Hans Henrik Tybring Hvad et Folk skylder Gud, til hvis Velstand han har viist en besynderlig Løst, forestilled i En Froe-Prædiken for Holmens Meenighed i Kiøbenhavn Paa dcn anordnede Almindelige Takke- og Bede-Fæst den 1. December 1773. […]

Hvad et Folk skylder Gud, til hvis Velstand han har viist en besynderlig Løst

forestilled

i

En Froe-Prædiken

for

Holmens Meenighed i Kiøbenhavn

Paa den andordnede

Almindelige

Takke- og Bede-Fæst

den 1 December 1773. over

Den andbefalede Text

Af Psalm. 90 v. 16 og 17.

Og i Trykken udgivet

De Fattige i Holmens Sogn til Beste

af

Hans Henrich Tybring Øverst Capellan ved Holmens Kirke

Kiøbenhavn 1774

Trykt hos H. J. Graae, boende udi Knabroestræde

i No. 70.

2

        

3

Forerindring!

I hvorvel jeg har tænkt, at man ikke kun de giøre for meget til at underholde Erindringen af den Fest, paa hvilken denne Prædiken er holdet, der har forekommet mig som Indsamlingernes Høytid iblant Jøderne, ey alleene ihenseende til Aarets Frugtbarhed, men saa mange fleere Guds Velgierninger, som der findes samlede til Guds Lov, maae jeg dog tilstaae, at jeg saa lider ved denne, som ved foregaaende Lejligheder har haft i Sinde at ville udgive min Prædiken i Trykken, men da nogle af den Meenighed i hvilken jeg tiener strax forlangede det, uden Tvivl fornemmeligen i Betragtning af den Tiid paa Dagen, da den er holdet, har jeg troet, at jeg ey længere var Herre over mig selv, men skyldede dem ved denne, som ved alle andre Lei- ligheder alt hvad jeg kunde giøre til deres Op- byggelse. Maae denne Hensigt under Guddomme- lig Naade og Velsignelse opnaaes! saa op- naaes og min Hensigt og mit Ønske

4

4 Bøn

for Prædiken.

O! all Naadens Gud og alle Barmhiertigheders Fader! vi gaaer paa denne Dag ind ad dine Porte med Taksigelse og dine Forgaarde med Lov. Vi forsamle os til dine Templer og Bedehuuse, for i sær at komme din Miskundhed ihu inden i Din Tempel, for at tale om de mang-

foldige Velgierninger, som du haver beviist disse Riger og Lande, der ere fleere end vi kand tælle, end sige fortælle dem

for i Ydmyghed at erkiende os selv ringere end alle disse Velgierninger og tillige udbede os din vedvarende Naade, Miskundhed og Barmhiertighed. Hellig, Hellig, Hellig er du Herre Gud Zebaoth! all Jorden, alle Lande ere fulde af din Ære, men i særdeleshed de Lande vi boe udi. Vi veed endnu at tælle fleere af dine Velgierninger end andre, skulde da ikke og vore Munde frem for andre være fulde af din Ære og Lov. Men saa pligtige, saa villige, som vi ere til at synge dit Navn Lov du allerhøyeste; saa udygtige erkiende vi os dog at være til en saa hellig og vigtig Gierning. Hellige du os da vor Gud, og berred os selv fuldkommeligen til denne gode Gierning. Lad os møde her i Troen til din Søn og ofre dig saavel vor Lovsom Bøn-Offer formedelst ham. vor Andagt være en Ild optændt i vore Hierter: ved din Hellig Aand! Hellige vore Tanker, vore Taler vore Gierninger saaledes paa denne Dag, at du o! Gud kand høste den Ære du saa vel har fortient af os, og vi den Fordeel vi saa høylig trænger til: at du ikke forlader os, men bliver ved at giøre vel imod os i Tiden og endnu det beste imod os i Eviheden. Bønhør os i Jesu Navn.

Vor Fader du som er. & c.

5

Texten: Psalm. 90. v. 16. og 17. Lad din Gierning sees for dine Tienere, og din Her- lighed over deres Børn! og Herrens vor Guds Liflighed være over os, og befæst vore Hænders Gierning hos os! ja befæst vore Hænders Gier- ning. Indgang.

Lad dem sige: Herren bør storli- gen loves, som haver Løst til sin Tieners Velstand; disse Ord læser vi i Davids 35 Psalmes 27 v. Hvad enten David har talt disse Ord i sit eget, eller (som nogle vil) i Messiæ Verdens Frelsers Navn, er ey saa tydelig, naar man seer til den ganske Psalme og dens Ind- hold. I Navn, i Skiebne, i Herrens besynderlige Udfrielse fra Nød og Modgang i Verden var David og Davids Søn hinanden meget lige. Naar Gud vil give Da-

6

6 vid baade i og efter Livet et besynderligt Ære-Navn, da kalder han ham sin Tie- ner; Det samme Navn tillegges Christo paa en endnu Høyere og fuldkomnere Maa- de; Han min retfærdige Tiener han skal [Es. 53, 11.] retfærdiggiøre mange siger Herren.— Da- vid leed meget af Verdens Nød og Mod- gang, særdeles af den slags, som i det fo- regaaende af Psalmen tales om, nemlig Efterstræbelse og Forfølgelse af Fiender og ondskabsfulde Mennisker, Christus ikke mindre men meget meere ikke mindre men meget meere uforskyldt, og det er vidst, at naar David i denne Psal- mes 19de vers siger, de hade mig uforskyldt, da er dette en Prophetie, som Christus [Joh. 15, 25.] forklarer om sig selv. — David saae sto- re og forunderlige Prøver paa Guds sær- deles Varetægt og Beskiermelse over ham, saa at omendskiøndt han blev trykt, saa blev han dog ey undertrykt af sine Fiender, men Gud udførdte ham til at vederqvæges, Christus ikke mindre, men endnu langt større Prøver herpaa, som hans Fiender vare baade fleere og farligere end Davids. Naar vi da foreholder vore Tanker og Be- tragtninger denne Sammenligning, saa bliver dette uden Tvivl den rigtigste Slut- ning at David i vore Indgangs Ord, har vel i den bogstavelige og nærmeste Meening talt om sig selv, men i en aandelig og

7

7

høyere Forstand tillige om Christo Verdens Forløsere, den han holdt sig for en Ære at ligne og i mange Stykker at være et Forbillede paa.

Og da David nu ey alleene havde mange Fiender, der, som han i det foregaaenbe Vers siger, glædede sig ved hans Ulykke, men havde og mange Venner, der tog Deel i hans Vee og Vel, saa er det og han, efter at have erfaret særdeles Naadefulde Blink af Herren i henseende til hans Tilstands Forandring og Forbedring, taler om dem, hvad de vilde, hvad de skulde, og burde sige ved en saadan Leylighed. Lad dem sige, heder det saa, lad dem altid sige: Herren bør storligen loves, som haver Løst til sin Tieners Velstand!

I Ordene kan vi da agte to Ting til vor Opmæksomhed, nemlig:

A.) Noget som findes hos Gud, dvs. Løst til at giøre vel.

B.) Noget som maae findes hos Mennesker, dvs. Løst til at skiønne paa og takke for velgiort. Om Gud bevidner David den første Løst, det er: Løst til at giøre vel, naar

8

8

han siger: Herren har Løst til sin Tieners Velstand

Det Ord som her bruges bemerker egentlig Fred; Herren har Løst til sin Tieners Fred. I dette eene Ord og under dette eene Navn indbefattede Ebræerne ald slags Lyksalighed, fordi det og er HovedSagen af alt, og ingen Lyksalighed kand nydes, skiønnes uden med Fred i Fred. Det er og det samme, som her forstaaes ved det Ord Velstand, ikke blot Riigdom og Formue; thi der kand og være, (som Salomon siiger) en Mand som Gud giver Riigdom og Gods og Ære, dog ikke [Præd. 6,] Magt til at æde deraf — Sygdom og Elendighed kand giøre at han ey finder til dette Livs Gode. Om saadan en kan det da ey siges, at det gaaer ham vel, eller han lever vel fordi han er riig, men ved Velstand, naar den som her i Almindelighed betragtes, forstaaes ald slags baade aandelig og timelig Lyksalighed. Siger da David: at Herren har Løst til sin Tieners Velstand, da vil han saa meget sige, at Herren finder en inderlig Behag i, at det gaaer den, eller de, der ærer, dyr- ker og frygter ham i Sandhed og Oprigtighed, vel, at det gaer dem altid vel, i alle Maader vel. Her kunde man vel sige med Paulo, hvo haver kiendt Herrens

9

9

Sind? — Det lader sig vel høre, naar [Rom. 11, 34.] David siger om Gud: Du randsager Hier- [1 Krøn. 29, 17.] ter! men hvor kommer han saa høyt indtil at randsage Guds Hierte, og kunde vide hvad Herren finder Løst og Behag til. Jo! Dyrekiøbte! Guds aabenbarede Ord, og hans Omgang med Mennesker udbreder Herrens Hierte for dem. Heraf seer man, at Gud har i Almindelighed Løst til alle Menneskers Velstand, at han er saa indtaget af disse sine Skabninger, at naar han nødes til at bedrøve en eller anden af dem, da bedrøver han (som Propheten siger) ikke af Hiertet Menneskens Børn. —

Og af den særdeles Omgangs Maade Gud [Begr. B. 3, 33.] havde brugt med David, af den Befrielse Gud havde givet ham fra sine Fiender, og mange andre Velgierninger, havde han en fuldkommen Overbeviisning om, at Gud havde en særdeles Løst til at gjøre vel imod sine Tienere iblandt Menneskens Børn, ligesom og Herren siger ved Davids Mund: at til de Hellige og til de Herlige staaer ald hans Løst. — Det er ey [Psal. 16, v. 3] med Gud, som med os Mennesker: vi kand have Løst til mange Ting, Løst og til at giøre vel imod andre, men vor Evne rækker ikke dertil, og saa tier vi ofte med vor Løst, for ey at røbe vor egen Afmagt, eller ansees for dem, der allene elsker i Ord! Men hvad Gud har Løst til, der kand

10

10 han udføre, og det udfører han, naar hans Viisdom finder der for godt. Har han da Løst til sine Tieneres Velstand, saa udfører han den og, beviser og giør den kiendelig ved Velgierninger. O! en herlig Egenskab ved Herren vor Gud! En saadan Gud, der har Løst til sine Tieneres Velstand, er han vel ikke værd at tiene? Værd ald vor Høyagtelse, Tilliid og Fortroelighed? Diævelen og Diævelsk sindede Mennisker de har Løst til at giøre ont, og glæder sig kun ved andres Ulykke. Gud ikke saa! Han glæder sig ved at giøre vel. Jeg veed de Tanker, som jeg haver tænkt over eder, siger Herren, Freds-Tanker og ikke til Ulykke — Findes der da hos Herren, [Jer. 29, 11.] en saadan Løst. Løst til at giøre vel, der bør findes og David vil der skal findes hos Mennesker der erfarer og har Overbeviisning derom.

B) En anden Løst, som svarer til denne: Løst nemlig til at skiønne paa og takke for velgiordt: lad dem sige: Herren bør storligen loves som haver Løst til sin Tieners Velstand.

Som Guds Løst til af giøre vel, den er virkekig, giørlig, synlig og aabenbar, saa vil og David at Menneskens Løst til

11

11

at skiønne paa velgiordt skal være — Lad dem sige, heder det her: Herren bør storligen loves: det er ikke nok de have indvortes Følelse af Guds Velgierninger, som altid bliver det første, det sidste, og det vigtigste, men de maae og søge at udbreede deres Løst og derved udbreede Guds Ære. Det er ikke nok at de lover og priser Gud i Eenrum og for sig selv, men de maa og yttre samme Løst som David at love og priise Gud i Forsamlinger, og til [Psalm. 26, 11.] den Ende opmuntre andre til at forsamles og siige: Kommer lader os tilbede, og [Psal. 95, 6.] nedbøye os; lader os bøye Knæ for Her- rens Ansigt, som os giorde. De maae Viise baade hvem det er der har giort vel, og derfor skal loves, som og Maaden paa hvilken han skal loves, hans Dyder, hans Fuldkommenheder skiønnes og anpriises.

Det er Herren som giør vel, det er han, den Lysenes Fader, fra hvilken alle gode og fuldkomne Gaver kommer. Bruger han endskiøndt Midler i Verden, saa er han dog den fornemste Velgiører, derfor er og bliver det Herren som bør loves.

Og hvorledes da? Med lidt Roes, lidt Ære, lidt Berømmelse, lidt Mundsveir, ney! Herren bør storligen loves. Alle [Psal. 111, 2.] Guds Gierninger og Velgierninger de ere store, de ere uforskyldte, om de endog blot beviises Herrens Tienere i Verden, der

12

12

for bør Herren storligen loves, af alle Kræfter, saa at hver Skiønsom siger: [Psalm. 103, 1.] min Siel lov Herren og hvad i mig er hans hellige Navn, af alle Munde, til ald Tiid: Lad dem sige Herren bør storli- gen loves & c.

Nu Dyrekiøbte Siæle! Dette har judst Kongen søgt med denne Dag, og det siger Dagen til os. Det har behaget Hans Majest. at jeg skal bruge Kon- gens egne Ord, i Betragtning af Guds be- synderlige Naade, som hand har viist - ved en særdeles Varetægt over Kon- gen og det Kongelige Huus i at afværge Kriig og andre store Ulykker fra Hans Majestæt og kiære Undersaatter — ved at standse den ødeleggende Qvæg-Syge, ved en riig og lykkelig Høst at forandre den efter mange Aars Misvæxt krænkende dyre Tiid, og endnu at crone dette Aar med et ønskeligt Udfald af Hans Majest. Bestræbelser til Hans Glæde og Statens almindelige Sikkerhed og Velstand — at anordne og bestikke denne Dag til en Takke og Bede Fæst. Loved være Gud, [Esr. 7, 27.] som haver givet dette i Kongens Hierte.

Og hvad vil han da siige hermed, uden judst det samme som David Herren bør

13

13

storligen loves, som haver Løst til sin Tieners Velstand

Naar det gaaer Kongen vel, gaaer det og os vel, naar det gaaer os vel, gaaer det og Kongen vel, og naar der gaaer begge vel bør Herren storligen loves. Det bliver og Hensigten af vor Forsamling paa denne Dag, og den Text som er anordnet til at forestille os disse Guds Velgierninger til at opvække vor Tak og Bøn, til at hellige ham vore Tanker og Betragtninger, lyder, som vi allereede har hørt saaledes:

Lad din Gierning sees for dine Tienere — ja befæst vore Hænders Gierning. heraf ville vi da ved Guds medarbeidende Naade forestille:

Hvad et Folk skylder Gud,

til hvis Velstand han har viist

en synderlig Løst.

I. Hvorved Gud viser og bevii- ser Løst til et Folkes Velstand.

II. Den Lov et saadan Folk skylder ham naar han har beviist denne sin Løst og giort vel imod dem.

14

14

Textens Forklaring

Det er Moses den Guds Tiener, der ligesom David har dette Ære Navn af Gud baade, i og efter Livet, som fører Ordet i vor Text. Den er en Deel af Moses den Guds Mands Bøn, som under denne Titul og Overskrift er indrykker iblandt Davids psalmer. Saa meget kan vi da med Vished slige, at den er opsat i Ørken, da Moses var en Anfører for Israel, men da dette Folkes Udlendigheds Dage varede her 40 Aar, og der i denne rumme Tiid, var saa mange og saa forskiellige Begivenheder med dette Herrens Folk, saa bliver det og meget uvist at siige, ved hvad særdeles Leylighed og Begivenhed Moses har udøst denne Bøn for Herren sin Guds Ansigt. Det var kun at spilde Tiiden med at giette, som desuden bliver os meget kostbar, nok er det vi mærker, at hvad Moses bad om, var i Hoved Sagen dette — at Gud vilde vise Løst til Hans Folkes og Time, res Velstand, det Gud vel mange gange havde givet dem store Prøver paa, men dog (som det foregaaende 15 vers viser) ligesom paa nogen Tiid udlader med. Dog er det i Erindring og paa Grund af Guds forrige Miskundheder imod dette sit Folk at Moses beder — Lad din Gierning

15

15

sees & c. sigtende dermed ey alleene til Israels Indførdsel og Frelse i Canaan, men sluttelig og til det, som var alle troende Israelitters fornemste Udsigter og glædeligste

Haab; nemlig Zions Forløsning, Guds Kirkes ypperste Velstand i og ved Christum.

Og da vi nu har den Lykke, den Naade af Gud paa denne Dag ey allene at helligholde en Bede men og en TakkeFæst, saa vil vi og efter Dagens Hensigt og den forudlagte Plan forestille os: Hvad et Folk skylder Gud til hvis Velstand han har viist en sønderlig Løst

1. Spørger vi da og betragter efter Lofte: Naar Gud viser og beviser Løst til et Folkes Velstand, og da svarer jeg lige efter Texten, naar det, skeer som Moses her bad om: At hans Gierning

sees for hans Tienere og hans Herlig-

hed over deres Børn, hvorved bliver 2de Ting at mærke nemlig

Deels Hvad der er for et Folk til hvis Velstand Gud har en sønderlig Løst Deels Maaden paa hvilken hand viser og beviser samme.

16

16

A. Mærker vi Hvad det er for et Folk til hvis Velstand Gud har en sønderlig Løst, da bekræftes vi i det, som vi forhen til deels har talt om, at Guds Tienere maae de være iblandt Menniskerne der skal kunde giøre sig nogen Regning paa Guds Løst til deres Velstand, og vil vente at see Prøver derpaa. Ikke var Israel et saadan Folk der i Almindelighed kunde fortiene Navn af Guds Tienere. De burde have været det, som et Folk Gud havde udvalgt sig til Eiendom, og for hvilket han saaofte havde ladet sig see og kiende, som en saa almægtig og Naadig Herre. De sagde vel da de kom [Esr. 5. II] tilbage fra det Babyloniske Fængsel, vi ere Himlens og Jordens Guds Tienere! Men saa lidet for som efter den Tiid svarede de til dette Navn, ja Moses maatte [5 Mos. B. 32 5.] selv meget ugierne sige om dem: Det er et Folk, der haver fordervet sig for ham, de vare ikke hans Børn, hvilket var deres Lyde, det er en forvendt og forvirret Slægt. Ikke desto mindre saa var der vist dog nogle, som vare reedelige Guds Tienere. Mose og Aaron, Josua, Caleb og andre, og hvad saa var eller ikke, saa tør Moses dog ikke bede paa nogen anden Maade end denne Lad din Gierning sees for dine Tienere & c. Thi at bede godt og vente godt for de ugudelige er et forgiæves Ønske; det

17

17

maatte være blot Naade til Omvendelse Heraf sees da og, hvor vigtige Folk Guds Tienere, det er de der i Sandhed frygter og dyrker Herren, er i et Land, det er de der afvender Forbandelsen, det er de der tilvender Velsignelsen. Og kand det vel ikke siges, naar Gud straffer eller velsigner et Land, enten at de ere alle onde som bliver straffede, eller at de ere alle gode, som bliver velsignede, saa kand det dog vist siges, at Forbandelsen kommer for den Ugudeliges og Velsignelsen for de Gudfrygtiges Skyld; og lad være at Herren nu lader sin Soel opgaae over onde og gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige, saa skeer det dog i den Hensigts at han vil opvække dem og deres Børn, som ikke ere, til at vorde hans Tienere, paa det at det maae gaae dem vel og deres efter dem, som Moses ey allene vid- ner om i Texten, men David med ham bekræfter, naar han siger: Dine Tieneres [Psal. 102, 29.] Børn skal boe og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.

B.) Maden paa hvilken Gud viser og beviser denne Løst til sine Tieneres og deres Børns Velstand er ved at lade sin Gierning sees for dem og sin

18

18

Herlighed aabenbares over

dem.

Vi lader ikke før vore Øyne op, forinden vi seer Guds Gierning. Alt hvad der forekommer os i Verden er kun en Mangfoldighed, en Utalighed af Guds Gierninger. Seer vi over os, saa fortæller Him- lene Guds Ære, og den udstrakte Befæstning [Palm. 19, v. 2.] forkynder hans Hænders Gierning. Seer vi under os til Jorden med sine Urter, Græs og Planter, ind i dens Skiød, hvor Metallerne ligger forvarede, saa maae vi sige med David, Herre hvor mange ere Dine Gierninger? Du giorde dem alle [Psalm. 104, 24.] viselig, Jorden er fuld af dine Eyendomme; ja vi behøver ikke engang at kaste vore Øyne enten over eller under os, enten til Himmelen eller Jorden, vi kand kun see paa os selv, for at see Guds Gierning, ja en stor og forunderlig Guds Gierning; Naar David betragter sig selv som Menniske, og betænker sin egen Dannelse i Moders Liv, da siger han, jeg vil takke dig, for jeg i forfærde lige Maader er underligen bleven til, underlige [Psalm. 139, 14.] ere dine Gierninger, og min Siel kiender det saare vel. Dog er der ikke saadanne Guds Gierninger som indflyder i Skabelsen, da hans usynlige Ting, som er hans evige Magt og Guddommelighed, beskues af Verdens Skabelse, da de for-

19

19

staaes af Gierningerne, men det er saadan- [Rom., 2, 20.] ne Gierninger der sees i hans Forsyn og viise Bestyrelse i Verden, saadanne Gierninger der ere tillige Velgierninger, (ey at tale om at alle Guds Gierninger ere Velgierninger) men besynderlige Velgierninger, i hvilke Gud viiser og Menniskene overbevises om den Løst han har til sine Tieneres Velstand. Det kand vi see af det foregaaende Vers, thi naar Moses der siger: Glæd os efter de Dage, som du haver plaget os; efter de Aar, som vi have seet Ulykke, og derpaa Lad din Gierning sees for dine Tienere og din Herlighed over deres Børn, saa er det klart, at han her beder om bedre Tider, og kiendeligere Spor paa Guds Velbehag til sit Folk og deres Velstand. — Saaledes finder vi og at David bruger det Ord Guds Gierning; thi naar han just taler om disse sine Forfædre, og der Folk hvis Velstand Moses her udbad af Herren, naar han tænker paa hvor underlig og naadig Gud førdte dem igiennem Ørken, indførdte dem i Canaan, fordrev Fienderne for deres Aasyn, velsignede og formerede dem i dette Land, da siger han: Gud! vi have hørt med vore Ørne, vore Fædre have fortalt os den Gierning du giorde i de forrige Dage.

Du, du fordrev Hedningerne ved din Haand, men du plantede dem, Du, du

20

20

handlede ilde med Folkene og udstødte dem; thi de indtoge ikke Landet til Arv med deres Sværd, og deres Arm frelste dem ikke, men din høyre Haand og din Arm, og dit [Psal. 44, 1-4.] Ansigtes Lys, fordi du havde Behagelig- hed til dem. Baade Moses og David giorde sig de rette Tanker om slige lykkelige Bestyrelser, Forandringer og Velsignelser for et Folk — De ansaae dem ikke som blotte Hændelser, eller Virkninger af menneske- lig Vid, Kunst, Fliid eller Tapperhed, men for Guds Gierning, en Gierning ved hvilken han tillige lader sin Herlighed aabenbare over sine Tienere; thi som Guds Herlighed, hans ævige Kraft og Guddommelighed sees i alle de Gierninger som hører til Skabelsen, saa sees denne og i slige Gierninger, som hører til hans vise og naadige Bestyrelse, i hvilke han giør vel imod et Folk. Naar er Gud vel herligere, og naar skiønnes eller bør hans Herlighed mere skiønnes, end naar han blander Naade og Miskundhed, med Viisdom og Almagt. Saa heder det om vor Frelsere den Herre Jesu, som var sin Faders Herligheds Glands og hans Væsens rette Billede, da han omvendte Vand til Viin i Brøllupet i Cana udi Galilæa — Han [Joh. 2, 11.] aabenbarede sin Herlighed; og hans Di- sciple troede paa ham, nemlig ey allene som en almægtig Gud der kunde, men og

21

21

som en naadig Gud, der ville tænke paa disse Menniskers Nød, og omvende deres Vand til Viin, deres Veestand til Velstand.

Imidlertid sees disse Guds Gierninger og Velgierninger til et Folkes Velstand og Lyksalighed fornemmelig paa 3 Stæder.

a. ) I Naaden.

b. ) I Naturen.

c. ) I Staten.

a.) I Naaden er den største, den vigtigste, den naadigste Guds Gierning seer i Verden, i det mindste den gandske Verden til Nytte og Fordeel, den allerstørste Fordeel til Salighed, da han lod sin egen Søn aabenbare i Kiødet, i ham sin Herlighed, da han blev seet og funden i Skikkelse som et Menniske, og det tillige kunde hede som Joh. siger: Vi saa hans Herlighed, en Herlighed, som en Eenbaarnes [Joh. 1, 14.] af Faderen, fuld af Naade og Sandhed. Og jeg tvivler ingenlunde paa, at da de troende Fædres Længsel stod fornemmelig efter at see dette Syn, en Længsel dem medfød fra deres Stamme-Fader Abraham, der ønskede (som Christus siger) at see hans Dag, at Moses jo har haft dette Syn i Sind og Tanker da han sagde:

22

22

Lad din Gierning sees for dine Tienere. — Men denne Guds Gierning at see og betragte var giemt til en sildigere Slægt, endskiøndt af samme Folk, for hvilke det blev opfyldt, det Herren ellers svarede Moses, da han sagde: Kiere lad [2 Mos. 33, 19.] mig see din Herlighed, jeg vil lade alt mit gode fare frem for dit Ansigt.

Denne Guds Gierning er og seet af alle dem, for hvilke Gud har ladet denne sin saliggiørende Naade i Christo sin Søn aabenbare, til hvilke det Saliggiørelses Ord er sendt, hvilke haver annammet Christum og kalder sig derudaf Christne. Men saadan Guds Gierning i Naaden sees og, naar Naade Midlerne det Christi Evangelium og de af ham selv stiftede hellige Sa- cramenter, kort sagt, den sande Guds Dyrkelse bevares, vedligeholdes og handthæves, sær mod indløbende Misbrug og Herrens Fienders Vold og Overlast. Det kand vel ikke negtes, at Moses jo har havt sin Hensigt til dette, som det vigtigste og ypperste Gode, at den sande Guds Dyrkelse maatte bevares iblandt Israel, saa meget mere som han fandt dette Folk meget hengiven til for deres og kunde saa meget meere frygte for deres Letsindighed, Dage i Ørken og deres Indførdsel i Ca-

23

23

naan, kom til at omgaaes med Hedningerne. Vi merker og at Gud hørte denne Mosis Bøn, saa at i hvor mange Forførelser, der mødte dem, og i hvor mange Afvigelser, der skeede af een eller anden, saa blev dog den sande Guds Dyrkelse bevaret iblant dem. Og hvor dette skeer, der erkiender et skiøndtsom Folk, som ey@er bleven saa indtagen af Verden, at det har glemt Himmelen, dette for Guds Gierning og den største Velgierning; thi saa- danne anseer ikke nogen Lande-Plage værre, og frygter ikke for nogen Guds Straf meere, end den Herren truer sit Folk med hos Propheten: See de Dage kommer siger den Herre Herre: at jeg vil sende Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød og ey [Amos. 8. 11.] Tørst efter Vand, men efter at høre Her- rens Ord.

Guds Gierninger som Velgierninger til et Folkes Velstand og Lyksalighed sees og

b.) I Naturen Dels ved Menneskers og Qvægs Sundhed, Helbred og Vedligeholdelse, deels og ved Jordens Grøde der skal underholde og føde baade Menni- sker og Qvæg. Ørken, hvor Israel befandt sig, da Moses bad for dem, var et tørt og ufrugtbar Land, men Gud vidste

24

24

[Psal. 78, 19.] at føde dem paa en overnaturlig Maade, og bereede et Bord i Ørken. Kand Jorden ikke give Brød, saa skal Himmelen. Er der ikke Øxen og Qvæg at slagte, saa skal Vagtelerne komme flyvende og tilbyde deres Kiød. Kand Kilderne ikke springe af Jorden, saa skal de springe af Klippen. Men her tales ikke om saadanne Gierninger som skeer over Naturen, men de som skeer i Naturen ved Guds Velsignelse og Bestyrelse. Til disse har Moses uden Tvivl haft sin Hensigt, at han ey blot har bedet om Mirakler i Ørken men og om Jordens Grøde og Guds Velsignelse i det Land, som Israel skulde drage ind udi, og om dette har han et saa fuldkommen Haab, at naar han vil beskrive Canaan for dem, saa siger han, det er et Land, som Herren din Gud har nøye Agt paa; Herrens din Guds [5 Bos. B 11, 12.] Øyne see stedse derpaa, fra Aarets Begyn- delse og indtil Aarets Ende. Endog i det beste og frugtbareste Land kand Frugterne slaae feil og Føden savnes. Der var Misvæxt og Dyr Tiid i Canaan, ja Føden ikke at faae, da Israels Sønner maatte drage op til Ægypten for at kiøbe Korn; ja i Ægygten selv, der frugtbareste Land af Verden, havde paa selv samme Tiid været Misvæxt, og det var en besynderlig Guds Aabenbarelse og Josephs Forsynlighed efter saadan Aabenbarelse, at tilskri-

25

25

ve, at der var Korn i Ægypten. Hol- der Naturens Herre Himlen tillukt for Regn, skiuler han Soelen med Skyer, og lader de kolde Vinde blæse over Jorden, saa hindres jo og savnes ald den Frugtbarhed, som er i Naruren selv. Er det da en tung Tiid, naar det maae hede, som der staaer hos Propheten Joel: Marken er ødelagt, Landet sørger; thi Kornet paa Marken er ødelagt, Mosten er fortørret, den ferske Olie er vandsmægtet; Ager-Mændene ere beskiemmede, Viingaardsmændene hyler for Hvede og for Byg; thi Høsten paa Mar-

[Joel 1, 10. 11.] ken er fordærvet, det er igien en velsig- net Tiid, og en Velsignelse, som maae til- skrives Herrens Gierning i Naturen, naar det skeer og man har erfaret det, som David siger om Gud: Du besøger Jorden, og naar du haver giort den begiærlig, giør du den meget riig, Guds Bæk er fuld af Vand; du bereder deres Korn, naar du saaledes haver bereedt den. Du kroner Aaret med det Gode, og dine Fodspor [Ps. 65, 10. 12.] dryppe med Fedme. Endelig sees og Guds Gierning

c.) i Staten. Derved forstaaes den Forfatning som er giort udi et hvert Land til Folkenes Bestyrelse og deres Lyksaligheds Forfremmelse ved Øvrighed, Skik og Ordens Håndhævelse, uden hvilken

26

26

Forfatning et Folk aldrig kunde blive lyksalig, thi det vilde da gaae, om saadan savnedes, som det gik Israel, da der var ingen Dommere, at hver giorde, hvad han selv løstede. Med Israel var det saa- ledes beskaffen, da dette Folk var i Ørken og Moses bad: at Guds Gierning maatte sees for hans Tienere — at Gud selv var som dette Folkes Konge og Moses hans Stadtholder og Anfører, der tog Befalninger af hans Mund til dette Folkes Bestyrelse. Tidt syntes Moses, at disse Byrder trykke for meget hans svage Skuldre, tidt var han kied af dette Folk, der blev aldrig fornøyet, just fordi det var for vel vandt. Mon han da ikke beder baade for sig selv og sine Efterkommere om Maade og Lykke til dette Folkes Viise Bestyrelse, i det han siiger: Lad din Gierning sees for dine Tienere og din Herlighed & c.

Guds Gierninger i Staten til et Folkets Velstand og Lyksalighed, sees da,

a.) Naar Gud opholder, og beskiermer de regierende personer, i sær Kongen, som den ypperste i Landet, der eene er at regne som 10000 andre, ja som mange fleere, da et heelt Lands Vel kommer an paa at der er Konge, og at Kon-

27

27

gen dømmer sit Folk med Viisdom og Forstand

b. ) Naar Gud afverger Kriig og andre Ulykker fra Land og Rige, en Velsignelse, hvorudi Kongen og Landet tager lige stor Deel. Israels Lyksalighed beskrives os som størst under Salomons Regiering, fornemmelig i den Henseende, at Folket havde Fred i alle hans Dage, og

[1 Kong. B. 4, 25] hver boede trygelig under deres Viintræe og Figentræe. Endelig og

c.) Naar Gud giver Lykke til et Lands Udvidelse og Forøgelse ved andre Lande, sær, naar dette kan skee uden Kriig, og uden at betale det med Blod, som er en sielden Lykke, derfor og, saa megen desto større Naade af Herren. Israel indrog mange Lande og udiog mange Folk, da de kom ind i Canaan. Disse Erobringer skeede for det meedste ved Sverd, men dog viser Herren, at dette og kand skee uden Sverd: Naar man ikkun blæser i [Josv. 6. v. 20.] Trompetter falder Jerichoes Muure. Ikke bør nu heller et saadant Lands lykkelige Erobring andsees efter dets Størrelse og Afgifter alleene: En liden Flek kan være mere

at regne end et stort Land, naar samme er af den Beskaffenhed, at den ellers kunde foruroelige Staten, og give Andledning

28

28

til store Blods Udgydelser. Hvo kan da tvivle om, at naar Gud lader saadanne sine Gierninger og Velgierninger sees i Naaden, i Naturen, i Staten, han jo da viser og beviser en besynderlig Løst til et Folkes Velstand. Men la- der os da

II. Betragte: Hvad et saadant Folk skylder Gud, til hvis Velstand hand har viist Løst og giordt vel imod —

Det er, A.) paa den eene Side Lov og Taksigelse —

Paa den anden Side, B.) Bøn og Paakaldelse — ja

C.) En igientagen og stedsevarende Bøn

A.) Hvad det første er anbelangende nemlig Lov og Taksigelse, da maae jeg tiltage, at Dagen taler meere derom end Texten; dog lader os forestille os Moses i sin Bøn, og hvorledes det er beskaffen naar en Troende beder, at den beder i Troen intet tviv- [Jac. 1. 6.] lende, som Apostelen Jacob siger. Den seer da

29

29

allereede i sin Bøn Bønhørelsen, den forestiller sig bønhørt i Tanker og Betragt- ninger, Troe og Haab paa Gud fører det med sig. Moses var vandt til at bede,

Moses var og vandt til at blive bønhørt;

Aldrig saa snart var dette Folk i nogen Nød og Farlighed, og han frembragte deres Klage, førend her strax var Hielp, om det end skulde skee paa den forunderligste Maade og ved de forunderligste Midler. Mon Moses da ikke her forestiller sig allerede Bønhørelse, da han fandt Gud altiid den samme, og med det samme offrer Gud allerrede i sit Hierte en skiult og stiltiende Taksigelse paa sine egne og Israels Vegne. Overalt bliver her ikke Spørsmaal om, at det første, som et Folk, mod hvilket Gud i een, end sige i mange Maader har giort vel, skylder ham, er jo Lov og Taksigelse! Hvem har givet Gud noget tilforn, at der skal betales ham igien? og hvad kan man give Gud igien, hvormed kan man betale ham, om det var muelig, som det ikke er, at kunde giengielde ham, eller hvormed skal man vise sin Skiønsomhed for Herren, uden [Psalm. 116 v. 12] med Taksigelse. David siger: hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig, og han svarer sig dog [Psal. 56 v. 13] selv igien: Med Taksigelser vil jeg betale dig; men det, som endeligen maa erindres,

30

30 er dette, at Taksigelsen bliver baade a.) op- rigtig og b.) hellig

a.) Oprigtig maa den være, thi

Gud handler oprigtig med Menniskene, hans Oprigtighed ligger for det Folkes Øyne, som han har beviist Velgierninger,

og deres Oprigtighed maa legges for hans Øyne, der ransager Hierter og prøver Nyrer paa en Maade, at ikke blot deres Mund og Tunge, men og deres Siel og Hierte, og hvad i dem er lover hans hellige Navn.

b.) Hellig maa den og være, hvilket vil ikke blot have sin Hensigt til, at den paa hellige Stæder med hellige Lader og Gebærder, men at all Menniskets Vandel og Opførdsel svarer dertil, at de, [1 Petr. 1. 15.] som takker Herren vorder og hellige i all deres Omgiængelse. Hvad er der, som Forældre fordrer af Børn for de Gaver, som de giver dem? ikke blotte Ord og Complimenter, men som de selv siger: At Børnene skal være dydige og artige, derved vil de fornemmelig see sig takket, der- over vil de fornemmelig fryde sig, saa skal alle derers Gaver være ufortrødne, saa vilde endnu legge mere dertil. Dette samme fordrer og den Himmelske Fader. Moses kand aldrig blive mere vreed paa Israel,

31

31

end naar han mærker, de, efter at have ofret Gud Lov Sange, talt prægtige Ord til og om Herren for en eller anden Velgierning, vil føre et vandhelligt et ryggesløs Liv og Levnet, og vise sig ikke som Guds men som Satans og Syndens [5 Mos. B. 32. 6.] Tienere —- saa siger han skal du saa takke Herren, du daarlige og uviise Folk?

B.) Det 2det som det Folk skylder Gud, som han har giort vel imod, er:

Bøn og Paakaldelse. — Her har vi Medhold og Opmuntring nok af vor Text, som er intet andet end Bøn, og i sær af de Ord: Herrens vor Guds Liflig- hed være over os og befæst vore Hænders Gierning hos os; Hvilke Ord end ydermere viser os, hvad det er, et saadant Folk skal bede om: Nemlig deels, a.) at Herren immer vil Viise Løst til deres Velstand, — deels og, b.) at han til den Ende vil velsigne alle deres lovlige foretagende.

s.) der første anviser Moses os, naar han siger -- og Herrens vor Guds Listighed være over os. Bekræftes ikke her der som forhen er sagt? Er der ikke som Moses allerrede var bønhørt, Velstanden kiendes i Israel, og han her ikkun

32

32 beder: at Guds Liflighed det er Hans Naa- des Ansigt maatte fremdeles være over dem og følge dem? Ligesom den, der har Løst til at giøre vel, og giør vel, giør dette med en særdeles Behag, man kan læse af hans Ansigt og venlige Miner den inderlige Fornøyelse, han finder derved og derover; saa synes Moses og at see denne i Guds Ansigt, og derfor taler han om Guds Liflighed, som den han ønsker og beder immer maatte være over dem, i denne Fred og Barmhjertighed over Guds Israel. Saa maa og et hvert Folk, til hvis Velstand Gud har viist Løst, og som han har seet paa med en mild Mine, bede om og at lade sig det være angelegen, at de immer kan beholde saadan Guds Liflighed, Venlighed, Kiærlighed for og til dem. Gud beviiser os aldrig saa meget godt i Tiiden, at vi jo trænger til mere: vor Livs Tiid og vor Trangs Tiid varer lige længe. Desuden, det gode, som Gud har givet, kand han jo tage bort igien. Har han en Tiid lader sin Liflighed være over os, han kan og til en anden Tiid sætte sit Ansigt, et vredt og suurt Aasigt imod os, Den første Verden opførde sig saa slet, at Gud angrede, at han havde giort Mennisker paa Jorden, meget mere kan [1 Mos. B. 6. 6.] det ved en saadan Opførdsel angre ham, at har giordt dem godt; og hvad hindrer ham,

33

33

som at vise sig from imod en from, saa at [Psal. 18. 26.] vise sig fortrædelig imod en fortrædelig. Det gode, som Gud giør et Folk,

det kan være, og det er virkelig et Forsøg, som Gud setter paa dem, helst naar disse ikke kan rose sig af Retfærdighed meer end andre, han gav dig (siger Moses til Israel) Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kiendte, for at ydmyge dig og for at forsøge dig, og at giøre [5 Mos. B. 8. 16] vel imod dig i din sidste Tiid, derfor gielder det om, at et saadant Folk, et velsignet Folk ydmyger sig for sin Gud, og beder ham: At hans Liflighed hans Naades Ansigt maae immer være over dem.

Men; som de heller ikke maae vente noget umidelbar eller overordentligt, saa er det og, at de bør indskrænke deres Bøn dertil. B.) at Gud ikkun vil velsigne alle deres lovlige Foretagende. Saaledes bad Moses: Herren vor Guds Liflighed være over os, og befæst vore Hænders Gierning hos os. Her vises os 2 Ting, som jeg dog for Tiiden at vinde, mere maa giøre et Udkast til end kan vidtløftig forklare: deels nemlig A.) at et Folk, som det skal gaae fremdeeles vel, og Gud skal være med,

Maae foretage sig noget, og intet uden det som lovligt er; deels og, B.) at alle deres foretagende endog de

34

24

lovlige, maae bekræftes med Guds Velsignelse, om de skal naae et ønskeligt Udfald, hvorfor denne og ved Bønnen maae indhæntes.

Moses taler her om Hænders Gierning, befæst vore Hænders Gierning, og derved forstaaer han nu ikke blot hver den Gierning, som skeer med Hænderne, men, som de fleeste Gierninger skeer og udføres ved Hænderne, saa er det Skriftens almindelige Maade derunder at indbefatte ald slags Gierning og Forretning. Derved vil kun Moses give tilkende, at de vare villige og færdige til at foretage sig noget, og det som lovlig var. Saa maae det og være med et Folk, som Gud skal være med og blive hos. Ved Ladhed og Ørkesløshed, naar Hænderne ligger i Skiødet, ved Tyverie og Uretfærdighed, naar Hænderne, ikkun, for ikke selv at giøre noget, tager det, som andre har giordt, befordres aldrig et Folkets Vel. Ney, her gielder derom, at hver arbeyder i deres Kald, enten det saa er med Hoved eller Hænderne, at man ey er lad hvor Flittighed udkræves, at man søger reedelige Nærings Veye, og ey, uden den høyeste Nødvendighed, naar man nemlig enten ingen Hænder har, eller og af Alderdom og Skrøbelighed ikke kan bruge dem, griber til Bettelstaven.

35

35

Men her maae og erindres,

B.) At alle Menniskers Foretagen- de, endog de lofligste, maae bekræftes med Guds Velsignelse, derfor og sam- me ved Bønnen indhæntes: Befæst (siger Moses) vore Hænders Gierning!

Han vil sige, vi tør ey bede om din Vel- signelse, om din vedvarende Naade uden vi vil arbeyde, men det nytter os intet at arbeide, uden du vil velsigne, du vil befæste vore Hænders Gierning, give os ey alleene Kraft til at arbeyde, men og vor Arbeydes Frugt. Man planter, man [1 Cor. 3. v. 7.] vander forgiæves, naar Gud ey vil give Vexten. Man bygger Huuset forgiæves naar Herren ikke bygger med. Skal Babels Tarn end naae op til Himmelen, det falder længe forud, naar Herren i Himmelen ey maa være m d. Derfor maae saadan Herrens Velsignelse ved Bønnen indhentes, derfor maae man bygge som Nehemias, der sagde: Gud i Himme- [Jeh. 2. 20] len han skal lade det lykkes for os, og vi hans

Tienere vi vil giøre os reede og bygge. Det er en gammel Regel, som dog aldrig maa blive for gammel, naar det skal gaae et Folk vel, beed og arbeid!

Men endelig,

36

36 C.) Saa skylder og et Folk, som Gud har giort vel imod, Ham en igienta- gen og andholdende Bøn, Moses beder ey alleene een Gang befæst vore Hænders Gierning, men han tager den sam- me Bøn, de samme Ord igien og siger: Ja befæst vore Hænders Gierning! Han synes, at han ey tidt og ofte nok kan bede herom, han vil ey slutte hermed, men bliver immer ved i denne Bøn, overbeviist saa vel om Guds Velsignelses som om Bønnens Nødvendighed. Saa maae og et Folk giøre, der vil være og blive velsignet. Det er ey nok, at man beder eengang, eller paa een Dag, som i særdeleshed kan være helliget dertil, men man bør immer bede, som man immer trænger, immer holde Gud og hans Velsignelse hos sig ved Bønnen. Den hellige Ild paa Israels Alter blev aldrig slugt, saa bør heller ikke Bønnens Ild, der skal bringe RøgelseOffer op for Herren. Værer altiid glade [1 Thes. 5. 16. 17.] siger Paulus, men han legger dette til: Be- der uden Afladelse, for at vise: at de der vil være altid glade, maae og uden Afladelse bede.

Nu Dyrekiøbte Siele! Jeg tør ey gaae videre over Texten, efterdi at det vigtigste Skridt med Texten staaer mig endnu til- bage. Har jeg viist eders Kiærlighed den

37

37

Lov, som det Folk skylder Gud, til hvis Velstand han har viist og beviist sin Løst, saa forestiller jeg mig, at I nu vil sige ja! saligt er det Folk, som det saa [Psalm. 23. 12] gaaer, saligt er det Folk, hvis Gud er Herren, og hvilket han giver saadanne Prøver, saadanne Beviis paa sin Velbehag, hvilke, han giver saadan Aarsag og Andledning til Taksigelse.

Men; skulde jeg endnu forestille mig nogen af Eder saa følesløs, saa uskiønsom at den ey kunde see: at vi selv er det lyksalige Folk, til hvis Velstand Gud har vist og beviist sin Løst. Imidlertiid maae Eders Kiærlighed tillade mig saa megen Tiid og Taalmodighed, at jeg kan føre eder tilbage til det, som er sagt, og holde derimod Guds Omgang mod os, for derved saa meget meere at overbevise Eder om, hvad Gud i mange Maader har giort til vor Velstand, og derved saa meget meere opvække Eder til den Lov, vi alle skylder ham. Jeg har ved vor Betragtnings 1ste Part sagt og viist: at Guds Gierninger og Velgierninger til Velstand og Velsignelse for et Folk, sees baade i Naaden i Naturen og Staten.

A.) I Naaden, som altiid bliver den vigtigste Betragtning, for alle dem, der

38

38 tænker paa noget Høyere og vigtigere end Verden, har Gud beviist os store Velgierninger, ey alleene derudi, at han har tændt sin Lyse-stage hos os og ladet os være iblandt det lyksalige Folk, der fra ældgammel Tiid af har havt Naadens Midler, Ordet og de hellige Sacramenter iblandt os, efter Reformationen nu over 300 Aar havt dem i sin rette Brug, men; da vi ikkun for nogle faae Aar siden, ikke 2 Aar fuldendt, vare omgivne med saadanne Meñisker, der havde sadt sig høyt og syntes fornemmelig at ville vise sin Magt ved at giøre Vold paa Helligdommen, ald hellig Skik og Orden, alle gode Sæder og Anstændighed, saa kom Gud dog, som bekiendt, og ræddede sin og vor Ære, og har giort det siden ved sin Forsyn og Velsignelse, at Ære maae nu boe i vort Land, at Sa- batherne helliges, Guds Dyrkelsen handthæves, Utugt, Letfærdighed og andre slette Sæder faaer sit rette Navn og sin rette Løn.

Seer vi til

B.) Naturen, Guds Gierninger og Velgierninger bliver vist ikke heller der usigtbare. I mange af de foregaaende Aaringer har vi ey alleene hørt Chreaturer sukke, men utallige Mennisker at sukke over det. Naadigere har Gud behandlet os end Israel, der hævnede han sig ofte

39

39

paa Menniskerne, naar de vare ulydige imod ham. For skammelige Horerier i [4 Mos. B. 25. 1. 9.] Israel faldt paa en Dag allene 23000, ey at tale om andre Tiider og Leyligheder; men os har han, uagtet vor store Ulydig- hed, sparet, og bevaret disse Riger og Lande i 62 Aar fra Pest paa Mennisker og hævnet sig paa Qvæget. Men denne Plage, som strakte sig saa langt ud i det Almindelige, har Herren nu i Naade standset. I nogle Aar har Jordens Grøde slaget feyl, og derved foraarsaget dyr Tiid overalt i Rigerne. Vi erindrer os, nesten for tre Aar siden, hvad Brød Trang her var i denne Stad, og at Iisen nesten til høy Sommers Tiid laae som en Vognborg om Staden, og hindrede ald Tilførsel af Levnets Midler. Den Nød hialp Gud ey alleene af, men han har og i sær saa rigelig velsinet dette Aar, at det, [Hos. 2. 21. 22.] som Herren har sagt og loved ved Propheten Hoseas: Jeg vil bønhøre Himlene, og de skal bønhøre Jorden, og Jorden skal bønhøre Kornet og Mosten og Olien, og de, de skal bønhøre Israel, det er faden i vor Lod, til en kiendelig Lettelse i den forhen trykkende dyre Tiid.

Gaaer vi til C.) Staten, da maae det hede som David har sagt, og der bliver sagt paa denne Dags Middags Stund:

40

40 [Psalm. 46, 9.] Kommer og seer Herrens Gierninger! Det Soelen og Stiernerne ere paa Himmelen, det er Kongen og det Kongelige Huus i en Stat. For faae Aar siden op- randt der saadanne vildfarende Stierner [Jud. v. 13.] paa Statens Himmel, der syntes at ville betage de store og rette Lys aldeeles deres Skin. Gud, for hvis Domstoel nogle af dem allereede ere indgangne, veed best, hvad de har sigtet til med Kongens Person og det Kongelige Huus, men dette veed vi, at de søgte at fordærve Kongens Siæl, (og vee det Land, som skal regieres af en ugudelig Konge!) Dette følede vi, at hvad Undersaatternes Velfærd var an- belangende, saa raabte de, som Edoms Børn om Jerusalem: giører bart, giører [Psalm. 137, 7.] bart indtil Grundvolden i den. Gud frie- de Kongen og Landet fra disse onde Mennisker. Vi har og siden den Tiid mærkeligen følet Vederqvægelsens Tiider: Gud har til at lette Kongens Byrder og Bekymringer beskikket en dyrebar Dronning, der omgaaes baade ham og Landet moderlig, en dyrebar Printz og Broder, om, og til hvilken, naar vi havde Leylighed dertil, vi maatte sige, Det som Tertullus sagde [Giern. 24. 3. v.] til Felix: at vi nyde stor Fred ved dig, og at mange rette Ting skee dette Folk formedelst din Forsyn, det annamme vi baade aldeeles og allevegne med Taksigelse. Gud har i 53 Aar velsignet vore Konger

41

41

og Lande med en stedsevarende Fred, og naar vi baade udi de forrige og seenere Aaringer har hørt Krigens Lue at fortære andre Folk og Stæder, saa har Gud ligesom forudsendt sin Skyts-Engel over os, der har raabt: Skader ikke Jorden, ey [Joh. Aab. 7. 3.] heller Havet, ey heller Træerne, indtil vi faaer beseglet vor Guds Tienere i deres Pander. End har Gud og, foruden saa store Velsignelser i Naturen, cronet dette Aar, og det sidste deraf (den 16de i afvigte Maaned) med denne besynderlige Velsignelse i Staten, at det Kielske Holsteen, forhen tilhørende Stor-Fyrsten i Rusland, er bleven hans Majestæt vor Allernaadigste Konge, uden Sverdslag, ved accord overdragen. Hvo der ikkun veed og erindrer sig, at derved er giordt Ende paa 113 Aars Stridigheder, at dette immer har været et Tvistens Æble, som kunde give Andledning til Kriig, som vi for 11 Aar siden havde en skræksom Erfarenhed af, der kunde have blevet ødeleggende, hvis Gud ey da, som altiid, paa en forunderlig Maade havde ræddet os, At dette Land er efter sin Beliggenhed paa den eene Side som en Port og Dør til det Holsteenske, fremdeles, at ved Fælledskabet i det Holsteenske, som Kongen nu er bleven Eenevolds Herre over, ere mange nyttige Indretninger til Landets Flor og Velstand, blevne hindrede,

42

42 den seer nok, hvor stor Velgierning Gud hav beviist os her ved Kongen, og ved at Lyksaliggiøre hans Majestæts Bestræbelser des angaaende.

Hvad maae da vel et andet Folk sige til os ved Betragtning, saa vel af den sidste, som alle de forrige Guds Velgierninger, uden som er sagt ved Textens 2den Part, forudsagt ved David: O Jerusalem: priis Herren, O! Zion! lov din Gud! thi han giør dine Portes stænger stærke, han velsigner dine Børn midt i dig, han beskikker Fred i dine Lande mærker, han mætter dig med den beste Hvee- de, han sender sin Tale paa Jorden, Hans [Psal. 147. 12. 15] Ord løber faare hasteligen.

Mon her vel skulde være nogen Siæl, der ey skiønner hvor billig denne Fest er, og hvor forpligtede vi ere til at love og takke Herren. Han har ladet sin Gierning sees for os, som for sine Tienere, Han har ladet sin Herlighed aabenbare over os, Han har viist den tydeligste og kiendeligste Løst til vor Velstand. Men har vi og viist os som hans Tienere? Har vi ey i mange Maader viist os ulydige, gienstridige, og maae sige: vi have syndet med vore Forfædre? Men jo meere uforskyldt

43

43

Guds Velgierninger ere imod os, jo meere velforskyldt er den Taksigelse han skal tage af os.

Denne være da aandelig og inderlig, saa at i det vi takker Gud, giver vi ham og vort gandske Hierte. Den være Hellig og bestandig hellig, saa vi ey alleene paa denne hellige Dag takker Gud, og lader Hellighed være hans og vore egne Huuses Prydelse; men lader der være hver Dags Gierning at hellige den Herre Gud i vore Hierter. Saa uforskyldte som Guds Gaver og Velgierninger ere imod os, saa kand vi ey tage dem for andet end Forsøg, som Gud setter paa os. Han viser os hvor vel han kand og vil giøre imod sine Tienere, om vi ikkun ville være det. Han taler til os i alt dette som til Israel fordum: Gid mit Folk ville høre mig! Gid Israel ville vandre paa mine Veye! da ville jeg om et lidet ydmyge deres Fiender, og omvende min Haand imod deres Modstandere, de som hade Herren skulde smigre for ham; men deres Tiid skulde være evindelig; Og han skulde spiise ham med den beste Hveede; ja jeg ville [Psal. 81. 14. 17.] mætte dig med Honning af en Klippe.

O! at da denne Dag maatte omvende Syndere! at, de Kiærligheds Reeb og Miskundheds Snorer, som Gud nu ha-

44

44 ver udkast, maatte drage Syndere til ham, og fange endog de gienstridige, at boe hos ham! Vor Tak være blandet med Bøn! Denne skulde vi nu strax udføre i den, som til denne Dag er forordnet, Hvorfor vi

her mere ville giøre en Opmuntring, end nogen anden Forskrift dertil, end den som allereede er given. Bede vi ikke i det vi takker saa er det Tegn til, at vi allerede har Hof- modet vore Hierter, at vi synes, vi trænger ikke meere, og saa staaer vi paa svage Fødder med ald vor Velstand, om den var nok saa stor.

Vi lade da vore ydmyge Begæringer falde for Herrens Ansigt, og søge ved dem, at bringe det dertil, at Herren im- mer kand vise Løst til vor Velstand, og hans Liflighed være over os. Vi arbeyde tilsammen, som fornemmeligen paa de Ting, der hører Guds Rige til, saa hver i sin Stand ordentlig og lovlig paa det, der kand fremme vor egen og fælles Lyksalighed, men derhos erindre at bede Gud: at han vil befæste vore Hæn- ders Gierning. Vi bede immer hen, hver Dag, som i Dag: Herren vor Gud være med os, som

45

45 [1 Kong: 8. 57.] han haver været med vore Fædre (og os) Han forlade os ikke, og overgive os ikke i Liv eller Død, i Tiid eller Evighed! Hermed ville og kunde vi da slutte, men endnu staaer Guds Miskundhed os for Øyne, endnu maae vi sige:

Ære være dig o! Gud for alt det gode,

Din Miskund og usigelige Naade,

Som du os beviser allesammen, Lov skee dig! Amen.

46

Tryk-Feil:

Pag. 12 Lin: 8 Kongen søgt —læs— Kongen sagt —— 17 ——12 Den ugudeliges —— De ugudeliges

—— 18 —— 6 Utalighed —— Utallighed

—— 23 —— 8 skiøndtsom —— skiønsom

Foruden adstillige distinctioner, som Læseren selv behager at rette.