[P.F. Suhm] Til mine Landsmænd og Medborgere De Danske, Norske og Holstenere.

Til mine Landsmænd og Medborgere De Danske, Norske og Holstenere.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og bekommes hos August Frid Stein, boende i Skidenstrædet No. 171.

2

        

3

Kiære Landsmænd

og

Medborgere!

Jeg har ofte overveyet hos mig selv den Nød og Ælendighed, som vi alle vare bestædde udi i afvigte Aar, og den Lyksalighed som vi derimod nyde i Aar, og med rette kunne haabe at ville mere og mere tiltage. Mit Hierte er saa opfyldt heraf, at jeg umuelig kan lade mig nøye med at meddele til mine Venner og Bekiendtere mine Tanker herom, men jeg maa endeligen give dem tilkiende for Eder alle. Ikke at I behøve nogens

4

4 Undervisning for at indsee dette, eller Opmuntring til at føle det, ney dertil ere I alt for klarseende og følende, og retskafne; men jeg giør dette alene, fordi det er mig umueligt længere at kunne dølge min Glæde, og fordi at ikke alle giøre sig just dog alle de samme Betragtninger, hvorvel de alle giøre sig gode Betragtninger, og prise Himlen for den ønskelige Foran- dring, og endeligen fordi jeg onsker og haaber herved at bringe flere til videre at udføre disse Tanker, og med en heldigere Pen at forestille dem.

Vende vi da Tankerne til vor Til- stand i Fior, og som billigt, først betragte Religionen, der er det ypperste Gode, hvor foragtet finde vi den da at have været. De som skulde være Mønstre for andre, saaes sielden eller aldrig i Guds Huus, og opførte sig der med liden Anstændighed. Man lod haant om Præsterne, man talede offentligen ilde om Religionen. Man opførte Skuespil paa Sabbathen, hvilket sidste i de fleste pro- testantiske Lande ansees for uanstændigt, og stridende mod Guds Ord. Og hvorledes vare Sæderne beskafne. Man til

5

5

lod al usømmelig Frihed og Utugt. Ved falske Forestillinger misbrugte man Kongens Fortrolighed, og fik den skændige Forordning udstædet, at det maatte være Hoerkarlen tilladt at ægte den gifte Kone, som han havde bedrevet Hoer med. Tak være Forsynet, som holdt den tilbage fra at blive kundgiort i Kongerigerne, saa at Hertugdommene alene nøde denne usle Frihed. Da Mennestets Hierte er af Naturen fordærvet, hvorledes mene I vel at det vilde have om nogle Aar seet ud med Eenighed og Troskab i Familierne, om denne Forordning havde staaet noget længe ved Magt. Hvortil sigtede vel den Anstalt, at Politiet maatte ei giøre Undersogning i noget Huus i Kiøbenhavn, hvorved Utugt og Tyverie opmuntredes, hvilken sidste Last man desuden ved mange andre Anstalter gav Tøilen. Dersom nogen af Eder skulde være ukyndig om Hensigten her af, da vil jeg sige Eder hen. Man tænkte, Mennesket elsker Frihed, ja Selvraadighed, af Naturen er han tilbøielig til Vellyst, som giør ham utugtig, og derhos mild og medynksom imod Tyve, og saa-

6

6 danne der ei begaae Laster, hvorved Blod udøses; og herover indbildte man sig herved at faae Mængden paa sin Side, og at formaae den til at lukke Øinene til over eens andre Foretagender. Man vilde dysse den i Søvn ved slig Frihed, ved Skuespil, ved at give stegte Oxer til Priis, ved Penges Udkastelse, ved Brøds Uddelesfe, ved Trykke-Friheden, ved den frie Spadsere-Gang i Rosenborger Hauge, ved Dystrenden. Men man feilede, thi endskiønt jeg ikke kan sige, hvor gierne jeg end vilde, Eder alle, mine kiære Landsmænd og Medborgere, frie for la- stefulde Tilbøieligheder, saa følte I dog Skammen og Synden, I undsaae Eder selv ved at begaae den, og I vilde ikke at den ved Love skulde offentligen tillades. Og heraf kom ogsaa meget Eders heftige Glæde den syttende Januarii, og nogles derpaa følgende ubesindige, ja nedrige Opførsel, ved at ville tiene Gud med Hænder og Fødder, og ved at ville afstaffe dem, som det alene tilkommer Øvrigheden at afstraffe.

7

7

Men de, som da regierte, havde desuden den Hensigt ved den utilladelige Frihed, som de gave, at retfærdiggiøre deres eget Forhold, og at giøre den lovmæssig. Jeg er vis paa, at enhver af Eder grues ved at tænke paa den Adfærd, som han saae til Hove, paa Bal, paa Skuespil. Riget var vanæret, Folket foragtet, og dets Ulykke beredt endog for den følgende Tid: dets Sæder traadde under Fødder; Dyden blev beleet, og de mest ublue Fruentimmer bleve trukne frem for andre, hvorimod de anstændige bleve paa alle optænkelige Maader forhaanede. Man skiæmmede sig ved at være Qvinde, og søgte i alle Ting at ligne det mandige K'iøn. Men det er best at lade Forhænget falde ned for saadanne Skiændsler, som bør begraves i et ævigt Mørke, men som, i Fald det behøves og fordres, kan bevises paa en uimodsigelig Maade.

Hvad Ære bar man for Folket? Jo man udstædde Befalinger i et Sprog, i det Tydske, som det ei forstod. Grev Struensee, som skulle være den øverste,

8

8 eller rettere den eneste Minister, forstoed ey Dansk, da han kom til denne høie Værdighed; nu, deete kan undskyldes, hvorvel at tragte efter at regiere et Folk, hvis Sprog, og følgeligen Love og Skikke, man ei forstaaer, dog neppe kan und- skyldes, men han lagde sig siden ikke heller efter vort Sprog, ja han foragtede det aabenbare, hvorledes dette rimer sig med hans gode Hensigter, som han ideligen i sin Ulykke raabede paa, er vanskeligt at begribe; thi naar man vil naae Maalet, maae man og gribe til Midlerne, naar man vil vel regiere et Folk, maae man og kiende dets Sprog, Love og Skikke. Men han kiendte saalidet til vort Sprog, at man maatte oversætte paa Tydsk de Memorialer, som bleve indgivne til ham paa Dansk, og det Danske Cancellie maatte lade paa Dansk oversætte de Kongelige Befalinger, som det fik paa Tydsk, at de Danske ikke skulde tænke at de vare blevne undertvungne af de Tydske; thi hvor intet Sprog er, er ikke heller noget selvstændigt Folk. Om en vis from Dansk Herre sagde bemeldte Greve: Was will der dumme Däne thun. Den Nidkiærhed han viste for at fordærve

9

9

Sæderne og at giøre os til et Folk af blodagtiqe, og feige Keltringer, viser og hvad Ære han bar for Folket.

Men hvorledes forestode han og hans Medhielpere Staten i andre Maa- der. Jo, først arbejdede han længe paa, at tilintetgiøre den gode Forstaaelse, som herskede imellem os og Rusland, og som er begge Stater saa gavnlig. Dog maa jeg herudi lade ham vederfares den Ret, at han i de tvende sidste Maaneder af sit Ministerskab, syntes at have forandret Tanker herudi, uvist af hvad Aarsag. Dernæst afsatte han pludseligen ei alene enkelte Æmbedsmænd, men endog hele Collegier, uden Lov og Dom; Og der- udi vare tilforladeligen mange indsigtsfulde og redelige Mænd. Norge savnede sin Benzon, Kammeret sin Schack, Conseillet sin Bernstorff og Thott; Og hvad vil jeg tale om Conseillet: det blev jo reent afskaffet, under det Navn at Kongen skulde regiere eene, ligesom den meest oplyste Konge ei behøver Raadgivere; thi andet ere jo Conseille-Herrerne intet. Men kort efter lod Struensee give til sig alene

10

en gandske uhørt Magt i vort Dannemark, større end det hele Conseil nogensinde havde havt, og en Magt som desuden aaben- bare stridede imod Konge-Loven. Hvo seer i alt dette ikke et snedigt Anleg, som sigtede til endda langt høiere Ting. Vel sandt at han om dette ey er bleven overbevist, eftersom vore milde Love ei tillade at bruge piinlig Forhør, og han paa Fri- derichsberg havde opbrændt utallige Brev- skaber, da Bulderen var med Livvagten.

Ikke nægter Jeg, at der jo var noget Got i endeel af de Forandringer, som Struensee giorde, og at han trak en og anden fortient Mand frem for Lyset, thi det traf sig at han undertiden spurgte fornuftige Mænd til Raads. Men saa er det dog vist, at Conseillers Afskaffelse var heel skadeligt; at Magistratens Afsættelse var voldsom; at man nok kunde have ladet sig nøie med at bringe Waysenhuset til sin Stift- telses Øiemærke, og ei have reent ophævet det, allerhelst man ei sørgede got for mange af de unge Piger, som derfra bleve udstodte, og hvilke bleve et Bytte for Vellyst; at Friderichs Hospital blev for-

11

11

andret til Borgernes Fornærmelse; at man raabte paa Sparsommelighed, og ogsaa satte den i Værk i nogle Ting, som i Kongens Kiøkken og Kielder og Stalde, hvorved mange Indfødde bleve brødløse, og derimod anvendte aarligen 120000 Rdlr. paa Skuespil, for at fode Fremmede, som man gierne kunde undvære, og lod give til sig selv, og sin Ven Grev Brandt, 60000 Rdlr. til hver, hvilket var mere end nok i en Regiering af eet Aar, og vist vilde have blevet langt mere, og anseeligen tiltaget, dersom deres Regimente havde varet længer. Og desuden saa skeede alle disse Forandringer saa hastig, at Landet fik ei Tid til at puste, at alting blev opfyldt med Skræk og Frygt for det tilkom- menae, at enhver Æmbedsmand indskrænkede sig, og turde hverken sælge eller kiøbe, at de Afsatte forlode Kiøbenhavn, hvorover Gaardene stode der ledige, og alting tabte sin Priis. Dette foraarsagede, at de Ukyndige, som i Førstningen havde glædet sig over nogle af de Stores Fald, ved at staae i den falske Tanke, at alting vilde blive got, naar de kun vare borte, som de indbildte sig at giøre dyr Tid, og

12

12 at være Aarsag i deres Fattigdom; at de samme, siger jeg, nu for sildig indsaae deres Daarlighed, da der var intet for dem at fortiene, og derover Hungeren nu mere plagede dem end tilforn. Nei, ere alle lige, og alle derfore ogsaa Staadere, saa ere ogsaa alle ælendige, derfor er det nødvendigt at store og rige Folk maae bæ- re til, som kan sætte de mindre formuende i Arbeide.

Men nu ville vi og betragte Grev Struensees Person, og paa hvad Maa- de han kom til sin høie Værdighed. Han var af maadelig Herkomst, og fød fremmed, hvorvel hans brave Fader nu tiener vor Konge. Og dette er ingen Skam for ham; Schulin var og fremmed. Han steeg meget hastig fra Doctor i Medicinen til den høieste Værdighed. Schulin steeg og hastig, men langt fra ey saa ha- ftig. Men Struensee var ei bekiendt for andet end en liderlig Doctor, og alene Berømt for at forføre Fruentimmer. Schu-lin var derimod en skikkelig Student, som vel havde anlagt sin Tid, med Ære underviist unge Herrer, ved at opholde sig endeel Aar hos os, og at beklæde

13

13

adskillige Æmbeder, giort sig Landets Tilstand og Sprog bekiendt, og duelig til det meget store Æmbede, som han siden i nogle Aar forestod saaledes, at hans Navn endnu er i Velsignelse hos os, saa at ingen skal med Villighed beskylde de Danske eller Norske for at hade de Fremmede, der ved udmærkede Fortienester bane sig Vey til stor Lykke hos os. Desuden lod Schulin, som en indfød Tydsk, sig nøie med, at forestaae det Tydske Cancellie og de udenlandske Sager; hvorimod Struensee vilde være alt i alt, og uden at forstaae Dansk, og uden at kiende Danmark eller Norge, dog forestaae begge. Ingen Under derfor, om en der var fremmed, af maadelig Stand, af ringe Indsigter, af bekiendt liderlig Opførsel, en der var stolt, haard, som tog fra alle og berigede sig selv, som offentligen foragtede Nationen, som ei kunde, og ei vilde lære dets Sprog, som tilspærrede Indgangen for alle, der ei vare hans Creature, til Kongen, og som endeligen paa saa fræk, ublue og skammelig en Maade, hvilken er bekiendt for alle, og som jeg blues ved at beskrive,

14

14 havde med en utrolig Hast svinget sig til Ærens Top, ingen Under, siger jeg, om saadan en ei var elsket. At hade ham er ei uret, men billig Fortrydelse og Hevn; Jeg fremkalder Eder her, alle I Folk i Europa, om nogen af Eder vilde villigen taale sligt, og bøie Halsen under saadant Aag. I vilde vist kalde hvert Folk, som fandt sig herudi, et lumpent og feigt Folk, og I vilde ei kalde det barbarisk, som afstraffede saadan Uhyre. Hvad Karl Grev Struensee var i sin Velmagt, kan best sees deraf, at hans egen Staldbro- der Grev Brandt sagde i et Skrift til ham, ham lige i Øinene: I finde Behag i at alting skal skiælde for Jer. Naar hans udvaldeste Ven, som han stedse delcde Byttet med, maatte skrive saaledes om ham, hvad havde da andre vel Aarsag til at tænke om ham. Men ligesaa stolt, overmodig og haard, som Grev Struensee var i sin Velmagt, saa at han paa Veien aldrig hilsede nogen, ved Af og Paaklædning overfusede, og slog sine Betientere, og truede med at lade dem sætte fast, saa feig og frygtagtig var han derimod, efter Tyranners Vis, i nogen

15

15

kommende Fare. Det viste han han, da Tømmermændene vare ude paa Hirschholm, og da Livvagten giorde Opstand.

Men vil nogen sige, det Onde han giorde, strakte sig ei meget uden for Kiøbenhavn. Sandt nok i visse Maader, thi hans Regiering varede dertil alt for kort. Ellers var det afgiort, at de samme Forandringer, som vare skeede i Hoved- staden i Rettens Pleie, skulde og have Sted i Norge og i Provincerne. Maa- skee gode i sig selv, men maatte blive onde deels ved den voldsomme og pludselige Maa-, de, hvorpaa de bleve satte i Værk, og deels ved det endeel fortiente Mænd bleve afsatte; thi Grev Struensee havde en forunderlig Beqvemhed til at bedærve endog sine gode Gierninger, og til at giøre sig forhadt. Hans Broder havde han allerede kaldet ind, og betroet det Tydske Kammer, og hvis hans Fald havde imedens ei indtruffet, saa skulde han have fore- staaet alle vore Financer, og det uden at kunne Dansk, og følgeligen uden til Grunde at kiende vore Indretninger. Men det havde ei blevet derved, thi en heel

16

16

Skare af Tydske var desuden forskrevet hid ind, som skulde undes Stæd baade i geistlige og verdslige Æmbeder, saavel i Kiøbenhavn, som i Sorøe, til liden Glæde for Landets egne Børn; Ja man tænkte paa en Forordning, hvorved det danske Sprog skulde afskaffes i begge Riger, og det Tydske derimod indføres, baade i Love, Forordninger, Memorialer, offentlige Skrifter, Prædikener, Un derviisning i Skoler og paa Academiet. Jeg kan tænke for endog at udrydde Hukommelsen af det danske og norske Navn. Og saadan Karl skulde man agte og elske, saadan Mand skal roses for Indsigt, og siges at have været en stor Geist. Ei misunder jeg ham hans Salighed, som i Past. Münters smukke Beretning om hans Omvendelse giver Haab til at troe; thi hvad kan vel være ønskeligere end at favne alle fornuftige Skabninger i det glade Himmerig; jeg elsker derfore og den ydmygede, den omvendte Struensee, men jeg hader derimod den ophøiede, den uomvendte Struensee, i det mindste hans Gierninger, og hans Omvendelse kan ei hos

17

17

os til intet giøre det onde, og dets flemme Følger, som han har været Aarsag i.

Nu haver Jeg betragtet det sørgelige Optrin; nu maae jeg og betragte det Glædelige. Hvor behageligt er det da, at see de Høieste i Landet foregaae de andre med et got Exempel ved flittig at besøge Kirken, ved at vise den tilbørlige Ærbødighed for Guds Ord, og den sømmelige Agt for Geistligheden. Hvor henrykkende er det at see Kongens høieste Person omgivet af værdige Personer; at overveie Eenigheden i den Kongelige Familie, og see Kongen i Sælskab med hans Moder og Broder, som forhen ved de onde Folk, som da regierede, vare næsten betagne al Samqvem med ham. Nu høres ei mere ublue Snak og bespottelige Ord til Hove; nu bramme ei frække Fruentimmer der, saadanne som havde sat al Blusel tilside; nu vanæres ei Sabbathen; nu forundes ei liderlige Personer Skyts og Naadestegn; Utugt og Tyverie hemmes. Og dog nyder enhver al sømmelig Frihed og Fornøielse. Enhver kan spadsere i de Kongelige Hauger, og de Indelukker i Rosenborger

18

18 Hauge, som forhen havde ved Gartnerens Særsindighed staaet tilsluttede, og bleve aabnede i Struensees Tid, de staae endnu aabne for alle. Hvo der elsker Skuespil og Bal, kan endnu nyde sin Fornøielse, thi de milde og vise Kongelige Personer indsee heel vel, at den sande Gudstieneste ei bestaaer i et suurseende Væsen, og i et bedrøvet Liv, men i at nøie holde sig fra de Ting, som Gud haver forbudet, og derimod at udøve de Ting, som han ha- ver befalet, nemlig at dele Almisse ud, at sørge for de Syge, og at behandle alle lemfældigen. De tvende første Poster ud- øves flittigen af dem, saavidt den slette Tilstand af den offentlige Skat det vil tillade, endskiønt de ei rose sig deraf, eller lade det udbasune. Og det sidste have vi utallige Beviser paa; Endog de tvende groveste Misdædere, begge Greverne, bleve behandlede med al den Lemfældighed, som deres Forbrydelse og Tingens Natur tillod; Man gav dem, som billigt, Tid til at forsvare sig, Tid til at omvende sig, og til den Ende udsøgte saavel Advocater, som Præster til dem, der ere bekiendte for deres Redelighed, Nidkierhed og Ind

19

19

sigt. Mail beskikkede de lærdeste og beste Mænd i det gandske Land til deres Dommere, tagne af alle Collegier, thi man kunde for Sagens Langvarighed ei lade dem dømme af Hoieste Ret alene, thi det var jo ikke billigt at alle andre skulde for deres Skyld i saa lang Tid have misted Rettens Pleie; Men dog vare adffillige af Høieste Ret, og deriblant dens Justitiarius, iblant deres Dommere. Vel sandt, at piinlig Forhør er aflagt hos os, men sandelig havde man kunnet undskylde, ja tillade det i noget Tilfælde, saa havde det været i dette; men man vilde undgaae al Skin af Vold og Overilelse, og derfore brugtes den ikke. Og de andre mindre skyldige, med hvor megen Lemfældighed ere de ikke blevne behandlede; De ere alle blevne, undtagen een, satte paa fri Fod, og aflagde med Pensioner. Naar de som have forseet sig behandles saaledes, hvad kan da de, som giøre vel, ei love sig. Vel veed jeg, at nogle faa af Eder have i en god Mening ei været fornøiede med, at man i Statens pengeløse Tilstand, haver givet Pensioner til disse Ulykkelige, og ei heller til nogle andre, som siden ere af-

20

20 gangne; men naar I betænke de anseelige Æmbeder, som disse Personer have beklædet, de Tienester, som de tildeels have giort, den Straf, som de have lidet ved overgangne Skam, Fængsel, Værdigheders Forliis, og Tab i Gage, saa indsee I vel selv at det er menneskeligt, at unde dem noget at leve af, som man under Liv og Frihed, og at alle andre Betragtninger bør vige for Billighed, og at det er herligt, naar Mildhed kan udøves uden Statens Fare.

Lader os nu og betragte hvorledes Staten i andre Maader regieres siden den 17 Januarii. Man haver kaldet nogle faa Store tilbage, som efter alles Til- staaelse ere de dueligste, som derhos ere Indfodde, og man haver givet dem en Gage, vel ei nær saa stor som forhen, men dog saadan som de kan og bør komme ud med, og som Landets Tilstand kan taa- le, og herudi haver man jo da i alle Maader sørget for Statens Beste. Man haver altsaa kaldet nogle af Adelen tilbage, men ei alle, og derved viist, at man er ingen Fiende af duelige og retsindige A-

21

21 delsmænd, hvilket vilde være uretfærdigt og daarligt, men at man tilligemed er ei blindt hengivet til Adelen, og at man ikke vil lade den faae alt for stor Indflydelse, da det er en bekiendt Sag, at af alle Slags Regieringer er den pure Adelige den aletteste og haardeste. Man gaaer med største Langsomhed og Betænksomhed, tvende uadskillige Ting, til Værks i at forandre Indretningerne af Collegierne, ja endog at udsætte Personer af dem, som vare indrettede og indsatte i Struensees Tid. Og mon nogen skulde være saa daarlig og fremfusende at ønske, at man vilde fare hermed ligesaa hastig og voldsom frem, som hiin ulykkelige Greve og lidet Statskloge Minister; Jeg kan ikke troe det, thi hvad som lidet overlegges, maae og hastig ændres, og hvad Virkning hastige Forandringer tilveiebringe i Staten, det have vi i nogle Aar havt bedrøvelige Prøver paa; Alting bliver da uvis, vaklende, maae stedse omgiøres, Skræk bespænder Æmbedsmænd; de forrette altsaa deres Sager ilde, de blive ei saa længe i Æmbederne, at de kunne blive kyndige i dem, og hvad lider ikke derved Statens Velfærd, Ret-

22

22 tens Pleie, og de Fattiges Beste. Nei have I nogen Skiønsomhed og Indsigt, og jeg veed at I besidde megen, værdige Landsmænd, saa erkiender fornemmeligen den store Forskiel mellem forrige og nærværende Regiering, deri, at alting nu vel overlegges, at man ei vil fornærme no- gen, at faa egentligen afsættes, men kun forflyttes, og at de faa, som for gyldige Aarsager afsættes, bekomme fornøden, ja undertiden rigelig Underholdning. Hvilken Vold, ja Grusomhed, øvedes derimod under den forrige Regiering. I fandt det, sukkede, og ønskede at Himlen vilde forandre alting til det beste. Himlen har nu giort det, og kastet et naadigt Øie til os, værer derfor glade, takker den, elsker Eders Befriere, og haver en uind: skrænket Fortrolighed til dem. Men Tiden falder lang for dem med Uret Afsatte. Hertil svarer jeg: Nogle ere allerede indsatte igien, og andre blive det vist inden foie Tid. O at Omstændighederne, og Statens Giæld tillod det, saa vist som vor allernaadigste Konge ei vilde, at nogen Undersaat skulde klage eller være misnøiet. Men er det billigt at indsætte brave for-

23

23

urettede Betientere, saa er det ligesaa billigt ikke at afsætte brave Mænd, alene fordi Struensee haver indsat dem, og saa- danne findes der gandske vist mange. Fremfusenhed og Vold kunne i nogle Maaneder bringe saa meget af Lave og i Uorden, som Forsigtighed, Overlæg, Billighed behøve lang Tid til at sætte igien i Stand. Langsomheden af visse Feils Ændring er altsaa ei Regieringens Skyld, men Skylden ligger i Sagens egen Natur, og hos dem, som nyeligen ved deres Voldsomhed have bragt alting i Forvirring. Naar et Menneskes Legeme er reent i Grund og Bund fordærvet, saa er en hastig Cur ei muelig, og skulde det end synes hastig at komme sig, saa vilde det dog kun være en falsk Cur, og det i kort Tid blive med saadant Legeme værre end forhen. Man kan hastig tænke, men der behøves lang Tid til at sætte i Værk.

Nogle faa Personer i Collegierne ere blevne derfra Forafskedigede, fordi man troede, at de ei vare paa deres rette Stæd; men paa hvilken Maade? har man reent afsat dem, som Struensee giorde, har

24

24 man enten givet dem slet intet, eller saa- re lidet at leve af? Nei, man haver betroet dem andre vigtige Æmbeder igien, saa at de have Aarsag at være fornøiede. Og hvad bør mere opvække og vedligeholde vor Fortrolighed til nærværende Regiering, end saadan Mildhed og Lemfældighed. Med Junii Maaneds Udgang var den Tilladelse til Ende, som Struensee havde udvirket, at fremmed Korn maatte indføres til Dannemark. Paa det enhver kunde vide dette, saa giorde man det ved en offentlig Forordning bekiendt. Det eneste som Dannemark næsten har at udføre er Korn; Skal Landmanden og Bonden leve, og Staten ei reent forgaae, saa maa Kornpriserne ei blive alt for lave; thi ellers har Bonden intet for sit Arbeide. Men saasnart Regieringen mærkede, at Kornet steeg noget for høit, strax tillod det frie. Indførsel imod en taalig Afgift, thi det er billigt, ja nyttigt for Landet, at vort eget Korn, og vor egen Bonde, bør have nogen Fordeel frem for fremmed Korn og fremmed Bonde. Regieringen elsker Borgeren og Bonden lige, thi de ere begge dens Undersaatter og

25

25

Børn. Borgeren bør ei ved at paastaae all for lette Priser forarme Bonden, og Bonden ligeledes ei heller Borgeren ved at kræve alt for lette Priser af ham. Men vil nogen indvende got Kiob er dog en herlig Ting; jeg svarer, det er endnu herligere intet at betale, men er saadant mueligt, Naar Borgeren vil, at Bonden skal sælge sine Vare for saa got som intet, saa bør han og sælge sine ligeledes til Bonden, og mon han vil det, og hvad vinder han da derved. Det er billigt, at alle arbeide, og at enhver nyder skikkelig Betaling for sit Arbeide, og at den, som ikke vil arbeide, ikke heller æder.

Norge plages med dyr Tid; Regieringen sender Korn did op: Ei saa meget, som den gierne vilde, men saa meget som den kan afstæd bringe. Extra-Skatten trykker bemeldte Rige; Regieringen forbyder at udpante noget hos de Fattige, og jeg er vis paa, at den af al Magt stræber efter reent at ophæve bemældte Skat; Men da Statens Giæld er der, og det er af en uomgiængelig Billighed og Fornødenhed at betale den, siden Staten

26

26 virkeligen haver oppebaaret Pengene, saa kan den Skat ei ophæves uden ved at indføre en anden, men som dog biiver mere lige uddeelt, og ei saa trykkende for Al- muen.

Udi Struensees Tid udkom en Hoverie-Forordning, for at bestæmme Bondens Hoverie, hvilket var billigt, men som alting skede overilende og i en Hast, saa giorde man denne Forordning almindelig for det hele Land, da dog hver Province, og hvert Stift udfordrer sin; og hermed er man nu i Begreb, og viser derved, at man ei vil kuldkaste Ting fordi Struensee har giort dem, eller ladet dem giøre, men alene fordi de ere ilde giorde. Og hvad nyttigt haver man forandret, som er bleven indført i hans Tid. Endda staaer Trykke-Friheden, og da vor nærværende Regiering er klog og billig, saa bliver den vist altid staaende, thi den befordrer Videnskaberne, den giør at et Folk føler sig, den giver Frihed, Styrke og Rigtighed i Tankerne, den legger Sandheden for Dagen; og hvi skulde retsindige og kloge Mænd frygte for

27

27

at deres Opforsel bliver offentligen undersøgt, ja dadlet, naar en Struensee ei haver frygtet derfor; Nei, saadan nedrig og feig Tanke kan ikke komme op i ædle Gemytter. Vel sandt, at ved TrykkeFriheden befordres ogsaa slette og ondskabsfulde Skrifter, men de forgaae af sig selv, naar man kun ikke giør dem den Ære at forbyde dem. Endnu staaer Stads-Retten, og da alle Upartiske indsee dens Nytte til Processers Afkortelse, saa bliver den vist ved Magt. Struensee afskaffede Livguarden til Hest og Fods, for ingen Indfødde at have om Kongen, og just denne Aarsag har igien oprettet dem, som billigt.

Overdaad haver længe, som en tærende Feber, udtømmet vor Marv; tænk Kiøbenhavn haver i ti Aar hvert Aar ført for tolv Tønder Guld flere Vare ind end ud; nu er man i Begreb med ved vise Anstalter at sætte den de billige Grændser. Sandt nok, kunde man igien føre ild til Fremmede de Vare, som man førte ind, da skadede det ikke, at mange Vare indførtes; Men da der hører Tid til

28

28

saadan udbredet og fordeelagtig Handel, saa maa man tænke paa det, som nu er nødvendigt, og redde Staten fra sin visse Undergang ved en klog og Stats-mæssig Sparsommelighed. Ingen sige mig, at man ei haver Beviis paa, at nogen Stat er bleven mægtig herved; man betragte kun Holland; Den haver samme Styrke af sin vise Sparsommelighed, som af sin udstrakte Handel.

Kronprindsen, Landets Haab, blev under Paaskud at faae et hærdet Legeme, opfød paa en vild Maade, der skadede baade Siaæl og Legeme, og vilde i Fremtiden have frembragt de skadeligste Følger; man havde foresat sig ei at lade ham lære noget, og ingen Underviisning nyde, førend han var kommet noget til Alder, og agtede paa saa dyrebar en Person at for- søge Rousseaus Opfostrings-Maade. Alt dette er nu bleven forandret, og han opfødes anstændigen. Ved Guds Velsignelse kan man derfore nu i Fremtiden i ham haabe en Titus, da man ellers maatte have frygtet for en Nero.

29

29

Værdige Landsmænd! alt dette nu opregnede bør give Eder den største Fortrolighed til Regieringen. Betragte I Stats-Raadet, da finde I det besat med lutter Indfødde, og den første deraf er Kongens Broder, en Prinds, som fra sin Ungdom af haver ved sin Flittighed, Adstadighed, Agtpaagivenhed, Ustraffelighed i Sæder, givet Eder den største Forhaabning om sig. Og mon han nu haver bedraget Eders Haab; Er han ikke den samme? Hans kloge Opførsel i StatsRaadet kan det hele Stats Raad og Collegie-Herrer bevidne. Han gaaer sildig til Sengs, og staaer tilig op, saasom han idelig er i Begreb med at læse og skrive, ei til sin egen Fornøielse, men til Rigets Beste, for at giøre sig dets Sager bekiendte. Med hvad Omhue han antager sig Norges, ja alle Provintsernes Vel, kan Rentekammeret som og de øvrige Collegier best vidne. Og hvorledes kunde han bli- ve anderledes, da han er opfod under saa vis og mild en Moders Øine, som Juliana Maria, en Dronning, hvis Glæde det er at giøre Got, som elsker vort Fædreneland, som aldrig haver blandet sig i

30

30 noget hende uvedkommende, men stedse udøvet de stille Dyder og Pligter, været god Moder, god Ægtefælle, god Huus- moder, aldrig mænget sig i Regieringens Sager, saa længe hendes Herre levede, ja aldrig trinet frem paa Skuepladsen, førend den 17 Januarii, da det Kongelige Huses Ære, og Landets Nød tvang hende dertil. At Sandhed fører her og i alt hvad jeg har skrevet, min Pen, veed den Gud, som kiender alles Hierter, det kan alle Kongens Undersaatter eenstemmigen bevidne, og der kan ingen nægte u-

den alene de, der enten drives af egen

Fordeel, eller og af Ondskab. Og Fordeel venter jeg mig ikke heraf, da jeg er ubekiendt, og om jeg var bekiendt, da er jeg vis paa, at ingen vilde nægte mig det Vidnesbyrd, at jeg aldrig haver søgt nogen egen Fordeel. Kierlighed til Sandhed, til Fædrenelandet, og til det Kongelige Huus, driver mig alene, desuden forbindes jeg ikke alene, som en fød Un- dersaat til at elske alle de Lande, der lyde under Kongens Scepter, men jeg haver desuden ogsaa flere Aarsager til at elske dem, thi min Slægt er fra Norge, selv

31

31

er jeg fød i Holsteen, og nu bosiddende i Danmark, saa at jeg derfore haver Deel i dem alle.

Men for nu at indfatte i et kort Be- greb alt hvad jeg forhen haver sagt, saa herskede under Struensee: Foragt for Religionen, Uorden, Utugt, Vold, Frygt, . Usikkerbed, Standselse i de fleste Nærings-Veie, Majestætens Tilsidesættelse, Haanhed over Folket og Kongehuset; nu derimod Ærbødighed for Religionen, Or- den, anstændige Sæder, Sikkerhed, Forbedring i Nærings-Veiene, Love, Agt for Folket og for Majestæten. Elskeligste Landsmænd! veier med en upartisk Vægtskaal alt dette, og vælger da selv under hvilken Regiering det er best at leve. Hvad mene I vel at der havde blevet af os om den forrige Regiering havde endnu staaet eet Aar, og hvad Tillid og Kierlighed bør I ei have til den nærværende, og hvilket Haab om det Gode der endnu vil skee, da saa meget er Eder vederfaret i saa kort en Tid. Kiære Dannemark! Elskelige Norge! O I Forstendømme, og alle Kongens Lande, I som ligge mig

32

32 samtligen om Hiertet, I som alle elskes uden Forskiæl af Kongen, Kongehuset, Regieringen, Jeg veed at I elske dem, at I med et uopløseligt Baand ere forbundne til dem; See Kongen, see Juliane, see Friderich elske Eder, sørge for Eders Vel. Nu saa sværger da en Eed; Før skal alting gaae til Grunde, før Dansk, Norsk og Holstener ei være til, forend vi ville taale mindste Skaar i vor Lyksalighed, i den Indretning som nu er, eller tilstæde at de forrige onde Dage skulle kaldes tilbage.

Mægtige Gud, du som af Ævighed haver seet hvad som skal skee, leg din Velsignelse til dette Forsæt, og lad ingen hemmelig Fiende forstyrre vor Glæde. Bevar Kongen og det gandske Konge-Huus. Giv os Eenighed, og Moed til at fortsætte det begyndte. Lad os mere agte Ære, Dyd og Lydighed imod dine Love end egen Fordeel. Lad os elske hinanden ind- byrdes, og tilsidesætte al Kiv og Trætte, da skulle vi tryggeligen boe under dine Vingers Varetægt, nyde Landets Gode, og

intet ont skade os. Det skee!

Det skee!