↩

Den rette Betalning for Guds ubetalelige Velgierninger.

Forestillet

til

Høimesse

paa den

allernaadigst anordnede

Takke- og Bede-Fest

den 1 December 1773,

for

Søndre-Sogns eller Sorte-Brødre Kirkes Menighed i Viborg,

Dr. Christian Michael Rottbøll,

Professor Theologiæ og Biskop sammesteds.

Viborg,

trykt udi det Kongl. priv. Bogtrykkerie af C. H. Mangor. 1773.

2
3

Texten,

som

det allernaadigst

var befalet at forklare,

findes beskreven i den 85de Psalme saaledes, som følger:

Ps. c. 85, v. 10 til 14 eller Enden.

Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maa boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre; Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden; og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det Gode; og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sette dens Trin paa Veien.

Bøn for Prædiken.

Stor, som Du selv, miskundelige GUd, ja uen- , delig er den Kierlighed, grændseløs den Trofasthed, som Du i saa mange fremfarne Aar tusindfold har beviist vore Konger, vore Fædre, vort kiere Fædreneland, og alle dem, som boe derudi. Derfor byder Din Salvede os i Dag at møde i Dine Forgaarde med Taksigelse, og at komme frem for Dit Ansigt med Fryderaab. Men hvor stor er vor Uformuenhed, uden Du selv understøtter os? Og hvorledes skulle vi betale Herren alle hans Velgierninger imod os? Sandelig vi have intet af os selv andet, end Uselhed, at frembringe, og derforuden maae blues ved at opløfte vore Ansigter til Naade-Thronen, naar vi alvorlig betænker vort Forhold, og at vor Uskiønsomhed heller er forøget, end formindsket, ved de haandgribeligste Prøver paa den Almægtiges Miskundheder; saa at vore Synder ogsaa i den Henseende gaae over vore Hoveder, og vor Skyld er stor indtil Himmelen. Forlad, forlad os det altsammen, milde forsonede Fader, endog vore lønlige Brøst, for JEsu Christi, din eenbaarne Søns, dyre Døds Skyld, og lad vor selv forvoldte Uformuenhed at betale ikke tilregnes os for hans fuldkomne Betalnings

Skyld. Giv os meget mere af hans Fylde de fornødne Naadegaver, for at takke og tilbede Dig retteligen paa denne vor Takke- og Bede-Fest. Giv bøiede og sønderknusede Hierter over vor forrige Utaknemmelighed og al anden Vanart, hungrige Hierter efter Forsonerens Retfærdighed, glade Hierter over den mangfoldige Frelse, os for hans Skyld hidindtil er vederfaret, og redebonne Hierter bedre at anvende den herefter til din herlige Naades Lov i ham, som elskte os indtil Døden, og udgydede sit dyrebare Blod for os. Lad Naadens og Bønnens Aand, hvis livsalige Virkninger formedelst Ordet vi aleene have saadan hans Værdskyld at takke, hvile over vore Forsamlinger her og andensteds i begge Riger paa denne vigtige Dag, at vi alle med hinanden, fra den Høieste til den Ringeste, maae vorde skikkede til at befordre dens høitidelige Helligholdelses velmeente Hensigt. Udbred

vor Eftertanke til en nogenlunde agtsom Betragtning af dine utallige Godheder. Oplad vore Læber værdeligen at kundgiøre din Priis. Saa skal Din Miskundhed gladeligen ihukommes med Lov blant alle, saavel Danske som Norske, Slægter nu og altid, fordi den har været saa stor, og varer evindelig fra Slægt til Slægt hos dem, som Dig frygte. Saa skal Æren af vore gudelige Sammenkomster være din, men Gavnet vores her i Tiden, og hisset i Evigheden. Amen.

Indgang.

Psalm. c. 116. v. 12,

Hvorledes skal jeg betale Herren; alle hans Velgierninger imod mig?

Saa spørger den Kongelige Prophet hisset, indbefattende, som Han pleier, meget i faa Ord. Her er først at agte, i Hensigt til det foresatte Hoved-Øiemeed,

GUds Ret at fordre Vederlag af os for sine adskillige Velgierninger, eller, den Pligt, Menneskene derved paalegges. Da-

vid kiender sig skyldig at betale. Hvorledes siger han, skal jeg betale, & c. I den egentlige Mening kan dette ikke være at forstaae, thi ellers maatte Digteren have kundet give noget af sit eget Herren til Vederlag, og være ophøiet over sine Medbrødres, ja alle Skabningers, Kaar. Men langt fra den Stolthed at tilegne sig saadant, erkiender han sig meget mere samme Kaar undergivet, som andre, endog de ringeste, Adams Børn, og deri Høiligen at have trængt til den Højestes, nu erfarede, Hielp, v. 3-11. Saa store Fortrin han ellers, som Konge, maatte have frem for sine Brødre, var han dog, som Menneske, deri lige med dem, at han havde intet at frembyde til egentlig Betalning; thi hvad har Du, o Menneske! som Du ikke har annammet? 1 Cor. 4, 7. Men hvad han havde af GUds Naade, og dens Virkninger i hans Siel, det holder han sig skyldig troligen at anvende, og ligesom at betale GUd af hans eget. I en saadan Bestræbelse bestaaer den Pligt, som ethvert Menneske med David i lige Omstændigheder paaligger, og kaldes u-

egentlig en Betalning, skiønt vi ikkun give GUd, det GUd er, fordi han er saa naadig at ansee det for Betalning, at vi i saa Maade opfylde vore Forpligtelser eller Løfter, ligesom David — Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger mod mig?

Her er dernæst Davids Uformuenhed at efterkomme sin Pligt, som han skulde — Hvorledes, spørger han, skal jeg betale; og med det samme nægter, at det stod i hans Magt at giøre det tilbørligen eller fuldkommeligen. Naar jeg, vil han ligesom sige, ret eftergrandsker baade GUds Forsyn over mig i Almindelighed fra Moders Liv af indtil denne Dag, og de mægtige Befrielser fra øiensynlige Livs- og Siele-Farer, som oven meldt er, samt hans øvrige særdeles Godheder; saa geraader jeg i en bondes Afgrund, hvorfra jeg ikke kan hitte ud igien. Deels setter Naturen Grændser for Udøvelsen af denne Pligt. Menneskets indskrænkede Begreber kan ikke fatte den Almægtiges uendelige Godheder.

Dets Fornuft er ikke skarpsindig nok til at sette dem ret ud af hinanden, dets Tanker ikke dybe nok til at trænge derigennem, og dets Hukommelse for svag til at beholde dem alle, følgelig overstiger deres fuldkomne Paaskiønnelse endog Menneskets naturlige Kræfter. GUd kan ikke aleene giøre, men giør virkeligen ogsaa i denne Henseende, over alle Ting, langt overflødigere, end de Ting, som vi bede eller forstaae. Ephes. 3, 20. Hve kan udsige, maae det her vel hede, Herrens Velgierninger, eller lade sig høre med al hans Los. Ps. 106, 2. Men saavidt Naturen herudi ikke ved Faldet er svækket, kan den Slags Uformuenhed ikke tilregnes af det billigste Væsen, eller komme i Betragtning. —Deels sette Menneskets enten Ondskab eller Skrøbelighed, formedelst den medfødte og her i Livet stedse vedhængende Fordervelse, Grændser derfor. Man forsømmer uforsvarligen, nu at agte paa den Høiestes Førelser, nu at overtænke de mærkelige Omstændigheder, hvorunder deres Spor kunde blive desto kiendeligere, nu at bruge de Leiligheder, hvorved Erindrin-

gen af nogle GUds Velgierninger kunde forfristes og dybere indprentes Sindet. Undertiden glemmer man Skaberen over Skabningen, og bliver staaende ved de nærmeste Aarsager, i Steden for at henføre alt til sin rette Kilde, den guddommelige Miskundhed— og hvo kan opregne alt?—- Saavidt nogens Uformuenhed har saadan Oprindelse, kan en retfærdig GUd, naar det skeer med Forsæt, ikke andet end fordre ham til Regnskab og Straf. Holt han ikke Hedningene til gode, at de, enddog de kiendte GUd, ikke ærede og takkede ham, som en GUd Rom. 1, 21.; skiønt de ved det blotte Naturens Lys uden Aabenbaring ikke nær kunde see saa dybt i GUds Hierte, saa at sige, og herlige Fuldkommenheder, som andre; saa vil han meget mindre taale, at nogen træder i deres Fodspoer, som Aabenbaringen er betroet. Det fik Israel fordum til sin Skade at føle, da de bleve ved at synde; og troede ikke paa hans underlige Gierninger; thi derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed og deres Aar med Forskrækkelse.

Ps. 78, 32. 33. Endog de Frommes uforsetlige Skiødesløshed er Herren saa mishagelig, som dem selv uanstændig. Ps. 33, 1. Desaarsag de vel troligen søge at arbeide derimod ved GUds Fuldkommenheders og Miskundheders Betragtning, og den Anledning, de deraf med Psalmisten tage til Herrens Priis. I. c. Ps. 30, 5. c. 35, 28. Men erkiende alligevel sin Uformuenhed der formedelst at giøre det, som de skulde, sigende i Hiertens Ydmyghed, ligesom han: Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig?

Endelig er under Spørgsmaalet i Indgangs-Ordene ogsaa tilkiendegivet Davids Lyst og Attraae at giøre sin Pligt, saa got som han kan, uagtet hans befundne og ydmygende Uformuenhed. O! vil han dermed sige, at jeg dog maatte vise mig skiønsom nok for al Din Kierlighed! O! at jeg havde noget, Dig værdigt, uforlignelige Velgiører, at give til Vederlag, saa gierne Du skulde faae det! Krone, Septer

9 og alt nedlagde jeg villig for Dine Fødder, om det kunde være Dig et behageligt Offer, og nogenlunde tækkeligt Beviis paa den Erkientlighed, som jeg ønsker tydelig at legge for Dagen, efter min store Skyldighed, ikke allene i min Andagt hiemme, men offentlig og høitideligen for alles Øren og Øine, opmuntrende dem tilligemed mig til din priis. Forklaringens Rigtighed lyser frem af det efterfølgende. Saa bør og et GUd hengivent og af hans Velgjerninger indtaget Hierte være beskaffet. Fattes det paa Evne, aldrig bør det fattes paa Villie at bevidne sin Skiønsomhed baade i Ord og i Gierninger. Jeg vil optage, heder det derfor strax derpaa, den mangfoldige Saligheds Kalk, og paakalde i Herrens Navn. Jeg vil betale Herren mine Løfter, nu for alt hans Folk, o. d. v. 13 ff.

Med disse Ord, mine Brødre, har jeg villet forberede Eders Hierter til nærværende vor Takke- og Bede-Festes andægtige Hellig-

holdelse, og tilkiendegive vor allernaadigste Konges Hensigt med sammes Anordning overalt i sine Riger og Lande. Mig synes igiennem den derom ergangne Befalning at høre Hans Majestet sige med hiin Israels Konge: Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig? Thi de samme Tanker og ædle Følelser, som, efter Foranførte, ligge i Ordene, ere overalt ligesom indflettede i Allerhøistbemeldte Befalning, hvis Indhold i Søndags forud, under en kort Opvækkelses-Tale, blev Eder bekiendtgiort. Overbeviist af mange Prøver om GUds besynderlige Forsyn og Frelse i sin Regierings-Tiid, til det Kongelige Huses, saavelsom Landets, almindelige Glæde og Gavn, holder vor Monark det, under al sin Afmagts og Uværdigheds Erkiendelse, for den største Skyldighed, at saa mange Velgierninger høitideligen betales Herren af Undersaatterne tillige med Ham, saavidt giørligt er ved den GUds Aands Bistand, som kommer vore Skrøbeligheder i dette Stykke til Hielp, Rom. 8, 26. Til den Ende Han

11 vil allernaadigst, at saadan Herrens Frelse i den anordnede Text videre skal bebudes og prises paa denne velsignede Dag inden alle Hans Kongerigers og Fyrstendømmers Grændser, ja de længst fraliggende Folk, blant hvilke den Danske Enevolds-Herre kan have nogen Eiendeel, ogsaa høre derom. I slig formodentlig Overeenstemmelse med Davids Sindelaug, da Han sagde: Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig? Maae vi derfor forestille os Hans Majestet, som en anden David, der ved saa mærkelig en Festes Paabydelse vil opfodre os at forkynde den Høiestes Lov og opfylde alt Landet med hans Ære Ps. 72, 19. c. 15, 10., som en Konge efter Guds eget Hierte 1 Sam. 13, 14., der, i at erindre Undersaatterne om deres Pligt, troligen ihukommer sin egen, og i Støvet for den Almægtiges Fødder attraaer at foreene sine ydmyge Bønner og Taksigelser med vores og det ganske Folks. Saa meget desto større bør vor hellige Iver og Attraae være at fyldestgiøre Kongens gudelige Øiemeed i denne

anseelige Forsamling. Hertil jeg, efter Embedes Medfør, af den Naade, GUd vil meddele, videre skal stræbe i min ringe Deel at give Anledning, ved at forestille af den oplæste og forordnede Text:

Hoved-Lærdom.

Den rette GUd-behagelige Betaling paa vor nærværende Takke- og Bede-Fest for alle hans ubetalelige Velgierninger.

Derunder:

I. Gielden, hvorfor vi paa denne Fest skylde GUd Betaling, skiønt den i sig selv er ubetalelig.

II. Den eeneste Betaling, han forlanger, og vil lade sig i Naade behage.

Første Deel.

Saaledes bliver den rette GUd behage-

lige Betaling for alle hans ubetalelige Velgierninger da Maalet for vores Betragtning paa vor nærværende Fest, og Gielden, hvorfor vi skylde GUd Betalning, skiønt den i og for sig selv er ubetalelig, det første, vi efter Løfte have at overveie.

Til Kundskab om saadan Gield veileder Texten os saavel i sin Sammenhæng som i sit Indhold. Forhen er fra Psalmens Begyndelse talt— nu om GUds forrige Miskundheder mod sit Folk: Herre, heder det, Du havde Behagelighed til dit Land; Du omvendte Jacobs Fængsel. Du borttog dit Folkes Misgierning, Du skiulte al Deres Synd, Sela! Du bortsamlede al Din Grumhed; Du vendte om fra Din grumme Vrede, v. 2-4. — Nu om længe vedvarende Straffedomme, som syntes at true det med fuld Undergang, og ganske at nedslaae dets Haab: Vil Du evindelig være vred paa os? Vil Du drage Din Vrede fra Slægt til Slægt? Vil

14 Du ikke giøre os levende igien? At Dit Folk maae glæde sig i Dig, v. 6, 7. Herpaa skeer i Textens egne Ord Erindring om en herlig og allerede begyndt Frelse, som siden end mere skulde fuldkommes, og drage de ønskeligste Følger efter sig: Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maae boe i vort Land, Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden, o. s. v. Havde man fuldkommen Vished om Psalmens

Forfatter, og Anledningen til dens Forfærdigelse

og Overgivelse til Sangemesteren at bruges af Korah Børn, efter Overskriftens Formelding, kunde man lettere bestemme Ordenes nærmeste og egentlige Forstand. I Mangel heraf forstaae nogle den om en, andre om en anden betydelig Frelse, som det Jødiske Folk er vederfaret, enten i Davids Tiid og under hans Regimente, f. E., da han pludselig maatte flye formedelst Absolons Opstand, 2 Sam. 17 og 18., eller under nogen af de andre Kongers,

saasom Ezechiæ, der blev ængstet i sin egen Hoved-Stad af Senacherib 2 Kong. 18, 13, ff. Es. 36, 1 ff. Man gaaer endnu længer med sine Gisninger og Kongernes Tider ganske forbi til Hiemkomsten fra det Babyloniske Fængsel. Esr. 2, v. 1, 70. Ja der ere de, som mene, at der sigtes i en prophetisk Aand til en almindelig Jødernes, endnu forestaaende, Omvendelse, naar al Israel skal blive salig, efter at Hedningenes Fylde er kommen ind. Rom. 11, 25. 26. Saa klart det heraf er, at intet med Vished i denne Henseende kan fastsettes, saa formodentlig derhos, at Guds Folk tillige erindres om den store forjettede Hoved-Frelse ved Messias. Ja der er de, som ved Frelse forstaae Frelseren, og ved Sandheds Fremvext af Jorden v. 12. hans Komme i Kiødet, udtydende, i Følge deraf, alt det øvrige paa Ham, hans Retfærdighed og Velgierninger. Thi paa den vare alle andre Jøderne vederfarede mærkelige Frelser, hvilken som helst deraf man end her vil forstaae, idel behagelige Forspil, og som Forberedelser til sam-

16 mes virkelige Fuldførelse i sin Tiid, af de Troende iblant dem at ansee. Desaarsage de ved deslige Leiligheder saa ofte bleve henviiste til den pagt, GUd havde oprettet, den Eed, han soer Fædrene. GUd tænkte, heder det, da Israels Børn sukkede i Ægypten, paa sin Pagt med Abraham, Isaak og Jacob; 2 Mos. B. 2, 24.; og atter: Fordi Herren vilde holde den Eed, som han haver soeret Eders Fædre, haver han udført Eder med en stærk Haand, og han haver frelst Dig af Tieneres Huus, af Pharaos Haand, Kongens af Ægypten. 5 Mos. B. 7, 8. collat. Ps. 74, 20. Jerem. 11, 5. Judith. 9, 15. Men under denne pagt indbefattes fornemmelig Messiæ Opreisning paa Davids Stoel, og de aandelige Velsignelser i de himmelske gode Ting, 1 Mos. B. 12, 3. Es. 55, 3. Giern. 2, 30. c. 13, 34. Ephes. 1, 3., hine Davids trofaste Miskundheder, som udgiør det største og vigtigste i Herrens Løfter, naar han siger: l. c. Jeg vil giøre en evig Pagt med Eder, & c. og paa et andet Sted: Dog jeg vil ihu-

17 komme min pagt med Dig i Din Ungdoms Dage og oprette Dig en evig Pagt. Ezech. 16, 60. Did har derfor ogsaa de hellige Skribentere deres Tanker i sær henvendte, naar de beskrive os Israels Handeler, og ved at melde om GUds særdeles Førelser mod dette sit Folk, tabe de saa langt fra ikke denne Hoved-Sag af Sigte, at de meget mere af enhver betydelig Leilighed tage Anledning at bringe den paa ny i Erindring. Saaledes ogsaa Psalmens Forfatter her i Texten: Sandelig Hans Frelse er nær, & c. Neppe kunde de heller vælge noget bedre Erindrings-Tegn, end de adskillige herlige Befrielser fra saa mange haarde Undertrykkelser, efterdi Sagen selv beqvemmeligere under dette, end noget andet, Billede i en skiult og høiere Forstand kunde forestilles. Thi ligesom Jøderne i de legemlige Frelser slap ud fra Undertrykkernes Aag i forrige Frihed, saa skulde det og skee Dem, og utallige foruden Dem, ved Messiæ Frelse, at de, nemlig, i Frihed uden Tvang, i Tillid uden Frygt, skulle tiene Herren Israels GUd, naar de vare friede fra

de aandelige Fienders Haand, i Hellighed og Retfærdighed for Ham alle deres Livs Dage, som Zacharias hisset vidner i sin Lovsang, og det Løfte om en Naade- Besøgelse og Forløsning, som Herren havde givet sit Folk fra fordum Tid igiennem de hellige Propheters Mund, saaledes paa det høitideligste opfyldes. Luc. 1, 68-75.

Er Psalmen forfærdiget efter Tilbagekomsten af det Babyloniske Fængsel, eller i det mindste da igien paa ny overseet, og stilet paa en Høitidelighed, som i den Anledning under Esræ Bestyrelse blev holt, som nogle ville vide, saa var Frelsen, vor Text melder om, da allerede begyndt for det jødiske Folk. Dog havde de, efter Historiens Vidnesbyrd, langt fra ikke endnu overvundet alle Vanskeligheder, men Forrtedeligheder mere end nok tilbage at bestride af Ildesindede, som hindrede, eller dog til en Tid opholte, deres forehavende Tempel- og Stads-Bygning. Nehem. 4 ff. Derforuden havde de den Græmmelse, at det synlige Tegn paa GUds Nærværelse i forrige

Tempel, som giorde dette Folk med Rette saa anseet og frygter iblant andre, var tabt. 1 Kong. 8, 10 ff. 2 Mos. B. 40, 34-38. Men dette Tab skulde paa en ærefuld Maade oprettes, naar Messias af deres Slægt og Folk, Herlighedens Glands og GUds Væsens rette Billede, i paatagen menneskelig Natur skulde aabenbares i Templet, fylde dette Huus med Herlighed, større, end det førstes, som Lyset, der skinnede i Mørket, skiønt Mørket begreb det ikke, og udbrede Frelsen videre til alle Slægter, Folk og Tungemaal, som paakaldte hans Navn. Ebr. 1, 3. Luc. 2, 27 ff. Hagg. 2, 7, 9. Joh. 1, 4. Rom. 10, 13. Giern, 10, 34, 35. Herpaa den i Texten omtalte Frelse var de Gudfrygtige et sikkert Pant, og giorde den anden større og endnu tilkommende mere nærværende for deres Sind, Troe og Attraae, saa at ligesom den døende Jacob sagde: Herre! jeg bier efter Din Salighed. 1 Mos. B. 49, 18, fuld forvisset om Frelserens Komme i Tidens Fylde, og ligesom Abraham saae denne Christi Dag i Aanden forud, og glædede sig,

20 Joh. 8, 56; kunde De ogsaa ligeledes glade modsee denne Dag, og med et sandelig, til Tegn paa deres Overbeviisning om GUds Trofasthed, og deraf fattede stadige Tillid, efter saa herlige, endog nyligen, erfarede Prøver, udbryde: Sandelig, Hans Frelse er nær hos Dem, som Ham frygte, at Ære maae boe i vort Land.

Imidlertid skulde den begyndte Frelse, om De bleve ved at frygte GUd, alt mere fuldkommes, Fiendernes Anslag forstyrres, GUdstienesten komme i Stand, og tillige med Folket og Landet bringes i forrige Anseelse, Floer og Velstand. Denne nærmere Udviklelse af Herrens begyndte Gierning, denne Lyksaligheds Udbredelse og videre Stadfæstelse seer Psalmens Forfatter i en prophetisk Aand forud. Desaarsag Han i de følgende Textens Ord med stærke poetiske Træk skildrer samme, og hvor behageligt et Billede faae vi dog her i Sigte? Fromhed og Redelighed, Retfærdighed og Eenighed, hine Grundstøtter for Folkenes Vel og Rigernes Stadighed,

fremstilles under Personers Skikkelse som gamle Venner, der efter at have været nogen Tid landflygtige, og imidlertid skildt fra hinanden, adspredte hver paa sit Sted, nu endelig samles igien, og paa det hierteligste omfavne hinanden. 1 Mose B. 27, 27. De afbildes som eens- og derhos ædel-sindede Venner, der ved fælles velgiørende Bestræbelser uden Ophold forjage Lasterne, derimod giøre Dyder saa almindelige, som Solen Jordens Vexter om Foraaret efter Vinterens Kulde, dragende saaledes Frugtbarhed og allehaande Velsignelser, hvoraf Himmelens Godhed tydelig kan kiendes, efter sig, til et varigt Beviis paa Herrens Miskundhed mod de Oprigtige efter hans Løfte, som han vil holde uryggelig, og opfylde for hver Mands Øine. Hvilket yndigt Syn, hvor lyksalig en Tilstand! Miskundhed, heder det, og Sandhed skal møde hverandre; Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre; Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det Gode; og vore Land skal give sin

Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sette dens Trin paa Veien.

Af denne korte Forklaring over Indholdet af Textens Ord, saavelsom af forberørte deres Sammenhæng sees tydelig, at som GUd i fordum Tid havde giort vel mod sit Folk, saa havde han og udmærket de senere Tider, da Psalmen er forfattet eller bragt i Brug, med en særdeles Frelse, hvis yndige Frugter skulde, om de ikkun vilde, blive ved hos Efterkommerne i de sildigste Tider, følgelig derved høiligen forbundet sig Dem saaledes, at De havde Aarsag til at ansee alle disse Velgierninger, menneskeligviis at forestille Sagen, som et Laan af Herrens Godhed, en Skyld og Gield, der var paalagt dem. Ordspr. 14, 17. Viisd. B. 15, 16— og herved veiledes vi, som fra Begyndelsen blev sagt, til at kiende vor egen Gield, som vi skylde GUd Betalning for paa denne vor Takke- og Bede-Fest. Thi

Gaae vi fra Jøderne til os selv, da finde vi, at Herren ikke mindre har aabenbaret sin besynderlige naadige Frelse over os, og at den Bekiendelse og Berømmelse, som legges hine i Munden efter den herlige Udfrielse af det Babyloniske Fængsel, fuldkommeligen kan passe sig i vores Mund paa denne vor Høitid. Og saa vi, som det Efterfølgende nærmere skal oplyse, har haft Aarsag, mere end eengang, at sige: Der Herren omvendte Zions Fængsel; da vare vi som de Drømmende: Da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang, da sagde man iblant Folkene: Herren har giort store Ting imod disse. Herren har giort store Ting imod os, derfor ere vi glade. Ps. 126, 1-3. Ogsaa vore Tider har Herren udmærket ved sine Miskundheder, og som han fordum giorde vel mod vore Fædre, saa har han ei heller draget sin Godhed fra os, deres Børn, men snarere fornyet og formeret den over os. Det der i sin Tid med saa stor Ret blev sagt om Israel: Han haver ikke saa giort ved noget Folk,

24 Ps. 147, 20.: kan i vis Forstand ligeledes siges om os. Ei at tale om, at intet af Naboe-Rigerne saa længe har været befriet fra Ødeleggerens Overfald, og næst den saliggiørende Lærdoms livsalige Budskab i saa bestandig Rolighed nydet de Sødheder, som Freden medfører, kan desuden faa iblant dem, og maaskee ingen Nation blant Europæ Indvaanere, rose sig af langvarigere Skaansel for alt det, der ellers kan forderve et Land, og mere uforventet eller hastig Frelse, naar noget

saadant har faaet Indgang, eller nærmet sig, end du Danske og Norske Tvilling-Rige. Og hvo er da et Folk paa Jorden, som dit Folk kiere Fæderneland, for hvis Skyld

GUd ligesom gik bort til at forløse sig det tit et Folk, og til at sette sig et Navn, og at giøre for Eders Skyld de store og forunderlige Ting mod dit Land, for dit Folkes Ansigt? maae vi da vel med inderlig Hiertens Rørelse og Beskæmmelse spørge, som hisset. 2 Sam. 7, 23.

25 Denne Frelse, disse store Ting tilhobe, som Jøderne fordum i sin Deel have erfaret, og vi i vores havt mange Prøver paa, paalegge os en Gieid og Forpligtelse, hvilken vi paa denne Dag saa meget mere forbindes at erindre, som den er helliget og beskikket til en Erindrings-Fest derom. Til den Ende vi ikke aleene af Frelsen, som den anordnede Text melder om, ville lære, hvori Gielden, som vi skylde GUd Betaling for, i Almindelighed bestaaer; men og bemærke de tvende Klasser, hvortil alle, enten forhen oppebaarne og nylig beviiste, eller herefter forventede GUds Velgierninger, som udgiøre Gielden, i Særdeleshed kan henføres. Den eene indfatter det Onde, vi have seet os befriede fra. Den anden det Gode, vi have oppebaaret af Herrens Haand. Begge anvises i Ordet Frelse, som har Hensigt saavel til et foregaaende Onde, som til et paafølgende Gode. Begge bør komme her i Betragtning, naar vi skulde giøre Overslag, og det afvente Onde, saavelsom der derimod tilvente Gode skrives paa den Gields Regning, som bør

betales paa denne Høitid, og anføres under den almindelige Titel af GUds Velgierninger. Vi ville i mueligste Korthed stræbe efter denne Anviisning nærmere at oplyse, hvor gieldbundne disse Rigers Indbyggere fra den høieste til den ringeste, ere i alle Henseende. Thi

Først kan det ikke være nogen, som bruger ringeste Eftertanke, ubekient, at Herren hidindtil deels har skaanet os for, deels befriet os fra meget Ont. -- <Dnt.— Iblant alt, som kaldes saa, fortiener vildfarende og forførisk Lærdom, som enten forkaster, eller fordunkler, fordreier og vanærer Budskabet om det menneskelige Kiøns forbemeldte Frelse ved Jesus, uden Modsigelse det øverste Sted, i Henseende til Indflydelsen, den haver i Sindet til Menneskets Rolighed, saavelsom paa Sæderne, og den almindelige Fordærvelse, som disses Forfald drager efter sig, det sund Fornuft med Erfarenhed lærer, og Skriften af de Corinthiers og fleres Exempel stadfæster. 1 Cor. 15, 30-33. Visselig hører det til de afvendede

store Ulykker, hvis Erindring i Dag er befalet, at deslige Vildfarelser ikke aleene, (siden GUds saliggiørende Ord, som havde faaet Fremgang ved D. M. Luthers Tieneste hos vore Naboer, ogsaa overalt blev antaget til Rettesnoer her i Rigerne), have været saavidt forjagede, at de i vore Kirker og Skoler ikke maae huses eller offentlig læres, men endog hindrede i deres videre Udbredelse, naar de have fundet Lejlighed hemmelig at indsnige sig nogensteds, nu under een, nu under en anden Skikkelse, efter Tidernes Beskaffenhed. I sær blev Løgnen ikke længe siden mærkelig standset i sit Løb, da den under en falsk Vittigheds behagelige Maske og formedelst dens blændende Skin havde vidst at bane sig Vei til de høieste Steder, hvor Spotteren, som ved dristige Laster var ophøiet over den foragtede og sukkende Dyd, trodsede Helligdommen til sin egen Fordervelse, og for desmere ubehindret at oprette sin Afgud, Vellysten, Altere, lod Vantroe og Letfærdighed anprise næsten, som lovlige Videnskaber. Thi i Steden for at triumphere over Sandhed,

28 som det havde Udseende til, blev den pludselig nedstyrtet fra Thronen, og Virkningen af dens forbemeldte Bestræbelser imod al Formodning denne, at mange, som end ikke holdtes for de beste, stødte sig dog over den Frekhed, hvormed dens Sag blev drevet, fattede af dens antagne uforskammede Tone en Afskye, og toge sig desbedre vare for Epicuræernes Suurdei. Math. 16, 6.— Næst efter dette Onde, hvis Følge er aandelig Død og Sielens Fordervelse, bør Krig med Billighed regnes for den største af alle timelige Ulykker. Dens Ophørelse er derfor i Texten under Frelse fornemmelig indbefattet, saavidt dermed sigtes til Jødernes udvortes Omstændigheder. Blant de fire onde Domme, som Herren truede at sende over Jerusalem, er Sverdet, som det Redskab, hvoraf man i Krigen betiener sig, først anført. Ezech. 14, 21. Og naar en øvet Krigs-mand hisset faaer Vallet, vil han heller falde i Herrens Haand, end i Menneskens. 2 Sam. 24, 13, 14. Ogsaa denne Plage, og alle dermed forbundne Elendigheder har Herrens Haand afvendet fra

vor dyrebare Konge og hans kiere Undersaatter, som udtrykkelig anføres blant de bevægende Aarsager til nærværende Festes Anordning. Vel har Hans Majestet i Fior fundet sig anlediget at lade Tropperne i Norge forsamle paa Grændserne mod Naboe-Riget Sverrig, hvilket og til andre Tider og andensteds er skeet under Hans glorværdige Forfædre, naar Omstændighederne syntes at udkræve saadan Forsigtighed, særdeles i Holsteen mod Slutningen af Hans uforglemmelige Herr Faders milde Regiering, at Landet ikke paa den Kant skulde være blottet fra Forsvar, hvor man først kunde vente en stoer og modig Fyrstes frygtelige Ind- og Overfald. Men Hans pludselige Død, just da Faren var størst og Krigens fortærende Lue nærmest ved at bryde ud, samt et forandret Sindelaug hos den regierende Majestet efter Ham, alt efter der vise og os saa saare gunstige Forsyns almægtige Bestyrelse, gjorde, at den forsamlede Hær, inden offentlig Krigs-Erklæring stedte, ogsaa denne Gang kunde skilles ad uden foregaaende Blods Udgydelse, og i Fred ven-

de tilbage til de elskede Boliger, for hvis Sikkerhed de havde været redebonne at opofre det kiereste, de eiede — Hidindtil havde Qvægsygen næsten uophørligen raset inden vort Danske Riges Grændser, nu mere paa et, nu atter paa et andet Sted, og anrettet gruelige Ødeleggelser. Efter Haanden begyndte den ogsaa at aftage, indtil Vend-Syssel omsider, hvor den en Tid lang mod Slutningen tog grumt afsted, ganske i Aar blev befriet, og derved gav Anledning ogsaa i dette Stykke at ophøie Herrens Frelse og Skaansel paa nærværende Høitid. Frelse, at han sagde: Det er nok, efter saa manges derom giorte oprigtige Bønner, og lod denne Plage ophøre. Skaansel, at han ikke tillod den at udbrede sig videre til Kongeriget Norge eller de faa andre enkelte Steder, som tilforn havde været fri. Og da vort kiere Viborg har den Lykke at være blant disse faa, hvorved den i sin ellers aftagende og fattige Tilstand ikke lidet er husvalet; saa have dens forstandige Indvaanere dobbelt Aarsag at erkiende Herrens Haand, og sin egen saa meget desto større Gield—

Med Qvægsygen var et andet, ikke mindre, Onde forbundet, jeg mener Jordens Ufrugtbarhed; thi da den derover maatte savne en Deel, om ikke det meste, af sin sædvanlige og beste Giødning, saa kunde det ei være andet, end at den maatte udmavres alt mere og mere og dens frugtbringende Kraft i Forhold til bemelte Afsavn fortæres. Hertil kom ustadigt Veirligt og flere sammenstødende Aarsager, der giorde Misvexten mange Aar i Rad næsten almindelig. Høie Priser paa Korn, Fedevare og alle Levnetsmidler vare heraf igien de visseste Følger, og havde bedrøvelige Virkninger, saavel i de Danske Provindser, der pleiede at have noget at overlade sine Brødre, og undertiden Fremmede, men nu neppe kunde forsyne sig selv, som fornemmelig i Norge, hvor Mangelen var saa yderlig, at man end ikke saa langt fraværende uden Graad kan læse om de Elendigheder, dette kiekke Folk herover maatte døie. Paa alt dette Onde, som tildeels havde sin Grund i naturlige Aarsager, kunde aleene Naturens Herre raade Bod. Det skedte og, da hans

Time kom. Han forandrer beleilige og bestemte Tider. Dan. 2, 21. Saa gik det med denne saa krænkende dyre Tid, og Forandringen er des herligere, da de mange forrige mavre Aaringer ligesom med eet synes opslugte af det nærværende fede, med allehaande Frugter rigeligen velsignede, Aar. 1 Mose B. 41, 18 ff.— Men endnu har vi kun betragtet vor Gield fra een Side. For at kiende den ret i sin Omfang, maae det samme skee fra en anden Syns Punkt, hvor det tydeligen kan fremlyse, at samme naadige GUd og Frelser

Dernæst har tildelt os meget Got, som efter Dagens Bestemmelse ligeledes høitideligen bør erindres. Deriblant først og fremmest, at han har bevaret os sit allerhelligste Ord puurt og reent, som forkynder arme Syndere den store Frelse, hvilken hine legemlige, efter en foregaaende Anmærkning over Texten, ikkun afbildede; den Frelse, som aleene har kundet bevæge GUd til at tage sig af os, og er Grunden til alle hans øvrige Vel-

gierninger. Rom. 8, 3. 32. Giern. 3, 26. Gal. 3, 14. 16. Thi da dets troende Antagelse aleene kan udrette, at Ære, som det heder i Texten, maae boe i vort Land, Miskundhed og Sandhed møde hverandre, Retfærdighed og Fred kysse hverandre, & c.; efterdi saadanne Dyders Fremme og Herrens Herligheds Opgang over, og Forblivende hos, et Folk, som ved Bolig betegnes, ere visse Følger og saliggiørende Virkninger deraf. Es. 60, 1-3.; saa agtes billig Evangelii hidindtil forundte Lys og offentlige Prædiken, for den ypperste af alle GUds Godheder, imod Fædernelandet og os. Uden den skulle Mængden i de forvirrede Tider, vi have oplevet, og de Gienvordigheder, der har været at giennemgaae, ikke have vidst at holde sig inden de Lydigheds, Ærbødigheds og Taalmodigheds Skranker, som vor allerhelligste Troe byder at være hellige, anbefalende Hengivenhed i GUds Villie, efter vor store Formands Fyrstelige Exempel, 1 Petr. 2, 23. Ebr. 12, 1-3. Uden den skulde vi ingen Trøst have haft i vor Kummer, og Haabet,

de Elendiges sidste Tilflugt, næsten været ude. Men den Almægtiges Haand holt fast ved Lysestagen, da Vantroens snedige Bestræbelser at rokke eller flytte den, om mueligt, af sit Sted, syntes nær ved at lykkes, og bevarede os sit Ords alleruskatteerligste Klenodie— Et andet saare vigtigt Gode lod Herrens naadige Forsorg os ligeledes tilflyde formedelst sin udviiste synderlige Varetægt over Kongen og det Kongelige Arve-Huus, da vi intet kierere vide at ønske os paa Jorden, om vi ellers have det almindelige Beste retteligen for Øie. Kongen er som Ti tusinde af os. 2 Sam. 18, 3. Enhver af de Høie Kongelige Personer dyrebar frem for andre Mange, i Henseende til deres høiere Bestemmelse, og vidt strækkende Indflydelse. Betydeligt derfor, om noget, for det almindelige, at saadanne ledes efter GUds Raad, og indsluttes i hans Bestyrtelse. Egen Erfarenhed kan derom overtyde os mere, end alle Grunde. Hver Mands Huus er ved vor milde Regierings Forfatning saaledes bundet til Kongens Huus, at det sidstes Floer er hines

Velstand, og Regenten med Undersaatterne at ansee, som Forældre og Børn i een Familie, der med Rette ikkun kan have een Drive-Fieder, jeg mener Kierlighed, i deres fælles Handlinger, ligesom de alle i et vist Forhold nødvendig maae tage Deel i hverandres Skiebne. Til den Herlighed, som Texten beskriver, hørte Guds særdeles Omhue for Davids Huus at vedligeholde, indtil Messias kom at arve denne sin Faders Stoel, og at oprette et anderledes beskattet, men evigt, Rige. Sam. 7, 12 ff. Luc. 1, 32. Hvorom Herren et andet Sted taler saaledes: Jeg giorde en pagt med min Udvalte jeg soer David, min Tiener: Jeg vil stadfæste Din Sæd evindelig, og bygge Din Throne fra Slægt til Slægt. Ps. 89, 4. 5. Til vore Dages Lyksaligheder, som i sær fortiener en høitidelig Erindring, hører ikke mindre Guds naadige Forsyn over vor David, eller Kongen og Hans Huus, paa en Tid, da man af visse frygtelige Omstændigheder havde Aarsag at formode det Værste. Midlerne, hvoraf Forsynet i denne Lejlighed betiente sig fornem-

36 meligen, vare af dette Høie Huses eget anseelige Middel, og giør os dets Beskiermelse dobbelt vigtig. En Juliania Maria, stærk i Herren, vover sig, som en anden Esther, ledsaget af sin værdige Søn, vor arbeidsomme og dydige Prints Friderik, hvis Aand GUd havde opvakt, som den unge Daniels fordum, til Hans Majestet Kongen i hiin navnkundige Nat *), at forestille sin Slægts og sit Folkes overhængende Fare. Esther. B. c. 7, 3, 4. c. 4, 11. Susannes H. v. 45. f. Strax føies de viseste Anstalter, og Uveiret begynder at fordele sig. Nu bliver Undersaatternes nedslagne Mod igien med eet oplivet ved at see sin dyrebare Monark, udrevet fra Ildesindedes Hænder, munter og uskad i sin elskede Families Skiød. Glæden spiller ligesom af alles Øine, der have den Lykke at bivaane dette store Syn, og Luften giver Gienlyd af Fryderaab. Unge og Gamle, Smaae og Store, Høie og Lave, kappes uden Forskiel med hinanden at legge sin Hengivenhed for Dagen, og alt baade i Hoved-

*) Som gik foran den 17de Januarii 1772, der beregnes, som sædvanligt, fra Midnat forud.

37 Staden og Provintserne, hvor Rygtet foer frem, foreener sig til at gotgiøre for al Verdens Øine, med hvor stor Ret det Danske og Norske Folk fra umindelig Tid haver den Roes, at de inderlig elske deres Konger og den hele velsignede Konge-Slægt. Høistbeføiede uden tvivl ere vi alle, at regne der for en Velgierning mod hele Landet, hvad som Landets Fader og denne høie Slægt herudi er vederfaret, ja derfor i Dag høitideligen at bekiende os den Almægtige gieldbundne, som holt sin Haand og sit Øie over sin Salvede, at ingen Ulykke torde nærme sig Hans høie Person eller Boelig; thi herover kom Magten igien i de rette Hænder, Lovenes hellige Gierder bleve atter opreifte, og en almindelig Sikkerhed under deres Beskyttelse fornyet. Tiden maatte fattes mig, om jeg skulde udføre alt. Nok at vi have forbemeldte Herrens Varetægt over Kongen og det Kongelige Huus alene at tilskrive, at hver Mand i sit Huus og Sted kan, om han vil, leve et roligt og stille Levnet i al Gudfrygtighed og Ærbarhed, uden at frygte nogen Voldsom-

hed af Overmagtens Misbrug, 1 Tim. 2, 2.— Næste Sted herefter, saavidt ikke allerede tilforn derom er erindret, tilkommer den længe forundte Fred, som GUd i disse sidste Aaringer, skiønt Udsigterne for en Tid ikke syntes ret gunstige, saa naadigen har vedligeholdt os, ikke mindre for sin Vigtigheds Skyld, end formedelst Overeensstemmelsen, den haver med forrige Velgierning. Ved hiin blev, nemlig, de Ondes Anslag hos os selv giort til intet, og, det Kongelige Huus tilligemed Landet beskiermet for indvortes, som de værste og farligste, Fiender. Ved denne bleve vi skaanede for udvortes. Saa lidet Texten lader dette Slags Gode uerindret, naar der heder: Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre v. 11; saa lidet vilde det anstaae os at giøre det, da Freden har saa stor Indflydelse i den almindelige Velstand, føder Konsterne, fremmer Agerdyrkningen, og uddeler Livets Angenemheder til hver Stand og ærlig Handtering.— Endnu manglede mange i Kiøbstæderne, saavelsom paa Landet, det fornødne til Underholdning, for ret at nyde sin Lyksalighed.

39 Ogsaa denne Mangel blev i Aar lykkeligen hævet ved en forundt usædvanlig riig Høist. Et Gode, som Texten udtrykkelig regner blant hine Tiders forventede Fordele: Herren, heder det, skal ogsaa give det Gode (det er Regn eller frugtbart Veirligt) og vort Land skal give sin Grøde v. 13: Men vi blant vores vitterlige Gield til den Allerhøieste saa meget mere, som al Menneskelig Hielp og Forsynlighed mod den truende Nød intet klækkeligt skulde have udrettet, efterdi de naturlige Kilder vare tilstoppede, og fast ingen havde noget tilovers. Thi bød den Almægtige Himlene oven til og Afgrunden neden til at udgyde Velsignelser, og viste os saaledes tydelig, at hans Haand var ikke forkortet, ei heller hans faderlige Hierte tillukt. 1 Mose B. 49, 25. 4 Mose B. 11, 22. 23.— Endelig er til alt andet, som anseeligen forøger vor Gield i Dag, ogsaa lagt dette, at GUd i adskillige vigtige Tilfælde dette Aar har kronet vor Konges Bestræbelser med det ønskeligste Udfald til Hans Glæde og Statens almindelige Sikkerhed og Velstand, alt ved

40 sin naadige Bestyrelse, ligesom Han fordum, efter Textens Beretning, kronede andre store Mænds, maaskee en Daniels, Ezras og fleres, Foretagender til sit Folkes Vel og Frelse, Hvilke disse Tilfælde ere, kan med Vished ikke siges, da intet udtrykkeligen meldes herom i den Høikongelige udgangne Befalning, men af det, som siden er gaaet for sig i Holstein, og den 16de i foregaaende Maaned *) høitideligen fuldbragt, kan det vel tillades os uden Formastelse at slutte, at der sigtes i sær til de forlængst i Cabinettet begyndte Underhandlinger om den Fyrstelige Andeels Overdragelse til den Danske Krone, hvilke, som alle Statsvigtige Foretagender, maatte have sin Tid at modnes, og endelig i Aar naaede sin Fuldkommenhed, ja kom endog til virkelig Fuldbyrdelse. Hvo erkiender ikke herudi det velgiørende Forsyns tydelige Spoer, uden at miskiende de Mænds Fortienester, som have været brugt til saa store Tings Behandling, hvor-

*) Det Kielske blev paa den Dag offentlig afstaaet med visse i slige Tilfælde brugelige Ceremonier.

41 af vor vidtberømte Bernstorff *) ikke oplevede Udfaldet? Paulus plantede, Apollos vandede, men GUd gav Vext. 1 Cor. 3, 6. Hans Gierning er det fornemmelig, som lemper Staternes, ligesom Skyernes, Vendinger efter sit Raad, og har deres forborgneste Drivefiedre i sin Magt. Hiob 37, 12. 13. Han gav Lykke til vor allernaadigste Konges Anslag, og Sagen saa ønskelig en Fremgang, som vi neppe selv torde haabe, og andre slet ikke vilde troe. 2 Krønik. 26, 5. Billigen ansees dette for Kronen af hans Miskundhed mod vort kiere Fæderneland, da Tvistens Æble ligesom reent er borttaget, for et Gode, hvis Følger rekke til de seneste Tider, og vil giøre Kong Christian den Syvendes Regiering mærkværdig hos de sildigste Efterslægter.

*) Den ældre, som tillige med Geheime-Raaderne i da værende Conseil, Deres Excellencer Hr. Otto Thott og Hr. Ober-Kammerherre Ditlev von Reventlou, blev optaget i Greve-Standen, i Anledning af den provisoriske Tractats Slutning den 30 November 1767.

Stor er altsaa vor Gield, saavelsom hiint Israels, fra hvad Side vi end betragte Sagen, mangfoldige og ubetalelige de Herrens Velgierninger, han, som meldt, har viist baade i at afvende det Onde, og i at tilvende det Gode. For den største af dem alle, og Kilden til de øvrige, at GUd, nemlig, ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, der bebudes os i Evangelio, have vi end ikke Ord værdige eller fyndige nok, at udtrykke enten dens Storhed eller Forbindtlighed. Rom. 8, 32. c. 11, 33. Som det Forkrænkelige i ingen Maade kan komme op mod det Uforkrænkelige, saa kan ei heller det sidstes Værd ret paaskiønnes af den Dødelige. Sølv og Guld ere vel kostbare Ting i Livets daglige Handeler, men gielde intet mod det, vor Forløsning har kostet, intet mod Guds Ord, os har været givet til Veiledning og Husvalelse i Livet. Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv; jeg elsker Dine Bud mere end Guld, og mere end fiint Guld. Ps. 119, 72. 127. collat. 1 Petr. 1, 18.

19. 23. At denne Himmelskat under alle Forandringer blev os bevaret; Forligelsens Embede, som tilforn, vedligeholdt; at den til en Tid, af nogle, da Mægtige, yttrede Spodskhed over Religionen og Ligegyldighed mod Laster, ikke naaede sit Øiemeed, som er, at nedsænke andre med sig i Vildfarelser, og allehaande skadelige og daarlige Begieringer, ere da uden al Modsigelse saadanne Velgierninger, som aldrig kan vederlegges den Høieste. Thi uden disse skulde, endog alt andet vundet, dog uendelig mere være tabt, end vundet. Hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Siel? eller hvad Vederlag kan et Menneske give for sin Siel? Math. 16, 26.— Gaae vi herfra til de andre Guds Velgjerninger, som høre til Gielden, betænke vi deres uendelige Mængde paa den eene, deres Vigtighed paa den anden Side, og den ønskelige Maade, de bleve os tilbragte paa, da maae vi enten være ganske følesløse, eller tilstaae, at de ogsaa i sin Deel ere aldeles ube-

talelige. Thi det eene med det andet er jo idel Almagts og Naades Under, beredte, førend vi endnu vare til, af den Ophøiede og aleene Salige, som har alle Tings Kilde i sig selv, og derfor hverken kan trænge til noget uden for, ei heller modtage noget til Vederlag. Es. 57, 15. 1 Tim. 6, 15. Ps. 36, 10. Jac. 1, 17. — Vi have hørt Krigens forfærdende Bulder trindt omkring *), dog ikkun, som en rædsom Lyd langt borte— Engang stod Morder-Engelen næsten allerede med sit blottede Sværd over vore Hoveder, men forsvandt i det samme pludselig, og gik paa den Højestes Vink vore bevende Landemærker afsides forbi **). — Det uskyldige Hornqvæg styrtede ofte i Hobetal om os, som selv vare de rette skyldige, fordi vi med Synder uden Tal havde opvakt den Almægtiges Vrede, dog holt han endnu sin dræbende Haand tilbage fra os. Taber ydermere paa de bortdøde

*) I den sidste Tydske Krig.

**) Mod Slutningen af Peter den Tredies Regiering i Aaret 1762.

Kreature, som efter menneskelig Beregning var uerstatlig, lod han os mere end eengang forvinde. — Vi saae en Høst efter en anden at svige Bondens Haab; Agrene siden mangesteds af Mangel paa Sæd at ligge ubrudte; og de arbeidsomme Jorddyrkere, som pleie at føde de øvrige Stænder, berøvede Lejlighed til Arbeide, selv med Koner og Børn kummerligen at søge om Føde, undertiden halv forsmægtede ynkeligen at tilbetle sig den usle Bid, der kunde have tilkommet dem, som en Ret. Den Forstandiges miskundelige Øie løb herved over, medens hans beklemte Aand ængstede sig med de fæleste Forestillinger af en almindeligere Hungers Nød, og dens sædvanlige Følger, Pest eller deslige fortærende Plager. Dog fik Agermanden snart igien baade at arbeide og at æde, uden at nogen omkom af Brødmangel her til Lands. Endog vor Syster Norge, hvor Nøden var langt haardere, blev trøstet ved vor allernaadigste Konges landsfaderlige Foranstaltninger, samt Hans Herr Broders vise Omhue for deres Efterlevelse, og Ømhed over denne troe Nation. Omsider

46 forsvandt Mangelen reent for den store Overflod, som dette Aar bragte, og med Mangelen vore Frygter og skræksomme Forventelser.— Endelig saae vi de gamle Tvistigheder med det høie Holsteinske Huus, siden dette Fyrstendømmes saa bekiendte som uheldige Deling, ikke alene venskabeligen bilagte, men og videre Anledning til ny lykkeligen hævet, tilligemed det forrige betænkelige Fællesskab. Alt, uden derhos at see en vred Mand, eller noget Menneskes Liv og Velfærd opofret for at skaffe Staten denne vigtige Fordel, da meget mindre tilforn har kostet mange Tusindes— Hvad skulde vi sige om alt dette? Maaskee, at vor Ufortrødenhed i Herrens Tieneste, vor Iver for hans Ære, vor Gudsfrygt, Troe og Lydighed mod vor Herres Jesu Christi Evangelium, have giort os til den Høiestes Yndlinge og Skiødebørn? Thi der heder: Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, & c.— Gid det var saa vel, mine Allerkiereste, hvor deilige Udsigter skulde vi da ikke have for os i Fremtiden? Men ak! vort Forhold vidner der tvertimod, om og Samvittigheden vilde tie,

og Mangel af det retskafne Christendommens Væsen her, saavelsom andensteds, giør det, desværre, alt for kiendeligt, at vi lidet eller intet ere forbedrede, og vor Skyld ogsaa i den Henseende stor indtil Himmelen. — Hvorledes skulle vi da vederlægge Herren? Og hvad bliver endelig Slutningen af alt? Denne uden Tvivl, at Gielden i sig er ubetalelig, hvorledes vi end giøre vor Regning. Herre! Din Miskundhed er i Himlene; Din Sandhed naaer indtil de øverste Skyer. Din Retfærdighed er som Guds Bierge, Dine Domme en stor Afgrund. Herre! Du frelser Mennesker og Dyr. Ps. 36, 6. 7.

Imidlertid skylde vi dog GUd en Slags Betaling, som fornuftige Skabninger, og vor syndige Uformuenhed i den Henseende kan ligesaa lidet giøre Guds Ret til intet, som vor Utroskab i saa mange Maader hans usvigelige Trofasthed. Rom. 3, 2. Men dette elskværdigste og allerbilligste Væsen vil ogsaa herudi lade Maade gaae for Retten, og intet fordre mere eller andet af os, end hvad der staaer i vor Magt, og kan geraade os selv til allerstørste

Fordeel, saafremt vi troligen anvende de Midler og den høiere Bistand, han vil gaae os til Haande med. Hvo skulde da ikke finde sig opmuntret at afdrage sin Skyld, hvilket desuden Dagen, og Kongens Øiemeed dermed, giør til en dobbelt Pligt? Hvo ikke være begierlig efter at underrettes nærmere om, hvad Gud i saa Maade fordrer, og hvori hans Skyldighed bestaaer? Dertil, Andægtige, er den

Anden Deel

nærværende gudelige Tale fremdeles bestemt, som, efter forhen givne Løfte, fuldstændigere skal handle om den eeneste Betaling, GUd for alle sine Velgierninger forlanger, og vil lade sig i Naade behage.

Vi have allerede forud bemærket, at som den allerhøieste Giver over al egentlig Betalning uendelig er ophøjet, saa ere ogsaa hans Velgierninger af den Beskaffenhed, at de ikke

ved saadan Betalning kan giengieldes. Følgelig kan ingen anden Betalning have Sted i vor Betragtning, end den, som rimer sig med Velgiørerens og Velgierningernes Natur paa den eene, og med Menneskets Evner paa den anden Side. GUd kan ikke nægte sig selv ved at forlange det, som er plat umueligt. 2 Tim 2, 13. Han, han kiender vor Skabning; Han kommer ihu, at vi ere Støv. Ps. 103, 94. Men han lader sin Aand komme vore Skrøbeligheder til Hielp, og hvad som ved saadan Bistand og hans Kraft kan fuldkommes i Skrøbelighed hos os, naar der ikke skeer forsetlig Modstand, det fordrev han og med største Billighed af os, uagtet vor Skrøbelighed. Rom. 8, 26. 2 Cor. 12, 9. Kan vi ikke fatte alle Guds Velgierninger, kan vi dog ved Eftertanke ledes til at forstaae mangfoldige og de fornemmeste deraf, om vi vil bruge den. Har vi intet at betale med, saa har vi desmere Leilighed at befinde vor Afmagt til egen ydmygelse derover, at Velgiørerens desto større Priis. Disse Undersøgninger setter vort Inderste i hellige Bevægelser,

og Mennisket i Forfatning at yde Herren det, som her begribes under Navn af Betalning. En Konge fordrer ikke Giengield for sine Naades-Beviisninger, thi det vilde være ham saa uanstændigt, som i mange Tilfælde ugiørligt, men han vil, at de skal holdes i Agt og Ære af Undersaatterne, og hvo kan nægte, at det er deres Pligt? En Fader tænker ikke paa Vederlag for den Møie og de Omkostninger, han anvender paa hans Børn. Det er hans Lyst daglig at kunde forbinde dem ved ny Velgierninger, hans Ønske, at han aldrig maae trænge til dem. Men Kierlighed, Lydighed, Hengivenhed, og Tillid fordrer han med største Billighed, og holder sig derved mere end betalt. Passe end disse, eller andre deslige, Lignelser sig ikke fuldkommeligen til GUd, saa tiene de dog til at danne et nogenlunde værdigt Begreb om Betalningen, som vi her have at handle om. Med et andet Ord kaldes den Erkiendtlighed eller Taknemmelighed, og synes vel at være det mindste, Herren kan have for alle sine utallige Godheder, men er dog meget mere, end vi af os selv, som af os selv, for-

51 maae at yde, efterdi den formørkede Forstand og det Steen-Hierte, som vi have af Naturen, ikke tillader os de Indsigter og Indtryk deraf, som en retskaffen Erkiendtlighed udfordrer. Eph. 4, 8. 2 Cor. 3, 5.

Altsaa setter dette slags Betalning Omvendelse og Sinds Forandring forud. Som GUd i sær har Øie og Hierte henvendt til sine igienfødte og benaadede Børn i sine Velgierningers Uddeling, og lader det endog gaae andre vel for deres Skyld, saa har de igien deres Øine og Hierter henvendte til ham, den Lysenes Fader, fra hvilken alle gode og alle fuldkomne Gaver komme her oven ned, efter hvis Villie de ere fødde formedelst Sandheds Ord, at være den Første-Grøde, eller de ypperste og behageligste, af hans synlige Kreature. Esaj. 45, 3. 4. Jac. 1, 17, 18. De aleene kiende de guddommelige Velgierningers Værd, og vide at hidlede alt fra den rette Grund, saasom de have erfaret deres egen Grund-Fordervelse og ganske Uværdighed tilligemed GUds overvættes Naade.

GUd, hvor dyrebar er Din Miskundhed, og Menneskens Børn skal skiule sig under Dine Vingers Skygge. De skal blive drukne af Dit Huses Fedme; og Du skal give dem at drikke af Dine Vellysters Bæk. Thi hos Dig er Livets Kilde; i Dit Lys skal vi see Lys. Ps. 36, 8-10. Giennemtrængte af den Guds Kierlighed, de nyde i deres Faders Huus og Favn, som Børn: Seer, hvor stor en Kierlighed Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds Børn. 1 Joh. 3, 1.; den Guds Kierlighed, som er udøst i deres Hierter formedelst den Hellig Aand, som er given dem. Rom. 5, 5.; kunde de og alene drives af de rette bevægende Aarsager til Erkiendtligheds Udviisning, og væbne sig mod al paafaldende Lunkenhed eller Afmagt med den høiere Understøtning, som formedelst Naademidlerne rekkes de Oprigtige.— Anderledes har det sig med Verdens Børn, og den store Hob af Mennesker. Det aandelige finde de ingen Smag udi. Det jevne og sædvanlige rører dem ikke. Fulde af sig selv og det nærværende afveie de alt efter

den Fordeel, de for Haanden kunde have deraf i detr timelige, agtende det evige lidet derimod. Langt fra at troe sig for ringe til Forsynets adskillige Godheder, klage de snarere over, at dem er skeet for nær, og at andre, mindre fortiente, har faaet mere end de. Derover de oftere fordre GUd til Regnskab, end sig selv, og heller yttre Misfornøielse, end Forbindtlighed. Deres kiødelige Sind er blottet fra den Guds Kierlighed, som evne kan frembringe og oplive en sand Erkiendtlighed, og ligegyldigt til det almindelige Vel, naar samme ikke er foreenet med egen kiendelig Fordeel. Neppe kan deres Bønner og Lovsange ansees for Læbernes frivillige Offer, end sige for Hiertets rene Sprog, men mere for en Tvang, som de af adskillige urene Aarsager paalegge sig selv, uden Lyst, uden hellig Ild og indvortes Varme, for derved i deres daarlige Indbildning at formaae den Allerhøjeste at vedligeholde eller forøge dem det slags Gode, som de skatte høiest, og frygte for at miste, om de efterlod disse næsten mekaniske Øvelser. — Saadan Tænkemaade og Sinds Beskaffenhed maae

54 derfor ganske forandres, inden Udøvelsen af den rette Erkiendtligheds Pligt, som her under Navn af Betaling forestilles, kan blive muelig, eller nogensinde komme i Drift. De daarlige Fordomme, man har fattet om visse udvortes Andagter (der ellers i sig og i sin rette Brug kan være gode) som en Giengield, hvorved man giør Aftegning med vor Herre, og holder ham skadesløs for beviiste Velgierninger,

bør ganske udryddes. Den naturlige Uforstand paa det, som tiener til vores Fred, vige for Guds Aands bedre Oplysning. Det kolde Sind opvarmes af Jesu Kierlighed. Det Steen-Hierte borttages, og omvexles med de ømme Følelser, som Aanden virker. Ezech. 36, 26. 27. Sandelig, siger Texten, Hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, forat vise den Høiestes Redebonhed at give aadanne sin Bistand, naar det behøves, og at han da ikke vil være langt borte, men holde sig nær til, som en trofast Ven. I en anden Mening kan siges med samme Vished: Herrens Frelse er nær hos dem som ham frygte, saa at den ikke udelukkes af deres Digten,

Tragten eller Attrraae, nær i deres Sind, at de flittig tænke derpaa, nær i deres Mund, at de gierne tale derom, nær i deres Hierte, at de inderlig forlyste sig derudi. Ved saadan Sinds Forfatning er nu intet, som kan hindre deres videre Dueliggiørelse til at yde Herren den Betaling, han vil have. Hos dem derimod, som ikke frygte Herren, er alting i Veien. Det gaaer med dem, som onde Skyldnere: En Ugudelig tager til laans og betaler ikke. Ps. 37, 21. De tage immer paa Regning, men tænke i det øvrige aldrig paa Regningen. Daglig oppebære de tusindfold Godheder af Herrens milde Haand, uden at bekymre sig i mindste Maader om, hvor store deres Summer ere, ja glemme sig undertiden selv saa aldeles, at de i Steden for at give gode Ord i det mindste, meget mere betaler Ont for Got. Ps. 35, 12. Førend der nu ved saadanne kan blive noget at udrette, førend de enten kan faae Villie eller Evne til at betale, maae de slaae i sig selv først, erkiende deres forrige Uret og Skændsel, og blive begierlige efter de Naadekræfter, som nærmere kan befordre til det rette Maal. Denne

første Lectie er det at befrygte, at de fleste af os behøve at lære, inden der kan tænkes paa Betaling. Derfor, derfor, Brødre, fatter et andet Sind, og vender om, at Eders Synder maae udslettes, og Hindringerne for Eders rette Gierning paa denne vor Takke- og Bede-Fest lykkeligen hæves. Gierning. 3, 19. Lad det inderlig bedrøve Eder, at Hierterne findes saa dorske til at opløfte sig over Jorden, og beder indstændigen ham, som eene kan udrette i Eder baade at ville og at giøre det efter sin Behagelighed, at det Gode, som allerede kan være begyndt hos nogen af os, maae videre fuldkommes. Phil. 2, 13. c. 1, 6. Ellers ere vi ganske uskikkede til den Taknemmeligheds Pligt, som Betalningen indfatter; og uformuende at tage af hans Fylde, som betalte for os, ogsaa Naade for Naade. Joh. 1, 16.

Til Betalningen eller Erkiendtligheden i sig selv hører, dette forudsat, en levende Følelse og Erindring af— en Hiertelig Taksigelse for — en giørlig Skiønsomhed paa — alle Guds

57 beviiste Velgierninger, foreenede med en ivrig Bøn om deres Varighed, i sand Tillid til den almægtige Velgiørers Huld og Bistand for Fremtiden.— Ved Følelse forstaaes her ikke noget Blændværk af Sandserne, eller en ophidset Indbildnings-Krafts Virkning, thi hvad Værd skulde det kunde have i den Vises, end sige i den alvise Guds, Øine? Og hvor let kunde vi da ikke forledes af et blødt Gemyts hastige og snart forbigaaende Bevægelser til at ansee det for Naadens som ikkun var den blotte Naturs Gierning? helst det er saa vanskeligt at bestemme Grændserne imellem begge. Men dermed sigtes til det dybe Indtryk, som en tydelig beviist Sandhed giør paa Sindet, at man ligesom fornemmer dens Kraft. Saadan indvortes Fornemmelse af Guds erkiendte Velgierningers Vægt og Værd kan ikke, som Følelser ellers ofte, bedrage, thi den grunder sig paa foregaaende Overbeviisning, ikke heller være en flygtig forbidrivende Bevægelse, thi den faaer stedse Føde og ny Liv af de Sandheders Betragtning, som Overbeviisningen er bygt paa.

Jo tydeligere Begreb man har om de oppebaarne Velgierningers Storhed, Mængde og Indflydelse paa sit eget, saa vel som det almindelige Vel, jo stærkere Indtryk finder man deraf paa Gemyttet. Jo nøiere man indseer tillige Velgiørerens ulignelige Fromhed og Menneskekierlighed, som derudi aabenbares, hans Ypperlighed og Elskværdighed mod sin egen ubeskrivelige Ringhed og Uværdighed, jo mere føler man sig beskæmmet af hans Godheder og høitforbunden. Herunder opvækkes en ærbødig Høiagtelse for Giveren, saavelsom for Gaverne, en kierlig Tilbøielighed mod Velgiøreren, en sand Attraae at behage ham og notere at forbindes med ham, eller rettere, alt dette indfattes i og er sammenknyttet med bemeldte Følelse. Fra disse ømme og milde Bevægelser i Menneskets Inderste maae Erkiendtligheden have sit Udspring, som skal ydes GUd paa. denne Fest, og derudi maae den først og fornemmelig yttre sig. Ellers er vor øvrige Andagt ikkun en forfængelig Ceremonie, et Skin uden Sandhed, er tvungent Væsen, hvormed

det haver ingen ret Art. Alle sande Dyder komme inden fra, hvor de, ligesom Lasterne, have deres egentlige Sæde, og Hiertets skiulte Forlystelse i GUd, som det høieste Gode, er Drivefiederen dertil. Uden at føle saa ædel en Drift, uden Varme af denne hellige Ild, kan ingen ret Erkientlighed begyndes af os, og hvad vi ellers kunde begynde, falder ikkun ud til et høitideligt Hyklerie, og Forstillelse. Dersom jeg taler med Menneskenes og Englenes Tungemaal, men haver ikke Kierlighed, da er jeg bleven en lydende Malm, eller en klingendes Bielde. i Cor. 13, 11. Med saadan Følelse ere Textens Ord forfattede. GUd faaer aleene Æren for Israels Befrielse, og fra denne hans Frelse hidledes alle Dets prægtige Forrentelser. Saadan Følelse havde Patriarken Jacob. I Ærbødighed tilskriver han derfor Guds milde Forsyn og Førelser den Tilvæxt af Formue, som han ved sin udviiste Duelighed, urrettede Flid, og særdeles Troskab selv kunde synes at have forhvervet: Jeg er ringere, siger han, end alle de Miskundheder, og end al den Tro-

fasthed, som Du haver giort mod Din Tiener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan og nu er jeg vorden til to Hære. 1 Mose B. 32, 10. Saadan Følelse havde David, og nu erkiendes den Høieste, som Ophavs Mand til det Kongelige Huses Floer, Folkets Velstand og de Rigdomme, som vare samlede under hans Regiering. Hvo er jeg, spørger han, Herre, Herre? Og hvad er mit Huus, at Du haver ført mig hidindtil? 2 Sam. 7, 18. Hvo er jeg? Og hvo er mit Folk? At vi skulle formaae med vor Kraft til at give frivilligen, som dette gaaer? Thi der er alt af Dig, og af Din Haand have vi givet Dig det. Rigdom og Ære er for Dit Ansigt, og Du regierer over alle Ting, og Kraft og Vælde er i Din Haand, og i Din Haand staaer at giøre det alt stort og stærkt. Herre, vor GUd! al denne Hob, som vi have beredt, til at bygge Dig et Huus af, til Dit hellige Navn, den er af Din Haand, og det er altsammen Dit. 1 Krøn. 29, 14. 12, 16. Saadan Følelse havde

den hellige Jomfrue Maria, da hun hisset udbrød saaledes: Min Siel ophøier Herren og min Aand fryder sig i GUd min Frelser. Thi see, nu herefter skal alle Slægter prise mig salig. Thi han haver giort store Ting imod mig, som er mægtig, og hans Navn er helligt, o. s. v. Luc. 1, 46 ff. Lige saadan Følelse bør det os at have paa denne Høitid af alle Herrens forhen opregnede Velgierninger. Det er det første og det fornemmeste, vi har at byde til Betaling i vor hele usle Eie. Derfra skal den ægte Erkientlighed begynde. Et trofast Hierte, o! Herre min, skal Dig til rede være, & c.— Men at Følelsen kan blive desmere levende, og desto troligere vedligeholdes i henrykte Hierter, maae man tillige stræbe at have Guds Mangfoldige Godheder i god Erindring, saa at begge forenes, baade Følelse og Erindring, som ovenmelt er, til Erkientligheds rette Udviisning. Det, som har nogen synderlig Værdie, pleier man ofte at see til, og vel at bevare, at det ikke skal blive borte for os. Nu er intet mere kosteligt, end Herrens forhen beskrevne ubetale-

lige Velgierninger, derfor det ei kan være nok, om vi alene i Dag paa engang ligesom og løseligen vilde oversee dem, efter Festens Anledning, men vi bør jevnlig see til dem, om vor Erkientlighed skal være retskaffen, og hver gang stræbe desto nøiere at indsee deres Værd og Beskaffenhed. Vi bør trænge ind i deres Sammenhæng og Forsynets naadige Bestyrelse saa dybt, som os er mueligt, og idelig pønse derpaa, paa det at vi i Naturens, saavelsom i Naadens Huusholdning nogenlunde kunde formaae at begribe med alle de hellige, hvilket der er det brede, og lange, og høie, og dybe i Guds Kierlighed. Eph. 3, 18. Man skal omgaae Guds Velgierninger over Hovedet, som de Hellige hans Ord, der selv er en af de allerstørste deriblant. Jeg giemte Dit Ord, siger David, i mit Hierte, paa det jeg ikke skal synde imod Dig. Ps. 119, 11. Saaledes skulle de ogsaa tilhobe, saavidt mueligt, ved Hielp af Hukommelsen omhyggeligen samles, og et Giemmested oprettes for dem i rørte Hierter, paa det vi ikke skal forsynde os ved Utaknemmelighed, som Skriften kal-

63 der en Guds Forgaaenhed. De glemte, heder det, GUd, deres Frelser, som havde giort store Ting i Ægypten; underlige Gierninger i Chams Land; forfærdelige Ting hos det røde Hav. Ps. 106, 21. 22. Kan vi da end ikke, efter anvendte største Fliid, beholde dem alle, hvilket hverken deres Mangfoldighed og Umerkelighed i mange Tilfælde, ei heller vores Skrøbelighed tillader, beholde vi dog en stor Deel og de fornemmeste deraf. I sær bør de Anledninger, offentlig Højtideligheder og anbefalede Fester, som i Dag, give os at ihukomme visse synderlige Velgierninger imod Rigerne og det Almindelige, ikke forsømmes, men til at eftertænke samme, tilligemed den store og uforskyldte Naade, Fædernelandet derunder er vederfaret, med største Iver og Andagt bruges af det ganske forsamlede, og dertil sammenkaldte, Folk i alle vore Landemærker. Ja det er ikke nok, at vi igientage og overveie dem hos os selv, men vi bør indprente dem i vore Børns og andres Ihukommelse, som ikke saa vel kunde forstaae sig derpaa, eller, have tilbørlig Underretning derom.

Her gielder det i sin Maade, hvad Herren ved den nylig anordnede Paaske-Fest lod Israel befale saaledes: Og det skal skee, naar Eders Børn sige til Eder: Hvad er denne Eder for en Tieneste? Da skal I sige: Der er Paaske-Offer for Herren, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne, og friede vore Huse. 2 Mose B. c. 12. v. 26. 27. Her maae det vel ogsaa hede, som et andet Sted, med en liden Forandring: Disse Ting, som siges Dig i Dag, skal være paa Dit Hierte, og Du skal igientage dem for Dine Børn, og tale om dem, naar Du sidder i Dit Huus, og naar Du gaaer paa Veien, og naar Du legger Dig, og naar Du opstaaer. Og Dusk al binde dem til et Tegn paa Din Haand; og de skal være Dig til Span imellem Dine Øine. Og Du skal skrive dem paa Dørstolperne af Dit Huus og paa Dine Porte. 5 Mose B. 6, 6-9. Det er: Du skal bruge alle optænkelige Leiligheder og Midler til at faae dem dybt indpræntet i Dit eget, saa-

65 velsom i andres, Hierte, og til at befodre en høitidelig og hellig Erindring deraf hos Efterslægten.

Ved en vel anvendt Omhyggelighed herudi næres og vedligeholdes ikke aleene den omtalte Følelse af Guds Velgierninger, men haster endog saa meget desto snarere at udbryde i Hiertelig Taksigelse, som er en Deel af den Betaling eller Erkientlighed, hvorom vi her handle. Af Hiertets Overflødighed vil Munden gierne tale, med mindre der kommer nogen, som Peder fordum, en Rædsel paa, at han over den Høiestes saa ufortiente, som uformodentlige og forunderlige, Godheder, til en Tid bliver ligesom maalløs, og settes i en hellig Henrykkelse, hiin bekiendte St. Povels derudi ikke ulig, at ham forekomme idel usigelige Ting, efterdi han ikke kan finde paa Ord at udtrykke sit overvældede Hiertes Fornemmelser med. Matth. 12, 34. Luc. 5, 9. 2 Cor. 12, 4. Og dog vil han snart søge at skaffe sig Luft ved at bekiende saadan sin Uformuenhed, saavelsom Uværdighed, om ikke med

samme Ord, som Peder, da han i forbemeldte Leilighed sagde: Herre, gak ud fra mig; thi jeg er en syndig Mand: saa med andre af en lige Mening, og saadan Beskaffenhed, at de tydelig nok vidne om samme yndige Sinds-Forfatning. Luc. 5, 8. Har et velartet Barn havt særdeles Beviser paa sin Faders kierlige Sindelaug, saa kysser det ikke aleene hans Haand, og takker saa got, som det kan og forstaaer, men hopper desuden af Glæde og giør Huusfolkene derudi deelagtig. Oppebære andre af nogen store Velgierninger, efterlade de ingenlunde, om der er mindste Gran af Got hos dem, at bevidne Velgiøreren sin Taknemmelighed med de udsøgteste Ord, helst om han ellers ikke staaer i nogen Forbindelse med dem. Ja de giøre sig derforuden en besynderlig Fornøielse af at berømme og bekientgiøre hans Ædelmodighed ved alle Leiligheder. Meget mere vil et Guds Barn, en Veltænkende Christen, som veed, at han ikkun er Støv og Aske, uværdig til det allermindste Gode at nyde for sin egen Skyld, vise sig redebon at fremkomme med den inderligste

Taksigelse, og falde ned paa sit Ansigt til Jorden, for i Støvet ligesom at kysse sin almægtige Skabers, sin i Christo forsonede Faders, sin mageløse Velgiørers runde og milde Haand, formedelst hvis Opladelse alt det, som lever, mættes med Velbehagelighed. 1 Mose B. 18, 27. Ps. 145, 16.— Den ærbødige Undseelse, den fyrige Beredvillighed, hvormed han i dette Ærende fremkommer, viser, at han ikke melder sig blot af en Sædvane, men at Hiertet fornemmelig tager Deel i en Handling, som ellers maatte tabe al sin Anseelse af Erkiendtlighed, og vanslægte til en saa strafværdig, som letsindig, Fornærmelse mod den guddommelige Majestet. Selv jordiske Velgiørere skulle forsmaae vor Tak, om de vidste, den gik ikke af Hiertet. Naar man derfor intet andet har at give dem, beraaber man sig gemeenlig paa en god Villie, og et oprigtigt Hiertelaug. Men uden det er saa i sig selv, vilde det blive saa meget mere formasteligt at nærme sig med slig en Erklæring til GUd, som intet er vissere, end at han paa det nøieste giennemsøger Hiertet, og tydeligere indseer, end Mennesket selv,

hvad der ligger skiult i hans Inderste. Derfor er en Christens første og fornemmeste Omhue, at Taksigelsen, han frembringer, kan fortiene Navn af Hiertelig, saaledes som vi her have fodret den. Overbeviist af Herrens Ord ved David, saavelsom af Samvittighedens indvortes Vidnesbyrd, kan han sige med Sandhed: Jeg veed, min GUd, at Du prøver Hierter, og haver Behagelighed til Oprigtigheder, 1 Krøn. 29, 17. Og nu fatter han tilligemed ham denne uryggelige Beslutning: Jeg vil takke Herren i mit ganske Hierte, jeg vil fortælle alle Dine underlige Ting. Jeg vil glæde og fryde mig i Dig; jeg vil synge Dit Navn Lov, Du Høieste! Ps. 9, 2. 3.— Iværksettelsen heraf skeer saaledes vel med Ord, thi hvortil skulle den herlige forundte Evne at tale, og ved Talen at tilkiendegive sine Tanker og indvortes Fornemmelser, værdigere kunde anvendes? Dog ikkun med velmeente og sande Ord, hvis udvortes Lyd og Bemærkelse svarer til Hiertets indvortes Attraae og Bevægelser: Min Siel, lov Herren, og alt det, som inden i mig er,

love hans hellige Navn. Min Sielv lov Herren, og glem ikke alle hans Velgierninger. Ps. 103, 1 ff. —Den skeer ved Bønnens Øvelse i de daglige Samtaler med GUd hiemme for sig selv i Løndom, og i Kirken, eller andre hellige Forsamlinger, offentlig til visse Tider. Jeg vil takke Dig af mit ganske Hierte, jeg vil synge Dig Psalmer for Guderne. Jeg vil tilbede imod Din hellige Tempel, og takke Dit Navn for Din Miskundhed og for Din Sandhed. I Forsamlinger vil jeg love Herren. Jeg vil takke Dig i en stor Forsamling. Ps. 138, 1, 2. c. 22, 23. c. 35, 18.— Endelig skeer den og ved Lov og Frydesang, særdeles i visse høitidelige Leiligheder, som den, Festen giver os i Dag. Fra Begyndelsen af, at Gud udvalgte sig et Eiendoms Folk, synes denne at have været den allerældste Maade at takke ham paa. Saasnart Israel paa det tørre var kommet igiennem det røde Hav, hvor Ægypternes hele forfølgende Hær omkom, sang Mose og Israels Børn en derpaa indrettet Sang for Herren. Siden

tog Maria, Aarons Syster, en Tromme i sin Haand, og alle Qvinder udgik efter hende med Trommer og med Dands, og hun svarede dem med sit Chor, ligesom de havde begyndt: Synger for Herren, thi han er beviist meget høi at være: Han nedstyrtede Hesten, og den, som reed derpaa, i Havet, & c. 2 Mose B. 15, 1-21. Da samme Folkes Haand i Dommernes Tiid fik Fremgang mod Jabin Kanaans Konge, og Sisera ved Jaels, Hebers Hustrues, Mod og List var fældet, sang Debora og Barak paa den Dag, og sagde: Lover Herren; fordi der er hart holder Hevn i Israel, der Folket var velvilligt dertil. Hører, I Konger! merker, I Fyrster! jeg, jeg vil synge Herren; Herren Israels GUd vil jeg synge Lov, & c. Domm. B. 4, 21 ff. c. 5, 1 ff. Selv Texten, vi have at forklare, kan ansees for en saadan Lovsang eller høitidelig Bekiendelse om Herrens Frelse og dens lykkelige Følger. Naar Kongerne eller andre Vældige og store Mænd paa Jorden giøre noget vigtigt og nyttigt til det almindelige Beste, da pleier man i Vers at

besynge deres Bedrifter, og at holde dem offentlige Lov-Taler. Hvor meget mere fortiener den aleene Vældige og over alt ophøiede GUd saadan Ære, Faae hiine ikke aleene en velfortient Roes af een eller anden i Særdeleshed, men i Almindelighed af alle, som de ved priselige Gierninger have forbundet; saa er Herren, uden Sammenligning, uendelig mere værdig at have Prisen og Æren og Taksigelsen paa denne vor Høitid, ikke aleene i Husene af enhver af os i Særdeleshed, men i Templerne og andre agtbare Forsamlinger af det ganske forbundne Folk tilhobe. Aab. 5, 12. Thi baade have vi da den Ære at istemme lige Tone med vore seirende Medbrødre i Englernes Sælskab her oven til, hvilket bør være vor fornøieligste Forretning, ligesom det i sig er den saligste Øvelse, og tillige at efterfølge de Helliges Forhold i den stridende Kirke her neden til. Du skal sige paa den samme Dag: Jeg vil takke Dig, Herre! at Du haver været vred paa mig; men Din Vrede er afvendt, og Du trøster mig.— Takker Herren, paakalder hans Navn, kund-

giører hans Gierninger iblant Folkene; forkynder, at hans Navn er høit. Synger Herren Psalmer, thi han haver giort herlige Ting; dette blive kundgiort paa den ganske Jord! Raab høit, og syng med Fryd, Du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi Dig. Es. 12, 1, 4-6.

Endnu mangler i Betalningen, vi skylde den Høieste, i Anledning af Festen og den store forhen opregnede Gield, en oprigtig Skiønsomhed paa Herrens Velgierninger. Thi hvor en retskaffen Følelse og Taksigelses-Attraae er inde, der vil man ikke lade sig nøie med at bevidne sin Taknemmelighed aleene i Ord, formedelst Bønner og Lovsange, saa Velmeent det og kan være, men stræbe ogsaa i Gierningen at vise sig erkiendtlig. Dette skeer i Almindelighed ved at indrette sit ganske Liv og Levnet, indvortes og udvortes, efter Guds allerhelligste Bud og Villie, hvilket den Talemaade at frygte Herren i sin Omfang indbefatter, og altsaa anbefales os i

Texten, som et Vilkaar, uden hvilket vi ikke kunde have den rette Nytte af Herrens Velgierninger, eller Forvisning om hans naadige Nærværelse fremdeles. Sandelig, heder det, Herrens Frelse er nær hos dem, som ham frygte, v. 10., og siden opregnes adskillige af de Troens Frugter og Dyder, som aabenbare sig i saadant et Levnet, Miskundhed nemlig og Sandhed, Retfærdighed og Fredsommelighed, v. 11.— Naar Forstanden forlyster sig med Herrens Gierningers Betragtning, Villien med at efterfølge hans Dyder, til det guddommelige Navns og Kalds Ære, Ps. 29, 1. 2 Petr. 1, 3. Naar Begierlighederne helliges og opsvinge sig med deres Attraae til det Gode, som ene kan tilfredsstille en udødelig Siels Længsel, og være dens bestandige Omhue værdigt. Philipp. 3, 14. Naar Hiertet drages alt mere og mere fra Verden, og de Ting, som ere i Verden, til Faderen, som elskte os i Christo Jesu, og for hans Skyld beteer os saa meget Got, fra Skabningen til Skaberen, at elske ham igien af yderste Kraft og Formue, som elskede

os først, og daglig giver os saa mange Prøver paa sin vedvarende Kierlighed, og Lyst til at giøre vel imod os. 1 Joh. 2, 15, 16. c. 4, 9, 10, 19. Math. 22, 37. Naar Legemet fremstilles at være et levende, helligt og GUd velbehageligt Offer, og Lemmerne GUd til Retfærdigheds Vaaben. Rom. 12, 1. c. 6, 13.— Da, mine Venner, da frygte vi saaledes Herren, da ydes ham den rette Tak, da vises over Hovedet, som meldt, en giørlig Skiønsomhed.— Men det samme skeer ogsaa i Særdeleshed ved at giøre Saadan Brug og Anvendelse af Herrens Velgierninger, som deres Beskaffenhed og Hensigt udfordrer. —Jo længere Krig og Blodstyrtning have været udelukte fra vore Landemærker, jo mere skal vi vogte os for, enten at føre Krig mod Himmelen ved Bespottelser og Frekhed, eller at drage Bloddom over Landet ved herskende Uretfærdighed, Voldsomhed, Falskhed, Undertrykkelse og andre deslige Synder, som Propheten hisset levende nok afmaler saaledes: Eders Hænder ere besmittede med Blod, og Eders Fingre

75 med Misgierninger; Eders Læber tale Løgn, Eders Tunge udsiger Uret. Der er ingen, som raaber paa Retfærdighed, og ingen, som dømmer troligen, i det man forlader sig paa intet, og taler Forfængelighed, undfanger Møie og føder Uret. De udlegge Basiliskes Æg, og væve Spindelvev; hvo som æder af deres Æg, maae døe, og om det trykkes i Stykker, udfarer der en Øgle. Deres Væve skal ikke blive til Klæder, og de skal ikke skiule sig med deres Gierninger; deres Gierninger ere uretfærdige Gierninger, og der er forrredeligt Arbeide i deres Hænder. Deres Fødder løbe til det Onde, og ynde sig at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker, der er Ødeleggelse og Forstyrrelse paa deres banede Veie, & c. Es. 27, 4. c. 59, 3-7. —Jo kosteligere et Gode Freden er i det timelige, jo heftigere skal de Forstandiges Attraae være efter den langt kosteligere aandelige Fred, hvorpaa den legemlige er et Billede, og begge af Christo forhvervet sine; jo alvorligere deres Øie henvendt til Fredens Veie, som de Ugudelige ikke kiende, og

jo større, deres Omhyggelighed at jage efter Fred med hver Mand, samt at benytte sig af de dyrebare Leiligheder, Freden giver enhver Stand, at befordre det almindelige Beste. Joh. 14, 27. Es. 59, 8. Ebr. 12, 14.— Qvægets nærværende Skaansel bør giøre den Retfærdiges Tænkemaade almindeligere, som kiender med Omsorg sit Beestes Liv, og kommer Kreaturers Sukke og Forlængsel ihu, i Haabet, at det og selv skal blive frigiort fra Forkrænkeligheds trældom, til Guds Børns Herligheds Frihed. Ordspr. 12, 10. Rom. 8, 19-22.— Den afvendte legemlige Hungers Nød bør erindre os om Guds dobbelte Miskundhed, i at fritage os hidindtil fra en anden langt større, hvorom det hisset heder: See de Dage komme, siger den Herre, Herre, at jeg vil sende Hunger i Landet; ikke Hunger efter Brødet, og ei Tørst efter Vandet, men efter at høre Herrens Ord. Am. 8, 11. Den bør opvække en aandelig og salig Hunger hos os efter det Brød, som kom ned af Himmelen, og det Lifsens Vand,

saavelsom efter de beste Naadegaver og Færdigheder. Joh. 6, 32, c. 33. 4, 14. c. 7, 37, 38. Es. 55, 1. Math. 5, 6. 1 Cor. 12, 31.— Aarets usædvanlige Frugtbarhed skal tilskynde os at vise større Frugtbarhed, end hidindtil, i al god Gierning, og i sær at lære, af den himmelske Faders rigeligen uddeelte Overflod til alle Trængende, at være barmhiertige, ligesom han, og efter vor Formue at udøve en uegennyttig og upartisk Menneske-Kierlighed. Coll. 1, 10. Luc. 6, 32-36.— Guds synderlige Varetægt over Kongen og det Kongelige Huus bør giøre det desmere dyrebart i vore Øine; forøge vores Iver at opofre alt, endog Liv og Blod, for dets Vedligeholdelse, Ære og Tieneste; men i sær vor allerunderdanigste Hengivenhed og Lydighed mod Hans Kongelige Majestet, endog i de besværligste Pligter og Leiligheder, saa at vi, efter Apostelens udtrykkelige Formaning, villigen og gierne betale den, som vi ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den som Frygt, Frygt; den som Ære, Ære; bevisende os ogsaa, i den Henseende, velartede

Christne, som have lært, ikke aleene for Vredens, men ogsaa for Samvittighedens Skyld, at være underdanige, og saaledes at frygte GUd, det allerhøieste Væsen, at vi dernæst ære Kongen, som bærer hans Billede og Navn her paa Jorden: Jeg, jeg haver sagt: I ere Guder, og I ere alle den Høiestes Børn. Rom. 13, 7. 5. 1 Pet. 2, 17. - Ps. 82,

6. — De vise Bestræbelser til det almindelige Beste, som GUd i dette Aar har kronet, berettige ham ikke aleene dobbelt til vor Kierlighed og Høiagtelse, men blive tillige os alle en heftig Spore at forene vore Bestræbelser med Kongens, og troligen at anvende alle Kræfter og Evner i samme ædle Hensigt, som han. De paaminde os, som Christne, efter Jesu Christi ulignelige Mønster, der tilsidesatte alt eget for Verdens almindelige Frelses Skyld, ligeledes at ansee ikke hver sine egne Ting aleene, men og dem, som andre høre til, for vore Medborgeres Gavn tillige at ramme, til Fædernelandets sande Tieneste. Phil. 2, 4 ff. — Besielede af denne christelige Patriotisme, og en hellig Nidkierhed for at føre os Guds Velgierninger

til Nytte paa anførte Maader, skulle vi, uagtet al indløbende Ufuldkommenhed, dog i Naade ansees, som de, der giørligen skiønne paa Guds Velgierninger. — En saadan Skiønsomhed er desuden i sig selv saa fornøden, som billig. Ret erkiendtlige Gemytter er det ikke nok, at føle en oprigtig Kierlighed og Tilbøielighed for deres Veldæder, ikke nok, at de begegne ham med Venlighed og Ærbødighed i Ord og Geberder; men de attraae ogsaa at giøre ham til Behag, alt hvad der staaer i deres ringe Formue, og at vise sig tienstfærdige imod ham af yderste Kræfter i alle optænkelige Maader. Hvor meget mere bør en Christen være saa sindet imod Herren, den allerstørste og ædelmodigste Velgiører? Skulde det ikke billigen være hans inderligste Lyst og Glæde at leve ham til Behag, som har givet Livet og alt, hvad der kan giøre samme behageligt? Var det ikke den skændigste Nederdrægtighed at vanære ham ved en uværdig Brug af hans Gaver? Og hvad kan derimod være naturligere og anstændigere, end at betale Herren af sit eget, og til hans Ære og

Tieneste villigen at opofre alt, hvad han af timelige eller aandelige gode Ting har betroet os? Ligesom Hanna fordum sin Søn, den unge Samuel, da hun sagde: Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begiering—- Derfor har jeg ogsaa laant ham til Herren, alle de Dage, han skal være til. 1 Sam. 1, 27, 28.

Med en fast og uryggelig Beslutning saaledes at betale Herren alle hans Velgierninger imod os, i sær dem, som til Festens Helligholdelse have givet nærmest Anledning, maae foreenes de hedeste og alvorligste Bønner om Forladelse for vor forrige Vanart, om Naade til sand Bedring og vore Løfters Opfyldelse, hvorved vi om disse Velgierningers Varighed tillige best kunde blive forsikrede. Saadanne Bønner giørde den hellige Forfatter af Dagens Text i det foregaaende. Omvend os, siger han, vor Saligheds GUd, og til intet giør Din Fortørnelse imod os. Herre! lad os see Din Miskundhed; og giv os Din Salighed, v. 5, 8. Herskende

Yppighed, Letfærdighed, Ladhed, Stolthed, Forfængelighed og andre Synder hos Mængden af et Lands Indbyggere maae endelig berøve det herrens Nærværelse med sin herlige Frelse, der i Texten ikkun tilsiges dem, som ham frygte; og hindre den Allerhøieste, at vedligeholde det længer de mangfoldige Godheder, ved hvilke, som de stærkeste Kierligheds-Reeb, han har villet drage Folkets Hierter nærmere til sig. Hos. 11, 4. Eders Misgierninger giøre Skilsmisse imellem Eder, og imellem Eders GUd; og Eders Synder giøre, at han skiuler Ansigter fra Eder, at han hører Eder ikke. Es. 59, 2. Derfor skal vi først søge Bod for deslige Synder, i Omvendelsens rette Orden, ved troende Deeltagelse i den store Frelse, som Guds elskelige Søn heel dyre har forhvervet, i hvilken vi have Forløsning formedelst hans Blod, nemlig Syndernes Forladelse. Coll. 1, 14. Saa er der intet i Veien for Guds vedvarende Godgiørenhed enten mod nogen af os i Særdeleshed, saavidt hans Viisdom finder det tienligt, eller imod vort kiere Fædreneland i

Almindelighed. Tvertimod, som en Fader forbarmer sig over Børn, saa skal Herren forbarme sig over dem, som frygte ham, i alle paakommende Viderværdigheder. Ps. 103, 14. Saa skal GUd bønhøre Landet, og den ophøiede Forløser selv understøtte Indvaanernes Bønner til vis og naadigst Bønhørelse. 2 Sam. 21, 14. 1 Joh. 2, 1. 2. Joh. 16, 23.— Jordens Riger og mægtige Beherskere ere saavel underkastede ubehagelige Omvexlinger og idelige Forandringer, som enkelte Huse eller ringe Personer, og disse Forandringer alle i den Almægtiges Haand, som bevæger Rigerne, og bortgiver dem efter Behag. Es. 23, 11. Nehem. 9, 22. Derfor er det billigt, at vi stedse med en David, som selv var Konge, opløfte vore Øine og Hierter til ham, som sidder i Himlene, med ydmyg Begiering, at endskiønt vore Forestillinger ingen Forandring kan giøre i hans besluttede Raad over disse Riger og Lande fremdeles, alle Ting dog efter samme maae endes og vendes, som hidindtil, til vores Beste. Ps. 123, 1. Rom. 8, 28.— Foruden Bil-

83 ligheden, bør og vores eget og det almindelige Gavn opmuntre os til at øve denne Pligt med hellig Iver og Andagt, som befordres ved flittig Betragtning af vores eget Intet, og den Herres guddommelige Majestet, for hvis Aasyn vi træde, og med hvem vi understaae os i Bønnen at tale. Thi vi skulle da upaatvivleligen tillige med gode Christne vise os retskafne Borgere, og hente fra den rette Kilde varige Velsignelser ned over vort kiere Fædreneland. Hvad en Moses, en Elias, og andre ved deres Bønner til Statens Gavn have udrettet, er bekient. Og endskiønt vi ikke tør ligne os med saa overordentligen udrustede Guds Mænd, bør vi dog ingenlunde glemme det, Apostelen Jacob erindrer os, at de vare Mennesker, lige Vilkaar undergivne, som vi, Mennesker, der havde intet af sig selv, men alting af Guds Naade og Kraft, der fuldkommes i Skrøbelighed. Jac. 5, 17. ff. 2 Cor. 12, 9. En Retfærdiges Bøn formaaer meget, naar den er alvorlig. Jac. 5, 16.

Endelig skal disse Bønner skee i sand Tillid til den almægtige Velgiørers Huld og Bistand fremdeles. Med slig en tillidsfuld Forvisning seer Textens hellige Forfatter ind i de tilkommende Tider, og lover sig og Folket af Herrens Frelse alt det, der kan giøre et Rige blomstrende, og forøge dets Lyksalighed, af en god Begyndelse de herligste Følger for Fremtiden og de saligste Frugter: Miskundhed, siger han, og Sandhed skal møde hverandre, & c. Han er saa forvisset derom, som om det allerede var skeet, efterdi han i Forveien viiseligen har raadført sig med Herrens Ord: Jeg vil høre, staaer der næst for an Dagens Text, hvad GUd Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk, & c. v. 9, og veed, at saadanne hans Forjettelser ikke kan svige.— Paa samme uryggelige Grund fodrer ogsaa GUd Tillid af os, saa meget mere, som han i de forhen opregnede Velgierninger har givet saadanne Prøver paa sin Trofasthed og Omhue for de Danske Stater, endog i meest kritiske Omstændigheder, at vi alle, fra den der sidder paa Thronen, til dem,

85 som boe i Hytten, have allerstørste Aarsag til at troe ham vel, og at vente alt Got af hans bundløse Barmhiertighed fremdeles. Mistroe og utidig Frygt for det Tilkommende vanære ingen mere, end dem, som vilde hede Christne, og have Ord for at frygte Herren. Thi foruden at de af Fornuftens Lys, og ved Naturens Betragtning, kunde overtydes om, at intet kan skee uden den alvise Skabers Villie, der elsker sine egne Hænders Gierninger, og er bered at giøre vel imod dem; saa have de desuden de tydeligste Beviser derfor i Guds aabenbarede Ord, som vidner, at endog deres Hoved-Haar ere talte, saa at end ikke eet deraf falder til Jorden uden den Høiestes Tilladelse, og at alle, baade onde og gode, Tildragelser i Staten have deres Oprindelse fra ham. Math, 10, 30. Luc. 21, 18. Am. 3, 6. Derfor vor allerhelligste Religions Stifter og ypperste Lærer forkaster saadan Sørgen og Spørgen, som en hedensk Vanart. Math.

6, 31. 32.— Endnu tydeligere overbevises de derom af Guds Kierlighed mod det menneske-

lige Kiøn i Christo Jesu, som lærer dem at slutte med Apostelen fra det større til det mindre, fuldkommeligen forsikrede, at han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, ogsaa skal skienke os alle Ting med ham. Rom. 8, 32.; og tryggeligen at hvile i Guds Forjettelser, da saa mange, som ere til, alle ere Ja i ham og Amen i ham. 2 Cor. 1, 20.— Allermindst maae nogen Mistroe blande sig i de Bønner, som frembæres i saa høitidelig en Leilighed, efter saa mange oppebaarne Velgierninger, for deres Varighed; thi foruden at Hierterne derved blive vaklende og uskikkede retteligen at bede: Den, som tvivler, er ligesom en Havs-Bølge, som røres og drives af Veiret, og en saadan tænke ikke, at han skal faae noget af Herren. Jac. 1, 6. 7: maatte og den store Velgiørers guddommelige Majestet ikkun saa meget mere fornærmes, som det er en aabenbar Formastelse, saaledes paa det uvisse at forsøge ham, tvertimod hans udtrykkelige Forbud: Du skal ikke friste Herren Din GUd. Mach. 4, 7. 5 Mose B. 6, 16.— Har han

87 ved saa mange uforskyldte Miskundheder imod Rigerne og deres Indvaanere betager os al Anledning til at tvivle om sin gode Villie og uskatteerlige Bevaagenhed for Fremtiden, saa fordrer Erkientligheds Pligt i Dag, at vi alle paa hver Sted, hvor der bedes og forkyndes om Herrens Miskundheder, opløfte hellige Hænder uden Frygt og Tvivl, 1 Tim. 2, 8.—Udsigterne i de tilkommende Tider kan fast ikke være mere smigrende for disse Riger, end nu, da GUd, foruden andre sine Godheder, har kronet Hans Majestets Bestræbelser med saa ønskeligt et Udfald, i Henseende til den Stor-Fyrstelige Andeels Overdragelse af Holstein. Der er allerede giort en god Begyndelse hos os, saavelsom fordum hos Israel, og Grundvolden lagt til en blomstrende Tilstand ved dette heldige Mageskifte. Alle de Danske Staters forhen tilhørende Dele ere nu igien nøjere samlede, saa at Beboerne desto beqvemmere kan bruge deres samlede Kræfter og den fordeelagtige Beliggenhed til Fiskeriernes, Handelens, Qvægavlens og Agerbrugets bedre Drift og Opkomst, formedelst fæl-

les Flid og selskabelige Bestræbelser til hinandens Opmuntring. De ære lykkeligen foreenede under eet Hoved og Over-Herre, som ingen Aarsag kan have til andet, end at elske dem alle lige høit, og som ved de viseste Love og Stats-Oeconomiske Anordninger vil give Undersaatterne uden Forskiel Anledning til, at de ubehindrede kan nytte de forekommende gunstige Leiligheder til fælles Fordele, og allevegne aabne ny Næringsveje for Stræbsomhed. Intet Fælledsskab, ingen deelt Magt kan nu længer binde Hænderne paa Regenten, og andre, som med hans Tilladelse rettelig ville bruge dem, inden klogeligen foreskrevne Grændser, eller standse almeennyttige Anlæg i deres Fremgang. Følgelig have vi største Aarsag med Textens Forfatter at haabe det beste for Eftertiden af saa god en Begyndelse, og kunde fuldføre og slutte vore Bønner desangaaende med et tillidsfuld Amen, visselig, det skal skee. Sandelig, Herrens Frelse er nær hos dem, som ham frygte, & c.—- Har det kun sin Rigtighed med den Sag, ville Rigernes Indbyggere legge alvorlig Fliid herefter

paa den ægte Gudsfrygt, som viser sig i Gierning, i Sandhed, i Nidkierhed saa vel for Kirkens som Fædernelandets Tieneste, i en forøget Duelighed og Vindskibelighed igiennem alle Stænder; (uden hvilket hverken GUd kan æres, eller noget vigtigt i Staten foretages og fremmes, men Folket aleene i en indbildt Hellighed og from Uvirksomhed blive ørkesløse Tilskuere af Guds ubenyttede Velgierninger) saa er der intet at frygte for Resten. Thi Mangel paa saadan Gudsfrygt er det eneste, der i saa Maade kan forstyrre vor Andagt, og med Rette forurolige os. Men bliver den almindelig iblant Landets Indvaanere, kan vi og med allerstørste Vished vente de gyldne Tider, som Texten saa prægtig skildrer, og i en glad Aands Henrykkelse ligesom forud tage Deel i Efterslægtens Lyksalighed, saasom denne Forventelse beroer paa en klippefast Grund, Guds uforanderlige Løfter til sine: Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting, som haver Forjettelse om dette Liv, som nu er, og om det tilkommende, 1 Tim. 4, 8.

Møde vi nu Herren paa den anordnede Fest i Dag, saaledes som forklaret er, med følsomme Hjerter ved hans Velgierningers høitidelige Erindring, med inderlig Taksigelse derfor, med Redebonhed at vise en oprigtig Skiønsomhed i Gierningen, med ydmygelige Begieringer om hans vedvarende Bevaagenhed over det Kongelige Huus, Rigerne og os, med sand Tillid til hans altid befundne Fader-Huld og Miskundhed, efter hans Løfte til de Oprigtige; da, mine Brødre, da siges vi at betale Herren hans ellers ubetalelige Velgierninger, fordi vi giøre det, som staaer i vor Magt, efter den Naade, GUd dertil saa gierne vil meddele.— Dette, Allerkiereste, er just den Betaling, Herren forlanger. Selv har han givet os de Evner ved Naturen og Naaden, som dertil udfordres. Han indblæste i Skabelsen den Livs-Aande, hvorved Mennesket blev til en levende Siel. 1 Mose B. 2, 7. En Siel, som ved Liv og Følelse er sig selv bevidst, virksom til at dømme og slutte af de i og om dem forekommende Ting om deres Beskaffenhed og Forhold til

dens Lyksalighed, og beqvem at modtage Indtryk deraf. Uden Liv og Følelse skulde hverken Ont eller Got vederfares os, men alting være ligegyldigt. Uden Medvidenhed intet ansees for Velgierning eller Straf, og al Muelighed bortfalde at fornøie sig over eller attraae det første, og derimod at ængstes eller frygte for det sidste. Af samme velgiørende Skabers almægtige Haand fik Menneskets Legeme den kunstige Bygning og hemmelighedsfulde Indretning, hvorved det tager Deel i Sielens Fornemmelser, og igiennem adskillige beqvemme Sandse-og Tale-Redskaber udvortes kan tilkiendegive dem. De Mangler, Synden siden Skabelsen har paaført Mennesket, afhielpes, som tilforn er meldt, ved Ordets Kraft og Aandens Tilvirkning, i en daglig Fornyelse til dets første Skikkelse og oprindelige Retskaffenhed. Ephes. 4, 23. 24. Prædik. 7, 29.— Alt dette kan en viis GUd ikke saa have ordnet forgieves, men at vi skulle benytte os af bemeldte Evner til ret at nyde hans Godheder med Smag og Fornøielse, befordrende saaledes vor egen Lyksalighed,

i det vi udbrede hans Lov og forlyste os i hans Fuldkommenheder.— Visselig bør disse dybe Anlæg i vor Natur ansees for Skaberens Røst inden i os, hvorved vi opfodres at istemme med den hele Skabning uden om os hans stedsevarende Priis, som giør alt hvad ham behager, i Himlen og paa Jorden, i Havene og i alle Afgrunde. Ps. 135, 8. e. 148, 7-10. — Men derforuden fodrer han udtrykkelig saadan Anvendelse af de meddeelte Evner i sit aabenbarede Ord. Den, som ofrer Taksigelse, den ærer mig, og den, som foresetter sig den rette Vei, den vil jeg lade see paa Guds Salighed. Ps. 50, 23. Ofre GUd Taksigelse og betal den Høieste Dine Løfter, v. 15. Tager Ord med Eder, og omvender Eder til Herren, sigende: Tilgiv al Misgierning, og tag til Takke med os, saa vil vi betale Dig med vore Læbers Øxne. Hos. 14, 15. Paaminder Eder selv med Psalmer og Gange og aandelige Viser, i det I synge yndeligen i Eders Hierte for Herren. Og alt det, som I giøre i Ord eller i Gier-

93 ning, ja alle Ting skal I giøre i den Herres Jesu Navn, takkende GUd og Faderen formedelst ham. Coll. 3, 16. 17.

Dette er tillige den eneste Betalning, GUd forlanger, og vil lade sig i Naade behage — Ikke for vor Giernings eller Flids Skyld, som er saa ufuldkommen i alle Maader, da vi ikke nær giøre alt det, vi burde, end sige noget saa ret og vel, som det skulde være— Men deels for Christi Skyld, i hvis Navn Gierningen, om den skal have mindste Tækkelighed, maae foretages, ved hvis Kraft den skal drives, og af hvis tilregnede Fuldkommenhed den faaer en yndig Anseelse i en forsonet Faders Øine, uagtet al sin egen Ufuldkommenhed, da han offentlig, ved igientagne Røster af Himlene, er erklæret Guds Søn, den Elskelige, i hvilken han haver Behagelighed. Math. 3, 17. c. 17, 1. Joh. 12, 28. Colloss. 1, 22— Deels for den Fremgangs Skyld, som de Troende derved giøre paa Helliggiørelsens foreskrevne Bane til den bestemte Herlighed, og i Hensigt til

94 den Nytte, de med saadant Fliid og Sindelaug tillige kunde skaffe hos andre.— Thi det er den Høiestes eneste Lyst og velgiørende Attraae, som har alting i sig selv og trænger til intet, at hans Naade maae udbredes til mange, og hans kierlige Villie at lodtage alle, formedelst Sandheds Erkiendelse, i sin Salighed, alt mere og mere paa Jorden befodres. 1 Tim. 2, 4. Giører Taksigelse i alle Ting; thi der er Guds Villie i Christo Jesu til Eder. 1 Thess. 5, 18. Lader os altid ofre GUd Lov-Offer formedelst ham (Jesum), det er, en Frugt af de Læber, som bekiende hans Navn. Men glemmer ikke at giøre Got og meddele; thi saadanne Offer behage GUd vel. Ebr. 13, 15. 16.

Anvendelse.

Saadan Betalning, disse velbehagelige Offere, sømmer der os saa meget mere i Dag beredvilligen at frembære, som den anordnede Takke- og Bede-Fest for Guds synderlige

95 Godheder imod Kongen, det Høie Kongelige Huus, og vort kiere Fædreneland, dertil giver os saa megen særdeles Anledning og de kraftigste bevægende Aarsager— Stor er vor Gield, som vi have hørt, mageløse og ubetalelige Guds Velgierninger— Hvor meget Ont har han ikke afvendt, som truede Rigerne med Fordervelse og endelig Ødeleggelse? Og (er det tilladt, at sette det mindre ved Siden af det større, som Følelse og Pligt her synes at fodre, eller i det mindste at undskylde) hvor stor Fare har han ikke nyligen afvendt fra vor Stad og denne Egn? da et græsseligt Tordenveir *) med rasende Hvirveler, Kaste-Vinde og Hagel af usædvanlig Størrelse nær havde omstyrtet vore Boliger, hvoraf nogle dog ikkun lidet bleve beskadigede, og

*) Den 15 Augusti sidstleden, to gange kort efter hinanden, ved Middags Tid og noget derover. Ingen kunde erindre sig det forfærdeligere. Skraldenes hule og rædsomme Lyd hørtes næsten en halv Time tillige. Fuglene laae døde paa Marken. Træer oprykkedes, o. s. v.

100

reent afslidt det næsten modne Korn af Vipperne paa vore frugtbare Agre, som just stode færdige til Høsten?— Hvor meget Got har han derimod tildeelt, ofte saa uventende, som altid uforskyldt. Hvo skulde for et Par Aar siden have formodet saa lykkelig en Forandring i det almindelige Væsens Bestyrelse, som den, vor udødelige Julianes og elskværdige Friderichs priselige Nidkierhed for Kongens, Deres Høie Huses, og Nationens Ære kort efter tilveiebragte? Hvo torde love sig saa hastig og god en Ende paa de Holsteinske Tvistigheder? Hvo gaae saavidt eengang med sine Tanker og Ønsker, som den Almægtiges Godheder allerede har strakt sig, nu de forhen utøilede Laster ere standsede i deres frie Løb, Religionen igien givet sin udvortes Agt, Ærbarhed sin tilbørlige Hæder, og Landets Børn frie Adgang ikke aleene til Thronen, men og til Kongens egen Allerhøieste Person og milde Fader-Hierte, formedelst den høie Talsmand, de have faaet i vor naadigste Arve-Prints? Hvorvidt kan den Uendeliges Godhed endnu ikke gaae? Hvor stor Fordeel

101

ikke daglig og fremdeles ventes af saa naadig en Konges, saa ædelmodig en Konge-Slægtes, Ømhed med vore trange Kaar, og Omhue at forbinde sig enhver? Men i sær af Høistbemelte Prints Friderichs fortsatte Arbeidsomhed i Kongens og Rigernes vigtige Anliggende, til det almindelige Beste, med sin egen Roligheds og høie Fordeels ganske Tilsidesettelse; paa hvilket sidste Han ved at aftræde Coadjutoratet *) i Høi-Stiftet Lübek, for at befodre Mage-Skiftet med det Stor-Fyrstelige Huus, har givet saa følgeværdig en Prøve.

Hvad kunde vi, elskeligste Medborgere, tænke herom andet, end Propheten hisset: Det er Herrens megen Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barm-

*) Hvortil Han af Dom-Capitulet var udvalgt den 4 Octob. 1756, og kom nærværende Fyrst-Biskops Søn, H. D. Prints Pet. Frid. Wilhelm den 26 Octob. sidstleden i Hans Sted.

102

98 hiertigheder have ingen Ende. De ere ny hver Morgen, Din Trofasthed er stor. Begræd. B. 3, 22. 23. Helst om vi gaae i os selv tilbage at holde Velgiørerens Høihed imod vores Intet, og Velgierningernes Værd imod vor Uværdighed. Thi mindste Eftertanke vil da lære os til vores store Skændsel, og, GUd give grundige, Ydmygelse, at vi hverken, som Christne, have staaet i Gabet for Guds Ansigt for Landet, at han ikke skulle forderve det; ei heller, som gode Borgere, modigen sat os imod de Laster, Fordomme og Sædvaner, som kunde bidrage til dets Fordervelse, og giøre den Almægtiges Miskundheder frugtesløse. Ezech. 22, 30. Nei! ubekymrede om det almindelige Beste, have vi ikkun sørget enhver for sit eget, og det undertiden slet nok, som de jevnlige Falliter nu et, nu et andet Sted, tydelig kan vise. Henrevne af Strømmen, overgave vi os i alle Stænder til en Yppighed, Pragt og Overdaadighed der næsten hævede al Forskiel paa Stand og Vilkaar, forøgede vore indbildte Nødvendigheder, udtømmede Landet for Pen-

103

ge, som udgik til Fremmede, jog Fædrenes berømte Sparsommelighed, under Skin at befodre en finere Levemaade, efter andre slebne Folkes Exempel, tillige med den rette borgerlige Tarvelighed og Stræbsomhed, i Landflygtighed, og giorde, at der af saa megen Guds Velsignelse af Land og Vand, af Biergene og Afgrunden, blev lidet, helst af forædlede eller ved egen Flid forarbejdede Producter, at afsette, Staten til sand Fordeel, og intet imod det mangfoldige, tildeels blot Forfængeligheds Kram, vi lod indbringe; ja at der, efter saa mange Aars Fred og Overflod, maatte søges Penge til Laans udenrigs, for at bestride de nødvendige Udgifter paa Handelens Handthævelse og Rigernes høitfornødne Sikkerhed mod fiendtlig Overfald, saasom hos os selv snart ingensteds noget var tilovers, efterdi man i sandselige Fornøielsers idelige Adspredelser havde ladet alting gaae, som det kunde, og i de gode Dage glemt at tænke paa de Onde.— For at udfylde det tomme i et ørkesløst og vellystigt Liv, for at faae frisk Anledning at yttre svangre Tanker eller vittige Indfald, og at øve

104

100

een saa gængse, som lastværdig, Mundkaadhed, stod Mængden, som Athenienserne fordum, ikkun efter at høre noget Nyt, og higede uophørligen efter Forandring, men fandt dog noget at udsette paa alle Forandringer. Gierningr. 17, 21. Det gamle opvakte Kiedsommelighed, det ny Misfornøielse. Regieringen blev næsten i alt saa ubilligen, som formasteligen, dadlet og kunde aldrig giøre os til Maade. Skiønt intet Folk maaskee kan rose sig af bedre Love, opnaaedes dog sielden Hensigten deraf, efterdi deres Efterlevelse ikke nøie nok blev paaseet, og de beste Foranstaltninger ikkun slet iværksatte. Vor allernaadigste Konges landsfaderlige Bestræbelser, fra sin første høipriselige Regierings Begyndelse, for den vigtige Bondestands Opkomst fandt derover lige saavel Modsigelser og Hindringer, som Hans Høilovlige Forfædres til Handelens; og det finere Tyrannie, om ikke det grove, blev paa sine Steder ligefuldt under Haanden befodret, ligesom den udtærende Snig-Handel tilligemed den fordervelige Land-og For-Prang paa andre; skiønt

105

101

Agerdyrkningen først, og siden Handelen, i et Land af Beliggenhed og Beskaffenhed, som vores, ere Hoved-Kilderne, hvoraf dets Rigdommes og almindelige Velstands Formerelse skal udledes, ved vise Indretninger og Forskrifter om Brugen deraf. Hvilket Ansvar paadrage da mange sig, som endog med Flid oplære Ungdommen listigen at undgaae Lovenes Bydende, og at blive veløvede Handtlangere til deres Overtrædelse? Synde vi ikke derved ofte mod Fædernelandet, endog længe efter vor Død? Og hvor store ere dog vore Forbrydelser af dette Slags i mange Maader, endskiønt en fordømmelig Lunkenhed i alt, hvad der angaaer det Almindelige, giør, at de intet agtes og fast ikke kiendes? Ei at tale paa denne Tid vidtløftig om de værste og største Forbrydelser, at Hierterne, nemlig, der vi vare mætte, ophøiede sig, og derover forglemte Herren. Hos. 13, 6.— Din Fordervelse er af Dig selv, har den Høieste da Aarsag at sige til os, som hisset til sit Folk, men i mig er Din Hielpv. 9.— Saa ofte det kom til Yderlighed med

106

102

os, tænkte hans ømme Fader-Hierte, som fordum: Hvorledes skulde jeg hengive Dig Ephraim? Og overantvorde Dig Israel? Hvorledes skulde jeg giøre ved Dig, som Adma? Skulde jeg sette Dig som Zeboim? Hos. 11, 8. ff. (to Stæder i Egnen ved Sodoma, som Herren tillige med den fortærede ved Ild.) 1 Mose B. 10, 10.— Strax fik da Tingene en saa ønskelig, som uformodentlig, Vending til vores Beste og alles Forundring, uagtet vi bleve ved at handle daarligen— Skulde I vederlægge Herren dette, Du daarlige og uviise Folk? Er han ikke Din Fader, som haver kiøbt Dig? Han, han giorde Dig og bevarede Dig? 5 Mose B. 32, 6.

Jo mindre altsaa Landets Indbyggeres Handlinger have svaret til Herrens berømte Miskundhed, jo forunderligere biiver den i alle Retsindiges Øine, jo større bør den Blusel være, med hvilken vi i Dag møde for den Alseendes Aasyn, jo inderligere vores Fortrydelse over begangne Daarligheder, jo villigere

107

103

vor Aand at tage bodfærdig Tilflugt til Guds Barmhiertighed i Christo, for at faae Forløsning formedelst hans Blod, som er Overtrædelsernes Forladelse, efter hans Naades Rigdom. Eph. 1, 7, — Dertil, mine Brødre, sigte alle hans opregnede Velgierninger, og den usædvanlige Skaansel, han saa længe har baaret os med. Taber nogen af os dette kierlige Øiemed af Sigte, da fortiener han den bidende Erindring: Foragter Du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke, at Guds Godhed leder Dig til Omvendelse? Rom. 2, 4. Og det saa meget mere, som han for sin Deel blotter Landet tilligemed sig selv fra Guds Naade-Besøg og Nærværelse, som er dets eneste Frelse.— Hvo er viis af vore Medborgere, og han skal bevare disse Ting, som vore Dage have seet; lade dem tiene sig til Advarsel, Underviisning og Forbedring, efter Guds naaderige Hensigt. Ps. 107, 43. — Ja, gid de alle vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette, de skulle betragte Enden,

108

104

og ret anvende Herrens Miskundheder? l. c. 5 Mose B. 32, 29.— Ellers aabenbares vist Guds Vrede af Himmelen over al Ugudelighed, og de Menneskers Utaknemmelighed, som saaledes opholde Sandheden i Uretfærdighed, og det sorte Øieblik skal endelig komme, i hvilket GUd kan tale imod et Folk og imod et Rige, til at oprykke, og til at nedbryde, og til at forderve. Rom. 1, 18. Jerem. 18, 7. 8.

Denne Ulykke at forekomme, Allerkiereste, og hvo fortiener at hede Undersaat, Borger, Christen, Menneske, som ikke gierne vilde giøre sit til at forekomme den? skal denne vores Takke-Fest tillige være os en sand Boeds-Dag, paa hvilken vi med taareblandet Glæde over Guds Godheds Storhed paa den eene, og vor grændseløse Letsindigheds paa den anden Side, ville bringe Herren sønderknusede Hierter og en sønderstødt Aand, som ere de rette Guds Offere, dem han ikke vil foragte. Ps. 51, 19.— Den skal være os en hellig Bede-Dag til at

109

105

anraabe eenstemmig Himmelen om al vor forrige Utaknemmeligheds, eller med vor velmeente Tak forbundne Ufuldkommenheds, Tilgivelse; om en fornyet Lyst og Kraft til den Betalning og Pligt, os paaligger; om Troens og Haabets Formerelse for Fremtiden, i Følge Guds Forjettelser til sine; om Herrens fortvarende Omsorg for Kongens og hver Mands Huus til Rigernes Tarv herefter; alt af Naade, uden Fortieneste, for Jesu Christi Skyld, som har betalt, hvad vi ikke formaae, og i Hensigt til den evige, fuldkomne Forløsning, som er formedelst Troen at faae i ham. Rom. 3, 24. ff. Joh. 14, 12. 13.— Endelig skal den være os en høitidelig Pagtes-Dag, da vi ville fornye vore i Daaben og ellers ofte giorte Løfter, efter saa mange ny Forbindtligheder dertil.— Dette, Allerkiereste, gielder ikke aleene een eller andens særdeles Gavn, og hvilken Ære og Glæde dog at kunde nytte endog den ringeste Medborger? men det gielder Fædernelandets Vel og det almindelige Beste. Hvor uforsvarligt derfor at holde sig tilbage?

110

106 Hvilken Plet endog paa vor gode Navn, om vi fandtes efterladne, hvor ikke aleene vor Beqvemmelighed, men Gods, Liv og alt, det os kiert er, villigen bør opofres?

Velan, Brødre, vi ville da stræbe af yderste Formue at efterkomme vore Pligter, saaledes som forhen forklaret er. Vi ville betale den Høieste vore Løfter nu for alt hans Folk, og paakalde i Herrens Navn. Ps. 116, 13. 14.— Vi have unægtelig en bondløs Gield at betale, et stort Hav af Velgierninger uden Bredder for os, hvis Strækning den Dødeliges Øine, endog skærpede ved Naaden, ikke formaae at oversee, og som derforuden dagligen tilvoxer. Men dette skal ikke afskrække os fra at vove os did med vore Tanker. Naar de tabe sig deri, eller opsluges ligesom deraf, da ville vi ganske nedsænke os i Guds Barmhiertigheder. Vi ville komme de gamle Dage i Hu, betragte Aarene fra Slægt til Slægt, spørge Fædrene, som kan kundgiøre os det, og vore drene, som kan kundgiøre os det, og vore Ældste, eller Lærere og Foresatte, som skal

111

107

sige os det. 5 Mose B. 32, 7. Vi ville øse deraf, saa meget vi formaae, og giere af vore rørte og beskæmmede Hierter en Dag-Bog, hvori Guds Miskundheder mod Fædrenelandet tilligemed alt det Gode, os hvert Øieblik tilflyder, kan indføres, for at bevares fra Forglemmelse. Vi ville tale med vores Børn der om, og skrive det for den Slægt, her efter kommer, at det Folk, som skal skabes, maae love Herren, en Slægt berømme for den anden hans Gierninger, og hans Sandhed kundgiøres fra Slægt til Slægt. Joel. 1, 3. Ps. 102, 19. c. 145, 4. c. 89, 2.— Det skal være Sielens ømme og oprigtige Følelser, som vore Lov-Taler og Psalmer udtrykke, og naar hine saaledes udbryde i Ord til Herrens Velgierningers Priis, da skal Erindringen deraf ikke fordeles i Luften tilligemed de Takkendes Røst, men glemmes stedse i vort bevægede Inderste, at vedligeholde den hellige Ild, som en billig Kierlighed til Velgiøreren derudi har optændt. 5 Mose B. 33, 3. Høis. 1, 3. 4. Jud. v. 21.— Dog ville vi ikke aleene holde

112

108 os nær til ham med vor Mund, og ære ham med vore Læber, men Hierterne, og alle vore Evner, skal tillige med os selv ham ganske hengives. Es. 29, 13. Rom. 8, 13. Som de, der ere dyre kiøbte, og baade til Liv og Siel i mange Maader velsignede, ville vi derfor ære GUd i vort Legeme og i vor Aand, hvilke høre GUd til. 1 Cor. 6, 20.—— Have vi tilforn, desto værre, alt for ofte misbrugt den Høiestes Gaver til hans Vanære, have vi lidet agtet paa hans Godheder mod Kongen og Fædrenelandet, have vi ikke tilbørligen skiønnet paa de beste Kongers faderlige Bestræbelser til Landets Vel; saa ville vi legge desto større Flid paa at rette vore Feil, og bedre at benytte os herefter af de gunstige Leiligheder, Forsynet giver os under saa viis, mild og naadig en Regiering— Alle vore Gierninger skulle fra nu af være en Guds Lov, og vor eneste Attraae at tækkes ham i vort Forhold, som har omvendt vor Sorrig til Glæde, vor Mangel til Overflod, vor Frygt til Haab, og giort de store Ting imod os, hvorover vi i Dag holde Høitid. Ps. 126, 3. f.

113

109 I dette gudelige Forset gaae vi da ind ad Herrens Porte med Taksigelse, ad hans Forgaarde med Lov, takke ham, og velsigne hans Navn. Ps. 100, 4.— Mange falske Brødre vilde vel uden saadant Forset giøre det samme. Men vi ville stræbe at overtyde dem om deres Uret, og forfærde dem med en alseende Guds Nærværelse allevegne. Farer dog, Ulyksalige, ikke længere vild, GUd lader sig ikke spotte. Gal. 6, 7.— Vil de da ikke lade sig vinde, skal det vist nok smerte os inderlig, men enhver alligevel blive uryggelig ved Josvæ Beslutning i lige Tilfælde: Jeg, nemlig, og mit Huus vi ville tiene Herren, c. 24, 15. — Han, han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige, at de skal ikke omvendes

til Daarlighed. Ps. 85, 9. Thi ville vi ikke grue for Fremtiden.

Hans Skaansel hidindtil, hans særdeles Varetægt over sin Salvede, og det Kongelige Huus, hans mange ubetalelige Velgierninger ere os Borgen for, at han har got i Sinde mod os. Igiennem

114

110

disse lader han ligesom offentlig udraabe for det ganske Lands Øren: Jeg haver elsket Dig med en evig Kierlighed, derfor har jeg draget Dig med Miskundhed. Jeg vil endnu bygge Dig, og Du skal bygges, Israels Jomfrue! Du skal endnu prydes med Dine Trommer, og gaae ud i Dands blant dem, som lege. Du skal endnu plante Viingaarde - - de, som plante, skal plante dem, og giøre dem almindelige. Jer. 31, 3-5. — Vel os, om vi give Agt derpaa.— Lad Daaren længe nok søge andre Guder, og holde Kiød for sin Arm. c. 17. 5. — Vor Løsen skal være.: Herren er min Deel, derfor vil jeg haabe til ham. Begræd. B. 5, 24. — Aldrig, aldrig skal dette Haab beskæmmes, naar vi, som os er foreholdt, sige altid GUd og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Christi Navn, og blive hverandre underdanige i Gudsfrygt. Eph. 5, 20. 21 — Sandelig, Herrens Frelse er nær hos dem, som Ham frygte, & c.— Han friede os nyligen af saa store Farer, han frier endnu, og

115

111

han skal fremdeles frie os -- Lovet være hans Miskundhed fra Evighed og indtil Evighed, hans Sandhed fra Slægt til Slægt, og alt Folket sige Amen, Hallelujah! 2 Corinth. 1, 10. Ps. 100, 5. c.

106, 48.

116

Trykfeil.

S. 17. L. 6. mod for med.

— 22. Ordsp. 14 for 19.

— 33. L. 11 udelades Punctum efter deraf.

— 34. 5te Linie fra Enden staaer i Beskyttelse l bagvendt.

— 44. L. 10 Engang for Eengang.

— 52. L. 14 udslettes Punctum efter dem.

— 54. L. 19 aadanne for saadanne.

— 55. L. 18 betaler for betale.

— 64. L. 17 Dusk al for Du skal.

— 90 næst sidste Linie dem for den.

— 94. L. 16. Offer for Offere.