↩

Philomususes Lykønsknings Brev til sin

Velynder og Ven

Herr Mag.

Nicolai Edinger Balle,

fordum

Sogne-Præst til Kiettrup og Giøttrup Menigheder i Vester Han-Herred,

men nu bestikket

til ordentlig offentlig Lærer i Gudslæren

ved

Universitetet i Kiøbenhavn.

Kiøbenhavn 1772, Trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet i No. 196.

2

Adolescentem noftrum Philomusum, boni ingenii & studii, vidi, amplexus sum & comiter habui, ut copia mea fuit.

Lipsii epist. ad P. Scriverium.

3

Aldrig har jeg følet Glæden saa levende; aldrig har nogen Tidende giennemtrængt min Siel med saa behagelig en Følelse, som da min Vens Befordring henrev mig til den inderligste Tak for Dem til Himmelen, fordi den paa nye igien tildømte Dyd og Fortieneste sin Yndest og Belønning. Alles Ønsker bleve opfyldte; alles Haab tilfredsstillet. Bor Venten var meer Længselfuld, end vor Frygt for nogen Hindrings-Magt grundet. Ingen var bange for, at De ey skulde blive Professor, da alle vilde, at De skulde blive det. Kun Forhaling og den langvarige Venten giorde os utaalmodige. — Den billige Sorg, vor Siel følte over den beste Cramers Bortgang fra os. — Det Tab, vi leed, ved at give efter for vore misundelige Naboer, der ikke vilde staae tilbage fra os i Høyagtelse for Dyden, i Skiønsomhed for Fortienester, svier endnu til os. At Miste den umisteligste, en Mand, der følte ingen Høyhed, uden i Dyden Der fraværende elsker og beder got for det af ham uforglemmelige Dannemark, bortjog vor Glæde, forstyrrede vor Roelighed, og giorde os evig utrøstelige. Naar meene De, Fortroelige! vi skal forvinde vor Sorg? I Deres Magt staaer det, uaar det skal skee. De eene raader for vor Roelighed, for vor Tilfredsstillelse.

4

Dem har Forsynet og Regieringen udseet til at arbeyde paa vor Bedrøvelses Lindring. Vi høytagte i Dem en Cramer, en ægte Ven af de theologiske Videnskaber i den videste Forstand, — en uforsonlig Hader af den indskrænkede, den til Systemet bundne og fastlænkede, — den i manges Øyne uforbederlige, — uforøgelige, Theologie, saa tør, saa mager, som den seer ud i det gresselig store carpoviske, — saa gammeldags, udtæret, og forældet, som den er i det Caloviske, — saa ubeviist, saa afmægtig, som den træder frem i det afpillede hollaziske, — Legeme. Ingen Deel af de mange, til Gudslæren henhørende, Videnskaber er De ubevandret og ubeløben i. Vel ærer jeg, om ellers nogen i Verden, Deres dybe Indsigt, men, forlad mig, Elskværdige! at jeg langt fra ikke agter at giore det paa Deres Sundheds Bekostning, eller med Tabet af et langvarigt og lyksaligt Liv. Bliver De saa ved at udbrede Deres Videnskab! tage De ey betids i Betænkning, saa ufortrødent, saa ivrig at rive ned paa Vankundigheds Rige! saa maae De troe mig, at det er ude med Dem, inden De veed et Ord deraf. Hvilket et Tab for mig, om De vil være selvraadig, uden at laane Øren til Deres Venners oprigtige Erindringer? maae deres velmeente Fraraadninger intet gielde hos Dem? skal ogsaa jeg straffes med Afviisning med mit Raad? saa Gud bedre mig for Dem! der med al den Kundskab, De besidder, dog har kunnet foreene den Vankundighed og Egensindighed, ikke at kiende sig selv og sit eget Vel. Skaan Deres Høyagtere fra en qvælende Sorg, ved at skaane Dem selv fra en ødeleggende Slæb! Hvem er ikke, dyrebareste Balle! tilfulde overbeviist om Deres Grundighed, Dygtighed, og Dydighed? men, gode Gud! hvor

5

unyttigt alt dette, naar De kun vil blusse et Øyeblik, for at straffe os for evig med et forstyrrende Mørke! Frygt og Skræk forvilder mig, naar jeg seer forud det bittre Had, De gandske vist vil paadrage Dem ved Deres aflivende Arbeydsomhed. De vil maaskee holde Forelæsninger over alle Theologiens Deele: Vi skal vel straffes, jeg kan tænke, med Kollegier over Historia Dogmatum, over Gudslæren, over Stridslæren, over Moralen, over den hellige Veltalenhed, over Fortolknings-Konsten, og, jeg veed ikke, hvad andet. De vil agte nødvendigt for en Theolog? overiil Dem ikke! betænk vel, hvad De giør! spar Dem selv og os med. Forslaaer De, jo men! med al Deres Munterhed og Duelighed, at kiæmpe mod os, mod vore Overmænd, mod ældgamle Skikke, mod graaehærdede Vaner. Velan saa vov det! træd frem paa Kæmpe-Pladsen, men mistvivl om Seyeren! De skal gribe til Flugten, den eneste Redning for Dem, forbauset over Studenternes Raab i Raab: bort med den Forvovenhed, at opraabe os af vor Døsighed, for at forstyrre vor Roe og dræbe vor Fred. Alt forstakket skal De blive dertil. Men sæt engang, at De end overvandt os, tør De da tænke paa med lige Held at overvinde det theologiske, det uforsonlige Had, Deres overdrevne Aarvaagenhed skal blive forfulgt med? gid De dog vilde følge mit ringe Raad, saa vist som De skulde ledes frem ad paa den gienneste Vey til et roeligt Liv, til en snehvid Alderdom! Jeg gyser ved at tænke paa, at De har været udenlands. Maaskee Tydskeren har ubarmhiertig forført Dem, og, til Skade for os, bildt Dem en Hob ind, — udrustet Dem med Følesløshed — med Haardnakkenhed med Foragt mod en Danskes Redelighed? hvor nær er jeg ved at

6

blive mismodig! hvor bange for Afslag, ifald jeg ikke bliver saa lykkelig i Forveyen, at faae Dem til at glemme Tydskland. Skam Dem dog, endnu er det ey for sildigt! saa upatriotisk at efterabe

den Nation, som saa langt staaer tilbage fra os i Høyagtelse for Alderdommens Indretninger og benaadede Vedtægter! tør jeg haabe, at der endnu flyder dansk Blod i Deres Aarer! saa fordrister jeg mig til at være Deres Raadgiver, ellers maa De vide, at jeg, til Deres største Ulykke og heele Velfærds Forliis,

Hiertelig gierne skal blive hiemme. Her er mit Raad, saa Velmeent, som det er:

Ingen er i mine Tanker meer oplagt til at være Deres Raadgiver, i det ringeste kan ingen være villigere dertil, end jeg. I syv, ja meer end syv, Akademiske Aar har jeg stræbt at erhverve mig den Dygtighed. Ved Universitetet har jeg levet mere, som en agtsom Tilskuer af de Indretninger og Skikke, der skille vort Universitet fra ald Verdens, og udmerker det iblant Mængden, end for at kunne høste Nytten af de herlige Indretninger og priselige Anstalter, der kan bryste sig af en Alder, der overgaaer Pavedommets. I meer end to Aarhundrede har de været uforbederlige. Jeg vil nu ikke tale om den Kiækhed, de har kunnet trodse den ødelæggende Alderdom med. Den Seyer allene giør disse Helligdomme uforgribelige. Vore forfædre have ikke tordet røre ved dem, og Vi, deres Efterkommere, skamme os ved at vanslegte fra dem. Tilbedelsesværdige Mindeværker! Forsigter Eders Myndighed og Magt over os lige indtil Dommedag! Falder selv ned over, i Fald vi opsige eder Huldskab! begraver kun tie Sange hellere os under eders Ruiner! førend i Skulde

7

lade os, som Rebellere, blive ustraffede. Jeg for min Part venter gandske vist af eders Gavmildhed en rig Belønning, som eders Anseelses Forsigter; og aldrig skal jeg slaae til at trænge til den Lynild, I kan behøve at slaae ned med paa eders Forstyrrere, der ere frekkere end Frekheden selv. Gid I saa sant yndede mig, I over ald Verden forroste Vaner, — I ærværdige Oldinger! gid jeg kun maatte have ligesaa god Lykke til at tale Ordet for eders uindskrænkede Herredømmes Udbredelse og Forevigelse; saa sant som jeg har Hierte modigt, og villigt nok til at erklære mig for eders Partie; Men hvortil saa lang Omsvøb for at bevise min Rettighed til at være Eders Forsvarer, og min Professors Raadgiver. Jeg har jo haft Leylighed nok til at kiende eders mange Fortrin, uden at forføres til i Blinde at tilbede eder. Jeg strider for min Alder i Eders Tieneste, der giver mig Vaaben og, med det samme, Seyeren i Hænderne over alle de frekke Antastere, Tydskland skaber, og Dannemark føder. Da jeg er saa vis paa at, vinde, hvorfor nøler jeg da, inden jeg giør Anfald paa Dem, Elskværdige! for at overvinde Deres Fordomme, skadelige nok for Dem selv, men langt skadeligere for os, for Universitetet. —

Jeg iler til Sagen selv.

Har De ikke, Dyrebare! den forbistrede Indbildning, at alle theologiske Videnskaber ingenlunde maae pakkes sammen i et eneste Kollegium, men at enhver Deel grundig og fuldstændig i et Kollegium for sig selv skal afhandles, og giennemgaaes? Saa maae for Dem vort theologiske Studium ey være sammenhængende? Jo! Jo! De vil komme vel fra den Nyehed, at overhugge det Baand,

8

der i saa mange Aar har knyttet Videnskaberne. Saadant Nyemagerie vil, med Deres Tilladelse! fordunkle alle Deres Fortienester, og giøre Deres heele Videnskab mistænkt og forhadt. Vi redelige Patrioter kan for vor Død ikke fordrage den i Gøttingen og Leipzig saa giengse Nyeheds-Syge, — os smager den af Alderdommen hyldet, og af Ungdommen Tilbedelseværdige, Fremgangs-Maade i Theologien. — De maae bedre lære Haandverks-Brug og Skik, førend De agter at blive Mester. Vort Universitets Laugs-Artikler ere af en gandske anden Indhold, som jeg vil have den Ære, at bekiendtgiøre Dem, dog med den Betingelse, at De uden mindste Vegren vil holde sig dem efterrettelige. Jeg svarer til deres uforfalskede Rigtighed, da jeg har været saa lykkelig, at faae et Afskrift fra Oldermanden selv, saa troelig efterskrevet, at det ligner sit Urskrift, mere end det ene Æg det andet, lige indtil Tødler, Punkter, Kommater, Afsætninger og Afdeelningerne selv. De Vedtægter og Vaner, som med Rette tiltage sig Navn af Love, ere for det theologiske Fag disse følgende, jeg nu gaaer hen at opregne for Dem. — Andre Love behøve De ikke. De agter jo aldrig at giøre Indgreb og Skade med Deres Lovkyndighed i et fremmed Fag, i en Orden, De ikke bærer Navn af, som Lærer. Den billige Afholdenhed kan jeg nok tiltroe Dem. Saa hører da med Hengivenhed og Ærbødighed paa den theologiske Ordens Artikler:

I. Den første Grundlov er: Foreen alle theologiske Videnskaber under et, saaledes, at, naar du holder et Kollegium Explicatorium eller Dogmaticum, du da kan levere med det samme Hermeneutiken, Polemiken, Moralen. I

9

Følge denne Lov kommer Systemet noget nær til at see saaledes ud: Thesis fremsættes — Definitioner i halvalen Viis stilles i Spidsen — & c. De behøve ikke at rette sig efter den philosophiske Strænghed og Nøyagtighed. De betiene Dem kun lige frem af den theologiske Frihed, ubunden og uafhængende at skeye uden for de Love, De selv og andre har foreskrevet- — Alting maae defineres lige indtil Begivenheder og Tildragelser, der grunder sig paa historiske Beviis. — Saadan en Paapassenhed vilde Theologerne laste hos andre, men hos dem selv ophøyer de den, som en konstig Anvendelse af Philosophien. Hvem har saa got, som de, kundet finde Veyen lige ind i Muelighedens Rige. Carpov er en Mester i at afgiøre Mueligheden, naar Virkeligheden er upaatvivlelig: — et Haandgreb han har stiaalet sig til i den skolastiste Skole ved deres fortryllende Philosophie, de ægte Kilder, det veed Gud, til hans reenfærdige Theologie. Den ellers store Gesner, den for Resten uforlignelige Ernesti, den i andre Henseende mageløse Klon, røbe en stor Forstands Svaghed, naar de larme imod den skolastiste Foredrags-Maade i Theologien. Gud bedre mig for dem, saadan en Forstand, som de har, at de vil have den nemme, den tydelige, og fra alle Knuder løsrevne melanchtonianske Læremaade indført i vore lutherske Lande. Et Beviis paa, at kloge Folk ogsaa kan gaae i Barndom. Min Troe er sterkere, end at den kan rokkes af deres svage og lendløse Beviis. Jeg seer jo dagligen det modsatte for mine Øyne, og skulde vel vore Tiders Theologer, bevar os vel! ikke være lige saa oplyste, som hine i det 16de Aarhundrede, eller vort Aarhundredes barske og vrantene Skolemajorer, der slaae om sig med græd-

10

ske og latinske Gloser? jeg meener, jo. Theologien skal jo tale i det akademiske og ikke i Skolefuxe-Sproget. Den skal giøre Inddelinger paa Inddelinger, Underdelinger paa Underdelinger, indtil den tilsidst tørner ved Bestanddelene i hver Sætning. Den har Lov til at skabe sig til i den skolastiske Pynt, — tabe sig dybsindig i skiære Distinktioner — i reene Beviiser, i afpillede Radder af Fornuftslutninger. Heilmann og Miller, for mig i min Barndom hellige Navne, skammer min forbedrede Smag sig nu ved at nævne. Deres Kompendier, der desverre smage alt for meget af Skolesproget, jo men! dem skulde nogen i vore Tider, naar han engang var bleven Student, nedlade sig for at tage i Hænder, end sige, give sig af med at læse dem. Disse styrke ikke Hukommelsen saavel, som hine, fordi de savne den Orden, —den Indfletning — den Sammenkædning, hvorved Sandheder lænkes i hinanden. Igiennem alle lærde Sprogs Alphabeter, som igiennem et Talerør, at meddele sine Tilhørere sine ordentlige Siæle, og sine Indsigter — hvilket et mageløst Sprog! Paa den romerske og arabiske Talstok, at optælle Videnskaberne, og saa at sige, udstykke dem, er en Konst, der udfordrer Englenes Hukommelse og Herkulis Taalmodighed (see Baumgartens Glaubenslehre. Det første Beviis paa min Lærdom, at jeg veed at citere min Autor). Bort da med alle de Lærebygninger, der ikke kan rose sig af disse Herligheder. Evig forviste være de fra Lærdommens Grændser! tager fat, I mine kiære Medborgere! paa eders Kisbyes Kollegium! giører eder tilgode med et af Hollaz og Kisbye net sammenfat System! I maae troe, I staae aldrig til at trænge til anden Indsigt, enten man saa vil sætte eder til Præst eller

11

Provst! — lærer for eder med Indskrænkninger, Bestemmelser, med Sætninger, tagne i den nøyagtigste, meer Indknebne og videste Forstand, og, naar I saa længe nok har fedet Eder med denne føderige Mad; leer saa af al Verden, der vil nægte, at I har studeret Theologien i sin fulde Strækning. Velsigner eders Lærere, som har med en rund Haand tildeelt eder Gudslæren sætningsviis. Men, siig mig! hvortil Sætninger uden Beviis? en heel Hær af Skriftsteder se I der opstillede mellem Thesis og Antithesis. Siig da ikke, at Sætning vover sig ubevæbnet mod Modsætning. Bind Munden paa de Spottere, der vil sige fra, at Theologerne gaae værgesløse imod Religionens Modstandere og Fritænkere. En Heede blusser jo i deres Ansigter, hver engang de skal til Felds! — deres Bryste opsvulme af en ret theologisk Nidkiærhed for Guds Ære. Af Frygt for at forbie sig, maae de selv skaffe sig Luft — Deres Klæder sønderrive de — De raabe af Struben — De sætte Skriftbevisene i Skikkelse af Fornuftslutninger lige paa Hiertet af Kiætteriet, for at giennembore det paa Stedet. Her har Deres Høyærværdighed al den Hermeneutik, som behøves; og, i følge den første Lov, tillades. Nu en Smule Moral strax oven paa den skarpeste Haandmængsel — Usus følger paa Antithesis — Levnets-Pligter, og Forholds-Regler uddrages af Thesis ved Bevisenes Mellemhandling og Virksomhed paa Antithesis. Derpaa er alting stille — Fienden jaget paa Flugten — Religions-Forfægteren feyrer, og gaaer dydigere af Feldten, end han gik i den. Denne Læremaade forfølges hele Theologien igiennem. Er det dog ikke Ret at udpille Kiernen af alle theologiske Videnskaber, for at giøre dem lige smagelige for

12

Tilhørerne? Paa Deres Vegne, dyre Ven, er jeg meer end bange for, at De ikke skal kunne finde sig i den Methode. — Jeg veed, at De har en mageløs Indsigt i den hellige Philologie; foredrager Sandhederne i Ciceros Sprog; men hvor forgiæves den Indsigt, hvor ufrugtbare alle Deres Bestræbelser, i Fald De ikke vil skaffe sig daglig Bryderie, og stændig Fortred! Skielv for Overtræderens Straf, om De spotte den første Lov! vil De endelig (det Gud forbyde!) gaae uden for Reglen, og i Førstningen holde a parte Forelæsninger over Dicta Ciassica, saa vil jeg ret raade Dem, at de ikke viger et Fingersbred uden for den fortreffeligste, og i høyeste Grad reenlærende svenske Theolog, der nyelig har lyksaliggiort os med et Kompendium Theologiæ exegeticæ. Vee! ja vee Dem, om de tor tage Zacharice bibelske Theologie i Hænder. Ingen skal være villigere til at være Deres Angiver end jeg, af Hevn over Dem for den Ligegyldighed, De Viise mod mit Raad.

2. Den anden Grundlov er: hold offentlig Forelæsning over den Deel i Videnskaben, som ikke behøves til Examen; men privat over dem, som strængeligen kræves. — „Denne Lov er saa god, som 400 Rdlrs Tillæg til Professor-Lønnen. Man knytter et Nødvendigheds, et Kierligheds Baand mellem sig og sine Tilhørere, holder dem i en stændig Flittighed, og giør det dem betænkeligt, at nægte os deres Søgning.,, Denne Forklaring over Loven har jeg fra første Haand, fra Oldermanden selv, og en bedre kan ingen Mester i Lauget give os. Den er grundet i den 5te Artikel, og faaer Liv og Lys af dens rigtige Udtolkning. Uvirksomhed hersker i sit fulde Lys hos vore

13

Studerende — Examen er den eneste Kapsun, der kan fordrive deres Søvnagtighed. For at staae sig til den, læse de deres Hæster, og blive Præster, siden Provster, og, hvilket et lille Spring fra Provst til Bisp? alle Skabninger, som den meer end mægtige 2den Laugs-Artikel har dannet.

3. Ikke at forvilde den studerende Ungdom med den om sig ædende Bogkundskab. Hvor ynker jeg Dem ikke, min Balle! at De har spilt saa megen Tid paa at indsamle den, ved vort Universitet, saa unødvendige Kundskab. — Naar har De hørt, at en Mester har udladt sig for sine Lærlinge med Hemmeligheder i Konsten? hvorfor skulde Theologerne ene være taabelige? De skulde gaae hen, jo da vare de ret kloge! at angive de beste Kilder for deres Tilhørere, af hvilke ingen, uden de, som har Skiønsomhed til af vælge og forkaste, kan øse, uden at forderve sig. Nævn aldrig, at der er en Michaelis til, og lad ingen vide, De kiender Semler! — At nævne deres Navne er efter vort Universitets mundtlige Laugs-Artikel et ikke lidet Kiætterie. —

Saa at forføre Ungdommen drager Guds Forbandelse over Kirken og Staten. Desuden er der ingen Billighed i at Viise andre den Vey, som fører til Professormæssige Studeringer. Alting kom til at vrimle af Professorer, og, hvor ødeleggende for de Gamle, naar enhver nye, der kom og meldte sig, kunde springe til at blive Mester! Det

14

er, om jeg maae sige det, en slet Mester, der ikke har sig noget forbeholden. Skulde vel jeg sige mine Tilhørere, at Gunneri, og Baumgartens Theologie ere mine Hoved-Bøger! da maatte jeg have tabt min halve Samling. Saa kloge maa disse gode Folk ikke blive, ikke heller behøve de at være det. Vi have jo Præster, og det ikke end da saa faa, der, uden at have lært mere, end et kort Udtog af Kisbyes Kollegium, ja, forsaae jeg mig vel, om jeg sagde Wøldikes Positioner, dog ere blevne saa grundlærde, og berømte ved deres Skrifter, at de nu til evig Æreminde staae tegnede i Worms lærde Lexicon.

4. Hold ingen Forelæsninger over Homilien, og endnu mindre over Kirke-Historien. Fra Arilds Tid have de Geologiske Professorer ikke overtraadt denne Artikel. Vi erkiende en H**ms vidtløftige Indsigt i Kirke-Historien; men beundre endnu meer den Tvang, han kan paalegge sig selv, aldrig at meddele andre den, af intet andet end den helligste Ærefrygt for denne Vedtægt. Vor ædle Cramer vovede, som Tydsker, en og anden Gang at blive Overtræder; men hvad blev hans Straf andet, end Studenternes Foragt. To besøgte kun tilsidst hans Kollegium over Kiætter-Historien, og af dem var hans egen Søn den ene. Hvor vil De da hen, Dyrebare! med Deres uforlignelige Skat af Kundskab i Kirke-Historien, et lærdt Pedanterie, forlængst beleet og udklappet hos os. Til Attestats, den offentlige Fremstillelses Dag, da vi paa Latin, et Sprog, faa kan udtrykke deres

15

Tanker i, skal giøre Rede for vor Christendom, vi kunde i Modersmaalet til Konfirmationen, paa denne vor anden Konfirmations-Dag, da vi skal fremsige vor Troes Bekiendelse scientisice, det vil sige, konstmæssig eller haandværksmæssig; til den Examen, siger jeg, vi læse over til, for at lære det, indviklet og utydeligt, hvad vi i vor Barndom have vidst tydelig, til denne Prøve-Dag behøves jo kun en jevn og stykkeviis Kundskab i Kirke-Historien, og i Præke-Konsten udfordres slet ingen. Begynd aldrig, ædle Balle! med at læse over de udsøgteste Stykker af Kirkefædrene. Det er jo en Skam for os Danske at tage en Thalemann, en Carpzov, en Frommann til Mønstre. Søg her at faae første Gang Seyer over Dem selv. Begrav Deres Indsigt i Afgrunden, og forfør aldrig vore tilkommende Præster til at fordybe sig i den Videnskab, der vil giøre dem deres Liv kummerligt, og deres Forlystelser usmagelige. Den hellige Veltalenhed er den anden Part af Artiklen, De ikke maae befatte sig med. Hvo veed ikke, at De er et følgeværdigt Mønster i den?

Deres Prøver aflegge herpaa de stærkeste Beviis. Men mon ikke vore Præster ere ligesaa veltalende, som stærktalende, uden at have hørt Kollegium? De maae spaae sig forud Had og Forfølgelse af en Pr. B. & c. om De ikke vil lade Deres Vantroe fare. Jeg kunde opvise for Deres og al Verdens Øyne Mesterstykker, der trodse al ballisk, spaldingisk og cramerisk Veltalenhed. De sidde midt iblant de Mænd, der ere hærdede i Tale-Konsten, en B., en C., en R., & c. Ja jeg har, til min største Glæde, ferske Beviis at sende Dem fra Hovedstaden. En H**s Prædiken, en uforbederlig Prøve i Veltalenhed; en Ø*****s hellige Tale, saa mageløs, at Grækenlands beste Verker viige for den. Skrid derfor aldrig til at mestre vor Prækemaade, der er saa gammel.

16

at vi har Hævd paa den. Betænk Dem, inden De bliver saa forvoven at forandre noget i Religionens væsentlige Poster. Lad Præster være Præster, og forstyr ingen i sin Lyksalighed. Holder De oprigtig over foregaaende Post; saa bliver Deres Fromhed belønnet med en Nemhed at efterkomme den

5. Artikel: Ikke at fortage sig med alt for mange Kollegier, og aldrig at læse om Sommeren. Denne Artikel hænger sammen med den Iste og flyder af den 4de.

Tak mig nu, fordi jeg viser Dem Veyen til et langt og lyksaligt Liv, til Studenteres Venskab. Ved at forspise sig trives man ikke; en beladt Mave fordøyer ikke vel. En, der overdriver sig med Studeringer, faaer Svinde-Syge, og bliver tilsidst saa afmægtig, at Vinden driver Spøg med ham. Spar vort unge Liv! Vi Studentere, vi skal ære Dem for det i Alderdommen. Ved denne antagne, og af mig anpriste Læsemaade giemmer De Styrke til en Alder af hundrede Aar. Endog i Deres gode Aar skal De kunde træde op paa Deres Trætrone, og ubarmhiertig lyne fra den mod Kiættere og Spottere. Alting skal under Deres Haand blive til Kiætter, lige indtil Ebioniter og Nicolaiter.

Alt for lnge Ædelmodige! har jeg opholt Dem med saa lang en Præken. Af Kierlighed til Deres Vel, for vores ubrydelige Venskabs Skyld, har jeg opkastet mig til deres Raadgiver.— Skynd Dem, at glæde mig, og Universitetet, det hele Studenterskab med deres Nærværelse. Mundtlig skal jeg tale i den rørende og overtalende Tone, da jeg her kuns har kunnet benytte mig af den undervisende. Giør dog ikke for længe af, inden jeg maae omfavne og hilse Dem, Deres Lykke længe værdig, førend De nød den. Ynd Deres oprigtige

Philomusus.