↩

Beelzebuls Breve til Nogle sine Venner i Kiøbenhavn.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og finders tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet, No. 171.

2
3

Underretning

for

Læserne.

Man maae undre sig, hvor jeg er blevet Eier af disse Breve; nen man maae vide, at da jeg som Præst besøgte H. F., i hans Helsot, og med megen Nøie havde aabnet hans Øine, og ledet ham til Sandheds Erkiendelse, kunde han paa ingen Maade finde Roe for hans Siel, førend han maatte den 12 Septembr. tilstille mig en Samling

af disse Breve. Jeg saae da, at her inden Voldene er et til Dievelen hensoret Selskab, og ligesom mit Embeds Pligt er at aabenbare denne Fiendes listige Anlæg, saa skynder jeg mig, herved at legge dem frem for mine Landsmænds Øine, ønskende dem i den Herres Jesu Navn, at de maae staae faste i Troen imod denne glubende Love, og udslukke alle hans glonde Pile.

Første Brev

tit

A. Ø.

Ach! hvilken Ulykke! hvilken græsselig Tidende! Saa ere da vore Venner styrtede? Saa skal de ei meere tiene mig? Saa staae de endog Fare for at vise mig tilsidst den fuldeste Utroskab. Hvor havde jeg med Møie sanke dem, og hvor var jeg stolt af mit Valg! De torde ligesom jeg opreise Hoveder mod Himlen: De spottede ham der oppe: Jeg

gav dem Rigdom og Ære: Jeg gav Mændene geile Qvinder til Deel, og Omvinderne raske Mænd, og begge saadan Overflod af Forlystelser, at Timerne tabtes som Øieblikke. Og mit Kiøbenhavn, hvor blev du Dag fra Dag meere min kiere Stad! Jeg saae ved mine første Bekiente at samle sig Mænd, der fore mig og dem, og som ved en ædel Stolthed foragtede Jehovah og hans Lære: jeg saae dem, som endnu ikke havde overvundet sig selv nok for at tale frit mod den forfærdelige Herre, men dog hyklede: og Du veed, mm kiere Ven, hvor meget dermed allerede var giort: jeg saae iblant den Ungdom, der opvoxede, Personer, som kunde indtage mine Ministrers Plads. Og naar jeg kom til Byen, hvor roede jeg mig at see de Glædes Boliger, som Lovene selv havde betrygget, og hvor jeg ved mine anstillede Hververier saa ubehindret formeerede min Hær. Ja Du saae min elskeligste

Ø., min Fryd over den Sorg, der hvislede paa de sande Christnes Ansigt, og over den Foragt, de daglig maatte inddrikke. Men disse søde Dage ere ikke mere! Jehovah vandt. I et Øieblik er mit Herredømme kuldkastet. Dog det er kun rokket.

Endnu Har jeg Venner hos Eder. Dine Venner ere mine, og mine ere Dine. Ach! kunde jeg komme Eder til Hielp! Men jeg er skrækket. Gabriel har sat sig ved Thronen, og Jehovah er nu naadig; thi hans Ære bekiendes offentlig, og hans Love befaler man at følge. Min Ven! her er kun een Redning: og Du fortiener at vide alle mine Hemmeligheder. Ugudelighed made igien herske, og det skeer ikke saa længe Kongen selv regierer, og har sin Moder og Broder til Venner, og visse Mænd til Raadgivere. Alle dem maae vi styrte. Men ogsaa det vil blive vanskeligt; thi Jehovah vil antage sig deres Sag. For da at trette hans Langmodighed og pirre hans Nidkierhed til Hevn og grusom Vrede, maae vi søge at ophidse Folket til Utaknemmelighed og til de Knur, som altid har fortørnet denne Himmelske Majestet. Nu smager jeg igien noget Haab: tab kun ei Modet, min Ven! jeg gaaer til mit Arbeide, og Du foreen Dig paa nye med mine og Dine Venner, og følg i alle Eders Beraadslagninger den Hovedplan, jeg her har givet Eder. Maaskee vi endnu inden en føie Tid kand see den afskyelige Religion traadt

under Fødder og Vellystens Strømme at niette os, og Magt og Ære og Myndighed at være i vor Haand, og det, som giver os saa rusende en Glæde, vore Fiender at nedkastes og at betale, under vor hevnende Arm, hvad de har giort imod Os og vore kiereste Venner.

Paa Vesterbroe,

den 18 Jan. 1772.

Beelzebul.

Andet Brev

til B. Æ. Endnu er Gabriel ved Thronen, og Ild-Støtten bedækker Slottet. Michael foer ned denne Morgen, og bragde sin Ven en Befaling fra Jehovah. Han truede mig, og jeg foer til de Bredder, Veixelen væder; men jeg er kommen tilbage, da jeg saae ham at ophøie sig over Jordens Dunstkugle. Dog tør jeg ikke nærme mig til Eders Raad; thi Jehovahs Arm er endnu udrakt:

og gierne vilde jeg dog et Øieblik tale med Dig; thi Du er min ægte Ven, min bedste Discipel, og mig ligest af alle Adams Børn. Du er for klog til ikke at vide, at Jehovah er til: og endda tør Du trodse Ham. Du agter intet Baand, og har ophøiet Dig over hver en Følelse af kielen Ømhed og blød Menneskelighed. Du er for Dig selv og for mig; og var det mueligt, at jeg kunde døe, ingen uden Du kunde befale over mine Aander. Hvor elskede jeg Dig, da Du saae Religionens Foragt, Eders Fædrenelands Vanære, Folk styrtede fra Brød, Ægteskaber skiændede, Horerie og Vold og Slaverie at faae Overhaand, alt forfærdet, Kiøbenhavn truet med et sødt Blodbad, og Kongen og hans Huus i den nærmeste Fare: og dog var Du glad, og gysede aldrig, og ventede hvert Øieblik, at nu rørdes Trommen og Borgerne slagtede hinanden. Næsten overgik Du mig; thi Abaddon fortælde mig, hvorledes han langt fra saae Dig at klappe over vore Venners Fald, fordi de nu vare ulykkelige, og Du haabede herved at bane Dig en nye Vei til at stifte tørre Ødeleggelse, og at give Dit Folk sit allersidste Banesaar. O!

hvor er Dit Syn skarpt og Dine Udsigter vidt udbredte! Abaddon standsede af Forundring, og havde Du ikke lært ham, han havde ikke begrebet Din Viisdom. Du Har Ret, kiereste Ven. Kand Du berøve Danmark den Understøttelse, det nu har af Kongens Huus: saa skal Du og jeg see dette Land, som Jehovah altid har yndet, at blive som Pohlen, en Valplads for sine egne Borgere og et Rov for Fremmede. Dit Haab er stort, og Dine Grunde ere vigtige; thi for at redde dette hans eget Land anvendte Jehovah Landets sidste Tilflugt, og kunde vi nu, ja kunde vi spilde ham dette Middel: saa øiner jeg en heel Hær as ødeleggende Ulykker. Men Du er ligesaa hidsig, min Ven, i Din Udførsel, som Du er fortreflig i Dit Valg. Du vil strax angribe, og jeg undrer mig ikke, at Du vil; thi Dine dødelige Øine see ikke Gabriel og det Guddommelige Lys. Du knuses, Du fortæres, om Du fremvover Dig med et uforsynligt Mod. Nei! hør mine Raad og annam Midlerne af min lange Erfaring. Eders Folk er fattigt: en lyksalig Misvæxt har beredet for os de dyre Aaringer: ved de taabelige og voldsom-

me Lægemidler, vore gamle Venner brugte, faldt Kiøbenhavns Nærestand i den heldigste Afmagt, og beholdte ikke Liv uden til at dømme om Statssager. See! min Ven! her er den Tilstand, vi skal betiene os af. Folket vil nu fordre, at Regieringen strax skal skaffe bedre Tider, og Du veed, at det kand hverken Engel eller Menneske, men Almagten alleene. Naar nu de eenfoldige Borgere ikke strax fortiene Penge og see lette Priser: saa blive Gemytterne beqvemme til at modtage den Sæd, jeg nu allerede vil levere Dig. Du og vore ikke saa faa Venner maae strax udbrede Eder i alle Selskaber, og da Folket er blevet politisk, og hver Brændeviinsmand forstaaer Konsten at regiere en Stat, saa skal I sette Mundene i Gang, og begynde at giennemhegle dem, som Kongen har betroet Sagernes Bestyrelse. En Leilighed, sær ypperlig, haaber jeg, at I skal faae; thi uden Tvil vil Jehovah give til sine Dyrkeres Glæde og sin Selers Ære et frugtbart Aar. Skeer dette: kand Kongens Raad let falde paa at standse fremmedt Korns Indførsel for at beholde i det fattige Land de for Korn udgaaende Summer. Strax

I mærker dette, skal I paa Øieblikket skrige over Haardhed, Egennyttighed, og Ondskab, og derved stifte saa megen Misnøielse, som mueligt. Ophøi den Struenseiske Regiering, og prøv paa, om I ikke kand lede Folket til at blive utaknemmeligt mod Jehovah, som ved sin frelsende Haand udrev dem fra den Afgrund, der aabnede sig over dem. Opnaaer vi dette, kiereste Ven, saa skal den vrede Gud enten selv betage dette Folk de Støtter, det nu helder sig til, eller og kalde ad Krig og andre Ulykker, da vi altid faaer Leilighed til at berede dets Ødeleggelse.

Uden for Østreport

den 4 Febr. 1772. Beelzebul.

Tredie Brev

til

B. Æ.

Kald B. til Dig og alle dem, som have hiulpet ham til at skrive hans Betænkning over Suhms Brev, og forkynd dem paa mine Vegne, at jeg er fornøiet med den Maade,

de have udført min Befaling paa. Vær venlig mod denne B.; thi han er mig et værdigt Redskab, og har Dumdristighed nok til at giøre sig selv og mange andre ulykkelige. Hvor elsker jeg dem, som i denne mit Riges Trængsels Tid tør aabenbare bekiende sig for mine Tilhængere og mine Venners! Det var listigt, ikke at forsvare Struensee, men angribe den Mand, som først fremlagde Landets Glæde og Haab; thi Regieringen vil taale dette. Og dog formindsker man derved nogle af de glædende Indtryk, som Suhms Brev giorde. Siden kand man gaae videre, og B. skal igien laane mig sit Navn til et Ugeblad, jeg under Navn af Statsmanden agter, naar Tid er, at lade udflyve. Det gaae med denne Unge, som det kand! nok! han tiener os. Til Din Omhu, trofaste Ven, overlader jeg at hverve mig flere Vovehalse, som kunde ved smaa Blade dadle Regieringen, udskrige dens Raad, spye paa dens Anstalter, og forvirre det Danske og Norske Folk, jeg hader ligesaa heftig, som Jehovah elsker det. Trænge disse Karle til Penge: saa samle hos vore Venner nogle Ducater til dem, og om ikke andet, viis dem de Rigsdaler, mine egne Bogtrykkere derfor skal betale dem.

I hast paa Østervold Beelzebul.

Frue C. Z.

Du har Ret, at et Liv, som dette lader at blive, er utaaleligt for Dig og alle dem, der, som Du, ønsker at leve. Thi kand noget tænkes meere naragtigt, end at en Kone skal leve med een Mand alleene, som ofte hendes Valg aldrig gav hende, og hendes Modbydelighed tusende Gange har forskudt? Hun seer et Ansigt, der indtager hende, og Manerer, der lokke hendes Hierte: og hun skulle modstaae hendes Tilbøieligheder, og negte sig selv de Forlystelser, som hun ikke meer kand smage hos hendes Mand? Nei! min Sødeste, dette er et Slaverie, Du allerede har giort Dig løs fra; og forsvar Din Frihed. Nyd Din Ungdom og Dit Hierte: vælg selv: vær tilbedet og skienk Dig, til hvem Du vil, og saa længe Du lyster. Vel sandt! Det er haardt, at Religionen, som nu igien offentligen skal æres, fordømmer offentligen dette Liv, og at det suurseende Hofs stille Sæder har allerede kastet en jammerlig Foragt paa den liv-

salige Vellyst, I tilforn med saadan Sikkerhed svømmede i. Men tab ei Modet, min Frue! og Du skal endnu see de søde Maskerader, høre Elskov, og smage Kierlighed i Loger og Gemakker og Vogne og aftalte Samlings-Steder. Du skal endnu kunde hindre at blive Moder, og om Du til Uheld bliver det, have den søde Tvil, hvem der er Fader. Du skal endnu kunde trodse Din Mand til at opføde fremmede Poder, og skiænke sin Formue til Din Glæde. Selv veed Du, at mine Raad hidtil har opfyldt Dine ønsker, og hør nu, hvad jeg vil lære Dig. Du er vittig, og kand lyve: Du Har Venner, som og kand lyve: slaaer Eder tilsammen; og lyver om Hoffet og om de Mænd, som Kongen har givet sin Tillid. Men for alle Ting bør I begynde med smaa Løgne, og efterhaanden kand I lade dem voxe til den Høide, som Tiden, Omstændigheder og Personer nogensinde kand tillade: jeg nævner Personer, og Du veed vel selv, at jeg mener, man maae afpasse Løgnen om en Person saaledes, at den kand have et Skin. Ogsaa erindrer Du, at man bør betroe den som en vigtig Hemmelighed til adskillige Personer, der aldrig mangle at fortælle den til andre, og i et Øieblik ud-

breder sig Rygtet over den hele Stad. For at befordre dens Løb des hastigere, kand Du stille fortælle den til een af Dine Tienestefolk, til en Kierling, til Din Friseur, til Din Mands Barberer og s. v. Men hvad! jeg lærer Dig? og Du besidder dog allerede den Konst at lyve, og desuden kand af en og anden af Dine Venner lære, hvorledes man i en Hast kand forplante i hele Staden og hele Landet de sorteste og taabeligste Løgne. Naar Du nu seer, at Byen troer saa temmelig, hvad der udspredes: saa opret Dit Hoved, og vent, at den Frihed og Vellyst, som I, mine Venner, nu stielende maae nyde, skal igiennem optrækkede Sluser strømme ind til Eders Siel. Dog at jeg endnu skal erindre det, I maae lyve klogeligen, og blive ved. Thi I har en svær Strid at udholde, siden Du selv veed, hvor god Kongen er, hvor ømt Han og Landet elskes af Dronningen og Printsen, og med hvilken Afholdenhed de fleste af de høiere Embedsmænd har staaet paa deres Poster. Passer I ikke Tiden, og griber den mindste Leilighed, hvortil I kand hefte den konstige og undertiden dristige Løgn, saa taber I Slaget; thi de, som nu sidde med ved Roret, anspænde alle Kræfter og udspiile deres Øine for at

ophielpe ved vigtigste Midler den forfaldne Stat: og ham Kongens Broder, min sorne Fiende, som den Eenbaarne beder for, ham veed jeg med stille Skridt at gaae mod mine Anlæg til at redde hans Fædres Folk. Ach! hvad skal vi lyve om ham? Jeg veed det ikke; men Æ. opfinder noget, og følg hans Raad. Og Dronningen? Ja! ogsaa med Hende ere vi i Danmark, i Kiøbenhavn forlegne; thi Hun er for kiendt, og vi troes ikke. Jeg ærger mig: dog lyve maae vi, og for at blive troede, vil jeg saasnart Eders Bye har glemt Jehovæh sidste Velgierning, og jeg kand slippe ind med de Aander , som brøle af Længsel for at tiene mine Raad, besette Sex Tusende af Eders Indbyggere, at de skal troe Løgn, og ikke være meer i Stand til at føle Sandhed. Lev vel, min Frue, og i den Time, Din Mand nu er borte, annam Din Elsker. Mit Ønske er for Dig og mine Veninder, at I maae, som tilforn, under store Exemplers Skygge glæde Eder i Buskene endnu i denne tilstundende Sommers skiønne Dage. Hils min gamle Veninde, Kiøbenhavns største Løgnerske, og

næst Æ. Det menneske, jeg selv for hendes Konst meest ærer. I Østerport den 6. April 1772. Beelzebul Femte Brev til D. Y. Tænkde jeg det ikke? Azal betroede jeg

det Kiøbenhavnske Roer, medens jeg disse 24 Dage maatte besøge mine Eiendoms Steder mod Sønden: og Azal lod den hadske Mand raade. Men denne Aand er alt forviist til Neu-Herrenhut imellem de stille Grønlænder: og Manden, han troede, skal af Hoffet blive kiendt og nøie paapasset. Var det Viisdom, at lade Holmens faste Stok famle sig til Kongens Vogn, og flokkes paa Veiene og sammenstimles ved Østerport? Azal ventede et Oprør, og roede sig ved, at disse Folk skulle forgribe sig mod de Kongelige Personer. Og denne dumme Aand

kiendte ikke, at disse Haandværker elske deres Konge og ære hans Huus. Hvad er Frugten bleven? De har skammet sig: Kongen befoel dem Underdanighed, skiærpede sin Omhu for dem, og handhævede sin Myndighed. Forbandet være den Dag, jeg reiste bort, og det Øieblik, da jeg gav til Azal min Post! Havde jeg været her, jeg havde viist den Karl, som opeggede disse Folk, til hans Ølkippe, og giemt mig deres Misnøielse, indtil den blev større, da jeg med eet havde indsprudet dem min fnysende Arrighed, og giort dem rasende. Helvede skiule mig, og Almagten besegle over mig, om jeg meere skal forlade Eder, mine Venner, og Dig, min elskeligste Y.; thi Du fraraadede dette dorskse Foretagende, og tænkde som jeg. Nei! for alt, hvad jeg kand bede, udbreder Misnøielse i Eders Stad, lyver mod hinanden, forvirrer den eenfoldige Almue, og anstifter Partier; men lader Luen ikke bryde ud, førend I seer mig i Eders Spidse, og mine Aander at blande sig imellem Eder. Endnu er Gabriel ved Eders Herskab og det Himmelske Lys omgiver dem: saalænge veed jeg, at intet kand udrettes. Skynder Eder dog at udsaae Løgn, at formeere Ukierlighed, at

udslette Taknemmelighed, at forjage Gudsfrygt, og at giøre en Knurren, lig den Israelitiske, almindelig iblandt Eder: og da er min Tid; thi den Almægtige Varetægt slutter sig da alleene til de Faaes Siele, som ere hans Dyrkere.

Ved Castels-Pynten, den 16. Junii 1772.

Beelzebul.

Siette Brev

til

E. X.

Du er mig for frygtsom, elskværdige Ven, og har til de stolte Gierninger, jeg opmuntrede Dig til, alt for lidet et Hierte. Din Villie er god: ligesom jeg, vil Du og have Gud foragtet, Vellyst æret, Selvraadighed indført og Landet opofret for Din egen Fordeel; men Din Forstand vakler, og Dine Grunde svige Dig, naar Du seer Faren, eller blot formoder den. Hvad skal jeg giøre for at give Dig Mod? Saalænge er Du i min Tieneste, og endnu

staaer Du i den nederste Klasse, og dog lunde Du (saa priselig er Din Villie) allerede være en gammel Mester. Har Du ikke forført femten Piger og tre Koner? Har Du ikke tillusket Dig med Dine Sødskendes Skade den store Arvepart? Du agter jo ingen Meeneed: Du er jo falsk: Du lyver med Overlæg: Du var jo villig at sværge Struensee. Gud har Du glemt: Evigheden leer Du ad: Fædrenelands-Kierlighed har Du aldrig følt: ja var Du ikke een af de søde Venner, der agtede det for intet, as hvad Stamme de bleve regierte? Og med alle disse fortreflige Egenskaber er Du mig næsten ubrugbar, fordi Du skielver ved et bævende Blad, og gyser for den Død, der rammede den utroe Mand. Du frygter for Kongen: Printsen skrækker Dig: Love, Myndighed, høie Embeder ere Din Rædsel. Du siger, at nu da Landets Velfærd er i saadanne Hænder, vil det være Halsbrækkende at væbne sig derimod; thi Hvad vil man angive for Aarsag? hvor stort vil deres Medhold blive? og de ærlige Borgere, Matroser og Soldater ville vist nedhugge dem, som her forgribe sig! Nogen Ret har Du, og dog ikke aldeeles. Kom!

jeg vil oplyse Dig. Du har Ret i, at dersom disse for de Danske saa kiere Tree faae Tid til at befæste sig; Tid til at giøre alt det Gode, De kand og vil: Tid til at opvarme Folkets ældgamle Kierlighed til dets Konger; saa er intet meere at udrette. Men just denne Tid maae De ikke faae: og derfor er det, at jeg uden Ophør skynder paa Eder mine Venner, at I i Begyndelsen selv skal lyve, bagtale, ophidse, forvirre, hade, forfølge, stifte Partier, kiøbe Venner, sælge Eder til Fremmede, og ved alle optænkelige Midler bringe Uroe tilveie og Oprør, Omstyrtelser og Ødeleggelser. Du frygter for at bevæge Dig, og seer ikke, at dersom denne Regiering bliver staaende, er Du hvert Øieblik i Fare for, at blive krævet til Regnskab for Dine Meeneeder, for Din Uretfærdighed mod Dine Sødskende, og for Dine mange lumske Bedragerier: Du maae jo tilstaae, at Du nu i to Maaneder har ikke tordet tilsnige Dig i Dit Embede uden 100 Rigsdaler, neppe en Fierdedeel af hvad Du pleier, og med hvilken Angest eier Du dem? Du har jo al Aarsag at frygte, at da mange veed, og flere sukke over Dine forrige Gierninger, Du nu vil i en Hast faae Din fortiente Løn. Troe

mig (aldrig løi jeg for Dig) at der er et Løb i de nu værende Sager, som spaaer Dig al Ulykke. Vaagn dog op, og tving Dig det Mod paa, som alleene kand frelse Dig. Laan mig ogsaa Dine Arme, at vi kand rive de Støtter omkuld, som bære Bygningen, og igien opføre en anden, hvor Du og mine andre Venner kand leve sikre og med Glæde. Det kand være Dig saa meget lettere at fatte Mod, som min Hensigt ikke er at kaste Eder ubesindigen i en vis Fare, dertil elsker og behøver jeg Eder for meget. Jeg vil alleene,

at Du skal see, Forandring er muelig og hvad meere er, let, naar man retskaffen vælger sine Raad. Thi betænk, Du feie Mand, at vort sande Parti er vel meget lidet, men høist muntert, at min egen Trædskhed besieler dem, at min uovervindelige Hadskhed boer i dem, at den Løgns Magt, hvormed jeg har udrettet saa store Ting, styrker deres, at intet er dem helligt, dyrebart, ærværdigt nok, for at afskrække dem fra deres Hensigter. Med saadant et lidet sluttet Selskab kand en Fyrste, en Feldherre, som jeg, fuldføre endog det, der synes utroligt. Erindrer Du Dig ikke, at jeg for to Aar siden blot ved een

Mand kastede over Ende en gammel, en stærk Dæmning?

Ved Blaataarn,

den 18 Julii 1772. Beelzebul.

Syvende Brev til B. Æ. Du er utaalmodig, min udkaarne Ven, at vi saalænge intet udrette. Du tørster efter, at see Ulykke og Dit Fædrenelands fulde Ødeleggelse, og paastaaer, at jeg maae komme ind i Staden, for at virke med Eftertryk, og give vore Venner det Mod, dem mangler, og kaste paa den store Mængde saadan Forvildelse, at de uden at ville, uden at mærke det, løbe blindt til deres Fordærvelse. Underligt, at Du skynder paa mig, da Du dog veed, at jeg intet ønsker hellere end see vort store Anlæg blot i sin Iverksettelse; men skynd paa mig; jeg elsker denne Din Uroe, og agter Dig ligesaa høit som mig selv. Troe dog, at Skylden er ikke min. Gierne hastede

jeg til Dine Arme: gierne tog jeg min Bolig midt i Eders Bye, og førde med mig de 6000 Aander, som nu, for at fordrive Tiden, hist og her forføre en Pige til Hver, en Kone til Utroskab, et Menneske til Mord, et andet til Meeneed, Tyveri, Skielmstykker, en Embedsmand til Egennyttighed, en anden til Voldsomhed, og saadant smaa Tøi; men intet attraae de saa heftigt, som at Øieblikket vilde komme, at de kunde bryde ind paa Slottet, forstyrre Staten, see Blod flyde som Strømme, og eders Folk nedkastet uden Haab meere at opstaae. Gierne vilde jeg alt dette; men hvad skal jeg giøre? Selv kiender Du jo den usynlige Magt, vi begge trodse, og dog maae føle. Tænk endnu engang paa den 17 Januarii. Hvor piinte jeg mig for at give mine Venner blot et Nys om den overhengende Ulykke, og kunde jeg? Gabriel jog mig jo, da jeg Aftenen før var nær derved, i Øieblikket tusende Mile bort, og hvad Angest der overfaldt mig, veed jeg bedst. Dig havde jeg spaaet dette Uveir, og nævnet Dig Tiden. Du gik, og vilde sige det; men kunde ikke oplade Din Mund. Nei, min allerbedste Ven, naar den forskrækkelige Herre vil frelse, hvad er da min Magt, Din Billie, og alle

vore Tilhængeres Ønske? Og værdigede han mig endda at bruge sin egen Almagt mod mig, var det mig dog nogen Ære? Men een ei større Aand end jeg, ja alleroftest en af de underste Engle befaler mig at rømme, og jeg magtesløs maae rømme. Nu jages jeg fra Sted til Sted om eders Bye, og tilsatte jeg endog min sidste Kraft, ikke opad den mindste Gade kunde jeg endnu komme. Ja vær vis paa, at hvis ikke den kiere Utaknemmelighed, Misundelse, Splidagtighed, Løgnelyst, Egenraadighed, Ugudelighed udbredde sig igien i eders Bye: saa blev jeg snart forviist langt fra Eder, mine Venner. Dette, at jeg saalænge taales: er (til Dig saa stille at sige) mit eeneste Haab om, at Jehovahs Vrede skulde dog med det første overveie hans Naade. Derfor, derfor tigger og anraaber jeg Dig, at Du ved Dig selv og ved alle dem, Du nogensinde kand hverve, formindsker den Velgierning, som Gud den 17 Januarii viiste denne Bye og dette Folk. Lyver, lyver om dem, som Himmelen da brugte som sine Redskaber og I intet Sandt kunde sige om: og kunde I, da søger at giøre det samme om de to høieste Personer; Men kand I ikke, da prøver dog at nedsette deres Priis, og kand I

heller ikke dette, saa forsøger i det mindste, om I ikke kunde stifte ved Hoffet nogen Ueenighed, nogen Ulykke. Dette sidste maae I jo dog kunde; thi nogen af Folket, som der er, være sig Mand eller Qvinde, liden, stor, ond, halvond (alt dette ligemeget) maae jo have den ved Hofferne sedvanlige Misundelse, Ærgierrighed, Pengelyst, Ondskab, Fuxsvanserie eller Bagvaskelse, og ved een af disse Ting være skikket til at blive en Struensee & c. Ved hvad Mirakel er Hoffet nu bedre end Byen? Ach! at jeg ei kand komme til Slottet! Ach! at Abaddon ei heller kand komme der! Kand Du dog ikke imellem Eder, mine Venner, udsøge mig een, som der kunde finde Indgang, og I have jo i Eders Selskab saadanne, som have Leilighed nok at komme der. Prøver mig (Du veed hvilke jeg mener) den Rænkefulde, den Misundelige, den Hadske, den Løgnagtige, den Lumske, den Stolte, den Geile, den Fattige, den Rige, den Indfødde, den Fremmede, den Naragtige, Hykleren, Fusentasten, Abekatten, Svinet, Horen, Geden: Prøver mig disse, flere tillige, og efter hinanden, alt som Du finder for got. Ach! kunde vi dog bringe Splid tilveie! og

Skilsmisse! og blot to Omstyrtelser! Dette var, kiereste Ven, den korteste Vei; men jeg frygter, at vi maae tage den længere; thi jeg har, nu snart i 6000 Aar, erfaret, hvad Møie det koster, at faae Bugt med Jehovahs sande Elskere. Og endnu seer jeg den for Eders Øine umærkelige Offer-Røg tidlig og sildig at opstige fra Slottet til den gruelige Throne: og endnu staaer den ophøiede Herre med sit Blod for dem: og endnu er Gabriel paa sin Post, og Tusende Engle bruges under ham til at styrke de Gode, velsigne Kongens Raad, forstyrre mine Anlæg, beskiæmme Eder, mine Venner, og redde dette Land. Du skal see, Kiereste Æ, at som jeg fra først af har formodet, den længere Vei maae bruges. Kiøbenhavn maae blive utaknemmelig: hele Landet maae blive uskiønsomt, uføleligt for denne sidste Velgierning, ligesom det tilforn er blevet for alle de mange andre. Du trøster mig og, at denne Utaknemmelighed tager temmeligen til: og det glæder mig at høre, at I, mine Venner, sparer ingen Umag for at lyve, stifte Misnøielse, forvirre Folket, bagtale Embedsmændene, anrette smaa Partier, og indføre i hver

Viinhuns, Ølkippe, lidet og stort Selskab politisk Snak. Ach! bliver ved, jeg beder Eder: trættes ikke: I ere mine Apostle, og Du! Dig elsker jeg, som jeg elskede min Ven Judas. Det skader intet, at I blive næsten hver Uge til Løgnere, naar I have opdigtet noget: det veed I jo selv: bliver kun ved: det gode glemmes: det onde huskes, og Byen er nysgierrig, vil høre Løgn, og tusende Gange bedraget, troer den dog. Seer dog og til, at I blive ved, som I har begyndt, at udstrøe Misnøielse imellem de smaae Folk, der er Mængden, og kunde den blive forvildet, var der ypperligt; thi tænk mig, hvilken Glæde for os, naar en Forandring i Regieringen efter en anden kand udsue og udtære dette Folk, og maaskee omsider give os den søde Fryd at drikke Blod og vederqvæge os ved Plyndring og brændende Huse. Ja! ogsaa dette! Kunde I ikke bringe Pøbelen til, først at anfalde Horehuse, og bestiæle dem, og siden andre Gaarde. Det er sandt: vi give vore egne Skiøgers Boliger til Priis; men Fordeelen bliver, at vi faae alle Mennesker usikre, og Byen ødelagt. Endnu har jeg eet Middel. Jeg vil liste Abaddon ind i Byen, og om

faa Dage mage det saa, at visse fremmede Folk, der har en Fordeel af, at det kunde gaae ilde til hos Eder, vil kiøbe for Penge, hvem de kand faae til at blive Forrædere. O! saasnart I, mine faa Venner, mærker dette, saa gaaer til disse fremmede Folk, som ere hist og her adspredte i Byen; tager Penge af dem; hverver, hvem I kand faae med i Eders Ledtog; besøger dem om Natten; skriver dem til; og med alt dette roser mine den 17 Januarii forstyrrede Venner: ja, at jeg ikke skal glemme det, just dette er Mærket paa dem, som kand blive mig troe; thi dette maae I vide, at hvem som roser og bifalder disse mine gamle Betiente, han er min, og stikket til min Tieneste. Derfor elsker jeg Forfatteren af Ugebladet Statsmanden og Antistatsmanden.

Endeligen tilsidst formaner jeg Dig til, min Kiere Æ., at have dog nogen Taalmodighed;

thi Du maae troe, at det alt for gode Danske og Norske Folk, som har en saa gammel Kierlighed til deres Konge og Kongehuus, behøver Tid til at blive fordærvet: og nu er det til al min Ærgrelse Kongehuset selv, som styrer Folket! Ah! skulle dette

kun ikke faae Tid til at stifte alt der Gode, det vilde! Ach! vilde disse Kongelige Personer dog giøre en eeneste ond eller og taabelig Gierning! Ach! hvor ønsker jeg det! Ach! hvor gierne vilde vi, at de skulde feile! Det vilde glæde Din Siel, min Æ. Ach! kunde der dog blive Gud umueligt ved dette Folks Uskiønsomhed og Ukierlighed og Gienstridighed mod dets eget Bedste at være det naadig! Ach! kunde her blive Jerusalem i sin Ødeleggelse! Ach! hielper mig hertil I Ugudelige, Løgnere, Misundelige; I, Dadlete, Hoerkarle, Spottere, Forrædere! Ach! Beelzebuls Børn hjelper allesammen Eders Fader!

Paa Vesterbroe,

den t11 August. 1772. Beelzebul.

(Fortsettelsen følger.)