Uddrag fra Hvad et Folk skylder Gud, til hvis Velstand han har viist en besynderlig Løst, forestilled i En Froe-Prædiken for Holmens Meenighed i Kiøbenhavn Paa dcn anordnede Almindelige Takke- og Bede-Fæst den 1. December 1773. […]

Og af den særdeles Omgangs Maade Gud [Begr. B. 3, 33.] havde brugt med David, af den Befrielse Gud havde givet ham fra sine Fiender, og mange andre Velgierninger, havde han en fuldkommen Overbeviisning om, at Gud havde en særdeles Løst til at gjøre vel imod sine Tienere iblandt Menneskens Børn, ligesom og Herren siger ved Davids Mund: at til de Hellige og til de Herlige staaer ald hans Løst. — Det er ey [Psal. 16, v. 3] med Gud, som med os Mennesker: vi kand have Løst til mange Ting, Løst og til at giøre vel imod andre, men vor Evne rækker ikke dertil, og saa tier vi ofte med vor Løst, for ey at røbe vor egen Afmagt, eller ansees for dem, der allene elsker i Ord! Men hvad Gud har Løst til, der kand