? Korte Betragtninger over Fredsommeligheds Dyd og Nytte for det ganske Menneskelige Kiøn, og om Krigens ødelæggende Følger. opvakte ved Erindringen af den for Danmark saa lykkelige Dag, den 16 Nov. 1773.

Korte

Betragtninger

over

for det ganske Menneskelige Kiøn,

og

om Krigens ødelæggende Følger.

opvakte

Erindringen

af den for Danmark saa lykkelige Dag, den 16 Nov. 1773.

Viborg, 1774.

trykt i det Kongelige privilegerede Bogtrykkeri ved C. H Mangor.

2

Tullin, i en Apostrophe til GUD, udi sin Digt om Søefarten.

Dit Forsyn er det, som utæmte Lyster tæmmer, Den dæmper dem vel ei, men styrer deres Fart, Maaskee Tyranners Sværd med Blod din Villie fremmer, Maaskee — men dette giør din Evighed vel klart.

3

§. 1. Den vidtberømte Hugo Grot har bemøiet sig at sammenskrive et vidtløftigt, og over heele Europa bekiendt Verk angaaende Krigs og Freds Ret. Ingen kan nægte, at han jo har fortient stor Ære, og indlagt sig et udødeligt Navn ved dette Verk, som Lovkyndig, skiønt alle Verdens Statsmænd og Moralister ikke endnu kan tænke eller skrive formeget i denne Materie. Men en ikke mindre værdig Beskæfti

4

4

gelse er det, at betragte denne for det gandske menneskelige Kiøns Vel saa vigtige Sag, blot som Menneskeven og Christen. Thi med den ømmeste Rørelse maae et ædelmodigt Gemyt tænke paa Krig: paa de Millioner Liig, som i hvert Aarhundrede strøes paa Jordkloden, især paa Europæ Marke og i Havets Vande: paa det meget uskyldige Blod, som ved Krige udgydes: paa de utallige Elendigheder, som Mennesker og Creature derved tilføies: paa de Ødelæggelser, som foraarsages heele Lande dg Stater.

§. 2. Sandt er det, at der kan gives retfærdig Aarsag til mangen offensiv Krig, og at derimod en defensiv Krig er ikke altid retfærdig, og tvertimod. Men dog er det gandske urimeligt, at det skulde gaae til med Krige, som Dommen hist faldt i Lyst-Spillet, at begge Parter paa een og den samme Tiid, og i eet og det samme Tilfælde kunde have Ret. Een af dem maae nødvendig have Uret; Og Vee da den ved hvilken Forargelsen kommer!

5

5

§. 3.

Hvor ofte haver ikke Stolthed og en skammelig Lyst til at faae et udødelige Navn i Historierne, som en Erobrer: en afskyelig Herskesyge: en indbildt Trang til at udvide eller betryge sine Grændser: hemmelige StatsGreb: hykkelske Raad: forfængelige Misundelser (Jalousier) personlige Omstændigheder: Ja vel og Elskovs Handeler kommet de blodigste Krige afsted (end og i de yngre og meere oplyste Tiider): -— hvor ofte har ikke saaledes een enkelt Person foraarsaget mange tusinde Menneskers Død og Undergang, heele Rigers og Staters ødelæggelse?

Hvor ofte er ikke den Mandighed, det Heltemood, som kuns skulde bruges i NødsTilfælde til Fædrenelandets og en retfærdig Sags Forsvar, misbrugt til at forsvare Uretfærdighed og Herskesyge og Blodgierrighed; Ja hvortil har det ikke vanslægtet, deels til en utidig Forvovenhed, deels til Grumhed? — Øiet blindes af Taare, naar det udi Historierne

6

6

seer saa utallige Spor og Exempler af disse Sandheder; Dog langt meer naar det seer, Hvorledes mangen hykkelsk og partisk Skribent, til Menneskelighedens Beskremelse, har søgt at overstryge Blod-Tørst og Herskesyge med de saa kaldede, dog ofte falske, Krigs- og Stats-Grunde: men Overmod og Grumhed med Helte-Mods Farver; Hvorledes de have stræbt at bygge Fyrster og Krigsanførere Æresminde-Støtter, forhvervede ved Undersaatternes og Medborgernes uskyldige Blod og Ødeleggelse i de uretfærdigste Krige? — Hellere havde man ønsket, at de havde givet Efterslægten den rette Oplysning, og reent ud givet Sagen sit rette Navn, saa at Efterkommerne kunde indprentes en retskaffen Afskye for at ligne Forfædrene i det Onde. Nu derimod vorder mangen Prints og stor Herre, som læser i Historierne de kildrende og glimrende Udtryk, som Krigs Bedrifterne gives, og den sædvanlige Højtidelighed, hvormed de foredrages, forført i en tiilig Alder til at danne sin Tænkemaade og Lyst til Krig og Blods Udgydelse, og til at

7

7 dæmpe den naturlige Afskye for Tvedragt, Vold og Mord: en Afskye, som burde være alle Mennesker, men i sær alle Christne, egen.

§. 4.

Der er vel ingen Krig, den være saa uretfærdig, som den være vil, for hvilken den Menneskelige Tænkekraft jo kan opfinde nogle medholdende Grunde og Aarsager. Det er og sandt, at ingen Fyrste eller Stat har nogen Dommer over sig her paa Jorden, for hvis Domstoel saadanne Grunde kunne prøves og paakiendes. Men man maae dog ikke tænke, at de jo ville blive undersøgte og paakiendte af den alvidende Dommer. Gud har betroet Fyrsterne den Ret at raade for Krig og Fred; Men vaersom maae de betiene sig deraf, saa- fremt de ikke ville udsætte sig for et Haardt Regnskab og Ansvar.

8

8

§. 5.

Fyrster og Stater, der kan betragtes, som enkelte moralske Persøner, have lige saavel Aarsag at holde Fred og Eenighed imellem hinanden, som enkelte Personer og Undersaatter imellem sig*). I fald de bekiende sig til Christum, bør de giøre det som Christne, efterdi han saa nær og nøie har sammenbundet og foreenet alle Christne "i een Troe, een Daab, eet Haab, og kalder dem til indbyrdes Ydmyghed, Sagtmodighed og Taalmodighed, og formaner den eene at fordrage den anden i Kierlighed, og at være flittige at holde Eenighed i

*) Kong Henrici 4ti udødelige Forslag om en evigvarende Fred imellem alle Regentere og Republiqver, er bekiendt. I denne samme Hensigt ere ogsaa adskillige Skrifter komne for Lyset, nemlig: a) Stats Systema om Balancen el-

ler Ligevægten imellem de Europæiske Regieringer. b) Memoire pour rendre la paix perpetuelle en Europe, Utrecht 1712 c) Sicheres Mittel, den Frieden in Europa ewig vest und dauerhaft zu machen. Achen 1748. @m. f.

9

9

Aanden formedelst Fredens Baand" *). Ja, efterdi Kierlighed og Eenighed ere tvende Hovedposter i den Christelige Religion, som udmærke den saa kiendelig fra alle andre Religioner, og foraarsage, at alle Christne evig maae tænke paa dens Stifter: Ham, som altid havde Kierlighed, Eenighed og Medlidenhed i Hiertet og paa Tungen.

Det er ikke aleene en Christen, der saaledes bør tænke, men alle Mennesker, endog Hedninge, have Aarsag til at vise en fredelig Tænkemaade. Saaledes finder man, at en fornuftig Hedning**) allerede har sagt. ”Siden Naturen har beskikket et slags Slægtskab imellem os, saa er det ubilligt, at det eene Men- niske hader eller efterstræber det andet”! Sandelig disse Ord ere en yderligere Eftertanke værd. Thi ligesom "GUd haver giort, at af eet Blod den ganske menneskelige Slægt boer paa den

*) See Brevet til de Eph. 4. Cap. 1. — 6. v.

**) Den Romerske Jurist Florentinus L. 3. ff. d., Just. & Jur.

10

10

ganske Jord"*). Saa kan man med ald Rette forestille sig det menneskelige Kiøn, som et stort vidtløftig Slægtskabs-Træe, der, ved utallige mange Greene udbredde over den heele Verdens Kreds, nedstammer fra en almindelig Roed. Alle Slægter ere som Linier af een og samme Punkt. Stamme-Faderen og StammeModeren ere tilfælles for alle.

Mon denne Fælledsskab, ihenseende til Menneskenes Oprindelse, skulde da ikke forbinde og drive Menneskene til indbyrdes Kierlighed? Burde alle Stater og Folkeslægter ikke ansee og indbyrdes elske hinanden som Brødre? Burde den eene Broder vel søge en Ære i at udgyde den andens Blod og forkorte hans Liv? Menneskens Dage ere jo onde og korte nok desuden. Hvorfor vil man da forkorte et Liv,

*) Ap. G. 17. V. 26.

**) Den Begierlighed efter at leve i Selskab med andre opvækkes ikke lidet derved, at den hellige Skrift lærer os, at vi alle have vores Herkomst fra de samme første Forældre, Grotius i Fortalen til sit Værk de Jure Belli & Pacis.

11

11

som varer stakket nok: Haste med en Død, som alt meere og meere nærmer sig? Hvorfor vil man forøge de mange Bitterheder i dette jammerfulde Liv, med større og fleere ? — "Visse af de vilde Beester (siger en vis Skribent) ere mindre grumme end Menneskene: Løverne bekrige ikke Løverne, og Tigrene ikke heller Tigrene, de angribe aleene Dyrene af en anden Slægt: Er det da ikke skammeligt, at det fornuftige Menneske i denne Post ikke engang vil ligne, langtmindre overgaae disse ufornuftige Dyr?"

§. 6.

Imidlertiid, som det aleene er visse Mennesker paa Jorden, i hvis Haand GUd har betroet de øvrige Menneskers Lykke og Velfærdt, Fred og Ufred; Saa kommer det fornemmelig an paa dem at betænke, hvor herlig en Løn de hisset have at vente, maar de have forvaltet og brugt den dem anbetroede Ret og Magt vel: Men hvorvigtigt et Regnskab og Ansvar de derimod underkaste sig, naar de forvalte samme ilde.

12

12

Altsaa skyer en from og retfskaffen Fyrste Krigen saavidt mueligt.

1. Fordi det er Gud, alle Kongers Konges meest behagelig.

2. Fordi det er en Fyrste gavnligst, sikkerst og berømmeligst.

3. Fordi den Pligt paaligger ham, i henseende til sit Folk.

§. 7. 1) Det er Gud meest behageligt. At

GUd har ingen Behag i uretfærdige Krige, det behøves aldeles ikke at bevises af Guds aabenbarede Ord, efterdi saadant er klart af Naturens eget Lys, og Naturens Ret lærer, at al den Magt og Vold, som krænker det Menneskelige Selskabs Sikkerhed, og berøver andre deres Ret, er uretfærdig*). Men at GUd just skulde have Behag i alle andre Krige, skiønt * See Grot, de Jure Bille & Pacis. Lib. 1 C. 2.

13

13 de kunde bære Navn af retfærdige, og skiønt Han vil og kan tillade dem, dette kan vel ei uden al Indskrænkelse siges. I det mindste har GUd upaatvivlelig ingen Behag i Krigens mange onde Følger, og i den Misbrug, som de, der have Ret til at føre Krig, ofte giøre af deres Ret. Det er sandt, at GUd i det gamle Testamente har befalet sit Folk at føre visse Krige. Men hvorvidt dette kan passe sig paa vore Tider og nu værende Staters Omstændigheder, indseer enhver Fornuftig. Det er og sandt, at da Abraham havde ført Kriig imod de 4 Konger, som havde udplyndret Sodoma, lovede Gud hans Gierning ved Mel- chisedech*). Men dette Exempel giør intet til Sagen. Abrahams Foretagende var en Nødværge, for at redde sin egen Broder-Søn Loth og hans Gods, som man havde fanget og bortført, og altsaa var det ligesaa berømmeligt som nødvendige. Man betænke tillige, hvor beskeden han var i det øvrige, og hvor afhol- *) See Gen. 14.

14

14

den Han var fra at drage nogen egen Fordeel af sin Seiervinding; Thi, uanseet Kongen af Sodoma, som han havde undsat, tilbød ham alt det tilbage erobrede Gods, vilde han dog for sin Deel intet Have, høilig bekræftende, at han end ikke vilde have saameget som en Traad eller Skoe-Tvinde. —

Det er da klart, at GUd, som er Kierligheds og Eenigheds Gud, ingen Behag haver i Krige, især i Krigenes Følger, som saa tit stride imod Guds eget Bud og Villie, endog naar Krigene allermeest bære det glimrende Navn af retfærdige. Derimod er det uimodsigeligt, at GUd har største Behag i Fred. Hvor høit GUd selv, som kaldes Fredens GUD, og de hellige Fædre have agtet Fred, sees ikke aleene af de Stæder i Skriften, hvor de prises salige, som elske Fred; Og deres Fødder deilige, som bebude Fred, men ogsaa af mange Exempler. —

15

15 David var GUd særdeles kier og behagelig; GUds Aand var bleven udøst over ham*); Han kaldes en Guds Mand**); En Mand efter Guds Hierte***). Ikke destomindre siger han selv****), at Gud havde ladet ham forbyde at bygge Herrens Navn et Huus, (Templen) fordi han havde udgydet meget Blod, og ført store Krige. Men hans Søn blev dertil udvalgt, som blev givet Navn af Salomo, det er: Fredelig: Og Gud gav ham Roe for hans Fiender trindt omkring. Denne Fyrste har og faaet større Berømmelse, og meere udødeligt Navn i den helligste og meest upartiske Historie, for sin Fredsommelighed, end alle Erobrere og Helte i de verslige Historier, for deres Krigs-Bedrifter. — Det heder om ham: "Salomon regierede i Freds-Tiid, og blev æret, efterdi Gud gav ham Roe trint omkring; Hans Navn naaede til

*) 1. Sam. 16. v. 13. 14.

**) 2. Krøn. 8. v. 14.

***) 1. Sam. 13. v. 14.

****) 1. Krøn. 22. v. 8.

16

16 Øerne langt borte, og han var elsket i sin Fred. —- Som en deilig og vigtig Løn til- siges Freden dermem, som adlyde Guds Bud, og som elske hans Lov*); Derimod trues de Ugudelige med en bestandig Ufred, som en Straf**). Det er derfor ikke at undre, at den gudfrygtige Konge Ezechias, da han engang havde forseet sig imod sin GUd, var tilfreds med hvad Herren vilde paalegge ham, naar der kuns maatte være Fred og Troefasthed i hans Dage. Ligeledes ønsker den ypperste Præst Onias i sin Bøn for Folket: Han (nemlig Gud) give os Hiertens Glæde, at der maa være Fred i vore Dage i Israel. — Ja hvor stor Afskye havde ikke Abraham for at begynde en Krig for en blot Grændse-Tvistigheds, for en puur Herskesyges Skyld? Han sagde derfor til Loth***). "Lad dog ingen Tvist være

imellem mig og Eder, imellem mine Hyrder og Eders Hyrder; Thi vi ere Brødre: Staaer

17

17 ikke alt Landet dig aaben for? Skil dig dog fra mig; Vil du fare til den venstre Haand, saa vil jeg fare til den høire. Eller vil du fare til den høire, da vil jeg fare til den venstre". — Saa fredelig var Abraham. Fredeligheds Dyd fulgte de andre, og Gud havde saadan Behag derudi, at han velsignede hans Sæd paa Jorden, og giorde den saa mangfoldig som Støvet.

§. 8.

2) Det er en Fyrste selv gavnligt, sik- kert og berømmeligst. a) Gavnligst og sikkerst. Krigens onde Følger treffe end og Seiervinderne selv. Fred ernærer, men Ufred fortærer. Krigen udtømmer en Skat, og giør den fattig paa alting, endog naar den er rigest paa Seiervindinger og Seiers Optoge. Skatter og Paalægge udarme Landet. Landets Folke-Mængde (en Stats Styrke) forminskes: Fabriqver, Manufakturer og Haand- værker gaae under: Agerdyrkningen standser: Levnetsmidlerne formindstes og stige til utaale-

18

18

lige Priiser, deels ved Agerdyrkningens Aftagelse og Forsømmelse, formedelst Mangel paa Folk og Korn, deels ved at forsyne de offentlige Forraads-Huuse, hvorover Luften opfyldes med de Fattiges Raab og Klage. Handel og Skibsfart ligge stille: Lovenes Handthævelse og Udøvelse hviler ofte: Sæderne forderves: Ungdommens Sinde vendes fra de boglige Kon- ster: En fordervelig Friehed maa ofte taales, som et fornødent Onde, blandt Tropperne: Rettens og Politiens Fremgang lider: Luften bedærves ved de af de mange Døde Menneskers og Creatures Kroppe opstigende usunde Dunster, hvoraf avles Pest og andre smitsomme Sygdomme. Kort: Krigens onde Følger ere utrolige og utallige fleere, end man forud seer: Og maae Steenene ikke fortælle dem, skiønt Krigen mangen gang ikke lader blive Steen paa Steen: Saa skal de umyndige diende Børns Skriig og Jammer, ja de umælende Creatures længselfulde Sukke *) bevidne Kri

*) Rom. 8. v. 19. 20. 21. Vel er der stor Striid om dette Sprogs rette Forstaaelse, da nogle for-

19

19 gens bedrøvelige Følger. — Ofte hender der sig og, at naar Erobreren har været saa lykkelig, at undertvinge andres Lande, har han ødelagt sit eget: Og ofte er den Fyrste, som besidder de vidtløftigste Stater, den svageste i henseende til Landenes Vidtløftighed og Fraliggenhed, indbyrdes Samfunds og Undsætnings Vanskelighed: De adskillige Folkes Uovereensstemmelse i Gemytter og Sæder: Større Byrde og Bekostning for Hoved-Staten ved at forsvare og holde dem alle i Forsvars Stand: Idelige Krige og Uroligheder, snart formedelst udvortes, snart indvortes Aarsager. Endelig naar Erobrerne have naaet Erobrings Lykkens høieste Spidse, giør deres Lykke dem drukne af Overmod, Stolthed, Vellyst, Sikkerhed og Overdaadighed, og baner Vei til deres fuldkomne Undergang og ødeleggelse. Seer man hen til de store Erobrere, som Historierne ommelde, i sær til de forlængst undergangne erobrerske Stater, som ere blevne kaldte med det prægtige Navn: Monar-

klare det paa en udvidende, og andre paa en ind- skrænket Maade. Men begge Maader kunne meget vel anvendes paa dette Stæd.

20

20

chier, (saamange som man af Historierne med Vished kan slutte, virkelig at have været til) da ere de alle Exempler paa denne Sandhed. Efterat de havde overvundet alle deres saakaldede Fiender, og udstrakt deres Erobringer til en forskrækkelig Vidde, ere de blevne anfaldne af Sikkerhed og Vellyst, som har givet baade indvortes og udvortes Fiender Anledning til at befordre deres ganske ødeleggelse, faa at intet uden deres blotte Navn er bleven tilbage. Vare de blevne inden de Grendser, som af Forsynet og efter Naturen syntes at være dem bestemte: Havde de søgt at forsvare, og vedligeholde disse, med lige saa stor og bestandig Dyd og Aarvaagenhed, som de vare anlagte og erhvervede, da havde disse Stater vel ikke taget saa hastig, saa forskrækkelig, saa tragisk en Ende. — Dette maae da i Korthed være nok talt, om de saakaldede lykkelige Krige, og om de lykkelige Krigende Fyrster og Stater. Men end meere ulykkelig er en Fyrste, naar Krigen gaaer uhældig af, og hvor ofte skeer ikke dette for Erobreren selv, som syntes at have

21

21

Hævd paa Krigslykken? Man maae begynde en Krig med saa store Fordeele, som man ønsker: Aldrig er man dog sikker at ende den, uden at have prøvet Krigens troløse Lykke; Thi Krigslykken følger, ligesom alle andre Ting paa Verdens Skueplads, en Forandringsfuld Plan, hvilken Menneskene ikke kan begribe. Man maae indlade sig i en Krig med nok saa stoer Fordeel og Overvægt frem for det andet Partie; Den mindste Misregning, et uformodentlig Tilfælde, et eeneste Menneskes Utroskab, en forbunden Magts Lunkenhed i at vedblive og opfylde sine Forbindelser, river ofte Seieren og Fordeelen ud af dens Hænder, som havde den, saa at sige, i sin Vold, og overleverer den til Fienderne: Bedre er da en sikker Fred, end en ventende Seier.

b) Berømmeligst. Det er Tegn til et overmodigt Gemyt, sagde den store Keiser Augustus, at ville for et Seiers Optogs, og en Laurbær-Krandfes skyld sætte sine Undersaatters Liv og Sikkerhed i Vove. — O! at en-

22

22

hver Fyrste under Solen vilde eftertænke dette. Historierne give Efterretning om mangen Fyrste eller Skat, som en falsk Ære, en forfængelig Titel af Erobrer, har dreven til at begynde den blodigste Krig. Men hvormeget have de feilet? De have grebet efter Skyggen af Æren, og aldrig have de naaet den sande og egentlige Ære, thi denne er uadskillelig fra Menneskeligheden. Og kan denne findes hos den, som for sin egen Lidenskabs skyld begaaer saa- dan Last, hvilken er alle Mennesker uanstændig, en Ødselheds Last, hvorved ikke saameget Penge, som — Mennesker paa en ynkelig Maade forødes og opofres? Nei! den sande Ære findes aleene i Menneske-Kierlighed, Mildhed, Stormodighed og Godhed. Den Ære, som disse Egenskaber tilveiebringe en Fyrste, er bestandig og fast grundet; Den grunder sig ikke paa hykkelske Skribenteres Vidnesbyrd, ikkeheller paa Frygt og Tvang eller paa Blods Udgydelse, og paa Medmenneskers ødelæggelse, og paa Undertryktes Sukke, men paa Dyden og Sandhed selv, paa Guds Ord og Samvit-

23

23

lighedens eget gode Vidnesbyrd, som paa alle Tider, og i Evigheden selv, og hos alle Folk, baade Venner og Fiender, aldrig skal tabe sin Vægt og Pris. Denne Ære overgaaer langt denne indbildte Ære, denne bedragelige Skygge af Ære, at anfalde og overvinde eet Folk efter det andet. — Hvad var Alexander den Stores Ære andet end en Skygge? Naar hans Bedrifter bedømmes ved Lyset, kan han ikke ansees meget anderledes, end som en højtidelig Røver, der formedelst en falsk Indbildning om Ære, fløi omkring fra eet Land til et andet, for at røve Folkes Blod og Friehed, og anrette U- roelighed og Forskrækkelse, Mangel og Hunger, Angest og Fortvivlelse. — Fredsommeligheds Dyd er berømmelig for en Fyrste, ikke aleene inden sine egne Landes Grændser, og i Hensigt til sit eget Folk, men og der uden for, og i Hensigt til andre Folk og Stater. Som Mæglere imellem andre Fyrster og Stater, naar de ere nær ved at rage i Strid og Krig, erhverver en Fyrste sig en langt grundigere og sikkrere Ære, end som Erobrer. Han vinder deres Kierlig-

24

24

hed og Høiagtelse, og han er vis paa deres Understøttelse, naar han selv maatte trues med Anfald: I steden for en herskesyg Erobrer drager sig alles Had og Misundelse over Hovedet. Andre langt fraliggende Folk, i steden for at misunde den fredelige Fyrste og hans Land den Ære, og de søde Frugter, som Fredsommelighed frembringer, Viise deres Høiagtelse for saa- dan en Tænkemaade, og deres Attraae efter at leve under et lige lyksaligt Regimente. Den Romerske Keiser Augustus er herpaa et Exempel. Ved sin Fredsornmeligheds Dyd fatte han sig i den Anseelse baade hos sine egne og fremmede, at de byggede Stæder efter hans Navn, og at der kom mange Konger og Folk af alle Lande, for at see ham, ære ham, og tilføre ham Skienk og Gaver. — Og vor uforglemmelige Friderik den Femte. — Hvorvidt udstrakte sig ikke denne Monarks Fredsommeligheds Ære, da den sidste udenlandske Krig brændte med fulde Flammer! Hvor gienlydede Hans Roes i langt fraliggende Lande, og hvor opfyldte vare de udenlandske offentlige Tidender

25

25

og trykte Skrifter med Lovtaler over denne vores fredrige Konge, som sørgede ikke aleene for den nærværende, men og for den tilkommende Fred: ikke aleene for sine da levende Undersaatters, men og for deres Børns og Børne-Børns Fred. Evig velsignet være derfor denne Fædrenelandets Fader og Ven, som nu ophøiet over alle UfredsSorger, nyder hos Fredens Gud, Fredsømmeligheds sødeste Frugter, og er prydet med de rette Palmer.

Ja, takket og velsignet være Hans Kongelige Søn og Efterfølger paa Thronen Christian den Syvende, som har fulgt sin Hr. Faders Fodspor og fuldendt en fredelig Afhandling, som vil forskaske Fred og spare Blod for vore Børn og Børne-Børn. Med gylden Stiil skal disse Kongers Ihukommelse være gravet i alle Danskes Hierter, saalænge Danmark er til. Evig lyksalige og udødelige være de og alle Fyrster, som søge ald deres Ære i Underfaat- ternes Kierlighed, Fred og Velstand! Ogsaa Catharina den Anden, som ved et saa lysende

26

26

Exempel Viiser for Heele Verden, at Hun elsker de tilkommende Slægters Fred og Lyksalighed; Og at Hendes Menneske-Kierlighed strækker sig endog inden for de Danske Grændser: Ogsaa Hun med Sin dyrebare Søn og Thronfølger være taknemmelig ihukommet af det Danske Folk, saalænge Verden staaer! De troe Ministre, som deels have bragt den saa vigtige Afhandling i Drift, og deels lykkelig fuldendt samme, ja, som allerede ved Understøttelse af den elskede Prints, Kongens troefaste Ven og Folkets Tolk, sørge for en blomstrende Nytte deraf, til Folkets Ære, Fordeel og Velstand, nu og i Fremtiden: Meere agtede og berømmede blive disse hos Veltænkende Efterkommere, end de KrigsHelte ved Historiernes uægte Glimmer ere blevne, som ved Forvovenhed, Snedighed eller Slumpelykke have Hiulpet til at dræbe mange tusinde uskyldige Mennisker og borttaget andres velerhvervede Lande og Eiendomme! —

27

27 §. 9. 3) Fordi den Pligt paaligger en Fyrste i Henseende til sit Folk.

Det fornemmeste Formaal for alle Staters Grundlove bør være Folkets Velfærdt. Salus populi suprema lex esto: Derfor plejede Pythagoras at sige: "At en god Hyrdes og en god Konges Forretninger lignede hinanden: og ligesom det tilkom den første at føde sin Hiord vel, saa hørte det den sidste til, omhyggelig at regiere de sig af Gud betroede Undersaatter, og forhindre alt det som er til deres Skade". Vel er der en Fyrstes Pligt at beskierme og forsvare sit Folk, men tillige bør han spare deres Blod, undtagen i de allervigtigste og uundgiengeligste Tilfælde; Thi et Folks Blod bør ikke udgydes, undtagen for at beskytte og forsvare det samme Folk i de største overhængende Farer, og den lykkeligste Krig har ofte slette Følger for Seiervinderen selv; Det er altsaa ikke nok, at en Krig kan bære og

28

28 fortiene det skinnende Navn af Retfærdighed, den bør og være nødvendig og uundgiengelig til den almindelige Velfærds Befordring. —

Men: (siger den falske Stats-Kunst) naar Folket saaledes bestandig forbliver i Fred og Overflødighed, da skulle Vellyster og Ladhed forderve det. Dersom Havets Vande ikke, efter Naturens Orden, bleve holdte i idelig Bevægelse, maatte de staae stille, og ved Forraadnelse foraarsage Pest og andre Lande-Plager. Saaledes kan og et Folk ved en bestandig Fred forføres til Tryghed, og vænnes ganske fra Krigen, hvorover en blodtørstig og herskesyg Naboe kan finde destobeqvemmere Lejlighed til at overrumple og undertvinge samme. — Dertil svares: Skiønt en Fyrste har Afskye for Krig, saa kan han dog gierne midt i Freden tænke paa Krig, og sørge for sit Lands Sikkerhed, efter Epaminanondas's Raad: "Det er ikke mueligt at holde Fred, uden at Un- dersatterne ereere rustede til Strid”. Eihel-

29

29

ler bør Kierlighed og Lyst til Fredsommelighed omgiøre Stridsmændenes Sværd til Plovjern, eller bringe Regenten aldeles paa det Sindelav, som hiin Keiser, der ønskede sig saadanne Tiider, at han kunde Uddeele Soldaternes Sold til lærde Mænds Belønninger.

Hver Ting udfordrer sin Tiid og Omsorg, det eene bør giøres og det andet ikke efterlades. — Men ligemeget:

Ville og skulle end Fyrsterne endelig bane sig Vei til Udødelighed ved Seiervindinger og Erobringer; O! Ja, saa kunne de og finde den sikkerste Vei inden deres egne Landes Grændser.

En stor Seier kan en Fyrste indlægge over sit Lands Laster, Uordener og Misbruge, men især over dets Yppighed og den deraf følgende Armod, ikke alene ved sine Anordninger, men fornemmelig ved sit eget Exempel.

30

30

En stor Erobring kunde og de fleeste Fyrster giøre til deres Staters indvortes Forøgelse, naar de lode alle øde og udyrkede Strækninger, saavidt mueligt, dyrke og befolke. Sandelig! det staaer lettelig til at beviise, at der paa den Maade kunde i de fleeste Riger vindes et større Stykke Land end Braband. — Og jeg gyser, ved at tænke paa de mange Strømme Blod, Braband har kostet. — En stoer Frygt eller, i det mindste, Anseelse kan han forskaffe sig hos Fremmede, ved sine egne indvortes Forfatninger. Men et udødeligt Navn kan han efterlade sig hos sine Undersaatter ved Anstalter til Guds Ære, og ved Velgierninger mod Folket. Denne Vei til Udødelighed er bestrøet med de rette Palmer og gaaer uden for Tiidens og de dødeliges Grændser.