↩

En Prædiken over den Anordnede Text til Høimesse

paa den

Allernaadigst anbefalede Takkeog

Bede-Fest,

den 1 December 1773.

Holden for Herringe Meenighed

Peter Christian Steenvinkel

Sogne-Præst for bemeldte Meenighed og Fiellebroe Capel.

Odense, 1774.

Trykt i det Kongel. Privil. Adresse-Contoirs Bogtrykkerie.

2
3

Texten. Ps. 85, v. 10, 11. 12. 13. 14.

Sandelig hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Ære maae boe i vort Land. Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, Retfærdighed og Fred skal kysse hverandre. Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdigheds skal see ned af Himmelen. Herren skal ogsaa give det gode; og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt; og skal sætte dens Trin paa Veien.

Indgang.

Ps. 89, 16.

Salige er det Folk, som forstaaer sig paa, Frydeklang; Herre! de skal vandre i dit Ansigtes Lys!

Det er med disse Ord vi i Dag vil begynde vor glade og højtidelige Andagt. Denne Dag er helliget til Herren og til Glæde; vor Guds Lov og vor egen Lyksalighed har forsamlet os for at tilbede ham, der er forunderlig i sine Gierninger og forfærdelig i Priis; Kongen og Folket knæle i Dag ned for Helligdommens Throne, og Landet er fuld af Herrens Godhed og fuld af Herrens Lov.

Vi, skiønt vi ere kuns den mindste af Israels Stammer, skiønt vor Forsamling er liden, vil vi dog ei være de sidste til at ofre den Allerhøieste vor Taksigelse paa hans Allestedsnærværelses almindelige Alter; ogsaa vor liden Helligdom skal have sine Fryde-Sange, og Herren vor Gud skal benaade vor Glæde. De oplæste Ord skal opmuntre os til dette velsignede Foretagende. Ethan har i denne Psalme med de prægtigste Ord og Billeder beskrevet Guds Herlighed, Godhed, Viisdom og Almagt, han havde paa en værdig Maade afbildet en Deel af de guddommelige Gierninger, ved hvilke den Aller-

høieste har bekiendtgiort sig for Engler og Mennesker, og, da denne hellige Sangere føler, hvad han synger, falder han, i sine Betragtninger over Gud, i en glad Henrykkelse over deres Lyksalighed, der høre et saa tilbedelsesværdigt Væsen til; her forestiller han sig sit Folkes Velsignelser, hvilke Gud paa en besynderlig Maade havde værdiget baade Navnet og Fordelene af at være hans Folk, det Baand, der ved Religionen, var imellem Gud og dem, deres prægtige og frydefulde Gudsdyrkelse og de utallige Aarsager, de havde til at glæde sig i Herren, deres Saligheds Gud.

Saligt, siger han, er det Folk, der forstaaer sig paa Fryde-Klang! Ethan sætter her Glædens Mærker i Steden for Glæden selv, Fryde-Klang i Steden for Fryd, og sigter til de Basuner, hvilke Israel skulle bruge baade i deres Krige og i deres hellige og høitidelige Forsamlinger, at de maatte være dem til en Ihukommelse for Gud, 2 Mose B. 10, 9. 10. og da bemærke hans Ord: Salig er det Folk, der har Aarsag og Friehed til at glæde sig i Gud, og veed, at giøre det paa en værdig Maade! Et Folk har Friehed til at glæde sig i Gud, naar det har hans rette og velsignede Dyrkelse iblandt sig, og det har Aarsag dertil, naar den Allerhøjeste værdiger det sin Barmhiertighed, Velsignelse og Hielp, og naar det i Nødens Tid nyder Prøver paa hans Beskyt-

telse og Frelse; da er Glæden ikke allene naturlig og tilladelig, men den er en væsentlig Pligt for et saadant Folk, en Pligt hvis Udeladelse vilde drage Guds Straffe-Domme over det. Og saligt er saadan et Folk, naar det forstaaer sig paa Fryde-Klang, naar det med skiønsomme Hierter kan smage Guds Godhed, med hellige Hierter og Læber ofre ham en tækkelig Priis, og med en villig Lydighed befæste sig i hans Naade, som er dets Glædes og Lyksaligheds Kilde! Herre, de skal vandre i dit Ansigtes Lys! Din Varetægt skal blive over dem, deres Glæde skal krones med dit Velbehag og vore under dine Velsignelser. Vor Gud er Glædens Gud, han er det, der baade opfylder vore Hierter med Glæde, og møder tillige et glad Hierte med et naadefuld Bifald, der skaber selv glade Læbers Grøde, og gierne hører Lovsange, der ere en Frugt af de Læber, der bekiende hans Navn. Et glad Hierte er en opladt Mund; han taler selv til sit Folk: oplad din Mund vidt, og ieg vil fylde den; en retskaffen Glæde drager derfore Velsignelser ned fra Himmelen over os, da den udvider Hiertet og giør det beqvem til at modtage fleere og større Naade.

Saaledes bliver vor Glæde Kilden til vore Velsignelser; Det Folk, som forstaaer sig paa Fryde-Klang, skal vandre i Herrens Ansigtes Lys.

Vor Fest er en Glædes og en Lovsangs Fest; vi staae her for Herrens Ansigt, for med taknemmelige Hierter at erindre os, at Gud ansaae ikke Uret i Jacob, og saae ikke til Møie i Israel; men at Herren vor Gud har været med os og Kongens Basune-Klang hos os, 4 Mose B. 23, 21. utallige Velgierninger fra Gud strømme ind paa vore Siele, og giøre Fordring paa vort gandske Hiertes Glæde og Taksigelse. Ak! at vi maatte ret forstaae os paa Fryde-Klang, at vi herefter maatte vandre i den Almægtiges Ansigtes Lys! Nu, Herren er vor Styrke og vor Skiold; vore Hierter have forladt sig paa ham, og vi ere blevne hiulpne; vore Hierter frydes og vi vil takke ham med vor Sang, Ps. 28, 7.

Vi al i vor Glæde betiene os af det Mønster, vor hellige Text giver os, og deraf betragte:

Et benaadet Folkes frugtbare Glæde over dets Lyksalighed.

I. Hvorledes det Folkes Tilstand er, som glæder sig.

II. Hvorover det glæder sig. og III. At dets Glæde var frugtbar.

Afhandling. Første Deel.

Vi have først at overveie: Hvordan det Folkes Tilstand var, hvis Glæde vor Text beskriver. Der foregaaende af denne dyrebare Psalme lærer os, at her handles om et Folk, der havde syndet imod Gud, der havde paadrager sig hans Straffedomme, og følt hans Tugtelse, havde ydmyget sig for Gud, var bleven benaadet, og nu glædte sig over Herrens Frelse og over dets nærværende og forventede Lyksalighed. At det havde været et syndigt og tillige straffet Folk, see vi i det 6 og 7 v. vil du evindelig være vreed paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt? vil du ikke giøre os levende igien, at dit Folk maae glæde sig i Dig? Her forestilles Folket under Byrden af deres Synder, og indføres sukkende om Guds Vredes Bortvendelse og om mildere og lyksaligere Tider, end dem, de nu levede i. Det er Lande-Synder, der baner Veien for Lande-Plager. Den Allerhøjeste taaler ofte til en Tid enkelte Personers Overtrædelser, ja han lader endog ofte, efter sine urandsagelige Veie, en Ugudelig lykkes, blomstre og henbringe sine Dage uden Følelse af hans Vrede; men naar Synden bliver almindelig, naar et heelt Folk glemmer Gud

og nedsænker sig i Laster, da kan Gud ikke andet, end at han maa hiemsøge det og hans Siel maa hævne sig paa saadan et Folk, Jerm. 5, 9 v. Saaledes havde dette Folkes Tilstand været; men de erkiendte deres Daarlighed, og ydmygede sig for den Allerhøiestes Ansigt: Omvend os, sukke de, vor Saligheds Gud! og tilintetgiør din Fortørnelse imod os; Gud havde bønhørt deres Sukke, de vare blevne et omvendt, et velsignet og benaadet Folk, og nu beskriver David deres Glæde og deres Lovsang, deres Haab og deres Forsæt.

Her tales da ikke om et Folk, som en langvarig Roelighed og en, igiennem Mange Tider, uafbrudt Kiæde af Velsignelser havde opvakt til Glæde; som oftest har den Høiestes vedvarende Godhed ikke denne Virkning paa vore ufølelige Hierter, som oftest nøder et længe velsignet Folk Gud, enten ved en skammelig Forglemmelse af ham og hans Naade, eller ved hans Velgierningers Misbrug, til at standse hans Godheds Strøm, og giøre det gode smagende ved Mangel og afvexlende Trængseler; ikke heller finde vi her et Folk, der efterat det ved Vold og Overmod har bragt svagere og uskyldige under Aaget, triumpherer over de overvundne med en forhaanende Glæde, eller ved deres syndige Lovsang, enten søger at giøre Gud deelagtig i deres Laster, eller daarlig at ville tilkiøbe sig hans Biefald ved at ofre ham en Tak-

sigelse, der umuelig kan tækkes Ham af Voldsmænd, hvis Hænder ryge endnu af uskyldig udgydet Blod. Det Folk, her glæder sig,

er langt meere beqvem til en reen og Gud tækkelig Glæde. Saa brændende som deres

Bøn og Længsel efter Frelse havde været i deres Trængsel, saa levende er nu deres Glæde, da deres Vilkaar forandres; den Overbeviisning de havde om, at de havde fortjent Guds Vrede giør dem hans Naade dobbelt dyrebar, den ydmyger dem til at betragte deres nærværende Velsignelser som Virkninger af den Allerhøiestes blotte forbarmende Naade, og, i det den minder

dem om det Dyb, de nyelig vare frelste af, giør den dem bange for at falde ved nye Synder tilbage i deres forrige Elendighed; og saaledes befæster dem i deres Forbarmeres Frygt.

Anden Deel. Deres Glæde udflød af en dobbelt Kilde; nærværende Velsignelser og den beste Udsigt i Eftertiden opmuntrede dem følelig til at prise Herren og fryde sig i deres Saligheds Gud. Efterat Propheten havde beskrevet deres Tilstand og deres Ønsker under Guds Straffedomme, efter at han havde opmuntret sig og dem med den Forvisning, at Gud skulle tale Fred til sit Folk, afbilder Han nu deres Lyksalighed og deres Haab; i en prophetisk Hen-

rykkelse over sin og sit Folkes Glæde udraaber han: Sandelig, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte! Gud havde allerede frelst dette ydmygede Folk; denne Velgierning var nye i deres Minde, og derfore den nærmeste Aarsag til deres Glæde.

Israel havde havt utallige Prøver paa den høiestes Magt og Godhed imod dem; aldrig havde de været i nogen Nød, at de jo havde erfaret Guds forunderlige og nærværende Frelse, og deres Historie er, fra dens Begyndelse indtil Enden, fuld af de riigeste og prægtigste Exempler paa den Almægtiges besynderlige Forsorg og vise og herlige Førelse. De havde havt mange Fiender, og deres største Fiender, deres igientagne Overtrædelser havde ofte styrtet dem i saadan en Tilstand, at det for menneskelige Øine syntes at være aldeles ude med dem; men saasnart havde de ikke omvendt sig, og igien frygtet Gud, før hans Frelse havde været dem nær, og han med en mægtig Arm havde udført dem til hans Ære og deres Fienders Forundring og Beskæmmelse. Alle maatte tilstaae, at saalænge de stode i Pagt med Gud, vare de uovervindelige; denne Sandhed var saa bekiendt, at endog deres bitterste Fiender først søgte at forføre dem til Synd, og siden, naar de vare blottede fra Guds Naade, angrebe dem. Selv havde de tusinde skinnende Beviser og tusinde dyrebare Løfter om Guds Frelse; det kom alle-

14 ne an paa at de frygtede Gud. Dette benaadede Folk glæder sig derfore her ei allene over Guds Frelse; men og over den velsignede Forfatning, de ved hans Naade vare komne i, at de nu, som omvendte, kunde herefter med Grund bygge Deres Haab paa hans Barmhiertighed og Varetægt. Gud, sige de da, vor Gud har frelst os, og han skal herefter frelse os.

At Ære maae boe i vort Land. Dette anfører Propheten baade som en Grund paa Guds Side til at han stedse var nærværende hos dem med sin Frelse, og tillige som en af de store Velsignelser, hvorover Folket glædte sig. Det var Israels største Ære og vigtigste Fortrin frem for andre Folk, at Gud havve stiftet sit Navns Ihukommelse iblandt dem, at han havde sat sin Helligdom i deres Land, givet dem sine Skikke og Rette, og den rette Kundskab om ham og en værdig Maade at dyrke ham paa, og i Særdeleshed, at den, i hvilken alle Slægter paa Jorden skulle velsignes, skulle fødes af dem. Gud havde baaret en besynderlig Omsorg for at denne Ære maatte blive ved at boe i deres Land; til den Ende havde han bevaret dem fra en almindelig Undergang, og fra at sammenblandes af de Folk, af hvilke de vare overvundne, til den Ende havde han forebygget, at den Lov, han havde givet dem, ved de utallige Forandringer dette Folk prøvede, ikke skulle forkomme. Dette erkiendte de med en

inderlig Glæde som deres vigtigste Fordel; han haver kundgiort, sige de, Jacob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Rette, han haver ikke saa giort ved noget Folk, og de Rette, dem kiende de ikke, Halleluja! Den Ære, David taler her om, er da den sande Religion, ved hvis Lys de vandrede, ved hvis Løfter de glædede sig, og hvilken de skyldede al deres Haab og Lyksalighed. Mangfoldige Steder i den hellige Skrift overbevise os om, at det Ord, Ære, betyder Religionen, ved hvilken Gud paa en besynderlig Maade baade ærer og benaader et Folk; saaledes trøster Gud det fangne Israel med den Forvisning, at Jerusalem igien skulle opbygges, at han selv vilde være en gloende Muur trindt omkring den, og være til Ære midt i den, det er, igien lade sig dyrke i deres Tempel. Folket glæder sig da over, at Gud havde frelst dem, paa det hans Ord og Dyrkelse maatte boe i deres Land, og Religionens velsignede Løfter kunde naae deres Fylde. Den Allerhøiestes Ære udbredes best der, hvor den sande Religion hersker, hvor Lyset med lige Straaler opklarer Menneskene, og en rigtig Kundskab om Gud føder hans rigtige Dyrkelse. Hvor Gud æres hos et Folk, æres og Folket; det er et Lands allerstørste Ære, at Gud boer deri, at Folket staaer i den rigtigste og værdigste Forbindelse med den Allerhøjeste, og det Offer, de giøre ham, skeer efter hans egen Forskrift, uden

nogen Sammenblandelse af menneskelige Lærdomme. Religionen skienker et Folk baade udvortes Ære og Lyksalighed, af den udflyde de vise og billige Love, der befordre et Folkes Velstand, af den lærer Kongerne Mildhed og en faderlig Omsorg for deres Folk, og af den lærer Folket deres Pligter imod Kongen; saa at ligesom Religionen er et Baand imellem Gud og Menneskene, saa bliver den og et Baand imellem Kongen og Undersaatterne, og atter imellem dem indbyrdes, der befæster deres fælles Lyksalighed; med et Ord: Ære, Lyksalighed og Herrens Frelse ere den sande og ærede Religions visse Medfølgere. Hvor denne Ære ikke er, der giøres Skilsmisse imellem dem, der ved de helligste Baand burde være foreenede, og heele Lande nedsænkes i Vanære og Ødeleggelse.

David bliver ved i en prophetisk Stiil at afbilde de Lyksaligheder, dette benaadede Folk fremdeeles forventede. Gud havde frelst dem, paa det hans Ære maatte boe i deres Land, og nu skulde Miskundhed og Sandhed møde hverandre, Sandhed skulle opvoxe af Jorden og Retfærdighed see ned af Himmelen. Disse Talemaader vil sige, at

Den Høiestes Naade og Velbehag skulde hvile over Folker, der, rørte af hans Godhed og Frelse, herefter skulde dyrke ham i en oprigtig og villig Lydighed.

Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, det er: Guds Naade skal understøtte os i vor oprigtige Stræben efter at dyrke ham, og den skal krone vor Lydighed med de visseste Velsignelser; Sandhed skal opvoxe af Jorden, enhver skal kiende Herren, og enhver, som kiender ham, skal elske og herliggiøre ham, Hellighed skal blive almindelig iblandt os; og da skal Retfærdighed see ned af Himmelen, den Retfærdige Gud, som enten maae bortvende sit Syn fra et Folkes Synder, der ere ham en Vederstyggelighed, eller og maae ansee dem i hans forfærdelige og fortærende Vrede, han skal nu med en kierlig Velbehag fra sin Helligheds og Herligheds Boelig beskue os som et helligt Folk, hvis lydige Vandring og uforfalskede Dyrkelse skal behage ham. Saaledes glæder Folket sig over den Naade, de ventede fra Gud, til at det Forsæt, de havde fattet om at dyrke, maatte naae sin Fylde, og over de Velsignelser, de kunde da vente sig af deres Forbarmeres kierlige Haand. Endog i det timelige, sige de i deres Glæde, skal Gud, vor Gud velsigne os.

Herren skal ogsaa give det Gode, og vort Land skal give sin Grøde. Retfærdighed skal han lade gaae frem for sit Ansigt, og sætte dens Trin paa Veien, d. e. Vi skal være velsignede med det vi behøve til vor Lives Ophold, og under den Allerhøiestes Skygge leve et fredeligt og fornøieligt

Liv; vi skal bestyres af milde, fredsommelige og retfærdige Regentere, de, der bære Guds Magtes Billede iblandt os, skal ligne ham i Godhed; Folket selv skal i deres indbyrdes Omgang vise Retfærdighed og Billighed, og andre skal ansee os som et dydigt og et benaadet Folk. Disse ere de Aarsager, dette Folk havde til den største og billigste Glæde, de indbefatte alt hvad et Folk kan ønske sig, alt hvad der i Foreening kan udgiøre et Riges visse og vedvarende Lyksalighed. Religionens Lys og Lykke; en hellig Vandring understøttet og kronet med den Allerhøiestes Velbehag, Fred og Frugtbarhed, en mild Regiering, retfærdige Love og en almindelig Kierlighed og Billighed er unægtelig den allerhøieste Fylde af jordisk Lyksalighed og den allerbilligste Grund til en inderlig, høitidelig og frugtbar Glæde.

Tredie Deel.

En saadan Glæde er det David beskriver. Vi have tilforn seet, at de Omstændigheder dette Folk, under Guds Straffe-Domme havde været i, dets nærværende Lyksalighed og dets grundede Haab om en velsignet Eftertid, giorde det beqvem til at føle en reen og Gud tækkelig Glæde; disse foreenede Omstændigheder, giorde der ligeledes skikket til en frugtbar Glæde. Mange begaae, i lige Omstændigheder, den allerskammeligste Utaknemmelighed i-

mod Gud, i det de, saasnart Saaret er lægt, glemme baade deres forrige Elendighed, dens Kilde og den kierlige Haand, som har lægt dem; andre blive ved en langvarig Lyksalighed saa ufølelige ved det Gode, at de vigtigste Fordeele, de dyreste Velsignelser ikke formaae at røre dem til nogen Glæde; nogle glæde sig vel; men deres Glæde og Lyksalighed føder Overmod, Vellyst og andre Laster, og nedsænker dem dybere i Synden, i det den giver dem Lejlighed til at opfylde deres Lyster. Hvor ofte har et ved en eller anden Plage hiemsøgt Land, naar Gud har frelst det, opført sig imod ham som fordum Israel, over hvilke han selv klager: der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte og deres Hierte ophøiede sig. derfore har de glemt mig, siger Herren, Hoseas 13, 6. En saadan Glæde er en vis Vei til Sorg og Undergang; thi iblandt de Synder, der særdeles opvække den Retfærdiges Hevn, er hans Velgerningers Misbrug en af de frygteligste. Det benaadede Folk, hvis Glæde vor Text beskriver, opførte sig paa en langt anden Maade; deres Glæde var frugtbar til Guds Ære, de følte levende, at deres Vilkaars lyksalige Forandring var en Virkning af den Allerhøiestes Naade, at ham ene tilkom Æren og Prisen for deres Lykke, og at de Velsignelser, de i Fremtiden ønskede og ventede sig, allene kunde udflyde af hans Barmhiertighed; de veiede deres Fortieneste med deres Tilstand, og erkiendte med en yd-

myget Aand, at deres Byrder maatte have voxet, hvis Gud ikke havde borttaget deres Misgierninger og skiult deres Synd; deres forrige Trængseler lod dem med en følelig Glæde smage deres nærværende Velstand, og opmuntrede dem til at prise ham, der havde bortsamlet sin Grumhed og draget sin grumme Vrede fra dem, de ofrede derfor den Allerhøieste et reent og oprigtig Takke-Offer, uden nogen Blanding af Tillid enten til dem selv eller andre. Men de lode det ikke blive derved, at de betalte Gud deres Løfter og fortalte hinanden de store Ting, Herren havde giort imod dem, de saae, at en alvorlig Gudsfrygt var den eneste Støtte hvorpaa de kunde bygge deres Lyksaligheds Haab, de vidste, at de, ved nye Synder, ville styrke sig i nye og større Elendighed, de satte sig derfore vist for, i deres Hiertes Glæde og Godhed at ville dyrke den Allerhøieste. Saaledes var deres Glæde ogsaa frugtbar paa de beste og helligste Forsætter; en stoer Deel af de forventede Velsignelser beroede tildeels paa deres egen Forhold; og deres Glæde overbeviser os om, at de baade høist skattede dem og havde i Sinde al opelske og bevare dem. De glædte sig over Herrens Frelse; men de erkiendte tillige, at ikkuns de, der frygtede ham, kunde vente den, de satte sig altsaa for at ville opfylde denne Vilkaar af al Magt, og derpaa at grunde deres Forvisning om denne Lyksalighed. De ansaae Religionen som en Velsignelse og Ære for

dem; men de indsaae tillige, at den da først var dem til Ære og Nytte, naar de vandrede efter dens Forskrift; saa stoer som da deres Glæde var over at beholde den, saa vist var deres Forsæt om at ville adlyde dens Befalinger, og, saavidt de kunde, ære den ved en værdig Vandring. De ventede sig Guds Miskundhed og Velbehag; men allene paa Grund af, at deres Hellighed skulde drage den ned over dem, og, stolende paa Guds Maade i at ville understøtte deres Forsæt, ventede sig i Eftertiden de roeligste og lyksaligste Tider; saaledes var deres Glæde frugtbar, i det den førte dem nærmere ind til Gud og befæstede dem i hans Frygt og følgelig i deres egen Lyksalighed.

Anvendelsen.

Vi have nu i Følge vor Text, betragtet Et benaadet Folkes frugtbare Glæde over dets Lyksalighed; det tilkommer os nu at anvende dette, saavidt det kan skee, paa os selv, og for nogenlunde at opfylde Festens Hensigt, opmuntre vore Hierter til en saadan frugtbar Glæde over vor Lyksalighed. Vi skal gaae frem i den begyndte Orden, og da først vise: At vor Tilstand meget ligner dette Folkes.

Vi have hørt, at dette Folk havde været et syndigt og et hjemsøgt Folk; vi maatte til en forunderlig Grad være ufølelige, hvis

vi ikke erkiendte, at denne dobbelte Tilstand er just vores. At vi er et syndigt Folk er der vel ingen, der kan tvivle om; men en maadelig Kundskab om den Tid, vi leve i, overbeviser os lætteligen om, at vore Synder vare stegne til den Grad, at den Retfærdige ei længere kunde taale dem. En langvarig Fred og vedvarende Velsignelser havde nedsænket Landet i en almindelig Vellyst, Religionens og dens Buds Foragt, Utaknemmelighed og Skiødesløshed imod Gud og hans Velgierninger, havde for længe siden giort os uværdige til den Allerhøiestes Naade og Varetægt; vel havde Gud talt til os, som fordum til sit Folk, i denne vor store Roelighed; men vi havde ikke villet høre det; og vi maae tilstaae, det Gud klagede over dem, at denne har været vor Vei fra vor Ungdom af, at vi ikke havde hørt hans Røst, Hoseas 13, 6. saavel de Mægtige som de ringe havde kastet Herrens Aag af dem, og enhver hastede til Landets Undergang med en utøilet Frekhed ved afskyelige og trodsende Synder; Helligdommen stod forladt, og Sabbaterne vanhelligedes; de Retfærdige vare faa i Landet, og disse faa vare til Spot for Daarer; Gudsfrygt og Guds Kundskab vare drevne i Landflygtighed fra vore Grændser, og Vantroe og Vankundighed havde deelt den største Deel af Folket imellem sig. Ingen tænke, at denne Beskrivelse over Landets Synder er overdreven; enhver prøve sine egne Veie, og han maae tilstaae, at han har giort

sit til at føre Guds Straffedomme desto hastigere over os! Vi vare da et syndigt, og vi bleve et hiemsøgt Folk. Endelig opvognede Guds Vrede (skiønt den var blandet med den ufatteligste Langmodighed og de meest skinnende Prøve: paa hans Lyst til at frelse os.) Nu begyndte Himlen at nægte Jorden sin Indflydelse, og denne at nægte dens Dyrkere Frugten af deres Sveed og Arbeide; Mangel udbredte sig over alt, og tusinde af Landets Børn sukkede om Brød og Mættelse; Fattigdom hærskede i de fleeste Boliger, og en næsten almindelig Mangel truede os med en almindelig Undergang; til Fylden af vor udvortes Jammer slog Gud Qvæget, at det i hobetal bortryktes, og drog Landets Fedme og Rigdom med sig. Men endnu et større Vee nedslog vore forskrækkede Hierter: den foragtede Religion truede at forlade os; man gav Lysterne offentlig Tøilen, og ærede fæiske Laster med Navn af Landets Nytte; vi saae Ugudeligheds Spiir at blive mægtig over os, og al vor Forventelse og Udsigt var mørk og forskrækkelig; vi have selv seet og hørt de frygteligste Beviser paa Sandheden af alt dette, og vi ere forvissede om, at hvis den allerhøieste Herre over alle Ting ikke havde standset Ugudeligheds Strøm og tilintetgiort dens Anslag, havde endnu større Elendigheder mødt os, end dem vi formaae at forestille os. Vi have da været et syndigt og et straffet Folk: men vi ere af den allerhøiestes forunderlige Naade blevne

et velsignet og benaadet Folk; give Gud! vi ligesaa vist vare et ydmyget og omvendt Folk! —

Midt i Vreden tænkte vor Forbarmere paa Skaansel og Naade; vore Plager bleve ikke alleeneste mindre, end vore Overtrædelser; men de bleve endog langt ringere, end dem andre har maattet føle; den ødeleggende Kriig fik ikke Friehed til at nærme sig til vore Grændser, Ugudelighed blev standset midt i sine Planer og Anslag, Spottere bleve omvendte, Sygdommen paa Qvæget ophørte, vor Jord blev igien velsignet, og Landet havde Fred og Føde. Vi have da de samme Glædes Aarsager, som hine havde: Herrens Frelse har været nær hos os, og vi kan vente den bestandige Nærværelse, naar vi vil frygte ham. Det er ikke mange Aar siden, vi saae os indviklede i Kriig med en mægtigere Magt, end vores, en Kriig, hvis Udfald var uvis, og hvis Følger, hvordan det end havde gaaet, dog havde været bedrøvelige for vort Fæderneland; da viiste Herrens Frelse sig paa en overordentlig Maade, og et Mirakel af den Allerhøiestes Forsorg virkede til vor Redning og Lyksalighed; Landets Sønner bleve mættede med vore Fienders Brød, og den, som stolende paa sin Magt, havde sooret vor Undergang, blev udryddet af de Levendes Lande. Misvext, Qvægets Bortrykkelse og Ugudeligheds Magt truede os siden med Undergang; men Herrens Frelse var nær, han befriede

os fra de ondes Raad, vor Gud gav det Gode og Landet gav sin Grøde. Æren boer endnu i vort Land, Religionen velsigner os endnu med sit Lys, Herrens Templer besørges endnu af Landets Børn, og man fik ikke Propheterne udryddede af Israel, eller Lærerne af Zion; vor allermildeste Konge og de, der vaage over Folkets Vel, arbeide med Nidkierhed paa at give Religionen sin Glands, Templerne deres Ære, og Folket retskafne Lærere; vor velsignede Josias giver Sabbaterne deres forfaldne Dyrkelse igien, vi see ham, med Glædes Taare staaende hos Støtten i Herrens Huus, at giøre en Pagt for Herrens Ansigt, at vi skal vandre efter Herren og holde hans Bud og hans Vidnesbyrd af gandske Hierte, og af gandske Siel; og at drage Folket med sig ind i denne Pagt. 2 Kong 23, 3 v.

Nu kan vi vente os, at Miskundhed og Sandhed skal møde hverandre, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen, og Sandhed opvoxe af Jorden; kan Velgierninger og Trængseler, kan Prøver paa den Allerhøiestes Vrede og Prøver paa hans utænkelige Maade røre os, saa maa vi nødvendig blive opvakte til Omvendelse; og naar han opnaaer sin Hensigt med os, naar de rørende Tildragelser, han har ladet virke til vor Opmuntring, give os Lyst til at blive ham et villigt Folk til at dyrke ham alle vore Dage, da skal hans Velbehag glæde vore Hierter og hans Velsignelser

krone vore Lande, da skal Herrens vor Guds Liflighed være over os, og hans Gierning sees for hans Tienere; en Vandring, overeensstemmende med Religionens Bud, en mild og velsignet Regiering, en frugtbar Jord skal da udmærke os iblandt andre Folk, og lade os med Henrykkelse smage, hvor got det har været os, at vi besluttede at holde os nær til Gud.

Vi have nu at arbeide paa, at vor Glæde ogsaa kan blive en frugtbar Glæde. De Velsignelser, Gud har skienket os, ere saa almindelige, at enhver iblandt Folket baade har sin Deel deri, og ere forbundne til at glæde sig derover, de ere saa vigtige, at den alleruføleligste maae erkiende dem; det var en umenneskelig Haardhed ikke at kunne glæde sig over, at det dyreste og kiereste, vi i Verden eye, vor Religion, vor Konge og vort Fædreneland, og alt hvad der paa nogen Maade flyder deraf, er ved den Allerhøiestes naadefulde Varetægt bleven bevaret, og at de Mangler og Trængseler, vi saa nyelig sukkede under, ere blevne forvandlede til en riig Velsignelse og Lyksalighed. Den Skiødesløshed og Uagtsomhed, der i Almindelighed, destoværre! behærsker os ved de allervigtigste Tings Behandling, være derfor i Dag langt borte, fra vore Hierter, og en alvorlig Eftertanke over hvad vi ere, hvad vi have været, hvad vi havde kundet blive, og hvad vi nu af Guds Naade vente

at blive, indtage vor gandske Sind og Siel! vore Tungers Lovsange uden Hiertets glade Følelser er et Offer, antændt ved en fremmet Ild og vederstyggelig for den Alseende; men naar vi føle vor Lyksalighed, naar vi elske vor evig forbarmende Velgiørere, og da tale, da priise ham, der har giort vel imod sin Salvede og sit Folk, da bliver vor Glæde et antageligt Offer for ham, som boer iblandt Lovsange. Skal vor Glæde da være frugtbar, maa den føles i vore Hierter, og disse Følelser maae fødes af en alvorlig Eftertanke om vor forbigangne og nærværende Tilstand; Her er det got, at forestille sig, hvad der kunde have skeet, hvis Gud ikke i Naade havde standset den Strøm af Ugudelighed og Elendigheder, der truede at overskylle os, at opdage Kilden til vore Plager, og naar vi finde den i Landets Synder, da med en ydmyg Glæde tilbede den Haand, der ydmygede os troeligen, at vi kunde lære hans Skikke og beholde hans Naade, Skielvende maa vi see tilbage til det Dyb, hvoraf den Almægtiges kierlige Haand nyelig har uddraget os, og vi maae tænke i vor Frelse, at vi høre de samme Ord fra Gud, som han fordum ved en lige Lejlighed lod sige til sit Folk: Dette giør jeg ikke for eders Skyld; det være eder kundgiort, siger den Herre, Herre; blues og skammer eder for eders Veie, I af Israels Huus! Czech. 36, 32 v. Vor Ydmygelse bør være. Fedmen af vort Offer. Vi bør fryde os,

men med Bævelse. Vor Glæde bliver fremdeeles frugtbar, naar vi paa denne velsignede Dag giøre en nye Pagt med den Allerhøieste; det er paa denne Gierning vi skal grunde vort Haab om Eftertiden. De Elendigheder, der nyelig, efter den Høiestes Vink, have forladt os, hvile ikkuns, efter hans Befaling, i Haab om vor Omvendelse; hans Kogger er endnu fuld af Vredes Piile, og han har endnu sin Bue opspændt; de Plager, vi have følt, vare kuns Fortropperne af den Hær af Elendigheder, hvilken han udsender mod gienstridige Overtrædere; men hans Vrede vil bevæbne sig med tidobbelte Forskrækkelse, hvis vi blive ved at forhærde vore Hierter og vanære hans Navn: denne Dag, denne velsignede Glædes Fest, kan, ved vor egen Forseelse, afløses ved en Mørkes, en Angestes og en Trængsels Dag, og vi selv kan, ved vedvarende Synder, give vore Velsignelser Vinger, at de maae bortflyve fra vore Grændser. Have vi da sukket tilforn under Byrden af vor Jammer, føle vi nu nogen Glæde over Herrens Frelse og Barmhiertighed, og troe vi (og skielve ved vor Troe) at Gud ikke allene kan; men og virkelig vil hiemsøge os, hvis vi foragte hans Godheds og Langmodigheds Rigdom og de kierlige Raad, han baade ved Velgierninger og Trængseler haver givet os til vor Frelse, o! saa lader os i Dag ei allene ofre ham Taksigelse; men og sætte os vor Vei

vis for, at vi maa see paa hans Salighed; vore Siele svære Herren vor Gud i Dag en hellig og ubrødelig Lydighed, og brændende Sukke anholde stedse hos ham om Kraft og Naade fra hans Naade-Throne til at holde vore Løfter! lader os som et villigt Folk i hellig Smykke opofre os med alle vore Evner til hans Dyrkelse! lader os erindre os, at Landets Vel, for en Deel, staaer i vores Haand, og derfore i Dag foreene vore Hierter til at frygte hans Navn! Vi opfylde vore Pligter imod Kongen, imod Landet og imod os selv best, naar vi frygte Gud!

Giøre vi dette, da skal Fred og Barmhiertighed være over os; da skal Gud, vor Gud velsigne sit Folk, og alle Jordens Ender skal frygte ham. Amen!

28
29

Følelser

ved

Landets almindelige

høitidelige

Glæde

den 1ste December 1773.

Ja, Gud i Zion boer! —o! Zion lov din Gud. Og du, o Herligste! som blandt Lovsange Throner, Blandt de fuldkomnes Lov, send et af dine Bud, Send Danmarks Engel for at bære vore Toner Op til din Helligdom! Lad dine Hellige

Istemme vores Priis! Forsonings Altret røge! Dit Hierte røres, og en Røst fra Stolen skee:

Ja, Amen! dette Folk skal faae det, som

de søge!

Algode! ævige! forfærdelig i Priis!

Du hellig-herlige du vor og Aanders Fader!

Saa god, som mægtig, og saa mægtig, og saa viis, Skiult og dog kiendelig, og kiendt, naar du tillader! Hør et uværdigt, skiøndt dog høist velsignet Folk! Miraklet af din Gunst, din Skygges Yndling

høre!

Det kaster sig i Dag need, som din Godheds Tolk, Og ønsker brændende, dit Navn at herliggiøre. En Punkt af denne Punkt du har blandt Verdner sat I sær til Maalet for din Grændseløse Naade,

Et Folk for hvilket du din Godheds fulde Skat Har gavmild aabnet, da det sig din Vrede spaaede, Et Folk, befriet just da Dybet viste sig,

Da andres Undergang gav Frygten nye Smerter, Et saa velsignet Folk i Dag opofrer dig Dets Glæde og dets Tak, dets Konge og dets

Hierter.

Dig, Herre! hører Priis og Magt og Styrke til! Du danner Plagerne, og byder Plager rømme,

Du lukker for et Folk, og aabner, som du vil, Din Skygges dyre Læe, din Godheds søde

Strømme!

Du deeler Kroner ud, ved dig staaer Throner fast, Og din almægtig Haand bestyrer Jordens Riger, Dit Vink kuldkaster dem, og reiser i en Hast,

De falde eller slaae, blot som din Viisdom siger! Forunderlige Gud! vi bæve i vor Fryd;

Vor Lykke raaber høit og fordrer glade Hierter, Og glade Hierters Priis; men med en lige Lyd Vi mindes af vor Synd om de ufølte Smerter, Vi have frygtet for og alt for vel fortient. —

O! hvilken mægtig Haand har standser hine Plager, Din Vredes grumme Flod? hvo, har dens Løb

bortvendt,

At den ei ramte os? hvad er det dog, som drager Velsignelser og Hæld ned fra din Helligdom Til vort uværdig Skiød? vi, som din Gunst forsmaaede!

Hvo gav vor bange Tvivl saa sød Forvisning om

Vor høistfortørnet Guds uventelige Naade!

Din Godhed, Kierligste! din Godhed ene er Og ene var og blir vort Haabs og Lykkes Kilde! Du vilde sætte os til Vidner for enhver Om den Forbarmelse; og helst ved Godhed vilde Du vinde os! Vi saae din frygtelige Ild,

Din Vrede tændte an i andre Verdens Lande; Vi saae og skielvede; men du blev stedse mild: Den brændte ei hos os, og Kierlighedens Vande

Udslukte snart den Gnist deraf, vi følte her,

Og nye Velgierninger udslukte snart dens Minde, Og nye Forvisning om, at du iblandt os er, Bød glædes Taarer ned af muntre Kinder rinde. Her ligge vi vor Gud! vor Konge ligger her I Støvet for din Stoel, og med sit Folk tilbeder Dig, Allerherligste! og Glædes Følelser, Forundring, Tak og Frygt sig over os udbreder.

Saa stoed dit eget Folk for ved det røde Hav, Hvor deres Frelse blev en Grav for deres

Fiender,

Henrykt og fuld af Frygt og Fryd og Haab, og

gav

Din Magt og Godhed Priis; o! du som Alting

vender

Til et dig værdigt Maal! Og Moses sang dem for, Og Folket sang din Lov, din Frelses Magt og

Maade,

Din Æres Majestæt og dine Godheds Spoer; Og Støtten røgede til Mærke paa din Naade, Du hørte deres Sang med kierlig Velbehag;

Din Ansigts Engel var dem Pant paa deres Lykke. Din synlig Varetægt, og denne Frelses Dag,

Og deres store Haab, lod dem med Glæde rykke Til deres Canaan paa den anviiste Vei,

Saaledes staae og vi, og see din Frelses Ære, Og grunde paa din Priis, hvortil vi mindre ei, End hine Aarsag har. Din Pagtes Engel være Blandt vore Choore, og din Aand oplive dem!

Vort Hierte være ret, og vore Sange reene! Vor Vandring hellig! og vor Reise til vort Hiem Bestyrer af dit Vink! vor Stræbens Maal alene Dit dyre Velbehag!

I Sorger hviler da,

Og I Bekymringer, som Tankerne adspreede, Adspreedes! denne Fest bør intet hindre fra,

At blive helliget med Roelighed og Glæde.

Hil Dig, velsignet Land! Lyksalig Dannemark! Din Lykke blomstrer; thi den Stærke er din

Styrke,

Jehova er din Gud! Du har hans Pagtes Ark, Og kan endnu med Fryd ham i hans Tempel

dyrke;

Endnu hans dyre Lys veileder dine Skridt,

Og du din Glæde seer paa dem, som staae og tiene I Herrens Helligdom, og Levi Sønner frit Endnu bebude hvad Oraklerne de meene.

Din Himmel har bønhørt din Jord, og denne dig, Saa dine mætte Børn kan Himlen muntre prise, Og dine Fattige kan vederqvæge sig;

Din Jord kan dig og dem med beste Vexter prise. Du gav ei meer din Sæd til en uvillig Jord.

Men dine Agre stod i Aarets beste Smykke.

I feede Enge spiller din fornyet Hiord.

Den muntre Landmand seer igien sit Haab og

Lykke,

Og tørrer Graaden af -— og ved sin glade Plov Paa nye begynder paa de haabefulde Furer. Hans Sveed og Møie skal ei blive andres Rov,

Velsignet Dannemark! thi ingen Fiende lurer Paa dine Sønners Liv. Du saaer i Roelighed, Og høster selv din Frugt, og mættes ved din Grøde, Og Voldsmænd træde ei din moedne Glæde need, Og dynge ei din Jord med Blod af dine døde, Til Fylden af din Hæld, den snart almægtig Fred, Som danner, smykker, og bestyrker og forøger Et Folks Lyksalighed, sit lange Opholdssted I dine Grændser har. Man den forgieves søger Hos mange andre Folk; men du dens Yndling er; Her styrker den din Magt, forsøder dine Glæder; I stille Majestæt den synlig throner her, Her flætter den sin Krands, af Handel, Kunster,

Sæder,

Og Agerdyrkningen dit Hoved til en Ziir;

Opløft da Hovedet, du kronede med Lykke! Tilbed din Styrkes Gud, og kys hans Naades

Spiir,

Og kast dig villig need i Dag i hellig Smykke For ham, som naadig saae din megen Afmagt an, Og sagde: Lev i Fred, og vox i Hæld og Styrke! Og bliv mit Arves Folk, min Skygges elskte

Land!

Og dine Sønner mig i hellig Glæde dyrke!

Hvor fælt saae alting ud, da Naade-Solen drog Sig for er Øieblik bag mørke Skyers Dække! Da Vredes Tordener, skiøndt ikkuns sagte, slog; Dog meer end stærke nok for Syndere at strække,

Der hastig føle Gud, naar Himlen bliver sort,

Og Velstands Frekhed da med Frygt og Angest

bytte!

Da Sædens Haab slog feil, og Qvæget ryktes bort, Og Mangel hærskte i den hielpeløse Hytte,

Og spiiste sig med Suk! da fæle Tidender

Sig paa vor skrækkede Indbildning magisk malte, Og vore Synder, liig Egyptens Spøgelser,

I Frygtens Mørke os med bange Syner qvalte! Da, meer end dette — Gud! ja der var Mørkets

Magt

Og Mørkets Time — da vor Lykkes Hovedstøtte, Religionen selv var snart i Støvet lagt!

Da Laster æredes med Navn af Landets Nytte! Da Lyster thronede i Ceder-Træe og Guld,

Og Templer reistes op til frække Synders Ære! Da mægtig Ondskab var af sorte Planer fuld! Da Thronen vaklede, og ingen kunde være Forsikret i sin Stand! —

Men drag Forhænget ned! Ugudeligheds Spiir blev vel og hastig brækket, Og Solen kom igien, og Herrens Herlighed Bestraalede paa nye et skyldigt og forskrækket,

Et høist forskrækket Folk, og Plagen standsede,

Og Thronen fik igien sin Styrke og sin Ære, Og Folket fik sit Moed, og du, Almægtige!

Som paa vor Trængsels Dag vor Forsvar vilde

være,

Du fik igien din Priis! vor Konge følte Dig;

Og Folket følte i din mageløse Naade

Et kraftig Kald til Dyd, og soer høitidelig,

At ville lade dig for al dets Lykke raade,

At ville dyrke dig i hellig Munterhed,

Og ofre dig din Frugt i glade Læbers Grøde.

O! see da naadig fra din Helligdom her ned,

Og lad dit Velbehag dit Folkes Psalmer møde!

See! Ofret bløder alt, og Altret er bereed,

Og Arons Sønner staae i Helligdommens

Smykke;

Og Kongen med sit Folk i Andagt knæler ned; Hvert Hierte gløder, og er fuld af Landets Lykke, Og fuld af Herrens Lov. Nu giir Basuners Lyd Et Tegn til Sangerne; og Festens muntre Sønner Ved stærke Jubel-Skrig betegne deres Fryd, Og Luften Gienlyd giir; og Taarer, Psalmer,

Bønner

Igiennem Skyerne til Naade-Thronen gaaer,

Og Himlen hører til, imedens Folket priiser Og synger:

„Evige! skiønt ingen Skabt formaaer En værdig Lov for dig, skiønt Engle-Choret viser I Himlens beste Sang kuns Skyggen af din

Magt,

Din Godhed, Viisdom og utænkelige Ære:

Saa dog da du vor Gud har selv i Naade sagt, At de, du frelser, maae dig Takke-Offer bære; Fordriste vi os til i Dag at knæle need For dit alseende og naadefulde Øie,

Og ofre dig vor Tak for vor Lyksalighed,

For din Langmodighed, du, som ei saae til Møie Og Synd i Israel! vor Styrke og vort Haab! Vor Lovsang og vor Gud! vor Glædes Grund

og Kilde!

Tak for du hørte ei dit Folkes Synders Raab,

Som fordrede din Hævn! Vi havde handlet ilde, Og frygtede med Grund for din Retfærdighed,

Og dine Dommes Skræk; men du beviste Naade— Og Ondskabs Throne blev i Støvet kastet ned,

Og bedre Tider kom, end dem, vor Frygt os

spaaede.

Vi vare moednede til Hævnens grumme Høst,

Og vor Forventelse var ikkuns Vee og Jammer; Din Vredes Forbud kom i stærke Tordners Røst, Og Gnister viste sig af hiine Vredes Flammer,

Der tære andre Folk; men Allerkierligste!

Du nødig straffer, skiøndt du Synden ikke taaler! Vor Frygt forvandledes til glad Henrykkelse;

Den Torden-svangre Skye blev brudt af Naadens

Straaler;

Vi har dit Lyses Skin; din Salvede er vel,

Vort Land er frugtbar og velsignet med din

Skygge,

Vor Næring blomstrer, og med beste Grund og

Skiel

Vi paa din Godheds Magt det beste Haab tør

bygge!

Velsignet, Helliget, tilbedet være da

Dit dyre Navn, vor Gud! og Priis og Magt

og Ære,

Og villig Lydighed, og Fryds Halleluja,

Og Kierlighed og Tak dig stedse ofret være Af dit benaadet Folk! — Ja, Gud i Zion boer! Vor Gud er herliggiort i Hellighed og Styrke! Vor Konge glæder sig, og Landets Fryd er stoer! Et saa velsignet Folk skal Herren hellig dyrke;

Retfærdighed skal boe i Fredens Boliger,

Og Sandhed voxe op som Herrens Godheds

Grøde!

Og Helligdommen staae, til Tid ei meere er,

Og Landets Sønner der med Andagts-Offer møde! Og vor Velsignelse, til Himlens Velbehag,

Skal kraftig lære os vor Vandring at forbedre! Og Efter-Slægten skal velsigne denne Dag,

Og priise ham, som har giort vel mod deres

Fædre!

Og haabe paa hans Navn!„

Saaledes prisede,

Og skiulte Følelser et bedre Offer giøre. Som fordum Israel da den Almægtige Paa Underverkers Vei dem havde vildet føre Til hans Forjættelsers og deres Haabes Hiem Og Josva atter det forsamlet Folk fortalte Guds Magts og Kierligheds Mirakler imod dem: Og spurgte: hvem de nu, Gud, eller Guder

valgte?

Eenstemmig svarede: vi Herren tiene vil! Det være langt fra os at dyrke andre Guder!

Saa er vort Forsæt og: vi høre Herren til, Hver Time os paa nye hans Godheds Magt

bebuder,

Hver Dag, vi leve, os med nye Velgierninger Opmuntrer til hans Priis, hans Dyrkelse og

Ære,

Ham skylde vi vor Fryd, han ene værdig er,

At hans benaadede ham Takke-Offer bære!

Vor Josva vil det og, vor Konge byder det;

Han veed, at Gudsfrygt er hans Thrones beste

Styrke,

Og har med disse Ord sig Herren helliget: Jeg og mit Folk, vi vil bestandig Herren

dyrke!

Ja, saa skal Gud med Lyst i dette Zion boe,

Og Engle over os lovsyngende sig fryde,

Og himlens Velbehag, Velsignelser og Roe Til vort benaadet Land fra Naade-Thronen

flyde!

Saa kom da Hellighed! indtag mit Folkes Siel! Hærsk paa den Throne, som vi dig i Dag bestemme! Deel dine Skatter ud! vær alt vor Haab og Vel, Og hindre, at vi ei din Kildes Godhed glemme!

Lær os at dyrke ham, der gav os denne Dag,

Og villig lyde ham, der bød os den anvende Til Herrens billig Priis! veileed vor Lyst og

Smag,

Vor Gang og Gierning til et værdigt Maal og

Ende!

Byd, alle Guders Gud! byd, milde Fader! at Dit Folkes Bøn skal skee! o! byd din Frygt at throne Paa Thronen og i os! Det Lys, som du har sat Iblandt os, atter med omvendte sig forsone!

Bevar din Salvede, og lad til fælles Fryd Ham et velsignet og et helligt Folk regiere;

Klæd dine Tienere med Salighed og Dyd,

Og lad din Naades Kraft bestraale dem, som lære! Sid selv ved Roeret, og bestyr dit Folkes Tarv,

Og giv os Naade til dit Vink med Fryd at lyde; Vær vore Grændsers Muur! Beskyt din svage Arv! Og hindre Voldsmænd i dit Gierde at nedbryde! Befæst os naadig i din dyre Naade-Pagt!

Lad Eftertiden ei vor forrig Vandring ligne!

Saa være Majestæt og Priis dig evig sagt! —

Ja, Gud i Zion boer! Gud skal sit Folk velsigne!

En Prædiken over den Anordnede Text til Høimesse paa den Allernaadigst anbefalede Takke og Bede-Fest den 1 December 1773. Holden for Herringe Meenighed

En Prædiken over den Anordnede Text til Høimesse

paa den

Allernaadigst anbefalede Takkeog

Bede-Fest,

den 1 December 1773.