuth unter den Menschen. Forschet nach, ob diese Quelle

nicht allzu gewaltsam unter uns fließet. Gott giebt

für alle seine Kinder reichlich und überfiüßigt aber wir müßen Gottes Gaben treu anwenden, um unfern nöthigen Antheil an seinem Reichthum zu finden; wir müßen das mäßig genießen, was er giebt, damit es uns durch eigene Schuld nie mangelet wir müßen das nicht an uns reißen, was Gott andere zusallcn laßt; wir müßen nicht das wollüstia verwüsten, was unsere Brüder zur höchsten Nothdurft bedürfen: sonst wird bey allem Reichthum der allgemeinen Wohlthaten Gottes Mangel, Bedruckung und Elend das traurige Loos der meisten Sterblichen immerdar bleiben.

B. Gerechtigkeit und Liebe gegen jedermann Unsre eigene Angelegenheit ist es, daß Güte und Treue einander begegnen, Gerechtigkeit und Friede im Lande sich küßem Jeder unter uns muß bey sich selbst anfangen, und es sich zur Unverbrüchlichen Reget machen: gegen jedermann sich eben so zu verhalten, als er es sich selbst von andern wünsche; und nichts gegen andere zu unternehmen, was ihm selbst wehe thun würde. Denn Gott kann Güte und Treue, Gerechtigkeit und Friede nicht vom Himmel senden, noch mir Gewalt in unser Herz prägen, wenn wir es diesen liebenswürdigen und segenreichen Tugenden nicht selbst öfnen wollen. Laßet Uns nur aufrichtig entschloßen seyn, redlich, gerecht, friedfertig und gütig mit einander zu leben; so wird dann gewiß Mangelund Elend von uns weichen, die Wohlfart eines jeden unter uns wachsest Und die allgemeine Glückseligkeit Aller dadurch auf blühen und zunehmen; so wird Gott mit Wohlwollen auf uns/ als auf Feist Volk, herabschauen, und Uns erhalten u. s. m.

Nachmittags

am Dankfeste den i December 1773.

über Psalm 125.

Groß und mannigfaltig sind die Wohlrhaten, die du uns erwiesen hast, gnadenreicher Gott! Wenn wir daran gedenken, so wird unsre Seele gerührt, und must dankbar gestehen, daß wir aller der Barmherzigkeit und Treue nicht wehrt sind, die du an uns gethan hast. Ach, möchten wir täglich daran gedenken, täglich uns zur Dankbarkeit gegen dich verbunden fühlen! Möchte diese Dankbarkeit unfern Wandel regieren, und uns deinen Geboren gehorsam machen! Wie viel würdiger würdiger würden wir dann deiner Gnade werden, wie viel geschickter deine Gesegneten zu seyn und zu bleiben! Laß deine Wohlthaten, 0 Gott, laß die Empfindung derselben Liese Würkung bey uns haben, so wird ihre Absicht an uns erreicht werden. Deine Liebe wird uns zu dir ziehen, und wir werden dir in einem rechtmäßigen Verhalten den besten Dank abstatten, den wir dir darbringen können. Wir werden berechtigt seyn das feste Vertrauen zu dir zu haben, daß du auch künftig nicht aufhören werdest uns zu segnen und unser wohlthatiger Gott zu seyn.

Eingang.

Die vorgeleftnen Worte sind ein sehr starker und rührender Ausdruck des Vertrauens auf Gott, welches sich auf bereits empfangenen Wohlthaten gründet, und der Fortsetzung derselben, unter der Bedingung eines Gott gefälligen Verhaltens entgegen sieht. Und so muß auch die Zuversicht der Christen Gott beschaffen seyn, wenn sie wahr und des seyn soll. Die Erfahrung, daß Gott bisher sich an ein gnädiger und barmherziger Vater erwiesen habe, zeigen, was sie sich künftig von seiner Güte zu versprechen haben, und ihre Ueberzeugung, daß Gott den guten und frommen: Herzen wohl thue, daß er Gehorsam und Rechtschaffenheit von denen fordere, die von ihm gesegnet zu werden begehren, muß sie zu dem festen Vorsatz erwecken, daß sie diese Bedingung seiner Liebe erfüllen wollen. Dann ist ihre Zuversicht zu Gott fest gegründet. Der Hert ist um sein Volk her, können sie sagen, von nun an bis in Ewigkeit. Er wird uns ferner vor allem Nebel bewahren, ex wird, wie er bisher gethan hat, alles

Am Dankfeste den 1 December 1773.

Uebel von uns abwenden, er wird uns Frieden und glückliche Zeiten geben und unsre Herzen mit Freude und Dankbarkeit erfüllen. Ein solch Vertrauen lasst auch uns zu Gott haben, und uns untereinander an diesem Tage des Danks und der Freude dazu ermuntern.

Hauptsatz: Unser Vertrauen zu Gott, gegründet

1) auf der Erinnerung seiner bisherigen grossen Wohl thaten,

2) auf dem Vorsah eines gottgefälligen Verhaltens.

Erster Theil: Unser Vertrauen zu Gott, gegründet auf die Erinnerung seiner bisherigen grossen Wohlthaten.

Laßt uns nur an die Gefahren zurückdenken, denen wir in diesen lctztenJahren ausgeseht gewesen sind, um die Grosse der Güte Gottes daraus zu beurtheilen, der uns von ihnen befreyet hat. Was hatte nicht übelverstandne und gemißbrauchte Gewalt für Verwüstungen unter uns angerichtet I Aber Gott hat der Gottlosen Scepter nicht über dem Häuflein der Gerechtcti bleiben lassen. Er hat dem Uebel seine Gränzen gesetzt, über die es nicht herausgehen durfte, und den Thron unsres Königs mit verständigen und guten Rahtgebern umgeben. Eine lange Reihe von Zähren hekdurch wüteten Seuche und Tod unter unfern Heerden, die Viehzucht, eine der ergiebigsten Quellen unsrer Nahrung und unsres Wohlstandes, war dürftig und versagte uns die Vortheile, die sie uns sonst gegeben hatte, und deren wir zu unsrer Erhaltung nicht entbehren konnten. Gott hat diese Plage von uns abgewendet, unsre Heerden werden wieder zahlreich, und so wie sie wieder zunehmen, so verbreitet sich auch Nahrung und Ueberfluß unter uns. Unsre Felder waren lange unfruchtbar und belohnten den Landmann nicht, der sie bearbeitete, der Vorrath des Brodts ward so geringe, daß wir den fürchterlichsten Mange! ganz in der Nahe sahen. Gott ernährte uns dennoch in der Theurung, gab uns ein fruchtbares Jahr, und befteyte uns dadurch auf einmahl von unsrer gerechten Bekümmerniß. Seit langen Zeiten hatte er uns den Frieden erhalten, nun aber, noch in dem Jahee, dessen Vollendung wir itzt entgegen eisen, schien es,, daß sich Krieg und Kriegsgeschrry erhehetz würde. Wir sahen rings um uns her Zurüstungcnchie uns Nichts anders als Unruhe und Blurvergiessen ankündigten, wir selbst rüsteten uns, um Gewalt mit Gewalt abzutreiben. Aber die drohende Wolke zercheilte sich, Gott gebot den Schmerdtern,

über Psalm 125.

und sie blieben in ihren Scheiden, wir haben Frieden mit unsern Nachbaren, und die süsse Hoffnung, daß wir ferner ruhig wohnen können. Von einer Seite drohete uns seit mehr als einem Jahrhundert die fürchterlichste Unruhe. Wir erinnern uns noch an die kummervolle Zeit, da sie mit einer Gewalt, der wir schwerlich hatten widerstehen können, auszubrechen drohte. Damals that Gott ein Wunder seiner Weisheit und Güte gegen uns, und beftcyte uns von der aydringenden Gefahr, da wirs nicht ver: muhteten, wirs nicht zu hoffen wagten. Aber die Ursache unserer Befürchtungen blieb noch immer vorhanden. Der Saame der Zwietracht lag noch da, und die Frucht desselben, Krieg und Dluwergiessen konnte täglich zur Reife kommen. Nun ist die Gefahr ganz hinweggenommen. Gott hat die Bemühungen des Königs und seiner treuen Diener gesegnet, unter denen wir Einem, dem weisen christlichen Menschenfreunde, der den Ausgang dieses grossen Werks nicht erlebte, noch in seinem Grabe danken. Wir sind nun auf immer von dieser Seite sicher, und preisen die Vorsicht unsres Gottes, die«so väterlich für uns gesorgt

har. Laßt uns alle diese Wohlchaten Gottes überlegen,

meine Brüder, und dann sage uns unser Herz, ob wir nicht zu dem Gott, der uns so viele Beweise seiner für uns geschäftigen Güte und Weisheit gab, für die Zukunft das beste Zutrauen haben können. Aber laßt uns auch die Bedingung nicht vergessen, die er uns dabey Vorschreibet.

Zweeter Theil: Unser Vertrauen zu Gott, gegründet auf dem Versah eines gottseligen Verhaltens. So viel können wir nun mit beruhigender Gewißheit aus den bisher empfangenen Wohlthaten unsres Gottes schließen, daß er alles mit uns wohl machen kann und wohl machen will. Er wird es also auch unfehlbar thun, es wäre denn, daß wir selbst durch Ungehorsam und ungöttlichen Wandel die Absichten seiner Liebe mir uns verhinderten. Daher kann unsre Zuversicht zu ihm für die Zukunft nicht eher gegründet und zuverlaßig seyn, bis wirs uns fest vorgenommen haben, daß wir ihn lieben und fürchten, dann unsre Dankbarkeit gegen ihn beweisen, uns dadurch seiner fortgesetzten Wohlthätigkeit würdig machen wollen. Dankbarkeit und Liebe sind wir ihm doch gewiß für alle seine Güte schuldig: und worin kann sich diese Dankbarkeit und Liebe gegen den allseligen Gott,der nichts von uns bedarf,wohl anders zeigen,als im Gehorsam gegen seine Gebote? Gehet also hier, meine Brüder,in diesem Gehorsam das einzige Mittel unser Vertrauen aus Gott fest und

Am Dankftste den 1 December 1773.

gewiß zu machen, und zugleich vor ihm und vor unserm eignen Gewissen zu beweisen, daß wir es dankbar erkennen, wie viel Gutes er an uns gethan har. Dazu ist die Feyer dieses einzigen Tages gewiß nicht hinlänglich. Unsre christliche Obrigkeit hat auch diesen Tag nicht deswegen zu heiligen befohlen, daß unsre Dankbarkeit gegen Gott und die BezeuKung derselben auf ihn allem eingeschränkt seyn sollte. Nein, sie hat uns dadurch vielmehr nur anführen wollen, mit diesem Tage dm Anfang eines gottgefälligen Verhaltens zu machen,und es dann durch unser ganzes Leben fortzusetzcn. Wie sehr bedürfen wir nicht einer solchenAufmunteruua: wir, die wir unter den Trübsalen, die Gott über uns ergehen ließ, uns so wenig besserten, wir, die wir uns auch bisher durch die gnädige Befreyung von denselben noch nicht dahin haben bringen lassen, daß wir aufgehört hatten die Gebote Gottes zu übertreten. Ich bin weit davon entfernt, weine Brüder, euch an diesem Tage des Danks und der Freude durch Vorwürfe betrüben zu wollen: aber ich muß euch zeigen, wie ihr euren Dank und eure FreudeGott wohlgefällig machen sollet, und deswegen darf ich unfern bisherigen sündlichen Wandel nicht ganz mit Stillschweigen übergehen, damit niemand glaube, man könne Gott für seine Wohlthaten danken, sich ihrer mit heiliger Freude erinnern, Freudigkeit und Zuversicht zu Gott empfinden, und dabey in der Sünde und im Widerstreben gegen Gottes Gebote fortfahren. Dieß sey also der Bund, den wir heute mit Gott aufrichten: Wir wollen ihm durch Tugend und Frömmigkeit für alle seine Güte danken, nicht bloß an diesem feyerlichen Tage, sondern an allen folgenden Tagen unsres Lebens, nicht bloß hier in unsrer gottesdienstlichen Versammlung, sondern auch in unfern Wohnungen und täglichen Geschafften, nicht bloß durch Gebet und Lieder, sondern auch, und vielmehr, durch fromme und ihm wohlgefatligeThaten. Und dann, wenn wir dazu fest entschlossen sind, wollen wir uns getrost auf ihn verlassen, daß er ferner mit seiner Güte über uns walten und uns Gutes und Barmherzigkeit unser Lebenlang erzeigen werde. So wie wir unfern Vorsatz ins Werk zu setzen anfangen und fortfahren, fo wird auch unsre Zuversicht zu ihm immer zuverlaßiger und unfehlbarer werden. Denn er (Hut gewiß wohl den guten und fromen Herzen. Er bewahret gewiß, die ihn fürchten, vor aller Gefahr. Er thut ge viß was die Rechtschaffenen begehren, und hilft ihnen aus! Ihm, der uns so väterlich geführt hat, und uns ferner väterlich führen will, ihm, dessen Wohlrhätigkeit sich herrlicher an uns bewiesen hat, als wirs würdig sind und zu erkennen vermögen, ihm sey Ehre und Preis in Ewigkeit!

✂

Hvad et Folk skylder Gud, til hvis Velstand han har viist en besynderlig Løst

forestilled

i

En Froe-Prædiken

for

Holmens Meenighed i Kiøbenhavn

Paa den andordnede

Almindelige

Takke- og Bede-Fæst

den 1 December 1773. over

Den andbefalede Text

Af Psalm. 90 v. 16 og 17.

Og i Trykken udgivet

De Fattige i Holmens Sogn til Beste

Hans Henrich Tybring Øverst Capellan ved Holmens Kirke

Kiøbenhavn 1774

Trykt hos H. J. Graae, boende udi Knabroestræde

i No. 70.

2
3

Forerindring!

I hvorvel jeg har tænkt, at man ikke kunde giøre for meget til at underholde Erindringen af den Fest, paa hvilken denne Prædiken er holdet, der har forekommet mig som Indsamlingernes Høytid iblant Jøderne, ey alleene ihenseende til Aarets Frugtbarhed, men saa mange fleere Guds Velgierninger, som der findes samlede til Guds Lov, maae jeg dog tilstaae, at jeg saa lider ved denne, som ved foregaaende Lejligheder har haft i Sinde at ville udgive min Prædiken i Trykken, men da nogle af den Meenighed i hvilken jeg tiener strax forlangede det, uden Tvivl fornemmeligen i Betragtning af den Tiid paa Dagen, da den er holdet, har jeg troet, at jeg ey længere var Herre over mig selv, men skyldede dem ved denne, som ved alle andre Leiligheder alt hvad jeg kunde giøre til deres Opbyggelse. Maae denne Hensigt under Guddommelig Naade og Velsignelse opnaaes! saa op- naaes og min Hensigt og mit Ønske.

Bøn

for Prædiken.

O! all Naadens Gud og alle Barmhiertigheders Fader! vi gaaer paa denne Dag ind ad dine Porte med Taksigelse og dine Forgaarde med Lov. Vi forsamle os til dine Templer og Bedehuuse, for i sær at komme din Miskundhed ihu inden i Din Tempel, for at tale om de mangfoldige

Velgierninger, som du haver beviist disse Riger og Lande, der ere fleere end vi kand tælle, end sige fortælle dem

for i Ydmyghed at erkiende os selv ringere end alle disse Velgierninger og tillige udbede os din vedvarende Naade, Miskundhed og Barmhiertighed. Hellig, Hellig, Hellig er du Herre Gud Zebaoth! all Jorden, alle Lande ere fulde af din Ære, men i særdeleshed de Lande vi boe udi. Vi veed endnu at tælle fleere af dine Velgierninger end andre, skulde da ikke og vore Munde frem for andre være fulde af din Ære og Lov. Men saa pligtige, saa villige, som vi ere til at synge dit Navn Lov du allerhøyeste; saa udygtige erkiende vi os dog at være til en saa hellig og vigtig Gierning. Hellige du os da vor Gud, og berred os selv fuldkommeligen til denne gode Gierning. Lad os møde her i Troen til din Søn og ofre dig saavel vor Lovsom Bøn-Offer formedelst ham. vor Andagt være en Ild optændt i vore Hierter: ved din Hellig Aand! Hellige vore Tanker, vore Taler vore Gierninger saaledes paa denne Dag, at du o! Gud kand høste den Ære du saa vel har fortient af os, og vi den Fordeel vi saa høylig trænger til: at du ikke forlader os, men bliver ved at giøre vel imod os i Tiden og endnu det beste imod os i Eviheden. Bønhør os i Jesu Navn.

Vor Fader du som er. & c.

Texten: Psalm. 90. v. 16. og 17. Lad din Gierning sees for dine Tienere, og din Herlighed over deres Børn! og Herrens vor Guds Liflighed være over os, og befæst vore Hænders Gierning hos os! ja befæst vore Hænders Gierning. Indgang.

Lad dem sige: Herren bør storligen loves, som haver Løst til sin Tieners Velstand; disse Ord læser vi i Davids 35 Psalmes 27 v. Hvad enten David har talt disse Ord i sit eget, eller (som nogle vil) i Messiæ Verdens Frelsers Navn, er ey saa tydelig, naar man seer til den ganske Psalme og dens Indhold. I Navn, i Skiebne, i Herrens besynderlige Udfrielse fra Nød og Modgang i Verden var David og Davids Søn hinanden meget lige. Naar Gud vil give Da-

vid baade i og efter Livet et besynderligt Ære-Navn, da kalder han ham sin Tiener; Det samme Navn tillegges Christo paa en endnu Høyere og fuldkomnere Maade; Han min retfærdige Tiener han skal [Es. 53, 11.] retfærdiggiøre mange siger Herren.— David leed meget af Verdens Nød og Modgang, særdeles af den slags, som i det foregaaende af Psalmen tales om, nemlig Efterstræbelse og Forfølgelse af Fiender og ondskabsfulde Mennisker, Christus ikke mindre men meget meere ikke mindre men meget meere uforskyldt, og det er vidst, at naar David i denne Psalmes 19de vers siger, de hade mig uforskyldt, da er dette en Prophetie, som Christus [Joh. 15, 25.] forklarer om sig selv. — David saae store og forunderlige Prøver paa Guds særdeles Varetægt og Beskiermelse over ham, saa at omendskiøndt han blev trykt, saa blev han dog ey undertrykt af sine Fiender, men Gud udførdte ham til at vederqvæges, Christus ikke mindre, men endnu langt større Prøver herpaa, som hans Fiender vare baade fleere og farligere end Davids. Naar vi da foreholder vore Tanker og Betragtninger denne Sammenligning, saa bliver dette uden Tvivl den rigtigste Slutning at David i vore Indgangs Ord, har vel i den bogstavelige og nærmeste Meening talt om sig selv, men i en aandelig og

høyere Forstand tillige om Christo Verdens Forløsere, den han holdt sig for en Ære at ligne og i mange Stykker at være et Forbillede paa.

Og da David nu ey alleene havde mange Fiender, der, som han i det foregaaenbe Vers siger, glædede sig ved hans Ulykke, men havde og mange Venner, der tog Deel i hans Vee og Vel, saa er det og han, efter at have erfaret særdeles Naadefulde Blink af Herren i henseende til hans Tilstands Forandring og Forbedring, taler om dem, hvad de vilde, hvad de skulde, og burde sige ved en saadan Leylighed. Lad dem sige, heder det saa, lad dem altid sige: Herren bør storligen loves, som haver Løst til sin Tieners Velstand!

I Ordene kan vi da agte to Ting til vor Opmæksomhed, nemlig:

A.) Noget som findes hos Gud, dvs. Løst til at giøre vel.

B.) Noget som maae findes hos Mennesker, dvs. Løst til at skiønne paa og takke for velgiort. Om Gud bevidner David den første Løst, det er: Løst til at giøre vel, naar

han siger: Herren har Løst til sin Tieners Velstand

Det Ord som her bruges bemerker egentlig Fred; Herren har Løst til sin Tieners Fred. I dette eene Ord og under dette eene Navn indbefattede Ebræerne ald slags Lyksalighed, fordi det og er Hoved-Sagen af alt, og ingen Lyksalighed kand nydes, skiønnes uden med Fred i Fred. Det er og det samme, som her forstaaes ved det Ord Velstand, ikke blot Riigdom og Formue; thi der kand og være, (som Salomon siiger) en Mand som Gud giver Riigdom og Gods og Ære, dog ikke [Præd. 6,] Magt til at æde deraf — Sygdom og Elendighed kand giøre at han ey finder til dette Livs Gode. Om saadan en kan det da ey siges, at det gaaer ham vel, eller han lever vel fordi han er riig, men ved Velstand, naar den som her i Almindelighed betragtes, forstaaes ald slags baade aandelig og timelig Lyksalighed. Siger da David: at Herren har Løst til sin Tieners Velstand, da vil han saa meget sige, at Herren finder en inderlig Behag i, at det gaaer den, eller de, der ærer, dyrker og frygter ham i Sandhed og Oprigtighed, vel, at det gaer dem altid vel, i alle Maader vel. Her kunde man vel sige med Paulo, hvo haver kiendt Herrens

Sind? — Det lader sig vel høre, naar [Rom. 11, 34.] David siger om Gud: Du randsager Hierter! [1 Krøn. 29, 17.] men hvor kommer han saa høyt indtil at randsage Guds Hierte, og kunde vide hvad Herren finder Løst og Behag til. Jo! Dyrekiøbte! Guds aabenbarede Ord, og hans Omgang med Mennesker udbreder Herrens Hierte for dem. Heraf seer man, at Gud har i Almindelighed Løst til alle Menneskers Velstand, at han er saa indtaget af disse sine Skabninger, at naar han nødes til at bedrøve en eller anden af dem, da bedrøver han (som Propheten siger) ikke af Hiertet Menneskens Børn. —

Og af den særdeles Omgangs Maade Gud [Begr. B. 3, 33.] havde brugt med David, af den Befrielse Gud havde givet ham fra sine Fiender, og mange andre Velgierninger, havde han en fuldkommen Overbeviisning om, at Gud havde en særdeles Løst til at gjøre vel imod sine Tienere iblandt Menneskens Børn, ligesom og Herren siger ved Davids Mund: at til de Hellige og til de Herlige staaer ald hans Løst. — Det er ey [Psal. 16, v. 3] med Gud, som med os Mennesker: vi kand have Løst til mange Ting, Løst og til at giøre vel imod andre, men vor Evne rækker ikke dertil, og saa tier vi ofte med vor Løst, for ey at røbe vor egen Afmagt, eller ansees for dem, der allene elsker i Ord! Men hvad Gud har Løst til, der kand

han udføre, og det udfører han, naar hans Viisdom finder der for godt. Har han da Løst til sine Tieneres Velstand, saa udfører han den og, beviser og giør den kiendelig ved Velgierninger. O! en herlig Egenskab ved Herren vor Gud! En saadan Gud, der har Løst til sine Tieneres Velstand, er han vel ikke værd at tiene? Værd ald vor Høyagtelse, Tilliid og Fortroelighed? Diævelen og Diævelsk sindede Mennisker de har Løst til at giøre ont, og glæder sig kun ved andres Ulykke. Gud ikke saa! Han glæder sig ved at giøre vel. Jeg veed de Tanker, som jeg haver tænkt over eder, siger Herren, Freds-Tanker og ikke til Ulykke — Findes der da hos Herren, [Jer. 29, 11.] en saadan Løst. Løst til at giøre vel, der bør findes og David vil der skal findes hos Mennesker der erfarer og har Overbeviisning derom.

B) En anden Løst, som svarer til denne: Løst nemlig til at skiønne paa og takke for velgiordt: lad dem sige: Herren bør storligen loves som haver Løst til sin Tieners Velstand.

Som Guds Løst til af giøre vel, den er virkekig, giørlig, synlig og aabenbar, saa vil og David at Menneskens Løst til

at skiønne paa velgiordt skal være — Lad dem sige, heder det her: Herren bør storligen loves: det er ikke nok de have indvortes Følelse af Guds Velgierninger, som altid bliver det første, det sidste, og det vigtigste, men de maae og søge at udbreede deres Løst og derved udbreede Guds Ære. Det er ikke nok at de lover og priser Gud i Eenrum og for sig selv, men de maa og yttre samme Løst som David at love og priise Gud i Forsamlinger, og til [Psalm. 26, 11.] den Ende opmuntre andre til at forsamles og siige: Kommer lader os tilbede, og [Psal. 95, 6.] nedbøye os; lader os bøye Knæ for Herrens Ansigt, som os giorde. De maae Viise baade hvem det er der har giort vel, og derfor skal loves, som og Maaden paa hvilken han skal loves, hans Dyder, hans Fuldkommenheder skiønnes og anpriises.

Det er Herren som giør vel, det er han, den Lysenes Fader, fra hvilken alle gode og fuldkomne Gaver kommer. Bruger han endskiøndt Midler i Verden, saa er han dog den fornemste Velgiører, derfor er og bliver det Herren som bør loves.

Og hvorledes da? Med lidt Roes, lidt Ære, lidt Berømmelse, lidt Mundsveir, ney! Herren bør storligen loves. Alle [Psal. 111, 2.] Guds Gierninger og Velgierninger de ere store, de ere uforskyldte, om de endog blot beviises Herrens Tienere i Verden, der-

for bør Herren storligen loves, af alle Kræfter, saa at hver Skiønsom siger: [Psalm. 103, 1.] min Siel lov Herren og hvad i mig er hans hellige Navn, af alle Munde, til ald Tiid: Lad dem sige Herren bør storligen loves & c.

Nu Dyrekiøbte Siæle! Dette har judst Kongen søgt med denne Dag, og det siger Dagen til os. Det har behaget Hans Majest. at jeg skal bruge Kongens egne Ord, i Betragtning af Guds besynderlige Naade, som hand har viist - ved en særdeles Varetægt over Kongen og det Kongelige Huus i at afværge Kriig og andre store Ulykker fra Hans Majestæt og kiære Undersaatter — ved at standse den ødeleggende Qvæg-Syge, ved en riig og lykkelig Høst at forandre den efter mange Aars Misvæxt krænkende dyre Tiid, og endnu at crone dette Aar med et ønskeligt Udfald af Hans Majest. Bestræbelser til Hans Glæde og Statens almindelige Sikkerhed og Velstand — at anordne og bestikke denne Dag til en Takke og Bede Fæst. Loved være Gud, [Esr. 7, 27.] som haver givet dette i Kongens Hierte.

Og hvad vil han da siige hermed, uden judst det samme som David Herren bør

storligen loves, som haver Løst til sin Tieners Velstand

Naar det gaaer Kongen vel, gaaer det og os vel, naar det gaaer os vel, gaaer det og Kongen vel, og naar der gaaer begge vel bør Herren storligen loves. Det bliver og Hensigten af vor Forsamling paa denne Dag, og den Text som er anordnet til at forestille os disse Guds Velgierninger til at opvække vor Tak og Bøn, til at hellige ham vore Tanker og Betragtninger, lyder, som vi allereede har hørt saaledes:

Lad din Gierning sees for dine Tienere — ja befæst vore Hænders Gierning. heraf ville vi da ved Guds medarbeidende Naade forestille:

Hvad et Folk skylder Gud,

til hvis Velstand han har viist

en synderlig Løst.

I. Hvorved Gud viser og beviiser Løst til et Folkes Velstand.

II. Den Lov et saadan Folk skylder ham naar han har beviist denne sin Løst og giort vel imod dem.

Textens Forklaring

Det er Moses den Guds Tiener, der ligesom David har dette Ære Navn af Gud baade, i og efter Livet, som fører Ordet i vor Text. Den er en Deel af Moses den Guds Mands Bøn, som under denne Titul og Overskrift er indrykker iblandt Davids psalmer. Saa meget kan vi da med Vished slige, at den er opsat i Ørken, da Moses var en Anfører for Israel, men da dette Folkes Udlendigheds Dage varede her 40 Aar, og der i denne rumme Tiid, var saa mange og saa forskiellige Begivenheder med dette Herrens Folk, saa bliver det og meget uvist at siige, ved hvad særdeles Leylighed og Begivenhed Moses har udøst denne Bøn for Herren sin Guds Ansigt. Det var kun at spilde Tiiden med at giette, som desuden bliver os meget kostbar, nok er det vi mærker, at hvad Moses bad om, var i Hoved Sagen dette — at Gud vilde vise Løst til Hans Folkes og Time, res Velstand, det Gud vel mange gange havde givet dem store Prøver paa, men dog (som det foregaaende 15 vers viser) ligesom paa nogen Tiid udlader med. Dog er det i Erindring og paa Grund af Guds forrige Miskundheder imod dette sit Folk at Moses beder — Lad din Gierning

sees & c. sigtende dermed ey alleene til Israels Indførdsel og Frelse i Canaan, men sluttelig og til det, som var alle troende Israelitters fornemste Udsigter og glædeligste

Haab; nemlig Zions Forløsning, Guds Kirkes ypperste Velstand i og ved Christum.

Og da vi nu har den Lykke, den Naade af Gud paa denne Dag ey allene at helligholde en Bede men og en Takke-Fæst, saa vil vi og efter Dagens Hensigt og den forudlagte Plan forestille os: Hvad et Folk skylder Gud til hvis Velstand han har viist en sønderlig Løst

1. Spørger vi da og betragter efter Lofte: Naar Gud viser og beviser Løst til et Folkes Velstand, og da svarer jeg lige efter Texten, naar det, skeer som Moses her bad om: At hans Gierning

sees for hans Tienere og hans Herlighed

over deres Børn, hvorved bliver 2de Ting at mærke nemlig

Deels Hvad der er for et Folk til hvis Velstand Gud har en sønderlig Løst Deels Maaden paa hvilken hand viser og beviser samme.

A. Mærker vi Hvad det er for et Folk til hvis Velstand Gud har en sønderlig Løst, da bekræftes vi i det, som vi forhen til deels har talt om, at Guds Tienere maae de være iblandt Menniskerne der skal kunde giøre sig nogen Regning paa Guds Løst til deres Velstand, og vil vente at see Prøver derpaa. Ikke var Israel et saadan Folk der i Almindelighed kunde fortiene Navn af Guds Tienere. De burde have været det, som et Folk Gud havde udvalgt sig til Eiendom, og for hvilket han saaofte havde ladet sig see og kiende, som en saa almægtig og Naadig Herre. De sagde vel da de kom [Esr. 5. II] tilbage fra det Babyloniske Fængsel, vi ere Himlens og Jordens Guds Tienere! Men saa lidet for som efter den Tiid svarede de til dette Navn, ja Moses maatte [5 Mos. B. 32 5.] selv meget ugierne sige om dem: Det er et Folk, der haver fordervet sig for ham, de vare ikke hans Børn, hvilket var deres Lyde, det er en forvendt og forvirret Slægt. Ikke desto mindre saa var der vist dog nogle, som vare reedelige Guds Tienere. Mose og Aaron, Josua, Caleb og andre, og hvad saa var eller ikke, saa tør Moses dog ikke bede paa nogen anden Maade end denne Lad din Gierning sees for dine Tienere & c. Thi at bede godt og vente godt for de ugudelige er et forgiæves Ønske; det

maatte være blot Naade til Omvendelse Heraf sees da og, hvor vigtige Folk Guds Tienere, det er de der i Sandhed frygter og dyrker Herren, er i et Land, det er de der afvender Forbandelsen, det er de der tilvender Velsignelsen. Og kand det vel ikke siges, naar Gud straffer eller velsigner et Land, enten at de ere alle onde som bliver straffede, eller at de ere alle gode, som bliver velsignede, saa kand det dog vist siges, at Forbandelsen kommer for den Ugudeliges og Velsignelsen for de Gudfrygtiges Skyld; og lad være at Herren nu lader sin Soel opgaae over onde og gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, saa skeer det dog i den Hensigts at han vil opvække dem og deres Børn, som ikke ere, til at vorde hans Tienere, paa det at det maae gaae dem vel og deres efter dem, som Moses ey allene vidner om i Texten, men David med ham bekræfter, naar han siger: Dine Tieneres [Psal. 102, 29.] Børn skal boe og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.

B.) Maden paa hvilken Gud viser og beviser denne Løst til sine Tieneres og deres Børns Velstand er ved at lade sin Gierning sees for dem og sin

Herlighed aabenbares over

dem.

Vi lader ikke før vore Øyne op, forinden vi seer Guds Gierning. Alt hvad der forekommer os i Verden er kun en Mangfoldighed, en Utalighed af Guds Gierninger. Seer vi over os, saa fortæller Himlene Guds Ære, og den udstrakte Befæstning [Palm. 19, v. 2.] forkynder hans Hænders Gierning. Seer vi under os til Jorden med sine Urter, Græs og Planter, ind i dens Skiød, hvor Metallerne ligger forvarede, saa maae vi sige med David, Herre hvor mange ere Dine Gierninger? Du giorde dem alle [Psalm. 104, 24.] viselig, Jorden er fuld af dine Eyendomme; ja vi behøver ikke engang at kaste vore Øyne enten over eller under os, enten til Himmelen eller Jorden, vi kand kun see paa os selv, for at see Guds Gierning, ja en stor og forunderlig Guds Gierning; Naar David betragter sig selv som Menniske, og betænker sin egen Dannelse i Moders Liv, da siger han, jeg vil takke dig, for jeg i forfærdelige Maader er underligen bleven til, underlige [Psalm. 139, 14.] ere dine Gierninger, og min Siel kiender det saare vel. Dog er der ikke saadanne Guds Gierninger som indflyder i Skabelsen, da hans usynlige Ting, som er hans evige Magt og Guddommelighed, beskues af Verdens Skabelse, da de for-

staaes af Gierningerne, men det er saadan- [Rom., 2, 20.] ne Gierninger der sees i hans Forsyn og viise Bestyrelse i Verden, saadanne Gierninger der ere tillige Velgierninger, (ey at tale om at alle Guds Gierninger ere Velgierninger) men besynderlige Velgierninger, i hvilke Gud viiser og Menniskene overbevises om den Løst han har til sine Tieneres Velstand. Det kand vi see af det foregaaende Vers, thi naar Moses der siger: Glæd os efter de Dage, som du haver plaget os; efter de Aar, som vi have seet Ulykke, og derpaa Lad din Gierning sees for dine Tienere og din Herlighed over deres Børn, saa er det klart, at han her beder om bedre Tider, og kiendeligere Spor paa Guds Velbehag til sit Folk og deres Velstand. — Saaledes finder vi og at David bruger det Ord Guds Gierning; thi naar han just taler om disse sine Forfædre, og der Folk hvis Velstand Moses her udbad af Herren, naar han tænker paa hvor underlig og naadig Gud førdte dem igiennem Ørken, indførdte dem i Canaan, fordrev Fienderne for deres Aasyn, velsignede og formerede dem i dette Land, da siger han: Gud! vi have hørt med vore Ørne, vore Fædre have fortalt os den Gierning du giorde i de forrige Dage.

Du, du fordrev Hedningerne ved din Haand, men du plantede dem, Du, du

handlede ilde med Folkene og udstødte dem; thi de indtoge ikke Landet til Arv med deres Sværd, og deres Arm frelste dem ikke, men din høyre Haand og din Arm, og dit [Psal. 44, 1-4.] Ansigtes Lys, fordi du havde Behagelighed til dem. Baade Moses og David giorde sig de rette Tanker om slige lykkelige Bestyrelser, Forandringer og Velsignelser for et Folk — De ansaae dem ikke som blotte Hændelser, eller Virkninger af menneskelig Vid, Kunst, Fliid eller Tapperhed, men for Guds Gierning, en Gierning ved hvilken han tillige lader sin Herlighed aabenbare over sine Tienere; thi som Guds Herlighed, hans ævige Kraft og Guddommelighed sees i alle de Gierninger som hører til Skabelsen, saa sees denne og i slige Gierninger, som hører til hans vise og naadige Bestyrelse, i hvilke han giør vel imod et Folk. Naar er Gud vel herligere, og naar skiønnes eller bør hans Herlighed mere skiønnes, end naar han blander Naade og Miskundhed, med Viisdom og Almagt. Saa heder det om vor Frelsere den Herre Jesu, som var sin Faders Herligheds Glands og hans Væsens rette Billede, da han omvendte Vand til Viin i Brøllupet i Cana udi Galilæa — Han [Joh. 2, 11.] aabenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede paa ham, nemlig ey allene som en almægtig Gud der kunde, men og

som en naadig Gud, der ville tænke paa disse Menniskers Nød, og omvende deres Vand til Viin, deres Veestand til Velstand.

Imidlertid sees disse Guds Gierninger og Velgierninger til et Folkes Velstand og Lyksalighed fornemmelig paa 3 Stæder.

a. ) I Naaden.

b. ) I Naturen.

c. ) I Staten.

a.) I Naaden er den største, den vigtigste, den naadigste Guds Gierning seer i Verden, i det mindste den gandske Verden til Nytte og Fordeel, den allerstørste Fordeel til Salighed, da han lod sin egen Søn aabenbare i Kiødet, i ham sin Herlighed, da han blev seet og funden i Skikkelse som et Menniske, og det tillige kunde hede som Joh. siger: Vi saa hans Herlighed, en Herlighed, som en Eenbaarnes [Joh. 1, 14.] af Faderen, fuld af Naade og Sandhed. Og jeg tvivler ingenlunde paa, at da de troende Fædres Længsel stod fornemmelig efter at see dette Syn, en Længsel dem medfød fra deres Stamme-Fader Abraham, der ønskede (som Christus siger) at see hans Dag, at Moses jo har haft dette Syn i Sind og Tanker da han sagde:

Lad din Gierning sees for dine Tienere. — Men denne Guds Gierning at see og betragte var giemt til en sildigere Slægt, endskiøndt af samme Folk, for hvilke det blev opfyldt, det Herren ellers svarede Moses, da han sagde: Kiere lad [2 Mos. 33, 19.] mig see din Herlighed, jeg vil lade alt mit gode fare frem for dit Ansigt.

Denne Guds Gierning er og seet af alle dem, for hvilke Gud har ladet denne sin saliggiørende Naade i Christo sin Søn aabenbare, til hvilke det Saliggiørelses Ord er sendt, hvilke haver annammet Christum og kalder sig derudaf Christne. Men saadan Guds Gierning i Naaden sees og, naar Naade Midlerne det Christi Evangelium og de af ham selv stiftede hellige Sacramenter, kort sagt, den sande Guds Dyrkelse bevares, vedligeholdes og handthæves, sær mod indløbende Misbrug og Herrens Fienders Vold og Overlast. Det kand vel ikke negtes, at Moses jo har havt sin Hensigt til dette, som det vigtigste og ypperste Gode, at den sande Guds Dyrkelse maatte bevares iblandt Israel, saa meget mere som han fandt dette Folk meget hengiven til for deres og kunde saa meget meere frygte for deres Letsindighed, Dage i Ørken og deres Indførdsel i Ca-

naan, kom til at omgaaes med Hedningerne. Vi merker og at Gud hørte denne Mosis Bøn, saa at i hvor mange Forførelser, der mødte dem, og i hvor mange Afvigelser, der skeede af een eller anden, saa blev dog den sande Guds Dyrkelse bevaret iblant dem. Og hvor dette skeer, der erkiender et skiøndtsom Folk, som ey er bleven saa indtagen af Verden, at det har glemt Himmelen, dette for Guds Gierning og den største Velgierning; thi saadanne anseer ikke nogen Lande-Plage værre, og frygter ikke for nogen Guds Straf meere, end den Herren truer sit Folk med hos Propheten: See de Dage kommer siger den Herre Herre: at jeg vil sende Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød og ey [Amos. 8. 11.] Tørst efter Vand, men efter at høre Herrens Ord.

Guds Gierninger som Velgierninger til et Folkes Velstand og Lyksalighed sees og

b.) I Naturen Dels ved Menneskers og Qvægs Sundhed, Helbred og Vedligeholdelse, deels og ved Jordens Grøde der skal underholde og føde baade Mennisker og Qvæg. Ørken, hvor Israel befandt sig, da Moses bad for dem, var et tørt og ufrugtbar Land, men Gud vidste

[Psal. 78, 19.] at føde dem paa en overnaturlig Maade, og bereede et Bord i Ørken. Kand Jorden ikke give Brød, saa skal Himmelen. Er der ikke Øxen og Qvæg at slagte, saa skal Vagtelerne komme flyvende og tilbyde deres Kiød. Kand Kilderne ikke springe af Jorden, saa skal de springe af Klippen. Men her tales ikke om saadanne Gierninger som skeer over Naturen, men de som skeer i Naturen ved Guds Velsignelse og Bestyrelse. Til disse har Moses uden Tvivl haft sin Hensigt, at han ey blot har bedet om Mirakler i Ørken men og om Jordens Grøde og Guds Velsignelse i det Land, som Israel skulde drage ind udi, og om dette har han et saa fuldkommen Haab, at naar han vil beskrive Canaan for dem, saa siger han, det er et Land, som Herren din Gud har nøye Agt paa; Herrens din Guds [5 Bos. B 11, 12.] Øyne see stedse derpaa, fra Aarets Begyndelse og indtil Aarets Ende. Endog i det beste og frugtbareste Land kand Frugterne slaae feil og Føden savnes. Der var Misvæxt og Dyr Tiid i Canaan, ja Føden ikke at faae, da Israels Sønner maatte drage op til Ægypten for at kiøbe Korn; ja i Ægygten selv, der frugtbareste Land af Verden, havde paa selv samme Tiid været Misvæxt, og det var en besynderlig Guds Aabenbarelse og Josephs Forsynlighed efter saadan Aabenbarelse, at tilskri-

ve, at der var Korn i Ægypten. Holder Naturens Herre Himlen tillukt for Regn, skiuler han Soelen med Skyer, og lader de kolde Vinde blæse over Jorden, saa hindres jo og savnes ald den Frugtbarhed, som er i Naruren selv. Er det da en tung Tiid, naar det maae hede, som der staaer hos Propheten Joel: Marken er ødelagt, Landet sørger; thi Kornet paa Marken er ødelagt, Mosten er fortørret, den ferske Olie er vandsmægtet; Ager-Mændene ere beskiemmede, Viingaardsmændene hyler for Hvede og for Byg; thi Høsten paa Mar-

[Joel 1, 10. 11.] ken er fordærvet, det er igien en velsignet Tiid, og en Velsignelse, som maae tilskrives Herrens Gierning i Naturen, naar det skeer og man har erfaret det, som David siger om Gud: Du besøger Jorden, og naar du haver giort den begiærlig, giør du den meget riig, Guds Bæk er fuld af Vand; du bereder deres Korn, naar du saaledes haver bereedt den. Du kroner Aaret med det Gode, og dine Fodspor [Ps. 65, 10. 12.] dryppe med Fedme. Endelig sees og Guds Gierning

c.) i Staten. Derved forstaaes den Forfatning som er giort udi et hvert Land til Folkenes Bestyrelse og deres Lyksaligheds Forfremmelse ved Øvrighed, Skik og Ordens Håndhævelse, uden hvilken

Forfatning et Folk aldrig kunde blive lyksalig, thi det vilde da gaae, om saadan savnedes, som det gik Israel, da der var ingen Dommere, at hver giorde, hvad han selv løstede. Med Israel var det saaledes beskaffen, da dette Folk var i Ørken og Moses bad: at Guds Gierning maatte sees for hans Tienere — at Gud selv var som dette Folkes Konge og Moses hans Stadtholder og Anfører, der tog Befalninger af hans Mund til dette Folkes Bestyrelse. Tidt syntes Moses, at disse Byrder trykke for meget hans svage Skuldre, tidt var han kied af dette Folk, der blev aldrig fornøyet, just fordi det var for vel vandt. Mon han da ikke beder baade for sig selv og sine Efterkommere om Maade og Lykke til dette Folkes Viise Bestyrelse, i det han siiger: Lad din Gierning sees for dine Tienere og din Herlighed & c.

Guds Gierninger i Staten til et Folkets Velstand og Lyksalighed, sees da,

a.) Naar Gud opholder, og beskiermer de regierende personer, i sær Kongen, som den ypperste i Landet, der eene er at regne som 10000 andre, ja som mange fleere, da et heelt Lands Vel kommer an paa at der er Konge, og at Kon-

gen dømmer sit Folk med Viisdom og Forstand

b. ) Naar Gud afverger Kriig og andre Ulykker fra Land og Rige, en Velsignelse, hvorudi Kongen og Landet tager lige stor Deel. Israels Lyksalighed beskrives os som størst under Salomons Regiering, fornemmelig i den Henseende, at Folket havde Fred i alle hans Dage, og

[1 Kong. B. 4, 25] hver boede trygelig under deres Viintræe og Figentræe. Endelig og

c.) Naar Gud giver Lykke til et Lands Udvidelse og Forøgelse ved andre Lande, sær, naar dette kan skee uden Kriig, og uden at betale det med Blod, som er en sielden Lykke, derfor og, saa megen desto større Naade af Herren. Israel indrog mange Lande og udiog mange Folk, da de kom ind i Canaan. Disse Erobringer skeede for det meedste ved Sverd, men dog viser Herren, at dette og kand skee uden Sverd: Naar man ikkun blæser i [Josv. 6. v. 20.] Trompetter falder Jerichoes Muure. Ikke bør nu heller et saadant Lands lykkelige Erobring andsees efter dets Størrelse og Afgifter alleene: En liden Flek kan være mere

at regne end et stort Land, naar samme er af den Beskaffenhed, at den ellers kunde foruroelige Staten, og give Andledning

til store Blods Udgydelser. Hvo kan da tvivle om, at naar Gud lader saadanne sine Gierninger og Velgierninger sees i Naaden, i Naturen, i Staten, han jo da viser og beviser en besynderlig Løst til et Folkes Velstand. Men lader os da

II. Betragte: Hvad et saadant Folk skylder Gud, til hvis Velstand hand har viist Løst og giordt vel imod —

Det er, A.) paa den eene Side Lov og Taksigelse —

Paa den anden Side, B.) Bøn og Paakaldelse — ja

C.) En igientagen og stedsevarende Bøn

A.) Hvad det første er anbelangende nemlig Lov og Taksigelse, da maae jeg tiltage, at Dagen taler meere derom end Texten; dog lader os forestille os Moses i sin Bøn, og hvorledes det er beskaffen naar en Troende beder, at den beder i Troen intet tviv- [Jac. 1. 6.] lende, som Apostelen Jacob siger. Den seer da

allereede i sin Bøn Bønhørelsen, den forestiller sig bønhørt i Tanker og Betragtninger, Troe og Haab paa Gud fører det med sig. Moses var vandt til at bede,

Moses var og vandt til at blive bønhørt;

Aldrig saa snart var dette Folk i nogen Nød og Farlighed, og han frembragte deres Klage, førend her strax var Hielp, om det end skulde skee paa den forunderligste Maade og ved de forunderligste Midler. Mon Moses da ikke her forestiller sig allerede Bønhørelse, da han fandt Gud altiid den samme, og med det samme offrer Gud allerrede i sit Hierte en skiult og stiltiende Taksigelse paa sine egne og Israels Vegne. Overalt bliver her ikke Spørsmaal om, at det første, som et Folk, mod hvilket Gud i een, end sige i mange Maader har giort vel, skylder ham, er jo Lov og Taksigelse! Hvem har givet Gud noget tilforn, at der skal betales ham igien? og hvad kan man give Gud igien, hvormed kan man betale ham, om det var muelig, som det ikke er, at kunde giengielde ham, eller hvormed skal man vise sin Skiønsomhed for Herren, uden [Psalm. 116 v. 12] med Taksigelse. David siger: hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig, og han svarer sig dog [Psal. 56 v. 13] selv igien: Med Taksigelser vil jeg betale dig; men det, som endeligen maa erindres,

er dette, at Taksigelsen bliver baade a.) oprigtig og b.) hellig

a.) Oprigtig maa den være, thi

Gud handler oprigtig med Menniskene, hans Oprigtighed ligger for det Folkes Øyne, som han har beviist Velgierninger,

og deres Oprigtighed maa legges for hans Øyne, der ransager Hierter og prøver Nyrer paa en Maade, at ikke blot deres Mund og Tunge, men og deres Siel og Hierte, og hvad i dem er lover hans hellige Navn.

b.) Hellig maa den og være, hvilket vil ikke blot have sin Hensigt til, at den paa hellige Stæder med hellige Lader og Gebærder, men at all Menniskets Vandel og Opførdsel svarer dertil, at de, [1 Petr. 1. 15.] som takker Herren vorder og hellige i all deres Omgiængelse. Hvad er der, som Forældre fordrer af Børn for de Gaver, som de giver dem? ikke blotte Ord og Complimenter, men som de selv siger: At Børnene skal være dydige og artige, derved vil de fornemmelig see sig takket, derover vil de fornemmelig fryde sig, saa skal alle derers Gaver være ufortrødne, saa vilde endnu legge mere dertil. Dette samme fordrer og den Himmelske Fader. Moses kand aldrig blive mere vreed paa Israel,

end naar han mærker, de, efter at have ofret Gud Lov Sange, talt prægtige Ord til og om Herren for en eller anden Velgierning, vil føre et vandhelligt et ryggesløs Liv og Levnet, og vise sig ikke som Guds men som Satans og Syndens [5 Mos. B. 32. 6.] Tienere —- saa siger han skal du saa takke Herren, du daarlige og uviise Folk?

B.) Det 2det som det Folk skylder Gud, som han har giort vel imod, er:

Bøn og Paakaldelse. — Her har vi Medhold og Opmuntring nok af vor Text, som er intet andet end Bøn, og i sær af de Ord: Herrens vor Guds Liflighed være over os og befæst vore Hænders Gierning hos os; Hvilke Ord end ydermere viser os, hvad det er, et saadant Folk skal bede om: Nemlig deels, a.) at Herren immer vil Viise Løst til deres Velstand, — deels og, b.) at han til den Ende vil velsigne alle deres lovlige foretagende.

s.) der første anviser Moses os, naar han siger -- og Herrens vor Guds Listighed være over os. Bekræftes ikke her der som forhen er sagt? Er der ikke som Moses allerrede var bønhørt, Velstanden kiendes i Israel, og han her ikkun-

beder: at Guds Liflighed det er Hans Naades Ansigt maatte fremdeles være over dem og følge dem? Ligesom den, der har Løst til at giøre vel, og giør vel, giør dette med en særdeles Behag, man kan læse af hans Ansigt og venlige Miner den inderlige Fornøyelse, han finder derved og derover; saa synes Moses og at see denne i Guds Ansigt, og derfor taler han om Guds Liflighed, som den han ønsker og beder immer maatte være over dem, i denne Fred og Barmhjertighed over Guds Israel. Saa maa og et hvert Folk, til hvis Velstand Gud har viist Løst, og som han har seet paa med en mild Mine, bede om og at lade sig det være angelegen, at de immer kan beholde saadan Guds Liflighed, Venlighed, Kiærlighed for og til dem. Gud beviiser os aldrig saa meget godt i Tiiden, at vi jo trænger til mere: vor Livs Tiid og vor Trangs Tiid varer lige længe. Desuden, det gode, som Gud har givet, kand han jo tage bort igien. Har han en Tiid lader sin Liflighed være over os, han kan og til en anden Tiid sætte sit Ansigt, et vredt og suurt Aasigt imod os, Den første Verden opførde sig saa slet, at Gud angrede, at han havde giort Mennisker paa Jorden, meget mere kan [1 Mos. B. 6. 6.] det ved en saadan Opførdsel angre ham, at har giordt dem godt; og hvad hindrer ham,

som at vise sig from imod en from, saa at [Psal. 18. 26.] vise sig fortrædelig imod en fortrædelig. Det gode, som Gud giør et Folk,

det kan være, og det er virkelig et Forsøg, som Gud setter paa dem, helst naar disse ikke kan rose sig af Retfærdighed meer end andre, han gav dig (siger Moses til Israel) Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kiendte, for at ydmyge dig og for at forsøge dig, og at giøre [5 Mos. B. 8. 16] vel imod dig i din sidste Tiid, derfor gielder det om, at et saadant Folk, et velsignet Folk ydmyger sig for sin Gud, og beder ham: At hans Liflighed hans Naades Ansigt maae immer være over dem.

Men; som de heller ikke maae vente noget umidelbar eller overordentligt, saa er det og, at de bør indskrænke deres Bøn dertil. B.) at Gud ikkun vil velsigne alle deres lovlige Foretagende. Saaledes bad Moses: Herren vor Guds Liflighed være over os, og befæst vore Hænders Gierning hos os. Her vises os 2 Ting, som jeg dog for Tiiden at vinde, mere maa giøre et Udkast til end kan vidtløftig forklare: deels nemlig A.) at et Folk, som det skal gaae fremdeeles vel, og Gud skal være med,

Maae foretage sig noget, og intet uden det som lovligt er; deels og, B.) at alle deres foretagende endog de

lovlige, maae bekræftes med Guds Velsignelse, om de skal naae et ønskeligt Udfald, hvorfor denne og ved Bønnen maae indhæntes.

Moses taler her om Hænders Gierning, befæst vore Hænders Gierning, og derved forstaaer han nu ikke blot hver den Gierning, som skeer med Hænderne, men, som de fleeste Gierninger skeer og udføres ved Hænderne, saa er det Skriftens almindelige Maade derunder at indbefatte ald slags Gierning og Forretning. Derved vil kun Moses give tilkende, at de vare villige og færdige til at foretage sig noget, og det som lovlig var. Saa maae det og være med et Folk, som Gud skal være med og blive hos. Ved Ladhed og Ørkesløshed, naar Hænderne ligger i Skiødet, ved Tyverie og Uretfærdighed, naar Hænderne, ikkun, for ikke selv at giøre noget, tager det, som andre har giordt, befordres aldrig et Folkets Vel. Ney, her gielder derom, at hver arbeyder i deres Kald, enten det saa er med Hoved eller Hænderne, at man ey er lad hvor Flittighed udkræves, at man søger reedelige Nærings Veye, og ey, uden den høyeste Nødvendighed, naar man nemlig enten ingen Hænder har, eller og af Alderdom og Skrøbelighed ikke kan bruge dem, griber til Bettelstaven.

Men her maae og erindres,

B.) At alle Menniskers Foretagende, endog de lofligste, maae bekræftes med Guds Velsignelse, derfor og samme ved Bønnen indhæntes: Befæst (siger Moses) vore Hænders Gierning!

Han vil sige, vi tør ey bede om din Velsignelse, om din vedvarende Naade uden vi vil arbeyde, men det nytter os intet at arbeide, uden du vil velsigne, du vil befæste vore Hænders Gierning, give os ey alleene Kraft til at arbeyde, men og vor Arbeydes Frugt. Man planter, man [1 Cor. 3. v. 7.] vander forgiæves, naar Gud ey vil give Vexten. Man bygger Huuset forgiæves naar Herren ikke bygger med. Skal Babels Tarn end naae op til Himmelen, det falder længe forud, naar Herren i Himmelen ey maa være m d. Derfor maae saadan Herrens Velsignelse ved Bønnen indhentes, derfor maae man bygge som Nehemias, der sagde: Gud i Himmelen [Jeh. 2. 20] han skal lade det lykkes for os, og vi hans

Tienere vi vil giøre os reede og bygge. Det er en gammel Regel, som dog aldrig maa blive for gammel, naar det skal gaae et Folk vel, beed og arbeid!

Men endelig,

C.) Saa skylder og et Folk, som Gud har giort vel imod, Ham en igientagen og andholdende Bøn, Moses beder ey alleene een Gang befæst vore Hænders Gierning, men han tager den samme Bøn, de samme Ord igien og siger: Ja befæst vore Hænders Gierning! Han synes, at han ey tidt og ofte nok kan bede herom, han vil ey slutte hermed, men bliver immer ved i denne Bøn, overbeviist saa vel om Guds Velsignelses som om Bønnens Nødvendighed. Saa maae og et Folk giøre, der vil være og blive velsignet. Det er ey nok, at man beder eengang, eller paa een Dag, som i særdeleshed kan være helliget dertil, men man bør immer bede, som man immer trænger, immer holde Gud og hans Velsignelse hos sig ved Bønnen. Den hellige Ild paa Israels Alter blev aldrig slugt, saa bør heller ikke Bønnens Ild, der skal bringe Røgelse-Offer op for Herren. Værer altiid glade [1 Thes. 5. 16. 17.] siger Paulus, men han legger dette til: Beder uden Afladelse, for at vise: at de der vil være altid glade, maae og uden Afladelse bede.

Nu Dyrekiøbte Siele! Jeg tør ey gaae videre over Texten, efterdi at det vigtigste Skridt med Texten staaer mig endnu tilbage. Har jeg viist eders Kiærlighed den

Lov, som det Folk skylder Gud, til hvis Velstand han har viist og beviist sin Løst, saa forestiller jeg mig, at I nu vil sige ja! saligt er det Folk, som det saa [Psalm. 23. 12] gaaer, saligt er det Folk, hvis Gud er Herren, og hvilket han giver saadanne Prøver, saadanne Beviis paa sin Velbehag, hvilke, han giver saadan Aarsag og Andledning til Taksigelse.

Men; skulde jeg endnu forestille mig nogen af Eder saa følesløs, saa uskiønsom at den ey kunde see: at vi selv er det lyksalige Folk, til hvis Velstand Gud har vist og beviist sin Løst. Imidlertiid maae Eders Kiærlighed tillade mig saa megen Tiid og Taalmodighed, at jeg kan føre eder tilbage til det, som er sagt, og holde derimod Guds Omgang mod os, for derved saa meget meere at overbevise Eder om, hvad Gud i mange Maader har giort til vor Velstand, og derved saa meget meere opvække Eder til den Lov, vi alle skylder ham. Jeg har ved vor Betragtnings 1ste Part sagt og viist: at Guds Gierninger og Velgierninger til Velstand og Velsignelse for et Folk, sees baade i Naaden i Naturen og Staten.

A.) I Naaden, som altiid bliver den vigtigste Betragtning, for alle dem, der

tænker paa noget Høyere og vigtigere end Verden, har Gud beviist os store Velgierninger, ey alleene derudi, at han har tændt sin Lyse-stage hos os og ladet os være iblandt det lyksalige Folk, der fra ældgammel Tiid af har havt Naadens Midler, Ordet og de hellige Sacramenter iblandt os, efter Reformationen nu over 300 Aar havt dem i sin rette Brug, men; da vi ikkun for nogle faae Aar siden, ikke 2 Aar fuldendt, vare omgivne med saadanne Meñisker, der havde sadt sig høyt og syntes fornemmelig at ville vise sin Magt ved at giøre Vold paa Helligdommen, ald hellig Skik og Orden, alle gode Sæder og Anstændighed, saa kom Gud dog, som bekiendt, og ræddede sin og vor Ære, og har giort det siden ved sin Forsyn og Velsignelse, at Ære maae nu boe i vort Land, at Sabatherne helliges, Guds Dyrkelsen handthæves, Utugt, Letfærdighed og andre slette Sæder faaer sit rette Navn og sin rette Løn.

Seer vi til

B.) Naturen, Guds Gierninger og Velgierninger bliver vist ikke heller der usigtbare. I mange af de foregaaende Aaringer har vi ey alleene hørt Chreaturer sukke, men utallige Mennisker at sukke over det. Naadigere har Gud behandlet os end Israel, der hævnede han sig ofte

paa Menniskerne, naar de vare ulydige imod ham. For skammelige Horerier i [4 Mos. B. 25. 1. 9.] Israel faldt paa en Dag allene 23000, ey at tale om andre Tiider og Leyligheder; men os har han, uagtet vor store Ulydighed, sparet, og bevaret disse Riger og Lande i 62 Aar fra Pest paa Mennisker og hævnet sig paa Qvæget. Men denne Plage, som strakte sig saa langt ud i det Almindelige, har Herren nu i Naade standset. I nogle Aar har Jordens Grøde slaget feyl, og derved foraarsaget dyr Tiid overalt i Rigerne. Vi erindrer os, nesten for tre Aar siden, hvad Brød Trang her var i denne Stad, og at Iisen nesten til høy Sommers Tiid laae som en Vognborg om Staden, og hindrede ald Tilførsel af Levnets Midler. Den Nød hialp Gud ey alleene af, men han har og i sær saa rigelig velsinet dette Aar, at det, [Hos. 2. 21. 22.] som Herren har sagt og loved ved Propheten Hoseas: Jeg vil bønhøre Himlene, og de skal bønhøre Jorden, og Jorden skal bønhøre Kornet og Mosten og Olien, og de, de skal bønhøre Israel, det er faden i vor Lod, til en kiendelig Lettelse i den forhen trykkende dyre Tiid.

Gaaer vi til C.) Staten, da maae det hede som David har sagt, og der bliver sagt paa denne Dags Middags Stund:

[Psalm. 46, 9.] Kommer og seer Herrens Gierninger! Det Soelen og Stiernerne ere paa Himmelen, det er Kongen og det Kongelige Huus i en Stat. For faae Aar siden oprandt der saadanne vildfarende Stierner [Jud. v. 13.] paa Statens Himmel, der syntes at ville betage de store og rette Lys aldeeles deres Skin. Gud, for hvis Domstoel nogle af dem allereede ere indgangne, veed best, hvad de har sigtet til med Kongens Person og det Kongelige Huus, men dette veed vi, at de søgte at fordærve Kongens Siæl, (og vee det Land, som skal regieres af en ugudelig Konge!) Dette følede vi, at hvad Undersaatternes Velfærd var anbelangende, saa raabte de, som Edoms Børn om Jerusalem: giører bart, giører [Psalm. 137, 7.] bart indtil Grundvolden i den. Gud friede Kongen og Landet fra disse onde Mennisker. Vi har og siden den Tiid mærkeligen følet Vederqvægelsens Tiider: Gud har til at lette Kongens Byrder og Bekymringer beskikket en dyrebar Dronning, der omgaaes baade ham og Landet moderlig, en dyrebar Printz og Broder, om, og til hvilken, naar vi havde Leylighed dertil, vi maatte sige, Det som Tertullus sagde [Giern. 24. 3. v.] til Felix: at vi nyde stor Fred ved dig, og at mange rette Ting skee dette Folk formedelst din Forsyn, det annamme vi baade aldeeles og allevegne med Taksigelse. Gud har i 53 Aar velsignet vore Konger

og Lande med en stedsevarende Fred, og naar vi baade udi de forrige og seenere Aaringer har hørt Krigens Lue at fortære andre Folk og Stæder, saa har Gud ligesom forudsendt sin Skyts-Engel over os, der har raabt: Skader ikke Jorden, ey [Joh. Aab. 7. 3.] heller Havet, ey heller Træerne, indtil vi faaer beseglet vor Guds Tienere i deres Pander. End har Gud og, foruden saa store Velsignelser i Naturen, cronet dette Aar, og det sidste deraf (den 16de i afvigte Maaned) med denne besynderlige Velsignelse i Staten, at det Kielske Holsteen, forhen tilhørende Stor-Fyrsten i Rusland, er bleven hans Majestæt vor Allernaadigste Konge, uden Sverdslag, ved accord overdragen. Hvo der ikkun veed og erindrer sig, at derved er giordt Ende paa 113 Aars Stridigheder, at dette immer har været et Tvistens Æble, som kunde give Andledning til Kriig, som vi for 11 Aar siden havde en skræksom Erfarenhed af, der kunde have blevet ødeleggende, hvis Gud ey da, som altiid, paa en forunderlig Maade havde ræddet os, At dette Land er efter sin Beliggenhed paa den eene Side som en Port og Dør til det Holsteenske, fremdeles, at ved Fælledskabet i det Holsteenske, som Kongen nu er bleven Eenevolds Herre over, ere mange nyttige Indretninger til Landets Flor og Velstand, blevne hindrede,

den seer nok, hvor stor Velgierning Gud hav beviist os her ved Kongen, og ved at Lyksaliggiøre hans Majestæts Bestræbelser des angaaende.

Hvad maae da vel et andet Folk sige til os ved Betragtning, saa vel af den sidste, som alle de forrige Guds Velgierninger, uden som er sagt ved Textens 2den Part, forudsagt ved David: O Jerusalem: priis Herren, O! Zion! lov din Gud! thi han giør dine Portes stænger stærke, han velsigner dine Børn midt i dig, han beskikker Fred i dine Lande mærker, han mætter dig med den beste Hveede, han sender sin Tale paa Jorden, Hans [Psal. 147. 12. 15] Ord løber faare hasteligen.

Mon her vel skulde være nogen Siæl, der ey skiønner hvor billig denne Fest er, og hvor forpligtede vi ere til at love og takke Herren. Han har ladet sin Gierning sees for os, som for sine Tienere, Han har ladet sin Herlighed aabenbare over os, Han har viist den tydeligste og kiendeligste Løst til vor Velstand. Men har vi og viist os som hans Tienere? Har vi ey i mange Maader viist os ulydige, gienstridige, og maae sige: vi have syndet med vore Forfædre? Men jo meere uforskyldt

Guds Velgierninger ere imod os, jo meere velforskyldt er den Taksigelse han skal tage af os.

Denne være da aandelig og inderlig, saa at i det vi takker Gud, giver vi ham og vort gandske Hierte. Den være Hellig og bestandig hellig, saa vi ey alleene paa denne hellige Dag takker Gud, og lader Hellighed være hans og vore egne Huuses Prydelse; men lader der være hver Dags Gierning at hellige den Herre Gud i vore Hierter. Saa uforskyldte som Guds Gaver og Velgierninger ere imod os, saa kand vi ey tage dem for andet end Forsøg, som Gud setter paa os. Han viser os hvor vel han kand og vil giøre imod sine Tienere, om vi ikkun ville være det. Han taler til os i alt dette som til Israel fordum: Gid mit Folk ville høre mig! Gid Israel ville vandre paa mine Veye! da ville jeg om et lidet ydmyge deres Fiender, og omvende min Haand imod deres Modstandere, de som hade Herren skulde smigre for ham; men deres Tiid skulde være evindelig; Og han skulde spiise ham med den beste Hveede; ja jeg ville [Psal. 81. 14. 17.] mætte dig med Honning af en Klippe.

O! at da denne Dag maatte omvende Syndere! at, de Kiærligheds Reeb og Miskundheds Snorer, som Gud nu ha-

ver udkast, maatte drage Syndere til ham, og fange endog de gienstridige, at boe hos ham! Vor Tak være blandet med Bøn! Denne skulde vi nu strax udføre i den, som til denne Dag er forordnet, Hvorfor vi

her mere ville giøre en Opmuntring, end nogen anden Forskrift dertil, end den som allereede er given. Bede vi ikke i det vi takker saa er det Tegn til, at vi allerede har Hofmodet vore Hierter, at vi synes, vi trænger ikke meere, og saa staaer vi paa svage Fødder med ald vor Velstand, om den var nok saa stor.

Vi lade da vore ydmyge Begæringer falde for Herrens Ansigt, og søge ved dem, at bringe det dertil, at Herren immer kand vise Løst til vor Velstand, og hans Liflighed være over os. Vi arbeyde tilsammen, som fornemmeligen paa de Ting, der hører Guds Rige til, saa hver i sin Stand ordentlig og lovlig paa det, der kand fremme vor egen og fælles Lyksalighed, men derhos erindre at bede Gud: at han vil befæste vore Hænders Gierning. Vi bede immer hen, hver Dag, som i Dag: Herren vor Gud være med os, som

[1 Kong: 8. 57.] han haver været med vore Fædre (og os) Han forlade os ikke, og overgive os ikke i Liv eller Død, i Tiid eller Evighed! Hermed ville og kunde vi da slutte, men endnu staaer Guds Miskundhed os for Øyne, endnu maae vi sige:

Ære være dig o! Gud for alt det gode,

Din Miskund og usigelige Naade,

Som du os beviser allesammen, Lov skee dig! Amen.

Tryk-Feil:

Pag. 12 Lin: 8 Kongen søgt —læs— Kongen sagt —— 17 ——12 Den ugudeliges —— De ugudeliges

—— 18 —— 6 Utalighed —— Utallighed

—— 23 —— 8 skiøndtsom —— skiønsom

Foruden adstillige distinctioner, som Læseren selv behager at rette.

✂

Guds

mægtige Forsorg for de Gode,

og

De Grændser, han setter for de Onde.

Forestillet

i en

Prædiken,

som paa den

allernaadigst anordnede

Bede- og Taksigelses-Dag

den 1 December 1773. over

Texten den 125de Davids Psalme

er holden

til Aftensang i Roeskilde Dom-Kirke,

efter nogle Velynderes Anmodning til Trykken udgivet af

Christian Holst,

Medtiener ved Menigheden sammesteds.

Kiøbenhavn,

trykt i det Kongl. Universit. Bogtrykkerie, hos A. H. Godiches-Efterleverske, ved Frid. Christ. Godiche.

Texten. Psalm. 125.

De, som forlade sig paa HErren, de ere som Zions Bierg, der skal ikke ryste, men skal blive evindelig. Der ere Bierge trindt omkring Jerusalem, og HErren er trindt omkring sit Folk, fra nu og indtil evig Tid. Thi Ugudeligheds Spiir skal ikke hvile over de Retfærdiges Lod: paa det de Retfærdige skulle ikke udrekke deres Hænder til Uretfærdighed. HErre! giør vel mod de Gode, og imod de Oprigtige i deres Hierter. Men de, som henvende sig paa deres krogede Veye, dem skal HErren lade fare med dem, som giøre Uret. Fred være over Israel!

Bønnen for Prædiken.

Udødelige og allene Viise Gud, som regierer Verden og alle Mennesker i Verden,

vi ere her forsamlede for at tilbede dit mægtige Forsyn over det Kongelige

Huus i Særdeleshed, og disse Riger og Lande i Almindelighed. Hvor herlig er du o Gud i dine Raad, hvor mægtig i dine Gierninger. Du har viist, at dit Øye har været paa de Gode, du har bevaret dem som en Øyesteen i dit Øye. Dit Øye har og været paa de Onde, du satte Grændser for deres Ondskab. Du taalte dem til en Tid, men lod dem fare bort i rette Tid. Vel har din Retfærdighed revset os, men i Naade. Dit Ords Foragt, dine Sabbathers Overtrædelse, den Frekhed og Letsindighed, der har hersket iblant os, havde fortient en langt haardere Straf, end de Plager du har tilsendt os. Vi har opført os som ulydige Børn, du har dog tugtet os som en Fader. Ja saa stor er din Barmhiertighed, at de forrige Landeplager ikke allene ere standsede, men at du har givet os store og usigelige Velgierninger at takke dig for paa denne Dag. Den langvarige og dyrebare Fred du har skienket os, det lykkelige Udfald du har givet Kongens Bestræbelser, til disse Rigers og Landes Sikkerhed. O Gud! vi see intet andet end idel Naade

hos dig, og idel Utaknemmelighed hos os. Hvad skal vi sige paa denne Dag, da vore Synder ere saa bekiendte for dit Ansigt? Hvad skal vi love dig, da vi saa ofte har brudt vore Løfter? Hvad fordrer du af os, o! store Gud, paa denne Dag? Du fordrer en dyb Ydmygelse af grove Syndere. Ja vi vil ydmyge os i Støvet for dit Ansigt, med inderlig Veemodighed bekiende vore Synder, og tilstaae, at vi ere meget ringere end al den Miskundhed og Trofasthed, du har beviist imod os. Du fordrer, at vi skal love og prise dig for dine Velgierninger. O! at den rette Taknemmelighed maatte brænde i vore Hierter, o! at vi kunde sige med David, mit Hierte er bereed, jeg vil siunge, ja jeg vil siunge. Du fordrer at vi skal oprette en Pagt med dig for den tilkommende Tid, men ere vi og alle tilbøyelige dertil? Alvidende Hiertekiender! du seer hvor liden Lyst mange har til at være dine Børn, skiønt du har saa stor Lyst til at være deres Fader. Derfor o mildeste JEsu! send os din Hellig Aand fra din Herligheds Throne. Lad ham overbevise os om vore Synder, lad ham forklare din og din Faders Kierlighed for vores Siel, at vi maae blive skikkede til at fortælle din Lov. Udruste mig med Kraft af det Høye, som skal forkynde dit Ord, giv mig Viisdom til at tænke, som jeg bør, giv mig Naade til at tale, som jeg bør. Giv mig selv et skiønsomt Hierte paa dine Velgierninger, at jeg maa opvække de samme Følelser hos andre. Virke og kraftig ved dit Ord i Tilhørernes Hierter. Lad Ugudelige skielve, naar de høre tale om dit mægtige Regimente over de Onde; men lad de Gode derimod opmuntres, naar de høre om dit kierlige Forsyn for dine Børn, lær dem at betænke hvor lyksalige de ere, at de kan skiule sig under dine Vingers Skygge. Ja lad det være Frugten af denne Bede- og Taksigelse-Fest, at du vil være vor Gud, og vi skal være dit Folk.

Indgang. HErrens Øyne ere allesteds, som beskue Onde og Gode. Ordsp. 15 Cap. 3 Vers. Disse Ord ere: Ypperlige i

en Konges Mund, og ypperlige i

sig selv. De ere ypperlige i en Konges Mund; thi hvad nødvendigere for en Konge at betragte, end Guds alvidende Øye? Menneskelige Øyne kan kun lidet udvirke hos

en Konge, som har frie og ubundne Hænder at giøre og lade, hvad han vil, de maae ofte see, og lade som de ikke see; Men Guds Øyne paa Kongen, det har noget at betyde, saa er han ikke meere end et andet Menneske, saa skal han ligesaavel som den ringeste Undersaat i hans Rige aflægge Regnskab for sine Gierninger. Og som denne Sandhed var ypperlig for Kongen selv at betragte, saa var det tillige den nødvendigste Sandhed, han kunde indprænte sine Undersaatter. Kongens Øyne kunde nok indjage dem Frygt og Ærbødighed; men hvor langt kunde hans Øyne strække sig? Der kunde mange hemmelige Misgierninger øves i hans Rige, som aldrig kom for hans Øyne. Der kunde mange skiulte Dyder øves iblant hans Undersaatter, som han aldrig fik nogen Kundskab om. Hvor lidet veed en Konge, hvad der bestilles i de Fattiges Hytter? Hvad Efterretning har han om de stille og arbeydsomme Dyder, der øves i et Land? Det er kun store og glimrende Fortienester, som komme for en Konges Ansigt; men ikke de alminde-

lige og huuslige Dyder, som dog ere langt vigtigere. Og om en Konge end kunde være Vidne til alle de gode Gierninger, der øves iblant hans Undersaatter, han var ikke i stand til at belønne dem, dertil kunde Salomons Rigdom ikke strække, ja en eeneste Dyd kan veye saa meget, at en Konge er ikke i Stand til at betale den efter sin Værdie.

Derfor begriber Salomon her, hvor nøye Religionen og Staten hænger sammen med hverandre, at hans Øyne kunde kun giøre lidet, naar hans Undersaatter ikke vare overbeviiste om, al Guds Øyne vare fæstede paa deres Gierninger. De indjage Frygt hos de Onde og opmuntre de Gode. Endog Ugudelige maae skielve, skiønt intet Menneskelig Øye seer dem, naar de betænke, at Guds alvidende Øye omringer dem paa alle deres Veye, og de Gode opmuntres ikke allene til at øve offentlige, men og hemmelige [Matth. 6. v. 6.] Dyder, naar de veed, at den Fader, som

seer i Løndom, skal betale dem det aabenbare. Og som disse Ord ere ypperlige i en Konges Mund, saa ere de tillige

Ypperlige i sig selv. De beskrive baade Guds Alvidenhed i Almindelighed, og den særdeles Virkning af hans Alvidenhed, at han beskuer Onde og Gode.

Her beskrives Guds Alvidenhed i sig selv; HErrens Øyne ere allesteds. Guds Alvidenhed beskrives her, saavel som paa mange andre Skriftens Steder, ved Øyne, for at nedlade sig til vort Begreb, for at give os en livagtig og tydelig Afbildning om denne Sandhed, at, ligesom vi indhente den hastigste og visseste Kundskab med vore Øyne, saa tillægges Gud Øyne, for at vise, at han har den nøyeste og hastigste Kundskab om alle

Ting, de staae ligesom afmalede for hans Øyne, derfor heder det: At HErrens Øyne gaae omkring al Jorden; for

at se, at han paa eengang omfatter Jorden, og alt hvad der bestilles paa Jorden i

sit alvidende Øye.

Nu disse Øyne, siger Salomon: ere allesteds; Det er i faa Ord, alt hvad der

kan siges om Guds Alvidenhed og Allesteds Nærværelse. David giver os en vidtløftigere Beskrivelse paa Guds Alvidenhed i Ps. 139. HErre! du randsager og kiender mig, hvad heller jeg sidder eller opstaaer, da veed du det; du forstaaer mine Tanker langt

fra o. s. v. Men Salomon siger dog mere, naar det heder: HErrens Øyne ere allesteds: I Himmelen, paa Jorden, i Havet og alle Afgrunde, hos hver Engel, hos hvert Menneske, hos hver Orm, som kryber i Støvet, i vort Hierte; med saa Ord: hvor der er Rum, der er hans Øyne. Hvor alvorlige og gennemtrængende ere disse Ord? at, hvor vi ere, hvor vi opholde os, der er Gud. Ingen af vore mindste Handlinger kan være ubekiendte for hans Øyne, derfor siger David i forberørte Psalme: Natten er et Lys omkring mig. Det er: Jeg seer ud i Mørket, som jeg var glindsende og poleret i dine Øyne. Men hvor behagelige ere disse Ord, naar vi elske Gud af et oprigtig Hierte? Ere HErrens Øyne paa alle

Steder, Hvor hellig er min Eensomhed? Jeg er aldrig mindre allene, end naar jeg er allene. Jeg er altid i Selskab med det elskværdigste og beste Væsen. Ere HErrens Øyne paa alle Steder, hvilken Opmuntring har jeg til at giøre mine Gierninger? Derfor opmuntrer Paulus Timotheum med Guds, med JEsu, med de udvalgte Englers Aasyn. Saa herlige Tilskuere maae nødvendig give os Mod og Lyst til vort Arbeyde. Ja, ere HErrens Øyne allesteds, saa ere de tillige paa vort Hierte; men maae vi ikke skielve, naar hans grandseende Øyne see der? Ney; ikke naar vi elske Gud af et oprigtigt Hierte; han seer der vores Mangel, men han seer der tillige vores Oprigtighed, vore Forsætter, vore Lengseler, vore Sukke: HErre al min

Begiering er for dig, og mine Sukke ere ikke skiulte for dig. Og som nu Salomon i disse Ord beskriver os Guds Alvidenhed i Almindelighed, saa beskriver han tillige den særdeles Virkning af Guds Alvidenhed: Han beskuer Onde og Gode. Her see vi,

at det flyder nødvendig af Guds Alvidenhed og Allesteds Nærværelse, at han maa give Agt paa Onde og Gode. En Gud, som har Øyne og ikke seer, ikke bekymrer sig om sine Skabninger, er det uværdigste Begreb, man nogensinde kan giøre sig om Gud. En Afgud [Ps. 115. v. 5.] fortiener at beskrives saaledes: Han

har Mund, men kan ikke tale, han har Øyne, men kan ikke see. Men

en Gud, som veed alle Ting, og ikke bekymrer sig om nogen Ting, er et Foster, som ikke kan avles uden i en forvirret Hierne.

Ney, HErren beskuer Onde og Gode.

Hvor beklageligt er det ikke, at her skal giøres denne Forskiel imellem Mennesker, at nogle ere onde, andre gode; thi hvor fordervede vi ere af Naturen, kunde vi dog alle blive gode. JEsu dyre Igienløsnings Verk har forhvervet os den Naade, Men det er endnu meere beklageligt, at de fleeste Mennesker ere onde, ikke allene iblant Hedninger, der vide ingen Forskiel imellem høyre og venstre Side; men iblant Christne, som

have en oplyst Forstand, som see den Vey, der er forelagt dem til Evigheden; saa fordervet er Naturen, saa mægtig er Syndevane. Men det er dog en Trøst, at der ere baade Onde og Gode paa et hvert Sted. Vare der allene Onde paa et Sted, saa var det en Afbildning paa Helvede, saa maatte de fortære hinanden indbyrdes; men naar de Gode ere blandede med de Onde, saa ere de dog som et Salt, til at bevare Verden fra

[Matth. 5. v. 13.] Forraadnelse: I ere Jordens Salt.

Nu, disse onde og gode Mennesker beskuer HErren. Ordet bemerker egentlig, at beskue en Ting saa Nøye, som en Taarn-Vægter, der kan see langt bort, og see omkring sig til alle Sider. Saa bruges Ordet 2 Sam. 13. og flere Steder. Altsaa forestilles her, Gud at sidde i sin Høye Himmel og see alle Mennesker, som vrimle paa denne Jord-Klode. Ingen kan undløbe hans Øyne; han seer dem rundt omkring, han seer deres mindske Bevægelser.

HErren beskuer de Onde. Han

kiender dem fra de Gode, endog naar de

gaae under Hyklemaske, endog naar de synes gode for menneskelige Øyne. Deres artige Levemaade, deres falske Ædelmodighed og Menneskekierlighed kan ikke overstryge deres Laster i hans Øyne. Men ikke nok: HErren kiender dem, han giver flittig agt paa alle deres Gierninger. Han seer dem paa deres offentlige Veye, han seer dem paa deres hemmelige Stier, han kiender deres Tanker langt fra; han seer hvert Anlæg der opkommer i deres Hierte. Har vi da Aarsag at frygte for onde Mennesker, naar de ere saa blotte for Guds alvidende Øyne? Han kan gribe dem, førend deres Misgierning endnu har undfanget i deres Hierte, han kan gribe dem i deres Misgierning, han kan gribe dem efter deres Misgierning, og give dem den fortjente [Ps. 2. v. 4.] Løn for deres Gierninger. Den som

boer i Himlene leer ad dem, HErren bespotter dem. Og som HErren beskuer de Onde, saa beskuer han tillige de Gode. HErren kiender dem, endog naar de ere bekiendte i Verdens Øyne, endog naar de ere ubekiendte for sig selv i Fristelsens

Stund, Hans Lugt er i HErrens

Frygt. Han kan bestandig stille dem fra Hyklere og Øyenskalke. Men ikke nok; HErren kiender de Gode; han beskuer dem med et kierligt Øye. Han seer vel mange Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder hos sine Børn, men han seer tillige sit eget Billede, han seer sin Almagt i deres Afmagt, han seer dem ikke allene her i deres skrøbelige Tilstand, men han seer dem allerede i Saligheden; han seer den Grad af Herlighed, de skal opnaae i det andet Liv, saa de nødvendig maae være behagelige i hans Øyne. HErren beskuer dem med et melidende Øye. Han kiender deres onde Natur, han kiender den Verden, de leve udi, han kiender de mange Lidelser, de ere underkastede, han kommer ihu, at de ere ringe, han tænker paa, at de ere Støv. At see Mennesker, som midt igiennem Skrøbelighed og Afmagt, Uselhed og Elendighed, Nød og Død, maae kiempe sig frem til Saligheden, er vist nok et Syn, som maa opvække Medlidenhed hos al Barmhjertigheds Fader.

HErren beskuer sine børn med et [Ps. 32. v. 8.] raadførende Øye. Jeg vil lære og undervise dig om den Vey, paa

hvilken du skal gaae, jeg vil give Raad over dig ved mit Øye. En

Troende kan ofte komme i de Omstændigheder

i det Timelige, at han er gandske raadvild, at han veed ikke selv, hvad han skal gribe til. Der opkomme mange Tanker i hans Siel, han synes at en Ting kan giøres paa

den Maade, at den kan giøres paa en anden Maade, og jo vigtigere en Sag er, jo mere frygte vi, jo mindre ere vi i Stand til at gribe til en vis Beslutning. Men hvorledes kan da HErren undervise os? Hvorledes kan han give os Raad ved sit Øye? Jo! HErren kan give os den Forstand, at vi kan vælge det viiseste og beste blant vore egne Tanker, han kan aabne os en og anden Leylighed ved sit Forsyn, som viser os strax hvad vi skal giøre. Saaledes kan vi ofte see paa Guds Øyne, hvad han vil. Og endelig beskuer HErren sine Børn med et beskiermende Øye. Han seer dem saaledes, at

han bedækker dem med sit Øye, at ingen Fiende maa røre dem uden hans tilladelige Villie. Saaledes forklarer Moses denne [5 Mos. B. 11. v. 12.] Talemaade; naar han siger: Det er et

Land, som HErren din Gud har Nøye Agt paa, HErrens din Guds Øyne see stedse derpaa, fra Aarets Begyndelse, til Aarets Ende.

Nu denne Sandhed Salomon her indskierper

os i vor Indgangs Ord: At HErrens Øyne ere allesteds, som beskue Onde og Gode; det see vi tydelig for vore Øyne i vor oplæste Text. David viser, at HErrens Øyne ere paa de Gode. Men

de, som forlade sig paa HErren & c. HErren er trindt omkring sit Folk & c.

Han viser og, at HErrens Øyne ere paa de Onde. Ugudeligheds Spiir skal ikke hvile paa den Retfærdiges Lod, men de som henvende sig paa deres krogede Veye & c. I anledning heraf betragte vi:

Guds Øyne paa ethvert Sted

som vi see

I. Af den mægtige Forsorg,

han viser for de Gode.

II. Af de Grændser, han

sætter for de Onde.

Men, forend jeg nærmere afhandler denne Materie, maa jeg med faa Ord tale om denne Psalme i sig selv. Det er ubekiendt, baade Hvem der er Forfatter til denne Psalme, og Anledningen dertil. Dog synes det meget rimeligt, at David selv har skrevet den, deels, fordi Forfatteren her taler som en øvet Korsdrager, som den, der havde giennemgaaet mange Lidelser og Trængsler, som den, der havde seet store Prøver paa Guds mægtige Forsorg, og hvem passer det sig bedre paa end David, som havde seet Guds mægtige Beskiermelse over sig i saa mange foranderlige Omstændigheder af sit Liv: Som

Hyrde, som Konge, som Landflygtig, i Fred, i Krig. Ingen kunde tale af større Erfarenhed end David i denne Sag. Deels forekommer det mig rimeligt, at David har forfattet denne Psalme, fordi Forfatteren her tager Lignelse af Zions Bjerg, og de øvrige Bierge, som vare omkring Jerusalem, til at beskrive Guds Forsyn over sine Børn. Det synes best at passe sig paa David, som hver Dag saae dette Syn afmalet for sine Øyne. Han havde sit Kongelige Slot paa Zions Bierg, hvor der var en lystig og frugtbar Egn, hvor han tillige havde Udsigt til de øvrige Bierge, som omringede Jerusalem. Hvad synes nu naturligere, end at dette Syn maatte give ham Anledning til at tænke paa Guds Forsyn og mægtige Beskiermelse over sine Børn? Det ligner David ikke allene som en gudfrygtig Konge, men som Poet, som bestandig tog Anledning af hvad han saae for sine Øyne, og søgte at afskildre Naturen ved alle Leyligheder. Det finde vi overalt i Davids Psalmer. Da David var Hyrde, tog han Anledning af hvad han saae paa

Marken, af stilrindende Vande, af skiønne Græsgange: HErren han er min Hyrde, mig skal intet fattes & c.

Men nu han er bleven Konge og boer paa Zions Bierg, nu tænker han som Konge, nu tager han Lignelse af Zions Bierg, og de omligende Bierge.

Alt dette er overmaade rimeligt i mine Øyne. Men i hvad Anledning David har skrevet denne Psalme, kan vi ikke bestemme Med Vished. Ja maaskee han ikke sigter til nogen vis Omstændighed i sær, men til sit hele Liv og Levnet i Almindelighed; at han, ved at betragte Guds Veye med sig fra Ungdom op, har søgt at opvække hos sig selv en levende Følelse af Guds Forsyn, en inderlig Taknemmelighed mod Guds Velgierninger, og tillige at opmuntre andre Troende, at træde i sine Fodspor, at forlade sig paa HErren, saa ere de, lige saavel som David, forvarede under hans Vingers Skygge. Saa David her iagttager den Regel, HErren [Ps. 3. v. 10.] giver ved Propheten Esaiam: Siger en

Retfærdig, at det skal gaae ham

vel; thi de skal æde af deres Idretters

Frugt. Og til den Ende betragte vi nu:

I. Guds mægtige Forsorg for de Gode.

Den afmaler David saaledes i vor Text, at han Baade beskriver Personerne, og

Guds mægtige Forsorg over dem.

Han beskriver Personerne saaledes: At

de forlade sig paa HErren, at de ere gode og oprigtige i deres Hierter.

Der er i et kort Begreb, alt hvad der kan siges om Guds Børn.

David siger: De forlade sig paa Gud. Det er Kiernen af vor hele Religion og Guds Dyrkelse. Det forudsætter,

at vi maae kiende Gud, elske ham, ja paa det dybeste ydmyge os for hans Ansigt. Skal vi forlade os paa Gud, da maae vi kiende ham. Vi maae ikke allene have en grundig Overbeviisning om hans ypperlige Egenskaber, at han er alvidende til at see vor Nød, viis til at optænke

Midler, almægtig til at sætte dem i Verk; men vi maae kiende ham som en forsonet

Fader i Christo JEsu; ellers kan vi ikke trøste os ved hans guddommelige Egenskaber. Hans Viisdom og Almagt kan vel sætte os i Forundring, men de virke ingen Tillid og Fortrolighed i vore Hjerter, saalænge vi ikke kan giøre os et tydeligt Begreb om hans Kierlighed. Derfor er JEfu dyre Igienløsnings Verk, og i Besynderlighed hans Opstandelse fra de Døde, Grunden til [1 1. v. 3.] al vor Tillid og Fortrolighed til Gud: Lo- Pet.

vet være Gud, og vor HErres JEsu Christi Fader, som efter sin store Barmhiertighed haver igienfødt os til et levende Haab, formedelst JEsu Christi Opstandelse fra de Døde.

Her slutter jeg saaledes: Har Gud opfyldet alle sine Løfter, i Henseende til JEsu dyre Forløsnings Verk, har han paa den herligste Maade opvagt ham fra de Døde, saa er han mægtig til at holde alle andre Løfter, ja saa er han forbunden dertil. Nu er der intet i Veyen. Hans Retfærdighed er forso-

net. Hans Ære kan ikke forlange mere. Nu maa han ubrødelig holde den Pagt, [Job. 17. v. 11] han har oprettet med sin egen Søn; Frelseren fordrer det som en Ret: Hellige

Fader! bevar dem i dit Navn, som du haver givet mig, at de maae være eet, ligesom vi. Nu, saaledes

maae vi kiende Gud, om vi skal forlade os paa ham; men vi maae tillige elske ham; ellers er han gandske fremmet for vor Siel, ellers tør vi ikke vente noget Got af ham.

Hvor kan Ugudelige have Tillid til Gud, som hver Dag træde hans hellige Lov under Fødder? Hvor kan Hyklere have Fortrolighed til Gud, som hade ham i deres Hierter? Hvor er det mueligt, de kan forlade sig paa hans Kierlighed, som forsmaae hans Kierlighed? Ney, vi maae nødvendig elske Gud over alle Ting, saafremt vi skal troe ham over alle Ting. Det er just den sødeste Frugt af Venskab, at vi maae overlevere al vor Velfærd i hans Haand. Ja vi maae paa det dybeste ydmyge os for Gud,

naar vi skal forlade os paa ham. Vi maae bekiende og erkiende, at vi med al den Forstand,

vi eye, med al den Flid, vi anvende, med alle de lykkelige Omstændigheder, vi kan være udi, dog ey af vore egne Kræfter ere i Stand til at befordre vor sande Lyksalighed. Denne Ydmyghed og Underdanighed fordrer HErren af os, om han skal sørge for os. Vi bør bruge vor Fornuft, vi bør anvende alle Kræfter, men Æren vil [1 Cor. 1. v. 31.] Gud have sig selv forbeholden: Hvo som

vil rose sig, rose sig i HErren. Og

jo mere vores Ydmyghed tiltager, jo mere voxer vores Tillid og Fortrolighed til Gud. Saalænge Hiertet er stolt, kan vi ikke ret forlade os paa Guds Forsyn. Vi synes immer, at han ikke skiønner nok paa vore Fortienester. Men naar vi har ringe Tanker om os selv, saa er der intet, som kan betage os Tillid og Fortrolighed til Gud.

En ringe Velgierning bliver da stor i vore Øyne, en stor Lidelse forekommer os ringere, end vi have fortjent, saa vi med fuld Tillid indkaste os i hans kierlige Forsyns Arme.

Nu saaledes opfører Troende sig imod Gud;

de forlade sig paa ham.

Men de ere ikke mindre elskværdige i deres Omgang med Mennesker. De ere Gode, eller, som Ordet bemærker, paa mange Skriftens Steder, de ere godgiørende

og nyttige Mennesker. Og

det er just den rette Beskrivelse paa Troendes Liv, at de ere nyttige frem for andre. Jeg nægter ikke, at der jo kan sindes Ugudelige, som kan giøre Verden anseelige Tienester, som kan bringe Kunster og Videnskaber i Flor; men de giøre dog langt fra ikke den Nytte, som Gudfrygtige. De kan øve mere glimrende, men ikke saa virkelige Dyder. De kan ikke paa saa kraftig en Maade befordre Menneskens sande Lyksalighed. Ney, endog den ringeste Troende er mere umistelig i Verden. Om han ikke besidder andre Egenskaber, er han dog Den lydigste Undersaat,

den beste Huusfader, og den redeligste Ven. Hvad kan opveye mod disse Dyder? Er en Troende den lydigste Undersaat, hvad sikrere Gierde

kan en Konge forlange om sin Throne? Vare alle hans Undersaatter gudfrygtige, kunde han sove trygt i hver Mands Skiød. Er en Troende den beste Huusfader, hvor mange dydige og nyttige Mennesker kan han opdrage for Kirken og Landet? Lad os tænke os om i Verden, vi skal befinde, at de dueligste Embeds Mænd, og de dydigste Borgere, de fleeste Tider ere Frugter af en christelig og gudelig Opdragelse. Hvad kan være større Nytte for det Almindelige Beste? Ja, ere Troende de redeligste Venner, hvor ere de umistelige i det Menneskelige Selskab? Den Deel, de tage i min Glæde, den Medlidenhed, de have med min Sorg, den Taalmodighed, de have til at høre mine Klagemaal, anseer jeg for de vigtigste Tienester i Livet. Hvor uskatteerlige ere da de Troende, som give os saa angenemme Husvalelser i Livet, som ofte maae giøre deres eget Liv ubehageligt, for at lette vore Byrder? Men herforuden giøre de endnu en meere udbredt Nytte. Deres Liv er nyttigt; det tiener til et Gudfrygtigheds Exempel.

Deres Bønner ere nyttige, de flette et Gierde om Kirken og Landet. Deres Lidelser ere nyttige, de Viise Religionens Kraft. Ja deres Død er nyttig, den er en Viisdoms Skole, for de Igienlevende:

[Ebr. 13. v. 17.] Hvis Omgiengelses Endeligt, naar I see paa, da efterfølger deres Troe.

Nu, saa elskværdig er de Troendes Opførsel mod Gud og Mennesker. Men det, som allermeest ophøyer deres Dyder, er, at de

ere reedelige i deres Hensigter. De ere oprigtige i Hiertet, siger David.

Oprigtighed er Sielen i alle vore Dyder, uden den tabe de beste Gierninger deres Verdie, baade i Guds og Menneskers Øyne. Uden Oprigtighed kan vore Gierninger ikke behage Gud; thi han seer fornemmelig paa Hiertet, Han hader alt falskt og forestilt Væsen, og anseer det, som den groveste Fornærmelse imod hans guddommelige Alvidenhed. Uden Oprigtighed kan vore Gierninger ikke engang behage Mennesker; thi alt, hvad der er efterabet, har noget Tvunget hos sig. Et Skilderie maa være nok saa smukt, det har

dog noget Tvunget hos sig, det er ikke at ligne mod et levende Ansigt: Saa mister vore Dyder al sin Yndighed, naar de ere forstilte. De kan vel giøre Nytte, men de forhverve sig ingen Høyagtelse og Troværdighed iblandt Mennesker. Derfor sætter Frelseren selv saa stor Priis paa denne Dyd, at han fremviser den, som en Raritet blant Mennesker.

See! siger han om Nathanael, der er

en Israelit, i hvilken er ingen Svig.

Og det er ingen Under; thi denne Dyd ligner Gud selv, som er idel Sandhed og Oprigtighed i sit Væsen. Der er og det fornemste han [1 Mos. B. 17. v. 1.] fordrer af Mennesker: Vandre for mit

Ansigt, og vær fuldkommen, det

er: oprigtig, heder det til Abraham. See, saaledes beskriver David Personerne: At

de forlade sig paa HErren, at de

ere gode og oprigtige af Hiertet.

Men han beskriver Guds mægtige Forsorg for dem i disse efterfølgende Poster: At

HErren giver dem indvortes Sikkerhed, udvortes Sikkerhed, at han bevarer dem fra afvigelser, at han giør vel imod dem.

David lærer os, at Gud giver sine

Troende indvortes Sikkerhed: De som forlade sig paa HErren, ere som Zions Bierg, der skal ikke ryste, men blive evindelig. Denne Talemaade: ikke at rystes eller bevæges, bemærker to Ting i den hellige Skrift: at

have et roligt og stadigt Sind, og ikke forandre sin Tilstand. Denne

dobbelte Maade skienker HErren sine Børn i farlige Tider. Han giver dem den Naade, at de har et roligt og stadigt Sind. De kan vel komme i en hastig Bevægelse og Forfærdelse; men naar den første Frygt er forbie, saa kan de igien samle deres Tanker, og gaae den tryggeste og sikkreste Vey. En stor Lyksalighed, som Ugudelige aldrig kan opnaae. Saasnart de komme i en betydelig Nød, ere de gandske raadvilde, de blive saa omspændte med Angest paa alle Sider, at de ikke kan bruge deres Forstand. Saa [Es. 7. v. 2.] læse vi om Kong Achas, da Syriens og Israels Konger havde forbundet sig med hverandre til at beleyre Jerusalem, at Kongens

Hierte blev hart bevæget, og hans Folkes Hierter, som Træerne i Skoven hid og did bevæges af Veyret. Hvor fortreffelig er

deres Frygt her afmalet, de lignes ved løse Træer, der ikke kan giøre nogen stand, der maae lade sig omdrive af en stærkere Magt. Saa opførte de sig ikke som fornuftige Mennesker i deres Nød; ney, der var hverken Forstand eller Hierte. De lode sig som livløse Træer omkaste til alle Sider. Men Troende kan have et stadigt Sind, enddog i de største Lidelser. Vi see et mærkeligt Exempel i David, da han blev forfulgt af Absolon. Hans Forfærdelse var stor, men han giorde strax de fortreffeligste Anstalter til hans Frelse: at han og alle hans Mænd skulle tage Flugten, at Zadoch tillige med Pagtens Ark skulde forblive i Jerusalem, at Husai hans Ven skulde slaae sig til Absalons Partie, for at giøre Achitophels Raad til intet. Alt dette var visselig saa udtænkt, at vi ret maae undre over, at David i denne yderlige Omstændighed kunde tænke saa fornuftigt, og ikke giøre et Skrit af Overilelse. Men dog,

vi kan tydelig begribe, hvorfor Ugudelige ikke saa vel, kan samle deres Tanker paa Nødens Dag, som Gudfrygtige. Ugudelige har intet Haab om at deres Anslag skal lykkes. De veed at Gud er deres Fiende, de maae frygte for, at han vil forstyrre alle deres Anslag. Det betager dem strax alt Mod og Lyst. Men Troende kan være forsikrede, at Gud vil velsigne deres Raad, om det er hans behagelige Villie, de skal undgaae Faren, det giver dem Lyst til at bruge deres Tanker. Ugudelige har intet at vove, naar de miste det Jordiske, miste de alle Ting; deres Haab strekker sig ikke længere, end til dette Liv; men Troende har noget at vove. Lad Ære, lad Velfærd, ja Livet med gaae i Løbet, de ere dog ikke forlegne, de ere Arvinger til det evige Livs Haab. Her begynder en ædel Frimodighed at lue op i deres [Ester. 4. v. 16.] Siel, de tænke med Dronning Ester: omkommer

jeg, saa omkommer jeg.

See! paa denne Maade er det mueligt, at Troende kan have et roligt og stadigt Sind i slibrige Tider, naar de først faae Tid til at

samle deres Tanker, og saa har de tillige den største Nytte af deres første Frygt og Forfærdelse. Den setter deres hele Siel i Bevægelse, men den frembringer tillige mange nyttige og ypperlige Tanker. Det forekommer mig dermed, ligesom med et Jordskielv, det giør Skade paa mange Steder, det ryster Jorden i sine inderste Indvolde, men det kan opkaste en Guldmine paa et og andet Sted, som tilforn har været ubekiendt: Saa kan Troende ryste i deres inderste Hierter, men der opdages ofte en nye Guldaare i deres Siel, mange sunde Raad, Mange Forsigtigheds Regler, og overalt en dybere og fortreffeligere Indsigt i Guds Forsyns Veye. Og som Gudfrygtige har et roeligt og stadigt Sind i farlige Tider, saa

Forandre de heller ikke deres

Tilstand. Det er Hykleres Væsen at spille en dobbelt Rolle, at forestille en Person i gode, og en anden i onde Tider; men Troende ere ubevægelige, de blive hverken Koldsindige i deres Gudsfrygt, eller give noget efter af deres Gudsfrygt.

De blive ikke koldsindige i deres Gudsfrygt, der kan vel undertiden indfalde en og anden Flyve-Tanke hos dem, at HErren har glemt dem, at alle deres Bønner ere forgieves; men naar den Heede er forbi, bliver Venskabet ofte langt hæsligere under Lidelsen. Deres Sukke, deres Klagemaal, deres idelige Samtale med Gud i deres Bønner, giør dem saa fortrolige med Gud, at de nu beslutte

[Ebr. 13. v. 16.] med Job: See, om HErren end vil slaae mig ihiel, saa vil jeg dog haabe

paa ham. Og som Troende ikke blive koldsindige i deres Gudsfrygt, saa give de

heller intet efter i deres Gudsfrygt.

De lade sig hverken indtage af en Slavisk Frygt, eller forfalde til nedrigt Hyklerie; de tale hvad de bør, de giøre hvad de bør, om det end stormer nok saa meget paa alle Sider. See! saa giver HErren sine Børn indvortes Sikkerhed; men han giver dem tillige:

Udvortes Sikkerhed: HErren er trindt omkring sit Folk, siger David:

Han slaaer en Leyr omkring dem, at

ingen Fiende kan trænge sig igiennem, uden hans tilladende Villie. Det er stort, at HErren befaler sine Engle at leyre sig omkring os paa alle vore Veye; men han betroer os ikke til Englenes Omsorg allene, han vil selv være med: HErren er trindt omkring sit Folk. Det stemmer overeens med, hvad HErren siger ved [Zach. 2. v. 9.] Propheten Zachariam: Jeg vil være

en gloende Muur trindt omkring Jerusalem, og bevise mig herlig derudi.

HErren setter et Gierde om deres Ære. Ligesom de ere nidkiere i at forsvare Guds Ære, saa er Gud igien nidkier i at bevare deres Ære. Han kan vel ofte tillade, at Troende maae lide paa deres Navn og Rygte, men han bringer igien deres Ære for Lyset. Han setter dem ofre i saadanne Omstendigheder, at de kan aflægge uimodsigelige Beviser paa deres Dyder. Saa de ere ligesom Sølvet, jo mere det luttres, jo renere og blankere kommer det ud af Smelte-Ovnen; jo mere deres Liv og Levnet beskues, jo mere

de bespeydes paa alle Sider, jo renere og ustraffeligere skinne de i alles Øyne.

HErren setter et Gierde om deres Gods. Jeg vil ikke tale om, naar der komme store og almindelige Straffe-Plager i et Land, saa kan Troende ikke vente at blive mere forskaanede end andre. I den Henseende siger HErren til Baruch, naar han forlanger at [Jer. 45. v. 5.] skaanes i Jerusalems Ødeleggelse: Og du,

du søger dig store Ting, du skal ikke søge dem, men jeg vil give dig dit Liv til Bytte i alle de Steder, hvorhen du drager. — Nok, naar han kunde frelse Livet, mere kunde han ikke forlange i en almindelig Ødelæggelse. Men ellers viser HErren ofte i farlige Tider, at han setter et Gierde om Troendes Velfærd, at deres Fiender ikke kan gaae saa vidt, som de gierne vil i deres Ondskab. Skulde det gaae efter de Ondes Anslag, de ville gierne fornedre Troende til de usleste Vilkaar, men deres Hænder ere ikke altid i Stand til at Udføre Sagen. De har længe en hemmelig Frygt for at giøre saa betydeligt et Skrit,

de opsette det til een Tid, de opsette det til en anden Tid, de lure paa den beqvemme Leylighed. Men naar de nu omsider har overvundet al Frygt, naar Buen er spændt, den brister, de døe, eller ryddes ud af Verden. Disse Vendinger i Guds Forsyn ere saa fine, at vi ikke kan mærke dem paa den nærværende Tid, men naar Nøden er forbie, naar vi i Stilhed og Rolighed kan overveye alle Ting, saa see vi Guds forunderlige Viisdoms Raad, endog i de allermindste Omstændigheder.

HErren setter et Gierde om deres Liv. Dette er saa kostbart i hans Øyne, at han

aldrig tillader, at det maa opofres, uden i de allervigtigste Omstændigheder, ellers maae

deres Fiender ikke røre et Haar paa deres Hoveder.

Vi finde mange betydelige Exempler derpaa i den hellige Skrift. Moses faaer Befaling at gaae ind til Pharao, og sige ham Sandhed paa Guds Vegne, men han tør ikke opløfte sin Haand imod ham. Elias maa fremtræde for Achab, og sige ham de

bitterste Sandheder, men hans Liv maa være dyrebar i Kongens Øyne, han maa skielve for sin egen Undersaat, naar han taler til Ham paa Guds Vegne; saa HErren lyser

[Ps. 105. v. 15] sin Fred over sine Børn: rører ikke ved

mine Salvede, og giører mine Propheter intet ondt. Og som HErren deri viser sin mægtige Forsorg for sine Børn, at han giver dem indvortes og udvortes Sikkerhed, saa tillige:

At han bevarer dem fra Afvigelser, paa det de Retfærdige ikke skal udrekke deres Hænder til Uretfærdighed.

Meningen er: at Troende aldrig skal komme i saa yderlige Omstændigheder i deres Lidelser, at de maae nødes til at gribe til voldsomme eller ulovlige Midler. Hvor med HErren tilstaaer, at en Lidelse kunde blive saa stor, at Gudsfrygtige ikke kunde holde ud, at de maatte gribe til at redde sig paa hvad Maade, de kunde; men HErren vil vaage over, at aldrig Lidelsen skal gaae saa vidt, at aldrig nogen Troende med Sandhed skal sige, at han har været

nød til at udrække sine Hænder til Uretfærdighed.

Her kommer det ikke an paa vores egen Indbildning; thi vi kan ofte, især i Begyndelsen forestille os, at en og anden Lidelse er utaalelig; men det er kun vores Kiælenskab og Utaalmodighed. Saasnart vi blive temmede under Korset, merke vi at det gaaer an, at Gud hielper os at aflægge en Byrde efter den anden. Her kommer det ikke an paa, at en Lidelse er stor og betydelig, den kan derfor være taalelig. Hvem skulde tænke, at mange Syge og Sengeliggende kunde Holde det ud, som ere naglede til Deres Syge-Seng, det eene Aar efter det andet, som see ingen Ende paa deres Jammer; men Erfarenhed viser ikke allene, at det er mueligt, men at de kan være vel fornøyede under deres Kors. Hvem skulde tænke, der seer mange Troende i deres Døds Kamp, at de kunde holde ud? Deres Lidelser stige undertiden saa høyt, at det synes at overgaae menneskelige Kræfter, at man maatte frygte for, de skulle miste

deres Troe og Taalmodighed; men vi merke, at det gaaer an, de faae iblandt en Vederqvægelse under deres Lidelse, de beredes derved til at udstaae en nye Prøve; han kaster dem paa nye igien ind i Elendigheds Ovn, og de komme ud, som et luttret Guld. Deres Troe staaer sin Prøve, de føre [1 Petr. 1. v. 9.] deres Troes Ende herfra, som er deres Sieles evige Saliggiørelse. Saadan en Lidelse kan være meget bitter og heftig, og dog taalelig.

Det kommer ikke an paa, at Fristelsen kan være stor, til at gribe til et eller

andet ulovligt Middel i farlige Tider; men derfor er det ikke sagt, at Lidelsen jo kan være taalelig. Man forestille sig David, da han havde Saul i sin Haand, da han var saa nær ved ham at han kunde skiære Fligen af hans Kappe. Enhver maa tilstaae, at denne Fristelse var betydelig, i Henseende til de mange Forfølgelser, han havde udfaset af Saul, i Henseende til den Fare, han hver Dag maatte leve udi; og nu at have sin Fiende i sin Haand, at kunde

paa engang giøre en Ende paa al sin Elendighed, og i Rolighed bestige Thronen, det var en overmaade farlig Fristelse. Og jeg troer virkelig, at endeel uordentlige Tanker kunde opkomme ved denne Leylighed i Davids Siel; i det mindste synes den Talemaade,

at Davids Hierte slog ham, fordi han havde skaaret Fligen af Sauls Kappe, at tilkiendegive, at han havde Fristelse til at gaae et Skridt videre, saa han nu skammer sig ved denne Tanke; men hvor stor denne Fristelse end var, var den dog overvindelig; han kom derfra med en uskadt Samvittighed. Saa kan Troende komme i saa betydelige Fristelser, finde saa beqvemt et Middel, til paa engang at redde sig udaf deres Nød, at de kan skielve i deres inderste Hierte, at de ikke selv veed, hvad de skal gribe til; men dog kan Lidelsen være taalelig, dog kan Tid og Erfarenhed lære dem, at de kan bie, og bør bie, indtil Guds Time kommer. Med faa Ord: Ingen tør understaae sig at sige for Guds Ansigt, at han er nødsaget til, at udrække

sine Hænder til Uretfærdighed; saa vidt skal hans Lidelse ikke komme, det vil Guds mægtige Forsyn vaage over.

Men hvilken urandsagelig Viisdom hører der ikke til, at afveye Lidelsen efter vore Kræfter? Her maa Gud kiende den menneskelige Natur fra Grunden af; thi skiøndt vore naturlige Gaver kan helliges og forbedres ved Naaden, Naturen kan dog ikke reent udryddes. Vi see et mærkeligt Exempel i Patriarken Jacob. Frygt var hans naturlige Passion, og Frygt kunde han ikke reent aflegge. Guds Engle mødte ham, da han kom fra Labans Tieneste. Ikke nok; Guds egen Søn gav sig i Strid med ham, og lod sig overvinde af ham, for at nedlade sig til hans Skrøbelighed, for at overbevise ham paa denne sandselige Maade, at han skulde være mægtig til at modstaae sin Fiende; men Jacob blev Jacob alligevel; han frygtede dog for at see Esaus Ansigt. Et stort Beviis paa, at Naturen kan ikke reent udryddes; at Lidelsen tillige maa afveyes efter vor naturlige Beskaffenhed. Her maa

HErren nøye iagttage den Forskiel, der

er imellem Mennesker. En Lidelse

kan være taalelig for en, som er gandske utaalelig for en anden. En kan taale at bære en stor Foragt, en anden kunde det koste Livet. En Lidelse kan passe sig paa et Folk, som ikke kunde passe sig paa et andet. Slaver

kan bære andre Byrder end et frit Folk.

Her maa HErren nøye veye de Naade-Gaver, vi ere beqvemme til at imodtage. — Hvor vidt de strekke sig, hvor længe de kan holde ud i en og anden Lidelse. Med faa Ord: alle Omstændigheder maae her saa Nøye afveyes, som paa en Guld-Vægt, om Lidelsen skal passe sig til vore Skuldre, om vi ikke skal fristes til at gribe til ulovlige Midler.

Jeg vil hermed ikke sige, at Gud jo kan skienke os saa store Naadegaver, som langt overgaae vore naturlige Kræfter; at han kan giøre den til en Helt, som plat ingen Frimodighed eyer af Naturen. Men det er ikke Guds sædvanlige Huusholdning med Mennesker. Han lader os beholde vore na-

turlige Tilbøyeligheder, han helliger og forbedrer dem ved Naaden, og derefter afveyer vore Lidelser.

Men maaske nogen ville sige: Hvorledes kan vi være forsikkrede om, at vore Lidelser ere saa nøye afveyede, at de aldrig kan overgaae vore Kræfter? Fordi Gud har

[1 Cor. 10. v. 13] sagt det: Gud er trofast, som ikke skal lade eder fristes over Formue; men giøre saadan Udgang paa Fristelsen, at I det kan taale. Desuden kan HErren give os den Vished i vort Sind, at vi skal være i Stand til at udstaae Lidelsen, at vi skal see den herligste Udgang derpaa. Hvem vil tvivle om, at det er mueligt for Gud, som er Aandernes Fader, som paa den nærmeste Maade kan have Omgang med vor Siel? Vi see et merkeligt Exempel i Hanna; hun var beskelig bedrøvet i sin Siel, da hun kom i HErrens Huus, men da hun havde giort sin Bøn, da hun havde udøst sit hele Hierte for Guds Ansigt, blev hun glad og gik fornøyet hiem til sit Huus; og hvorfor? Uden Tvivl, fordi HErren

havde givet den Vished i hendes Hierte, at hendes Bøn var bønhørt. Saa er det mueligt for Gud, at give Troende den Frugt af deres inderlige og brændende Bønner, at de faae den faste Overbeviisning i deres Siel, at de skal holde ud i Lidelsen, og vinde Seyer, Ja Gud kan altid mage det saa, hvor rasende Tiderne end ere, at der kan blive et Haab tilbage til Forandring. Saalænge dette Haab varer, saalænge vi ikke see en aldeeles Umuelighed for vore Øyne, saa kan vi bære Lidelsen, saa kan de Retfærdige bevares fra at udstrække deres Hænder til Uretfærdighed.

Og endelig beviser HErren sin mægtige Forsorg for sine Børn derudi, at han giør

vel imod dem. HErren, siger David, giør vel imod dem, som ere gode og oprigtige i Hiertet. David siger ikke

hvorledes HErren skal giøre vel mod sine Børn; ney, det er mere end David tør vove, det har han ingen Forstand til, han veed ikke hvad der tiener til hans egen Velfærd, end sige til andre Troendes. Derfor

overleverer han den hele Sag i Guds Haand. HErren giør vel mod dem. Var der ingen Evighed i Vente, ja saa kunde vi sige Gud, hvorledes han skulde giøre vel imod os, saa maatte Jordiske Velsignelser falde i vor Lod; men naar der er en salig Evighed i vente, naar alt, hvad der møder os i Tiden, skal udmaales efter Evigheden, saa kan vores Forstand ikke rekke til, saa maae vi lade Gud selv raade for sine Børn. Derfor siger HErren selv i det foranførte

Sprog: Søger en Retfærdig, det skal gaae ham vel. Det er ret et Majestætisk Ord: Siig ham kun, det skal gaae ham vel, men jeg vil have mig selv forbeholden, hvorledes jeg vil giøre vel mod ham. Gud giør vel imod os, naar han bønhører vore Bønner, han giør vel imod os, naar han ikke bønhører vore Bønner, han giør vel imod os, naar han afvender Lidelsen, han giør ligesaa vel imod os, naar han giver os Taalmodighed til at bære Lidelsen, han giør vel imod os, naar vi leve, han giør vel imod os, naar vi døe; han giør

det vel altsammen. Men denne Huusholdning er for nærværende Tid skiult for vore Øyne. Vi begribe ikke Guds Øyemerke i sine Gierninger, vi begribe ikke de Midler, Han betiener sig af, til at befordre sine Børns Velfærd. Mindst havde Jacob tænkt, da han kom i den gierrige Labans Tieneste, at der skulde legges Grundvold til hans Rigdom. Mindst kunde Daniel tænke, da han blev bortført til Babylon, at hans Lykke skulde der vaagne. Mindst kan vi forestille os, naar vi leve i vanskelige og besværlige Tider, at de kan blive Midler til at befordre vor Velfærd. Men Tid og Erfarenhed kan ofte lære os, at Gud giør vel imod os, naar han synes at handle ilde med os. Hvor mange ere der i Verden, som har deres Fattigdom at takke for deres Rigdom? hvor mange ere der, som har deres Fiender og Misundere at takke for deres Lykke? Ja, farlige Tider ere ofte det beste Middel til at giøre Troende bekiendte, og bringe deres Gaver for Lyset. Men alt dette har Gud sig selv forbeholden, kun at vi vil troe ham

paa hans Ord, at det skal gaae os vel, for

Resten maa vi finde os i, enten han vil giøre os stor i Medgang eller Modgang, enten han vil lade os leve eller døe; nok, naar han giør vel imod os, nok, naar alle hans Gierninger sigte til dette store Øyemærke, som er at befordre vor evige Salighed, saa [Ps. 25. v. 10] maae vi bekiende: At alle HErrens

Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd. Og som vi nu har betragtet Guds mægtige Forsorg for

de Gode, saa betragte vi og

II. At han setter Grændser for de Onde.

Og da viser David, at Gud setter Grændser

baade for deres Magt og List.

Gud setter Grændser for deres Magt!

Ugudeliges Spiir skal ikke hvile paa den Retfærdiges Lod. Her maa jeg

først kortelig forklare Ordene i sig selv. Ved Ugudeliges Spiir forstaaes den Magt

og Herredømme, som falder i Ugudeliges Hænder, som de misbruge til Tyrannie og Strænghed. Saaledes forklarer Propheten Esaias denne Talemaade, naar han siger:

[Es. 14. v. 5. 6.] HErren har sønderrevet de Ugudeliges Kiep, Regenteres Riis, som slog paa Folkene med Grumhed, med Slag uden Afladelse. —- Ved de Retfærdiges Lod meene en Deel at forstaaes, den hele Retfærdiges Forsamling i Almindelighed, som kaldes en Lod, en Arvedeel, som Gud har udvalgt sig i Verden, men rimeligere synes det, at her ved Retfærdiges Lod forstaaes alt hvad Retfærdige tilhører: Deres Stand, deres Embederes Eyendom; med faa Ord: Alt hvad Guds Forsyn har tilmaalet dem i Verden. Meningen af den hele Talemaade: Ugudeliges Spiir & c. bliver altsaa denne: Ugudelige skal ikke øve sin Magt og Herredom over Retfærdige, mere eller længere end Gud vil; den skal ikke hvile paa dem i al sin Tyngde, den skal ikke hvile paa dem bestandig. Her lover David altsaa

ikke paa Guds Vegne, at Spiret ikke skal komme i den Ugudeliges Haand. Ney, det har ofte sin store Nytte. Behøver Verden ikke at lære at giøre Forskiel imellem gudfrygtige og ugudelige Øvrigheds Personer? Jo! det er altid nødvendigt, i sær i vore Tider, da mange Daarer paastaae, at en Stat gierne kan bestaae uden Religion og Gudsfrygt. Velan! saa kommer da Spiret i Ugudeliges Haand, for at vise den betydelige Forskiel. Den sande Religion trædes nu under Fødder; Al Dyd og Ærbarhed forsvinder. Og hvad bliver Frugterne? Den Kongelige Throne begynder selv at vakle; en Undersaat elsker ikke mere sin Konge; en Ægteven forraader den anden; der er ingen Kierlighed og Medlidenhed; ingen Redelighed og Troskab iblandt Mennesker. Saa begynder Ryggesløshed selv at skielve, og ønske at Spiret igien maatte komme i de Gudfrygtiges Haand. Hvilken Thriumph for den sande Religion? Hvilken Beskiemmelse for vantroe Mennesker, at de selv omsider maae krybe til Korset, endog

for at finde udvortes Sikkerhed og Beskiermelse i Verden.

Ere der ikke mange ugudelige Mennesker,

som besidde rare og fortreffelige Gaver? Jo; de kan iblant meget Ont, optænke et og andet Got. De kan giøre mange nyttige Indretninger i et Land, og de ere nødsagede dertil. De maae, for at skiule deres øvrige Misgierninger og forblinde Mængdens Øyne, giøre en Deel glimrende Anstalter for det almindelige Beste. Nu, Gud som seer alle Ting i sit alvidende Øye, seer og at den Tid kan være nyttig, at mange Ting da skee, som ellers maaskee aldrig ville skee.

Ere der ikke mange i et Land, som behøve at opvækkes af Søvne? Jo, naar Tiderne ere ømme og lemfeldige, ere der mange, som sove i alle Stænder; men naar Spiret kommer i Ugudeliges Haand, der bliver in-Medlidenhed og Skaansel; den mindste Aarsag kan være nok til at fælde en Embeds Mand; saa bliver der en almindelig Opvækkelse i alle Stænder.

Er det ikke got, at de Gode blive bekiendte i et Land? Jo, der ere visselig mange Gudfrygtige, som af Ydmyghed og Undseelse skiule deres Dyder, fordi de frygte for mindste Skin af Pralerie; men naar de indfalde i farlige Tider, saa maae de Viise deres Gaver, saa kan Verden see den Skat, der ligger skiult i deres Siel.

Er det ikke got, at de Onde blive bekiendte i et Land? Jo, der ere alt for mange, som gaae under Maske i et Rige; men naar Spiret kommer i Ugudeliges Haand, saa har de ingen Aarsag at hykle længer, saa tage de Masken af, og fremvise sig i deres sande Skikkelse; og den Opdagelse er Guld værd, den kan giøre stor Nytte for det almindelige Beste. Altsaa har det sine vigtige og betydelige Aarsager, at Spiret undertiden kommer i de Ugudeliges Haand.

David lover heller ikke her, at Spiret jo maa røre den Retfærdiges Lod. Jo! de maae have en Snært af Riset, det har sin store Nytte. Troende har deres Feyl, de behøver at ydmyges. De kan være

lunkne og søvnagtige; de behøve at opvække. Ja, der er virkelig en Deel Gudfrygtige, som besidde saa rare og usædvanlige Egenskaber, som de ikke har Leylighed at fremvise, uden i vanskelige og besværlige Tider; derfor lader HErren dem tage sin Deel i Lidelsen, for al give dem Leylighed til at øve deres Gaver og giøre dem Ære for Verden.

Men David lover her paa Guds Vegne, at Ugudeliges Spiir skal ikke hvile paa dem i al sin Tyngde, eller at de ikke skal giøre saa meget Ont imod dem, som de gierne vilde. Og det kan HErren paa mange Maader forhindre, deels ved at udruste sine Børn med saadanne Egenskaber, som giør dem umistelige endog for Ugudelige, ak de ikke kan undvære deres Tieneste, deels ved at indjage Ugudelige en hemmelig Frygt og Forfærdelse, at, hvor meget de søge at foragte deres Gud, de maae dog frygte for ham, naar de vil gaae alt for yderlig i deres Ondskab. De mærke ofte, der er noget, som holder dem tilbage, og de veed ikke selv

Hvad det er; men det er Guds Røst i deres Siel. Og hvo kan opregne de mange Midler, Gud kan bruge til at formilde sine Børns [Es. 45. v. 15.] Lidelser; han er deri, saavel som i mange andre Ting, en Gud, som skiuler sig selv.

Jeg venter nu, at nogen vil indvende herimod, at der visselig ere de Retfærdige, som maae føle Ugudeliges Magt i al sin Tyngde, at den kan skille dem ved al deres Velfærd og Eyendom i Verden. Men et og andet Exempel giør intet til Sagen. Dertil kan Gud have sine skiulte, men viise Aarsager. Desuden blive disse Retfærdige ikke saa forladte, at der jo kan optænkes et og andet Middel til deres Frelse, at deres Vilkaar med Tiden kan forbedres. Men her tales om Troende i Almindelighed, at de ikke skal føle Ugudeliges Magt i al sin Tyngde. Det holder sin Prøve endog i de vanskeligste og besværligste Tider, undtagen naar Gud tillader, at hans Troende skal underkastes offentlige Forfølgelser for deres Religions Bekiendelse; men her tales ikke om saadanne

Tider, her sigtes kun til onde Tider i Almindelighed, naar Spiret kommer i Ugudeliges Haand, saa faaer de ikke lov at giøre saa meget ont mod Troende, som de vil.

Og som de Ugudeliges Magt ikke skal hvile paa dem i al sin Tyngde, saa heller ikke bestandig. David blev offentlig forfulgt af Saul tre Gange; men der maatte omsider blive den sidste Gang; hans Magt maatteikke længer hvile over ham, derfor taler [Ps. 116. v. 13] David af Erfarenhed, naar han siger: Jeg

vil optage den mangfoldige Saligheds Kalk, og paakalde HErrens

Navn. — Han kalder sine Lidelser en Kalk, fordi Guds Viisdom har tællet hver en Draabe, der er i denne Kalk; men naar den er udtømmet, saa maa den ikke iskienkes paa nye igien, saa skal David i Fred og Rolighed ende sine Dage. Og hvor er det trøsteligt for Guds Børn at betænke, at Ugudelige vel har deres Tid at rase, men at denne Tid er Nøye udregnet, at de ikke kan giøre et Skridt videre, end hans evige Viisdom har berammet. Hvor kan vi da ikke

med Taalmodighed oppebie Guds Time? Lad dem udbrede sig, som store Laurbær-Træer, lad dem giøre store Ophævelser, den Tid kommer dog, at deres Sted findes ikke mere. Man behøver vel ikke at spørge, hvorledes Gud kan rive Spiret af Ugudeliges Haand? Thi er han Livets og Dødens HErre, det koster ham kun et Ord at sette dem fra Huusholdningen. Ja er han Livets og Dødens HErre? Han kan skiule sine Troende for [Es. 26. v. 20.] dem, og giemme dem hos sig selv: Gak

mit Folk, kom i dine inderste Kamre, og luk dine Dørre efter dig; skiul dig, som et lidet Øyeblik, indtil Vreden

er gaaet over. Og som nu David viser, at Gud setter Grændser for Ugudeliges Magt, saa tillige

For Deres List; men de som henvende sig paa deres krogede Veye & c.

Hvor ere listige Mennesker her afskildrede,

de gaae paa Deres krogede Veye. Det viser den Møye og Umage, de paatage sig for at udføre deres Anslag.

Det er altid lettere at gaae den alfare Vey i Verden, end at søge hen til Gienstier. De ere mere knudrede og ujævne. Saa hører der langt fra ikke saa megen Møye til at opføre sig, som en ærlig Mand, som at gaae paa falske og underfundige Veye. Oprigtighed forestiller sin egen Person; det er altid lettere end at forestille en fremmed Person. Det ulmer under Asken. Naturen vil krybe frem, Hvor meget man end passer paa. Jeg

tiltager, skulle listige Mennesker kun een eller nogle Dage omgaaes Verden, saa var det en let Sag at forstille sig; men naar de bestandig skal omgaaes Mennesker, naar de idelig kan beskue deres Gierninger, saa hører der et stort Arbeyde til at forklæde sig ved alle Leyligheder. Oprigtighed har kun en Regel at rette sig efter, nemlig Guds Ord, men Falskhed har saa mange Regler at rette sig efter. Nu Vellyst, nu egen Ære, nu egen Fordel, saa der nødvendig maa blive en stor Forvirrelse i deres Tanker. Oprigtighed er altid frimodig, den frygter ikke at see Dagens Lys; men Listighed er altid frygt-

som. De veed at deres Gierninger ere mistænkelige, de veed, at de har mange skarpseende Øyne om sig, saa de ofte maae bruge de besværligste Omveye, for at komme til Maalet. Men saa stor Lyst har Ugudelige til at synde, at de spare ingen Møye, for at opfylde deres Anslag, saa Eliphas vel maa sige:

[Job. 4. v. 8.] At de pløye Uretfærdigheder; at, ligesaa stor Umage, som en Bonde maa paatage sig, for at omvelte Jorden, saa stor Møye maae de giøre sig, for at frembringe al den Falskhed og Forræderie, der ligger skiult i deres Hierte. Og som denne Talemaade viser, hvor arbeydsomme de ere, saa tillige

hvor konstige og behændige de ere i

deres List. Skulle de offentligen betræde Urelfærdigheds Vey, saa bleve de snart bekiendte, saa kunde enhver tage sig vare for dem, men de gaae paa krogede Veye, for at holde sig skiulte, at ingen skal merke hvortil de sigte. Nu synes de at tænke, paa noget Ont, nu igien paa noget Got. Nu synes de at tænke paa noget vist, nu igien at giøre blinde Ophævelser. Nu anstille de sig

modige, nu frygtsomme. Nu synes de at være i fuld Bevægelse, nu igien at være ganske roelige og stille, indtil de paa engang ere i Stand til at tage Masken af, og Viise hvad de føre i deres Skiold.

Men al deres Arbeyde og Kunst kan ikke hielpe, HErren skal lade dem fare med dem som giøre Uret. David viser her, at HErren setter dem i Klasse med aabenbare uretfærdige Mennesker, at de skal straffes paa samme Maade, og intet kan være billigere; thi skiønt de ikke strax ere saa dristige i deres Ondskab, skiøndt de ikke bruge saa voldsomme Midler, de kan dog, naar Tiderne vil tillade det, i en Hast ombytte deres Slange-Hud, og forvandle sig til Løver. Derfore siger vor Frelsere JEsus [Matth. 24. v. 51.] om den utroe Tiener: HErren skal give

ham sin Deel med Øyenskalke, han

skal behandle ham paa samme Maade, som en Øyentiener som kan anstille sig from og ærlig i hans Øyne, men ved Leylighed beviser den største Utroeskab, saa der er ingen anden Forskiel imellem listige og aabenbare

uretfærdige Mennesker, end Maaden i at udføre deres Ondskab. Ja de første ere saa meget verre end de sidste, som de ikke allene tænke at bedrage Mennesker, men at skiule deres Anslag for HErren selv.

Men hvori bestaaer nu deres Straf?

HErren skal lade dem fare, heder

det. Det kan skee paa adskillige Maader.

HErren lader dem fare, naar han aabenbarer deres Bedragerie, og setter dem i saadanne Omstændigheder, at de ikke kan skade mere; men det skeer ikke altid strax. Ney, de faae ofte Tid til at bruge al deres Skarpsindighed, til at udarbeyde deres Anslag saa konstig, som de vil, saa først lader HErren dem fare, og feyer deres hele Spindelvæv bort. Derfor regner Elipha det [Job. 5. v. 13.] iblant Guds store Gierninger, at han griber

de Viise midt i deres Trædskhed.

Og hvad kan være større Vanære for saadanne Mennesker? Deres hele Kunst bestaaer i at skiule sig for Verden, men naar de, som en Ederkop, blive hængende midt i deres Væv, naar de kan sees og be-

skues af alle Mennesker, saa ligger deres Skiendsel for den klare Dag.

HErren lader dem og fare, naar han bortrykker dem ved en hastig Død, at just, som de gaae frugtsommelige med de største Anslag, døer de bort midt i dem. Derfore maa vel Propheten Esaias spørge: Hvorfor vi har Aarsag at frygte for et Menneske, som skal døe, som det; at det koster Gud mindre at lade dem døe, end det koster os, at træde det ringeste under Fødder.

Ja, naar saadanne Mennesker døe bort i deres Synder, lader HErren dem evig fare fra sit Ansigt, og det er den guddommelige Giengieldelses Ret over saadanne Syndere; thi de har i deres hele Liv søgt at vige fra Gud og hans Veye. Nu høste [Matth. 7. v. 23.] de deres Gierningers Frugt: Viger fra

mig alle I, som beslitte Eder paa Uretfærdighed.

Anvendelse.

Det staaer nu tilbage, at anvende denne Prædiken, baade efter Textens og Dagens

Beskaffenhed. Kongen har angivet os fire Aarsager til denne Bede- og Taksigelses-Fest:

Den Varetægt Gud har holdt over Kongen og det Kongelige Huus, ved at afværge Krig, og anden Ulykke; at den fordervelige Qvægsyge har standset, at Gud har givet os en lykkelig Høst, efter mange Aars Misvext; og endelig, at Gud har kronet hans Majestæts Bestræbelser med et lykkeligt Udfald, til disse Rigers og Landes Sikkerhed.

Disse Velgierninger ere store og vigtige, naar de betragtes med opmerksomme Øyne.

Den langvarige og dyrebare Fred, HErren har skienket os, at Fader, Søn og Sønne-Søn hersker i Rolighed paa sin Throne, er vist nok et Exempel uden Lige. Men saa stor som denne Velgierning er, havde den blevet os til Skade, om vi i al den Tid ikke havde vidst af Tugtelsen at sige. En langvarig Fred giver Anledning til Sikkerhed, Sikkerhed til Vellyst, Vellyst føder alle Laster af sig. Hvor vilde Guds Ord

foragtes, hvor liden Indgang ville Lærere finde med alle deres Formaninger, naar Mennesker bestandig laae nedstunkne i Rolighed og Vellyst. Ney, Verdens Raadenhed behøver Salt, vi havde været i Bund og Grund fordærvede, om HErren havde skaanet os for alle Plager. Derfor har HErren hiemsøgt os med adskillige Straffe-Domme. Qvægsyge, Dyrtid, og overalt de farlige og urolige Tider, vi have levet udi, saa vi visselig har havt vor Deel af Korset; men Gud skee Lov derfor. Vi tilbede den Haand, som har ydmyget os.

[Ps. 68. v. 20.] Lovet være HErren Dag fra Dag, han legger en Byrde paa os, han som er vor Saligheds

Gud. Men endog midt i disse Plager har Gud viist sit kierlige Hierte for os. Han har givet sine Børn indvortes Sikkerhed. Der ere de baade i det Kongelige Huus, saavel som i Landet, som har havt et stadig Sind i de farligste Tider, og staaet ubevægelige paa deres Post. Det er en Ære for dem, men det er endnu større Ære

for Gud, som har været saa mægtig i deres Skrøbeligheder.

HErren har sat et Gierde om vores udvortes Velfærd, at, skiønt Stormen gik over nogles Hoveder, den dog i en Hast blev adspredt ved hans Magtes Arm. HErren har bevaret sine Børn fra Afvigelser i disse slibrige Tider. Fristelsen kunde være stor for mange da Spiret var i de Ugudeliges Haand, men Fristelsen var afveyet; vi kunde tie og bie til Guds Time kom. Ja, den naadige Gud har i denne Tid viist, at hans Øye har været paa de Fattiges Hytter. Hvor stor Nød og Elendighed har der været? Hvor mange hemmelige Taarer ere der udøste? Men Lidelsen var afveyet, den gik ikke over deres Kræfter, derfor ere der i denne Tid saa mange ypperlige Anstalter skeede til Fattiges Beste, saa overflødige Almisser uddeelte, at mange hellig har iagttaget den

[5 Mos. B. 15. v. 11.] Regel, som HErren giver Israel: Fattige

skal ikke ophøre fra at være midt i Landet, derfor byder jeg dig, og siger: du skal jo oplade din Haand

for din Broder, for den, som trænger hos dig og for den Fattige i dit

Land, Men nu synes det at opklare til bedre Tider. Den fordervelige Qvægsyge er standset, den dyre Tid er formildet, og overalt, Spiret er ikke længer i de Ugudeliges Haand. Den Kongelige Throne er omgierdet, enhver er sikker i sin Stand, som Med Troskab forretter sine Pligter. Med faa Ord: Vi kan leve et roligt og stille Levnet i al Gudfrygtighed og Ærbarhed; ja, Gud har ved at krone hans Majestæts Bestræbelser med et lykkelig Udfald lagt Grundvold til vores og vore Efterkommeres Sikkerhed. Og da hans Majestæt den 16 November sidstleden har taget det Kiilske Holsteen i Besiddelse, og befalet os derfor at aflegge offentlig Taksigelse i Guds Meenighed, saa er det vor Pligt paa denne Dag at overveye, hvor stor og betydelig denne Velgierning er. Det er bekiendt, at det i mange 100de Aar har været et Tvistens Æble. Det er merkeligt, siger en af vore Tiders Skribentere, at nogle af de priseligste Regientere, som

Har siddet paa den Danske Throne har lagt Grundvold til denne Urolighed. Vi see heraf, hvor Ufuldkommen al menneskelig Viisdom er, hvor en eneste Feyl kan drage ulykkelige Følger efter sig i mange 100 Aar derefter. Vi see heraf, hvor nøye Gud bestemmer Tiden til alle sine Gierninger. Det feyler ikke, at der længe tilforn Har været arbeydet paa at bringe denne Sag i Rigtighed, men Tiden var endnu ikke kommen, der maatte mange Ting skee, førend det kunde skee, Vi har Aarsag at sige med

[Ps. 92. v. 6.] David: HErre! hvor store ere dine Gierninger, dine Tanker ere meget dybe.

HErren har, ved at anordne denne Bede- og Taksigelses-Fest, vildet oprette en Ihukommelse om sine underlige Ting. Vee os! om vi nogensinde forglemme denne store Maade, Om vi ikke søge at forplante til vore Børn og Efterkommere, hvor store Ting HErren har giort imod os. Vores forrige Uskiønsomhed maa opvække os til des større Taknemmelighed mod Gud; thi hvad Frugter

har vi dog baaret HErren for alle hans Velgjerninger. Den samme Horerie og Vellyst, den samme Gierrighed og Uretfærdighed, den samme Frekheds og Letsindigheds Aand, og overalt en almindelig Lunkenhed og Søvnagtighed hersker endnu midt iblant os. Her er intet Liv, ingen Nidkierhed og Opvækkelse.

Vi sove, skiøndt Gud har brugt saa mange Midler til at opvække os af Søvne. HErren beskiemmer os endnu med sin Naade paa denne Dag, men han vil en anden Tid beskiemme os med sine Straffe-Domme, om vi fremture i vores Ubodfærdighed. Den [1 Sam. 2. v. 30] Regel staaer evig fast, og HErren har beviist den saa kiendelig i vore Tider: Hvo

mig foragter, vil jeg igien foragte,

Vor tilkommende Lyksalighed maa bevæge os til des større Taknemmelighed mod Gud.

Elske vi os selv, elske vi vore Børn og Efterkommere, ønske vi at Herren skal velsigne vore Anslag, og at det Glimt,

han har viist os af bedre Tider, skal vedvare, ønske vi at Spiret skal blive i de Gudfrygtiges Haand, ønske vi at Sandhed og Redelighed skal oprette sin Throne iblant os, med faae Ord: Er vor hele timelige Velfærd vigtig i vore Øyne, er Saligheden dyrebar i vore Øyne; da maa det paa denne Dag opvække os til en brændende og oprigtig

Taknemmelighed mod Gud. Men Gud kan ikke være tient med saadanne Tienere, som allene rose og berømme ham i hans Øyne. Han fordrer at vi skal bevise Taknemmelighed i Gierninger. Bort med de [Es. 55. v. 7.] store og Himmelraabende Synder, som tilforn har opvakt Guds Vrede over os. Den

Ugudelige forlade sin Vey, og den Uretfærdige sine Tanker.

Lad os vise i alle vore Gierninger, at vi oprigtig forlade os paa Gud; men saa maae vi kiende ham, elske ham, som vort høyeste Gode, og ydmyge os for hans Ansigt; ellers kan vi aldrig have en vel grundet Tillid og Fortrolighed til Gud.

Lader os bevise, os som nyttige Mennesker hver i sin Stand, Øvrigheds Personer være aarvaagne paa deres Post. Lærere være nidkiere i deres Embeder. Enhver paa sin Post stræbe at arbeyde paa sit eget, saavel som det almindelige Beste, saa legge vi den beste Grundvold til vor tilkommende Lyksalighed.

Maae det dog ikke bevæge os paa denne Dag, at vi kan blive lyksalige, om vi kun vil: Vi kiende Reglen, vi kiende Guds Hierte, vi kan af de forrige Velgierninger slutte os til, hvor vel HErren vil giøre mod os, naar vi kun vil elske og

frygte ham af et oprigtigt Hierte. Men derimod hvor sørgelige Tider kan vi forestille os, om vi forlade vore Fædres Guds Pagt?

Hvor let kan HErren igien give Spiret i de Ugudeliges Haand, hvor let kan han ved hemmelige Straffe-Domme berede os til en større Ødelæggelse. Det er et forfærdeligt Ord, naar HErren siger ved Propheten [Hos. 5. v. 12. 14.] Hoseam: Jeg vil være Ephraim som et Møl, og siden som en Løve. Ved

Møl forstaaes hemmelige og ukiendelige Straffe-Domme, som saaledes efterhaanden fortære en Skat, at den mister al sin Styrke, at den i en Hast kan blive til et Rov for sine Fiender. Lignelsen er taget af et Mølædt Klæde, der kan see smukt ud, saa længe det ligger stille, men naar man holder det for Lyset, saa er det fuldt af Huller, saa smulner det bort imellem vore Fingre, saa kan et Land blive saa fuld af indvortes Svagheder, at det ved den mindste Storm kan omkastes.

Saadanne Tider kan vi vente os, om vi ikke ydmyge os for Gud ved en alvorlig og betimelig Omvendelse. Hvad udvælge I da paa denne Dag, enten at legge Grundvold til eders tilkommende Lyksalighed eller Ulyksalighed. Jeg haaber I alvorlig vil beslutte med Israel: Vi vil tiene HErren

vores Gud og høre hans Røst.

Nu saa skal da denne Dag være et Vidne imellem Gud og os. Saa beslutte vi saaledes denne Dag at tiene ham som vi ønske han herefter skal behandle os og vore Efterkommere. Hvor stor er denne Pagt, hvor maa den bestandig staae indskrevet i vore Hierter? Ja lad det opvække os til Taknemmelighed mod Gud, at Kongen og det Kongelige Huus i Dag nedstiger fra deres Throner, for at love og ophøye Gud for alle de store Velsignelser, han har udøst over dem og det gandske Land. Lad os alle nedkaste os for Guds Throne og forene vores Andagt med deres, at vi aldrig maa bryde den høytidelige Pagt, vi nu har oprettet med HErren vor Gud, at Guds Velsignelse bestandig maa hvile over dem og over det gandske Land. Fred være over det Danske og Norske Israel!

Trykfeyl.

Pag. 12. lin. 22. mindske læs: mindste

— 14. — 15. melidende — medlidende

— 19. in Margine Ps. 3. v. 10. — Es. 3. v. 10.

— 22. in Margine Job. 17. v. 11. — Joh. 17. v. 11. —- 32, in Margine Ebr. 13. v. 16. — Job. 13. v. 15.

— 38, — 9. og 10. Saadan — Saa

— 43. — 17. HErren — HErre!

— 44. — 2. HErren — HErre!

— ibid.— 12. Søger — Siger

— 47. — 5. sønderrevet — sønderbrudt

— ibid. — 15. Embe- — Embede

— 49. — 20. in- — ingen

— 58. — 17- Elipha — Eliphas

— 60. — 7. standset, at — standset; at

— ibid. — 2i. Tugtelsen — Tugtelser

— 65. — 25. faae — faa

✂

Et gudfrygtigt Lands Lyksalighed

forestillet

i en Prædiken over den paa

den almindelige

Takke- og Bede-Fest,

den 1ste December 1773,

allernaadigst anordnede

Høymesse-Text

Ps. 85, v. 10-14.

for

Oddens Menighed

Johan Grundtvig,

Sogne-Præst til Oddens Menighed i Siælland.

Kiøbenhavn, 1774.

Trykt hos M. Hallager, paa Gyldendals Bekostning.

Textens Ord.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Ære maae boe i vort Land; Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre; Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre — Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og sætte dens Trin paa Veyen.

Bøn for Prædiken.

Det er got at takke dig, Herre, og at synge dit Navn Lov, Du Allerhøyeste, at kundgiøre din Miskundhed, og din Sandhed; og hvor vel klinger ikke din Taksigelse i en stor Forsamling! I denne Betragtning ere vi arme Syndere i dette dit Huus paa denne Takke- og Bede-Fest efter din Salvedes, vor allernaadige Konges høypriselige og gudelige Anordning, forsamlede for dit allerhelligste Ansigt. Vi ville yde dig, allerstørste Velgiører! saa megen Tak, som os ved din Naade er muelig. Vi ville tilbede for din Fodskammel. Vi maae bekiende, at vi have nok at takke dig for, naar vi erindrer os saa mange faderlige Skaansler, Befrielser og Velgjerninger i den forbiegangne Tid, og nok at bede dig om, naar vi see hen til den nærværende og ind i den tilkommende Tid. Kunde vi kun nok takke dig! Kunde vi kun bede til dig, som det sig burde! Men, vor Gud! tag til Takke med en ufuldkommen Lovsigelse, med mangelsfulde Bønner,

og erstat, fuldkomne Forbeder, Jesu Christe! med din fuldkomne Forbøn vore Taksigelsers og Bønners Ufuldstændighed! Send fra dine høye Steder den anden Talsmand, din hellig Aand, som heri kan komme vore Skrøbeligheder til Hielp, saa æres du, store Gud! ved vor Taksigelse, og vi selv finde Bønhørelse og Naade til velbeleilig Hielp; Giv og Velsignelse til, at de dine hellige Ord, som paa denne Dag her og i andre dine Forsamlingshuse i disse Riger skal tales og høres, maae frimodig fremføres i Aands og Krafts klare Beviisning, samt annammes og giemmes i retskikkede Hierter, til din Ære og vor fælles Opbyggelse! Bønhør os vor Fader & c.

Indgang.

Og alt Folket gik - - - at giøre (sig) en stor Glæde; thi de havde forsmået sig paa de Ord, som man havde kundgiort dem.

Disse Ord læses i Nehem. Bogs 8 Cap.

12 v. Af det foregaaende seer man, at, da Nehemias var nu kommen saavidt, at han havde faaet Muren omkring Jerusalem opbygt og forsynet med Porte, samt beskikket Vagt ved Portene, og saaledes giort Staden sikker at boe udi, saa indfalder Jødernes Nye-Aar, den første Dag i den 7de Maaned; og da samme Dag efter Guds Befalning skulle høytidelig

helligholdes; saa forsamles det gandske Folk, og Esra læste i Herrens Lovbog for dem, og lod det, han læste, forklare ved Leviterne, som stode paa begge Sider af hans Prædikestoel. Den Andagt, Folket anhørte Guds Ord med, trykte Taarer af deres Øyne, hvilke vare saaledes en Virkning af og et Vidnesbyrd om deres hjertelige Veemodighed over deres Synder, for hvis Skyld den retfærdige Gud havde ængstet dem i saa lang Tiid i et fremmet Land under fremmet Herskab 70 Aar i det babyloniske Fængsel. Dette Syn rører deres Øverster, Nehemias, Esra og Leviterne. De forestiller Folket, at vel var det got, at de vare blevne bedrøvede efter Gud; men da denne var en saa høyhellig Dag, hvilken Gud selv tillod dem at holde med Glæde og i hellig Munterhed; saa kunde de kun give sig tilfreds; de burde indsee hvilken Aarsag til Glæde, Guds Barmhjertighed havde givet dem, de burde derfor være lystige i Herren, og frydefulde i deres Saligheds Gud vederqvæge sig; de kunde være visse paa, at saadan Glæde blev Gud saa meget desbehageligere, og dem selv desnyttigere, som den havde Grund i en foregaaende ret Ydmygelse for Gud. — Folket fandt Forslaget billigt og nyttigt. Hvorpaa de alle som en Mand, forføyede sig bort for at forfriske sig sømmelig, og at sende Gaver hen til de Fraværende og Trængende, og saaledes at anrette sig en stor, men an-

stændig Glæde: Alt Folket gik for at giøre sig en stor Glæde,

Du skal være glad i din Høytid, befalede Gud fordum Israel ved Moses Deut. 16, 14. 15. den kiere Gud er alt for naadig til, at han ei skulle ville unde Menneskene en sømmelig og hellig Glæde; det er ikke med ham, som med somme Mennesker; hvilke da de selv ei kiende eller øve Troens Glæde, og vil tillige have for sig selv allene den Glæde, som de finde Smag udi, i hvor ufornuftig, syndig og skammelig den end kan være, misunde, ja vel og, saa vidt det staaer til dem, forbyder eller hindrer andre fra at giøre sig en lovlig og uskyldig Glæde; de kan give saadan deres Avindsyge et Skin af en gudelig Alvorlighed og Nidkiærhed for Christendommen, som priser de Sørgende salige Matth. 5, 4.; men de tager ikke dette med, at den ogsaa tillader, ja end befaler, at Christne skal glæde sig i Herren. Phillip. 4, 4. Den algode Menneske-Ven, Gud, som er Kierlighed, tillader gierne sit Folk al anstændig og lovlig Glæde; og ligesom han, saa at sige, finder sig bekymret over deres Møye Jud. 10, 16. saa finder han sig ligeledes, saa at tale, fornøyet over deres billige Glæde; Du møder den, som er glad, og den, som giør Retfærdighed, dem, som komme dig ihu, paa dine Veye Es. 64. 4, i sær finder han Behag i, at de for besynderlige Velgierninger vise sig besynderlig glade;

da Salomon Havde faaet Templen færdig, og Kirkens Tienere stode der og med høitlydende Vocalog Instrumental-Musique lovede Herren fordi han er god og hans Miskundhed er evig, da fyldte Herrens Herlighed Guds Huus; og da Kongen selv havde i en saa hellig Andagt anbefalet sit og sit Folkes Andragende til Guds barmhjertige Bønhørelse, samt alt Folket var gaaet hver til sit fra denne deilige Guds Tieneste, glade og ved et got Mod over det gode, Herren havde giort David og Salomon og Israel sit Folk, da saaes Herren for Salomon om Natten og sagde til ham: Jeg haver hørt din Bøn, og udvalgt mig denne Sted til et Offerhuus & c. 2 Chron. 5, 13. 14. Det kommer kun an paa, man skiønner saadan Glædes Aarsag, og derover anstiller en Gudbehagelig Glæde, ei som Israels Børn, der sprang om Guld Kalven og vare lystige i Afguden, deres Hænders Gierninger; ei heller som kiødelige Mennesker, de veed ei at glæde sig uden i Fraadserie og Drukkenskab, Spil eller Lediggang, naar de endog synes at ville ved Glædskab bevidne en slags Skiønsomhed og Taksigelse til Gud for en eller anden ønskelig Begivenhed, og ere deri ligesaa ufornuftige, som Philisternes Fyrster ved det store Offer og Giæstebud, de havde været blinde nok til at anrette for deres Afgud, Dagon, fordi de meente, at den havde skaffet dem i Vold og Haand deres Fiende Samson; men som sindige og sande Guds

Børn, der ere indtagne i Gud for hans Fuldkommenheders og Velgierningers Skyld, og saaledes overflødige til Guds Ære; da jo større saadan De Helliges Glæde er, jo behageligere er den for Gud; da kommer deres Bøn op for hans hellige Bolig i Himmelen, thi saadan Glæde er af Gud. Aarsagen til denne Folkets Beslutning paa deres Høitidsdag, at giøre sig alle en stor Glæde, var denne: fordi de havde for staaet sig paa de Ord, man havde kundgiort for dem. cfr. v. 7. 8. Folket havde hørt Lovens Trusler imod Overtrædere; de vare sig selv bevidste deres Synder; de huskte nok endnu den Elendighed, de nylig havde været i under det babyloniske Fængsel; derfor hæftede det strænge i Loven mere hos dem, end de dyrebare Velsignelses Løfter, som Loven ogsaa indeholdt og tilsagde de Lydige; de vare derfor mere bedrøvede end glade. Opvakte Siele synes snarest at finde i Guds Ord det, der nedslaaer og beængster. En angergiven Synder, som kiender Guds Retfærdighed og frygter for Guds Vrede for sine Skrøbeligheds og Overtrædelsers Skyld, forklarer sig snarere Guds Ord til Bedrøvelse end til Glæde; vee mig! thi jeg maae (vist nok) udryddes, efterdi jeg haver urene Læber, og boer midt iblandt et Folk, som haver urene Læber, thi mine Øyne have seet Kongen, den Herre Zebaoth Es. 6, 5. cfr. v. 7. Allene, det er en Misforstand, Mangel paa en rigtig

Udlæggelse og Anvendelse af Guds Ord, og Mangel paa Tillid nok til Guds Kierlighed, som dog er udøst i vore Hierter formedelst den Hellig Aand, som os er given; men da Lovens Ord vare blevne forklarede for Folket, og rettelig henvendte paa dem, saa de forstode det, kunde tage og føle derpaa, og see, at de urigtig havde anvendt dem; saa beslutte de sig alle eendrægtelig til at giøre sig en stor Glæde; saa er det; naar man ved de rette Midler erholder en rigtig Forstand paa Guds Ord, saa mistyde vi dem ikke længer; men ligesaa vel glædes ved dets Løfter, som forfærdes ved dets Trusler, ja da forfærdes man ei, som ugudelige, som en Felix, for Trusterne, men med en dyb Ærefrygt og Ydmygelse ansee dem som vore Tugtemestere, efterdi vi vide, at Loven ligger ei, (som en Byrde) paa den Retfærdige, og at der er ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christo Jesu. Det Guds Ord da, som før vor Omvendelse maatte være os som en dræbende Bogstav og en fortærende Ild, mærke vi siden, naar vi ere blevne bodfærdige, at være os en forfriskende Salve, en levendegiørende Aand; lad mig høre Fryd og Glæde, at de Been maae blive glade, som du har sønderslaget Ps. 51, 10. Saa oplyser Guds Ords Opladelse Ps. 119, 130. Paa den samme Dag skal de døve høre Bogens Ord, og de blindes Øine see frem af Dumhed og Mørket; og de Sagtmodige skal saae mere Glæde i

Herren, og de fattige iblant Menneskene fryde sig i Israels Hellige Es. 29, 18. 19. Hvor fornødent bliver det ikke da, at man indstændig beder med David: Aabne mine Øine, at jeg maae see; de underlige Ting af din Lov, og lær mig en god Sands (Smag) og Forstand! Ps. 119, 18. 66. Og hvor vel tiente ere vi ikke med at kunde søge Loven af en Præstes Mund, thi han er den Herre Zebaoths Engel Mal. 2, 7. De skal lære Jakob dine Rette og Israel din Lov Deut. 33, 10. Man bør prøve deres Forklaringer over Guds Ord efter Guds aabenbarede Væsen og Villie, og finder man dem dermed overeensstemmende, da heder det: Efter Lovens Lydelse, som de skulle lære dig, og efter den Ret, som de skulle sige dig, skal du giøre; du maae hverken vige til højre eller venstre Side fra det Ord, som de skal give dig tilkende cap. 17, 10. 11. Saa kommer man efter Christi Sind, efter den Hellig Aands Meening, og blive satte i Stand til at kunde, som aandelige, dømme alle Ting, d. c. rettelig forstaae alle Guds Ord. Nu, mine Elskelige! denne Dag er hellig for Herren; vor allernaadigste Konge haver gudelig bestemt denne dette Aars sidste Maaneds første Dag til en hellig Sammenkaldelses Dag. Det blev Eder i Søndags ved Tillysning af dette hellige Sted kundgiort, af hvad Aarsager og i hvad Hensigter denne høypriselige Anordning er skeet, nemlig, at da den aller-

høieste Gud haver fundet for got, at give H. Majestæt og hans Riger og Lande saa mange Prøver paa sin Maade, og ikke allene, foruden den besynderlige Varetægt. Han haver holdet over Kongen og det kongelige Huus, at afværge Krig og andre store Ulykker fra H. Majestæt og Hans Undersaatter, men endog at standse den ødeleggende Qvæg-Syge, og ved en riig og lykkelig Høst, at forandre efter mange Aars Misvext den vor allernaadigste Konge saa krænkende dyre Tid, og endnu til alt andet at krone med det ønskeligste Udfald H. Majestæts Bestræbelser til Hans Glæde og Statens almindelige Sikkerhed og Velstand, hvortil jeg efter allernaadigst Befaling bør endnu kundgiøre Eder denne merkværdige Omstændighed ved Guds Forsyn, at for 14 Dage siden, d. 16 Nov. sidstleden er det ved duelige Mænd blevet bragt dertil, at det, som udi 113 Aar haver været en vigtig Anledning til Misforstaaelse imellem det Kongelige danske Huus og det Fyrstelige Holsteenske, og til mange byrdefulde og bekostelige Udrustninger til Lands og Vands, er nu til fælles Fornøielse bleven bilagt og afgiort i Mindelighed, i det at det Kielske Holsteen er nu, imod Aftrædelse af Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst, ganske overdraget til vor allernaadigste Konge og hans høilovlige Efterkommere i Regieringen, saa at alle Uleiligheder af forrige blandede Regiering sammesteds ere nu for evig ryddede af

Veyen, og vedkommende Indvaanere satte i Stand til at kunde med des større Nytte betiene sig af deres Boligers beskikkede Grændser. Saa haver hans Majestæt i Betragtning heraf anseet det for sin største Skyldighed ei allene selv derfor at ofre Himmelens og Jordens Herre den inderligste Taksigelse, og Bøn om guddommelige Miskundheders Nydelse fremdeles, til al fornøden Lyksalighed og Velsignelse for sig og sine Riger, men endog dertil at opmuntre det hele Folk, Gud haver lagt under hans Herredømme, og i den Henseende anordnet, at paa denne Dag skulle over alt i hans Riger og Lande holdes en Takke- og Bede-Fest. Forstaaer I Eder paa dette, man haver kundgiort Eder, det eene med det andet, saa beslutter I Eder vist nok til at giøre Eder paa denne hellige Dag en stor Glæde, at legge Eders Glæde til Kongens og Landets, at giøre den til Eders, og at takke Gud i Dag og fremdeles med Frydesang, ja at tilsige Gud saadant et Forhold, hvorved et Land i Almindelighed og I i Særdeleshed bliver og kan vist vente at blive mere og mere velsignede og ret lyksalige; men hvordan saadant Forhold bør være, og hvor stor Lyksalighed og Ære, man deraf kan have, ville vi lære af den forordnede og nylig oplæste Høimesse-Text, til hvis Afhandling vi nu med Gud ville begive os og imidlertid bede:

Textens Afhandling.

Af denne høytidelige Text vil jeg ved Guds medarbeidende Naade bevise for Eders Andagt.

Er gudfrygtigt Lands Lyksalighed,

og derudi:

I. Hvad der maae herske i et Land, om det skal

være et æret og lyksaligt Land.

II. Hvorvel det staaer til i et Land, hvor Guds sande Frygt hersker.

Betragte vi da for det

1ste, Hvad der maae herske i et Land, om det skal være og blive et æret og lyksaligt Land, da viser Texten os, at det maae være den sande Gudsfrygt, thi den siger: Sandelig hans (Herrens) Frelse er nær hos dem, som ham frygte.

Det synes af Psalmens Indhold, at den haver Hensigt paa en trængselfuld Tid og Tilstand for Guds Folk, efter at det babyloniske Fængsel havde faaet Ende, uanseet den mange Aar forhen var bleven sammensat og leverer Sangmesteren for Koræ Børn at synge og spille ved Guds Tienesten, eller den, som var Anfører for Korahiternes Chor, naar det faldt dem til at varte op med Sang og Spil ved Helligdommen; der tales først i Psalmen om Folkets Fængsel, som, da Gud fandt det for got, var bleven omvendt og ophævet; men derefter beder

Folket Gud om Barmhjertighed til en ønskelig og glædelig Hielp, hvorved de maatte ligesom komme til at leve op igien, og atter finde Aarsag til at glæde sig ved og takke Gud for en naadig Befrielse, V. 6. 7. 8. hvilket giver tilkiende, at de da befandt sig i de plagede og bedrøvelige Omstændigheder; men, som de saaledes ængstelig og væmodig beder om Naade til Omvendelse og deres Plagers Afvendelse, giør de sig dog et got Haab v. 9. ja ytrer endog saadan Vished i deres Haab, at de ey tvivlede paa, Gud jo snart ville bønhøre og hielpe dem, maaskee ved at lade den lovede Store Frelsere, Messiam, komme til Verden, og da vare de visse nok paa, at det blev got med dem; de haver og unægtelig i denne deres Andagt betænkt de mange Exempler i forrige Tider paa, at, naar deres Fædre, trolig havde øvet Gudsfrygt, saa havde Gud og viist, at han snart og herlig havde frelst og hiulpet dem af deres Elendigheder. I dette Haab opmuntre de sig til Fornøyelighed og Taalmodighed; i dette Haab have de allerede behagelige Udsigter til deres Lyksalighed, saa som de og herhos meget sindriig og livagtig skildrer et gudfrygtig Folkes Lyksalighed og Vished om Lyksaligheds Tilvext og Varighed; De sætte da en sand Gudsfrygt som Grundvolden til et Folkes visse og virkelige Lyksalighed, og forsikrer ingen andre, end gudfrygtige Mennesker, Hielp og Frelse fra Gud i Nødens Tid.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte. Men hvem ere nu de, som frygte Gud? De ere de, som i alle deres Foretagender og Omstændigheder have Gud for Øien, og have den Ærefrygt for hans Fuldkommenheder og Befalninger, at de ei kan overtale sig til med Forsæt at giøre ham imod, afpasse derfor omhyggeligt, saavidt mueligt, alle deres Tanker, Ord og Handlinger efter hans Villie; saadanne Mennesker ere de, som Skriften kalder gudfrygtige, saadant et Forhold kaldes at frygte Gud, at vandre i Herrens Frygt, at hæve for Guds Ansigt og være forfærdede for hans Ord. Saadan Gudsfrygt, som den kommer af Troe og Kierlighed, saa indsattes i den alle andre hellige og gudbehagelige Sindsbevægelser og Handlinger; Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud, thi det bør ethvert Menneske at giøre, siger Salomon Coh. 12, 13. Naar Joseph vil erkyndige sine Brødre om hans Tænke- og Forholds-Maade, indbefatter han den i dette: Jeg frygter Gud Gen. 42, 18. kort og got beskriver Moses de Ebræiske Jordemødres dydefulde Handlinger med dette Udtryk: De frygtede Gud Exod. 1, 17-21. Ved saadan Gudsfrygt Viiser man sig at være Guds Udvalgte, Hellige og Elskte Lysets Børn og Retfærdighedens Tienere. Saadan Gudsfrygt, saa fornøden og nyttig den endog er, thi den er nyttig

til alle Ting, som Paulus vidner 1 Tim. 4, 8. saa rar er den derhos. Efterseer man de fleste Menneskers Forhold, man skal befinde, at hos mange hersker ikkun Gudfrygtigheds Skin, det bare Hyklerie, saa at al deres udvortes Skikkelighed er intet andet end blot Naturens Verk, hvori mange Hedninger have bragt det ligesaa høit, om ikke høiere; deres Dyder, som de vil have Ord for og Agt af, ere intet andet end naturlige Dyder, saa langt fra, Aandens og Retfærdighedens Frugter, som skee ved Jesum Christum Gud til Ære og Priis; hos andre og maaskee flere finder man saa langt fra nogen Gudsfrygts Gnist, om de endog iagttage udvortes Gudfrygtigheds Øvelser, at man meget mere opdager hos dem idel Ugudelighed, og kan sige om dem, som David siger om den Ugudelige: Den Ugudeliges Overtrædelse siger mig inden i mit Hierte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine Ps. 36, 2. hvor mange ere ikke frekke nok til at broute af, at de hverken frygte Gud eller undsee sig for noget Menneske? Og hvor kan det andet være, end at saa mange Mennesker ere og blive saa mange ugudelige og Gudsforgaaene, da de jævnlig slet anføres og saa ofte forarges? Det bliver vel da den mindste Deel, som beholder virkelig Navn og Ære af Gudsfrygt, hvorfore saadanne ere des berømmeligere og elskværdigere; Gud selv sætter Priis paa saaog fremstiller dem som efterfølgningsvær-

dige Exempler; Har du givet agt paa min Tiener Job? Thi der er ingen i Landet, som han, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, sagde Gud til Satan om Job C. 1, 8. jeg haver seet dig, at være retfærdig for mig i denne Slægt, sagde Gud om og til Noa Gen. 7,1. og øves Gudsfrygt i et Land efter saadannes Exempel, saa hersker øvrigheden i Gudsfrygt; Dommere dømme da som for Guds Ansigt i Herrens Frygt troligen og med et retskaffent Hierte; da gaae Lærere ind og ud iblandt deres Tilhørere med Frygt; Tilhørere forarbeide da deres egen Saliggiørelse med Frygt og Bævelse; da lader Ægtefolk alle deres Ting skee i Kierlighed; Manden elsker da sin Hustrue og deeler Ære med hende; Hustruen elsker og frygter sin Mand; da opføde Forældre deres Børn i Tugt og Herrens Formaning: Børn adlyde deres Forældre i Herren, og Tienere bevise deres kiødelige Herrer Lydighed og al god Troskab med Frygt og Rædsel, dog af et eenfoldigt, eller ærligt og velsindet Hierte; da ere man hverandre underdanige i Gudsfrygt; man er da sagtmodige og billige imod hverandre, fornøyelige i sine Vilkaar, alvorlige i sin Christendom og stræbsomme at omgaaes vel i alle Ting. Saadant Forhold, som i alle Henseender pryder Guds vor Frelseres Lærdom, kan ey øves uden en sand Gudsfrygt, ja just det er den sande Gudsfrygt, og de, som

saaledes vandre, ere de, som frygte Herren. O! vare alle i et Land saadanne, hvor vel skulle det da ikke staae til iblandt dem: Jeg sagde: Du skulle dog frygte mig, annamme Tugt; saa skulle dens Bolig ikke udryddes, efter alt det (Gode) som jeg ville besøge den med, siger Herren Zeph. 3, 7. Gid de havde saadant et Hierte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaae dem vel og deres Børn evindelig, sagde Gud fordum til Mosen om Israel Deut. 5, 29. Men vi ville i denne Betragtning forføie os til Textens.

IIden Part, nemlig: hvorvel det staaer til i et Land, hvor den sande Gudsfrygt hersker: Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maae boe i vort Land. Miskundhed og ------ sætte dens

Trin paa Veyen. Her i denne rige Text opregnes mange og mange Slags Lyksaligheder og Velsignelser, baade i Særdeleshed og i Almindelighed, som Gudsfrygt haver i Følge med sig. Om slige Velsignelser i Særdeleshed hedder det: At Herrens Frelse er sandelig nær hos dem, som ham frygte, saa at, naar saadanne Guds Børn maatte være bestædte i nogen saadan Nød, enten formedelst Landeplager, eller personlige Besværligheder, hvad heller disse ere aandelige, saasom Anfægtninger i Sielen, eller legemlige, saasom Sygdom, yderlig Foragt, Fattigdom, Hunger eller deslige, at de selv ingen Udveye

seer; saa er vist nok den beste og tilstrækkeligste Hielp, Frelse fra den stærke og alvise Gud, dem nær, nærmere end de selv eller andre troer, ja, naar Nøden er haardest, er Guds Frelse dem nærmest; det skal skee, førend de raabe, da vil jeg, jeg svare; naar de endnu tale, da vil jeg, jeg høre siger Herren Es. 65, 24. saa siger og David: Herren er nær hos alle dem, som kalde paa ham, hos alle dem, som kalde paa ham i Sandhed, han giør, efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, han hører deres Skriig og frelser dem Ps. 145, 18. 19. Det er ikkun Guds Børns egne Ufuldkommenhed og Troes Svaghed, som skynder paa Gud og siger: Herre! min Saligheds Gud, skynd dig at rædde mig Ps. 38, 23. Er dog sandelig Herren ikke langt fra enhver af os, thi i ham leve vi, og røres og ere; da er han sandelig endnu nærmere dem, som ham frygte; han er dem saa nær, at han selv siger: Jeg er hos ham i Nød; jeg vil frelse og herliggiøre ham Ps. 91, 15. Han haver alt for aarvaagent et Øye over dem og hos dem, at han ey skulle vide, hvad de lider og beder ham om; han haver alt for ømt et faderligt Hierte til, at han ey skulle ynkes over dem; see da, Herrens Øyne er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed, at frie deres Siele fra Død, og at holde dem ved Live i Hungeren Ps. 33, 18. 19. Mange Exempler i Skriften og mange Guds

Børns Erfarenhed kan bevidne den Sandhed. Lad dem kun saa sandt takke Herren for hans Miskundhed og for hans underlige Gierninger imod Menneskens Børn, og offre Takoffers Offere og fortælle hans Gierninger med Frydesang Ps. 107, 21. 22. Ingen gudfrygtig derfor forsage, ei heller foragte nogen et Guds Barn, fordi det lider ilde. Herren er hans Tilflugt. Men Psalmisten anfører og i Almindelighed endeel Herligheder, Lyksaligheder og Velsignelser, som Følgesvenne med den sande Gudsfrygt; saa siger han: At Ære maae boe i vort Land. Nogle vil vel holde for, at her sigtes til Messiæ Aabenbarelse i Tidens Fylde, efterdi han kaldes Guds Folks Herlighed Luc. 2, 32. og hans Omgang i hans Kiøds Dage udtrykkes ved den Talemaade: Ordet blev Kiød og boede iblandt os Joh. 1, 14. Det var vist nok en stor Ære for Jødeland og Galilæa, at denne Herrens Salighed omgikkes der; dette var vist nok Beviis paa, at Herrens Frelse var nær, eller, som det nogle gange hedder; Himmeriges Rige er kommet nær til; men da vor Text sætter et Lands Ære som en Følge af Guds sande Frygt, og man kan ikke sige, at Messiæ Besøgelse i Verden var en Følge af de da levende Jøders Gudsfrygt; saa bliver det vel rimmeligst at forstaae Ordene efter almindelig Erfarenhed, som viser, at da boer Ære i et Land, hvor Gudsfrygt hersker, naar Her-

ren udretter besynderlige Saligheder eller Befrielser for Landets gudfrygtige Beboere; andre, som høre sligt, maae jo deraf fatte des større Høyagtelse for dem, Gud selv saa ærer og benaader disse blive derved jævnlig anseete med større Øine end ellers; vi seer Exempel herpaa i Jøderne, hvilke Moses forsikrede om Høiagtelse af andre Folk formedelst den besynderlige Regiering, Gud førte iblandt dem Deut. 4, 6. 7. 8. 33, 29. Rahabs Tilstaaelse for de isralitiske Speydere i Jericho viser, at det gik som Moses forhen havde sagt: Eders Forfærdelse, siger hun, er falden paa os, og alle Landets Indbyggere ere mistrøstige for Eders Ansigt?, thi vi have hørt, at Herren - - - vi have hørt det, og vort Hierte, er mistrøstigt, og intet Mod bestaaer fremdeles i nogen for Eders Ansigt, thi Herren eders Gud er i Himmelen oven til, og paa Jorden neden til Josv. 2, 9. 10. 11. og blive saadant et Lands Indbygere ved at frygte Gud, og at være beqvemme til at imodtage Guds Frelse, saa bliver ogsaa Ære boende i deres Lande: De og deres Efterkommere bliver ærede Folk; da skeer baade i Almindelighed og i Særdeleshed det, som David siger: Dine Tieneres Børn skal boe, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt, Ps. 102, 29. og atter: Den gudfrygtiges Siel skal blive varagtig i det gode, og hans Sæd skal arve Landet Ps. 25, 13. Derimod flytter Herligheden fra

Israel, eller fra et Lands Folk i Almindelighed og fra et Menneske i Særdeleshed, naar det forlader Gudsfrygt og henvender sig paa krogede Veie; Gud viger da fra saadanne; og hvad Ære Have da de at tale med, som ere uden Gud i Verden, overladre til deres egen Fordervelse; thi naar ugudelige blive mange, bliver (ogsaa) Overtrædelse megen, men Retfærdige skal see paa deres Fald Prov. 29, 16. see Exempel i Babel Es. 14, 47. og i de ti Stammer Os. 10, 6. see og Hab. 2, 16. Og lad da saadanne længe nok trøste sig selv og giøre sig haarde nok til at foragte Straffen og forfægte deres egen indbildte Ære, de skal dog erfare, at deres Ære er da, som før i Skiændsel; blive de eengang kloge, bekiende de frivillig og reent ud, Vi ligger i vor Beskiæmmelse, og vor Skam skiuler os, thi vi syndede imod Herren vor Gud, og vare ikke hans Røst lydige. Jer. 3, 25. Fremdeles siger Texten: Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre; Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Der ere de, som vil paastaae, at her saa vel som alle andre Steder i Skriften, hvor Miskundhed og Sandhed føyes tilsammen, skulle haves Hensigt til Messiæ naadefulde Tider i det nye Testamente; de meener at have i det vigtige Sprog Joh. 1, 17. hvor det hedder: Naaden og Sandheden er bleven ved Jesum Christum, fundet Nøglen til deres Meening; allene, da der findes mange Steder

i Skriften, hvor begge disse Ord ligeledes sammenføies, saa som Gen. 24, 49. 47, 29. Josv. 2, 14. Prov. 20, 28. Os. 4, 1. o. f. og hvor man tydelig seer, at meenes hellige Dyder i Menneskenes indbyrdes Omgiængelse; og Sammenhængen i vor Text beskriver et gudfrygtigt, og altsaa lyksaligt Land; saa maae her ufeilbarlig forstaaes saadanne Gudfrygtigheds og Kierligheds Øvelser, som efter givne Omstændigheder yttre sig hos dem, som frygte Herren, hvilke vise sig miskundelige imod deres elendige Næste, ordholdige og sanddrue, retfærdige i Handel og Vandel, og fredsommelige i Omgang, saavidt det staaer til dem; saadanne Guds Børn i et Land, hvor Gudsfrygt hersker, forestilles da her, som gode Venner, der kan træske for at møde hverandre paa en Vei; de yndes vel, de findes og vel; de omfavne og kysse hverandre, og ligesom indaande hverandre deres fælles Kierlighed og Glæde over deres uformodentlige, men længe ønskte Sammenkomst, ret som de 2 Brødre Moses og Aaron, hvilke, da de mødtes, kyssede hverandre Exod. 4, 14. 27. Lignelsen vil sige: det er en Glæde, at see gudfrygtige Menneskers Vei og Adfærd, den søde Velforstaaelse, som er imellem dem, den fælles Hielp, de i deres Forretninger eller anden Omgang ere hverandre behielpelige med til indbyrdes Gavn og Glæde; den ene er ikke den anden imod; de ere hverandres Venner, paa Thronen og i Stæ-

derne, paa Domstolen eller i Portene og paa Gaderne, i Kirken og i Huusene, i Huuset og uden for tiene de hverandre ved Kierlighed; den Miskundelige glæder sig over, at en anden er sanddrue; begge glæde sig over, at der ere de, som elske Retfærdighed og giøre Ret og Skiæl, og de alle fryde sig ved at finde fredsommelige Folk; mig synes, at Paulus oplyser Psalmistens Ord med denne sindriige Lignelse: Hvert Leedemod paa Legemet tager indbyrdes imod hinanden, og giør, at Legemet voxer efter hver Partes Kraftighed i sin Maade til sin Opbyggelse i Kierlighed Eph. 4, 16. Hvorfor ogsaa Miskundhed og Fred fra Himmelen, saa at sige, møder og kysser d. e. velsigner og glæder Sandhed og Retfærdighed paa Jorden; til de Hellige, som ere paa Jorden, og til de Herlige er al min Lyst, siger Herren Ps. 16, 3. og atter. Jeg vil glæde mig over at giøre dem got, og jeg vil plante dem i dette Land i Sandhed og af mit gandske Hierte og af min ganske Siel Jer. 32, 41, Fred og Barmhjertighed skal være over dem, saa mange som gaae frem efter denne Regel og over Guds Israel Gal. 6, 16. Gud vil være saa naadig imod dem, at holde dem meget til gode, og deres Fred skal vorde mangfoldig, som Floden, deres Retfærdighed som Havets Bølger Es. 48, 18. hvilken glædelig Velsignelse er der da ikke ved de helliges Endrægtighed! Ps. 133.

Videre siger den hellige Sangere i vor Text: Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed see ned af Himmelen. Her synes at forekomme en deilig Modsættelse, mener dog den sødeste Overeensstemmelse. Lignelsen synes at være tagen af en Urtegaardsmands fra Himmelen velsignede Plante-Dyrkning; Han ville have en rar Plante drevet af Jorden; har i den henseende beredet Jorden ved Brydning, Giødskning, Gravning; han lægger derefter Frøet, Kiernen eller Roden i denne tillavede Jord; han tilhyller den med god Jord; han passer flittig og længselfuld paa at kunde faae dens Spire at see; han seer den; han besørger, at den ei tager Skade i sin Opvext; han omsætter den, naar den er bleven stærkere; han beskiærer, renser, vander den; han haver derefter den Glæde at see, at Gud giver Vext; naar da Folk i et Land saaledes lægger Elsk og Vind paa Sandhed dvs. et retskaffent Forhold, et saadant Forhold, hvori er ingen Falskhed, hvori ingen forborgen Trædskhed haver Deel, naar man lader sig saadant et Forhold, være angelegent, saa man ved Ord og Exempler anfører Ungdommen dertil, man opmuntrer baade de Unge og andre dertil ved Belønninger, og vise saaledes, at man udvælger Sandheds Vei, taler Sandhed, giør Sandhed, og beviser sig selv imod alle Menneskers Samvittighed i Sandheds Aabenbarelse; saa seer vist nok Retfærdighed ned af Himme-

len d. e. saa anseer Herren, som er vor Retfærdighed, saadan Sandheds Kierlighed og Øvelse vist nok med Velbehag og Velsignelse, og ligesom den klarskinnende Soel, opliver, vederqvæger og triver saadan Redelighed; thi vi maae ikke tænke, som de der have glemt Gud, at Gud sidder i Himmelen som en ørkesløs Tilskuere, der ikke kiær sig om smaae Ting, som Menneskene og deres Handlinger; nei; Herren skeer vist nok ned af Himmelen paa Menneskens Børn, og agter paa alle deres Gierninger Ps. 14, 2. 33, 13. 14. 102, 20. 21. 113, 5. 6. ei heller maae vi tænke, at han ei med Behag skulle ansee Sandheds Øvelse; har han dog selv befalet, at man skal elske Sandhed og Fred Zachar. 8, 19. hvorledes skulle han da ikke finde Behag i denne hans Fordrings Efterlevelse? Herre! mon ikke dine Øine seer efter Sandhed? Jer. 5, 3. Og da dette Ord, som Guds Aand bruger her i Texten, at see ned, tillægges Gud selv; saa maae herved Retfærdighed nødvendig forstaaes den Egenskab i Guds fuldkomne Væsen, at han er en retfærdig Gud, d. e. belønner de gode og straffer de onde; og bliver derfor dette en saa meget desdyrebarere Trøst for Sandheds Elskere, som, fordi de omgaaes i Sandhed, lide derfor jævnlig Fortræd og Foragt, at, da det er en retfærdig Gud som seer endog i Løndom, deres ærlige og retskafne Vandel og hvad de derfor lide; saa kan de og af den-

ne hans Egenskab desvissere forsikre sig, at de ei forgiæves skal have vandret i Sandhed, men jo bevares ubeskiæmmede og tilsidst triumphere ved Sandhed. End videre anmeldes dette, som en Lyksalighed for et gudfrygtigt Folk. Herren skal ogsaa give det gode; og vort Land skal give sin Grøde, saa at intet got skal forholdes dem, som vandre fuldkommeligen Ps. 84, 12. Hverken aandeligt ellers timeligt; meget mere, alt det, Gud seer at de kan være tient med, skal de faae i tienligste og fornødenste Maade; ja end skal alle Ting virke med til det gode for dem, som elske Gud. Det synes, ligesom her atter skulle være en Modsættelse og Forskiel paa Gaverne, saa at det, som Herren skulle give, skulle været noget andet, end det, som Jorden skulle give, med mindre man vil sige, at det sidste sættes til som en Forklaring paa det første; kan vel være, at det gode, som Herren skulle give, er efter den hellige Digters Meening det aandelige gode, som egentlig henhører til Sielens Velfærdt, saasom Naade til Anvendelse, Synds Forladelse, Troens Styrke, Vished i Salighedens Haab og omsider en evig Salighed; vist nok er dette Slags gode det vigtigste, fornødenste og varigste, og kan ei gives af nogen anden end af Gud, fra hvem al god og fuldkommen Gave nedkommer, og som ene raader for Saligheden; men da Gudsfrygt er efter Guds Løfter vis nok paa

saadant gode, thi den haver Forjættelse ei allene paa dette nuværende Liv, men endog paa det tilkommende 1 Tim. 4, 8. Saa er det allene Visheden om saadanne aandelige gode Tings Nydelse Psalmisten her anfører som en stor Lyksalighed for Guds Børn; thi uden saadan Vished maatte de jo være elendigst farne; haabe vi allene i dette Liv paa Christum, da vare vi de jammerligste iblandt alle Mennnesker; i Cor. 15, 19 Saa visse man da kan være ved Bestandighed i Gudsfrygt indtil Enden om at velsignes med de himmelske Ting i Christo Jesu, saa omhyggelig berede man sig da i Naadens Tid til at erholde omsider Troens Ende, Sielens Saliged. Men hvor stor Lyksalighed og hvor ypperlig Belønning for Gudsfrygt er ikke og denne: Lander skal give sin Grøde. cfr. Lev. 25, 18. 19. 26, 3. 4. ikke just hermed sagt, at der altid skal være saa megen Overflødighed af Jordens Fremførelses Frugter, som enhver, helst gierrige, ville ønske, ei heller at Høsten skulle hvert Aar være lige riig. Nok, Landet skal give sin Grøde, nemlig til fornøden Ophold for Mennesker og Dyr, saa der skal just ikke være Hunger og dyr Tid i Landet; men hvilken Velsignelse og Lyksalighed det er at have fornødent Brød af Jorden, lærer man best at paaskiønne, naar man har forhen erfaret og erindrer sig Dyrtids bedrøvelige Følger, hvad Ynk er ikke det, naar Børn og Fattige skriger efter Brød, og der er ingen, som kan give dem det? naar en Udhungret skal afvises med det Svar:

Frelser Herren dig ikke, hvorfra skal jeg da frelse dig? af Laden eller Viinpersen? eller naar den putter den sidste Mundfuld i sin Mund, og kan derefter formedelst Mangel ikke vente andet end sin visse Død, ligesom hiin fattige Enke i Zarepta? Imod et saa Haardt Sverd som Hunger og Dyrtid er, loves da et gudfrygtigt Land fornøden Afgrøde af Jorden, saa Gud vil bønhøre Himlene, og de skulle bønhøre Jorden, og Jorden skulle bønhøre Kornet og Mosten og Olien, og de, de skulle bønhøre Folket. Os. 2, 21. 22. Endelig synger vor hellige Sanger saaledes om et gudfrygtigt Lands Velstand: Han skal lade Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, og sætte dens Trin paa Veien. Her kommer atter Retfærdigheden for i samme Meening, som før v. 11., hvor det heder: Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre, og bemærker den Dyd i Guds Børns Opførsel, at de giøre enhver Ret og Skiel, og ei paa nogen Maade fornærmer nogen i sin lovligs Rettighed. Denne Dyd forestilles her som en tapper Vandrings-Mand, der gaaer sin Vei frem ubehindret og med visse Skridt, saa at ei enhver Mødende tør prøve paa at hindre ham i hans Fremfart; saaledes hedder det om Soelen: den fornøyer sig ved, at den, som en vældig Striidsmand, løber sin Vei frem Ps. 19, 6. Naar det nu tilsiges som en Lyksalighed for et gudfrygtigt Land, at Herren skal lade Retfærdighed gaae frem & c, saa bliver Meningen denne, at den kærlige og retfærdige

Gud, som elsker Retfærdighed og hader Ugudelighed, skal befordrede Gudfrygtiges retfærdige Bestræbelser og Handlinger, saa at de deri og dermed skal dog, alle mødende Hindringer uanseete, faae Fremgang; din Retfærdighed skal gaae frem for dit Ansigt Es. 58, 8. Salomo taler herom saaledes: De Retfærdiges Stie er som et skinnende Lys, der gaaer frem og lyser indtil høy Dag Prov. 4, 10. Udi denne Tillid tør de Retfærdige trøstig bede: Befæst vore Hænders Gierninger hos os, ja befæst vore Hænders Gierning Ps 90, 17; ja de tør endog, selv bevidste Retfærdigheden eller Redeligheden i deres Hensigter og Handlinger, dog ei forladende sig paa sig selv, men paa Guds Barmhjertighed og Jesu Troes Retfærdighed, bede med David: Døm mig, Herre, efter min Retfærdighed og efter min Fuldkommenhed, som er hos mig Pf. 7, 9. 18, 25. Men hviken Lyksalighed er ikke denne, naar Ret og Retfærdighed efter Guds Bestyring faaer Fremgang, og hver Mand i Landet bliver haandthævet med Retten? man see dette af det Modsatte: hvad Sikkerhed og Frelse er der, hvor Retten staaer i Spydstagen, hvor hver kan giøre, som det synes ret i hans Øyne, hvor den Ugudelige forekommer den Retfærdige ved Gunst eller Gave, og forvolder, at der udkommer forvendt Dom? Men saadan Elendighed kan den retfærdige Gud, skiønt med største Mishag, oversee for et Lands Synders Skyld, see Es. 59, 14. 15. 16, Lyksaligt da det Land

og Folket i det Land, hvor Retfærdighed haver ubehindret sin Giænge; der hemmes og hevnes Vold og Uret, der vinder en retfærdig Sag, der forsvares ligesaavel den Fattige, som den Rige, den Ringe som den Mægtige, efter Ret og Dom; ja der haver man en deylig Afbildning paa de nye Himle og den nye Jord, hvor Retfærdighed boer. Nu, dyrekiøbte og elskelige! jeg haver da efter den Naade, mig er given forestillet for Eders Andagt af den anordnede Text Et gudfrygtigt Folks Lyksalighed, eller at det staaer vel til i et Land, hvor Gudsfrygt hersker, saa at denne allene, og ei et Lands Ælde, Vælde, Riigdom eller Folkriighed udgiør dets virkelige Ære og Lyksalighed; fører Eder nu under en sand Guds Paakaldelse disse Guds Ord nøiere til Eftertanke og til en rigtig Anvendelse. Skiønner I, at uden en sand Gudsfrygt kan I ey forsikre eder nogen Velsignelse fra Himmelen, ei nogen fortroelig og ærlig Omgang i det borgerlige Selskab, ey nogen troefast Opførsel i Forretninger, ei nogen indbyrdes Kierlighed, Barmhjertighed og Fred, altsaa ingen sand Ære i Landet, thi hvad have vi for Frugter af vore Synder, uden saadanne, vi maae skamme os af? Skiønner I dette, hvilken Opmuntring maae det da ikke være for Eder til at beflitte Eder alvorlig paa og idelig at øve Eder i Herrens sande Frygt, at I saaledes des vissere kunde forsikre Eder om Guds Hielp, naar I maatte komme i Nød, om fornøden Velsignelse af aandelige og timelige gode Ting og om en æreværdig Forfatning iblant Eder til fælles Glæde Gavn og Opbyggelse, thi de som frygte Herren, skal ikke have Mangel paa noget got.

Aflægger i den Henseende al Hyklerie, Ondskab, Underfundighed, Uretfærdighed, Ubarmhiertighed og Hevngierrighed og deslige Synder, som giør, at Gud maae fravende Eder sit Gode, og beflitter Eder paa de modsatte Dyder, saavelsom alle Aandens Frugter; frygter Gud; ærer Kongen; og takker baade Gud og Kongen, ved hvem Gud benaader os med saa stor Fred; og: erindrer Eder Guds Haand, som haver været og end er saa god over os, endog naar den syntes at have været udrakt til Hevn over os, da vi maaskee mere end mange af dem, der i disse sidste Tider ere ynkelig blevne tugtede, havde fortient Riis og Straf af den; erindrer eder den, siger, jeg, og ydmyger Eder; tænker ikke, at det er for vor Dyds Skyld, at vi ere saa lemfældig blevne snærtede. Vel maae Gud have mange kiere Børn iblant os, som vandrer i hans Frygt og den Hellig Aands Trøst; men hvor mange Ugudelige findes der ikke derimod hos os, som baade ved indvortes og udvortes Ondskab have længe og grovt nok udfordret den Almægtige til Hævn? og hvad skulle de Gode selv kunde fortiene sig eller andre af den uendelige Retfærdighed? Nei; Nei; ikke os Herre! ikke os, thi os hører vore Ansigters Blussel til for vore Synders Skyld, men dit Navn være Ære for din Miskundheds Skyld, for din Sandheds Skyld, for Jesu Christi Skyld, som haver fyldestgiort for os og endnu beder for os. Har Herren giort store Ting imod os, som vi vel maa befkiende, saa værer glade. Ja Jerusalem priis du Herren! O Zion lov din Gud; thi han giør dine Portes Stænger stærke; han velsigner dine Børn midt i dig; han beskikker Fred i dine Landemærker. Han mætter dig med den beste Hvede; han sender sin Tale paa Jorden, hans Ord løbe saare hastig. Tilsidst men tillige først for alle Ting, formaner jeg, ar I giøre ydmyge Begieringer, Bønner, Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker, for Konger, (for vor allernaadigste Konge) og for alle dem, som ere ypperlige, at vi maae leve et roligt og stille Levnet udi al Gudfrygtighed og, Ærbarded; Amen! i Jesu Navn Amen!

✂

De

ved Psalmisten David

herlig beskrevne og hellig belovede

Gyldne Tider,

betragtede i en

Prædiken

over

Psalm. 85, 10 v. til Enden,

holden

paa den allernaadigst anordnede

Bede- og Taksigelses-Fest

den 1 December 1773

for

Reerslew og Rudswedbye Meenigheder af

Friderich Randrup,

Sognepræst for bemelte Meenigheder i Løve-Herred i Siælland.

Kiøbenhavn,

Trykt hos Morten Hallager, boende paa Nørregade No. 245.

2
3

Til

Høiædle, Høivelbaarne Herre

Herr

Helm Gotthardt von Barner,

Herre til Alkestrup og Eegemark, Deres Kongel. Majestæts høibestalter Generalmajor af Infanteriet.

4
5

Naadige Herre!

Det er nu paa tredie Aar, siden det guddommelige Forsyn imod min Tanke forundte mig den Lykke at blive

kiendt, og kaldet af Deres Høivelbaarenhed til

mit nærværende Embede. Den nøie Hensigt, jeg derved har den Ære at staae i til Deres Høivelbaarenhed, som Lærer i den Meenighed, der kan rose sig af Dem som et værdigt Medlem, har igien lært mig med

Glæde og Høiagtelse at kiende de rare Egenskaber, som pryde Deres Høivelbaarenhed:

Lyst til Guds Huus,

en spendt Agtsomhed paa Guds Ord, en aarvaagen Omhue for Deres velartede Børns grundige Underviisning i vor allerhelligste Troe, en kierlig og retsindig Opførsel mod Underhavende, og den ustraffeligste Vandel udmærke Deres

Høivelbaarenhed som Religionens sande Elsker, der i sin Kreds ikke efterlader ved Guds Naade at opfylde den Betingelse, under hvilken Herren har lovet os Gyldne Tider. Dette er et Vidnesbyrd, Sandhed byder mig at aflegge, og alle Retskafne vil stadfæste, som har den Ære at kiende Deres Høivelbaarenhed. Jeg understaar mig der-

for underdanigst at tilskrive Deres Høivelbaarenhed nærværende hellige Tale, som en liden Prøve paa den største Erkiendtlighed, med hvilken Deres

Høivelbaarenheds Naadesbeviisninger

imod mig altid skal vorde paaskiønnede; da disse ofte have vederqvæget mig i de Besværligheder, som i adskillige Henseende have mødt mig ved Indgang og Fremgang paa min nærværende Vei.

Endskiønt denne Tale havde den Lykke at høres da den blev holden, er dog

Deres Høivelbaarenheds Kierlighed til Guds Ord og Bevaagenhed imod mig nok til at lade mig haabe, at den derfor ikke vorder læst med Ulyst, uagtet det Ufuldkomne, som maatte findes i Fordraget.

Herren vor Gud og Frelser formeere daglig sin Naade til al aandelig og timelig Lyksalighed over Deres Høivelbaarenhed med Naadige Frue

og Høiadelige Familie! Han lade Dem her grønnes som en velsignet Sæd, indtil Han i en god Alderdom optager Dem som vel modne Neger i sin Tid, for at indbindes i de Levendes Knipper! Med dette hiertelige Ønske og dybeste Ærbødighed forbliver

Høiædle, Høivelbaarne Naadige Herres underdanige Tiener og troe Forbeder Forfatteren

Texten.

Psalm. 85, 10 v. til Enden.

Sandelig HErrens Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maae boe i vort Land. V. 11. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. V. 12. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed see ned af Himmelen. V. 13. Herren skal ogsaa give det gode, og vort Land skal give sin Grøde. V. 14. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og skal sætte dens Trin paa Veien.

Forberedelse.

Nu er det en behagelig Tid! Saaledes opmuntrer Apostelen Paulus sine Corinthier til at agte paa de Fordeele, Guds Naade havde forundt dem ved Evangelii Prædiken iblandt dem til deres Saliggiørelses Forarbeidelse. 2 Cor. 6, 2.

Apostelen sigter til den herlige Spaadom, Guds Aand gav a) om Kirkens blomstrende Lyksalighed i det nye Testamente under Christo, sit Hoved, der skulle endog i Hedningenes Landemærker stadfæste sin Throne, og udrække sit Naades Zepter til Folk, der vare fremmede fra Israels Borger-Ret. Denne Spaadom vil Apostelen pege paa som deels opfyldt af Christo selv, deels endnu opfyldende ved hans Apostler, der førte Forligelsens Embede, som hans Sendebud, og bebudede Fred, paa Grund af hans Forsoning, baade for dem som vare nær (Jøder) og dem som vare langt fra (Hedninger). b)

Denne Tidspunkt for Guds Kirke maatte med Føie kaldes behagelig, baade i sig selv og hensigtviis til de forbigangne Tider i Kir-

a) Es. 49, 8. b) Eph. 2, 17.

ken. Hvad kunde, eller burde være Verden et behageligere Budskab end det vor Forsoner selv og ved sine Apostler prædikede: at den Naade-Pagt, Gud havde oprettet med faldne Syndere, var nu fuldkommen sluttet og underskrevet med Jesu Korses Blod; at ikke allene det Folk, som havde Forjættelserne herom, men alle Folk paa Jorden, vare indlemmede i denne Freds-Pagt: At den Gield, den første Adam ved sit Syndefald blev skyldig paa egne og det hele menneskelige Kiøns Vegne, var af Christo, den anden Adam, fuldkommelig betalt, Haandskrifter indfriet, og som død og magtesløs naglet til Korset c): at intet stod nu tilbage for Mennesker til at kunde blive fuldkommen lyksalige, uden dette: at de i Troen modtoge saa glad et Budskab, og i den sande Helliggiørelse beviiste deres Taknemmelighed derfor. Vel var dette Naadens Ord ikke et behageligt Budskab for den i det Onde liggende Verden, og af Ondskabs Aand beherskede Folk; men dette kan ikke falde os meere underligt, end at Tyven skyer Dagens Lys, eller den Blindfødde dømmer Solen at være et mørkt Legeme. Monne ikke derfor Lyset være yndigt, og So-

c) Coll. 2, 14.

lens Skin virkeligt og nyttigt? Saaledes medbragte vist nok Evangelii Forkyndelse en behagelig Tid, skiønt Selvklogskab og Laster dømte anderledes. Thi ligesom Solen efter et stormende Uveir bliver desto angenemere i sit Skin, naar den derefter giennembryder, og en mørk Nat giør Dagen desto kiærere i sin Ankomst: saa maatte det nye Testamentes Tid billig kaldes en behagelig Tid for Kirken og Verden.

Jødeland, som Plante-Skolen for Kirken, var ikke allene forventende men og høisttrængende til denne behagelige Tids Komme. Det levitiske Aag trykkede Kirkens Lemmer; Sandheden, som skinnede ikkuns dunkel igiennem Forbillederne, der omgav Lyset som en Lygte d), blev endnu meere formørket ved Vankundighed og Vildfarelse. Billigen kaldtes den Tid behagelig, som medbragte en fuldkomnere Frihed for Samvittighederne, og ved sit salige Lys adspredte saa fælt et Mørke. Men tænke vi paa den hedenske Verden, hvor Vantroe, Laster og Ugudelighed havde bundet Mængden i det grueligste Mørke; hvor behagelig maatte ikke den Tid være, da Evangelii Naade-Soel bestraalede disse Egne, og Fredens Sendebud

d) Ps. 119, 109.

bebudede disse Dødsens Fanger Frihed og Glæde? Her opfyldtes Spaadommen e): See! Mørket skal skiule Jorden, og Dumhed Folkene, men Herren skal oprinde over dig, og hans Herlighed sees over dig; Hedningene skal vandre ved dit Lys, og Kongerne ved det Skin, som er opgangen for dig.

Skulle vi vel, M. E.! kunde forestille os saa behagelig en Tid i Kirken, uden at overbevises om dens Nytte for Staten selv, den borgerlige Velstands Fremvext og en blomstrende Lyksalighed? Erfarenhed taler her Religionens Sag: den viser dennes salige Indflydelse i vor timelige Lyksalighed. Den har stadfæstet, at de Lande, hvor Christendommen har fæstet Sæde, have udmærkende Fortrin i Sæder og Regieringsform, fremfor andre, som endnu ligge i Vantroens Mørke. Den har beviist ved retsindige Christnes Exempler, at Lyksaligheden skulle endnu være større i christne Stater, dersom Lydighed imod Religionen var almindeligere, Troe og Kierlighed overflødigere, end de, desverre! ere. Ja! ogsaa Frugtbarhed i det Naturlige skulle man da see kiendelig at tiltage,

e) Es. 60, 2. 3.

thi Forjættelsen staaer fast: Dersom I Ville lyde mig, da skulle I nyde Landets Gode f). Paa saadan Maade skulle det i en fuldkommen Forstand kunde hedde: Nu er det en behagelig Tid.

Om saadanne behagelige Tider taler Guds Aand i den anbefalede Text, som al legges til Grund for vores Betragtning i Dag. Vi

ville ved Guds Bistand tage under andægtig Overveielse de af David forestillede

Gyldne Tider.

Vi høre disse

I. herlig beskrevne,

II. hellig belovede.

Textens Forklaring.

vist er det, M. E.! til hvilken Tid David i Særdeleshed har Hensigt. Nogle Fortolkere have meent, at Psalmen i Besynderlighandlede om Messia i sin Komme, og Kirkens Lyksalighed ved samme. I dette Fald taler David i Texten om samme Tid, som Apo-

f) Es. 1, 19.

stelen i Indgangen kaldte den behagelige Tid; men andre have maaskee med lige saa stor Ret . holdet for, at David i en prophetisk Aand faae endnu længere frem i Tiden, sigtende til en sildigere Tidspunkt i Kirkens og Verdens Alder. Lidet opbyggeligt ville det blive Eder, M. E.! om jeg vilde anføre de Grunde, hvorpaa begge Meeninger ere bygte. Det hører ikke heller egentlig til vort Øiemærke. Det er imidlertid klart, at Psalmisten beskriver os Gyldne Tider.

Han giver os først en almindelig Beskrivelse herover i 10 v. Sandelig! Herrens Frelse er nær — at Ære maae boe i vort Land. Denne almindelige Lyksalighed kalder Guds Aand Herrens Frelse, fordi den ei kan tilskrives Menneskers eget Vid eller Flid allene, mindre en blot Hændelse, men kommer fra det algode Forsyn. Ophøielse kommer ikke af Øster eller Vester, ei heller af Ørken, men Gud er den som dømmer, han nedtrykker denne og ophøier hiin g). David taler om denne Lyksalighed, eller Frelse, som almindelig udbredet til alle Stænder; at Ære (Herlighed, Anseelse og en blomstren- g) Ps. 75, 7. 8.

de Lyksalighed) maae boe (ikke allene en kort Tid yttre sig, men med Varighed fæste Sæde) i vort Land (i alle Stænder) til almindelig Velstand, at andre Folkeslag maae kiende os som et besynderlig velsignet Folk, og opvækkes til, med den dybeste Ærefrygt for den Herre, fra hvem saadan Frelse er kommen, at bekiende: Denne er en Sæd, som Herren har velsignet h).

Efterat David har beskrevet os de gyldne Tider ved dette almindelige Udtryk: Ære i Landet, giver han siden i følgende Vers en nøiere Beskrivelse over disse under høie og med den østerlandske Skrive-Art passende Talemaader. Hertil hører jo unægtelig først og fornemmelig

a) At den sande Religion er herskende. Didhen synes David at sigte V. 11. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred kysse hinanden. David viser os Religionen baade i sit Væsen og Virkninger; naar det første beholdes i sin Reenhed, er det idel Miskundhed og Sandhed, og da bliver de sidste Retfærdighed og Fred. Det vilde blive for

h) Es. 61, 9.

vidtløftigt, om vi ville giennemgaae og udbrede vor Betragtning over alle Religionens Lærdomme, hver i Særdeleshed. Det er nok, vi mærke, at disse inddeeles i Troens Lærdomme og Levnets-Regler, hvilke begge under den nye Pagt (hvortil David her i Besynderlighed har Hensigt,) staae i den yndigste Overeenstemmelse, har den fuldkomneste Forbindelse med og Indflydelse paa hinanden, saa at Miskundhed og Sandhed baade i det Heele og i ethvert Stykke møder hverandre.

Ingen, Mine Venner! kunde give os saadan fuldkommen Religion til Troens Regel og Levnets Forskrift uden Gud selv; Kiød og Blod, vor egen indskrænkede og ved Synden formørkede Fornuft, kunde ikke aabenbare os den uendelige Guds herlige Væsen og naadige Villie, Derfor røbe de Religioner deres Falskhed, og betydelige Mangler i Troens og Sædernes Lærdomme, som præke Dyd uden Naade, eller Naade uden Sandhed. Jesus, den eenbaarne Søn i Faderens Skiød, vor allerhelligste Religions guddommelige Stifter, har sat begge Deele i det klareste Lys. Loven er given ved Mosen, men Naade og Sandhed (just dette staaer i Texten,) er bleven ved

Jesum Christum i). Han har lært os at kiende Gud i sit Væsen, som idel Kierlighed og Maade. Han har viist os sig selv, som Naadestolen, hvor Gud i Forsoningen har beviist sin Sandhed k), og herliggiort sin Barmhiertighed mod Syndere, til hvilken de i Troen have at vende sig paa den sande Omvendelses Vei, der begynder fra en ydmyg Bodfærdighed, og fuldendes i daglig Helliggiørelse eller Fremgang i Retfærdighed og Sandheds Hellighed l). Her møder Miskundhed og Sandhed hinanden. Naadens Ord opmuntrer og giver Kraft til Sandhed og et retskaffent Væsen; Sandhed og Retskaffenhed henter Bevæggrunde og Kraft af Naaden, og begge Deele staae i den behageligste Overeenstemmelse.

Hvor Religionens Væsen saaledes beholdes reent, der savnes heller ikke dens velgiørende Virkninger. Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre, d. e. staae i det nøieste Baand uadskillelig foreenede; thi Naadens Ord, i Troen modtaget, tilbringer Syndere en fuldkommen Retfærdighed for Gud, og denne virker den ædle Fred med ham i en god

i) Joh. 1, 17. k) 2 Cor. 1, 2o. I) Eph. 4, 21.

Samvittighed; glæder Hiertet i Betragtning af den frie Adgang til de aandelige og evige Fordeele, og giør den Troende til Retfærdigheds Tiener i en hellig Vandel m). Salige ere de Siæle, som kiende denne guddommelige Religion i sit Væsen, og erfarer den i sine Virkninger! Men just derfor skal og maae den foredrages i sin Reenhed og rette Sammenhæng, hvortil hører duelige og redelige Lærere, der baade have rigtige Indsigter og redelige Hensigter, forstaae at deele Sandheds Ord rettelig, og bevare Troens Hemmeligheder i reene Samvittigheder n).

Et Land og et Folk maae rose sig af nok saa store Fordeele i det Naturlige og Borgerlige, dersom det mangler den sande Religion, da fattes det væsentlige i Lyksaligheden. Hvad Glæde har den Blinde i Ligning med den, som har Øiets Lys til Ledsagelse, hvorved han vandrer sikker, og kan med Beqvemmelighed udrette sine Handeler? Ikke allene Hedningene ere i dette Stykke at beklage; men og de Folk, som have en forfalsket Religion, hvori visse væsentlige Grundsandheder formørkes af Vildfa- m) Rom. 5, I. C. 14, 17. 18. n) 2 Tim. 2, 15. 1 Tim. 3, 9.

relse. Kunde endskiønt nogle iblandt disse finde Livets Vei ved en rigtig Dom imellem det Sande og Falske; hvor møisommelig vandre de ikke ved at arbeide sig igiennem Tvivl og Fordomme, som Opdragelsen har givet Myndighed, og Vanen hæftet saa dybt i Sindet, at de ikke lidet vil foruroelige dem i en moden Alder, naar de med Upartiskhed ville opsøge Sandheden? Det er derfor vist, at ligesaa stort et Fortrin den har, som ved Dags Lys kan giøre sin Gierning, frem for den, som i Tusmørket arbeider, saa kiendelig er deres Fordeel, frem for hines, som fra de spædeste Aar i Kirkens Skiød kan opfødes med Evangelii reene Melk, og smage der Guds gode Ord til aandelig Styrke og Fremvext i Troe og Kierlighed.

Er det da, M. E.! en ond Tid, naar de, som undervise, enten made tie Sandhed o), eller kuns tale halv Sandhed, da er det vist en gylden Tid, naar den sande Religion hersker, og Herrens Kundskab er udbredet i et Land. Der ere Syndere uundskyldelige i deres Kundskab; thi det siges dem, hvad Herren kræver af dem, og de have de kraftigste

o) Amos 5, 13.

Raadekald til Omvendelse. Dersom jeg ikke var kommen, og havde talet til dem, da havde de ikke Synd, men nu have de ikke et Skin at aarsage deres Synd med p). Her, i den sande Kirkes Skiød, behøver ingen aandelig Hungrig at sukke forgieves om Siæle-Føde: thi Ordets Manna falder saa overflødig for enhver, som vil opsanke, at en Troende med David skal bekiende: Mit Begger flyder over q).

Psalmisten gaaer nu videre i Beskrivelsen over de gyldne Tider. Til disse hører fremdeles:

b) At Viisdom giver, og Retfærdighed beskytter, Lovene. Statens Lyksalighed, Mine Venner! hviler paa tvende Hoved-Piller: Religionen i sin Reenhed, og gode Love i deres Virksomhed. Religionen baner Vei for Lovene, og disse maae igien beskytte hiin. Sandhed, siger David v. 12, skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed see ned af Himmelen. Psalmisten

laaner her et Billede tagen af Plante-Riget, forestillende den giørlige Sandhed dvs. Dyden

p) Joh. 15, 22.

q) Psalm. 23, 5. coll. Es. 55, 1.

som en yndig Vext under en frugtbar Himmel-Egn. Og hvorvel passer dette? Dyd og Retskaffenhed kommer sandelig ikke af sig selv iblandt et Lands Indbyggere, men maae, som en kostelig Plante, opelskes ved Religionen, beskiermes ved gode Love, som ere dannede i Viisdommens Skole, efter Tidens, Folkets og Landets Beskaffenhed, men Lovene maae og giøres virksomme ved Retfærdighed, der maae ligesom see ned af Himmelen, for at kunde ved Belønning, som en opvarmende Soel, fremlokke Dyd og Flittighed, og ved Straf, som en kold Norden, standse Laster og Ondskab i sin Fremvext til den gode Sæds Skade og Undergang. Mærkelig siger David: Retfærdighed skal see ned af Himmelen; uden

Tvivl for at vise os dens høie Oprindelse og vigtige Indflydelse i Verdens Bestyrelse, at ligesom Retfærdighed og Dom er Guds Thrones Befæstelse r), saa maae denne ogsaa stadfæste Fyrsternes Regimente. Hos Herren er Retfærdighed en uforanderlig Egenskab i det Heeles Bestyrelse; men den nærmeste Himmel, af Hvilken Retfærdighed maae see ned, er de Mægtiges Throner, hvor disse, som

r) Psalm. 89, 15.

den usynlige Guds synlige Billeder, sidde, for at bære Sverdet til Dydens Trøst og Lasternes Skræk s).

Uordentlig gaaer det til, naar hver Mand giør, hvad ham godt synes t); og Billighed fornærmes, hvor ildetænkende Fyrster forvalte det Almindelige. Det første føder Forstyrrelse og det sidste Fortrykkelse. Det bliver derfor en uskatteerlig Velgierning, naar Gud velsigner et Land med retsindige Regenters som i

Religionens Skole ere dannede til sande Menneskevenner, oplyste om deres Pligter mod Gud og Folket, afpasse Lovene ikke efter uordentlige Begierligheders daarlige Regel, men i Hensigt til det Heeles Beste, og med en ubøjelig Retfærdighed vedligeholde dem i deres Kraft, at

Retfærdighed kan gaae frem for deres Ansigt, og efterlade sine ærværdige Spor i Landet, til Folkets Lyksalighed v. 14. En viis Konge adspreder de Ugudelige og lader føre Hiulet over dem u).

Under saadanne Regentere kan Sandhed s) Rom. 13, 4. t) Dom. 6, 17. 6. u) Ordspr. 20, 26.

Lovenes Skyts. Sædernes Opsynsmand tør uden Skye ivre imod Laster og Misbrug, redelige Patrioter tale Sandhed til Sædernes og Tænkemaadens Forbedring. Hykleren kan ikke længe holde sig skiult; og Ondskab bliver som et utidigt Foster, der ikke har seet Solen v). Saadant et Folk bliver da ikke allene lykkeligt i sig selv; men ogsaa ærværdigt for andre Nationer, som vil holde sig det for en Lykke at have dets Venskab. See en David og Salomo paa Israels Throne! strax kappes Naboerne om at begiære Freds-Pagt med dette Folk, som i Religion, Konster, Handel, Vælde og Rigdom bragte sin Anseelse til en sielden Høide. Ja! et langtfraliggende Land vidste at tale herom, og dets mægtige Beherskerinde lod sig ikke af Reisens Besværlighed afholde fra selv at kunde betragte og beundre dette Folks Lyksalighed z).

Saaledes har da Psalmisten beskrevet os gyldne Tider, da Naade og Sandhed lyser i Kirken, Viisdom og Retfærdighed beklæder Thronen. Men endnu har han et vigtigt Stykke tilbage, som hører til et Lands Lyksalighed:

v) Psal. 58, 9. z) 1 Kong. 10.

c) At Velstand og Frugtbarhed blomstrer i Landet. Herren, synger David, skal give det Gode. Ligegyldigt bliver det, om vi tage det Gode, som her staaer, hensigtsviis til det foregaaende, da det kan oversættes: (grt.) Herren skal give dette Gode, nemlig: den sande Religion og et viis Regimente; eller ogsaa vi forklare det om alt Godt i Almindelighed. Det synes ellers ikke ugrundet, da David forbinder denne Sætning med følgende: Landet skal give sin Grøde; at her sigtes til den Forjættelse, Herren gav sit Folk æ): Herren skal lade blive dig tilovers, dig til gode, af dit Livs Frugt og af dit Fæes Frugt og af dit Lands Frugt. Herren skal oplade for dig sit gode Liggendefæe, nemlig Himmelen, og give dit Land Regn i sin Tid, og at velsigne al din Haands Gierning, og du skal laane mange Folk, og ikke tage til Laans. Her loves jo en blomstrende Lyksalighed, og beskrives os en almindelig Velstand og gyldne Tider for et Land.

Naar Indbyggernes Antal, der er Regentens Ære ø) og Landets Styrke aa), for-

æ) 5 Mos. 28, 11. 12. ø) Ords. 14, 28. aa) Ps. 127, 5.

meeres — naar Næringsmidlerne blive mange og lette ved Havets Velsignelser, Creaturernes Mængde og Markfrugternes Overflødighed — naar nyttige Forsøg lykkes til det almindelige Beste — naar Handel og Vindskibelighed tilbringer Landet og Staten Rigdomme, at den ikke allene kan bestride sine Udgifter, uden at betynge Indbyggerne med trykkende Skatter, men endog giøre andre Nationer til sine Skyldnere — Hvad feiler da ydermeere i et Lands Velstand og borgerlige Lyksalighed? I saadan et Land maae man sige, som Peder paa Forklarelsens Bierg sagde: Herre! her er godt at være!

Men, Mine Venner! monne disse gyldne Tider allene være et Foster af en levende Indbildningskraft, eller kuns at anses som et smukt Digt? Intet mindre; Thi som de ere af Guds Aand herlig beskrevne, saa ere de ogsaa

II. Hellig belovede, som en Naades Forjættelse, a) med en fuldkommen Vished i Henseende til Gud. Derfor begynder Psalmisten Beskrivelsen over den lyksalige Tid, han i Aanden forudsaae, med den dyreste Eed: Sandelig Herrens Frelse er nær.

Vi maae her sige med Apostelen i en anden Henseende: Da Gud vilde vise sit Raads Uforanderlighed, satte han en Eed derimellem bb). Desforuden er det mærkeligt, at den ganske Forjættelse anføres i den forbigangne, i Steden for den tilkommende Tid, for at vise os Visheden i disse Naadelofter, hvilke egentlig i Guds Aands Sprog lyde som opfyldte: Miskundhed og Sandhed har Mødt hverandre o. s. v.

Ingen større Vished kan haves, end denne; thi vi have her ikke at giøre med afmægtige og ustadige Mennesker, men med den almægtige, naadige og sanddrue Gud, som holder Love evindelig cc). Alle Guds Egenskaber ere os Borgen for, at hans Naadeløfter ikke skal blive uopfyldte. Hans faderlige Hiertelav, viist os i hans eenbaarne Søns Opofrelse til vores Frelse, lader os ikke tvivle paa hans Kierlighed i det øvrige til vores Beste. Sparede han ikke sin egen Søn; men gav ham hen for os alle, skulle han ikke ogsaa skiænke os alle Ting naadelig med ham? dd) Guds kiærligste Villie er ikke indskrænket inden

bb) Ebr. 6, 17. cc) Psalm. 146, 8.

dd) Rom. 8, 32.

ville Grændser; men hans ævige Viisdom og Almagt sætter ham til alle Tider i Stand til at udføre sine Beslutninger med den fuldkomneste Frihed. Vor Gud er i Himmelen, han giør alt hvad ham behager ee) Hans Sandhed og Retfærdighed forsikrer enhver Troende, at ikke et af Guds gode Ord, som han har talet over den, skal falde paa Jorden, men i alle Stykker vise sig at være Ja og Amen i Christo. Paa Guds Side staaer da intet tilbage, at jo de gyldne Tider skal komme; men vi maa mærke, at de loves

b) under hellige Vilkaar, i henseende til os. Sandelig synger David, Herrens Frelse er nær hos dem, som ham frygte. Disse kalder Psalmisten i det foregaaende

Vers Guds Folk og hans Hellige til hvilke han vil tale Fred. En sand Gudsfrygt er Veien til Lyksalighed. Troen modtager Guds Forjettelser, Kiærlighed udøver hans Befalninger. Dette er hans Bud, at vi skal troe paa hans Søns Jesu Christi Navn og elske hverandre ff). Under dette Vilkaar lover Herren os Gyldne Tider. Saa sagde Herren vor Gienløser, Israels Hel-

ee) Psalm. 115' 3. ff) 1 Joh. 3, 23.

lige: Jeg er Herren din Gud, som lærer dig hvad nytteligt er, som fører dig paa Veien du skal gaae paa. Gid du vilde lyde mine Bud, da skulle din Fred være som Floden og din Retfærdighed som Havets Bølger. Din Sæd skulle være som Sand og dit Livs Afkom som Steene derudi, hvis Navne skal ikke udrøddes fra at være for mit Ansigt. gg).

Under andre Betingelser, eller uden dette Vilkaar, kunde Herren ikke, i Følge sin Retfærdighed, love Mennesker gyldne Tider, ligesaalidet som de paa anden Maade kunde være tient med dem. Gud kan ikke nægte sig selv; Han maae yttre sin retfærdige Mishag i Religionens Foragt ved at bortflytte Lyset fra et uskiønsomt Folk, og give sit Riges gode til andre, som vil bære dets Frugter hh). Han maae straffe et Folks Utaknemmelighed mod gode Regentere ved at give det Behærskere i Vrede. Han maae hjemsøge sine timelige Gavers Misbrug, eller Ringeagtelse, ved at lade Havet fortørres, Træerne vansmægte, ii). Qvæget sukke og Sæde Kor-

gg) Es. 48, 17. 18. 19. hh) Matth. 21, 43.

ii) Nahum 1, 4.

nene raadne under deres Jordklimper kk) Men lad os end sætte. M. E! at Gud vilde give et fordærvet Folk bestandig Lykke og frugtbare Tider. Skulle ikke dets Synde-Sikkerhed blive større, dets Frekhed kiendeligere derved? Og hvad blev da Følgen omsider deraf? Flere Sieles Forførelse og Forargelse, og en desto haardere Dom for Overtræderne — Heraf see vi, at den Betingelse, under hvilken Herren lover gyldne Tider, er den billigste og fornødneste, at vi skulle frygte ham med en sønlig Lydighed, altid i Ydmyghed erkiende hans Fader-Ret; med Troeskab og Taknemmelighed behandle hans Gaver, i det Aandelige, og Legemlige. Thi da skal Herren byde Velsignelsen at være i vore Lader og alt det, vi udrekke vor Haand til ll).

Festens Hensigt, Elskeligste Tilhørere! som vi i Dag helligholde, er Eder allerede afvigte Søndag bleven bekiendtgiort, da I tillige ble- kk) Joel 1, 17. 18. ll) 5 Mos. B. 28, 8.

ve opmuntrede at møde med ydmyge og taknemmelige Hierter for Guds store Velgierninger imod Kongen og Landet — I erindre vel, at jeg tilforn, da vi med Glæde bar vore Neger, og indsamlede Velsignelsen af Ageren i vore Lader, har forelagt Eder de Pligter, samme paalegger os, at vi med Mund og Hierte prise Herren, og anvende hans Gaver paa en ham velbehagelig Maade.

Det er denne Foræring vor allernaadigste Konge ved Festens Anordning giør til os og alle sine kiere Undersaatter, at vi med Ham ofre Lysenes Fader, fra hvem al god Gave kommer heroven ned, vores oprigtige Taksigelse for alle Ting i vor Herres Jesu Christi Navn; og med Alvorlighed beslutte os at tiene Herren.

Derved kunne vi med Vished forsikre os Velsignelse i vore Handeler, Varighed i vore Fordele: Religionens Sandhed iblant os, en naadig Regiering over os, Lande Plagers Afvendelse fra os, Fred omkring os, og Føde for os til Ophold og Vederqvægelse Ja! hvad endnu maatte fattes hos os i gyldne

Tider, skal da Herren efter sin Herligheds Riigdom opfylde ved sin Velsignelse til Landets Faders vise og kierlige Anstalter, at de Byrder, som endnu trykke os, maae vorde hævede og Ære boe i vort Land,

Amen!

✂

Davids Bøn og Tanker

om

et Lands Lyksalighed,

betragtet paa

de Danskes

Bede- og Takkefest den 1 December 1773.

og forestillet

over

Psalmen den 85. v. 10. seqv.

M. Johan Arnd Dyssel.

Sogne-Præst til Sandbye i Lolland.

Kiøbenhavn, 1774.

Trykt udi det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved F. C. Godiche, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Deres

Høy-Grevelige Excellence!

Høy Velbaarne Herre,

Herr

Echard Cristopher

von Knuth,

Greve

til Grevskabet

Knuthenborg,

Ridder,

Deres Kongelige Majestæts

høystbetroede

Geheime-Conference Raad,

Kammer-Herre, Stifts-Befalingsmand over Siellands Stift, Tilforordned i Høyeste-Ret, & c. & c.

4
5

Raadigste Herre! At tilskrive Deres Høy-Grevelige Excellence en eenfoldig Landsbye-Prædiken, vil maaske af de fleste ansees som en Formastelse. Det var det og i sig selv, hvis jeg ikke havde den Lykke desto bedre at kiende Deres Høy-Grevelige Excellences ædelmodige Tænkemaade, der antager og ynder Guds Ord og Sandheden, uden at see til Talerens Vilkaar; enten han er henkastet i en Afkrog, eller han er sat paa de høyeste Lærestole. Jeg veed og meget vel, at Deres Høy-Grevelige Excellence har hørt og

læst over samme Text, de Talere, med hvilke jeg ikke agter at maale mig. Jeg har heller ikke havt i Sinde at skrive til Kap med nogen. Min Hensigt har været langt renere og vigtigere, nemlig at kundgiøre Sandheder, og saadanne Sandheder, som efter Textens Anledning og i Overeensstemmelse med Festens Øyemed, passede sig paa vort Fæderneland; thi hvor kan jeg dølge, at mit Hierte ved at tale over Ordene, og om et andet Folk, jo var henvendt til mit eget Folk. Jeg talede som en Dansk, til og for Danske; og jeg tænker, at dersom Folkets rette Tilstand, samt Nationens Tænkemaade skal kundgiøres i sin naturlige Gestalt, da maa det flere fra Landsbyerne. Talerne inden for Voldene kiende, maaske den saa kaldede store Verden, men neppe den store Almue, som den vigtigste og nærende Deel af Stats Le-

gemet. De maae beqvemme sig efter den Cirkel, der indslutter dem. De hindres endog ved en Veltalenhed, og en Stiil, der skal rettes efter Tilhørerne; en Tvang, der ofte staaer i Veyen for Sandheden. Landsbyesproget er ukunstlet, eenfoldigt, men tydeligt. En Hyrde fordum (Alibey) siger hin Persiske Monarch (Schach Abas) de Ting, som han aldrig fik at vide af den smigrende Flok der beleyrer ham. Det er oftest et Lands Ulykke, at det bliver Lands Faderen forestillet alt for lykkelig. Han ønsker, og glædes ved dets Lyksalighed, ingen vil forstyrre hans Glæde, ved at sige det Sande.

Den der skulde kiende hele Folkets Tilstand, maatte lære det baade i Stæderne og i Landsbyerne, baade hos Borgeren og hos Bonden; thi den glim-

rende Stand kom her ikke i Betragtning, den udgiør ikke Landets Væsen. Og hvo har heri dybere Indsigt, end Deres Høy-Grevelige Excellence? Deres høye Embede i dette vigtige Stift, har i mange Aar giort Dem Borgerne bekiendt, og Deres eget Grevskabs vidtløftige Godser, viser dem Bondens Tilstand. Hvo kan derfor bedre bedømme min Tale? og hvo har dertil bedre Hierte, end

Deres Høy-Grevelige Excellence.

Naar andre i den høye Stand har steget og faldet med lige Hastighed; naar en tumlende Hvirvel af en blind Lykke, eller andre skiulte, ofte slette Aarsager, har kastet hundrede ind og ud af Ærens Tempel, da har Deres Høy-Grevelige Excellence staaet uryggelig, som en Echard, en

fast Hiørnesteen. (*) Deres Ophøyelse er skeet ved stadige Skridt, og derfor været bestandig. Der er den Bestandighed i Deres høye Embede, der viser i Deres Excellence den oprigtige, den forsigtige, uegennyttige og troe Kongens Mand, som alle beundrer.

Mine Ord ere allene en Gienlyd af alles Ord; og Hyklerie er saa langt

fra mit Væsen, at jeg først vilde udslette hvad jeg har skrevet, om jeg ikke vidste at det er Sandhed, og at enhver, endog Avinds Manden, maa tænke det samme, som jeg. Det kunde her synes en beqvem Leylighed at udbrede Deres Høy-Grevelige Exellences

Fortienester, og min underdanigste Erkiendtlighed for store beviiste Velgierninger. Men da Pennen dertil er

(*) Nornen Echardus vel Eckardus Germanicæ eft originis ab Eck & hart. Teft. M. Casparo Sagitario in Exercitatione histonc. de Echardo, I. Duce Misniæ, edita Jenæ CICICCLXXY.

for svag, og jeg veed at Deres Høy-Grevelige Excellence har en Afskye for lange, endskiønt fortjente Lovtaler, saa anseer jeg det for et ufuldkommen Middel til at vise det skiønsomme Hierte, hvorom mit hele Liv skal vidne, ved at henleve i dybeste Underdanighed

Deres

Høy-Grevelige Excellences

Høy Velbaarne

Hr. Geheime Conference-Raad! naadigste Herres Sandbye, d. 1 Jan. 1774. underdanigste Tiener og Forbeder Johan Arnd Dyssel.

A & Ω

Andægtige Tilhørere!

Det et en merkelig Talemaade Psalmisten David bruger, naar han nedlægger sit Folkes almindelige Nød for Gud, og beder om Hielp deri. Han siger i det 7 v. af den 85 Psalme, strax for vores anordnede Text: HErre! Vil du ikke giøre

os levende igien, at dit Folk maa

glæde sig i dig. Baade David selv, og de han beder for, vare endnu i Live; Altsaa sigter han ikke til Guds levendegiørende Kraft i Opstandelsen, naar han vil giøre de virkelig Døde levende; men han udbeder sig og sit Folk Guds

Hielp, Trøst og Vederqvægelse i deres slette Tilstand, og har derfor Lutherus ogsaa oversat Ordene saaledes: HErre! vil du ikke vederqvæge os & c. David fremsætter sit Begreb om Folkets slette Tilstand, i en Lignelse der udtrykker en almindelig og fast hielpeløs Tilstand; som naar et Menneske ligger i en farlig Sygdom, der har udtæret alle hans Kræfter; han har vel endnu Livs Aande, men saare liden; Synet mat, Stemmen svag, Hovedet tung, Lemmerne magtesløse. Sindet nedstaget, Mod, Lyst, Fornøyelse, Munterhed, alting borte, ja næsten hele Livet borte. Under saadan en Lignelse udtrykker David sit Folkes ynkelige Tilstand. Lignelsen er og overmaade bequem. Et Lands Tilstand (gid vi ikke erfare det) kan ved almindelig Nød, blive som et halv død Menneskes.

Naar almindelig Trang, Misvext, Hungers Nød, Brødmangel, Pengemangel, Landeplager tilslaaes; naar Uorden, svære Byrder, store Paalæg, langvarige Skatter, idelige Udgifter trykke, o! hvor svagt bliver da Stats Legemet! Folket bliver som død, uden Liv og Fyrighed. Modet falder, Handelen standser; den flittige Stræbsomhed forvandles til en død Dorskhed; Bonden gaaer grædende efter Ploven, naar al hans Sverd ikke bringer ham det tørre

Brød; Borgeren gaaer med et hængende Hoved, naar hans Hænders Arbeyde ikke kan ernære hans smaa Børn; de høyere Stænder gaae med sørgende og suure Ansigter, naar her sees ingen Udveye til anstændig Levebrød; den hele Nation bliver forsagt, raadvild, tungsindet, ja vel fortvivlet, ingensteds er Munterhed, Lyst, Liv og Glæde; alting er dødt.

Saaledes forestiller David sig Folkets Elendighed; han føler selv Følgerne deraf, og

derfor beder: HErre! giør os levende igien. Sandelig, hvor et Folk er saa ilde deran, der er Tilstanden ynkværdig! men, saasnart her vaagner en Gnist af Haab, og en Naades Straale fra den hielpende Himmel frembryder, da oplives den Halvdøde. En Lindring i Smerterne styrker den Syge, Lindring giver Haab, Haabet giver Kræfter, letter Sindet og opklarer de Mørke Plager. Den Syge tænker nu anderledes, hans Bøn bliver understøttet af Tillid; han kalder paa Gud, som sin Fader; han stiger fra Paakaldelse til Taksigelse; han kysser paa Riset, hvormed han er tugtet; han udstrækker den svage Haand med mere Dristighed, for at tage imod mere Hielp. Han takker alt i Forveyen; thi Haabet forvisser ham om fuldkommen Bedring.

Samme Virkning har Haabet hos et halv død Folk. Naar Gud i nogle Stykker lader et Folk skue sin Hielp og Frelse, da er det, som naar Foraars Solen bestraaler de frosne Lande efter en haard Vinter; alting grønnes, eller efter Christi Lignelse, Luc. 21. naar Træerne skyde Knupper, da merkes at Sommeren er nær. Haabet om bedre Tider opliver hver Mand: Folket opløfter Hovedet; det merker at Forløsningen stunder til; det glæder sig i Handel; det takker den Almægtige i Forveyen. Alt dette, som Haabets Virkning, indbefatter David i sit Ønske, at HErren vilde giøre dem levende igien, at de kunde glæde sig i ham.

Disse Betragtninger, mine Elskelige! skal lægge Grunden til vor Andagt i Dag; Disse skulle opmuntre vor Bøn, og oplive vor Taksigelse til Himlen paa denne vor Bede- og Takkefest. Vi have i endeel Aaringer følet Misvext, Qvægdød og mange deraf flydende Elendigheder. Den Fattige har grædet, og hver Mand har været bekymret for det daglige Brød; vore Hierter have været Mistrøstige; vor Sind beklemt; hele Landet har sørget; vi have været, som et halvdød Folk. Men Himlen være priset! den opklares; en bedre Høst end de forrige; Kvægsygdommens Standselse har givet Haab. Og

Hvad der fattes os til at see lyksaligere Tider i Møde, det forsikres vi om, ved vor Allernaadigste Konges Befaling og Opmuntring til denne høytidelige Fest. Han har, som en David, seet sit Folkes Nød med ynksomme Øyne. Han seer nu, fra Regieringens Helligdom, flere Haabs Straaler end vi andre. Han trøster os med sit Haab. Han selv takker Himlen, og opmuntrer os til det samme. Han har, for al understytte vor Andagt, aabnet, saa: nær som han kunde, sine Tanker for os, ved at give os Davids Tanker til Overveyelse, i vor foresatte Text. Samme ville vi i Guds Navn nærmere tage i Betragtning, og vil jeg deraf stræbe at forestille:

Davids Bøn og Tanker om et Lands Lyksalighed.

Andægtige Tilhørere! det er ikke optegnet, ved hvad Anledning David har opsat denne Psalme; og forgieves spørge vi Fortolkerne til Raad; deres Meninger ere stridige, og selv ere de paastaaende, enhver paa sin Mening. Nogle har anseet denne Psalme, som en Spaadom om Israels Befrielse fra det Babyloniske

Fængsel, hvori de endnu ikke vare komne; andre have end paastaaet, at det var en Nyeaars Sang. Atter andre, som vil give alle Ting i Skriften en aandelig Forstand, have fortolket Psalmen om Messia, og hans Riges blomstrende Tilstand, saa at HErrens Frelse, som var nær, skulde betyde Christi Ankomst, og at der i hans Rige skulde hærske Miskundhed og Sandhed, Fred og Retfærdighed. Men! hvorfor skal vi forlade den tydelige bogstavelige Mening; og hvo giver os Tilladelse at hendrage alting efter vor eget Indfald? en fornuftig Randsagning efter Ordenes rette Sammenhæng giver den beste og retteste Forklaring.

Vi see tydelig, at Psalmen er opsat i Betragtning af Landets almindelige Nød og dets slette Tilstand paa den Tid. Det foregaaende, især v. 6. 7. 8, viser det klarligen. Altsaa er det rimelig, at David har opsat den, enten sidst i Sauls Tid, da Riget var ligesaa uordentlig og forvildet, som Saul selv; eller ogsaa i Davids egne første Regierings Aar, da han fandt endnu alting i Uorden; ingen ret Rolighed i Landet, ingen Velstand iblant Folket; Rigers Tilstand var saa slet, og dets indvortes Kræfter saa svage, at han ligner det i det 7de Vers, som vi har hørt, ved et halvdød Menneske.

Saadan almindelig Nød gaaer David til Hierte; han var en Konge, vigtigste Navn! en Konge! en Lands Fader! kan en retskaffen Huus Fader have saa store Bekymringer for sit Huses Velgaaende, hvor maa da en retskaffen Konges Bekymringer være uendelig udstrakte. Et heel Riges, Millioners Velfærd ligger ham paa Hierte, ja paa Samvittighed. David sørger over sit Folkes Nød, han ønsker dets Lyksalighed.

Vi maae ikke i vor Betragtning ansee David blot i sit Purpur, blot paa sin Throne, blot i Kongelig Pragt, enten omringet af sine Chreti og Pleti, eller midt i sit Synge-Chor med en Harpe i Haanden. Ney! alt det maa afsondres fra ham; vi maae i Tankerne føre ham ud og af denne udvortes Glimmer; vi maae see ham saa nøye, som vi kan, ind i Hiertet; der finde vi Kongen, den rette Lands-Fader, den sande Menneskeven, som føler sit Folkes Nød, og ønsker dets Lyksalighed; men han lader det ikke blive ved blotte Ønsker og Ynksomhed; han søger deres Lyksalighed hos Gud. Han griber til Bønnen, som en aandelig Samtale og Raadførelse med Gud. Jeg maa høre hvad HErren taler, siger han i det 9de Vers, og midt i Bønnen finder han en til-

forladende Tillid til Guds Hielp. HErren skal tale Fred til sit Folk, heder det i samme Vers. Her er Haab! vil han sige, mit Hierte tilsiger mig det. Gud har i Bønnen forsikret mig derom.

Her viser David en ret høy Siel, en Kongeværdig Siel; en Siel der er ringe for Gud, men stor i Modgang; en Siel der er om i Folkets Nød, men stærk i Haab om Frelse. David griber Sagen an paa den rette Maade; saadan som enhver Fornuftig og Troende bør tage sig sin Nød til Hierte. Først ved Bøn at indflye til Gud om Hielp og Frelse, og dernæst at fatte Mod og Forstand, til at gaae sine Viderværdigheder i Møde, og med en rolig Taalmodighed at gaae dem igiennem.

O! hvor saare faa saadanne store og høye Siele ere der til; det mindste Tal Siele opnaae den Høyde, som de kunde naae, de flestes ere feyge og krybende i Modgangs Tid, og ligesaa stolte og letsindige som de have været i Lykken, saa nedrige og fortvivlende blive de i Ulykken; den sande Guds Frygt og Tillid til Gud fattes dem. Og deraf kommer de mange Vildfarelser, hvortil de fleste falde i deres Nød. Nu falder en mørk Siel til den yderste Grad af Fortvivlelse, Sværd og Strikke skal ende hans Plage. Nu falder en kielen Siel til Tankernes Adspre-

delse, Vellyst, Selskab, Leeg, Spil, Daarligheder, omvexlende Fornøyelser skal jage Bekymringerne bort. Saul tænker at staae Grillerne bort ved Harpe-Leeg, han har Tienere, der raade ham dertil. Nu falder en gierrig Siel til de uretfærdigste Midler, List, Bedragerie, Voldsomhed, Udsuelser skal redde ham. Nu falder en dorsk Siel til en Følesløshed, han tænker ikke engang paa sin Nød, han lader det gaae saa langt og saa galt som det kan; tænker han, da er det som et blot Creatur tænker, allene paa sig selv og det nærværende, uden at bekymre sig for andre og vedkommende; ligesom den slette Styrmand, der i paakommende Havs Nød, drager Baaden til sig, for at springe selv deri, og at redde sig selv allene, men giver Skibet med Folk og Gods de rasende Bølger, eller den blinde Lykke til Priis. Ingen af disse daarlige Tanker falder David til. Ney! han tænker som en Troende, han tænker som en fornuftig bør at tænke; Troen til Guds uendelige Naade styrker hans Haab. HErre!

du har før omvendt Israels Fængsel.

v. 1. du kan giøre det samme endnu, du vil og; thi du vil jo ikke være vred evindelig, v. 6. Fornuften kommer Troen til Hielp, den lærer ham at tænke Sagen klogelig efter. Her skal Hielp

til Guds Hielp. Han formaaer vel alting selv, det er sandt, men han vil og, at vi selv skal giøre noget med, intet forsømme paa vor Side, i det mindste see til, at kiende og rette det, der kan have forvoldet vor Ulykke; thi ofte, og maaskee oftest smidde vi selv vore Ulykker ved uforsigtig og daarlig Levemaade. Saaledes tænker og David videre, maaskee vi selv have været, og ere Aarsag til vor Elendighed; han søger i sine Tanker efter Kilden, til Landets almindelige Nød, Trang, Armod, Foragt, Misfornøyelse, slette og døde Tilstand; han finder den vigtig! den var i Folkets Daarlighed; thi det er derfor han beder i det 9de Vers, at Folket ikke maatte omvendes til Daarlighed, eller forfalde igien til Daarlighed.

Ved Daarlighed forstaaes (endogsaa efter Skriftens, Talemaade) ikke alleneste Synder, overhaandtagende Ondskab, himmelraabende Forbrydelser, saasom fordum i Israel, da Folket offentlig forfalt til Afguderie, til Guds Ords og Tieneres Foragt, da Retfærdighed var uddøet, Retten aldrig pleyet, og enhver handlede som han lystede; den Ringe blev undertrykket, og den Fattige udsuet; Men Daarlighed bemerker ogsaa virkelig Taabelighed, Dorskhed, Forfængelighed, Ladhed og alle deres Følger.

Disse Feyl har David indseet; han maatte som en klog Regent indsee dem, thi Han kiendte Landet fra Ende til Ende, og vidste Vers rette indvortes Beskaffenhed og Huusholding; han havde en Afskye for det forkerte Væsen, og derfor beder, som sagt, at Folket ikke maatte forfalde igien til Daarlighed: Denne anseer han som Kilden til Landets Ulykke, og vil ligesom sige, ja virkelig siger: Alting har i lang Tid været Daarlighed iblant os; ingen Orden, ingen Roelighed iblant Folket. Vi har hindret os i vor Lyksalighed: Himlen beskyldes, men vi ere selv Skyld i vor Ulykke. Vore Huusholdinger have været daarlige og vor Levemaade daarlig; vi have ikke brugt HErrens Velsignelser, eller benyttet os af Naturens Gaver, som vi burde; vi have forødet offentlig og hemmelig Himlens Gode; vor Jord har ikke baaret sin Grøde, den er ikke ordentlig behandlet; vi have ikke een i Landet, der ret kan giøre et Plovjern, 1 Sam. 13, 20. Vi kan ikke selv giøre vore Vaaben, det er Philisternes Kunstgreb, og vor egen Taabelighed, ibid. Vi har forsømt vor Handel, de Sidonier, Phoenicier og flere har trukket os op; vi har ikke sparet til paakommende Tilfælde, intet samlet og oplagt til det Almindelige Beste, ikke tænkt paa Forraads og Skatkammere; Haandverker og

andre Nærings Midler ere forsømte, hver Mand forarmet: og i alt dette har Yppighed og Pragt indsneget sig og steget til den Høyde, at man klæder sig stadselig i Skarlagen, og sætter Prydelse af Guld paa Klæderne; 2 Sam. 1, 24. thi saaledes var virkelig det Jødiske Lands Tilstand paa de Tider, baade i Sauls Dage og

i Davids første Regierings Tid, især i de første 7 Aar, indtil han fik Israel foreenet med Juda:

2 Sam. 5. Siden den Tid da finde vi, hvor alvorlig han tog sig af sine Landes Bestyrelse, hvor viiselig han indrettede sin Hofstat, hvor retfærdig han handthævede Politievæsenet, hvor ordentlig han indrettede sin Krigshær, sit Rentekammer og Cancellie. 2 Sam. 20. conf. 1 Chrøn. 18. og 27. Han udvidede sin Handel, anlagde Havne og Søestæder, bygde Skibe, som gik til Ophir og Tharsis. Han drev mange nyttige Verker i Landet, saasom Jerngruber, Saugbrug, Tømmerhugst, Teglovne, 2 Sam. 12, 31. Efter en af Kirkefædrenes Fortælling (*), havde han Bergverker i Ophir, som gav en Mængde Guld. Nyttige Forbund giorde han med angrændsende Konger. Duelige Konstnere trækkede Han ind i Landet; endog de Ting, som den Letsindige vilde agte for smaae Ting for en Konge, an-

(*) Eusebius præp. Evang. Lib. 9.

saae David for vigtige Ting. Han satte dygtige og forstandige Mænd til at have Opsigt med Agerdyrkningen, Viingaarde, Træers Plantning, Stutterier, Qvæg: og Faare-Avl. 1 Chrøn. 27, 26. seqv.

Kort sagt: David, som en stor Konge og Huusholdere, lod det ikke blive derved, at han blot bad og ønskede Got for sit Folk, men stræbte selv af mueligste Kræfter at befordre sit Folkes sande Lyksalighed, saa at naar David her i Psalmen beklager Landets slette Tilstand, saa har han tillige i Haabet seet, at de forfaldne Sager endnu ved Guds Hielp og en fornuftig Regiering kunde oprettes.

Dette Haab giør ham frimodig; han seer igiennem alle sorte Skyer en Straale af Bønhørelse til hans Lands Lyksalighed. Han glædes, ligesom naar det tykke Uveyr opklares for de Seylende, da glæder den sig der staaer ved Roeret, han faaer selv nye Kræfter og setter Mod i det nedslagne Mandskab; ved et Blik af Solen tager han Høyden, han seer hvor han er og hvad Kours han skal tage. Glæden udbreder sig inden Skibsborde; hurtig løber hver til sin Post, det døde Væsen forsvinder, Haabet sætter dem agerede i Sikkerhed.

Saaledes har Davids Hierte været fuld af Haab og Forsikring om HErrens Frelse til Landets Lyksalighed, naar han udbryder i vor Textes Ord: Sandelig, HErrens Frelse er nær. Alting kan endnu blive got, HErren kan og vil hielpe; vort Mod skal ikke falde, men tvertimod ophøyes. Sandelig, HErrens Frelse er nær; Lad os haabe! men med en hellig Frygt; thi ellers kan vort Haab blive, som den Ugudeliges, et Spindelvæv; derfor lægger han dette til: HErrens Frelse er nær hos alle dem, der friste ham. Her er den rette Grund til et Lands Lyksalighed! Vore Daarligheder maae aflegges, vore Uordener, Vildheder, Pligters Forsømmelser eller lunkne Behandlinger, vore Udskeyelser i Levemanden, forkeerte Huusholdinger, Voldsomheder, Udsuelser, Partiskheder, Lovenes Foragt, Ødselheder, alle slige og flere Landfordervelige Laster maae udryddes; den sande Guds Frygt, og dens Følger, som ere sande Dyder, maae indføres, handthæves, elskes, agtes og vedligeholdes. Før bliver et Land aldrig i Evighed lyksaligt; thi ligesaa lidet som enhver enkelt Person kan blive lyksalig uden Dyd og Gudsfrygt; (den Lastefulde bliver det aldrig,) ligesaa lidet kan et heelt Folk tænke til at blive lyksaligt uden Guds Frygt. HErrens Frelse er

nær hos alle dem, som frygte ham. Saaledes tænker en David.

Og naar han nu har viist Grunden til et Folkes Velfærd, saa viser han det værdige Begreb og de Tanker, som han giør sig om en almindelig Lyksalighed, hvori den bestaaer. Og det er det Merkeligste i hans hele Bøn. Han setter den ikke i store og for Verden glimrende Ting; han ønsker ikke: Lad os Undertrykke vore Naboer, lad os erobre mange Lande, lad Rigdom flyde til os som Strømme, at vi kunde leve hver Dag herligen og i Glæde. Ney! han setter et Lands Lyksalighed allene i Gudsfrygts og Dydens jevne Følger; et got Navn og Rygte; indbyrdes Eenighed; et roeligt og redeligt Levnet; Rettens gode Pleye; offentlig Landefred; det daglige Brød og Udkomme. Dette er efter Davids Tanker nok til et Lands Lyksalighed, og disse Ting udtrykker han i følgende Ord; først

beder han, at Ære maae boe i Landet.

Ingen tænke at Stoltheds Aand udtrykker dette Ønske. Ney! David taler som en Konge, han tænker som en Konge bør tænke, der vil have Ære af sin Regiering. Folkets Ære er hans Ære. Det er sandelig en større Ulykke for et Land, end man strax tænker, naar en Nation har mistet sin Ære, naar man offent-

lig tør sige, at et Folk er til Skam blant andre. Det var ulykkelige Tider, da der fordum hedde: Æren er viget fra Israel.

Enhver enkelt Persons Ære bestaaer i den gode Tanke og Dom, som andre fælde over ham, og i den Høyagtelse, som hans Dyd og Fortieneste tilveyebringer ham. Ligeledes har det sig med et heel Lands Ære. Naar her ellers i Texten ønskes, at Ære maa boe i Landet, saa giør David med det samme en nedtrykkende Tilstaaelse og vil ligesom sige: Vor Lands Ære er paa nogen Tid viget bort; den er blevet Landflygtig. Ingen har havt nogen ret Høyagtelse for os, eller giort sig nogen høy Tanke mere om Israels Land; vi har tabt vor gamle Agt og Anseelse; vi ere blevne som en Spot for vore Fiender; enhver angrændsende lille Naboe, en Jebusit, en Amorit, en Moabit, en Philister har turdet trodse os, true os, anfalde os og foreskrive os Love. Hvor er vor gamle Ære? Vi ere vel Guds eget Folk, og alle har kundet see, hvor Gud har især taget sig os an; men nu tænkes ikke saa om os. Vi har været, men ere nu ikke mere, et stort Folk; en ynkværdig Tilstaaelse! Det hielper ikke meget, at et Menneske vil broute af sexten berømmelige Forfadre, naar han selv er og giør sig foragtet.

Det hielper et Land saare lidet, at dets gamle Krøniker og Historier taler om Nationens Vælde og Høyhed, om dens store Helte, mange lærde, kloge og dydige Mænd, naar der intet, og ingen deraf mere fremvises. Naar een ellers af Fødsel, Rang og Æretitler ophøyet, besmitter og forspilder selv sin Ære, saa kan han ikke afværge alles Foragt og de Ulæmper, deraf flyder, han er altid udsat for Fare og slemme Følger. Det gaaer med et heelt Folk ligesaa.

Men Spørsmaal, hvorved taber et Folk og et Land sin Ære? sandelig, ved de samme Aarsager, som den daarlige Lastefulde taber sin, ved Ugudelighed, Vellyst, Dumhed og Uduelighed; saa og, naar disse Laster faaer Overhaand i et Land, da er Æren spildt. Naar en Nation ved Uorden og Letsindighed først forfalder til almindelig overhaandtagende Vellyst, Yppighed og Forfængelighed, og siden, som visse Følger deraf, til Guds og hans Ords Foragt, et fræk og vildt Levnet, Sædernes, Stræbsomheds, Tarveligheds Forsømmelse, Magelighed og Lediggang, saa kommer, som i naturlige Følger, en almindelig Armod, denne fører Sorg, Frygt, Misfornøyelse, List, Dorskhed, Feyghed og Sligt med sig, og disse Ting tildrager en Nation alle andres Foragt og Vanære. Denne

store Ulykke afbeder David: Gid Ære maa boe i Landet, at vi maae komme i forrige Anseelse og Sikkerhed hos og for vore Naboer; og gid det maa have Bestandighed, at Æren maa boe hos os.

Vi maatte videre spørge, ved hvad Middel David tænkte at befordre Landets Lyksalighed? Han tænker maaske paa Sverdet, og ved Vaaben vil indhente den tabte Ære, at alle skulle see, at Israel var endnu det gamle stridbare Folk: Ney! de Midler ere for voldsomme og Udfaldet uvis. Han tænker mere sindig, og seer til sit Lands indvortes og væsentlige Lyksalighed. Det er ikke Krigshelten allene, der skal redde et Lands Ære og Lykke; det er altid godt at han er ved Haanden og færdig, naar han udkræves, og dersom Gudsfrygt, Dyd og Kierlighed til Fædernelandet bliver indprentet i Hierterne, saa vises nok Tapperhed, og den gamle Helt skal altid opleve i den Unge; men det er enhver Stand i Landet, der skal arbeyde for, og befordre dets Lyksalighed. Den Viise og troe Stats Mand, den forstandige og uegennyttige Rentemester, den duelige og troe Embeds Mand, den retskafne Lærer, den retsindige Dommer, den fornuftige Handels Mand, den troe Borger, den dygtige Haandverks Mand, den stræbsomme Bonde,

den gode Huusholdere, alle disse bør og kan giøre ligesaa meget til Statens Ære og Lykke, som Soldaten. Alle Stænder, høye og lave, bør have den fælleds Drift og den gode Tanke om hverandre indbyrdes, at de alle ere i et vist Forhold, lige nyttige, lige vigtige, lige nødvendige til et Lands Lyksalighed. Den Tanke stifter den sande Eenighed. Og denne gode Overeensstemmelse imellem et Lands Indbyggere synes det ufeylbar at David har havt for Øyne i sit Ønske, og udtrykker med de følgende Ord: At Miskundhed

og Sandhed maae møde Hverandre, eller at Gud vilde danne hans Undersaatters Hierter til en kierlig, venlig og redelig Omgang indbyrdes; thi vi ville see Ordene efter: Miskundhed betyder her ikke den Grad af Menneskekierlighed som ellers kaldes Medlidenhed, Medynk eller Barmhiertighed, at vi ynkes over en Lazari Elendighed, hielper en Nødlidende, husvaler en Sengeliggende, og saa videre. Det er vel vigtige Pligter, som Kierligheds Lov paalægger os; men da den Art af Kierlighed ikkun vises imod enkelte Personer og af en vis Classe, nemlig, den trængende Næste; saa betyder Ordet her en langt videre udstrakt Kierligheds Art, og en bestandig Udøvelse af den almindelige Menneskekierlighed, at det ene Menneske, af hvad

Stand han er, lider det andet, under det vel og agter det; at man ikke alleneste omgaaes venlig, skikkelig, høflig og ærbødig med hverandre, men viser i denne Omgang et oprigtig og velmeenende Hierte, samt en sandfærdig Lyst til at tiene og hielpe Næsten. Og er da Meningen af Davids Bøn: At Miskundhed og Sandhed maae møde hverandre: At Folket maatte leve roelig, elske hverandre, troe hverandre, handle kierlig og ærlig med hverandre, det er Miskundhed og Sandhed. Den modsatte Last, eller rettere sagt, Ulykke, er, naar det ene Menneske behandler det andet med Foragt, Misundelse, Efterstræbelse, Had og Undertrykkelse. Vi kan vel ikke uden en heftig Gruelse forestille os det ulyksalige Rige, hvor Miskundhed og Sandhed ere borte, hvor der hersker Had, Forfølgelse, Voldsomhed, Mord, Oprør og indbyrdes Krig, hvor Borgere hvedse Sværd imod Borgere, og om det end ikke kommer saa vidt, saa hersker der dog Misundelse, Efterstræbelse, Fiendskab af Stand imod Stand, Orden imod Orden; den ene søger at styrte den anden, at bagtale den anden, underminere og kuldkaste den anden; neppe kiger een ind i et Embede, førend han strax styrtes og udstødes af en anden. Den eene ligger ligesom paa luur efter den anden; enhver søger at giøre Partier og Tilhængere.

Vi finde Exempler nok derpaa ved Davids eget Hof. En Joab er misundelig paa en Abner, han taaler ikke de Naades Beviisninger som Kongen lader ham nyde, han er dristig nok til at bagtale ham, og nedrig nok til at forraske ham, og paa den lumskeste Maade at fælde ham. 2 Sam. 3, 27. En Adonia har sine Tilhængere, en Absalon sine; en Achitophel hænger sig af Gremmelse, fordi en Husai og hans Raad bliver ham foretrakt. 2 Sam. 17, 13. Saa høyt driver disse Laster Menneskene, og saa ulyksaligt er det Folk, hos hvilke de hersker. Har da David ikke vel Aarsag at tilønske sit Folk disse to Dyder: Miskundhed og Sandhed, som væsentlige Midler til Landets Lyksalighed.

Videre setter David et Lands Velfærd i to andre væsentlige Stykker, som er Rettens gode Pleye og offentlig Landefred, det heder:

At Retfærdighed og Fred maae kysse hverandre. Han setter disse to Dyder i saa Nøye Forbindelse, som to oprigtige Venner, og bruger just denne Talemaade, for at betegne hvor uadskillelige de ere, baade fra sig selv indbyrdes, og fra et Lands Lyksalighed; thi uden Retfærdighed erholdes ingen Fred; al Trette kommer af Uret, eller Mistanke om Uret. Et Land, hvor Retfærdighed er uddød, er ligesaa

ulykkelig og foragtet som en krænket Jomfrue. Vee! det Land, hvor Retfærdighed enten øves aldrig, eller øves efter Godtbefindende, hvor Rettens Spiir bøyes ved Slegtskab, Venskab, Gunst og Gave, hvor Partiskhed beklæder de høyeste og laveste Domstole, hvor man tydelig kan spore at Stand holder med Stand, Fordomme gielde som Love, og Venskab eller Fiendskab har forud opsat Dommen; hvor den Fattige skriger forgieves mod Voldsmanden, og den Ærlige imod Bedrageren. Der er vel et Lands største Lyksalighed, at Retfærdighed ikke allene sidder paa Thronen, men og ved dens Tieneres Hielp nedstiger til de ringeste Hytter.

Det staaer til evig Æreminde for David, ikke allene at han var Konge over al Israel, men meest at han gjorde Ret og Retfærdighed for alt sit Folk. 2 Sam. 8, 15. Lyksaligt er det Land, hvor Retfærdighed giver Love, og Lovene blive holdte; hvor Mishandlinger straffes, Fortjenester belønnes; hvor hver Mand boer i sit Huus, og er sikker paa Veyene; hvor baade indbyrdes og udvortes Landefred giver Roe og Sikkerhed; Ved disse Fordele bliver et Land lykkelig og Regenten stor. David var langt paa sin Throne i Fred, end for sin Krigshær i Feldten. Erobreren kan være stor som Helt,

men den fredsommelige Regent er endnu større, som Landets Fader. Et Folk bliver navnkundig under Seyerherren, men lyksalig under Freds Fyrsten. Midt i de lykkeligste Krige maa dog alles Ønske blive som Davids: O Gud, lad Retfærdighed og Fred kysse hverandre!

Endelig beder David Gud endnu om et væsentlig Stykke, hvori et Lands Lyksalighed bestaaer:

At Landet maa give sin Grøde.

Det jødiske Land var saaledes beskaffen, at dets Frugter, og det hvoraf Indbyggerne skulde ernæres, var Jordens Grøde, Korn, Viin, Olie og Fæehandel. Det var vel et Canaan, et frugtbart Land; men undertiden straffede Gud Folkets Synder med almindelig Misvext, undertiden laae Landet øde af Mangel paa tilbørlig Dyrkelse. I Betragtning af begge Deele indretter David sin Bøn og Ønske, at Jorden maa give sin Grøde, deets at Gud ikke vilde unddrage Jorden sin Velsignelse, deels, at han vilde unde Folket Roelighed, Kundskab, Lyst og Lykke til at dyrke Jorden; thi begge Deele maatte samles, naar Jorden skulde føde dem.

Vi maae lægge Nøye Merke til den Stiil, han fører i sit Ønske; han begierer intet Mirakel, han ønsker ikke at Gud vilde aabne Himlen og lade Brød falde ned, ikke heller at Jorden

skulde bære tusindfold; men siger alleneste: Gud lad Jorden give sin Grøde, sin naturlige og sædvanlige Grøde, efter den ordentlige Kraft, som Gud i Naturen havde nedlagt, og i den Orden, Gud fra Begyndelsen havde stiftet:

I dit Ansigtes Sveed skal du æde dit Brød. Det heder her at Jorden skulde give sin Greve; thi uden Dyrkelse giver Jorden ikke Korn; der er vel en bestandig Grøde og frugtbringende Kraft i Jorden, men den yttrer sig ikke i det Ægte, uden Menneskenes Medarbeydelse; ellers maatte Gud giøre Naturen om. Vi maae, mine Elskelige! i vore Bønner aldrig forlange Vunderverker, eller udstrække vore Ønsker i det Timelige over Naturens ordentlige Løb; thi da bliver de Luftcasteller og ikke Bønner. Nu er det vel unægteligt, og vi maatte have liden Agtsomhed for Guds Verker, om vi ikke tilstode, at Gud ofte hjemsøger med almindelig Misvext, og ligesom tilbagekalder Jordens sædvanlige Frugtbarhed, i det han ved andre Naturens Virkninger i Luft og Veyrlig giør Landmandens Flid forgiæves, til en Straf for et Folk; men ofte maae vi tilstaae, at vi beskylde Himlen Med Uret, naar vi enten forsømme vor Flid og tænke i Magelighed at fødes, eller naar vi ved Uforstand og forkeert Dyrkelse hindre Jordens Grøde,

Ja vi beskylde Himlen med Uret endnu paa en anden Maade, naar vi fordre mere af Jorden, end den naturligviis kan frembringe. Lad os atter merke hvad David ønsker, nemlig at Landet maa give sin Grøde; nemlig sin naturlige Grøde, den gaaer ikke efter vor Begierlighed til det Uendelige; den har sine visse Grændser, en vis Grad af Frugtbarhed, over hvilken den ikke stiger. Forsynet har afveyet alting og afmaalet til enhver sin beskikkede Deel; efter den maa vor Huusholding indrettes. Naar Øderen, naar den Vellystige, den Prægtige, den Yppige, den Lekkre, den Lade, vil fortære eller forøde over den Grad og over hans tilfaldne Deel, saa fordrer han mere end Jordens Grøde; men den Forsigtige og Nøysomme stræber at indskrenke sig efter det Brød, som han naturligviis kan vente; thi vi maae ikke fordre mere af Jorden, som skal føde os, end den har Kraft til at frembringe; Jorden kan ogsaa (det veed Landmanden) udpines og forarmes; vi maae tænke herom, som den milde og fornuftige Lande Fader tænker, og bør tænke om sine Lande og Undersaatter. Han veed paa det nøyeste den høyeste Grad af deres Formue, han veed at de kan udpines og forarmes; flere Skatter, og høyere Paalæg, end de kan bære, og længere Tid end de kan bære dem, paalægger han aldrig, hans egen

Velfærd lider derunder, han indskrenker heller. Kort sagt: David lærer os i sin Bøn en fornuftig, en flittig, en nøysom og sparsom Huusholding, og uden den kan al Himlens Velsignelse ikke hielpe os.

O! hvor nøye og viselig har David i den hele Bøn eftertænkt alt dette og alle de Midler, hvorved Gud giør et Folk lyksalig. Vi ville fatte alt hvad vi forhen har sagt i et gandske kort Begreb: Davids Bøn og Tanker om et Lands Lyksalighed bestaaer deri: At naar Folket vil lægge Vind paa den sande Gudsfrygt, tragte efter den sande Ære, lide og elske hverandre, omgaaes oprigtig, giøre Ret og Skiel, elske Fred og Roelighed, være flittige og nøysomme, holde en ordentlig og sparsommelig Huusholding; saa er og bliver et Land lyksalig, saa skal HErrens Frelse være nær hos dem. Dette beder og tænker, dette ønsker og haaber en David, en Konge, en ret Lands Fader.

Andægtige! Som David fordum bad og tænkte, saa beder og tænker vor Allernaadigste Konge, vor Lands Fader, vor Christian. Han har giort Davids Tanker til sine, eller rettere sagt, udtrykt sine Tanker med Davids Ord og bedre kunde han heller ikke aabne os sit ømme og haabende Hierte. Hans gudelige Befaling, at hel-

ligholde HErren denne Dag, viser at han fuld af Medlidenhed har seet og føler sit Folkes Nød, og Landets sørgende Tilstand. Han vil glæde sit Folk med det samme Haab han selv har, med Haab om bedre Tider. Han fremstiller sig, maaskee paa denne Time, og i disse Øyeblik, for Gud i sin Tempel; han beder for sit Folk. Hvor fyrige maae vore Hierter være! o, lader os bede med Kongen, og for Kongen, saa bede vi for os selv; thi hans Lyksalighed er uadskillelig fra vores. Han ofrer den Allerhøyeste sine Taksigelser for Haabet om hans Landes Lyksalighed; lader os samle vore Taksigelser med Kongens, vore samlede Sange skal stige til Himmelens Throne. Vore Siele love HErren, og forglemme ikke noget af alt det Gode han har giort os. Hans Velgierninger ere flere end vi kunde tælle, og større end vi have fortient.

Den der vilde spørge, Hvorfor vi skulle takke? maatte være enten i høyeste Grad utaknemmelig eller sandseløs. Den skiønnende Christen lover HErren ikke allene for de besynderlige Velgierninger, som han har nydt for sin Person, Men ogsaa for de almindelige beviste hele Landet. Til at ophøye Guds Priis, lader os tænke os om; Her rinder os i Tanker: 1) Den søde Fred, den stille Roe, der har hersket i vore Lande, da Krigens Lue har raset i andre. Vort Rige har staaet som et Huus der spares, naar den hele Bye brænder; det har været som et Under i hele Verdens

Øyne. Vi har været nær ved Faren, men HErrens Frelse har været nær ved os; thi hvo har glemt vore Omstændigheder, for lidet mere end en halv Snees Aar siden, da de Mørke Skyer vare over vore Hoveder; da Fienden rykkede baade til Lands og Vands mod vore Grændser. Det Folk der da truede os som Fiender, ere os nu foreenede som Venner. Saa mægtig er HErren, han har Kongernes Hierter i Haand.

2) Vi have endnu i frisk Minde den Fare og Uorden, som var opreyst over Kongen selv i sit eget Huus. Himlen være lovet! vi hørde først Ulykken da den var dæmpet. Vor Glæde var som dens, der vaagner efter et grusomt Uveyr, der er drevet over hans Hoved i den søde Hvile; han skielver ved Tanken, men glædes ved Frelsen. Landet sang Frydesang, og hele Folket tumlede af Glæde; Kongen var frelst! det var nok til at fryde et elskende Folk; thi hvor er det Folk under Solen, der saa elsker sine Konger, som det Danske Folk elsker? Aldrig har vi hørt at Kongen har været syg og svag, at vi jo har bævet og bedet for hans Liv, der er kostbarere end vort eget. Landets eenstemmige Sukke har været, og ere: Gud spare Kongen, styrke ham og vedligeholde ham en sund Siel i et sundt Legeme, lad hans Dage blive flere end vores! Opholde ham, o Gud! indtil den høyeste Alder! Styrke ham, og styrke dem her understytte ham, de to trofaste Stytter han

hælder sig til, en Juliana Maria, der

igien har paataget sig at være Landets Moder; en Friderich, Kongens Broder og Landets Ven. Gid de staae som de to kostbare Pillere i Salomons Tempel, som Jachin og Boas.

3) Gud har opfyldt Kongens Ønsker og giort hans Bestræbelser lykkelige til Rigers Fordeel og Fredens Bekræftelse, i det han ved venlig Afgiørelse har lagt under sit Scepter et Land, der ofte har været Tvistens Æble, det Holsteen-Kielske Land. Forsynet har forbeholdt det for Ham, som hans Forfædre har tragtet efter, endog med Sverdet. Han er blevet Erobrer i Fred, hans Seyerkrands er ikke besmittet med Blod. Fredens Fyrste være derfor lovet, og lad Rigerne nyde godt deraf indtil Verdens Ende.

4) Vi har ved nogle Aars Mangel og dyr Tid været nær ved Hungers Nød, den Fattige skreg og den Formuende sørgede for Brød. HErrens Barmhiertighed har opholdet os, ingen iblant os er død af Hunger. Vi oplevede ved Himlens Naade den sidste, som den beste Høst, i mange Aar. Landet har givet sin Grøde, vor Nød er lindret. Lader os prise HErren; ja priser ham Gamle og Unge, Store og Smaae, Rige og Fattige, alle lover HErren!

5) Qvægsygdommen, den ødelæggelse for vore Lande, den Ægyptistke Plage er standset. og ikkun saa Stæder høres. Lader os takke den HErre, der frelser baade Mennesker og Qvæg.

Ja, Mine Venner! vi bør takke Gud for Nøden og Mangelen selv. Vi maae kysse det Riis der revser os; thi jeg vil haabe, at Nøden har lært os Dyd, og Mangel har lært os en bedre Tænkemaade, en klogere Levemaade, en fornuftigere Huusholdmg; thi vi have Meget at bebreyde os selv. HErrens Revselser ere Paamindelser, de sigte, og bør tiene til Forbedrelse. Lader os da takke den HErre, der baade har hiemsøgt og husvalet. Lader os takke af brændende Hierter og oplivede Siele; bort Med al Dorskhed og Lunkenhed ved saa glad en Fest! at HErren kan nyde sin Ret. O! kunde jeg oplive Manges kolde Hierter; thi jeg frygter at Følelsen as Guds Godhed er mat hos de fleste, det synes at HErrens Hielp er endnu ikke stor nok; Mangelen føles endnu; Saaret er ikke ret lægt. Men, mine Brødre! faaer vel den Syge sin fulde Helbred paa eengang? Helbredes han ikke efter Haanden? Den første Lindring, den første gode Forandring er alt en stor Ting. Heraf kommer Haabet, af Haabet Glæde, af Glæde Taksigelse. Vær munter du Tungsindede! hvi trykker du dig? Hvi nedbøyer du dig? O Siæl, bie efter HErren! vi ville takke ham; thi der er megen Frelse for hans Ansigt.

Midt i Sorgens Mørk og Møye Skal vor Tak til Himlen gaae;

Thi vi alt med Haabets Øye

Bedre Tid i Sigte faae. Amen.

✂

Høimesse

Prædiken

holden

paa den af

Vor Allernaadigste Konge

Kong Christian

Den Syvende

anordnede

Almindelige Takke- og Bede-Fest den 1 December 1773.

Andreas Møller

Sogne Præft for Aabye og Aastrup Meenigheder i Fyen.

Odense 1773.

Trykt i det Kongel. Privil. Adresse-Contoirs Bogtrykkerie.

2
3

Texten.

Ps. 85, v. 10. 11. 12. 13. 14.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maa boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det gode; og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sætte dens Trin paa Veien.

Indgang.

Herren Zebaoth er med os; Jacobs Gud er vor Ophøielse, Sela! kommer, seer Herrens Gierninger; med disse Ord, af Ps. 46, 8. 9. kunne vi vel opmuntre hverandre, og møde hverandre for Herrens Ansigt paa denne vor almindelige Takke- og Bede-Fest, skiønt Ordene ere af den Indhold, at ei alle med lige Grund og Rette kunne bruge og føre dem.

Guds Folk, de, som ei allene har Navn af og Anseelse for at være der, ei allene selv meene, at de ere det; men som Gud kiender og anseer derfor, det salige Folk, hvis Gud er Herren, de kunne rose og sige med Glæde: Herren Zebaoth er med os - -.

David taler i denne Psalme om Guds Folkes og Kirkes Trængseler; men forestiller og Gud, som deres Hielp, Trøst og Tilflugt. De anførte Ord sigte til at opmuntre Gudfrygtige, at de ei af Frygt for Fiender og Trængseler forsage, eller under nogen Nød tabe Modet; men ved at betænke, Gud er paa deres Side og med dem, altid ere trøstige og friemodige.

Guds Folk blive ei frie for Trængseler og trykkende Nød; Israel, Guds Folk i sin Tid, er til Exempel: de bleve trængte i Ægypten, de bleve trængte i Ørken, de bleve trængte i Canaan, de bleve fangne bortførte, og efter deres Tilbage-

komst trængte. Vel vare de selv Skyld med i deres Trængseler, fordi de syndede imod Herren; men Gud lod det og skee, for derved at ydmyge dem, og drage dem til sig, og endog i de Trængseler, de selv vare Aarsag i, forlod Gud dem ei; men tænkte paa sin Pagt og sin Barmhiertighed Bleve de trængte, de bleve ikke overvældede, Herren deres Gud viste sig retfærdig, han afhuggede de ugudeliges Reeb, de bleve beskiæmmede, og maatte vende tilbage, som hadede Zion, Ps. 129, 2. 4. 5.

I det Nye Testamente er ethvert christen Folk Guds Folk, hans Folk og hans Fødes Faar; thi hvor Evangelium kommer og modtages, kalder Gud det sit Folk, som ikke var hans Folk, Rom. 9, 25. og det gielder og om de Troende i der Nye Testamente, jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk, 2 Cor. 6, 16. Christne i Almindelighed ere, ethvert christen Folk i Særdeleshed er Guds Folk. De blive og trængte: ofte nøde de Gud, ved Lunkenhed, Koldsindighed og anden Vranghed, til at tilskikke dem haarde Ting; men lader Gud det skee, det skeer med Naade, at de, ved at ydmyge sig under Gud, og vende om til ham, skulde finde og erfare, de have i ham en Gud, som hielper, en Hielp i Angester, som er befunden at være saare stor, v. 2.

Vi ere saa vidt Guds Folk, at vort Land er et christen Land, og vi Christne; al Trængsel have vi ei været foruden: den bedrøvelige Qvæq-Syge, som har ødelagt i saa mange Lande, har Gud og hiemsøgt og med; dyr Tid, har Landet og prøvet, og Landets nødtørftige Indbyggere maattet

sukke under: Krig og Ufred have vi en og anden Tid maattet frygte for, dog i vor Tid ere vi i Naade blevne forskaanede derfor. Vi kunne, des værre! ei med Sandhed roese os, at det med den sande Gudsfrygt staaer bedre til hos os, end hos andre, at Gud i os har et hellige og gudelige Folk; dog har Gud maget det saa for os, at vi med Glæde, og til vor Guds Ære kunne sige: Herren Zebaoth er med os; Jacobs Gud er vor Ophøielse, Sela! Den Plage, som har været over Qvæget, har Gud i Naade ladet ophøre; Jordens Grøde og rige Velsignelse har lettet den trykkende dyre Tid; Gud har velsignet vor Konges og Regieringens Bestræbelser, at fra den Side gives os Haab om Fredens Varighed og Rigets Sikkerhed.

Det er herover der i Dag høres en frydefuld Røst i vor Zion, det er derfor Hovedet og Lemmerne, Kongen og Undersaatterne, i Dag nedbøie sig for den Allerhøieste, og ham ydes Tak, og for ham frembæres Ære i enhver Landets Meenighed. Det er disse og andre Guds utallige Velgierninger imod vor Konge, vort Land og os alle, der maa bevæge os til, med Beskiæmmelse og Fornedrelse over vore Synder, med Bekiendelse, at vi vel havde fortient det værre; men og med den ydmygste og hierteligste Taksigelse, at roese til Guds Ære: Herren Zebaoth er med os; Jacobs Gud er vor Ophøilse, Sela!

Det er vel værd at betænke, og legge Mærke til, kommer, seer Herrens Gierninger, opmuntrer andre med sig at betragte Her-

rens store Gierninger, hvorved han har viist sin Magt og Naade, i at ødelegge dem, som trængte hans Folk, og at udfrie og ophøie sit Folk, og deraf lære, hvor sikker en Grund Gudfrygtige har, i enhver Nød at forlade sig paa Gud. Betragte vi, hvad Gud har giort i de fremfarne Tider, hvad han giør endnu, hvad han har giort og giør mod andre, hvad han har giort og giør mod os, maa vi vel sættes i Eftertanke. Det har tegnet for vort kiere Land til mange Ubehageligheder: Forvirring i Staten, Religionens Undertrædelse, Ærbarheds og Anstændigheds Tilsidefættelse, og saadant, hvoraf ei andet kunde formodes end de bedrøveligste Følger, og hvorover maatte frygtes, at Gud var os vreed, og Havde besluttet at hiemsøge vort Land i Vrede; men vi kunne sige med Glæde: hidindtil har Herren hjulpet! Det er et vor Magt og Styrke, der har vedligeholdt og befæstet Fred i vore Landemærker; det er ei vor Klogskab og Fliid, der har lættet os det tunge, og giort, at vi velsignes med det Gode; men det kommer alt allene fra den Herre, der er god, og hvis Miskundhed varer evindelig.

Vor David, Vor Allernaadigste Konge, som Gud har sadt paa sine Fædres Stoel, indseer det, han har betragtet, er bevæget af Herrens store Gierninger, han gaaer selv i Dag, han indleeder os med sig i Helligdommen, han taler til os, og opmuntrer os: kommer, seer Herrens Gierninger. Lovet være Gud, som har givet saadanne Tanker i Kongens Hierte, han fremdeeles foreene Kongens Hierte med sit Hierte, og giøre en sand

Gudsfrygt og Nidkerhed for Guds Ære til en Hoved-Prydelse i hans Regimente. Altid bør vi høre og adlyde vor Konges Bud; men i Dag maa vi giøre det med dobbelt Glæde, da Han leeder os til Gud, minder os om, hvad vi ere vor Gud skyldige, og byder os det, Han vil selv giøre, og kiender sig selv forbunden til. Kommer da, og lader os opregne Herrens vor Guds Gierning i Zion, Jer. 51, 10.

Os er forelagt de Ord, vi til Opbyggelse og Andagt i vore Forsamlinger skulle opholde os ved; vi ville da og af den allernaadigst anbefalede Text betragte

Et Lands og Folkes sande Velstand.

I. Hvorpaa den beroer.

II. Hvilke Følger den har og bør have.

Afhandling.

Første Deel.

Et Lands og Folkes Velstand beroer først og fornemmelig paa Herren og hans Frelse, Sandelig hans Frelse er nær.

Den Psalme, hvoraf vor Text er tagen, er stilet paa en Tid og Tilstand, da Guds Folk

har været betrængt, og indeholder en troende Forsikring om deres Befrielse, samt Bøn om en naadig og god Forandring og en glad Forestilling af den velsignede Tilstand, som vilde blive igien i Landet, naar Gud omvendte og forandrede deres Trængsels Tilstand.

Guds Frelse er Guds mægtige og naadige Hielp, naar han ved sin Almagt og Naade saa giør det, at de, der har været bestedde i Nød, trængte af grumme og mægtige Fiender, eller paa anden Maade, af anden Modgang og Besværlighed været trykte, udfries af denne deres Trængsels Stand, og oversættes i ønskelig Glædes, Frieheds, Medgangs, Lykkes og Velsignelses Tilstand; enten saadan Forandring skeer ved overnaturlig Hielp og Midler, at det skinbarlig, endog for de mindst skiønnende og seende, kan kiendes at være Herrens Frelse; eller og det skeer ved ordentlige Midler og paa ordentlig Maade, dog saa, at de, der ret skiønne, kan see og maa nødes til at bekiende, Hielpen og Frelsen er fra Herren. En Frelse af det første Slags var det, da Gud friede Israel fra Ægypterne, som forfulgte dem, ved at lade Vandet adskilles for Israel, og Ægypterne omkomme deri, derfor og Moses sagde til dem: staaer, og seer Herrens Frelse, som han skal giøre Eder i Dag, 2 Mos. 14, 13. og mange andre, dette Folkes Frelsninger, saasom ved Jonathan og hans Vaabendrager, ved David o. s. v. saadan var det beleirede Samariens Befrielse. En Frelsning af det andet Slags var dette Folkes Befrielse af det

Babyloniske Fængsel, og mange andre Befrielser, hvorpaa baade Skriften og andre Historier har overflødige Exempler.

Der er nok, der kan hielpe til at forderve et Land og giøre det betrængt.

Et Folkes Synder, Ondskabs og Ugudeligheds Udbredelse i et Land er Landets Ødeleggelse: Gud siger derfor om et med Synd og Ureenhed besmittet Land, Landet skal udspye sine Indbyggere, de ere saa væmmelige, at Landet selv maa væmmes ved at beholde dem, 3 Mos. 18, 25. Gud siger om et syndigt Folk: ieg vil hiemsøge deres Overtrædelse med Riis, og deres Misgierning med Plager, Ps. 89, 33. derfor og Viismanden siger alle syndige Folk og Lande til Skræk og Eftertanke, om Sodomiterne og deres Naboer: til deres Ondskabs Vidnesbyrd blev et øde Land sat, der ryger endnu, og Træer, som bære Frugt med unyttig Deilighed; en Salt-Støtte, som staaer der, til en vantroe Siels Almindelse, Viisd. 10, 7.

En Konge og Regent kan, ved Uviished og Uvittighed, ved at følge onde og ilde sindede Raadgivere, ved at selv føre, eller hos andre billige, eller ei tilbørligen imodsætte sig og straffe et syndigt og forargeligt Levnet, føre Plager og Ødeleggelse over sit Land og Folk: de Konger i Israel, der kom Folket til at synde, vare Skyld i de mange Plager og haarde Ting, der kom over dem; David selv ved sin uforsigtige Forargelse bragte Hiemsøgelse over sit Folk; fordi Manasse kom Juda til at synde med sine stygge Afguder, sagde Herren:

see ieg vil føre Ulykke over Jerusalem og Juda, at hvo det hører, ham skal begge hans Ørne klinge, 2 Kong. 21, 12; derfor siger Syrach: en ulærd Konge forderver sit Folk, Syr. 10, 3.

Andre Lande og Folk kan og hielpe til et Folkes Fordervelse; enten at de af dem lære det Onde, hvorved de forderves; eller og at andre bruge deres større Magt til at besvære, trænge og Undertrykke et svagere og ringere Folk. Ved Omgang med Moabiterne blev Israel forført til et Levnet, hvorover Herrens Vrede optændtes imod Israel, 4 Mos. 25, 3; og mon ei de Laster, som forderve de fleeste Lande, ved Omgang udbreder sig fra et fordervet Folk til andre. Naar Israel bleve svage, forøgedes deres Fienders Vold og Haardhed imod dem, og hvor ofte skeer det, at et mægtigt Folk undertrykker og trænger et svagere.

Men er der nok, der kan forderve et Land; der er kun et, der kan sætte et Land paa Fode, og befordre et Lands og Folkes Velstand, og det er, Herrens Frelse.

Skaanes et Land og Folk for haarde Trængsler; undgaaes et Landet truende og overhængende Onde, en for Haanden værende Fare; endes, forandres, formildes den Nød, de Trængseler, som ere over et Land; nyder et Land Fred og det gode, det har alt sammen een Grund, flyder af een Kilde, Herren giør det, Herrens Frelse er det. En viis Konge, en christelig og fornuftig Regiering, gode og vel overlagte Anordninger og Indretninger, giøre meget til et Lands Velstand, en for-

standig Konge er Folkets Velstand, Viisd. 6, 26; men baade er det Gud, der giver Forstand til at handle klogeligen, og Styrke til at udføre det, som vel er overlagt, Herren giver Viisdom, af hans Mund er Kundskab og Forstand, Ordsp. 2, 6. Viisdommen og Styrken er hans, Dan. 2, 20. og det er Gud alle Ting kommer an paa, dersom Herren ikke bygger et Huus, da arbeide de forgieves, som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer en Stad, da vaager Vægteren forgieves, Ps. 127, 1. Gode Forsvars Anstalter kan giøre, baade, at Fiender holde sig tilbage, og at, om de nærme sig, de intet udrette; men ei uden Gud saa vil, en Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig Mand frelses ikke ved stor Kraft; Høsten slaaer Feil til Frelse og kan ikke redde ved sin store Styrke, Ps. 33, 16. Er et Land frie fra de Byrder og Ubehageligheder, der trykke andre; befries det fra det Onde, det enten har frygtet for eller været trængt af, nyder det Velstand, naar andre hiemsøges; glædes og velsignes det efter en foregaaende Trængsel; Gud allene og hans Frelse kommer det fra, og de nægte Gud det, hans er, som i slig Tilfælde ei kiende og bekiende: vor Hielp skeer i Herrens Navn.

Og denne er den Grund, vi maa tilskrive, og hvorfra vi maa udleede den Landets Velstand, hvorfor vi i Dag højtidelig ville og bør takke Gud, at vi leve i Fred og Roe, at Gud lader os ei meere føle den fordervende Qvæg-Svaghed, at Jorden er velsignet, den dyre Tid har ophørt, Kongens og Regieringens Bestræbelser ere velsignede til

Landets Vel og Sikkerhed, og alle vore Velsignelser, Gud hans Hielp og Frelse maa det alt tilskrives. Vi maa og kan ei nok takke Gud for en Konge og Regent, der elsker og søger at vedligeholde Fred, og sætter sin Ære i Folkets Kierlighed, i at søge og befordre sit Folkes Vel; men vi maa for alt see paa den høieste Haand, som styrer og velsigner, han siger, og det skeer, han byder, saa staaer det der. Det er Guds Hielp og Frelse der er, og hidtil har været over vor Konge, vort Land og os; kiende viden, da elske vi den, elske vi den, da sige vi med Hiertelig Taknemmelighed: Gud være storligen lovet, Ps. 70, 5.

Et Lands og Folkes Velstand beroer paa den anden Side til deels paa dem selv og deres egen Forhold, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte. Guds Frelse er for dem, som ham frygte: en sand Gudsfrygt er da Veien til den Guds Frelse, hvorpaa et Folkes Velstand beroer, og følgelig til Velstanden selv. Hvo kan tvivle paa den Sandhed, som Guds Ord saa tydelig stadfæster? See! Herrens Øie er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed, at frie deres Siel fra Død, og holde dem i Live i Hungeren, Ps. 33, 19. Der er en nøie Forbindelse imellem Herrens Frelse og Gudsfrygt: de, der frygte Gud, de enten erfare, eller ere visse at erfare hans Frelse; hans Øie see paa dem, enten at afvende deres Nød, eller udfrie dem, om de komme i Nød:

Men mon Guds Frelse ei og strækker sig til mange, som ei frygte ham? det er unægte-

ligt: hvor tit erfarede Israel Herrens Frelse, og da kun liden Gudsfrygt saaes og kiendtes hos dem? hvor mange Folk og Lande og af dem, som lidet have kiendt til Gud, eller bekymret sig om at frygte ham, har erfaret en Frelse, som kiendelig er Herrens. Herved er at agte 1) for faa Gudfrygtiges Skyld hielper, udfrier og velsigner Gud tit et heelt Folk; saasnart en gudfrygtig Konge kom paa Thronen i Juda, kiendtes strax Forandring i Rigets Velstand, han hængde ved Herren, og Herren var med ham, staaer der om Kong Ezechias, 2 Kong. 18, 6. 7. og Salomon siger: en Konge stadfæster Landet ved Ret, Ordsp. 29, 4. havde der været 10 Retfærdige i Sodoma, havde Gud for deres Skyld vildet skaane dette syndige Folk; men de fandtes der ikke: 2) Guds Frelse er ei altid et Beviis paa deres Gudsfrygt, som han frelser, han giør det tit blot for sin egen Naades Skyld; hans Frelse er ofte hans Godheds, Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, hvorved Hensigten er, at leede dem, han frelser, til Gudsfrygt: Men 3) jo fleere Gudfrygtige, og jo reenere Gudsfrygt i et Land, jo vissere er hans Hielp og Frelse; og jo meere Hielp han beviser et Land, jo mere vil han derved bevæge dem, og jo kraftigere forbindes de til en des alvorligere Gudsfrygt. Komme de Gudfrygtige i Nød, Herren er hos dem, hans Frelse er dem nær, Herren er nær hos alle dem, som kalde paa ham, hos alle dem, som kalde paa ham i Sandhed; han giør det, de gudfrygtige begiere, han hører deres Skrig, og frelser dem, Ps. 145, 18. 19. jo fleere

Gudfrygtiges Sukke og Bønner der opstige til Gud, jo vissere er, jo kiendeligere bliver hans Hielp og Frelse. Gudfrygtighed er en vis Vei til; men maa og være en Følge af Herrens Frelse.

Kunne vi fra den Side betragte, og af den Grund glæde os over vort Gode? Ønskeligt var det, om vi havde det Vidnesbyrd hos os selv, at vi ved oprigtig Gudsfrygt har stræbt at bane os Vei til den høiestes Gunst og Hielp; men forfængeligt og daarligt var det og, om vi uden videre Prøve af Guds Godhed imod os vilde dømme os for Gudfrygtige, og ansee Landets Vel, som et Beviis paa og Følge af Folkets Gudsfrygt. Unægteligt er det vel, og vi giorde os selv Uret, om vi vilde nægte det eller tvivle derom, at Gud og i vort Land, baade i Kongens Huus, og i andre store og smaae Huuse, har fromme og redelige Siele, hvis Gudsfrygt, Andagt og Bønner behage ham, og for hvis Skyld det kan være ham behageligt, at skaane Landet for et og andet Onde, og velsigne os med det gode; men i Almindelighed betragtet, er, desværre! Guds Ords og Tienestes Ringeagtelse og al Slags Fordervelse og Lastefuldt Væsen saa aabenbar og kiendelig, at vi har kun liden Grund til at mene noget om den almindelige Gudsfrygt. Den retteste Brug derfor af den Guds Godhed, vi see os omgivne med, er, at vi med Fornedrelse ansee den, som en uforskyldt Naade, der baade beskiæmmer vor slette Gudsfrygt, og hvorved vi paa kraftigste Maade forbindes til en sand Gudfrygtigheds alvorlige Fliid og Forsæt. Naaer Gud det

med sit Gode imod os, at vi lade os derved bevæge til i Sandhed at frygte ham, da bliver Landets Velstand ret ønskelig og varig, og faaer de herlige Følger, som meldes om i Texten.

Anden Deel.

De Følger, som et Lands Velstand bør

have, ere:

(a) En blomstrende Gudsfrygt i Landet, at Ære maa boe i vort Land. Ære boer i et Land, naar Tilstanden og Forholden deri er saadan, at Gud har Ære deraf, og ogsaa Landet selv, i sær naar den reene og sande Guds Dyrkelse og Gudsfrygt deri er befæstet og blomstrende. Det var Følgen af det Jødiske Folkes Velstand, at Ære igien kom til at boe i deres Land, naar den offentlige Guds Tieneste igien kom paa Fode, som over deres Trængsel og Fængsel var sat til Side; da fik Gud sin Ære, og deraf kunde de roese sig imod Hedningenes Afguder og Afguds Dyrkelser: naar Israel, i Sted for den sande Guds Dyrkelse, giorde sig en Guld-Kalv, og tilbade, heder det: de omskiftede deres Ære til en Oxes Lignelse, som æder Urter, Ps. 106, 20. naar de vare henfaldne til andet Afguderie: mit Folk haver skiftet sin Herlighed for det, som ikke kan gavne, Jer. 2, 13. Derfor bade de om Guds Frelse, derfor haabede de den, fordi de vidste, Gud havde Mishag i hans Tienestes Nedlæggelse, og Behag i dens Oprettelse.

Giver Gud et Land, i sær et christeligt Land, der har og bekiender sig til Guds Ord, og veed, hvorledes han vil dyrkes og tienes efter sit Ord, Velstand, det første Gud dermed sigter til, det første et Land maa deraf see sig forbunden til, er, at Ære maa boe i Landet, at Guds sande Dyrkelse befæstes og fremmes. Hertil maa enhver giøre sit: Kongen og Regieringen ved gode Anordninger til Gudfrygtigheds Udbredelse, og ved at holde over samme, samt ved et Følgeværdigt Gudfrygtigheds Exempel, som enhver mindre Øvrighed paa sit Sted bør understøtte: Lærere, ved Embeds Nidkierhed, ved at vaage over den reene Lære, drive paa den sande Gudfrygtighed, og være deres Meenigheders Exempel. Huusfædre, ved at holde sine til Gudsfrygt, øve og drive paa Huus-Andagt i deres Huuse, og ei tillade noget, som ei kan bestaae med, eller kunde være til Hinder i Guds sande Frygt: alle i Almindelighed, ved at pryde Guds vor Frelseres Lærdom i alle Stykker, og vandre værdeligen efter deres Christendoms Kald. Da er Guds-Dyrkelse Landets Ære: et saadant Folk har Gud Ære af; et saadant Folk kan roese og sige: med os er Gud. Men heri maa være Bestandighed, at Ære ei blot sees i Landet, ei blot kommer til at hilse Landet, men bliver der boende, det er, varig og befæstet; og da viser Gud og sin Naade og Troefasthed, at han, ved at vedligeholde Fred og udvortes Roe og Landets Velstand, giør, at Guds Dyrkelse kan blive ret boesat og befæstet. Men bliver Skiændsel, i Sted for Ære, i Landet, bli-

ver et Lands Ære i Skiændsel i saadant et Levnet og Væsen, som de maa skamme sig ved, da ei allene faaer Gud slet Tak og Ære for sit gode imod et Land og Folk, men Gud angrer og sit Gode imod dem, og nødes til at forandre deres Velstand til Trængsels Stand, Enden bliver Fordervelse.

Et Lands Velstand maa og have i Følge

(b) Christelige og borgerlige Dyders Flor og Udbredelse, Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre. Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden; og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Her nævnes nogle, og menes alle Dyder. Naar Gud udfriede sit Folk, da skulde deres forrige Trængsel og den dem beviste Hielp og Frelse have den Virkning, at alle sande Dyder hos dem skulde vise sig til Guds Ære og Velbehag, at og paa den Maade Ære kunde boe i Landet.

I et fordervet Land, hos et fordervet Folk, gaaer det gierne saa til: de, der have Magten, øve Vold, Grumhed og Haardhed imod de ringere, de mægtige bevæges ei ved de ringeres Trængsel og Sukke, de rige ei ved de fattiges Trang, den ene ei ved den andens Nød. da er ingen Mildhed og Medlidenhed, der er Miskundhed borte: eller og, tale de store vel til og om de ringe, det er kun Høflighed uden Hierte, Ord uden Kraft; de ringere smigre og hykle for de store, for at snige sig deres Gunst til; den ene taler venlig til den anden, men af et falskt og svigefuldt Hierte; der er Sandhed borte: Retten forvendes for Gunst, for Pen-

ge, af Had, af Hovmod og deslige, og den eene søger paa alle muelige Maader, at fornærme og forurette den anden, saa er Retfærdighed forjaget: Strid og Trette, Ukierlighed og Ueenighed hersker og forderver i Staten, i Kirken, i Stæderne, i Huusene; da savnes Freden, endog under udvortes Roelighed.

Men hvor Herrens Frelse kommer og rettelig modtages, at Ære kommer til at boe i Landet, der bliver det anderledes: der sees Mildhed og Naade hos de høiere mod de ringere, Medlidighed og Hielpevillighed hos den ene mod den anden; der høres ingen Smiger, bruges ingen Falskhed, den ene vil den anden vel, derfor tør og vil enhver tale, som de meener, den ene kan forlade sig paa den anden, da møde Miskundhed og Sandhed hverandre: Retfærdighed hersker paa Thronen, hos Raadet, i Dom-Huusene, hos Landets Børn, i Handel og al Omgang; Eenighed, Kierlighed, Trofasthed og Oprigtighed stifter den nøieste og behageligste Forbindelse imellem Regieringen og Folket og Folket indbyrdes; da kysse Retfærdighed og Fred hverandre. O! ønskelige Tider! o! lykkeligt Land! hvor det saa gaaer til; der boer visselig Ære; disse Dyder give Ære, de ere baade kiendelige og herlige, Sandhed skal opvoxe af Jorden; og Retfærdighed skal see ned af Himmelen, det er, Sandhed skal være som en Sæd, der voxer og udbreder sig, baade rodfæst og kiendelig; og Retfærdighed, som en skinnende og lysende Stierne; begge Udtryk kan sige i Almindelighed, at disse Dy-

der skal være rodfæste, kiendelige og give Ære og Glæde: eller og: Sandhed, som ei har Sted og hersker, uden hvor den avles og underholdes af Miskundhed, skal giøre det heele Folk og dem, som ere satte neden til, som en blomstrende Ager til Guds og Regentens Glæde; og Retfærdighed, der frembringer Fred, skal giøre de Ypperste i Landet som Himmelske Lys og skinnende Stierner til heele Folkets Glæde.

Hvor et Lands Velstand har saadanne Følger paa Folkets og Landets Side, der kan og ventes de ønskeligste Følger paa Guds Side: saasom:

1) Allehaande legemlige Velsignelser, Herre i skal ogsaa give det Gode; og vort Land skal give sin Grøde. Det Folk, Gud hielper og frelser, det Folk, Gud antager sig at giøre vel imod, dem ei allene skiller han ved det Onde, men giver dem ogsaa det Gode, og allehaande legemlige Velsignelser, og deriblandt i sær dette legemlige Gode, at Landet giver sin Grøde. Israel kunde, under Vilkaar af en sand Gudsfrygt, herom være forsikrede efter Guds egen Forjættelse, dersom I vandre i mine Skikke, og holde mine Bud og giøre dem; da vil ieg give Eder Regn i sin Tid, og Jorden skal give sin Grøde, og Træ paa Marken skal bære sin Frugt, 3 Mos. 26, 3. 4. ligesom Gud tvertimod truer, naar de ei vare ham lydige: ieg vil giøre Eders Himmel som Jern, og Eders Jord som Kobber; og Eders Kraft skal fortæres forgieves; og Eders Jord skal ikke give sin Grøde, og Træ i

Landet skal ikke give sin Frugt, v. 19. 20. Gud har, uagtet vor ringe Gudsfrygt, velsignet os og med dette Gode, med Jordens Grøde, giøre vi Alvor af at frygte Gud, bliver vort Land et Herrens Land, vi et Herrens Folk, kommer Ære til at boe i Landet; vi kunne forsikre os dette Godes og andre Velsignelsers Varighed, og trøstig sige med Israel: Herren skal ogsaa give dette Gode, og vort Land skal give sin Grøde.

2) En retfærdig Behandling og Bestyrelse, Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sette dens Trin paa Veien, Gud lader Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, i det han giør og handler imod høie og lave, i Almindelighed og Særdeleshed, som det er retfærdigt at handle imod sit Folk og Gudfrygtige, legger ingen Byrder paa, lader intet Godt saunes, uden han seer det dem tienligt, til hans Ære beforderligt, og følgelig retfærdigt, og antager sig dem mod deres Fiender; det er den Guds Retfærdighed, David saa ofte taler om, døm mig efter din Retfærdighed, Ps. 35, 24. min Mund skal fortælle din Retfærdighed, den gandske Dag din Salighed; thi ieg veed ikke Tal derpaa, Ps. 71, 15. saa denne Forjættelse indeholder Forsikring for de gudfrygtige om Guds milde og retfærdige Førelser, og Tryghed imod alle deres Fiender, i hvor mægtige og listige de end maatte være. Han sætter Retfærdigheds Trin paa Veien, naar han lærer sit Folk at gaae i de Retfærdigheds Spoer, de lære af ham, giør saadan en Forskiel imellem dem, som ere og

dem, som ei ere Hans Folk, at det kan kiendes paa hvis Side Retten er, ja giør, at endog deres Fiender holde Fred med dem, og dem fra den Side vederfares Ret.

Ellers kunne disse sidste Ord og saaledes forklares, at de kunne indeholde aandelig Naades Forjættelse. Gud lader Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, i Henseende til de gudfrygtige, at han lader JEsu Retfærdighed gielde for dem, og derefter anseer dem, saa de uagtet deres forrige og vedhængende Synder ei tør frygte, saa længe de i Christo ere og blive Guds Folk, Meglerens Retfærdighed gielder som deres Retfærdighed, og er deres ved Troen, ingen kan anklage, ingen fordømme dem, Hvorfor? Christus, som er i Guds høire Haand, træder frem for dem, Rom. 8, 33. 34. de have i ham en gieldende Talsmand hos Faderen, i Joh. 2, 1. Denne Retfærdigheds Trin sætter Gud paa Veien, i det han baade ved sit Ord henviser dem dertil, og ved at velsigne dem i JEsu Christo, og lade dem af hans Fylde tage Maade for Maade, beviser dens Gyldighed og Tilstrækkelighed, og lærer dem, deraf at udlede alle deres Velsignelser, og de legemlige. I hvad Meening og de sidste Ord maatte tages, bliver der ikke desmindre en Grund-Sandhed, at Naaden i Christo og de aandelige Velsignelser ere de Gudfrygtiges ypperste Gode, uden hvilke al legemlig Velstand vilde lidet gavne, og hvorved alt det øvrige helliges og velsignes.

Tilegnelse.

1.) Ville vi tænke, at Gud skal have Be-

hag i den Tak, vi i Dag ville yde ham for hans store Godhed imod Kongen, Landet og os, maa vi ei glemme dybt og alvorlig i vore Hierter for Gud at fornedres, saavidt enhver af os hos sig finder det, som kunde drage Fordervelse efter sig, det er, over alle vore Synder og al vor Vanart; randsag mig Gud, og kiend mit Hierte, prøv mig o. s. v. Ps. 139, 23. 24.

2.) Ville vi oprigtig Landets Vel, maa vi alvorlig afbede og efter Evne sætte os imod alt det, der kan befordre dets Fordervelse, saasom alle Synders og Lasters Udbredelse, Guds Ords og Tienestes ringe Agtelse, kiødelig Frekhed o. s. v.

3.) Herrens Frelse er over os, hans Hielp er beteed os, hans Miskundhed omgiver os; lader os kiende, ei misbruge vort Gode; men af gandske Hierte takke og ære ham derfor, og stræbe, at vi aldrig glemme noget af alt det Gode, han har giort mod os.

4.) Skulde vi tage imod Herrens meget gode, uden at bevæges til at frygte ham; velfortiente vi da Israels Bebreidelse: skulle I vederlegge Herren dette, du daarlige og uvise Folk; ja vel maatte vi frygte da, at vor Gode vilde snart forandres, at vi som nu kunne istemme Glædes Taksigelse, ville komme til at raabe Jammer-Sang: Ak Herre! forbarme dig over os!

5.) Skal Ære boe i vort Land, maa den boe i hver Menighed, i hvert Huus og hos hver i sær; O! at det maatte komme saavidt, at alle, eller dog de fleeste, vilde søge deres Ære i at tiene Gud, og vandre for ham.

6.) Glæde vi os allene over det legemlige Gode,

vi nyde, det er Jordisk Sind; men glæde vi os ved at være Guds Tienere, at staae i Naade hos Gud formedelst JEsum Christum, og agte det for den rette Velsignelse, i Christo at velsignes, da ere vi i Sandhed Guds Folk.

7.) Hvordan et Folk Gud har i os, kiender han vel selv best; men det viser sig og ved vor Forhold: Miskundhed, Sandhed, Retfærdighed og Fred ere Dyder, som Verdens Folk veed intet af, Hyklere har kun et Skin af; lader os iføre JEsum og hans Sind, og betænke, hvad Guds Naade og Godhed forbinder os til, saa lade vi disse og alle Dyder befæstes i vore Hierter, og vises i vort Levnet.

8.) Ere vi Guds aandelige Folk, Gud hverken kan eller vil glemme os i det legemlige; de ere salige, hvis Gud Herren er, dem kan intet fattes; og møder end noget ubehageligt, alle Ting tiene dem til Gode, de har Forsvar mod deres Fiender, Tilflugt i deres Nød o. s. v.

9.) Ingen Trøst vigtigere, ingen Glæde meere vederqvægende, end den Troende nyde ved JEsum Christum der er det rette Liv, den rette Trøst, den rette Styrke i Liv, i Nød, i Død.

10.) Lader os saa takke Gud i Dag, at vi aldrig glemme, hvad vi ere ham skyldige, og sætte os fore, at tiene ham i Hellighed og Retfærdighed alle vore Lives Dage; saa skal vort Tak-Offer være ham behageligt, og hans Miskundhed ei vendes fra os.

Tak og Ære være dig, Herre vor Gud! velsignet være dit hellige Navn for alt det Gode, du velsigner vor Konge, vort Land og os med; giør os ret bevægede af din Godhed, og oplad selv vore Læber, at vi tilbørligen kundgiøre din Priis: Lad vore Hierters Andagt ei endes med denne Dag, men være saa brændende, at vi altid vandre i din Frygt, ere nidkiere for din Ære, og villige til din Lov. Lad og denne Dags Andagt saa behage dig, at du bliver ved at vise din Behag i at velsigne Kongen og Landet: Lad Ære boe i vort Land; Lad os være trygge under dine Vingers Skygge, i sær lad os være skiulte under JEsu Naades Vinger, og i hans Naade finde vore Sieles rette Hvile. Herrens vor Guds Liflighed være over os, og lad os for al din Godhed og Naade komme til at takke dig for dit Ansigt i Himmelen. Amen!

✂

Syv Saligheder

under

Syvende CHRISTIANS Regiering

tildeels oplevede i den forbigangne, tildeels forventende i den tilkommende, Tid, udledede

af den Kongelig anordnede

Høymesse-Text

paa

den Allernaadigst anbefalede

Takke- og Bede-Fest

den 1. Decembr. 1773,

hvorover en fuldstændig Tale blev holden for Hiardemaal-Meenighed i Thye under Aalborg Stift, hvoraf dog ikkun

et Udtog,

for at spare Omkostninger, herved meddeles efter nogles Forlangende af

Ferdinand Ulrich Friderich Treu,

Sognepræst for bemeldte Meenighed.

Aalborg, 1774.

trykt udi det Kongel. privilegerede Bogtrykkerie ved Joh. P. Holtzberg.

Høymesse-Texten.

Psalm. 85. v. 10, 11, 12, 13, 14.

Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maae boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde Hverandre; Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden; og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. HErren skal ogsaa give det Gode; og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sætte dens Trin paa Veyen.

Indgang.

2. Cor. 1. v. 10.

Hvilken (den Almægtige v. 9.) friede os fra saa stor en Døds Fare, og frier endnu; til hvilken vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os. Ordene, som tale baade om den forbigangne, nærværende, og tilkommende Tid, give i sær: Et got Haab for Fremtiden, hvilket og den foreskrevne Text giver: Sandelig HErrens Frelst er nær — — til Enden.

Hoved-Lærdom:

Syv Saligheder under 7. Christians Regiering. I Første Deel opregnede af Texten.

I Anden Deel henegnede paa Festen.

Psalmen, hvoraf Texten er tagen, tilskrives, som flere saadanne, i Overskriften Corah-Børn; Dog er det ey derfor sagt, at disse ere Forfattere deraf, men troeligere, at den er dem, som Helligdommens Sangere, overlevered til at afsiunges. Os ligemeget, baade ved hvad Haand den er skreven, og paa hvad Instrumenter den

er udblæst, naar den ikkun af GUds Aand er indblæst, som vi aldrig paatvivle. Imidlertiid synes dog David at være rette Forfatter heraf. Herpaa komme vi til

Første Deel.

Hvori vi kortelig ville opregne de Syv Saligheder i følgende Orden:

Den Første Salighed ligger da i Ordet Frelse— en Guddommelig— Hans — en vis — Sandelig— en særdeles, som det synes, for GUds Folk allene — Sandelig hans Frelse er nær hos dem, ham frygte, (en Frelse, dog almindelig for den ganske Verden. Tit. 2, 11.) 5. Mos. B. 33, 29. Du er frelst — egentlig: Du frelses endnu, du, som er frelst, skal frelses herefter. Ligeledes er og Begyndelsen af Texten at forstaae. HErrens Frelse har været, er endnu nær, og kan herefter forventes, men under Betingelse af en sand og bestandig Gudsfrygt. Derfor vises os i

Den Anden Salighed, Øyemærket af GUds Frelse, nemlig: GUds Ære, eller Religionens Høyagtelse — at Ære maae boe i vort Land. Ære eller Herlighed, hvorved forstaaes Kirkens blomstrende Tilstand i Særdeleshed. Sach. 2, 9. Jeg vil være til Ære midt i den, siger HErren.—Det Folk, hos hvilket Religionen er i Ære, vil den Ærens GUD igien ære, mætte her med Ære, og sætte omsider til Ære, Psalm. 91, 15. Men Religionens Foragtere skal ringe agtes, 1. Sam. 2, 30. Urimeligt alsaa, Herodes kan længe blive i sin Ære, efterdi han ikke vil give GUd Ære. Derpaa samler GUds Aand Trende Par, som ikke maae adskilles, af hvilke det Første Par udgiør Den Tredie Salighed. Det Venne-Par, nemlig Miskundhed og Sandhed, eller Naade og Trofasthed, NB. tvende Egenskaber, der i sær i Christo have mødt hverandre, og fremskinne klarest i Forløsningens

Verk, hvorfor de og parres: Joh. 1, 17. Naaden og Sandheden er bleven ved JEsum Christum. David glemmer vist ikke at anprise alle GUds Fuldkommenheder, men mærkeligt, han giør dog meest i sine Psalmer af disse 2de, Miskundhed og Sandhed, i sær af den første: Psalm. 59, 18. O GUD! hvor dyrebar er din Miskundhed. Psalm. 63, 4. Din Miskundhed er bedre end Livet. Den 136. Davids Psalme fortiener i sær en Anmærkning; thi, som Psalmen bestaaer af 26 Vers, saa sluttes hvert Vers med det Omqvæde: HErrens Miskundhed varer evindelig. Miskundhed parres med Sandhed, eller GUds Troefasthed i sær i sine Naade-Løfter. Psalm. 146, 6. Ingen af GUds Egenskaber kaldes fast meere i Tvivl paa Nødens Dag, ingen bekræftes heller Høyere i Skriften: Es. 54, 10. Før skal Biergene vige, før min Miskundhed.

Den Fierde Salighed indeholdes i det Ægte-Par, Retfærdighed og Fred. Den, ved JEsum forhvervede, Retfærdighed i Troen tilegned, hvoraf flyder Fred med GUd, Rom. 5, 1. og deraf igien legemlig Fred (den ædle Gave af GUd, det uvurderlige Clenodie, som aldrig ret skiønnes paa, før det savnes) Kriig fortærer — Fred ernærer. — Hvilket fælt Syn i Krigstider, at see Mennesker slagtede, som Fæet, og Menneske-Blod udøst, som Vandet udøses paa Jorden; Es. 1, 7. Joel. 1, 10, 11. Seer Fredens ædle Frugter 1. Kong. 4, 25. 5. Mos. B. 28. Ak! yndige Par i Texten! o! en Deel af GUds Børns Himmel her paa Jorden, efter Pauli Beskrivelse. Rom. 14, 17. Det sidste par i Texten peger paa

Den Femte Salighed, nemlig 1) Sandhed, det er Retsindighed, Retskaffenhed og Oprigtighed i alt sit Forhold, og 2) Retfærdighed, som paa dette Sted vel betyder Ret og Billighed.

Sandhed skal opvoxe af Jorden v. 12. det er: Retsindighed skal kiendelig mærkes i alle Stænder. Som Sæden ligesom af sig selv opvoxer, fremspirer og bærer Frugt paa Jorden. Marc. 4, 28. Med faa Ord: Retskafne, duelige og dydige Folk skal udmærkes, paaskiønnes, belønnes og ophøyes. Altsaa Jethros Raad til Moses iverksættes udi Udgang. B: 18, 21. — Dygtige og Gudfrygtige Personer udsees af alt Folket. Retfærdighed skal gaae frem v. 14. for Hans Ansigt (NB. hans, som saae ned af Himmelen til Jorden, HErren vor Retfærdighed nemlig) For hans Skyld skal Billighed og Ret have Fremgang i Urettens Land, og den Klage følgelig ey høres: Retten haver ingen Gænge. Es. 59, 14, 15. — Der er ingen Ret — Nu byder Rummet, at Talen maae forkortes; thi nærme vi os til

Den Siete Salighed — HErren skal ogsaa give det Gode, fornemmelig al aandelig Velsignelse i de himmelske gode Ting i Christo. Ephes. 1, 3. Og endelig som

Den Syvende Salighed, blandt de timelige gode Ting ogsaa. Jordens riige Afgrøde — Vort Land skal give sin Grøde—følgelig Spaadommen opfyldes Joel. 2, 24. Loerne skal være fulde med Korn.

I anden Deel.

Ville vi henegne de opregnede Saligheder paa Festen, og i denne Henegnelse gaae Texten udi mueligste Korthed igiennem, og sætte vi da iblandt de oplevede Saligheder under Syvende Christians Regiering.

HErrens mægtige Frelse over Kongen og Landet allerøverst. HErrens Frelse staaer og øverst i Texten. (Derfor er til sin Tid takket.) Vi ville da ikkun, efter Festens egentlige Øyemærke, ihukomme i Dag til vor GUds Priis, denne dobbelte HErrens Frelse, deels for en Deel af Kongens Undersaatter fra en, dem i for-

rige Vinter truende, Døds Fare, formedelst Hungers Nød i Norge, deels for næsten heele Danmark, fra en saa almindelig gængse, som ødelæggende, Landeplage, den Pest iblandt Qvæget. Forbyde GUd! Morder-Engelen skulde nogensinde her hos os anrette saadanne Ødelæggelser enten blandt Mennesker eller Qvæg! Ney, vor Frelses GUd! frels i Naade dette Zoar (vort kiære Thye og Gosen-Land) som hidindtil, saa og herefter fra disse og alle andre Landeplager.

Derpaa gaae vi videre, i Følge Textens Anviisning, at prise GUd paa denne Dag, som for Tvilling-Rigers Frelse, saa og for den, nu hos os 53 Aar gamle Fred, synderlig for disse den gyldene Freds velsignede Frugter, som Texten ommælder: nemlig v. 13, 1) Da HErren

har i afvigte Maaneds 16. givet Kongen det Gode (kroned vor kronede Christians Høypriselige Bestræbelser med et forønsket velsignet Udfald til Monarkens store Glæde, og Rigernes des større Tryghed) saa det vel maae hedde: at HErren har kroned dette Aar med sit Gode.— NB. i Betragtning af det Kielske.

2) Vort Land har og i afvigte Aar givet sin Grøde (saadan Overflødighed af al Slags Sæd, og fast overalt, som ikke i mange Aar) saa vi og i denne Henseende kan, som nyelig forhen, laane Ord af Psalm. 65, 12. 14. Dalene vare skiulte med Korn! O! give GUd, 7 feede Aar maatte afløse de forrige magre.

Under dette afbrudte Ønske henventes Tankerne til de forventede Lyksaligheder under Syvende Christians Regiering, blandt hvilke

Ære bør billigen her have Fortrinet; GUds Ære foralting; thi boer den i vort Land, saa har baade Landets Fader og Landets Børn deraf Ære og Fordel. Paa de fleeste af vore Høylovlige Konger af den Oldenborgske Stamme er mærkelig opfyldt 1. Sam. 2, 30. Dem,

som ære mig, vil jeg ære.—Som de have æret GUd, saa har GUD igien kiendelig æret dem. Nogle af dem have i sær befordret Christi Ære i deres Riger (endog vor regierende Christian nyelig) GUd har og igien værdiget dem besynderlige Venskabs Prøver, synderlig Christian den 3. og 4. formedelst særdeles Aabenbarelser, og de fleeste af Christianerne, formedelst underlig Frelse af betydelige Farer; i sær disse 3de Monarker, nemlig de 2de Høysalige Konger: Christian den 4. og 5. (den Første til Lands, den Anden til Vands) og vor endnu, gid længe! levende, allernaadigste Konge Christian den 7. Under disse Christelige Christianers og fredriige Friderichers Høystpriselige Regimente har Christi Ord boet rigelig i disse Riger og Lande, Religionen for det meste været i Ære; GUds Kirke i sær blomstred til en almindelig Velstand for Landets Børn i alle Stænder. Men, hvor ville saa knapt et Rum rumme det alt?

Mig synes, at de Trende Lyksaligheder, der end staae tilbage i Afhandlingen, ligge alle i det eene Ord: Ære; thi det øvrige af Texten kan i Korthed henføres til disse Trende Puncter: Kirkens, Kongens og Landets Ære.

1) Det er Kirkens Ære, at det Venne-Par, Miskundhed og Sandhed møde Hverandre, som oprigtige Venner, heller end gierne gaae hverandre i Møde som paa Halvveyen.—

2) Kongens Ære, at det Ægte Par, Retfærdighed og Fred under hans milde Regiering kysse hverandre med et helligt Kys. —

z) Landets Ære, at det sidste Par i Texten: Sandhed eller Troefasthed, og Retfærdighed eller Billighed række, som to hulde Brødre, hinanden Samfunds høyre Hænder. Gal. 2, 9. Philip. 4, 8. Psalm. 144, 15. Saligt det Land, hvor der saa gaaer! Ja! sandelig det Land kan man spaae den beste Velstand, hvor GUds

Ære boer, hvor Ærlighed er ligesom boesat i Landet; thi der frygtes GUd, der æres Kongen, og altsaa gaaer det der vel til!

Anvendelse.

Om vort Land maae vi laane Ordene 5. Mos. B. 11, 12. og sige vor Lovs GUd til Ære paa denne Lov-Dag (som afvigte Søndag, ved Kirke-Aarets Begyndelse, da, efter vor Store Christians Christelige Ordre, opmuntredes til denne Bede- og Takke-Festes høytidelige Helligholdelse.)

Dette er et Land, som HErren din GUd har nøye Agt paa, HErrens din GUds Øyne see stedse derpaa fra Aarets Begyndelse, og indtil Aarets Ende.

Til Slutning rinder mig i Tanke det Træe, hvorom mældes mod Bibelens Slutning Aabenb. B. 22, 2. Hvorved anmerkes dette Mærkelige: at det nemlig har 12 Slags Frugter, og gav sin Frugt efter enhver Maaned.

I Anledning heraf bør jeg vel minde mine Tilhørere om den Første Maaned i Aaret 1772. dens velsignede Frugt, hvoraf vi siden har høstet næsten en nye Frugt til hver en Maaned. Og, hvor forbundne ere vi ikke? baade I og jeg, Dyrekøbte! førend vi skilles ad i Dag, at bære GUd paa den Første Dag i denne sidste Maaned af dette Aar, en Frugt af de Læber, som bekiende hans Navn, et ved Christum behageligt Lov-Offer: Ebr. 13, 15. laant af Psalm. 72, 18. 19. — Lovet være den HErre GUd, Israels GUd! og lovet være hans Æres Navn ævindelig.

Til Slutning velsigne vi Kongen med Ønsket udi Psalm. 61, 7. 8. HErre læg Dage til Kongens Dage, at Syvende Christian maae opnaae Fierde Christians Alder! Bereed Miskundhed og Sandhed, at de maae

bevare ham! ja! lad Oprigtighed bevare mig, og enhver af Kongens Undersaatter! Psalm. 25, 21. Vort kronede Syv-Tall Monarken GUd krone Med Syv Gange Salighed, Lykke og Held,

Sand Gudsfrygt og Ære omstraale hans Throne,

Hans Hensigter fremmes til Rigernes Vel!

I Kirken GUds Naade og Sandhed forkyndes, I Landet Retsindighed agtes og yndes; Retfærdighed Domstoelen pryde,

Og Fred med dens Frugter vi nyde!

Velsigne det Thye, og den Hiardemaal Bye, Hvor du, O! GUd! under din Tienere Lye; Hør alle de Bønner, her offres i Dag For Rigernes Fader og Rigernes Sag. Jeg lægger hver Siel i mit Sogn i din Favn; Nu Amen i JEsu velsignede Navn.

Allersidst forelæstes

den anordnede Bøn.

✂

En Prædiken over den Anordnede Text til Høimesse

paa den

Allernaadigst anbefalede Takkeog

Bede-Fest,

den 1 December 1773.

Holden for Herringe Meenighed

Peter Christian Steenvinkel

Sogne-Præst for bemeldte Meenighed og Fiellebroe Capel.

Odense, 1774.

Trykt i det Kongel. Privil. Adresse-Contoirs Bogtrykkerie.

2
3

Texten. Ps. 85, v. 10, 11. 12. 13. 14.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Ære maae boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdigheds skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det gode; og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sætte dens Trin paa Veien.

Indgang.

Ps. 89, 16.

Salige er det Folk, som forstaaer sig paa, Frydeklang; Herre! de skal vandre i dit Ansigtes Lys!

Det er med disse Ord vi i Dag vil begynde vor glade og højtidelige Andagt. Denne Dag er helliget til Herren og til Glæde; vor Guds Lov og vor egen Lyksalighed har forsamlet os for at tilbede ham, der er forunderlig i sine Gierninger og forfærdelig i Priis; Kongen og Folket knæle i Dag ned for Helligdommens Throne, og Landet er fuld af Herrens Godhed og fuld af Herrens Lov.

Vi, skiønt vi ere kuns den mindste af Israels Stammer, skiønt vor Forsamling er liden, vil vi dog ei være de sidste til at ofre den Allerhøieste vor Taksigelse paa hans Allestedsnærværelses almindelige Alter; ogsaa vor liden Helligdom skal have sine Fryde-Sange, og Herren vor Gud skal benaade vor Glæde. De oplæste Ord skal opmuntre os til dette velsignede Foretagende. Ethan har i denne Psalme med de prægtigste Ord og Billeder beskrevet Guds Herlighed, Godhed, Viisdom og Almagt, han havde paa en værdig Maade afbildet en Deel af de guddommelige Gierninger, ved hvilke den Aller-

høieste har bekiendtgiort sig for Engler og Mennesker, og, da denne hellige Sangere føler, hvad han synger, falder han, i sine Betragtninger over Gud, i en glad Henrykkelse over deres Lyksalighed, der høre et saa tilbedelsesværdigt Væsen til; her forestiller han sig sit Folkes Velsignelser, hvilke Gud paa en besynderlig Maade havde værdiget baade Navnet og Fordelene af at være hans Folk, det Baand, der ved Religionen, var imellem Gud og dem, deres prægtige og frydefulde Gudsdyrkelse og de utallige Aarsager, de havde til at glæde sig i Herren, deres Saligheds Gud.

Saligt, siger han, er det Folk, der forstaaer sig paa Fryde-Klang! Ethan sætter her Glædens Mærker i Steden for Glæden selv, Fryde-Klang i Steden for Fryd, og sigter til de Basuner, hvilke Israel skulle bruge baade i deres Krige og i deres hellige og høitidelige Forsamlinger, at de maatte være dem til en Ihukommelse for Gud, 2 Mose B. 10, 9. 10. og da bemærke hans Ord: Salig er det Folk, der har Aarsag og Friehed til at glæde sig i Gud, og veed, at giøre det paa en værdig Maade! Et Folk har Friehed til at glæde sig i Gud, naar det har hans rette og velsignede Dyrkelse iblandt sig, og det har Aarsag dertil, naar den Allerhøjeste værdiger det sin Barmhiertighed, Velsignelse og Hielp, og naar det i Nødens Tid nyder Prøver paa hans Beskyt-

telse og Frelse; da er Glæden ikke allene naturlig og tilladelig, men den er en væsentlig Pligt for et saadant Folk, en Pligt hvis Udeladelse vilde drage Guds Straffe-Domme over det. Og saligt er saadan et Folk, naar det forstaaer sig paa Fryde-Klang, naar det med skiønsomme Hierter kan smage Guds Godhed, med hellige Hierter og Læber ofre ham en tækkelig Priis, og med en villig Lydighed befæste sig i hans Naade, som er dets Glædes og Lyksaligheds Kilde! Herre, de skal vandre i dit Ansigtes Lys! Din Varetægt skal blive over dem, deres Glæde skal krones med dit Velbehag og vore under dine Velsignelser. Vor Gud er Glædens Gud, han er det, der baade opfylder vore Hierter med Glæde, og møder tillige et glad Hierte med et naadefuld Bifald, der skaber selv glade Læbers Grøde, og gierne hører Lovsange, der ere en Frugt af de Læber, der bekiende hans Navn. Et glad Hierte er en opladt Mund; han taler selv til sit Folk: oplad din Mund vidt, og ieg vil fylde den; en retskaffen Glæde drager derfore Velsignelser ned fra Himmelen over os, da den udvider Hiertet og giør det beqvem til at modtage fleere og større Naade.

Saaledes bliver vor Glæde Kilden til vore Velsignelser; Det Folk, som forstaaer sig paa Fryde-Klang, skal vandre i Herrens Ansigtes Lys.

Vor Fest er en Glædes og en Lovsangs Fest; vi staae her for Herrens Ansigt, for med taknemmelige Hierter at erindre os, at Gud ansaae ikke Uret i Jacob, og saae ikke til Møie i Israel; men at Herren vor Gud har været med os og Kongens Basune-Klang hos os, 4 Mose B. 23, 21. utallige Velgierninger fra Gud strømme ind paa vore Siele, og giøre Fordring paa vort gandske Hiertes Glæde og Taksigelse. Ak! at vi maatte ret forstaae os paa Fryde-Klang, at vi herefter maatte vandre i den Almægtiges Ansigtes Lys! Nu, Herren er vor Styrke og vor Skiold; vore Hierter have forladt sig paa ham, og vi ere blevne hiulpne; vore Hierter frydes og vi vil takke ham med vor Sang, Ps. 28, 7.

Vi al i vor Glæde betiene os af det Mønster, vor hellige Text giver os, og deraf betragte:

Et benaadet Folkes frugtbare Glæde over dets Lyksalighed.

I. Hvorledes det Folkes Tilstand er, som glæder sig.

II. Hvorover det glæder sig. og III. At dets Glæde var frugtbar.

Afhandling. Første Deel.

Vi have først at overveie: Hvordan det Folkes Tilstand var, hvis Glæde vor Text beskriver. Der foregaaende af denne dyrebare Psalme lærer os, at her handles om et Folk, der havde syndet imod Gud, der havde paadrager sig hans Straffedomme, og følt hans Tugtelse, havde ydmyget sig for Gud, var bleven benaadet, og nu glædte sig over Herrens Frelse og over dets nærværende og forventede Lyksalighed. At det havde været et syndigt og tillige straffet Folk, see vi i det 6 og 7 v. vil du evindelig være vreed paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt? vil du ikke giøre os levende igien, at dit Folk maae glæde sig i Dig? Her forestilles Folket under Byrden af deres Synder, og indføres sukkende om Guds Vredes Bortvendelse og om mildere og lyksaligere Tider, end dem, de nu levede i. Det er Lande-Synder, der baner Veien for Lande-Plager. Den Allerhøjeste taaler ofte til en Tid enkelte Personers Overtrædelser, ja han lader endog ofte, efter sine urandsagelige Veie, en Ugudelig lykkes, blomstre og henbringe sine Dage uden Følelse af hans Vrede; men naar Synden bliver almindelig, naar et heelt Folk glemmer Gud

og nedsænker sig i Laster, da kan Gud ikke andet, end at han maa hiemsøge det og hans Siel maa hævne sig paa saadan et Folk, Jerm. 5, 9 v. Saaledes havde dette Folkes Tilstand været; men de erkiendte deres Daarlighed, og ydmygede sig for den Allerhøiestes Ansigt: Omvend os, sukke de, vor Saligheds Gud! og tilintetgiør din Fortørnelse imod os; Gud havde bønhørt deres Sukke, de vare blevne et omvendt, et velsignet og benaadet Folk, og nu beskriver David deres Glæde og deres Lovsang, deres Haab og deres Forsæt.

Her tales da ikke om et Folk, som en langvarig Roelighed og en, igiennem Mange Tider, uafbrudt Kiæde af Velsignelser havde opvakt til Glæde; som oftest har den Høiestes vedvarende Godhed ikke denne Virkning paa vore ufølelige Hierter, som oftest nøder et længe velsignet Folk Gud, enten ved en skammelig Forglemmelse af ham og hans Naade, eller ved hans Velgierningers Misbrug, til at standse hans Godheds Strøm, og giøre det gode smagende ved Mangel og afvexlende Trængseler; ikke heller finde vi her et Folk, der efterat det ved Vold og Overmod har bragt svagere og uskyldige under Aaget, triumpherer over de overvundne med en forhaanende Glæde, eller ved deres syndige Lovsang, enten søger at giøre Gud deelagtig i deres Laster, eller daarlig at ville tilkiøbe sig hans Biefald ved at ofre ham en Tak-

sigelse, der umuelig kan tækkes Ham af Voldsmænd, hvis Hænder ryge endnu af uskyldig udgydet Blod. Det Folk, her glæder sig,

er langt meere beqvem til en reen og Gud tækkelig Glæde. Saa brændende som deres

Bøn og Længsel efter Frelse havde været i deres Trængsel, saa levende er nu deres Glæde, da deres Vilkaar forandres; den Overbeviisning de havde om, at de havde fortjent Guds Vrede giør dem hans Naade dobbelt dyrebar, den ydmyger dem til at betragte deres nærværende Velsignelser som Virkninger af den Allerhøiestes blotte forbarmende Naade, og, i det den minder

dem om det Dyb, de nyelig vare frelste af, giør den dem bange for at falde ved nye Synder tilbage i deres forrige Elendighed; og saaledes befæster dem i deres Forbarmeres Frygt.

Anden Deel. Deres Glæde udflød af en dobbelt Kilde; nærværende Velsignelser og den beste Udsigt i Eftertiden opmuntrede dem følelig til at prise Herren og fryde sig i deres Saligheds Gud. Efterat Propheten havde beskrevet deres Tilstand og deres Ønsker under Guds Straffedomme, efter at han havde opmuntret sig og dem med den Forvisning, at Gud skulle tale Fred til sit Folk, afbilder Han nu deres Lyksalighed og deres Haab; i en prophetisk Hen-

rykkelse over sin og sit Folkes Glæde udraaber han: Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte! Gud havde allerede frelst dette ydmygede Folk; denne Velgierning var nye i deres Minde, og derfore den nærmeste Aarsag til deres Glæde.

Israel havde havt utallige Prøver paa den høiestes Magt og Godhed imod dem; aldrig havde de været i nogen Nød, at de jo havde erfaret Guds forunderlige og nærværende Frelse, og deres Historie er, fra dens Begyndelse indtil Enden, fuld af de riigeste og prægtigste Exempler paa den Almægtiges besynderlige Forsorg og vise og herlige Førelse. De havde havt mange Fiender, og deres største Fiender, deres igientagne Overtrædelser havde ofte styrtet dem i saadan en Tilstand, at det for menneskelige Øine syntes at være aldeles ude med dem; men saasnart havde de ikke omvendt sig, og igien frygtet Gud, før hans Frelse havde været dem nær, og han med en mægtig Arm havde udført dem til hans Ære og deres Fienders Forundring og Beskæmmelse. Alle maatte tilstaae, at saalænge de stode i Pagt med Gud, vare de uovervindelige; denne Sandhed var saa bekiendt, at endog deres bitterste Fiender først søgte at forføre dem til Synd, og siden, naar de vare blottede fra Guds Naade, angrebe dem. Selv havde de tusinde skinnende Beviser og tusinde dyrebare Løfter om Guds Frelse; det kom alle-

14 ne an paa at de frygtede Gud. Dette benaadede Folk glæder sig derfore her ei allene over Guds Frelse; men og over den velsignede Forfatning, de ved hans Naade vare komne i, at de nu, som omvendte, kunde herefter med Grund bygge Deres Haab paa hans Barmhiertighed og Varetægt. Gud, sige de da, vor Gud har frelst os, og han skal herefter frelse os.

At Ære maae boe i vort Land. Dette anfører Propheten baade som en Grund paa Guds Side til at han stedse var nærværende hos dem med sin Frelse, og tillige som en af de store Velsignelser, hvorover Folket glædte sig. Det var Israels største Ære og vigtigste Fortrin frem for andre Folk, at Gud havve stiftet sit Navns Ihukommelse iblandt dem, at han havde sat sin Helligdom i deres Land, givet dem sine Skikke og Rette, og den rette Kundskab om ham og en værdig Maade at dyrke ham paa, og i Særdeleshed, at den, i hvilken alle Slægter paa Jorden skulle velsignes, skulle fødes af dem. Gud havde baaret en besynderlig Omsorg for at denne Ære maatte blive ved at boe i deres Land; til den Ende havde han bevaret dem fra en almindelig Undergang, og fra at sammenblandes af de Folk, af hvilke de vare overvundne, til den Ende havde han forebygget, at den Lov, han havde givet dem, ved de utallige Forandringer dette Folk prøvede, ikke skulle forkomme. Dette erkiendte de med en

inderlig Glæde som deres vigtigste Fordel; han haver kundgiort, sige de, Jacob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Rette, han haver ikke saa giort ved noget Folk, og de Rette, dem kiende de ikke, Halleluja! Den Ære, David taler her om, er da den sande Religion, ved hvis Lys de vandrede, ved hvis Løfter de glædede sig, og hvilken de skyldede al deres Haab og Lyksalighed. Mangfoldige Steder i den hellige Skrift overbevise os om, at det Ord, Ære, betyder Religionen, ved hvilken Gud paa en besynderlig Maade baade ærer og benaader et Folk; saaledes trøster Gud det fangne Israel med den Forvisning, at Jerusalem igien skulle opbygges, at han selv vilde være en gloende Muur trindt omkring den, og være til Ære midt i den, det er, igien lade sig dyrke i deres Tempel. Folket glæder sig da over, at Gud havde frelst dem, paa det hans Ord og Dyrkelse maatte boe i deres Land, og Religionens velsignede Løfter kunde naae deres Fylde. Den Allerhøiestes Ære udbredes best der, hvor den sande Religion hersker, hvor Lyset med lige Straaler opklarer Menneskene, og en rigtig Kundskab om Gud føder hans rigtige Dyrkelse. Hvor Gud æres hos et Folk, æres og Folket; det er et Lands allerstørste Ære, at Gud boer deri, at Folket staaer i den rigtigste og værdigste Forbindelse med den Allerhøjeste, og det Offer, de giøre ham, skeer efter hans egen Forskrift, uden

nogen Sammenblandelse af menneskelige Lærdomme. Religionen skienker et Folk baade udvortes Ære og Lyksalighed, af den udflyde de vise og billige Love, der befordre et Folkes Velstand, af den lærer Kongerne Mildhed og en faderlig Omsorg for deres Folk, og af den lærer Folket deres Pligter imod Kongen; saa at ligesom Religionen er et Baand imellem Gud og Menneskene, saa bliver den og et Baand imellem Kongen og Undersaatterne, og atter imellem dem indbyrdes, der befæster deres fælles Lyksalighed; med et Ord: Ære, Lyksalighed og Herrens Frelse ere den sande og ærede Religions visse Medfølgere. Hvor denne Ære ikke er, der giøres Skilsmisse imellem dem, der ved de helligste Baand burde være foreenede, og heele Lande nedsænkes i Vanære og Ødeleggelse.

David bliver ved i en prophetisk Stiil at afbilde de Lyksaligheder, dette benaadede Folk fremdeeles forventede. Gud havde frelst dem, paa det hans Ære maatte boe i deres Land, og nu skulde Miskundhed og Sandhed møde hverandre, Sandhed skulle opvoxe af Jorden og Retfærdighed see ned af Himmelen. Disse Talemaader vil sige, at

Den Høiestes Naade og Velbehag skulde hvile over Folker, der, rørte af hans Godhed og Frelse, herefter skulde dyrke ham i en oprigtig og villig Lydighed.

Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, det er: Guds Naade skal understøtte os i vor oprigtige Stræben efter at dyrke ham, og den skal krone vor Lydighed med de visseste Velsignelser; Sandhed skal opvoxe af Jorden, enhver skal kiende Herren, og enhver, som kiender ham, skal elske og herliggiøre ham, Hellighed skal blive almindelig iblandt os; og da skal Retfærdighed see ned af Himmelen, den Retfærdige Gud, som enten maae bortvende sit Syn fra et Folkes Synder, der ere ham en Vederstyggelighed, eller og maae ansee dem i hans forfærdelige og fortærende Vrede, han skal nu med en kierlig Velbehag fra sin Helligheds og Herligheds Boelig beskue os som et helligt Folk, hvis lydige Vandring og uforfalskede Dyrkelse skal behage ham. Saaledes glæder Folket sig over den Naade, de ventede fra Gud, til at det Forsæt, de havde fattet om at dyrke, maatte naae sin Fylde, og over de Velsignelser, de kunde da vente sig af deres Forbarmeres kierlige Haand. Endog i det timelige, sige de i deres Glæde, skal Gud, vor Gud velsigne os.

Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og sætte dens Trin paa Veien, d. e. Vi skal være velsignede med det vi behøve til vor Lives Ophold, og under den Allerhøiestes Skygge leve et fredeligt og fornøieligt

Liv; vi skal bestyres af milde, fredsommelige og retfærdige Regentere, de, der bære Guds Magtes Billede iblandt os, skal ligne ham i Godhed; Folket selv skal i deres indbyrdes Omgang vise Retfærdighed og Billighed, og andre skal ansee os som et dydigt og et benaadet Folk. Disse ere de Aarsager, dette Folk havde til den største og billigste Glæde, de indbefatte alt hvad et Folk kan ønske sig, alt hvad der i Foreening kan udgiøre et Riges visse og vedvarende Lyksalighed. Religionens Lys og Lykke; en hellig Vandring understøttet og kronet med den Allerhøiestes Velbehag, Fred og Frugtbarhed, en mild Regiering, retfærdige Love og en almindelig Kierlighed og Billighed er unægtelig den allerhøieste Fylde af jordisk Lyksalighed og den allerbilligste Grund til en inderlig, høitidelig og frugtbar Glæde.

Tredie Deel.

En saadan Glæde er det David beskriver. Vi have tilforn seet, at de Omstændigheder dette Folk, under Guds Straffe-Domme havde været i, dets nærværende Lyksalighed og dets grundede Haab om en velsignet Eftertid, giorde det beqvem til at føle en reen og Gud tækkelig Glæde; disse foreenede Omstændigheder, giorde der ligeledes skikket til en frugtbar Glæde. Mange begaae, i lige Omstændigheder, den allerskammeligste Utaknemmelighed i-

mod Gud, i det de, saasnart Saaret er lægt, glemme baade deres forrige Elendighed, dens Kilde og den kierlige Haand, som har lægt dem; andre blive ved en langvarig Lyksalighed saa ufølelige ved det Gode, at de vigtigste Fordeele, de dyreste Velsignelser ikke formaae at røre dem til nogen Glæde; nogle glæde sig vel; men deres Glæde og Lyksalighed føder Overmod, Vellyst og andre Laster, og nedsænker dem dybere i Synden, i det den giver dem Lejlighed til at opfylde deres Lyster. Hvor ofte har et ved en eller anden Plage hiemsøgt Land, naar Gud har frelst det, opført sig imod ham som fordum Israel, over hvilke han selv klager: der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte og deres Hierte ophøiede sig. derfore har de glemt mig, siger Herren, Hoseas 13, 6. En saadan Glæde er en vis Vei til Sorg og Undergang; thi iblandt de Synder, der særdeles opvække den Retfærdiges Hevn, er hans Velgerningers Misbrug en af de frygteligste. Det benaadede Folk, hvis Glæde vor Text beskriver, opførte sig paa en langt anden Maade; deres Glæde var frugtbar til Guds Ære, de følte levende, at deres Vilkaars lyksalige Forandring var en Virkning af den Allerhøiestes Naade, at ham ene tilkom Æren og Prisen for deres Lykke, og at de Velsignelser, de i Fremtiden ønskede og ventede sig, allene kunde udflyde af hans Barmhiertighed; de veiede deres Fortieneste med deres Tilstand, og erkiendte med en yd-

myget Aand, at deres Byrder maatte have voxet, hvis Gud ikke havde borttaget deres Misgierninger og skiult deres Synd; deres forrige Trængseler lod dem med en følelig Glæde smage deres nærværende Velstand, og opmuntrede dem til at prise ham, der havde bortsamlet sin Grumhed og draget sin grumme Vrede fra dem, de ofrede derfor den Allerhøieste et reent og oprigtig Takke-Offer, uden nogen Blanding af Tillid enten til dem selv eller andre. Men de lode det ikke blive derved, at de betalte Gud deres Løfter og fortalte hinanden de store Ting, Herren havde giort imod dem, de saae, at en alvorlig Gudsfrygt var den eneste Støtte hvorpaa de kunde bygge deres Lyksaligheds Haab, de vidste, at de, ved nye Synder, ville styrke sig i nye og større Elendighed, de satte sig derfore vist for, i deres Hiertes Glæde og Godhed at ville dyrke den Allerhøieste. Saaledes var deres Glæde ogsaa frugtbar paa de beste og helligste Forsætter; en stoer Deel af de forventede Velsignelser beroede tildeels paa deres egen Forhold; og deres Glæde overbeviser os om, at de baade høist skattede dem og havde i Sinde al opelske og bevare dem. De glædte sig over Herrens Frelse; men de erkiendte tillige, at ikkuns de, der frygtede ham, kunde vente den, de satte sig altsaa for at ville opfylde denne Vilkaar af al Magt, og derpaa at grunde deres Forvisning om denne Lyksalighed. De ansaae Religionen som en Velsignelse og Ære for

dem; men de indsaae tillige, at den da først var dem til Ære og Nytte, naar de vandrede efter dens Forskrift; saa stoer som da deres Glæde var over at beholde den, saa vist var deres Forsæt om at ville adlyde dens Befalinger, og, saavidt de kunde, ære den ved en værdig Vandring. De ventede sig Guds Miskundhed og Velbehag; men allene paa Grund af, at deres Hellighed skulde drage den ned over dem, og, stolende paa Guds Maade i at ville understøtte deres Forsæt, ventede sig i Eftertiden de roeligste og lyksaligste Tider; saaledes var deres Glæde frugtbar, i det den førte dem nærmere ind til Gud og befæstede dem i hans Frygt og følgelig i deres egen Lyksalighed.

Anvendelsen.

Vi have nu i Følge vor Text, betragtet Et benaadet Folkes frugtbare Glæde over dets Lyksalighed; det tilkommer os nu at anvende dette, saavidt det kan skee, paa os selv, og for nogenlunde at opfylde Festens Hensigt, opmuntre vore Hierter til en saadan frugtbar Glæde over vor Lyksalighed. Vi skal gaae frem i den begyndte Orden, og da først vise: At vor Tilstand meget ligner dette Folkes.

Vi have hørt, at dette Folk havde været et syndigt og et hjemsøgt Folk; vi maatte til en forunderlig Grad være ufølelige, hvis

vi ikke erkiendte, at denne dobbelte Tilstand er just vores. At vi er et syndigt Folk er der vel ingen, der kan tvivle om; men en maadelig Kundskab om den Tid, vi leve i, overbeviser os lætteligen om, at vore Synder vare stegne til den Grad, at den Retfærdige ei længere kunde taale dem. En langvarig Fred og vedvarende Velsignelser havde nedsænket Landet i en almindelig Vellyst, Religionens og dens Buds Foragt, Utaknemmelighed og Skiødesløshed imod Gud og hans Velgierninger, havde for længe siden giort os uværdige til den Allerhøiestes Naade og Varetægt; vel havde Gud talt til os, som fordum til sit Folk, i denne vor store Roelighed; men vi havde ikke villet høre det; og vi maae tilstaae, det Gud klagede over dem, at denne har været vor Vei fra vor Ungdom af, at vi ikke havde hørt hans Røst, Hoseas 13, 6. saavel de Mægtige som de ringe havde kastet Herrens Aag af dem, og enhver hastede til Landets Undergang med en utøilet Frekhed ved afskyelige og trodsende Synder; Helligdommen stod forladt, og Sabbaterne vanhelligedes; de Retfærdige vare faa i Landet, og disse faa vare til Spot for Daarer; Gudsfrygt og Guds Kundskab vare drevne i Landflygtighed fra vore Grændser, og Vantroe og Vankundighed havde deelt den største Deel af Folket imellem sig. Ingen tænke, at denne Beskrivelse over Landets Synder er overdreven; enhver prøve sine egne Veie, og han maae tilstaae, at han har giort

sit til at føre Guds Straffedomme desto hastigere over os! Vi vare da et syndigt, og vi bleve et hiemsøgt Folk. Endelig opvognede Guds Vrede (skiønt den var blandet med den ufatteligste Langmodighed og de meest skinnende Prøve: paa hans Lyst til at frelse os.) Nu begyndte Himlen at nægte Jorden sin Indflydelse, og denne at nægte dens Dyrkere Frugten af deres Sveed og Arbeide; Mangel udbredte sig over alt, og tusinde af Landets Børn sukkede om Brød og Mættelse; Fattigdom hærskede i de fleeste Boliger, og en næsten almindelig Mangel truede os med en almindelig Undergang; til Fylden af vor udvortes Jammer slog Gud Qvæget, at det i hobetal bortryktes, og drog Landets Fedme og Rigdom med sig. Men endnu et større Vee nedslog vore forskrækkede Hierter: den foragtede Religion truede at forlade os; man gav Lysterne offentlig Tøilen, og ærede fæiske Laster med Navn af Landets Nytte; vi saae Ugudeligheds Spiir at blive mægtig over os, og al vor Forventelse og Udsigt var mørk og forskrækkelig; vi have selv seet og hørt de frygteligste Beviser paa Sandheden af alt dette, og vi ere forvissede om, at hvis den allerhøieste Herre over alle Ting ikke havde standset Ugudeligheds Strøm og tilintetgiort dens Anslag, havde endnu større Elendigheder mødt os, end dem vi formaae at forestille os. Vi have da været et syndigt og et straffet Folk: men vi ere af den allerhøiestes forunderlige Naade blevne

et velsignet og benaadet Folk; give Gud! vi ligesaa vist vare et ydmyget og omvendt Folk! —

Midt i Vreden tænkte vor Forbarmere paa Skaansel og Naade; vore Plager bleve ikke alleeneste mindre, end vore Overtrædelser; men de bleve endog langt ringere, end dem andre har maattet føle; den ødeleggende Kriig fik ikke Friehed til at nærme sig til vore Grændser, Ugudelighed blev standset midt i sine Planer og Anslag, Spottere bleve omvendte, Sygdommen paa Qvæget ophørte, vor Jord blev igien velsignet, og Landet havde Fred og Føde. Vi have da de samme Glædes Aarsager, som hine havde: Herrens Frelse har været nær hos os, og vi kan vente den bestandige Nærværelse, naar vi vil frygte ham. Det er ikke mange Aar siden, vi saae os indviklede i Kriig med en mægtigere Magt, end vores, en Kriig, hvis Udfald var uvis, og hvis Følger, hvordan det end havde gaaet, dog havde været bedrøvelige for vort Fæderneland; da viiste Herrens Frelse sig paa en overordentlig Maade, og et Mirakel af den Allerhøiestes Forsorg virkede til vor Redning og Lyksalighed; Landets Sønner bleve mættede med vore Fienders Brød, og den, som stolende paa sin Magt, havde sooret vor Undergang, blev udryddet af de Levendes Lande. Misvext, Qvægets Bortrykkelse og Ugudeligheds Magt truede os siden med Undergang; men Herrens Frelse var nær, han befriede

os fra de ondes Raad, vor Gud gav det Gode og Landet gav sin Grøde. Æren boer endnu i vort Land, Religionen velsigner os endnu med sit Lys, Herrens Templer besørges endnu af Landets Børn, og man fik ikke Propheterne udryddede af Israel, eller Lærerne af Zion; vor allermildeste Konge og de, der vaage over Folkets Vel, arbeide med Nidkierhed paa at give Religionen sin Glands, Templerne deres Ære, og Folket retskafne Lærere; vor velsignede Josias giver Sabbaterne deres forfaldne Dyrkelse igien, vi see ham, med Glædes Taare staaende hos Støtten i Herrens Huus, at giøre en Pagt for Herrens Ansigt, at vi skal vandre efter Herren og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd af gandske Hierte, og af gandske Siel; og at drage Folket med sig ind i denne Pagt. 2 Kong 23, 3 v.

Nu kan vi vente os, at Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen, og Sandhed opvoxe af Jorden; kan Velgierninger og Trængseler, kan Prøver paa den Allerhøiestes Vrede og Prøver paa hans utænkelige Maade røre os, saa maa vi nødvendig blive opvakte til Omvendelse; og naar han opnaaer sin Hensigt med os, naar de rørende Tildragelser, han har ladet virke til vor Opmuntring, give os Lyst til at blive ham et villigt Folk til at dyrke ham alle vore Dage, da skal hans Velbehag glæde vore Hierter og hans Velsignelser

krone vore Lande, da skal Herrens vor Guds Liflighed være over os, og hans Gierning sees for hans Tienere; en Vandring, overeensstemmende med Religionens Bud, en mild og velsignet Regiering, en frugtbar Jord skal da udmærke os iblandt andre Folk, og lade os med Henrykkelse smage, hvor got det har været os, at vi besluttede at holde os nær til Gud.

Vi have nu at arbeide paa, at vor Glæde ogsaa kan blive en frugtbar Glæde. De Velsignelser, Gud har skienket os, ere saa almindelige, at enhver iblandt Folket baade har sin Deel deri, og ere forbundne til at glæde sig derover, de ere saa vigtige, at den alleruføleligste maae erkiende dem; det var en umenneskelig Haardhed ikke at kunne glæde sig over, at det dyreste og kiereste, vi i Verden eye, vor Religion, vor Konge og vort Fædreneland, og alt hvad der paa nogen Maade flyder deraf, er ved den Allerhøiestes naadefulde Varetægt bleven bevaret, og at de Mangler og Trængseler, vi saa nyelig sukkede under, ere blevne forvandlede til en riig Velsignelse og Lyksalighed. Den Skiødesløshed og Uagtsomhed, der i Almindelighed, destoværre! behærsker os ved de allervigtigste Tings Behandling, være derfor i Dag langt borte, fra vore Hierter, og en alvorlig Eftertanke over hvad vi ere, hvad vi have været, hvad vi havde kundet blive, og hvad vi nu af Guds Naade vente

at blive, indtage vor gandske Sind og Siel! vore Tungers Lovsange uden Hiertets glade Følelser er et Offer, antændt ved en fremmet Ild og vederstyggelig for den Alseende; men naar vi føle vor Lyksalighed, naar vi elske vor evig forbarmende Velgiørere, og da tale, da priise ham, der har giort vel imod sin Salvede og sit Folk, da bliver vor Glæde et antageligt Offer for ham, som boer iblandt Lovsange. Skal vor Glæde da være frugtbar, maa den føles i vore Hierter, og disse Følelser maae fødes af en alvorlig Eftertanke om vor forbigangne og nærværende Tilstand; Her er det got, at forestille sig, hvad der kunde have skeet, hvis Gud ikke i Naade havde standset den Strøm af Ugudelighed og Elendigheder, der truede at overskylle os, at opdage Kilden til vore Plager, og naar vi finde den i Landets Synder, da med en ydmyg Glæde tilbede den Haand, der ydmygede os troeligen, at vi kunde lære hans Skikke og beholde hans Naade, Skielvende maa vi see tilbage til det Dyb, hvoraf den Almægtiges kierlige Haand nyelig har uddraget os, og vi maae tænke i vor Frelse, at vi høre de samme Ord fra Gud, som han fordum ved en lige Lejlighed lod sige til sit Folk: Dette giør jeg ikke for eders Skyld; det være eder kundgiort, siger den Herre, Herre; blues og skammer eder for eders Veie, I af Israels Huus! Czech. 36, 32 v. Vor Ydmygelse bør være. Fedmen af vort Offer. Vi bør fryde os,

men med Bævelse. Vor Glæde bliver fremdeeles frugtbar, naar vi paa denne velsignede Dag giøre en nye Pagt med den Allerhøieste; det er paa denne Gierning vi skal grunde vort Haab om Eftertiden. De Elendigheder, der nyelig, efter den Høiestes Vink, have forladt os, hvile ikkuns, efter hans Befaling, i Haab om vor Omvendelse; hans Kogger er endnu fuld af Vredes Piile, og han har endnu sin Bue opspændt; de Plager, vi have følt, vare kuns Fortropperne af den Hær af Elendigheder, hvilken han udsender mod gienstridige Overtrædere; men hans Vrede vil bevæbne sig med tidobbelte Forskrækkelse, hvis vi blive ved at forhærde vore Hierter og vanære hans Navn: denne Dag, denne velsignede Glædes Fest, kan, ved vor egen Forseelse, afløses ved en Mørkes, en Angestes og en Trængsels Dag, og vi selv kan, ved vedvarende Synder, give vore Velsignelser Vinger, at de maae bortflyve fra vore Grændser. Have vi da sukket tilforn under Byrden af vor Jammer, føle vi nu nogen Glæde over Herrens Frelse og Barmhiertighed, og troe vi (og skielve ved vor Troe) at Gud ikke allene kan; men og virkelig vil hiemsøge os, hvis vi foragte hans Godheds og Langmodigheds Rigdom og de kierlige Raad, han baade ved Velgierninger og Trængseler haver givet os til vor Frelse, o! saa lader os i Dag ei allene ofre ham Taksigelse; men og sætte os vor Vei

vis for, at vi maa see paa hans Salighed; vore Siele svære Herren vor Gud i Dag en hellig og ubrødelig Lydighed, og brændende Sukke anholde stedse hos ham om Kraft og Naade fra hans Naade-Throne til at holde vore Løfter! lader os som et villigt Folk i hellig Smykke opofre os med alle vore Evner til hans Dyrkelse! lader os erindre os, at Landets Vel, for en Deel, staaer i vores Haand, og derfore i Dag foreene vore Hierter til at frygte hans Navn! Vi opfylde vore Pligter imod Kongen, imod Landet og imod os selv best, naar vi frygte Gud!

Giøre vi dette, da skal Fred og Barmhiertighed være over os; da skal Gud, vor Gud velsigne sit Folk, og alle Jordens Ender skal frygte ham. Amen!

28
29

Følelser

ved

Landets almindelige

høitidelige

Glæde

den 1ste December 1773.

Ja, Gud i Zion boer! —o! Zion lov din Gud. Og du, o Herligste! som blandt Lovsange Throner, Blandt de fuldkomnes Lov, send et af dine Bud, Send Danmarks Engel for at bære vore Toner Op til din Helligdom! Lad dine Hellige

Istemme vores Priis! Forsonings Altret røge! Dit Hierte røres, og en Røst fra Stolen skee:

Ja, Amen! dette Folk skal faae det, som

de søge!

Algode! ævige! forfærdelig i Priis!

Du hellig-herlige du vor og Aanders Fader!

Saa god, som mægtig, og saa mægtig, og saa viis, Skiult og dog kiendelig, og kiendt, naar du tillader! Hør et uværdigt, skiøndt dog høist velsignet Folk! Miraklet af din Gunst, din Skygges Yndling

høre!

Det kaster sig i Dag need, som din Godheds Tolk, Og ønsker brændende, dit Navn at herliggiøre. En Punkt af denne Punkt du har blandt Verdner sat I sær til Maalet for din Grændseløse Naade,

Et Folk for hvilket du din Godheds fulde Skat Har gavmild aabnet, da det sig din Vrede spaaede, Et Folk, befriet just da Dybet viste sig,

Da andres Undergang gav Frygten nye Smerter, Et saa velsignet Folk i Dag opofrer dig Dets Glæde og dets Tak, dets Konge og dets

Hierter.

Dig, Herre! hører Priis og Magt og Styrke til! Du danner Plagerne, og byder Plager rømme,

Du lukker for et Folk, og aabner, som du vil, Din Skygges dyre Læe, din Godheds søde

Strømme!

Du deeler Kroner ud, ved dig staaer Throner fast, Og din almægtig Haand bestyrer Jordens Riger, Dit Vink kuldkaster dem, og reiser i en Hast,

De falde eller slaae, blot som din Viisdom siger! Forunderlige Gud! vi bæve i vor Fryd;

Vor Lykke raaber høit og fordrer glade Hierter, Og glade Hierters Priis; men med en lige Lyd Vi mindes af vor Synd om de ufølte Smerter, Vi have frygtet for og alt for vel fortient. —

O! hvilken mægtig Haand har standser hine Plager, Din Vredes grumme Flod? hvo, har dens Løb

bortvendt,

At den ei ramte os? hvad er det dog, som drager Velsignelser og Hæld ned fra din Helligdom Til vort uværdig Skiød? vi, som din Gunst forsmaaede!

Hvo gav vor bange Tvivl saa sød Forvisning om

Vor høistfortørnet Guds uventelige Naade!

Din Godhed, Kierligste! din Godhed ene er Og ene var og blir vort Haabs og Lykkes Kilde! Du vilde sætte os til Vidner for enhver Om den Forbarmelse; og helst ved Godhed vilde Du vinde os! Vi saae din frygtelige Ild,

Din Vrede tændte an i andre Verdens Lande; Vi saae og skielvede; men du blev stedse mild: Den brændte ei hos os, og Kierlighedens Vande

Udslukte snart den Gnist deraf, vi følte her,

Og nye Velgierninger udslukte snart dens Minde, Og nye Forvisning om, at du iblandt os er, Bød glædes Taarer ned af muntre Kinder rinde. Her ligge vi vor Gud! vor Konge ligger her I Støvet for din Stoel, og med sit Folk tilbeder Dig, Allerherligste! og Glædes Følelser, Forundring, Tak og Frygt sig over os udbreder.

Saa stoed dit eget Folk for ved det røde Hav, Hvor deres Frelse blev en Grav for deres

Fiender,

Henrykt og fuld af Frygt og Fryd og Haab, og

gav

Din Magt og Godhed Priis; o! du som Alting

vender

Til et dig værdigt Maal! Og Moses sang dem for, Og Folket sang din Lov, din Frelses Magt og

Maade,

Din Æres Majestæt og dine Godheds Spoer; Og Støtten røgede til Mærke paa din Naade, Du hørte deres Sang med kierlig Velbehag;

Din Ansigts Engel var dem Pant paa deres Lykke. Din synlig Varetægt, og denne Frelses Dag,

Og deres store Haab, lod dem med Glæde rykke Til deres Canaan paa den anviiste Vei,

Saaledes staae og vi, og see din Frelses Ære, Og grunde paa din Priis, hvortil vi mindre ei, End hine Aarsag har. Din Pagtes Engel være Blandt vore Choore, og din Aand oplive dem!

Vort Hierte være ret, og vore Sange reene! Vor Vandring hellig! og vor Reise til vort Hiem Bestyrer af dit Vink! vor Stræbens Maal alene Dit dyre Velbehag!

I Sorger hviler da,

Og I Bekymringer, som Tankerne adspreede, Adspreedes! denne Fest bør intet hindre fra,

At blive helliget med Roelighed og Glæde.

Hil Dig, velsignet Land! Lyksalig Dannemark! Din Lykke blomstrer; thi den Stærke er din

Styrke,

Jehova er din Gud! Du har hans Pagtes Ark, Og kan endnu med Fryd ham i hans Tempel

dyrke;

Endnu hans dyre Lys veileder dine Skridt,

Og du din Glæde seer paa dem, som staae og tiene I Herrens Helligdom, og Levi Sønner frit Endnu bebude hvad Oraklerne de meene.

Din Himmel har bønhørt din Jord, og denne dig, Saa dine mætte Børn kan Himlen muntre prise, Og dine Fattige kan vederqvæge sig;

Din Jord kan dig og dem med beste Vexter prise. Du gav ei meer din Sæd til en uvillig Jord.

Men dine Agre stod i Aarets beste Smykke.

I feede Enge spiller din fornyet Hiord.

Den muntre Landmand seer igien sit Haab og

Lykke,

Og tørrer Graaden af -— og ved sin glade Plov Paa nye begynder paa de haabefulde Furer. Hans Sveed og Møie skal ei blive andres Rov,

Velsignet Dannemark! thi ingen Fiende lurer Paa dine Sønners Liv. Du saaer i Roelighed, Og høster selv din Frugt, og mættes ved din Grøde, Og Voldsmænd træde ei din moedne Glæde need, Og dynge ei din Jord med Blod af dine døde, Til Fylden af din Hæld, den snart almægtig Fred, Som danner, smykker, og bestyrker og forøger Et Folks Lyksalighed, sit lange Opholdssted I dine Grændser har. Man den forgieves søger Hos mange andre Folk; men du dens Yndling er; Her styrker den din Magt, forsøder dine Glæder; I stille Majestæt den synlig throner her, Her flætter den sin Krands, af Handel, Kunster,

Sæder,

Og Agerdyrkningen dit Hoved til en Ziir;

Opløft da Hovedet, du kronede med Lykke! Tilbed din Styrkes Gud, og kys hans Naades

Spiir,

Og kast dig villig need i Dag i hellig Smykke For ham, som naadig saae din megen Afmagt an, Og sagde: Lev i Fred, og vox i Hæld og Styrke! Og bliv mit Arves Folk, min Skygges elskte

Land!

Og dine Sønner mig i hellig Glæde dyrke!

Hvor fælt saae alting ud, da Naade-Solen drog Sig for er Øieblik bag mørke Skyers Dække! Da Vredes Tordener, skiøndt ikkuns sagte, slog; Dog meer end stærke nok for Syndere at strække,

Der hastig føle Gud, naar Himlen bliver sort,

Og Velstands Frekhed da med Frygt og Angest

bytte!

Da Sædens Haab slog feil, og Qvæget ryktes bort, Og Mangel hærskte i den hielpeløse Hytte,

Og spiiste sig med Suk! da fæle Tidender

Sig paa vor skrækkede Indbildning magisk malte, Og vore Synder, liig Egyptens Spøgelser,

I Frygtens Mørke os med bange Syner qvalte! Da, meer end dette — Gud! ja der var Mørkets

Magt

Og Mørkets Time — da vor Lykkes Hovedstøtte, Religionen selv var snart i Støvet lagt!

Da Laster æredes med Navn af Landets Nytte! Da Lyster thronede i Ceder-Træe og Guld,

Og Templer reistes op til frække Synders Ære! Da mægtig Ondskab var af sorte Planer fuld! Da Thronen vaklede, og ingen kunde være Forsikret i sin Stand! —

Men drag Forhænget ned! Ugudeligheds Spiir blev vel og hastig brækket, Og Solen kom igien, og Herrens Herlighed Bestraalede paa nye et skyldigt og forskrækket,

Et høist forskrækket Folk, og Plagen standsede,

Og Thronen fik igien sin Styrke og sin Ære, Og Folket fik sit Moed, og du, Almægtige!

Som paa vor Trængsels Dag vor Forsvar vilde

være,

Du fik igien din Priis! vor Konge følte Dig;

Og Folket følte i din mageløse Naade

Et kraftig Kald til Dyd, og soer høitidelig,

At ville lade dig for al dets Lykke raade,

At ville dyrke dig i hellig Munterhed,

Og ofre dig din Frugt i glade Læbers Grøde.

O! see da naadig fra din Helligdom her ned,

Og lad dit Velbehag dit Folkes Psalmer møde!

See! Ofret bløder alt, og Altret er bereed,

Og Arons Sønner staae i Helligdommens

Smykke;

Og Kongen med sit Folk i Andagt knæler ned; Hvert Hierte gløder, og er fuld af Landets Lykke, Og fuld af Herrens Lov. Nu giir Basuners Lyd Et Tegn til Sangerne; og Festens muntre Sønner Ved stærke Jubel-Skrig betegne deres Fryd, Og Luften Gienlyd giir; og Taarer, Psalmer,

Bønner

Igiennem Skyerne til Naade-Thronen gaaer,

Og Himlen hører til, imedens Folket priiser Og synger:

„Evige! skiønt ingen Skabt formaaer En værdig Lov for dig, skiønt Engle-Choret viser I Himlens beste Sang kuns Skyggen af din

Magt,

Din Godhed, Viisdom og utænkelige Ære:

Saa dog da du vor Gud har selv i Naade sagt, At de, du frelser, maae dig Takke-Offer bære; Fordriste vi os til i Dag at knæle need For dit alseende og naadefulde Øie,

Og ofre dig vor Tak for vor Lyksalighed,

For din Langmodighed, du, som ei saae til Møie Og Synd i Israel! vor Styrke og vort Haab! Vor Lovsang og vor Gud! vor Glædes Grund

og Kilde!

Tak for du hørte ei dit Folkes Synders Raab,

Som fordrede din Hævn! Vi havde handlet ilde, Og frygtede med Grund for din Retfærdighed,

Og dine Dommes Skræk; men du beviste Naade— Og Ondskabs Throne blev i Støvet kastet ned,

Og bedre Tider kom, end dem, vor Frygt os

spaaede.

Vi vare moednede til Hævnens grumme Høst,

Og vor Forventelse var ikkuns Vee og Jammer; Din Vredes Forbud kom i stærke Tordners Røst, Og Gnister viste sig af hiine Vredes Flammer,

Der tære andre Folk; men Allerkierligste!

Du nødig straffer, skiøndt du Synden ikke taaler! Vor Frygt forvandledes til glad Henrykkelse;

Den Torden-svangre Skye blev brudt af Naadens

Straaler;

Vi har dit Lyses Skin; din Salvede er vel,

Vort Land er frugtbar og velsignet med din

Skygge,

Vor Næring blomstrer, og med beste Grund og

Skiel

Vi paa din Godheds Magt det beste Haab tør

bygge!

Velsignet, Helliget, tilbedet være da

Dit dyre Navn, vor Gud! og Priis og Magt

og Ære,

Og villig Lydighed, og Fryds Halleluja,

Og Kierlighed og Tak dig stedse ofret være Af dit benaadet Folk! — Ja, Gud i Zion boer! Vor Gud er herliggiort i Hellighed og Styrke! Vor Konge glæder sig, og Landets Fryd er stoer! Et saa velsignet Folk skal Herren hellig dyrke;

Retfærdighed skal boe i Fredens Boliger,

Og Sandhed voxe op som Herrens Godheds

Grøde!

Og Helligdommen staae, til Tid ei meere er,

Og Landets Sønner der med Andagts-Offer møde! Og vor Velsignelse, til Himlens Velbehag,

Skal kraftig lære os vor Vandring at forbedre! Og Efter-Slægten skal velsigne denne Dag,

Og priise ham, som har giort vel mod deres

Fædre!

Og haabe paa hans Navn!„

Saaledes prisede,

Og skiulte Følelser et bedre Offer giøre. Som fordum Israel da den Almægtige Paa Underverkers Vei dem havde vildet føre Til hans Forjættelsers og deres Haabes Hiem Og Josva atter det forsamlet Folk fortalte Guds Magts og Kierligheds Mirakler imod dem: Og spurgte: hvem de nu, Gud, eller Guder

valgte?

Eenstemmig svarede: vi Herren tiene vil! Det være langt fra os at dyrke andre Guder!

Saa er vort Forsæt og: vi høre Herren til, Hver Time os paa nye hans Godheds Magt

bebuder,

Hver Dag, vi leve, os med nye Velgierninger Opmuntrer til hans Priis, hans Dyrkelse og

Ære,

Ham skylde vi vor Fryd, han ene værdig er,

At hans benaadede ham Takke-Offer bære!

Vor Josva vil det og, vor Konge byder det;

Han veed, at Gudsfrygt er hans Thrones beste

Styrke,

Og har med disse Ord sig Herren helliget: Jeg og mit Folk, vi vil bestandig Herren

dyrke!

Ja, saa skal Gud med Lyst i dette Zion boe,

Og Engle over os lovsyngende sig fryde,

Og himlens Velbehag, Velsignelser og Roe Til vort benaadet Land fra Naade-Thronen

flyde!

Saa kom da Hellighed! indtag mit Folkes Siel! Hærsk paa den Throne, som vi dig i Dag bestemme! Deel dine Skatter ud! vær alt vor Haab og Vel, Og hindre, at vi ei din Kildes Godhed glemme!

Lær os at dyrke ham, der gav os denne Dag,

Og villig lyde ham, der bød os den anvende Til Herrens billig Priis! veileed vor Lyst og

Smag,

Vor Gang og Gierning til et værdigt Maal og

Ende!

Byd, alle Guders Gud! byd, milde Fader! at Dit Folkes Bøn skal skee! o! byd din Frygt at throne Paa Thronen og i os! Det Lys, som du har sat Iblandt os, atter med omvendte sig forsone!

Bevar din Salvede, og lad til fælles Fryd Ham et velsignet og et helligt Folk regiere;

Klæd dine Tienere med Salighed og Dyd,

Og lad din Naades Kraft bestraale dem, som lære! Sid selv ved Roeret, og bestyr dit Folkes Tarv,

Og giv os Naade til dit Vink med Fryd at lyde; Vær vore Grændsers Muur! Beskyt din svage Arv! Og hindre Voldsmænd i dit Gierde at nedbryde! Befæst os naadig i din dyre Naade-Pagt!

Lad Eftertiden ei vor forrig Vandring ligne!

Saa være Majestæt og Priis dig evig sagt! —

Ja, Gud i Zion boer! Gud skal sit Folk velsigne!

✂

Den rette Betalning for Guds ubetalelige Velgierninger.

Forestillet

til

Høimesse

paa den

allernaadigst anordnede

Takke- og Bede-Fest

den 1 December 1773,

for

Søndre-Sogns eller Sorte-Brødre Kirkes Menighed i Viborg,

Dr. Christian Michael Rottbøll,

Professor Theologiæ og Biskop sammesteds.

Viborg,

trykt udi det Kongl. priv. Bogtrykkerie af C. H. Mangor. 1773.

2
3

Texten,

som

det allernaadigst

var befalet at forklare,

findes beskreven i den 85de Psalme saaledes, som følger:

Ps. c. 85, v. 10 til 14 eller Enden.

Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maa boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre; Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden; og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det Gode; og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sette dens Trin paa Veien.

Bøn for Prædiken.

Stor, som Du selv, miskundelige GUd, ja uen- , delig er den Kierlighed, grændseløs den Trofasthed, som Du i saa mange fremfarne Aar tusindfold har beviist vore Konger, vore Fædre, vort kiere Fædreneland, og alle dem, som boe derudi. Derfor byder Din Salvede os i Dag at møde i Dine Forgaarde med Taksigelse, og at komme frem for Dit Ansigt med Fryderaab. Men hvor stor er vor Uformuenhed, uden Du selv understøtter os? Og hvorledes skulle vi betale Herren alle hans Velgierninger imod os? Sandelig vi have intet af os selv andet, end Uselhed, at frembringe, og derforuden maae blues ved at opløfte vore Ansigter til Naade-Thronen, naar vi alvorlig betænker vort Forhold, og at vor Uskiønsomhed heller er forøget, end formindsket, ved de haandgribeligste Prøver paa den Almægtiges Miskundheder; saa at vore Synder ogsaa i den Henseende gaae over vore Hoveder, og vor Skyld er stor indtil Himmelen. Forlad, forlad os det altsammen, milde forsonede Fader, endog vore lønlige Brøst, for JEsu Christi, din eenbaarne Søns, dyre Døds Skyld, og lad vor selv forvoldte Uformuenhed at betale ikke tilregnes os for hans fuldkomne Betalnings

Skyld. Giv os meget mere af hans Fylde de fornødne Naadegaver, for at takke og tilbede Dig retteligen paa denne vor Takke- og Bede-Fest. Giv bøiede og sønderknusede Hierter over vor forrige Utaknemmelighed og al anden Vanart, hungrige Hierter efter Forsonerens Retfærdighed, glade Hierter over den mangfoldige Frelse, os for hans Skyld hidindtil er vederfaret, og redebonne Hierter bedre at anvende den herefter til din herlige Naades Lov i ham, som elskte os indtil Døden, og udgydede sit dyrebare Blod for os. Lad Naadens og Bønnens Aand, hvis livsalige Virkninger formedelst Ordet vi aleene have saadan hans Værdskyld at takke, hvile over vore Forsamlinger her og andensteds i begge Riger paa denne vigtige Dag, at vi alle med hinanden, fra den Høieste til den Ringeste, maae vorde skikkede til at befordre dens høitidelige Helligholdelses velmeente Hensigt. Udbred

vor Eftertanke til en nogenlunde agtsom Betragtning af dine utallige Godheder. Oplad vore Læber værdeligen at kundgiøre din Priis. Saa skal Din Miskundhed gladeligen ihukommes med Lov blant alle, saavel Danske som Norske, Slægter nu og altid, fordi den har været saa stor, og varer evindelig fra Slægt til Slægt hos dem, som Dig frygte. Saa skal Æren af vore gudelige Sammenkomster være din, men Gavnet vores her i Tiden, og hisset i Evigheden. Amen.

Indgang.

Psalm. c. 116. v. 12,

Hvorledes skal jeg betale Herren; alle hans Velgierninger imod mig?

Saa spørger den Kongelige Prophet hisset, indbefattende, som Han pleier, meget i faa Ord. Her er først at agte, i Hensigt til det foresatte Hoved-Øiemeed,

GUds Ret at fordre Vederlag af os for sine adskillige Velgierninger, eller, den Pligt, Menneskene derved paalegges. Da-

vid kiender sig skyldig at betale. Hvorledes siger han, skal jeg betale, & c. I den egentlige Mening kan dette ikke være at forstaae, thi ellers maatte Digteren have kundet give noget af sit eget Herren til Vederlag, og være ophøiet over sine Medbrødres, ja alle Skabningers, Kaar. Men langt fra den Stolthed at tilegne sig saadant, erkiender han sig meget mere samme Kaar undergivet, som andre, endog de ringeste, Adams Børn, og deri Høiligen at have trængt til den Højestes, nu erfarede, Hielp, v. 3-11. Saa store Fortrin han ellers, som Konge, maatte have frem for sine Brødre, var han dog, som Menneske, deri lige med dem, at han havde intet at frembyde til egentlig Betalning; thi hvad har Du, o Menneske! som Du ikke har annammet? 1 Cor. 4, 7. Men hvad han havde af GUds Naade, og dens Virkninger i hans Siel, det holder han sig skyldig troligen at anvende, og ligesom at betale GUd af hans eget. I en saadan Bestræbelse bestaaer den Pligt, som ethvert Menneske med David i lige Omstændigheder paaligger, og kaldes u-

egentlig en Betalning, skiønt vi ikkun give GUd, det GUd er, fordi han er saa naadig at ansee det for Betalning, at vi i saa Maade opfylde vore Forpligtelser eller Løfter, ligesom David — Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger mod mig?

Her er dernæst Davids Uformuenhed at efterkomme sin Pligt, som han skulde — Hvorledes, spørger han, skal jeg betale; og med det samme nægter, at det stod i hans Magt at giøre det tilbørligen eller fuldkommeligen. Naar jeg, vil han ligesom sige, ret eftergrandsker baade GUds Forsyn over mig i Almindelighed fra Moders Liv af indtil denne Dag, og de mægtige Befrielser fra øiensynlige Livs- og Siele-Farer, som oven meldt er, samt hans øvrige særdeles Godheder; saa geraader jeg i en bondes Afgrund, hvorfra jeg ikke kan hitte ud igien. Deels setter Naturen Grændser for Udøvelsen af denne Pligt. Menneskets indskrænkede Begreber kan ikke fatte den Almægtiges uendelige Godheder.

Dets Fornuft er ikke skarpsindig nok til at sette dem ret ud af hinanden, dets Tanker ikke dybe nok til at trænge derigennem, og dets Hukommelse for svag til at beholde dem alle, følgelig overstiger deres fuldkomne Paaskiønnelse endog Menneskets naturlige Kræfter. GUd kan ikke aleene giøre, men giør virkeligen ogsaa i denne Henseende, over alle Ting, langt overflødigere, end de Ting, som vi bede eller forstaae. Ephes. 3, 20. Hve kan udsige, maae det her vel hede, Herrens Velgierninger, eller lade sig høre med al hans Los. Ps. 106, 2. Men saavidt Naturen herudi ikke ved Faldet er svækket, kan den Slags Uformuenhed ikke tilregnes af det billigste Væsen, eller komme i Betragtning. —Deels sette Menneskets enten Ondskab eller Skrøbelighed, formedelst den medfødte og her i Livet stedse vedhængende Fordervelse, Grændser derfor. Man forsømmer uforsvarligen, nu at agte paa den Høiestes Førelser, nu at overtænke de mærkelige Omstændigheder, hvorunder deres Spor kunde blive desto kiendeligere, nu at bruge de Leiligheder, hvorved Erindrin-

gen af nogle GUds Velgierninger kunde forfristes og dybere indprentes Sindet. Undertiden glemmer man Skaberen over Skabningen, og bliver staaende ved de nærmeste Aarsager, i Steden for at henføre alt til sin rette Kilde, den guddommelige Miskundhed— og hvo kan opregne alt?—- Saavidt nogens Uformuenhed har saadan Oprindelse, kan en retfærdig GUd, naar det skeer med Forsæt, ikke andet end fordre ham til Regnskab og Straf. Holt han ikke Hedningene til gode, at de, enddog de kiendte GUd, ikke ærede og takkede ham, som en GUd Rom. 1, 21.; skiønt de ved det blotte Naturens Lys uden Aabenbaring ikke nær kunde see saa dybt i GUds Hierte, saa at sige, og herlige Fuldkommenheder, som andre; saa vil han meget mindre taale, at nogen træder i deres Fodspoer, som Aabenbaringen er betroet. Det fik Israel fordum til sin Skade at føle, da de bleve ved at synde; og troede ikke paa hans underlige Gierninger; thi derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed og deres Aar med Forskrækkelse.

Ps. 78, 32. 33. Endog de Frommes uforsetlige Skiødesløshed er Herren saa mishagelig, som dem selv uanstændig. Ps. 33, 1. Desaarsag de vel troligen søge at arbeide derimod ved GUds Fuldkommenheders og Miskundheders Betragtning, og den Anledning, de deraf med Psalmisten tage til Herrens Priis. I. c. Ps. 30, 5. c. 35, 28. Men erkiende alligevel sin Uformuenhed der formedelst at giøre det, som de skulde, sigende i Hiertens Ydmyghed, ligesom han: Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig?

Endelig er under Spørgsmaalet i Indgangs-Ordene ogsaa tilkiendegivet Davids Lyst og Attraae at giøre sin Pligt, saa got som han kan, uagtet hans befundne og ydmygende Uformuenhed. O! vil han dermed sige, at jeg dog maatte vise mig skiønsom nok for al Din Kierlighed! O! at jeg havde noget, Dig værdigt, uforlignelige Velgiører, at give til Vederlag, saa gierne Du skulde faae det! Krone, Septer

9 og alt nedlagde jeg villig for Dine Fødder, om det kunde være Dig et behageligt Offer, og nogenlunde tækkeligt Beviis paa den Erkientlighed, som jeg ønsker tydelig at legge for Dagen, efter min store Skyldighed, ikke allene i min Andagt hiemme, men offentlig og høitideligen for alles Øren og Øine, opmuntrende dem tilligemed mig til din priis. Forklaringens Rigtighed lyser frem af det efterfølgende. Saa bør og et GUd hengivent og af hans Velgjerninger indtaget Hierte være beskaffet. Fattes det paa Evne, aldrig bør det fattes paa Villie at bevidne sin Skiønsomhed baade i Ord og i Gierninger. Jeg vil optage, heder det derfor strax derpaa, den mangfoldige Saligheds Kalk, og paakalde i Herrens Navn. Jeg vil betale Herren mine Løfter, nu for alt hans Folk, o. d. v. 13 ff.

Med disse Ord, mine Brødre, har jeg villet forberede Eders Hierter til nærværende vor Takke- og Bede-Festes andægtige Hellig-

holdelse, og tilkiendegive vor allernaadigste Konges Hensigt med sammes Anordning overalt i sine Riger og Lande. Mig synes igiennem den derom ergangne Befalning at høre Hans Majestet sige med hiin Israels Konge: Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig? Thi de samme Tanker og ædle Følelser, som, efter Foranførte, ligge i Ordene, ere overalt ligesom indflettede i Allerhøistbemeldte Befalning, hvis Indhold i Søndags forud, under en kort Opvækkelses-Tale, blev Eder bekiendtgiort. Overbeviist af mange Prøver om GUds besynderlige Forsyn og Frelse i sin Regierings-Tiid, til det Kongelige Huses, saavelsom Landets, almindelige Glæde og Gavn, holder vor Monark det, under al sin Afmagts og Uværdigheds Erkiendelse, for den største Skyldighed, at saa mange Velgierninger høitideligen betales Herren af Undersaatterne tillige med Ham, saavidt giørligt er ved den GUds Aands Bistand, som kommer vore Skrøbeligheder i dette Stykke til Hielp, Rom. 8, 26. Til den Ende Han

11 vil allernaadigst, at saadan Herrens Frelse i den anordnede Text videre skal bebudes og prises paa denne velsignede Dag inden alle Hans Kongerigers og Fyrstendømmers Grændser, ja de længst fraliggende Folk, blant hvilke den Danske Enevolds-Herre kan have nogen Eiendeel, ogsaa høre derom. I slig formodentlig Overeenstemmelse med Davids Sindelaug, da Han sagde: Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig? Maae vi derfor forestille os Hans Majestet, som en anden David, der ved saa mærkelig en Festes Paabydelse vil opfodre os at forkynde den Høiestes Lov og opfylde alt Landet med hans Ære Ps. 72, 19. c. 15, 10., som en Konge efter Guds eget Hierte 1 Sam. 13, 14., der, i at erindre Undersaatterne om deres Pligt, troligen ihukommer sin egen, og i Støvet for den Almægtiges Fødder attraaer at foreene sine ydmyge Bønner og Taksigelser med vores og det ganske Folks. Saa meget desto større bør vor hellige Iver og Attraae være at fyldestgiøre Kongens gudelige Øiemeed i denne

anseelige Forsamling. Hertil jeg, efter Embedes Medfør, af den Naade, GUd vil meddele, videre skal stræbe i min ringe Deel at give Anledning, ved at forestille af den oplæste og forordnede Text:

Hoved-Lærdom.

Den rette GUd-behagelige Betaling paa vor nærværende Takke- og Bede-Fest for alle hans ubetalelige Velgierninger.

Derunder:

I. Gielden, hvorfor vi paa denne Fest skylde GUd Betaling, skiønt den i sig selv er ubetalelig.

II. Den eeneste Betaling, han forlanger, og vil lade sig i Naade behage.

Første Deel.

Saaledes bliver den rette GUd behage-

lige Betaling for alle hans ubetalelige Velgierninger da Maalet for vores Betragtning paa vor nærværende Fest, og Gielden, hvorfor vi skylde GUd Betalning, skiønt den i og for sig selv er ubetalelig, det første, vi efter Løfte have at overveie.

Til Kundskab om saadan Gield veileder Texten os saavel i sin Sammenhæng som i sit Indhold. Forhen er fra Psalmens Begyndelse talt— nu om GUds forrige Miskundheder mod sit Folk: Herre, heder det, Du havde Behagelighed til dit Land; Du omvendte Jacobs Fængsel. Du borttog dit Folkes Misgierning, Du skiulte al Deres Synd, Sela! Du bortsamlede al Din Grumhed; Du vendte om fra Din grumme Vrede, v. 2-4. — Nu om længe vedvarende Straffedomme, som syntes at true det med fuld Undergang, og ganske at nedslaae dets Haab: Vil Du evindelig være vred paa os? Vil Du drage Din Vrede fra Slægt til Slægt? Vil

14 Du ikke giøre os levende igien? At Dit Folk maae glæde sig i Dig, v. 6, 7. Herpaa skeer i Textens egne Ord Erindring om en herlig og allerede begyndt Frelse, som siden end mere skulde fuldkommes, og drage de ønskeligste Følger efter sig: Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maae boe i vort Land, Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden, o. s. v. Havde man fuldkommen Vished om Psalmens

Forfatter, og Anledningen til dens Forfærdigelse

og Overgivelse til Sangemesteren at bruges af Korah Børn, efter Overskriftens Formelding, kunde man lettere bestemme Ordenes nærmeste og egentlige Forstand. I Mangel heraf forstaae nogle den om en, andre om en anden betydelig Frelse, som det Jødiske Folk er vederfaret, enten i Davids Tiid og under hans Regimente, f. E., da han pludselig maatte flye formedelst Absolons Opstand, 2 Sam. 17 og 18., eller under nogen af de andre Kongers,

saasom Ezechiæ, der blev ængstet i sin egen Hoved-Stad af Senacherib 2 Kong. 18, 13, ff. Es. 36, 1 ff. Man gaaer endnu længer med sine Gisninger og Kongernes Tider ganske forbi til Hiemkomsten fra det Babyloniske Fængsel. Esr. 2, v. 1, 70. Ja der ere de, som mene, at der sigtes i en prophetisk Aand til en almindelig Jødernes, endnu forestaaende, Omvendelse, naar al Israel skal blive salig, efter at Hedningenes Fylde er kommen ind. Rom. 11, 25. 26. Saa klart det heraf er, at intet med Vished i denne Henseende kan fastsettes, saa formodentlig derhos, at Guds Folk tillige erindres om den store forjettede Hoved-Frelse ved Messias. Ja der er de, som ved Frelse forstaae Frelseren, og ved Sandheds Fremvext af Jorden v. 12. hans Komme i Kiødet, udtydende, i Følge deraf, alt det øvrige paa Ham, hans Retfærdighed og Velgierninger. Thi paa den vare alle andre Jøderne vederfarede mærkelige Frelser, hvilken som helst deraf man end her vil forstaae, idel behagelige Forspil, og som Forberedelser til sam-

16 mes virkelige Fuldførelse i sin Tiid, af de Troende iblant dem at ansee. Desaarsage de ved deslige Leiligheder saa ofte bleve henviiste til den pagt, GUd havde oprettet, den Eed, han soer Fædrene. GUd tænkte, heder det, da Israels Børn sukkede i Ægypten, paa sin Pagt med Abraham, Isaak og Jacob; 2 Mos. B. 2, 24.; og atter: Fordi Herren vilde holde den Eed, som han haver soeret Eders Fædre, haver han udført Eder med en stærk Haand, og han haver frelst Dig af Tieneres Huus, af Pharaos Haand, Kongens af Ægypten. 5 Mos. B. 7, 8. collat. Ps. 74, 20. Jerem. 11, 5. Judith. 9, 15. Men under denne pagt indbefattes fornemmelig Messiæ Opreisning paa Davids Stoel, og de aandelige Velsignelser i de himmelske gode Ting, 1 Mos. B. 12, 3. Es. 55, 3. Giern. 2, 30. c. 13, 34. Ephes. 1, 3., hine Davids trofaste Miskundheder, som udgiør det største og vigtigste i Herrens Løfter, naar han siger: l. c. Jeg vil giøre en evig Pagt med Eder, & c. og paa et andet Sted: Dog jeg vil ihu-

17 komme min pagt med Dig i Din Ungdoms Dage og oprette Dig en evig Pagt. Ezech. 16, 60. Did har derfor ogsaa de hellige Skribentere deres Tanker i sær henvendte, naar de beskrive os Israels Handeler, og ved at melde om GUds særdeles Førelser mod dette sit Folk, tabe de saa langt fra ikke denne Hoved-Sag af Sigte, at de meget mere af enhver betydelig Leilighed tage Anledning at bringe den paa ny i Erindring. Saaledes ogsaa Psalmens Forfatter her i Texten: Sandelig Hans Frelse er nær, & c. Neppe kunde de heller vælge noget bedre Erindrings-Tegn, end de adskillige herlige Befrielser fra saa mange haarde Undertrykkelser, efterdi Sagen selv beqvemmeligere under dette, end noget andet, Billede i en skiult og høiere Forstand kunde forestilles. Thi ligesom Jøderne i de legemlige Frelser slap ud fra Undertrykkernes Aag i forrige Frihed, saa skulde det og skee Dem, og utallige foruden Dem, ved Messiæ Frelse, at de, nemlig, i Frihed uden Tvang, i Tillid uden Frygt, skulle tiene Herren Israels GUd, naar de vare friede fra

de aandelige Fienders Haand, i Hellighed og Retfærdighed for Ham alle deres Livs Dage, som Zacharias hisset vidner i sin Lovsang, og det Løfte om en Naade- Besøgelse og Forløsning, som Herren havde givet sit Folk fra fordum Tid igiennem de hellige Propheters Mund, saaledes paa det høitideligste opfyldes. Luc. 1, 68-75.

Er Psalmen forfærdiget efter Tilbagekomsten af det Babyloniske Fængsel, eller i det mindste da igien paa ny overseet, og stilet paa en Høitidelighed, som i den Anledning under Esræ Bestyrelse blev holt, som nogle ville vide, saa var Frelsen, vor Text melder om, da allerede begyndt for det jødiske Folk. Dog havde de, efter Historiens Vidnesbyrd, langt fra ikke endnu overvundet alle Vanskeligheder, men Forrtedeligheder mere end nok tilbage at bestride af Ildesindede, som hindrede, eller dog til en Tid opholte, deres forehavende Tempel- og Stads-Bygning. Nehem. 4 ff. Derforuden havde de den Græmmelse, at det synlige Tegn paa GUds Nærværelse i forrige

Tempel, som giorde dette Folk med Rette saa anseet og frygter iblant andre, var tabt. 1 Kong. 8, 10 ff. 2 Mos. B. 40, 34-38. Men dette Tab skulde paa en ærefuld Maade oprettes, naar Messias af deres Slægt og Folk, Herlighedens Glands og GUds Væsens rette Billede, i paatagen menneskelig Natur skulde aabenbares i Templet, fylde dette Huus med Herlighed, større, end det førstes, som Lyset, der skinnede i Mørket, skiønt Mørket begreb det ikke, og udbrede Frelsen videre til alle Slægter, Folk og Tungemaal, som paakaldte hans Navn. Ebr. 1, 3. Luc. 2, 27 ff. Hagg. 2, 7, 9. Joh. 1, 4. Rom. 10, 13. Giern, 10, 34, 35. Herpaa den i Texten omtalte Frelse var de Gudfrygtige et sikkert Pant, og giorde den anden større og endnu tilkommende mere nærværende for deres Sind, Troe og Attraae, saa at ligesom den døende Jacob sagde: Herre! jeg bier efter Din Salighed. 1 Mos. B. 49, 18, fuld forvisset om Frelserens Komme i Tidens Fylde, og ligesom Abraham saae denne Christi Dag i Aanden forud, og glædede sig,

20 Joh. 8, 56; kunde De ogsaa ligeledes glade modsee denne Dag, og med et sandelig, til Tegn paa deres Overbeviisning om GUds Trofasthed, og deraf fattede stadige Tillid, efter saa herlige, endog nyligen, erfarede Prøver, udbryde: Sandelig, Hans Frelse er nær hos Dem, som Ham frygte, at Ære maae boe i vort Land.

Imidlertid skulde den begyndte Frelse, om De bleve ved at frygte GUd, alt mere fuldkommes, Fiendernes Anslag forstyrres, GUdstienesten komme i Stand, og tillige med Folket og Landet bringes i forrige Anseelse, Floer og Velstand. Denne nærmere Udviklelse af Herrens begyndte Gierning, denne Lyksaligheds Udbredelse og videre Stadfæstelse seer Psalmens Forfatter i en prophetisk Aand forud. Desaarsag Han i de følgende Textens Ord med stærke poetiske Træk skildrer samme, og hvor behageligt et Billede faae vi dog her i Sigte? Fromhed og Redelighed, Retfærdighed og Eenighed, hine Grundstøtter for Folkenes Vel og Rigernes Stadighed,

fremstilles under Personers Skikkelse som gamle Venner, der efter at have været nogen Tid landflygtige, og imidlertid skildt fra hinanden, adspredte hver paa sit Sted, nu endelig samles igien, og paa det hierteligste omfavne hinanden. 1 Mose B. 27, 27. De afbildes som eens- og derhos ædel-sindede Venner, der ved fælles velgiørende Bestræbelser uden Ophold forjage Lasterne, derimod giøre Dyder saa almindelige, som Solen Jordens Vexter om Foraaret efter Vinterens Kulde, dragende saaledes Frugtbarhed og allehaande Velsignelser, hvoraf Himmelens Godhed tydelig kan kiendes, efter sig, til et varigt Beviis paa Herrens Miskundhed mod de Oprigtige efter hans Løfte, som han vil holde uryggelig, og opfylde for hver Mands Øine. Hvilket yndigt Syn, hvor lyksalig en Tilstand! Miskundhed, heder det, og Sandhed skal møde hverandre; Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre; Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det Gode; og vore Land skal give sin

Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sette dens Trin paa Veien.

Af denne korte Forklaring over Indholdet af Textens Ord, saavelsom af forberørte deres Sammenhæng sees tydelig, at som GUd i fordum Tid havde giort vel mod sit Folk, saa havde han og udmærket de senere Tider, da Psalmen er forfattet eller bragt i Brug, med en særdeles Frelse, hvis yndige Frugter skulde, om de ikkun vilde, blive ved hos Efterkommerne i de sildigste Tider, følgelig derved høiligen forbundet sig Dem saaledes, at De havde Aarsag til at ansee alle disse Velgierninger, menneskeligviis at forestille Sagen, som et Laan af Herrens Godhed, en Skyld og Gield, der var paalagt dem. Ordspr. 14, 17. Viisd. B. 15, 16— og herved veiledes vi, som fra Begyndelsen blev sagt, til at kiende vor egen Gield, som vi skylde GUd Betalning for paa denne vor Takke- og Bede-Fest. Thi

Gaae vi fra Jøderne til os selv, da finde vi, at Herren ikke mindre har aabenbaret sin besynderlige naadige Frelse over os, og at den Bekiendelse og Berømmelse, som legges hine i Munden efter den herlige Udfrielse af det Babyloniske Fængsel, fuldkommeligen kan passe sig i vores Mund paa denne vor Høitid. Og saa vi, som det Efterfølgende nærmere skal oplyse, har haft Aarsag, mere end eengang, at sige: Der Herren omvendte Zions Fængsel; da vare vi som de Drømmende: Da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblant Folkene: Herren har giort store Ting imod disse. Herren har giort store Ting imod os, derfor ere vi glade. Ps. 126, 1-3. Ogsaa vore Tider har Herren udmærket ved sine Miskundheder, og som han fordum giorde vel mod vore Fædre, saa har han ei heller draget sin Godhed fra os, deres Børn, men snarere fornyet og formeret den over os. Det der i sin Tid med saa stor Ret blev sagt om Israel: Han haver ikke saa giort ved noget Folk,

24 Ps. 147, 20.: kan i vis Forstand ligeledes siges om os. Ei at tale om, at intet af Naboe-Rigerne saa længe har været befriet fra Ødeleggerens Overfald, og næst den saliggiørende Lærdoms livsalige Budskab i saa bestandig Rolighed nydet de Sødheder, som Freden medfører, kan desuden faa iblant dem, og maaskee ingen Nation blant Europæ Indvaanere, rose sig af langvarigere Skaansel for alt det, der ellers kan forderve et Land, og mere uforventet eller hastig Frelse, naar noget

saadant har faaet Indgang, eller nærmet sig, end du Danske og Norske Tvilling-Rige. Og hvo er da et Folk paa Jorden, som dit Folk kiere Fæderneland, for hvis Skyld

GUd ligesom gik bort til at forløse sig det tit et Folk, og til at sette sig et Navn, og at giøre for Eders Skyld de store og forunderlige Ting mod dit Land, for dit Folkes Ansigt? maae vi da vel med inderlig Hiertens Rørelse og Beskæmmelse spørge, som hisset. 2 Sam. 7, 23.

25 Denne Frelse, disse store Ting tilhobe, som Jøderne fordum i sin Deel have erfaret, og vi i vores havt mange Prøver paa, paalegge os en Gieid og Forpligtelse, hvilken vi paa denne Dag saa meget mere forbindes at erindre, som den er helliget og beskikket til en Erindrings-Fest derom. Til den Ende vi ikke aleene af Frelsen, som den anordnede Text melder om, ville lære, hvori Gielden, som vi skylde GUd Betaling for, i Almindelighed bestaaer; men og bemærke de tvende Klasser, hvortil alle, enten forhen oppebaarne og nylig beviiste, eller herefter forventede GUds Velgierninger, som udgiøre Gielden, i Særdeleshed kan henføres. Den eene indfatter det Onde, vi have seet os befriede fra. Den anden det Gode, vi have oppebaaret af Herrens Haand. Begge anvises i Ordet Frelse, som har Hensigt saavel til et foregaaende Onde, som til et paafølgende Gode. Begge bør komme her i Betragtning, naar vi skulde giøre Overslag, og det afvente Onde, saavelsom der derimod tilvente Gode skrives paa den Gields Regning, som bør

betales paa denne Høitid, og anføres under den almindelige Titel af GUds Velgierninger. Vi ville i mueligste Korthed stræbe efter denne Anviisning nærmere at oplyse, hvor gieldbundne disse Rigers Indbyggere fra den høieste til den ringeste, ere i alle Henseende. Thi

Først kan det ikke være nogen, som bruger ringeste Eftertanke, ubekient, at Herren hidindtil deels har skaanet os for, deels befriet os fra meget Ont. -- <Dnt.— Iblant alt, som kaldes saa, fortiener vildfarende og forførisk Lærdom, som enten forkaster, eller fordunkler, fordreier og vanærer Budskabet om det menneskelige Kiøns forbemeldte Frelse ved Jesus, uden Modsigelse det øverste Sted, i Henseende til Indflydelsen, den haver i Sindet til Menneskets Rolighed, saavelsom paa Sæderne, og den almindelige Fordærvelse, som disses Forfald drager efter sig, det sund Fornuft med Erfarenhed lærer, og Skriften af de Corinthiers og fleres Exempel stadfæster. 1 Cor. 15, 30-33. Visselig hører det til de afvendede

store Ulykker, hvis Erindring i Dag er befalet, at deslige Vildfarelser ikke aleene, (siden GUds saliggiørende Ord, som havde faaet Fremgang ved D. M. Luthers Tieneste hos vore Naboer, ogsaa overalt blev antaget til Rettesnoer her i Rigerne), have været saavidt forjagede, at de i vore Kirker og Skoler ikke maae huses eller offentlig læres, men endog hindrede i deres videre Udbredelse, naar de have fundet Lejlighed hemmelig at indsnige sig nogensteds, nu under een, nu under en anden Skikkelse, efter Tidernes Beskaffenhed. I sær blev Løgnen ikke længe siden mærkelig standset i sit Løb, da den under en falsk Vittigheds behagelige Maske og formedelst dens blændende Skin havde vidst at bane sig Vei til de høieste Steder, hvor Spotteren, som ved dristige Laster var ophøiet over den foragtede og sukkende Dyd, trodsede Helligdommen til sin egen Fordervelse, og for desmere ubehindret at oprette sin Afgud, Vellysten, Altere, lod Vantroe og Letfærdighed anprise næsten, som lovlige Videnskaber. Thi i Steden for at triumphere over Sandhed,

28 som det havde Udseende til, blev den pludselig nedstyrtet fra Thronen, og Virkningen af dens forbemeldte Bestræbelser imod al Formodning denne, at mange, som end ikke holdtes for de beste, stødte sig dog over den Frekhed, hvormed dens Sag blev drevet, fattede af dens antagne uforskammede Tone en Afskye, og toge sig desbedre vare for Epicuræernes Suurdei. Math. 16, 6.— Næst efter dette Onde, hvis Følge er aandelig Død og Sielens Fordervelse, bør Krig med Billighed regnes for den største af alle timelige Ulykker. Dens Ophørelse er derfor i Texten under Frelse fornemmelig indbefattet, saavidt dermed sigtes til Jødernes udvortes Omstændigheder. Blant de fire onde Domme, som Herren truede at sende over Jerusalem, er Sverdet, som det Redskab, hvoraf man i Krigen betiener sig, først anført. Ezech. 14, 21. Og naar en øvet Krigs-mand hisset faaer Vallet, vil han heller falde i Herrens Haand, end i Menneskens. 2 Sam. 24, 13, 14. Ogsaa denne Plage, og alle dermed forbundne Elendigheder har Herrens Haand afvendet fra

vor dyrebare Konge og hans kiere Undersaatter, som udtrykkelig anføres blant de bevægende Aarsager til nærværende Festes Anordning. Vel har Hans Majestet i Fior fundet sig anlediget at lade Tropperne i Norge forsamle paa Grændserne mod Naboe-Riget Sverrig, hvilket og til andre Tider og andensteds er skeet under Hans glorværdige Forfædre, naar Omstændighederne syntes at udkræve saadan Forsigtighed, særdeles i Holsteen mod Slutningen af Hans uforglemmelige Herr Faders milde Regiering, at Landet ikke paa den Kant skulde være blottet fra Forsvar, hvor man først kunde vente en stoer og modig Fyrstes frygtelige Ind- og Overfald. Men Hans pludselige Død, just da Faren var størst og Krigens fortærende Lue nærmest ved at bryde ud, samt et forandret Sindelaug hos den regierende Majestet efter Ham, alt efter der vise og os saa saare gunstige Forsyns almægtige Bestyrelse, gjorde, at den forsamlede Hær, inden offentlig Krigs-Erklæring stedte, ogsaa denne Gang kunde skilles ad uden foregaaende Blods Udgydelse, og i Fred ven-

de tilbage til de elskede Boliger, for hvis Sikkerhed de havde været redebonne at opofre det kiereste, de eiede — Hidindtil havde Qvægsygen næsten uophørligen raset inden vort Danske Riges Grændser, nu mere paa et, nu atter paa et andet Sted, og anrettet gruelige Ødeleggelser. Efter Haanden begyndte den ogsaa at aftage, indtil Vend-Syssel omsider, hvor den en Tid lang mod Slutningen tog grumt afsted, ganske i Aar blev befriet, og derved gav Anledning ogsaa i dette Stykke at ophøie Herrens Frelse og Skaansel paa nærværende Høitid. Frelse, at han sagde: Det er nok, efter saa manges derom giorte oprigtige Bønner, og lod denne Plage ophøre. Skaansel, at han ikke tillod den at udbrede sig videre til Kongeriget Norge eller de faa andre enkelte Steder, som tilforn havde været fri. Og da vort kiere Viborg har den Lykke at være blant disse faa, hvorved den i sin ellers aftagende og fattige Tilstand ikke lidet er husvalet; saa have dens forstandige Indvaanere dobbelt Aarsag at erkiende Herrens Haand, og sin egen saa meget desto større Gield—

Med Qvægsygen var et andet, ikke mindre, Onde forbundet, jeg mener Jordens Ufrugtbarhed; thi da den derover maatte savne en Deel, om ikke det meste, af sin sædvanlige og beste Giødning, saa kunde det ei være andet, end at den maatte udmavres alt mere og mere og dens frugtbringende Kraft i Forhold til bemelte Afsavn fortæres. Hertil kom ustadigt Veirligt og flere sammenstødende Aarsager, der giorde Misvexten mange Aar i Rad næsten almindelig. Høie Priser paa Korn, Fedevare og alle Levnetsmidler vare heraf igien de visseste Følger, og havde bedrøvelige Virkninger, saavel i de Danske Provindser, der pleiede at have noget at overlade sine Brødre, og undertiden Fremmede, men nu neppe kunde forsyne sig selv, som fornemmelig i Norge, hvor Mangelen var saa yderlig, at man end ikke saa langt fraværende uden Graad kan læse om de Elendigheder, dette kiekke Folk herover maatte døie. Paa alt dette Onde, som tildeels havde sin Grund i naturlige Aarsager, kunde aleene Naturens Herre raade Bod. Det skedte og, da hans

Time kom. Han forandrer beleilige og bestemte Tider. Dan. 2, 21. Saa gik det med denne saa krænkende dyre Tid, og Forandringen er des herligere, da de mange forrige mavre Aaringer ligesom med eet synes opslugte af det nærværende fede, med allehaande Frugter rigeligen velsignede, Aar. 1 Mose B. 41, 18 ff.— Men endnu har vi kun betragtet vor Gield fra een Side. For at kiende den ret i sin Omfang, maae det samme skee fra en anden Syns Punkt, hvor det tydeligen kan fremlyse, at samme naadige GUd og Frelser

Dernæst har tildelt os meget Got, som efter Dagens Bestemmelse ligeledes høitideligen bør erindres. Deriblant først og fremmest, at han har bevaret os sit allerhelligste Ord puurt og reent, som forkynder arme Syndere den store Frelse, hvilken hine legemlige, efter en foregaaende Anmærkning over Texten, ikkun afbildede; den Frelse, som aleene har kundet bevæge GUd til at tage sig af os, og er Grunden til alle hans øvrige Vel-

gierninger. Rom. 8, 3. 32. Giern. 3, 26. Gal. 3, 14. 16. Thi da dets troende Antagelse aleene kan udrette, at Ære, som det heder i Texten, maae boe i vort Land, Miskundhed og Sandhed møde hverandre, Retfærdighed og Fred kysse hverandre, & c.; efterdi saadanne Dyders Fremme og Herrens Herligheds Opgang over, og Forblivende hos, et Folk, som ved Bolig betegnes, ere visse Følger og saliggiørende Virkninger deraf. Es. 60, 1-3.; saa agtes billig Evangelii hidindtil forundte Lys og offentlige Prædiken, for den ypperste af alle GUds Godheder, imod Fædernelandet og os. Uden den skulle Mængden i de forvirrede Tider, vi have oplevet, og de Gienvordigheder, der har været at giennemgaae, ikke have vidst at holde sig inden de Lydigheds, Ærbødigheds og Taalmodigheds Skranker, som vor allerhelligste Troe byder at være hellige, anbefalende Hengivenhed i GUds Villie, efter vor store Formands Fyrstelige Exempel, 1 Petr. 2, 23. Ebr. 12, 1-3. Uden den skulde vi ingen Trøst have haft i vor Kummer, og Haabet,

de Elendiges sidste Tilflugt, næsten været ude. Men den Almægtiges Haand holt fast ved Lysestagen, da Vantroens snedige Bestræbelser at rokke eller flytte den, om mueligt, af sit Sted, syntes nær ved at lykkes, og bevarede os sit Ords alleruskatteerligste Klenodie— Et andet saare vigtigt Gode lod Herrens naadige Forsorg os ligeledes tilflyde formedelst sin udviiste synderlige Varetægt over Kongen og det Kongelige Arve-Huus, da vi intet kierere vide at ønske os paa Jorden, om vi ellers have det almindelige Beste retteligen for Øie. Kongen er som Ti tusinde af os. 2 Sam. 18, 3. Enhver af de Høie Kongelige Personer dyrebar frem for andre Mange, i Henseende til deres høiere Bestemmelse, og vidt strækkende Indflydelse. Betydeligt derfor, om noget, for det almindelige, at saadanne ledes efter GUds Raad, og indsluttes i hans Bestyrtelse. Egen Erfarenhed kan derom overtyde os mere, end alle Grunde. Hver Mands Huus er ved vor milde Regierings Forfatning saaledes bundet til Kongens Huus, at det sidstes Floer er hines

Velstand, og Regenten med Undersaatterne at ansee, som Forældre og Børn i een Familie, der med Rette ikkun kan have een Drive-Fieder, jeg mener Kierlighed, i deres fælles Handlinger, ligesom de alle i et vist Forhold nødvendig maae tage Deel i hverandres Skiebne. Til den Herlighed, som Texten beskriver, hørte Guds særdeles Omhue for Davids Huus at vedligeholde, indtil Messias kom at arve denne sin Faders Stoel, og at oprette et anderledes beskattet, men evigt, Rige. Sam. 7, 12 ff. Luc. 1, 32. Hvorom Herren et andet Sted taler saaledes: Jeg giorde en pagt med min Udvalte jeg soer David, min Tiener: Jeg vil stadfæste Din Sæd evindelig, og bygge Din Throne fra Slægt til Slægt. Ps. 89, 4. 5. Til vore Dages Lyksaligheder, som i sær fortiener en høitidelig Erindring, hører ikke mindre Guds naadige Forsyn over vor David, eller Kongen og Hans Huus, paa en Tid, da man af visse frygtelige Omstændigheder havde Aarsag at formode det Værste. Midlerne, hvoraf Forsynet i denne Lejlighed betiente sig fornem-

36 meligen, vare af dette Høie Huses eget anseelige Middel, og giør os dets Beskiermelse dobbelt vigtig. En Juliania Maria, stærk i Herren, vover sig, som en anden Esther, ledsaget af sin værdige Søn, vor arbeidsomme og dydige Prints Friderik, hvis Aand GUd havde opvakt, som den unge Daniels fordum, til Hans Majestet Kongen i hiin navnkundige Nat *), at forestille sin Slægts og sit Folkes overhængende Fare. Esther. B. c. 7, 3, 4. c. 4, 11. Susannes H. v. 45. f. Strax føies de viseste Anstalter, og Uveiret begynder at fordele sig. Nu bliver Undersaatternes nedslagne Mod igien med eet oplivet ved at see sin dyrebare Monark, udrevet fra Ildesindedes Hænder, munter og uskad i sin elskede Families Skiød. Glæden spiller ligesom af alles Øine, der have den Lykke at bivaane dette store Syn, og Luften giver Gienlyd af Fryderaab. Unge og Gamle, Smaae og Store, Høie og Lave, kappes uden Forskiel med hinanden at legge sin Hengivenhed for Dagen, og alt baade i Hoved-

*) Som gik foran den 17de Januarii 1772, der beregnes, som sædvanligt, fra Midnat forud.

37 Staden og Provintserne, hvor Rygtet foer frem, foreener sig til at gotgiøre for al Verdens Øine, med hvor stor Ret det Danske og Norske Folk fra umindelig Tid haver den Roes, at de inderlig elske deres Konger og den hele velsignede Konge-Slægt. Høistbeføiede uden tvivl ere vi alle, at regne der for en Velgierning mod hele Landet, hvad som Landets Fader og denne høie Slægt herudi er vederfaret, ja derfor i Dag høitideligen at bekiende os den Almægtige gieldbundne, som holt sin Haand og sit Øie over sin Salvede, at ingen Ulykke torde nærme sig Hans høie Person eller Boelig; thi herover kom Magten igien i de rette Hænder, Lovenes hellige Gierder bleve atter opreifte, og en almindelig Sikkerhed under deres Beskyttelse fornyet. Tiden maatte fattes mig, om jeg skulde udføre alt. Nok at vi have forbemeldte Herrens Varetægt over Kongen og det Kongelige Huus alene at tilskrive, at hver Mand i sit Huus og Sted kan, om han vil, leve et roligt og stille Levnet i al Gudfrygtighed og Ærbarhed, uden at frygte nogen Voldsom-

hed af Overmagtens Misbrug, 1 Tim. 2, 2.— Næste Sted herefter, saavidt ikke allerede tilforn derom er erindret, tilkommer den længe forundte Fred, som GUd i disse sidste Aaringer, skiønt Udsigterne for en Tid ikke syntes ret gunstige, saa naadigen har vedligeholdt os, ikke mindre for sin Vigtigheds Skyld, end formedelst Overeensstemmelsen, den haver med forrige Velgierning. Ved hiin blev, nemlig, de Ondes Anslag hos os selv giort til intet, og, det Kongelige Huus tilligemed Landet beskiermet for indvortes, som de værste og farligste, Fiender. Ved denne bleve vi skaanede for udvortes. Saa lidet Texten lader dette Slags Gode uerindret, naar der heder: Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre v. 11; saa lidet vilde det anstaae os at giøre det, da Freden har saa stor Indflydelse i den almindelige Velstand, føder Konsterne, fremmer Agerdyrkningen, og uddeler Livets Angenemheder til hver Stand og ærlig Handtering.— Endnu manglede mange i Kiøbstæderne, saavelsom paa Landet, det fornødne til Underholdning, for ret at nyde sin Lyksalighed.

39 Ogsaa denne Mangel blev i Aar lykkeligen hævet ved en forundt usædvanlig riig Høist. Et Gode, som Texten udtrykkelig regner blant hine Tiders forventede Fordele: Herren, heder det, skal ogsaa give det Gode (det er Regn eller frugtbart Veirligt) og vort Land skal give sin Grøde v. 13: Men vi blant vores vitterlige Gield til den Allerhøieste saa meget mere, som al Menneskelig Hielp og Forsynlighed mod den truende Nød intet klækkeligt skulde have udrettet, efterdi de naturlige Kilder vare tilstoppede, og fast ingen havde noget tilovers. Thi bød den Almægtige Himlene oven til og Afgrunden neden til at udgyde Velsignelser, og viste os saaledes tydelig, at hans Haand var ikke forkortet, ei heller hans faderlige Hierte tillukt. 1 Mose B. 49, 25. 4 Mose B. 11, 22. 23.— Endelig er til alt andet, som anseeligen forøger vor Gield i Dag, ogsaa lagt dette, at GUd i adskillige vigtige Tilfælde dette Aar har kronet vor Konges Bestræbelser med det ønskeligste Udfald til Hans Glæde og Statens almindelige Sikkerhed og Velstand, alt ved

40 sin naadige Bestyrelse, ligesom Han fordum, efter Textens Beretning, kronede andre store Mænds, maaskee en Daniels, Ezras og fleres, Foretagender til sit Folkes Vel og Frelse, Hvilke disse Tilfælde ere, kan med Vished ikke siges, da intet udtrykkeligen meldes herom i den Høikongelige udgangne Befalning, men af det, som siden er gaaet for sig i Holstein, og den 16de i foregaaende Maaned *) høitideligen fuldbragt, kan det vel tillades os uden Formastelse at slutte, at der sigtes i sær til de forlængst i Cabinettet begyndte Underhandlinger om den Fyrstelige Andeels Overdragelse til den Danske Krone, hvilke, som alle Statsvigtige Foretagender, maatte have sin Tid at modnes, og endelig i Aar naaede sin Fuldkommenhed, ja kom endog til virkelig Fuldbyrdelse. Hvo erkiender ikke herudi det velgiørende Forsyns tydelige Spoer, uden at miskiende de Mænds Fortienester, som have været brugt til saa store Tings Behandling, hvor-

*) Det Kielske blev paa den Dag offentlig afstaaet med visse i slige Tilfælde brugelige Ceremonier.

41 af vor vidtberømte Bernstorff *) ikke oplevede Udfaldet? Paulus plantede, Apollos vandede, men GUd gav Vext. 1 Cor. 3, 6. Hans Gierning er det fornemmelig, som lemper Staternes, ligesom Skyernes, Vendinger efter sit Raad, og har deres forborgneste Drivefiedre i sin Magt. Hiob 37, 12. 13. Han gav Lykke til vor allernaadigste Konges Anslag, og Sagen saa ønskelig en Fremgang, som vi neppe selv torde haabe, og andre slet ikke vilde troe. 2 Krønik. 26, 5. Billigen ansees dette for Kronen af hans Miskundhed mod vort kiere Fæderneland, da Tvistens Æble ligesom reent er borttaget, for et Gode, hvis Følger rekke til de seneste Tider, og vil giøre Kong Christian den Syvendes Regiering mærkværdig hos de sildigste Efterslægter.

*) Den ældre, som tillige med Geheime-Raaderne i da værende Conseil, Deres Excellencer Hr. Otto Thott og Hr. Ober-Kammerherre Ditlev von Reventlou, blev optaget i Greve-Standen, i Anledning af den provisoriske Tractats Slutning den 30 November 1767.

Stor er altsaa vor Gield, saavelsom hiint Israels, fra hvad Side vi end betragte Sagen, mangfoldige og ubetalelige de Herrens Velgierninger, han, som meldt, har viist baade i at afvende det Onde, og i at tilvende det Gode. For den største af dem alle, og Kilden til de øvrige, at GUd, nemlig, ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, der bebudes os i Evangelio, have vi end ikke Ord værdige eller fyndige nok, at udtrykke enten dens Storhed eller Forbindtlighed. Rom. 8, 32. c. 11, 33. Som det Forkrænkelige i ingen Maade kan komme op mod det Uforkrænkelige, saa kan ei heller det sidstes Værd ret paaskiønnes af den Dødelige. Sølv og Guld ere vel kostbare Ting i Livets daglige Handeler, men gielde intet mod det, vor Forløsning har kostet, intet mod Guds Ord, os har været givet til Veiledning og Husvalelse i Livet. Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv; jeg elsker Dine Bud mere end Guld, og mere end fiint Guld. Ps. 119, 72. 127. collat. 1 Petr. 1, 18.

19. 23. At denne Himmelskat under alle Forandringer blev os bevaret; Forligelsens Embede, som tilforn, vedligeholdt; at den til en Tid, af nogle, da Mægtige, yttrede Spodskhed over Religionen og Ligegyldighed mod Laster, ikke naaede sit Øiemeed, som er, at nedsænke andre med sig i Vildfarelser, og allehaande skadelige og daarlige Begieringer, ere da uden al Modsigelse saadanne Velgierninger, som aldrig kan vederlegges den Høieste. Thi uden disse skulde, endog alt andet vundet, dog uendelig mere være tabt, end vundet. Hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel? eller hvad Vederlag kan et Menneske give for sin Siel? Math. 16, 26.— Gaae vi herfra til de andre Guds Velgjerninger, som høre til Gielden, betænke vi deres uendelige Mængde paa den eene, deres Vigtighed paa den anden Side, og den ønskelige Maade, de bleve os tilbragte paa, da maae vi enten være ganske følesløse, eller tilstaae, at de ogsaa i sin Deel ere aldeles ube-

talelige. Thi det eene med det andet er jo idel Almagts og Naades Under, beredte, førend vi endnu vare til, af den Ophøiede og aleene Salige, som har alle Tings Kilde i sig selv, og derfor hverken kan trænge til noget uden for, ei heller modtage noget til Vederlag. Es. 57, 15. 1 Tim. 6, 15. Ps. 36, 10. Jac. 1, 17. — Vi have hørt Krigens forfærdende Bulder trindt omkring *), dog ikkun, som en rædsom Lyd langt borte— Engang stod Morder-Engelen næsten allerede med sit blottede Sværd over vore Hoveder, men forsvandt i det samme pludselig, og gik paa den Højestes Vink vore bevende Landemærker afsides forbi **). — Det uskyldige Hornqvæg styrtede ofte i Hobetal om os, som selv vare de rette skyldige, fordi vi med Synder uden Tal havde opvakt den Almægtiges Vrede, dog holt han endnu sin dræbende Haand tilbage fra os. Taber ydermere paa de bortdøde

*) I den sidste Tydske Krig.

**) Mod Slutningen af Peter den Tredies Regiering i Aaret 1762.

Kreature, som efter menneskelig Beregning var uerstatlig, lod han os mere end eengang forvinde. — Vi saae en Høst efter en anden at svige Bondens Haab; Agrene siden mangesteds af Mangel paa Sæd at ligge ubrudte; og de arbeidsomme Jorddyrkere, som pleie at føde de øvrige Stænder, berøvede Lejlighed til Arbeide, selv med Koner og Børn kummerligen at søge om Føde, undertiden halv forsmægtede ynkeligen at tilbetle sig den usle Bid, der kunde have tilkommet dem, som en Ret. Den Forstandiges miskundelige Øie løb herved over, medens hans beklemte Aand ængstede sig med de fæleste Forestillinger af en almindeligere Hungers Nød, og dens sædvanlige Følger, Pest eller deslige fortærende Plager. Dog fik Agermanden snart igien baade at arbeide og at æde, uden at nogen omkom af Brødmangel her til Lands. Endog vor Syster Norge, hvor Nøden var langt haardere, blev trøstet ved vor allernaadigste Konges landsfaderlige Foranstaltninger, samt Hans Herr Broders vise Omhue for deres Efterlevelse, og Ømhed over denne troe Nation. Omsider

46 forsvandt Mangelen reent for den store Overflod, som dette Aar bragte, og med Mangelen vore Frygter og skræksomme Forventelser.— Endelig saae vi de gamle Tvistigheder med det høie Holsteinske Huus, siden dette Fyrstendømmes saa bekiendte som uheldige Deling, ikke alene venskabeligen bilagte, men og videre Anledning til ny lykkeligen hævet, tilligemed det forrige betænkelige Fællesskab. Alt, uden derhos at see en vred Mand, eller noget Menneskes Liv og Velfærd opofret for at skaffe Staten denne vigtige Fordel, da meget mindre tilforn har kostet mange Tusindes— Hvad skulde vi sige om alt dette? Maaskee, at vor Ufortrødenhed i Herrens Tieneste, vor Iver for hans Ære, vor Gudsfrygt, Troe og Lydighed mod vor Herres Jesu Christi Evangelium, have giort os til den Høiestes Yndlinge og Skiødebørn? Thi der heder: Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, & c.— Gid det var saa vel, mine Allerkiereste, hvor deilige Udsigter skulde vi da ikke have for os i Fremtiden? Men ak! vort Forhold vidner der tvertimod, om og Samvittigheden vilde tie,

og Mangel af det retskafne Christendommens Væsen her, saavelsom andensteds, giør det, desværre, alt for kiendeligt, at vi lidet eller intet ere forbedrede, og vor Skyld ogsaa i den Henseende stor indtil Himmelen. — Hvorledes skulle vi da vederlægge Herren? Og hvad bliver endelig Slutningen af alt? Denne uden Tvivl, at Gielden i sig er ubetalelig, hvorledes vi end giøre vor Regning. Herre! Din Miskundhed er i Himlene; Din Sandhed naaer indtil de øverste Skyer. Din Retfærdighed er som Guds Bierge, Dine Domme en stor Afgrund. Herre! Du frelser Mennesker og Dyr. Ps. 36, 6. 7.

Imidlertid skylde vi dog GUd en Slags Betaling, som fornuftige Skabninger, og vor syndige Uformuenhed i den Henseende kan ligesaa lidet giøre Guds Ret til intet, som vor Utroskab i saa mange Maader hans usvigelige Trofasthed. Rom. 3, 2. Men dette elskværdigste og allerbilligste Væsen vil ogsaa herudi lade Maade gaae for Retten, og intet fordre mere eller andet af os, end hvad der staaer i vor Magt, og kan geraade os selv til allerstørste

Fordeel, saafremt vi troligen anvende de Midler og den høiere Bistand, han vil gaae os til Haande med. Hvo skulde da ikke finde sig opmuntret at afdrage sin Skyld, hvilket desuden Dagen, og Kongens Øiemeed dermed, giør til en dobbelt Pligt? Hvo ikke være begierlig efter at underrettes nærmere om, hvad Gud i saa Maade fordrer, og hvori hans Skyldighed bestaaer? Dertil, Andægtige, er den

Anden Deel

nærværende gudelige Tale fremdeles bestemt, som, efter forhen givne Løfte, fuldstændigere skal handle om den eeneste Betaling, GUd for alle sine Velgierninger forlanger, og vil lade sig i Naade behage.

Vi have allerede forud bemærket, at som den allerhøieste Giver over al egentlig Betalning uendelig er ophøjet, saa ere ogsaa hans Velgierninger af den Beskaffenhed, at de ikke

ved saadan Betalning kan giengieldes. Følgelig kan ingen anden Betalning have Sted i vor Betragtning, end den, som rimer sig med Velgiørerens og Velgierningernes Natur paa den eene, og med Menneskets Evner paa den anden Side. GUd kan ikke nægte sig selv ved at forlange det, som er plat umueligt. 2 Tim 2, 13. Han, han kiender vor Skabning; Han kommer ihu, at vi ere Støv. Ps. 103, 94. Men han lader sin Aand komme vore Skrøbeligheder til Hielp, og hvad som ved saadan Bistand og hans Kraft kan fuldkommes i Skrøbelighed hos os, naar der ikke skeer forsetlig Modstand, det fordrev han og med største Billighed af os, uagtet vor Skrøbelighed. Rom. 8, 26. 2 Cor. 12, 9. Kan vi ikke fatte alle Guds Velgierninger, kan vi dog ved Eftertanke ledes til at forstaae mangfoldige og de fornemmeste deraf, om vi vil bruge den. Har vi intet at betale med, saa har vi desmere Leilighed at befinde vor Afmagt til egen ydmygelse derover, at Velgiørerens desto større Priis. Disse Undersøgninger setter vort Inderste i hellige Bevægelser,

og Mennisket i Forfatning at yde Herren det, som her begribes under Navn af Betalning. En Konge fordrer ikke Giengield for sine Naades-Beviisninger, thi det vilde være ham saa uanstændigt, som i mange Tilfælde ugiørligt, men han vil, at de skal holdes i Agt og Ære af Undersaatterne, og hvo kan nægte, at det er deres Pligt? En Fader tænker ikke paa Vederlag for den Møie og de Omkostninger, han anvender paa hans Børn. Det er hans Lyst daglig at kunde forbinde dem ved ny Velgierninger, hans Ønske, at han aldrig maae trænge til dem. Men Kierlighed, Lydighed, Hengivenhed, og Tillid fordrer han med største Billighed, og holder sig derved mere end betalt. Passe end disse, eller andre deslige, Lignelser sig ikke fuldkommeligen til GUd, saa tiene de dog til at danne et nogenlunde værdigt Begreb om Betalningen, som vi her have at handle om. Med et andet Ord kaldes den Erkiendtlighed eller Taknemmelighed, og synes vel at være det mindste, Herren kan have for alle sine utallige Godheder, men er dog meget mere, end vi af os selv, som af os selv, for-

51 maae at yde, efterdi den formørkede Forstand og det Steen-Hierte, som vi have af Naturen, ikke tillader os de Indsigter og Indtryk deraf, som en retskaffen Erkiendtlighed udfordrer. Eph. 4, 8. 2 Cor. 3, 5.

Altsaa setter dette slags Betalning Omvendelse og Sinds Forandring forud. Som GUd i sær har Øie og Hierte henvendt til sine igienfødte og benaadede Børn i sine Velgierningers Uddeling, og lader det endog gaae andre vel for deres Skyld, saa har de igien deres Øine og Hierter henvendte til ham, den Lysenes Fader, fra hvilken alle gode og alle fuldkomne Gaver komme her oven ned, efter hvis Villie de ere fødde formedelst Sandheds Ord, at være den Første-Grøde, eller de ypperste og behageligste, af hans synlige Kreature. Esaj. 45, 3. 4. Jac. 1, 17, 18. De aleene kiende de guddommelige Velgierningers Værd, og vide at hidlede alt fra den rette Grund, saasom de have erfaret deres egen Grund-Fordervelse og ganske Uværdighed tilligemed GUds overvættes Naade.

GUd, hvor dyrebar er Din Miskundhed, og Menneskens Børn skal skiule sig under Dine Vingers Skygge. De skal blive drukne af Dit Huses Fedme; og Du skal give dem at drikke af Dine Vellysters Bæk. Thi hos Dig er Livets Kilde; i Dit Lys skal vi see Lys. Ps. 36, 8-10. Giennemtrængte af den Guds Kierlighed, de nyde i deres Faders Huus og Favn, som Børn: Seer, hvor stor en Kierlighed Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds Børn. 1 Joh. 3, 1.; den Guds Kierlighed, som er udøst i deres Hierter formedelst den Hellig Aand, som er given dem. Rom. 5, 5.; kunde de og alene drives af de rette bevægende Aarsager til Erkiendtligheds Udviisning, og væbne sig mod al paafaldende Lunkenhed eller Afmagt med den høiere Understøtning, som formedelst Naademidlerne rekkes de Oprigtige.— Anderledes har det sig med Verdens Børn, og den store Hob af Mennesker. Det aandelige finde de ingen Smag udi. Det jevne og sædvanlige rører dem ikke. Fulde af sig selv og det nærværende afveie de alt efter

den Fordeel, de for Haanden kunde have deraf i detr timelige, agtende det evige lidet derimod. Langt fra at troe sig for ringe til Forsynets adskillige Godheder, klage de snarere over, at dem er skeet for nær, og at andre, mindre fortiente, har faaet mere end de. Derover de oftere fordre GUd til Regnskab, end sig selv, og heller yttre Misfornøielse, end Forbindtlighed. Deres kiødelige Sind er blottet fra den Guds Kierlighed, som evne kan frembringe og oplive en sand Erkiendtlighed, og ligegyldigt til det almindelige Vel, naar samme ikke er foreenet med egen kiendelig Fordeel. Neppe kan deres Bønner og Lovsange ansees for Læbernes frivillige Offer, end sige for Hiertets rene Sprog, men mere for en Tvang, som de af adskillige urene Aarsager paalegge sig selv, uden Lyst, uden hellig Ild og indvortes Varme, for derved i deres daarlige Indbildning at formaae den Allerhøjeste at vedligeholde eller forøge dem det slags Gode, som de skatte høiest, og frygte for at miste, om de efterlod disse næsten mekaniske Øvelser. — Saadan Tænkemaade og Sinds Beskaffenhed maae

54 derfor ganske forandres, inden Udøvelsen af den rette Erkiendtligheds Pligt, som her under Navn af Betaling forestilles, kan blive muelig, eller nogensinde komme i Drift. De daarlige Fordomme, man har fattet om visse udvortes Andagter (der ellers i sig og i sin rette Brug kan være gode) som en Giengield, hvorved man giør Aftegning med vor Herre, og holder ham skadesløs for beviiste Velgierninger,

bør ganske udryddes. Den naturlige Uforstand paa det, som tiener til vores Fred, vige for Guds Aands bedre Oplysning. Det kolde Sind opvarmes af Jesu Kierlighed. Det Steen-Hierte borttages, og omvexles med de ømme Følelser, som Aanden virker. Ezech. 36, 26. 27. Sandelig, siger Texten, Hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, forat vise den Høiestes Redebonhed at give aadanne sin Bistand, naar det behøves, og at han da ikke vil være langt borte, men holde sig nær til, som en trofast Ven. I en anden Mening kan siges med samme Vished: Herrens Frelse er nær hos dem som ham frygte, saa at den ikke udelukkes af deres Digten,

Tragten eller Attrraae, nær i deres Sind, at de flittig tænke derpaa, nær i deres Mund, at de gierne tale derom, nær i deres Hierte, at de inderlig forlyste sig derudi. Ved saadan Sinds Forfatning er nu intet, som kan hindre deres videre Dueliggiørelse til at yde Herren den Betaling, han vil have. Hos dem derimod, som ikke frygte Herren, er alting i Veien. Det gaaer med dem, som onde Skyldnere: En Ugudelig tager til laans og betaler ikke. Ps. 37, 21. De tage immer paa Regning, men tænke i det øvrige aldrig paa Regningen. Daglig oppebære de tusindfold Godheder af Herrens milde Haand, uden at bekymre sig i mindste Maader om, hvor store deres Summer ere, ja glemme sig undertiden selv saa aldeles, at de i Steden for at give gode Ord i det mindste, meget mere betaler Ont for Got. Ps. 35, 12. Førend der nu ved saadanne kan blive noget at udrette, førend de enten kan faae Villie eller Evne til at betale, maae de slaae i sig selv først, erkiende deres forrige Uret og Skændsel, og blive begierlige efter de Naadekræfter, som nærmere kan befordre til det rette Maal. Denne

første Lectie er det at befrygte, at de fleste af os behøve at lære, inden der kan tænkes paa Betaling. Derfor, derfor, Brødre, fatter et andet Sind, og vender om, at Eders Synder maae udslettes, og Hindringerne for Eders rette Gierning paa denne vor Takke- og Bede-Fest lykkeligen hæves. Gierning. 3, 19. Lad det inderlig bedrøve Eder, at Hierterne findes saa dorske til at opløfte sig over Jorden, og beder indstændigen ham, som eene kan udrette i Eder baade at ville og at giøre det efter sin Behagelighed, at det Gode, som allerede kan være begyndt hos nogen af os, maae videre fuldkommes. Phil. 2, 13. c. 1, 6. Ellers ere vi ganske uskikkede til den Taknemmeligheds Pligt, som Betalningen indfatter; og uformuende at tage af hans Fylde, som betalte for os, ogsaa Naade for Naade. Joh. 1, 16.

Til Betalningen eller Erkiendtligheden i sig selv hører, dette forudsat, en levende Følelse og Erindring af— en Hiertelig Taksigelse for — en giørlig Skiønsomhed paa — alle Guds

57 beviiste Velgierninger, foreenede med en ivrig Bøn om deres Varighed, i sand Tillid til den almægtige Velgiørers Huld og Bistand for Fremtiden.— Ved Følelse forstaaes her ikke noget Blændværk af Sandserne, eller en ophidset Indbildnings-Krafts Virkning, thi hvad Værd skulde det kunde have i den Vises, end sige i den alvise Guds, Øine? Og hvor let kunde vi da ikke forledes af et blødt Gemyts hastige og snart forbigaaende Bevægelser til at ansee det for Naadens som ikkun var den blotte Naturs Gierning? helst det er saa vanskeligt at bestemme Grændserne imellem begge. Men dermed sigtes til det dybe Indtryk, som en tydelig beviist Sandhed giør paa Sindet, at man ligesom fornemmer dens Kraft. Saadan indvortes Fornemmelse af Guds erkiendte Velgierningers Vægt og Værd kan ikke, som Følelser ellers ofte, bedrage, thi den grunder sig paa foregaaende Overbeviisning, ikke heller være en flygtig forbidrivende Bevægelse, thi den faaer stedse Føde og ny Liv af de Sandheders Betragtning, som Overbeviisningen er bygt paa.

Jo tydeligere Begreb man har om de oppebaarne Velgierningers Storhed, Mængde og Indflydelse paa sit eget, saa vel som det almindelige Vel, jo stærkere Indtryk finder man deraf paa Gemyttet. Jo nøiere man indseer tillige Velgiørerens ulignelige Fromhed og Menneskekierlighed, som derudi aabenbares, hans Ypperlighed og Elskværdighed mod sin egen ubeskrivelige Ringhed og Uværdighed, jo mere føler man sig beskæmmet af hans Godheder og høitforbunden. Herunder opvækkes en ærbødig Høiagtelse for Giveren, saavelsom for Gaverne, en kierlig Tilbøielighed mod Velgiøreren, en sand Attraae at behage ham og notere at forbindes med ham, eller rettere, alt dette indfattes i og er sammenknyttet med bemeldte Følelse. Fra disse ømme og milde Bevægelser i Menneskets Inderste maae Erkiendtligheden have sit Udspring, som skal ydes GUd paa. denne Fest, og derudi maae den først og fornemmelig yttre sig. Ellers er vor øvrige Andagt ikkun en forfængelig Ceremonie, et Skin uden Sandhed, er tvungent Væsen, hvormed

det haver ingen ret Art. Alle sande Dyder komme inden fra, hvor de, ligesom Lasterne, have deres egentlige Sæde, og Hiertets skiulte Forlystelse i GUd, som det høieste Gode, er Drivefiederen dertil. Uden at føle saa ædel en Drift, uden Varme af denne hellige Ild, kan ingen ret Erkientlighed begyndes af os, og hvad vi ellers kunde begynde, falder ikkun ud til et høitideligt Hyklerie, og Forstillelse. Dersom jeg taler med Menneskenes og Englenes Tungemaal, men haver ikke Kierlighed, da er jeg bleven en lydende Malm, eller en klingendes Bielde. i Cor. 13, 11. Med saadan Følelse ere Textens Ord forfattede. GUd faaer aleene Æren for Israels Befrielse, og fra denne hans Frelse hidledes alle Dets prægtige Forrentelser. Saadan Følelse havde Patriarken Jacob. I Ærbødighed tilskriver han derfor Guds milde Forsyn og Førelser den Tilvæxt af Formue, som han ved sin udviiste Duelighed, urrettede Flid, og særdeles Troskab selv kunde synes at have forhvervet: Jeg er ringere, siger han, end alle de Miskundheder, og end al den Tro-

fasthed, som Du haver giort mod Din Tiener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan og nu er jeg vorden til to Hære. 1 Mose B. 32, 10. Saadan Følelse havde David, og nu erkiendes den Høieste, som Ophavs Mand til det Kongelige Huses Floer, Folkets Velstand og de Rigdomme, som vare samlede under hans Regiering. Hvo er jeg, spørger han, Herre, Herre? Og hvad er mit Huus, at Du haver ført mig hidindtil? 2 Sam. 7, 18. Hvo er jeg? Og hvo er mit Folk? At vi skulle formaae med vor Kraft til at give frivilligen, som dette gaaer? Thi der er alt af Dig, og af Din Haand have vi givet Dig det. Rigdom og Ære er for Dit Ansigt, og Du regierer over alle Ting, og Kraft og Vælde er i Din Haand, og i Din Haand staaer at giøre det alt stort og stærkt. Herre, vor GUd! al denne Hob, som vi have beredt, til at bygge Dig et Huus af, til Dit hellige Navn, den er af Din Haand, og det er altsammen Dit. 1 Krøn. 29, 14. 12, 16. Saadan Følelse havde

den hellige Jomfrue Maria, da hun hisset udbrød saaledes: Min Siel ophøier Herren og min Aand fryder sig i GUd min Frelser. Thi see, nu herefter skal alle Slægter prise mig salig. Thi han haver giort store Ting imod mig, som er mægtig, og hans Navn er helligt, o. s. v. Luc. 1, 46 ff. Lige saadan Følelse bør det os at have paa denne Høitid af alle Herrens forhen opregnede Velgierninger. Det er det første og det fornemmeste, vi har at byde til Betaling i vor hele usle Eie. Derfra skal den ægte Erkientlighed begynde. Et trofast Hierte, o! Herre min, skal Dig til rede være, & c.— Men at Følelsen kan blive desmere levende, og desto troligere vedligeholdes i henrykte Hierter, maae man tillige stræbe at have Guds Mangfoldige Godheder i god Erindring, saa at begge forenes, baade Følelse og Erindring, som ovenmelt er, til Erkientligheds rette Udviisning. Det, som har nogen synderlig Værdie, pleier man ofte at see til, og vel at bevare, at det ikke skal blive borte for os. Nu er intet mere kosteligt, end Herrens forhen beskrevne ubetale-

lige Velgierninger, derfor det ei kan være nok, om vi alene i Dag paa engang ligesom og løseligen vilde oversee dem, efter Festens Anledning, men vi bør jevnlig see til dem, om vor Erkientlighed skal være retskaffen, og hver gang stræbe desto nøiere at indsee deres Værd og Beskaffenhed. Vi bør trænge ind i deres Sammenhæng og Forsynets naadige Bestyrelse saa dybt, som os er mueligt, og idelig pønse derpaa, paa det at vi i Naturens, saavelsom i Naadens Huusholdning nogenlunde kunde formaae at begribe med alle de hellige, hvilket der er det brede, og lange, og høie, og dybe i Guds Kierlighed. Eph. 3, 18. Man skal omgaae Guds Velgierninger over Hovedet, som de Hellige hans Ord, der selv er en af de allerstørste deriblant. Jeg giemte Dit Ord, siger David, i mit Hierte, paa det jeg ikke skal synde imod Dig. Ps. 119, 11. Saaledes skulle de ogsaa tilhobe, saavidt mueligt, ved Hielp af Hukommelsen omhyggeligen samles, og et Giemmested oprettes for dem i rørte Hierter, paa det vi ikke skal forsynde os ved Utaknemmelighed, som Skriften kal-

63 der en Guds Forgaaenhed. De glemte, heder det, GUd, deres Frelser, som havde giort store Ting i Ægypten; underlige Gierninger i Chams Land; forfærdelige Ting hos det røde Hav. Ps. 106, 21. 22. Kan vi da end ikke, efter anvendte største Fliid, beholde dem alle, hvilket hverken deres Mangfoldighed og Umerkelighed i mange Tilfælde, ei heller vores Skrøbelighed tillader, beholde vi dog en stor Deel og de fornemmeste deraf. I sær bør de Anledninger, offentlig Højtideligheder og anbefalede Fester, som i Dag, give os at ihukomme visse synderlige Velgierninger imod Rigerne og det Almindelige, ikke forsømmes, men til at eftertænke samme, tilligemed den store og uforskyldte Naade, Fædernelandet derunder er vederfaret, med største Iver og Andagt bruges af det ganske forsamlede, og dertil sammenkaldte, Folk i alle vore Landemærker. Ja det er ikke nok, at vi igientage og overveie dem hos os selv, men vi bør indprente dem i vore Børns og andres Ihukommelse, som ikke saa vel kunde forstaae sig derpaa, eller, have tilbørlig Underretning derom.

Her gielder det i sin Maade, hvad Herren ved den nylig anordnede Paaske-Fest lod Israel befale saaledes: Og det skal skee, naar Eders Børn sige til Eder: Hvad er denne Eder for en Tieneste? Da skal I sige: Der er Paaske-Offer for Herren, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne, og friede vore Huse. 2 Mose B. c. 12. v. 26. 27. Her maae det vel ogsaa hede, som et andet Sted, med en liden Forandring: Disse Ting, som siges Dig i Dag, skal være paa Dit Hierte, og Du skal igientage dem for Dine Børn, og tale om dem, naar Du sidder i Dit Huus, og naar Du gaaer paa Veien, og naar Du legger Dig, og naar Du opstaaer. Og Dusk al binde dem til et Tegn paa Din Haand; og de skal være Dig til Span imellem Dine Øine. Og Du skal skrive dem paa Dørstolperne af Dit Huus og paa Dine Porte. 5 Mose B. 6, 6-9. Det er: Du skal bruge alle optænkelige Leiligheder og Midler til at faae dem dybt indpræntet i Dit eget, saa-

65 velsom i andres, Hierte, og til at befodre en høitidelig og hellig Erindring deraf hos Efterslægten.

Ved en vel anvendt Omhyggelighed herudi næres og vedligeholdes ikke aleene den omtalte Følelse af Guds Velgierninger, men haster endog saa meget desto snarere at udbryde i Hiertelig Taksigelse, som er en Deel af den Betaling eller Erkientlighed, hvorom vi her handle. Af Hiertets Overflødighed vil Munden gierne tale, med mindre der kommer nogen, som Peder fordum, en Rædsel paa, at han over den Høiestes saa ufortiente, som uformodentlige og forunderlige, Godheder, til en Tid bliver ligesom maalløs, og settes i en hellig Henrykkelse, hiin bekiendte St. Povels derudi ikke ulig, at ham forekomme idel usigelige Ting, efterdi han ikke kan finde paa Ord at udtrykke sit overvældede Hiertes Fornemmelser med. Matth. 12, 34. Luc. 5, 9. 2 Cor. 12, 4. Og dog vil han snart søge at skaffe sig Luft ved at bekiende saadan sin Uformuenhed, saavelsom Uværdighed, om ikke med

samme Ord, som Peder, da han i forbemeldte Leilighed sagde: Herre, gak ud fra mig; thi jeg er en syndig Mand: saa med andre af en lige Mening, og saadan Beskaffenhed, at de tydelig nok vidne om samme yndige Sinds-Forfatning. Luc. 5, 8. Har et velartet Barn havt særdeles Beviser paa sin Faders kierlige Sindelaug, saa kysser det ikke aleene hans Haand, og takker saa got, som det kan og forstaaer, men hopper desuden af Glæde og giør Huusfolkene derudi deelagtig. Oppebære andre af nogen store Velgierninger, efterlade de ingenlunde, om der er mindste Gran af Got hos dem, at bevidne Velgiøreren sin Taknemmelighed med de udsøgteste Ord, helst om han ellers ikke staaer i nogen Forbindelse med dem. Ja de giøre sig derforuden en besynderlig Fornøielse af at berømme og bekientgiøre hans Ædelmodighed ved alle Leiligheder. Meget mere vil et Guds Barn, en Veltænkende Christen, som veed, at han ikkun er Støv og Aske, uværdig til det allermindste Gode at nyde for sin egen Skyld, vise sig redebon at fremkomme med den inderligste

Taksigelse, og falde ned paa sit Ansigt til Jorden, for i Støvet ligesom at kysse sin almægtige Skabers, sin i Christo forsonede Faders, sin mageløse Velgiørers runde og milde Haand, formedelst hvis Opladelse alt det, som lever, mættes med Velbehagelighed. 1 Mose B. 18, 27. Ps. 145, 16.— Den ærbødige Undseelse, den fyrige Beredvillighed, hvormed han i dette Ærende fremkommer, viser, at han ikke melder sig blot af en Sædvane, men at Hiertet fornemmelig tager Deel i en Handling, som ellers maatte tabe al sin Anseelse af Erkiendtlighed, og vanslægte til en saa strafværdig, som letsindig, Fornærmelse mod den guddommelige Majestet. Selv jordiske Velgiørere skulle forsmaae vor Tak, om de vidste, den gik ikke af Hiertet. Naar man derfor intet andet har at give dem, beraaber man sig gemeenlig paa en god Villie, og et oprigtigt Hiertelaug. Men uden det er saa i sig selv, vilde det blive saa meget mere formasteligt at nærme sig med slig en Erklæring til GUd, som intet er vissere, end at han paa det nøieste giennemsøger Hiertet, og tydeligere indseer, end Mennesket selv,

hvad der ligger skiult i hans Inderste. Derfor er en Christens første og fornemmeste Omhue, at Taksigelsen, han frembringer, kan fortiene Navn af Hiertelig, saaledes som vi her have fodret den. Overbeviist af Herrens Ord ved David, saavelsom af Samvittighedens indvortes Vidnesbyrd, kan han sige med Sandhed: Jeg veed, min GUd, at Du prøver Hierter, og haver Behagelighed til Oprigtigheder, 1 Krøn. 29, 17. Og nu fatter han tilligemed ham denne uryggelige Beslutning: Jeg vil takke Herren i mit ganske Hierte, jeg vil fortælle alle Dine underlige Ting. Jeg vil glæde og fryde mig i Dig; jeg vil synge Dit Navn Lov, Du Høieste! Ps. 9, 2. 3.— Iværksettelsen heraf skeer saaledes vel med Ord, thi hvortil skulle den herlige forundte Evne at tale, og ved Talen at tilkiendegive sine Tanker og indvortes Fornemmelser, værdigere kunde anvendes? Dog ikkun med velmeente og sande Ord, hvis udvortes Lyd og Bemærkelse svarer til Hiertets indvortes Attraae og Bevægelser: Min Siel, lov Herren, og alt det, som inden i mig er,

love hans hellige Navn. Min Sielv lov Herren, og glem ikke alle hans Velgierninger. Ps. 103, 1 ff. —Den skeer ved Bønnens Øvelse i de daglige Samtaler med GUd hiemme for sig selv i Løndom, og i Kirken, eller andre hellige Forsamlinger, offentlig til visse Tider. Jeg vil takke Dig af mit ganske Hierte, jeg vil synge Dig Psalmer for Guderne. Jeg vil tilbede imod Din hellige Tempel, og takke Dit Navn for Din Miskundhed og for Din Sandhed. I Forsamlinger vil jeg love Herren. Jeg vil takke Dig i en stor Forsamling. Ps. 138, 1, 2. c. 22, 23. c. 35, 18.— Endelig skeer den og ved Lov og Frydesang, særdeles i visse høitidelige Leiligheder, som den, Festen giver os i Dag. Fra Begyndelsen af, at Gud udvalgte sig et Eiendoms Folk, synes denne at have været den allerældste Maade at takke ham paa. Saasnart Israel paa det tørre var kommet igiennem det røde Hav, hvor Ægypternes hele forfølgende Hær omkom, sang Mose og Israels Børn en derpaa indrettet Sang for Herren. Siden

tog Maria, Aarons Syster, en Tromme i sin Haand, og alle Qvinder udgik efter hende med Trommer og med Dands, og hun svarede dem med sit Chor, ligesom de havde begyndt: Synger for Herren, thi han er beviist meget høi at være: Han nedstyrtede Hesten, og den, som reed derpaa, i Havet, & c. 2 Mose B. 15, 1-21. Da samme Folkes Haand i Dommernes Tiid fik Fremgang mod Jabin Kanaans Konge, og Sisera ved Jaels, Hebers Hustrues, Mod og List var fældet, sang Debora og Barak paa den Dag, og sagde: Lover Herren; fordi der er hart holder Hevn i Israel, der Folket var velvilligt dertil. Hører, I Konger! merker, I Fyrster! jeg, jeg vil synge Herren; Herren Israels GUd vil jeg synge Lov, & c. Domm. B. 4, 21 ff. c. 5, 1 ff. Selv Texten, vi have at forklare, kan ansees for en saadan Lovsang eller høitidelig Bekiendelse om Herrens Frelse og dens lykkelige Følger. Naar Kongerne eller andre Vældige og store Mænd paa Jorden giøre noget vigtigt og nyttigt til det almindelige Beste, da pleier man i Vers at

besynge deres Bedrifter, og at holde dem offentlige Lov-Taler. Hvor meget mere fortiener den aleene Vældige og over alt ophøiede GUd saadan Ære, Faae hiine ikke aleene en velfortient Roes af een eller anden i Særdeleshed, men i Almindelighed af alle, som de ved priselige Gierninger have forbundet; saa er Herren, uden Sammenligning, uendelig mere værdig at have Prisen og Æren og Taksigelsen paa denne vor Høitid, ikke aleene i Husene af enhver af os i Særdeleshed, men i Templerne og andre agtbare Forsamlinger af det ganske forbundne Folk tilhobe. Aab. 5, 12. Thi baade have vi da den Ære at istemme lige Tone med vore seirende Medbrødre i Englernes Sælskab her oven til, hvilket bør være vor fornøieligste Forretning, ligesom det i sig er den saligste Øvelse, og tillige at efterfølge de Helliges Forhold i den stridende Kirke her neden til. Du skal sige paa den samme Dag: Jeg vil takke Dig, Herre! at Du haver været vred paa mig; men Din Vrede er afvendt, og Du trøster mig.— Takker Herren, paakalder hans Navn, kund-

giører hans Gierninger iblant Folkene; forkynder, at hans Navn er høit. Synger Herren Psalmer, thi han haver giort herlige Ting; dette blive kundgiort paa den ganske Jord! Raab høit, og syng med Fryd, Du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi Dig. Es. 12, 1, 4-6.

Endnu mangler i Betalningen, vi skylde den Høieste, i Anledning af Festen og den store forhen opregnede Gield, en oprigtig Skiønsomhed paa Herrens Velgierninger. Thi hvor en retskaffen Følelse og Taksigelses-Attraae er inde, der vil man ikke lade sig nøie med at bevidne sin Taknemmelighed aleene i Ord, formedelst Bønner og Lovsange, saa Velmeent det og kan være, men stræbe ogsaa i Gierningen at vise sig erkiendtlig. Dette skeer i Almindelighed ved at indrette sit ganske Liv og Levnet, indvortes og udvortes, efter Guds allerhelligste Bud og Villie, hvilket den Talemaade at frygte Herren i sin Omfang indbefatter, og altsaa anbefales os i

Texten, som et Vilkaar, uden hvilket vi ikke kunde have den rette Nytte af Herrens Velgierninger, eller Forvisning om hans naadige Nærværelse fremdeles. Sandelig, heder det, Herrens Frelse er nær hos dem, som ham frygte, v. 10., og siden opregnes adskillige af de Troens Frugter og Dyder, som aabenbare sig i saadant et Levnet, Miskundhed nemlig og Sandhed, Retfærdighed og Fredsommelighed, v. 11.— Naar Forstanden forlyster sig med Herrens Gierningers Betragtning, Villien med at efterfølge hans Dyder, til det guddommelige Navns og Kalds Ære, Ps. 29, 1. 2 Petr. 1, 3. Naar Begierlighederne helliges og opsvinge sig med deres Attraae til det Gode, som ene kan tilfredsstille en udødelig Siels Længsel, og være dens bestandige Omhue værdigt. Philipp. 3, 14. Naar Hiertet drages alt mere og mere fra Verden, og de Ting, som ere i Verden, til Faderen, som elskte os i Christo Jesu, og for hans Skyld beteer os saa meget Got, fra Skabningen til Skaberen, at elske ham igien af yderste Kraft og Formue, som elskede

os først, og daglig giver os saa mange Prøver paa sin vedvarende Kierlighed, og Lyst til at giøre vel imod os. 1 Joh. 2, 15, 16. c. 4, 9, 10, 19. Math. 22, 37. Naar Legemet fremstilles at være et levende, helligt og GUd velbehageligt Offer, og Lemmerne GUd til Retfærdigheds Vaaben. Rom. 12, 1. c. 6, 13.— Da, mine Venner, da frygte vi saaledes Herren, da ydes ham den rette Tak, da vises over Hovedet, som meldt, en giørlig Skiønsomhed.— Men det samme skeer ogsaa i Særdeleshed ved at giøre Saadan Brug og Anvendelse af Herrens Velgierninger, som deres Beskaffenhed og Hensigt udfordrer. —Jo længere Krig og Blodstyrtning have været udelukte fra vore Landemærker, jo mere skal vi vogte os for, enten at føre Krig mod Himmelen ved Bespottelser og Frekhed, eller at drage Bloddom over Landet ved herskende Uretfærdighed, Voldsomhed, Falskhed, Undertrykkelse og andre deslige Synder, som Propheten hisset levende nok afmaler saaledes: Eders Hænder ere besmittede med Blod, og Eders Fingre

75 med Misgierninger; Eders Læber tale Løgn, Eders Tunge udsiger Uret. Der er ingen, som raaber paa Retfærdighed, og ingen, som dømmer troligen, i det man forlader sig paa intet, og taler Forfængelighed, undfanger Møie og føder Uret. De udlegge Basiliskes Æg, og væve Spindelvev; hvo som æder af deres Æg, maae døe, og om det trykkes i Stykker, udfarer der en Øgle. Deres Væve skal ikke blive til Klæder, og de skal ikke skiule sig med deres Gierninger; deres Gierninger ere uretfærdige Gierninger, og der er forrredeligt Arbeide i deres Hænder. Deres Fødder løbe til det Onde, og ynde sig at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker, der er Ødeleggelse og Forstyrrelse paa deres banede Veie, & c. Es. 27, 4. c. 59, 3-7. —Jo kosteligere et Gode Freden er i det timelige, jo heftigere skal de Forstandiges Attraae være efter den langt kosteligere aandelige Fred, hvorpaa den legemlige er et Billede, og begge af Christo forhvervet sine; jo alvorligere deres Øie henvendt til Fredens Veie, som de Ugudelige ikke kiende, og

jo større, deres Omhyggelighed at jage efter Fred med hver Mand, samt at benytte sig af de dyrebare Leiligheder, Freden giver enhver Stand, at befordre det almindelige Beste. Joh. 14, 27. Es. 59, 8. Ebr. 12, 14.— Qvægets nærværende Skaansel bør giøre den Retfærdiges Tænkemaade almindeligere, som kiender med Omsorg sit Beestes Liv, og kommer Kreaturers Sukke og Forlængsel ihu, i Haabet, at det og selv skal blive frigiort fra Forkrænkeligheds trældom, til Guds Børns Herligheds Frihed. Ordspr. 12, 10. Rom. 8, 19-22.— Den afvendte legemlige Hungers Nød bør erindre os om Guds dobbelte Miskundhed, i at fritage os hidindtil fra en anden langt større, hvorom det hisset heder: See de Dage komme, siger den Herre, Herre, at jeg vil sende Hunger i Landet; ikke Hunger efter Brødet, og ei Tørst efter Vandet, men efter at høre Herrens Ord. Am. 8, 11. Den bør opvække en aandelig og salig Hunger hos os efter det Brød, som kom ned af Himmelen, og det Lifsens Vand,

saavelsom efter de beste Naadegaver og Færdigheder. Joh. 6, 32, c. 33. 4, 14. c. 7, 37, 38. Es. 55, 1. Math. 5, 6. 1 Cor. 12, 31.— Aarets usædvanlige Frugtbarhed skal tilskynde os at vise større Frugtbarhed, end hidindtil, i al god Gierning, og i sær at lære, af den himmelske Faders rigeligen uddeelte Overflod til alle Trængende, at være barmhiertige, ligesom han, og efter vor Formue at udøve en uegennyttig og upartisk Menneske-Kierlighed. Coll. 1, 10. Luc. 6, 32-36.— Guds synderlige Varetægt over Kongen og det Kongelige Huus bør giøre det desmere dyrebart i vore Øine; forøge vores Iver at opofre alt, endog Liv og Blod, for dets Vedligeholdelse, Ære og Tieneste; men i sær vor allerunderdanigste Hengivenhed og Lydighed mod Hans Kongelige Majestet, endog i de besværligste Pligter og Leiligheder, saa at vi, efter Apostelens udtrykkelige Formaning, villigen og gierne betale den, som vi ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den som Frygt, Frygt; den som Ære, Ære; bevisende os ogsaa, i den Henseende, velartede

Christne, som have lært, ikke aleene for Vredens, men ogsaa for Samvittighedens Skyld, at være underdanige, og saaledes at frygte GUd, det allerhøieste Væsen, at vi dernæst ære Kongen, som bærer hans Billede og Navn her paa Jorden: Jeg, jeg haver sagt: I ere Guder, og I ere alle den Høiestes Børn. Rom. 13, 7. 5. 1 Pet. 2, 17. - Ps. 82,

6. — De vise Bestræbelser til det almindelige Beste, som GUd i dette Aar har kronet, berettige ham ikke aleene dobbelt til vor Kierlighed og Høiagtelse, men blive tillige os alle en heftig Spore at forene vore Bestræbelser med Kongens, og troligen at anvende alle Kræfter og Evner i samme ædle Hensigt, som han. De paaminde os, som Christne, efter Jesu Christi ulignelige Mønster, der tilsidesatte alt eget for Verdens almindelige Frelses Skyld, ligeledes at ansee ikke hver sine egne Ting aleene, men og dem, som andre høre til, for vore Medborgeres Gavn tillige at ramme, til Fædernelandets sande Tieneste. Phil. 2, 4 ff. — Besielede af denne christelige Patriotisme, og en hellig Nidkierhed for at føre os Guds Velgierninger

til Nytte paa anførte Maader, skulle vi, uagtet al indløbende Ufuldkommenhed, dog i Naade ansees, som de, der giørligen skiønne paa Guds Velgierninger. — En saadan Skiønsomhed er desuden i sig selv saa fornøden, som billig. Ret erkiendtlige Gemytter er det ikke nok, at føle en oprigtig Kierlighed og Tilbøielighed for deres Veldæder, ikke nok, at de begegne ham med Venlighed og Ærbødighed i Ord og Geberder; men de attraae ogsaa at giøre ham til Behag, alt hvad der staaer i deres ringe Formue, og at vise sig tienstfærdige imod ham af yderste Kræfter i alle optænkelige Maader. Hvor meget mere bør en Christen være saa sindet imod Herren, den allerstørste og ædelmodigste Velgiører? Skulde det ikke billigen være hans inderligste Lyst og Glæde at leve ham til Behag, som har givet Livet og alt, hvad der kan giøre samme behageligt? Var det ikke den skændigste Nederdrægtighed at vanære ham ved en uværdig Brug af hans Gaver? Og hvad kan derimod være naturligere og anstændigere, end at betale Herren af sit eget, og til hans Ære og

Tieneste villigen at opofre alt, hvad han af timelige eller aandelige gode Ting har betroet os? Ligesom Hanna fordum sin Søn, den unge Samuel, da hun sagde: Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begiering—- Derfor har jeg ogsaa laant ham til Herren, alle de Dage, han skal være til. 1 Sam. 1, 27, 28.

Med en fast og uryggelig Beslutning saaledes at betale Herren alle hans Velgierninger imod os, i sær dem, som til Festens Helligholdelse have givet nærmest Anledning, maae foreenes de hedeste og alvorligste Bønner om Forladelse for vor forrige Vanart, om Naade til sand Bedring og vore Løfters Opfyldelse, hvorved vi om disse Velgierningers Varighed tillige best kunde blive forsikrede. Saadanne Bønner giørde den hellige Forfatter af Dagens Text i det foregaaende. Omvend os, siger han, vor Saligheds GUd, og til intet giør Din Fortørnelse imod os. Herre! lad os see Din Miskundhed; og giv os Din Salighed, v. 5, 8. Herskende

Yppighed, Letfærdighed, Ladhed, Stolthed, Forfængelighed og andre Synder hos Mængden af et Lands Indbyggere maae endelig berøve det herrens Nærværelse med sin herlige Frelse, der i Texten ikkun tilsiges dem, som ham frygte; og hindre den Allerhøieste, at vedligeholde det længer de mangfoldige Godheder, ved hvilke, som de stærkeste Kierligheds-Reeb, han har villet drage Folkets Hierter nærmere til sig. Hos. 11, 4. Eders Misgierninger giøre Skilsmisse imellem Eder, og imellem Eders GUd; og Eders Synder giøre, at han skiuler Ansigter fra Eder, at han hører Eder ikke. Es. 59, 2. Derfor skal vi først søge Bod for deslige Synder, i Omvendelsens rette Orden, ved troende Deeltagelse i den store Frelse, som Guds elskelige Søn heel dyre har forhvervet, i hvilken vi have Forløsning formedelst hans Blod, nemlig Syndernes Forladelse. Coll. 1, 14. Saa er der intet i Veien for Guds vedvarende Godgiørenhed enten mod nogen af os i Særdeleshed, saavidt hans Viisdom finder det tienligt, eller imod vort kiere Fædreneland i

Almindelighed. Tvertimod, som en Fader forbarmer sig over Børn, saa skal Herren forbarme sig over dem, som frygte ham, i alle paakommende Viderværdigheder. Ps. 103, 14. Saa skal GUd bønhøre Landet, og den ophøiede Forløser selv understøtte Indvaanernes Bønner til vis og naadigst Bønhørelse. 2 Sam. 21, 14. 1 Joh. 2, 1. 2. Joh. 16, 23.— Jordens Riger og mægtige Beherskere ere saavel underkastede ubehagelige Omvexlinger og idelige Forandringer, som enkelte Huse eller ringe Personer, og disse Forandringer alle i den Almægtiges Haand, som bevæger Rigerne, og bortgiver dem efter Behag. Es. 23, 11. Nehem. 9, 22. Derfor er det billigt, at vi stedse med en David, som selv var Konge, opløfte vore Øine og Hierter til ham, som sidder i Himlene, med ydmyg Begiering, at endskiønt vore Forestillinger ingen Forandring kan giøre i hans besluttede Raad over disse Riger og Lande fremdeles, alle Ting dog efter samme maae endes og vendes, som hidindtil, til vores Beste. Ps. 123, 1. Rom. 8, 28.— Foruden Bil-

83 ligheden, bør og vores eget og det almindelige Gavn opmuntre os til at øve denne Pligt med hellig Iver og Andagt, som befordres ved flittig Betragtning af vores eget Intet, og den Herres guddommelige Majestet, for hvis Aasyn vi træde, og med hvem vi understaae os i Bønnen at tale. Thi vi skulle da upaatvivleligen tillige med gode Christne vise os retskafne Borgere, og hente fra den rette Kilde varige Velsignelser ned over vort kiere Fædreneland. Hvad en Moses, en Elias, og andre ved deres Bønner til Statens Gavn have udrettet, er bekient. Og endskiønt vi ikke tør ligne os med saa overordentligen udrustede Guds Mænd, bør vi dog ingenlunde glemme det, Apostelen Jacob erindrer os, at de vare Mennesker, lige Vilkaar undergivne, som vi, Mennesker, der havde intet af sig selv, men alting af Guds Naade og Kraft, der fuldkommes i Skrøbelighed. Jac. 5, 17. ff. 2 Cor. 12, 9. En Retfærdiges Bøn formaaer meget, naar den er alvorlig. Jac. 5, 16.

Endelig skal disse Bønner skee i sand Tillid til den almægtige Velgiørers Huld og Bistand fremdeles. Med slig en tillidsfuld Forvisning seer Textens hellige Forfatter ind i de tilkommende Tider, og lover sig og Folket af Herrens Frelse alt det, der kan giøre et Rige blomstrende, og forøge dets Lyksalighed, af en god Begyndelse de herligste Følger for Fremtiden og de saligste Frugter: Miskundhed, siger han, og Sandhed skal møde hverandre, & c. Han er saa forvisset derom, som om det allerede var skeet, efterdi han i Forveien viiseligen har raadført sig med Herrens Ord: Jeg vil høre, staaer der næst for an Dagens Text, hvad GUd Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk, & c. v. 9, og veed, at saadanne hans Forjettelser ikke kan svige.— Paa samme uryggelige Grund fodrer ogsaa GUd Tillid af os, saa meget mere, som han i de forhen opregnede Velgierninger har givet saadanne Prøver paa sin Trofasthed og Omhue for de Danske Stater, endog i meest kritiske Omstændigheder, at vi alle, fra den der sidder paa Thronen, til dem,

85 som boe i Hytten, have allerstørste Aarsag til at troe ham vel, og at vente alt Got af hans bundløse Barmhiertighed fremdeles. Mistroe og utidig Frygt for det Tilkommende vanære ingen mere, end dem, som vilde hede Christne, og have Ord for at frygte Herren. Thi foruden at de af Fornuftens Lys, og ved Naturens Betragtning, kunde overtydes om, at intet kan skee uden den alvise Skabers Villie, der elsker sine egne Hænders Gierninger, og er bered at giøre vel imod dem; saa have de desuden de tydeligste Beviser derfor i Guds aabenbarede Ord, som vidner, at endog deres Hoved-Haar ere talte, saa at end ikke eet deraf falder til Jorden uden den Høiestes Tilladelse, og at alle, baade onde og gode, Tildragelser i Staten have deres Oprindelse fra ham. Math, 10, 30. Luc. 21, 18. Am. 3, 6. Derfor vor allerhelligste Religions Stifter og ypperste Lærer forkaster saadan Sørgen og Spørgen, som en hedensk Vanart. Math.

6, 31. 32.— Endnu tydeligere overbevises de derom af Guds Kierlighed mod det menneske-

lige Kiøn i Christo Jesu, som lærer dem at slutte med Apostelen fra det større til det mindre, fuldkommeligen forsikrede, at han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, ogsaa skal skienke os alle Ting med ham. Rom. 8, 32.; og tryggeligen at hvile i Guds Forjettelser, da saa mange, som ere til, alle ere Ja i ham og Amen i ham. 2 Cor. 1, 20.— Allermindst maae nogen Mistroe blande sig i de Bønner, som frembæres i saa høitidelig en Leilighed, efter saa mange oppebaarne Velgierninger, for deres Varighed; thi foruden at Hierterne derved blive vaklende og uskikkede retteligen at bede: Den, som tvivler, er ligesom en Havs-Bølge, som røres og drives af Veiret, og en saadan tænke ikke, at han skal faae noget af Herren. Jac. 1, 6. 7: maatte og den store Velgiørers guddommelige Majestet ikkun saa meget mere fornærmes, som det er en aabenbar Formastelse, saaledes paa det uvisse at forsøge ham, tvertimod hans udtrykkelige Forbud: Du skal ikke friste Herren Din GUd. Mach. 4, 7. 5 Mose B. 6, 16.— Har han

87 ved saa mange uforskyldte Miskundheder imod Rigerne og deres Indvaanere betager os al Anledning til at tvivle om sin gode Villie og uskatteerlige Bevaagenhed for Fremtiden, saa fordrer Erkientligheds Pligt i Dag, at vi alle paa hver Sted, hvor der bedes og forkyndes om Herrens Miskundheder, opløfte hellige Hænder uden Frygt og Tvivl, 1 Tim. 2, 8.—Udsigterne i de tilkommende Tider kan fast ikke være mere smigrende for disse Riger, end nu, da GUd, foruden andre sine Godheder, har kronet Hans Majestets Bestræbelser med saa ønskeligt et Udfald, i Henseende til den Stor-Fyrstelige Andeels Overdragelse af Holstein. Der er allerede giort en god Begyndelse hos os, saavelsom fordum hos Israel, og Grundvolden lagt til en blomstrende Tilstand ved dette heldige Mageskifte. Alle de Danske Staters forhen tilhørende Dele ere nu igien nøjere samlede, saa at Beboerne desto beqvemmere kan bruge deres samlede Kræfter og den fordeelagtige Beliggenhed til Fiskeriernes, Handelens, Qvægavlens og Agerbrugets bedre Drift og Opkomst, formedelst fæl-

les Flid og selskabelige Bestræbelser til hinandens Opmuntring. De ære lykkeligen foreenede under eet Hoved og Over-Herre, som ingen Aarsag kan have til andet, end at elske dem alle lige høit, og som ved de viseste Love og Stats-Oeconomiske Anordninger vil give Undersaatterne uden Forskiel Anledning til, at de ubehindrede kan nytte de forekommende gunstige Leiligheder til fælles Fordele, og allevegne aabne ny Næringsveje for Stræbsomhed. Intet Fælledsskab, ingen deelt Magt kan nu længer binde Hænderne paa Regenten, og andre, som med hans Tilladelse rettelig ville bruge dem, inden klogeligen foreskrevne Grændser, eller standse almeennyttige Anlæg i deres Fremgang. Følgelig have vi største Aarsag med Textens Forfatter at haabe det beste for Eftertiden af saa god en Begyndelse, og kunde fuldføre og slutte vore Bønner desangaaende med et tillidsfuld Amen, visselig, det skal skee. Sandelig, Herrens Frelse er nær hos dem, som ham frygte, & c.—- Har det kun sin Rigtighed med den Sag, ville Rigernes Indbyggere legge alvorlig Fliid herefter

paa den ægte Gudsfrygt, som viser sig i Gierning, i Sandhed, i Nidkierhed saa vel for Kirkens som Fædernelandets Tieneste, i en forøget Duelighed og Vindskibelighed igiennem alle Stænder; (uden hvilket hverken GUd kan æres, eller noget vigtigt i Staten foretages og fremmes, men Folket aleene i en indbildt Hellighed og from Uvirksomhed blive ørkesløse Tilskuere af Guds ubenyttede Velgierninger) saa er der intet at frygte for Resten. Thi Mangel paa saadan Gudsfrygt er det eneste, der i saa Maade kan forstyrre vor Andagt, og med Rette forurolige os. Men bliver den almindelig iblant Landets Indvaanere, kan vi og med allerstørste Vished vente de gyldne Tider, som Texten saa prægtig skildrer, og i en glad Aands Henrykkelse ligesom forud tage Deel i Efterslægtens Lyksalighed, saasom denne Forventelse beroer paa en klippefast Grund, Guds uforanderlige Løfter til sine: Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting, som haver Forjettelse om dette Liv, som nu er, og om det tilkommende, 1 Tim. 4, 8.

Møde vi nu Herren paa den anordnede Fest i Dag, saaledes som forklaret er, med følsomme Hjerter ved hans Velgierningers høitidelige Erindring, med inderlig Taksigelse derfor, med Redebonhed at vise en oprigtig Skiønsomhed i Gierningen, med ydmygelige Begieringer om hans vedvarende Bevaagenhed over det Kongelige Huus, Rigerne og os, med sand Tillid til hans altid befundne Fader-Huld og Miskundhed, efter hans Løfte til de Oprigtige; da, mine Brødre, da siges vi at betale Herren hans ellers ubetalelige Velgierninger, fordi vi giøre det, som staaer i vor Magt, efter den Naade, GUd dertil saa gierne vil meddele.— Dette, Allerkiereste, er just den Betaling, Herren forlanger. Selv har han givet os de Evner ved Naturen og Naaden, som dertil udfordres. Han indblæste i Skabelsen den Livs-Aande, hvorved Mennesket blev til en levende Siel. 1 Mose B. 2, 7. En Siel, som ved Liv og Følelse er sig selv bevidst, virksom til at dømme og slutte af de i og om dem forekommende Ting om deres Beskaffenhed og Forhold til

dens Lyksalighed, og beqvem at modtage Indtryk deraf. Uden Liv og Følelse skulde hverken Ont eller Got vederfares os, men alting være ligegyldigt. Uden Medvidenhed intet ansees for Velgierning eller Straf, og al Muelighed bortfalde at fornøie sig over eller attraae det første, og derimod at ængstes eller frygte for det sidste. Af samme velgiørende Skabers almægtige Haand fik Menneskets Legeme den kunstige Bygning og hemmelighedsfulde Indretning, hvorved det tager Deel i Sielens Fornemmelser, og igiennem adskillige beqvemme Sandse-og Tale-Redskaber udvortes kan tilkiendegive dem. De Mangler, Synden siden Skabelsen har paaført Mennesket, afhielpes, som tilforn er meldt, ved Ordets Kraft og Aandens Tilvirkning, i en daglig Fornyelse til dets første Skikkelse og oprindelige Retskaffenhed. Ephes. 4, 23. 24. Prædik. 7, 29.— Alt dette kan en viis GUd ikke saa have ordnet forgieves, men at vi skulle benytte os af bemeldte Evner til ret at nyde hans Godheder med Smag og Fornøielse, befordrende saaledes vor egen Lyksalighed,

i det vi udbrede hans Lov og forlyste os i hans Fuldkommenheder.— Visselig bør disse dybe Anlæg i vor Natur ansees for Skaberens Røst inden i os, hvorved vi opfodres at istemme med den hele Skabning uden om os hans stedsevarende Priis, som giør alt hvad ham behager, i Himlen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde. Ps. 135, 8. e. 148, 7-10. — Men derforuden fodrer han udtrykkelig saadan Anvendelse af de meddeelte Evner i sit aabenbarede Ord. Den, som ofrer Taksigelse, den ærer mig, og den, som foresetter sig den rette Vei, den vil jeg lade see paa Guds Salighed. Ps. 50, 23. Ofre GUd Taksigelse og betal den Høieste Dine Løfter, v. 15. Tager Ord med Eder, og omvender Eder til Herren, sigende: Tilgiv al Misgierning, og tag til Takke med os, saa vil vi betale Dig med vore Læbers Øxne. Hos. 14, 15. Paaminder Eder selv med Psalmer og Gange og aandelige Viser, i det I synge yndeligen i Eders Hierte for Herren. Og alt det, som I giøre i Ord eller i Gier-

93 ning, ja alle Ting skal I giøre i den Herres Jesu Navn, takkende GUd og Faderen formedelst ham. Coll. 3, 16. 17.

Dette er tillige den eneste Betalning, GUd forlanger, og vil lade sig i Naade behage — Ikke for vor Giernings eller Flids Skyld, som er saa ufuldkommen i alle Maader, da vi ikke nær giøre alt det, vi burde, end sige noget saa ret og vel, som det skulde være— Men deels for Christi Skyld, i hvis Navn Gierningen, om den skal have mindste Tækkelighed, maae foretages, ved hvis Kraft den skal drives, og af hvis tilregnede Fuldkommenhed den faaer en yndig Anseelse i en forsonet Faders Øine, uagtet al sin egen Ufuldkommenhed, da han offentlig, ved igientagne Røster af Himlene, er erklæret Guds Søn, den Elskelige, i hvilken han haver Behagelighed. Math. 3, 17. c. 17, 1. Joh. 12, 28. Colloss. 1, 22— Deels for den Fremgangs Skyld, som de Troende derved giøre paa Helliggiørelsens foreskrevne Bane til den bestemte Herlighed, og i Hensigt til

94 den Nytte, de med saadant Fliid og Sindelaug tillige kunde skaffe hos andre.— Thi det er den Høiestes eneste Lyst og velgiørende Attraae, som har alting i sig selv og trænger til intet, at hans Naade maae udbredes til mange, og hans kierlige Villie at lodtage alle, formedelst Sandheds Erkiendelse, i sin Salighed, alt mere og mere paa Jorden befodres. 1 Tim. 2, 4. Giører Taksigelse i alle Ting; thi der er Guds Villie i Christo Jesu til Eder. 1 Thess. 5, 18. Lader os altid ofre GUd Lov-Offer formedelst ham (Jesum), det er, en Frugt af de Læber, som bekiende hans Navn. Men glemmer ikke at giøre Got og meddele; thi saadanne Offer behage GUd vel. Ebr. 13, 15. 16.

Anvendelse.

Saadan Betalning, disse velbehagelige Offere, sømmer der os saa meget mere i Dag beredvilligen at frembære, som den anordnede Takke- og Bede-Fest for Guds synderlige

95 Godheder imod Kongen, det Høie Kongelige Huus, og vort kiere Fædreneland, dertil giver os saa megen særdeles Anledning og de kraftigste bevægende Aarsager— Stor er vor Gield, som vi have hørt, mageløse og ubetalelige Guds Velgierninger— Hvor meget Ont har han ikke afvendt, som truede Rigerne med Fordervelse og endelig Ødeleggelse? Og (er det tilladt, at sette det mindre ved Siden af det større, som Følelse og Pligt her synes at fodre, eller i det mindste at undskylde) hvor stor Fare har han ikke nyligen afvendt fra vor Stad og denne Egn? da et græsseligt Tordenveir *) med rasende Hvirveler, Kaste-Vinde og Hagel af usædvanlig Størrelse nær havde omstyrtet vore Boliger, hvoraf nogle dog ikkun lidet bleve beskadigede, og

*) Den 15 Augusti sidstleden, to gange kort efter hinanden, ved Middags Tid og noget derover. Ingen kunde erindre sig det forfærdeligere. Skraldenes hule og rædsomme Lyd hørtes næsten en halv Time tillige. Fuglene laae døde paa Marken. Træer oprykkedes, o. s. v.

100

reent afslidt det næsten modne Korn af Vipperne paa vore frugtbare Agre, som just stode færdige til Høsten?— Hvor meget Got har han derimod tildeelt, ofte saa uventende, som altid uforskyldt. Hvo skulde for et Par Aar siden have formodet saa lykkelig en Forandring i det almindelige Væsens Bestyrelse, som den, vor udødelige Julianes og elskværdige Friderichs priselige Nidkierhed for Kongens, Deres Høie Huses, og Nationens Ære kort efter tilveiebragte? Hvo torde love sig saa hastig og god en Ende paa de Holsteinske Tvistigheder? Hvo gaae saavidt eengang med sine Tanker og Ønsker, som den Almægtiges Godheder allerede har strakt sig, nu de forhen utøilede Laster ere standsede i deres frie Løb, Religionen igien givet sin udvortes Agt, Ærbarhed sin tilbørlige Hæder, og Landets Børn frie Adgang ikke aleene til Thronen, men og til Kongens egen Allerhøieste Person og milde Fader-Hierte, formedelst den høie Talsmand, de have faaet i vor naadigste Arve-Prints? Hvorvidt kan den Uendeliges Godhed endnu ikke gaae? Hvor stor Fordeel

101

ikke daglig og fremdeles ventes af saa naadig en Konges, saa ædelmodig en Konge-Slægtes, Ømhed med vore trange Kaar, og Omhue at forbinde sig enhver? Men i sær af Høistbemelte Prints Friderichs fortsatte Arbeidsomhed i Kongens og Rigernes vigtige Anliggende, til det almindelige Beste, med sin egen Roligheds og høie Fordeels ganske Tilsidesettelse; paa hvilket sidste Han ved at aftræde Coadjutoratet *) i Høi-Stiftet Lübek, for at befodre Mage-Skiftet med det Stor-Fyrstelige Huus, har givet saa følgeværdig en Prøve.

Hvad kunde vi, elskeligste Medborgere, tænke herom andet, end Propheten hisset: Det er Herrens megen Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barm-

*) Hvortil Han af Dom-Capitulet var udvalgt den 4 Octob. 1756, og kom nærværende Fyrst-Biskops Søn, H. D. Prints Pet. Frid. Wilhelm den 26 Octob. sidstleden i Hans Sted.

102

98 hiertigheder have ingen Ende. De ere ny hver Morgen, Din Trofasthed er stor. Begræd. B. 3, 22. 23. Helst om vi gaae i os selv tilbage at holde Velgiørerens Høihed imod vores Intet, og Velgierningernes Værd imod vor Uværdighed. Thi mindste Eftertanke vil da lære os til vores store Skændsel, og, GUd give grundige, Ydmygelse, at vi hverken, som Christne, have staaet i Gabet for Guds Ansigt for Landet, at han ikke skulle forderve det; ei heller, som gode Borgere, modigen sat os imod de Laster, Fordomme og Sædvaner, som kunde bidrage til dets Fordervelse, og giøre den Almægtiges Miskundheder frugtesløse. Ezech. 22, 30. Nei! ubekymrede om det almindelige Beste, have vi ikkun sørget enhver for sit eget, og det undertiden slet nok, som de jevnlige Falliter nu et, nu et andet Sted, tydelig kan vise. Henrevne af Strømmen, overgave vi os i alle Stænder til en Yppighed, Pragt og Overdaadighed der næsten hævede al Forskiel paa Stand og Vilkaar, forøgede vore indbildte Nødvendigheder, udtømmede Landet for Pen-

103

ge, som udgik til Fremmede, jog Fædrenes berømte Sparsommelighed, under Skin at befodre en finere Levemaade, efter andre slebne Folkes Exempel, tillige med den rette borgerlige Tarvelighed og Stræbsomhed, i Landflygtighed, og giorde, at der af saa megen Guds Velsignelse af Land og Vand, af Biergene og Afgrunden, blev lidet, helst af forædlede eller ved egen Flid forarbejdede Producter, at afsette, Staten til sand Fordeel, og intet imod det mangfoldige, tildeels blot Forfængeligheds Kram, vi lod indbringe; ja at der, efter saa mange Aars Fred og Overflod, maatte søges Penge til Laans udenrigs, for at bestride de nødvendige Udgifter paa Handelens Handthævelse og Rigernes høitfornødne Sikkerhed mod fiendtlig Overfald, saasom hos os selv snart ingensteds noget var tilovers, efterdi man i sandselige Fornøielsers idelige Adspredelser havde ladet alting gaae, som det kunde, og i de gode Dage glemt at tænke paa de Onde.— For at udfylde det tomme i et ørkesløst og vellystigt Liv, for at faae frisk Anledning at yttre svangre Tanker eller vittige Indfald, og at øve

104

100

een saa gængse, som lastværdig, Mundkaadhed, stod Mængden, som Athenienserne fordum, ikkun efter at høre noget Nyt, og higede uophørligen efter Forandring, men fandt dog noget at udsette paa alle Forandringer. Gierningr. 17, 21. Det gamle opvakte Kiedsommelighed, det ny Misfornøielse. Regieringen blev næsten i alt saa ubilligen, som formasteligen, dadlet og kunde aldrig giøre os til Maade. Skiønt intet Folk maaskee kan rose sig af bedre Love, opnaaedes dog sielden Hensigten deraf, efterdi deres Efterlevelse ikke nøie nok blev paaseet, og de beste Foranstaltninger ikkun slet iværksatte. Vor allernaadigste Konges landsfaderlige Bestræbelser, fra sin første høipriselige Regierings Begyndelse, for den vigtige Bondestands Opkomst fandt derover lige saavel Modsigelser og Hindringer, som Hans Høilovlige Forfædres til Handelens; og det finere Tyrannie, om ikke det grove, blev paa sine Steder ligefuldt under Haanden befodret, ligesom den udtærende Snig-Handel tilligemed den fordervelige Land-og For-Prang paa andre; skiønt

105

101

Agerdyrkningen først, og siden Handelen, i et Land af Beliggenhed og Beskaffenhed, som vores, ere Hoved-Kilderne, hvoraf dets Rigdommes og almindelige Velstands Formerelse skal udledes, ved vise Indretninger og Forskrifter om Brugen deraf. Hvilket Ansvar paadrage da mange sig, som endog med Flid oplære Ungdommen listigen at undgaae Lovenes Bydende, og at blive veløvede Handtlangere til deres Overtrædelse? Synde vi ikke derved ofte mod Fædernelandet, endog længe efter vor Død? Og hvor store ere dog vore Forbrydelser af dette Slags i mange Maader, endskiønt en fordømmelig Lunkenhed i alt, hvad der angaaer det Almindelige, giør, at de intet agtes og fast ikke kiendes? Ei at tale paa denne Tid vidtløftig om de værste og største Forbrydelser, at Hierterne, nemlig, der vi vare mætte, ophøiede sig, og derover forglemte Herren. Hos. 13, 6.— Din Fordervelse er af Dig selv, har den Høieste da Aarsag at sige til os, som hisset til sit Folk, men i mig er Din Hielpv. 9.— Saa ofte det kom til Yderlighed med

106

102

os, tænkte hans ømme Fader-Hierte, som fordum: Hvorledes skulde jeg hengive Dig Ephraim? Og overantvorde Dig Israel? Hvorledes skulde jeg giøre ved Dig, som Adma? Skulde jeg sette Dig som Zeboim? Hos. 11, 8. ff. (to Stæder i Egnen ved Sodoma, som Herren tillige med den fortærede ved Ild.) 1 Mose B. 10, 10.— Strax fik da Tingene en saa ønskelig, som uformodentlig, Vending til vores Beste og alles Forundring, uagtet vi bleve ved at handle daarligen— Skulde I vederlægge Herren dette, Du daarlige og uviise Folk? Er han ikke Din Fader, som haver kiøbt Dig? Han, han giorde Dig og bevarede Dig? 5 Mose B. 32, 6.

Jo mindre altsaa Landets Indbyggeres Handlinger have svaret til Herrens berømte Miskundhed, jo forunderligere biiver den i alle Retsindiges Øine, jo større bør den Blusel være, med hvilken vi i Dag møde for den Alseendes Aasyn, jo inderligere vores Fortrydelse over begangne Daarligheder, jo villigere

107

103

vor Aand at tage bodfærdig Tilflugt til Guds Barmhiertighed i Christo, for at faae Forløsning formedelst hans Blod, som er Overtrædelsernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom. Eph. 1, 7, — Dertil, mine Brødre, sigte alle hans opregnede Velgierninger, og den usædvanlige Skaansel, han saa længe har baaret os med. Taber nogen af os dette kierlige Øiemed af Sigte, da fortiener han den bidende Erindring: Foragter Du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke, at Guds Godhed leder Dig til Omvendelse? Rom. 2, 4. Og det saa meget mere, som han for sin Deel blotter Landet tilligemed sig selv fra Guds Naade-Besøg og Nærværelse, som er dets eneste Frelse.— Hvo er viis af vore Medborgere, og han skal bevare disse Ting, som vore Dage have seet; lade dem tiene sig til Advarsel, Underviisning og Forbedring, efter Guds naaderige Hensigt. Ps. 107, 43. — Ja, gid de alle vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette, de skulle betragte Enden,

108

104

og ret anvende Herrens Miskundheder? l. c. 5 Mose B. 32, 29.— Ellers aabenbares vist Guds Vrede af Himmelen over al Ugudelighed, og de Menneskers Utaknemmelighed, som saaledes opholde Sandheden i Uretfærdighed, og det sorte Øieblik skal endelig komme, i hvilket GUd kan tale imod et Folk og imod et Rige, til at oprykke, og til at nedbryde, og til at forderve. Rom. 1, 18. Jerem. 18, 7. 8.

Denne Ulykke at forekomme, Allerkiereste, og hvo fortiener at hede Undersaat, Borger, Christen, Menneske, som ikke gierne vilde giøre sit til at forekomme den? skal denne vores Takke-Fest tillige være os en sand Boeds-Dag, paa hvilken vi med taareblandet Glæde over Guds Godheds Storhed paa den eene, og vor grændseløse Letsindigheds paa den anden Side, ville bringe Herren sønderknusede Hierter og en sønderstødt Aand, som ere de rette Guds Offere, dem han ikke vil foragte. Ps. 51, 19.— Den skal være os en hellig Bede-Dag til at

109

105

anraabe eenstemmig Himmelen om al vor forrige Utaknemmeligheds, eller med vor velmeente Tak forbundne Ufuldkommenheds, Tilgivelse; om en fornyet Lyst og Kraft til den Betalning og Pligt, os paaligger; om Troens og Haabets Formerelse for Fremtiden, i Følge Guds Forjettelser til sine; om Herrens fortvarende Omsorg for Kongens og hver Mands Huus til Rigernes Tarv herefter; alt af Naade, uden Fortieneste, for Jesu Christi Skyld, som har betalt, hvad vi ikke formaae, og i Hensigt til den evige, fuldkomne Forløsning, som er formedelst Troen at faae i ham. Rom. 3, 24. ff. Joh. 14, 12. 13.— Endelig skal den være os en høitidelig Pagtes-Dag, da vi ville fornye vore i Daaben og ellers ofte giorte Løfter, efter saa mange ny Forbindtligheder dertil.— Dette, Allerkiereste, gielder ikke aleene een eller andens særdeles Gavn, og hvilken Ære og Glæde dog at kunde nytte endog den ringeste Medborger? men det gielder Fædernelandets Vel og det almindelige Beste. Hvor uforsvarligt derfor at holde sig tilbage?

110

106 Hvilken Plet endog paa vor gode Navn, om vi fandtes efterladne, hvor ikke aleene vor Beqvemmelighed, men Gods, Liv og alt, det os kiert er, villigen bør opofres?

Velan, Brødre, vi ville da stræbe af yderste Formue at efterkomme vore Pligter, saaledes som forhen forklaret er. Vi ville betale den Høieste vore Løfter nu for alt hans Folk, og paakalde i Herrens Navn. Ps. 116, 13. 14.— Vi have unægtelig en bondløs Gield at betale, et stort Hav af Velgierninger uden Bredder for os, hvis Strækning den Dødeliges Øine, endog skærpede ved Naaden, ikke formaae at oversee, og som derforuden dagligen tilvoxer. Men dette skal ikke afskrække os fra at vove os did med vore Tanker. Naar de tabe sig deri, eller opsluges ligesom deraf, da ville vi ganske nedsænke os i Guds Barmhiertigheder. Vi ville komme de gamle Dage i Hu, betragte Aarene fra Slægt til Slægt, spørge Fædrene, som kan kundgiøre os det, og vore drene, som kan kundgiøre os det, og vore Ældste, eller Lærere og Foresatte, som skal

111

107

sige os det. 5 Mose B. 32, 7. Vi ville øse deraf, saa meget vi formaae, og giere af vore rørte og beskæmmede Hierter en Dag-Bog, hvori Guds Miskundheder mod Fædrenelandet tilligemed alt det Gode, os hvert Øieblik tilflyder, kan indføres, for at bevares fra Forglemmelse. Vi ville tale med vores Børn der om, og skrive det for den Slægt, her efter kommer, at det Folk, som skal skabes, maae love Herren, en Slægt berømme for den anden hans Gierninger, og hans Sandhed kundgiøres fra Slægt til Slægt. Joel. 1, 3. Ps. 102, 19. c. 145, 4. c. 89, 2.— Det skal være Sielens ømme og oprigtige Følelser, som vore Lov-Taler og Psalmer udtrykke, og naar hine saaledes udbryde i Ord til Herrens Velgierningers Priis, da skal Erindringen deraf ikke fordeles i Luften tilligemed de Takkendes Røst, men glemmes stedse i vort bevægede Inderste, at vedligeholde den hellige Ild, som en billig Kierlighed til Velgiøreren derudi har optændt. 5 Mose B. 33, 3. Høis. 1, 3. 4. Jud. v. 21.— Dog ville vi ikke aleene holde

112

108 os nær til ham med vor Mund, og ære ham med vore Læber, men Hierterne, og alle vore Evner, skal tillige med os selv ham ganske hengives. Es. 29, 13. Rom. 8, 13. Som de, der ere dyre kiøbte, og baade til Liv og Siel i mange Maader velsignede, ville vi derfor ære GUd i vort Legeme og i vor Aand, hvilke høre GUd til. 1 Cor. 6, 20.—— Have vi tilforn, desto værre, alt for ofte misbrugt den Høiestes Gaver til hans Vanære, have vi lidet agtet paa hans Godheder mod Kongen og Fædrenelandet, have vi ikke tilbørligen skiønnet paa de beste Kongers faderlige Bestræbelser til Landets Vel; saa ville vi legge desto større Flid paa at rette vore Feil, og bedre at benytte os herefter af de gunstige Leiligheder, Forsynet giver os under saa viis, mild og naadig en Regiering— Alle vore Gierninger skulle fra nu af være en Guds Lov, og vor eneste Attraae at tækkes ham i vort Forhold, som har omvendt vor Sorrig til Glæde, vor Mangel til Overflod, vor Frygt til Haab, og giort de store Ting imod os, hvorover vi i Dag holde Høitid. Ps. 126, 3. f.

113

109 I dette gudelige Forset gaae vi da ind ad Herrens Porte med Taksigelse, ad hans Forgaarde med Lov, takke ham, og velsigne hans Navn. Ps. 100, 4.— Mange falske Brødre vilde vel uden saadant Forset giøre det samme. Men vi ville stræbe at overtyde dem om deres Uret, og forfærde dem med en alseende Guds Nærværelse allevegne. Farer dog, Ulyksalige, ikke længere vild, GUd lader sig ikke spotte. Gal. 6, 7.— Vil de da ikke lade sig vinde, skal det vist nok smerte os inderlig, men enhver alligevel blive uryggelig ved Josvæ Beslutning i lige Tilfælde: Jeg, nemlig, og mit Huus vi ville tiene Herren, c. 24, 15. — Han, han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige, at de skal ikke omvendes

til Daarlighed. Ps. 85, 9. Thi ville vi ikke grue for Fremtiden.

Hans Skaansel hidindtil, hans særdeles Varetægt over sin Salvede, og det Kongelige Huus, hans mange ubetalelige Velgierninger ere os Borgen for, at han har got i Sinde mod os. Igiennem

114

110

disse lader han ligesom offentlig udraabe for det ganske Lands Øren: Jeg haver elsket Dig med en evig Kierlighed, derfor har jeg draget Dig med Miskundhed. Jeg vil endnu bygge Dig, og Du skal bygges, Israels Jomfrue! Du skal endnu prydes med Dine Trommer, og gaae ud i Dands blant dem, som lege. Du skal endnu plante Viingaarde - - de, som plante, skal plante dem, og giøre dem almindelige. Jer. 31, 3-5. — Vel os, om vi give Agt derpaa.— Lad Daaren længe nok søge andre Guder, og holde Kiød for sin Arm. c. 17. 5. — Vor Løsen skal være.: Herren er min Deel, derfor vil jeg haabe til ham. Begræd. B. 5, 24. — Aldrig, aldrig skal dette Haab beskæmmes, naar vi, som os er foreholdt, sige altid GUd og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Christi Navn, og blive hverandre underdanige i Gudsfrygt. Eph. 5, 20. 21 — Sandelig, Herrens Frelse er nær hos dem, som Ham frygte, & c.— Han friede os nyligen af saa store Farer, han frier endnu, og

115

111

han skal fremdeles frie os -- Lovet være hans Miskundhed fra Evighed og indtil Evighed, hans Sandhed fra Slægt til Slægt, og alt Folket sige Amen, Hallelujah! 2 Corinth. 1, 10. Ps. 100, 5. c.

106, 48.

116

Trykfeil.

S. 17. L. 6. mod for med.

— 22. Ordsp. 14 for 19.

— 33. L. 11 udelades Punctum efter deraf.

— 34. 5te Linie fra Enden staaer i Beskyttelse l bagvendt.

— 44. L. 10 Engang for Eengang.

— 52. L. 14 udslettes Punctum efter dem.

— 54. L. 19 aadanne for saadanne.

— 55. L. 18 betaler for betale.

— 64. L. 17 Dusk al for Du skal.

— 90 næst sidste Linie dem for den.

— 94. L. 16. Offer for Offere.

✂

A. Ω.

Høymesse-Texten

paa

den anbefalede Takke- og Bede-Fest den 1. Decembr. 1773. tilligemed Aftensangs-Texten brugt til Indgang, forklarede for Uggilt og Taars Meenigheder

af

Hans Boje,

Sognepræst for bemeldte Meenigheder

Aalborg, 1774. trykt udi det Kongel. privilegerede Bogtrykkerie ved Joh. P. Holtzberg.

Høymesse-Texten

antegned i den 85. Davids Psalme fra det 10. v. indtil Enden.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maa boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. HErren skal ogsaa give det Gode; og vort Land skal give sin Grøde, Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sætte dens Trin paa Veyen.

Bønnen

for Prædiken.

O du store Himmelens og Jordens Konge! for dine retfærdige, men derhos naadige Øyne ere vi, efter vor jordiske Konges gudelige Anordning, paa denne Dag forsamlede for at offre dig vore Taksigelsers Offre for den overflødige Frelse, som Kongen og Landet, hver i sin Stand og Sted, saavel altid, som i sær nu paa en kort Tid, saa skinbarlig og ubegribelig har nydt fra dit faderlige Hierte, fra din runde og milde Haand.

Din Tiener, vor Allernaadigste Konge, er selv i Andagt, og nedkaster sig i Dag for din Throne, for at give dig, du ævige Forbarmer, Ære. Han vil, hans Undersaattere skal være i Andagt med Ham, at hans Nidkierhed skal tilskynde dem til at udøse mangfoldige Taksigelser og Bønner baade i GUds Huuse og deres egne Huuse, at vore Lovsange kunde skingre i det Allerhøyeste, hvor GUd boer, og seer ned til de Fornedrede,

Hielp os o fromme GUd! at betænke det vigtige Ærinde, vi ere komne i for dit Ansigt, hvad for hellige og velsignede Pligter vi have at øve, Bønner og Taksigelser. Hvor uendelig vi ere og blive dig forbundne for det Gode, du har giort os, hvor høylig vi trænge til meere Got fremdeles: Hvor lidet vi formaae uden Hielp fra det Høye at tænke, tale, eller giøre noget, dig til Ære og os til Velsignelse. Samle selv vore Tanker fra al Adspredelse, og lad os eene og alleene see paa dig, du store Lysenes Fader! fra hvem alle gode og fuldkdmne Gaver komme. Oplys os, opvæk os, at vi maae kiende og glædes over de store Ting, du har giort imod os, du som er mægtig, og

dit Navn er helligt, og din Barmhiertighed varer fra Slægt til Slægt mod dem, som dig frygte.

Hielp os at kiende vores Uværdighed, og forskrækkes over den. Jo mere vi erindre os dine Velgierninger, jo meere beskæmmes vi over vore Misgierninger, der have opvakt dig, o hellige og retfærdige GUd! til Vrede, og været Aarsag til alt det Onde, der har trykket; thi Synd, Synd, er Folkets Ulykke.

Det er din Godhed, o langmodige Forbarmer! at vi ere ikke aldeles fortærede; thi dine Barmhiertigheder have ingen Ende, og din Godhed er hver Morgen nye. Vi have fortient at hiemsøges med de haardeste Plager, at være ved Pestilentse, som Fæet, udslettede af de Levendes Lande, at være nedstyrtede i Pølen, der brænder med Ild og Svovel; men din uendelige Godhed, JEsu Fortjeneste og Forbøn har opholdt os, afvendt Plagerne, og tilbyder os paa denne Dag allesammen Naade og Pardon ved JEsum. O! omvend os, vor Saligheds GUd, og overgiv din Fortørnelse over os! Du skiøtter ikke om vore Taksigelser for det Gode: Du hører ikke vore Bønner om meere Got herefter: Vov heele Høytid vilde være dig til Mishag, om vi med uomvendte Hierter, med uomskaarne Læber nærmede os til dig, og vovede os for dig.

Derfor bede vi dig ydmygelig og Hiertelig i Tillid til vor Forsoner JEsum om Naade til Omvendelse, til Synds Forladelse, til alle vore Syndevaners Afstaaelse, hvormed du, o retfærdige GUd! har været fortørnet af os.

Lad saaledes denne Dag være ikke allene vor Taksigelses Dag, vor Bøns og Paakaldelses Dag; men endog vor Omvendelses Dag, vor nye Pagtes Dag om, at vi vil være dit Folk, dit hellige og lydige Folk, og du vil være vor GUd, vor forsonede GUd, hvem vi i al Vor Nød, aandelig og legemlig, nærværende og tilkommende, kan have Tilflugt til og Tillid til ved din Søn, vor HErre og Frelser JEsum Christum, i hvis Navn vi nu paakalde dig, vor GUd og vor Fader, du som er i Himlene & c.

Da vores Allernaadigste Konge til denne Festes høytidelige Helligholdelse haver approberet 4re smukke Texter af Davids ypperlige Psalme-Bog, hvilke alle udi de store Kiøbstæder paa denne Dag afhandles, og holdes hver en Prædiken over; og vi derimod hos os, efter Omstændighederne, ey kan have uden den eene, Prædiken i hver af vore Kirker, saa haver jeg, for paa nogen Maade at erstatte vores Tab, i HErrens Navn besluttet at bruge Aftensangs Texten til vores Indgangs-Tale, som ere Davids Ord i den 125. Psalme, fra Begyndelsen til Enden:

De, som forlade sig paa HErren, skal være som Zions Bierg, der skal ikke ryste; men blive ævindelig — Fred over Israel.

Af disse velsignede Ord forestiller jeg os som en Hoved-Lærdom:

GUds Folkes lyksalige Fortrine frem for de Ugudelige.

GUds Folk er der allene, der er, der kan og bør kaldes et lyksaligt Folk. De ere saaledes ikke altid

lyksalige som Verden kalder og holder saa for at være, i Henseende til udvortes Lykkens Gaver; ney, Salig er det Folk hvis GUd HErren er. a)

Det er klart at see, det er læt at høre, at det er just GUds Folk, som Aftensangs Texten taler om fra Begyndelsen til Enden, ja de blive nævnede udtrykkelig med dette Navn: HErren er omkring sit Folk, staaer der. See, her høre vi jo, hvo det er, der kan rose sig af, og trøste sig ved de Lyksaligheder og Fortrine, som Texten opregner: Det er GUds Folk

Ey de Ugudelige. Disse nævner Texten ogsaa: Ugudeligheds Scepter eller Spiir, hvor der forstaaes ved Ugudelige alle uigienfødte, uomvendte Mennesker, der ere uden GUd i Verden b), ingen Samfund ere i med GUd ved en levende Troe, har revet sig løs fra GUd og hans Samfund, ved Sikkerhed og Ondskabs Synder brudt Naade Pagten med GUd i Daaben, kan og vil ikke, i deres nærværende aandelig døde Tilstand, efter Pagten, troe paa GUd, tiene og adlyde GUd i Troen; men gaae frem efter deres eget fordærvede Hiertes Gotbefindende, og giøre, hvad dem lyster.

Disse ere de Ugudelige, hvad enten de saa ere Hyklere, eller aabenbare Syndere, og begge Slags Ugudelige taler Aftensangs Texten om.

A) Hyklere beskrives under den Talemaade: De henvende sig paa deres krogede Veye.

GUds Ord er Reglen for vor Troe, og Levnet c). Det er Lygten for vore Fødder, Lyset paa vore Stier d). Det, der kommer overeens med GUd og hans Villie i Ordet, det er rette, det er lige Veye;

a) Psalm. 144, 15. b) Ephes. 2, 12. c) Gal. 6, 16. d) Psalm. 119, 105.

men det, som i Hiete, Ord og Gierning viger af derfra, eller strider derimod, der er krumme det er krogede Veye. Vi fandt ikke den rette Vey, og Retfærdigheds Lys skinnede ikke for os, og Solen gik ikke op for os. Vi gik ad idel vrange og skadelige Veye, og vandrede øde Krogveye, men vi vidste intet af HErrens Vey. a)

Saadanne krogede Veye, forkeerte Menneske-Veye, optænkte af det fordærvede menneskelige Hierte selv, ere Hykleres Veye. Deres Hyklerie, deres Gudfrygtigheds Skin, uden Gudfrygtigheds Kraft, er selv en Synd imod det 2det Bud, som selv en Synd imod det 2det Bud, som forbyder, at lyve og skuffe. Disse have forladt Livets Vey, og henvendt sig paa Afveye; for at opholde og underholde sig paa dem, søge de allehaande Udflugter forestillinger, Bedragerie og Hyklerie; de smigrede for ham med deres Munde, og de løye ad ham med deres Tunger; men deres Hierter vare ikke faste til ham, og de holdte ikke troeligen ved hans Pagt. b)

Deres Synd er saaledes en modtvillig Synd. De fortiene HErrens Bebreydelse hos Propheten:. Hvo er nogen som farer vild, at han jo gierne vil komme til den rette Vey igien, dog vil alligevel dette folk stedse og altid fare vild. De holde saa haart paa Bedragerie, at de ville ikke lade dem vende derfra. Der er ingen, som angrer sin Ondskab, at sige, hvad giør jeg dog. De løbe alle deres Løb, som en grum Hest, der render i Strid, c)

Derfore ere faadanne i GUds Øyne ikke et Haar bedre end:

B) Aabenbare Syndere, hvilke vor Aftensangs

a) Viisd. B. 5, 6. 7. b) Psalm. 78, 36. 37. c) Jerem. 8, 4. 5. 6.

Text ogsaa taler om under dette Udtryk: De giøre Uret, eller efter andre Oversættelser, Misdædere. Det er da de aabenbare Ugudelige, der uden Undseelse føre et ondt og forargeligt Levnet, giøre ligesom deres Haandværk af det Onde, der er som det uroelige Hav, der ikke kan være stille, men udkaster stedse sit Skarn og Dynd. a)

De sove ikke, før de have giort ilde, og de hvile ikke før de have giort Skade; thi de nære sig af ugudeligt Brød, og drikke af Fortredeligheds Viin. b)

Begge derfore: Hyklere og Misdædere, blive her satte sammen, fordi' begge ere HErren en Vederstyggelighed. Begge giøre ondt. De første hemmelig, de andre aabenbare. De første ved Omveye; de andre lige frem, derfore faae og begge af HErren een Straf; thi han er ikke en GUd, som behager ugudeligt Væsen: c) den, der er ond, bliver ikke for ham.

Derfor staaer her i vor Text: Men de, som

henvende sig paa deres krogede Veye, dem skal HErren lade fare med dem, som giore Uret, eller, efter andre Oversættelser: Han skal bortdrive dem med Misdædere, hvilken Bortdrivelse indbefatter i sig: en ævig Udstødelse fra GUds Ansigt, og Fraskillelse fra hans Herligheds Samfund: Gaaer bort, I Forbandede, i den ævige Ild, som er bereed Diævelen og hans Engle. d) Jeg kiendte eder aldrig: Viger alle fra mig I Misdædere. Han skal tage sin Kasteskovl i Haanden; han skal feye sin Loe, og sanke Hveeden i sin Lade; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild. e) Han skal

a) Es. 57, 19. 20. b) Ordspr. 4, 16. 17. c) Psalm. 5, 5 d) Matth. 25, 41. e) Matth. 3, 12,

bortdrive Misdædere med Hyklere, og Hyklere med Misdædere, fra hans hellige Ansigt, bortdrive dem fra alle de udvortes Fortrine, de her have nydt med de Fromme, bortdrive dem fra Herredømmet over de Fromme, bortdrive dem af de Levendes Lande ved en ulyksalig og forbanded Død, ja bortdrive dem fra sig og alle Fromme til det ævige Piines Sted. De Ugudelige skal være som Avner, Veiret bortspreder, den Ugudelige skal ikke bestaae i Dommen, ey heller Syndere i de Retfærdiges Meenighed; thi HErren kiender de Retfærdiges Vey; men de Ugudeliges Vey skal forgaae. a)

Saa høre vi: Det er ey de Ugudelige, der kan tilegne sig de lyksalige Fortrine, som David i Aftensangs Texten opregner. Vel synes og prises de ofte lyksalige midt i deres Ugudelighed, mit Folk, de som prise dig salig, de forføre dig. b) De synes ofte, efter Textens Ord, at have Spiir eller Scepter.

Ugudeligheds Spiir, staaer her, hvorved forstaaes deres Magt over GUds Folk til at plage, tugte, trykke dem, giere dem, paa GUds Tilladelse, haarde Trængseler, ja være, efter Ordets Bemærkelse i Hovedsproget, som er skarpt Riis, hvormed de Retfærdige pidskes.

Saa spiller Ugudelighed mangen Gang Mester, og faaer Overhaand; det synes, som de Ugudelige skulle raade for Verden og GUds Folk i Verden, have størst Magt, best Fremgang, og som GUd

i sit Forsyn ingen Forskiel gjorde paa de Retfærdige og Ugudelige

Men det synes ikkun saa: HErrens Hensigter ere i denne Prøvelse retfærdige og sande: deres Magt

a) Psalm. 1, 4. 5. 6. b) Es. 3, 12.

og Fremgang skal ikke vare altid, om en kort Tid skal den Ugudelige, der udbredede sig som et grønt Laurbærtræe, være borte, og hans Sted skal ikke findes, a) Ævigheden skal i sær opdage Forskiellen imellem en Retfærdig og Ugudelig, imellem en, der tiener GUd, og en, der ikke tiener ham. b) GUds Folk er der da allene, der ere i Sandhed lyksalige Folk. Deres Fortrine ere virkelige og store, baade i denne og i sær i h n Verden. Vi ville strax komme til at høre om disse Fortrine, naar vi først have lagt et lidet Mærke til de hellige og herlige Navne, som de blive tillagte i Texten, hvoraf vi kan see baade deres pligter og Lyksaligheder.

De kaldes, som vi allerede have hørt: A) GUds Folk og det ey allene, som alle er det, i Hensigt til Skabelsen, Opholdelsen og Igienløsningen: men hans Folk, endog i Hensigt til Helliggiørelsen og Troen deri til Christum ved den Hellig Aands Naadevirkning, hvorved de ere traadde ind udi Naade-Pagten med GUd i Christo JEsu, og faaet Ret til alt det Gode, Christus har fortient os, og GUd i Pagten lover, ja efter Pagten skiænker formedelst Christum, og hvoraf dette er Hoved-Summen: Jeg vil være eders GUd, og I skulle være mit Folk. c) Jeg vil annamme eder, og være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, d) siger HErren den almægtige. De Igienfødte og Troende, de, og ingen andre, tilhøre disse prægtige Navne: I ere alle GUds Børn ved Troen til Christum, e)

Saa mange, som ham annammede dem haver han giver Magt at blive GUds Børn, de som troe paa hans Navn. f) a) Psalm. 37, 35. 36. b) Malach. 3, 18. c) Lev. 26, 12. d) 2. Cor. 6, 17. 18. e) Gal. 3, 26. f) Joh. 1, 12.

Dernæst kaldes de:

B) Efter vor Text: De Retfærdiges Lod. som Ugudeligheds Spiir skal ikke hvile over. Et mærkeligt og velsignet Navn: De Retfærdiges Lod, fordi de ved Tilegnelse og Tilregnelse af Christi Retfærdighed ere tilfaldne ham ligesom en Lod. Lodden er mig tilfalden paa det deyligste. a) O en deylig Lod, at være lodtagen i JEsu, at findes i ham, og have baade Troens og Levnets Retfærdighed ved ham. b)

c) De kaldes gode og oprigtige i deres Hierter:

Gode, fordi den allene gode GUd har lagt sin gode og fuldkomne Gave i dem, c) igienfød dem ved sin gode Aand, fornyer dem til sit gode og hellige Billede, og saaledes givet og giver dem Lyst og Kraft til at lade af fra det Onde, og giøre i Sandhed det Gode, lade deres Lys skinne for Menneskene, at de kan see deres gode Gierninger, d)

Oprigtige i deres Hierter, e) rette Israeliter, i hvis Aand er ingen Falskhed, f) der ikke hykle, eller forstille sig; men tale og giøre af Hierret, i Aand og Sandhed, g) og saaledes øver dem i at have allevegne en uskad Samvittighed baade for GUd og Menneskene. h)

Endelig kaldes GUds Folk:

D) Israel, det er det sidste Ord af Aftensangs Texten: Fred over Israel. GUds Israel, i) der ere fødde af GUd, har faaet den Omskiærelse, der skeer uden Hænder, k) Igienfødelsen og Fornyelsen, og i Sandhed kan regne GUd i Christo, som deres Pag-

a) Psalm. 16,6. b) Philip, 3, 19. c) Matth. 19, 27.

d) Matth. 5, 16. e) Joh. 1, 47. f) Psalm. 52, 2.

g) Joh 4, 24. h) Apost. G. 24, 16. i) Gal 6, 16.

k) Col. 2, 11.

tes GUD, og dem, som hans Pagtes Folk. Ere I Christi, saa ere I Abrahams Sæd og Arvinger efter Forjættelsen a)

Saa mange Navne har GUds Folk i vores forehavende Text.

Enhver prøve sig efter dem, rette sig efter dem, og trøste sig saa ved dem; thi da kunde de tilegne dem de Fortrine og Lyksaligheder, som vi nu skal høre, der opregnes.

Det er et lyksaligt Fortrin, at de baade kan og maae forlade sig paa HErren.

De, som forlade sig paa HErren, staaer her, i alle Tilfælde, i al Nød, almindelig og besynderlig, legemlig og aandelig, tage deres Tilflugt til den sande og almægtige GUd, klage deres Nød for ham, udøse deres Anliggende i hans Skiød, begiære og haabe allene fra ham i og ved Christum, Bistand og Frelse, befale ham sine Veye, og da være rolige, ey tvivlende, at HErren jo skal giøre alting vel, b) vel til hans Ære, til vort sande Gavn i Tiden og Ævigheden. Dette kan, dette vil, dette maae ingen haabe, uden HErrens Folk.

Dette deres Haab, denne deres Tillid er et uryggeligt Haab, en klippefast Tillid. De ere som Zions Bierg, der skal ikke ryste; men blive ævindelig, ligesom Zions Bierg ey allene var særdeles høyt; men endog overmande fast og sterk, fordi det bestoed af lutter Steene og klippeagtig Grund, og derfore ey saa let ved Vandflod kunde oversvømmes, ved Stormvinde omkastes, eller ved Menneskens Hænder bevæges og bortføres, saa skulde og det aandelige Zion, GUds Folk, de Troende, der forlade sig paa GUd, være faste og ubevægelige, og blive ved GUds Magt

bevarede formedelst Troen til Saliggiørelse. a) Naar Himmel og Jord, og Zions sterke Bierg maae forgaae, saa forgaaer dog ikke GUds Folk, GUds Kirke; men bliver af en stridende, en triumpherende. Biergene skulle vige, og Høyene bevæges; men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds forbund ikke bevæges & c. b)

Her er ydermere, efter Texten, den almægtige GUds Naades og velsignelsesfulde Nærværelse, som hans Folk nyde. Der ere Bierge omkring Jerusalem, og HErren er omkring sit Folk.

Oliebierget og de andre jødiske Bierge, der laae omkring Jerusalem, vare som Muure og Volde til Stadens Beskiærmelse; men HErren er omkring Folk, der er endnu meere, HErrens Engle leyre sig omkring dem, som ham frygte, og hielper dem ud, c) ja GUd selv vil være en gloendes Muur deromkring, d) saa kan Helvedes Porte ikke overvinde dem. e) Den, som boer i den Høyestes Skiul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge & c. f)

Og det er fra nu og indtil ævig Tid, HErren er omkring sit Folk. Naar deres Legemer og Siele vansmægte, saa er GUd deres Hiertes Klippe og deres Deel ævindelig. g)

Naar de vandre igiennem Dødens mørke Dale, saa frygte de ikke for nogen Ulykke; thi HErren er med dem & c. h) Han veed Udgange fra Døden, han skal ledsage dem til over Døden. i)

Derfore skal GUds Folk ikke altid trykkes, ængstes og plages af de Ugudelige, deres voldsomme og uretfærdige Foretagende: Ugudeligheds Spiir

a) Petr. i, b) Es 54, 10. c) Psalm. 34, 8. d) Zach. 2, 5. e) Matth. 16, 18. f) Psalm. 91, 1-4. g) Psalm. 73, 26. h) Psalm. 23, 4. i) Psalm. 48, 15.

skal ikke hvile over de Retfærdiges Lod, paa det de Retfærdige skulle ikke udstrække deres hænder til Uretfærdighed, det er: at de Fromme ikke ved for haarde og langvarige Undertrykkelser skulle gribe til at I giøre noget, som var uretfærdigt, blive utaalmodige,

og knurre imod HErren, a) blive misundelige paa de Ugudelige, eller gaae over til de Ugudeliges Partie, hykle for dem, løbe med dem i det samme ryggesløse Væsen, & c. b) derfor er HErren troefast, han vil ikke lade dem fristes over & c. c) og dette nu saa meget desto vissere:

Da GUds Folk har Lov og Ret at bede om alt Got baade for dem selv og andre, til Legem og Siel: Herre giør vel imød de Gode & c. Han haver Lyst til mig — han kalder paa mig, saa vil jeg bønhøre ham & c. d)

Endelig er det, efter vor Aftensangs Text GUds Folkes velsignede Fortrine: Fred, Fred over Israel, Fred med GUd, Fred med Samvittigheden, Fred her, Fred hisset; de som have vandret rettelig for ham, komme til Fred og Hvile i deres Sovekammer, e)

Jeg haver nu saaledes afhandlet vore foretagne Ord saa kort, som mueligt, at eders Kiærlighed kunde, som jeg saa Hiertelig ønsker, faae nogen Forstand paa og Opbyggelse af Ordene.

At dette ellers har medtaget meere Tid, end en Indgangstale bør og pleyer at tage med sig, formoder jeg, I holde mig tilgode, baade i Henseende til Dagens Høytidelighed og Textens Vidtløftighed.

Vi gaae nu i HErrens Navn over til Høymesse-Texten, og bliver deri ved at handle om GUds Folk og deres lyksalige Fortrine, i sær den; at de i al a) Psalm. 73, 1. 15. b) 1. Petr. 4, 4. c) 1. Cor. 10, 13. d) Psalm. 91, 14. 15. 16. e) Es. 57, 2.

Nød, nærværende og tilkommende, legemlig og aandelig, almindelig og besynderlig, kan forlade sig paa HErren deres GUD. og vente Hielp og Frelse, ja det beste og tienligste fra ham. Til den Ende fremsætter jeg af Texten denne Hoved-Lærdom, som vores Andagt i sær maae have at giøre med:

GUds Folkes herlige Frelse i de elendigste Tider.

1) Den Ære, de give GUd for hans Frelse.

2) Det Haab, de have om hans Frelse.

Af Høymesse-Texten, antegnet i den 85. Davids Psalme fra det 10. Vers indtil Enden:

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte — og skal sætte dens Trin paa Veyen.

Bliver det da vores Sag 1) at betragte: Den Ære, GUds Folk giver GUd for hans Frelse. David, eller Koræh Børn, anordnede Sangere ved HErrens Tieneste, taler i Texten, udi deres og GUds Folkes Navn, om HErrens Frelse, den de ikke allene haabe og trøste dem ved; men endog erindre i al Taknemmelighed til den Allerhøyestes Ære: Sandelig hans Frelse er nær — at Ære maae boe i vort Land, saa Ordene ere ey allene Haabs og Tillids Ord; men kan endogsaa ansees for Taksigelses Ord, ret en Lovsang for GUds Hielp imod deres Fædre og dem i den forbigangne Tid i de tvivlraadigste og bedrøveligste Omstændigheder.

At GUds Folk i vor Textes Psalme ey allene haaber HErrens Frelse i nærværende og tilkommende Tid; men endog ærer GUd for hans Frelse i den forbigangne Tid, kan og bør vi saa meget destomindre tvivle om, naar vi see tilbage til det foregaaen-

de af Psalmen, og give Agt paa, hvor smukt Propheten i GUds Folkes Navn opregner og fortæller HErrens beviiste Velgierninger imod sit Folk forhen, ey allene for at bevæge GUD til Medynk over deres nærværende kummerfulde Tilstand; men endog for at give ham sin tilbørlige Ære.

Saaledes begynder Psalmen: HErre! du som har før været naadig imod dette Land, det var Canaans Land, hvor han havde viist sig saa herlig ved Ord og Gierninger, giort saa meget got frem for andre Lande, værdiget saa høyt, velsignet saa herlig, beskyttet saa mægtig: Du som før haver været naadig imod dette Land, og forløst Jacobs Fanger, bøyer Cyri Hierte til at give Jacobs Efterkommere Frihed at vende tilbage fra det babyloniske Fængsel til deres Hiem. Du som haver før forladt dit Folk deres Misgierninger, og skiult alle deres Synder Sela.

Du som haver før borttaget al din Vrede, og vendt dig fra din Vredes brændende Hastighed.

Hør! hvorledes GUds Velgierninger, baade legemlige og aandelige, her erindres og - opregnes, saasom Forløsningen af Fængselet, deres Synders For-, ladelse, Straffens og Plagernes Afvendelse, og efterat GUds Kirke saa i de efterfølgende 4re Vers havde aabenbaret GUd deres nærværende Nød, som, efter al Anseende, har været baade stor og almindelig, ligesom og deres inderlige Længsel efter Naade til Omvendelse, til Forsoning med GUd ved JEsum, til hans Vredes Afvendelse eller Formildelse, til Trøst og Vederqvægelse, Hielp og Bistand, saa komme de i det 10. Vers, som er Begyndelsen af vor Text, udbrydende fuld af Glæde, fuld af Troe og Haab; men og tillige fuld af GUds Priis og Ære: Sandelig hans Frelse er nær—-at Ære maae boe i vort Land.

Sandelig vi veed og troe det af GUds Ord, der er Sandheds Ord. af Forjættelserne og Exemplerne i Ordet. Sandelig vi have og selv erfaret det baade paa os og andre. Naar GUds Folk for deres egne og Medborgeres Synders Skyld har været i den største Betryk, naar her har været almindelig Nød, saa det har syntes, som alle 3 Stænderne skulle gaae til Grunde, eller besynderlig Nød for enkelte Lemmer af Stænderne, saa har HErren aabenbaret sig allerherligst for dem, der i Boed og Troe til Frelseren JEsum har søgt Frelsen.

Naar det har seet allerlængst og tvivlraadigst ud med Frelsen, saa har den været allernærmest: Sandelig, hedder det derfor, hans Frelse er nær, ret som de ville sige: Lovet være HErren, han lægger Byrde paa os daglig — fra Døden. a)

Dette er endnu GUds Folkes Troe og Trøst, det er tillige deres taknemmelige Bekiendelse og Overbeviisning, baade ved Oplysning af GUds Ord, og af egen Erfarenhed kan de vidne om denne Sandhed til GUds Ære: Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Ære maae boe i vort Land.

HErrens Frelse er det samme, som GUds mægtige og herlige Hielp, hvilken han beviser i at befrie fra de Ulykker og Plager, der have trykket, og i at oversætte i en lyksaligere Stand, i Nydelse af det Gode, vi behøve, være sig enten i det Legemlige, eller Aandelige. Derfore oversættes Ordet og i nogle Bibler under det Navn, Hielp: Sandelig hans Hielp er nær; dog bliver det Ord Frelse os vigtigst; thi det sætter forud en haard og yderlig Nød, som man er frelst af, ligesom Paakaldelse, der trykkes af

a) Psalm. 68, 20. 21,

Hiertet i Angestens Tid, er en ivrigere Bøn, end den daglige og idelige Bøn: kald paa mig i din Nød & c. a) Den Hielp, den Frelse, er fra HErren: Hans Frelse, staaer her. De Retfærdiges Frelse er fra HErren, han er deres Styrke i Nødens Tid. b) Hos GUd er min Frelse, min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i GUd. c)

Sandelig det er idel Bedragerie med Høyene og med alle Bierge. Sandelig Israel har ingen Frelse uden af HErren vor GUd. d) Og nu saa siger HEren, som skabte dig Jacob, som beredte dig Israel: Frygt ikke, jeg har forløst dig — thi jeg er HEren din GUd, den Hellige i Israel, din Frelsere, e) Jeg styrker dig, jeg hielper dig ved min Retfærdigheds høyre Haand. f)

Ingen uden vor Fader, vor Frelser, vor Trøster, kan raade Boed paa Nøden, og frelse af Nøden; Herfor kaldes. GUd selv, og i sær vor Saliggiører JEsus, som den fortienende Aarsag til al vor Hielp baade legemlig og aandelig, med det Navn, Frelse. Han er mit Ansigtes Frelse og min GUd. Salig er den, hvis Hielp Jacobs GUd er, g) og hvis Haab er til HErren vor GUd & c. h)

Han, vor frelsende GUd bereder Lys, og skaber Mørke, giør Fred, og skaber Ulykke, i) Han lader sit Folk komme ofte i stor Nød, deels til Tugtelse, deels til Prøvelse, GUds Huusholding med hans Kirke i Almindelighed, og med hver af Kirkens Lemmer i Særdeleshed er altid sig selv liig, skiænker Blanding af Lys og Mørke, Fred og Ulykke, Sødt og Suurt, leder ofte til Pønter og yderligheder i Nø-

a) Psalm. 50, 15. b) Psalm. 37, 39. c) Psalm. 62, 8. d) Jerem. 3, 23. e) Es 43, 1. 2. 3. f) Es. 41, 10. g) Psalm 42, 12. h) Psalm. 146, 5. i) Es. 45,7.

den, for at giøre den paafølgende Frelse skinbarligere og herligere. Han døder og giør levende, han fører til Helvede, eller Graven, og fører op igien, a) Han lader en Trofast undertiden komme endog i Ilden og Vandet; men allene for desto herligere at udføre ham, og at Vederqvægelsen skal smage desto lifligere. b) I dette Stykke gaaer det ofte den Retfærdige, ligesom den Ugudelige; c) men det har den Retfærdige, der i Retfærdiggiørelsen har faaet Fred med GUd ved vor HErre JEsum Christum, d) og frygter GUd, som en Frugt af og et Kiendetegn paa Retfærdiggiørelsen: Hos dig er Forladelse, at man skal frygte dig; e) Disse, siger jeg, har dette forud, at de med Fortroelighed og Frimodighed kan tage deres Tilflugt til GUd og vente al Frelse hos ham.

Saa længe man ey er forsonet med GUd, eller frygter GUd, tør vi hverken bede om Hielp, eller haabe Hielp. Den onde Samvittighed vidner imod os, og giør vor Nød og Ulykke destomeere emfintlig, ved at forekaste os: Vi ere selv Aarsag i Nøden: Israel! din Ulykke er af dig selv; thi hos mig er det, hvorved du kunde frelses. f)

Hielper GUd en Synder, en ubodfærdig Synder, og hører hans Skrig i offentlig, eller særdeles Nød, som ofte skeer, og vi have Exempler paa i Pharao, Achab, de ni Spedalske og fleere, saa er det ikke for hans Bøns Skyld; thi den er GUd en Vederstyggelighed, saa længe den kommer af et uomvendt Hierte: vi viide, GUd hører ikke Syndere; g) men det er en Frelse, som han havde faaet, om han aldrig havde raabt;

a) 1. Sam. 2, 6. b) Psalm. 66, 12. c) Præd. 9, 2. d) Rom. 5, 1. e) Psalm. 130, 4 f) Hos. 13, 9.

g) Joh. 9, 31.

en Frelse for GUds uendelige Barmhiertigheds Skyld, for JEsu Fortienestes og Forbøns Skyld, for de Retfærdiges Skyld, som boe iblandt ham, a) for de uskyldige Børns Skyld, som i Nenive, b) for at lede ham ved sin Godheds Rigdom til Poenitentze.

Skeer det ikke, naaer GUd ikke disse hans naadefulde Hensigter, saa kan han aldrig nyde HErrens Frelse med et glad Hierte, en god Samvittighed, eller sig til Velsignelse. Hans Skyld, og Straf bliver derved formeeret; hans Regnskab svarere, hans Dom forfærdeligere, hans Undskylding destomindre, jo herligere GUd har aabenbaret sig for ham i at høre hans Raad, og øyensynlig frese ham.

Men HErrens retfærdiggiorte og gudfrygtige Folk, fordi disse imodtage Nøden fra en forsoned og Folk; fordi disse imodtage Nøden allene Trøst i Nøden, Styrke i Nøden, mange, mange Velsignelser af Nøden, men endog Ret til at vente Frelse af Nøden, NB. naar GUds Time kommer.

Og den kommer ofte, førend de selv tænke det: Sandelig hans Frelse er nær for dem, ham frygte.

Vel sandt, den kommer ofte seenere, end de ønskede og tænkte. Vores fordærvede Hierte forlanger Frelse af Nøden, da man knap er kommen i Nøden. Dette er ey allene en herskende Vanart hos de Ugudelige, ledsaget med Utaalmodighed og Knurren, om de ikke strax blive frelste; men det er endogsaa ofte en Fristelse hos GUds egne fromme Børn, at de med den lidende Messia raabe: Du est min Hielper og den, som udfrier mig, min GUd tøv ikke. c) Skynd dig at hielpe mig, HErre min Salighed, d) HErre!

hvor længe vil du aldeles glemme mig a) — Da hedder det ofte: Min Time er endnu ikke kommen, b) Derimod, naar HErrens Frelse til andre Tider tænkes og synes at være mange Miile længst borte: Graad bliver deres Mad Dag og Nat, c) Spottere sige: Hvor er nu din GUd. Nøden er størst: Da, just da, kommer Frelsen, og net op paa den retteste og beleyligste Tid, til GUds Ære, vores Gavn og Glæde. Om han tøver, da bie efter ham, han skal kommendes komme d) — HErren er nær hos alle dem, som kalde paa ham e) — HErren er nær, sørger ikke, men lader alle eders Begiæringer & c. f) hvi vil du trykke dig, min Siel g) — Seer det end farligt ud, saa tørst du dog ey grue: Du skal dog Frelse skue fra al Miskundheds GUd. Skulde GUd ikke redde sine Udvalgte, som raabe til ham Dag og Nat, jeg siger eder: Han skal snart redde dem. h) Endskiønt du har skiult dette i dit Hierte, saa veed jeg dog, at du det tænker, i) JEsu kiære Disciple ventede først deres opstandene Forløsers Aabenbarelse, efter hans Løfte, i Galilæa; men see! den skeede, før de tænkte, allerede i Jerusalem, allerede den samme Dag, han opstoed. k)

Saa forkortes ofte for de Udvalgtes Skyld er drøvelsernes og Trængslernes Dage. l) Den behøvende og forønskte Frelse kommer, for man venter. Sandelig hans Frelse er nær—-at Ære maae boe i vort Land.

Men HErrens Frelse udfordrer HErrens Ære.

Har han frelset os, da maae vi prise ham. Ære maae boe i vort Land. GUds Ære maae udbre-

a) Psalm. 13, 2. 3. b) Joh. 2, 4. c) Psalm. 42, 4. d) Habak. 2, 3. e) Psalm 145, 18 19. f) Philip. 4, 6. g) Psalm. 42, 12. h) Luc. 18. 7. 8. i) Job. 10, 13. k) Luc, 24, 36. l) Math. 24, 22.

des og forblive i Landet og hos Landets Indbyggere, hvilke HErren har viift sin Frelse. Hiertet, Munden, Levner og Idrætter maae være fulde af HErrens Ære. a) Vore Siele maae love HErren — Vore Læber maae bekiende og berømme hans Navn, b) vort Levnet maae blive opfyldt med Retfærdigheds Frugter, som skee ved JEsum Christum, GUd til Ære og Lov; c) thi derved bliver GUd Fader æret, at vi bære ham megen Frugt, d) at andre kan ser vore gode Gierninger, og prise vor Fader, som er i Himmelen, e)

Dertil skal og kan vor Textes Ord opmuntre os: Sandelig hans Frelse er nær—-at Ære maae boe i vort Land. I saadan Henseende skal Ordene ey allene være os Lærdoms Ord til vor Troes og Haabes Styrkelse; men endog Lovsangs Ord paa denne vor Lovsangs Dag, opvækkende Ord til en bestandig og taknemmelig Erindring af HErrens Frelse.

HErrens Frelse har været os nær, da det saae elendigst ud for os og med os.

Kommer, mine elskelige Tilhørere! hvis talriige Forsamling jeg glæder mig over, kommer og lader os med eenstemmige Hierter eftertænke og bevidne denne Sandhed til den Allerhøyestes Ære.

Ey nok, vi af Bibelen veed Exempler i Hobetal paa Textens Sandhed. Seer til de Gamles Exempler, og agter: Hvo haabede paa HErren, og blev beskæmmet. Vore Fædre haabede paa dig, og du hialp dem ud. f)

Ey nok, vi have Beviser i Ting fra gammel Tid, det som vi have hørt og viide, og vore Fædre fortællede os, at vi skulle ikke dølge det for deres Børn, for

a) Psalm. 103, 1. 4. b) Ebr. 13, 15 e) Philip. 1, 11.

d) Joh. 15, 8. e) Math. 5, 16, f) Psalm. 22, 5.

den Slægt, som kommer herefter; men fortætte HErens megen Priis, og hans Styrke, og hans underlige Gierninger, som han haver giort. a)

Men vort eget Levnets Løb, og det vi deri have erfaret, er nok til at overbevise og opvække vore Hierter? I sær HErrens mægtige og herlige Frelse nu paa en kort Tid imod Kongen og Landet, Kirken og Staten, hver i sin Stand og Sted, er det vore Tanker i Dag besynderlig og høytidelig skulle være beskæftigede med. HErren haver giort store Ting imod os, b) derfor ere vi glade, større, end vi indsee, og den største Part iblandt os veed af at sige.

Hvo, der har Forstand om at dømme Tidernes Tegn, og betænke de farlige Tider, vi have havt, og de værre, det har seet ud til, kalder dem billig elendige Tider.

Sin egen særdeles Nød har enhver vel følet og sukker under, ligesom andre i den samme Tid kan have glædet sig over sine egne private Fordeele, uden at bekymre sig om Josephs Skade, c) men en sand Christen, der er en Elsker af sit Fæderneland og det almindelige Beste, ja det som meere er, en Elsker af Zion, af GUds Kirkes Floer og Velstand, saadan en oplyst og Veltænkende Christen seer og føler med Smerte Kirkens Ødelæggelse, der drager enhver Christens Undergang efter sig; Fædernelandets Ruin, der støder hver enkelt Borgers Velfærd overende. Og i saadan Henseende kalde vi de Tider, vi have havt, elendige Tider, ihvorvel vi havde fortient dem elendigere for Landets himmelraabende Synder. Tænker efter: Hvilket Anslag imod GUds Kirke; hvad for Piile har den været bestridet med af Satan og hans Haandlangere, Verden og Kiødet? Vantroe, spotterske Aander; Let- a) Psalm. 78, 2. 3. 4. b) Psalm. 126, 3. c) Amos 6, 6.

sindighed i GUds Sag, gode Sæders bedrøvelige Forfald. Have vi ikke levet en Tid, da man ligesom forsøgte at jage Dyd og Christendom, Tugt og Ærbarhed af Landet, og rydde Gierderne bort for Laster; men hvor snart vidste HErren at frelse.

De raadsloge imod HErren og hans Salvede: Lader os sønderrive deres Baand, og kaste deres Reeb fra os; men den, som boer i Himmelen, leer ad dem, HErren bespotter dem. Han talede til dem i sin Vrede, og forfærdede dem i sin Grumhed, a) han joeg Rævene fra Viinbierget, og bortspredte Fienden med hans mægtige Arm. b)

De betydelige Farer, som truede Kongen og det Kongelige Arve-Huus, Rigerne og Landene, har den troe Israels Vægter vaaget for, og viist sig en almægtig og naadig Beskytter.

De mørke Skyer, som vi, efter Rygter og Anstalter, kunde slutte os til at have trækket op, for at forstyrre Landenes Roelighed, har HErrens Haand drevet bort, og desuden i denne Tid velsignet vores Allernaadigste Konges viise og faderlige Omsorg med et lykkeligt Udfald paa vigtige Afhandlinger til Statens Sikkerhed, saa vi kunde giøre os det glædelige Haab, at vi næst GUd, ved vores mægtigste Felix c) skulle nyde stor Fred. Lovet være HErren, som haver givet sit Folk Israel Roelighed. HErren være med os, som han har været med vore Fædre, han forlade os ikke, og slaae ikke Haanden af os, at han vilde bøye vort Hierte til sig, at vi maae vandre i alle hans Veye, og holde hans Bud og hans Skikke, og hans Rette, som han haver budet vore Fædre. d)

a) Ps. 2, 2. 3. 4. 5. b) Høys. 2, 15. c) Aspstl. G. 3, 24. d) 1. Kong. 8, 50. 58.

Morder-Engelen, som i saa mange Aar har gaaet omkring, og næstafvigte Aar, omtrent ved denne Tid, indfandt sig i begge vore Sogner, at dræbe det uskyldige Fæe før os dødskyldige Syndere, har ey allene, af GUds besynderlige Godhed, gaaer forbi de allerfleeste iblandt os; men endog faaet Befaling at stikke sit Sværd for nærværende Tid i Balgen, saa vi til GUds Navns Priis maae sige: Dine Domme er en stor Afgrund, du hielper baade Mennesker og Qvæg.

Efter en Deel Aars Ufrugtbarhed, der har udpresset saa mangfoldige Sukke til Himmelen om Brød, og udarmet saa mange, at de, som Folket i Ægypten, havde intet uden deres Legemer og Agre tilbage, har HErren budet sine Velsignelser af Land og Vand, at komme over os, at de Fattige, tilligemed de Rige, kunde mættes med dagligt Brød.

Disse og fleere hans almindelige Velsignelser, fortiene de ikke vores almindelige Lovsang? HErrens Navn være priset, der har bøyet sin Salvedes Hierte til den gudelige Anordning, at saa mange Siele ere forsamlede for GUds Ansigt i Dag, og sendes Taksigelser og Bønner til Faderen i det Høye; det er en aandelig og inderlig Glæde.

Sandelig hans Frelse har været os nær i de sletteste Tider; saa tænke alle Hierter, saa sige alle Munde: Han er en Frelser og Nødhielper, som giør Tegn og underlige Ting, baade i Himmelen og paa Jorden, a)

GUd har været vor Tillid og vor Styrke, en Hielp i stor Nød, som er befunden storlig, b) Hvorledes skulle vi betale HErren for alle hans Velgierninger imod os, vi ville optage den megen Saligheds Kalk, og paakalde i HErrens Navn. c) Da toeg

a) Dan. 6, 28. b) Psalm. 46, 2. c) Psalm. 116, 13.

Samuel en Steen, og satte den imellem Mispa og Sem, og sagde: Hidtil har HErren hiulpet, HErrens Navn være lovet, a) Skulle vi ikke oprette HErren Ærestøtter i vore Hierter? Skulle vi tie, da Maatre vore Misgierninger møde os. b) Ey allene er det GUds Folkes Skyldighed, at tale om HErrens Gierninger, og sige, hvad han har giort, c) men der er heller intet meere født og trøstigt, end at tænke og tale om, hvor meget Got GUd har giort os, hvor naadig han har hiulpet os, hvor mange tunge Omstændigheder han har ført os igiennem. Det virker ey allene Taknemmelighed for det Forbigangne, Glædet i GUd for det Nærværende, men endog Tillid til GUd for det Tilkommende.

Dette sidste bliver vor Textes 2den Part, neml. GUds Folkes Haab til GUd om hans Frelse: Sandelig hans Frelse er nær — Efterat vi have brugt Ordene, som Lovsangs Ord til GUds Velgierningers ærefulde Erindring, saa bruge vi dem nu som Haabs og Tillids Ord; thi GUds Folk baade i de allerede anbragte og i de efterfølgende Textens Ord: deels haaber, og i Haabet beder om HErrens Frelse, deels om velsignede Virkninger af denne Frelse til aandelige og legemlige, til besynderlige og almindelige Lyksaligheder.

A) GUds Folk haaber, og i Haabet beder om HErrens Frelse herefter. I alle Livets Tilfælde, fornemmelig i nye indbrydende Nød forlader sig eene og allene paa GUd i Christo JEsu, i den visse Tillid, han aldrig vil forlade dem, eller slaae Haanden af dem. d) Verden er og bliver en Jammerdal,

a) 1. Sam. 7, 12. b) 2. Kong. 7, 9. c) Psalm. 77, 12.

d) Ebr. 13, 5.

hvor der er Nød og Nødlidende: Hver Dag har sin Plage. a) Særdeles Nød, almindelig Nød, yderlig Nød, denne er Nødens Dag; b) men neppe er nogen Tilstand saa vanskelig, nogle Omstændigheder saa farlige og forvirrede, at den Gudfrygtige aldeles skulde tabe sit Haab.

Her kan være og komme meget at klage over, men ey at fortvivle over; thi den Almægtiges Frelse bliver aldrig savnet af hans gudfrygtige og tillidsfulde Tilbedere. Det er got, siger Propheten, at man haaber og er stille indtil HErrens Frelse; thi han forkaster ikke ævindelig, og dersom han bedrøver, skal han forbarme sig efter sin store Miskundhed. c) Dette er Prophetens herlige Trøst for de fangne Jøder i Babylon; men tillige en opmuntrende Lærdom for os, som vel, enhver i sær, kan have sine, dog ikke saa haarde, Trængseler at sukke over. Var det ikke umueligt for ham, den Almægtige, da Hielpetimen kom, at sønderslaae Jødernes Lænker, endskiønt de syntes fordømte til et ævigvarende Fængsel, hvor meget meere mueligt vil det blive ham, at giøre Ende paa den ringere Nød, der kan trykke os. Befael HErren dine Veye, og haab paa ham, han al vel giøre det. d) Haaber paa ham altid, kiære Folk, udøser eders Hierter for ham. e) — Derpaa kommer det an, at vi ere HErrens kiære Folk, hans igienfødte og gudfrygtige Folk, før kunne vi ikke haabe paa ham, vente det beste fra ham, eller udøse vore Hierters Anliggende for ham. Vi ere allerede overbeviiste om, at Hyklere og aabenbart Ugudelige, saa længe de have i Sinde at blive det, have ingen Ret til at haabe. De Retfærdiges Ven-

a) Matth. 6, 34. b) 2 Kong. 19, 3. c) Begræd. 3, 26. d) Psalm. 37, 5. e) Psalm. 62, 9.

telse bliver Glæde; men de Ugudeliges Haab bliver fortabt, a) Øyenskalkes Haab skal fortabes; hans Tillid forgaaer, og hans Haab er en Spindevæv; b) men derimod hedder det: Hvo er iblandt eder, som frygter HErren, som lyder hans Tieneres Røst, den som vandrer i Mørket, og haver ikke Lyset, han skal haabe paa HErrens Navn, og forlade sig paa sin GUd. c) Dette er jo det samme, som staaer i Texten: Hans Frelse er nær hos dem, ham frygte. Haabet hører allene de Troende og Gudfrygtige til, der ere blevne GUds Folk i Igienfødelsen, og opføre sig som hans Folk i Fornyelsen, et helligt, lydigt og gudfrygtigt Folk. Disse have ved JEsum Christum vor Midler og Saliggiører, vor Talsmand og Forbeder, Tillid til GUd. I ham have vi Dristighed og Tilledelse i Tillid til hans Troe. d) De bygge deres Haab paa de rette Grunde, ey paa egen Værdighed eller fremmed Hielp. Forlader eder ikke engang paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket der er ingen Frelse, e)

Ey paa egen Klogskab og Formue; men allene paa HErren og hans guddommelige Egenskaber, hans Miskundhed, hvor dyrebar er din Miskundheds f) — hans Almagt, at han kan giøre over det, vi bede og forstaae. g) Hans Alviidenhed, du seer jo; thi du, du skuer Møye og Jammer, h) Hans Sandhed, HErrens Ord ere sanddrue, i) Paa hans Forjættelser, paa JEsu Fortieneste, i hvem alle GUds Forjættelser ere Ja og Amen, bygge de deres Haab om Frelse, og dette er et velgrundet Haab.

a) Ordspr. 10, 28. b) Job. 8, 13-14. c) Es. 50, 10.

d) Eph. 3, 12. e) Psalm. 146, 3. f) Psalm. 36, 8.

g) Eph. 3, 20. h) Psalm. 10, 14. i) Psalm. 33, 4.

I saadan Orden, og paa saadan Maade haabe de, og i Haabet bede B) om velsignede Virkninger af denne Frelse til aandelige og legemlige, til særdeles og almindelige Lyksaligheder, derom taler Texten i de øvrige Ord: Ære maae boe i vort Land—og skal sætte dens Trin paa Veyen.

Det synes, som GUds Aand ikke har kundet finde Ord nok til at udtrykke de Velsignelser og Lyksaligheder, som HErrens benaadede Folk maae haabe og bede baade for dem selv og andre.

I Almindelighed hedder det: Ære maae boe i vort Land, hvilke Ord jeg har allerede forklaret om GUds Ære, som der frelste Land og Lands Indbyggere skulle med Hierte, Mund og Levnet see at befordre og udbrede; men Ordene indbefatte endnu mere i sig, i Almindelighed alt det, der siden anføres: aandelig og timelig Lyksalighed, en blomstrende Tilstand i Stedet for den forrige ynkværdige Tilstand.

Det er et Lands Ære naar der staaer vel til i GUds Kirke; naar GUds Ord læres puurt og reent, og: vi, som det sømmer sig GUds Børn, lade det udtrykkelig tilsyne i vort Levnet, leve efter Ordet, og lade det boe riigelig iblandt os, a) voxe i Troe og Christelige Dyders Øvelse efter Ordet. Naar retfærdige Love og Anordninger, overeensstemmende med GUds Love, baade gives og holdes over. Naar enhver er troe i sit Kald og sine Kalds Pligters Efterlevelse.

Naar GUd, som han kan og vil, velsigner enhvers Flid, foreenet med Gudsfrygt, til alle Stændernes Vært og Velfærd. Dette er et Lands Ære,

a) Coll. 3, 16.

dette haaber, dette beder GUds Folk: Ære maae boe i vort Land.

I Besynderlighed hedder det: Miskundhed og Sandhed. Disse Ord kan forklares om det Gode at nyde, og det Gode at øve, til vores eget og det almindelige Beste: 1) Om det Gode at nyde: Miskundhed og Sandhed møde hverandre. Naar GUd giør sit Folk Got til Legem og Siel i Tid og Ævighed, der er hans Miskundhed. Miskundhed er altsaa er Hoved-Ord, og viser ey allene GUds gode Hiertelaug til os; men endog det Gode, vi nyde fra ham, ey allene alle i Almindelighed; thi HErren er god mod dem alle, naadig, barmhiertig, langmodig og af stor Miskundhed; a) men hans troende og haabende Folk i Særdeleshed: HErre din Miskundhed være over os, som vi haabe paa dig. b) Naar GUd vil love sit Folk Got, saa bruger han det Ord, Miskundhed: Jeg er HErren din GUd, som giør Miskundhed. c) Naar han opfylder hans Løfter, det er hans Sandhed, og da møder HErrens Miskundhed og Sandhed hverandre, og saaledes ere altid foreenede, HErrens Veye ere Miskundhed og Sandhed for dem, der frygte ham, og holde hans Pagt og Vidnesbyrd, d) Ligeledes Retfærdighed og Fred kysse hverandre. Vi, som ere retfærdiggiorte af Troen, have Fred med GUd ved vor HErre JEsum Christum. e) Retfærdighed, Christi Retfærdighed tilegnet og skiænket ved Troen, Levnets Retfærdighed, som enhver Retfærdiggiort er forbunden til, og faaet Naade og Kraft til. f) Den Retfærdighed har

a) Psalm. 145, 8. 9. b)Psalm. 33, 5. c) 2. Mos. 20, 6. d) Psalm. 25, 10. e) Rom. 5, 1. f) Tit. 2, 12. 13. 14.

den søde GUds Fred i Følge med sig, a) der er høyere end vor Fornuft og Forstand. Retfærdighed og Fred, GUds Riges Hovedgade ere som 2 kiære Søstre, der omfavne hinanden, og glædelig over at blive samlede, da kysse Retfærdighed og Fred hverandre.

Sandhed skal opvoxe af Jorden. GUds Ord, der er Sandhed, b) skal faae Fremgang paa Jorden. Sande christelige Dyder, som kaldes Sandhed, Troe, Haab, Kiærlighed, Glæde, Fred & c. c) skal voxe som velsignede Planter, hvilke den himmelske Fader selv har plantet, saa GUds Kirke er Jorden, GUds Ord er Sæden, Ordets og Sacramenternes Brug er Vandingen til Jordens Frugtbarhed, og det Gode, GUd virker i og hos os, er Væxten og Planterne, de skulle voxe som Græs, og som piile hos Vandbække. d) Saa er hverken den noget, som planter, ey heller den, som vander; men GUd, som giver Væxten. e) Retfærdighed skal see ned af himmelen. Naar GUd paa sit Folkes Poenitentze og Troe til Christum haver forladt dem, som Israel, deres Synder, f) skiult med Christi Retfærdighed alle deres Misgierninger, og de ere blevne for hans Øyne som de, der finde Fred, g) da seer Retfærdighed ned af Himmelen, bliver dem skienket fra Himmelen, fra GUds Dom i Himmelen, og føles i Syndernes eget Hierte, at han er retfærdiggiort, hans Overtrædelser ere udslettede, som en Skye, hans Misgierninger, som en Taage. h) Da følger ogsaa heraf Haab om allehaande timeligt Gode baade for sig og sine Medborgere, som en velsigned Virkning af at have faaet Fred

a) Philip. 4, 7. b) Joh. 17, 17. c) Psalm. 86, 11. d) Es. 44, 3. e) 1. Cor. 3, 66. f) Es. 40, 2. g) Høys. 8, 10. h) Mich. 7, 18-19.

med GUd: HErren skal ogsaa give det Gode. Det skal være min Lyst at giøre dem got. a) Alle gode og fuldkomne Gaver skal komme her oven ned fra Lysenes Fader, b) Det er i Almindelighed talet: HErren skal ogsaa give det Gode; thi hvor meget er det Gode, som du haver giemt til dem, som dig frygte, c) Derfor er og det timelige Gode ikke udelukket; dette umistelige Gode: Landet skal give sin Grøde. GUd vor GUd skal velsigne os, d) give os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, og fylde vore Hierter med Føde og Glæde, e) Den almægtige Skaber og Opholder skal befale Jorden at give sin Væxt til Menneskenes og Creaturernes Ophold. Han vil bønhøre Himmelen, og Himmelen skal bønhøre Jorden, og Jorden skal bønhøre Kornet, Mosten og Olien, og de skulle bønhøre Israel, f) Endelig Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og sætte dens Trin paa Veyen. Naar det i et og andet Stykke, i sær i Henseende til jordiske Lyksaligheder, skulle fattes GUds Folk, saa skulde dog den anførte for GUD gieldende Retfærdighed, ligesom Dronningen for alle de andre Gaver og Dyder, gaae og gielde, være GUds Folkes herligste Prydelse, g) største Velsignelse, deres banede og slagne Vey til og ind i Himmerig, hvor Retfærdigheds Krone er henlagt til dem. h) Lader Portene op, at der indgaaer et retfærdigt Folk, som har bevaret Troen, i) Christi Blod og Retfærdighed, den Æres Klædning er; jeg veed, hvormed jeg skal for GUd bestaae, naar jeg i Himlen skal indgaae.

a) Jerem, 32, 41. b) Jac 1, 17. c) Psalm, 31, 20.

d) Ps. 67, 7. 8. e) Apestl. G 14, 17. f) Hof. 2, 21. 22.

g) Es. 61, 10. h) 2. Tim. 4, 8. i) Es. 26, 2.

Men som Ordene ere afhandlede om det Gode, vi haabe og begiære at nyde, saa forklares de og 2) om det Gode at øve, saadanne Dyder og Pligter, som enhver i sin Stand og Sted maae lægge Vind paa, og udkræves efter Christendommens Regler, baade til sin egen og det almindelige Selskabs Nytte og Velfærd, der er Miskundhed og Sandhed, Retfærdighed og Fredsommelighed, Dyder og Pligter, nødvendige og nyttige til et Lands Lyksalighed baade for Øvrighed og Undersaattere.

A) Det er en velsigned Regiering, hvor Kongen, som den ypperste og de, der udsendes af ham i Rigernes Sag, ere saa dydige. Jordens Konger ere jordiske Guder; Jeg har sagt, I ere Guder paa Jorden. a) De bære GUds Billede, ey allene i Høyhed og Herlighed, men endog i Miskundhed og Godhed, i Retfærdighed, i Sandhed og Redelighed, til Undersaatternes Velfærd. Næst Kongen ere her de Vældige, som nærmest staae for hans Ansigt, b) som bruges i Rigernes Anliggende, og hvis Raad eller Daad kan have stor Indflydelse i det Almindelige. Regenten og Rigerne ere saa nøye foreenede, at Vel eller Vee kan ikke treffe den eene, uden tillige at treffe den anden. Af Kongernes og deres fornemmeste Betienteres Forhold hænger unægtelig Folkets Skæbne. GUd giver Konger i Vrede og Konger i Naade:

Hvor fornødent er da ikke GUds Folkes Haab og Bøn om dydige Konger og Øvrigheds personer, god og forstandig Øvrighed, der slægter GUd paa i Miskundhed, Redelighed, Retfærdighed, Fredsommelighed. Dette har altid været og

a) Psalm. 82, 6. b) 1. Sam. 16, 16.

bliver en velsigned Frugt af Forsoning med GUd, Lydighed imod GUd, Haab og Bøn til GUd: Beder for Staden til HErren; thi, naar det gaaer den vel, gaaer det og eder vel. a)

Saa kiær vor Rolighed, Velfærd og Lykke er os, saa høyt forbindes vi til at bede om saa velsigned en Regiering, hvori de anførte Dyder møde hverandre, og samles til eet Maal, GUds Ære, Rigernes Velfærd; Jeg formaner først for alle Ting, at der giøres ydmygelige Begiæringer, Bønner og Forbønner; — b)

Men B) det er og et velsignet Land, hvori Undersaatterne lægge Vind paa Dyd og Gudsfrygt, enhver i sin Stand og Sted slægter GUd paa i Miskundhed, Godhed, Kiærlighed, Tienstfærdighed, i Sandhed, Redelighed i Hierte, Ord og Gierninger imod GUd, imod Kongen, imod enhver, i Retfærdighed, i sine almindelige og besynderlige Pligters Efterlevelse og sine Gierningers Overensstemmelse med GUds og Kongens Love, i Fredsommelighed og andre christelige Dyder, saa fremmes GUds Ære, vores egen og andres Velfærd.

Dette er da Forklaringen over Ordene: Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred kysse hverandre.—

Seer I nu, hvor lyksaligt et Folk GUds Folk er. Hvor meget de tør haabe og bede, naar de ved en levende Troe til JEsum ere traadde ind i Naade-pagten med GUd, og lægger Vind på, som GUds Folk, at frygte og lyde ham, Gudsfrygt er nyttig til alle Ting. c)

a) Jerem. 29, 7. b) 1. Tim. 2, 1. 2. c) 1. Tim. 4, 8.

Kommer, og giører da pagt med GUd, at I ville være hans Folk. Denne skal sige: Jeg er HErrens. Denne skal skrive med sin Haand: Jeg hører HErren til. a)

Kommer, og bekiender eders Afvigelser fra hans Pagt, eders og Landets Syndeskyld for GUd, med ydmyg Bøn til ham, at han for JEsu Blods og Døds Skyld vil udslette vore og Landets Overtrædelser, og afvende sin Vrede fra Kongen og os.

Kommer, og opoffrer eder med Legem og Siel til hans Tieneste og Lydighed. Viser i Ord og Adfærd, I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præstedømme, et helligt Folk, et Folk til Eyendom — b) Forbinder eder til at prise GUd i eders Legem og Aand, som begge høre ham til. c) Denne er Dagen, HErren giorde: Lader os glædes og frydes i ham. d) Denne Dag skal være for eder til en Amindelse, og den skal I høytidelig holde til en Høytid for HErren. e)

Kommer saa, og haaber, ja begierer i denne Orden alt behøvende til særdeles og almindelige Lyksaligheder.

Den Almægtige skal frelse i 6 Bedrøvelser, og i 7 stal intet Ondt røre dig. f) Ville I lyde mig, da skulle I nyde Landets Gode. g) O! at du vilde agte paa mine Bud, saa skulde din Fred være som Floden, og din Retfærdighed som Havets Bølger, h)

Frygte vi GUd, saa ville vi ikke frygte, om Jorden rystede, og Biergene hensidde midt i Ha-

a) Es. 44, 5. b) 1. Petr. 2, 9. 10.

c) 1. Cor. 6, 20. d) Psalm. 118, 24. e) 2. Mos 12, 14. f) Job. 5, 19. g) Es. 1, 19. h) Es. 48, 18.

vet. Flodens Strømme skal glæde GUds Stad iblandt den Høyestes Boliger, a) HErren Zebaoth er med os, Jacobs GUd er vor Ophøyelse, Sela!

Israel sig forlade Paa GUds Barmhiertighed Og paa hans store Naade,

Som han saa mangeled Over sit Folk udøser,

Den fromme HErre og GUd, I det han dennem løser Af Synd og Sorrig ud. AMEN.

a) Psalm. 46, 3. 5. 8.

✂

Dännemarks

glückliche Aussicht in die Zukunft

bey seinem

jetzigen Dankfeste.

Am

Titten December,

als dem

atterhöchstverordneten allgemeinen

Dank - und Bet - Tage .

seiner Gemeine vorgestellet von

Wolf Christian Matthiae,

Compastoren an der Christ- und Garnisons-Kirche in Rendsburg.

Hamburg,

gedruckt den Heinrich Christian Grund, 1773.

2
3

Uhristian dem Siebendem, Seinem Könige,

mit

den treuesten Wünschen

für

des Zömges,

des Königlichen Hanfes

und

des Landes

Wohlfahrt,

übergeben.

I. N. I. A.

Wenn wir Dankfeste über blus rige Siege, verwüstete Provinzen, und eingeäscherte Städte ausnehmen: so werden wenige Lander seyn, die in dem Zeitraume eines Menschenalters, so viele geseyert hätten, als die Dänischen Lande. Ein Beweis, M.G.Z! daß Gott diesen Landen vor andern Gutes gethan, aber ihnen auch Könige gegeben habe, die es erkennen, daß alles Gute von ihm komme, und ihm dafür Preis und Ehre gebühre. Unserm Mntötl'lch war es von der Vorsehung beschieden, auf dem Throne Seiner Vater zu sitzen, als

dreyhundert Jahre verflossen waren, nachdem der erste aus Seinem Hause Ihn bestiegen hakte, und als ein Jahrhundert verflossen war, nachdem Er und Seine Vorfahren unumschränkt auf demselben geherrscht. Ihm gelang es, Seinem Lande den Frieden zu erhalten, als die Flamme des Krieges sich längs dessen Grenzen ausbreitcte; Ihn auch da noch zu erhalten, als Er zu Seiner Vcrtheidigung schon selbst das Schwerdt zucken mußte. Bey jedem dieser großen Vorfälle, rief Er Seinem Volke zu: Kommt! lasset uns anbeten, knien, und niederfallen vor dem Herrn, der uns dieses Gute gethan hat! gehet ein zu seinen Thoren mit Danken! kommet in seine Vorhöfe mit Loben! Heute ist es auch schon zum dritr tenmale, daß uns unser Christian befiehlst, Dank und Gebet dem Herrn in seinem Heiligthume zu bringen. Unter unserm dffentlichen Gebete wollte Er Seine Regierung über uns anfangen. Und als Er Sich, Sein Haus und Sein Volk aus einer drohenden Gefahr errettet sähe: sollten wir mit Ihm dem Herrn für die Hülfe danken, die er geschaffct hatte.

Nun da Ei siehst, daß Gott Seine Regierung auf mancherley Art segnet: so verlanget Er abermals, daß wir mit Seiner Freude die unsrige vereinigen, und sie durch Dank und Gebet heiligen sollen. So wie sich aber unser Land durch die Menge seiner Dankfesie von andern Ländern unterscheidet: so unterscheidet sich auch das gegenwärtige Dankfeft von den vorhergehenden darinn, daß wir es mit einer bessern Hoffnung für die Zukunft feyern können. Wie viele Ursache wir auch hatten, bey jenen froh zu seyn: so mischte sich doch immer in die Empfindung unserer Freude, das Gefühl von dem Drucke einer innern Landplage, und die Beforgniß eines auswärtigen Krieges, die uns nicht mit solchen hoffnungsvollen Blicken, als jeht, in die Zukunft hinausschaucn ließen. Auf diese bessere Hoffnung für die Zukunft bey unserm jetzigen Dankfesie, dem unterscheidenden desselben von den vorhergehenden, wollen wir an demselben merken, durch dieselbe unfern Dank und unsere Freude verstärken, aber uns auch ermuntern lassen, zu thun, was uns

als Christen oblieget, damit eine so gute Hosknung nicht zu Schanden werde. Gott aber, der unsere Herzen mit Freude erfüllet, und bey derselben noch eine so gute Hoffnung gegeben hat, der mache uns von Herzen dankbar, und seinem Willen gehorsam, damit ihn nicht reue des Guten, das er uns zu thutt vor hak. Er segne dazu sein Wort, das in der gegenwärtigen Stunde verkündiget wird! und schaske, daß unser Dankfest solche Frucht der Gerechtigkeit bringe! Er erhöre uns UM Jesu willen. Vater Unser, rc.

Text.

Psalm 125.

ewiglich bleiben/ wie der Berg Zion. Um Jerusalem her sind Berge: und der Hert ist um sein Volk her/ von nun an

bis in Ewigkeit. Denn der Gottlosen Scepter wird nicht bleiben über dem Häuflein der Gerechten, auf daß die Gerechten ihre Hand nicht ausstrecken zur Ungerechtigkeit. Hert, thue wohl den guten und frommen Herzen. Die aber abweichen auf ihre krummen Wege/ wird der Hert wegtreiben mit den Uebelthatern: aber Friede sey über Israel.

* * *

Dännemarks glückliche Aussicht in die Zukunft bey seinem jetzigen Dankfeste, oder unsere Hosk nung guter Zeiten,

wollen wir erwägen: die belebe unsere Freude! vermehre unfern Dank! ermuntere uns zur Gottseligkeit und zum Gebete! lieber unsere Hoffnung für die künftigen Zeiten wollen wir zuerst, nach bloß menschlichem Ansehen urtheilen, und bemerken,

daß die Ursachen, warum wir das gegenwärtige Dankfest vornehmlich feyern, uns allerdings gute Zeiten hoffen lassen.

Wir wollen aber auch darauf mit einander überlegen,

was wir, als solche, die von Gott gelehret sind, thun müssen, damit unsere Hoffnung bestätiget werde:

Und hier wollen wir uns merken, daß sie sich mehr auf Gott, als auf diese Umstände der Zeit gründen, durch wahre Frömmigkeit

bevestiget, und Lurch Gebet zu ihrer Erfüllung gebracht werden müsse. Ja, auf Len Herrn müssen wir trauen, bey wahrer Frömmigkeit uns feines Segens getrosten, und dann beten:

Gott! uns segne! nie ermüde, *

Das Volk zu schützen, das dich ehrt.

Und über unser Land sey Friede!

Dein Friede, welcher ewig wahrt.

Das gegenwärtige Jahr, M. C. Z! das

sich durch große und unerwartete Begebenheiten in der Geschichte mehr als eines Landes auSzeichnet, muß insbesondere den Dänischen Landen zu ewigen Zeiten merkwürdig und im gesegneten Andenken bleiben. Die Ursachen, um deren willen wir unser jetziges Dankfest feyern, fordern es. Sie sind so wichtig, unserer Freude, unsers Dankes so würdig! Zweyc derselben haben wir langst gewünschet: die dritte zwar nicht so lange; aber desto sehnlicher. Seit ver-

* Cramers poetische Uebersetzung der Psalmen, 3. Theil, pag. 42.

schiedenen Jahren drückte uns in der verderblichen Viehseuche ehre allgemeine Landplage, und sie drückte uns um so härter, da sie das Hauptgcwerbe unsers Vaterlandes, den größten Rcichthum desselben angrisk. Was ward nicht.ersonnen, um ihr zu wehren? Aber alles vergebens! denn der Hert hatte ihr geboten, um sich zu greifen, und wohin sie grisk, niederzustürzen und zu lödten. Sie rührte wohl eine Zeitlang hier oder dort, aber sie ruhete nur, tun entweder hier oder dort desto heftiger zu wüthen. Nach der Erfahrung so vieler Jahre, nach so manchen vergeblichen Bemühungen, ihr Einhalt zu thun, hatten wir fast schon alle Hoffnung verlohren, je von ihr befteyet zu werden. Aber Gott hatte andere Gedanken über uns. Er gebot der Seuche, aufzuhören. Wir hörctcn feine Stimme nicht, als er diesen so gesegneten Befehl gab: wir erkannten es erst aus dem Erfolg, daß er ihn gegeben habe: wir glaubten es kaum, wir fürchteten noch, wir zitterten noch, als uns schon der Hert geholfen hatte. Der erhöhcte Preis der Lebens-

mittel war eine natürliche Folge jener Landplage, und durch den Mißwachs zweyer bis dreyer Jahre ward derselbe noch mehr erhöhet. Da stieg die Theurung, und breitete Armuth, und Elend, und Sorge, und Furcht, und Angst, und Wehklagen weit aus, Wer ist unter uns, der ihre Last nicht gefühlet? wie viele sind dagegen, die in derselben ihr Vermögen zugesetzet, ihre Nahrung verkehren haben, und zu Grunde gerichtet sind? Müssen wir es gleich zum Preise unsers treuen Gottes bekennender habe uns ernähret in der Theurung: so Psalm 33, müssen wir doch auch mit Demuth klagen, 19. es waren harte, es waren drückende Jahre.

Der Hert unser Gott hat auch hier geholfen. Das Land gab dieses Jahr sein Gewächs reichlich, übertraf unsere Erwartungen. Gott gab Regen und Sonnen-Ap. Gesch, schein, erfüllete unsere Herzen mit Speise 14, 17. und Freude. Häuser und Scheunen sind voll, und der in ihnen zusammen gepressete Segen wartet nur, daß seine Besitzer andere an demselben Theil nehmen lassen.

Ein mächtiges Haus, das ans unserm Königlichem entsprungen ist, aber durch eine unglückliche Zwietracht viele Jahre von demselben getrennet war, machte große Ansprüche an dasselbe: und wir mußten immer besorgen, daß es sie in einem verwüstenden Kriege geltend machete. Dessen an uns grenzende Länder setzeten eine Scheide, wo die Natur keine gesehet hat. Zu wie vielen einheimischen Kriegen hat nicht dieses zu unserer Vater Zeiten Anlaß gegeben? wie traurig war es doch, daß ein Nachbar wider den andern stritte, Verwandte gegen Verwandte fochten, und Brüder Brüder würgeten? daß so,viele Ströme Dänischen und Holsteinischen Blutes im Vakerlande flössen? — Doch hinweg mit dem Andenken dieser unglücklichen Zeiten! ihrer werde nur noch gedacht, die gegenwärtigen besseren desto mehr zu schaßen! Sie sind getilgt jene Ansprüche: sie sind vereiniget jene getrenneten Lander: das Oldenburgische Hans ist nur Ein Haus, durch die Bande der genauesten Freundschaft verbunden: Gott hat

die Herzen der Fürsten desselben zum Frieden gelenker: zwischen Dannemark und Rußland ist Friede: Holstein har nur Einen Herrn. Das ist das Glück unserer Tage, das ist der Segen unserer Zeiten unter MhnstMNs Scepter! Das sind die erwünschten Vorfalle, dafür wir heute dem Herrn öffentlich Lob und Dank bringen!

Sie geben uns aber auch eine glückliche Aussicht in die Zukunft, durch die Hoffnung guter Zeiten. Diese lassen sie uns hoffen, weil sie uns innern Wohlstand, und äußeren Frieden hoffen lassen. Der innere Wohlstand eines Landes beruhet vornehmlich auf dem gemäßigten Preise der Lebensmittel, bey welchem Handthierungen und Gewerbe blühen, die Einwohner sich mehren, sich und die Ihrigen versorgen. Wenn aber die Theurung ein Land aussauget: so lieget der Ackerbau nieder, die Werkstatte feyret, die Häuser, Buden und Läden der Handelnden stehen leer, jedes Gewerbe ruhet, jedermann sorget nur mit niedergeschlagenem Gemüthe,

wie er seinen Hunger stille, und die Seinen, die nach Brodt schreyen, sättige. Wir haben es ja mit unsern Augen gesehen, und mit unsern Ohren gehöret: und diese so betrübte eigene Erfahrung kann hier statt aller Be? weise dienen. Lässet uns aber nicht die Befreyung von der Viehseuche, einen más sigen Preis der Lebensmittel hoffen, da diese Seuche die erste Ursache des erhöheten war? Lasset uns nicht der Segen, den uns Gott in diesem Jahre erndten lassen, hoffen, daß das Land auch fernerhin sein Gewächs geben, und der Hert sich seines elenden Volks erbarmen werde? Der schon vor einigen Jahren geschlossene und nun vollzogene Friede giebt uns die gegründeteste Hoffnung zu einer dauerhaften Ruhe. Nun ist keine auswärtige Macht, die an Dännemark einige Ansprüche zu machen hätte: nun sind seine Länder zu den Grenzen hingestreckt, welche ihnen die Natur selbst gegeben hat: nun ist der Dänische Staat ein von Bergen, Meeren und Strömen geschlossenes Land, und darf keinen auswärtigen Krieg fürchten.

Glückliches Volk! das unter solchen Umstanden lebet. Wenn sich das keine gute Zeiten versprechen kann: so kann es keines unter der Sonnen. Dies sind ja die Hauprstücke, die erfordert werden, daß es einem Lande wohlgehe: innerer Wohlstand und äußerer Friede.

Ein Volk, das dieses hoffen kann, kann mit allem Rechte gute Zeiten hoffen. Und dieses glückliche Volk sind wir. Wer aber hat uns anders dazu gemacht, als der Hert unser Gott? Menschliche Staatsklugheit, menschliche Kunst und Macht von dem besten Wohlwollen in Bewegung gesetzet, und von den besten Einsichten geleitet, hatten es allein nicht können. Aber Gott sprach: Dännemark sey gesegnet! und eö geschah also. O Land! Land! dem der Hert so wohl thut, erkenne seine Güte! preise sie mit dankbarem Herzen! mit desto gerührterer Seele, je mehr das Gute, das dir der Hert jetzt ger than hat, dich noch hoffen lasset. Du hast die Güte des Herrn erfahren, diese Ersah- Nöm. 5, 4. rung bringe dir Hoffnung.

Wie wankend aber wäre nicht diese Hosknung , wenn sie keinen sicherern Grund hätte, als diese Umstände der Zeit? Was wäre sie da mehr, als bloße Vermuthung? Der Hert muß sie mit seinem allmächtigen Amen bestätigen: sonst bestehet sie nicht. Er hat der Seuche befohlen, zu ruhen: er darf ihr nur wieder rufen; und dann wird sie sich schnell, als auf den Flügeln des Windes, von einem Ende des Landes bis zum andern ausbreiten. Er hat durch ein fruchtbares Jahr der Theurung gewehret: er darf nur den Himmel über uns ehern, und die. Erde eisern werden lassen; so schmachten wir wieder im Mangel. Er steuert den Kriegen in aller Welt: er ruft sie aber auch herzu. Es ist wahr, menschlichem Ansehen nach haben wir keinen zu befürchten. Kann aber nicht Gott an unsern Es. 10, 7. Grenzen Könige aufstehen lassen, deren Herz dahin steher zu verderben nicht wenig Völker? Kanu er uns nicht selbst Könige geben, die mehr nachdem schimmernden Namen der Helden und Eroberer lüstern sind, als nach dem größern Ruhme friedfertiger

Regenten? Wir wollen daher uns unserer gegenwärtigen Vortheile mit Dank erfreuen, aus ihnen eine gute Hoffnung schöpfen, aber nicht darauf bauen. Wir wollen, damit ich die Ausdrücke aus unserm Texte entlehne, sagen: Um Norwegen her sind Berge, und um Dännemark her sind Meere und Ströme, die uns vor feindlichen Angriffen schützen. Aber das soll unsere Zuversicht seyn: Der Hert ist um sein Volk her, von nun an bis in Ewigkeit, wie wir ebenfalls in unserm Texte lesen. Dabey wollen wir bekennen und glauben, daß der Hert unser Gott ein sicherer Schutz fen, als Berge, Meere und Ströme, und daß Berge, Meere und Ströme ohne ihn nicht schützen können. Hoffnung, die auf Gott nicht baut, wird gar bald beschämt geschaut. Darum müssen wir bey allem, was wir menschlichem Ansehen nach auch hoffen können, mit unserm Herzen nicht vom Herrn weichen. Denn thäten wir das: so wäre dies schon für sich Ursache genug, daß sich der Hert wider uns setzte, unsere Hoffnung zunichte machte, und

uns erfahren ließe, was er gedrohet hat, da Jer. 17, 5. er spricht: Verflucht ist der Mann, der mir seinem Herzen vom Herrn weichet, und halt Fleisch für seinen Arm, verflucht der Mann, verflucht das Land. Nein! auf den Herrn unfern Gott wollen wir vertrauen! Dann werden wir erfahren, was zu Anfänge unsers Textes solchen verheißen ist: Die auf den Herrn hoffen, werden nicht fallen; sondern ewiglich bleiben, wieder Berg Zion.

Vor keinem Unfall zittert

Das Volk, das sich auf Gott verlaßt.!

Und ewig bleibt es unerschüttert,

Wie Zion unbewegt und fest. *

Was uns noch etwa für die Zukunft besorgt machen könnte, oder was sich in der Folge der Zeit von trüben Wolken zeigen möchte, das unsere jetzt so heitere Aussicht verdunkelte, alle diese Sorgen um des Landes Wohl1 Pet. 5, 7. fahrt wollen wir, wie unsere eigene, getrost

* Cramers poetische Uebersetznng der Psalmen, 3. Theil, pag. 41.

auf den Herrn werfen, und uns darauf verlassen, er sorge für uns. Mehr als einmal hat er es bewiesen, daß seine Augen zum Schuß über Dännemark offen stehen. Mehr als einmal war es am Rande des Verderbens, die Kriegöheere zerstreuet, die Flotten entwaffnet, die Hauptstadt eingeschlossen. Aber durch die Güte des Herrn ward es jedesmal errettet, stehet noch, bauet sich, wächset, und erweitert seine Grenzen. Wer gclernet hak, auf die Werke des Herrn zu achten, oder es nur lernen will, der muß sich durch das, was uns der Hert bisher hat erfahren lassen, zu einer frohen Hoffnung ermuntern lassen. Er werde, was er bisher gethan, auch noch ferner an Dännemark thun.

Nur daß wir durch unsere Sünden uns seines Schußes und Segens nicht unwürdig machen, und die Hoffnung, die wir dazu haben, selbst untergraben und niederstürzen! Es geschiehergar zu leicht, daß ein Volk im sichern Frieden, und bey guten Tagen des Herrn vergisset, daß cs seinen Wohlstand

zum Uebermukh, zur Ueppigkeit, zur Schwelgerey, zur Ungerechtigkeit, zur Unterdrückung der Armen und Elenden mißbrauchet, und zu allen den Sünden hingerissen wird, welche gute Tage und irdisches Wohlleben im zahlreichen Gefolge mit sich führen. Kann denn der Hert auch noch ein solch sündiges Volk schützen? es seines Segens würdigen? Er regieret die Schicksale der Völker, und die Schicksale einzelner Menschen nach eincrley Gesetzen seiner Weisheit und Gerechtigkeit. Wenn ein Mensch in guten Tagen sich wider den Herrn setzet, stolz, übermüthig, ausschweifend wird: so übet Gott Gewalt mit seinem Arm, und erniedriget den. Len er zuvor erhöhet harte. Wenn die Sünden unter einem Volk Ueberhand nehmen, und der Freveler viel werden: so redet der Hert plötzlich wider ein solches Volk und Königreich, daß er es auörotte, zerbreche und verderbe. Und wenn er es gleich bauen und pflanzen wollte: so gereuet ihn doch des Guten, das er ihm thun wollte, so bald er siehet, baß es Böses thut vor feinen Augen, und

seiner Stimme nicht gehorchet. Dies sind nicht meine Worte, M. G. Z! sondern Gottes Worte, der durch Jeremiam also redet: Plötzlich rede ich wider ein Volk und Jer. 18,

7-10.

Königreich, daß ichs ausrorren, zerbrechen und verderben wolle. Mo es sich aber bekehret von seiner Bosheit, dawider ich rede: so soll mich auch reuen das Unglück, das ich ihm gedachte zu thun.

Und plötzlich rede ich von einem Volk und Königreich, daß ichs bauen und pflanzen wolle. So es aber Böses thut vor meinen Augen, daß es meiner Grimme nicht gehorchet: so soll mich auch reuen das Gute, das ich ihm verheißen hatte zu thun. Das ist auch die Wahrheit, die uns der weise König von Israel in seinen Sprüchwörtern lehret, wenn es heißet: Um Sprüchw. des Landes Sünde willen, werden viel 28, 2. Veränderungen in den Fürstenchümern, verkehret sich ihr Glück in Unglück, ihr Segen in Verderben: aber um der Leute willen, die verständig und vernünftig sind, die die größte Weisheit, die Furcht

des Herrn, gefasset haben, bleiben sie lange, bleiben sie im Segen. Sollten denn die Sünden und Uebertrekungen in unserm Lande nicht vermindert; sondern vermehret werden: müßten wir denn nicht befürchten, daß der Hert an uns thne nach seinem Worte, das er über sündige Völker geredet har? Sollten wir, wie es in unserm Texte heißet, auf unsere krummen Wege abweichen, die gerade Bahn verlassen, die uns Gott in sei«ein Worte gezeigel hat, und dafür die krummen Wege betreten, die unser verderbtes Herz wählet: wie könnte uns denn der Hert im Segen bleiben lassen? Müßte er uns nicht vielmehr, wie er uns drohet, mit den Uebelrhacern wegtreibm, wie sie es verdienen, von seinem segnendem Auge entfernen, von seiner segnenden Hand weit hinwcgrhun? Was wäre denn unsere Hoffnung? Sie wäre verlohren. Wer hätte sie zu Grunde gerichtet? Wir selbst mit unfern Sünden. Wäre denn das patriotische Gesinnung ? Hieße das Vaterlands-Liebe? Ware das nicht offenbare Landesverrätherey? Ferne sey die von

uns! Ja ferne sey es von uns, daß wir die Seufzer unserer Nachkommen auf uns lüden, wir hatten Lurch unsere Sünden den Segen Gottes von unfern Grenzen getrieben, und seine Gerichte über sie und unser Land ge: bracht! Wir wollen vielmehr aus unserm Texte lernen: Der Hert thuc wohl den guten und frommen -Herzen, denen, die ihm mit redlichem Herzen dienen, und uns daher einer ungeheuchelten Frömmigkeit bes fleißigen; uns bestreben, ein Israel, ein geistliches Israel, ein Volk des Eigenthums unsers Gottes zu seyn, damit fern Friede über uns bleibe, uns alles gute Theil werde, womit Gott die Völker segnet. So müssen wir durch wahre Gottseligkeit unsere Hosknung guter Zeiten bevestigen: damit Gerechtigkeit unser Land erhöhe, und es dem Herrn eine Lust sey, uns zu schuhen und zu segnen.

Gutes vom Herrn hoffen, und nicht thun, was nöthig ist, um die Hoffnung erfüllet zu sehen, heißet Gottes spotten. Jenes zwar

thun, aber ihn nicht bitten, heißet ihm trotzen, und seinen Segen, als ein Verdienst unserer Werke ansehen. Keines von beyden kann ihm Wohlgefallen. Darum komme zu unferm Vertrauen auf Gott, zu unserm redlichem Bestreben noch wahre Frömmigkeit, noch das Gebet um die Erfüllung unserer Hoffnung hinzu! Unser Herz erinnere sich, Laß zwar unser Vertrauen ihm wohlgefalle, und er unfern Wandel in seiner Furcht mit gnädigen Augen ansehe: aber wir mit dem allen doch kein Gutes von ihm verdienen. Von dieser inner» Ueberzcugung unserer Unwürdigkeit, sey unser LemüthigeS Gebet ein öffentliches Bekenntnis, ein wahrhaftes christliches Gebet, in welchem wir, nicht im Vertrauen auf unsere eigene Gerechtigkeit, sondern allein im Vertrauen auf das Verdienst unsers Erlösers Jesu Christi vor Gott liegen. Durch dieses Gebet laffet uns unsere Hoffnung zu ihrer Erfüllung zu bringen suchen! Höret den Psalmisten in unserm Texte für sein Volk beten! und lernet von ihm den Inhalt unsers Gebets für unser

Volk! betet mit ihm: Hert, thue uns wohl, dein Friede bleibe über uns! Dein Friede, der Inbegrisk alles Guten, den aus der Hand des Schöpfers das Geschöpf hinnimmt, bleibe über uns, theile sich uns mit, und fließe in reichen Strömen auf uns herab! Da es aber einem Lande nicht wohl gehen kann, wenn dessen Scepter in eines Gottlosen Hand ist; indem alödenn die Hand der Einwohner, selbst derer, die sonst noch recht thaten, sich gar leicht zur Ungerechtigkeit ausstreckt, wie es in unserm Texte heißet: so lasset uns Gott bitten, daß er um fern König mit seinem Geiste regiere, damit Dannemarks Scepter in eines Frommen Hand sey, und bleibe. Da es einem Lande nicht wohl gehen kann, wenn die Einwohner auf ihre krummen Wege abweichen, und ihre Hand zur Ungerechtigkeit ausstrecken: so lasset uns Gott bitten, daß er uns mit allen Dänischen Unterthanen Gnade verleihe, die krummen Wege der Sünden zu meiden, und auf

der geraden Bahn seiner Gebote zu wandeln, daß er sich doch wenigstens in den Dänischen Landen ein Haustein der Gerechten erhalte, und um desselben willen, wenn es auch der Zahl nach noch so geringe wäre, des übrigen

i B. Mos. Volkes schone. Dies sey der Inhalt unsers 18.

Gebets! und dieses begleite heute unfern Dank, um alles das Gute, das uns der Hert gethan hat, und noch thun will, zum Throne der Gnaden hinauf! So werde der heutige Tag, was er seyn soll, ein Dank- und Bet-Tag. In der Absicht haben wir uns auch jetzt hier versammlet. Seyd der Absicht eurer Versammlung eingedenk! Opfert Gott Dank! Bringet ihm euer Gebet dar! Doch nicht bloß hier in seinem Heiligthume; sondern auch in euren Häusern: nicht bloß heute;

1 Tim. 2, sondern alle Tage. Es ist wohlgefällig vor Gott, es ist sein Befehl, für des Landes Beste, wie für sein eigenes zu bitten, und dadurch des Landes Wohlfahrt zu suchen, in welchem uns der Hert wohlthut. Denn

wenn es dem Lande wohl gehet: so gehet es uns auch wohl.

Wer denn nun ein wahrer Freund des Vaterlandes, ein dichter Patriot, ein wahrer Dänischer Unterthan ist, der feyere den heutigen Tag, wie es sich geziemet, mit Danken und Loben um alles Gute, das der Hert unserm Lande gethan hat! der freue sich der Hoffnung guter Zeiten, die uns der Hert gegeben hat! der hoske auf den Herrn! und suche an seinem Theile durch wahre Frömmigkeit den Segen des Herrn über sein Vaterland und seine Mitbürger zu bringen, und ihn auf unsere Nachkommen fortzupflanzen! der vereinige sein Herz mit dem meinigen, und bete:

Gnädiger Gott, liebreicher Vater! die gebühret Preis und Ehre für alles Gute, das du den Dänischen Landen gethan hast. Wie köstlich sind, 0 Gott! die Gedanken des Friedens, die du über uns gehabt hast! Wie

ist ihrer eine so große Summa! Wollten wir sie zählen: so würden wir ihrer mehr finden, als des Sandes am Meer. Krieg, Blutvergießen und andere Unglücksfalle hast du in Gnaden abgewandt. Denn du wärest um uns her, wie Berge, und über uns, wie eine Thauwolke. Die Viehseuche, diese große Landplage, die wir mit unfern Sünden verdienet hatten, hast du in Gnaden auf: hören lassen: durch eine reichliche Erndte der Theurung, in welcher wir mit andern Landern schmachteten, gewehret: des Kömgts Bemühungen zur allgemeinen Sicherheit und Wohlfahrt Seiner Staaten mit dem erwünschten Erfolg gekrönet: Ihn und SeinHaus in Gnaden beschützet und bewahret. Du Hert hast es gethan, und kein anderer. Wir aber sind der keines werth. Es ist lauter unverdiente Huld und Gnade um Jesu willen. Destomehr gebühret dir Preis und Ehre, und Dank. Gieb wahrhafte, dankbare und erkenntliche Herzen! und laß in dem Lande,

tit welchem dein Segen wohnet, auch deine Furcht wohnen. Laß deine Güte uns zur Buße leiten, damit wir in der Gemeinschaft deines Sohnes erfunden werden, und unsere Gemeinschaft sey mit dem Vater, Sohne, und dem H. Geiste. Hert! wir hoffen ja auf dich! Hert! wir warten auf dein Heil! Mit kindlicher Zuversicht im Namen deines Sohnes beten wir: Thue uns wohl! dein Friede sey über uns! Thue wohl unserm Könige, bewohne Ihn mit deiner Gnadengegenwart, und schmücke Ihn mit deines Reiches Gaben. Gott! Gott! segne den König/ und alles Volk soll sagen Amen. Siehe in Gnaden an des Königes Mutter, und schenke Ihr deinen besten Segen. Der Geist der Weisheit und des Verstandes, des Raths und der Stärke, der Erkenntniß und der Furcht des Herrn ruhe auf unfern Kronprinzen, damit Er zur Wohlfahrt der Dänischen Lande aufwachse. Segne und thue

Barmherzigkeit und Gutes an den Erbprinzen und alle Prinzeßinnen des Königl. Erb-Hauses. Zum Segen und Wohlthun laß dir empfohlen seyn, den Herrn Statthalter dieser Herzogthümer, die Rache in den hohen LandeS-Collegiis, des Königes Kriegsmacht zu Wasser und zu Lande, alle Handthierung und Gewerbe, im ganzen Lande jedes Haus, und in jedem Hause jede Seele! Heiliger starker Gott! Heiliger Hert Zebaoth, nimm an die Bitt von unserer Noth, erbarm dich unser aller, um Jesu Christi willen. Amen.

✂

Taknemmelig Erindrings

Herrens Godhed

mod

Kongen, det Kongelige Huns

og

Tvilling Rigerne,

udi en

Prædiken

efter

Hans Kongelige Majestæts til Danmark og Norge

Kong

Christian den Syvendes

gudeligste Befaling

holden paa den almindelige

Takke- og Bede Fæst

de« iste December 1773.

over

Texten Psalm. 85, 10-14.

udi Vestre Molands Præstegield under Christiansands Stift

i Norge.

Ephraim Jæger,

Capellan pro Persona.

Kiøbenhavn, 1774. Trykt hos L. N. Svare, boende i Skinbergaden i No. 76.

2
3

Gunstige Læser!

Der kommer vel saa mange lærde Afhandlinger i Trykken over 1ste Decembers Takke- og Bede-Dags Text, at denne enfoldige Prædiken læt kunde undværes; den var en heller nogen Tid kommen for Lyset, havde ey en vis følelig Tildragelse aftvunget mig samme.

Anførte, beder jeg, maae være nok til at forebygge de Fordomme, som kan reyse sig ved første Øyekast paa denne Prædiken, der sees, for det meste, i samme Skikkelse, som den er holden for en Menighed, bestaaende (nogle faae undtagne) af ulærde og enfoldige Tilhørere. Herren, til hvis Ære Prædiken ene er holden, opvække ved sin Aand saa enhver Læsere, til at ære ham for hans Velgierninger her i Naadens Rige, at de maatte blive ved Jesum værdige, i Ærens Rige at udsynge Lammets Ære med et evigt Halleluja! Med hvilket Ønske jeg tilbeder mig din gunstige Læseres Bevaagenhed.

E. Jæger.

J. N. J.

Texten Psalm. 85, 10-I4.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Ære maae boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre,

Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal

opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see need af Himmelen.

Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde.

Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og skal sætte dens Trin paa Veyen.

Da vores allernaadigst anbefalede Text er udvalgt til en overordentlig Takke- og Bede-Dag, synes ey af Veyen (før vi egentlig gaaer tit Hoved-Sagen) i Steden for nogen anden Indgang, kortelig at forklare Texten; at vi deraf siden med des større Vished kan fastsætte den der af dragne Lærdom: Til den Ende maae vi vide, at denne 85de Palme, hvoraf vor hellige Taksigelses-Text er tagen, almindelig deles udi tvende Dele. I den første, der gaaer fra 1ste til 9de Vers, fremlægger Guds Folk en ydmyg Bøn til Herren deres Gud om Befrielse fra en Trældom (troeligt det Babyloniske Fængsel) hvorudi de af Herren bleve tugtede for deres Afguserie og andre Synder. Den anden Deel af Psalmen, som strækker sig fra 9de til 14de Vers, indeholder en tillidsfuld Forsikkring, som David giver Guds Folk om Befrielse af deres Fienders Haand; Og at Gud, som hidindtil havde værer vreed, nu vilde have Freds-Tanker over dem til deres visse Frelse, og dette indeholdes i 9de og 10de Vers. Dernæst gives med de efterfølgende Vers af Psalmen paa den ene Side Underviisning om, hvordan Guds Folk, saa vel Undersaatterne, som Øvrigheden, skulde opføre sig, naar Herren sendte dem Frelsen, de havde raabt

efter, som og nu ey var langt borte: Paa den anden Side lægger Propheten for Dagen en Spaadom om den Lyksalighed, som Guds Kirke skulde nyde ved Herrens Frelses, der er, Messiæ nu nær anstundende Komme. Altsaa indeholder vor hellige Text:

1) En tillidsfuld Forsikkring.

2) En Underviisning. z) En Spaadom.

1) Indeholder vor hellige Text: En tillidsfuld Forsikkring, nemlig denne: Vers 10, Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at 2Ere maae boe i vort Land. David var i 9de Vers ligesom gaaet ind i Guds Helligdom, for at høre Svar af Herren paa Guds Folkes ydmyge Bøn; thi han siger: Jeg maae høre, hvad Gud Herren vil tale; og her faaer han dette trøstelige Svar: Herren skal tale Fred til sit Folk. Det ventede David sig allerede i Forveyen, derfor sætter han det Ord Thi foran, for at vise: Han var, da han vilde høre Svar, allerede i Forveyen overbeviist om, at han kom til en Gud, der efter sin Barmhierrighed ey kunde andet, end tale Fred til sit Folk: hvorved han og var forvisset om, at Guds Folk ey havde nødig ar omvende sig til Daarlighed, enten ved at forestille sig Herren som en uforsonlig Gud, eller ved at søge

Hielp og Frelst hos andre, end ene hos Herren, da de i vidrig Fald havde begaaet den Daarlighed, de lastes for, Jerem 2, II. 13.

Da nu David har faaet dette Svar, kommer han tilbage fra Heiligdommen med dette behagelige Budskab, denne trøste- og tillidsfulde Forsikkring: Sandelig! Hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, ligesom han vilde sige: Vidste jeg det ey nok: Jo Sandelig! Vi have en naadig Gud, som ingenlunde vil lade os raabe forgiæves; Han har allerede hørt vor Bøn, og er nu rede til at bønhøre den: Vaag derfor nu op Zion! Ifør dig din Styrke, ifør dig dine Herligheds Klæder! til at tage mod den Frelse, Herren nu snart vil skiænke dig fra dine Fiender og alle deres Haand, som dig hade; Alle I, som frygte Herren, ere forvissede om, at han nu snart vil sende eder Frelst og Befrielse fra sin Himmel-Throne, ar Ære maae boe i vort Land.

Her standse vi et Lidet, for at eftersee, hvad det er for en Ære, David taler om; og da han taler om en Ære, der skal tilhøre det gandske Land, saa spørge vi: Hvad er der gandske Lands Ære? Der er, at Kongen i Lander, Øvrigheden i Landet, og Folket i Landet, ære og tiene den eneste sande Gud paa den Maade, han selv har anordnet og befalet, hvorved hele

Landet og dets Indbyggere nyde den Naade og Ære, at Herren antager sig dem, beskytter og forsvarer dem, og paa mange forunderlige Maader viser sig, med sin Maade og Almagt at boe midt iblandt dem. David vil med Ordene altsaa sige: Naar nu Herren vor Gud nærmer sig til os, som ham frygte, med sin forunderlige Befrielse og naadige Frelse, da skal Ære boe i vort Land, der er: Vort Lands gamle Ære skal da igien oplives; thi vi ville da ære og tiene Herren vor Gud allene, og ved den sande Guds Dyrkelse skal Herrens Ære igien blive befæstet i vort Land, at Herren, ligesom i gamle Dage, skal boe midt iblandt os, antage sig os, beskytte og beskiærme os, saa at Hedningene, som nu vanære os, skal komme til at frygte og ræddes for os.

2) Texten indeholder før det andet: En Underviisning forener med en Forjættelse, nemlig: En Underviisning om, hvordan Guds Folk skulde forholde sig, naar de igien med Ære kom til at boe i Landet, og en Forjættelse om, hvad de kunde vente sig, saa fremt de iagttoge det, de burde.

A) Underviisningen om, hvordan Guds Folk skulde forholde sig, naar Herren befæstede dem i Landet, indeholdes udi 11te og 12te Vers, hvor ey allene Guds Folk selv, men

og den dem af Gud forordnede Øvrighed nyder Underviisning, hver om sine Pligter.

Guds Folk selv, saa vidt de vare Undersaattere, bliver underviist om fire Pligter, de, som Guds Folk, skulde iagttage, nemlig: Miskundhed, Sandhed, Rerfærdighed og Fred. Der første, nemlig: Miskundhed, er det vi i Almindelighed kalder Velvillighed og Redebonhed til at tiene Næsten, og den anden, nemlig: Sandhed, det man kalder Redelighed i Ord og Løfter, eller Troe og Love; disse tvende Dyder de skulle møde hverandre, der er: De skulle findes over alt i Landet, de skulle ey mere være forhadte af og iblandt Guds Folk, men disse skulde udi al deres Omgang med Næsten baade altid vift sig som kiærlige og velvillige Venner til at time hinanden, og de skulde tillige lade Redelighed findes udi deres Ord og Løfter til Næsten, at de ey skulde være i Tal med de Mennesker, der havde tvende Tunger udi een Mund og tvende Hjerter udi eet Bryst, hvilker var en Vederstyggelighed for Herren, for hvis Ansigt de skulde stræbe, at vandre frommeligen.

Den tredie er Retfærdighed, det er Redelighed i Handel og Vandel, saa den ene ey stræber at optrække, bedrage eller forurette den anden, og den fierde, nemlig: Fred, det er

Fredsommelighed med Næsten, at den ene ey misunder, hader eller forfølger den anden, disse tvende, staaer her, stal kysse hinanden, det er, de skal omfavne hinanden, forene sig sammen, som et ret Ægte-Par, til Guds Folkes eget Velgaaende. Ja Guds Folk skulde selv lade disse tvende Dyder, Retfærdighed og Fredsommelighed, der stedse avles og fødes den ene af den anden, den skulde de lade, som en Konge og Dronning, herske og regiere iblandt sig; paa det at, naar de igien kom til med Ære at boe i Landet, de da ved disse fire Dyders Udøvelse knnde vise, at Herrens Ære og den sande Guds Kundskab, med den deraf flydende Herrens sande Frygt, havde sit Sæde ey allene udi deres Land, men endog udi deres Hierter.

Øvrigheden, som Herren vilde bestikke sit Folk, tildeles og Underviisning om deres Pligter, de burde iagttage, nemlig: Da det er Øvrighedens Pligt at sørge for, den sande Guds Kundskab og Dyrkelse reen og ubesmittet kan blomstre udi deres Land, som og at alt Folket i Landet under deres Herredømme kan regieres med Retfærdighed; saa staaer her en prophetisk Talemaade, der allernærmest synes at angaae og undervise Øvrigheden iblandt Guds Folk, nemlig: Sandhed, det er, den sande og saliggiørende Guds Kundskab skulde ved deres Bestyrelse lades et frit Løb; de skulde stræbe at den

stedse kunde voxe og tiltage udi Guds aandelige Zion, for hvilken Guds Viingaard den af Gud forordnede Øvrighed, stedse skulde bære Omhyggelighed, at den altid kunde være besat med ædele Planter og Viin-Qviste, nyttige og duelige Lærere, der ey allene lærte vel, men og levede vel, hvilke omendskiøndt de ere opvoxne af Jorden, ere de dog Herrens egen Plantelse: Paa det at Landet ved dem kunde blive fuldt af Herrens Kundskab. Es. 11.

Ligeledes skulde Retfærdigheden see need af Himmelen, i det at Øvrigheden, hvis Sag det er, at dele Ret og Skiel i Landet, skulde have paa deres over andre ophøyede Sæde, hvorved de ligesom bliver en Himmel Høyere end andre, derfra skulde de have et vaaget Øye over Ret og Retfærdighed i Laudet, at den uden Forskiæl blev tildeelt saavel den Fattige i Hytten, som den Rige i Palladset; At de ey, ved at tildømme den Uretfærdige Retten, skulle foraarsage et Raab fra den Fortrængte, hvorved den retfærdige Hævnere vist vilde lade sig bevæge, dem til liden Baade, at see ned af Himmelen, for at erfare, om de havde giordt fuldkommelig efter det Syndsens Skrig. 1 Mos. B. 18, 21.

B) Herpaa følger Forjættelsen, nemlig udi i 13de Vers en timelig: At Herren vilde give dem det Gode, saa af han ey allene ey

vilde lade dem mangle noget godt, naar de vandrede frommelig. Ps. 84, 12. men foruden det skulde han især skiænke dem Velsignelse af Jorden, den var just een af de store Velgierninger, Gud kunde bevise sit Folk, nemlig: At Jorden gav sin Grøde, da samme ellers var af den Beskaffenhed, at den uden Guds særdeles Velsignelse intet var i Stand til at give nogen Frugt eller Grøde af sig. En aandelig Forjættelse indeholdes i 14de Vers: At Herren vilde lade Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, det er: Naar Herren beskuede sit Folk, da vilde han for deres begangne Synder ey mere ansee dem som sin Lovs Overtrædere; men han vilde stille Messiam, sin retfærdige Tienere imellem sig og dem, og udi hannem ansee sit Folk for rerfærdigt, samt for Messiæ tilkommende Fortieneste forlade dem deres Synder: Ja han vilde selv sætte Retfærdighedens Trin paa Veyen; Han vilde befæste Retfærdigheden over alt i Landet, den skulle ubehindret faae Fremgang, skulle ey mere blive undertrykt, men, som en Dronning, regiere paa alle Veye, over alt i Landet.

3) Endelig indeholder vor hellige Text for det tredie: En dyrebar Spaadom om Messiæ, Verdens Frelseres Komme. Her udraaber David med Glæde: Sandelig! Herrens Frelse, Messias, som skal frelse sit Folk fra

deres Synder. Matth. 1, 21. Hans Tilkommelse er nu nær for Haanden. O! alle I, som frygte Herren! for eder skal nu opgaae Retfærdigheds Soel. Mal. 4, 2. Da skal Ære boe i vort Land, naar Verdens Frelsere kommer til at boe midt iblandt os. Udi ham skal Miskundhed og Sandhed møde hverandre: Thi Herrens Velvillighed og megen Lyst til Menneskens Børn, og hans Sanddruehed i at opfylde sine dyrebare Forjættelser skal støde sammen, og ved Messiæ Komme aabenbare skal lægges for Dagen. Retfærdighed og Fred skal da møde hverandre; thi Messias skal tilfredsstille Herrens Retfærdighed, med sin Lidelse og Død skal han fyldestgiøre samme, hvorved skal blive stiftet Fred imellem Gud og Mennesket, da baade Guds Retfærdighed mod Syndere og hans Medlidenhed med Synderes Elendighed skal forene sig til Synderes Frelse, hvilket skal skee paa denne Maade: Sandhed, Verdens Frelsere. Joh. 14, 6. skal opvoxe af Jorden, han skal lave sig føde blandt jordiske Mennesker af Jomfrue Maria, og Retfærdighed, Herren vor Retfærdighed Jer. 23, 6. skal see need af Himmelen til sit Folkes Elendighed, og fra sin Herligheds Throne nedstige til Menneskene paa Jorden. Da skal Herren for Frelserens Forsoning ey allene skiænke Menneskene al legemlig Velsignelse, saavel som især ved Messiæ Nærværelse velsigne Jorden, at

dens Forbandelse skal bortvige, og den skal give sin Grøde; men han skal og lade Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, da han i denne sin retfærdige Tienere skal retfærdiggiøre alle Syndere, og skal sætte dens Trin til en Vey, ved det at Messiæ Fodspor skal være en banet Vey, hvorpaa og efter de skal vandre, og rette sig, som ved ham vilde blive retfærdiggiorde, da de, som efterfølge ham, skulle erlange Deelagtighed udi hans dyrebare Forsoning, og naae Retfærdigheds Maal.

Da vi nu saaledes ved Guds Naade enfoldig have forklaret Textens Ord, saa vende vi os i den Herres Jesu Navn baade til Dagen og Texten. Dagen er af vor allernaadigste Lands Fader og vor Kirkes Foster-Fader, vor kiære Konge anordnet til en Taksigelses- og Bede-Dag; Vor veltrufne velsignede Text skal anvendes til begge Dele, baade til at takke Herren for hans Godhed mod Kongen, det Kongelige Huus og mod os hans Undersaattere; samt tillige opmuntre os til alvorlig Bøn og Paakaldelse om Herrens vedvarende Godhed mod vor allernaadigste Konge, det Kongelige Arve-Huus og det gandske Land: Thi naar det gaaer Kongen vel, saa gaaer det og os vel. Lader os da sammenføye vore Hierter og Hænder til begge Dele! i det vi af Dagen og Texten i den Herres Jesu Navn tage denne efterfølgende

Lærdom:

Hvordan vi ret til Guds Ære skal anvende denne vor Takke- og Bede-Dag.

Nemlig:

1) Til en taknemmelig Erindring.

2) Til en opbyggelig Underviisning.

1) Først skal vi ret anvende denne vor Takke- og Bede-Dag til en taknemmelig Erindring, thi just dertil er den indsat af vor allernaadigste Konge, der med sit gudelige Exempel opmuntrer os alle til at love og prise Herren. Lader os da, for des nærmere at komme til Øyemærket, iagttage og eftertænke hvem, hvad og paa hvad Maade denne Erindring skal opofres.

A) Det er fornødent, vi (A) eftertænke hvem der paa denne Dag skal være Hoved-Maalet for vor Erindring; Og da har vor kiære Konge viist os det: Thi den allernaadigste Forordning om denne Dag byder: At vi skal ihukomme Herren, og at Dagen skal være Herren helliget. Kongen vil ey allene selv i Dag bøye Knæe for alle Kongers Konge; men

han vil og, at hans Folk i Dag skal opløfte de res Øyne og Hierter til Herskarernes Herre, til

ham, som vor hellige Text tilskriver en Frelse, og siger: Hans Frelse, nemlig den sammes, som staaer nævnet i foregaaende 9de Vers med det Navn, Gud Herren, han som er god og miskundelig mod Menneskens Børn; han som allene er Herre, og foruden ham er ingen Gud;

han, mod hvilken de, som boe paa Jorden, ere som Intet at regne, som giør efter sin Villie med Himmelens Hær og Dem, som boe paa Jorden, og der er ingen, som kan forhindre hans Haand, og sige til ham: Hvad giør Du? Dan. 4, 1. 35. Han, som har selv befalet: Kom disse Ting i Hu, Jacob og Israel! Thi du est min Tienere, Israel, Glem mig ikke! Es. 44, 21.

Denne vores almægtige Gud, Skabere og Velgiørere, hvis Hænders Gierninger vi alle ere, fra hvilken alle vore gode og fuldkomne Gaver kommer. Jac. 1, 17. Ham er det vi alle i Dag skal bøye vore Hierter og Knæe for, ham er det vi i Dag skal erindre, som vor Begyndelse og Ende; Han, som har Kongernes Hierte i sin Haand, og har givet vor kiære Konge det i Hiertet, at han i Dag med alle sine Undersaatter skulle ydmyge sig for Herren, ham skal i Dag vore Hierter og vore Hierters Tanker være helligede og opofrede til, at sige enhver

for sig: Til dig, Herre! opløfter jeg min Siæl; Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskiæmmes. Ps. 25, 1. 2. Fra os selv og alle andre Ting maae vi i Dag vende al vor Eftertanke, at vi ey begaae Israels Daarlighed, at forlade Herren, den levende Kilde, og udhugge os sønderbrudte Brønde, der ey kunde holde Vand. Jer. 2, 13. hvorimod hver for sig billig bør istæmme Davids Sang: Ikke os, Herre! Ikke os, men giv dit Navn allene Ære, for din Miskundheds og din Sandheds Skyld! Ps. 115, 1. Og hvo er vel værdig, at tage Æren og Prisen og Kraften, uden Herren allene, som har skabt alle Ting, og formedelst hvis Villie de alle ere skabte? Aabenb. 4. Lader os gaae nærmere til Sagen, at besee:

B) De Ting, hvilke vi i Dag bør opofre vor Erindring; da leder vor Text os hen i Guds Skat-Kammer, at eftersee i sær 3de Ædel-Stene, der skal være os tvende Minde-Mærker med denne Overskrift over hver i sær: Hidindtil har Herren hiulpet. 1 Sam. 7, 12. Den første er Herrens Frelse; Den anden er Landets Ære; Og den tredie er Retfærdigheds Fremgang.

2) Det første, som Dagen og Texten minder os om, er Herrens Frelse. Dagen er indsat til en Taksigelses-Dag for samme, og

David siger i Texten: Sandelig! Herrens Frelse er nær; men vi maae vende Ordene om, og sige til Herrens Ære: Sandelig! Hersrens Frelse har været nær over Kongen, over Kongens Huus og over Landet.

Herrens Frelse har været nær over Kongen og det kongelige Huus. Lader os allene drage vor Eftertanke tilbage til de forbigangne Tider! Lader os spørge de forgangne Aaringer! de skal svare: Er du ene fremmed i Jerusalem, og veed ey, hvad som i disse næst foregaaende Aar er skeet? Hvorledes Herren har frelst sin Salvede, vor allernaadigste Kong Christian den Syvende, og afhugget de Hovmodiges Arm, som opreyste sig imod ham, saa han har gyldig Aarsag derfor at ydmyge sig for alle Kongers Konge, og ham til Ære stæmme sin Harpe med Davids den 18de Psalme. Hvo veed ey, hvordan Herrens Frelse har været nær over det Høy-Kongelige Huus? i det han, da Stytterne udi samme skiælvede og bævede, da Vægterne udi samme med nedslagne Øyne for den mørke Nat, og paa sit Raab: Vægtere! er Natten snart forbie? Vægtere! er Natten snart forbie? Fik det Svar: Morgenen er vel kommen, og der er enddog Nat. Es. 21, 12. I det Herren da lød sin Frelse være nær, og der med eet oprandt en forunderlig Glædes Morgen-Soel for alle dem, som

ham frygtede, hvorved Kongens Huus, ja det gandske Tvilling-Rige paa een Gang saa uformodentlig blev oplivet, oplyst og opklaret, at hvert Øre, ja de længst Fraværendes Øren, som hørte det, maatte dirre af Frygt for Herren, og hvert oprigtig Undersaats Hierte maatte bekiende Herrens Frelse, og sige: Sand lig! Det er giordt af Herren, og det er underligt for vore Øyne. Matih. 21, 42. Ja endog den Ugudelige, som nægtede Herren, maatte imod sin Villie give ham Ære og tilstaae: Det er Guds Finger. 2 Mos. B. 8, 19.

Herrens Frelse har været nær over Landet og ders Indbyggere; thi Krigens Lue, som har fortæret andre Lande, den har vores Øyne ikke seet; Pesten, som har fyldt andre Lande med det bedrøvelige Raab: Ach min Fader! min Moder! min Syster! min Broder! Denne Morder-Engel har Herren budet ey at skade vore Lande. Har Herren endskiøndt ved den bedrøvelige Qvæg-Syge hiemsøgt den ene Part af Tvilling-Riget, han har dog igien glædet det med Frelse fra samme, og har skaanet i Naade den svageste Deel, vort kiære Norge, saa at denne Sygdom ey har nødet os til at sukke under Byrden. Har endskiøndt Brød-Kurven været høyt hængt for mange af vore kiære Medborgere; Herren har dog ladet enhver her, endog den fattigste Undersaat see sin Frel-

se, saa at ingen har Aarsag, at vantakke ham: Thi foruden det, at han boyede sin Salvedes Hierte til at see til de Nødlidende, Fattige og Trængende, ved den saa naadig tilsendte Korn-Hielp og Undsætning (Hvorfor Herren befæste Kongens Huus til Dagenes Ende!) Saa sørgede han og særdeles naadig for disse vore kiære Menigheder, da Vinteren og den dyre Tid udi Aaret 1771. var paa det haardeste; i det han opvakte dem, som havde annammet af Herren en større Velsignelse, at giøre et frivillig Sammenskud til de Fattigstes Livs Ophold, hvorudi Herren og lagde sin rige og runde Velsignelse. Dette alt maae tilskrives den udødelige Gud til Ære, som har midt udi sin Vrede tænkt paa os i Naade, og har havt Freds-Tanker over os, ja har i dette forgangne Aar mangfoldiggjort sine Velgierninger over os, da han har givet os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, i det han har fyldet os med Føde, og vore Hierter med Glæde. Apostl. Giern. 14, 17. Saa enhver af os vel i Dag har Aarsag, at lægge disse Herrens Velgierninger, denne Herrens Frelse paa Hierte, og udbryde til hans Ære: Herre! Min Siæl kommer det vel i Hu; Det er din megen Miskundhed, at vi ey ere fortærede: Thi din Barmhiertighed haver ingen Ende, men er hver Morgen nye over os, din Troefasthed, Herre! er stoer. Jer. Begr. 3,

20. 22. 23.

b) Det andet, som Dagen og Texten minder os om at erindre, er Landets Ære. Hans Majestæt vores kiære Lands Fader har budet, denne Dag og at helligholdes, til Taksigelse for Herrens Naade, at styre Hans Majestæts Bestræbelser til et ønskeligt Udfald og hans Rigers Udvidelse; og vor hellige Dags Text siger: At Ære maae boe i vort Land. Nu ere der tvende Ting, som et Land har særdeles Ære af; Det ene er Regieringen, det andet er Religionen: Vist nok har David havt Øye paa begge Dele; thi begge Dele ere fra Herren, og staae som en Herrens Gave saa nær forenede, at den ene ligesom opholder og ernærer den anden, begge forene sig sammen til Landets Ære, til Folkets Lyksalighed, og begge Dele ere saa tydelige for vore Øyne, at vi paa denne Dag ey kan andet end ihukomme dem til Herrens allerhelligste Navns Ære.

Regieringen er et Lands Ære, naar denne ey er ustadig, ey vaklende, op læmlæstet; naar Enevolds Magten hersker allene, og denne, som den beste af alle, ey allene ikke misbruges, men den og derimod rettelig bruges, som en velsignet Herrens Gave udi en Stat, til Landets Befæstelse og Formerelse, til Religionens Handthævelse og Udbredelse, til Retfærdigheds Vedligeholdelse og Pleye, og i Almindelighed til alle Undersaatternes sande, timelige

og aandelige Lyksalighed. I den Henseende skal faae Lande kunde rose sig af Den Ære, der ligesom opløfter vort kiære Fæderneland over alle Riger. Der var ingen Ære for Israel, at deres Regiering saa tit omstøbes; at først Gud umiddelbar førte dem ved sin Enevolds-Magt, at derefter Dommerne maatte veylede dem, og til Slutning Jordens Konger maatte herske over dem, just noget som Samuel bebreyder dem. 1 Sam. 12. Disse ere Omskiftelser, der endog i vore Tider har overgaaet andre Lande; da imidlertid vort kiære Fæderneland nu udi saa mange Aar har nydt, ja endnu nyder Lyksalighed af den Ære, at Enevolds-Magten fra Kong Friderich den Tredie udi frederige Fridericher og christelige Christianer uforandret i 113 Aar har blomstret, som en sand Ære for Tvilling Riget og en sand Lyksalighed for Undersaatterne; Og den Oldenborgske Konge-Stamme har ey fattedes en Mand, der kunde vedligeholde Landets Ære, saa at Døden har mere stadfæstet Kongernes Magt end omstiftet Kongernes Navne, og Tvilling-Rigernes Lyksalighed har tiltaget, ligesom Tallet paa Fridericher og Christianerne er voxet (Herren lade samme Tal uafbrudt voxe og tiltage! Saa at paa Tvilling-Rigernes Throne ey maae savnes Fridericher og Christianer til Dagenes Ende.) Ja hvor har ey Landets Ære nylig tiltaget ved en saadan Formerelse, der bortryd-

der al Frygt for udvortes Fiender, og ved Herrens Naade tegner til at formere Fædernelandets Ære, Fred og Lyksalighed: Og just i dette har Herren givet Tvilling-Riget en besynderlig Ære, at denne Udvidelse og Formerelse er fuldbragt ey ved Krig og Blods Udgydelse, ey ved disses, ey ved hines Suk og Taare, men ved dine Freds Tanker, o Herre! over os og vore Lande har du selv og din Haand udført alt dette til din Ære, til Kongens Glæde, til Kongens troe Mænds Ziir, til Landets Lyksalighed og til hver Undersaatteres Vel; Dit Navn, o Gud! vor Konge! være derfor velsignet fra Solens Opgang til dens Nedgang, nu og indtil ævig Tid! Ja Herre! Lav din Ære og denne Ære stedse forene sig tilsammen! at vort Land, vort kiære Fæderneland, vort Tvilling-Rige maae Dag fra Dag under dine Vinger vedligeholdes, beskyttes og befæstes udi denne Ære: og viis du dig selv med din Naade og Almagt at boe midt iblandt os! At Ære maae boe i vort Land.

Dernæst er Religionen et Lands Ære, naar Herrens rette Frygt ved hans sande Kundskab daglig formeres og befæstes; Naar den sande Guds Kundskab ved hans levendegiørende Ord og dyrebare Sacramenter jo mere og mere voxer og tiltager udi Undersaatternes Hierter, at disse derved lærer at frygte de-

res Gud, at ære og elske deres Konge. 1 Pet. 2, 11. 17. Til saadan er Lands Ære sigter upaatvivlelig og David, og derved tillige opmuntrer os ogsaa paa denne Dag at ihukomme og erindre med takkefulde Hierter den Ære, Der nu saa mange Aar har prydet vore Fæderneland: At Herrens sande Kundskab her har blomstret, og endnu staaer reen og ubesmittet til Denne Dag: At Evangelium og Sacramenterne uden Menneske-Bud og Vildfarelse under de christeligste Kongers Enevolds-Magt ey allene har mættet vores, men endog ved deres utrættelige Flid er bleven en sand Føde for mange andre Siæle: At Lyset paa Lyse-Stagen har skinnet klart og reent for os, saa vi har kundet see det klare Lys Jesum Christum, der er den Hoved-Hiørne-Steen, den Grund-Steen, hvorpaa vort Tvilling Riges Lyksalighed hidindtil har hvilet, og endnu stedse grønnes; hvorved Herrens Ære, vor dyrebare Frelsere, der er sin Faders Herligheds Glands, og hans Værelses udtrykte Billede. Ebr. 1, 3. boer udi vort Land til dets sande Æres bestandige Formerelse.

Denne Ære erindre vi, o du! vor Herres Jesu Christi og vor Fader! os allene at have og eye ved din blotte Naade, ved det du, som den rette Viingaardsmand, har plantet din Ære iblandt os, ved det du her har ladet Sand-

heden opvoxe af Jorden, har ved jordiske, dog af dig selv helligede Lærere, ladet Sandheds Ord udbrede sig over alt iblandt os; og, som Lilierne opvoxer af Jorden og pryder Engene, saa har disse Lærere ligesom opvoxet af Jorden, men, som Lilier og ædele Viin Qviste. Es. 5,2. har de været en Ære og Prydelse for Landet, for Staten, for Kirken. Herre! Lad aldrig disse Plantelser fattes! Plant du stedse din Viingaard! At, saa længe Biergene staae, og Træerne voxe paa samme, din Kirke udi vort kiære Fæderneland maae staae fast befæstet, saa at alle Helvedes Porte ey maae formaae sig noget derimod. Matih. 16, 18. Og at denne din Viingaard, som hører dig til, maae stedse være for dit Ansigt. Høys. 8, 12. Lad dem, som ere plantede i dit Huus, grønnes i vor Guds Forgaarde!

c) Dit tredie, som Dagen og Texten minder os om, er Retfærdigheds Fremgang. Retfærdighed skal see ned af Himmelen. En stoer Velgierning, vi visselig har Aarsag at lægge paa Minde; hvordan ey allene Herren med sin Retfærdighed har seet ned af Himmelen, og derved forstyrret Kongens, Landets og dets Æres hemmelige og aabenbare Fiender; har sat deres stolte Bølger Grændse, sigende: Hidtil skal du komme og ikke længere; Ja lod dem efter sin Retfærdighed, da deres

Raad ey kunde bestaae, fordi Herren var med os. Es. 8, 10. med et kuldkastes til deres velfortiente Straf, saa vi maae sige: Herren er retfærdig

i alle sine Veye, og miskundelig i alle sine

Gierninger. Ps. 145 Men og efter samme (da det paa een Tid syntes, som den udvortes Ærbarhed og Retfærdighed formedelst Fiendens List, der saaede sin Klinte i Guds Ager, skulle have taget Afskeed fra vort kiære Fæderneland)

har ladet Retfærdigheden fra sin Naade-Throne see ned til os, ved det han har givet vor Enevolds allernaadigste Konge, igien ved retfærdige Love at indbyde Ærbarhed og den borgerlige Retfærdighed at vende tilbage, paa det vi ey længer skulde være stinkende for Herrens Aasyn. Og hvo er vel i Stand til at opregne saa mange Velgierninger, som Herren i de forrige Aaringer har kronet vor allernaadigste Konge, hans Land, hans Undersaattere med? Hvo kan udsige Herrens vældige Gierninger? Dog, kunde vi ey udsige eller fortælle dem, saa skulle vi dog ey enten reent flaae dem i Glemmebogen, eller forglemme, hvad vi derfor ere ham skyldige, og dette er

c) Det tredie vi pa denne Dag maae erindre, nemlig: Maaden, paa hvilken denne Erindring skal iagttages. Vor allernaadigste Lands-Fader lærer os selv Maaden, i det han

har budet denne Dag at helliges til Ære og

Taksigelse for Herren, som har beviist sin Konge store Saligheder; han har ey allene ladet os vide, at han selv i Dag vil frembære sit Takke-Offer til Herren, og ihukomme alle hans Velgierninger med et takkefuldt Hierre; men han vil og, at vi hans Undersaattere ey allene med vore Munde efter Prædiken skal istæmme (ja gid vi alle med rene Hierter og Læber maatte istæmme: ) O! store Gud! vi love dig; men med sit gudelige Exempel vil han, som vor Formand, stæmme Harpen, at vi skal tone derefter et Halleluja, lover Herren! O! Lader os da følge saa høyt, saa følgeværdigt et Exempel! I det vi paa en takkende og prisende Maade erindre og ihukomme vor Guds inderlige Barmhiertighed, i at bekiende til Herrens Ære: Herre! vi ere langt ringere, end alle de Miskundheder og Troefastheder, som du har beviist dine Tienere og Tienerinder, i at lade vor frydefulde Røst om Frelse og Salighed høres i vort Paulun med Davids Sang af oprigtige Hierter: Vore Siæle love Herren, og alt der i os er love hans hellige Navn! Takker Herren! thi han er god: Thi hans Miskundhed varer evindelig. Ja Herre! vort Hierte er rede: Vi vil siunge, ja vi vil siunge Pfalmer, ogsaa vor Ære skal siunge. Vaag op, Psalter og Harper! Vi vil aarle vaage op. Vi vil takke dig, Herre! iblandt Folkene, og siunge dig Pfalmer iblandt alle Slags Folk; thi din Miskundhed er stoer til over Himlene og

din Sandhed indtil de øverste Skyer. Ps. 108, 1 - 5.

Men, kiære Venner! Ikke nok, at vore Munde og vore Hierter saaledes besiunge Herrens Velgierninger; ney! vore Idrætter og vore Gierninger maae tillige berides herved til at takke Herren, til at istæmme hans Lov; i det, ligesom Herren med sin forunderlige Frelse, sin Naade og Miskundhed har lyset for os, saa maae og vort Lys skinne for Menneskene, at de see vore gode Gierninger, og prise vor Fader, som er i Himmelen. Men dette henhører til det andet, vi lovede at betragte, nemlig:

2) At vi skal anvende denne vor Takke- og Bede-Dag til en opbyggelig Underviisning. Thi Texten underviser os

A) Om hvad vi skal giøre, dersom vi fremdeles vil nyde Guds Velgierninger.

B) Hvad Gud fremdeles vil giøre til at overøse os med sine Velgierninger.

A) Texten underviser os først om, hvad vi skal giøre, om vi fremdeles vil nyde Guds Velgierninger. Men her maae jeg i Forveyen erindre, at ingen maae tænke saa daarlig, det han vilde kunde med sine Giernin-

ger fortiene noget hos Gud; ney! Dertil ere vi alt for skrøbelige, alt for uformuende. Lige saa lidet, som Israel udi sit Fængsel vare i Stand til, selv at Iøse sine Baand, selv at frie sig af sit Fængsel; al deres Hielp maatte komme fra Herren: Lige saa lidet ere vi selv i Stand til at løse os fra vores naturlige Udygtighed til det Gode; Herren maae giøre det alt, han maae ey allene selv stadfæste os til at være ustraffelige. 1 Cor. 1, 8. men han maae og selv virke og udrette alting i os efter sin Velbehagelighed, i det han selv fylder os med sin Villies Erkiendelse i al aandelig Viisdom og Forstand, at vi kan omgaaes værdelig for Herren til al Velbehagelighed, og være frugtbare i al god Gierning, og voxe til Guds Erkiendelse. Col. 1, 9.10. Ikke dets mindre, da Gud har givet os alle sine dyrebare Forjættelser under visse Betingelser; saasom: At vi skal vandre oprigtig for hans Ansigt: At vi skal troe paa hans Søn: At vi skal elske, frygte og forlade os paa ham, & c. Saa viser han noksom dermed, at, naar han har ladet sin Naade været overflødig til os, til at afhielpe vor Skrøbelighed og Uformuenhed, da skal vi ey forkaste den, eller være uvirksomme ved Naaden; men vi skal lade Herrens Naade faae Magt over os, den skal vi lade danne og berede os til al god Gierning; Og her er det da, at ethvert godt Træe maae bære god Frugt; Her er det, enhver maae aagre ret med det Pund,

ham er betroet; her er det vi, som frugtbare Grene, der blive i Christo, maae bære nogen Frugt til Fuldkommenhed, at ey Herren skal klage: Jeg forventede, at de skulde bære gode Druer, og de bare vilde Druer. Es. 5, 4.

Spørge vi nu, hvad Frugter vi skal bringe Herren vor Gud, baade for han hidindtil har ladet os see sin Frelse, saa og, at han fremdeles vilde blive ved at være os naadig, og bevise os sine Velgierninger? Da svarer vor Text: Vi skal frygte Herren. Da han er nær hos os med sin Frelse, saa er han selv nærværende, og hans Nærværelse skal plante i os Herrens sande Frygt, at vi lade hans Naade opmuntre os til at forsage alt ugudeligt Væsen og alle verslige Lyster, at leve tugtig, retfærdig og gudfrygtig. Tit. 2, 11. Dette har vi hidindtil forsømt; Thi hvor har ey Utugtigheds Aand virket endog paa denne vor Menighed; hvoraf vi endnu daglig erfare de bedrøveligste Frugter. Ikke desmindre har dog Herren, som saae, at det skede ey ved os selv men ved den utugtige Fiendes List, i Maade tænke paa os, og ey anseet vore Uretfærdigheder; og dette maae saa meget mere (paa det Herren ey skal trættes, ved, at giøre Vel imod os) opmuntre os herefter til Herrens sande Frygt, hvilken vi blandt andet herefter skulle vise i Miskundhed og Sandhed, i Retfærdighed og Fred.

Herrens Frygt, som i vor Text staaer antegnet, vist nok i den allervideste Bemærkelse, maae nødvendig indbefatte alle de Dyder, der udgiøre den sande Christendom, og reyser sig af den Tanke: Herren seer mig, er nærværende hos mig paa alle mine Veye, i alle mine Foretagender, hvilken Tanke (o! gid den aldrig maatte forlade nogen af os) vist nok er i Stand til at drage os hver Dag alt mere og mere fra det, Gud hader, og at lede os alt mere og mere til det, som er velbehageligt for Herrens Aasyn; den yttrer sig, som i mange andre Dyder, saa og i Miskundhed mod vores Jævnchristen og Næste, i det vi vogte os for at see paa ham med Cains misundelige Øye, at tale til ham med Nabals bespottelige Ord, at vise en Præstes og Levites Koldsindighed mod hans Lidelse og Elendighed; tvertimod, naar vi formedelst Herrens sande Frygt besidde Mi, skundelighed, (en Kiærlighed til Næsten, hvorved vi skal vise, at vi ere overgangne fra den aandelige Død til det aandelige Liv. 1 Joh. 3, 14. 15.), da vise vi os ey nidske, søger ey heller vort eget. 1 Cor. 13, 4. 5., da bruge vi ey heller Fortredelighed mod Næsten, Vers 4., men iagttage Frelserens Regel: Aldeles som I vil, at Menneskene skal giøre eder, saaledes giøre I og dem. Matth. 7, 12.

Sandelig, mine Venner! Vil vi, Herren skal blive ved at giøre vel imod os, at overøse os med sine Velgierninger, da maae vi ey være sparsomme i vor Miskundelighed, Kierlighed og Velvillighed mod vor Næste, ved saa meget, som staaer til os, at lætte under hans Byrder, at række ham vor hielpende Haand udi alle hans Gienvordigheder og Trængsler. Ney! værer alle lige sindede, medlidige, kiærlige mod Brødrene, inderlig barmhiertige, kiærlig sindede! 1 Petr. 3, 8. Derved opfyldes Christi Kiærligheds Lov Gal. 6. Og naar denne Dyd hersker over os, end og i Henseende til vore Fiender, da skulle vi vorde vor Faders Børn, som er i Himmelen. Matth. 5. 45.

Herrens sande Frygt yttrer sig dernæst udi Sandhed, Troe og Love, i Redelighed udi Ord og Løfter; den vogter sig altsaa for al Falskhed, al Hyklerie baade mod Gud og Næsten: Da den er overbeviist om, at den Troe og Utroe ey kan tilsammen boe, det er: At den redelige og troefaste Gud ey kan eller vil boe i et hykkelsk og uredeligt Hierte, der er ham en Vederstyggelighed; saa hader den, som besidder Herrens sande Frygt, af Hiertet al Hyklerie og Falskhed. Og deraf kommer det, at, da han veed, at Herren haver Lyst til Sandhed i inderste Hierte Ps. 51, 8. og at Gud al-

lene vil tilbedes i Aand og Sandhed, saa vogter han sig stedse for Gudfrygtigheds Skin, at sige: For blot og allene at ansees for Gudfrygtig blandt Menneskene (noget, der er Mund-Christnes eneste Bestræbelse) saa derimod opløfter han stedse sit Hierte til Herren med Davids Bøn: Lær mig, Herre! din Vey, jeg vil vandre i din Sandhed, forene mit Hierte til at frygte dit Navn Ps. 86, 11. Og hvad hans Omgang med Næsten anbelanger, da er Herrens Befaling: Taler Sandhed hver med sin Næste! Zach. 8, 16. Denne er ham en saadan Leve-Regel, at han aldrig har tvende Tunger i een Mund, eller tvende Hierter i eet Bryst, tvertimod svarer og stemmer hans Ord, hans Hierte og Gierninger ey allene altid sammen til hans Næstes Gavn, men han bevogter sig og for Ord, der kan besnære Næsten til hans Skade.

O mine Venner! Hvor er ey denne Dyd nu omstunder, da Kierlighed er bleven kold i manges Hierter, hvor er da ey denne Dyd bleven rar blandt Menneskene, af hvilke en stoer Deel omgaaes hinanden med Sviig og Bedragerie, og under deres Tunge er Møye og Uret; Men saa meget mere bør vi, som kiende Herren, og veed at han elsker Oprigtighed, vi bør jage efter Sandhed, at Herrens Lyst og Behagelighed maae hvile over os, at vi

fremdeles kunde nyde hans Godhed, at han ey formedelst Aarsag at klage: Der er en Sandhed, og ey Miskundhed, og ey Guds Kundskab i Landet. Hof. 4, 1. skulle nødes at tage sin Velsignelse fra os.

Den sande Herrens Frygt skal og yttre sig i Retfærdighed og Fred. Disse tvende Dyder ere her saa Nøye forenede (thi her staaer: De skal kysse hverandre) at vi ey læt kan eller bør skille dem ad; men det maae hede: Hvad Gud har sammenføyet, skal Mennesket ikke adskille Matth. 19, 6. Ved den første veed eders Kiærlighed allerede af Textens Forklaring, at derved forstaaes Redelighed i Handel og Vandel; og ved den anden Fredsommelighed, at det ene Menneske ey hader, forfølger eller efterstræber det andet, og om disse tvende Dyder staaer her: De skal kysse hverandre, hvilken Talemaade medfører een saa nøye Forbindtlighed, at den viser, hvor den ene af disse Dyder er, der maae den anden ogsaa være, hvor den ene udelukkes, der tager og den anden Afskeed. Omgaaes vi vor Næste med Redelighed i Handel og Vandel, da har vi ey nødig at frygte for Ufred; hvad er derimod Aarsag til Ufred imellem Rigerne, til Uenighed i Kirken, i Staten, i Husene? Er ey Uretfærdighed, Uredelighed, Bedragerie og Sviigagtighed i Omgang mod Næsten den rette Kilde til

de mangfoldige Sukke, den rette Pærse, hvoraf flyder de mangfoldige Taarer over Uret, hvorimod Paulus saa alvorlig advarer: Ingen skal Undertrykke eller forfordele sin Broder udi Handelen; thi Herren er Hævner over alt dette. 1 Thess. 4, 6. At derimod hver, der vil frygte Herren i et redeligt Hierte, hver, som ønsker sig Guds Godhed og Velgierninger, med alvorlig Flid bør søge at bringe disse Dyder til Udøvelse, vises klarlig med den særdeles eftertrykkelige Talemaade: De skal kysse hverandre.

Naar Fædrene i det gamle Testamente havde udvalgt sig en Konge, da ligesom hyldede de ham og lovede ham Huldskab og Troeskab med et Kys; Thi da Samuel havde salvet Saul til Konge over Israel, da staaer der: Samuel kyste ham 1 Sam. 10, 1. I hvilken Henseende os og befales: Ps. 2, 12. Kysser Sønnen, at han ikke bliver vreed, det er: Udvælger ham til eders Konge, tilsiger ham, som eders rette Herre, oprigtig Huldskab og Lydighed. Da her nu staaer: Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre, da bindes disse tvende Dyder paa Herrens sande Dyrkere, som tvende rare Klenodier, de maae agte for deres rette Smykke, hvilke de maae, som Konge og Dronning, lade herske og regiere over sig, hvilke de udi alle deres Veye ville la-

de sig føre og styre af. Og betænker, hvor fordeelagtigt er Herredømme dette vil blive for os! hvor der vil giøre os behagelige for Himmelens Konge, der selv er Enigheds og Fredens Gud, og har sagt: Salige ere de Fredsommelige; thi de skal kaldes Guds Børn. Matth, 5, 9. betænker, hvor godt det vil blive at boe paa Jorden, naar den ved disse Dyders sande Udøvelse kunde komme til at kaldes en Retfærdigheds og Freds Boelig: Men betænker tillige! Det kan ey skee, saa længe vi vil lade dette Lys staae under Skiæppen, eller indslutte disse Dyder udi Løn Kammeret, jeg mener: saa længe vi ey vil lade dem blive bragte til Udøvelse, at de aabenbare kan møde og omfavne hverandre, eller saa længe vi allene vil fordre dem af andre, uden selv at dyrke dem; da blive de bestandig som Lyset under Skiæppen, som en Skygge uden Legeme, og vil ey kunde naae til os, saa længe vi ey daglig med oprigtige Hierter tilbeder os af Herren: At Guds Fred, som overgaaer Forstanden, maae styre og regiere vore Tanker og Hierter, at derved Guds Rige, som bestaaer i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Hellig Aand, Rom. 14, 17. daglig maae voxe og faae Fremgang hos os, hvorved vi kunde komme til at nyde Opfyldelsen af alle Herrens dyrebare Forjættelser, hvorom at undervises vor hellige Text og veyleder os, da den viser

B) Hvad Gud vil giøre til at overøse os med sine Velgierninger. Texten siger: Herren skal give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde, Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og skal sætte dens Trin paa Veyen. Her er altsaa en riig Høst at forvente for dem, som frygter Herren, en timelig, en aandelig og en ævig; men vi vil for Kortheds Skyld følge Ordene i Texten, og da heder det: Herren skal give det Gode; hvilke Ord vi kan antage som en Forjættelse om, at Herren vil blive ved med de Velgierninger, han hidindtil har ladet os nyde. Han vil give det Gode, ved endnu stedse at blive nær hos os med sin Frelse af alle Angester, af alle Gienvordigheder; han vil endnu lade vort Lands gamle Ære blive bestandig og vedvarende; han vil ved sin Aand styrke os udi vor Skrøbelighed, til at kunde udi hans sande Frygt gaae frem i alle chriftelige Dyder, i Miskundhed, i Sandhed, i Retfærdighed og Fred; saa at, hvor liden Magt der end findes hos os selv dertil, saa skal vi dog blive mægtigen bekræftede ved hans Styrkes Kraft, til at kunde sige: Nu formaaer jeg alle Ting i Christo Jesu, som giør mig mægtig, Phil. 4, 12. han vil lade os daglig formedelst sin egen Plantelse voxe og tiltage i Guds og vor Frelseres Kundskab og Naade, og med Retfærdighed vil han dømme alle vore Fiender. Ja ikke det al-

lene, men, som han hidindtil har giort os got, saa vil han ey endnu unddrage sin Velsignelse fra os, men vort Land skal give sin Grøde.

Denne var en Naade, som Israel udi sit Land særdeles behøvede, da Jorden hos dem ey af sig selv var i Stand til at give nogen Grøde, men maatte have Guds særdeles og besynderlige Velsignelse, om det skulde blive et Land, der flød med Mælk og Honning, og derfor søger Gud saa tit ved sammes Forjættelse at drage Israel til sig. Vilde I lyde mig, da skulde I æde Landets Gode, Es. 1, 19. Herren skal byde Velsignelse at være hos dig i dine Lader og i alt det, som du udrækker din Haand til, og han skal velsigne dig i det Land, som Herren din Gud giver dig, & c. 5 Mos. B. 28, 8. Og da vort stakkels Klippe-fulde Norge lige saa lidet, som Israels Land, uden Herrens besynderlige Velsignelse kan give nogen Grøde, hvilket vi tit nok har erfaret, naar Herren for sine Buds Overtrædelser har nødtes til at straffe og ydmyge os; saa er det ey blot Israel, men endog os, som Herrens Forjættelse om Jordens Grøde strækker sig til, at han og ved denne timelige Velgierning kunde bringe os til en oprigtig Lydighed, til i Sandhed med Hiertet at frygte ham, da han vil elske dem, ham elske, og de, ham søge aarle, skal finde Livet, Ordspr. 8, 17. O! saa lader os saa

meget mere see hen til Belønningen, at vi magte efter at vorde Herren behagelige ved Jesum Christum, der er Løn nok, ved hvis Nydelse alt andet skal tillægges os. Matth. 6, 33.

Dog! Herren vil end overøse os med flere Velgierninger, nemlig: Han vil lade Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, og sætte dens Trin paa Veyen. O! En herlig, en dyrebar Forjættelse, nemlig: Retfærdiggørelse i Jesu dyre Død og Forsoning. Ham, som er bleven os af Gud Viisdom og Retfærdighed og Helliggiørelse og Gienløselse, 1 Cor. 1, 30. alt paa det vi skulde vorde Guds Retfærdighed i ham, 2 Cor. 5, 21. ham vil Herren stille for sit Ansigt imellem sig og os, saa at derved alle vore Overtrædelser skal udslættes, som en Taage, og vore Synder, som en Skye, naar vi allene vil vende om til ham, som har igienløst os, Es. 44, 22. Kunde vi da endskiøndt ey i en skrøbelig og syndefuld Verden vandre frem med en saadan Fuldkommenhed og Retfærdighed, som Guds Lov fordrer, da skal dens Forbandelse dog ey ramme os, Guds retfærdige Vredes Ild skal dog ey fortære os, fordi Retfærdighedens Soel Jesus skiuler os med sine Vinger, ved hvilket hver, som er og bliver formedelst en sand Troe og Kiærlighed i Samfund og Forening med Jesu, kan trøstelig sige: Hvo vil anklage Guds

Udvalgte? Gud er den, som rerfærdiggiør. Hvo er den, som fordommer ? Christus er den, som er død, ja mrgn mere, som er opreyst, som og er udi Guds høyre Haand, som og træder frem for os. Rom. 8, 33. 34.

End mere! Herren vil sterke Retfær- dighedens Trin paa Veyen. Er og en herlig Forjættelse, der ey indeholder lider; Thi er det en Herlighed for en Vandringsmand, at han har Veyen banet for sig, faa han en skal frygte for at fare vild, men kan trygt og sikkert vandre uden Fare for at komme paa Afveye, der kunde føre ham langt af fra Maaler, som han sigter til: Da er der vist en Lyksalighed for en Christen paa hans Vandring igiennem Verden, at Gud udi sit Ord viser ham Jesum, som den rette Bey, Joh. 14. som det rette Lys, hvor efter han kan vandre, Joh. 1. og Jesu Efterfølgelse, som det Fodspor, hvori han stal træde, for at finde den Stad, han gaaer til, den Havn, han ønsker sig, det Klenodie, hvor esrer han rragter. Det er en Lyksalighed, ar han er forsikret om, ar saa længe han løber al- lene paa denne Bane, og gaaer frem efter denne Regel, at da Fred og Barmhjertighed stal hvile over ham, Gal. 6, 16. ja at han igien, nem denne Ven, hvor trang den end kan være, skal gage ind til den Glæde og Herlighed, hans retfærdige Jesus har om ham, og hans her-

liggiorte Frelsere har beredet ham ævig i Himmelen. Og see! saa meget Got haver Herren glemt til dem, som ham frygte.

Tilegnelse.

Lader os nu, mine Venner! randsags vore Veye og opspore dem for Herrens allerhelligste Aasyn. Vi maae stræbe ret efter at kiende os selv, for at erfare, om vi ved Herrens sande Frygt staae i nær Forening med vor Gud, saa vi kunde altid haabe og forlade os til hans Frelse, eller vi formedelst kiodelige Lyster ere endnu langt fra ham og hans Samfund, da han for deres Skyld ey kan forene sig med os, saa længe vi mangle den sande Ære, at bære hans Billede: Det er en Skade for os, om vi hidindtil har været uden for hans Samfund; men vi vil søge ham af vores gandske Hierte, da skal vi aldrig mistvivle om hans naadige Hielp; vi skal finde ham og hans Frelse nær hos os, naar vi alvorlig tilbede os den; Thi hans dyrebare Forjættelie staaer fast: Kald paa mig i din Nød, saa vil jeg frelse dig, og du skal prise mig. Ps. 50, 15. holde vi os ikkun derfor nær til ham, da vil han holde sig nær til os.

Vi maae aldrig glemme vort Fædernelands Ære, baade, som lydige Unversaatkere, selv ak fremme den, og, som lydige Guds Børn, ved Herrens sande Fryg! selv at bepryde den. Lader os derfor vaage over, at vi ey skal besmittes af de Umennesker, der hverken agter Guds, deres egen eller Fædernelandets Ære, skammer sig ey ved at søge Ære i Skiændsel, og viser derved, at de hverken elske Gud eller Fædernelandet, men meget mere hade derved Foragt over Religionen og den sande Guds Dyrkelses, der dog ene bliver vor rette Ære, naar vi kunde rose os i dette, at vi kiende Herren.

Lader os vogte os for, om vor Gudsfrygt skulde blive sat paa Prøve, at vore Lyster da ey skal vinde Seyer, fordi vi vare, som de, hvis Huns var bygger paa Sand, og derfor ey kunde holde Stand i Fristelsens Time, vel betænkende: At Retfærdigheden, hvor længe den end tøver, vil dog engang see ned af Himmelen; O vee os da, om vi blive veyede og fundne for læt! Dan. 5, 27. best giøre vi derfor at vi altid vandre i Lyset. Ja laver os vandre skikkeligen, som om Dagen, ikke i Fraadserie og Drukkenskab, ikke i Kammerne og Uteerligheder, ikke i Kiv og Avind, men ifører eder den Herre Jesum Christum, og haver

ikke Omsorg for Kiødet, til at opvække Begierlighederne. Rom. 13, 13. 14.

Vore Pligter maae i alle vore Veye staae malede for vore Øyne, baade de, vi skylde vor Gud og vor Næste, at vi ey, ved at støde an mod et Bud i Loven, skulle blive skyldige i dem alle. Vi vise, hvordan vi skal vandre for Herren, hvordan m.d vores Næste, begge Dele maae vi, som sande Christne, flittig beopagte. Men lader os aldrig fordre af andre mere, end vi selv ville giøre imod dem; Lader os tvertimod skye at opføre os mod vores Næste, som vi ey ville have af ham. Stedse maae vi derfor selv stræbe her at bygge paa et jordisk Himmerig, at vi ey skulle foraarsage selv vores Udstødelse fra det Ævige. Salomons Opvækkelse maae derfor altid være vores Tanke-Sæd, del: Overvey din Fods Stie, og alle dine Veye skal befæstes. Bøy dig ikke til høyre eller venstre Haand; vend din Fod fra det Onde. Ordsp. 4, 26. 27.

Lader os endelig søge al Naade, Retfærdighed og Velsignelse i Jesu Christo, men lader os for samme ey heller glemme at takke Gud formedelst hannem, og særdeles paa denne vor Takke- og Bede-Dag med oprigtige Hjerter love og prise Herren for hans Frelse og Miskundhed mod Kongen, mod Landet, mod alle

i Almindelighed, og enhver i Særdeleshed; og tillige bede al Godheds Kilde, at han fremdeles vil aabne sit Liggendefæe, ak skiænke deraf vor allernaadigste Konge og det kongelige Huns, vore Lande, og enhver af os Naade, Velsignelse og Barmhierrighed i Tiden og Salighed i Ævigheden. Herre! Giør ver for din Miskundheds Skyld! Amen! I Jesu Navn! Amen.

Gud skiænke Kongen altid Naade!

Og lade Ham sin Frelse see! Gud Kongens Hierte altid raade!

At Han, som Konge, maae sig tee Med alle kongelige Dyrer

Til Landets Ære, Folkets Vel; Saa Kongens Ære Landet pryder,

Saa prydes Kongens dyre Siæl.

Vor Kron-Prints voxe, grønnes, lære At kiende Herren ret, og sig! At søge Guds og Landets Ære,

At flye de Falskes List og Sviig! Gid Han en Salomon mage blive

I kundskab, Viisdom, og i Ret! Sid Herrens Aand Ham stedse drive,

Til Han af Dagene er mæt!

Det kongelige Huus befæste

Gud Herren altid med sin Magt!

Vor Dronning, god iblandt de beste,

Vor Prints, som har paa Landet Agt, Gud lad Dem blomstre! leve længe!

Til Husets Stytte, Landets Ziir,

Og De til Roeligheden trænge,

Som Herren Dennem hisset gier.

Printsesserne, Den gamle Ære

Og Landets prydelse især,

Som gifte og ugifte ere,

Du Herre! Deres Gud selv vær! Du bære Dem paa dine Hænder!

Dem smage lad din Godhed sød! Og, naar De hiem til Himlen vender,

Da giv Dem Roe i Jesu Skiød!

Vor Gudsfrygt staae paa faste fødder,

Vort Land velsignes rundelig;

Gid Kiærlighed, som hede Gløder,

Hver Undersaat ret inderlig Opvarme til vor Konge-Stamme!

Til hver en Undersaat især! Gud Tvilling-Rigerne opamme!

Og med sin Hielp os være nær!

Saa skal dit Navn velsignet blive,

Du Store! vor Emanuel!

Saa ville vi til Ære give

Dig vore Legemer og Siæl; Saa lade vi ey af at siunge

Din Ære ud paa denne Jord, Før vi med Engle-Mund og Tunge Skal love dig i Englers Chor.

✂

Prædiken over Høimesse-Texten paa den almindelige

Takke- og Bede-Fest

den 1 Dec. 1773.

Kiøbenhavn 1773,

Trykt og findes tilkiøbs hos P. H. Höecke, bøendes i store Helliggeist-Stræbe No. 141.

2
3

Den

Stormægtigste Allernaadigste

Dronning Juliana Maria

tilskrives

denne Prædiken

allerunderdanigst af Autor.

4
5

Bøn for Prædiken.

O! Herre Herskarernes Gud! vore Forfædre have fortalt os den Gierning du gjorde i de forrige Dage og de nærværende Slægter see med Øynene, at du haver beskiemmet dem som os hadede, din Miskundhed er uendelig og din Kierlighed utrættelig! Vi have giort os stinkende for dig med vore Synder og opirret dig med vore Overtrædelser, men din megen Langmodighed haver sparet os, thi du er en barmhjertig Gud! o! dersom du vilde have handlet med os efter vore Synder og betalt os efter vore Misgierninger, da havde du maattet hengive os til Forhaanelse og Ødeleggelse. Men du har tvertimod, efter din Barmhjertigheds Mangfoldighed, forløft os af deres aadne Strube, som vare rede til at æde os, af deres Haand som søgte efter vore Trængseler, og af Krigens qvælende Ild trindt omkring os. Ja! Herre! ja du! har været din Salvedes Styrke til megen Frelsning og du har frelset dit Folk! du har allene viser os Risets Snerte;

ach hvor ømmelig har du ikke tugtet os? Til en Advarsel har du sendt os Plager paa Ovæget; men din Naade har igien angret det, og du har udsendt din Engel og sagt: det er nok! Du har viset os en Forsmag paa Hungerens Bitterhed, men du har igien giort Vinduer paa dine Velsignelsers Himmel og friet os ligesaa hastigt som Samaria! O! Herre! vi kunde ikke opregne dine utallige Velgierninger og alle vore Tak-Offere ere for ringe! o! naar vi tilføre dit Navn Ære, og tilbede for dig i hellig Prydelse, da lad vor Tak og Bøn være dig tækkelig! naar vi ydmygede i Støvet bede om. Naade for vore begangne Synder, da hør os faderlig! naar vi fremdeles tilbede os din Velsignelse og Beskiermelse i det evige og timelige, da bønhør os mildelig! al den oprigtige Forbøn som skeer for Kongen, hans Huns, hans Raad og Krigsmagt til Lands og Vands, for Riger og Lande i Almindelighed, hver Stand og Mand i Særdeleshed, det ville du høre i Himmelen af din faste Bolig og giøre efter alt det vi raabe til dig om! O! Herre lad aldrig din Miskundhed vige fra os, og aldrig din Straffe-Haand ramme os! viis os vore Afvigelser og lær os den Ven vi skulle vandre paa! forlad os det vi have syndet imod dig og giv stedse Barmhiertigheder for dit Ansigt! giv os Kraft og velsigne os med Freden, ja giv os Herre

alt det gode vi ey engang forstaae at begiære, og da skulle vi aldrig aflade med Glæde at yde vor Taksigelses Røst, at fortælle dine underlige Ting i Tiden, og uafladeligen tilbede for dit allerhelligste Ansigt i Evigheden! Amen i Jesu Navn Amen.

Indgang.

Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en Løve? Dom. B. 14 C. 18 v. saaledes spurgde Philisterne Samson, men vi spørge: hvad er sødere end sand Velgierning og hvilket Baand forbinder stærkere end Taknemmeligheds Pligt: Velgierninger udæske Taknemmelighed, denne er hos alle rettænkede Siæle en Følge af hine. Den Velgierning vi i det timelige nyde af en Mægtigere, kunde vi ikke betale, den bliver en vedvarende Gield, vi forrente den med Taknemmelighed, og med denne Rente, forudsat, at den gives af et godt Hierte, er den glade Givere vel tilfreds. Men af hvem opbær vi større, vigtigere og mere ufortiente Velgierninger, end af Gud? de Velgierninger vi nyde af en Jordist Overherre, have dog en Slags Hensigt, enten til en forhen udviset Fortieneste, eller til en Opmuntring i at udøve det, som vel er en Pligt, men til hvis ivrigere Udøvelse man ved Velgierninger anspores. Derimod have Guds Velgierninger ingen an-

den Hensigt til ham selv, end den Grund de have i hans uendelige Godhed; ikke vi, ikke Englene, ikke Million Verdene kunde gavne den Almægtige; thi den Gud som haver giort Verden og alle Ting som deri ere, han tienes ikke af Menneskers Hænder, som den der haver noget behov, efterdi han giver alle Liv, Aande og alle Ting. Actor. 17C. 23, 24 v. Men ligesaa uforskyldte som Guds Velgierninger ere, ligesaa vigtige ere de tillige, Liv, Føde, Sundhed, Beskiermelse baade i vort private og sælskabelige Levnet, og saa utallige mange andre Velgierninger, at vi maae sige om dem med en David: de ere flere end man kan tælle dem. Psalm. 40, v. 6. Hvor vigtige ere ikke de? Hvo beskytter Regentere og fylder dem med Viisdom uden Gud? Hvo bevogter Lande og Riger, hvo afvender Pest, Hunger, Krig og Dyrtid? Hvo byder Jorden at aabne sit svangre Skiød, og giør Havets Dyb til vort Forraads-Kammer, uden Gud, uden den Herre hvis Miskundhed varer evindelig? O! grundgode Gud, dine Velgierninger ledsage os ey allene i Tiden, men de følge os lige ind i Evigheden, vigtige ere de for vort Liv og endda vigtigere for vor Siæl, ved din Velgierning i Jesu Christo, i hvilken du har beviset din Naades overvættes Rigdom i Godhed over os, Ep. til Eph. 2C. 7v. Kort, da Guds Velgierninger ere saa utallige, saa

vigtige og uforskyldte, hvor stor og uendelig bør da ikke vor Tak og Priis være? O! al Verden raaber med Glæde for Herren, gaaer ind ad hans Porte med Taksigelse, ad hans Forgaarde med Lov, takker ham og velsigner hans Navn. Psalm, 100. v. 1-4. Thi ligesom hans Naaderighed, hans Majestet skinler Himlene, saa bor og hans Lov fylde Jorden. Hab. 3 C. 3 v. — Til denne Ende ere vi o! Gud i Dag forsamlede i dine Forgaarde, til den Ende møde vi i dine Templer. Lær os o! Gud rettelig at bede dig om og værdelig at takke dig for alle dine faderlige Velgierninger, og af rene Hjerter at offre dig Takoffres Offere og at paakalde i Herrens Navn. — O! Gud naar vi rettelig knude frygte dig, da har du forjættet os utallige Velgierninger; vor Dages Text overtyder os nøye derom, vi ville høre den og da lyder den saaledes:

Sandelig, hans Frelst er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maae boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sette dens Trin paa Veyen. Psalm, 85, 10-14, v.

Heraf ville vi til Betragtning uddrage os følgende 2de Hovedstykker:

I) Gudsfrygt, som Grunden til al vor rimelige og evige Lyksalighed.

II) De Lyksaligheder som ophøye det Folk og Land, hvor Gud frygtes.

Angaaende det første da siger vor Text derom: Sandelig hans Frelse er nær hos dem som ham frygte, det er Gud som David i denne hele Psalme synger om, og hans Frelse skal være nær. Spørge vi, hvad Guds Frelse er? da findes neppe Een iblandt os saa vankundig, som ey veed at besvare det. Den blotte Betragtning af den dyrebare Bøn: Frels os fra det Onde! viser den uendelige Udstrekning af Guds Frelse, baade i rimelige og aandelige Anliggender, vi maae derfore sige med Propheten: vender Eder til mig og bliver frelste alle Jordens Ender, thi jeg er Gud og ingen ydermere, Esaiæ 45 C. 22 v. og Herren taler selv saaledes igiennem Oseas i det 13 C. 4 v. der er ingen Frelsere uden mig.

Vi ville ey tale om: hvorledes Gud frelste Israeliterne af Egyptens Trængsel, han har ligeledes frelst os af deres Haand som vilde trykke os; ikke om hvorledes han friede den fromme David fra Sauls Morder-Spyd, naar den onde Aand var over ham, han har ligeledes frelst vor David, fra de Efterstræ-

bere om hvis onde Aand man maatte sige: de hedder Legion, thi de vare mange; ikke om hvorledes han frelste Folket ved en Judith, en Debora, hvilken Frelse har han ey opvækket os ved en Nordens Judith og Debora? ikke om den Frelse og Seyersalighed han gav Folket under den gudfrygtige Hannæ Søns, Samuels Dom, dets levende Exempel have vi i os selv; ikke om hvorledes han forunderligen befriede Samaria af Hungerens Nød, ligeledes har han frelst os derfra. — I alle vore Anliggender, i al vor Nød, baade timelig og aandelig giver Gud Frelse, naar vi med gudfrygtig Bøn og sand Tillid søger den. Han udfriede Ionam, da han bad, af Hvalfiskens Bug; han frelste de 3 Mænd midt i den gloende Ovns Luer, fordi de frygtede ham; han førte Daniel uskadt op af Løvernes Kule, fordi han var hans troe Tiener, og Gud haver selv sagt: kald paa mig i din Nød og jeg vil frelse dig, Psalm. 50. v. 15. Ja Herren er nær hos alle dem som kalde paa ham, som kalde paa ham i Aand og Sandhed, Ps. 145. v. 18. Kort, vi ville forbigaae Guds Uendelige baade aabenbare og skiulte Frelse i det Timelige, og henvende os til den evige Frelse, som er bereed for hele Verden i vor Frelsere Jesu Christo; thi vi have seer og vidne, at Faderen udsendte Sønnen til at være Verdens Frelsere 1 Joh. 4 C. 14 v. — O!

store Rigdoms Dyb! o! fulde af hellig Forundring, maae vi raabe med David: du beviser underligen dine Miskundheder, du som er deres Frelser som troe. Pf. 17. v. 7. Guds Frelse strækker sig da baade til det Timelige og Evige, men skulle vi nyde godt af den, da maae vi tillige frygte ham; thi den er kun nær hos dem som ham frygte, thi han skal velsigne dem som ham frygte, de smaae med de store, af Ps. 115. v. 13. Gudsfrygt er da Kilden til al vor timelige og evige Lyksalighed, i Herrens Frygt er en tryg Styrke og Herrens Frygt er Livets Kilde, hedder det i Ordspr. 14 C. 26 v. O! hvo skulde da ikke frygte dig Herre og ære dit Navn, thi du er allene hellig. Apocalyps. 15 C. 4 v. — O! da Gudsfrygt er saa nødvendig baade for vor timelige og evige Salighed, da den tilfører os Herrens Frelse; o! saa vil jeg sige: hør mit Folk og jeg vil vidne iblandt dig, Israel! gid du vilde høre mig. Ps. 81 v. 9. Jeg vil sige og jeg vil vidne, at Gudsfrygt bør være vor Hovedsag, jeg vil bede og jeg vil raade, at vi alle frygte Gud i vore Hierters Eenfoldighed; thi Gudsfrygt er nyttig til alle Ting, hen haver Forjættelse baade paa det nærværende og tilkommende Liv. Spørge vi, hvad Gudsfrygt er? da besvares det kortelig saaledes: Herrens Frygt er at hade Ondt, at

hade alle onde og ugudelige Gierninger, ey

allene dem som Verden enten ikke kan see, eller om de sees, ikke straffe, men endog de onde og ugudelige Tilbøyeligheder, ja de Begieringer som ere skiulte i vore Hierters inderste Tanker, og ere allene et Forhold for Himlens Dom; thi med de blotte Tanker støde vi an imod Guds Bud, men Gud siger selv: hvo mig frygter holder mine Bud. O! lader os da af alle Ævner stræbe at holde Herrens Bud og ey lade os fra dem afvende, enten ved Trudsel eller Tillokkelse, Vinding eller Tab, Sorg etter Glæde, Skam eller Ære, men lader os blive bestandige i det Gode indtil Enden.

Vi have seet deres ryggesløse Handeler, som vilde afvende os fra Gud til Baal; maa ske, ja maaskee alt for mange iblant os, have været letsindige nok til at forlade Guds Templer og offre paa Vederstyggelighedens Høye; men vi have tydelig seet Forbilledet af Guds brændende Vrede imod Overtrædere. Velsignet være hans Navn, fordi han ikke udfoer over os i hans Vrede! Ja! grundgode Gud! du skaaner ofre en Stad allene for fem Retfærdiges Skyld! Vi have derimod seet, at saasnart en gudfrygtig Josaphat søger Herrens Veye og forstyrrer Baalim, strax er Herren med ham og hans Frelse er nær. O! lader os frygte Gud, o! lader os frygte ham af vor gandske Liv. og Siel;

lader os frygte ham i Oprigtighed, ikke med Skrømt, af Hiertet og ey blot med Læberne, da skulle vi aldrig savne hans Frelse, men da skulle vi befinde at saligt er det Folk hvis Gud Herren er.

Nu have vi kortelig betragtet Gudsfrygt som Grunden til al vor Lyksalighed, lader os nu betragte:

II. De Lyksaligheder som ophøye det Land og Folk hvor Gud frygtes.

Derom siger vor Text: At Ære maae boe i vort Land. Denne Forjættelse sigter baade til det Timelige og Aandelige: Til det Timelige, da Gud siger selv i i Sam. 2 C. 30 v. dem, som mig ære, vil jeg ære, og de mig foragte skal ringe agtes. Exempler paa at Gudsfrygt giver timelig Ære, see vi i en Joseph, som for hans Gudsfrygt blev ophøyet til stor Ære, i en David, som Gud tog bag fra Hjorden og giorde til Konge, i hans Søn Salomon, som Gud gav større Ære, end nogen Konge for ham i Israel. Men da al Verdens Ære er forfængelig og den rette Ære i Gud, saa skal Gud ey allene i det Timelige, men endog i det Aandelige, give dem Ære som ham frygte, det skal gaae ham som det hedder i Psalm 112, v.9, hans Horn skal ophoyes med Ære; han skal ophøyes i hans Saligheds Horn i Christo Je-

su, og paa hun Dag nyde den Ære at staae iblant Lammene paa hans høyre Side, og der skulle de findes til Lov, Priis og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse. 1 Petr i C. 7 v. Kort, baade i det Aandelige og Timelige skal Ære, Hæde og Fred være hver den som giør det gode. Rom. 2 C. 10 v. Saaledes skal da Ære boe i vort Land; i dette Land, hvor vi vandre som Udlændinge og i vort rette Fædreneland, det himmeiske Canaan, skal vi krones med den.

Dette er vor Textes første Forjættelse; dernæst lover den os, at Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre. Visselig maae vi vente os Miskyndhed, thi Herren giør Miskundhed med tusinde Leed mod dem som elske ham og holde hans Bud, Exod. 20 C. 6 v. og Jorden er fuld af Herrens Miskundhed. Psalm 119. v. 64. Gud skal miskunde sig over os i det Timelige, naar Plager trykke os, da skal han borttage dem, lindre vor Nød og husvale vor Trængsel, naar vi have Brøst og Mangel i det Aandelige og i en ivrig Bøn raaber: Herre Gud miskunde dig over os! da skal han ikke slumme som bevarer os, og han skal ey lade vor Fod snuble. Ps. 120, v. 3. Saaledes skal Miskundhed og Sandhed møde hverandre, naar vi frygte, elske, ære og tilbede Gud i Sandhed; thi Guds Ord er allene sandt og saligt, naar vi

troe paa det, skulle vi i hans Navn have Syndernes Forladelse. Actor. 10 C. 43 v. Da skulle Retfærdighed og Fred, som en Brudgom og Brud møde, og, som der staaer i Texten, kysse hverandre. Retfærdigheden tilhører egentlig Gud som den Allerrerfærdigste, thi Herren, Israels Gud, du er retfærdig, af Efra 9 C. 15 v. og Esaiæ 45 E. 19 v. siger Gud selv: Jeg er Herren som taler Retfærdighed, som forkynder Oprigtigheder. Men vi bør og stræbe at ligne Gud deri, thi os bør at fuldkomme al Retfærdighed, siger Christus i Matth. 3 C. 15 v. og i Joh. 3 C 7 v. hedder det: Hvo som giør Retfærdighed, er retfærdig ligesom han (nemlig Christus) er retfærdig. Men uagtet vi paa det nøyeste bør øve den udvortes og borgerlige Retfærdighed, saa ere vi dog dermed ikke retfærdige, thi al vor Retfærdighed er som et besmittet Klædebon, der er ingen retfærdig, end ikke een, men al vor Retfærdighed maae vi søge i Christo, thi vi blive retfærdiggiorte uforskyldt af hans Naade ved Forløsningen som er i Christo Jesu, af Rom. 3 C. 24 v. Naar vi stræbe efter denne Retfærdighed tillige og fornemmelig, da skal Retfærdighed og Fred kysse hverandre, da skulle Biergene bære Fred til Folket ogsaa Hovene ved Retfærdighed, Psalm 72. v. 3., da skal al Retfærdighedens og Fredens Gud give os Fred i det Aandelige

og Timelige, Fred med Gud, Fred med Verden og med vor egen Samvittighed, da skal det gaae os i det Timelige, som det hedder Es. 60 C. 7. v. Jeg vil giøre at din Besøgelse skal blive til Fred, og dine Trængseler til Retfærdighed, der skal ikke ydermere høres Vold i dit Land eller Ødeleggelse og Forstyrrelse i dine Landemærker; og i der Aandelige skal han styre vore Fødder paa Fredens Vey, Luc. 1 C. 79 v. og den Guds Fred som overgaaer al Forstand, skal forvare vore Tanker og Hierter i Christo Jesu vor Herre. Pyil. 4 C. 7 v. — See saaledes vil Gud foreene vore Jordiske og Himmelske Lyksaligheder: Sandhed skat opgroe af Jorden og Retfærdighed see ned af Himlene, vi skulle paa Jorden vandre i Sandheds Veye og dyrke Gud i Aand og Sandhed, og da skal den Retfærdigste see ned af Himlene, han skal see til os i Naade og Miskundhed, og blandt anden Aandelig og Timelig tillige beskiære os Jordens Velsignelse; thi, vort Land skal give sin Grøde. Jordens Grøde er en af de vigtige timelige Lyksaligheder, Gud beskiærer dem der frygte ham, hvilket vi see i 3 Mol. 26 C. 3, 4v. hvor det hedder: dersom I holde mine Bud, da vil jeg give eder Regn i sin Tid og Jorden skal give sin Grøde, ligesaa i 5 Mos. 11 C. 13, 14 v. dersom I alvorlig holde mine Bud, da vil jeg give eder Regn paa sin Tid,

at du kan indsamle dit Korn og din nye Viin; heraf see vi, at Jordens Grøde er et Gode Gud lover de lydige, da derimod de Gienstridige skulle boe i det tørre, af Ps. 67. v. 7. — Nu have vi da seer, at Gudsfrygt er Grunden til vor Lyksalighed, og tillige de Lyksaligheder der ophøye dem som frygte Gud. Lader os nu henvende vor Opmærksomhed til os selv, og eftertanke om vi have giort os værdige til de Velsignelser, som ophøye de Gudfrygtige? Retfærdigste Gud! hvor skielver ikke Erindringen ved denne Eftertanke? naar vi see et lidet tilbage og erindre den Tid, da man maatte sige som der staaer i Ordspr. 30 C. 21 & c. Et Land bevæges for tre Ting, ja for fire som det ey kan bære; for en Tienere naar han regierer og en Daare naar han bliver mæt af Brød; hvorledes blev da Gudsfrygt udøver? blev den sande Ære og Ærbarheb ey trædet under Fødder? Traadde ikke de frække Løgnens Aander med stolte Skridt paa Sandhedens Ruiner, ligesom hiin fnysende Saulus trampede paa Stephani Klæder? maatte man ey ofte i den Forvirrelse, spørge med Pilato: hvad er Sandhed? hvad var i de Dage Miskundhed? en forklædet Udyd, en ilde anvender Gavmildhed, imod Lasternes Fædre og Udydernes Døttre; men mod den sande Nødlidenhed var det; døvere end Otterslangen mod

Manerens Røst. Blev ikke Retfærdigheden mishandler, baade Kirkens og Statens Fred forstyrret? o! retfærdigste Gud! vi blues ved at nævne de Overtrædelser som giorde os mere forstyrrede end er Ninive og fuldkommen liig et Sodom! Ach Herre! om du vilde have udfaret over os i din Vrede, og hjemsøgt os efter vor Ondskabs Fortieneste, o! da havde Straffen blevet følet til de sildigste Slægter, og vore Efterkommere havde med Smerte maattet eftersige hine Israeliters Ordsprog: Fædrene have ædet sure Druer og Børnenes Tænder ømmes deraf. Ezech. 18 C. 2v. Men du langmodige Gud, du ynkedes over og saae til de faa Uskyldige iblant os; du lod det være nok at udrydde en Korah og hans Sælskab, du lod ey Straffen blive almindelig; tvertimod, da du saae at vi befriede fra Fredens Forstyrrere vendte til dig, da imodtog du os som en Fader i dine Arme, og ømmeligen afviskede de Angers Taarer, som Fredens Forstyrrere og Forbudene af din Vrede havde levnet paa vore Kinder. Grundgode Gud! aldrig kunde vi nok takke dig for din usigelige Naade; Du giver Kongen dine Domme og Kongens Søn din Retfærdighed, du velsigner os med Fred og Frugtbarhed, du udvider vore Grændser og borttager vore Plager, o! i du mætter os ret med din Velsignelse og viser, at naar vi søge dig da er du nær. O! Herre! beskierne

os fremdeles, giv os Naade og Kraft at dyrke dig som vi bør! vær altid nær hos os med din Miskundhed, giv den rette Ære Baade i det Timelige og Aandelige, ifør os Retfærdigheden som et Pantser og Sandheden som et Belte, omgierde os med Freden som en Muur, see altid i Miskundhed til os af Himlene og lad din Retfærdighed i Livets Mørke gaae frem for os paa Veyen, som Ildstøtten for Israels Børn i Ørken. O! Herre! see i Naade til vore Tak-Offere ligesom til Abels Offer! Ligesom af den opstigende Taage nedkommer en frugtbar Regn, saa lad vore Bønner bønhørte igien nedregne i Velsignelser, over Kongen, hans Huns og det hele Land! See saa ville vi ikke vende tilbage fra dig, men vi ville love dig alle vore Livets Dage; thi al Himmelens Hær loves Dig og Æren er din i al Evighed. Amen i Jesu Navn Amen!

✂

Korte

Betragtninger

over

for det ganske Menneskelige Kiøn,

og

om Krigens ødelæggende Følger.

opvakte

Erindringen

af den for Danmark saa lykkelige Dag, den 16 Nov. 1773.

Viborg, 1774.

trykt i det Kongelige privilegerede Bogtrykkeri ved C. H Mangor.

Tullin, i en Apostrophe til GUD, udi sin Digt om Søefarten.

Dit Forsyn er det, som utæmte Lyster tæmmer, Den dæmper dem vel ei, men styrer deres Fart, Maaskee Tyranners Sværd med Blod din Villie fremmer, Maaskee — men dette giør din Evighed vel klart.

§. 1. Den vidtberømte Hugo Grot har bemøiet sig at sammenskrive et vidtløftigt, og over heele Europa bekiendt Verk angaaende Krigs og Freds Ret. Ingen kan nægte, at han jo har fortient stor Ære, og indlagt sig et udødeligt Navn ved dette Verk, som Lovkyndig, skiønt alle Verdens Statsmænd og Moralister ikke endnu kan tænke eller skrive formeget i denne Materie. Men en ikke mindre værdig Beskæfti-

gelse er det, at betragte denne for det gandske menneskelige Kiøns Vel saa vigtige Sag, blot som Menneskeven og Christen. Thi med den ømmeste Rørelse maae et ædelmodigt Gemyt tænke paa Krig: paa de Millioner Liig, som i hvert Aarhundrede strøes paa Jordkloden, især paa Europæ Marke og i Havets Vande: paa det meget uskyldige Blod, som ved Krige udgydes: paa de utallige Elendigheder, som Mennesker og Creature derved tilføies: paa de Ødelæggelser, som foraarsages heele Lande dg Stater.

§. 2. Sandt er det, at der kan gives retfærdig Aarsag til mangen offensiv Krig, og at derimod en defensiv Krig er ikke altid retfærdig, og tvertimod. Men dog er det gandske urimeligt, at det skulde gaae til med Krige, som Dommen hist faldt i Lyst-Spillet, at begge Parter paa een og den samme Tiid, og i eet og det samme Tilfælde kunde have Ret. Een af dem maae nødvendig have Uret; Og Vee da den ved hvilken Forargelsen kommer!

§. 3.

Hvor ofte haver ikke Stolthed og en skammelig Lyst til at faae et udødelige Navn i Historierne, som en Erobrer: en afskyelig Herskesyge: en indbildt Trang til at udvide eller betryge sine Grændser: hemmelige Stats-Greb: hykkelske Raad: forfængelige Misundelser (Jalousier) personlige Omstændigheder: Ja vel og Elskovs Handeler kommet de blodigste Krige afsted (end og i de yngre og meere oplyste Tiider): -— hvor ofte har ikke saaledes een enkelt Person foraarsaget mange tusinde Menneskers Død og Undergang, heele Rigers og Staters ødelæggelse?

Hvor ofte er ikke den Mandighed, det Heltemood, som kuns skulde bruges i Nøds-Tilfælde til Fædrenelandets og en retfærdig Sags Forsvar, misbrugt til at forsvare Uretfærdighed og Herskesyge og Blodgierrighed; Ja hvortil har det ikke vanslægtet, deels til en utidig Forvovenhed, deels til Grumhed? — Øiet blindes af Taare, naar det udi Historierne

seer saa utallige Spor og Exempler af disse Sandheder; Dog langt meer naar det seer, Hvorledes mangen hykkelsk og partisk Skribent, til Menneskelighedens Beskremelse, har søgt at overstryge Blod-Tørst og Herskesyge med de saa kaldede, dog ofte falske, Krigs- og Stats-Grunde: men Overmod og Grumhed med Helte-Mods Farver; Hvorledes de have stræbt at bygge Fyrster og Krigsanførere Æresminde-Støtter, forhvervede ved Undersaatternes og Medborgernes uskyldige Blod og Ødeleggelse i de uretfærdigste Krige? — Hellere havde man ønsket, at de havde givet Efterslægten den rette Oplysning, og reent ud givet Sagen sit rette Navn, saa at Efterkommerne kunde indprentes en retskaffen Afskye for at ligne Forfædrene i det Onde. Nu derimod vorder mangen Prints og stor Herre, som læser i Historierne de kildrende og glimrende Udtryk, som Krigs Bedrifterne gives, og den sædvanlige Højtidelighed, hvormed de foredrages, forført i en tiilig Alder til at danne sin Tænkemaade og Lyst til Krig og Blods Udgydelse, og til at

dæmpe den naturlige Afskye for Tvedragt, Vold og Mord: en Afskye, som burde være alle Mennesker, men i sær alle Christne, egen.

§. 4.

Der er vel ingen Krig, den være saa uretfærdig, som den være vil, for hvilken den Menneskelige Tænkekraft jo kan opfinde nogle medholdende Grunde og Aarsager. Det er og sandt, at ingen Fyrste eller Stat har nogen Dommer over sig her paa Jorden, for hvis Domstoel saadanne Grunde kunne prøves og paakiendes. Men man maae dog ikke tænke, at de jo ville blive undersøgte og paakiendte af den alvidende Dommer. Gud har betroet Fyrsterne den Ret at raade for Krig og Fred; Men vaersom maae de betiene sig deraf, saafremt de ikke ville udsætte sig for et Haardt Regnskab og Ansvar.

§. 5.

Fyrster og Stater, der kan betragtes, som enkelte moralske Persøner, have lige saavel Aarsag at holde Fred og Eenighed imellem hinanden, som enkelte Personer og Undersaatter imellem sig*). I fald de bekiende sig til Christum, bør de giøre det som Christne, efterdi han saa nær og nøie har sammenbundet og foreenet alle Christne "i een Troe, een Daab, eet Haab, og kalder dem til indbyrdes Ydmyghed, Sagtmodighed og Taalmodighed, og formaner den eene at fordrage den anden i Kierlighed, og at være flittige at holde Eenighed i

*) Kong Henrici 4ti udødelige Forslag om en evigvarende Fred imellem alle Regentere og Republiqver, er bekiendt. I denne samme Hensigt ere ogsaa adskillige Skrifter komne for Lyset, nemlig: a) Stats Systema om Balancen eller

Ligevægten imellem de Europæiske Regieringer. b) Memoire pour rendre la paix perpetuelle en Europe, Utrecht 1712 c) Sicheres Mittel, den Frieden in Europa ewig vest und dauerhaft zu machen. Achen 1748. m. f.

Aanden formedelst Fredens Baand" *). Ja, efterdi Kierlighed og Eenighed ere tvende Hovedposter i den Christelige Religion, som udmærke den saa kiendelig fra alle andre Religioner, og foraarsage, at alle Christne evig maae tænke paa dens Stifter: Ham, som altid havde Kierlighed, Eenighed og Medlidenhed i Hiertet og paa Tungen.

Det er ikke aleene en Christen, der saaledes bør tænke, men alle Mennesker, endog Hedninge, have Aarsag til at vise en fredelig Tænkemaade. Saaledes finder man, at en fornuftig Hedning**) allerede har sagt. ”Siden Naturen har beskikket et slags Slægtskab imellem os, saa er det ubilligt, at det eene Menniske hader eller efterstræber det andet”! Sandelig disse Ord ere en yderligere Eftertanke værd. Thi ligesom "GUd haver giort, at af eet Blod den ganske menneskelige Slægt boer paa den

*) See Brevet til de Eph. 4. Cap. 1. — 6. v.

**) Den Romerske Jurist Florentinus L. 3. ff. d., Just. & Jur.

ganske Jord"*). Saa kan man med ald Rette forestille sig det menneskelige Kiøn, som et stort vidtløftig Slægtskabs-Træe, der, ved utallige mange Greene udbredde over den heele Verdens Kreds, nedstammer fra en almindelig Roed. Alle Slægter ere som Linier af een og samme Punkt. Stamme-Faderen og Stamme-Moderen ere tilfælles for alle.

Mon denne Fælledsskab, ihenseende til Menneskenes Oprindelse, skulde da ikke forbinde og drive Menneskene til indbyrdes Kierlighed? Burde alle Stater og Folkeslægter ikke ansee og indbyrdes elske hinanden som Brødre? Burde den eene Broder vel søge en Ære i at udgyde den andens Blod og forkorte hans Liv? Menneskens Dage ere jo onde og korte nok desuden. Hvorfor vil man da forkorte et Liv,

*) Ap. G. 17. V. 26.

**) Den Begierlighed efter at leve i Selskab med andre opvækkes ikke lidet derved, at den hellige Skrift lærer os, at vi alle have vores Herkomst fra de samme første Forældre, Grotius i Fortalen til sit Værk de Jure Belli & Pacis.

som varer stakket nok: Haste med en Død, som alt meere og meere nærmer sig? Hvorfor vil man forøge de mange Bitterheder i dette jammerfulde Liv, med større og fleere ? — "Visse af de vilde Beester (siger en vis Skribent) ere mindre grumme end Menneskene: Løverne bekrige ikke Løverne, og Tigrene ikke heller Tigrene, de angribe aleene Dyrene af en anden Slægt: Er det da ikke skammeligt, at det fornuftige Menneske i denne Post ikke engang vil ligne, langtmindre overgaae disse ufornuftige Dyr?"

§. 6.

Imidlertiid, som det aleene er visse Mennesker paa Jorden, i hvis Haand GUd har betroet de øvrige Menneskers Lykke og Velfærdt, Fred og Ufred; Saa kommer det fornemmelig an paa dem at betænke, hvor herlig en Løn de hisset have at vente, maar de have forvaltet og brugt den dem anbetroede Ret og Magt vel: Men hvorvigtigt et Regnskab og Ansvar de derimod underkaste sig, naar de forvalte samme ilde.

Altsaa skyer en from og retfskaffen Fyrste Krigen saavidt mueligt.

1. Fordi det er Gud, alle Kongers Konges meest behagelig.

2. Fordi det er en Fyrste gavnligst, sikkerst og berømmeligst.

3. Fordi den Pligt paaligger ham, i henseende til sit Folk.

§. 7. 1) Det er Gud meest behageligt. At

GUd har ingen Behag i uretfærdige Krige, det behøves aldeles ikke at bevises af Guds aabenbarede Ord, efterdi saadant er klart af Naturens eget Lys, og Naturens Ret lærer, at al den Magt og Vold, som krænker det Menneskelige Selskabs Sikkerhed, og berøver andre deres Ret, er uretfærdig*). Men at GUd just skulde have Behag i alle andre Krige, skiønt * See Grot, de Jure Bille & Pacis. Lib. 1 C. 2.

de kunde bære Navn af retfærdige, og skiønt Han vil og kan tillade dem, dette kan vel ei uden al Indskrænkelse siges. I det mindste har GUd upaatvivlelig ingen Behag i Krigens mange onde Følger, og i den Misbrug, som de, der have Ret til at føre Krig, ofte giøre af deres Ret. Det er sandt, at GUd i det gamle Testamente har befalet sit Folk at føre visse Krige. Men hvorvidt dette kan passe sig paa vore Tider og nu værende Staters Omstændigheder, indseer enhver Fornuftig. Det er og sandt, at da Abraham havde ført Kriig imod de 4 Konger, som havde udplyndret Sodoma, lovede Gud hans Gierning ved Melchisedech *). Men dette Exempel giør intet til Sagen. Abrahams Foretagende var en Nødværge, for at redde sin egen Broder-Søn Loth og hans Gods, som man havde fanget og bortført, og altsaa var det ligesaa berømmeligt som nødvendige. Man betænke tillige, hvor beskeden han var i det øvrige, og hvor afhol-

*) See Gen. 14.

den Han var fra at drage nogen egen Fordeel af sin Seiervinding; Thi, uanseet Kongen af Sodoma, som han havde undsat, tilbød ham alt det tilbage erobrede Gods, vilde han dog for sin Deel intet Have, høilig bekræftende, at han end ikke vilde have saameget som en Traad eller Skoe-Tvinde. —

Det er da klart, at GUd, som er Kierligheds og Eenigheds Gud, ingen Behag haver i Krige, især i Krigenes Følger, som saa tit stride imod Guds eget Bud og Villie, endog naar Krigene allermeest bære det glimrende Navn af retfærdige. Derimod er det uimodsigeligt, at GUd har største Behag i Fred. Hvor høit GUd selv, som kaldes Fredens GUD, og de hellige Fædre have agtet Fred, sees ikke aleene af de Stæder i Skriften, hvor de prises salige, som elske Fred; Og deres Fødder deilige, som bebude Fred, men ogsaa af mange Exempler. —

David var GUd særdeles kier og behagelig; GUds Aand var bleven udøst over ham*); Han kaldes en Guds Mand**); En Mand efter Guds Hierte***). Ikke destomindre siger han selv****), at Gud havde ladet ham forbyde at bygge Herrens Navn et Huus, (Templen) fordi han havde udgydet meget Blod, og ført store Krige. Men hans Søn blev dertil udvalgt, som blev givet Navn af Salomo, det er: Fredelig: Og Gud gav ham Roe for hans Fiender trindt omkring. Denne Fyrste har og faaet større Berømmelse, og meere udødeligt Navn i den helligste og meest upartiske Historie, for sin Fredsommelighed, end alle Erobrere og Helte i de verslige Historier, for deres Krigs-Bedrifter. — Det heder om ham: "Salomon regierede i Freds-Tiid, og blev æret, efterdi Gud gav ham Roe trint omkring; Hans Navn naaede til

*) 1. Sam. 16. v. 13. 14.

**) 2. Krøn. 8. v. 14.

***) 1. Sam. 13. v. 14.

****) 1. Krøn. 22. v. 8.

Øerne langt borte, og han var elsket i sin Fred. —- Som en deilig og vigtig Løn tilsiges Freden dermem, som adlyde Guds Bud, og som elske hans Lov*); Derimod trues de Ugudelige med en bestandig Ufred, som en Straf**). Det er derfor ikke at undre, at den gudfrygtige Konge Ezechias, da han engang havde forseet sig imod sin GUd, var tilfreds med hvad Herren vilde paalegge ham, naar der kuns maatte være Fred og Troefasthed i hans Dage. Ligeledes ønsker den ypperste Præst Onias i sin Bøn for Folket: Han (nemlig Gud) give os Hiertens Glæde, at der maa være Fred i vore Dage i Israel. — Ja hvor stor Afskye havde ikke Abraham for at begynde en Krig for en blot Grændse-Tvistigheds, for en puur Herskesyges Skyld? Han sagde derfor til Loth***). "Lad dog ingen Tvist være

imellem mig og Eder, imellem mine Hyrder og Eders Hyrder; Thi vi ere Brødre: Staaer

ikke alt Landet dig aaben for? Skil dig dog fra mig; Vil du fare til den venstre Haand, saa vil jeg fare til den høire. Eller vil du fare til den høire, da vil jeg fare til den venstre". — Saa fredelig var Abraham. Fredeligheds Dyd fulgte de andre, og Gud havde saadan Behag derudi, at han velsignede hans Sæd paa Jorden, og giorde den saa mangfoldig som Støvet.

§. 8.

2) Det er en Fyrste selv gavnligt, sikkert og berømmeligst. a) Gavnligst og sikkerst. Krigens onde Følger treffe end og Seiervinderne selv. Fred ernærer, men Ufred fortærer. Krigen udtømmer en Skat, og giør den fattig paa alting, endog naar den er rigest paa Seiervindinger og Seiers Optoge. Skatter og Paalægge udarme Landet. Landets Folke-Mængde (en Stats Styrke) forminskes: Fabriqver, Manufakturer og Haandværker gaae under: Agerdyrkningen standser: Levnetsmidlerne formindstes og stige til utaale-

lige Priiser, deels ved Agerdyrkningens Aftagelse og Forsømmelse, formedelst Mangel paa Folk og Korn, deels ved at forsyne de offentlige Forraads-Huuse, hvorover Luften opfyldes med de Fattiges Raab og Klage. Handel og Skibsfart ligge stille: Lovenes Handthævelse og Udøvelse hviler ofte: Sæderne forderves: Ungdommens Sinde vendes fra de boglige Konster: En fordervelig Friehed maa ofte taales, som et fornødent Onde, blandt Tropperne: Rettens og Politiens Fremgang lider: Luften bedærves ved de af de mange Døde Menneskers og Creatures Kroppe opstigende usunde Dunster, hvoraf avles Pest og andre smitsomme Sygdomme. Kort: Krigens onde Følger ere utrolige og utallige fleere, end man forud seer: Og maae Steenene ikke fortælle dem, skiønt Krigen mangen gang ikke lader blive Steen paa Steen: Saa skal de umyndige diende Børns Skriig og Jammer, ja de umælende Creatures længselfulde Sukke *) bevidne Kri-

*) Rom. 8. v. 19. 20. 21. Vel er der stor Striid om dette Sprogs rette Forstaaelse, da nogle for-

gens bedrøvelige Følger. — Ofte hender der sig og, at naar Erobreren har været saa lykkelig, at undertvinge andres Lande, har han ødelagt sit eget: Og ofte er den Fyrste, som besidder de vidtløftigste Stater, den svageste i henseende til Landenes Vidtløftighed og Fraliggenhed, indbyrdes Samfunds og Undsætnings Vanskelighed: De adskillige Folkes Uovereensstemmelse i Gemytter og Sæder: Større Byrde og Bekostning for Hoved-Staten ved at forsvare og holde dem alle i Forsvars Stand: Idelige Krige og Uroligheder, snart formedelst udvortes, snart indvortes Aarsager. Endelig naar Erobrerne have naaet Erobrings Lykkens høieste Spidse, giør deres Lykke dem drukne af Overmod, Stolthed, Vellyst, Sikkerhed og Overdaadighed, og baner Vei til deres fuldkomne Undergang og ødeleggelse. Seer man hen til de store Erobrere, som Historierne ommelde, i sær til de forlængst undergangne erobrerske Stater, som ere blevne kaldte med det prægtige Navn: Monarklare

det paa en udvidende, og andre paa en indskrænket Maade. Men begge Maader kunne meget vel anvendes paa dette Stæd.

chier, (saamange som man af Historierne med Vished kan slutte, virkelig at have været til) da ere de alle Exempler paa denne Sandhed. Efterat de havde overvundet alle deres saakaldede Fiender, og udstrakt deres Erobringer til en forskrækkelig Vidde, ere de blevne anfaldne af Sikkerhed og Vellyst, som har givet baade indvortes og udvortes Fiender Anledning til at befordre deres ganske ødeleggelse, faa at intet uden deres blotte Navn er bleven tilbage. Vare de blevne inden de Grendser, som af Forsynet og efter Naturen syntes at være dem bestemte: Havde de søgt at forsvare, og vedligeholde disse, med lige saa stor og bestandig Dyd og Aarvaagenhed, som de vare anlagte og erhvervede, da havde disse Stater vel ikke taget saa hastig, saa forskrækkelig, saa tragisk en Ende. — Dette maae da i Korthed være nok talt, om de saakaldede lykkelige Krige, og om de lykkelige Krigende Fyrster og Stater. Men end meere ulykkelig er en Fyrste, naar Krigen gaaer uhældig af, og hvor ofte skeer ikke dette for Erobreren selv, som syntes at have

Hævd paa Krigslykken? Man maae begynde en Krig med saa store Fordeele, som man ønsker: Aldrig er man dog sikker at ende den, uden at have prøvet Krigens troløse Lykke; Thi Krigslykken følger, ligesom alle andre Ting paa Verdens Skueplads, en Forandringsfuld Plan, hvilken Menneskene ikke kan begribe. Man maae indlade sig i en Krig med nok saa stoer Fordeel og Overvægt frem for det andet Partie; Den mindste Misregning, et uformodentlig Tilfælde, et eeneste Menneskes Utroskab, en forbunden Magts Lunkenhed i at vedblive og opfylde sine Forbindelser, river ofte Seieren og Fordeelen ud af dens Hænder, som havde den, saa at sige, i sin Vold, og overleverer den til Fienderne: Bedre er da en sikker Fred, end en ventende Seier.

b) Berømmeligst. Det er Tegn til et overmodigt Gemyt, sagde den store Keiser Augustus, at ville for et Seiers Optogs, og en Laurbær-Krandfes skyld sætte sine Undersaatters Liv og Sikkerhed i Vove. — O! at en-

hver Fyrste under Solen vilde eftertænke dette. Historierne give Efterretning om mangen Fyrste eller Skat, som en falsk Ære, en forfængelig Titel af Erobrer, har dreven til at begynde den blodigste Krig. Men hvormeget have de feilet? De have grebet efter Skyggen af Æren, og aldrig have de naaet den sande og egentlige Ære, thi denne er uadskillelig fra Menneskeligheden. Og kan denne findes hos den, som for sin egen Lidenskabs skyld begaaer saadan Last, hvilken er alle Mennesker uanstændig, en Ødselheds Last, hvorved ikke saameget Penge, som — Mennesker paa en ynkelig Maade forødes og opofres? Nei! den sande Ære findes aleene i Menneske-Kierlighed, Mildhed, Stormodighed og Godhed. Den Ære, som disse Egenskaber tilveiebringe en Fyrste, er bestandig og fast grundet; Den grunder sig ikke paa hykkelske Skribenteres Vidnesbyrd, ikkeheller paa Frygt og Tvang eller paa Blods Udgydelse, og paa Medmenneskers ødelæggelse, og paa Undertryktes Sukke, men paa Dyden og Sandhed selv, paa Guds Ord og Samvit-

lighedens eget gode Vidnesbyrd, som paa alle Tider, og i Evigheden selv, og hos alle Folk, baade Venner og Fiender, aldrig skal tabe sin Vægt og Pris. Denne Ære overgaaer langt denne indbildte Ære, denne bedragelige Skygge af Ære, at anfalde og overvinde eet Folk efter det andet. — Hvad var Alexander den Stores Ære andet end en Skygge? Naar hans Bedrifter bedømmes ved Lyset, kan han ikke ansees meget anderledes, end som en højtidelig Røver, der formedelst en falsk Indbildning om Ære, fløi omkring fra eet Land til et andet, for at røve Folkes Blod og Friehed, og anrette Uroelighed og Forskrækkelse, Mangel og Hunger, Angest og Fortvivlelse. — Fredsommeligheds Dyd er berømmelig for en Fyrste, ikke aleene inden sine egne Landes Grændser, og i Hensigt til sit eget Folk, men og der uden for, og i Hensigt til andre Folk og Stater. Som Mæglere imellem andre Fyrster og Stater, naar de ere nær ved at rage i Strid og Krig, erhverver en Fyrste sig en langt grundigere og sikkrere Ære, end som Erobrer. Han vinder deres Kierlig-

hed og Høiagtelse, og han er vis paa deres Understøttelse, naar han selv maatte trues med Anfald: I steden for en herskesyg Erobrer drager sig alles Had og Misundelse over Hovedet. Andre langt fraliggende Folk, i steden for at misunde den fredelige Fyrste og hans Land den Ære, og de søde Frugter, som Fredsommelighed frembringer, Viise deres Høiagtelse for saadan en Tænkemaade, og deres Attraae efter at leve under et lige lyksaligt Regimente. Den Romerske Keiser Augustus er herpaa et Exempel. Ved sin Fredsornmeligheds Dyd fatte han sig i den Anseelse baade hos sine egne og fremmede, at de byggede Stæder efter hans Navn, og at der kom mange Konger og Folk af alle Lande, for at see ham, ære ham, og tilføre ham Skienk og Gaver. — Og vor uforglemmelige Friderik den Femte. — Hvorvidt udstrakte sig ikke denne Monarks Fredsommeligheds Ære, da den sidste udenlandske Krig brændte med fulde Flammer! Hvor gienlydede Hans Roes i langt fraliggende Lande, og hvor opfyldte vare de udenlandske offentlige Tidender

og trykte Skrifter med Lovtaler over denne vores fredrige Konge, som sørgede ikke aleene for den nærværende, men og for den tilkommende Fred: ikke aleene for sine da levende Undersaatters, men og for deres Børns og Børne-Børns Fred. Evig velsignet være derfor denne Fædrenelandets Fader og Ven, som nu ophøiet over alle Ufreds Sorger, nyder hos Fredens Gud, Fredsømmeligheds sødeste Frugter, og er prydet med de rette Palmer. — —

Ja, takket og velsignet være Hans Kongelige Søn og Efterfølger paa Thronen Christian den Syvende, som har fulgt sin Hr. Faders Fodspor og fuldendt en fredelig Afhandling, som vil forskaske Fred og spare Blod for vore Børn og Børne-Børn. Med gylden Stiil skal disse Kongers Ihukommelse være gravet i alle Danskes Hierter, saalænge Danmark er til. Evig lyksalige og udødelige være de og alle Fyrster, som søge ald deres Ære i Undersaatternes Kierlighed, Fred og Velstand! Ogsaa Catharina den Anden, som ved et saa lysende

Exempel Viiser for Heele Verden, at Hun elsker de tilkommende Slægters Fred og Lyksalighed; Og at Hendes Menneske-Kierlighed strækker sig endog inden for de Danske Grændser: Ogsaa Hun med Sin dyrebare Søn og Thronfølger være taknemmelig ihukommet af det Danske Folk, saalænge Verden staaer! De troe Ministre, som deels have bragt den saa vigtige Afhandling i Drift, og deels lykkelig fuldendt samme, ja, som allerede ved Understøttelse af den elskede Prints, Kongens troefaste Ven og Folkets Tolk, sørge for en blomstrende Nytte deraf, til Folkets Ære, Fordeel og Velstand, nu og i Fremtiden: Meere agtede og berømmede blive disse hos Veltænkende Efterkommere, end de Krigs-Helte ved Historiernes uægte Glimmer ere blevne, som ved Forvovenhed, Snedighed eller Slumpelykke have Hiulpet til at dræbe mange tusinde uskyldige Mennisker og borttaget andres velerhvervede Lande og Eiendomme! —

§. 9. 3) Fordi den Pligt paaligger en Fyrste i Henseende til sit Folk.

Det fornemmeste Formaal for alle Staters Grundlove bør være Folkets Velfærdt. Salus populi suprema lex esto: Derfor plejede Pythagoras at sige: "At en god Hyrdes og en god Konges Forretninger lignede hinanden: og ligesom det tilkom den første at føde sin Hiord vel, saa hørte det den sidste til, omhyggelig at regiere de sig af Gud betroede Undersaatter, og forhindre alt det som er til deres Skade". Vel er der en Fyrstes Pligt at beskierme og forsvare sit Folk, men tillige bør han spare deres Blod, undtagen i de allervigtigste og uundgiengeligste Tilfælde; Thi et Folks Blod bør ikke udgydes, undtagen for at beskytte og forsvare det samme Folk i de største overhængende Farer, og den lykkeligste Krig har ofte slette Følger for Seiervinderen selv; Det er altsaa ikke nok, at en Krig kan bære og

fortiene det skinnende Navn af Retfærdighed, den bør og være nødvendig og uundgiengelig til den almindelige Velfærds Befordring. —

Men: (siger den falske Stats-Kunst) naar Folket saaledes bestandig forbliver i Fred og Overflødighed, da skulle Vellyster og Ladhed forderve det. Dersom Havets Vande ikke, efter Naturens Orden, bleve holdte i idelig Bevægelse, maatte de staae stille, og ved Forraadnelse foraarsage Pest og andre Lande-Plager. Saaledes kan og et Folk ved en bestandig Fred forføres til Tryghed, og vænnes ganske fra Krigen, hvorover en blodtørstig og herskesyg Naboe kan finde destobeqvemmere Lejlighed til at overrumple og undertvinge samme. — Dertil svares: Skiønt en Fyrste har Afskye for Krig, saa kan han dog gierne midt i Freden tænke paa Krig, og sørge for sit Lands Sikkerhed, efter Epaminanondas's Raad: "Det er ikke mueligt at holde Fred, uden at Undersaatterne ere rustede til Strid”. Eihel-

ler bør Kierlighed og Lyst til Fredsommelighed omgiøre Stridsmændenes Sværd til Plovjern, eller bringe Regenten aldeles paa det Sindelav, som hiin Keiser, der ønskede sig saadanne Tiider, at han kunde Uddeele Soldaternes Sold til lærde Mænds Belønninger.

Hver Ting udfordrer sin Tiid og Omsorg, det eene bør giøres og det andet ikke efterlades. — Men ligemeget:

Ville og skulle end Fyrsterne endelig bane sig Vei til Udødelighed ved Seiervindinger og Erobringer; O! Ja, saa kunne de og finde den sikkerste Vei inden deres egne Landes Grændser.

En stor Seier kan en Fyrste indlægge over sit Lands Laster, Uordener og Misbruge, men især over dets Yppighed og den deraf følgende Armod, ikke alene ved sine Anordninger, men fornemmelig ved sit eget Exempel.

En stor Erobring kunde og de fleeste Fyrster giøre til deres Staters indvortes Forøgelse, naar de lode alle øde og udyrkede Strækninger, saavidt mueligt, dyrke og befolke. Sandelig! det staaer lettelig til at beviise, at der paa den Maade kunde i de fleeste Riger vindes et større Stykke Land end Braband. — Og jeg gyser, ved at tænke paa de mange Strømme Blod, Braband har kostet. — En stoer Frygt eller, i det mindste, Anseelse kan han forskaffe sig hos Fremmede, ved sine egne indvortes Forfatninger. Men et udødeligt Navn kan han efterlade sig hos sine Undersaatter ved Anstalter til Guds Ære, og ved Velgierninger mod Folket. Denne Vei til Udødelighed er bestrøet med de rette Palmer og gaaer uden for Tiidens og de dødeliges Grændser.

✂ 2
3
4
5
6
7

tøtsåfJity

HET 79 AVO CAC PF UPD Cf

Po,

* *V

lp, //Ml OL vee

* *V 1(1 frurp fi/C+jz/'/tå/t1*'

I Qt*.\

KO LHR AKT UI, / ar

s KAF

* dL

2^ for

■ f»

9
10
11
12
13
14

A ,7

‘Lu

BE FM]

BE L FM] ' Fr i ' ^

' Fri ' ^

Ære : {Il » ' GE RE SO Æt

: » ' GE RE Æt

Æe : {» ' GE RE SO Æt I DD 1

I DD 1

CUR

Isli

An? éfautfifr

VG Ko

Porra

r^yØtJ *%A

t OH

i 'y/ fau pac f IJ JO eo, fur //4L& uJi*

i yaf eo, fur $*-■ , //4L& uJi*

Czzjla^ Vø*- ^f7' &£? ' f f

z1 A &AoÅr <£ ‘H^of . fl ~ RLP A1 - ig,

‘H^of . ~ RLP A1 - ig,

1 ig,

ek np, 19

Vr a4 CA 2

16
17

ö.

%(* /føyptdb

77] XW>] I + FR at)

+ FR at) c ÄJ;

\4a/y>~tb

■ Jr J-

f'M

fc-VswMHB

20
21
22
23
24
25

^s;

"* " ^ dfå r

Ue &

&M»

Gr PEP yr ^

#&*Å S

V&UAfl&u+iTfø * ^t^j*^«. --^ ^t/if

iTfø ^^j*^«. --^ ^t/if £ ‘ ^"' Mob Op

As : Ga éí

Æ* &t<yuSlfi>,v-*-*iir e^i^-v

00 /i /7*'" . * /^

EV 5"

26
27
28

—

29
30
31

ZJL

32
33
34

35
36
37

Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 21

Et Lands

almindelige Lyksalighed.

En Præken

paa

Eine wahre und ungeheuchelte Gottesfurcht als das sicherste Mittel ein Reich aufrecht zu halten.

Vorgestellet in einer Rede am verordneten allgemeinen Danksagungsund Gebethfeste auf den 1 December 1773.

Von

M. Christian Bastholm,

Garnisons-Prediger in der Citadelle Friederichshafen.

Vormittagspredigt

in der deutschen Petrikirche zu Kopenhagen, am allgemeinen Dank und Bettage den isten Decemb. 1773. über Psalm. 85, 10 - 14.

Eingang.

Hvad et Folk skylder Gud, til hvis Velstand han har viist en besynderlig Løst

forestilled

i

En Froe-Prædiken

for

Guds

mægtige Forsorg for de Gode,

og

De Grændser, han setter for de Onde.

Forestillet

Et gudfrygtigt Lands Lyksalighed

forestillet

i en Prædiken over den paa

den almindelige

Takke- og Bede-Fest,

De

ved Psalmisten David

herlig beskrevne og hellig belovede

Gyldne Tider,

betragtede i en

Davids Bøn og Tanker

om

et Lands Lyksalighed,

betragtet paa

de Danskes

Høimesse

Prædiken

holden

paa den af

Vor Allernaadigste Konge

Syv Saligheder

under

Syvende CHRISTIANS Regiering

tildeels oplevede i den forbigangne, tildeels forventende i den tilkommende, Tid, udledede

af den Kongelig anordnede

En Prædiken over den Anordnede Text til Høimesse

paa den

Allernaadigst anbefalede Takkeog

Bede-Fest,

den 1 December 1773.

Den rette Betalning for Guds ubetalelige Velgierninger.

Forestillet

til

Høimesse

paa den

A. Ω.

Høymesse-Texten

paa

den anbefalede Takke- og Bede-Fest den 1. Decembr. 1773. tilligemed Aftensangs-Texten brugt til Indgang, forklarede for Uggilt og Taars Meenigheder

af

Dännemarks

glückliche Aussicht in die Zukunft

bey seinem

jetzigen Dankfeste.

Am

Taknemmelig Erindrings

Herrens Godhed

mod

Kongen, det Kongelige Huns

og

Prædiken over Høimesse-Texten paa den almindelige

Takke- og Bede-Fest

den 1 Dec. 1773.

Kiøbenhavn 1773,

Trykt og findes tilkiøbs hos P. H. Höecke, bøendes i store Helliggeist-Stræbe No. 141.

Korte

Betragtninger