↩

Guds

mægtige Forsorg for de Gode,

og

De Grændser, han setter for de Onde.

Forestillet

i en

Prædiken,

som paa den

allernaadigst anordnede

Bede- og Taksigelses-Dag

den 1 December 1773. over

Texten den 125de Davids Psalme

er holden

til Aftensang i Roeskilde Dom-Kirke,

efter nogle Velynderes Anmodning til Trykken udgivet af

Christian Holst,

Medtiener ved Menigheden sammesteds.

Kiøbenhavn,

trykt i det Kongl. Universit. Bogtrykkerie, hos A. H. Godiches-Efterleverske, ved Frid. Christ. Godiche.

Texten. Psalm. 125.

De, som forlade sig paa HErren, de ere som Zions Bierg, der skal ikke ryste, men skal blive evindelig. Der ere Bierge trindt omkring Jerusalem, og HErren er trindt omkring sit Folk, fra nu og indtil evig Tid. Thi Ugudeligheds Spiir skal ikke hvile over de Retfærdiges Lod: paa det de Retfærdige skulle ikke udrekke deres Hænder til Uretfærdighed. HErre! giør vel mod de Gode, og imod de Oprigtige i deres Hierter. Men de, som henvende sig paa deres krogede Veye, dem skal HErren lade fare med dem, som giøre Uret. Fred være over Israel!

Bønnen for Prædiken.

Udødelige og allene Viise Gud, som regierer Verden og alle Mennesker i Verden,

vi ere her forsamlede for at tilbede dit mægtige Forsyn over det Kongelige

Huus i Særdeleshed, og disse Riger og Lande i Almindelighed. Hvor herlig er du o Gud i dine Raad, hvor mægtig i dine Gierninger. Du har viist, at dit Øye har været paa de Gode, du har bevaret dem som en Øyesteen i dit Øye. Dit Øye har og været paa de Onde, du satte Grændser for deres Ondskab. Du taalte dem til en Tid, men lod dem fare bort i rette Tid. Vel har din Retfærdighed revset os, men i Naade. Dit Ords Foragt, dine Sabbathers Overtrædelse, den Frekhed og Letsindighed, der har hersket iblant os, havde fortient en langt haardere Straf, end de Plager du har tilsendt os. Vi har opført os som ulydige Børn, du har dog tugtet os som en Fader. Ja saa stor er din Barmhiertighed, at de forrige Landeplager ikke allene ere standsede, men at du har givet os store og usigelige Velgierninger at takke dig for paa denne Dag. Den langvarige og dyrebare Fred du har skienket os, det lykkelige Udfald du har givet Kongens Bestræbelser, til disse Rigers og Landes Sikkerhed. O Gud! vi see intet andet end idel Naade

hos dig, og idel Utaknemmelighed hos os. Hvad skal vi sige paa denne Dag, da vore Synder ere saa bekiendte for dit Ansigt? Hvad skal vi love dig, da vi saa ofte har brudt vore Løfter? Hvad fordrer du af os, o! store Gud, paa denne Dag? Du fordrer en dyb Ydmygelse af grove Syndere. Ja vi vil ydmyge os i Støvet for dit Ansigt, med inderlig Veemodighed bekiende vore Synder, og tilstaae, at vi ere meget ringere end al den Miskundhed og Trofasthed, du har beviist imod os. Du fordrer, at vi skal love og prise dig for dine Velgierninger. O! at den rette Taknemmelighed maatte brænde i vore Hierter, o! at vi kunde sige med David, mit Hierte er bereed, jeg vil siunge, ja jeg vil siunge. Du fordrer at vi skal oprette en Pagt med dig for den tilkommende Tid, men ere vi og alle tilbøyelige dertil? Alvidende Hiertekiender! du seer hvor liden Lyst mange har til at være dine Børn, skiønt du har saa stor Lyst til at være deres Fader. Derfor o mildeste JEsu! send os din Hellig Aand fra din Herligheds Throne. Lad ham overbevise os om vore Synder, lad ham forklare din og din Faders Kierlighed for vores Siel, at vi maae blive skikkede til at fortælle din Lov. Udruste mig med Kraft af det Høye, som skal forkynde dit Ord, giv mig Viisdom til at tænke, som jeg bør, giv mig Naade til at tale, som jeg bør. Giv mig selv et skiønsomt Hierte paa dine Velgierninger, at jeg maa opvække de samme Følelser hos andre. Virke og kraftig ved dit Ord i Tilhørernes Hierter. Lad Ugudelige skielve, naar de høre tale om dit mægtige Regimente over de Onde; men lad de Gode derimod opmuntres, naar de høre om dit kierlige Forsyn for dine Børn, lær dem at betænke hvor lyksalige de ere, at de kan skiule sig under dine Vingers Skygge. Ja lad det være Frugten af denne Bede- og Taksigelse-Fest, at du vil være vor Gud, og vi skal være dit Folk.

Indgang. HErrens Øyne ere allesteds, som beskue Onde og Gode. Ordsp. 15 Cap. 3 Vers. Disse Ord ere: Ypperlige i

en Konges Mund, og ypperlige i

sig selv. De ere ypperlige i en Konges Mund; thi hvad nødvendigere for en Konge at betragte, end Guds alvidende Øye? Menneskelige Øyne kan kun lidet udvirke hos

en Konge, som har frie og ubundne Hænder at giøre og lade, hvad han vil, de maae ofte see, og lade som de ikke see; Men Guds Øyne paa Kongen, det har noget at betyde, saa er han ikke meere end et andet Menneske, saa skal han ligesaavel som den ringeste Undersaat i hans Rige aflægge Regnskab for sine Gierninger. Og som denne Sandhed var ypperlig for Kongen selv at betragte, saa var det tillige den nødvendigste Sandhed, han kunde indprænte sine Undersaatter. Kongens Øyne kunde nok indjage dem Frygt og Ærbødighed; men hvor langt kunde hans Øyne strække sig? Der kunde mange hemmelige Misgierninger øves i hans Rige, som aldrig kom for hans Øyne. Der kunde mange skiulte Dyder øves iblant hans Undersaatter, som han aldrig fik nogen Kundskab om. Hvor lidet veed en Konge, hvad der bestilles i de Fattiges Hytter? Hvad Efterretning har han om de stille og arbeydsomme Dyder, der øves i et Land? Det er kun store og glimrende Fortienester, som komme for en Konges Ansigt; men ikke de alminde-

lige og huuslige Dyder, som dog ere langt vigtigere. Og om en Konge end kunde være Vidne til alle de gode Gierninger, der øves iblant hans Undersaatter, han var ikke i stand til at belønne dem, dertil kunde Salomons Rigdom ikke strække, ja en eeneste Dyd kan veye saa meget, at en Konge er ikke i Stand til at betale den efter sin Værdie.

Derfor begriber Salomon her, hvor nøye Religionen og Staten hænger sammen med hverandre, at hans Øyne kunde kun giøre lidet, naar hans Undersaatter ikke vare overbeviiste om, al Guds Øyne vare fæstede paa deres Gierninger. De indjage Frygt hos de Onde og opmuntre de Gode. Endog Ugudelige maae skielve, skiønt intet Menneskelig Øye seer dem, naar de betænke, at Guds alvidende Øye omringer dem paa alle deres Veye, og de Gode opmuntres ikke allene til at øve offentlige, men og hemmelige [Matth. 6. v. 6.] Dyder, naar de veed, at den Fader, som

seer i Løndom, skal betale dem det aabenbare. Og som disse Ord ere ypperlige i en Konges Mund, saa ere de tillige

Ypperlige i sig selv. De beskrive baade Guds Alvidenhed i Almindelighed, og den særdeles Virkning af hans Alvidenhed, at han beskuer Onde og Gode.

Her beskrives Guds Alvidenhed i sig selv; HErrens Øyne ere allesteds. Guds Alvidenhed beskrives her, saavel som paa mange andre Skriftens Steder, ved Øyne, for at nedlade sig til vort Begreb, for at give os en livagtig og tydelig Afbildning om denne Sandhed, at, ligesom vi indhente den hastigste og visseste Kundskab med vore Øyne, saa tillægges Gud Øyne, for at vise, at han har den nøyeste og hastigste Kundskab om alle

Ting, de staae ligesom afmalede for hans Øyne, derfor heder det: At HErrens Øyne gaae omkring al Jorden; for

at se, at han paa eengang omfatter Jorden, og alt hvad der bestilles paa Jorden i

sit alvidende Øye.

Nu disse Øyne, siger Salomon: ere allesteds; Det er i faa Ord, alt hvad der

kan siges om Guds Alvidenhed og Allesteds Nærværelse. David giver os en vidtløftigere Beskrivelse paa Guds Alvidenhed i Ps. 139. HErre! du randsager og kiender mig, hvad heller jeg sidder eller opstaaer, da veed du det; du forstaaer mine Tanker langt

fra o. s. v. Men Salomon siger dog mere, naar det heder: HErrens Øyne ere allesteds: I Himmelen, paa Jorden, i Havet og alle Afgrunde, hos hver Engel, hos hvert Menneske, hos hver Orm, som kryber i Støvet, i vort Hierte; med saa Ord: hvor der er Rum, der er hans Øyne. Hvor alvorlige og gennemtrængende ere disse Ord? at, hvor vi ere, hvor vi opholde os, der er Gud. Ingen af vore mindste Handlinger kan være ubekiendte for hans Øyne, derfor siger David i forberørte Psalme: Natten er et Lys omkring mig. Det er: Jeg seer ud i Mørket, som jeg var glindsende og poleret i dine Øyne. Men hvor behagelige ere disse Ord, naar vi elske Gud af et oprigtig Hierte? Ere HErrens Øyne paa alle

Steder, Hvor hellig er min Eensomhed? Jeg er aldrig mindre allene, end naar jeg er allene. Jeg er altid i Selskab med det elskværdigste og beste Væsen. Ere HErrens Øyne paa alle Steder, hvilken Opmuntring har jeg til at giøre mine Gierninger? Derfor opmuntrer Paulus Timotheum med Guds, med JEsu, med de udvalgte Englers Aasyn. Saa herlige Tilskuere maae nødvendig give os Mod og Lyst til vort Arbeyde. Ja, ere HErrens Øyne allesteds, saa ere de tillige paa vort Hierte; men maae vi ikke skielve, naar hans grandseende Øyne see der? Ney; ikke naar vi elske Gud af et oprigtigt Hierte; han seer der vores Mangel, men han seer der tillige vores Oprigtighed, vore Forsætter, vore Lengseler, vore Sukke: HErre al min

Begiering er for dig, og mine Sukke ere ikke skiulte for dig. Og som nu Salomon i disse Ord beskriver os Guds Alvidenhed i Almindelighed, saa beskriver han tillige den særdeles Virkning af Guds Alvidenhed: Han beskuer Onde og Gode. Her see vi,

at det flyder nødvendig af Guds Alvidenhed og Allesteds Nærværelse, at han maa give Agt paa Onde og Gode. En Gud, som har Øyne og ikke seer, ikke bekymrer sig om sine Skabninger, er det uværdigste Begreb, man nogensinde kan giøre sig om Gud. En Afgud [Ps. 115. v. 5.] fortiener at beskrives saaledes: Han

har Mund, men kan ikke tale, han har Øyne, men kan ikke see. Men

en Gud, som veed alle Ting, og ikke bekymrer sig om nogen Ting, er et Foster, som ikke kan avles uden i en forvirret Hierne.

Ney, HErren beskuer Onde og Gode.

Hvor beklageligt er det ikke, at her skal giøres denne Forskiel imellem Mennesker, at nogle ere onde, andre gode; thi hvor fordervede vi ere af Naturen, kunde vi dog alle blive gode. JEsu dyre Igienløsnings Verk har forhvervet os den Naade, Men det er endnu meere beklageligt, at de fleeste Mennesker ere onde, ikke allene iblant Hedninger, der vide ingen Forskiel imellem høyre og venstre Side; men iblant Christne, som

have en oplyst Forstand, som see den Vey, der er forelagt dem til Evigheden; saa fordervet er Naturen, saa mægtig er Syndevane. Men det er dog en Trøst, at der ere baade Onde og Gode paa et hvert Sted. Vare der allene Onde paa et Sted, saa var det en Afbildning paa Helvede, saa maatte de fortære hinanden indbyrdes; men naar de Gode ere blandede med de Onde, saa ere de dog som et Salt, til at bevare Verden fra

[Matth. 5. v. 13.] Forraadnelse: I ere Jordens Salt.

Nu, disse onde og gode Mennesker beskuer HErren. Ordet bemerker egentlig, at beskue en Ting saa Nøye, som en Taarn-Vægter, der kan see langt bort, og see omkring sig til alle Sider. Saa bruges Ordet 2 Sam. 13. og flere Steder. Altsaa forestilles her, Gud at sidde i sin Høye Himmel og see alle Mennesker, som vrimle paa denne Jord-Klode. Ingen kan undløbe hans Øyne; han seer dem rundt omkring, han seer deres mindske Bevægelser.

HErren beskuer de Onde. Han

kiender dem fra de Gode, endog naar de

gaae under Hyklemaske, endog naar de synes gode for menneskelige Øyne. Deres artige Levemaade, deres falske Ædelmodighed og Menneskekierlighed kan ikke overstryge deres Laster i hans Øyne. Men ikke nok: HErren kiender dem, han giver flittig agt paa alle deres Gierninger. Han seer dem paa deres offentlige Veye, han seer dem paa deres hemmelige Stier, han kiender deres Tanker langt fra; han seer hvert Anlæg der opkommer i deres Hierte. Har vi da Aarsag at frygte for onde Mennesker, naar de ere saa blotte for Guds alvidende Øyne? Han kan gribe dem, førend deres Misgierning endnu har undfanget i deres Hierte, han kan gribe dem i deres Misgierning, han kan gribe dem efter deres Misgierning, og give dem den fortjente [Ps. 2. v. 4.] Løn for deres Gierninger. Den som

boer i Himlene leer ad dem, HErren bespotter dem. Og som HErren beskuer de Onde, saa beskuer han tillige de Gode. HErren kiender dem, endog naar de ere bekiendte i Verdens Øyne, endog naar de ere ubekiendte for sig selv i Fristelsens

Stund, Hans Lugt er i HErrens

Frygt. Han kan bestandig stille dem fra Hyklere og Øyenskalke. Men ikke nok; HErren kiender de Gode; han beskuer dem med et kierligt Øye. Han seer vel mange Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder hos sine Børn, men han seer tillige sit eget Billede, han seer sin Almagt i deres Afmagt, han seer dem ikke allene her i deres skrøbelige Tilstand, men han seer dem allerede i Saligheden; han seer den Grad af Herlighed, de skal opnaae i det andet Liv, saa de nødvendig maae være behagelige i hans Øyne. HErren beskuer dem med et melidende Øye. Han kiender deres onde Natur, han kiender den Verden, de leve udi, han kiender de mange Lidelser, de ere underkastede, han kommer ihu, at de ere ringe, han tænker paa, at de ere Støv. At see Mennesker, som midt igiennem Skrøbelighed og Afmagt, Uselhed og Elendighed, Nød og Død, maae kiempe sig frem til Saligheden, er vist nok et Syn, som maa opvække Medlidenhed hos al Barmhjertigheds Fader.

HErren beskuer sine børn med et [Ps. 32. v. 8.] raadførende Øye. Jeg vil lære og undervise dig om den Vey, paa

hvilken du skal gaae, jeg vil give Raad over dig ved mit Øye. En

Troende kan ofte komme i de Omstændigheder

i det Timelige, at han er gandske raadvild, at han veed ikke selv, hvad han skal gribe til. Der opkomme mange Tanker i hans Siel, han synes at en Ting kan giøres paa

den Maade, at den kan giøres paa en anden Maade, og jo vigtigere en Sag er, jo mere frygte vi, jo mindre ere vi i Stand til at gribe til en vis Beslutning. Men hvorledes kan da HErren undervise os? Hvorledes kan han give os Raad ved sit Øye? Jo! HErren kan give os den Forstand, at vi kan vælge det viiseste og beste blant vore egne Tanker, han kan aabne os en og anden Leylighed ved sit Forsyn, som viser os strax hvad vi skal giøre. Saaledes kan vi ofte see paa Guds Øyne, hvad han vil. Og endelig beskuer HErren sine Børn med et beskiermende Øye. Han seer dem saaledes, at

han bedækker dem med sit Øye, at ingen Fiende maa røre dem uden hans tilladelige Villie. Saaledes forklarer Moses denne [5 Mos. B. 11. v. 12.] Talemaade; naar han siger: Det er et

Land, som HErren din Gud har Nøye Agt paa, HErrens din Guds Øyne see stedse derpaa, fra Aarets Begyndelse, til Aarets Ende.

Nu denne Sandhed Salomon her indskierper

os i vor Indgangs Ord: At HErrens Øyne ere allesteds, som beskue Onde og Gode; det see vi tydelig for vore Øyne i vor oplæste Text. David viser, at HErrens Øyne ere paa de Gode. Men

de, som forlade sig paa HErren & c. HErren er trindt omkring sit Folk & c.

Han viser og, at HErrens Øyne ere paa de Onde. Ugudeligheds Spiir skal ikke hvile paa den Retfærdiges Lod, men de som henvende sig paa deres krogede Veye & c. I anledning heraf betragte vi:

Guds Øyne paa ethvert Sted

som vi see

I. Af den mægtige Forsorg,

han viser for de Gode.

II. Af de Grændser, han

sætter for de Onde.

Men, forend jeg nærmere afhandler denne Materie, maa jeg med faa Ord tale om denne Psalme i sig selv. Det er ubekiendt, baade Hvem der er Forfatter til denne Psalme, og Anledningen dertil. Dog synes det meget rimeligt, at David selv har skrevet den, deels, fordi Forfatteren her taler som en øvet Korsdrager, som den, der havde giennemgaaet mange Lidelser og Trængsler, som den, der havde seet store Prøver paa Guds mægtige Forsorg, og hvem passer det sig bedre paa end David, som havde seet Guds mægtige Beskiermelse over sig i saa mange foranderlige Omstændigheder af sit Liv: Som

Hyrde, som Konge, som Landflygtig, i Fred, i Krig. Ingen kunde tale af større Erfarenhed end David i denne Sag. Deels forekommer det mig rimeligt, at David har forfattet denne Psalme, fordi Forfatteren her tager Lignelse af Zions Bjerg, og de øvrige Bierge, som vare omkring Jerusalem, til at beskrive Guds Forsyn over sine Børn. Det synes best at passe sig paa David, som hver Dag saae dette Syn afmalet for sine Øyne. Han havde sit Kongelige Slot paa Zions Bierg, hvor der var en lystig og frugtbar Egn, hvor han tillige havde Udsigt til de øvrige Bierge, som omringede Jerusalem. Hvad synes nu naturligere, end at dette Syn maatte give ham Anledning til at tænke paa Guds Forsyn og mægtige Beskiermelse over sine Børn? Det ligner David ikke allene som en gudfrygtig Konge, men som Poet, som bestandig tog Anledning af hvad han saae for sine Øyne, og søgte at afskildre Naturen ved alle Leyligheder. Det finde vi overalt i Davids Psalmer. Da David var Hyrde, tog han Anledning af hvad han saae paa

Marken, af stilrindende Vande, af skiønne Græsgange: HErren han er min Hyrde, mig skal intet fattes & c.

Men nu han er bleven Konge og boer paa Zions Bierg, nu tænker han som Konge, nu tager han Lignelse af Zions Bierg, og de omligende Bierge.

Alt dette er overmaade rimeligt i mine Øyne. Men i hvad Anledning David har skrevet denne Psalme, kan vi ikke bestemme Med Vished. Ja maaskee han ikke sigter til nogen vis Omstændighed i sær, men til sit hele Liv og Levnet i Almindelighed; at han, ved at betragte Guds Veye med sig fra Ungdom op, har søgt at opvække hos sig selv en levende Følelse af Guds Forsyn, en inderlig Taknemmelighed mod Guds Velgierninger, og tillige at opmuntre andre Troende, at træde i sine Fodspor, at forlade sig paa HErren, saa ere de, lige saavel som David, forvarede under hans Vingers Skygge. Saa David her iagttager den Regel, HErren [Ps. 3. v. 10.] giver ved Propheten Esaiam: Siger en

Retfærdig, at det skal gaae ham

vel; thi de skal æde af deres Idretters

Frugt. Og til den Ende betragte vi nu:

I. Guds mægtige Forsorg for de Gode.

Den afmaler David saaledes i vor Text, at han Baade beskriver Personerne, og

Guds mægtige Forsorg over dem.

Han beskriver Personerne saaledes: At

de forlade sig paa HErren, at de ere gode og oprigtige i deres Hierter.

Der er i et kort Begreb, alt hvad der kan siges om Guds Børn.

David siger: De forlade sig paa Gud. Det er Kiernen af vor hele Religion og Guds Dyrkelse. Det forudsætter,

at vi maae kiende Gud, elske ham, ja paa det dybeste ydmyge os for hans Ansigt. Skal vi forlade os paa Gud, da maae vi kiende ham. Vi maae ikke allene have en grundig Overbeviisning om hans ypperlige Egenskaber, at han er alvidende til at see vor Nød, viis til at optænke

Midler, almægtig til at sætte dem i Verk; men vi maae kiende ham som en forsonet

Fader i Christo JEsu; ellers kan vi ikke trøste os ved hans guddommelige Egenskaber. Hans Viisdom og Almagt kan vel sætte os i Forundring, men de virke ingen Tillid og Fortrolighed i vore Hjerter, saalænge vi ikke kan giøre os et tydeligt Begreb om hans Kierlighed. Derfor er JEfu dyre Igienløsnings Verk, og i Besynderlighed hans Opstandelse fra de Døde, Grunden til [1 1. v. 3.] al vor Tillid og Fortrolighed til Gud: Lo- Pet.

vet være Gud, og vor HErres JEsu Christi Fader, som efter sin store Barmhiertighed haver igienfødt os til et levende Haab, formedelst JEsu Christi Opstandelse fra de Døde.

Her slutter jeg saaledes: Har Gud opfyldet alle sine Løfter, i Henseende til JEsu dyre Forløsnings Verk, har han paa den herligste Maade opvagt ham fra de Døde, saa er han mægtig til at holde alle andre Løfter, ja saa er han forbunden dertil. Nu er der intet i Veyen. Hans Retfærdighed er forso-

net. Hans Ære kan ikke forlange mere. Nu maa han ubrødelig holde den Pagt, [Job. 17. v. 11] han har oprettet med sin egen Søn; Frelseren fordrer det som en Ret: Hellige

Fader! bevar dem i dit Navn, som du haver givet mig, at de maae være eet, ligesom vi. Nu, saaledes

maae vi kiende Gud, om vi skal forlade os paa ham; men vi maae tillige elske ham; ellers er han gandske fremmet for vor Siel, ellers tør vi ikke vente noget Got af ham.

Hvor kan Ugudelige have Tillid til Gud, som hver Dag træde hans hellige Lov under Fødder? Hvor kan Hyklere have Fortrolighed til Gud, som hade ham i deres Hierter? Hvor er det mueligt, de kan forlade sig paa hans Kierlighed, som forsmaae hans Kierlighed? Ney, vi maae nødvendig elske Gud over alle Ting, saafremt vi skal troe ham over alle Ting. Det er just den sødeste Frugt af Venskab, at vi maae overlevere al vor Velfærd i hans Haand. Ja vi maae paa det dybeste ydmyge os for Gud,

naar vi skal forlade os paa ham. Vi maae bekiende og erkiende, at vi med al den Forstand,

vi eye, med al den Flid, vi anvende, med alle de lykkelige Omstændigheder, vi kan være udi, dog ey af vore egne Kræfter ere i Stand til at befordre vor sande Lyksalighed. Denne Ydmyghed og Underdanighed fordrer HErren af os, om han skal sørge for os. Vi bør bruge vor Fornuft, vi bør anvende alle Kræfter, men Æren vil [1 Cor. 1. v. 31.] Gud have sig selv forbeholden: Hvo som

vil rose sig, rose sig i HErren. Og

jo mere vores Ydmyghed tiltager, jo mere voxer vores Tillid og Fortrolighed til Gud. Saalænge Hiertet er stolt, kan vi ikke ret forlade os paa Guds Forsyn. Vi synes immer, at han ikke skiønner nok paa vore Fortienester. Men naar vi har ringe Tanker om os selv, saa er der intet, som kan betage os Tillid og Fortrolighed til Gud.

En ringe Velgierning bliver da stor i vore Øyne, en stor Lidelse forekommer os ringere, end vi have fortjent, saa vi med fuld Tillid indkaste os i hans kierlige Forsyns Arme.

Nu saaledes opfører Troende sig imod Gud;

de forlade sig paa ham.

Men de ere ikke mindre elskværdige i deres Omgang med Mennesker. De ere Gode, eller, som Ordet bemærker, paa mange Skriftens Steder, de ere godgiørende

og nyttige Mennesker. Og

det er just den rette Beskrivelse paa Troendes Liv, at de ere nyttige frem for andre. Jeg nægter ikke, at der jo kan sindes Ugudelige, som kan giøre Verden anseelige Tienester, som kan bringe Kunster og Videnskaber i Flor; men de giøre dog langt fra ikke den Nytte, som Gudfrygtige. De kan øve mere glimrende, men ikke saa virkelige Dyder. De kan ikke paa saa kraftig en Maade befordre Menneskens sande Lyksalighed. Ney, endog den ringeste Troende er mere umistelig i Verden. Om han ikke besidder andre Egenskaber, er han dog Den lydigste Undersaat,

den beste Huusfader, og den redeligste Ven. Hvad kan opveye mod disse Dyder? Er en Troende den lydigste Undersaat, hvad sikrere Gierde

kan en Konge forlange om sin Throne? Vare alle hans Undersaatter gudfrygtige, kunde han sove trygt i hver Mands Skiød. Er en Troende den beste Huusfader, hvor mange dydige og nyttige Mennesker kan han opdrage for Kirken og Landet? Lad os tænke os om i Verden, vi skal befinde, at de dueligste Embeds Mænd, og de dydigste Borgere, de fleeste Tider ere Frugter af en christelig og gudelig Opdragelse. Hvad kan være større Nytte for det Almindelige Beste? Ja, ere Troende de redeligste Venner, hvor ere de umistelige i det Menneskelige Selskab? Den Deel, de tage i min Glæde, den Medlidenhed, de have med min Sorg, den Taalmodighed, de have til at høre mine Klagemaal, anseer jeg for de vigtigste Tienester i Livet. Hvor uskatteerlige ere da de Troende, som give os saa angenemme Husvalelser i Livet, som ofte maae giøre deres eget Liv ubehageligt, for at lette vore Byrder? Men herforuden giøre de endnu en meere udbredt Nytte. Deres Liv er nyttigt; det tiener til et Gudfrygtigheds Exempel.

Deres Bønner ere nyttige, de flette et Gierde om Kirken og Landet. Deres Lidelser ere nyttige, de Viise Religionens Kraft. Ja deres Død er nyttig, den er en Viisdoms Skole, for de Igienlevende:

[Ebr. 13. v. 17.] Hvis Omgiengelses Endeligt, naar I see paa, da efterfølger deres Troe.

Nu, saa elskværdig er de Troendes Opførsel mod Gud og Mennesker. Men det, som allermeest ophøyer deres Dyder, er, at de

ere reedelige i deres Hensigter. De ere oprigtige i Hiertet, siger David.

Oprigtighed er Sielen i alle vore Dyder, uden den tabe de beste Gierninger deres Verdie, baade i Guds og Menneskers Øyne. Uden Oprigtighed kan vore Gierninger ikke behage Gud; thi han seer fornemmelig paa Hiertet, Han hader alt falskt og forestilt Væsen, og anseer det, som den groveste Fornærmelse imod hans guddommelige Alvidenhed. Uden Oprigtighed kan vore Gierninger ikke engang behage Mennesker; thi alt, hvad der er efterabet, har noget Tvunget hos sig. Et Skilderie maa være nok saa smukt, det har

dog noget Tvunget hos sig, det er ikke at ligne mod et levende Ansigt: Saa mister vore Dyder al sin Yndighed, naar de ere forstilte. De kan vel giøre Nytte, men de forhverve sig ingen Høyagtelse og Troværdighed iblandt Mennesker. Derfor sætter Frelseren selv saa stor Priis paa denne Dyd, at han fremviser den, som en Raritet blant Mennesker.

See! siger han om Nathanael, der er

en Israelit, i hvilken er ingen Svig.

Og det er ingen Under; thi denne Dyd ligner Gud selv, som er idel Sandhed og Oprigtighed i sit Væsen. Der er og det fornemste han [1 Mos. B. 17. v. 1.] fordrer af Mennesker: Vandre for mit

Ansigt, og vær fuldkommen, det

er: oprigtig, heder det til Abraham. See, saaledes beskriver David Personerne: At

de forlade sig paa HErren, at de

ere gode og oprigtige af Hiertet.

Men han beskriver Guds mægtige Forsorg for dem i disse efterfølgende Poster: At

HErren giver dem indvortes Sikkerhed, udvortes Sikkerhed, at han bevarer dem fra afvigelser, at han giør vel imod dem.

David lærer os, at Gud giver sine

Troende indvortes Sikkerhed: De som forlade sig paa HErren, ere som Zions Bierg, der skal ikke ryste, men blive evindelig. Denne Talemaade: ikke at rystes eller bevæges, bemærker to Ting i den hellige Skrift: at

have et roligt og stadigt Sind, og ikke forandre sin Tilstand. Denne

dobbelte Maade skienker HErren sine Børn i farlige Tider. Han giver dem den Naade, at de har et roligt og stadigt Sind. De kan vel komme i en hastig Bevægelse og Forfærdelse; men naar den første Frygt er forbie, saa kan de igien samle deres Tanker, og gaae den tryggeste og sikkreste Vey. En stor Lyksalighed, som Ugudelige aldrig kan opnaae. Saasnart de komme i en betydelig Nød, ere de gandske raadvilde, de blive saa omspændte med Angest paa alle Sider, at de ikke kan bruge deres Forstand. Saa [Es. 7. v. 2.] læse vi om Kong Achas, da Syriens og Israels Konger havde forbundet sig med hverandre til at beleyre Jerusalem, at Kongens

Hierte blev hart bevæget, og hans Folkes Hierter, som Træerne i Skoven hid og did bevæges af Veyret. Hvor fortreffelig er

deres Frygt her afmalet, de lignes ved løse Træer, der ikke kan giøre nogen stand, der maae lade sig omdrive af en stærkere Magt. Saa opførte de sig ikke som fornuftige Mennesker i deres Nød; ney, der var hverken Forstand eller Hierte. De lode sig som livløse Træer omkaste til alle Sider. Men Troende kan have et stadigt Sind, enddog i de største Lidelser. Vi see et mærkeligt Exempel i David, da han blev forfulgt af Absolon. Hans Forfærdelse var stor, men han giorde strax de fortreffeligste Anstalter til hans Frelse: at han og alle hans Mænd skulle tage Flugten, at Zadoch tillige med Pagtens Ark skulde forblive i Jerusalem, at Husai hans Ven skulde slaae sig til Absalons Partie, for at giøre Achitophels Raad til intet. Alt dette var visselig saa udtænkt, at vi ret maae undre over, at David i denne yderlige Omstændighed kunde tænke saa fornuftigt, og ikke giøre et Skrit af Overilelse. Men dog,

vi kan tydelig begribe, hvorfor Ugudelige ikke saa vel, kan samle deres Tanker paa Nødens Dag, som Gudfrygtige. Ugudelige har intet Haab om at deres Anslag skal lykkes. De veed at Gud er deres Fiende, de maae frygte for, at han vil forstyrre alle deres Anslag. Det betager dem strax alt Mod og Lyst. Men Troende kan være forsikrede, at Gud vil velsigne deres Raad, om det er hans behagelige Villie, de skal undgaae Faren, det giver dem Lyst til at bruge deres Tanker. Ugudelige har intet at vove, naar de miste det Jordiske, miste de alle Ting; deres Haab strekker sig ikke længere, end til dette Liv; men Troende har noget at vove. Lad Ære, lad Velfærd, ja Livet med gaae i Løbet, de ere dog ikke forlegne, de ere Arvinger til det evige Livs Haab. Her begynder en ædel Frimodighed at lue op i deres [Ester. 4. v. 16.] Siel, de tænke med Dronning Ester: omkommer

jeg, saa omkommer jeg.

See! paa denne Maade er det mueligt, at Troende kan have et roligt og stadigt Sind i slibrige Tider, naar de først faae Tid til at

samle deres Tanker, og saa har de tillige den største Nytte af deres første Frygt og Forfærdelse. Den setter deres hele Siel i Bevægelse, men den frembringer tillige mange nyttige og ypperlige Tanker. Det forekommer mig dermed, ligesom med et Jordskielv, det giør Skade paa mange Steder, det ryster Jorden i sine inderste Indvolde, men det kan opkaste en Guldmine paa et og andet Sted, som tilforn har været ubekiendt: Saa kan Troende ryste i deres inderste Hierter, men der opdages ofte en nye Guldaare i deres Siel, mange sunde Raad, Mange Forsigtigheds Regler, og overalt en dybere og fortreffeligere Indsigt i Guds Forsyns Veye. Og som Gudfrygtige har et roeligt og stadigt Sind i farlige Tider, saa

Forandre de heller ikke deres

Tilstand. Det er Hykleres Væsen at spille en dobbelt Rolle, at forestille en Person i gode, og en anden i onde Tider; men Troende ere ubevægelige, de blive hverken Koldsindige i deres Gudsfrygt, eller give noget efter af deres Gudsfrygt.

De blive ikke koldsindige i deres Gudsfrygt, der kan vel undertiden indfalde en og anden Flyve-Tanke hos dem, at HErren har glemt dem, at alle deres Bønner ere forgieves; men naar den Heede er forbi, bliver Venskabet ofte langt hæsligere under Lidelsen. Deres Sukke, deres Klagemaal, deres idelige Samtale med Gud i deres Bønner, giør dem saa fortrolige med Gud, at de nu beslutte

[Ebr. 13. v. 16.] med Job: See, om HErren end vil slaae mig ihiel, saa vil jeg dog haabe

paa ham. Og som Troende ikke blive koldsindige i deres Gudsfrygt, saa give de

heller intet efter i deres Gudsfrygt.

De lade sig hverken indtage af en Slavisk Frygt, eller forfalde til nedrigt Hyklerie; de tale hvad de bør, de giøre hvad de bør, om det end stormer nok saa meget paa alle Sider. See! saa giver HErren sine Børn indvortes Sikkerhed; men han giver dem tillige:

Udvortes Sikkerhed: HErren er trindt omkring sit Folk, siger David:

Han slaaer en Leyr omkring dem, at

ingen Fiende kan trænge sig igiennem, uden hans tilladende Villie. Det er stort, at HErren befaler sine Engle at leyre sig omkring os paa alle vore Veye; men han betroer os ikke til Englenes Omsorg allene, han vil selv være med: HErren er trindt omkring sit Folk. Det stemmer overeens med, hvad HErren siger ved [Zach. 2. v. 9.] Propheten Zachariam: Jeg vil være

en gloende Muur trindt omkring Jerusalem, og bevise mig herlig derudi.

HErren setter et Gierde om deres Ære. Ligesom de ere nidkiere i at forsvare Guds Ære, saa er Gud igien nidkier i at bevare deres Ære. Han kan vel ofte tillade, at Troende maae lide paa deres Navn og Rygte, men han bringer igien deres Ære for Lyset. Han setter dem ofre i saadanne Omstendigheder, at de kan aflægge uimodsigelige Beviser paa deres Dyder. Saa de ere ligesom Sølvet, jo mere det luttres, jo renere og blankere kommer det ud af Smelte-Ovnen; jo mere deres Liv og Levnet beskues, jo mere

de bespeydes paa alle Sider, jo renere og ustraffeligere skinne de i alles Øyne.

HErren setter et Gierde om deres Gods. Jeg vil ikke tale om, naar der komme store og almindelige Straffe-Plager i et Land, saa kan Troende ikke vente at blive mere forskaanede end andre. I den Henseende siger HErren til Baruch, naar han forlanger at [Jer. 45. v. 5.] skaanes i Jerusalems Ødeleggelse: Og du,

du søger dig store Ting, du skal ikke søge dem, men jeg vil give dig dit Liv til Bytte i alle de Steder, hvorhen du drager. — Nok, naar han kunde frelse Livet, mere kunde han ikke forlange i en almindelig Ødelæggelse. Men ellers viser HErren ofte i farlige Tider, at han setter et Gierde om Troendes Velfærd, at deres Fiender ikke kan gaae saa vidt, som de gierne vil i deres Ondskab. Skulde det gaae efter de Ondes Anslag, de ville gierne fornedre Troende til de usleste Vilkaar, men deres Hænder ere ikke altid i Stand til at Udføre Sagen. De har længe en hemmelig Frygt for at giøre saa betydeligt et Skrit,

de opsette det til een Tid, de opsette det til en anden Tid, de lure paa den beqvemme Leylighed. Men naar de nu omsider har overvundet al Frygt, naar Buen er spændt, den brister, de døe, eller ryddes ud af Verden. Disse Vendinger i Guds Forsyn ere saa fine, at vi ikke kan mærke dem paa den nærværende Tid, men naar Nøden er forbie, naar vi i Stilhed og Rolighed kan overveye alle Ting, saa see vi Guds forunderlige Viisdoms Raad, endog i de allermindste Omstændigheder.

HErren setter et Gierde om deres Liv. Dette er saa kostbart i hans Øyne, at han

aldrig tillader, at det maa opofres, uden i de allervigtigste Omstændigheder, ellers maae

deres Fiender ikke røre et Haar paa deres Hoveder.

Vi finde mange betydelige Exempler derpaa i den hellige Skrift. Moses faaer Befaling at gaae ind til Pharao, og sige ham Sandhed paa Guds Vegne, men han tør ikke opløfte sin Haand imod ham. Elias maa fremtræde for Achab, og sige ham de

bitterste Sandheder, men hans Liv maa være dyrebar i Kongens Øyne, han maa skielve for sin egen Undersaat, naar han taler til Ham paa Guds Vegne; saa HErren lyser

[Ps. 105. v. 15] sin Fred over sine Børn: rører ikke ved

mine Salvede, og giører mine Propheter intet ondt. Og som HErren deri viser sin mægtige Forsorg for sine Børn, at han giver dem indvortes og udvortes Sikkerhed, saa tillige:

At han bevarer dem fra Afvigelser, paa det de Retfærdige ikke skal udrekke deres Hænder til Uretfærdighed.

Meningen er: at Troende aldrig skal komme i saa yderlige Omstændigheder i deres Lidelser, at de maae nødes til at gribe til voldsomme eller ulovlige Midler. Hvor med HErren tilstaaer, at en Lidelse kunde blive saa stor, at Gudsfrygtige ikke kunde holde ud, at de maatte gribe til at redde sig paa hvad Maade, de kunde; men HErren vil vaage over, at aldrig Lidelsen skal gaae saa vidt, at aldrig nogen Troende med Sandhed skal sige, at han har været

nød til at udrække sine Hænder til Uretfærdighed.

Her kommer det ikke an paa vores egen Indbildning; thi vi kan ofte, især i Begyndelsen forestille os, at en og anden Lidelse er utaalelig; men det er kun vores Kiælenskab og Utaalmodighed. Saasnart vi blive temmede under Korset, merke vi at det gaaer an, at Gud hielper os at aflægge en Byrde efter den anden. Her kommer det ikke an paa, at en Lidelse er stor og betydelig, den kan derfor være taalelig. Hvem skulde tænke, at mange Syge og Sengeliggende kunde Holde det ud, som ere naglede til Deres Syge-Seng, det eene Aar efter det andet, som see ingen Ende paa deres Jammer; men Erfarenhed viser ikke allene, at det er mueligt, men at de kan være vel fornøyede under deres Kors. Hvem skulde tænke, der seer mange Troende i deres Døds Kamp, at de kunde holde ud? Deres Lidelser stige undertiden saa høyt, at det synes at overgaae menneskelige Kræfter, at man maatte frygte for, de skulle miste

deres Troe og Taalmodighed; men vi merke, at det gaaer an, de faae iblandt en Vederqvægelse under deres Lidelse, de beredes derved til at udstaae en nye Prøve; han kaster dem paa nye igien ind i Elendigheds Ovn, og de komme ud, som et luttret Guld. Deres Troe staaer sin Prøve, de føre [1 Petr. 1. v. 9.] deres Troes Ende herfra, som er deres Sieles evige Saliggiørelse. Saadan en Lidelse kan være meget bitter og heftig, og dog taalelig.

Det kommer ikke an paa, at Fristelsen kan være stor, til at gribe til et eller

andet ulovligt Middel i farlige Tider; men derfor er det ikke sagt, at Lidelsen jo kan være taalelig. Man forestille sig David, da han havde Saul i sin Haand, da han var saa nær ved ham at han kunde skiære Fligen af hans Kappe. Enhver maa tilstaae, at denne Fristelse var betydelig, i Henseende til de mange Forfølgelser, han havde udfaset af Saul, i Henseende til den Fare, han hver Dag maatte leve udi; og nu at have sin Fiende i sin Haand, at kunde

paa engang giøre en Ende paa al sin Elendighed, og i Rolighed bestige Thronen, det var en overmaade farlig Fristelse. Og jeg troer virkelig, at endeel uordentlige Tanker kunde opkomme ved denne Leylighed i Davids Siel; i det mindste synes den Talemaade,

at Davids Hierte slog ham, fordi han havde skaaret Fligen af Sauls Kappe, at tilkiendegive, at han havde Fristelse til at gaae et Skridt videre, saa han nu skammer sig ved denne Tanke; men hvor stor denne Fristelse end var, var den dog overvindelig; han kom derfra med en uskadt Samvittighed. Saa kan Troende komme i saa betydelige Fristelser, finde saa beqvemt et Middel, til paa engang at redde sig udaf deres Nød, at de kan skielve i deres inderste Hierte, at de ikke selv veed, hvad de skal gribe til; men dog kan Lidelsen være taalelig, dog kan Tid og Erfarenhed lære dem, at de kan bie, og bør bie, indtil Guds Time kommer. Med faa Ord: Ingen tør understaae sig at sige for Guds Ansigt, at han er nødsaget til, at udrække

sine Hænder til Uretfærdighed; saa vidt skal hans Lidelse ikke komme, det vil Guds mægtige Forsyn vaage over.

Men hvilken urandsagelig Viisdom hører der ikke til, at afveye Lidelsen efter vore Kræfter? Her maa Gud kiende den menneskelige Natur fra Grunden af; thi skiøndt vore naturlige Gaver kan helliges og forbedres ved Naaden, Naturen kan dog ikke reent udryddes. Vi see et mærkeligt Exempel i Patriarken Jacob. Frygt var hans naturlige Passion, og Frygt kunde han ikke reent aflegge. Guds Engle mødte ham, da han kom fra Labans Tieneste. Ikke nok; Guds egen Søn gav sig i Strid med ham, og lod sig overvinde af ham, for at nedlade sig til hans Skrøbelighed, for at overbevise ham paa denne sandselige Maade, at han skulde være mægtig til at modstaae sin Fiende; men Jacob blev Jacob alligevel; han frygtede dog for at see Esaus Ansigt. Et stort Beviis paa, at Naturen kan ikke reent udryddes; at Lidelsen tillige maa afveyes efter vor naturlige Beskaffenhed. Her maa

HErren nøye iagttage den Forskiel, der

er imellem Mennesker. En Lidelse

kan være taalelig for en, som er gandske utaalelig for en anden. En kan taale at bære en stor Foragt, en anden kunde det koste Livet. En Lidelse kan passe sig paa et Folk, som ikke kunde passe sig paa et andet. Slaver

kan bære andre Byrder end et frit Folk.

Her maa HErren nøye veye de Naade-Gaver, vi ere beqvemme til at imodtage. — Hvor vidt de strekke sig, hvor længe de kan holde ud i en og anden Lidelse. Med faa Ord: alle Omstændigheder maae her saa Nøye afveyes, som paa en Guld-Vægt, om Lidelsen skal passe sig til vore Skuldre, om vi ikke skal fristes til at gribe til ulovlige Midler.

Jeg vil hermed ikke sige, at Gud jo kan skienke os saa store Naadegaver, som langt overgaae vore naturlige Kræfter; at han kan giøre den til en Helt, som plat ingen Frimodighed eyer af Naturen. Men det er ikke Guds sædvanlige Huusholdning med Mennesker. Han lader os beholde vore na-

turlige Tilbøyeligheder, han helliger og forbedrer dem ved Naaden, og derefter afveyer vore Lidelser.

Men maaske nogen ville sige: Hvorledes kan vi være forsikkrede om, at vore Lidelser ere saa nøye afveyede, at de aldrig kan overgaae vore Kræfter? Fordi Gud har

[1 Cor. 10. v. 13] sagt det: Gud er trofast, som ikke skal lade eder fristes over Formue; men giøre saadan Udgang paa Fristelsen, at I det kan taale. Desuden kan HErren give os den Vished i vort Sind, at vi skal være i Stand til at udstaae Lidelsen, at vi skal see den herligste Udgang derpaa. Hvem vil tvivle om, at det er mueligt for Gud, som er Aandernes Fader, som paa den nærmeste Maade kan have Omgang med vor Siel? Vi see et merkeligt Exempel i Hanna; hun var beskelig bedrøvet i sin Siel, da hun kom i HErrens Huus, men da hun havde giort sin Bøn, da hun havde udøst sit hele Hierte for Guds Ansigt, blev hun glad og gik fornøyet hiem til sit Huus; og hvorfor? Uden Tvivl, fordi HErren

havde givet den Vished i hendes Hierte, at hendes Bøn var bønhørt. Saa er det mueligt for Gud, at give Troende den Frugt af deres inderlige og brændende Bønner, at de faae den faste Overbeviisning i deres Siel, at de skal holde ud i Lidelsen, og vinde Seyer, Ja Gud kan altid mage det saa, hvor rasende Tiderne end ere, at der kan blive et Haab tilbage til Forandring. Saalænge dette Haab varer, saalænge vi ikke see en aldeeles Umuelighed for vore Øyne, saa kan vi bære Lidelsen, saa kan de Retfærdige bevares fra at udstrække deres Hænder til Uretfærdighed.

Og endelig beviser HErren sin mægtige Forsorg for sine Børn derudi, at han giør

vel imod dem. HErren, siger David, giør vel imod dem, som ere gode og oprigtige i Hiertet. David siger ikke

hvorledes HErren skal giøre vel mod sine Børn; ney, det er mere end David tør vove, det har han ingen Forstand til, han veed ikke hvad der tiener til hans egen Velfærd, end sige til andre Troendes. Derfor

overleverer han den hele Sag i Guds Haand. HErren giør vel mod dem. Var der ingen Evighed i Vente, ja saa kunde vi sige Gud, hvorledes han skulde giøre vel imod os, saa maatte Jordiske Velsignelser falde i vor Lod; men naar der er en salig Evighed i vente, naar alt, hvad der møder os i Tiden, skal udmaales efter Evigheden, saa kan vores Forstand ikke rekke til, saa maae vi lade Gud selv raade for sine Børn. Derfor siger HErren selv i det foranførte

Sprog: Søger en Retfærdig, det skal gaae ham vel. Det er ret et Majestætisk Ord: Siig ham kun, det skal gaae ham vel, men jeg vil have mig selv forbeholden, hvorledes jeg vil giøre vel mod ham. Gud giør vel imod os, naar han bønhører vore Bønner, han giør vel imod os, naar han ikke bønhører vore Bønner, han giør vel imod os, naar han afvender Lidelsen, han giør ligesaa vel imod os, naar han giver os Taalmodighed til at bære Lidelsen, han giør vel imod os, naar vi leve, han giør vel imod os, naar vi døe; han giør

det vel altsammen. Men denne Huusholdning er for nærværende Tid skiult for vore Øyne. Vi begribe ikke Guds Øyemerke i sine Gierninger, vi begribe ikke de Midler, Han betiener sig af, til at befordre sine Børns Velfærd. Mindst havde Jacob tænkt, da han kom i den gierrige Labans Tieneste, at der skulde legges Grundvold til hans Rigdom. Mindst kunde Daniel tænke, da han blev bortført til Babylon, at hans Lykke skulde der vaagne. Mindst kan vi forestille os, naar vi leve i vanskelige og besværlige Tider, at de kan blive Midler til at befordre vor Velfærd. Men Tid og Erfarenhed kan ofte lære os, at Gud giør vel imod os, naar han synes at handle ilde med os. Hvor mange ere der i Verden, som har deres Fattigdom at takke for deres Rigdom? hvor mange ere der, som har deres Fiender og Misundere at takke for deres Lykke? Ja, farlige Tider ere ofte det beste Middel til at giøre Troende bekiendte, og bringe deres Gaver for Lyset. Men alt dette har Gud sig selv forbeholden, kun at vi vil troe ham

paa hans Ord, at det skal gaae os vel, for

Resten maa vi finde os i, enten han vil giøre os stor i Medgang eller Modgang, enten han vil lade os leve eller døe; nok, naar han giør vel imod os, nok, naar alle hans Gierninger sigte til dette store Øyemærke, som er at befordre vor evige Salighed, saa [Ps. 25. v. 10] maae vi bekiende: At alle HErrens

Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd. Og som vi nu har betragtet Guds mægtige Forsorg for

de Gode, saa betragte vi og

II. At han setter Grændser for de Onde.

Og da viser David, at Gud setter Grændser

baade for deres Magt og List.

Gud setter Grændser for deres Magt!

Ugudeliges Spiir skal ikke hvile paa den Retfærdiges Lod. Her maa jeg

først kortelig forklare Ordene i sig selv. Ved Ugudeliges Spiir forstaaes den Magt

og Herredømme, som falder i Ugudeliges Hænder, som de misbruge til Tyrannie og Strænghed. Saaledes forklarer Propheten Esaias denne Talemaade, naar han siger:

[Es. 14. v. 5. 6.] HErren har sønderrevet de Ugudeliges Kiep, Regenteres Riis, som slog paa Folkene med Grumhed, med Slag uden Afladelse. —- Ved de Retfærdiges Lod meene en Deel at forstaaes, den hele Retfærdiges Forsamling i Almindelighed, som kaldes en Lod, en Arvedeel, som Gud har udvalgt sig i Verden, men rimeligere synes det, at her ved Retfærdiges Lod forstaaes alt hvad Retfærdige tilhører: Deres Stand, deres Embederes Eyendom; med faa Ord: Alt hvad Guds Forsyn har tilmaalet dem i Verden. Meningen af den hele Talemaade: Ugudeliges Spiir & c. bliver altsaa denne: Ugudelige skal ikke øve sin Magt og Herredom over Retfærdige, mere eller længere end Gud vil; den skal ikke hvile paa dem i al sin Tyngde, den skal ikke hvile paa dem bestandig. Her lover David altsaa

ikke paa Guds Vegne, at Spiret ikke skal komme i den Ugudeliges Haand. Ney, det har ofte sin store Nytte. Behøver Verden ikke at lære at giøre Forskiel imellem gudfrygtige og ugudelige Øvrigheds Personer? Jo! det er altid nødvendigt, i sær i vore Tider, da mange Daarer paastaae, at en Stat gierne kan bestaae uden Religion og Gudsfrygt. Velan! saa kommer da Spiret i Ugudeliges Haand, for at vise den betydelige Forskiel. Den sande Religion trædes nu under Fødder; Al Dyd og Ærbarhed forsvinder. Og hvad bliver Frugterne? Den Kongelige Throne begynder selv at vakle; en Undersaat elsker ikke mere sin Konge; en Ægteven forraader den anden; der er ingen Kierlighed og Medlidenhed; ingen Redelighed og Troskab iblandt Mennesker. Saa begynder Ryggesløshed selv at skielve, og ønske at Spiret igien maatte komme i de Gudfrygtiges Haand. Hvilken Thriumph for den sande Religion? Hvilken Beskiemmelse for vantroe Mennesker, at de selv omsider maae krybe til Korset, endog

for at finde udvortes Sikkerhed og Beskiermelse i Verden.

Ere der ikke mange ugudelige Mennesker,

som besidde rare og fortreffelige Gaver? Jo; de kan iblant meget Ont, optænke et og andet Got. De kan giøre mange nyttige Indretninger i et Land, og de ere nødsagede dertil. De maae, for at skiule deres øvrige Misgierninger og forblinde Mængdens Øyne, giøre en Deel glimrende Anstalter for det almindelige Beste. Nu, Gud som seer alle Ting i sit alvidende Øye, seer og at den Tid kan være nyttig, at mange Ting da skee, som ellers maaskee aldrig ville skee.

Ere der ikke mange i et Land, som behøve at opvækkes af Søvne? Jo, naar Tiderne ere ømme og lemfeldige, ere der mange, som sove i alle Stænder; men naar Spiret kommer i Ugudeliges Haand, der bliver in-Medlidenhed og Skaansel; den mindste Aarsag kan være nok til at fælde en Embeds Mand; saa bliver der en almindelig Opvækkelse i alle Stænder.

Er det ikke got, at de Gode blive bekiendte i et Land? Jo, der ere visselig mange Gudfrygtige, som af Ydmyghed og Undseelse skiule deres Dyder, fordi de frygte for mindste Skin af Pralerie; men naar de indfalde i farlige Tider, saa maae de Viise deres Gaver, saa kan Verden see den Skat, der ligger skiult i deres Siel.

Er det ikke got, at de Onde blive bekiendte i et Land? Jo, der ere alt for mange, som gaae under Maske i et Rige; men naar Spiret kommer i Ugudeliges Haand, saa har de ingen Aarsag at hykle længer, saa tage de Masken af, og fremvise sig i deres sande Skikkelse; og den Opdagelse er Guld værd, den kan giøre stor Nytte for det almindelige Beste. Altsaa har det sine vigtige og betydelige Aarsager, at Spiret undertiden kommer i de Ugudeliges Haand.

David lover heller ikke her, at Spiret jo maa røre den Retfærdiges Lod. Jo! de maae have en Snært af Riset, det har sin store Nytte. Troende har deres Feyl, de behøver at ydmyges. De kan være

lunkne og søvnagtige; de behøve at opvække. Ja, der er virkelig en Deel Gudfrygtige, som besidde saa rare og usædvanlige Egenskaber, som de ikke har Leylighed at fremvise, uden i vanskelige og besværlige Tider; derfor lader HErren dem tage sin Deel i Lidelsen, for al give dem Leylighed til at øve deres Gaver og giøre dem Ære for Verden.

Men David lover her paa Guds Vegne, at Ugudeliges Spiir skal ikke hvile paa dem i al sin Tyngde, eller at de ikke skal giøre saa meget Ont imod dem, som de gierne vilde. Og det kan HErren paa mange Maader forhindre, deels ved at udruste sine Børn med saadanne Egenskaber, som giør dem umistelige endog for Ugudelige, ak de ikke kan undvære deres Tieneste, deels ved at indjage Ugudelige en hemmelig Frygt og Forfærdelse, at, hvor meget de søge at foragte deres Gud, de maae dog frygte for ham, naar de vil gaae alt for yderlig i deres Ondskab. De mærke ofte, der er noget, som holder dem tilbage, og de veed ikke selv

Hvad det er; men det er Guds Røst i deres Siel. Og hvo kan opregne de mange Midler, Gud kan bruge til at formilde sine Børns [Es. 45. v. 15.] Lidelser; han er deri, saavel som i mange andre Ting, en Gud, som skiuler sig selv.

Jeg venter nu, at nogen vil indvende herimod, at der visselig ere de Retfærdige, som maae føle Ugudeliges Magt i al sin Tyngde, at den kan skille dem ved al deres Velfærd og Eyendom i Verden. Men et og andet Exempel giør intet til Sagen. Dertil kan Gud have sine skiulte, men viise Aarsager. Desuden blive disse Retfærdige ikke saa forladte, at der jo kan optænkes et og andet Middel til deres Frelse, at deres Vilkaar med Tiden kan forbedres. Men her tales om Troende i Almindelighed, at de ikke skal føle Ugudeliges Magt i al sin Tyngde. Det holder sin Prøve endog i de vanskeligste og besværligste Tider, undtagen naar Gud tillader, at hans Troende skal underkastes offentlige Forfølgelser for deres Religions Bekiendelse; men her tales ikke om saadanne

Tider, her sigtes kun til onde Tider i Almindelighed, naar Spiret kommer i Ugudeliges Haand, saa faaer de ikke lov at giøre saa meget ont mod Troende, som de vil.

Og som de Ugudeliges Magt ikke skal hvile paa dem i al sin Tyngde, saa heller ikke bestandig. David blev offentlig forfulgt af Saul tre Gange; men der maatte omsider blive den sidste Gang; hans Magt maatteikke længer hvile over ham, derfor taler [Ps. 116. v. 13] David af Erfarenhed, naar han siger: Jeg

vil optage den mangfoldige Saligheds Kalk, og paakalde HErrens

Navn. — Han kalder sine Lidelser en Kalk, fordi Guds Viisdom har tællet hver en Draabe, der er i denne Kalk; men naar den er udtømmet, saa maa den ikke iskienkes paa nye igien, saa skal David i Fred og Rolighed ende sine Dage. Og hvor er det trøsteligt for Guds Børn at betænke, at Ugudelige vel har deres Tid at rase, men at denne Tid er Nøye udregnet, at de ikke kan giøre et Skridt videre, end hans evige Viisdom har berammet. Hvor kan vi da ikke

med Taalmodighed oppebie Guds Time? Lad dem udbrede sig, som store Laurbær-Træer, lad dem giøre store Ophævelser, den Tid kommer dog, at deres Sted findes ikke mere. Man behøver vel ikke at spørge, hvorledes Gud kan rive Spiret af Ugudeliges Haand? Thi er han Livets og Dødens HErre, det koster ham kun et Ord at sette dem fra Huusholdningen. Ja er han Livets og Dødens HErre? Han kan skiule sine Troende for [Es. 26. v. 20.] dem, og giemme dem hos sig selv: Gak

mit Folk, kom i dine inderste Kamre, og luk dine Dørre efter dig; skiul dig, som et lidet Øyeblik, indtil Vreden

er gaaet over. Og som nu David viser, at Gud setter Grændser for Ugudeliges Magt, saa tillige

For Deres List; men de som henvende sig paa deres krogede Veye & c.

Hvor ere listige Mennesker her afskildrede,

de gaae paa Deres krogede Veye. Det viser den Møye og Umage, de paatage sig for at udføre deres Anslag.

Det er altid lettere at gaae den alfare Vey i Verden, end at søge hen til Gienstier. De ere mere knudrede og ujævne. Saa hører der langt fra ikke saa megen Møye til at opføre sig, som en ærlig Mand, som at gaae paa falske og underfundige Veye. Oprigtighed forestiller sin egen Person; det er altid lettere end at forestille en fremmed Person. Det ulmer under Asken. Naturen vil krybe frem, Hvor meget man end passer paa. Jeg

tiltager, skulle listige Mennesker kun een eller nogle Dage omgaaes Verden, saa var det en let Sag at forstille sig; men naar de bestandig skal omgaaes Mennesker, naar de idelig kan beskue deres Gierninger, saa hører der et stort Arbeyde til at forklæde sig ved alle Leyligheder. Oprigtighed har kun en Regel at rette sig efter, nemlig Guds Ord, men Falskhed har saa mange Regler at rette sig efter. Nu Vellyst, nu egen Ære, nu egen Fordel, saa der nødvendig maa blive en stor Forvirrelse i deres Tanker. Oprigtighed er altid frimodig, den frygter ikke at see Dagens Lys; men Listighed er altid frygt-

som. De veed at deres Gierninger ere mistænkelige, de veed, at de har mange skarpseende Øyne om sig, saa de ofte maae bruge de besværligste Omveye, for at komme til Maalet. Men saa stor Lyst har Ugudelige til at synde, at de spare ingen Møye, for at opfylde deres Anslag, saa Eliphas vel maa sige:

[Job. 4. v. 8.] At de pløye Uretfærdigheder; at, ligesaa stor Umage, som en Bonde maa paatage sig, for at omvelte Jorden, saa stor Møye maae de giøre sig, for at frembringe al den Falskhed og Forræderie, der ligger skiult i deres Hierte. Og som denne Talemaade viser, hvor arbeydsomme de ere, saa tillige

hvor konstige og behændige de ere i

deres List. Skulle de offentligen betræde Urelfærdigheds Vey, saa bleve de snart bekiendte, saa kunde enhver tage sig vare for dem, men de gaae paa krogede Veye, for at holde sig skiulte, at ingen skal merke hvortil de sigte. Nu synes de at tænke, paa noget Ont, nu igien paa noget Got. Nu synes de at tænke paa noget vist, nu igien at giøre blinde Ophævelser. Nu anstille de sig

modige, nu frygtsomme. Nu synes de at være i fuld Bevægelse, nu igien at være ganske roelige og stille, indtil de paa engang ere i Stand til at tage Masken af, og Viise hvad de føre i deres Skiold.

Men al deres Arbeyde og Kunst kan ikke hielpe, HErren skal lade dem fare med dem som giøre Uret. David viser her, at HErren setter dem i Klasse med aabenbare uretfærdige Mennesker, at de skal straffes paa samme Maade, og intet kan være billigere; thi skiønt de ikke strax ere saa dristige i deres Ondskab, skiøndt de ikke bruge saa voldsomme Midler, de kan dog, naar Tiderne vil tillade det, i en Hast ombytte deres Slange-Hud, og forvandle sig til Løver. Derfore siger vor Frelsere JEsus [Matth. 24. v. 51.] om den utroe Tiener: HErren skal give

ham sin Deel med Øyenskalke, han

skal behandle ham paa samme Maade, som en Øyentiener som kan anstille sig from og ærlig i hans Øyne, men ved Leylighed beviser den største Utroeskab, saa der er ingen anden Forskiel imellem listige og aabenbare

uretfærdige Mennesker, end Maaden i at udføre deres Ondskab. Ja de første ere saa meget verre end de sidste, som de ikke allene tænke at bedrage Mennesker, men at skiule deres Anslag for HErren selv.

Men hvori bestaaer nu deres Straf?

HErren skal lade dem fare, heder

det. Det kan skee paa adskillige Maader.

HErren lader dem fare, naar han aabenbarer deres Bedragerie, og setter dem i saadanne Omstændigheder, at de ikke kan skade mere; men det skeer ikke altid strax. Ney, de faae ofte Tid til at bruge al deres Skarpsindighed, til at udarbeyde deres Anslag saa konstig, som de vil, saa først lader HErren dem fare, og feyer deres hele Spindelvæv bort. Derfor regner Elipha det [Job. 5. v. 13.] iblant Guds store Gierninger, at han griber

de Viise midt i deres Trædskhed.

Og hvad kan være større Vanære for saadanne Mennesker? Deres hele Kunst bestaaer i at skiule sig for Verden, men naar de, som en Ederkop, blive hængende midt i deres Væv, naar de kan sees og be-

skues af alle Mennesker, saa ligger deres Skiendsel for den klare Dag.

HErren lader dem og fare, naar han bortrykker dem ved en hastig Død, at just, som de gaae frugtsommelige med de største Anslag, døer de bort midt i dem. Derfore maa vel Propheten Esaias spørge: Hvorfor vi har Aarsag at frygte for et Menneske, som skal døe, som det; at det koster Gud mindre at lade dem døe, end det koster os, at træde det ringeste under Fødder.

Ja, naar saadanne Mennesker døe bort i deres Synder, lader HErren dem evig fare fra sit Ansigt, og det er den guddommelige Giengieldelses Ret over saadanne Syndere; thi de har i deres hele Liv søgt at vige fra Gud og hans Veye. Nu høste [Matth. 7. v. 23.] de deres Gierningers Frugt: Viger fra

mig alle I, som beslitte Eder paa Uretfærdighed.

Anvendelse.

Det staaer nu tilbage, at anvende denne Prædiken, baade efter Textens og Dagens

Beskaffenhed. Kongen har angivet os fire Aarsager til denne Bede- og Taksigelses-Fest:

Den Varetægt Gud har holdt over Kongen og det Kongelige Huus, ved at afværge Krig, og anden Ulykke; at den fordervelige Qvægsyge har standset, at Gud har givet os en lykkelig Høst, efter mange Aars Misvext; og endelig, at Gud har kronet hans Majestæts Bestræbelser med et lykkeligt Udfald, til disse Rigers og Landes Sikkerhed.

Disse Velgierninger ere store og vigtige, naar de betragtes med opmerksomme Øyne.

Den langvarige og dyrebare Fred, HErren har skienket os, at Fader, Søn og Sønne-Søn hersker i Rolighed paa sin Throne, er vist nok et Exempel uden Lige. Men saa stor som denne Velgierning er, havde den blevet os til Skade, om vi i al den Tid ikke havde vidst af Tugtelsen at sige. En langvarig Fred giver Anledning til Sikkerhed, Sikkerhed til Vellyst, Vellyst føder alle Laster af sig. Hvor vilde Guds Ord

foragtes, hvor liden Indgang ville Lærere finde med alle deres Formaninger, naar Mennesker bestandig laae nedstunkne i Rolighed og Vellyst. Ney, Verdens Raadenhed behøver Salt, vi havde været i Bund og Grund fordærvede, om HErren havde skaanet os for alle Plager. Derfor har HErren hiemsøgt os med adskillige Straffe-Domme. Qvægsyge, Dyrtid, og overalt de farlige og urolige Tider, vi have levet udi, saa vi visselig har havt vor Deel af Korset; men Gud skee Lov derfor. Vi tilbede den Haand, som har ydmyget os.

[Ps. 68. v. 20.] Lovet være HErren Dag fra Dag, han legger en Byrde paa os, han som er vor Saligheds

Gud. Men endog midt i disse Plager har Gud viist sit kierlige Hierte for os. Han har givet sine Børn indvortes Sikkerhed. Der ere de baade i det Kongelige Huus, saavel som i Landet, som har havt et stadig Sind i de farligste Tider, og staaet ubevægelige paa deres Post. Det er en Ære for dem, men det er endnu større Ære

for Gud, som har været saa mægtig i deres Skrøbeligheder.

HErren har sat et Gierde om vores udvortes Velfærd, at, skiønt Stormen gik over nogles Hoveder, den dog i en Hast blev adspredt ved hans Magtes Arm. HErren har bevaret sine Børn fra Afvigelser i disse slibrige Tider. Fristelsen kunde være stor for mange da Spiret var i de Ugudeliges Haand, men Fristelsen var afveyet; vi kunde tie og bie til Guds Time kom. Ja, den naadige Gud har i denne Tid viist, at hans Øye har været paa de Fattiges Hytter. Hvor stor Nød og Elendighed har der været? Hvor mange hemmelige Taarer ere der udøste? Men Lidelsen var afveyet, den gik ikke over deres Kræfter, derfor ere der i denne Tid saa mange ypperlige Anstalter skeede til Fattiges Beste, saa overflødige Almisser uddeelte, at mange hellig har iagttaget den

[5 Mos. B. 15. v. 11.] Regel, som HErren giver Israel: Fattige

skal ikke ophøre fra at være midt i Landet, derfor byder jeg dig, og siger: du skal jo oplade din Haand

for din Broder, for den, som trænger hos dig og for den Fattige i dit

Land, Men nu synes det at opklare til bedre Tider. Den fordervelige Qvægsyge er standset, den dyre Tid er formildet, og overalt, Spiret er ikke længer i de Ugudeliges Haand. Den Kongelige Throne er omgierdet, enhver er sikker i sin Stand, som Med Troskab forretter sine Pligter. Med faa Ord: Vi kan leve et roligt og stille Levnet i al Gudfrygtighed og Ærbarhed; ja, Gud har ved at krone hans Majestæts Bestræbelser med et lykkelig Udfald lagt Grundvold til vores og vore Efterkommeres Sikkerhed. Og da hans Majestæt den 16 November sidstleden har taget det Kiilske Holsteen i Besiddelse, og befalet os derfor at aflegge offentlig Taksigelse i Guds Meenighed, saa er det vor Pligt paa denne Dag at overveye, hvor stor og betydelig denne Velgierning er. Det er bekiendt, at det i mange 100de Aar har været et Tvistens Æble. Det er merkeligt, siger en af vore Tiders Skribentere, at nogle af de priseligste Regientere, som

Har siddet paa den Danske Throne har lagt Grundvold til denne Urolighed. Vi see heraf, hvor Ufuldkommen al menneskelig Viisdom er, hvor en eneste Feyl kan drage ulykkelige Følger efter sig i mange 100 Aar derefter. Vi see heraf, hvor nøye Gud bestemmer Tiden til alle sine Gierninger. Det feyler ikke, at der længe tilforn Har været arbeydet paa at bringe denne Sag i Rigtighed, men Tiden var endnu ikke kommen, der maatte mange Ting skee, førend det kunde skee, Vi har Aarsag at sige med

[Ps. 92. v. 6.] David: HErre! hvor store ere dine Gierninger, dine Tanker ere meget dybe.

HErren har, ved at anordne denne Bede- og Taksigelses-Fest, vildet oprette en Ihukommelse om sine underlige Ting. Vee os! om vi nogensinde forglemme denne store Maade, Om vi ikke søge at forplante til vore Børn og Efterkommere, hvor store Ting HErren har giort imod os. Vores forrige Uskiønsomhed maa opvække os til des større Taknemmelighed mod Gud; thi hvad Frugter

har vi dog baaret HErren for alle hans Velgjerninger. Den samme Horerie og Vellyst, den samme Gierrighed og Uretfærdighed, den samme Frekheds og Letsindigheds Aand, og overalt en almindelig Lunkenhed og Søvnagtighed hersker endnu midt iblant os. Her er intet Liv, ingen Nidkierhed og Opvækkelse.

Vi sove, skiøndt Gud har brugt saa mange Midler til at opvække os af Søvne. HErren beskiemmer os endnu med sin Naade paa denne Dag, men han vil en anden Tid beskiemme os med sine Straffe-Domme, om vi fremture i vores Ubodfærdighed. Den [1 Sam. 2. v. 30] Regel staaer evig fast, og HErren har beviist den saa kiendelig i vore Tider: Hvo

mig foragter, vil jeg igien foragte,

Vor tilkommende Lyksalighed maa bevæge os til des større Taknemmelighed mod Gud.

Elske vi os selv, elske vi vore Børn og Efterkommere, ønske vi at Herren skal velsigne vore Anslag, og at det Glimt,

han har viist os af bedre Tider, skal vedvare, ønske vi at Spiret skal blive i de Gudfrygtiges Haand, ønske vi at Sandhed og Redelighed skal oprette sin Throne iblant os, med faae Ord: Er vor hele timelige Velfærd vigtig i vore Øyne, er Saligheden dyrebar i vore Øyne; da maa det paa denne Dag opvække os til en brændende og oprigtig

Taknemmelighed mod Gud. Men Gud kan ikke være tient med saadanne Tienere, som allene rose og berømme ham i hans Øyne. Han fordrer at vi skal bevise Taknemmelighed i Gierninger. Bort med de [Es. 55. v. 7.] store og Himmelraabende Synder, som tilforn har opvakt Guds Vrede over os. Den

Ugudelige forlade sin Vey, og den Uretfærdige sine Tanker.

Lad os vise i alle vore Gierninger, at vi oprigtig forlade os paa Gud; men saa maae vi kiende ham, elske ham, som vort høyeste Gode, og ydmyge os for hans Ansigt; ellers kan vi aldrig have en vel grundet Tillid og Fortrolighed til Gud.

Lader os bevise, os som nyttige Mennesker hver i sin Stand, Øvrigheds Personer være aarvaagne paa deres Post. Lærere være nidkiere i deres Embeder. Enhver paa sin Post stræbe at arbeyde paa sit eget, saavel som det almindelige Beste, saa legge vi den beste Grundvold til vor tilkommende Lyksalighed.

Maae det dog ikke bevæge os paa denne Dag, at vi kan blive lyksalige, om vi kun vil: Vi kiende Reglen, vi kiende Guds Hierte, vi kan af de forrige Velgierninger slutte os til, hvor vel HErren vil giøre mod os, naar vi kun vil elske og

frygte ham af et oprigtigt Hierte. Men derimod hvor sørgelige Tider kan vi forestille os, om vi forlade vore Fædres Guds Pagt?

Hvor let kan HErren igien give Spiret i de Ugudeliges Haand, hvor let kan han ved hemmelige Straffe-Domme berede os til en større Ødelæggelse. Det er et forfærdeligt Ord, naar HErren siger ved Propheten [Hos. 5. v. 12. 14.] Hoseam: Jeg vil være Ephraim som et Møl, og siden som en Løve. Ved

Møl forstaaes hemmelige og ukiendelige Straffe-Domme, som saaledes efterhaanden fortære en Skat, at den mister al sin Styrke, at den i en Hast kan blive til et Rov for sine Fiender. Lignelsen er taget af et Mølædt Klæde, der kan see smukt ud, saa længe det ligger stille, men naar man holder det for Lyset, saa er det fuldt af Huller, saa smulner det bort imellem vore Fingre, saa kan et Land blive saa fuld af indvortes Svagheder, at det ved den mindste Storm kan omkastes.

Saadanne Tider kan vi vente os, om vi ikke ydmyge os for Gud ved en alvorlig og betimelig Omvendelse. Hvad udvælge I da paa denne Dag, enten at legge Grundvold til eders tilkommende Lyksalighed eller Ulyksalighed. Jeg haaber I alvorlig vil beslutte med Israel: Vi vil tiene HErren

vores Gud og høre hans Røst.

Nu saa skal da denne Dag være et Vidne imellem Gud og os. Saa beslutte vi saaledes denne Dag at tiene ham som vi ønske han herefter skal behandle os og vore Efterkommere. Hvor stor er denne Pagt, hvor maa den bestandig staae indskrevet i vore Hierter? Ja lad det opvække os til Taknemmelighed mod Gud, at Kongen og det Kongelige Huus i Dag nedstiger fra deres Throner, for at love og ophøye Gud for alle de store Velsignelser, han har udøst over dem og det gandske Land. Lad os alle nedkaste os for Guds Throne og forene vores Andagt med deres, at vi aldrig maa bryde den høytidelige Pagt, vi nu har oprettet med HErren vor Gud, at Guds Velsignelse bestandig maa hvile over dem og over det gandske Land. Fred være over det Danske og Norske Israel!

Trykfeyl.

Pag. 12. lin. 22. mindske læs: mindste

— 14. — 15. melidende — medlidende

— 19. in Margine Ps. 3. v. 10. — Es. 3. v. 10.

— 22. in Margine Job. 17. v. 11. — Joh. 17. v. 11. —- 32, in Margine Ebr. 13. v. 16. — Job. 13. v. 15.

— 38, — 9. og 10. Saadan — Saa

— 43. — 17. HErren — HErre!

— 44. — 2. HErren — HErre!

— ibid.— 12. Søger — Siger

— 47. — 5. sønderrevet — sønderbrudt

— ibid. — 15. Embe- — Embede

— 49. — 20. in- — ingen

— 58. — 17- Elipha — Eliphas

— 60. — 7. standset, at — standset; at

— ibid. — 2i. Tugtelsen — Tugtelser

— 65. — 25. faae — faa

Guds mægtige Forsorg for de Gode, og de Grændser, han setter for de Onde. Forestillet i en Prædiken, som paa den allernaadigst anordnede Bede- og Taksigelses-Dag den 1. December 1773. over Texten den 125de Davids Psalme er holden til Aftensang i Roeskilde Dom-Kirke, [...]

Guds

mægtige Forsorg for de Gode,

og

De Grændser, han setter for de Onde.

Forestillet