↩

Høimesse

Prædiken

holden

paa den af

Vor Allernaadigste Konge

Kong Christian

Den Syvende

anordnede

Almindelige Takke- og Bede-Fest den 1 December 1773.

af

Andreas Møller

Sogne Præft for Aabye og Aastrup Meenigheder i Fyen.

Odense 1773.

Trykt i det Kongel. Privil. Adresse-Contoirs Bogtrykkerie.

2
3

Texten.

Ps. 85, v. 10. 11. 12. 13. 14.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte; at Ære maa boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det gode; og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sætte dens Trin paa Veien.

4

Indgang.

Herren Zebaoth er med os; Jacobs Gud er vor Ophøielse, Sela! kommer, seer Herrens Gierninger; med disse Ord, af Ps. 46, 8. 9. kunne vi vel opmuntre hverandre, og møde hverandre for Herrens Ansigt paa denne vor almindelige Takke- og Bede-Fest, skiønt Ordene ere af den Indhold, at ei alle med lige Grund og Rette kunne bruge og føre dem.

Guds Folk, de, som ei allene har Navn af og Anseelse for at være der, ei allene selv meene, at de ere det; men som Gud kiender og anseer derfor, det salige Folk, hvis Gud er Herren, de kunne rose og sige med Glæde: Herren Zebaoth er med os - -.

David taler i denne Psalme om Guds Folkes og Kirkes Trængseler; men forestiller og Gud, som deres Hielp, Trøst og Tilflugt. De anførte Ord sigte til at opmuntre Gudfrygtige, at de ei af Frygt for Fiender og Trængseler forsage, eller under nogen Nød tabe Modet; men ved at betænke, Gud er paa deres Side og med dem, altid ere trøstige og friemodige.

Guds Folk blive ei frie for Trængseler og trykkende Nød; Israel, Guds Folk i sin Tid, er til Exempel: de bleve trængte i Ægypten, de bleve trængte i Ørken, de bleve trængte i Canaan, de bleve fangne bortførte, og efter deres Tilbage-

5

komst trængte. Vel vare de selv Skyld med i deres Trængseler, fordi de syndede imod Herren; men Gud lod det og skee, for derved at ydmyge dem, og drage dem til sig, og endog i de Trængseler, de selv vare Aarsag i, forlod Gud dem ei; men tænkte paa sin Pagt og sin Barmhiertighed Bleve de trængte, de bleve ikke overvældede, Herren deres Gud viste sig retfærdig, han afhuggede de ugudeliges Reeb, de bleve beskiæmmede, og maatte vende tilbage, som hadede Zion, Ps. 129, 2. 4. 5.

I det Nye Testamente er ethvert christen Folk Guds Folk, hans Folk og hans Fødes Faar; thi hvor Evangelium kommer og modtages, kalder Gud det sit Folk, som ikke var hans Folk, Rom. 9, 25. og det gielder og om de Troende i der Nye Testamente, jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk, 2 Cor. 6, 16. Christne i Almindelighed ere, ethvert christen Folk i Særdeleshed er Guds Folk. De blive og trængte: ofte nøde de Gud, ved Lunkenhed, Koldsindighed og anden Vranghed, til at tilskikke dem haarde Ting; men lader Gud det skee, det skeer med Naade, at de, ved at ydmyge sig under Gud, og vende om til ham, skulde finde og erfare, de have i ham en Gud, som hielper, en Hielp i Angester, som er befunden at være saare stor, v. 2.

Vi ere saa vidt Guds Folk, at vort Land er et christen Land, og vi Christne; al Trængsel have vi ei været foruden: den bedrøvelige Qvæq-Syge, som har ødelagt i saa mange Lande, har Gud og hiemsøgt og med; dyr Tid, har Landet og prøvet, og Landets nødtørftige Indbyggere maattet

6

sukke under: Krig og Ufred have vi en og anden Tid maattet frygte for, dog i vor Tid ere vi i Naade blevne forskaanede derfor. Vi kunne, des værre! ei med Sandhed roese os, at det med den sande Gudsfrygt staaer bedre til hos os, end hos andre, at Gud i os har et hellige og gudelige Folk; dog har Gud maget det saa for os, at vi med Glæde, og til vor Guds Ære kunne sige: Herren Zebaoth er med os; Jacobs Gud er vor Ophøielse, Sela! Den Plage, som har været over Qvæget, har Gud i Naade ladet ophøre; Jordens Grøde og rige Velsignelse har lettet den trykkende dyre Tid; Gud har velsignet vor Konges og Regieringens Bestræbelser, at fra den Side gives os Haab om Fredens Varighed og Rigets Sikkerhed.

Det er herover der i Dag høres en frydefuld Røst i vor Zion, det er derfor Hovedet og Lemmerne, Kongen og Undersaatterne, i Dag nedbøie sig for den Allerhøieste, og ham ydes Tak, og for ham frembæres Ære i enhver Landets Meenighed. Det er disse og andre Guds utallige Velgierninger imod vor Konge, vort Land og os alle, der maa bevæge os til, med Beskiæmmelse og Fornedrelse over vore Synder, med Bekiendelse, at vi vel havde fortient det værre; men og med den ydmygste og hierteligste Taksigelse, at roese til Guds Ære: Herren Zebaoth er med os; Jacobs Gud er vor Ophøilse, Sela!

Det er vel værd at betænke, og legge Mærke til, kommer, seer Herrens Gierninger, opmuntrer andre med sig at betragte Her-

7

rens store Gierninger, hvorved han har viist sin Magt og Naade, i at ødelegge dem, som trængte hans Folk, og at udfrie og ophøie sit Folk, og deraf lære, hvor sikker en Grund Gudfrygtige har, i enhver Nød at forlade sig paa Gud. Betragte vi, hvad Gud har giort i de fremfarne Tider, hvad han giør endnu, hvad han har giort og giør mod andre, hvad han har giort og giør mod os, maa vi vel sættes i Eftertanke. Det har tegnet for vort kiere Land til mange Ubehageligheder: Forvirring i Staten, Religionens Undertrædelse, Ærbarheds og Anstændigheds Tilsidefættelse, og saadant, hvoraf ei andet kunde formodes end de bedrøveligste Følger, og hvorover maatte frygtes, at Gud var os vreed, og Havde besluttet at hiemsøge vort Land i Vrede; men vi kunne sige med Glæde: hidindtil har Herren hjulpet! Det er et vor Magt og Styrke, der har vedligeholdt og befæstet Fred i vore Landemærker; det er ei vor Klogskab og Fliid, der har lættet os det tunge, og giort, at vi velsignes med det Gode; men det kommer alt allene fra den Herre, der er god, og hvis Miskundhed varer evindelig.

Vor David, Vor Allernaadigste Konge, som Gud har sadt paa sine Fædres Stoel, indseer det, han har betragtet, er bevæget af Herrens store Gierninger, han gaaer selv i Dag, han indleeder os med sig i Helligdommen, han taler til os, og opmuntrer os: kommer, seer Herrens Gierninger. Lovet være Gud, som har givet saadanne Tanker i Kongens Hierte, han fremdeeles foreene Kongens Hierte med sit Hierte, og giøre en sand

8

Gudsfrygt og Nidkerhed for Guds Ære til en Hoved-Prydelse i hans Regimente. Altid bør vi høre og adlyde vor Konges Bud; men i Dag maa vi giøre det med dobbelt Glæde, da Han leeder os til Gud, minder os om, hvad vi ere vor Gud skyldige, og byder os det, Han vil selv giøre, og kiender sig selv forbunden til. Kommer da, og lader os opregne Herrens vor Guds Gierning i Zion, Jer. 51, 10.

Os er forelagt de Ord, vi til Opbyggelse og Andagt i vore Forsamlinger skulle opholde os ved; vi ville da og af den allernaadigst anbefalede Text betragte

Et Lands og Folkes sande Velstand.

I. Hvorpaa den beroer.

II. Hvilke Følger den har og bør have.

Afhandling.

Første Deel.

Et Lands og Folkes Velstand beroer først og fornemmelig paa Herren og hans Frelse, Sandelig hans Frelse er nær.

Den Psalme, hvoraf vor Text er tagen, er stilet paa en Tid og Tilstand, da Guds Folk

9

har været betrængt, og indeholder en troende Forsikring om deres Befrielse, samt Bøn om en naadig og god Forandring og en glad Forestilling af den velsignede Tilstand, som vilde blive igien i Landet, naar Gud omvendte og forandrede deres Trængsels Tilstand.

Guds Frelse er Guds mægtige og naadige Hielp, naar han ved sin Almagt og Naade saa giør det, at de, der har været bestedde i Nød, trængte af grumme og mægtige Fiender, eller paa anden Maade, af anden Modgang og Besværlighed været trykte, udfries af denne deres Trængsels Stand, og oversættes i ønskelig Glædes, Frieheds, Medgangs, Lykkes og Velsignelses Tilstand; enten saadan Forandring skeer ved overnaturlig Hielp og Midler, at det skinbarlig, endog for de mindst skiønnende og seende, kan kiendes at være Herrens Frelse; eller og det skeer ved ordentlige Midler og paa ordentlig Maade, dog saa, at de, der ret skiønne, kan see og maa nødes til at bekiende, Hielpen og Frelsen er fra Herren. En Frelse af det første Slags var det, da Gud friede Israel fra Ægypterne, som forfulgte dem, ved at lade Vandet adskilles for Israel, og Ægypterne omkomme deri, derfor og Moses sagde til dem: staaer, og seer Herrens Frelse, som han skal giøre Eder i Dag, 2 Mos. 14, 13. og mange andre, dette Folkes Frelsninger, saasom ved Jonathan og hans Vaabendrager, ved David o. s. v. saadan var det beleirede Samariens Befrielse. En Frelsning af det andet Slags var dette Folkes Befrielse af det

10

Babyloniske Fængsel, og mange andre Befrielser, hvorpaa baade Skriften og andre Historier har overflødige Exempler.

Der er nok, der kan hielpe til at forderve et Land og giøre det betrængt.

Et Folkes Synder, Ondskabs og Ugudeligheds Udbredelse i et Land er Landets Ødeleggelse: Gud siger derfor om et med Synd og Ureenhed besmittet Land, Landet skal udspye sine Indbyggere, de ere saa væmmelige, at Landet selv maa væmmes ved at beholde dem, 3 Mos. 18, 25. Gud siger om et syndigt Folk: ieg vil hiemsøge deres Overtrædelse med Riis, og deres Misgierning med Plager, Ps. 89, 33. derfor og Viismanden siger alle syndige Folk og Lande til Skræk og Eftertanke, om Sodomiterne og deres Naboer: til deres Ondskabs Vidnesbyrd blev et øde Land sat, der ryger endnu, og Træer, som bære Frugt med unyttig Deilighed; en Salt-Støtte, som staaer der, til en vantroe Siels Almindelse, Viisd. 10, 7.

En Konge og Regent kan, ved Uviished og Uvittighed, ved at følge onde og ilde sindede Raadgivere, ved at selv føre, eller hos andre billige, eller ei tilbørligen imodsætte sig og straffe et syndigt og forargeligt Levnet, føre Plager og Ødeleggelse over sit Land og Folk: de Konger i Israel, der kom Folket til at synde, vare Skyld i de mange Plager og haarde Ting, der kom over dem; David selv ved sin uforsigtige Forargelse bragte Hiemsøgelse over sit Folk; fordi Manasse kom Juda til at synde med sine stygge Afguder, sagde Herren:

11

see ieg vil føre Ulykke over Jerusalem og Juda, at hvo det hører, ham skal begge hans Ørne klinge, 2 Kong. 21, 12; derfor siger Syrach: en ulærd Konge forderver sit Folk, Syr. 10, 3.

Andre Lande og Folk kan og hielpe til et Folkes Fordervelse; enten at de af dem lære det Onde, hvorved de forderves; eller og at andre bruge deres større Magt til at besvære, trænge og Undertrykke et svagere og ringere Folk. Ved Omgang med Moabiterne blev Israel forført til et Levnet, hvorover Herrens Vrede optændtes imod Israel, 4 Mos. 25, 3; og mon ei de Laster, som forderve de fleeste Lande, ved Omgang udbreder sig fra et fordervet Folk til andre. Naar Israel bleve svage, forøgedes deres Fienders Vold og Haardhed imod dem, og hvor ofte skeer det, at et mægtigt Folk undertrykker og trænger et svagere.

Men er der nok, der kan forderve et Land; der er kun et, der kan sætte et Land paa Fode, og befordre et Lands og Folkes Velstand, og det er, Herrens Frelse.

Skaanes et Land og Folk for haarde Trængsler; undgaaes et Landet truende og overhængende Onde, en for Haanden værende Fare; endes, forandres, formildes den Nød, de Trængseler, som ere over et Land; nyder et Land Fred og det gode, det har alt sammen een Grund, flyder af een Kilde, Herren giør det, Herrens Frelse er det. En viis Konge, en christelig og fornuftig Regiering, gode og vel overlagte Anordninger og Indretninger, giøre meget til et Lands Velstand, en for-

12

standig Konge er Folkets Velstand, Viisd. 6, 26; men baade er det Gud, der giver Forstand til at handle klogeligen, og Styrke til at udføre det, som vel er overlagt, Herren giver Viisdom, af hans Mund er Kundskab og Forstand, Ordsp. 2, 6. Viisdommen og Styrken er hans, Dan. 2, 20. og det er Gud alle Ting kommer an paa, dersom Herren ikke bygger et Huus, da arbeide de forgieves, som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer en Stad, da vaager Vægteren forgieves, Ps. 127, 1. Gode Forsvars Anstalter kan giøre, baade, at Fiender holde sig tilbage, og at, om de nærme sig, de intet udrette; men ei uden Gud saa vil, en Konge frelses ikke ved stor Magt, en vældig Mand frelses ikke ved stor Kraft; Høsten slaaer Feil til Frelse og kan ikke redde ved sin store Styrke, Ps. 33, 16. Er et Land frie fra de Byrder og Ubehageligheder, der trykke andre; befries det fra det Onde, det enten har frygtet for eller været trængt af, nyder det Velstand, naar andre hiemsøges; glædes og velsignes det efter en foregaaende Trængsel; Gud allene og hans Frelse kommer det fra, og de nægte Gud det, hans er, som i slig Tilfælde ei kiende og bekiende: vor Hielp skeer i Herrens Navn.

Og denne er den Grund, vi maa tilskrive, og hvorfra vi maa udleede den Landets Velstand, hvorfor vi i Dag højtidelig ville og bør takke Gud, at vi leve i Fred og Roe, at Gud lader os ei meere føle den fordervende Qvæg-Svaghed, at Jorden er velsignet, den dyre Tid har ophørt, Kongens og Regieringens Bestræbelser ere velsignede til

13

Landets Vel og Sikkerhed, og alle vore Velsignelser, Gud hans Hielp og Frelse maa det alt tilskrives. Vi maa og kan ei nok takke Gud for en Konge og Regent, der elsker og søger at vedligeholde Fred, og sætter sin Ære i Folkets Kierlighed, i at søge og befordre sit Folkes Vel; men vi maa for alt see paa den høieste Haand, som styrer og velsigner, han siger, og det skeer, han byder, saa staaer det der. Det er Guds Hielp og Frelse der er, og hidtil har været over vor Konge, vort Land og os; kiende viden, da elske vi den, elske vi den, da sige vi med Hiertelig Taknemmelighed: Gud være storligen lovet, Ps. 70, 5.

Et Lands og Folkes Velstand beroer paa den anden Side til deels paa dem selv og deres egen Forhold, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte. Guds Frelse er for dem, som ham frygte: en sand Gudsfrygt er da Veien til den Guds Frelse, hvorpaa et Folkes Velstand beroer, og følgelig til Velstanden selv. Hvo kan tvivle paa den Sandhed, som Guds Ord saa tydelig stadfæster? See! Herrens Øie er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed, at frie deres Siel fra Død, og holde dem i Live i Hungeren, Ps. 33, 19. Der er en nøie Forbindelse imellem Herrens Frelse og Gudsfrygt: de, der frygte Gud, de enten erfare, eller ere visse at erfare hans Frelse; hans Øie see paa dem, enten at afvende deres Nød, eller udfrie dem, om de komme i Nød:

Men mon Guds Frelse ei og strækker sig til mange, som ei frygte ham? det er unægte-

14

ligt: hvor tit erfarede Israel Herrens Frelse, og da kun liden Gudsfrygt saaes og kiendtes hos dem? hvor mange Folk og Lande og af dem, som lidet have kiendt til Gud, eller bekymret sig om at frygte ham, har erfaret en Frelse, som kiendelig er Herrens. Herved er at agte 1) for faa Gudfrygtiges Skyld hielper, udfrier og velsigner Gud tit et heelt Folk; saasnart en gudfrygtig Konge kom paa Thronen i Juda, kiendtes strax Forandring i Rigets Velstand, han hængde ved Herren, og Herren var med ham, staaer der om Kong Ezechias, 2 Kong. 18, 6. 7. og Salomon siger: en Konge stadfæster Landet ved Ret, Ordsp. 29, 4. havde der været 10 Retfærdige i Sodoma, havde Gud for deres Skyld vildet skaane dette syndige Folk; men de fandtes der ikke: 2) Guds Frelse er ei altid et Beviis paa deres Gudsfrygt, som han frelser, han giør det tit blot for sin egen Naades Skyld; hans Frelse er ofte hans Godheds, Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, hvorved Hensigten er, at leede dem, han frelser, til Gudsfrygt: Men 3) jo fleere Gudfrygtige, og jo reenere Gudsfrygt i et Land, jo vissere er hans Hielp og Frelse; og jo meere Hielp han beviser et Land, jo mere vil han derved bevæge dem, og jo kraftigere forbindes de til en des alvorligere Gudsfrygt. Komme de Gudfrygtige i Nød, Herren er hos dem, hans Frelse er dem nær, Herren er nær hos alle dem, som kalde paa ham, hos alle dem, som kalde paa ham i Sandhed; han giør det, de gudfrygtige begiere, han hører deres Skrig, og frelser dem, Ps. 145, 18. 19. jo fleere

15

Gudfrygtiges Sukke og Bønner der opstige til Gud, jo vissere er, jo kiendeligere bliver hans Hielp og Frelse. Gudfrygtighed er en vis Vei til; men maa og være en Følge af Herrens Frelse.

Kunne vi fra den Side betragte, og af den Grund glæde os over vort Gode? Ønskeligt var det, om vi havde det Vidnesbyrd hos os selv, at vi ved oprigtig Gudsfrygt har stræbt at bane os Vei til den høiestes Gunst og Hielp; men forfængeligt og daarligt var det og, om vi uden videre Prøve af Guds Godhed imod os vilde dømme os for Gudfrygtige, og ansee Landets Vel, som et Beviis paa og Følge af Folkets Gudsfrygt. Unægteligt er det vel, og vi giorde os selv Uret, om vi vilde nægte det eller tvivle derom, at Gud og i vort Land, baade i Kongens Huus, og i andre store og smaae Huuse, har fromme og redelige Siele, hvis Gudsfrygt, Andagt og Bønner behage ham, og for hvis Skyld det kan være ham behageligt, at skaane Landet for et og andet Onde, og velsigne os med det gode; men i Almindelighed betragtet, er, desværre! Guds Ords og Tienestes Ringeagtelse og al Slags Fordervelse og Lastefuldt Væsen saa aabenbar og kiendelig, at vi har kun liden Grund til at mene noget om den almindelige Gudsfrygt. Den retteste Brug derfor af den Guds Godhed, vi see os omgivne med, er, at vi med Fornedrelse ansee den, som en uforskyldt Naade, der baade beskiæmmer vor slette Gudsfrygt, og hvorved vi paa kraftigste Maade forbindes til en sand Gudfrygtigheds alvorlige Fliid og Forsæt. Naaer Gud det

16

med sit Gode imod os, at vi lade os derved bevæge til i Sandhed at frygte ham, da bliver Landets Velstand ret ønskelig og varig, og faaer de herlige Følger, som meldes om i Texten.

Anden Deel.

De Følger, som et Lands Velstand bør

have, ere:

(a) En blomstrende Gudsfrygt i Landet, at Ære maa boe i vort Land. Ære boer i et Land, naar Tilstanden og Forholden deri er saadan, at Gud har Ære deraf, og ogsaa Landet selv, i sær naar den reene og sande Guds Dyrkelse og Gudsfrygt deri er befæstet og blomstrende. Det var Følgen af det Jødiske Folkes Velstand, at Ære igien kom til at boe i deres Land, naar den offentlige Guds Tieneste igien kom paa Fode, som over deres Trængsel og Fængsel var sat til Side; da fik Gud sin Ære, og deraf kunde de roese sig imod Hedningenes Afguder og Afguds Dyrkelser: naar Israel, i Sted for den sande Guds Dyrkelse, giorde sig en Guld-Kalv, og tilbade, heder det: de omskiftede deres Ære til en Oxes Lignelse, som æder Urter, Ps. 106, 20. naar de vare henfaldne til andet Afguderie: mit Folk haver skiftet sin Herlighed for det, som ikke kan gavne, Jer. 2, 13. Derfor bade de om Guds Frelse, derfor haabede de den, fordi de vidste, Gud havde Mishag i hans Tienestes Nedlæggelse, og Behag i dens Oprettelse.

17

Giver Gud et Land, i sær et christeligt Land, der har og bekiender sig til Guds Ord, og veed, hvorledes han vil dyrkes og tienes efter sit Ord, Velstand, det første Gud dermed sigter til, det første et Land maa deraf see sig forbunden til, er, at Ære maa boe i Landet, at Guds sande Dyrkelse befæstes og fremmes. Hertil maa enhver giøre sit: Kongen og Regieringen ved gode Anordninger til Gudfrygtigheds Udbredelse, og ved at holde over samme, samt ved et Følgeværdigt Gudfrygtigheds Exempel, som enhver mindre Øvrighed paa sit Sted bør understøtte: Lærere, ved Embeds Nidkierhed, ved at vaage over den reene Lære, drive paa den sande Gudfrygtighed, og være deres Meenigheders Exempel. Huusfædre, ved at holde sine til Gudsfrygt, øve og drive paa Huus-Andagt i deres Huuse, og ei tillade noget, som ei kan bestaae med, eller kunde være til Hinder i Guds sande Frygt: alle i Almindelighed, ved at pryde Guds vor Frelseres Lærdom i alle Stykker, og vandre værdeligen efter deres Christendoms Kald. Da er Guds-Dyrkelse Landets Ære: et saadant Folk har Gud Ære af; et saadant Folk kan roese og sige: med os er Gud. Men heri maa være Bestandighed, at Ære ei blot sees i Landet, ei blot kommer til at hilse Landet, men bliver der boende, det er, varig og befæstet; og da viser Gud og sin Naade og Troefasthed, at han, ved at vedligeholde Fred og udvortes Roe og Landets Velstand, giør, at Guds Dyrkelse kan blive ret boesat og befæstet. Men bliver Skiændsel, i Sted for Ære, i Landet, bli-

18

ver et Lands Ære i Skiændsel i saadant et Levnet og Væsen, som de maa skamme sig ved, da ei allene faaer Gud slet Tak og Ære for sit gode imod et Land og Folk, men Gud angrer og sit Gode imod dem, og nødes til at forandre deres Velstand til Trængsels Stand, Enden bliver Fordervelse.

Et Lands Velstand maa og have i Følge

(b) Christelige og borgerlige Dyders Flor og Udbredelse, Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre. Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden; og Retfærdighed skal see ned af Himmelen. Her nævnes nogle, og menes alle Dyder. Naar Gud udfriede sit Folk, da skulde deres forrige Trængsel og den dem beviste Hielp og Frelse have den Virkning, at alle sande Dyder hos dem skulde vise sig til Guds Ære og Velbehag, at og paa den Maade Ære kunde boe i Landet.

I et fordervet Land, hos et fordervet Folk, gaaer det gierne saa til: de, der have Magten, øve Vold, Grumhed og Haardhed imod de ringere, de mægtige bevæges ei ved de ringeres Trængsel og Sukke, de rige ei ved de fattiges Trang, den ene ei ved den andens Nød. da er ingen Mildhed og Medlidenhed, der er Miskundhed borte: eller og, tale de store vel til og om de ringe, det er kun Høflighed uden Hierte, Ord uden Kraft; de ringere smigre og hykle for de store, for at snige sig deres Gunst til; den ene taler venlig til den anden, men af et falskt og svigefuldt Hierte; der er Sandhed borte: Retten forvendes for Gunst, for Pen-

19

ge, af Had, af Hovmod og deslige, og den eene søger paa alle muelige Maader, at fornærme og forurette den anden, saa er Retfærdighed forjaget: Strid og Trette, Ukierlighed og Ueenighed hersker og forderver i Staten, i Kirken, i Stæderne, i Huusene; da savnes Freden, endog under udvortes Roelighed.

Men hvor Herrens Frelse kommer og rettelig modtages, at Ære kommer til at boe i Landet, der bliver det anderledes: der sees Mildhed og Naade hos de høiere mod de ringere, Medlidighed og Hielpevillighed hos den ene mod den anden; der høres ingen Smiger, bruges ingen Falskhed, den ene vil den anden vel, derfor tør og vil enhver tale, som de meener, den ene kan forlade sig paa den anden, da møde Miskundhed og Sandhed hverandre: Retfærdighed hersker paa Thronen, hos Raadet, i Dom-Huusene, hos Landets Børn, i Handel og al Omgang; Eenighed, Kierlighed, Trofasthed og Oprigtighed stifter den nøieste og behageligste Forbindelse imellem Regieringen og Folket og Folket indbyrdes; da kysse Retfærdighed og Fred hverandre. O! ønskelige Tider! o! lykkeligt Land! hvor det saa gaaer til; der boer visselig Ære; disse Dyder give Ære, de ere baade kiendelige og herlige, Sandhed skal opvoxe af Jorden; og Retfærdighed skal see ned af Himmelen, det er, Sandhed skal være som en Sæd, der voxer og udbreder sig, baade rodfæst og kiendelig; og Retfærdighed, som en skinnende og lysende Stierne; begge Udtryk kan sige i Almindelighed, at disse Dy-

20

der skal være rodfæste, kiendelige og give Ære og Glæde: eller og: Sandhed, som ei har Sted og hersker, uden hvor den avles og underholdes af Miskundhed, skal giøre det heele Folk og dem, som ere satte neden til, som en blomstrende Ager til Guds og Regentens Glæde; og Retfærdighed, der frembringer Fred, skal giøre de Ypperste i Landet som Himmelske Lys og skinnende Stierner til heele Folkets Glæde.

Hvor et Lands Velstand har saadanne Følger paa Folkets og Landets Side, der kan og ventes de ønskeligste Følger paa Guds Side: saasom:

1) Allehaande legemlige Velsignelser, Herre i skal ogsaa give det Gode; og vort Land skal give sin Grøde. Det Folk, Gud hielper og frelser, det Folk, Gud antager sig at giøre vel imod, dem ei allene skiller han ved det Onde, men giver dem ogsaa det Gode, og allehaande legemlige Velsignelser, og deriblandt i sær dette legemlige Gode, at Landet giver sin Grøde. Israel kunde, under Vilkaar af en sand Gudsfrygt, herom være forsikrede efter Guds egen Forjættelse, dersom I vandre i mine Skikke, og holde mine Bud og giøre dem; da vil ieg give Eder Regn i sin Tid, og Jorden skal give sin Grøde, og Træ paa Marken skal bære sin Frugt, 3 Mos. 26, 3. 4. ligesom Gud tvertimod truer, naar de ei vare ham lydige: ieg vil giøre Eders Himmel som Jern, og Eders Jord som Kobber; og Eders Kraft skal fortæres forgieves; og Eders Jord skal ikke give sin Grøde, og Træ i

21

Landet skal ikke give sin Frugt, v. 19. 20. Gud har, uagtet vor ringe Gudsfrygt, velsignet os og med dette Gode, med Jordens Grøde, giøre vi Alvor af at frygte Gud, bliver vort Land et Herrens Land, vi et Herrens Folk, kommer Ære til at boe i Landet; vi kunne forsikre os dette Godes og andre Velsignelsers Varighed, og trøstig sige med Israel: Herren skal ogsaa give dette Gode, og vort Land skal give sin Grøde.

2) En retfærdig Behandling og Bestyrelse, Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sette dens Trin paa Veien, Gud lader Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, i det han giør og handler imod høie og lave, i Almindelighed og Særdeleshed, som det er retfærdigt at handle imod sit Folk og Gudfrygtige, legger ingen Byrder paa, lader intet Godt saunes, uden han seer det dem tienligt, til hans Ære beforderligt, og følgelig retfærdigt, og antager sig dem mod deres Fiender; det er den Guds Retfærdighed, David saa ofte taler om, døm mig efter din Retfærdighed, Ps. 35, 24. min Mund skal fortælle din Retfærdighed, den gandske Dag din Salighed; thi ieg veed ikke Tal derpaa, Ps. 71, 15. saa denne Forjættelse indeholder Forsikring for de gudfrygtige om Guds milde og retfærdige Førelser, og Tryghed imod alle deres Fiender, i hvor mægtige og listige de end maatte være. Han sætter Retfærdigheds Trin paa Veien, naar han lærer sit Folk at gaae i de Retfærdigheds Spoer, de lære af ham, giør saadan en Forskiel imellem dem, som ere og

22

dem, som ei ere Hans Folk, at det kan kiendes paa hvis Side Retten er, ja giør, at endog deres Fiender holde Fred med dem, og dem fra den Side vederfares Ret.

Ellers kunne disse sidste Ord og saaledes forklares, at de kunne indeholde aandelig Naades Forjættelse. Gud lader Retfærdighed gaae frem for sit Ansigt, i Henseende til de gudfrygtige, at han lader JEsu Retfærdighed gielde for dem, og derefter anseer dem, saa de uagtet deres forrige og vedhængende Synder ei tør frygte, saa længe de i Christo ere og blive Guds Folk, Meglerens Retfærdighed gielder som deres Retfærdighed, og er deres ved Troen, ingen kan anklage, ingen fordømme dem, Hvorfor? Christus, som er i Guds høire Haand, træder frem for dem, Rom. 8, 33. 34. de have i ham en gieldende Talsmand hos Faderen, i Joh. 2, 1. Denne Retfærdigheds Trin sætter Gud paa Veien, i det han baade ved sit Ord henviser dem dertil, og ved at velsigne dem i JEsu Christo, og lade dem af hans Fylde tage Maade for Maade, beviser dens Gyldighed og Tilstrækkelighed, og lærer dem, deraf at udlede alle deres Velsignelser, og de legemlige. I hvad Meening og de sidste Ord maatte tages, bliver der ikke desmindre en Grund-Sandhed, at Naaden i Christo og de aandelige Velsignelser ere de Gudfrygtiges ypperste Gode, uden hvilke al legemlig Velstand vilde lidet gavne, og hvorved alt det øvrige helliges og velsignes.

Tilegnelse.

1.) Ville vi tænke, at Gud skal have Be-

23

hag i den Tak, vi i Dag ville yde ham for hans store Godhed imod Kongen, Landet og os, maa vi ei glemme dybt og alvorlig i vore Hierter for Gud at fornedres, saavidt enhver af os hos sig finder det, som kunde drage Fordervelse efter sig, det er, over alle vore Synder og al vor Vanart; randsag mig Gud, og kiend mit Hierte, prøv mig o. s. v. Ps. 139, 23. 24.

2.) Ville vi oprigtig Landets Vel, maa vi alvorlig afbede og efter Evne sætte os imod alt det, der kan befordre dets Fordervelse, saasom alle Synders og Lasters Udbredelse, Guds Ords og Tienestes ringe Agtelse, kiødelig Frekhed o. s. v.

3.) Herrens Frelse er over os, hans Hielp er beteed os, hans Miskundhed omgiver os; lader os kiende, ei misbruge vort Gode; men af gandske Hierte takke og ære ham derfor, og stræbe, at vi aldrig glemme noget af alt det Gode, han har giort mod os.

4.) Skulde vi tage imod Herrens meget gode, uden at bevæges til at frygte ham; velfortiente vi da Israels Bebreidelse: skulle I vederlegge Herren dette, du daarlige og uvise Folk; ja vel maatte vi frygte da, at vor Gode vilde snart forandres, at vi som nu kunne istemme Glædes Taksigelse, ville komme til at raabe Jammer-Sang: Ak Herre! forbarme dig over os!

5.) Skal Ære boe i vort Land, maa den boe i hver Menighed, i hvert Huus og hos hver i sær; O! at det maatte komme saavidt, at alle, eller dog de fleeste, vilde søge deres Ære i at tiene Gud, og vandre for ham.

6.) Glæde vi os allene over det legemlige Gode,

vi nyde, det er Jordisk Sind; men glæde vi os ved at være Guds Tienere, at staae i Naade hos Gud formedelst JEsum Christum, og agte det for den rette Velsignelse, i Christo at velsignes, da ere vi i Sandhed Guds Folk.

24

7.) Hvordan et Folk Gud har i os, kiender han vel selv best; men det viser sig og ved vor Forhold: Miskundhed, Sandhed, Retfærdighed og Fred ere Dyder, som Verdens Folk veed intet af, Hyklere har kun et Skin af; lader os iføre JEsum og hans Sind, og betænke, hvad Guds Naade og Godhed forbinder os til, saa lade vi disse og alle Dyder befæstes i vore Hierter, og vises i vort Levnet.

8.) Ere vi Guds aandelige Folk, Gud hverken kan eller vil glemme os i det legemlige; de ere salige, hvis Gud Herren er, dem kan intet fattes; og møder end noget ubehageligt, alle Ting tiene dem til Gode, de har Forsvar mod deres Fiender, Tilflugt i deres Nød o. s. v.

9.) Ingen Trøst vigtigere, ingen Glæde meere vederqvægende, end den Troende nyde ved JEsum Christum der er det rette Liv, den rette Trøst, den rette Styrke i Liv, i Nød, i Død.

10.) Lader os saa takke Gud i Dag, at vi aldrig glemme, hvad vi ere ham skyldige, og sætte os fore, at tiene ham i Hellighed og Retfærdighed alle vore Lives Dage; saa skal vort Tak-Offer være ham behageligt, og hans Miskundhed ei vendes fra os.

Tak og Ære være dig, Herre vor Gud! velsignet være dit hellige Navn for alt det Gode, du velsigner vor Konge, vort Land og os med; giør os ret bevægede af din Godhed, og oplad selv vore Læber, at vi tilbørligen kundgiøre din Priis: Lad vore Hierters Andagt ei endes med denne Dag, men være saa brændende, at vi altid vandre i din Frygt, ere nidkiere for din Ære, og villige til din Lov. Lad og denne Dags Andagt saa behage dig, at du bliver ved at vise din Behag i at velsigne Kongen og Landet: Lad Ære boe i vort Land; Lad os være trygge under dine Vingers Skygge, i sær lad os være skiulte under JEsu Naades Vinger, og i hans Naade finde vore Sieles rette Hvile. Herrens vor Guds Liflighed være over os, og lad os for al din Godhed og Naade komme til at takke dig for dit Ansigt i Himmelen. Amen!